Ecuador & Galapagos

Lidt om Ecuador og rejsen
I slutningen af juni 2008 lettede vores fly fra Kastrup Lufthavn med kurs mod Ecuador med en enkelt mellemlanding i Atlanta. Efter en enkelt overnatning i Ecuadors hovedstad, Quito, fløj vi ud til Galapagos-øerne, hvor vi i de næste otte dages sejlede rundt mellem de unikke øer. Derefter var det tilbage til Quito, hvor vi efter en enkelt overnatning, tog et smut mod syd ad Vulkanernes Boulevard til vulkanen Cotopaxi. Med en overnatning i bjergene mod vest fik vi tid til at komme helt tæt på naturen.

Tilbage i Quito brugte vi de næste fire dage på at udforske storbyen, besøgte ækvator, ligesom vi besøgte det store marked i Otavalo, inden vi som sidste stop på vores ferie i Ecuador, tog lidt nordvest for hovedstaden for at opleve det fantastiske fugleliv i regnskoven med en enkelt overnatning.

Hjemturen blev krydret med en enkelt dag i Atlanta, hvor vi blandt andet besøgte nyhedskanalen CNN, inden vi fløj det sidste stræk hjem til København. Ferien på omkring 2½ uge var vores korteste sommerferie i flere år, men ferien blev ikke fattigere på oplevelser i forhold til tidligere år af den grund.

Ecuadors historie
For 15 – 20.000 år siden blev de første indianske samfund skabt i regionen, og arkæologiske fund overalt i landet giver bevis for et højtudviklet folk. Før spanierne erobrede landet, udgjorde Ecuador en del af det nordlige Inkaimperie, og i dag lever der i landet flere indianske folkeslag, som stammer fra netop disse tidlige indbyggere. Hovedsproget i landet er spansk, men også forskellige indianske sprog er udbredt. Inkarigets indflydelse på landet kan stadig ses i nogle af de traditioner, der findes i landet. Den sidste Inkakonge, Atahualpa, var faktisk af ecuadoriansk afstamning.

I 1739 blev Ecuador en del af Nueva Granada, som også omfattede Colombia, Venezuela og Peru. Efter løsrivelsen fra Spanien i 1822, skiftede Nueva Granada navn til Gran Colombia. Da Gran Colombia faldt fra hinanden i 1830, blev Ecuador en selvstændig republik. I 2004 kunne Ecuador fejre 25 års jubilæum med civile fremfor militære regeringer. Man kan dog ikke ligefrem sige,at det har været 25 år med politisk stabilitet: siden 1996 har Ecuador nemlig haft syv forskellige præsidenter. I 2001 indførte landet US dollar som officiel møntfod, hvilket har haft en positiv indvirkning på landets økonomi. Landets primære eksportvarer er olie, bananer, blomster og rejer.

Selvom Ecuador arealmæssigt ikke er så stort et land, så rummer det en utrolig mangfoldighed rent biologisk. Dette relativt lille land har mere end 1600 fuglearter, 4500 sommerfuglearter, omkring 350 af både krybdyr- og paddearter og mere end 350 forskellige pattedyr. I Amazonas er der næsten 25.000 træarter og 10.000 plantearter. Dertil kommer, at landet har ikke mindre end 24 nationalparker og reservater.

Areal og indbyggertal
Landet, der er det mindste i Andesbjergene, ligger på ækvator, hvilket jo næsten giver sig selv med det navn. Med sine ca. 257.000 km2 er Ecuador knapt seks gange så stor som Danmark og har en befolkning på knap 13,8 millioner.

Planlægningen af rejsen
Ligesom vores ferie til Canada valgte vi at arrangere rejsen selv uden hjælp fra et rejsebureau. Denne gang ikke, fordi ingen rejsebureauer kunne give os et tilfredsstillende tilbud, men simpelthen fordi et amerikansk firma gav os et godt tilbud på cruiset til Galapagos. Og så var resten af rejsen ikke mere besværlig end, at vi kunne klare de sidste detaljer med fly, hotel og et par udflugter med overnatning selv.

Prisen for rejsen
I forhold til feriens forholdsvis korte varighed blev det en dyr rejse – den lave dollarkurs til trods. Feriens største udgift var cruiset til Galapagos-øerne, hvor vi havde valgt et 1. klasses cruise, da det var det eneste, der kom til netop de øer, som vi var mest interesseret i at besøge.

Rejsens samlede pris løb op i ca. 62.000 kr., som dækkede udgift til fly tur/retur København – Ouito, fly tur/retur Ouito – Galapagos, otte dages 1. klasses cruise på Galapagos, syv overnatninger på hotel i Ouito, en udflugt med overnatning til regnskoven nordvest for Ouito samt en udflugt med overnatning til vulkanen Cotopaxi syd for Ouito. På cruiset samt på de to udflugter var helpension, mens morgenmad var med i prisen for hotelovernatningerne. Udover de 62.000 kr. kom så udgift til lommepenge.

Dagbog