Canada

Lidt om Canada og rejsen
22. september 2007 lettede vi fra Kastrup Lufthavn med kurs mod Vancouver i det sydvestlige Canada. De efterfølgende tre uger kørte vi rundt i bil for at opleve blandt andet Vancouver, Vancouver Island, nationalparkerne Banff og Jasper samt storbyen Edmonton. På turen fik vi set smuk natur med bjerge, floder, vandfald og isgletschere samt spækhuggere, brune bjørne og fantastisk mange andre dyr – som som små. Efter at have tilbagelagt næsten 4000 km. i bil fløj vi med et par dagesstop i Winnipeg til Churchill mod nord, hvor vi oplevede isbjørnene på tundraen., hvilket også var en utrolig oplevelse. Efter små fire ugers skøn ferie i Canada vendte vi næsen hjemad.

Canadas historie
Allerede for op til mere end 30.000 år siden menes Canada at være beboet. Beboerne menes at være kommet dertil over land mellem Alaska og Sibirien, da disse områder engang hang sammen. Ordet Canada kommer af det indianske ord for bebyggelse eller landsby: Kanata.

Vikingerne var med al sandsynlighed de første, der ’opdagede’ Nordamerika. Blandt andet menes Leif den Lykkelige at være kommet til Canadas østkyst allerede i år 1003. I 1497 blev Canada ’genopdaget’ af italieneren Giovanni Caboto – bedre kendt som John Cabot – da han ledte efter en sejlrute til Indien. Senere kom andre opdagelsesrejsende til Canada og efterfølgende de første bosættelser. De fandt ikke store rigdomme i form af guld, men i træ og pels, som senere blev Canadas største handelsvarer. Dog blev der i 1898 gjort store guldfund i Klondike i Canada, som førte til verdens største guldfeber – og vi ved jo alle, at det var der, hvor Joachim von And grundlagde sin formue.

Igennem flere år var Canada delt op i franske og engelske kolonier. I dag er fransk stadig meget udbredt i store dele af Canada – i eksempelvis Québec-provinsen taler 90 % af indbyggerne fransk. Senest i 1995 var der i Québec-provinsen faktisk afstemning om, hvorvidt provinsen fortsat skulle være en del af Canada. Et spinkelt flertal stemte imod løsrivelsen.

Indbyggertal og areal
Canada har i dag ca. 32,5 millioner indbyggerne og et samlet areal på 9.985.000 kvadratkilometer. Til sammenligning har Danmark ca. 5,4 millioner indbyggere, men kun et areal på 43.098 kvadratkilometer. Altså er Canada næsten 232 gange så stor som Danmark, men har kun godt seks gange så mange indbyggere.

Planlægningen af rejsen
Som altid startede vi med at maile til forskellige rejsebureauer for at få deres tilbud på en rejse til Canada – sammensat ud fra de ønsker, som vi havde efter at have læst om landet. Højeste prioritet var at se isbjørne, brune bjørne og spækhuggere.

Desværre var der ingen rejsebureauer, der kunne komme med et tilfredsstillende tilbud. Alle havde svært ved at lave et tilbud, der indeholdt alle rejsens elementer. Et bureau mente eksempelvis ikke, at det var muligt at se spækhuggere på den årstid, som vi ville afsted på, mens de fleste ikke havde mulighed for at booke turen til Churchill for at se isbjørne.

Derfor valgte vi selv at arrangere hele rejsen selv. Da først isbjørne-udflugten med de to overnatninger ved Churchill var booket, og flybilletterne bestilt, var det blot at få lejet en bil samt booketovernatninger og udflugter undervejs på den planlagte rute. Alt dette foregik naturligvis over internettet uden nogen problemer.

Prisen for rejsen
Inden afrejsen havde vi en forventning om, at rejsens samlede pris ville løbe op i lige over 100.000 kr., hvoraf de ca. 80.000 kr. ville være til transport, udflugter og overnatninger. Men efter hjemkomsten regnede vi sammen, at turen i alt kom til at koste omkring 95.000 kr. alt inklusiv. Og da den canadiske dollar faktisk steg fra ca. 4,80 kr., da vi begyndte at planlægge rejsen, til ca. 5,40 kr. mens vi var afsted, var det faktisk meget pænt. Vi havde jo bestemt ikke sparet på noget undervejs. Rejsens dyreste del var helt klart de to overnatninger på tundraen ved Churchill, som alene kostede næsten 36.000 kr. (fly, overnatninger og helpension inkluderet), men det var alle pengene værd.

Dagbog