Dagbog – Fra Panama til USA

Central Hotel Panama, Casco Viejo, Panama City, Panama, kl. 22.30, onsdag den 5. februar 2025
Det er hårdt at skulle op kl. 3 om natten – selv når det er for at tage på ferie. Og det er endnu hårdere, når man er syg, som Britt – og delvist Casper – var. De 725 kr. til en taxa var derfor godt givet ud i stedet for at tage offentlig transport til lufthavnen, som vi plejer.

Britt havde ikke meget energi efter et par dage i sengen med feber, så i lufthavnen blev det ikke til den sædvanlige travetur frem og tilbage utallige gange. Det blev kun til en enkelt tur frem og tilbage, et besøg i Forex for endelig at få købt nogle dollars – og så direkte ud til gaten for at vente på afgang.

Flyveturen til Frankfurt tog blot godt en time, og efter ca. halvanden time var vi klar til næste flyvning. +10 timers flyvning har vi prøvet så tit, men denne gang føltes det bare længere end normalt. Britt var stadig sløj, og Valdemar blev dårlig og kastede op – hvilket efterhånden er normen på lange flyvninger. Ligesom at han nægtede at smage på maden ombord.

Med tanke på den meget korte transittid i Miami føltes turen endnu mere stressende.

Med mere end et kvarters forsinkelse havde vi virkelig travlt i Miami. I USA findes der jo ikke noget, der hedder transit, så vi måtte igennem immigrationsmyndighederne, forbi bagagebåndet for at hente vores kufferter og derefter tjekke ind igen. Vi høstede et møgfald fra en anden passager, da vi sprang over i køen til immigration – til ingen verdens nytte. Da vi nåede til check-in, var gaten måske stadig åben, men bagage-drop var lukket.

Heldigvis har Copa Airlines hyppige afgange til Panama, så vi blev hurtigt ombooket til næste fly en time senere. Da vi først indså, at vi ikke kunne nå vores oprindelige fly, kunne vi slappe af – men alligevel stressede vi lidt, da der opstod kø i sikkerhedskontrollen, fordi en dame havde glemt, at hun havde en robotstøvsuger i håndbagagen …

Vi havde ikke fået pladser ved siden af hinanden, men en flok unge fyre fra Idaho var heldigvis søde nok til at bytte, så Britt og Valdemar kunne sidde sammen på den knap tre timer lange flyvning fra Miami til Panama City. Og godt for det! For endnu engang blev Valdemar dårlig og kastede op – eller rettere, han forsøgte at kaste op, men uden mad i maven var der ikke meget at komme af med. Heldigvis lykkedes det ham at få sovet næsten et par timer.

Glæden var stor, da vi efter immigration og told trådte ud til en ventende chauffør, der heldigvis havde fået vores besked om det missede fly. Han havde ventet i mere end en time på os – god service! Ingen tvivl om, at vi gerne bruger Welcome Pickups igen en anden gang.

Turen fra lufthavnen til hotellet i den gamle bydel gik hurtigt – måske endda lidt for hurtigt. Vores chauffør kørte frisk til. Men okay, vi ville også bare gerne i seng.

Vores junior suite har ikke mindre end tre terrasser – den ene endda fra det enorme badeværelse. Der er dog kun én seng på værelset, men heldigvis en stor en. Efter at have fået sendt et par ekstra lagner og puder op på værelset, er vi nu allerede ved at falde i søvn. Det kan dog blive lidt svært, for udenfor kan vi konstant høre, hvad der lyder som bagagevogne eller rulleborde, der kører forbi nede på gaden.

Central Hotel Panama, Casco Viejo, Panama City, Panama, kl. 19.45, torsdag den 6. februar 2025
Allerede klokken fem var vi alle vågne. Vi trak dog morgenmaden til kl. 7, og kl. 8 var vi på gaden.

Uden noget egentligt mål slentrede vi rundt i den gamle bydel. Vi beundrede de mange flotte huse – og lagde mærke til dem, der var knap så flotte … Nogle bygninger er smukt renoverede, mens andre kun står tilbage som en facade, hvor man kan ane fortidens skønhed.

Vi kom blandt andet forbi Coca-Cola Café, som ikke blot er byens ældste café, men efter sigende også den eneste i verden, der må bære Coca-Cola-navnet med officiel tilladelse fra Coca-Cola Company.

Selvfølgelig besøgte vi også et par kirker, hvor de blandt andet brugte virtuelle præster på skærme. I et supermarked købte vi lidt snacks og drikkevarer, før vi vendte tilbage til hotellet.

Fra hotellets tagterrasse havde vi en fin udsigt over byen, men vores primære mål var poolen. Mens vi svømmede rundt, sad en stor grib på nabobygningen og iagttog os. Det vrimler med gribbe her i byen!

Til frokost fandt vi en græsk café ganske tæt på hotellet. Vi var alle godt trætte og orkede derfor ikke at gå langt. Vi tog endnu en tur i supermarkedet for at købe flere drikkevarer – med 33 graders varme skal der masser af væske til.

Sygdom og tidsforskel tærer på os, så vi tilbragte det meste af eftermiddagen på hotellet, før vi fandt et burgersted til aftensmaden. En stak sliders og en dobbeltcheeseburger til deling blev det til.

Vi sover klart tidligt i aften, men da vi bliver hentet allerede kl. 6.45, er det nok også en god idé.

Central Hotel Panama Casco Viejo, Panama City, Panama, kl. 20.30, lørdag den 8. februar 2025
Der begynder at blive crowded ved morgenmaden! Antallet af gæster på hotellet er øget for hver dag, hvilket også kunne ses ved morgenmaden.

Endnu engang benyttede vi os af en Uber. Vi har konstateret, at langt fra alle panamanere er gode til engelsk, men morgenens chauffør kunne nok engelsk til at fortælle os, hvorfor flere af gaderne omkring vores hotel er spærret af af bevæbnede vagter. Det viser sig, at præsidenten bor ganske tæt på – faktisk nede for enden af gaden.

Denne Uber kørte os til Miraflores Locks, hvor det er muligt at komme ganske tæt på en af Panama-kanalens sluser. Et skib var på vej igennem, da vi ankom. Museet er åbenbart lukket på grund af renovering, men det store IMAX-teater var åbent. Der så vi en flot film om Panama-kanalens historie fortalt af Morgan Freeman. Meget interessant, selvom vi hørte en del af historien på vores tur i går. Efter filmen var endnu et skib på vej igennem sluserne.

Efter primært at have bevæget os rundt i den gamle bydel, var især Valdemar interesseret i at besøge den nyere del af Panama City. Med endnu en Uber kom vi derfor til Punta Pacifica, hvor vi blev sat af ved en lille park ved vandet. Der fik vi selskab af en nuttet, lille hundehvalp, der meget hellere ville blive hos os end følge med sin ejer. Ja, der er store, flotte, høje bygninger, men mellem bygningerne var ikke så interessant. Vi spiste frokost på McD og gik gennem bydelen til en metrostation. Vi tog metroen tilbage til den del af byen, som vi kender ret godt. Vi bevægede os lidt væk fra gågaden for at se bagsiden, men kom tilbage på strøget for et sidste besøg i supermarkedet. Vi fik købt slik med hjem til kollegerne og slik til de kommende mange dage på skibet. Vi er ikke sikre på, at man kan købe slik ombord, og hvis man kan, er udvalget sikkert ringere, men meget dyrere.

Selvfølgelig skulle vi også i poolen i dag. Der var ikke mange, da vi kom, men pludselig var poolen igen fyldt med amerikanere, der bare stod og stod. Mon amerikanere overhovedet kan svømme?!

Britt insisterede på, at aftensmaden skulle være panamansk og havde udset et par restauranter tæt på hotellet. Den første restaurant viste sig at køre med et lidt andet menukort end det på nettet, så vi valgte at gå igen. Det var nemlig ikke muligt for Valdemar at prøve pasta med banansovs, som han ellers gerne ville.

Den næste restaurant viste sig at være en del hyggeligere, og vi fik valgt tre forskellige traditionelle, panamanske retter: fisk til Valdemar, kylling til Britt og oksekød til Casper. Der var forskellige ris til retterne, og mens Valdemar fik crispy plantain, var madbananen karamelliseret til de to andre retter. Lige ved siden af restauranten lå et issted, hvor Valdemar og Casper snuppede desserten.

Norwegian Jade, Panama City, Panama, kl. 20.30, søndag den 9. februar 2025
Vi er bare ikke gode til at sove længe – nok fordi vi falder i søvn tidligt hver aften. Vi havde derfor masser af ting til overs. Efter morgenmaden gik vi en lille tur i området – denne gang helt bevidst i den del af bydelen, der vist normalt ikke tiltrækker turister. Nedrivningsmodne bygninger, men hvor der alligevel bor nogen i de fleste af dem. At se den store kontrast fra vores hjemlige omgivelser er næsten en større oplevelse end at se de flotrestaurerede bygninger.

Britt og Valdemar nåede også en tur i poolen, inden vi lidt over 10 tjekkede ud og tog en Uber til Panama Cruise Ship Terminal.

Allerede ved check-in oplevede vi den ekstra service, som er forbeholdt gæster i suiter. Vi blev guidet til en særlig check-in-skranke og efterfølgende fulgt ombord af en medarbejder. Vi må ærligt indrømme, at vi nok hellere ville have gået ombord selv, men sådan foregår det altså ikke. Vi blev fulgt direkte til den restaurant, der til frokost er forbeholdt suite-gæster. Ikke noget med at skulle blande os med ‘pøblen’ i buffetrestauranten. Da vi endelig blev sluppet fri, valgte vi dog lige at udskyde frokosten og gå en runde på skibet.

Tilbage i restauranten fik vi alle tre lækker frokost og endnu lækrere desserter. Valdemar er helt klar på at spise frokost der igen, da både laksen til hovedretten og pavlovaen med citronsorbet faldt helt i hans smag.

Vi gik igen rundt på skibet, fik en drink i sportsbaren og efterfølgende i en af skibets lounger. Valdemar har ingen drinkspakke, men der er ingen, der siger noget til, at Britt og Valdemar deler alkoholfrie cocktails. Casper gik dog direkte til alkoholen med Guinness-øl og espresso martini.

Endelig blev det annonceret i skibets højttaler, at kahytterne var klar. Vi har en suite med stue, soveværelse og et badeværelse, hvor der er udsigt fra både badekarret og brusebadet. Derudover har Valdemar sit eget lille værelse med badeværelse. Selvfølgelig har vi også en balkon. Vores butler, Dennis, har været forbi for at introducere sig og høre, om vi havde brug for noget. Han tilbød bl.a. at komme med frisk kaffe hver morgen, men Casper afslog høfligt. Casper kan godt selv kan betjene kahyttens Nespresso-maskine.

I kahytten lå en masse papirer – herunder den kedelige besked, at vores Behind the Scenes-tur er rykket fra onsdag til lørdag. Vi har været forbi excursion deck for at få den rykket tilbage, men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Så meget for at bestille så tidligt som muligt. Meget skuffende!

Sidst på eftermiddagen gik vi på jagt efter cookies. Da vi nåede til sportsbaren uden at have fundet cookies, endte vi med at spise tidlig aftensmad der. Tilbage i kahytten var især Valdemar frustreret over internettet. Selv ikke den medfølgende wifi-pakke ville virke på Valdemars tablet. Og da indholdet downloadet til offline-brug på Valdemars tablet heller ikke virkede, blev hans frustration bare større.

I aften er der Super Bowl, og kampen vises på flere skærme rundt omkring på skibet. Netop som kampen skulle til at gå i gang, gik vi på jagt efter dessert. Dessertudvalget i buffeten var noget skuffende; softice var eneste is. Vi endte i main dining room, hvor vi fik et bord og bestilte tre desserter og to glas dessertvin. Efterfølgende så vi lidt Super Bowl, hvor Philadelphia Eagles fik scoret deres andet touchdown mod Kentucky Kansas Chiefs.

Vi er nu tilbage i kahytten. Vi har i højttaleren lige hørt sikkerhedsinstruktioner og det meget høje alarmsignal og ser nu pauseshowet i Super Bowl. I morgen kl. 6.45 sejler vi igennem den første sluse i Panama Kanalen, så der bliver ikke noget med at sove længe.

Norwegian Jade, Det Caribiske hav mellem Panama og Cartagena, Colombia, kl. 20.30, mandag den 10. februar 2025
Vi var oppe kl. 6, men vores tur igennem de første sluser var forsinket. Valdemar og Britt skyndte sig dog ud for at se, mens vi sejlede under American Bridge. Vi syntes ellers, at vi var godt rundt på skibet i går, men vi fandt alligevel nye steder – bl.a. sportsbanen og en udendørs morgenmadsbuffet.

I den store buffet forsynede vi os med lidt bagværk og juice, så vi havde lidt at spise og drikke, mens vi sad på vores balkon, da vi sejlede igennem sluserne ved Miraflores. Da vi kom ind i det andet bassin, havde klokken passeret 8, så der var publikum på viewing-platformen ved besøgscenteret – samme sted, som vi stod i lørdags. De første to sluser hævede vores 294 meter lange skib to gange 9 meter, mens små tog fastgjort til skibet med wirer holdt skibet på plads midt i slusen. Der var mindre end en meter på hver side af skibet ind til kajen.

Inden næste sluse spiste vi lækker morgenmad forbeholdt suitegæster. Casper lagde hårdt ud med steak’n’egg – protein med protein til.

Efter Miraflores-sluserne var der kun en kort strækning til Pedro Miguel-slusen, der løftede skibet de sidste 9 meter op, så vi kunne sejle ud på Gatun-søen, hvor vi forleden var på abesafari.

Da Britt fandt en miniatureand på trappegelænderet, gik jagten på ænder rigtigt ind, og i løbet af dagen lykkedes det os at finde hele fire ænder. Selv gemte vi en i bridge viewing room samt på et billede på trappen. Sidstnævnte er nem at se, men eftersom Valdemar sad på skuldrene af Casper for at få anden derop, regner vi alligevel med, at den får lov at ligge lidt tid. Man skal kravle for at nå den, medmindre man er 2½ meter høj.

Frokost blev byg-selv-burger ved poolen, og desserten blev en kage fra buffeten – eller var det før frokost? I løbet af eftermiddagen kom vores butler forbi med snacks: mini-BLTs og fyldte chokolader. De gled også ned…

Casper & Britt nød en cocktail i en lounge, mens vi midt på eftermiddagen sejlede gennem den sidste sluse på turen gennem Panama-kanalen. Denne sluse havde hele tre bassiner, der bragte os de 27 meter ned igen, så vi kunne sejle ud mod det åbne hav. Søsygeplastrene blev fundet frem, da vi forlod kanalen og straks kunne mærke skibet bevæge sig væsentlig mere, end hvad der har været tilfældet indtil nu. Nej, det blæser ikke kraftigt, og bølgerne er ikke særligt store, men bare for en sikkerheds skyld…

Der var ingen ledige borde, da vi ankom til main dining room, så alle gæster blev udstyret med en pager, til et bord var ledigt. Vi nåede dog ikke langt, før pageren brummede, og vi blev vist til et bord. Vi har kraftigt på fornemmelsen, at vi som suitegæster fik det første ledige bord, da dem i køen før os, først fik et bord 25 minutter senere end os. Det er altså ikke for sjov, at der står VIP på vores cruise cards.

Vi sprang forretten over og nøjedes med hovedret og dessert. Valdemar bestilte to kugler citronsorbet og fik to glas. De kan simpelthen ikke finde ud af at putte to kugler is i samme skål.

Selvom vi ikke har forladt skibet i dag, er vi alligevel nået op på ikke mindre end 15.000 skridt. Og da vi ikke har taget elevatoren på noget tidspunkt, har vi også klaret 32 etager til fods.

Norwegian Jade, Det Caribiske hav mellem Cartagena, Colombia, og Oranjestad, Aruba, kl. 21.45, tirsdag den 11. februar 2025
Vi startede igen dagen med lækker morgenmad i den lille restaurant. Der er dejligt få mennesker, og det er meget stille og roligt.

Inden vi gik i land, gemte Valdemar endnu en and, der straks efter blev fundet af en af skibets medarbejdere. De samler åbenbart også på cruise ducks.

Vi skal udnytte alle de privilegier, der følger med vores suite, og en af disse er priority disembarkation. Sammen med andre suitegæster blev vi fulgt fra borde før alle andre. Langt de fleste havde bookede ture, men vi havde besluttet at udforske den colombianske by Cartagena på egen hånd.

Ved terminalen var en lille park med påfugle, flamingoer, papegøjer og aber, som vi skulle igennem for at komme ud – lidt af en labyrint. Næste forhindring var et hav af taxichauffører, der tilbød deres service. Vi bryder os ikke om at forhandle om priserne, så igen valgte vi Uber-løsningen. Om Uber er dyrere eller billigere end en taxi på taxameter, ved vi ikke, men det er i hvert fald så meget nemmere.

I centrum gik vi rundt i den gamle del af byen inden for murene. Vi besøgte Las Bóvedas, der er gamle fangeceller lavet om til souvenirbutikker, og tæt derpå gik vi igennem det finere shoppingcenter La Serrezuela. Et sted forsøgte vi at købe noget at drikke, men de tog ikke imod dollars, og deres kortbetalingsmaskine havde ingen netforbindelse, så vi opgav.

Vi slentrede op og ned ad de små gader, hvor Valdemar købte et glas friskpresset limejuice. Uden for murene gik vi gennem en anden gammel bydel med farvestrålende bygninger, inden vi gik ud til det store fort. Vi nøjedes med at se fortet på afstand, mens vi spiste en is. Vi gik kort ind på chokolademuseet, men der var simpelthen for mange mennesker, så det var hurtigt ud igen.

Vi tog derefter en Uber tilbage til skibet. Det var blevet midt på eftermiddagen, og da vi kun havde spist en is i land, var vi godt sultne. Vi tog lidt i buffetrestauranten, men valgte bagefter at fortsætte frokosten i den irske pub, hvor vi delte nogle forretter. Buffeten var simpelthen for kedelig.

Da vi kom tilbage til kahytten, havde vores butler været forbi med snacks: mini-sandwich med kyllingesalat, små kager og et par chokoladeovertrukne jordbær. Vi skal ikke gå ned på snacks!

Kl. 19 var vi klar i teatret til at se trylleri. En ung spansk tryllekunstner optrådte med klassiske tryllenumre tilsat lidt humor.

Valdemar var blevet godt træt og orkede ikke restaurantbesøg til aftensmaden. Han lavede derfor sin egen burger i buffetrestauranten, og den tog vi med tilbage til kahytten. Vi gik i stedet til en af restauranterne, hvor vi spiste en tre-retters menu.

I morgen venter en fuld dag på havet.

Norwegian Jade, Det Caribiske hav mellem Cartagena, Colombia, og Oranjestad, Aruba, kl. 21.00, onsdag den 12. februar 2025
Vi mistede en ferietime i morges, da vi i løbet af natten er sejlet ind i en ny tidszone.

Valdemar ville gerne prøve buffetrestauranten til morgenmad. Der er et rigtigt fint udvalg, men vi håber, at vi i morgen kan få lokket Valdemar med til specialrestauranten igen til morgenmad. Det er bare så meget bedre, og så er der ingen trængsel omkring buffeten.

Der er masser af aktiviteter på programmet på en sea day som i dag, men vi valgte nu alligevel at springe Taylor Swift dance class og sushi-demonstrationen over. Vi valgte dog at se et oplæg om shore excursions i den store teatersal. Vi håbede at blive lidt inspireret til, hvad vi skal se i de kommende havne, men det var lidt for overfladisk. Vi blev derfor ikke meget klogere.

Efter oplægget i teatret tog vi en tur i poolen. Alle solsenge var optaget af håndklæder – ikke så mange af mennesker. Og nej, alle håndklæderne på solsengene kunne ikke tilhøre dem, der var i poolen, for der var næsten ingen. Poolen er dejlig dyb, men faldt alligevel ikke i Valdemars smag. Der er nemlig saltvand i poolen, så man skal være lidt ekstra påpasselig med at få vand i øjnene. Og da vi desværre har glemt Valdemars svømmebriller, havde han kun Caspers, som ikke passer ham så godt. Det blev derfor til en kort svømmetur, som så i stedet blev efterfulgt af et langt karbad med udsigt til havet.

Frokosten tog vi igen i specialrestauranten, hvor tjenerne havde bemærket vores fravær til morgenmaden. Eftermiddagen tilbragte vi i kahytten, da vi ikke lige er til at ligge og sove på en solseng, som mange andre ombord gør i løbet af dagen.

Cagney’s Steakhouse var rammen om vores aftensmad. Casper bestilte steak bacon til forret, for hvornår får man ellers mulighed for bare at spise bacon? Store, møre bøffer til hovedret og en mac’n’cheese til Valdemar. Selvfølgelig spiste vi også dessert. Valdemar prøvede fruit juice pops, hvilket mest mindede om en billig frys-selv-sodavandsis, skåret i stykker.

Fra aftensmaden gik vi direkte til teatret, hvor aftenens show bød på countrymusik, sang og dans. Ikke den største produktion, men underholdende nok. Bagefter smuttede Valdemar tilbage til kahytten, mens vi tog en drink i en af skibets mange barer.

Vi forsøger stadig at tage trappen hele tiden – om end vi nogle gange fortryder det, når vi er på vej fra dæk 6 til dæk 11, hvor vores kahyt ligger. 9.000 skridt og 20 etager – mere blev det ikke til i dag.

Norwegian Jade, Den Caribiske hav mellem Oranjestad, Aruba og Willemstad, Curaçao, kl. 22.00, torsdag den 14. februar 2025
Da vi stod op i morges, havde skibet allerede lagt til kaj i Oranjestad på Aruba. Vi havde dog ikke travlt med at komme i land, så vi gav os god tid i den sædvanlige morgenmadsrestaurant. Lækker mad og god service.

Vi var dog alligevel i land omkring kl. 9, så det meste havde lukket, som vi gik rundt i gaderne i centrum. Aruba er en del af Kongeriget Nederlandene, så skilte og andet stod på hollandsk. Priserne i supermarkedet var dog hverken i euro eller dollars, så øen må have sin egen møntfod.

Efter nogle timer gik vi tilbage til skibet, hvor vi spiste frokost i buffeten. Midt på eftermiddagen var vi i land igen, for vi havde nemlig booket en ubådstur. Med bus et par hundrede meter til en båd, der sejlede os ud på åbent hav, hvor vi gik ombord på den lille ubåd. Vi sejlede forbi tre skibsvrag, der var sænket med vilje for at skabe et rev for fiskene. Det ene skib var faktisk oprindeligt en dansk fiskerbåd, som senere blev brugt som partybåd her på Aruba.

Tilbage på skibet var der ikke lang tid til aftensmad. Vi laver ikke andet end at spise. Hovedret og dessert i main dining room – og så lige i buffeten for at prøve deres crêpe-station. De var noget fedtede med Nutellaen i pandekagerne, men de smagte nu godt alligevel. To desserter var helt på sin plads, for ligesom i går har vores butler heller ikke i dag været forbi vores kahyt med eftermiddagssnack.

Aftenens show i teatret var med en komiker fra New York. Væsentlig bedre end gårdagens country-show eller tryllekunstneren fra forleden. Vi fik virkelig grinet igennem! Selv Valdemar morede sig, selvom han ikke helt forstod alle jokes.

Også i dag var en skuffende dag, når det gjaldt andejagt. Vi har stadig ikke fundet flere end de fire, som vi fandt på første hele dag på skibet. Vi bliver dog ved med at lede…

Norwegian Jade, Det Caribiske hav mellem Willemstad, Curaçao og Basseterre, St. Kitts, kl. 22.15, lørdag den 15. februar 2025
Selvom det i dag var en sea day, havde vi planer fra morgenstunden af. Efter morgenmaden det sædvanlige sted var det nemlig tid til en Behind the Scenes-tur rundt på skibet. Vi besøgte broen, køkkenet, maskinkontrolrummet, vaskeriet, teatrets omklædningsrum og området, hvor alt skibets mad bliver opbevaret. På broen var det en ung kvindelig kadet, der fortalte om, hvordan skibet styres – også med lokale piloter omkring. Vi var dog mest imponerede over glasgulvet på broen, hvor kaptajnen kan se kajen under sig.

Vi besøgte flere kølerum og så de enorme mængder af f.eks. æg og hørte, hvordan kokkene fra de forskellige restauranter hver morgen laver en bestillingsseddel til lageret. Backstage var det kostumeansvarlige, der bl.a. fortalte om de hurtige tøjskift under forestillingerne. Alt i alt en interessant rundvisning, hvor det desværre var forbudt at tage billeder de fleste steder.

Vi spiste frokost i specialrestauranten med de sødeste tjenere og supplerede med cookies til dessert, da vi lige havde glemt de snacks, som vores butler kommer med. De står stadig i køleskabet og kan forhåbentlig holde sig til i morgen.

Midt på eftermiddagen var vi i teatret for at se Deal or No Deal. Selvom vi ikke havde købt spilleplader og derfor ikke havde nogen vinderchancer, var det underholdende alligevel.

Vi nåede lige en drink i en af barerne inden aftensmaden på den franske bistro. Selvom Valdemar havde fået de pæne shorts på, blev han pænt sendt tilbage til kahytten for at skifte. Dresscoden på restauranten var nemlig lange bukser – og den blev ikke fraviget for børn.

Casper er i dag gået all in på bøf: steak & æg til morgenmad, steak & frites til frokost, og endnu en stor bøf til aftensmaden. Tjeneren sørgede for, at Valdemar fik rigelig med dessert: fire forskellige kugler is + den isdessert, som Valdemar havde bestilt.

Mens Valdemar hyggede i kahytten, fik vi en drink i en af loungerne, mens vi så gameshowet 55 to Stay Alive. Vi er forundrede over, hvad folk frivilligt stiller op til. Bagefter gik vi i teatret for at se en tidligere vinder af American Idol synge. Det var en hyldest til soul queens, så der var både Whitney Houston og Aretha Franklin – og sangerinden Britany Faulkner klarede de høje toner imponerende godt.

Norwegian Jade, Det Caribiske hav mellem Basseterre, St. Kitts, og Roadtown, Tortola, British Virgin Islands, kl. 19.45, søndag den 16. februar 2025
Da vi stod op, var skibet ved at lægge til ved kajen i Basseterre på St. Kitts. Vi havde ikke travlt, så vi gav os god tid til morgenmaden.

Lidt over otte gik vi i land for at udforske byen på egen hånd. Det var nemlig ikke lykkedes os at finde en udflugt, der lød interessant – alt for meget tid i en bus eller på en strand. Der var ikke meget, der var åbent, da vi kom i land. Gaderne var også øde, da de fleste var i eller på vej til kirke i deres fineste tøj. Vi gik forbi flere kirker, hvorfra vi kunne høre gospelsang og lovprisninger.

St. Kitts er sammen med naboøen, Nevis, en selvstændig stat. Vi syntes også, at det var tydeligt, at der – i modsætning til Aruba og Curaçao – ikke bliver tilført økonomiske midler fra et europæisk moderland. Det hele ser lidt mere slidt og fattigt ud, og især bilparken ligner noget, der hører til på en skrotplads.

Fra en stor kirkegård var der en flot udsigt til vores skib i havnen, og de pyntede gravsteder var også værd at se på. Vi gik forbi Government House, Højesteret og Byretten, inden vi kom tilbage til havneområdet, hvor souvenirshops og barer lå på stribe, og nu var de fleste steder åbne. Der var mange, der gerne ville sælge os en udflugt, men sælgerne accepterede heldigvis et nej – i modsætning til Cartagena i Colombia, hvor der skulle mange afslag til, før de lod os være i fred.

I et supermarked købte vi lidt at drikke, Valdemar fik en is (til 9 dollars!!), ligesom han også købte en fin, lokalt produceret magnet – i modsætning til de mange “Made in China”-souvenirs i butikkerne.

Frokosten blev skibets buffet, og eftermiddagen blev tilbragt i kahytten og efterfølgende med en drink i en af skibets lounger. Da vi havde set skibet lægge fra kaj, gik vi på jagt efter aftensmad. Valdemar orkede ikke en flere retters menu i restauranten, så igen forsynede han sig i buffeten for at spise i kahytten, og vi gik efterfølgende uden Valdemar i den store restaurant. Desserten tog vi dog i buffeten, da intet kan slå de lækre crêpes – trods de sparsomme mængder Nutella.

Der er selvfølgelig også et show i teatret i aften, men lige nu orker vi ikke at forlade kahytten for at se det. Vi er blevet lidt dovne af den sparsomme aktivitet…

Norwegian Jade, Det Caribiske Hav mellem Roadtown, Tortola, British Virgin Islands, og Puerto Plata, Den Dominikanske Republik, kl. 20.30, mandag den 17. februar 2025
Allerede før kl. 6 i morges lagde skibet til kaj i Roadtown på Tortola, der er en del af British Virgin Islands. Lidt over otte var vi i land for at tage den sædvanlige gåtur rundt i byen. Vi gik dog først lidt ud af byen.

I Queen Elizabeth National Park fandt vi det obligatoriske skilt med øens navn – her med udsigt til vores skib i havnen. Det er åbenbart årstid for kyllinger, for flere steder i parken så vi høns med små, nuttede kyllinger.

Vi fortsatte lidt længere ud til Fort Burt – et gammelt fort fra 1776, der nu er omdannet til et 2-stjernet hotel. Der var tæt trafik på vejen, men bilerne var flinke til at holde tilbage, når vi ville krydse vejen. De er sikkert vant til turister, der bevæger sig ud, hvor fortovet er ophørt.

Tilbage i centrum af Roadtown fik Valdemar en snowcone, mens vi gik rundt og kiggede. Byen havde ikke meget at byde på og er umiddelbart det kedeligste stop indtil nu. Skibets udflugter havde dog heller ikke lydt fristende. Men trods alt fik vi næsten tre timer til at gå i byen, inden vi gik tilbage på skibet.

Vi spiste frokost på den irske O’Sheehan’s og tog derefter en tur i poolen. Valdemars svømmekundskaber blev bemærket af flere, og han fik til opgave at dykke ned på bunden, hvor en gæst havde tabt sit keycard. Valdemar fik at vide, at han mindede om Michael Phelps, da han crawlede gennem poolen.

Som tidligere bemærket, er amerikanere ikke kendt for deres svømmefærdigheder; de foretrækker ofte at stå i poolen. Her er poolen dog så dyb, at de færreste kan bunde, hvorfor de fleste blot sad rundt på kanten. I starten havde vi masser af plads til at svømme, men som alle passagerer var tilbage på skibet, blev pladsen i poolen dog lidt trang.

Kl. 16 var der Wheel of Fortune i teatret, som vi så, mens vi nød en drink. Britt måtte smage en rum cake, mens Valdemar holdt sig til fruit punch.

I dag spiste vi alle aftensmad i buffeten, inden vi tog i teatret igen. Også i dag optrådte stand-up-komikeren Mike Burton med et underholdende show. Han er på igen kl. 21 med et show, der er rated 18+. Det springer vi over.

Vi spiste ikke dessert efter aftensmaden, så det var helt fint, at vores butler igen i dag har været forbi med snacks. Han har nok opdaget, at vi de sidste par dage ikke har fået spist de små sandwiches (da de simpelthen kommer for sent på dagen), så i dag var det kun fire små lækre kager og chokoladeovertrukne jordbær og ingen sandwich.

Vi har i dag modtaget mail om, at vores køb af fritidshus i Lalandia nu er blevet tinglyst. Selvom vi først overtager huset 1. marts, føles det alligevel godt, at vi nu officielt er registreret som kommende ejere. Ja, selvom vi befinder os i eksotiske Caribien, kan nyheder fra Lalandia også glæde os.

Norwegian Jade, Det Caribiske Hav mellem Puerto Plata, Den Dominikanske Republik, og Miami, USA, kl. 22.00, tirsdag den 18. februar 2025
Hvorfor ændre på rutinen? Morgenmad i Moderno, hvilket nok er den suite-perk, som vi har nydt mest. Service og mad er bare i top!

Sidst på formiddagen nåede vi til Amber Cove i Den Dominikanske Republik, og der benyttede vi endnu en af vores suite-perks – nemlig muligheden for at komme i land som nogle af de første. Eskorteret af en medarbejder og med en medarbejder-elevator slap vi for køen for at komme i land. Det betød, at klokken kun var 11, da det lykkedes os at finde den chauffør, som vi havde booket. Da vi lagde til samtidig med Carnivals Mardi Gras med plads til mere end 5.000 passagerer, var der masser af mennesker på kajen.

Vi havde booket en chauffør til at vise os lidt countryside, inden vi kom til byen. Vi blev kørt til en lille landsby tæt ved havnen, og mens vi kørte, udpegede vores chauffør alle tænkelige træer med frugt og grøntsager på vejen: mango, papaja, banan, ananas, avokado, kirsebær, kaffe, kakao og stjernefrugt. Langt de fleste træer bar dog ikke frugt på denne årstid, så han kunne bilde os hvad som helst ind. Vi fik dog set et træ med stjernefrugter, ligesom enkelte vandmeloner også var at se på jorden.

Vi smagte en kakaobønne, men sagde ellers nej tak til alle tilbud, og hende, der viste os rundt, blev ret hurtigt træt af os. Så vi fortsatte køreturen, og vores chauffør fortsatte med at fortælle os om alt, som vi kørte forbi. Vi fik bl.a. udpeget flere huse, hvor lokale baseballstjerner boede, og vi fik da også vinket til hans datter og barnebarn. Det var ok at høre om det, som vi kørte forbi, hvis det ikke var for, at han ikke kunne køre og fortælle samtidig. Når han fortalte, satte han derfor farten ned til max. 15 km i timen – også, når vi kørte på hovedvejen! Som vi nærmede os byen Puerto Plata, blev hastigheden også sat ned, da trafikken var tæt.

Vores chauffør havde lidt svært ved at forstå, at vi gerne ville udforske byen selv til fods. Til sidst fattede han dog, at vi bare skulle mødes to timer efter, og at han derfor ikke skulle følge os rundt til byens seværdigheder.

Fort San Felipe, Pink Street, Umbrella Street og pladsen med kirken er et must for alle turister. Trods, det sikkert var en turistfælde, gav vi dog kun 4 dollars for to kugler is på en isbar. Halv pris i forhold til Curaçao. Britt er vild med kirkegårde, så selvfølgelig skulle vi også se byens kirkegård, inden vi lidt før aftalt tid var tilbage ved vores chauffør.

Tilbage ved Amber Cove havde vi egentlig planlagt at besøge stedets waterpark. Mængden af mennesker i poolen fik os dog på andre tanker. Vi gik derfor i stedet ombord på skibet, spiste frokost og tog så en tur i poolen ombord. Endnu en gang fik Valdemar flere kommentarer for sin svømning. Vi tror ikke, at amerikanske børn lærer at svømme…

Aftenens show i teatret var den store finale, Elements. Ballet og stammedans, trylleri og akrobatik – og så rigeligt med røg, vand og ild! Efterfølgende var det tid for skibets personale at komme på scenen til stor hyldest. Imponerende og underholdende! Det gav os dog en følelse af, at krydstogtet er slut, selvom vi faktisk har to nætter endnu her på skibet.

Det blev en sen aftensmad i main dining room, og desserten blev igen igen crêpes fra buffeten med tilbage til kahytten.

Vi får her til aften den time tilbage, som vi mistede, da vi skiftede til ‘island time’ forleden.

Sidst på formiddagen nåede vi til Amber Cove i Den Dominikanske Republik, og der benyttede vi endnu en af vores suite-perks – nemlig muligheden for at komme i land som nogle af de første. Fulgt af en medarbejder og med en medarbejder-elevator slap vi for køen for at komme i land. Det betød, at klokken kun var 11, da det lykkedes os at finde den chauffør, som vi havde booket. Da vi lagde til samtidig med Carnivals Mardi Gras med plads til mere end 5.000 passagerer, var der masser af mennesker på kajen.

Vi havde booket en chauffør til at vise os lidt countryside, inden vi kom til byen. Vi blev kørt til en lille landsby tæt ved havnen, og mens vi kørte, udpegede vores chauffør alle tænkelige frugttræer og grøntsager på vejen: mango, papaja, banan, ananas, avokado, kirsebær, kaffe, kakao og stjernefrugt. Langt de fleste træer bar dog ikke frugt på denne årstid, så han kunne bilde os hvad som helst ind. Vi fik dog set et træ med stjernefrugter, ligesom enkelte vandmeloner også var at se på jorden.

Vi havde bl.a. aftalt, at chaufføren skulle vise os en kakaoplantage. Kakaoplantage var dog så meget sagt… I den lille landsby stoppede han samme sted som mange andre taxier med turister. En ung kvinde, som fortalte, at farmen tilhørte hendes familie, var sat til at følge os, hvor end vi gik. Der var både kaffe- og kakaoplanter, og flere medarbejdere stod klar til at forklare os om processen fra kakaobønne til kakao. Selvfølgelig kunne de også lige vise, hvordan man rullede en cigar – og så havde de da også en souvenirshop. Vi smagte en kakaobønne, men sagde ellers nej tak til alle tilbud, og hende, der viste os rundt, blev ret hurtigt træt af os. Så vi fortsatte køreturen, og vores chauffør fortsatte med at fortælle os om alt, som vi kørte forbi.

Vi fik bl.a. udpeget flere huse, hvor lokale baseballspillere boede, og vi fik da også vinket til hans datter og barnebarn. Det var ok at høre om det, som vi kørte forbi, hvis det ikke var for, at chaufføren ikke kunne køre og fortælle samtidig. Når han fortalte, satte han derfor farten ned til max. 15 km i timen – også, når vi kørte på hovedvejen! Som vi nærmede os byen Puerto Plata, blev hastigheden også sat ned, for trafikken var tæt.

Fort San Felipe, Pink Street, Umbrella Street og pladsen med kirken er et must for alle turister. Trods, det sikkert var en turistfælde, gav vi dog kun 4 dollars for to kugler is. Halv pris i forhold til Curaçao. Britt er vild med kirkegårde, så selvfølgelig skulle vi også se byens kirkegård, inden vi lidt før aftalt tid var tilbage ved vores chauffør.

Tilbage ved Amber Cove havde vi egentlig planlagt at besøge stedets vandland. Mængden af mennesker i poolen fik os dog på andre tanker. Vi gik derfor i stedet ombord på skibet, spiste frokost og tog så en tur i poolen ombord. Endnu en gang fik Valdemar flere kommentarer for sin svømning. Vi tror ikke, at amerikanske børn lærer at svømme…

Det blev en sen aftensmad i hovedrestauranten, og desserten blev igen igen crêpes fra buffeten.

Vi får her til aften den time tilbage, som vi mistede, da vi skiftede til ‘island time’ forleden.

Norwegian Jade, Atlanterhavet mellem Puerto Plata, Den Dominikanske Republik, og Miami, USA, kl. 21.30, onsdag den 19. februar 2025
Den sidste hele dag på cruiset var også en sea day, så vi skulle ikke nå noget. Men eftersom vi havde fået en ekstra time foræret, var vi alligevel til morgenmad før kl. 8. Senere på formiddagen var vi lige forbi en buffet, hvor Valdemar snuppede et stykke ristet brød med syltetøj. Utroligt, hvor meget man spiser, når der konstant er mad tilgængeligt! Vi gik også all in til frokost og fik tre retter i restauranten.

Midt på eftermiddagen snuppede vi en drink fra poolbaren og tog den med i teatret, hvor vi så endnu en runde af Deal or No Deal.

Selvom der var virkelig mange i poolen, var vi alligevel en tur i vandet sidst på eftermiddagen. Valdemar svømmende slalom mellem de mange, der ’stod’ i poolen. Flere flød bare med pool noodles, men ingen tog så meget som et enkelt svømmetag. Vi blev igen i dag stoppet på trappen af en, der roste Valdemars svømmekundskaber – og det samme skete for Valdemar, da vi først på aftenen tog en drink i en af barerne.

Efter eftermiddagens kamp om pladsen i poolen besluttede vi at tage endnu en tur i vandet, mens de fleste andre enten spiste middag eller var i teatret. Vi fik både pool og hot tub for os selv og kunne svømme, mens vi kiggede på stjerner. Det betød, at vi først spiste aftensmad sent. Vi valgte den irske O’Sheenan – det eneste sted, hvor Casper kan få en Guinness. Valdemar skulle have dagens tredje Virgin Mango Meltdown. Vi har igennem cruiset fået smagt flere forskellige drinks, men har hver især fundet vores favoritter.

På døren til vores kahyt – eller på et hotelværelse generelt – er det muligt at sætte et ’Do not disturb’-skilt på døren. Vi har gentagne gange på denne ferie talt om, at vi gerne vil have ordning indført i restauranter. Vi er simpelthen trætte af, at flere tjenere skal komme gentagne gange under vores måltid og spørge, om vi mangler noget, eller om maden nu smager godt. Kan vi ikke bare få lov at spise i fred?!

Det må man give amerikanerne: de er gode til at rose andre. Her til aften blev vi igen stoppet på trappen. Denne gang var det for en gangs skyld ikke Valdemars svømning, der var årsagen. Faktisk blev vi rost som forældre for at have opdraget Valdemar godt. En medpassager havde lagt mærke til Valdemar gennem de sidste 11 dage og kunne se, at han var meget polite. Det ved vi selvfølgelig godt, men det er dejligt, at andre også lægger mærke til det og anerkender det.

Valdemar har på sit værelse både en dobbeltsovesofa og en køjeseng, der kan slås ned fra væggen. Han har skiftet lidt mellem de to sovepladser og har endda også haft bygget hule under køjesengen. Vi kan faktisk ikke huske, om vi de sidste to nætter skal dele en dobbeltseng på hotellet i Miami. Vi kommer nok til at savne skibets king-size-seng – og Valdemar kommer til at savne at have sit eget værelse.

Novotel Miami Brickell, Miami, Florida, kl. 22.00, torsdag den 20. februar 2025
Da vi vågnede lidt før seks i morges, var skibet ved at lægge til kaj i Miami. Kajforholdene er lidt anderledes ved NCL’s egen terminal end ved de mange stop undervejs på vores tur.

Igen benyttede vi os af vores priority embarkation og kom hurtigt af skibet uden ventetid. Vi skulle igennem immigrationsmyndighederne i terminalen, men alligevel gik der kun 25 minutter, fra vi forlod skibet, til vi sad i en Uber på vej til vores hotel i Miami.

Da vi kom til hotellet, forsøgte de at opkræve os for tidlig check-in eller en værelsesopgradering for at få adgang til vores værelse med det samme. Da vi sagde, at vi ikke ønskede at betale ekstra, kunne det alligevel lade sig gøre at få vores værelse med det samme, hvis blot vi tilmeldte os deres gratis loyalty-program. Vi var dog ikke længe på hotelværelset, men begav os afsted mod det cubanske kvarter, Little Havana.

Vi ramte den del af Calle Ocho, hvor alle bilforhandlerne lå, så det brugte vi lidt tid på. Selvom Valdemars interesse nu primært er fly, kan visse biler godt være interessante. Vi blev overraskede over at se en Tesla Cybertruck, men da vi i løbet af dagen har set ikke mindre end fire af dem, kan vi konstatere, at de er mere almindelige, end vi troede.

Vi travede op og ned af Calle Ocho og morede os over de mange høns og haner, der rendte frit omkring. ”Only in Miami,” grinede en kvinde, da hun så, at vi tog billeder af en høne med kyllinger. Da vi kom forbi den farverige McD, måtte vi lige smage et par morgenmadsprodukter, som vi ikke har set før. På en tankstation fandt Valdemar tre flasker Prime, som han ikke havde set før, så nu er der lidt ekstra til kufferterne hjem.

Fra det cubanske kvarter, hvor de endda talte spansk til os i supermarkedet, ville vi prøve Miamis monorail, eller rettere Metromover, som den hedder. Vi fandt den i det fancy shopping mall, Brickell City Centre. Vi troede, at vi var kommet med den lille loop-rute, men da vi opdagede, at den kørte længere ud, ændrede vi vores planer. Vi tog den længst muligt og gik så det sidste stykke til Winwood-kvarteret, der er kendt for dets street art. Det var virkelig imponerende! Street art var dog ikke vores eneste grund til at besøge bydelen. Der lå nemlig også en Fluffy Fluffy – den pandekagecafé, som vi ikke fik besøgt, da vi i efteråret var i Storbritannien. Nu blev vores frokost soufflé-pandekager af den dyre, men lækre slags. I kvarteret så vi mange hjemløse, der lå og sov på gaden.

Vi tog Metromoveren tilbage til hotellet, hvor Britt og Valdemar tog en tur i hotellets rooftop-pool. Vandet var heldigvis varmt, for det blæste lidt og var overskyet. Efter to uger med temperaturer over 30 grader føltes Miamis 25 grader næsten kølige.

Før aftensmaden besluttede vi at gå til den nærmeste Target. Igen kunne vi se, at her er mange hjemløse. Vi kom forbi en maduddeling med lang kø, og et andet sted var det mobile helbredstjek på arbejdet blandt hjemløse. Vi fandt også en Target, som dog primært havde non-food varer, så der var ikke noget spændende slik. Da vi kom ud, så vi en større bilkortege køre forbi. Nogle mente, at det var Donald Trump, der nemlig landede i Miami i går…

Vi var blevet ret sultne, så vi tog Metromoveren tilbage til Brickell City Centre. Vi opgav menukortet på en fancy taco-restaurant, da bestilling foregik på en skærm – og uden mulighed for at fravælge f.eks. koriander i maden, blev det simpelthen for besværligt. I stedet endte vi på et burger- og milkshake-sted. 20 dollars for en crazy shake! Okay, så var den også et måltid i sig selv, og vi var da også alle tre om at komme den til livs. Den smagte godt, og det samme gjorde de burgere, som vi fik. Allerede på første dag her i Miami har vi vist spist for 1.500 kr.!

Tilbage på vores hotelværelse kan vi på skridttælleren se, at vi er kommet til byen: mere end 33.000 skridt er det blevet til i dag.

Novotel Miami Brickell, Miami, Florida, kl. 22.00, fredag den 21. februar 2025
Det så overskyet ud, og temperaturen var umiddelbart ikke meget højere end 16 grader i morges, så for første gang på ferien, var både Casper og Valdemar i lange bukser. Det er altså småkoldt her i Miami – i hvert fald i forhold til de 29 – 34 grader, som vi har haft indtil nu.

Morgenmad er ikke inkluderet i værelsesprisen her på hotellet, så vi besluttede os selvfølgelig for at få en amerikansk fastfood-morgenmad. Vi havde i går set en Wendy’s ganske tæt på hotellet, så der spiste vi morgenmad. Ja, Wendy’s Baconator laves også i en morgenmadsversion, så den skulle Valdemar naturligvis have. Vi fik tre forskellige ’morgenmadsburgere’ og en portion french toast sticks. Lækkert!

Valdemar har på YouTube set noget slik, som han gerne ville smage. Da vi ikke fandt det i den Target, som vi besøgte i går, måtte vi lave vores research. En Target, der lå lidt længere væk, skulle ifølge Google have det på lager, så den butik blev formiddagens mål.

Google Maps fortalte, at det tog 2½ timer til fods til Target, så vi satsede på en bus, der kørte næsten til døren. Efter at have ventet næsten en halv time ved et stoppested uden at se en bus, begyndte vi at gå. Ved et andet stoppested ventede vi igen forgæves, hvorefter vi gik videre. Til sidst måtte vi erkende, at medmindre vi ville tage en Uber, blev det på gåben hele vejen. Vi var dog lidt udfordrede af, at vores telefoner af uforklarlige grunde ikke kan bruge mobildata, som ellers har virket hele ferien. Det betød, at vi faktisk ikke havde muligheden for at bestille en Uber.

På vejen kom vi forbi en stor bilforhandler med bl.a. Valdemars yndlingsbilmærke: Rolls Royce. Så der måtte vi lige kigge indenfor. Vi nåede frem til Target, hvor der heldigvis var alle fire varianter af det slik, som Valdemar gerne ville smage. Tæt ved Target fandt vi en anden amerikansk klassiker, nemlig Denny’s, så der spiste vi frokost. Med burger til morgenmad var det måske meget passende, at Valdemar til frokost spiste spejlæg, bacon og french toast.

Dagens andet mål var South Beach. Endelig var vi heldige med en bus, og vi kørte til Collins Avenue sådan cirka midt på South Beach. I en 7-Eleven ville Valdemar gerne have en Slurpee. Ekspedienten grinede lidt, da vi bestilte en XL. Kruset viste sig at kunne rumme mindst en liter! Temperaturen havde i løbet af dagen sneget sig noget over 16 grader, så ved fælles hjælp gled det hele af den iskolde drik dog ned alligevel.

En stor del af stranden var spærret af på grund af en mad- og vinfestival, men vi kom ned til vandet. Bølgerne var store, og det røde flag var oppe ved alle de farvestrålende livreddertårne, men det skulle ikke afholde Valdemar og Britt fra at soppe hele vejen langs stranden. Først ved 2nd Street drejede vi væk fra vandet og begyndte at overveje, hvordan vi kom tilbage til hotellet. Stadig intet mobilt netværk på telefonerne, men flere butikker havde heldigvis wifi, der også virkede udenfor. Vi fik tjekket prisen på en Uber – og fandt så et busstoppested. Den første bus, som vi havde ventet på i evigheder, var fyldt og kørte bare forbi. Vi fortsatte på gåben, men over broen til fastlandet ville vi dog alligevel ikke gå.

Endelig lykkedes det os at få plads i en bus! Næsten 50 minutter stod vi som sild i en tønde for at komme over broen – en tur på ca. 6 km. Ja, trafikken var tæt, så en Uber havde ikke været et bedre, men blot et meget dyrere valg. På den anden side af broen valgte vi at fortsætte med Metromover, som dog også var tæt proppet.

Klokken blev næsten halv syv, førend vi nåede tilbage til hotellet. Da poolen lukkede kl. 19, skyndte vi os i badetøjet. Mens vi svømmede, blev det mørkt, og enkelte stjerner dukkede op.

Aftensmaden spiste vi på en autentisk italiensk restaurant tæt på hotellet. Virkelig lækker mad! Britt fik sorte hummerravioli, mens Casper fik ravioli med pære og gorgonzola. Valdemar tog et sikkert valg: carbonara. Deres tiramisu var også utrolig velsmagende!

Miami International Airport, Miami, Florida, kl. 17.15, lørdag den 22. februar 2025
Med en flyafgang først på aftenen havde vi det meste af dagen til at få de sidste oplevelser med i Miami. Da vi i morges på Cruise Mapper så, at verdens største cruiseskib, Icons of the Seas, lå i havnen, var Valdemar ikke i tvivl om, hvad han gerne ville. Faktisk var han villig til at ofre en sidste tur i poolen for at kunne komme ud og se skibet. Vi fik udskudt vores check ud en time uden beregning og satsede så på en tur i poolen bagefter.

Morgenmaden spiste vi på en nærliggende café – lige så lækkert som på skibet. Sjovt, som det åbenbart er helt almindeligt at tage sin hund med på café.

Mens vi stadig havde netværk på hotellet, fandt vi en rute til cruiseskibene, men da vi kom til Metromoveren, blev vi slemt skuffede. Den var out of service og ville være det det meste af dagen ifølge en medarbejder. Da vi endelig fandt en alternativ plan, kunne vi konstatere, at bussen bogstaveligt talt var kørt lige for næsen af os – og dette endda før tid, så der var mere end 20 minutter til næste bus. Som altid var vores løsning at fortsætte til fods…

Vi var lidt mere heldige med næste bus, der skulle bringe os over broen til Miami Beach. Sådan som bussen sneglede sig af sted i den tætte trafik, valgte vi i stedet at stige af på broen. På den måde kom vi tættest muligt på de seks store cruiseskibe, der lå til kaj på øen, der udelukkende fungerer som terminal for cruiseskibene. Det betød dog også, at vi skulle tage den på gåben tilbage over broen, da vi ikke kunne krydse vejen for at tage en bus tilbage. 4 km var umiddelbart ikke langt, men vi var desværre kommet afsted både uden solcreme og drikkevarer. Vi kom dog over broen, og udstyret med en XL-Slurpee fra den nærmeste 7-Eleven valgte vi også at gå resten af vejen tilbage til hotellet. Vi vurderede, at det næsten ville være hurtigere end at satse på de temmelig upålidelige offentlige transportmidler.

Halvanden time efter buschaufføren havde sat os af på MacArthur Causeway, nåede vi endelig hotellet. På turen tilbage havde Britt nærkontakt med en hund. En forbipasserende hund i snor hoppede helt umotiveret op og snappede Britt i mavedelen. Den fik heldigvis ikke rigtig fat, men hul i blusen og lidt blod kom der da. Ejeren fik et møgfald, inden vi gik videre. På mindre end en halv time nåede Britt i bad og fik vasket såret på maven grundigt, mens Casper pakkede det sidste. Check ud og så op i poolen.

Vores Uber-chauffør var virkelig snakkesalig! Vi nåede at høre mange personlige detaljer fra hans familie på turen til lufthavnen. Han havde måske ikke behøvet at fortælle os, at han ikke havde kontakt til sin far, da denne – efter at være kommet til penge – havde fundet en meget ung kæreste og gjort hende gravid, hvilket havde splittet familien. Men vi hørte det hele på den forholdsvis korte tur.

Miamis lufthavn er ikke den meste spændende, men vi har fået lidt at spise på Pizza Hut, gået frem og tilbage et par gange og sidder nu ved gaten og venter på afgang.