Sri Lanka

Lidt om rejsen
Sommeren 2018 blev første år, hvor vi var ’tvunget’ til at holde ferie i skolernes sommerferie, da Valdemar skulle starte i 0. klasse. Nu var der altså ikke længere frit valg på hylderne, da vi ikke bare kunne rejse på det tidspunkt, der passede bedst med destinationen. Nu skulle destinationen passe med skolernes sommerferie. Derfor faldt valget på Sri Lanka, der er et oplagt rejsemål stort set året rundt.

Sammen med Profil Rejser fik vi sammensat en individuel rundrejse på tre uger med start i midten af juli. Fra hovedstaden, Colombo, fløj vi mod nordøst til Trincomalee. Derfra kørte vi hele vejen tilbage på tværs af øen til Colombo med en lille del af turen i tog – nemlig på strækningen fra Nuwara Eliya til Ella. På hele turen havde vi privatchauffør, der overnattede på samme hoteller som os undervejs.

Vi besøgte alle de steder, som man bare må besøge som førstegangsbesøgende på Sri Lanka – og flere til. Vores chauffør roste os for vores valg af steder og mente, at det var en perfekt sammensætning, hvor vi besøgte de mest interessante kulturelle og historiske steder samt kom til de flotteste naturområder med mulighed for fantastiske dyreoplevelser.

Dagbog