Kastrup Lufthavn, København, kl. 18.20, onsdag den 15. september 2004
Vi sidder og venter på at skulle ud på den første af vores feries i alt ni flyveture – nemlig turen til London. Lige nu glæder vi os vildt til at komme ombord, for så begynder vores rejse ligesom rigtigt. Men efter turen til London, venter den lange flyvetur på ca. 13 timer fra London til Singapore. Den glæder vi os knapt så meget til.
Changi Airport, Singapore, kl. 19.40, torsdag den 16. september 2004
Så er den næsten 13 timers flyvetur overstået! Den var ikke så slem, som vi havde frygtet. Men man kan da alligevel ikke lade være med at misunde businessclass-kunderne deres ekstra benplads og brede sæder.
Vi har i alt fire timer her i lufthavnen, inden vi skal flyve videre mod Darwin. Changi er en stor, flot, moderne og meget ren lufthavn med mange spændende butikker. Vi vil nu prøve, om deres trådløse netværk virker…
Mirambeena Resort, Darwin, kl. 12.40, fredag den 17. september 2004
Vi ankom med flyet til Darwin Airport i morges omkring kl. 6. Desværre er vi først nu tjekket ind på vores værelse på Mirambeena Hotel, selvom vi ankom til hotellet lidt over halv syv i morges. Vi har brugt morgenen til et par gåture rundt i Darwin by. Der er ikke så meget at se på, men vi har nok også mere brug for bare at slappe. Vi har jo kun fået ca. fem timers søvn fordelt på to flyveture de sidste snart to døgn.
Hotelværelset er stort og flot og har udsigt over Darwin. Hotellet har to pools, som vi snart vil gå ned og benytte. Det er trods alt 30 – 35° udenfor, så i skyggen ved poolen vil være et perfekt sted at slappe af med en god bog.
Mirambeena Resort, Darwin, kl. 22.20, lørdag den 18. september 2004
Vi stod tidligt op i dag for at fange tidevandet på dets højeste lidt over kl. 8. Der fik vi mulighed for at håndfodre en masse fisk, som blev lokket til med toastbrød. Nogle af fiskene var dog så store, at de ikke helt kunne komme ind på det lave vand, hvor vi stod. De var nemlig mere end en meter lange! En enkelt fisk skulle vi passe lidt på, da dens tænder nemt kunne tage en tå eller finger.
Resten af formiddagen blev brugt med poolen, og eftermiddagen brugte vi på at gå lidt mere rundt i Darwin. Blandt andet var vi ude ved Cullen Bay – et nyere boligkvarter omkring en marina lidt uden for centrum. Der var udelukkende luksushuse med direkte adgang til bugten eller lejligheder med udsigt over havnen og stranden.
I går aftes var vi ude og spise lækkert kænguru-kød og skønne desserter (desserter kan de virkelig finde ud af her i Australien!). I dag fik vi lækre bøffer på en ægte australsk café, der oversat til dansk hed ‘Svinets Ånde’. De sagde, at købet blev langtidsstegt, så vi var meget tålmodige. Efter en time fandt de dog ud af, at printeren i køkkenet havde spist vores bestilling – derfor den lange ventetid.
I morgen skal vi igen tidligt op. Kl. 6.40 bliver vi hentet til vores tre dages safari i Kakadu Nationalpark, så vi vil få lidt søvn nu.
Point Stuart Wilderness Lodge, Point Stuart, kl. 19.15, søndag den 19. september 2004
Vi er lige ankommet til vores lejr for natten og sidder nu i vores telt i totalt mørke. Vi havde ikke lige tænkt på at medbringe en lommelygte. Udenfor teltene hopper flere små wallabies rundt.
Dagen startede med en køretur til Litchfield Nationalpark, hvor vi badede i nogle klippepools. Derefter kørte vi lidt videre til Florence Fall, hvor vi badede igen. Vandet var lidt koldt, men det var imponerende at bade ved de flotte vandfald. Så gik turen forbi en område med masser af termitbo, inden frokost (hot dogs) ved et roadhouse. Efter frokost kørte vi til Mary River, hvor vi var på krokodille-cruise. Fra båden fik vi set både store og små ferskvands- og saltvandskrokodiller på tæt hold.
Nu varer det ikke længe, før der er aftensmad…
Point Stuart Wilderness Lodge, Point Stuart, kl. 21.30, søndag den 19. september 2004
Så har vi fået spist aftensmad tilberedt i det primitive feltkøkken – vi fik lammekoteletter, pølser og fisk med lidt kartoffelsalat og cole slaw til. Der var mindst to koteletter og tre pølser til hver! De spiser rigtigt meget kød her i Australien!
Efter maden var der sang og dans omkring bålet sammen med nogle lokale aboriginals. Vi har danset mygge-dansen og emu-dansen. Førstnævnte er meget aktuel, da de australske myg bider! Britt fik også stiftet bekendtskab med en “lille” edderkop (på størrelse med en femkrone) samt flere små frøer på toilettet.
Vækkeuret er sat til at ringe kl. 5.45!
Kakadu Lodge, Kakadu National Park, Jabiru, kl. 21.15, mandag den 20. september 2004
Så sidder vi igen i et telt i mørke – bortset fra lyset fra computeren. Solen går ned allerede kl. 19, så det har været mørkt længe. Omkring vores telt er ingen wallabies som ved forrige lejr. Til gengæld har vi set en dingohvalp.
Dagen startede med en tur til Ubirr, hvor vi så aboriginals klippemalerier og hørte historierne om dem. Meget fascinerende! Oppe på et klippeplateau var en fantastisk udsigt over Kakadu Nationalpark. Derefter kørte vi til vores lejr for at få frokost. På vejen stoppede vi ved en flodbred, hvorfra vi så flere ferskvandskrokodiller.
Efter frokost besøgte vi nationalparkens officielle besøgscenter, inden vi kørte videre til Barramundi Fall. Der fik vi efter at have gået/klatret på klipper mulighed for at svømme helt hen til vandfaldet. Det var fantastisk, da vi havde hele vandhullet for os selv. Vi var kun otte personer i vandet. Efter regntiden bliver vandhullet gennemsøgt for saltvandskrokodiller, som bliver fjernet. De mindre ferskvandskrokodiller (bliver op til tre meter lange) får dog lov at blive, da de ikke angriber mennesker, medmindre de ligefrem bliver tirret. Vi så dog ingen krokodiller i vandet, kun store fisk.
På vores køretur har vi set flere afbrændte områder – enkelte steder endda stadig med flammer. Her i Kakadu er flere af brandene påsatte af hensyn til væksten i naturen. Enkelte træer kan ligefrem ikke sprede sig, hvis de ikke får brændt stammerne af. Dagens køretur sluttede ligesom i går af med en rigtig flot solnedgang. Røgen fra de mange skovbrande gør solen helt rød!
Aftensmaden stod på pasta med kødsovs – lavet med bøffelkød.
Imorgen ringer vækkeuret allerede kl. 4.45, så det er ved at være tid til at sove.
Mirambeena Resort, Darwin, kl. 21.30, tirsdag den 21. september 2004
Så er vi tilbage på vores hotel i Darwin. Det har været en lang dag! Vi startede dagen med at køre til Jim Jim Fall. På denne tid af året er der dog ikke noget vandfald. Men efter en hård tur op og ned af klipper, kom vi til stranden ved vandfaldets bund. Igen havde vi det helt for os selv. Vores guide fortalte, at der også her var ferskvandskrokodiller, men de aggressive saltvandskrokodiller burde være fjernet efter regntiden. Derfor kunne vi roligt nyde vandet i de flotte omgivelser.
Derefter kørte vi videre til Twin Fall igen ad veje, hvor kun en 4WD kan komme frem. Før i tiden måtte man svømme de sidste 800 meter for at komme til vandfaldene. Men sidste år lukkede man adgangen dertil, da risikoen for angreb fra saltvandskrokodiller blev for stor. I år var der igen åbnet, men nu måtte vi sejle en del af turen, for derefter ligesom ved de tidligere vandfald mere eller mindre lege bjergbestigere for at komme frem. En dame på en tidligere tur brækkede begge ankler, hvilket siger en del om turen på klipperne dertil!
På klipperne på vej til vandfaldene fik vi set en mindre slange samt flere ret store edderkopper. Derudover fik Britt smagt på grønne myrer!
På turen tilbage til Darwin fik vi set en King Brown-slange, der er blandt verdens otte mest giftige slanger. Denne lå dog død i vejkanten efter at være blevet kørt over.
Safarien i Kakadu Nationalpark har været en stor oplevelse, men det er nu alligevel dejligt at være tilbage i civilisationen!
Melanka Motel, Alice Springs, kl. 20.45, onsdag den 22. september 2004
I morges kunne vi sove længe, inden vi skulle tjekke ud af hotellet i Darwin for at begive os mod lufthavnen og Alice Springs. Flyveturen hertil var på en gang både fascinerende og ubehagelig. Fascinerende, fordi det var skyfrit, så vi under hele turen kunne se det øde landskab under os. Men ubehagelig, fordi der var en del turbulens.
Her til aften har vi bare nået en gåtur rundt i Alice Springs, som er en forholdsvis lille by. I modsætning til Darwin er der her en masse spændende restauranter. Vi valgte alligevel at spise meget enkelt: burger! Men en australsk burger er ikke helt, som vi kender den hjemmefra. For det første er bøffen af skært oksekøb i stedet for hakket kød – og imellem salat, agurk og tomat, fandt vi en skive rødbede! Det smagte nu helt fint.
Vi syntes, at der var mange fluer i Darwin, men det var altså før, vi kom til Alice Springs! Vi håber ikke, at antallet af fluer er stigende i forhold til, hvor langt vi er henne i vores ferie!
I morgen skal vi igen tidligt op. Kl. 4.45 ringer vækkeuret, da vi skal tidligt afsted på vores tre dages safari til blandt andet Uluru (Ayers Rock).
Ayers Rock Resort, Yularu, kl. 21.45, torsdag den 23. september 2004
I morges fik vi lidt af et kuldechok. Der var faktisk lettere køligt i Alice Springs i morges, men vi holdt da ud at sidde udenfor i shorts og spise morgenmad kl. 5, inden vi blev hentet.
Første stop på vores safari i The Red Centre var en kamelfarm. Faktisk findes der ca. ½ million vildtlevende kameler i Australien, og vi fik da også set nogle af dem fra landevejen, som vi kørte forbi.
Efter er par stop og flere hundrede kilometer bare lige ud af vejen, fik vi det første glimt af Uluru, som Ayers Rock altså hedder rigtigt. Inden da gjorde vi dog et kort stop ved fluernes hovedstad. Stod man stille i fem minutter, ville man være begravet i fluer! Heldigvis er det ikke så slemt alle steder. Undervejs gjorde vi stop for at samle brænde til aftenens lejrbål. Vi fik på vejen smagt nektar af en blomst samt blade fra en plante, som de lokale aboriginals bruger i deres mad.
Efter en god frokost ved vores teltlejr, kørte vi til Kata Tjuta. Kata Tjuta (The Olgas) betyder “mange hoveder”, og klippeformationerne består af 36 “hoveder” dannet af sten igennem millioner af år. Vi gik en tur igennem kløften mellem to af “hovederne”.
Derefter kørte vi en tur rundt om Uluru for at gøre holdt et sted for at yde solnedgangen over verdens største sten. Vi var bestemt ikke de eneste, da stenens farver ved solnedgang er en af de største turistattraktioner i The Red Centre. Der med den flotte udsigt fik vi serveret et glas champagne sammen med diverse lækkerier som forskellig pølse, ost og kiks. Aftenen sluttede med dejlig aftensmad og dessert tilbage i lejren.
Vi kan tydeligt mærke, at denne tur hedder “In Style”, da den er noget mere luksuøs end turen i Kakadu. Med på turen er udover guiden en “værtinde”, der sørger for at lave maden og klare opvasken bagefter – begge dele noget, som vi selv skulle hjælpe til med på forrige tur. Vores telt er også af en lidt anden standard. Her er rigtige senge med sengetøj og puder, et lille bord samt stol, lampe og blæser. De mange tæpper giver os dog et praj om, at det nok bliver koldt her i nat.
Vækkeuret er – som sædvanligt, kan vi snart sige – sat til at ringe kl. 4.45, da vi skal nå solopgangen ved Uluru.
Kings Canyon Resort, Petermann, kl. 22.30, fredag den 24. september 2004
Da vi stod op i morges, var der 16 grader i vores telt. Det har ikke været koldt i nat, bare behageligt køligt. I løbet af dagen er temperaturen i skyggen dog langsomt sneget sig op over de 30 grader, og på nuværende tidspunkt er der 25 grader i vores telt.
Lige efter vores morgenmad med bacon og æg, kørte vi ud for at se solopgangen over Uluru. Flot syn! Bagefter kørte vi helt til foden af stenen, så vi kunne gå rundt om den. Hele turen rundt om er på 9,4 km., men vi gik vel omkring 8,5 km. af turen rundt om den. Vi startede gåturen allerede kl. 7, så varmen var ikke noget problem. Flere steder på Uluru bliver betragtet som hellige af de lokale aboriginals, der ejer stenen og området. Man må ikke fotografere de hellige steder.
Efter den raske gåtur kørte vi til det lokale besøgs- & kulturcenter, hvor vi kunne læse mere om Uluru, Kata Tjuta og områdets betydning set med de lokale aboriginals øjne. Da vi havde været i centret, kørte vi igen til foden af Uluru, hvor vores guide gik med os det sidste stykke rundt om stenen – et stykke med mange huler og hellige steder, som vi fik fortalt historierne om.
Efter stor frokost tilbage i teltlejren, begyndte vi den lange køretur på 300 km. mod Kings Canyon. På turen gjorde vi ligesom i går holdt for at samle brænde til bålet. I dag skulle vi dog have lidt mere, da vores guide ville tilberede en lokal delikatesse – hel kænguruhale stegt i flammerne i bålet.
På køreturen langs bjergkæden George Gill Range, så vi blandt andet en flok vilde heste samt endnu en giftig slange – denne gang en Western Brown. Bliver man bidt af en Western Brown, bliver man bevidstløs efter maksimalt 20 minutter – derefter vil ens organer forbløde. Hurtig lægehjælp og rigelig med modgift kan dog betyde, at slangebiddet måske ikke nødvendigt behøver at betyde døden. Den slange, som vi så, kunne dog ikke bide nogen. Ligesom slangen, vi så forleden dag, var denne også død – sandsynligvis også kørt over. Vores guide skulle dog lige med en pind sikre sig, at slangen var helt død, før nogen fik lov at nærme sig den.
Lækker aftensmad og dessert blev fulgt af stegt kænguruhale. Halen blev smidt ind i flammerne med hud og hår. Da den havde brændt lidt, blev hårene skrabet af, og resten stegt videre direkte i flammerne. Bagefter kunne vi tage en bid. Kødet smagte helt fint, men smagen blev noget ødelagt af sandet og kulsmagen fra bålet.
I morgen kan vi sove længe! Vækkeuret ringer først kl. 5.45.
Melanka Motel, Alice Springs, kl. 21.45, lørdag den 25. september 2004
Vi startede dagen med en gåtur igennem og over Kings Canyon. Turen var på i alt på ca. 7 km. op og ned af store og små sten. Turen startede med en tur op ad en bakke, der bliver kaldt “Heart Attack Hill”, og det var forståeligt nok hvorfor!
Resten af turen igennem de flotte klippeformationer var knap så anstrengende, men som solen begyndte at varme, blev det dog hårdt alligevel. Lufttemperaturen var ca. 33 grader – og dertil kan man så lægge de ca. 5 grader, som stenene afgiver! Turen gik blandt andet ned i en kløft, hvor der var et vandhul kaldet “The Garden Of Eden”. På turen fik vi igen smagt på nogle af de planter, som the aboriginals bruger i deres madlavning. I dag smagte vi på bærrene fra en australsk mistelten. Vi spiste ikke hele bærret, men sugede bare indmaden ud, som forståeligt nok bliver kaldt snot.
Efter den svedige gåtur gennem Kings Canyon og frokost tilbage i lejren, begyndte vi køreturen tilbage mod Alice Springs – en strækning på ca. 450 km. Vi gjorde holdt ved Kings Creek, hvor det var muligt at få en tur i helikopter over George Gill Range og Kings Canyon. Mens Casper blev på landjorden, oplevede Britt det hele lidt af oven. En fantastisk flot udsigt!
Her tilbage på motellet i Alice Springs, nåede vi et tiltrængt bad, inden aftensmaden sammen med de andre fra safarituren. Heldigvis er det netop Melanka Motel, der tilbyder alle, der var rejst med Adventure Tours, et gratis måltid. Så vi havde ikke langt herop til vores lille værelse, hvor vi nok snart sover. Det er altså hårdt at have ferie!
Hotel Director’s Studio, Adelaide, kl. 21.15, søndag den 26. september 2004
Formiddagen i Alice Springs blev brugt til at få vasket lidt tøj på motellets vaskeri. De havde desværre ikke vaskeri-service, så vi måtte selv i gang. Da ikke alt nåede at tørre, hænger der nu halvfugtigt vasketøj rundt omkring på vores hotelværelse.
Inden vi forlod Alice Springs, nåede vi endnu en tur igennem byen – blandt andet på det lokale Todd Market. Der kunne man købe alt fra mad og blomster til smykker, tøj og kunst. For at forblive i træning med at klatre op af bakker, gik vi en tur op ad Anzac Hill, hvorfra der var en fin udsigt over Alice Springs. Derefter besøgte vi The Royal Flying Doctor Service. Vi gik igennem museet, så en film om RFDS og fik til sidst set kommunikationscentralen, som bliver brugt til daglig. Det var utroligt interessant!
Da vi ankom til vores hotel her i Adelaide, fik vi at vide, at vores tre dages tur til Kangaroo Island desværre er aflyst. I stedet kommer vi på en to dages tur. Ret ærgerligt! Men for at se positivt på det, så får vi en dag mere her i Adelaide. I modsætning til Darwin og Alice Springs, der mindede om provinsbyer, er Adelaide en storby på størrelse med København. Vi har allerede været ude og gå en tur i området omkring vores hotel. Her er en del køligere end nordpå, hvilket er en rar forandring.
Vi bliver hentet allerede kl. 6 i morgen tidligt, og vi skal nå at pakke vores tøj sammen inden. Derfor er vækkeuret sat til at ringe allerede kl. 4.30.
Flinders Chase Farm, Kangaroo Island, kl. 21.45, mandag den 27. september 2004
Det kan godt være, at Adelaide er en stor by, men det var alligevel ikke muligt at få ordentlig morgenmad kl. 5.30 i morges. Vores morgenmad kom til at bestå af en sandwich og en honning-kakaomælk fra Shell-tanken, der havde døgnåbent. Et eller andet skulle vi jo have at spise inden afgangen mod Kangaroo Island.
Turen til Cape Jarvis, hvorfra færgen til Kangaroo Island sejler, gik i regnvejr gennem et flot grønt bakket landskab med vinmarker og tusindvis af får. Sejlturen tog 45 minutter. Det var simpelthen for koldt til at nyde udsigten udenfor – og båden vippede også en del. Da vi nåede Kangaroo Island, klarede det op, og solen begyndte heldigvis at varme.
Vi startede med en gåtur ud for at lede efter tammar-wallabies, der kun lever på Kangaroo Island. Vi så masser! De var pludselig rundt omkring os og lod os komme rimeligt tæt på – selv dem med små unger i pungen. Mens vi kiggede efter wallabies, så vi en echidna. En echidna (som vi aldrig havde hørt om før) ligner mest et stort pindsvin. Faktisk er den sammen med næbdyret det eneste æglæggende pattedyr.
Derefter kørte vi til Pennington Bay – den flotteste strand med klipper – hvor vi gik en kort tur. Så fortsatte vi til en anden strand, hvor vi spiste frokost. Efter frokost kørte vi til Flinders Chase Nationalpark. Der så vi vores første koala i et træ samt vores første store kænguru. Først var vi igennem besøgscentret, og derefter gik vi en tur i området. Vi kom til flere vandhuller, hvor vi listede os frem og kun hviskede for ikke at skræmme de næbdyr, som lever der. Næbdyr er meget sky, og da der kun er ca. 200 af dem på hele øen, er de et sjældent syn. Men vi var tålmodige og blev belønnet som de eneste i vores gruppe: vi så et næbdyr! Det var kun et kort øjeblik, inden den igen dykkede under vandet. Det var helt fantastisk! Vores guide troede, at vi tog fis på hende, da vi fortalte det. Trods to år som guide har hun nemlig ikke selv set et næbdyr.
Efter nationalparken kørte vi til “Remarkable Rocks”. Og de var virkelig fascinerende! Vi sluttede dagen med en gåtur ved klipperne Admirals Arch ved solnedgang. Der så vi masser af New Zealand pelssæler, der lå på klipperne, sloges eller legede i vandet. På turen hjem til farmen, hvor vi er nu, så vi masser af dyr på vejen og i vejkanten i mørket. Vi så blandt andet flere possums, wallabies og kænguruer. Køreturen gik derfor lidt langsomt, da vi jo helst ikke skulle køre nogle af de små og store dyr ned. De syntes nemlig ikke at være bange for bilen.
Vores guide lavede dejlig aftensmad til os. Vi skulle så bare tage opvasken, og da vi kun er ni i alt, var det jo hurtigt overstået. I køkkenet sad en “lille” edderkop – ca. otte centimeter! Efter maden begav vi os udstyret med en lille projektør ud på en gåtur i mørket for at lede efter flere dyr. Vi så dog ingen.
Nu er vi så her i vores store værelse. Vores toilet ligger næsten uden for – det er lavet, så de liljer, der vokser udenfor, også gror på toilettet. Meget specielt, men meget flot! I morgen skal vi først op kl. 7.30. Vi kan sikkert slet ikke sove så længe!
Hotel Director’s Studio, Alice Springs, kl. 23.00, tirsdag den 28. september 2004
Efter morgenmaden kørte vi til Hanson Bay, hvor en lille lund af eukalyptuastræer danner hjem for en flok koalaer. Koaler er bare søde! Så er der vist ikke mere at sige til det.
Derefter kørte vi til Seal Bay. På stranden lå de store australske søløver for at sove efter flere dages jagt i havet. Vi kunne komme rimeligt tæt på, hvilket var meget fascinerende. Efter gåturen på stranden mellem søløverne, kørte vi til Vivionne Bay for at spise frokost. Vi nåede lige en gåtur på stranden, der i 2002 blev udnævnt til Australiens bedste strand. Efter burgers til frokost (på de fleste rastepladser står en gasgrill til fri afbenyttelse) kørte vi til Little Sahara – en kæmpe område med sanddynger, som selvfølgelig skulle bestiges.
Et fransk par havde valgt at flyve tilbage frem for for at tage færgen, så de skulle sættes af ved lufthavnen. Derefter havde vi tid til et besøg på Island Pure Sheep Dairy – et lille mejeri, hvor de fremstiller mælk, flere slags oste samt yoghurt. Det specielle ved mejeriet er, at mælken kommer fra får, som gladelig stod i kø for at blive malket. Vi nåede også et besøg i Kingscote – Kangaroo Islands største by med ca. 2000 indbyggere. Ved havnen kom de store australske pelikaner flyvende ind for at blive fodret med fisk af en lokal. Et underholdende skue!
Vi skulle med færgen fra Penneshaw kl. 19.30. Det var på det tidspunkt blevet helt mørkt, så de små pingviner, der bor ved havnen, kom ind fra deres daglige svømmetur på havet. Så vi nåede også lige at se dem ved deres huler, inden den 45 minutter lange sejltur efterfulgt af 1½ times køretur tilbage til Adelaide.
Vi er nu tilbage på hotellet i Adelaide, hvor vi skal tilbringe de næste par nætter.
Hotel Director’s Studio, Adelaide, kl. 21.15, onsdag den 29. september 2004
I dag har været en rigtig slappedag i forhold til de forudgående dage – vi har faktisk ikke rigtigt lavet noget i dag.
Vi har brugt det meste af dagen på at gå rundt og kigge på butikker her i Adelaide – og her er rigtigt mange butikker med alt, hvad hjertet kan begære. Det er dejligt nemt at finde rundt i byen, da alle gader ligger vinkelret på hinanden.
Da vi gik i gennem parkerne, i botanisk have og langs River Torrens, der løber i gennem byen, så vi mange utroligt flotte farvestrålende fugle. Vores egne gråspurve og solsorte er altså noget kedelige i forhold til disse små papegøjer.
Vi brugte lidt tid her i eftermiddag på internetcafé med at uploade vores dagbog og billeder fra Kangaroo Island og skrive mails. Her til aften har vi været ude og spise på koreansk restaurant – en, hvor man selv tilberedte maden på en lille grill indbygget i bordpladen. Meget lækkert.
Parkgate Resort, Halls Gap, kl. 20.45, torsdag den 30. september 2004
Det meste af dagen har vi tilbragt i vores flotte lejede bil – en stor Toyota Avalon V6! Det er en lækker bil, men det kræver lidt ekstra koncentration at køre i venstre side. Automatgear og cruise control hjælper dog en del. Vi kørte af sted fra Adelaide kl. 10 i morges. Vi holdt os flere pauser på den 500 km. lange køretur og lavede os nogle sandwich på en rasteplads undervejs.
Det sidste stykke af vejen hertil kørte vi først langs bjergene og efterfølgende i gennem bjergene her i nationalparken The Grampions. Det var en skøn tur ad små snoede veje. Enkelte steder var der ligefrem hårnålesving og hastighedsbegrænsning på 25 km/t – og det i en stat, hvor man på flere mindre biveje faktisk godt må køre 100 km/t. På vejen stoppede vi for at gå en tur omkring vandfaldene Broken Fall og MacKenzie Fall. Undervejs fik vi blandt set emuer, kænguruer, wallabies, undulater og mange andre flotte fugle.
Halls Gap er en utrolig hyggelig by. Der er 12 – 15 butikker og spisesteder i alt. Byens eneste restaurant havde ingen ledige borde, men vi kan bestemt ikke klage over den mad, som vi fik på baren ved siden af. Nu sidder vi i vores lille hytte og nyder et par australske øl.
Vi har mistet en halv times ferie! Da vi kørte ind i staten Victoria, kørte vi nemlig samtidig ind i en ny tidszone. Tidsforskellen til Danmark er nu +8 timer og ikke længere +7½.
Iluka Motel, Apollo Bay, kl. 20.30, fredag den 1. oktober 2004
Vi startede dagen med en kort gåtur, inden vi lavede lidt morgenmad i vores hytte. Derfor kørte vi sydpå i gennem The Grampions Nationalpark med bjergene på hver side af vejen. Flere gange måtte vi sætte farten helt ned for ikke at komme til at ramme de store kænguruer og wallabies, der rendte rundt på vejen og i vejkanten.
Vi fortsatte sydpå til Great Ocean Road, hvor vi holdt ind mange gange. Langs kysten er mange steder med helt utrolige klippeformationer, hvor de mest kendte nok er De Tolv Apostle og London Bridge. Vi nød den skønne udsigt over vandet og klipperne! Efter Great Ocean Road fortsatte vi lidt ind i landet til The Otway Nationalpark. Vi gik en tur i gennem regnskoven og via stålbroer kom vi helt op blandt trætoppene. Broerne kom op i 27 meters højde, og et tårn med udvendig trappe bragte os helt op i 47 meters højde. At være oppe i højden på gyngende stålbroer var en god træning til bridgeclimbingen, der venter os i Sydney.
En yderligere gåtur i gennem Otway-skoven nåede vi også, og der fik vi set det flotte Triplets Fall. I regnskoven omkring vandfaldene kunne vi se efterladenskaber fra det savværk, som fungerede der i perioden 1909 til 1932. En gammel trækvogn og kedlen til maskinen lå der stadig nu grønne af mos i den fugtige skov. En del af skoven var noget bar. I marts 2003 blev der nemlig øget hærværk i skoven og ikke mindre end 70 store træer blevet savet i stykker med en motorsav. Nogle af træerne var op til 200 år gamle.
Vi har nu fundet et lille motel i Apollo Bay. Apollo Bay, der er en lille fisker- og turistby, bliver også kaldt Paradise by the Sea blandt andet på grund af beliggenheden langs en flot strand. Vores motel ligger midt på hovedgaden, hvor stranden ligger på den anden side af vejen. Desværre er udsigten fra vores værelse den knapt så kønne parkeringsplads på bagsiden.
George Hotel, Ballarat, kl. 20.45, lørdag den 2. oktober 2004
Vi gik en tur langs stranden i morges, inden vi spiste morgenmad. Boderne på det lokale marked var næsten pakket ud, da vi kørte fra Apollo Bay. Derefter kørte vi ad små landeveje nordpå til Ballarat.
Da vi ankom til Ballarat, tog vi først i Ballarat Wildlife Park. I parken fik vi blandt andet set en tasmansk djævel, wombatter og en masse kænguruer. Udstyret med en pose kængurumad syntes kænguruerne også, at vi var interessante. Det var utroligt underholdende at fodre de store dyr og klø dem bag øret.
Efter dyreparken kørte vi til Sovereign Hill. Sovereign Hill er en kopi af en guldgraverby, som den så ud i 1880, da der blev gjort store guldfund her i området. Vi så, hvordan de smeltede guld (en klump til en værdi af 50.000 australske dollars), hvordan de lavede hjul til hestevognene og meget mere.
Vores hotel ligger centralt i Ballarat i en gade, som kunne være taget ud af en gammel westernfilm. Hotellet har faktisk eksisteret i mere end 150 år. Ud over enkelte hyggelige gader, virker Ballarat dog som en noget trist by. Vi kom selvfølgelig hertil sen eftermiddag, hvor alt havde lukket, hvilket jo har sin del af skylden.
Vi har spist lækker indisk mad til aften og er nu ved at fortære en bøtte is, som vi har købt i et døgnåbent supermarked.
Kingsway Motel, Melbourne, kl. 22.00, søndag den 3. oktober 2004
Ballarat forlod vi i morges for at køre igennem Melbourne og videre mod øen, Philip Island, syd for Melbourne. I Melbourne koster det penge at køre på nogle strækninger i centrum. Vi kørte i en tunnel under centrum, som man skulle betale for. Vi fandt dog aldrig ud af, hvordan man skulle betale. Vi venter nu spændt på, om Avis videresender bøden på de 100 dollars, som det koster at køre igennem uden at betale.
På Philip Island kørte vi først til Koala Conservation Centre, hvor vi nærmest fik hold i nakken af at gå og kigge op i træerne efter koalaer. Vi fik dog set mange koalaer – store som små. Vi fortsatte derefter til et stort vådområde, hvor man skulle kunne se en masse fugle. Fugle fik vi dog ikke set mange af. Til gengæld var det skægt at se de små hundrede af krabber, der alle forsvandt ned i hvert deres lille hul, når vi nærmede os. Derefter fik vi en sen frokost i øens største by, Cowe.
Bagefter kørte vi til øens sydspids, hvor nogle af klipperne ude i havet er hjem for Australiens største koloni af pelssæler. Desværre var der for langt derud til, at vi kunne se nogen sæler. Derimod fik vi set hundrede af måger, der lå på reder og forsvarede deres små, dunede unger.
Efter vores forgæves sæljagt, kørte vi til den del af stranden, hvor de små pingviner holder til. Hver aften ved solnedgang kommer de ind fra havet og vralter over stranden til deres huler i græsset og buskene – Penguin Parade bliver det kaldt. Det var et utroligt syn at se de små dyr løbe over det bare stykke strand for at smide sig ned på maven, hvis noget forskrækkede dem – som eksempelvis en måge. På vej tilbage til bilen kom vi endnu tættede på pingvinerne, når de gik langs stien til deres huler. Fairy Penguins, som de hedder, er verdens mindste pingvinrace; ikke mere end 40 cm. høje.
Vi valgte at køre de ca. 120 km tilbage til Melbourne, hvor vi checkede ind på det første og bedste motel tæt på centrum. Både i formiddags, da vi kørte i gennem Melbourne, og her til aften, var vi meget overraskede over trafikken. Der er flere biler på motorvejen end på en gennemsnitlig dansk motorvej i myldretiden. Det er endda søndag!
I morgen skal vi aflevere bilen hos Avis og fortsætte vores videre rejse med tog mod Sydney.
XPT-toget fra Melbourne til Sydney, kl. 20.30, mandag den 4. oktober 2004
Vi tog tidligt afsted fra vores motel i morges for at undgå den værste morgentrafik i Melbournes indre by. Vi kørte først til togstationen for at få vores billetter og putte vores bagage i en boks. Det var nemt nok at finde stationen, men svært at finde et sted at parkere. Vi nåede vist at køre rundt om stationen tre gange. Bagefter fandt vi Avis og afleverede vores lækre bil.
Resten af dagen har vi bare slået tiden ihjel i Melbourne. Vi brugte en times tid på en internetcafé og en times tid på en café over hvert vores stykke kage, mens vi fik skrevet nogen postkort. Ellers gik vi bare rundt i den indre by samt i en park. Vi har ømme ben af at trave op og ned ad gaderne – Melbourne er en meget bakket by med sporvogne og flotte gamle huse mellem høje skyskrabere.
Nu ligger vi så i hver vores seng i vores lille kupé. Her er rigtige dyner og puder! Vi håber, at togets vuggen kan give os en lang behagelig nattesøvn, inden vi får bragt vores morgenmad til kupéen i morgen tidligt.
Vibe Hotel, Sydney, kl. 21.15, tirsdag den 5. oktober 2004
Da vi først havde fundet ud af at sætte en sammenfoldet blok i klemme i kupédøren, så den ikke larmede, fik vi begge sovet rigtigt godt i toget i nat. Vi ankom en lille time forsinket til Sydney og tog straks en taxa til vores hotel. Der viste sig ikke at have været længere end, at vi nemt kunne være gået.
Vores værelse var selvfølgelig ikke klart kl. 8 i morges. I stedet gik vi derfor en tur i Hyde Park og efterfølgende i havnen, inden vi kl. 10.30 skulle mødes med Beh-roze, der skal vie os i morgen. Om eftermiddagen tog vi i Sydney Aquarium. Især deres bassin med hajer, som man kan gå under, var fascinerende. Vi brugte dog også lang tid på at studere deres næbdyr. Vores første møde med sådan en fyr på Kangaroo Island var jo noget kortvarigt.
Vores hotel har en pool på taget – 9. etage – og den skulle selvfølgelig også lige prøves, når nu det var dejligt varmt udenfor.
Sydney virker som en utrolig dejlig by, og i sær miljøet omkring havnen er skønt. Derfor valgte vi også at spise aftensmad på en af de mange restauranter på havnefronten.
Strygebrættet til brudekjolen og jakkesættet er sat frem. Men det kommer dog først i brug i morgen tidlig…
Vibe Hotel, Sydney, kl. 8.00, torsdag den 7. oktober 2004
Vi havde i går den mest pragtfulde dag nogensinde! Frisøren kom til vores hotel tidligt og sørgede for lidt make-up og håropsætning til Britt, mens Casper hentede brudebuketten, som var bestilt hos en blomsterhandler i nærheden. Vores fotograf hentede os lidt over halv ti, så vi kunne nå at få taget nogle billeder inden selve vielsesceremonien kl. 11 i The Royal Botanic Garden.
Selve vielsen var endnu skønnere, end vi havde forestillet os. Det var så afslappet, personligt og intimt – selvom flere forbipasserende tog opstilling for at følge med på behørig afstand. Flere gav også vores egen fotograf konkurrence og tog billeder af os. Vores marriage celebrant Beh-roze læste selve ceremonien, mens en af hendes kolleger læste et vers op, som vi havde valgt. Bagefter skålede vi i champagne og fik serveret lidt frugt, ost og kiks, inden vi kørte videre for at få taget flere billeder ved blandt andet Operahuset. Solen skinnede hele dagen med enkelte skyer på himlen, som vores fotograf var glade for.
Da vi blev sat af ved vores hotel, måtte vi skynde os at skifte tøj og så afsted igen for at nå vores brigde climb. Det var også bare en fantastisk tur! Passagerne på broen var nogle gange smalle og lave og med langt ned i hver side, men sikkerheden var enorm! Vi havde alverdens udstyr på – selv Britts hårspænde skulle skiftes ud med en hårelastik, der skulle hægtes på dragten! Da hårnåle ikke var tilladt på broen, betød det, at det sidste af brudefrisuren røg der. Vinden havde dog ødelagt det meste under fotograferingen, så der var alligevel ikke meget tilbage.
Høje af turen over broen (og overrasket over, at vi sammen med billetterne havde fået gavekort til souvenirbutikken på over 500 kr.!) skyndte vi os igen til hotellet for at skifte tøj. Kl. 19.30 havde vi bestilt bord i restauranten i Sydney Tower. Vi fik et bord ved vinduet! De havde noteret, at vi skulle giftes (det skrev vi, da vi via email bestilte bordet for flere måneder siden), så vi fik serveret champagne med jordbær, ligesom der på vores bord lå to små poser med hjertechokolader. Maden var lækker, og udsigten var fænomenal!
Alt i alt havde vi bare en rigtig dejlig dag, som vi aldrig vil glemme!!
Vibe Hotel, Sydney, kl. 20.45, fredag den 8. oktober 2004
I går startede vi dagen med en tur på vaskeri, så vi kunne få lidt rent tøj. Derefter gik vi ned til havnen til Circular Quay. Der spiste vi frokost, inden vi tog afsted på et to timers cruise rundt i Sydney Havn. Solen skinnede, men det blæste kraftigt, så det var lidt køligt ude på vandet. Vi fortsatte dagen med en gåtur i gennem den hyggelige gamle bydel The Rocks, som var der de allerførste englændere bosatte sig, da de kom til South Australia.
Selvom vi i onsdags havde været oppe i Sydney Tower, tog vi derop igen. Denne gang for at nyde udsigten i dagslys og bagefter prøve The Sky Tour – en ‘virtual reality’ tur rundt i Australien og tilbage i tiden. Vi sluttede dagen med aftensmad herhjemme på hotelværelset. Vores marriage celebrant havde nemlig været forbi her med osten fra vielsen, som vi så spiste sammen med lidt frisk brød – og selvfølgelig nogle lækre kager til dessert.
I dag har vi været på tur hele dagen til Blue Mountains, der ligger ca. en times kørsel fra Sydney. På vejen dertil kørte vi i gennem den olympiske by fra OL 2000. Udover at nyde udsigten ud over de blå bjerge besøgte vi en Wildlife Park. Der fik vi igen mulighed for at komme tæt på de dyr, som lever her i Australien. Selvom der er tale om dyr i en zoo, er det nu alligevel underholdende at klø en wombat bag øret eller kæle en koala på ryggen. Britt fik endda mulighed for at holde en lille ugleart. Casper fik også prøvet sine evner med en boomerang. At kaste en højrehåndsboomerang med venstre hånd er dømt til at mislykkes.
Her til aften har vi siddet og set de ca. 500 billeder, som fotografen Christopher tog på vores bryllupsdag. Vi synes selvfølgelig selv, at det er nogle rigtigt flotte billeder, som er lidt anderledes end traditionelle danske bryllupsbilleder.
Vibe Hotel, Sydney, kl. 20.45, lørdag den 9. oktober 2004
Vi startede dagen med en gåtur til Operahuset. Det er et utroligt bygningsværk. Vi gik derefter igennem Darling Harbour til Paddys Market. Paddys Market er en kæmpe hal med boder, hvor man blandt andet kan købe sko, kinesisk tøj, parykker, legetøj og tusindvis af souvenirs. Vi købte selvfølgelig også nogle souvenirs der, da prisen var væsentlig lavere end alle andre steder, som vi har været.
En tur i Sydneys Monorail skulle vi selvfølgelig også lige have, inden vi forlader byen i morgen. Monorailen kører i en cirkel i centrum af Sydney i 1. sals højde. Efter frokost vendte vi tilbage til bydelen The Rocks. Forleden dag så vi nemlig nogle aboriginalsmalerier, som vi bare måtte have med hjem. Vi sluttede dagen med en tur på en internetcafé for at tjekke mails og lægge de sidste dages billeder og dagbog på nettet.
The Inchcolm Hotel, Brisbane, kl. 20.30, søndag den 10. oktober 2004
Vi fløj fra et lettere skyet Sydney i formiddags mod varmere Brisbane. Omkring middag checkede vi ind på vores to værelses hotelsuite her på dette hyggelige, gamle hotel.
Efter at have skiftet til shorts ville vi gå en tur til city, men da vi ikke havde noget kort med, var det ikke helt nemt at finde byens centrum. Efter en gåtur op af bakke fulgte vi en menneskemængde og endte i parken Roma Street Parkland til Queenslands Multiculturel Festival. Der var optræden og madboder fra alverdens lande. Vi fik øje på en bod med det danske flag. Der serverede de blandt andet frikadeller med rødkål og medisterpølse. Vi nøjedes med at dele en gang æbleskiver fra boden, der blev betjent af herboende danskere.
Fra parken var det nemt at finde centrum og gågaden. På vejen kom vi i gennem endnu et marked – her kunne man købe diverse kunsthåndværk. Det var ikke til at se, at det var søndag, for alt havde åbnet – selv det store seks etagers butikscenter. Uden bykort kom vi også på en mindre omvej tilbage til hotellet. Det viste sig, at vores hotel faktisk ligger ret tæt på centrum – vi var bare gået den stik modsatte vej.
Efter en tur i hotellets swimmingpool på taget gik vi lidt op ad vejen for at kigge på den gamle vindmølle, der er den ældste bygning her i staten Queensland. Vindmøllen er aldrig blevet brugt til vindmølle. Den blev fejlkonstrueret, så vingerne ikke kunne køre rundt. Den blev derfor lavet om til en trædemølle, som blev betjent af datidens engelske straffefanger.
Vi gik en tur langs floden, der løber i gennem Brisbane, inden vi fandt en café at spise aftensmad på.
O‘Reilly’s Rainforest Guesthouse, Lamington National Park, kl. 20.15, mandag den 11. oktober 2004
Vi er havnet det skønneste sted!
Vi kørte fra Brisbane kl. 8.30 i morges mod Lamington National Park syd for Brisbane. Vi gjorde flere holdt på vejen – blandt andet, da vores chauffør og guide også fungerer som postbud og derfor skulle aflevere breve til flere langs de snoede bjergveje. Lidt over middag ankom vi her til O’Reilly’s Rainforest Guesthouse inde i nationalparken til en lækker frokostbuffet. Vores værelse har terrasse til begge sider, men hvem gider at benytte en med udsigt til stien, når den anden har den mest fantastiske udsigt over nationalparken og bjergene?!
Alle måltider og guidede ture er inkluderet i vores ophold her. Derfor meldte vi os straks til en to timers gåtur igennem regnskoven her i eftermiddags. Det var fantastisk at gå i bunden af regnskoven og se de mærkelige træer, der slyngede sig rundt og høre de mange fugle. Hvor regnskoven endte, begyndte en skov af eukalyptustræer, der til sidst endte i en lysning ved en klippekant. Selvom røgen fra mange skovbrande i området gjorde det diset, var udsigten flot.
Da vi kom tilbage, begav vi med udstyret med en pose fuglefrø til et sted, hvor de vilde fugle er vant til at blive fodret af turisterne. Velkomsten var overvældende! De farvestrålende fugle var over os med det samme – og kunne de ikke sidde ordentligt på armen eller hånden, holdt de bare bedre fast med kløerne! Bagefter gik vi en tur for os selv på de hængebroer, der er lavet mellem nogle af regnskovens træer. Ved hjælp af et par stejle stiger, kom vi endda helt op i et træs krone, hvorfra der var en utrolig udsigt. Klatreturen derop var dog ret anstrengende!
Vi har virkelig forladt civilisationen. Her til aften er vi pludselig omgivet af vilde pademelons (ligner wallabies til forveksling) og possumer, der er lokket til af friskt frugt. På et toilet mødte vi endda en “mindre” slange, som vi endnu ikke har fået identificeret hos en af de lokale. Vi sidder nu i mørket på vores terrasse, hvorfra vi har udsigt til tusinder af stjerner på den helt sorte himmel. Helt fantastisk!
O‘Reilly’s Rainforest Guesthouse, Lamington National Park, kl. 21.30, tirsdag den 12. oktober 2004
Vi startede dagen med en ‘birdwalk’ allerede kl. 6.45. I en lille time gik vi rundt på grunden her og fik udpeget de forskellige fugle, ligesom vi fodrede nogle af dem med rosiner. Selvfølgelig kom vi tilbage, så vi kunne nå den store morgenmadsbuffet. Her på O’Reilly’s er det en tradition, at det er et medlem af O’Reilly-familien eller en af stedets chefer, der rister toastbrødet til gæsterne til morgenmaden. I morges fik vi vores brød ristet af Greg O’Reilly, der er stedets finansdirektør.
Kl. 9.30 tog vi af sted på den næste tur – denne gang med en 4WD-bus af ældre dato. Turen gik gennem regnskoven til en lysning, hvorfra vi gik det sidste stykke til ‘Balancing Rocks’. De er i følge geologer så ustabile, at de kan falde ned når som helst. Der ved stenene lå en “lille” slange og solbadede. Det var en ‘carpet python’ på godt et par meter i længden. Slangen vi så i går, har vi også fået identificeret som en ‘carpet python’. Ved stenene var det også muligt at se Moran’s Fall – et 80 meter højt vandfald. Tilbage ved lysningen fik vi serveret blandt andet det traditionelle australske brød, ‘damper’, der laves i en gryde i flammerne i bålet. Derefter fik vi lidt historie om de aboriginals, der engang havde boet her i området, inden vi igen kørte tilbage.
Vi har sat os for at få mest muligt ud af opholdet her på O’Reilly’s, så kl. 14 tog vi med på endnu en guidet tur. Denne gang var det en vandretur igennem regnskoven til toppen af Moran’s Fall. Vores guide vidste alt om de forskellige træer, planter og dyr. Han har selvfølgelig også boet og arbejdet her i området i 26 år, ligesom han har lavet flere naturfilm, som blandt andet er solgt til BBC. Han viste os blandt andet de små, næsten usynlige edderkoppefælder. Og vi fik da også et glimt af en beboer – en ‘trapdoor spider’.
Inden aftensmaden nåede vi lige et spil yatzy på terrassen. Flere rosella-papegøjer blev nysgerrige, så vi hentede lidt fuglefrø til dem. De var dog mere interesserede i vores chips, ligesom sodavandsdåsen også skulle undersøges for, om den var spiselig. Meget underholdende!! Solnedgangen kl. 18 nød vi med en cocktail på terrassen ved baren.
Efter aftensmaden tog vi kl. 20.15 på dagens sidste vandretur. Denne gang gik turen med lommelygter (her er helt mørkt kl. 19) langs et vandløb til et sted, hvor en koloni af ‘glow-worms’ holder til. Da alle endelig havde fundet ud af at slukke lommelygter og videokameraer, kunne vi nyde det utrolige syn. Tusinder af ‘glow-worms’ hang i grenene på den anden bred kun få meter væk. Synet kan bedst beskrives som en lodret stjernehimmel eller mange helt små glødelamper. Fascinerende!
Efter at have været ude i luften hele dagen, trænger vi nu til at sove – helt til vækkeuret ringer i morgen kl. 6.
The Inchcolm Hotel, Brisbane, kl. 20.45, onsdag den 13. oktober 2004
Igen i dag startede vi dagen med at fodre de flotte Regent Bower Birds med rosiner lidt i syv. Kl. 10 kørte vi af sted med en af de gamle 4WD-busser. Vi kørte til Luke’s farm, som var der en af O’Reilly-brødrene byggede hus, da de købte grundene i Lamington i 1911. Lukes søn, Big Mick (som vel var først i halvfjerdserne), var med på turen og fortalte historier om sin opvækst i bjergene. Vi gik det sidste stykke over farmens jord til Luke’s Bluff – klippekanten med udsigt over bjergene og nationalparken. Der fik vi flere historier fra gamle dage.
Efter en let frokost gik vi lidt ud af vejen for at besøge den blå Satin Bower Bird, Fred. Fred havde samlet en masse blå ting til sin ungkarlebolig som plastikbestik, dele af kuglepenne og klemmer. Satin Bower Birds samler blå ting, da den blå farve får deres blå fjer til at se endnu mere blå ud. Dermed bliver de mere interessante for hunnerne.
Kl. 15 blev vi hentet og begyndte turen tilbage mod Brisbane. På vejen stoppede vi ved O’Reilly’s familiens vingård. Der fik vi igen mulighed for at kigge efter næbdyr, men denne gang desværre uden held. På vejen tilbage fik vi set nogle Pretty Face-wallabies, som er lidt større end de andre wallabies, som vi har set indtil nu.
Vi er nu tilbage på The Inchcolm Hotel – denne gang dog i et almindeligt hotelværelse og ingen suite som sidst. I morgen forlader vi Brisbane igen.
Tangalooma Wild Dolphin Resort, Moreton Island, kl. 20.30, torsdag den 14. oktober 2004
Vi blev hentet lidt i halv ni i morges, og klokken 10 nåede vi færgen, der skulle sejle os til Moreton Island. Efter næsten 1½ time på katamaranfærgen nåede vi den subtropiske sandø – Moreton Island.
Vi gik en tur langs stranden med tæerne i vandet ud til de mange skibsvrag, der siden 1962 er blevet lagt der for at lave et kunstigt rev for at beskytte stranden. Selv bilvrag og dæk er blevet dumpet der. Efter gåturen tog vi os dukkert i poolen. Tangalooma var i 1952 – 1962 en hvalfangerstation. Vi så blandt andet en kort film fra den gang, hvor hvalstationen fungerede, og bagefter besøgte vi betondækket, hvor man dengang parterede hvalerne, når de blev bragt ind på land. Det store grimme betondæk har mærkeligt nok fået lov at blive mellem ferieboligerne.
Om aftenen kommer vilde delfiner ind til kysten for at få lidt fisk. Vi var blandt de heldige, der fik lov at håndfodre dem. Vi troede, at vi bare skulle stå i vand til knæene, for det havde vi set på billeder. Men i dag blæste det en del mere end normalt her på Moreton Island. Derfor frøs vi også en del, da vi ventede, og frygtede det kolde vand. Da vi gik ud i vandet i halvmørket med en marinebiolog i hånden, var det i høje bølger, så vi blev helt gennemblødte fra top til tå. Men vi fik fodret delfiner! Casper fik endda en ekstra souvenir – et bidemærke i fingeren, da den ene delfin vist var lidt for ivrig. At håndfodre de vilde delfiner var en fantastisk oplevelse! Vi vil lige nævne, at vandet var forbavsende lunt.
Kondari Resort, Hervey Bay, kl. 01.00, lørdag den 16. oktober 2004
Efter morgenmad og check-out var vi på en to timers bushwalk. Der stod, at på grund af turens sværhedsgrad, var den kun for entusiastiske vandrere – det måtte da være os efter de mange vandreture, som vi har været på indtil nu. Da Moreton Island er en sandø, gik hele turen op og ned i sand. Det var lidt hårdt. Hårdest var det dog at gå i det løse sand i ørkenen på Moreton.
Inden færgen sejlede os tilbage til fastlandet kl. 16, nåede vi en lærerig film i Marine Education & Research Center.
Da vi kom tilbage til Brisbane, nåede vi lige lidt aftensmad i busterminalen, inden vi gik ombord på Greyhound-bussen, der skulle bringe os til Hervey Bay. Efter fem timer i en bus med skrigende unger, er vi nu endelig kommet til vores værelse. Forhåbentlig kan vi nå 4½ times søvn, inden vækkeuret ringer kl. 6.
Kingfisher Bay Resort, Fraser Island, kl. 23.15, lørdag den 16. oktober 2004
Efter morgenmaden nåede vi en kort gåtur i Hervey Bay, inden hotellet sørgede for vores transport til katamaranfærgen til Fraser Island. Overfarten tog ca. ½ time, så vi ankom hertil omkring kl. 9.30.
Da vi havde tjekket ind på vores værelse, tog vi en tur i poolen. Efter frokost tog vi ud på en lille gåtur for os selv. Vi gik gennem skoven til et lookout-point og fortsatte til Dudonga Creek. Derefter fortsatte vi langs stranden hjem. Den første del af turen op til lookout-pointet var lidt hård, men turen langs stranden hjem var skøn. Vi har spabad på værelset, så det skulle selvfølgelig prøves. Vi nåede også at slappe lidt inden aftensmaden. Efter knap 4½ times søvn i nat, var vi lidt trætte.
Til aftensmad prøvede vi igen at smage nogle af de lokale specialiteter som krokodille og kænguru. Sidstnævnte forbliver vores favorit. I eftermiddags ved poolen mødte vi et andet dansk ægtepar. Efter aftensmaden satte vi os sammen med dem og fik et par øl, hvilket var utroligt hyggeligt.
I morgen er vækkeuret sat til at ringe kl. 6, så vi kan nå med ud på en gåtur inden morgenmaden.
Kingfisher Bay Resort, Fraser Island, kl. 20.15, mandag den 18. oktober 2004
I går var den første morgen på ferien, hvor vi ikke gad at stå op, da vækkeuret ringede. Vi besluttede os for at sove lidt længere. Det blev desværre ikke så meget længere, for pludselig bankede det meget vedholdende på døren. Det var en resort-medarbejder, der ville hente vores kufferter, da han troede, at vi skulle med den tidlige færge tilbage til fastlandet.
Efter morgenmaden tog vi afsted på en tur med en 4WD-bus, der skulle bringe os rundt til nogle af de flotteste steder her på øen. Efter kun få minutters kørsel måtte vores chauffør have slæbetovet frem, da en 4WD var kørt fast i det bløde sand, som vejene her på øen består af. Vi kørte da ca. 10 minutter mere, da endnu en sad fast i sandet. Denne gang var det en af resortets andre 4WD-busser. Vores bus fik trukket den fri – et par gange endda. Det viste sig, at bussens firhjulstræk ikke virkede helt, som det skulle. Men så sad vores egen bus fast! Den kom dog fri, men ikke uden, at der røg flere dele af under bussen. Der stod vi så alle os fra de to ødelagte busser og ventede på nye busser, som kunne køre os videre. For at komme i gennem det værste stykke vej, måtte vi klemme os sammen i en mindre 4WD-bus med større motorkraft, og så kom en bus fra den anden side af øen for at transportere os videre.
At have brugt en del ekstra tid i sandet, gav os selvfølgelig mindre tid til resten af turen. På turen kom vi blandt andet ud at køre på den mange kilometer lange, hvide strand på øens østkyst, hvor Eli Creek løb ud i havet. Vi kom til de store sandbanker og til det store skibsvrag, Maheno, der er blevet et af øens vartegn. Vi besøgte også regnskoven på øens midte, Central Station, som utroligt nok vokser i sand. Om eftermiddagen kom vi til Lake Mckenzie – en stor ferskvandssø med det klareste vand og flotteste sandbund. Da tiden ved søen var begrænset, valgte vi ikke at tage en dukkert i vandet.
Da vi sen eftermiddag kom tilbage til resortet, begyndte det at småregne lidt. I løbet af hele dagen havde det også været overskyet, men dog stadig varmt nok til shorts.
I morges skulle vi tidligt op for at nå morgenmaden, inden vi skulle afsted på whale watching. Hele natten havde det regnet og blæst kraftigt, men regnen holdt op, som vi skulle afsted. Det blæste dog stadig en del, så sejlturen ud var ikke særlig behagelig. Da vi kom ud til hvalerne i Platapus Bay, tog blæsten af, og det klarede helt op (med Britts solrøde næse som bevis). Desværre havde udturen taget lidt hårdt på Casper, som var blevet godt søsyg. Derfor nøjedes han med at se hvalerne inde fra båden.
Her midt i oktober har de fleste pukkelhvaler allerede passeret Fraser Island på deres rejse fra det varme vand ud for det nordlige Australien tilbage til det kolde vand ved Antarktis. De sidste, som tager turen, er derfor de langsommeste hvaler. Vi fik set en stor hun (over 15 meter og måske 40 ton) samt hendes ca. to måneder gamle kalv (4 – 5 meter og godt over et ton tung) samt en mindre han, der fulgte dem. Det var helt fantastisk at se den “lille” kalv forsøge at løfte sin tunge krop over vandet mange gange. Det mest uforglemmelige syn var dog, da den store hun sprang op af vandet! Desværre skete det meste hurtigere, end kameraet kunne følge med. Derfor har vi en del billeder af de plask, som hvalerne laver, når de rammer vandet.
Da vi kom tilbage til resortet, var det igen blevet overskyet. Efter en let frokost, tog vi en tur i poolen, og da begyndte det at småregne. Resten af eftermiddagen brugte vi derfor på ren afslapning på værelset og i vores spa.
Da vi sad i restauranten og fik aftensmad, tog regnen til, ligesom det begyndte at lyne og tordne. Vi skulle have været med på en guidet ‘night walk’ kl. 20.30. Den valgte vi at sige fra til. Hende i receptionen mente dog heller ikke, at rangeren, som skulle have været med os, ville gå ud.
Det styrter stadig ned i tykke stråler samt lyner og tordner. Da vores terrasse vender ud mod en sø, kan vi rigtigt høre de hundredvis af frøer, der nyder det våde vejr. Meget hyggeligt. I morgen kan vi ikke sove længe. Allerede kl. 6.30 bliver vores bagage hentet, da vi skal afsted med færgen til Hervey Bay kl. 7.40.
The Sunlander, ved Rockhampton Station, kl. 20.00, tirsdag den 19. oktober 2004
Vi troede, at vi skulle forlade Fraser Island uden at se en dingo, som øen ellers er så kendt for. For at slå den sidste halve time ihjel inden færgeafgangen kl. 7.40 i morges, gik vi en tur på resortet. Pludselig kom en dingo gående i mod os. Den opførte sig mest som en stor, legesyg hundehvalp. Rundt omkring på resortet og resten af Fraser Island havde vi dog læst rigeligt med advarselsskilte om dingoer, så vi forsøgte ikke at lege med den. Vi valgte i stedet at gå en anden vej, men så fulgte den utroligt nok efter os.
Efter færgeoverfarten tilbage til Hervey Bay på fastlandet,havde vi valgt den først mulige bus til togstationen i Maryborough, hvorfra vores tog mod Townsville afgik. Maryborough er en noget større by end Hervey Bay, hvorfor vi også regnede med, at frokostudvalget der var større end i Hervey Bay.
Der blev vi slemt skuffede! Stationen var ikke andet end et trinbræt flere kilometer fra selve byen. Frokostudvalget bestod derfor af chips fra en automat, da der ikke engang var en kiosk i nærheden. Vi tilbragte derfor de tre timer på stationen med blandt andet at spille kortog sludre med de to australier, der også ventede de tre timer sammen med os. Derudover brugte vi lidt tid på at gå på jagt efter firben (der var mange!) og flotte fugle.
Da vi endelig kom ombord på toget omkring kl. 14, skyndte vi os til spisevognen for at få frokost. Der har vi også indtaget vores aftensmad, inden vi nu igen sidder her i vores lille kupé.
Det har regnet, lynet og tordnet under det meste af vores togtur i dag. Utroligt nok har det ikke på noget tidspunkt på vores ferie regnet, hvor det har generet os. Det har mest regnet om natten og under køreture.
Queens Court Hotel, Cairns, kl. 21.45, onsdag den 20. oktober 2004
Selvom toget stoppede en del gange og bumlede af sted som et gammelt godstog, sov vi rigtigt godt i vores kupé. Vi ankom til Townsville lidt i ni i morges. Også stationen i Townsville var placeret lidt uden for byens centrum, så vi måtte tage en taxa til busterminalen. I centrum af Townsville fandt vi Flinders Mall – strøget. Der fik vi os lidt morgenmad og provianterede til den lange bustur, som ventede forude.
Køreturen på godt seks timer fra Townsville til Cairns var slet ikke så slem, som da vi forleden kørte til Maryborough. Denne gang var der ingen skrigende unger ombord, og der blev vist et par gode film. Samtidig var det jo også lyst udenfor, så der var noget at kigge på. Vi kørte over mange floder, forbi sukkerfabrikker og mange sukkerrørsmarker. Vi kørte forbi marker med masser af køer og marker med mangotræer og igennem små badebyer. En meget hyggelig tur.
Her i Cairns fik vi hurtigt tjekket ind på vores hotel og så af sted igen. Vi fandt en internetcafé, som vi brugte lidt tid på, inden vi fandt et sted at spise på strandpromenaden.
Queens Court Hotel, Cairns, kl. 21.45, torsdag den 21. oktober 2004
Kl. 10 sejlede båden med kurs mod Great Barrier Reef. Efter et kort stop på Fitzroy Island nåede vi til Moore Reef lige før middag. Båden lagde til ved et stort flydende dæk og blev liggende der de næste 3½ time.
Først tog vi en sejltur i en semi-ubåd. I bunden af båden sad vi med glas på begge sider, mens vi sejlede langs kanten på revet. Derfra kunne vi se de mange farvestrålende fisk og flotte koraler tæt på. Vi så endda en kæmpe skildpadde på mindst en meter! Efter en tur i semi-ubåden tog vi en tur i en båd med glasbund. Med bådens flade bund var det muligt at sejle ind over revet. Livet oven på revet er noget anderledes end langs kanten. Men igen så vi fisk i alle farver og koraler i næsten lige så mange farver og former.
Da vi havde været ude på de to sejlture, fik vi frokost på båden. Så var det tid til selv at komme i vandet. Udstyret med svømmevest, snorkel, maske og svømmefødder kastede vi os ud i bølgerne. Vanddybden over revet er mellem to og seks meter. Britt brød sig ikke om bølgerne og det lidt besværlige i absolut ikke at skulle trække vejret gennem næsen. Derfor blev det kun til en kort svømmetur, men alligevel med udsigt til et par farvestrålende fisk. Casper derimod begav sig længere ud og snorklede over revet. Der var ingen Nemo-fisk at se, men ellers fisk i alle farver og størrelser (op til en meter i længde og næsten lige så store i tykkelse). Et fantastisk syn!
De 3½ time på revet gik forbavsende hurtigt, og så var det tid til sejlturen tilbage til havnen i Cairns. Denne gang havde vi begge spist nogen tabletter mod søsyge, så turen var helt behagelig. Vi var blevet advaret kraftigt mod den stærke sol på vandet, så vi havde brugt sollotion hele dagen – med det resultat, at vi absolut intet farve har fået. Tilbage på land omkring kl. 18 gik vi ud for at kigge på lidt butikker. Vi fandt blandt andet det store butikscenter, Cairns Central, hvor vi også fik lidt aftensmad. Vi sluttede aftenen med at sidde ved strandpromenaden og spise lidt is.
Queens Court Hotel, Cairns, kl. 21.30, fredag den 22. oktober 2004
Kl. 8.45 blev vi hentet på vores hotel og kørt til Tjapukai Aboriginal Culture Center, der ligger få kilometer nord for Cairns. Tjapukai-stammen har i gennem tusinder af år boet på jorden omkring Cairns og ejer den stadig. Igennem lys, lyd, film, billeder, sang, dans og andre effekter fortalte de lokale aboriginals hovedsageligt på deres eget sprog om deres historie, kultur og tro. Vi fik blandt andet fortalt om den medicin og føde, som er til at finde i naturen. Britt fik endda prøvet kræfter med et af de spyd, som de i sin tid brugte til at jage. Kænguruen blev ikke ramt.
Efter det kulturelle besøg hos Tjapukai-stammen, steg vi ombord på en af gondolerne på Skyrail – kabelbanen. Den 7½ km. lange kabelbane førte os over regnskoven i op til 40 meters højde. Undervejs stoppede vi ved Red Peak Station, hvor vi gik en tur i gennem den fugtige regnskov. Senere på ruten stod vi af ved Barron Falls Station, hvor vi efter endnu en gåtur i gennem regnskoven, kunne nyde udsigten til det over 300 meter høje vandfald, Barron Fall. På turen gennem regnskoven fik vi set endnu en slange. Vi fik desværre kun taget et billede af halen, da den stak af. Dermed havde vi ikke muligt for at spørge en af de lokale, hvad det var for en slange.
Hvor kabelbanen endte, lå den lille bjergby, Kuranda. Der var butikker og markedsboder, hvor der især blev solgt diverse kunsthåndværk og souvenirs. Derudover bød Kuranda på et utal af mindre spisesteder, hvor vi indtog vores frokost på et af dem. En utrolig hyggelig, men meget turistpræget by. Vi havde nogle timer i Kuranda, inden veterantoget Kuranda Scenic Rail afgik mod Cairns. Det gamle tog kørte os i gennem regnskoven, langs Barron River, forbi flere vandfald, gennem 15 tunneler og over 37 broer til Freshwater Station lidt uden for centrum af Cairns. Det var en helt fantastisk flot tur, der tog 1½ time.
På vores desværre sidste aften her i Australien fandt vi en restaurant på strandesplanaden, hvor vi nød nogle australske specialiteter.
Vi har nu pakket det meste af vores ting, så vi ikke behøver at stå tidligt op i morgen.
Changi Airport, Singapore, kl. 20.00, lørdag den 23. oktober 2004
Kl. 10 afgik hotellets bus mod lufthavnen. Vi skulle først flyve kl. 13.05, så vi regnede med at skulle kede os ret længe i lufthavnen. Men først stod vi i kø i en halv time for at checke vores bagage ind. Da det endelig blev vores tur, var hende bag check-in-skranken helt ny i job, og vi var åbenbart hendes første passagerer, der skulle checkes ind til flere flyveture. Det tog lidt tid, da hun skulle guides i gennem alt af en anden medarbejder.
Derefter stod vi i kø ved paskontrollen. Da det så endelig blev vores tur, fandt vi ud af, at hende i check-in-skranken havde glemt at give os nogle skemaer, som vi skulle udfylde. Da vi havde udfyldt dem, slap vi heldigvis for at skulle bag i køen igen. Men det var ikke slut med at stå i kø, for vores håndbagage var jo stadig ikke blevet gennemlyst. Også der var vi ‘heldige’, da de insisterede på, at vores bærbare skulle op af rygsækken og en ekstra gang igennem scanneren.
Kl. 13.05 afgik vores fly, og to timer og et kvarter senere landede vi i Darwin. Der kom vi lige ud og strække benene, inden vi gik ombord på det samme fly igen for at flyve de over fire timer til Singapore. Her sidder vi så nu – i Changi Airport i Singapore. Der er nu ca. 2½ time til vores fly mod London letter. Vi kan vist lige nå et spil yatzy eller to…