I flere år har vi talt om at sejle igennem Panama-kanalen, og i 2025 blev det endelig en realitet. Vi valgte at tage en forlænget vinterferie, som startede 5. februar med fire overnatninger i Panama City.
Fra Panama City fortsatte vi på et krydstogt, der varede 11 nætter. Krydstogtet, hvor vi sejlede med Norwegian Jade, kom igennem Panama-kanalens oprindelige sluser og havde efterfølgende stop i flere spændende havnebyer: Cartagena i Colombia, Oranjestad på Aruba, Willemstad på Curaçao, Basseterre på St. Kitts og Puerto Plata i Den Dominikanske Republik.
Sejlturen sluttede i Miami, hvor vi tilbragte to nætter, inden vi fløj hjem.
Vi havde booket krydstogtet direkte hos Norwegian Cruise Line, flybilletterne hos Lufthansa og hotelovernatninger via hotelportaler. Ombord på skibet boede vi i en 3-værelses suite, hvorfor krydstogtet alene kostede 92.000 kr., hvilket dog også dækkede mad, drikkevarer og drikkepenge. Flybilletterne løb op i 18.000 kr., mens vores hotelovernatninger i Panama City og Miami i gennemsnit kostede 2.200 kr. pr. nat. Derudover havde vi booket udflugter i Panama og i nogle af de byer, vi besøgte under krydstogtet. Udflugterne kostede i alt 9.000 kr. Samlet set kom rejsen til at koste omkring 145.000 kr.