Dagbog – Færøerne

Hotel Brandan, Tórshavn, Streymoy, kl. 21.15, torsdag den 2. juli 2020
Vi havde besluttet ikke at tage i lufthavnen i så god tid som sædvanligt, men var alligevel i lufthavnen ca. 3 timer før afgang. Iført mundbind gik vi igennem den meget tomme lufthavn, hvor stort set alle butikker og spisesteder var lukkede. På Joe & the Juice nød vi at måtte tage mundbindene af.

Ved boarding blev vi lidt nervøse, da lufthavnsmedarbejderen i højttaleren annoncerede, at vi skulle i 14 dages karantæne efter ankomst til Færøerne. En anden passagerer måtte lige rette hende – og hun måtte undskylde, at Færøernes nye regler – der trådte i kraft for mere end to uger siden – ikke var nået frem til dem i lufthavnen.

Ved ankomst til Færøerne måtte vi alle systematisk igennem coronatest, inden vi endelig kunne hente vores udlejningsbil. Vi holdt os til hovedvejen, men undrede os over rutevejledningen på Caspers telefon – indtil vi fandt ud af, at den troede, at vi var til fods. Vi nød det grønne landskab, men da vi kørte igennem den tredje mørke tunnel, måtte Valdemar på bagsædet overgive sig til søvnen. Da vi nåede centrum af Tórshavn, blev det lidt besværligt med rutevejledning på diverse gangstier, men vi fandt da vores hotel.

Hotellet er indviet for en måned siden, og vi blev da heller ikke skuffede over vores værelse. Da vi checkede ind, fandt de vist hurtigt ud af, at de ikke helt havde styr på Valdemars ekstra seng, for på værelset fandt vi en babyseng.

Uden et egentlig mål og uden et kort gik vi lidt rundt i centrum af Tórshavn, hvor vi bl.a. fandt en legeplads. Vi fandt ud af, at uret i bilen gik forkert, og blev glade for at konstatere, at Færøerne altså kun er en time bagud i forhold til Danmark. Så blev det nemlig alligevel ikke meget tidlig aftensmad.

Aftensmaden blev lækker klassisk smørrebrød med et twist, og desserten blev bland selv-slik fra et nærliggende supermarked. Første bland-selv-slik i næsten fire måneder! Vi må jo udnytte, at vi er kommet til et Corona-frit land.

Tilbage på hotelværelset har vi nu spist lidt slik og kigget på bykort, så vi i morgen har lidt mere styr på, hvad vi skal se her i Tórshavn.

Hotel Brandan, Tórshavn, Streymoy, kl. 20.00, fredag den 3. juli 2020
Der stod håndsprit jævnt fordelt i morgenmadsrestauranten – og eftersom der umiddelbart ikke findes Corona på Færøerne, var vi ikke nervøse for at gå ombord i den lækre buffet. Kl. 2 i nat havde vi også fået svar fra Atlantic Airways om, at alle passagerer på flyet i går var testet negative.

Vi startede dagen med at gå lidt ud af byen til et grønt område, hvor vi fik set vandfaldet, Svartifoss, helt tæt på fra flere vinkler. Vi fik igennem et sommerhusområde og videre til Det Nordiske Hus. Der så vi en mærkelig tekstil-udstilling, inden vi gik til centrum. Vi kom lidt rundt i parcelhuskvarterne. Her i Tórshavn har alle et hus, men have har de færreste meget af. Ikke så få steder så vi trampoliner placeret i indkørslen, da det var eneste sted med plads. Vi kom også igennem Viðarlundin (Plantagen) med små skulpturer, broer og vandløb.

I centrum gik vi en tur igennem den gamle bydel, Tinganes, hvor også regeringsbygningerne ligger. Det er et utroligt charmerende kvarter med gamle, små huse. Selvfølgelig var vi inde i flere butikker med primært færøsk kunsthåndværk og uldtrøjer – og så kom vi igen forbi legepladsen, Grasagarði.

Afstandene er ikke så store her i Tórshavn, så vi gik lidt for langt, da vi ville til shoppingcentret, SMS. Vi kiggede lidt i butikker, spiste frokost på Burger King (når der nu ikke ligger en McD på Færøerne) og provianterede i supermarkedet. Midt på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet.

I hotelmappen var beskrevet en større pudemenu, men da Britt i receptionen spurgte efter en lavere pude, lød det lidt som om, at de faktisk ikke rigtigt havde andre puder. De var dog hurtige og skyndte sig vist i Jysk (eller Senkman, som det hedder her), der ligger tæt på, så kort efter fik Britt leveret en ny hovedpude. Hotellet åbnede for blot en måned siden, så fair nok, at de endnu ikke har et lager af puder, men handler hurtigt, når der er efterspørgsel.

Efter et par timers skærmtid var vi igen på vej mod centrum. Vi havde læst, at Havnekirken var åben mellem kl. 16.30 – 18, men da vi kom dertil kl. 17, var en barnedåb netop slut. Vi gik en ekstra tur igennem Tinganes, så vi ikke forstyrrede fotograferingen af familien i kirken, men da vi kom tilbage et kvarter efter, var kirken låst.

Bagels og nachos til aftensmad på Cafe Kaspar til post i Eboks om dødsfald i familien. Selvom det var et familiemedlem, som Britt ikke har set i mere end 20 år, var det alligevel lidt underligt. Endnu et kort besøg på legepladsen – og så gik vi igen lidt for langt på vej tilbage til SMS og hotellet. Vi skal være her nogle dage endnu, så vi lærer det nok…

Hotel Brandan, Tórshavn, Streymoy, kl. 20.30, lørdag den 4. juli 2020
Da vi forleden dag tjekkede vejrudsigten, var lørdag formiddag det tidspunkt med det mindst dårlige vejr de kommende dage. Derfor bookede vi en sejltur ved fuglefjeldene ved Vestmanna. Inden vi efter morgenmaden kørte mod Vestmanna, havde vi lige en kamp med Valdemar for at få ham til at tage en halv søsygepille. Selvom den var knust og opløst i vand med masser af rørsukker – og to Mentos-pastiller – nægtede han. Det lykkedes os at lokke halvdelen i ham – og så kunne vi køre.

Det småregnede på vejen til Vestmanna, men udsigten var alligevel flot. Vi ankom i god tid og brugte derfor lidt tid på en gåtur rundt i den lille bygd. Der virkede helt mennesketomt sådan en lørdag morgen.

Det var en flot sejltur langs klipperne, hvor får græssede på de stejle skråninger, og hvor fuglene fløj i luften. Da vi sejlede tæt på klipperne, skulle vi have sikkerhedshjelme på, når vi var ude på dækket. Flere steder sejlede vi mellem fritstående klipper og igennem en grotte. Vi fik set masser af søpapegøjer (og andre fugle), men desværre ikke helt tæt på.

Da vi sejlede tilbage mod Vestmanna, begyndte det at regne, og det regnede også på hele køreturen tilbage til Tórshavn. I stedet for at parkere ved hotellet, kørte vi derfor direkte til centrum og fandt en café ved havnen for at spise frokost. Endnu en kamp med Valdemar måtte tages om frokosten.

Tilbage på hotellet midt på eftermiddagen ventede vi på, at regnen skulle stilne af. Da den så ud til at være stoppet, gjorde vi os klar til at gå – og så begyndte det igen at regne. Vi trak tiden lidt længere, men endte alligevel med igen at køre til centrum. Heldigvis var regnen holdt op, så vi gik hele centrum rundt for at finde et sted at spise aftensmad.

På vej tilbage til hotellet stoppede vi ved SMS og købte is på Burger King. Hvor var der ulækkert! Burgerpapir, sodavand og fritter lå overalt på borde og gulvet.

Hotel Brandan, Tórshavn, Streymoy, kl. 20.30, søndag den 5. juli 2020
Planen for i dag var egentlig at køre til Kirkjubøur, men før morgenmaden besluttede vi i stedet at gå dertil. Måske ikke den mest logiske beslutning, når vejrudsigten spåede regn det meste af dagen, men det gav mening for os. En søndag i regnvejr i Tórshavn, hvor alle butikker var lukkede, virkede nemlig mindre tiltrækkende end en vandretur i naturen i regnvejr.

Vi undersøgte mulighed for at tage bussen tilbage, men kom frem til, at bussen ikke kørte om søndagen. Da vi i receptionen spurgte om mulighed for at få nogle sandwich med, undersøgte hun bustiderne og kom frem til, at bussen kørte fra Kirkjubøur til Tórshavn hver time.

Iført regntøj begav vi os kl. 9 afsted gennem Tórshavn, for selvfølgelig startede stien på den anden side af byen. Da vi først havde fundet stiens start, havde vi ingen problemer med at finde vej. Det regnede, og som vi kom højere op i fjeldet, blev tågen tyk. Faktisk kunne vi nogle steder ikke se den næste varde, og udsigten, som skulle være smuk på turen, oplevede vi ikke. Vi mødte nogle enkle får på ruten, men havde ellers vandrestien for os selv. Stien var noget ujævn mange steder, og vi måtte krydse flere små vandløb. Trods regntøj blev vi godt våde.

Endelig nåede vi over fjeldet, og da vi kom lidt ned, kunne vi endelig se mere end 100 meter frem. Og endelig nåede vi enden af stien i Kirkjubøur! Da vi fandt et busstoppested, konstaterede vi, at hotellet ikke havde læst busplanen rigtigt – og der var derfor næsten 3 timer til bussen hjem. Efter at have set Kongsgården og kirken i Kirkjubøur, valgte vi derfor at gå til næste bygd, Velbastaður. Der viste sig at være 5 km., som vi gik langs landevejen. Heldigvis var der rigeligt at se på – og udsigt fik vi endelig også. Et sted blev vi næsten overfaldet af en flok høns, ligesom får og heste nysgerrigt kiggede, som vi kom forbi dem.

I Velbastaður var der stadig noget tid til bussen, så der blev rigeligt tid til at se bygden og lege og spille fodbold på bygdens lille skole. Da bussen endelig kom, var Valdemar blevet så rundtosset på legepladsen, at han endte med at kaste op i bussen (heldigvis i en pose).

Bussen kørte til Kirkjubøur, og efter 10 minutters ventetid vendte den om og kørte til Tórshavn igennem Velbastaður. Kl. 15.15 steg vi af bussen lige ved vores hotel. Efter mere end 18 km. vandring op og ned på primært ujævne stier i fjeldet, var vi lidt ømme i benene. Vi slappede derfor lige et par timer, inden vi gik til centrum for at spise aftensmad.

Valdemar ville gerne prøve den lokale burgerbar, City Burger, der mindede om Burger King. Kulinarisk var det ikke nogen stor oplevelse: burgerne var halvkolde, selvom vi havde ventet næsten en halv time på dem på grund af mange, der havde ringet og bestilt take away.

Både før og efter maden gik vi lidt rundt i centrum, ligesom Valdemar på hjemvejen også lige skulle en tur på legepladsen. Valdemars hidtidige rekord i antal daglige skridt var tilbage fra Costa Rica for 3 år siden – og da han nu var tæt på rekorden, gik der sport i at slå den. Derfor var vi lige en ekstra runde i kvarteret omkring hotellet, så Valdemar endte med at slå sin rekord med 20 skridt. Hans ben var betydelig kortere for tre år siden, så selvom rekorden kun er slået med 20 skridt, er den nok slået med flere kilometer. Hans rekord er nu 41.660 skridt.

Med al den friske luft og ca. 24 km. i benene er vi sikre på, at vi sover godt i nat – vores sidste nat i Tórshavn.

Gjaargardur Guesthouse, Gjógv, Eysturoy, kl. 21.00, mandag den 6. juli 2020
I morges kunne vi for sidste gang nyde Hotel Brandans lækre morgenmadsbuffet og lægge Tórshavn bag os.

Vi skulle ikke ud og vandre i dag, men køre til næste ø med masser af stop undervejs. Vores første stop var dog i Tórshavn – nemlig ved supermarkedet (for bl.a. at købe mere bland-selv-slik) og derefter ved fortet ved fyrtårnet ved havnen. Vores næste stop var i bygden, Kollafjørður, hvor vi i regnvejr så kirken, inden vi kørte videre til Hosvik. I endnu mere silende regn så vi også her den lokale kirke og vandfaldet. Der passerede vi et stort hold seje cykelryttere fra Team Rynkeby, der trodsede regn og blæst.

Efter 11 km. på den smalle vej gennem Saksundalen, hvor to biler ikke kan passere hinanden, kom vi til Saksun. Vi iførte os det fulde udstyr i regntøj – og så holdt det op med at regne. Derfor kunne vi i tørvejr se den smukke dal, hvor det ved lavvande er muligt at gå ud til havet. Desværre var det højvande, og vi valgte derfor ikke at betale de 75 kr. pr. person, som det kostede at komme ned på stranden. Vi ville jo alligevel kun kunne gå måske 100 meter, førend vi måtte vende op, hvis ikke vi ville have våde fødder. Da vi satte os ind i bilen, begyndte det igen at regne.

Tilbage gennem dalen langs floden og så langs kysten nordpå. Næste stop skulle have været ved Færøernes højeste vandfald, men der var ingen ledige parkeringspladser langs vejen, så vi fortsatte til Haldórsvík. Endnu en kirke og en kort gåtur rundt i den lille bygd, og så var vi videre.

Vejens endestation var i Tjørnuvik, hvor vi gik en tur på stranden, hvorfra der var udsigt til de to klipper, Risin og Kellingin. Et sted reklamerede med kaffe og vafler til 50 kr. Det viste sig at være en ældre mand, der havde lavet sin dagligstue om til en simpel café. Hans barnebarn bagte vafler, og på bordet stod flødeskum, syltetøj og en stor kande kaffe. Mens vi spiste, fik vi en hyggelig sludder med ham og hans barnebarn. Barnebarnet gik i 7. klasse og var allerede rimelig god til dansk. Det var en rigtig hyggelig oplevelse og en fantastik mulighed for at se indenfor i et af de små traditionelle huse.

Tilbage langs kysten var der nu næsten mennesketomt ved vandfaldet, Fossá, så der stoppede vi. Vi kørte over broen til øen, Eysturoy, hvor vi stoppede i Eiði. Efter vafler med flødeskum til frokost var det på sin plads med is til dessert. På vores gåtur rundt i byen købte vi et par is i supermarkedet, som vi indtog på tilskuerrækkerne ved det lokale stadion. Det var et stadion med en fantastisk udsigt til en lille indsø og havet. Igen måtte vi ud på en meget smal vej – denne gang over passet mellem Færøernes højeste fjelde.

Dagens sidste stop var her i Gjógv. Det stod ned i lårtykke stråler, da vi ankom, så vi tilbragte lige en time på vores hotelværelse og ventede på, at regnen stilnede af, inden vi gik en tur i byen. Dette er et 2-stjernet hotel, så vi var positivt overrasket over værelset. Fra vores værelse har vi en flot udsigt over bygden, havet og det grønne landskab. Gjógv har en kløft, der danner en naturlig havn, som vi naturligvis var nede ved. Det småregnede stadig lidt, da vi gik rundt i byen.

Der er ingen spisesteder her i Gjógv udover hotellet, der serverede færøsk husmandskost. Vi havde intet at vælge imellem – og frygtede, at Valdemar (og Casper) måtte gå sultne i seng. Vi blev derfor positivt overraskede over at se, at dagens ret var fiskefilet med kartofler, kogte grøntsager og remoulade. Til dessert var der abrikos-trifli: knuste chokoladekiks med abrikoskompot og flødeskum på toppen. Nej, ingen finere madlavning, men enkelt og velsmagende.

Det har virkelig regnet det meste af dagen, men alligevel føler vi, at vi har været heldige med vejret. Med undtagelse af et par af de helt korte stop, har det nemlig (næsten) ikke regnet, når vi forlod bilen. Meget godt timet. Vi håber dog på lidt mindre vand i morgen…

Hotel Nord, Viðareiði, Viðoy, kl. 20.00, tirsdag den 7. juli 2020
Også til morgenmaden blev vi positivt overraskede over dette kun 2-stjernede hotel. Morgenmadsbuffeten var ikke stor, men alligevel lækker. Vi fik derfor lagt en god bund til dagens første udsigt: en lille vandretur op ad fjeldet.

Som andre steder her på Færøerne skal man betale for at gå på vandrestierne på privat jord. Vi blev mødt af en simpel låge med en besked om at lægge 50 kr. pr. person i postkassen eller lave en bankoverførsel. I modsætning til ved Saksun i går, var her ingen elektrisk låge, der forhindrede adgang uden betaling, men ren tillid. Til gengæld for betalingen (ja, vi puttede penge i postkassen) var der til gengæld bygget en trappe på den stejlede del af stigningen. Hvor trappen stoppede, måtte vi nøjes med mudrede ”trin” i græsset, som vi oksede videre opad. Vi fik en fantastisk udsigt over bygden og kysten, inden vi fortsatte turen ned over marken med får. Vi gik nok kun 4 km., men turen føltes længere på grund af den stejle stigning.

Fra Gjógv kørte vi mod næste hotel, og på vejen stoppede vi først i Gøtugjógv. Vi kiggede hurtigt på den flotte, nye kirke og tilbragte derefter tid på skolens legeplads. Selvom vi først i morgen skal overnatte i Klaksvik, stoppede vi alligevel i byen.

Vi fandt en hyggelig café, hvor vi delte et par brunchtallerkener til frokost, kiggede ind i butikken ved Færøernes største bryggeri. Der kunne vi kun købe six-packs, så vi fortsatte til ”spritbolaget” for at købe nogle lokale øl, men blot en af hver slags.

Ved et lille vejkryds holdt en ældre mand midt i det hele i sin bil – og i sin irritation ville Casper køre forbi over fortovet. Desværre fejlbedømte Casper afstanden, så vores udlejningsbil fik lige skrabet hjørnet af mandens bil. Han var ligeglad med vores oplysninger, for hans bil havde efter hans eget udsagn ikke fået nogle skader på steder, hvor der ikke var skader i forvejen. Vi skal så bare tage kampen med AVIS, når de ser ridserne på døren og den lille bule på bagskærmen…

På resten af vores ferie skal vi bo i lejligheder med køleskab, så i et supermarked købte vi rugbrød og pålæg, så vi selv kan smøre nogle madder til de kommende dage. Indtil nu har vi hver morgen ved morgenmadsbuffeten smurt en enkel rugbrødsmad til Valdemar.

Kl. 14 tjekkede vi ind på hotellet her i Viðareiði, der faktisk er Færøernes nordligst beliggende bygd. Solen skinnede, så i stedet for at vente til i morgen, valgte vi her til eftermiddag at prøve en af byens vandreruter. Ruten var klassificeret som svær og ikke egnet til børn, så vi nøjedes med den første nemme del af ruten. Det gik stejlt opad i et meget vådt og til tider mudret terræn, så det gjaldt om at holde øje med, hvor vi satte fødderne for ikke enten at glide eller få våde sokker. Det kunne ikke helt undgås… Selvom vi kun gik en kilometer op, havde vi en imponerede udsigt over byen, fjeldene og de omkringliggende øer.

Da vi nåede tilbage til hotellet, troede Casper, at han havde tabt Valdemars kamera. Vi nåede tilbage til vandrerutens start for at lede efter det, førend han heldigvis fandt det. I stedet for at tage bjergbestigningen igen, gik vi en tur igennem byen.

Vores hotel er umiddelbart eneste spisested her i bygden. I modsætning til på hotellet i går fik vi i dag to retter at vælge i mellem – og Valdemar kunne få pizza med pommes frites. Vi fik nogle store, møre bøffer med lækkert tilbehør. Vi var de eneste i restauranten, men i lokalet ved siden af var et selskab. Vi blev tilbudt deres velkomstdrinks. Valdemar tog en fra bakken, hvor der ikke stod ’Alc’. Valdemar nåede ikke at drikke særligt meget, førend Britt smagte. Vi fandt ud af, at der stod ’÷ Alc’ på bakken, som Valdemar ikke ville tage fra… Godt, at han ikke nåede at drikke hele ’juicen’.

Vi har her en lille studiolejlighed med en hems med to sovepladser. Vi havde regnet med, at Valdemar ville sove deroppe, men nej. Da vi ikke gider at slå sovesofaen ud og redde op der, bliver Casper sendt på hemsen, mens Valdemar og Britt så deler den smalle dobbeltseng denne ene nat.

Romantic Klaksvik Apartment, Klaksvik, Borðoy, kl. 19.00, onsdag den 8. juli 2020
Efter morgenmad og check ud gik vi endnu en tur i Viðareiði, så vi kan sige, at vi har set hele byen – også kirken og legepladsen ved skolen.

I går kom vi igennem to 1-sporede tunneller – som i, at to biler ikke kan passere hinanden. I dag på tilbagevejen var det så bare os, der havde vigepligt for modkørende i de flere kilometer lange og helt mørke tunneller. Vigepladserne lå med måske 100 meters mellemrum, og vi slap desværre ikke for at måtte ind på flere af dem.

Vi startede med at køre ud på en grusvej lige uden for Klaksvik, hvorfra der går en vandrerute til toppen af Klakkur. Vi gik blot et lille stykke af ruten, men havde alligevel en formidabel udsigt over Klaksviks by og de omkringliggende øer. Et sted på ruten blev vi stoppet med beskeden om, at ruten var spærret, da man var i gang med at jagte får.

I centrum af Klaksvik parkerede vi bilen og gik rundt i byen. Eneste seværdighed på vores liste her i byen er Christianskirkjan, men ligesom, da vi var fordi i går, var der begravelse i kirken, da vi kom forbi.

Vores frokost blev dels en hjemmesmurt leverpostejmad og efterfølgende en fransk hot dog, som vi sad og spiste ved havnen. Vejret i dag viste sig nemlig fra sin bedste side med flot sol og op til 13 grader, hvilket vist er rekord her på ferien.

I supermarkedet købte vi lidt frugt og mælk (til vores havregryn de kommende dage), inden vi kørte til vores bookede lejlighed. Hvor vi på de tre første stop har boet på neutrale hotelværelser, er denne lille lejlighed alt andet end neutral. Den er fyldt med planter og nips som eksempelvis en gammel symaskine. Slet ikke vores stil, men rigtigt hyggeligt.

Vi håbede at kunne nå i Christianskirkjan, inden den lukkede kl. 16, men da vi kom 10 minutter i, var døren låst. På denne ferie er vi kommet forbi mindst 10 kirker – og med undtagelse af en lidt kedelig katolsk kirke i Tórshavn, har alle kirker været låste – også i deres beskrevne åbningstider. På enkelte kirker har stået, at de er lukkede for turister frem til 1. september på grund af Corona, så dette er nok også tilfældet her i Klaksvik.

Efter et besøg på en legeplads spiste vi tidligt aftensmad på et af byens eneste spisesteder. Vi skal meget tidligt op i morgen, da vi håber at komme med en færge allerede kl. 6.40. Så det varer nok ikke længe, førend vi alle går i seng…

Romantic Klaksvik Apartment, Klaksvik, Borðoy, kl. 21.15, torsdag den 9. juli 2020
Vi havde læst, at der ofte var fyldt på færgen til Kalsoy – og med kun to afgange om formiddagen på torsdage, tog vi ingen chancer. Derfor var vi tidligt oppe og klar ved færgen lidt over kl. 6 i morges, så vi kunne komme med afgangen kl. 6.40. Der endte dog med kun at være to andre køretøjer ombord.

Efter knap 20 minutters sejlads kørte vi i land på Kalsoy – Mandeøen. Vi kørte gennem øens fire 1-sporede tunneller, der var lige så klaustrofobiske som dem i går ved Viðareiði. Vi stoppede først i bygden, Mikladalur, hvor skulpturen, Sælkvinden, står ved havet. Valdemar fandt sagnet om sælkvinden så fascinerende, at han ville have den fortalt endnu en gang.

Vi kørte derefter det sidste stykke til Trøllanes. Derfra gik vi videre til fyrtårnet, Kallurin – en god vandretur, hvor fårenes brægen var det eneste, som vi kunne høre. Det gik stejlt op ad til at starte med, men ellers var det en nem vandrerute – om end lidt mudret og stien lidt smal nogle steder. Da vi kom til fyrtårnet, valgte vi ikke at gå ud til nogle af udsigtspunkterne derfra. Sidevinden var simpelthen for kraftig til, at vi turde balancere på højderyggen længere ud, hvorfor vi gik tilbage igen. Hvad vi troede var stien, viste sig at være en fåresti, så pludselig var vi kommet godt op i terrænet i forhold til stien og måtte derfor stejlt ned igen.

Efter to timers vandring var vi tilbage i Trøllanes. Først i 2012 blev der bygget vej til Trøllanes, og da byggeriet af tunnelen var færdig, blev et efterladt arbejdsskur lavet om til kiosk, og det er nu øens eneste butik. Skurvognen holdes nede med tre kæmpe sten, hvilket siger lidt om, hvilke naturkræfter, der kan være på spil på disse kanter. Vi ringede på klokken, og straks kom ejeren ud fra huset ved siden af for at åbne kiosken for os: is og kaffe blev det til. Tæt ved kiosken fik vi øje på nogle søpapegøjer på klipperne ved havet.

Første færge tilbage til Klaksvik afgik først kl. 14.20, så vi trak tiden med et stop i bygden, Husar, hvor Valdemar og Casper spillede fodbold på den nedlagte skole, og på et kort stop i bygden, Syðradalur. Ved færgelejet gik vi en tur ud til et lille fyrtårn. Valdemar hyggede sig med alle rutens forhindringer, der mest var utallige små vandløb, som vi skulle hoppe over.

Den sidste ventetid tilbragte vi i bilen: Britt og Casper fik en blunder, mens Valdemar spillede på sin tablet. Det viste sig, at vi havde taget fejl af afgangstiden, så færgen sejlede først kl. 15.10. Da havde en lang stribe biler samlet sig, og der var derfor dømt Tetris på højt niveau for at få plads til alle på den lille færge. 14 køretøjer blev gelejdet så tæt sammen, at flere passagerer måtte blive i bilen under overfarten, da de ikke kunne åbne dørene og komme ud af bilerne.

Tilbage i Klaksvik gjorde vi holdt ved Plantagen – et lille område med åer og plantede træer (der vokser ikke naturligt træer på Færøerne), inden vi kørte tilbage til lejligheden. Da tiden nærmere sig spisetid, gik vi til centrum. Pizzeriaet, som vi havde udset os, viste sig kun at have take away, så vi endte på et velbesøgt cafeteria i et industrikvarter. Der lavede de overraskende nok nogle rigtigt gode pizzaer.

Nogle gange kan Valdemar få et mindre meltdown over ingenting – og her til aften var det, fordi han skulle i bad. Med en blanding af store bogstaver og søde ord lykkedes det at få ham i bad. Indtil nu har han på ferien nøjedes med etagevask, da han har nægtet at gå i bad, hvor der ikke var et badeforhæng – og det har der utroligt nok ikke været på de tre første hoteller. Der må være et enormt marked for badeforhæng eller anden afskærmning af brusekabiner her på Færøerne!

Jatnahouse, Miðvágur, Vágar, kl. 21.45, fredag den 10. juli 2020
I dag stod den på feriens længste køretur. Afstandene er dog ikke så store her på Færøerne, så på 1½ time kan man komme fra nord til syd på de bro-/tunnelfaste øer . Vi kørte fra Klaksvik kl. 8 med kurs mod Vágar – og denne gang stoppede vi ikke hver gang, vi så en flot udsigt eller en hyggelig kirke. Det findes i overflod her! Okay, et enkelt fotostop blev det til.

Vi var i god tid, så vi besluttede at tage forbi Trøllkonufingur. I det flotteste vejr gik vi en halv times tid, hvor vi fik set klippen, der ligner en troldkones finger. Vi kørte derefter videre til havnen i Sørvágur, hvor vi håbede at finde en hyggelig café til en tidlig frokost. Det endte med at blive en pølse med brød i et lille cafeteria.

Planen var, at vi kl. 12.30 skulle sejle mod Mykines, men båden blev lidt forsinket. Klokken blev derfor to, førend vi efter en sejltur med lidt bølger kunne komme i land på Mykines. Ofte bliver turene dertil aflyst, da brændingen ved havnen gør det umuligt at lægge til – og lidt så tit er Mykines indhyllet i tåge og regn. Men vi var heldige, og med udsigt til sol og blå himmel mellem skyerne kunne vi begynde vores vandretur mod fyrtårnet, der er Færøernes vestligste punkt.

Heller ikke denne vandretur var teknisk særlig svær, men den var hård! Det gik stejlt opad og nedad det meste af turen. Heldigvis var der ikke mudret, så det var kun i løse sten, at vi skred lidt. En ældre dame, der var med vores båd derud, kom desværre galt afsted på starten af ruten og kunne ikke gå videre. Hun blev hentet af helikopteren. Selvom vi var kommet om på den anden side af en klippe og derfor ikke kunne se selve redningsaktionen, var det alligevel fascinerende at se den store 12-personers helikopter så tæt på klipperne.

Det koster 250 kr. pr. person (dog halv pris for Valdemar) at vandre på Mykines. Heldigvis bliver nogle af pengene brugt til at lave en trappe på de stejleste steder – og heldigvis var der også opsat hegn på de steder på ruten, hvor vi kom lidt for tæt på klippekanten.

Vi havde første stop på vandreturen det første sted, hvor vi så de nuttede søpapegøjer. På vandreturen fik vi set så mange søpapegøjer helt tæt på, at Valdemar til sidst fik nok af søpapegøjer. Det sagde han i hvert fald – og så skulle han alligevel lige tage flere billeder af dem. Ude ved fyrtårnet holdt vi også pause, hvor vi spiste vores medbragte mad: rugbrødsmadder og pizza-rester. Vi fik selvfølgelig også set de mange andre fugle, der yngler på de lodrette klippevægge, men søpapegøjerne var det, som vi kom til Mykines for at opleve.

Tilbage i bygden var der tid til at besøge øens vist eneste café til kaffe og is. Aldrig har vi oplevet så uhøflig betjening, men måske kan man tillade sig det, så kunderne ikke har nogle alternativer?! Vi kogte i solen, da vi sad udenfor caféen.

Oprindeligt skulle vi være sejlet fra øen kl. 18.30, men klokken blev over 20, førend vi kom derfra. Forsinkelsen skyldes bl.a., at passagerbåden lige på den tur blev brugt til at fragte nye køleskabe og ovne til øens beboere, og det tog lidt ekstra tid at få det hele af båden.

En tur i supermarkedet og så til vores overnatningssted. Koden til nøgleboksen duede ikke, og det gjorde kontakttelefonnummeret heller ikke. Heldigvis fik naboen tilkaldt vores udlejer, så vi endelig kunne komme ind i vores enkelte 2-etagers lejlighed. Fra stuen på 1. sal er en fantastisk udsigt over vandet og over på den anden siden af bugten.

Den sene aftensmad bestod af rugbrødsmadder. Dette bliver vist den første sommerferie nogensinde, hvor vi ikke kommer hjem med længsel efter rugbrødsmadder.

Jatnahouse, Miðvágur, Vágar, kl. 21.15, lørdag den 11. juli 2020
I dag sov vi længe, så klokken blev over 10, førend vi var ude ad døren. Vi startede med at gå en tur gennem denne lille bygd blot for at konstatere, at her ikke rigtigt er noget. Da vi var i Tórshavn, så vi en sød søpapegøjebamse – og nu ærgrer vi os over, at vi ikke købte den. Tórshavn virker til at være den eneste by her på Færøerne med noget, der ligner et rimeligt udvalg af butikker. Vi købte til nabobygden, Sandavágur, hvor vi gik en tur – bl.a. på stranden. Der var heller ikke nogen butikker i Sandavágur.

Tilbage i Miðvágur kørte vi til starten på vandreruten til Trælanípa. Det kostede ikke mindre end 200 kr. pr. person for at vandre der. Vi slap i det mindste for at betale 50 kr. for Valdemar, som ellers var prisen for børn over 7 år.

Valdemar kan bedst lide vandrestier med forhindringer. Derfor ærgrede det ham lidt, at størstedelen af de utallige vandløb, der krydsede vandrestien, stort set var udtørrede. Længere ude på ruten blev det teknisk sværere og noget hårdere. Det gik nemlig op af, og på stien var mange små løse sten, som vi nemt gled i. På toppen holdt vi os langt væk fra kanten, for der var langt ned, men vi havde alligevel en flot udsigt over Sørvágsvatn – søen over havet. På toppen holdt vi frokostpause og spiste vores medbragte rugbrødsmadder.

Vi valgte ikke at fortsætte turen ud til vandfaldet, Bøsdalafossur, men gik langsomt ned igen med forsigtige skridt. Havde Casper ikke haft fat i Valdemar, var Valdemar røget på røven et par gange i de løse sten. I alt var turen ca. 6 km. lang, hvilket vi – med pause – brugte tre timer på. Vejret var med os, og solen skinnede lidt for meget til at starte med. Vi fik alle lidt for meget sol i hovedet i går på Mykines, og Valdemars ører er helt røde fyldt med kløende blærer.

Tilbage i bygden startede jagten på kage til kaffen: Først i Bonus-supermarkedet, så på tanken og så i FK-supermarkedet, hvor vi endte i noget frost-bake off – og så tilbage i Bonus for at købe donuts til Valdemar. Hjemme i lejligheden var der dømt hygge med ”hjemmebag” og donuts og hver vores skærm resten af eftermiddagen.

Da vi havde fået rigeligt eftermiddagssnack, gik vi lidt sent afsted for at få aftensmad. Byens umiddelbart eneste spisested var et pizzeria. Telefonen kimede konstant med bestillinger på take away, og vi endte med at måtte vente 50 minutter på vores mad.

Både da vi gik til pizzeriaet og hjem igen, støvregnede det. Det afholdt os dog ikke fra at gå en lille omvej i byen forbi byens plantage, stedet med plantede træer, som vi også har set i bl.a. Klaksvik og Tórshavn.

I morgen tager vi hul på sidste hele dag her på Færøerne. Vores ben er godt brugte efter flere dage med vandreture, så i morgen regner vi med kun at skulle gå meget lidt og i stedet køre lidt rundt her på øen.

Jatnahouse, Miðvágur, Vágar, kl. 21.15, søndag den 12. juli 2020
Vi vågnede op til støvregn og tåge og glædede os over, at vi i går tog til Trælanípa, for i dag havde der nok ikke været meget at se.

I dag var planen at køre til Gásadalur for at se vandfaldet, Múlafossur – velvidende, at vi måske ikke kunne se så meget på grund af tågen. Da vi gerne ville spise frokost i Gásadalur, valgte vi at stoppe i den lille bygd, Bøur, på vejen. Da vi kom ned på stranden, kunne vi netop skimte de ubeboede øer, Tindhólmur og Gáshólmur, men kort efter forsvandt de i tågen. I næsten alle bygder er vi blevet mødt af løse hunde, og på stranden i Bøur fik vi selskab af hele tre hunde, der legede omkring os.

For at komme til Gásadalur skulle vi igen igennem en af de små, klaustrofobiske tunneller. Denne blev indviet i 2006. Indtil da havde en vandretur over fjeldet eller en helikoptertur været eneste mulighed for at nå bygden, der var nede på 11 indbyggere. Men så blev tunnelen bygget – og indbyggertallet er nu oppe på 18. Utroligt, hvad man ikke gør for at forhindre, at en bygd dør.

Vi startede med at gå ud for at nyde synet til vandfaldet. Trods det lidt halvdårlige vejr, var udsigten utroligt flot. Vi gik derefter lidt rundt i bygden for at trække tiden, til caféen åbnede kl. 12. I en lille butik fik vi en længere snak med ejeren, hvis hustru fremstillede alle varer i butikken. Vi købte et pudebetræk med fåreskind – vores eneste feriesouvenir udover en bog. Heri bygden var også en hund, der selv medbragte en tennisbold, så vi kunne lege med den. Valdemar, der ellers aldrig har været særligt glad for hunde, hyggede sig gevaldigt.

På caféen valgte Britt en fisketallerken, der viste sig at være et stjerneskud med lidt kartoffelsalat, og Casper fik en frokostplatte, der bl.a. indeholdt lammerullepølse og tørret fårekød. Sidstnævnte kan ikke anbefales, men nu er det smagt.

Først på eftermiddagen var vi tilbage i lejligheden, og de næste timer stod på ren afslapning. Vi kan godt mærke, at vi er ved at være mættede af oplevelser og godt brugte i benene. Alligevel gik vi sidst på eftermiddagen en tur i byen, til stranden og til havnen samt igennem plantagen.

Vi havde undersøgt og fundet ud af, at pizzeriaet, hvor vi spiste i går, var eneste spisested med åbent søndag aften både her og i nabobyen. Vi måtte derfor endnu længere væk – nemlig til Sørvágur, hvor der også var et pizzeria. Igen kom vi på det travleste tidspunkt, og vi måtte derfor vente mere end ½ time på vores mad: burgere og nachos. Ja, Færøerne har ikke budt på store kulinariske oplevelser. Udover i Tórshavn er udvalget meget begrænset og lidt tarveligt, og selv Valdemar er blevet træt af pizza og burger.

Nu er vi tilbage i lejligheden. Kufferterne er næsten pakket, og det sidste bland-selv-slik er blevet spist. I morgen formiddag går turen mod lufthavnen og så hjem…

Vágar lufthavn, Vágar, kl. 12.30, mandag den 13. juli 2020
Vi havde besluttet ikke at tage så tidligt i lufthavnen, som vi plejer. Men da  alt var pakket før kl. 10, og vi var klar, valgte vi alligevel at køre. På vejen til lufthavnen stoppede vi på stranden ved Vatnsoyrar. I vandet så vi skulpturen, Nix, og læste sagnet, der knytter sig til den.

Vi troede, at vi skulle bruge lidt ekstra tid på at aflevere bilen på grund af skaden, som vi fik i Klaksvik, men vi skulle blot aflevere nøglen, og så ville Avis kigge på den senere. Så var der ikke meget andet at gøre end at tage vores mundbind på og få afleveret bagagen i lufthavnen.

Der var en flyafgang kl. 12.05, og så er vores fly kl. 13.50 næste afgang. Da klokken var 12, havde vi derfor stort set afgangshallen for os selv. I mellemtiden var bagage drop off nemlig lukket, så de øvrige passagerer til vores afgang må pænt vente i forhallen.

Her i lufthavnen er en taxfree-butik og en café – og caféen er lukket. Vi er derfor glade for, at vi har rigeligt med rugbrødsmadder i tasken og ikke regnede med at købe frokost herude. Eneste spiselige, der kan købes, er nemlig slik og chokolade i taxfree. Ikke så meget som en tør trekantssandwich kan man købe. Vi har derfor blot købt et par små souvenirs og lidt lokal spiritus til gaver.

Vi glæder os nu til at komme hjem fra en dejlig ferie!