Færøerne

Lidt om rejsen
Sommerferien i 2020 var egentlig planlagt at gå til USA, men ligesom med forårets planlagte ferier, lavede Corona om på dette.

Da Danmark og resten af verden i slutningen af maj begyndte at åbne lidt op, traf vi derfor en hurtig beslutning, og på ganske få dage fik vi planlagt og booket en tur til Færøerne med afrejse 2. juli.

Vi havde kontakt til et par rejsebureauer, men valgte til sidst at booke selv. Vi bookede 11 nætter med overnatning på fem forskellige øer. Størstedelen af overnatningerne bookede vi gennem Booking.com, som havde et væsentlig større udvalg end Hotels.com. Vi valgte at overnatte på bro-eller tunnelforbundne øer, men havde endagsture med båd til Mykines og Kalsoy. Afstandene er ikke større på Færøerne end, at vi sagtens kunne have oplevet det samme med udgangspunkt i eksempelvis Tórshavn. I alt kørte vi ca. 500 km. på hele ferien.

Vi betalte ca. 1.500 kr. pr. overnatning – og dette var prisen for både 4-stjernet hotel i Tórshavn og 2-stjernet guesthouse i en lille bygd. Vi fløj med Atlantic Airways – 5.000 kr. for tre returbilletter. Prisen for fly, billeje og overnatninger kom ialt til at koste ca. 30.000 kr. for os alle tre.