Dagbog – Stockholm

Radisson Blu Royal Viking Hotel, Stockholm, kl. 20.45, onsdag den 13. april 2022
Casper havde fået overstået en kort arbejdsdag, da vi først på eftermiddagen tog toget og metroen til lufthavnen. Tålmodigheden blev testet ved sikkerhedskontrollen, hvor vi selvfølgelig endte bag flere, der totalt havde overset de mange skilte om væsker i små plastposer, regler om at tage elektronisk ud af tasken og alt det andet, som skaber kø, når nogle skal have det hele forklaret.

Vi startede på Joe & the Juice, hvor vi mødtes med vores venner, Carina, Kim & Julie, der var på vej til 40 graders varme i Dubai – lidt mere eksotisk end kølige Stockholm.

Kønt med kun en times flyvning! Kufferten kom hurtigt, og vi fandt nemt det lækre eksprestog til centrum. Med en topfart på 200 km/t var vi på Stockholm Centralstation på blot 18 minutter, og derfra var der to minutters gang til vores hotel. Lækkert hotel med utallige slikbøtter i lobbyen! Vores værelse var også helt fint – om end udsigten er til en mur få meter væk.

Her til aften nåede vi en lille gåtur til Sergels Torv, hvor vi lige havde overset, at den ICA, som vi ledte efter, lå på stationen under jorden, hvorfor vi ikke lige kunne finde den. Snacks, sodavand og bland-selv-slik, og så havde vi provianteret.

Aftensmaden spiste vi på MAX-burger, og så tilbage på hotelværelset. I morgen tager vi så rigtigt hul på Stockholm.

Radisson Blu Royal Viking Hotel, Stockholm, kl. 21.15, torsdag den 14. april 2022
Her på hotellet skal man bestille bord til morgenmaden, og vi havde oprindeligt bestilt til kl. 7.30. Da Valdemar bare ikke kunne falde i søvn i går aftes, hvilket ellers ikke er problem for ham, rykkede vi det dog til kl. 8. Men selvom det blev en nat med elendig nattesøvn – primært fordi der var alt for varmt på værelset – var vi alligevel klar ved morgenmadsbuffeten kl. 7.30.

Den tidlige morgenmad betød, at vi var tidligt på gaden. Vi nåede derfor at gå en del rundt bl.a. omkring rigsdagsbygningen, inden vi kl. 10 var klar ved kongeslottet. Vi så lige vagtskiftet, inden vi gik ind. I anledning af påsken var der æggejagt for børnene. Det betød, at Valdemar også syntes, at det var interessant at gå igennem de mange flotte lokaler på slottet – på jagt efter store guldæg. Med i entrébilletten var også adgang til Tre Kroner-museet i slottets kælder samt Skatkammeret, hvor de svenske kronjuveler opbevares.

Til frokost blev det pizzabuffet på Pizza Hut, og efter frokost gik vi bl.a. på en del af Drottninggatan – Stockholms svar på Strøget. Midt på eftermiddagen var vi tilbage på hotelværelset, hvor vi nåede en slapper, inden vi kl. 16.30 var klar til vores bookede tid i hotellets pool i kælderen. Vi går ud fra, at booking af poolen er en rest af coronarestriktioner. Vi krydser fingre for, at vi også de kommende dage kan få tid i poolen, trods en meget begrænset åbningstid pga. påsken. Booking kan kun ske på dagen, men så er det jo en fordel, at Britt altid vågner i løbet af natten og derfor kan booke en tid, mens andre stadig sover.

Efter turen i poolen gik vi ud for at kigge på butikker bl.a. på den del af Drottninggatan, som vi ikke nåede tidligere i dag. Ingen ferie uden en bamse til Valdemar – denne gang en blød, lyserød elefant, der har fået navnet Fando.

Britt havde lyst til noget grønt til aftensmad, så valget faldt på Jensens Bøfhus, hvor salatbuffeten dog ikke var så stor som hjemme i Danmark. Men selvom servicen var langsommelig, og Casper aldrig fik sine ekstra sovs og kartofler, nød vi maden. Og så var det rart blot at skulle over på den anden side af gaden til hotellet efterfølgende…

Vi gjorde i morges i receptionen opmærksom på det alt for varme værelse, men det ser ikke ud til, at det er lykkedes dem at ændre noget. Værelsets temperaturkontrol kan ikke skrues længere ned, så for at få en behagelig temperatur, har vi nu vinduet åbent, selvom det ikke helt harmonerer med aircondition. Vi håber derfor på at kunne få en behagelig, kølig nattesøvn.

Radisson Blu Royal Viking Hotel, Stockholm, kl. 21.15, fredag den 15. april 2022
Det er tydeligt, at flere er taget på påskeferie: der var i hvert fald væsentlig flere til morgenmadsbuffeten i dag i forhold til i går! Da vi kom ud på gaden, var der også en del flere mennesker omkring os.

Vi startede med at gå til Kastellholmen, hvorfra der er udsigt til Gröna Lund – den store forlystelsespark på Djurgården. Tilbage på Skeppholmen besøgte vi Moderna Museet – museet for moderne kunst. Der var virkelig nogle mærkelige installationer. Den mest interessante del af udstillingen var The Box med fokus på svensk design (Valdemar fandt en del af en Polestar-motor) og hallen med modeller af svenske bygningsværker.

Fra den moderne kunst, som vi ikke forstod os på, gik vi til Östermalms Saluhall – det lækre indendørs madmarked. Vi havde på vejen dertil delt en kanelbolle, og troede, at vi skulle spise lidt mere der. Der var dog ikke lige noget mad klar til at spise, der fristede os, så vi gik videre mod næste mål. Valdemars yndlingsbil er i øjeblikket en Rolls Royce, så vi blev lidt skuffede, da RR-forhandleren, som vi fandt på Google Maps, nu var lukket.

Efter en del søgen endte vi med at spise mexicansk til frokost i Stockholms første foodcourt. Og da vi kom igennem Gamla Stan, holdt vi pause på et kagested. Vi gik lidt rundt i den hyggelige, gamle bydel, inden vi vendte tilbage til hotellet. Også i dag havde vi nemlig booket tid til poolen kl. 16.30. Vi troede, at de mange børnefamilier ved morgenmadsbuffeten ville betyde en fyldt pool, men den første halve time havde vi stort set poolen for os selv.

Efter turen i poolen gik vi en tur til rådhuset, hvor vi lige nåede at se gården og parken, inden en vagt gennede os alle ud som en flok får, da rådhuset var ved at lukke. Vi fortsatte ud langs vandet og tilbage til hotellet med et par korte stop på legepladser. Casper havde glemt sin pung, og vi måtte derfor tilbage for at hente den, da vi ellers ikke kunne betale for aftensmad. Britt har pt. kun Google Pay, som ikke duer alle steder her i Stockholm.

Vores plan var at spise aftensmad på en burgerrestaurant lige ved siden af hotellet, men da vi kom derned, var den lukket – og så måtte vi på jagt efter aftensmad et andet sted. Vi gik i stedet efter noget italiensk, men de to første italienske restauranter var helt bookede. Vi var derfor godt sultne, da vi endelig fik et bord et sted. Pasta og pizza går man aldrig galt i byen med. På nr. 2 italienske sted så Britt nogle lækre dessertcannoli, så der måtte vi lige forbi for at købe nogle med tilbage til hotellet til dessert.
På vej tilbage til hotellet blev Britt verbalt overfaldet af en sindsforvirret kvinde. Nogle betjente, der kom efter hende, spurgte, om Britt var ok, hvor svaret var, at vi heldigvis havde forstået for lidt til at blive påvirkede. Casper opfattede dog, at hun havde råbt noget med døde børn…

Efter en tur i supermarkedet efter bl.a. sodavand og meget billig(!) Marabou-chokolade, var Valdemar tæt på at slå sin rekord i daglige antal skridt. Med et par runder på hotelgangen rundede han de 42.000 skridt – svarende til mere end 26 km.

Radisson Blu Royal Viking Hotel, Stockholm, kl. 20.00, lørdag den 16. april 2022
På grund af påsken var poolen planlagt til at lukke kl. 15, så vi havde booket tur til en svømmetur allerede kl. 9. Selvom der ifølge bookingsiden var fuldt booket, var der ikke så mange – og da der hele tiden sad nogen i spaen, var der plads nok til at svømme nogle baner.

På vores vej igennem hotellobbyen skulle vi som alle de andre gange liiiige forbi slikskålene og kunne konstatere, at der nu bl.a. er ”skumæg” i en af bøtterne i anledning af påsken. Vi går ikke ned på sukker!

På vores tur gennem byen kom vi bl.a. igennem Vasaparken, hvor Astrid Lindgren har boet ud til og forbi Stadsbiblioteket, der også skulle være et besøg værd. Vi havde dog på forhånd læst, at bibliotekets imponerende rotunde var lukket på grund af renovering, så det gjorde ikke noget, at biblioteket var lukket her i påsken.

Efter skuffelsen forleden med den ikke-eksisterende Rolls Royce-forhandler, havde vi planlagt at besøge en Bentley-forhandler i dag. Da vi efter en tidlig frokost endelig fandt forhandleren, viste den sig at have lukket. Øv igen! Vi måtte derfor nøjes med at kigge ind ad vinduerne, inden vi gik videre mod den nærmeste metrostation. Fra turen igenem Vanadislunden var en flot udsigt over byen.

Vi havde i går læst, at Stockholm skulle have verdens næstflotteste metrostationer – kun overgået af Moskva, som vi tidligere har besøgt. Udstyret med en 24-timers billet til offentlig transport kørte vi derfor rundt og så på nogle af de allerflotteste stationer. Flere steder var vi heldige, at stationerne var halvtomme, så vi kunne tage nogle flotte billeder. Der var bl.a. en station inspireret af 80’ernes computerspil og en anden med en hyldest til Stockholm Pride, der altid slutter tæt på stationen. Vi fik besøgt 8 – 9 forskellige stationer kun afbrudt af en dessertpause og besøg i en fantastisk butik fyldt med rejsebøger og alverdens forskellige kort og globusser. Godt, at de fleste bøger var på svensk, for ellers havde vi ikke nøjedes med at købe en enkelt bog.

Efter en times pause hjemme på hotelværelset gik vi sidst på eftermiddagen afsted igen. Målet var Stockholms højeste naturskabte punkt. Lidt tilfældigt kom vi forbi gangstien Monteliusvägen, hvorfra der også var en flot udsigt over Mälaren og byen. Vi fortsatte dog alligevel til Skinnarviksberget, som gav den rigtige bjergfornemmelse, da man gik på toppen af klippen. Mange andre havde også fundet vej til både Skinnarviksberget og Monteliusvägen, men det blev udsigten jo ikke dårligere af. Vi havde ikke gået langt fra klippetoppen, førend vi fandt det helt rigtige sted til aftensmaden: et lækkert burgersted. Britt ville ønske, at der også have været plads i maven til deres apple pie-burger.

Trods vores 24-timers billet til den offentlige transport, tog vi den selvfølgelig på gåben tilbage til hotellet. Selvom vi har taget metroen en del i dag, har vi alligevel gået 19 km.

Radisson Blu Royal Viking Hotel, Stockholm, kl. 20.00, søndag den 17. april 2022
For at undgå den værste trængsel til morgenmadsbuffeten, var vi der tidligt.

Mange siger, at man skal ud og sejle, når man er i Stockholm. Vi orkede dog ikke en 2 – 3 timer lang sight seeing-tur og valgte derfor i stedet den lokale version: pendelbåten aka havnebussen. Vi tog metroen til endestationen for en af ruterne, men samtidig starten på ruten for en af havnebusserne, og sejlede så tilbage til centrum – en tur på godt en time med flere stop undervejs. Solen skinnede, og der var ingen vind, så vi nød udsigten fra topdækket. Vi havde overvejet at stige af på Djurgården, men fortsatte det sidste stykke til endestationen ved Nybrokajen. Derefter tog vi den på gåben langt de flotte palæer på Strandvejen til Djurgården – med en lille omvej omkring en Ferrari-forhandler. Der var som forventes lukket hos forhandleren, så vi måtte nøjes med at kigge vinduer. Valdemar er virkelig interesseret i biler for tiden.

På Djurgården gik vi forbi de mange museer på øen og rundt om Skansen. Nej, vi besøgte ikke Vasa-museet, der måske også et must for en tur til Stockholm. Der var virkelig mange mennesker – sikkert en kombination af helligdag og fantastisk flot vejr. Vi valgte at tage sporvognen tilbage til T-centralen, så det transportmiddel også kan tjekkes af her i Stockholm. Så har vi også fået fuld valuta for vores 24 timers billet, der jo også gjaldt til havnebussen.

Til frokost havde vi stillet os i kø til TGI Fridays, men fortrød, mens vi stod og ventede. I stedet spiste vi på et mere lokalt sted i Kungsträdgården, hvor de mange kirsebærtræer desværre ikke er sprunget helt ud endnu. Casper fik en gang kødboller med kartoffelmos og Britt en bagt kartoffel med Skagensfyld. Så bliver det ikke meget mere svensk.

I Kungsträdgården var et stort vikingemarked med mange boder. Valdemar faldt for nogle småting i en bod, men da vi skulle betale, fandt vi ud af, at de kun tog svenske kort. Altså måtte vi på jagt efter en hæveautomat, selvom vi har klaret os uden kontanter hele ferien. Da vi endelig kom tilbage for at betale, var den danske ekspedient kommet i tanke om, at vi jo bare havde kunne betale med MobilePay. Her i Sverige bruger de alternativet Swish, så vi havde slet ikke tænkt MobilePay.

Ingen eftermiddag uden dessert, og i dag blev det på en lille café i Gamla Stan: kage, is og belgisk vaffel.

Selvfølgelig havde vi også i dag booket tid i poolen. Den lukkede ikke kl. 15 som planlagt, da hotellet lige havde indgået en aftale med SATS, der driver stedet, om længere åbningstid.

Også i dag blev aftensmaden italiensk, da vi valgte at spise på den hyggelige café, hvor der ikke var ledige borde forleden da. At vi ikke skulle bruge en time på at finde et spisested, betød så også, at vi var tidligt tilbage på hotellet. Og så har vi endda været i Coop på stationen for at bruge vores svenske kontanter, som vi jo måtte hæve tidligere i dag. Så nu er der mere slik og Marabou-chokolade med hjem. Vi kørte jo også forbi Marabou-fabrikken på turen fra lufthavnen, så Marabou må være en meget passende souvenir at have med hjem. Og så til 15 kr. (svenske vel at mørke) for en plade!

I morgen formiddag går turen hjemad. Vi satser på, at vi måske lige kan nå en tur i poolen efter morgenmaden… Vores fly afgår trods alt først kl. 12.