New York, Niagara Falls, Florida & Caribien

Lidt om USA og rejsen
Vi rejste lørdag den 3. september og vendte hjem igen torsdag den 29. september 2005. På udturen havde vi flyskift på Island, mens vi på vej hjem fløj fra Miami til Orlando; derfra til Reykjavik og så det sidste stykke til København. 

Udover nogle dage i New York, tog vi en tur til Niagara Falls, hvor der også blev tid til at besøge Toronto i Canada. Herefter fløj vi til Orlando i Florida. Intet besøg i Orlando uden at besøge flere af byens mange forlystelsesparker som Disney World og Sea World!

Efter Orlando kørte vi vestpå til Tampa, videre sydpå i gennem nationalparken Everglades, til Floridas sydligste punkt, øen Key West, hvorefter vores køretur endte i Miami. Derfra tog vi på et otte dages luksuscruise, der bragte os rundt i det caribiske øhav til Puerto Rico, St. Maarten, St. Thomas og tilsidst New Providence, der er en af Bahamas´ mange øer. Inden vi vendte hjem mod København, tilbragte vi nogle ekstra dage i Miami Beach.

Planlægning af rejsen
Som altid, når vi skal ud og rejse, brugte vi lang tid på at læse om USA, inden vi kontaktede forskellige rejsebureauer. Vi afgrænsede os hurtigt til New York og derefter en tur i bil på egen hånd rundt i Florida, da vi mente, at det var realistisk at nå på fire uger. Men alligevel blev turen hurtigt udvidet til også at omfatte en tur op over den canadiske grænse for at se Niagara Falls, ligesom en tre dages sejltur fra Miami til Bahamas blev udvidet til et otte dages cruise i det østlige Caribien.

En gang tidligt i foråret begyndte vi på forarbejdet, og i april mailede vi til forskellige rejsebureauer med vores ønsker. Ud fra deres tilbud, valgte vi Kuoni som vores rejsepartner og via mail med deres medarbejdere, brugte vi fra maj til juli på at tilpasse rejsen 100 % til vores ønsker. Som altid kan det være svært at få alle ønsker opfyldt hos samme rejsebureau, så det endte da også med, at vi selv bestilte busturen til Niagara Falls for at få den på de ønskede dage, som passede ind i resten af rejseplanen.

Da orkanen Kathrina forstyrrede vores ferie, da et hotel aflyste vores booking to dage, før vi skulle ankomme, fik vi opringning fra Kuoni på vores hotel, og deres amerikanske rejseagent fandt et nyt hotel til os samme dag, så vi kunne fortsætte vores ferie uden bekymringer. Så bortset fra en uheldig placering af et hotel, der ikke var centralt beliggende som oplyst, samt en større fejl med flyafgang fra den forkerte lufthavn, var vi godt tilfredse med samarbejdet med Kuoni og kan godt anbefale dem til andre.

Prisen for rejsen
Den samlede pris for flybilletter København – New York over Reykjavik tur/retur samt indenrigsflyvningen New York – Orlando, 15 hotelovernatninger, bustur til Niagara Falls inkl. to hotelovernatninger, i alt elleve dages billeje samt cruise i Caribien med syv overnatninger i udvendig kahyt og fuld pension blev ca. 40.000 kr. Derudover brugte vi ca. 30.000 kr. til mad, benzin, diverse entreer og alt det løse.

USA´s historie
USA har med stor sandsynlighed været beboet i mere end 20.000 år af ‘native americans’, som i dag nok er den mest politisk korrekte betegnelse for indianerne. Det oprindelige folkefærd menes at være indvandret fra Asien dengang, hvor kontinenterne stadig sad sammen. Selvom vikingerne for længst havde ’opdaget’ Amerika, var det alligevel Columbus, der fik æren, da han i 1492 nåede Amerikas kyst på hans vej mod Indien. Derefter fulgte bosættelser af først spanierne og herefter både franskmænd og englændere.

Omkring 1769 boede der i de britiske kolonier på østkysten ca. 300.000 mennesker, mens der omkring Mississippi boede en mindre gruppe af franskmænd samt en gruppe af afrikansk oprindelse på ca. 90.000, der var bragt til landet som slaver. Først efter den amerikanske borgerkrig (1896 – 1865) blev slaveriet ophævet.

I 1776 erklærede de 13 stater på østkysten sig uafhængige af det britiske kolonistyre, da de underskrev Uafhængighedserklæringen – en begivenhed, der stadig fejres hvert år 4. juli blandt amerikanere verden over. I 1848-50 blev der fundet guld i Californien og Colorado, og europæere strømmede igen til kontinentet. Siden starten af 1800-tallet er faktisk alene ca. 450.000 danskere udvandret til USA, og i år 2000 oplyste over 1,4 mio. amerikanere, at deres herkomst var ren eller overvejende dansk. I perioden 1870-1920 voksede USA’s befolkning fra 38 til 106 mio., og antallet af stater nåede 48. I dag består USA af 50 stater, hvoraf Hawaii i Stillehavet er den nyeste (1959).

Areal og indbyggertal
USA har i dag et samlet areal på 9,6 millioner kvadratkilometer og et indbyggertal på ca. 300 millioner.