Dagbog – New Zealand

Rydgers Auckland, Auckland, kl. 1.00, tirsdag den 30. september 2014
Søndag morgen blev det endelig vores tur til at holdesommerferie! I Kastrup Lufthavn fik Valdemar brændt en masse krudt af, da han løb gennem lufthavnens lange gange i jublende humør. Allerede før afgang havde andre passagerer allerede lagt mærke til hans energi.

Vi havde gruet for de to lange flyveture – fra Kastrup til Singapore og derfra videre til Auckland – i alt 22 timers effektiv flyvning. Vi havde fået gode pladser med ekstra benplads, men vi blev noget overraskede, da vi fik at vide, at Valdemar ikke måtte ligge og sove på gulvet under flyvningen. Det havde vi jo regnet med, da det fungerede så godt på vores tur til Cuba i foråret.

Som flyet kørte ud på landingsbanen i Kastrup, faldt Valdemar i søvn og tog en lur på et par timer på skødet af Britt. Resten af flyveturen hyggede han sig. Gik lidt rundt i flyet og sad og stod ellers bare og legede ved vores pladser. Vi var selvfølgelig velforberedte med nye apps på tabletten og nye, små legeting, som blev taget frem undervejs.

I Singapore havde vi knap tre timer til næste fly. Den tid gik hurtigt! Først tog det os lidt tid at finde skranken, hvor vi kunne få udleveret tranfer-vouchers, som er en service, Singapore Airlines tilbyder til deres passagerer i transit. I alt fik vi gavekort til lufthavnens butikker på 120 Singapore-dollars (ca. 600 kr.). Vi nåede dog ikke at bruge dem, men har dem så til hjemturen. Da vi med et tog var kommet til den rette terminal, tilbragte vi den resterende tid på en legeplads, hvor Valdemar igen var i hopla. Ved gatens sikkerhedskontrol var de meget effektive og insisterede på, at vi tog vores cardigans af (som de mente var jakker). Casper måtte stå i undertrøje! Det har vi godt nok aldrig oplevet tidligere.

Også flyveturen på 10 timer til Auckland forløb uden problemer. Denne gang havde vi heldigvis fået tre pladser, så Valdemar kunne sidde for sig selv. På vej op faldt han dog igen i søvn på skødet af Britt og sov nogle timer – og vi benyttede os af muligheden til også at få et par timers søvn. Igen kunne vi konstatere, at Valdemar bare er en nem lille unge, der hygger sig, hvor end han er – uden for meget klynk. Lidt gråd blev det dog til, da han på en af sine ture på gangene i flyet, styrtede og slog hovedet ind i væggen.

I lufthavnen i Auckland fandt en frugthund interessere for Britts taske. Tasken indeholdt nemlig nogle små bøtter og poser, som vi havde haft frugt i til turen. Vi var dog glade for at have fyldt håndbagagen med frugt og andre snacks til Valdemar, for flyselskabets børnemad var ikke noget for Valdemar. Vi havde bestilt mad specielt til børn mellem 1 og 2 år, men fik noget, der mest mindede om babymos. Der var i hvert fald ikke meget, der skulle tygges, og Valdemar nægtede at spise det.

En snaksaglig indisk taxachauffør bragte os her til hotellet i Aucklands centrum. Vi håber nu, at vi kan få Valdemar til at sove, så vi hurtigst muligt kan få hans døgnrytme tilpasset New Zealand-tid. Han har ellers sovet under landing, gennem immigrationen og tolden, men vågnende i taxaen, da vi næsten var nået frem til hotellet.

Rydges Auckland, Auckland, kl. 21.15, tirsdag den 30. september 2014
Selvfølgelig vågnede vi alt for tidligt – før kl. 5. Valdemar sov dog som en sten, så efter kl. 8 valgte vi at vække ham. Til morgenmad valgte vi den lidt dyre, men også nemme løsning. Vi tog hotellets morgenmadsbuffet, der bød på et stort lækkert udvalg – inkl. en chokoladefontæne med frugt.

Efter morgenmaden kom Valdemar i bærestolen på ryggen af Casper, og så tog vi ud for at kigge nærmere på centrum af Auckland. Lonely Planets guidebog foreslog en vandretur igennem centrum, som vi valgte at følge – omend “baglæns”, hvilket gjorde det lidt svært at finde ruten hele tiden. Vi startede med at gå ned til havnefronten til Wynyard Quarter, hvor enorme både lå side om side. New Zealands Americas Cup-båd var også udstillet. Det var et spændende område, hvor gammelt, men fungerende industri lå side om side med restauranter og alternative rekreative områder som en velbesøgt legeplads.

Vi har læst en del om Auckland, men vi havde dog begge overset, at Auckland er New Zealands svar på San Fransisco: mange bakker! Det gik virkelig op og ned. Ved Auckland University vrimlede det med ”udklædte” studerende og deres familie. Det viste sig at være Graduation Day. Af en studerende fik vi forklaringen på deres farvede kapper, som viste hvilke uddannelse de havde taget. Blå kapper var eksempelvis science, mens gule var business. En pelskant på kappen viste, at de var bachelorer. Efter universitet og Albert Park nåede vi lige at få lidt frokost, inden Valdemar faldt i søvn i bærestolen.

Da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, valgte vi at tage en tur op i Sky Tower, hvorfra der var en fantastisk udsigt over Auckland og omegn. Fra øverste udsigtsdæk så vi en springe bungy jump fra tårnet.

Efter Sky Tower valgte vi at tage tilbage på hotellet for en slapper. Valdemar sov der videre i sin seng og var slet ikke til at vække igen. Til sidst valgte vi at putte ham i klapvognen og trille en tur, og efter et stykke tid fik vi ham vækket. Igen tog vi til Wynyard Quarter, hvor Valdemar hyggede på legepladsen et godt stykke tid. Tilbage ved hotellet valgte vi at spise aftensmad på Denny’s ved siden af. Ikke noget større kulinarisk oplevelse., men det afspejlede sig dog heldigvis også i prisen.

Eftersom Valdemar havde taget en næsten fire timer lang lur sent på eftermiddagen, er vi meget overraskede over, at han nu sover sødt i sin seng – og dette uden problemer at få ham til det. Ligesom os var han nok også stadig mærket af de sidste dages mangel på en ordentlig nattesøvn.

Vores skridttæller fortæller, at vi trods en lang eftermiddagspause, har fået gået knap 18 kilometer – og gået op ad bakker og trapper svarende til 40 etager. Vi forventer, at vi sover godt i nat og dermed får det sidste jetlag ud af kroppen.

Rydges Auckland, Auckland, kl. 20.45, onsdag den 1. oktober 2014
Kl. 4 vågnede Britt – og kort efter Valdemar. Kl. 5 var vi alle tre vågne og besluttede os for at stå op. Heldigvis serverer hotellet morgenmaden allerede fra kl. 6. Efter morgenmaden gik vi en tur i byen – igen gik vi til området ved havnefronten.

I dag havde vi planer om lidt shopping, så vi tog en bus til et stort outlet mall uden for centrum. I et par timer gik vi rundt og kiggede på butikker – primært new zealandske mærker. Det vil sige, at vi skiftedes til at kigge i butikkerne, mens den anden sørgede for, at Valdemar ikke løb for langt væk.

Det eneste, vi købte, var faktisk lidt tøj til Valdemar. Inden vi tog bussen tilbage, købte vi en smoothie lavet med jordbærsorbet. Valdemar fik lov at smage, selvom vi ellers har holdt ham fra is. Der var ingen tvivl om, at det lige faldt i hans smag, og han var ikke meget for at lade os andre få noget af smoothien.

I bussen tilbage til centrum faldt Valdemar i søvn, så tilbage i byen benyttede vi os af at kunne sidde lidt længere og nyde en god frokost på en lille hyggelig café, mens Valdemar snorkede i klapvognen ved siden af. En tur op og ned ad shoppinggaden, Queens Street, blev det også til. Igen var Valdemar den eneste, der fik noget – denne gang lidt legetøj.

Tilbage på hotellet slappede vi nogle timer, inden det var tid til aftensmad. Det blev pastaretter på en italiensk restaurant tæt på hotellet.

I morgen er det tid til at forlade Auckland og skifte hotelværelset ud med en homecamper. Vi er dog for trætte til at pakke taskerne her til aften. Det må vente til i morgen tidligt.

Waitomo Top 10 Holiday Park, Waitomo, kl. 19.45, torsdag den 2. oktober 2014
Til morgenmaden spurgte servitricen, hvorfor vi stod så tidligt op hver morgen. Klokken havde nemlig også i dag kun lige passeret 6, da vi kom.

Kl. 9 var vi ved camperudlejningstedet klar til at hente vores hjem de næste små fire uger – vores store homecamper. Camperen er stort set ny – 3½ måned gammel og med kun 8.000 km. på triptælleren. Den er større og mere lækker end den, som vi lejede i USA sidste år. Med noget besvær fik vi fastspændt autostolen til Valdemar, og så var vi klar til at trille.

Første køretur var ikke særlig lang. Den gik nemlig blot til nærmeste CountDown-supermarked, hvor vi fyldte en indkøbsvogn med mad og drikke til de næste dage. Derefter gik vi i Warehouse, der meste minder om Bilka – blot uden fødevarerne. Begge steder syntes Valdemar, at det var sjovere at løbe rundt i gangene end at sidde i indkøbsvognen.

Inden vi kørte videre, sad vi i camperen og fik lidt frokost, ligesom vores mange indkøb blev fordelt i skabene og køleskabet. Sidstnævnte kan ikke rumme mere.

Køreturen her til Waitomo foregik primært på landevejene, der virkelig bugtede sig – også op og ned ad bakker. Efter knap 2½ time kørsel var vi fremme her på campingpladsen. Straks begav vi os til legepladsen, men vi nåede knap derhen, førend det begyndte at regne. Tilbage til camper for at få regntøj på, og så hen på legepladsen igen. Mens Britt og Valdemar var på legepladsen, fik Casper pakket alle vores ting ud i camperen. Camperens bagerste spiseplads blev samtidig omdannet til en stor dobbeltseng – med tre dyner og en masse puder. Perfekt for Valdemar at tumle i og sidde og hygge i for os andre. Spiseplads har vi forrest i camperen.

Vi lavede selv aftensmad – ris med kylling i indisk sovs. Kort efter maden var Valdemar færdig. Han lagde sig simpelthen selv til at sove i dobbeltsengen, så han måtte bæres over i sin egen seng. Vi er også møgtrætte og lægger os også til at sove meget snart.

Rotorua Thermal Holiday Park, Rotorua, kl. 20.00, fredag den 3. oktober 2014
Da vi ankom til campingpladsen i går, blev i receptionen anbefalet en kort vandretur tæt ved campingpladsen. Vi regnede med, at vi igen ville være tidligt oppe, og så kunne vi jo passende gå turen efter morgenmaden, inden dagens næste punkt. Selvfølgelig besluttede Valdemar sig for at sove længe – så længe, at vi til sidst begyndte at larme lidt for at vække ham.

Selvom vi var noget senere færdige med morgenmaden end forventet, besluttede vi alligevel at tage vandreturen efter morgenmaden. Det regnede godt, så vi var alle tre pakket ind i regntøj. Casper havde bærestolen på ryggen, men Valdemar fik lov at gå selv. Det endte med, at han gik hele turen selv. Det var en flot tur igennem, hvad der mest mindede om tæt regnskov med flod, vandfald, klippehuler og små tunneler, hvor kun Valdemar kunne gå oprejst igennem.

Efter vandreturen kørte vi de få minutter til Waitomo Glowworms Caves. Der var vi med på en guidet tur, der bragte os ned i en klippehule med drypsten og glowworms, som vist på dansk hedder Sankt Hans-orme. Ormene så vi på en kort sejltur i mørke i klippehulen. Vi fik at vide, at vi skulle være helt stille, da larm kunne påvirke ormenes lys. Valdemar blev bestukket med rosiner – og det eneste man hørte fra ham, var ”mere”, så det ikke gik hurtigt nok med rosinerne. At se de mange tusinde lysende glowworms var helt vildt imponerende! Det ligner en stjernehimmel.

Næste stop var Hobbiton; stedet, hvor hobbit-landsbyen i triologierne Ringenes Herre og Hobitten er filmet. På turen dertil fik vores navigation ledt os lidt på afveje. Vi skulle krydse en flod ved en dæmning, men Britt nåede lidt at skimte et skilt med restriktioner for størrelsen på køretøjer på dæmningen. Vi ledte desperat efter noget, hvorpå der stod, hvor bred vores camper var. Vi kunne ikke finde noget og besluttede os derfor for at bakke tilbage – og godt for det! Der var ikke kun restriktioner på køretøjernes bredde, men også længden – og der var vores camper ikke mindre end 2 meter for lang! Ergo ville den fysisk ikke være i stand til at komme over dæmningen på grund af skarpe sving. Navigationen fandt en alternativ rute, hvilket kostede os 20 minutters ekstra kørsel.

Ved Hobbiton skulle vi ud på et kort bustur igennem et smukt landskab med marker med tusinde af får og lam for at komme til settet. Vi fik oplyst, at der på farmen var ikke mindre end 30.000 får. Vi havde forestillet os måske at se 3 – 4 hobbit-huler. Men her var hele landsbyen med ikke mindre end 44 huse! Det var utroligt imponerende. Turen sluttede af med en drink i The Green Dragon, der dog som det eneste ikke var blevet brugt i filmene, men bygget til turisterne som en kopi af kroen fra filmene.

Vores oprindelig plan var at overnatte ved Hobbiton, men vi valgte at køre videre. Valdemar var i godt humør, så vi sad og sang sange på den ca. en time lange køretur her til Rotorua. Han sover ellers normalt, når vi kører. Valdemar er igen i dag gået ud som et lys – og det samme gør vi snart.

Rotorua Top 10 Holiday Park, Rotorua, kl. 20.15, lørdag den 4. oktober 2014
Igen i nat har det regnet næsten konstant. Det vil sige byger med kun kort ophold imellem. Egentlig meget hyggeligt med den trommende lyd på camperens tag.

Vi startede dagen med en tur i supermarked, inden vi begav os til Redwood-skoven, hvor de høje træer tårnede sig langt op over vores hoveder. Det småregnede, blæste og var i det hele taget godt koldt der mellem træerne, hvor solen ikke kunne nå ned. Vi havde valgt en kort vandretur igennem skoven, og igen gik Valdemar stort set hele turen selv. Det betød, at det tog ca. dobbelt så lang tid, som ruten var normeret til. Valdemar fandt jo konstant en ny pind, som han skulle sidde og rode lidt i jorden med. Selvom det var en kold tur, var den flot – store træer og andre steder regnskovslignende vegetation med bregnetræer. Tilbage i camperen var det tid til lidt frokost, inden vi kørte videre.

Fra Redwood-skoven kørte vi til Lake Okareka. Det styrtede igen ned, så vi iførte os regntøjet fra top til tå. Netop som vi steg ud af camperen, holdt det op med at regne, og vi kunne kun se en flot blå himmel. Med Valdemar sovende i klapvognen, gik vi en tur langs søen, hvor vi kunne se et rigs fugleliv – blandt andet mange sorte svaner. Da vi var kommet ca. 1½ km. ud af stien, var den blå himmel pludselig væk, og det begyndte at regne igen. Vi vendte om og gik tilbage i regnvejr. Kort tid efter skinnede solen igen…

Vi kørte til centrum af byen, Rotorua, hvor vi startede med at besøge Kuirau Park. Det er ligesom hele området her omkring et geotermisk område, og i parken var små søer simpelthen blevet hegnet ind af sikkerhedsmæssige grunde. Vandet i søerne var nemlig næsten kogende.

Fra parken gik vi en tur på hovedgaden og kiggede på butikker. Vejret var fortsat skiftende mellem flot sol og byger. Mens den værste byge rasede, sad vi og hyggede på Starbucks.

Midt på eftermiddagen tjekkede vi ind på en campingplads i centrum. Vi nåede lige en tur på legepladsen, inden det igen stod ned i stænger. Så indtil aftensmaden var der dømt hygge i camperen. Efter maden skinnede solen igen, og vi gik en tur rundt på campingpladsen, hvor Valdemar fik testet dybden på samtlige vandpytter.

Det har nu ikke regnet i mindst et par timer, hvilket er dagens rekord. Vi håber, at det er tegn på en mindre våd dag i morgen…

Kennedy Park Resort, Napier, kl. 19.45, søndag den 5. oktober 2014
Vi startede dagen med et besøg på campingpladsens dump station, hvor Valdemar jagtede en af campingspladsens katte. Alle katte hedder Fister i hans verden…

Første stop på dagen var Wai-O-Tapu Thermal Wonderland – et stort geotermisk område. Hovedattraktionen er gejseren, Lady Knox, der springer hver dag kl. 10.15. Vi nåede lige at gå første del af områdets vandretur, inden vi kørte til stedet, hvor Lady Knox ligger. Sammen med mange andre ventede vi spændt på gejserens udbrud. Vi blev noget skuffede, da det viste sig, at gejseren ikke sprang naturligt. En medarbejder, der først fortalte om gejserens historie, fremprovokerede simpelthen et udbrud ved at putte en slags sæbe i gejseren for at sprænge vandets overfladespænding. Vi har set naturlige gejsere både på Island og i Yellowstone i USA, så denne lille gejser, der endda ikke sprang af sig selv, var lidt af en fuser.

Tilbage til det store termiske område gik vi hele vandreturen igennem – inkl. den del, som vi havde gået først på eftermiddagen. Gentagne gange hørte vi Valdemars begejstrede stemme: ”Mere trapper!” Casper, der havde Valdemar på ryggen i bærestolen, kunne ikke mønstre helt den samme begejstring over de mange trapper.

Frokosten blev frisksmurte sandwichs i camperen, inden vi kørte videre. Vi besluttede at besøge endnu et geotermisk område længere sydpå og satte navigationen til at guide os. Først for sent opdagede vi, at navigationen ikke guidede os til det ønskede område, men nok nærmere til stedets officielle kontoradresse i en by endnu længere sydpå. Vi valgte ikke at køre tilbage, men fortsatte blot køreturen til næste campingplads.

Igen kørte vi igennem en flot landskab med grønne bakker, hvorpå der altid stod et får eller to. Indtil nu har vi ellers mest set køer på markerne. Vi kørte også igennem lidt bjerge, hvor de grønne marker var udskiftet med skov. Et skilt annoncerende et ”scenic look out”, hvilket vi selvfølgelig stoppede ved. Vi forventede at se en flot udsigt over området, men blev overraskede, da stedet i stedet gemte på en udsigt over et enormt vandfald gemt i skoven.

Midt på eftermiddagen nåede vi frem til campingpladsen her i Napier. For at kompensere for, at Valdemar havde siddet en del timer i autostolen (hvoraf han heldigvis sov de fleste), tilbragte vi et godt stykke tid på campingpladsens legeplads. Samtidig vaskede vi lidt tøj på vaskeriet.

Vejret i dag har været rigtigt godt. Solen har skinnet – og trods nogle skyer, er der ikke faldet en dråbe regn. Ja, her på campingpladsen rendte mange børn på legepladsen endnu rundt i bare tæer og shorts. Vi nøjedes dog bare med at smide jakkerne… Vi krydser fingre for lige så flot vejr i morgen.

Waipukurau Holiday Park, Waipukurau, kl. 19.45, mandag den 6. oktober 2014
Dagen startede med fodring af ænder, der gik rundt omkring camperen. Planen var at se nærmere på centrum af Napier, men klokken var kun lidt over otte. Der var næppe nogen butikker, der havde åbent så tidligt, så vi startede med en tur i supermarkedet for at fylde lageret op.

Ved strandpromenaden fandt vi en parkeringsplads til camperen, og i det flotte solskin gik vi først langs vandet og derefter ind i selve centrum af byen. Et jordskælv mere eller mindre jævnede byen med jorden i 1931, hvorefter hele byen blev bygget op igen i tidens år. Det betyder, at centrum af Napier er fyldt med farvestrålende bygninger i art deco-stil. Vi kiggede lidt på butikker og besøgte en lille, flot park, inden vi spiste frokost på en café.

Vi blev noget overraskede, da vi kom ud fra caféen efter frokosten. Solen var væk, og det var begyndt at regne og blæse, og vi skyndte os derfor tilbage til camperen. Trods regnvejr måtte vi lige igen stoppe et øjeblik ved den store gravko, der arbejdede ved strandpromenaden.

Området omkring Napier og nabobyerne mod syd er fyldt med vinmarker og frugtplantager. Et fladt landskab til forskel fra de mange bakker med får og køer, som vi ellers har set mest af. Det blæste fortsat kraftigt, så det var ikke særligt sjovt at køre i den store camper i det åbne landskab. Vinden tog godt fat i den.

Vi havde sat kursen mod Dannevirke, men da Valdemar vågnede efter en times kørsel og ikke var særlig tilfreds med at sidde i autostolen, valgte vi at finde en campingplads noget tættere på. Det blev så her i Waipukurau, hvor vi nu er på en meget lokal campingplads. Her står næsten kun meget gamle campingvogne, som vi umiddelbart tror, at ejeren lejer ud til personer, der så bor i dem.

Vi fik kigget lidt på campingpladsens høns, inden vi søgte ly i camperen for blæsten. De næste timer hyggede vi så bare i camperen, mens vinden ruskede i det hele. Togbanen ligger tæt herpå, og Valdemar nød at kigge på de lange godstoge, når de kørte forbi – heldigvis kun ca. en gang i timen.

Efter aftensmaden vovede vi os ud igen. Det blev til en gåtur rundt på campingpladsen og lidt fodbold på græsplænen. Der hænger nogle sorte skyer ikke langt herfra, så vi slipper nok ikke for regnvejr i nat, ligesom vinden igen tager godt fat i camperen.

Mawley Holiday Park, Masterton, kl. 20.00, tirsdag den 7. oktober 2014
Solen skinnede, da vi forlod campingpladsen i morges – og i hvert fald på den første del af vores køretur blæste det ikke helt lige så meget som i går.

Første stop på køreturen var Dannevirke – byen, der blev grundlagt af danske immigranter. Der var dog ikke meget dansk over byen, men nogle tegn var der: en stor viking og et dansk flag på byens kommunekontor og gadenavne som Denmark Street, Jens Andersen Road og Copenhagen Square. Vi gik en tur op og ned ad hovedgaden og tilbragte en del tid på en flot legeplads i byens lille park, inden vi kørte videre. På legepladsen var også der et stor vikingeskib.

Vi havde egentlig planer om at stoppe i næste by også, men da Valdemar faldt i søvn, valgte vi at fortsætte køreturen helt til Masterton. Den campingplads, som vi havde udset os, viste sig at ligge stort set for enden af hovedgaden. Vi tjekkede derfor ind på campingpladsen og gik så afsted igen. Campingpladsen ligger lige op af en flod, hvorfra der er udsigt til sneklædte bjergtoppe. Meget flot – især i det skønne solskinsvejr, som vi har haft glæde af hele dagen.

Vi gik en tur på hovedgaden og spiste frokost på en café. Der blev vi lidt forargede over en mor, der var der med sine fire børn. Mens hun sad og hørte musik på sin IPhone, fik de mindste børn lov at rendte rundt og smide med ting og kravle på bordene. Vi glædede over Valdemar, der sad stille på sin stol og blot kiggede på de urolige børn.

Efter frokosten gik vi til byens store park, som ejeren af campingpladsen havde fortalt os om. Der var en enorm legeplads – et eldorado for Valdemar! Han kravlede rundt i det enorme legestativ og prøvede flere rutsjebaner, mens vi bare prøvede at holde styr på, hvor han var. Efter en time fik vi ham endelig lokket med tilbage til camperen.

Senere på eftermiddagen gik vi en tur rundt på campingpladsen – og også dens legeplads blev testet og godkendt. Efter aftensmaden, der bød på hjemmelavede burgere, var det tid til familiebad i campingpladsens pæne faciliteter. Camperens badefaciliteter er ikke de bedste, så et langt, varmt brusebad er en luksus her på ferien.

Selvom klokken kun er lidt over otte, er vi klar til snart at sove. Valdemar er allerede langt inde i drømmeland…

Waterfront Motorhome Park, Wellington, kl. 19.45, onsdag den 8. oktober 2014
Vi vågnede op til gråvejr og vind. Som vi forlod Masterton lige efter morgenmaden, nåede vi dog lige at bemærke, at vinden faktisk ikke var helt så slem som i går. Det skulle vi aldrig have sagt. Vinden tog til, og da vi nåede til bjergene, regnede og blæste det meget kraftigt.

Ad smalle, små snoede bjergveje kørte vi op og op. Vinden tog virkelig fat i camperen, og når vinden kom lige forfra, føltes det som om, at camperen dårligt nok kunne trække sig selv. Vi har aldrig oplevet noget lignende – og ønsker bestemt heller ikke at opleve det igen! Camperen måtte virkelig slide for at trække sig op, og det kostede diesel – så meget, at vi faktisk blev nervøse for, om vi skulle løbe tør for brændstof – hvis vi da ikke var blæst ud over klippekanten inden da. Og værre blev det, når der kom modkørende lastbiler. Casper måtte holde godt fast i rattet for at holde os på vejen. Det var ikke sjovt!

Vi nåede dog ned på den anden side af bjergene og fandt en tankstation, hvilket vist var i sidste øjeblik. Casper var næsten helt høj over at have klaret køreturen og føler sig nu parat til at blive buschauffør i en lille spansk bjergby – sikkert lige indtil vi skal passere de næste bjerge i uvejr…

Midt på formiddagen nåede vi her til hovedstaden, Wellington. Vi fandt hurtigt campingpladsen, hvor vi havde booket plads. Den ligger ved havnefronten lige ved centrum. Det er egentlig bare en parkeringsplads med strøm, men det gør ikke noget. Beliggenheden er perfekt til at udforske byen – og vi begav os da også straks afsted på gåben.

Det blæste stadig kraftigt, så vi besluttede at starte dagen med indendørsaktiviteter. Vi tog til Te Papa – New Zealands nationalmuseum. Museet er enormt, og vi så kun en brøkdel på den korte tid, som vi var der. Valdemar var især vildt med stedet, hvor han kunne spille på maui-trommer.

Efter museet fandt vi en indisk restaurant for at spise frokost. Lækker, billig mad. Med Valdemar sovende i klapvognen begyndte vi efterfølgende at gå opad. Gaderne var stejle, men vi kom op og kunne se ud over byen, og samtidig fik vi set en masse flotte, gamle træhuse. Nede i centrum igen var vi blandt andet inde i St. Paul-katedralen – eller rettere sagt katedralerne, for der er både en ny og en gammel St. Pauls. Parlamentet kom vi også forbi, inden vi endte på byens shoppinggade. Tilbage ved havnefronten besøgte vi en legeplads, så Valdemar kunne brænde lidt krudt af.

Vi havde læst, at der onsdag og fredag aften skulle være et marked med madboder, men det var åbenbart blev reduceret til kun fredag. På gågaden fandt vi derfor intet marked, men i stedet en mini-legeplads, som Valdemar ikke var meget for at forlade. Som erstatning for madmarkedet gik vi på jagt efter et spisested ved havnefronten. Efter at have være forbi alle restauranter, fandt vi en, hvor maden på menukortet lød lækkert, og hvor det ikke var for fornemt til, at Valdemar også var velkommen. Der var bare desværre alt booket, så vi endte på en sportsbar tæt derpå, hvor maden ikke helt svarede til prisniveauet.

Tilbage i camperen nød Valdemar, at vi holder parkeret med bagenden ud til en meget trafikeret vej – kun med en hæk i mellem, som man lige kan kigge over. Det betyder, at Valdemar kan stå i vores seng i camperen og kigge på busser og lastbiler. Næst efter gravkøer, er busser det store hit i øjeblikket.

Vejrudsigten for i morgen skulle være lidt mere lovende end i dag – ingen regn og lidt mindre vind. Det betyder, at vi måske får gået lidt mere end de 17 km., som skridttælleren siger, at vi har gået i dag. Desværre gik højdemåleren i skridttælleren i stykker forleden dag. Selvom vi har gået en del op ad bakke, har vi i hvert fald ikke gået de 120 etager, som den påstår.

Waterfront Motorhome Park, Wellington, kl. 19.45, torsdag den 9. oktober 2014
Solskin og en skyfri blå himmel var, hvad vi vågnede op til. Perfekt til byvandring.

Vi startede dagen med at tage kabelbanen op til toppen ved botanisk have. Derfra var en flot udsigt over Wellington, men Valdemar var mere interesseret i at se kabelbanen køre op og ned. Han var ikke til at drive væk derfra, så vi var der et godt stykke tid og så flere toge komme og køre igen.

Da det endelig lykkedes os at lokke ham væk, gik vi ned gennem botanisk have til deres legeplads, hvorfra der også var en flot udsigt. Efter et ophold der, fortsatte vi lidt længere ned gennem haven, inden vi igen vendte tilbage til toppen og kabelbanen. Det var lidt nemmere at skubbe klapvognen ned gennem haven end op igen… Vi nød igen udsigten og besøgte det lille kabelbane-museum. Igen så vi kabelbanen komme og køre nogle gange, inden vi igen selv kørte ned til centrum af byen.

Vi fandt et rigtigt morgenmadssted til en tidlig frokost. Mens Valdemar tog sin middagslur i klapvognen, tog vi efterfølgende på en guidet tur i parlamentet. En interessant tur, hvor vi hørte om det new zealandske parlament. Det minder rigtigt meget om det danske – både hvad angår valg, opbygning og udvalgsarbejde. Vi kom rundt i et par bygninger og besøgte blandt andet ”folketingssalen”. Helt perfekt vågnende Valdemar, da den næsten 1½ time lange rundvisning var slut.

Efter en kaffe/kage-pause på en café og en tur i det gamle stormagasin Kirkcaldie & Stains (hvor vi købte lidt julepynt!), tog vi til legepladsen ved havnefronten. En tur i supermarkedet og så tilbage til legepladsen igen…

Da det var tid til aftensmad, gik vi til den restaurant, hvor der i går ikke var plads. I dag var vi mere heldige og fik et bord. Det var et populært seafood-sted, hvor maden blev serveret på tin- og bliktallerkener, og sodavand og øl blev serveret i syltetøjsglas. Maden var ikke meget dyrere end den i går aftes, men kvaliteten var så meget bedre. Britt valgte en fiskeburger, mens Casper tog en burger med kalvekæber. Valdemar spiste lidt af sin pastaret, men guffede også løs af vores creamed corn.

I morgen er alarmen på mobilen sat til at ringe kl. 6. Det er første gang på ferien, at vi føler det nødvendigt med et vækkeur. Vi skal nemlig være sikre på at nå den bookede færge, der skal bringe os fra nord- til sydøen i morgen tidligt.

Nelson City Holiday Park, Nelson, kl. 20.15, fredag den 10. oktober 2014
Vi var tidligt oppe og afsted og ankom til færgelejet i god tid. Dog ikke i så god tid, som vi troede, for færgen til Picton på sydøen sejlede en halv time tidligere, end vi havde læst os til.

Vi havde suppleret vores morgenmad med søsygepiller og forsøgt at overbevise Valdemar om, at han skulle have Seaband på, men det kunne vi godt have undværet. Cook-strædet, der som regel er præget af høje bølger, viste sig fra sin pæne side. Vejret var flot, så skibet sejlede roligt alle godt tre timer. Alle lastbiler blev dog alligevel spændt fast i dækket med kæder – en tydelig indikation på, at bølgerne normalt går højt på ruten.

Vi startede sejlturen i cafeteriaet, hvor vi alle tre delte en enkelt portion morgenmad – toast, æg, bacon, pølse og hash brown. Stort set resten af overfarten tilbragte vi på skibets legeplads i bunden af skibet. Den var 100 % polstret, så der var ingen fare for, at Valdemar kom til skade, selvom han kravlede højt op. Han hyggede sig gevaldigt med nogle andre børn. Den sidste del af turen kom vi dog op, så vi kunne kigge ud og nyde lidt af den flotte indsejling igennem Queen Charlotte Sound.

Efter turen på legepladsen på skibet, nåede Valdemar kun at sidde få minutter i autostolen, førend han sov. Vi var ikke engang begyndt at køre fra bord endnu. Fra færgen kørte vi direkte til byen, Nelson, godt 1½ times kørsel fra Picton. Igen kørte vi igennem et flot landskab med mange vinmarker – og så selvfølgelig de obligatoriske får på de grønne græsmarker. En del af kørslen foregik i bjergene med hårnålesving. Uden regn og blæst som i går kunne vi i dag lidt bedre nyde udsigten.

Da vi ankom til campingpladsen, fik Valdemar øje på legepladsen, allerede før han var kommet ud af autostolen. Så der blev tilbragt lidt tid, mens Casper fik tømt spildevand ud og fyldt rent vand på camperen. Det havde vi ikke mulighed for i Wellington – og med en tom vandtank og en fyldt spildevandstank allerede inden Wellington, har vi sparet på vandet de sidste par dage.

Campingpladsen ligger godt 1½ km. fra centrum af Nelson, så der gik vi til. En lækker frokost blev indtaget udenfor i solen, inden vi gik igennem byen og kiggede på butikker. Nelson er en flot by med mange lækre butikker – ud over de sædvanlige kædebutikker, som vi efterhånden kender godt. På vejen tilbage til campingpladsen var vi en tur oppe i byens katedral og et smut i supermarkedet.

Valdemar nåede ikke med helt tilbage til camperen, men stoppede igen ved legepladsen. Han legede med en femårig pige, som han efterfølgende spurgte efter i et par timer… Efter aftensmaden (hjemmelavet mad for første gang i flere dage!) blev det tid til endnu en tur på legepladsen. Da en næsten jævnaldrende dreng også kom på trampolinen, var Valdemar umulig at få med tilbage igen. Han hyggede sig!

Gratis internet er virkelig en mangelvare på de new zealandske campingpladser – de kunne lære noget af de amerikanske. Her har vi fået ½ times gratis internet, så forhåbentlig kan vi få uploadet vores dagbog for de seneste dage og få tjekket mails.

Punakaiki Beach Camp, Punakaiki, kl. 20.45, lørdag den 11. oktober 2014
I dag var planlagt til en lang køretur, men der blev dog alligevel tid til, at Valdemar kom en tur på campingpladsens legeplads, inden vi kørte i morges.

Første pit stop blev ved en lille café med sin egen lille dyrepark. Vi droppede dog at gå ind i selve dyreparken, da Valdemar havde rigeligt i de påfugle, kaniner, ænder og høns med kyllinger, der rendte rundt på parkeringspladsen og ved caféens udendørsborde. De efterfølgende stop blev korte stop for at nyde den imponerende udsigt – blandt andet ud over sneklædte bjergtoppe. Vi kørte gennem bjergene langs med floden, Buller, og efterfølgende langs kysten, inden vi nåede frem til campingpladsen.

Campingpladsen ligger lige ved stranden, floden og med udsigt til bjerge. Efter en sen frokost indtaget siddende udenfor besluttede vi at tage en af de anbefalede vandreruter her i området. Vi gik først ned på stranden, der var helt øde. De store bølger slog ind, og på et tidspunkt blev vi overrasket af en meget stor bølge og måtte hurtigt søge tilflugt på nogle store sten for ikke at få våde fødder. Valdemar syntes bare, at det var sjovt at tegne i sandet med en pind.

Derefter fortsatte vi vandreturen langs floden. Turen tog noget længere tid, end vi havde regnet med – og vi overvejede flere gange at vende om før planlagt. Trods kuperet landskab og til Valdemars fornøjelse ”mere trapper” gav vi dog ikke op og nåede målet: en hængebro over floden. Vi krydsede floden og gik så samme vej tilbage igen. Det var en flot tur gennem et tæt bevokset område, hvor vi et par steder måtte ned i knæ for at komme igennem klippetunneler på ruten. Casper havde det ekstra hårdt med Valdemar på ryggen i bærestolen.

Vi skal nu falde i søvn til lyden af bølgerne, der slår ind på stranden. Vores camper holder nemlig i første række til vandet – dog med nogle træer og buske i mellem, så vi ikke kan se havet og dermed også slipper for vinden.

Rainforest Holiday Park, Franz Josef Village, kl. 19.45, søndag den 12. oktober 2014
Vi vågnede op til et gråt, diset vejr – ikke lige det, som vi havde håbet på og regnet med efter det flotte solskinsvejr i går og en stjerneklar himmel i nat.

Den første køretur blev kun på få minutter. Vi stoppede ved Pancakes Rocks – nogle flotte klippeformationer tæt ved campingpladsen. Der gik vi en tur for at se klipperne og bølgerne, der slår ind. Derefter fortsatte vi vores køretur sydpå langs kysten. Køreturen langs kysten er af Lonely Planet blevet kåret til en af de ti flotteste kyststrækninger i verden, hvilket er forståeligt nok. Selv i diset vejr var det en flot tur med udsigt til høje bølger og vilde klipper. Samtidig nød vi, at vi ikke skulle køre i bjerge…

Ved byen Greymouth stoppede vi for at proviantere – både diesel og mad – inden vi kørte videre. Da Valdemar faldt i søvn, udskød vi frokosten for at køre så langt som muligt, mens han sov. Vi endte med at køre resten af den lange planlagte tur uden stop. Undervejs kom vi forbi et par store miner. Om det stadig er guld, som de graver efter udenfor Greymouth, fandt vi ikke ud af. Et andet sted skulle vi over endnu en af de utallige et-sporede broer over floderne. Specielt ved denne var dog, at både biler og tog delte broens eneste vejbane. Altså skulle vi køre på skinnerne, hvilket føltes lidt mærkeligt. Sjovt nok stod der, at vi havde vigepligt for toget.

Her i Franz Josef Village tog vi lidt frokost i camperen, inden vi gik en tur på hovedgaden. Vi havde besluttet at undersøge mulighederne for en helikoptertur over gletsjerne, og på hovedgaden lå helikopter-turarrangørerne på stribe. Vi forhørte os om mulighed for at have Valdemar med, og det var der ingen problemer i. Han måtte en tur på vægten, for vejede han under 15 kg., kom han gratis med. Han vejede præcis 14,5 kg. og sparede os dermed for nogle hundrede dollars. Efter besøg hos tre forskellige turarrangører, havde vi samlet en bunke brochurer til sammenligning. De fløj umiddelbart de samme ture til stort set de samme priser. På grund af det disede vejr fløj de dog ikke lige der om eftermiddagen, men forventede at genoptage flyvningerne enten senere i dag eller i morgen.

Vi tjekkede ind på en campingplads for enden af hovedgaden. Igen nåede Valdemar ikke længere end til legepladsen… Det var kun midt på eftermiddagen, så vi gik endnu en tur på hovedgaden – og fik booket en helikoptertur til i morgen tidlig. Vi krydser så fingre for bedre vejr! Tilbage på campingpladsen besluttede vi os for at prøve den udendørs hot tub. Vandet var rigeligt varmt, så Valdemar nægtede længe at komme ned i det. Efter at have siddet på kanten længe og pjasket med vandet, overgav han sig endelig til det varme vand. Det blev dog ikke noget længere ophold. Det var simpelthen for varmt for os andre. Valdemar var dog ikke meget for at komme op igen.

Aftensmaden blev indtaget på en restaurant her på campingpladsen – efter endnu en tur på legepladsen. Valdemar havde ikke tålmodighed til at blive siddende til, at vi kunne at få dessert (det ville være at pine ham), så den fik vi med som take away. Så kunne vi sidde i camperen og spise dessert. Valdemar kan stadig spises af med en gang frugtsalat og var ikke interesseret i vores is og cheesecake.

For ikke at misse vores helikoptertur i morgen er mobilen sat til at ringe kl. 6.30. Vi håber på flot, klart solskinsvejr, men eftersom det lige er begyndt at regne, ser det ikke for lovende ud…

Haast Lodge & Motorpark, Haast Township, kl. 19.45, mandag den 13. oktober 2014
Trods lidt skyer, skinnede solen i morges – og da vi kom ud på hovedgaden i Franz Josef Village, kunne vi se, at vi var omgivet af sneklædte bjergtoppe. Dem havde vi slet ikke kunne se i går på grund af gråvejret.

Med udsigt til helikopterlandingspladserne spiste vi morgenmad på en restaurant. Casper fik pandekager med banan og bacon, mens Britt fik french toast med grillet banan og bacon. Mærkelig sammensætning, men det var på menukortet og måtte smages…

Derefter var det tid til helikoptertur over området. Vi havde booket den længste tur på 40 minutter. Da først Valdemar havde vænnet sig til at have sine høreværn på, tog han flyvningen i stiv arm. Han kiggede lidt ud og faldt så i søvn. Casper derimod blev rigtig dårlig og fik derfor ikke rigtigt nydt turen med den smukke udsigt. Vi fløj over flere isgletsjere og forbi bl.a. New Zealands højeste bjerg, Mount Cook. Når helikopteren kom op ved bjergtoppene, blæste det kraftigt, hvilket tydeligt kunne mærkes. Det var ikke så rart. På Fow Glacier landede vi på sneen og fik mulighed for at komme ud at gå på selve gletsjeren.

Tilbage på landjorden følte Casper det stadig som om, at han var ved at dø. Efter en kort slapper fortsatte vi dog køreturen sydpå. Vi besluttede, at vi ikke behøvede at komme tæt på Franz Josef eller Fox Glacier til fods efter at have set det hele fra luften og kørte derfor ud af Franz Josef Village og blot igennem Fox Village. Et enkelt sted på turen stoppede vi for at lige at tjekke den utrolige udsigt over kysten.

Vi havde troet, at der bare var lidt by at se på her i Haast, men der tog vi fejl. Her ligger nogle moteller og et par butikker – og det er det. Da vi ankom først på eftermiddagen, var der derfor rigelig med tid til at klare lidt tøjvask samt hele to besøg på byens legeplads. Selv den mindste flække her i New Zealand har en fornuftig legeplads. I campingpladsens tv-stue fandt Valdemar også noget nyt og spændende legetøj, som han brugte lidt tid på.

Solen har skinnet det meste af dagen, så vasketøjet, der hang til tørre udenfor, er allerede tørt. Skønt, at vi slipper for at have en masse vådt vasketøj hængende indenfor i camperen. Eftersom vi har opgivet at finde en campingplads med gratis internet, har vi her købt os til lidt netadgang. Så nu vil vi lige få lagt dagbog på hjemmesiden og tjekke mails…

Queenstown Top 10 Holiday Park, Queenstown, kl. 21.15, tirsdag den 14. oktober 2014
Det var ikke meget internet, vi fik brugt i går aftes. Koden, som vi havde købt, var nemlig allerede udløbet og kunne ikke bruges. Britt nåede lige i receptionen, inden de lukkede, for at brokke sig. De prøvede at printe en ny kode ud, men også denne havde et udløbstidspunkt, der var overskredet. Efter at have afprøvet flere løsningsforslag, fik vi til sidst pengene retur.

Dagen i dag startede ikke helt optimalt. Vores spildevandstank var stoppet, så det krævede lidt beskidt arbejde at få den tømt, og så fik vi ikke fyldt rent vand på tanken, så vi har ikke kunnet bruge toilettet hele dagen. Samtidig regnede det, som vi kørte afsted, og bygerne fortsatte et stykke tid.

Trods regnvejret stoppede vi dog et par steder, hvor vi efter en kort gåtur, havde udsigt til flotte vandfald. Vi var via skilte i Haast blevet advaret om et større stenskred på vejen i bjergene, som medførte forsinkelser på op til en time. Vi måtte heldigvis kun vente ti minutter for at komme forbi det større vejarbejde og kunne så se, at vejen faktisk var væk. Der var intet asfalt tilbage og kun en vejbane langs klippen.

Regnvejret fortsatte, indtil vi havde passeret Haast Pass i bjergene, og da vi stoppede ved Lake Wanaka for at spise frokost, skinnede solen endda. Mens Britt smurte sandwich, løb Casper og Valdemar og spillede bold udenfor. Vi stoppede også ved Lake Hawea samt et par andre steder for at beundre udsigten. Sneklædte bjerge, store søer, skove og grønne marker… Der var stadig en del fugt i luften, og flere steder på turen oplevede vi en bred og flot, men flygtig regnbue ganske tæt på jorden.

Da vi efterfølgende kørte igennem den næste bjergkæde var det et helt andet landskab, som vi oplevede. Meget tørt og med kun lidt vegetation. Vi passede et bjergpas, der viste sig at være den højeste beliggende asfalterede vej i New Zealand – godt 1.000 meters højde.

Dagens mål var den lille guldgraverby, Arrowtown. Turen ned fra bjergene til byen foregik med en del skarpe hårnålesving, så også i dag måtte Casper arbejde rigeligt med rattet i camperen. I byen gik vi en tur i området, hvor kinesiske gulvgravere oprindeligt boede, så vi fik lært lidt om deres historie. Derefter gik vi op og ned af de to meget idylliske hovedgader med mange fine, gamle huse. Vi sluttede med et besøg i byens chokoladebutik, hvor Casper bogstavligt talt fik en skål kaffe. Britt havde bestilt en smoothie med mango og banan, men det var mest bananmælk, som Valdemar lappede i sig.

Næste stop var en vingård lige uden for byen. Britt fik smagt på flere forskellige vine, og vi fik købt nogle flasker med hjem. Valdemar hyggede sig på stedets traktor.

I stedet for at overnatte i Arrowtown, besluttede vi os for at køre de blot 20 kilometer til Queenstown, hvor vi fandt en campingplads. I jagt på et supermarked, fandt vi et lille delikatessemarked, hvor de havde rugbrød! Det måtte vi selvfølgelig købe – til en pris på ca. 35 kr.. Efter aftensmaden i camperen gik vi en tur til et supermarked for lige at købe nogle småting, som vi var løbet tør for.

På tidspunktet, hvor Valdemar normalt ryger i seng, valgte vi i stedet at putte ham i klapvognen og trille en tur til centrum af Queenstown ganske tæt herpå (med et naivt håb om, at Valdemar ville falde i søvn i klapvognen). Byen lever helt klart af turister, og de eneste butikker, der var åbne, var da også souvenirbutikker. Det virker umiddelbart som en rigtig hyggelig by med mange lækre butikker, som vi glæder os til at se nærmere på i morgen.

Te Anau Top 10 Holiday Park, Te Anau, kl. 20.00, onsdag den 16. oktober 2014
Tidligt i morges var vi tilbage i centrum af Queentown. Vi nåede byen rundt, inden de fleste butikker åbnede – og så rundt en tur igen efter alle butikker var åbnet. Byen satser helt klart på turister, der er til action. Gaderne var pakket med turarrangører, der tilbød bl.a paragliding, bungy jump og white water rafting.

Vi fik købt souvenirs til venner og familie – og nogle til os selv: en All Blacks-t-shirt (det nationale rugby-hold) til Valdemar og henholdsvis handsker og vanter til Casper og Valdemar lavet af merino-uld, silke og possum-pels. Vi ved desværre ikke lige, hvad en possum hedder på dansk… Inden vi fandt et sted at spise frokost, nåede vi naturligvis et besøg på byens legeplads. Denne lå skønt ved søbredden med udsigt til både byen, søen og bjergene.

Tilbage i camperen havde vi ikke kørt mange minutter, før Valdemar faldt i søvn. Vi kørte derud af og som sædvanlig, fristes vi til at sige, var det igennem et flot landskab. De første mange kilometre fulgte vi en sø, så vejen snoede sig en del. Derfor var det rart, da den næste lange del af vejen var flad og meget lige ud. Til begge sider havde vi udsigt til grønne marker med tusindvis af hvide pletter. Der var får overalt! Okay, en del marker husede også køer, hjorte og selv alpakaer.

Midt på eftermiddagen nåede vi her til Te Anau. Fra receptionen nåede Valdemar igen ikke helt til vores plads på campingpladsen, men stoppede ved legepladsen. Da vi fik lokket ham væk derfra, gik vi den korte vej til centrum af byen. Der var ikke så meget at kigge på, så det meste tid blev tilbragt… ja, på byens legeplads. De forstår sig virkelig på legepladser her i New Zealand!

Aftensmaden har blandt andet bestået af rugbrødsmadder med leverpostej (eller noget, der minder meget om leverpostej) samt de lækreste new zealandske oste. Valdemar er nu lige faldet i søvn, og vi vil igen forsøge, om vi kan få lagt vores dagbog på hjemmesiden. Denne campingplads tilbyder en times gratis internet!

Possum Lodge, Motels & Holiday Park, Manapouri, kl. 19.45, torsdag den 16. oktober 2014
Vi startede dagen med en meget kort køretur til Te Anaus bådehavn. Vi fodrede nogle ænder og tilbragte lidt tid på legepladsen. Da Valdemar fik øje på en græsslåmaskine, måtte vi derhen. Det var kroket-banen, der var ved at blive slået. Vi fik en snak med ham, der slog græsset, mens Valdemar hilste på hans 17 år gamle hund, Cash.

Fra Te Anau kørte vi få kilometre uden for byen, hvor en af områdets længere vandreruter starter ved de store porte, der er med til at kontrollere vandstanden i søen. Der gik vi – med hver vores leverpostejsmad i hånden – de første kilometre af den 67 km. lange rute. Vi nåede heldigvis ikke til den del af rute, hvor der blev advaret om laviner, men holdt os nede i niveau med søen. Turen gik gennem skoven, der var flot grøn af store bregner – helt regnskovsagtigt. Ved en lille strand vendte vi om og gik samme vej tilbage til camperen.

Vi kørte derefter de ca. 20 km. til Manapouri, hvor vi tjekkede ind på en lille hyggelig, men ikke helt ny campingplads tæt ved søen. Mens Valdemar sov resten af sin middagslur i vores seng, spiste vi lidt frokost. Da Valdemar vågnede, hyggede vi i camperen og gik så en tur i ”byen”. Vi gik først til havnen, hvorfra vi skal sejle i morgen og fulgte derefter en vandrerute langs søen til en nærliggende strand. Tilbage i camperen var der både før og efter aftensmaden dømt hygge i vores seng, hvor vi alle tre blandt andet afprøvede vores kreative evner med PlayDoh.

Lige nu regner det, og vejrudsigten ser lige så skidt ud for de næste par dage, hvor vi skal ud at sejle i Doubtful Sound. Men som vi læste et sted: ”Du har ikke rigtigt oplevet Doubtful Sound, hvis du ikke har oplevet det i regnvejr”.

Fiordland Navigator, Doubtful Sound, kl. 21.45, fredag den 17. oktober 2014
Det regnede hele natten og regnede stadig, da vi stod op i morges. Vi gav os god tid til at pakke vores rygsække med, hvad vi skulle have med på sejlturen, og smurte en kæmpe madpakke, inden vi forlod campingpladsen. Vi fik tømt og fyldt alle camperens tanke (spildevand, rent vand og diesel), og alligevel var der mere end en time til, vi skulle tjekke ind ved båden. Det regnede fortsat, så det blev til tidsfordriv i camperen et stykke tid. Med Valdemar udstykket med regntøj og gummistøvler, blev det også til lidt leg i vandpytter, inden vi kl. 11 tjekkede ind ved havnen til vores cruise.

Cruiset startede med en sejltur over Lake Manapouri, og trods regnvejret var det en flot tur. På den anden side af søen fortsatte turen med en lille times bustur det sidste stykke til Doubtful Sound. Det var nu endelig holdt op med at regne, men skyerne lå stadig lavt – så lavt, at vi kom op i dem, da vi skulle krydse et bjergpas. Køreturen var dog utrolig flot, og vi stoppede et par steder på turen for rigtigt at kunne se de store vandfald, som vi kørte forbi.

Ved Doubtful Sound kom vi endelig ombord på den store båd, og vi fik vores kahyt. Det var stadig gråvejr, men heldigvis ingen regn, så det var kun vinden, der gjorde, at vi ikke var uden for hele tiden. Da vi havde sejlet en times tid, blev kajakker og et par mindre både sat i vandet. Vi valgte naturligvis ikke kajakkerne, men tog med på en sejltur helt tæt på land i en mindre båd. Valdemar så rigtig sød ud i sin redningsvest. En ældre dame syntes, at han lignede en brumbasse. For de modige var der efterfølgende mulighed for en svømmetur i det kolde vand i fjorden. Vi sprang over.

Tilbage ombord på båden blev der serveret varm suppe; suppe med blåskimmelost har vi godt nok ikke prøvet før, men selv Valdemar kunne lide den.

Som båden nærmede sig havet, Det Tasmanske Hav, klarede det op i vejret, og vi fik for første gang i dag mulighed for at se blå himmel og sol. Bølgerne var til gengæld ret store ved havet, så det gjaldt om at holde godt fast, når man bevægede sig rundt på skibet. På nogle små øer ved fjordens udmunding holdt en koloni af pelssæler til, og vi fik faktisk også set hovederne af et par pingviner, der svømmede i vandet.

Med blå himmel blev fjorden blot endnu flottere at se på: de grønne bjergsider og de utallige vandfald. Vi fik at vide, at fordelen ved det kraftige regnvejr i nat netop var de mange vandfald, der måske ville være væk allerede igen i morgen. Som vi sejlede tilbage i fjorden, blev der sat sejl på bådens tre master, hvilket så flot ud op mod den blå himmel.

Vi havde i løbet af dagen delt bord med to ældre australske ægtepar, men til aftensmaden delte vi bord med et jævnaldrende par fra Canada/Sri Lanka. Det er altid spændende at tale med mennesker fra andre dele af verden, og i dag var ingen undtagelse. Aftensmaden var en stor lækker buffet. Aftensmaden blev dog serveret ret sent, og da Valdemar nægtede at falde i søvn på sofaen ved bordet, droppede Casper desserten for at lægge ham i seng i kahytten, mens Britt spiste færdig. Det var trods alt 1½ times tid efter hans normale sengetid – og vi kan ikke sove længe i morgen.

Vores kahyt ligger umiddelbart lige under køkkenet, så der har indtil nu været rimelig meget larm. Endelig er her blevet stille, så forhåbentlig kan vi falde i søvn. Skibet ligger for anker i en lille vig, men vi har fået at vide, at vi nok skal blive vækket, når motorerne starter kl. 6.15 i morgen tidligt. Men eftersom der kun serveres morgenmad indtil kl. 8, duer det heller ikke at sove meget længere…

Invercargill Kiwi Holiday Park, Invercargill, kl. 20.00, lørdag den 18. oktober 2014
Vi vågnede op til gråvejr, regn, en temperatur på blot 2 grader og nyfalden sne på bjergene omkring os. Men selv ikke regn kunne holde os indenfor, da vi blev ”forstyrret” midt i morgenmaden. Fire ’bottlenose’ delfiner fulgte båden et stykke på vej igennem fjorden.

Selv i regnvejr var omgivelserne flotte – især med lidt sne på toppen. Vi sejlede ind til bunden af en af fjordens arme. Båden stoppede motoren, og vi blev alle bedt om at tie stille, ikke bevæge os rundt og ikke tage billeder. Så kunne vi rigtigt nyde lydene fra omgivelserne – fuglene og de mange små brusende vandfald. Efterfølgende fik vi mulighed for at smage på vandet fra et af de mange små vandfald, da båden sejlede stævnen ind i en hule i klippen, så et vandfald væltede ned på stævnen. Ligesom mange andre fik Britt fanget noget vand i et glas til en smagsprøve. Trods den lidt gullige farve, smagte det friskt.

Det var derefter blevet tid til at sejle tilbage til havnen, hvor bussen ventede på at bringe os videre – denne gang i tørvejr. I modsætning til i går fik vi i dag mulighed for at se udsigten over Doubtful Sound fra Wilmot Pass. I går var det for overskyet til, at vi kunne se noget. Efter en lille times buskørsel var vi tilbage med West Arm Visitor Centre, hvor vi igen kunne se det store elproducerende vandkraftværk. Via en tunnel boret igennem de hårde granitklipper, ledes vandet fra Lake Manapouri gennem værket og derefter videre ud i Doubtfal Sound. Lake Manapouri ligger nemlig 178 meter over havets overflade, og denne højdeforskel udnyttes til at producere nok elektricitet til at dække 1/5 af New Zealands behov.

Også ved West Arm mødte vi igen de irriterende sandfluer. Fluerne bider og efterlader noget, der mest minder om et kløende myggestik. Selv Casper, der normalt aldrig får myggestik, er blevet bidt og har kløet sig et blods et par steder. Valdemar har også fået et par bid, men han ser ikke ud til at være generet af dem. Det ene ligner mest en vorte på fingeren, mens det andet ligner en stor, gul bums i panden.

Efter sejlturen over søen var vi tilbage ved camperen og parat til at køre videre sydpå. Igen fulgte vi Southern Scenic Route; Sydøens svar på Danmarks Marguerit-rute – altså en rute, der kommer igennem nogle af områdets flotteste landskaber. Igen kom vi forbi tusindvis af får, ligesom vi kørte et stykke langs kysten, hvor høje bølger slog ind. Det var tydeligt at se på træerne, at vinden altid kommer fra havet. Træerne hældte kraftigt ind mod land og havde blot få blade på siden vendt mod vandet.

Målet for dagens køretur var Invercargill, der er New Zealands sydligst beliggende by (med undtagelse af mindre landsbyer). Vi parkerede i centrum og gik en tur i byen. Umiddelbart virkede byen lidt død, og det var ikke blot forbi, at nogle butikker havde lukket tidligt. Der var mange gamle bygninger, som dog med få undtagelser alle var i kraftigt forfald. Dette sammen med tomme butikslokaler gjorde byen ret ucharmerende. På verdens sydligst beliggende Starbucks fik vi noget varmt at drikke, inden vi kørte til det store supermarked, Countdown, for at fylde køleskabet.

Nu har vi igennem hele ferien set tusindvis – hvis ikke hundredetusindvis – af får. Derfor havde vi talt om, at vi da også måtte komme helt tæt på de uldne dyr. Da vi læste, at en nærliggende campingplads havde får, valgte vi derfor at køre ca. 10 km. i ’den forkerte retning’ for at overnatte på den. Der var ingen i receptionen, så vi fandt en plads med udsigt til nogle af fårene. Vi gik en tur på campingpladsen, hilste på får, høns, køer og en hest – og fandt så selvfølgelig legepladsen. Efter aftensmaden gik vi endnu en tur rundt og fandt da så også en fold, hvor der var en ged og et par alpakaer. Da her også stod en stor båd på en mark og en traktor i garagen, var der rigeligt for Valdemar at kigge på.

Valdemar ligger nu i sin seng og ser lidt tegnefilm, og forhåbentlig falder han snart i søvn. Vi andre er nemlig også trætte og parate til at sove.

Balclutha Motor Camp, Balclutha, kl. 20.00, søndag den 19. oktober 2014
Vi vågnede op til en kold morgen, hvor rimfrost i græsset vidnede om nattefrost. Til gengæld skinnede solen fra en skyfri himmel.

Efter morgenmaden gik Britt og Valdemar en tur forbi hesten og på legepladsen, mens Casper gjorde camperen klar til kørsel. Casper var også i receptionen for at betale for vores plads på campingpladsen. Det viste sig, at campingpladsens ejer, der også er den lokale borgmester, var på ferie, mens naboen passede stedet imens. Derfor havde receptionen været tom hver gang, vi var forbi i går.

Naboen inviterede os til at være med til at fodre geden og de to alpakaer, og det ville vi naturligvis meget gerne. Valdemar var først lidt betænkelig ved de store dyr. De store får kom også løbende og ville have noget at spise, og de virkede lidt overvældende. Til sidst fik han dog også mod til at fodre dyrene – både en alpaka og et får kom for at spise af hans hånd.

Vi fortsatte efterfølgende vores køretur på Southern Scenic Route. Undervejs stoppede vi flere steder, hvor vi efter korte gåture havde udsigt til flotte vandfald. Det ene skulle eftersigende være New Zealands mest fotograferede vandfald. Igen blev vi fascinerede af bakkerne med de uendelige marker med grønt græs og tusinde af får. Et sted var en bonde på sit ATV ved at drive sine får afsted – midt på landevejen. Bagpå sad en gammel hund og gøede af fårene.

Ved Papatowai gik vi en tur langs stranden. Igen syntes Valdemar, at det var sjovest at tegne i sandet med en pind, så det gik rimeligt langsomt, når han skulle stoppe for hver fire meter eller noget i den størrelsesorden. Ved Nugget Point stoppede vi for at gå en tur op til det lille fyrtårn på klippespidsen. Derfra kunne vi se klipperne under os, hvor flere store pelssæler (eller var det søløver?!) lå og slappede. Tæt ved Nugget Point ligger Roaring Bay, hvor 20 par af verdens mest sjældne pingviner (guløjede) yngler. De små pingvinger er meget sky, så for ikke at skræmme dem, skulle vi stå i et lille hus med små vinduer, hvorfra vi kunne se ud over stranden, hvor pingvinerne kom i land. Vi var der sent på eftermiddagen – noget tidligere, end vi havde fået at vide, at pingvinerne normalt kom ind fra havet. Derfor blev vi positivt overraskede over, at vi faktisk så to pingviner komme i land.

Derfra kørte vi her til campingpladsen i Balclutha – lige i tid til at lave aftensmad. Mens Britt sørgede for maden, løb Valdemar og Casper udenfor og nød det stadig fantastiske solskinsvejr.

Nu ligger Valdemar og sover, og vi vil til at spise en ispind, inden vi også lægger os til at sove. Det er faktisk sket en del gange her på ferien, at vi har lagt os til at sove samtidig med Valdemar.

Aaron Lodge Top 10 Holiday Park, Dunedin, kl. 21.00, mandag den 20. oktober 2014
Lige efter morgenmaden satte vi kurs mod Dunedin i regnvejr. Eneste stop undervejs var for at fylde diesel på camperen – og så for at tage et par billeder af udsigten undervejs. Selv i gråvejr bliver vi stadig imponerede. Valdemar var dog ikke så imponeret over udsigten, men blev tilfredsstillet med en tegnefilm på camperens lille fladskærm. Skærmen sidder, så Valdemar lige kan se den fra sin autostol. Det har hjulpet os et par gange, hvor han ikke har været helt tilfreds med at sidde i autostolen. Og han har fundet sin yndlingsfilm blandt de tre, som vi har købt – så nu går vi alle tre og kan synge med på sangene fra bjørnen i det blå hus…

Som vi nåede Dunedin, havde vi tilbagelagt de godt 600 km. langs Southern Scenic Route – hele ruten, der ifølge sydøens sydlige del byder på det flotteste sceneri. Vi er enige – uden dog at have et sammenligningsgrundlag.

Da vi ankom til centrum af Dunedin midt på formiddagen, blev vi mødt af nogle vildt stejle gader. Verdens stejleste gade (ifølge Guinness Rekordbog) ligger faktisk i Dunedin. Det var ikke den, som vi kørte ned og op af et par gange (navigationen drillede!), men det føltes sådan! Vi parkede ved den imponerende stationsbygning og gik en tur rundt i centrum.

I-Site (turistinformationen) var første stop for at høre, hvilke muligheder vi havde for en guidet tur ud på Otago-halvøen. Øen er kendt for dens rige dyreliv, men også for sine små smalle veje, som vi helst ville undgå at skulle ud på med camperen. Mens vi gik lidt rundt i byen, besluttede vi os for en tur – og endte med at skifte mening, da vi var i gang med at bestille. Turselskabet havde mulighed for at hente os, hvor end vi overnattede, så vi aftalte en nærliggende campingplads. Så måtte vi jo skynde os at køre dertil for at høre, om de overhovedet havde en plads til os. Campingpladsen havde heldigvis plads og gav os en plads lige ved siden af legepladsen. Der var mindre end en time, til vi blev hentet, men det var selvfølgelig rigelig tid til en tur på legepladsen – iført regntøj og gummistøvler, for det regnede stadig.

Som aftalt blev vi hentet og fik en privat guidet køretur ud på halvøen. Det var en utrolig smuk tur. Desværre var vejene så smalle, at der ikke rigtigt var mulighed for at holde ind til siden, så vi fik ikke taget nogen billeder. Vi stoppede kun ved en maori-landsby og ved en udsigtspunkt ud mod havet.

Første rigtige stop blev ved Penguin Conservation Reserve – et sted, der er helliget de små guløjede pingviner. Ca. 300 af disse sjældne pingviner bor i området, og de fåreavlere, der ejer området, besluttede for mange år siden at gøre deres for at bevare bestanden. De byggede en masse ’skyttegrave’, hvorfra man fik mulighed for at komme helt tæt på pingvinerne, der nu lå på rede. De havde også bygge små huse, der mindede om dem, som pingvinerne selv ville finde, hvis ikke områdets vegetation i sin tid var blevet ryddet for at gøre plads til fåreavl. Vi skulle være stille for ikke at skræmme pingvinerne, men Valdemar, der sad i bærestolen, havde lidt svært ved det. Han blev ved med at gentage ”Pingviner sover”. På den noget våde gåtur igennem området fik vi også set nogle af de helt små, blå pingviner, ligesom flere pelssæler lå og dasede i græsset.

Fra pingvinerne kørte vi ned til en bådebro og gik ombord på et mindre skib. Skibet sejlede os først helt ud på halvøens spids, hvor en koloni af de største albatrosser holder til. De store fugle fløj over vores hoveder og så utrolige ud.

På klipperne så vi flere pelssæler, ligesom vi i vandet så enkelte blå pingviner. Bølgerne gik højt, da vi kom ud i åbent hav. Casper blev søsyg, og Valdemar var lidt utilfreds med, at han ikke fik lov at løbe rundt på det gyngende skib. Valdemar kan vi dog som regel altid gøre glad igen med nogle vindruer, mens Casper bare måtte vente, lige vi igen kom ind i bugten.

I stedet for at køre tilbage til byen, sejlede vi den timelange tur tilbage i havnen i centrum. Det viste sig, at båden havde trådløst netværk, så vi fik sendt nogle elektroniske postkort hjem til familien. Forhåbentlig når vi at få skrevet postkort til vennerne en af feriens sidste dage.

Fra havnen blev vi kørt tilbage til campingpladsen, mens vi igen undervejs fik lidt at vide om de steder, som vi passerede. Igen kørte vi på de stejle gader, der giver propper i ørene. Tilbage var klokken blevet mange, men aftensmaden var heldigvis hurtigt lavet. Selvom det var langt over Valdemars normale sengetid, tog vi alligevel en tur i campingpladsens indendørs swimmingpool. Valdemar nød at ”løbe” frem og tilbage i vandet, men da han til sidst fik blå læber, måtte vi op. Tilbage i camperen gik han også hurtigt ud som et lys.

Oamaru Top 10 Holiday Park, Oamaru, kl. 20.30, tirsdag den 21. oktober 2014
Det var dejligt at vågne op til solskin og blå himmel! Så måske lidt ærgerligt, at morgenens planlagte aktivitet var indendørs. Vi nåede dog en kort gåtur rundt i centrum af Dunedin med et besøg i First Church – den første kirke, som de skotske tilflyttere grundlagde. Byen tog sig meget bedre ud i solskinsvejr

Derfor stod der chokolade på programmet! Vi var nemlig på rundtur i Cadbury-chokoladefabrik, der ligger i centrum af byen. Vi blev alle udstyret med hårnet og en lille plasticpose til chokoladeprøver. Vi kom forbi maskinen, der lavede chokoladeknapper – tusindvis gled langsomt forbi os på båndet – ligesom vi blandt andet så en maskine, der pakkede fyldte chokolader i poser. Over vores hoveder løb rørene med henholdsvis hvid, mørk og mælkechokolade rundt til fabrikkens forskellige produktioner.

Vi så en tons smeltet chokolade vælte ned foran os, ligesom vi smagte smeltet chokolade direkte fra maskinen. Selvom Valdemar udbrød ”Mig smage”, ville han dog alligevel ikke have noget, så han har stadig ikke smagt chokolade… Overalt duftede der af orangechokolade. Undervejs fik vi fyldt lidt i vores plasticpose – i alt 5 chokoladebarer til hver blev det til. Valdemar havde selvfølgelig også en pose, der blev fyldt. I fabrikkens butik købte vi selvfølgelig også en masse chokolade, så vi har rigeligt med chokolade med hjem. Det var både en interessant og velsmagende tur.

Efter chokoladefabrikken fortsatte vi vores køretur mod nord. Ved Moeraki gik vi en tur på standen og så de fascinerende Moeraki Boulders – store, runde sten, der ligger i vandkanten og ligner enorme kanonkugler. De ser meget menneskeskabte ud, men er 100 % lavet af naturen.

Fra Moeraki kørte vi her til Oamaru. Forleden smagte vi på de mest lækre oste, og da vi fandt ud af, at fabrikken faktisk lå her i byen, måtte vi selvfølgelig forbi fabrikken. Det var stort set lige på vejen. Dagens produktion var netop afsluttet, så vi droppede besøget på selve fabrikken, men shoppede blot løs i deres lille, lækre butik, hvor vi fik smagt på en del oste, inden vi besluttede os.

På campingpladsen var første stop sædvanen tro legepladsen, inden vi satte os udenfor i solen og smagte lidt kiwifrugter. Vi forsøgte os som ægte kiwier og spiste en kiwi med skræl – eller rettere sagt: vi tog en bid hver, og så guffede Valdemar resten. På den lille gule kiwi minder skrællen mest om skrællen på et æble, så den er til at spise.

Campingpladsen ligger praktisk talt midt i Oamaru Public Gardens – en smuk have med et væld af kæmpe rhododendroner og andre blomstrende træer. Mens vasketøjet var i tumbleren, gik vi en tur i haven. Der var naturligvis en stor legeplads, som Valdemar testede og godkendte. På tilbagevejen gik vi forbi flere fuglevolierer med blandt andet papegøjer.

Lækker ost og brød til aftensmad blev efterfulgt af hygge i sengen. Derfra er der udsigt til tre sider, og Valdemar nyder stadig at stå og følge med i alt, hvad der sker udenfor. Han vinker til hver en bil, der kommer forbi – og råber til gående…

Christchurch Top 10 Holiday Park, Christchurch, kl. 20.45, onsdag den 22. oktober 2014
Dagen startede med fodring af campingpladsens ænder og en tur på legepladsen, mens Casper gjorde camperen klar. På campingpladsens dump station stod en pæl i vejen, så camperen har fået sin første skade: en bule i kofangeren og et smadret lygteglas. Godt forsikringen dækker!

Efter en times kørsel med tegnefilm på skærmen stoppede vi i byen, Timaru – ikke for at se byen, men for at tage på legeplads. I en flot park ved vandet lykkedes det os at finde en stor, flot legeplads, hvor Valdemar fik lov at tumle, til han ikke gad mere. Han var godt træt, da vi kom tilbage til camperen, så vi nåede ikke at køre langt, førend han sov.

For en gangs skyld var kørslen på flad vej, der mest bare gik lige ud – ingen bjergkørsel eller utallige sving, som ellers har været normen på landevejene her. Landskabet var helt fladt, men i det fjerne kunne vi skimte de store sneklædte bjerge – nogle fa New Zealands højeste.

Vores plan var at komme så tæt på Christchurch som muligt, mens Valdemar stadig sov i autostolen. Turen på legepladsen havde åbenbart virkelig slået ham ud, for vi nåede at køre de mere end to timer til Christchurch, førend han vågnede. Han slog øjnene op, netop som vi trillede ind på campingpladsen. Perfekt timing!

Vi gik en tur i det nærliggende shoppingcenter for at spise en sen frokost og shoppe lidt. Tilbage på campingpladsen var det tid til at teste dens legeplads. Imens fik Britt endelig skrevet de sidste postkort, så de forhåbentlig kan blive sendt, inden vi tager hjem.

Christchurch Top 10 Holiday Park, Christchurch, kl. 19.45, torsdag den 23. oktober 2014
Vi havde besluttet at lade camperen stå og i stedet tage bussen ind til byen. Så efter morgenmaden pakkede vi taske og klapvogn og gik den korte vej til stoppestedet. Vi så lige bussen køre og fandt så ud af, at der var en halv time til næste bus. Vi tænkte, at vi da så kunne gå noget ad vejen, men da fortovet ophørte kort efter, vendte vi tilbage til stoppestedet i stedet for at skulle ud på vejen og lege med de mange biler.

Køreturen til centrum tog blot et kvarter. Vi blev noget overraskede, da vi så centrum af byen. Det lignende en stor byggeplads. Vi havde selvfølgelig læst om de voldsomme ødelæggelser efter de to store jordskælv i henholdsvis 2010 og 2011, men det var først, da vi så byen, at vi fik en idé om omfanget.

Vi startede vores bytur i Re:Start Mall – et shoppingcenter, hvor alle butikker ligger i containere. Centeret var en af de første rigtige aktiviteter efter byens sidste jordskælv. En af containerne havde en udstilling om byens genopbygningsplads. Der fik vi at vide, at 75 % af bygningerne i centrum enten var blevet helt ødelagt eller skadet af jordskælvet i et sådan omfang, at de ville blive revet ned. En større byplanlægning var nu ved at tage form – en helt ny bymidte. Fascinerende og uhyggeligt på samme tid.

Som vi gik rundt i byen, så vi utallige bygninger, der blot stod tomme og afspærrede, da de ikke vurderes at være sikre at opholde sig i efter jordskælvene. Det var både smukke gamle bygninger og nyere bygninger på op til måske 20 etager. Tårnet på byens gamle katedral styrtede også sammen, og der er vist endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt katedralen skal genopbygges eller rives ned.

Det var en by, der faldt i Valdemars smag. Der stod nemlig en gravko mere eller mindre på hvert et hjørne. Sporvognen, der igen kører gennem byen, fandt han dog også meget spændende.

Vi gik en tur i botanisk have og nåede næsten det meste rundt, inden vi endelig fandt legepladsen. Der tumlede Valdemar rundt, til han var godt træt og klar til en eftermiddagslur i klapvognen. Mens Valdemar sov, gik vi tilbage til Re:Start og spiste lækker frokost på en café. Efterfølgende gik vi til et nærliggende shoppingcenter, hvor Valdemar vågnende, netop som vi gik forbi deres legeplads. Så den blev også lige afprøvet, inden vi tog bussen tilbage til campingpladsen. Inden aftensmaden tog vi en tur i swimmingpoolen. Valdemar var ellevild med den store vandrutschebane.

Vi har planlagt at blive her på campingpladsen til lørdag, hvor camperen skal afleveres, i stedet for at prøve en anden campingplads her i byen. Vi overvejer nu, hvad planerne er for i morgen – om vi igen skal tage bussen til byen.

Christchurch Top 10 Holiday Park, Christchurch, kl. 20.00, fredag den 24. oktober 2014
I går besluttede vi, at camperen også i dag skulle have fri, så igen tog vi bussen ind til byen. Vi havde fået fat i en køreplan, så vi slap for at skulle vente alt for længe.

I stedet for at stå af bussen i centrum, forsatte vi ud af byen til den lille forstad, Lyttelton. Vi havde læst, at den lille havneby skulle være et besøg værd, men da vi kom dertil, havde vi lidt svært ved at forstå, hvorfor… Vi gik en tur på hovedgaden, hvorfra der var udsigt ud over den enorme industrihavn. Det blæste kraftigt, så vi fandt en café og fik noget varmt at drikke, inden vi tog med bussen tilbage til byen.

Endnu en gang fandt vi en lille hyggelig café til frokost, mens Valdemar boblede i klapvognen. Vi overvejede, om vi skulle have med på en bustur, der viste byens genopbygning, men droppede dette. Vi havde alligevel gået forbi det meste, og så var der jo ingen grund til at skulle se det ud gennem ruden på en bus. Som vi igen gik gennem byens centrum, blev vi endnu en gang overraskede over jordskælvsødelæggelsernes omfang.

På vej hjem til campingpladsen var vi lige en tur i det store Northlands Mall – vi var nemlig ved at løbe tør for bleer. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var vi en tur i swimmingpoolen. Swimmingpoolen er indendørs, men med store åbne skydedøre ud. Det blæste kraftigt, så det var koldt at komme op ad vandet. Aftensmaden stod på rester – blandt andet rester af de lækre oste fra Whitestone Cheese Factory.

Selvom vejrudsigten havde forudset byger det meste af dagen, har solen faktisk skinnet hele tiden. Til gengæld har temperaturen været ca. 10 grader lavere end i går, hvor den sneg sig op på 21 – 22 grader. Og så har det blæst kraftigt i dag. Hvordan vejret bliver i morgen, er vi næsten ligeglade med, for der står den på pakning og rengøring af camperen. I nat er nemlig vores sidste nat i camperen…

Amber Kiwi Holiday Park, Christchurch, kl. 19.30, lørdag den 25. oktober 2014
Vi plejer at have godt styr på tingene, men åbenbart ikke helt denne gang… Britt lå vågen i nat og tænkte på flytider og tidsforskel. Der var noget, der ikke helt passede, så rejseplanen blev lige tjekket. Og rigtigt nok, der var noget galt. Vi skulle ikke aflevere camperen lørdag, som vi troede, men først søndag – altså i morgen. Dermed fik vi lige en ekstra feriedag foræret.

Vores oprindelige plan var at tage på Farmer’s Market her til formiddag, og den plan holdt vi fast ved. Efter morgenmaden kørte vi derfor til et Farmer’s Market i bydelen, Riccarton. Vi parkede i et flot villakvarter og gik det sidste stykke til markedet. Vi havde forventet at se et traditionelt marked med masser af boder med primært frugt og grønt. Dette var dog mere et gourmetmarked med brød, kager, spegepølser, kød og meget andet lækkert. Der var selvfølgelig også grøntsagsboder, men det var et fåtal. Vi gik igennem markedet og ærgrede os over, at vi kun havde få kontanter tilbage.

Markedet lå i en park, hvori der var et stor indhegnet område. Der var et stykke oprindeligt land – altså med oprindelig vegetation fra tiden, inden bosættelser for flere hundrede år siden begyndte at fælde træer for at gøre plads til marker og huse. Området var hegnet ind for at holde ”rovdyr” ude. Med rovdyr mentes eksempelvis rotter, der ikke er en del af New Zealands oprindelige dyreliv og dermed er en trussel for planterne. Fordi Valdemar skulle gå og rode i jorden konstant og samle pinde, tog det vel tæt på en time at gå igennem området.

På vej tilbage igennem markedet brugte vi vores sidste kontanter på en grøntsagstærte til aftensmaden samt en blåbærscone, som Valdemar straks gik i gang med at spise. Den var så stor, at han har spist af den hele dagen og samtidig nægtet at spise nogle af de madder, som vi havde smurt til ham i camperen.

Når vi nu ikke som forventet skulle aflevere camperen, valgte vi at køre til en anden campingplads her i Christchurch. Efter tre dage på den samme campingplads ville vi bruge vores uventede overnatning et andet sted. Vi ankom til denne lille hyggelige campingplads sidst på formiddagen. Efter en tur på campingpladsens lille legeplads, gik vi en tur til et nærliggende shoppingcenter. Selvfølgelig kunne Valdemar ikke bare gå forbi centerets legeplads, så der tilbragte vi den første lille halve time.

Da Valdemar endelig faldt i søvn i klapvognen, spiste vi frokost på en italiensk restaurant lige uden for centeret. Der var simpelthen for mange mennesker i centerets food court, der ellers havde et stort udvalg af spisesteder. Resten af vores pizzaer fik vi med hjem som supplement til tærten. Vi måtte også en tur i supermarkedet, for vi havde hverken mælk eller morgenmad til i morgen tidligt. Vi regnede jo med at være på et hotel i morgen tidligt og ikke at skulle sørge for mad selv i camperen. På vej fra centeret til campingpladsen kom vi forbi en stor legeplads, så der holdt vi en lille pause, mens Valdemar legede.

Endnu et besøg på campingpladsens legeplads blev det også til, inden vi hyggede i camperen frem til aftensmaden. Inden aftensmaden nåede Valdemar at få et mindre hysterisk anfald over at have fundet to pakker rosiner, som han ikke måtte spise. Det sker heldigvis sjældent, at han skaber sig på den måde. Pizzarester til aftensmad hjalp dog på hans humør.

I går havde vi købt en lille bananmælk til Valdemar, og den smagte han til morgenmaden i morges. Den faldt virkelig i hans smag, og han har bedt om bananmælk flere gange i løbet af dagen. Det er utroligt, som han husker, når han får noget, som han rigtigt godt kan lide. I går smagte han bananbrød (eller banankage, som vi nok ville kalde det hjemme i Danmark). Det har han bestemt heller ikke glemt.

Nu er det så vores sidste nat i camperen – håber vi på. Mentalt er vi nemlig helt parate til at afslutte denne dejlige ferie.

Sudima Airport Hotel, Christchurch, kl. 20.45, søndag den 26. oktober 2014
Efter morgenmaden stod den på pakning og rengøring. Mens Valdemar hyggede på legepladsen og gik rundt på campingpladsen og vinkede til alle campere, der kørte forbi, fik Casper pakket alle vores ting i tasker. Der var ikke meget plads tilovers – og så var bærestolen ikke en gang pakket i en taske. Efterfølgende var det Caspers tur til at rende i røven på Valdemar, mens Britt fik gjort lidt rent i camperen.

Fra campingpladsen var det blot 10 minutters kørsel til stedet, hvor vi skulle aflevere camperen. På grund af skaden i kofangeren skulle vi udfylde en skadesanmeldelse. Vi skulle endda lave en skitse over ”ulykken” – altså insisterede de på, at vi tegnede den dump station, hvor skaden var sket. Det var for komisk, men med undtagelse af et administrationsgebyr, fik vi til sidst vores depositum tilbage. Så måtte forsikringen klare resten.

Allerede kl. 12 ankom vi til hotellet. Efter lidt ventetid i lobbyen var vores værelse gjort klar til os trods den tidlige ankomst. Vi blev dog ikke længe på hotelværelset, men gik i stedet til International Antarctic Centre. Vi ville ikke ind til udstillingen (vi har ligesom set den ægte vare), men spiste blot lidt frokost i deres café. USA har faktisk en antarktisk forskningsstation lige ved udstillingen. For mange lande er Christchurch nemlig udgangspunktet for deres forskningsstationen på Antarktis, hvilket siger lidt om, hvor langt syd på, vi egentlig er.

Tilbage på hotelværelset tog Valdemar feriens længste middagslur, og imens fik vi pakket taskerne ordentlig. Utroligt nok var der plads til det hele inkl. bærestolen i vores to tasker. Mens Valdemar stadig sov, slappede vi også bare og så fjernsyn for første gang i en måned.

Sent på eftermiddagen gik vi en tur til lufthavnen, der ligger blot fem minutters gang herfra. Valdemar var mere interesseret i det lille traktorlignende køretøj, der samlede bagagevogne på parkeringspladsen end de store fly. I en af lufthavnens butikker købte vi en sidste souvenir: en lille rugby til Valdemar, som han gik og kastede med igennem det meste af lufthavnen og udenfor.

Aftensmaden spiste vi i hotellets restaurant. Lækre bøffer til os og mac’n’cheese til Valdemar. Til dessert fik Valdemar en speciellavet dessert: frugtspyd.

Efter en måned med mangel på lange, varme bade, tog Casper og Valdemar en ’svømmetur’ i badekaret, mens Britt så fjernsyn.

Vi vil nu snart lægge os til at sove alle tre – ikke feriens sidste nat, men nok den sidste med en fornuftig nattesøvn.

I luften mellem Singapore og København, kl. 00.30 dansk tid, tirsdag den 28. oktober 2014
Vi spiste morgenmad på hotellet – en dyr og lidt kedelig morgenmadsbuffet. Da det sidste var kommet i taskerne, gik vi den korte vej til lufthavnen i støvregn. Hotellet havde vist lidt svært ved at forstå, at vi ikke ville benytte os af den gratis transport, som de tilbød.

Lufthavnen var om muligt endnu mere tom, end da vi var der i går aftes. Selvom Christchurch er New Zealands næststørste by, er det bestemt ikke en travl lufthavn. Faktisk var vores fly med afgang kl. 12 dagens første udenrigsafgang, og den efterfølgende internationale afgang var først 3½ time senere. Det betød, at i udenrigsafgangshallen var blot os, der skulle med flyet til Singapore. Det betød også, at Valdemar havde legepladsen for sig selv.

Som flyet kørte ud af landingsbanen, faldt Valdemar i søvn og tog sin middagslur den første time af flyveturen. Der var stort set turbulens på størstedelen af turen, hvilket betød, at vi var bundet til vores sæder. Valdemar hyggede sig med det nye legetøj, som vi havde givet ham, og sad så ellers og så tegnefilm eller spillede på sin tablet. En stewardesse prøvede flere gange under flyveturen at få hans opmærksomhed, men det var lidt svært for hende at konkurrere med legetøj og tablet. Alligevel sad hun længe på hug ved vores pladser og kiggede på ham. Desværre virkede flyets skærme ikke så godt, hvilket betød, at film hoppede i lyd og billede, så det var ikke til at holde ud at se på. Så det var en lang flyvetur for os andre.

Efter knap 11 timers flyvning nåede vi frem til Singapore, hvor der var godt 6 timer til vores næste fly. Heldigvis havde vi et værelse på lufthavnens transithotel, så der tjekkede vi ind med det samme.

Mens Casper gik en tur og kiggede på butikker for at finde ud af, hvad vi skulle bruge vores vouchers til, tog Britt og Valdemar sig en lur på hotelværelset. Da Casper kom tilbage på værelset efter kort tid, opgav han at finde plads i sengen, men sad blot på gulvet og spillede på mobilen et stykke tid.

Med et par timer til afgang forlod vi hotellet og gik rundt og kiggede på de mange butikker. Valdemar sov videre i klapvognen, mens vi fik brugt vores vouchers. De blev brugt på en lille rygsæk og et par biler til Valdemar, et par kartoner cigaretter og en lille flaske vodka samt et måltid hos Burger King. Vi følte, at vi fik det hele foræret, men vi har selvfølgelig betalt for det gennem vores flybilletter.

Valdemar sov næsten helt til, at vi var ved gaten – en god lur på 4 timer. Han var dog stadig ret træt, så som sædvanligt faldt han i søvn, da flyet rullede ud ad landingsbanen. Det betød, at vi også kunne få sovet/slappet lidt i flyet. Ligesom på den første flyvning var vi heldige også at få et sæde til Valdemar, så der lå han og sov de første seks timer af flyveturen.

Vi har nu knap fem timer tilbage af den næsten 13 timer lange flyvning. Valdemar er vågen og i godt humør. Her er ingen turbulens, så han kan få lov at gå lidt rundt og stå på gulvet ved vores pladser og lege. Vi håber, at de sidste timer af ferien forløber lige så godt som resten af ferien…