Hotel Presidente, San José, Costa Rica, kl. 21.30, lørdag den 4. november 2017
Op til normal hverdagstid – og så med bus og metro til lufthavnen, som vi spiste morgenmad. Netop som vi sad klar til afgang i flyet til Paris, var der tekniske problemer med flyet. Før vi kunne komme afsted, måtte en tekniker derfor tilkaldes. Forsinkelsen nåede vi dog at indhente, så vi landede i Paris næsten planmæssigt.

Vi skulle ikke skifte terminal i Paris, men alligevel havde vi svært ved at finde hen til den rigtige gate – og på et tidspunkt endte vi da også i den forkerte, lange kø. Uden stress nåede vi dog frem til gaten og vores afgang til Costa Rica, og der var lige tid til, at Valdemar legede lidt på en legeplads.

Små tolv timers flyvetur ventede forude… Vi var kommet frem til, at det ville være smartest ikke at sove (så meget) på flyveturen, da vi så nok bedst kunne vænne os til de otte timers tidsforskel. Efter otte timers flyvning måtte Valdemar dog overgive sig, og han fik en lur på 2½ time. Det var selvfølgelig en ulidelig lang flyvetur, men vi overlevede som altid og landede til tiden til lyn og regn. Der var problemer med den mobile gangbro til gaten, så vi endte med at sidde lang tid, før vi kom ud af flyet. Ved immigrationsmyndigheder blev alle os med børn gelejdet uden om den lange kø, så vi var hurtigt fremme ved bagagebåndet. Desværre tog det evigheder med vores tasker. Så fra flyet landede, og til vi gik ud igennem tolden, var gået næsten 1 ½ time!

Udenfor fandt vi hurtigt vores navn på et skilt – eller ikke helt. Vi er blevet familien Holmgren. Det styrtede ned i lårtykke stråler, som vi kørte de ca. 20 km. til vores hotel i San Josés centrum.

Vi er nu gået i seng – og Valdemar faldt i søvn på få minutter. Det er trods alt også næsten 24 timers siden, at vi stod op derhjemme i morges.

Hotel Presidente, San José, Costa Rica, kl. 18.15, søndag den 5. november 2017
”Mor, jeg kan ikke sove mere” lød det kl. 2.15 i nat. Og trods mange forsøg lykkedes det ikke at få Valdemar til at falde i søvn igen… Kl. 4 var vi alle tre oppe, så før kl. 6 var vi på gaden.

Vi gik et tur rundt om hotellet, inden vi kl. 6 var tilbage til morgenmadsbuffeten – og en halv time efter var vi ude i San Josés gader igen. Der var ikke mange på gaden, da vi gik igennem flere små parker – og Plaza Central, der ellers skulle være byens livlige samlingspunkt, havde vi for os selv. Okay, klokken var jo heller ikke en gang otte endnu.

Kl. 8.30 fik vi en smoothie og en frappe på McD, og så var vi klar til at gå videre. Butikkerne begyndte så småt at åbne, og der kom flere og flere mennesker på gaden. Vi begav os uden for centrum til den store kirkegård. Britt har et eller andet med kirkegårde, så sådan en besøger vi ofte på vores ferier – og altså også denne. Tilbage i centrum ved middagstid spiste vi frokost, hvor vi bl.a. bestilte casado: tortilla med kylling, bønner, ris og stegt banan. Dertil blev serveret noget, der mest mindede om kanelmælk. Ægte costa ricoriansk mad. Mens vi spiste, kom en ordentlig skylle, og det viste sig at blive dagens eneste regn.

Efter frokosten besøgte vi Museo de los Ninõs – et børnemuseum indrettet i et tidligere fængsel. Vi fik ikke besøgt alle de små udstillinger, hvoraf mange var i de gamle fængselsceller, men tilbragte alligevel godt et par timer der. Valdemar hyggede sig gevaldigt. Midt på eftermiddagen kunne vi godt mærke, at vi alle var ved at være godt brugte. Vi turde dog ikke tage tilbage på hotellet af frygt for så at lægge os til at sove for natten kl. 16. Med et besøg på en isbar og endnu et stop på en legeplads (som vi også have besøgt i morges), fik vi trukket tiden.

Aftensmaden blev den hurtige nemme løsning: Taco Bell tæt ved vores hotel. Valdemar kom i nattøjet, og da han først lå ned, gik der ikke længe, førend han sov – forståeligt nok. I godt tolv timer har vi alle vandret rundt i San Josés gader, og Valdemars skridttæller står på godt 41.000 skridt! Han er for sej!

Casper tror naivt, at han kan holde sig vågen måske tre timer endnu, mens Britt har erkendt, at hun sover inden kl. 19.30 – og måske også tidligere. Vi skal lige bruge en dag mere på at vænne os til tidsforskellen på otte timer…

Pachira Lodge, Tortuguero National Park, Costa Rica, kl. 20.15, mandag den 6. november 2017
I dag sov Valdemar helt til kl. 4.45, hvilket egentlig passede meget fint. Vi skulle nemlig lige have pakket taskerne, spise morgenmad og være klar til at forlade hotellet kl. 6.30. Der blev vi hentet for at blive transporteret til Tortuguero.

Dagens transport til Tortuguero er feriens eneste transport, hvor vi ikke har privatchauffør – og vi blev hurtigt bekræftet i, at den slags gruppeture bare ikke er os. Efter tre kvarter havde vi nemlig stadig ikke forladt San José, men kørte rundt og samlede personer op ved andre hoteller.

Endelig lagde vi byen bag os. Den første del af turen gik igennem Braulio Carrillo Nationalpark, hvor vi både kørte over et bjergpas samt kørte gennem en tunnel, inden vi nåede den anden side af bjergene. Omkring kl. 8.15 gjorde vi holdt for at spise morgenmad – vi havde heldigvis spist lidt cornflakes og müsli kl. 6 i morges på hotellet. Da vi havde fået lidt mere at spise, havde vi tid til at gå lidt rundt på restaurantens grund. Der var vi heldige at se to små røde gift frøer (jordbærgiftpilefrø). Da Britt et andet sted stod og tog billeder af en meget grøn leguan, fandt vi ud af, at der også var myrer. Britt blev simpelthen angrebet af måske 50 meget små myrer, der bed så snart de nåede et stykke bart hud. Av!

Det sidste stykke af køreturen gik igennem et landskab med dyrkede marker: kaffe, papaya, ananas og vandmelon. Mest imponerede var dog de to enorme bananplantager (ejet af henholdsvis Chiquita og Dole), som vi kørte igennem. Bananpalmer i flere kilometer!

Endelig nåede vi frem til bådene, der skulle fragtes os og vores bagage det sidste stykke til Tortuguero – en sejltur på en times tid. Vi nåede frem til lodgen til frokosttid. Fra terrassen ved vores værelse, der ligger i en lille hytte sammen med tre andre værelset, undrede vi os over en blå plastik krabbe, som lå på jorden – indtil krabben begyndte at bevæge sig. Det viste sig, at det mere eller mindre vrimlede med store krabber på jorden omkring hytten.

Midt på eftermiddagen tog vi med på en sejltur på nogle af områdets mange kanaler på jagt efter dyr. Tre store grønne arapapegøjer fløj over os, og kort efter fandt vi også en lille flok aber. En del forskellige fugle (bl.a. store gribbe), flere aber og en enkelt sumpskilpadde fik vi også set på sejlturen.

Vi havde lovet Valdemar en tur i poolen, da vi kom tilbage på lodgen, og der tilbagte vi en rum tid, inden det blev tid til aftensmad. Vi er blevet placeret ved et bord med et ældre amerikansk/indisk ægtepar, der faktisk har 45 års bryllupsdag. I den anledning fik de til maden serveret en festlig piña colada i en ananas flot pyntet med udskåret frugt. Valdemar spiste løs af frugten, da aftensmaden ikke helt var faldet i hans smag – udover det spejlæg, som vi fik dem til at lave…

Tilbage i vores ’hytte’ sover Valdemar og Casper nu allerede…

Pachira Lodge, Tortuguero National Park, Costa Rica, kl. 19.30, tirsdag den 7. november 2017
Vi er jo i en regnskov i regntiden, så selvfølgelig skal det også regne. Og det gjorde det i nat! I mange timer stod det ned i stænger som det kun kan gøre i en regnskov. Men da vi stod op, var regnen holdt op – og når det dryppede, var det blot fra træerne.

Efter morgenmaden var det tid til en gåtur i regnskoven, der omgiver lodgen. Mens vi ventede på vores guide ved lodgens bar, fik vi set både en lille kolibri samt flere aber i træerne ved poolen. Gåturen, der foregik på en cementeret sti bød på en masse info om planer og træer og enkelte insekter. Vi fik bl.a. set de enorme bullet ants – (på dansk: kuglemyrer), der har et bid som en skorpion. Vi fik også set flere af de blå krabber og fandt så ud af, at de hedder noget så simpelt som blå landkrabber. Som vi gik på stien, begyndte det pludselig at regne igen. En kraftig byge på 10 minutter – og så var der ikke mere regn i dag.

Efter gåturen var der selvfølgelig tid til en tur i poolen inden frokosten. Vi slappede lidt på værelset efter frokost, inden vi skulle en tur til landsbyen Tortuguero, der ligger på den anden side af kanalen – 1 minuts sejlads væk. Vi har fundet ud af, at der er almindelig tid – og så er der Costa Rica-tid. Det er tydeligt at høre på vores guide, at det er godt klaret, hvis vi kun er 10 minutter forsinket.

Da vi ankom på den anden side af kanalen, gik vi ud til stranden, hvor Stillehavets store bølger slog ind. Vores guide viste os hullerne i sandet, hvor de store havskildpadder havde lagt deres æg. De sidste skildpaddeunger har forladt stranden for et par måneder siden, men der var enkelte æggeskaller tilbage. Fra stranden gik vi til byens ’hovedgade’ – og vel også den eneste ’gade’. Endelig fik Valdemar lov at smage kokosvand direkte fra en kokosnød.

Vi gik hele vejen igennem byen til nationalparkens indgang og så tilbage igen. På vejen stoppede vi og lavede en aftale med en lokal guide, som vores hotel (og vores Lonely Planet-guidebog) havde anbefalet. Den aftale betyder, at vi vil blive hentet allerede kl. 5.40 i morgen for at komme på en tidlig kanotur. Vi nåede også en tur i byens supermarked, hvor vi købte et par is, inden sejlturen tilbage til lodgen. Da vi kom tilbage til vores værelse, tjekkede vi lige vores ”huskrabber” – de blå krabber, der bor i hullerne omkring vores hytte. Selvfølgelig var der tid til endnu en tur i poolen inden aftensmaden, så vi svømmende rundt, da solen gik ned, og alt blev mørkt – og konstaterede, at myggene også bider, selvom vi er i poolen.

Der serveres officielt først aftensmad fra kl. 19, hvilke er lige sent nok for os. Men heldigvis var de klar før tid og bød os indenfor. Det betyder, at vi nu er tilbage på værelset, og Valdemar sover allerede. Vi sætter nu vækkeuret til kl. 5 – og så sover vi også meget snart.

Pachira Lodge, Tortuguero National Park, Costa Rica, kl. 19.30, onsdag den 8. november 2017
Det regnede ikke i nat, så i stedet for regnens trommen på taget, kunne vi høre regnskovens lyde – især de mange insekter. I vores hytte er der nemlig ikke glas i vinduerne – kun myggenet. Da vi vågnede i morges, havde en brøleabe taget plads i et træ tæt ved – og en brøleabe larmer! Valdemar blev lidt bange, første gang han hørte abens brøl mere eller mindre lige udenfor værelset.

I restauranten i går aftes havde vi spurgt om muligheden for at få nogle bananer eller andet hel frugt, som vi kunne tage med på morgenens sejltur. Ikke noget problem – der er medarbejdere i restauranten fra kl. 5, fik vi at vide. Men det var alligevel et problem. De ville gerne skære og servere frugt for os, men de havde ikke noget frugt, som egnede sig til at tage med. Heldigvis havde vi pakket ostehapser og fuldkornskiks (medtaget hjemmefra), så det blev vores morgenmad.

Kl. 5.35 blev vi hentet af en vandtaxi, der sejlede os til indgangen til Tortuguero Nationalpark, hvor vores guide ventede. Parken åbnede først kl. 6, men kort derefter var vi afsted i en kano sammen med en anden turist. At sejle stort set lydløst var en rar forandring til sejlturen forleden, hvor vi blev drevet frem af en 115 hk-motor.

Guiden syntes at kende hver en lille bugt i kanalerne – og han vidste lige, hvor han skulle finde kaimanerne, som vi var mest interesserede i at se. Vi fik set aber, skildpadder, mange forskellige fugle – og naturligvis flere kaimaner (krokodiller), som Valdemar havde se frem til. Valdemar syntes, at sejlturen var lidt lang (2½ time), men han holdt tappert ud og livede helt op, da der kom en 10 minutters regnbyge. Der fik vi god gavn af vores regnslag købt til 20 kr. i en Tiger-butik. Vandtaxien bragte os tilbage til lodgen, hvor vi kl. 9 lige fik snuppet lidt frugt og brød fra morgenmadsbuffeten, der ellers var blev fjernet. Der var rigeligt med tid til en tur i poolen inden frokost.

Lodgen her tilbyder ’pakker’ med to overnatninger – og eftersom vi i modsætning til alle andre har valgt at være her tre nætter, har vi rodet godt rundt i deres system. Deres buffet til frokost og aftensmad gentager åbenbart sig selv hver 2. dag, og for at vi ikke skulle spise det samme som i mandags, fik vi en ret serveret på en tallerken, ligesom vi sad ved et bord helt for os selv.

Midt på eftermiddagen tog vi med båden til Tortuguero-landsby på den anden side af floden. I dag sprang den guidede del af turen over (som vi jo havde hørt i går) og fik dermed mere tid på egen hånd. Da vi kom i land, så vi en flok bladskærermyrer, hvilket Valdemar fandt meget spændende, og på standen hyggede han sig med at tegne i sandet, inden vi gik ind i byen. Denne gang tog vi bagsiden af hovedgaden og kom ind, hvor de lokale bor. Det så meget primitivt ud. Tilbage på ’hovedgaden’ fandt vi selvfølgelig et sted at spise en is, og det blev også til endnu en kokosnød. Ligesom i går fik vi den tomme kokosnød skåret op, så vi nu igen har rigeligt med kokos til snacks.

Før aftensmaden blev det også tid til en drink og efterfølgende en tur i poolen efter solnedgang. Valdemar pev lidt over ondt i skuldrene – og vi fik en noget dårlig smag i munden, da vi opdagede, at han var blev solskoldet på skuldrene. Trods Valdemars højlydte protester synes vi faktisk, at vi har smurt ham godt ind i solcreme, men åbenbart ikke godt nok under turen i poolen kl. 9 i morges. Ja, solen er stærk her.

Til aftensmaden var Valdemar flere gange ved at falde i søvn midt i maden, og han sover da nu også tungt.

Arenal Springs Resort and Spa, La Fortuna, Costa Rica, kl. 20.30, torsdag den 9. november 2017
I morges efter morgenmaden var det tid til at forlade regnskoven og Tortuguero. Det regnede, da vi sejlede afsted på floden – og nogle i båden syntes åbenbart, at det blev for vådt eller blæsende, så bådens plastiksider blev rullet ned. Efter 10 minutter blev det som en fugtig bageovn – og så blev der heldigvis rullet op igen. At blive lidt våd må være en del af oplevelsen, når man besøger en regnskov i regntiden!

En times sejlads efterfulgt af en times venten på vores bus. Dårlig planlægning! Derefter var der små to timers kørsel, hvoraf den første times tid foregik på elendig grusvej med maks. 30 km/t. Igen kørte vi igennem bananplantagerne. Et sted måtte bussen lige holde – ikke ved en jernbaneoverskæring, men ved en ’bananoverskæring’. Vejen var nemlig lige spærret af det system, der fragter de store bananklaser fra markerne til rensningen – og en masser klaser ’kørte’ forbi.

Hvor busturen endte, spiste vi frokost, og så skulle vi skifte transportmiddel. Fra den store bustur fortsatte turen nu med privatchauffør. Vi havde igen en køretur på ca. to timer foran os, og i mange kilometer var vi omgivet af ananasplantager så langt øjet rakte. Valdemar tog sig en lur – og da vi vækkede ham, nærmest tvang vi ham til at spise slikpind for at holde ham vågen.

Omkring kl. 16 nåede vi frem til resortet her. Vi blev modtaget med lækre cocktails og blev transporteret til vores hytte i en golfvogn til Valdemars store fornøjelse. Selvom værelset var lækkert, forlod vi det hurtigt igen. Stedet her har nemlig en helt fantastisk pool – eller rettere sagt mange pools med vand fra naturlige varme kilder. Der var mindst otte forskellige pools med vand i forskellige temperaturer. Vi prøvede et par stykker og satte os derefter i poolen med en bar og delte en cocktail. Da solen var gået ned, og vi havde haft mindst tæerne i alle pools (i flere var vandet for varmt!), var det tid til aftensmad.

Efter fire dage med hotelbuffeter (læs=meget smagsneutral og lidt kedelig mad, som alle kan spise), var det skønt at komme til resortets italienske restaurant. Vi spiste lækre pizzaer – og har nu en del pizzarester til vores tur i morgen.

Arenal Springs Resort and Spa, La Fortuna, Costa Rica, kl. 19.45, fredag den 10. november 2017
Ligesom resortet her er nogle klasser bedre end lodgen i Tortuguero, var morgenmadsbuffeten også klasser over. Valdemar nød dog bare – ligesom i Tortuguero – at de i ”omelet-stationen” også kunne lave et helt almindeligt spejlæg.

Kl. 9 blev vi hentet af vores chauffør og guide, der skulle vise os Arenal Volcano National Park. Vores guide spurgte, om vi havde set et dovendyr endnu, hvilket vi jo ikke havde. I indkørslen til vores resort havde han nemlig spottet en, så den stoppede vi naturligvis for at se.

Vi startede med en kort sejltur over Lake Arenal, hvor vores første vandretur startede efter lige at have spejdet mod vulkanen, Arenal. Vi gik igennem regnskoven, hvor Valdemar især var begejstrede for de mange bladskærermyrer, der marcherede i rækker med blade. Hver gang vi fandt en række, fulgte vi dem til deres bo. Et par steder var vi så heldige at se næsebjørne, der desværre ikke ville fotograferes.

For enden af den første vandresti ventede vores chauffør for at køre os videre til den næste. Der gik vi en tur igennem den skov, der var vokset op efter det store vulkanudbrud i 1992. Vi kravlede op af lavastenene til et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se toppen af vulkanen – eller det kunne vi faktisk ikke, for toppen var – som næsten altid – indhyllet i skyer. Valdemar gik hele vejen til toppen, men på tilbagevejen fik han lov at komme op i bærestolen. Med Netflix-tegnefilm på mobilen, der var sat fast med velcro på bærestolen, hyggede han sig, mens Casper fik lidt sved på panden de sidste par kilometer.

Efter planen skulle vi slutte vores tur med frokost og svømmetur på et resort med utallige pools med vand fra de varme kilder. Men udsigten til endnu en frokost med hotelbuffetmad gjorde, at vi – til vores guides store undren – valgte at droppe den del af turen. Vi havde jo også mange lækre pools her på resortet og ville så hellere bruge eftermiddagen på at se byen, La Fortuna.

Vi spiste derfor sen frokost i La Fortuna, og mens vi gik rundt i byen, spejdede vi flere gange mod toppen af vulkanen. Endelig forsvandt skyerne et øjeblik, og vi fik mulighed for at se den M-formede top, som vi tidligere havde fået den tekniske forklaring på. Vi tog en taxa tilbage til vores resort – og fra indgangen tog Valdemar og Britt imod tilbuddet om at blive kørt det sidste stykke i en af de små golfvogne.

Sidst på eftermiddagen tog vi badetøjet på og gik i poolen. Vi delte et par cocktails (virgins – selvfølgelig), og da det blev tid til aftensmad, rykkede vi fra baren i poolen til den japanske sushirestaurant i poolen. Sushien var på ingen måde på højde med det, som vi er vant til fra vores lokale sushirestaurant derhjemme, men oplevelsen med at sidde og spise i poolen i vandet fra de varme kilder var en oplevelse i sig selv.

Nu er vi tilbage i hytten, og Valdemar er selvfølgelig faldet i søvn – godt træt efter endnu en dag med mange oplevelser.

El Establo Mountain Resort, Santa Elena, Costa Rica, kl. 20.15, lørdag den 11. november 2017
Det tog lidt ekstra tid ved morgenmaden i morges. Valdemar fandt nemlig en jævnaldrende tysk dreng, som han løb rundt og legede med. Valdemar har flere gange nævnt, at han savner sin ven, Laurits, fra børnehaven, så det var rart, at der nu endelig var en at lege med. Vi har ikke rigtigt mødt nogle børn på vores tur indtil nu.

Kl. 10 blev vi hentet af vores guide og chauffør til vores tur fra Arenal til Monteverde. Vi kørte ca. 20 minutter til Lake Arenal – den store, kunstige sø. Ved at sejle ca. 45 minutter over søen, blev vi sparet for 1½ times kørsel. På den anden side af Lake Arenal ventede en ny chauffør på os. Der er ingen asfalterede veje – blot meget hullede, grusveje. Den Toyota Hiace, som vi blev hentet i, var baghjulstrukket – og for at sikre vejgreb hele tiden, kørte chaufføren rundt med to store poser sand bagi.

Turen til Monteverde varede små to timer – og der var kun asfalteret de sidste måske 5 km. Turen føltes dog ikke så lang, da vi gjorde nogle korte stop undervejs. Vi stoppede et sted for at se på ødelæggelserne fra en orkan for en måned siden. Der var sket mange jordskred, og flere steder havde familier mistet deres huse i disse jordskred. Et andet sted stoppede vi ved en kaffeplantage, hørte lidt om kaffedyrkning og ikke mindst om det hårde arbejde ved plukningen, der oftest udføres af nicaraguanerne, der kommer til Costa Rica for at tjene noget mere, end de kan hjemme i Nicaragua.

Kl. 13 var vi fremme ved vores hotel lige uden for den lille by, Santa Elena. Fra vores hotelværelse har vi direkte udgang til en stor græsplæne og flot udsigt over tågeskoven. En næsebjørn løb over græsplænen, da vi kom…

Vi gik den korte, men hårde tur til centrum af Santa Elena. Det gik stejl ned ad bakke det meste af vejen. Der var ikke så meget at kigge på i byen. Vi fandt et sted at spise en sen frokost: tacos og tortillas. Lækkert! På vejen tilbage til hotellet (nu selvfølgelig stejlt op ad bakke!) var vi en tur i et par supermarkeder på jagt efter kaffe. Ikke hvilken som helst kaffe, men Britt-kaffe i kaffekapsler. Vi ved, at det findes, da de har dem her på hotellet. De gør sig dog ikke i kaffekapsler i supermarkederne, så vi nøjedes med at købe lidt drikkevarer og snacks.

Tilbage på hotellet sad vi udenfor på terrassen og så den flotte solnedgang. Utroligt, som det så ud til, at røg bare steg op fra skoven. Det hedder jo ikke en tågeskov for ingenting. Det var blevet mørkt, da vi forsøgte at finde hotellets pool. Der var ikke meget lys (noget steder intet!) på stierne på hotellets store område, så vi følte lidt, at vi famlede os frem i blinde. Vi fandt dog poolen, så nu ved vi, hvor den er, når vi sikkert skal bruge den i morgen.

Aftensmaden spiste vi på en restaurant tæt på hotellet. Vi havde ikke den store appetit efter den sene frokost, så Britt nøjedes med en forret (lækker tun-ceviche), mens Casper og Valdemar delte en pizza. Mens Valdemar i formiddags spiste rester af sin aftensmad fra i går (nuggets), har vi nu lidt pizzarester til i morgen…

El Establo Mountain Resort, Santa Elena, Costa Rica, kl. 20.00, søndag den 12. november 2017
Vi vågnede op til en meget grå himmel uden udsigt til sol. Dagens plan var at tage til Monteverde Cloud Forrest Reserve for at gå en god tur, så efter morgenmaden gik vi til hotellets reception for at bestille en taxa. Som vi kom dertil, var en turbus med turister ved at tage af sted. Britt overhørte lige, at en mand meldte afbud til turen, da hans hustru var syg – og så var der jo plads til os i minivan’en. Chaufføren var sikkert glad for en ekstra indtægt på 10 dollars, og vi var glade for at slippe for ventetiden på en taxa. Der var blot maks. fem kilometer til parken, men det tog sin tid på grund af vejens dårlige tilstand. Ligesom i går så vi nogle steder, hvor orkanen, Nate, havde revet træer, broer og huse med sig. En ødelagt bro havde bl.a. betydet, at adgangen til parken havde været spærret i et godt stykke tid, og vi var derfor glade for den dog noget primitive bro, som nu var bygget.

Vi var med indgangen til skoven før kl. 8, og efter slet ikke at have mødt andre danskere på ferien, så vi her både en dansk familie og en flok unge mennesker. Vi stod i kø for at betale for indgangen og efterfølgende i kø for at komme ind. Men da først vi kom ind og fulgte den anbefalede rute (der skulle svare til en 3-timers hike), følte vi, at vi havde skoven for os selv – altså lige bortset fra en masse myg! Vi havde ellers både læst og fået fortalt, at tågeskoven lå for højt og var for kold til myg, men det vidste myggene ikke. Især Britt blev (som sædvanligt) angrebet, og et stik hævede voldsomt op på armen. Myggesprayen havde vi selvfølgelig ikke med, men den havde nu heller ikke været meget værd på feriens øvrige dage, så det gjorde måske ikke så meget. En enkelt ’vådserviet’ med insektspray blev udnyttet til fulde.

Stierne, som vi fulgte, var tomme med udtagelse af, da vi nåede et udsigtspunkt. Der kom flere andre, der ligesom os kiggede forgæves efter en udsigt. Tågeskoven levede op til sit navn – og vi kiggede blot ud i tågen. Som vi gik videre på de godt mudrede stier, begyndte det at småregne, og vores ponchoer kom igen i brug. Valdemar brokkede sig lidt over trætte ben, men trods ujævnt terræn og en masse trin op og ned, vandrede vi vel i to timer, førend han kom op i bærestolen på ryggen af Casper. Valdemar er altså sej til at vandre, hvilket han har bevist flere gange på denne ferie. Britt havde i går opfundet den imaginære Niels Næsebjørn, der kom og talte med Valdemar, og Niels Næsebjørn dukkede meget belejligt ofte op, når Valdemar havde lidt krise over gåturen.

Sidste stop på vandreturen i skoven var et vandfald, før vi gik mod udgangen – ca. 3½ time efter vi var ankommet. Udover nogle enkelte fugle fik vi ikke set noget som helst wildlife. Der skulle vi nok have haft en guide med til at spotte dyrene. Sammen med nogle amerikanske backpackere delte vi en taxa tilbage til centrum af Santa Elena.

I Santa Elena spiste vi frokost i The Tree House, der ifølge eget udsagn er på verdens top 10 liste over de meste bizarre spisesteder. Det bizarre består i, at der midt i huset står et stort træ. Meget hyggeligt at sidde på 1. sal og spise bl.a. træets grene.

Vi gik tilbage på hotellet (stejlt op ad bakke!) i tæt tåge og hyggede lidt på værelset, inden vi tog hotellets shuttle til den anden ende af hotellets grund. Det er virkelig en stor grund, der stiger 300 højdemeter. På toppen af bakken så vi mange kolibrier, der nærmest fløj om ørene på os på deres vej til de opsatte sukkervandsbeholdere.

Da vi nåede poolområdet, kom en næsebjørn gående i græsset – totalt upåvirket af os, der selvfølgelig skulle have nogle billeder af den. Vi så jo også næsebjørne forleden i Arenal, men ingen af dem stillede op til fotografering som den i dag. At være i poolen, mens solen går ned, er næsten blevet en tradition her på ferien. Men eftersom solen slet ikke havde vist sig i dag, var der heller ikke meget solnedgang at se.

Vi havde besluttet at spise aftensmad på hotellets restaurant, men da vi efter små 20 minutter måtte hente en tjener til at tage i mod vores bestilling – og han så lignede en, der ikke anede, hvorfor han eller vi var der, gik vi simpelthen i protest. Vi fandt et lille, lokalt spisested tæt på, hvor maden kun kostede en brøkdel.

Igen i dag er Valdemar faldet i søvn på igen tid – og vi gør snart det samme.

San Bada Hotel & Spa, Manuel Antonio, Costa Rica, kl. 19.30, mandag den 13. november 2017
Vi ville først blive hentet på hotellet kl. 11, så vi havde rigeligt tid her til morgen. Vi fik hotellets shuttle til at køre os op til toppen, hvorfra flere vandrestier startede, og gik lidt ud af et par stykker af dem, inden vi igen begyndte at gå ned mod vores hotelværelse. Vejen var stejl og glat, så det var hårdt at gå nedad. Så vi stak tommelfingeren frem, da en af hotellets shuttlebusser kom forbi.

Vores chauffør fortalte, at der ventede os ca. fire timers køretur. Den korteste vej var desværre spærret som følge af stormen for en måneds tid siden. Det betød en omvej, der startede med mere end en time på en elendig grusvej. Det dumpede godt, selvom vi kørte i en 4WD. Valdemar pev lidt over ondt i maven og lagde sig til at sove – og da han vågnede små to timer senere, var han heldigvis helt frisk igen.

Vi stoppede halvvejs ved broen over Rio Tarcoles – også kendt som Krokodillebroen. I floden under broen holder nemlig en masse store krokodiller til, som vi selvfølgelig gik ud for at kigge på. En hurtig snack fra restauranten, og så kørte vi videre.

I modsætning til vores chauffør på turen til Arenal, kunne dagens chauffør tale flydende engelsk. Vi fik derfor en masse at vide om Costa Rica – om korrupte politikerne, skattesystemet, nicaraguanske gæstearbejdere og meget andet – og vores chauffør spurgte nysgerrigt til forholdene i Danmark. Han morede sig noget over vores tradition med at danse rundt om juletræet.

Et sted kørte vi igennem en enorm palmeplantage til produktion af palmeolie. Kæmpe palmer i flere kilometer. Britt blev rigtig glad, da chaufføren spurgte, om vi havde mærket gårsdagens jordskælv. I går oplevede Britt nemlig, at sengen rystede i flere sekunder. Da Valdemar lå musestille ved siden af, mistænkte Britt, at det var et jordskælv. Casper, der stod ved siden af sengen, mærkede intet, hvorfor han bare affærdigede det. Men det var altså et jordskælv!

Da vi kom til Manuel Antonio, kørte vi forbi nogle kapucineraber, der kravlede i elledningerne, hvilket lover godt for vores chancer for at se dyr på vores vandretur i morgen. Kufferterne blev hurtigt sat på hotelværelset, hvorefter vi gik ned til stranden. Valdemar hyggede sig med at tegne i sandet og finde sten og muslingeskaller. Sammen med mange andre stod vi på stranden og så solnedgangen, der dog blev godt skjult i skyer.

Vi fandt en restaurant og bestilte burger til aftensmad – Britt fik en burger med frisk tun! Mens vi gik på stranden, havde det tordnet, og da vi sad på restauranten, begyndte det også at regne og lyne. På et tidspunkt kom et dovendyr kravlede forbi i elledningerne langs vejen, så Valdemar og Britt trodsede regnen og gik ud og kiggede nærmere på dyret – sammen med flere andre gæster fra restauranten. Vi prøvede at trække tiden på restauranten lidt, men regnen så ikke ud til at aftage. Altså måtte vi gå tilbage til hotellet i styrtende regnvejr. Værst var, at det var så mørkt, at vi havde svært ved at se vandpytter og mudderhuller på stien til hotellet med undtagelse af, når det lynede.

På vejen hjem var der pludselig nogen, der råbte til os fra en restaurant. Det viste sig at være et yngre par, som vi havde været i Tortuguero med. De var meget interesserede i at høre, hvorfor vi ikke rejste hjem sammen med alle de andre. De andre passagerer havde talt om dette på turen hjem og var bekymrede for, om det var sket os noget. De blev derfor glade for at høre, at forklaringen jo blot var, at vi skulle være der en overnatning længere end alle andre.

Vi var gennemblødte, da vi nåede i tørvejr. Et hurtigt brusebad (og et laaangt til Valdemar) for at vaske mudderet af benene og så i seng…

San Bada Hotel & Spa, Manuel Antonio, Costa Rica, kl. 19.30, tirsdag den 14. november 2017
For en gangs skyld var hotellets morgenmad ikke buffet. Selvom det er et stort hotel, var der kun otte overnattende gæster. Så for at undgå for meget madspild til en buffet, var morgenmaden a la carte. Casper og Valdemar holdt sig til yoghurt og cornflakes med mælk (og en masse frugt), mens Britt prøvede en costaricansk morgenmad med bl.a. ris, bønner, æg og avokado.

Det havde regnet hele natten, så vi forberedte os på en våd vandretur i Manuel Antonio Nationalpark. Vores hotel ligger lige ved siden af indgangen til nationalparken, og der mødte vi vores guide, Allan. Manuel Antonio er Costa Ricas mindste nationalpark (blot ca. to gange Central Park i New York), men også en af de mest populære. Vores guide fortalte, at i højsæsonen var der nogen gange en times kø for at komme ind. I dag der heldigvis ingen kø, men alligevel en del mennesker.

Vi havde ikke gået mange meter inde i parken, førend vores guide udpegede de første dyr: en stor leguan på en tagryg og to små flagermus, der hang og sov under et palmeblad. Som vi gik igennem parken, stoppede vi flere gange for at kigge på dyr: flagermus, leguaner, dovendyr, edderkopper, firben, krabber, sommerfugle og aber. Et sted var vi også så heldige at se de små grønne og sorte giftfrøer.

Hver gang vi så et dyr, stillede vores guide sit teleskop op, så vi kunne se dyrene helt tæt på. Guiden fandt hurtigt ud af, at han skulle indstille teleskopet i Valdemars højde, så han også kunne kigge med. Ved et vandfald gjorde vi nogle minutters hold, inden vi fortsatte til stranden i nationalparken. Omkring stranden vrimlede det med kapucineraber og vaskebjørne, der tiggede og stjal mad fra de mange turister. Enkelte næsebjørne var der også. De løb om benene på os og var på ingen måde bange.

Efter fire timer var vi tilbage ved parkens indgang. Derfra fulgtes vi med vores guide ned til den offentlige strand, hvor en chauffør ventede med kolde drikke, frugt og snacks. På vejen dertil så vi et par brøleaber, der kravlede rundt i elledningerne. Vi satte os på stranden og spiste lidt frugt, inden vi gik en tur langs stranden, og til sidst fandt et sted at spise frokost.

Valdemar havde klaret vandreturen så flot og gik selv hele turen, selvom bærestolen fristede. Så efter frokost fik han lov at bestemme, at vi skulle en tur i poolen, som vi havde helt for os selv. Efter poolen gik vi sidst på eftermiddagen ned til stranden, hvor Valdemar og Britt smed sko og sokker og gik i vandkanten hele vejen. Vi havde heldigvis skiftetøj med til Valdemar, der naturligvis ikke helt kunne holde shorts og T-shirt tør.

Aftensmaden indtog vi igen i dag på en restaurant ved stranden. Vi må indrømme, at Valdemar er noget selektiv med, hvad han indtager. For at han ikke skal leve af kyllingnuggets og pizza må vi derfor ind i mellem være lidt besværlige i vores bestillinger. Tjeneren havde lidt svært ved at forstå bestillingen på pasta med skinke uden sovs, men det lykkedes.

Selvom det havde været overskyet hele dagen, holdt det tørt (med undtagelse af lidt regn i morges i starten af vandreturen), og til aften kom kun enkelte lyn og ingen regn. Vi håber på lignende vejr i morges. Overskyet passer os nemlig udmærket (selvom blå himmel ville være flottere på billederne), men når temperaturen ligger omkring de 30 grader, er det skønt, at solen ikke bager fra en skyfri himmel.

San Bada Hotel & Spa, Manuel Antonio, Costa Rica, kl. 19.30, onsdag den 15. november 2017
Også i morges havde vi restauranten for os selv, men vores tjener advarede os om, at der senere i dag ville komme to busser med i alt 100 personer. Altså ville der være buffet til morgenmaden i morgen, men havde vi særlige ønsker, skulle han nok sørge for det. Fra restauranten fik vi nogle sandwich med, som vi kunne medbringe i nationalparken. Det er strenge restriktioner på, hvad man må tage med af mad. Ved indgangen til nationalparken blev vi også spurgt og kunne med god samvittighed sige, at vi kun havde lovlige fødevarer med. Godt, vi ikke blev spurgt i går!

Vi gik hurtigt igennem parken og stoppede kun et par enkelte gange for at kigge på et dovendyr, en sovende flagermus og en kæmpe græshoppe. Målet var stranden, som vi havde for os selv, da vi kom.

Bølgerne var store, så Valdemar fik ikke lov at være alene i vandet. En af os blev dog også nødt til at blive på land for at passe på vores ting. Det varede nemlig ikke længe, førend to vaskebjørne på rov fik færten af maden i vores taske. De var meget nærgående og bed ud efter Casper, da han ville skubbe dem væk, da den ene forsøgte at åbne vores taske. Vi fik udstyret os med en lang pind og var så klar til at tage kampen op mod kapucineraber og vaskebjørne, der jævnligt kom forbi – og vi fik brug for pinden flere gange. Ved siden af os gik en ældre dame nærmest i panik, da de to vaskebjørne ville tage hendes mad. Vaskebjørnene lugtede ’blod’ og fik da også fat i en pose mad. Casper måtte komme hende til undsætning, da flere andre turister blot stod og tog billeder, mens vaskebjørnene nærmest kravlede op af hende for at få fat i en anden pose, som hun havde i hånden. Hun endte med at smide maden – og så var vaskebjørnene tilfredse.

I mere end tre timer hyggede vi i vandet, mens vi morede os over de nærgående aber og vaskebjørne, der flere gange fik stjålet mad fra ikke så forberedte turister. Valdemar og Britt sad i vandet og spiste frugt for på den måde at slippe for nærgående dyr. En ældre dame gav en abe en bid af hendes sandwich – og et øjeblik efter var hun og hendes mand omringet af meget nærgående aber, så de til sidst flygtede fra stedet. Der er en god grund til, at flere skilte dikterer, at man ikke må fodre dyrene! På et tidspunkt luntede en næsebjørn forbi, ligesom et dovendyr sad i et træ ved siden af os og spiste. Så lidt dyreliv fik vi da set, mens vi var på stranden.

Eftermiddag var vi tilbage på hotellet, hvor vi slappede med hver vores skærm i et par timer. Vi fik god også mulighed for at se flere dyr, da nogle brøleaber hoppede rundt i træerne ud for vores terrasse, ligesom en stor leguan lå på en gren. Vi gik derefter en tur på den offentlige strand, hvor Britts jagt på en glat, hvid sten til en hjemmelavet souvenir endte med en større samling af muslingeskaller og konkylier – men ingen hvide sten. Et sted på hovedgaden kravlede en flok dødningehovedaber (Nr. Nillson-aber) rundt i ledninger og på skilte og tage. Der er ikke så mange spændende spisesteder i byen, så vi valgte at spise på hotellet – og det var et godt valg. Vi fik alle rigtig lækker mad og nåede lige at spise færdige, inden hotellets 100 nye gæster invaderede restauranten.

Endnu en gang har vi undervurderet solens styrke. Selvom vi ikke har været udenfor mellem kl. 12 – 15, og det har været totalt overskyet hele dagen, er Valdemar og Casper blev totalt skoldede på ryg og skuldre. Valdemar ligger nu med ryggen spurgt ind i en beroligende balsam, og heldigvis har han endnu ikke klaget over, at det gør ondt – selvom det virkelig ligner noget, der brænder…

Wyndham San Jose Herradura Hotel, San José, Costa Rica, kl. 19.15, torsdag den 16. november 2017
Vi startede dagen i receptionen med at efterlyse Valdemars vådliggerlagen og en af Valdemars små bamser, som vi mistænkte rengøringen for at have taget med ved en fejl. Da vi kom tilbage efter morgenmaden havde de fundet lagenet, men desværre ikke bamsen. Der må vi købe en ny, når vi kommer hjem…

Kl. 9 blev vi hentet af vores guide og chauffør, Edgar, der skulle køre os til San José – en tur på omkring tre timers kørsel. Efter et par timers kørsel, hvor Valdemar heldigvis havde sovet halvdelen af tiden, gjorde vi holdt ved Carara Nationalpark. Sammen med vores guide gik vi igennem parken på jagt efter dyreliv. Vores guide forklarede os om de forskellige træer og planter – og de enkelte dyr, som vi så: nogle kapucineraber, et par grøn-sorte frøer og så de store røde ara-papegøjer. Sidstnævnte havde vi ikke set tidligere.

Efter godt halvanden times vandring fortsatte vi køreturen, dog kun for at stoppe små 10 minutter senere. Der krydsede vi nemlig igen Krokodillebroen. Vi blev sat af på den ene side, så vi kunne gå over og igen se de enorme krokodiller i floden under os. Vores guide holdt og ventede på den anden side af broen. Vi havde endnu ikke set en tukan, så vi blev glade, da vi på køreturen pludselig så en, der fløj langs vejen.

Vi nåede vores hotel ikke langt fra lufthavnen midt på eftermiddagen – lidt forsinket af tæt trafik på motorvejen. Vi skyndte os en tur i poolen, hvilket dog var en kold fornøjelse. Så kold, at Casper aldrig kom i vandet. Britt og Valdemar svømmede lidt rundt, indtil Valdemar klaprede tænder og havde blå læber.

Vi havde ikke rigtigt fået frokost (udover kiks og andet snacks), så vi gik tidligt ud for at få aftensmad. Vi troede, at hotellet lå helt øde tæt ved motorvejen og blev derfor lidt overrasket over, at der lå et shoppingcenter på den anden side af vejen. Det var ikke et særligt interessant center, men vi fik da alligevel købt et par souvenirs: en lokal fodboldtrøje til Valdemar og en bog med billeder fra Costa Rica. I hotellets butik fik Casper også købt Britt-kaffekapsler – alle tre ting, som vi havde tænkt på at købe, men havde opgivet at få fat i, da vi i morgen tidligt forlader Costa Rica. Vi spiste aftensmad på CRBF – Costa Rica Beer Factory, der havde så omfattende et ølkort, at Casper selv ikke kunne vælge. Så vi endte med at dele en enkelt øl.

Vi kæmper nu for at få Valdemar til at sove. Vi skal nemlig afsted fra hotellet allerede kl. 3.30 – altså i nat!!

Hotel Mansion Teodolinda, Managua, Nicaragua, kl.19.45, fredag den 17. november 2017
Vi stod op kl. 2.30, og klokken 3.20 var vi på vej til lufthavnen med tre morgenmadpakker fra hotellet: muffin, juice, yoghurt og æble, hvoraf førstnævnte blev spist i bilen. I lufthavnen fik vi brugt de sidste colón på souvenirs – suppleret med dollars. Valdemar nød de mange chokolade-smagsprøver, mens Casper fik sig et par smagsprøver på kaffe.

Flyveturen til Managua i Nicaragua tog kun 45 minutter, hvoraf Valdemar sov det meste af turen. Fra bilen fik vi på køreturen til hotellet det første indtryk af Managua, som ikke var så positivt. Her virker en del fattigere end Costa Rica, hvilket landet jo også er.

Vi fik hurtigt stillet taskerne på hotelværelset, og så gik vi ud for at se nærmere på byen. Et nærliggende shoppingcenter havde endnu ikke åbent, så vi fik lidt ekstra morgenmad på en tankstation. Vi følte, at vi var dagens attraktion for alle de lokale, der også var der for at spise morgenmad.

Trafikken her er forfærdelig! Der er masser af biler, der kører vildt stærkt – og uden fodgængerovergange er det med livet som indsats, når vi skulle krydse en vej. Et par gange var vi heldige, at lastbiler holdt tilbage for os, så vi kunne komme over – ellers havde vi nok stået i rabatten og ventet endnu… Vi fulgte den store Simon Bolivar Avenue, hvor der langs vejen var ved at blive bygget kæmpe krybbespil og et svømmeanlæg til en stor mellemamerikansk ”OL”, der skal afholdes om et par uger. På Revolutionspladsen var et kæmpe ’juletræ’ ved at blive samlet af lyskæder. På tilbagevejen gik vi igennem et beboelseskvarter, og igen blev vi bekræftet i, at Nicaragua er et meget fattigt land.

Efter tre timer til fods rundt i byen, søgte vi ind i køligere omgivelser i et shoppingcenter. Det var ret kedeligt, men der var en food court, hvor vi fik lidt frokost. Sidst på eftermiddagen blev vi kølet ned i hotellets pool, inden vi gik ud for at finde et sted at spise aftensmad. Vi syntes ikke rigtigt, at der lå nogle spisesteder her i nærheden, men fandt alligevel en restaurant, hvor vi fik typisk nicaraguansk mad med bl.a. stegte bananer og bønnemos. Det smagte virkelig lækkert – og selvom vi var godt sultne, måtte vi levne.

Her i Nicaragua er de meget glade for den nu afdøde Hugo Chavez, så de har opkaldt en rundkørsel efter ham – og hans ansigt i mange neonfarver pryder midten. Det ser meget festligt ud, og den meget kulørte julebelysning omkring bidrager yderligere til et meget farvestrålende look. Valdemar, der jo er vildt med farver, tog også adskillige billeder af julebelysningen.

Vi er glade for, at vores guide på turen fra lufthavnen til hotellet fortalte, at nicaraguanerne er meget glade for fyrværkeri, så vi ikke skulle blive skræmt, hvis vi kørte en del knald – og her til aften kan vi konstatere, at de holder mest af knaldfyrværkeri.

Vi kan godt mærke, at vi har været tidligt oppe – og i modsætning til i går, hvor Valdemar nægtede at sove, er han i dag faldet i søvn på rekordtid – sammen med sine nu to nye bamser: en næsebjørn (købt i Manuel Antonio) og en kapucinerabe købt i morges i lufthavnen.

Hotel Mansion Teodolinda, Managua, Nicaragua, kl. 20.00, lørdag den 18. november 2017
Valdemar sov for en gangs skyld rigtigt længe – hvilket vil sige til kl. 8.30. Vi var derfor sent nede til morgenmaden, og lige derfra gik vi afsted – endnu en dag med gåtur rundt i byen.

Vi startede med at gå op til Loma de Tiscapa – et udsigtspunkt, der ligger ovenpå et gammelt fængsel med udsigt til søen dannet i et gammelt vulkankrater. På toppen ligger resterne af et gammelt præsidentpalads, der er blevet ødelagt i de store jordskælv i henholdsvis 1931 og 1972. Vi gik derefter videre ud forbi stadion og til den nye katedral. Den er mere sjælden, end den er køn: et stort firkantet betonskrummel med en masse små kupler på taget. Men på trods af – eller måske på grund af – det rå betonlook var den noget fascinerede.

Tæt ved katedralen lå et stort shoppingcenter med nogle lidt mere interessante butikker end det center, som vi besøgte i går. I en butik, der mest mindede om Magasin, fik vi købt lidt til Valdemar. Ekspedienten klokkede godt rundt i betalingen med Visakort, som krævede indtastning af pasnummer på kasseapparatet. Det tog en evighed, da hun først afviste vores ene Visakort og efterfølgende måtte slå varerne ind igen med det andet Visakort. Det første kort virkede nok også, hvis hun havde gjort det rigtigt… Forvirringen endte dog til vores fordel, da hun i anden omgang glemte at slå varer ind for godt 16 dollars. Frokosten spiste vi i den overfyldte food court.

Det var rart at blive kølet lidt ned i centeret, inden vi igen gik ud i varmen. Også i dag oplevede vi trafikken som forfærdelig! Mange dyttende biler i høj fart, som gjorde det til lidt af en udfordring, når vi skulle krydse en vej. Byen er i det hele taget ikke særlig charmerende, og beboelseskvartererne, som vi har gået igennem, virker meget fattige. Det virker som om, at det er almindeligt at lave en lille butik i sit hus, hvor der igennem en luge sælges eksempelvis chips, sodavand og andre kioskvarer. Ved hvert store vejkryds er også livlig handel mellem bilerne, der holder for rødt. Der sælges diverse varer som solbriller, kokosnødder eller saftevand i en plasticpose ellers pudses forruder for lidt småpenge. Enkelte steder foregik transporten med hestetrukne vogne – og et par steder stod en hest bundet på græsset i midterrabatten.

Planen var at besøge en kirkegård tæt ved vores hotel, men da vi kom frem midt på eftermiddagen, var der lukket. Vi kiggede over hegnet og syntes ikke umiddelbart at være gået glip af noget. Efter en del kilometers vandretur var det skønt med en dukkert i poolen inden aftensmaden. Sidstnævnte spiste vi på hotellets restaurant, hvor Valdemar til dessert spiste is for tredje gang i dag.

I morgen tidligt forlader vi Managua for at tage til forhåbentlig lidt kønnere omgivelser. Vi havde hjemmefra fået at vide, at Managua ikke var et besøg værd. Selvom vi heller syntes så godt om byen, er vi dog glade for at have oplevet den.

Finca San Juan de la Isla, Ometepe Island, Nicaragua, kl. 19.30, søndag den 19. november 2017
Her i Nicaragua er der langt i mellem personer, der taler engelsk – og personalet i hotellets restaurant er ingen undtagelse. Tidligt i morges var vi i restauranten for at høre, om vi kunne få tre yoghurt og en pakke ’cereal’ med til vores køretur. Det med de tre yoghurt forstod han, mens Britt måtte tale i telefon med receptionen hele to gange, så de kunne oversætte med det en pakke ’cereal’. Det lykkedes at få lidt spiseligt med til vores køretur, der startede 6.30 i morges.

Som vi kørte igennem dele af Managua, som vi ikke havde været i, kunne vi konstatere, at vi vist ikke var gået glip af noget. Byen er bare kedelig. Som vi kom ud af centrum, vrimlede det pludselig med tuk-tuk’er på vejen. Vores chauffør kørte meget forsigtigt og var ikke meget for at overhale. Vi frygtede derfor, at vi kom for sent til vores færge, da vi flere gange endte bag en tuk-tuk eller en gruppe cykelryttere, som havde en følgevogn kørende ved siden af – og som vores chauffør ikke turde overhale.

Vi nåede dog frem til færgen i god tid. Færgen var en gammel aflagt hollandsk færge med et lille vogndæk. Vi gik dog ombord med vores bagage og efter en god times sejlads nåede vi frem til Ometepe Island – en ø i Nicaraguasøen, der består af to vulkaner. Ved kajen ventede en anden chauffør, som kørte os til vores logde.

Vi var blevet opgraderet og fik derfor en træhytte ned til stranden. Hytten har terrasse til to sider: en med udsigt over den store Nicaraguasø (der ligner et hav herfra), og en med udsigt over en mindre sø. Her er ingen pool, så efter frokost i restauranten hoppede vi i stedet i badetøjet og gik i vandet fra stranden. Vandet var dejligt lunt. På et tidspunkt kom en lokal forbi til hest, mens han drev tre køer foran sig langs stranden – mærkeligt syn på, hvad der ligner en lille privat strand. Lidt senere kom nogle lokale forbi i vandet. De var i gang med at fiske små fisk, og Valdemar og Britt hjalp dem et par gange med at skræmme de små fisk ind i nettet.

Ved vores hytte kravlede pludselig en flok brøleaber rundt i træerne, så vi fik set dem på helt tæt hold. Fra terrassen var vi næsten i øjenhøjde med dem. I mere end en time sad i de i træer helt tæt på os og spiste.

I tusmørket på vej til restauranten så vi en masse ildfluer, der fløj rundt lige over græsset. Mens vi sad og spiste aftensmad, begyndte det pludselig at blæse op – så kraftigt, at selv spejlreflekskameraet kurrede lidt hen ad bordet. Vi blev derfor glade for at se, at tøjet, som vi havde hængende på terrassen, stadig befandt sig på terrassen – om end noget af det, var blæst ned.

Der er en masse lyde her i hytten nu: den kraftige vind, bølgernes brusen, tusinde af frøer og andre insekter i søen modsat stranden – og så en brøleabe, der sidder og brøler…

Finca San Juan de la Isla, Ometepe Island, Nicaragua, kl. 20.00, mandag den 20. november 2017
Det blæste stadig kraftigt, da vi stod op i morges, så vi blev blæst godt igennem, da vi sad og spiste. Restauranten er nemlig udenfor lige ved vandet.

Kl. 9 blev vi hentet af vores guide. Vi startede turen med at køre til Charco Verde – en lille lagune på øen. Vi brugte 1 – 1½ time på at gå en tur rundt om en sø ved lagunen, mens vores guide fortalte om dyre- og plantelivet. Det voksede både bananpalmer samt hawaiiblomster og julestjerner som træer. Vi var heldige at se både en del små flagermus samt et par slanger. Den ene slange fangende vores guide, så vi rigtigt kunne studere den. Valdemar ville ikke røre det – og godt for det. Det viste sig, at den udskilte en rigtig grim lugt, så vi havde gang i guidens håndsprit efterfølgende. Ved lagunen var også en sommerfuglepark, hvilket især Valdemar syntes rigtigt godt om. Sommerfuglene fløj om ørerne på os.

Fra lagunen fortsatte vi til en gård, hvor der fandtes flere gamle sten med helleristninger. På grunden voksede bl.a. grapefrugt- og appelsintræer samt kakaobønner. Vores guide syntes, at det var vildt mærkeligt, da vi fortalte, at vores appelsiner altså er orange. For her er de grønne – også når de er modne. Næste stop var en restaurant, hvor vi spiste frokost. Undervejs kørte vi igennem grønne områder med bananplantager (madbananer) og rismarker. I de små byer, som vi kørte igennem, så vi flere steder, hvordan beboerne tørrede ris på presenninger på jorden, og vaskede tøj i floden.

Vi fortsatte derefter vores tur rundt på øen og gjorde et stop ved en kilde med vand fra en af øens to vulkaner. Der var bygget et par svømmebassiner, der blev forsynet med vulkanvand. Vi troede, at der var tale om varme kilder, men blev slemt skuffede. Selvom vandet var lidt køligt, var det nu forfriskende med en svømmetur.

Dagens sidste stop var øens største by, Altagracia, hvor der bor ca. 10.000 mennesker. Vi parkerede ved byens kirke, som var fyldt til randen – selv udenfor var der mennesker. Det viste sig at være en begravelse, så vi droppede at komme ind i kirken. I stedet gik vi rundt om byens torv, og Valdemar fik prøvet legepladsen. Da begravelsen var slut, begyndte et optog mod kirkegården med kisten båret forrest. Der var mindst hundrede mennesker, der fulgte kisten samt et band, der spillede musik. Det var et imponerende optog med alle de mennesker, og vi kunne ikke undgå at blive påvirket af stemningen. Hvad der skulle have været en seks timer ø-rundtur, nærmede sig de otte timer. Et hurtigt stop i supermarkedet, og så tilbage til hotellet.

Mens vi kørte rundt i løbet af dagen, hørte vi naturligvis en masse om Nicaragua – eksempelvis om politik, skattesystem, skolesystem og traditioner. Valdemar blev noget overrasket over at høre, at de ikke får julegaver her – selvom de som katolikker fejrer jul.

Det blæste stadig kraftigt, da vi som de første gæster satte os i restauranten for at spise aftensmad. Det var dog ikke blæsten, men derimod tusindvis af små fluer, der generede os. De var overalt! Vores tjener kunne se problemet, og da det ikke hjalp at flytte til et bord lidt længere væk fra vandet, handlede de hurtigt. Et tomt lokale blev med fyldt med borde, så der var plads til os og kommende gæster – og døren dertil blev åbnet og lukket hurtigt for at undgå, at fluerne fløj ind. Det hjalp, og vi kunne spiste mad uden også at spise hundrede af fluer. Okay, vi ved, at vi fik indtaget nogle stykker, for nogle endte i øllen – og når vi var udenfor, var det umuligt ikke at inhalere nogle.

Da vi kom udenfor efter maden, var fluerne næsten væk igen, og derfor kan vi nu også lægge os til at sove i vores hytten uden en sværm omkring os.

Hotel Patio del Malinche, Granada, Nicaragua, kl. 20.00, tirsdag den 21. november 2017
Vi skulle tidligt afsted i morges og havde lige glemt at tjekke, om hotellets reception havde åbnet. Det viste sig, at den først åbnede kl. 7, og vores chauffør kom for at hente os allerede kl. 6.15. Havde det ikke været for regningen i restauranten, der skulle betales, kunne vi bare have lagt nøglen til hytten. I stedet blev det en jagt på personale, som vi fandt i restauranten – og til sidst lykkedes det dem at komme ind i receptionen for at tage imod betaling. De klokkede dog i det, og fik opkrævet 139 cordobas (ca. 30 kr.) i stedet for 139 dollars (ca. 900 kr.). Løsningen blev, at de fik kortoplysninger og vores mailadresse – og så måtte vi klare det på et senere tidspunkt.

Vi nåede færgen, som på det lille bildæk fik plads til hele tre lastbiler fyldt med bananer. En time og et kvarters sejlads senere mødte vi en ny chauffør på fastlandet, der bragte os til vores hotel i Granada. Vores chauffør kunne ikke engelsk og kunne derfor ikke fortælle os om det, som vi kørte forbi. Endnu en gang blev vi forundrede over de faldefærdige blikskure med presenninger som vægge, som der faktisk boede familier i. Rismarker og bananplantager i vejsiderne, og køer og grise på kørebanen… Der var rigeligt at se på ud af vinduet.

Vi var ikke længe på vores hotel, førend vi var ude og kigge nærmere på Granada. Vi startede på den centrale plads, hvor vi spiste frokost på en café. Vi gik derefter videre til et chokolademuseum, der dog var lidt af en skuffelse. Ikke engang smagsprøverne smagte godt… Vi fortsatte ned til havnen for at konstatere, at der ikke var noget liv. Vores førstehåndsindtryk af Granada er positivt: flotte gamle bygninger – nogle af fra kolonitiden – malet i alverdens farver. Tilbage igennem centrum og så tilbage på hotellet for at tage en tur i poolen. Poolen er ikke stor her på hotellet, men vi havde den for os selv.

Tæt ved vores hotel ligger ’turistgaden’, hvor spisestederne ligger på stribe. Vi fandt et steakhouse til aftensmaden… Valdemar ville gerne have pasta uden noget, men det er åbenbart svært at forstå. Pastaen var overstrøet med persille, men sovsen (som vi ikke ville have) kom i det mindste en skål ved siden af. Britt bestilte en peberbøf – og fik noget, der mere mindre om bøf i hvid ostesovs. Det smagte dog fint. Regningen var håndskrevet på en hvid lap papir. Da vi ville betale med Visa, røg der lige 15 % oveni, for så skulle vi betale skat – og regningen blev skrevet over på en rigtig regningsblok.

Vi har på de andre hotellet fået en værelse med to senge på 130 – 140 cm. i bredden. Her har vi fået en seng på en meter og en på to meter. Dem har vi slået sammen til en stor seng på tre meters bredde. Så er der plads til, at vi alle kan brede os – også, hvis Valdemar ligger på tværs, som han plejer.

Hotel Patio del Malinche, Granada, Nicaragua, kl. 20.30, onsdag den 22. november 2017
Kl. 8 i morges blev vi hentet af en chauffør og en guide – og allerede kl. 8.15 sad vi i en lille båd på Nicaraguasøen. I en lille times tid sejlede vi rundt blandt de små øer. På nogle øer var små resorts, mens andre blot husede et enkelt beboet hus – nogle mere faldefærdige end andre. ”Hvorfor har de ikke en vaskemaskine?” spurgte Valdemar, da vi så nogle vaske tøj i søen. Vores guide var øjensynligt fugleinteresseret og udpegede alverdens fugle for os, mens vi var mere interesserede, da en edderkoppeabe sad i en træ og kiggede på os. Mens vi sejlede, kom en kort regnbyge, men båden var heldigvis overdækket. Vi satte blot pris på, at der var skyer for solen…

Fra sejlturen kørte vi videre til Masaya-vulkanen et stykke udenfor Granada. Det var muligt at køre helt op til et af den aktive vulkans kratere, og derfra kunne vi kigge ned i vulkanen. Når røgen fra vulkanen ikke var for kraftigt, var det muligt at se den flydende, rødglødende lava (eller magma, som det retligt hedder) i bunden. Meget imponerende! På grund af de giftige gasser, der stiger op af vulkanen, måtte vi kun være der i fem minutter. Vinden blæste dog den anden vej, så vores luftveje har næppe taget skade af, at vi var der lidt længere tid.

Vi gjorde holdt ved besøgscenteret tilknyttet vulkanen, hvor vores guide bl.a. fortalte os om forskellige vulkantyper og vulkanens historie. Fra vejen kunne vi set lavaen, som sidst flød ned af vulkanens sider i 1772. Ca. hvert 10. år slår vulkanen dog en mindre bøvs, som dog ikke har forvoldt skade på mennesker eller dyr.

Efter vulkanen kørte vi til byen, Masaya, hvor vi blev sat af ved byens souvenirmarked. Da vi havde været det igennem, gik vi en tur igennem byen til byens kirke, inden vi kørte tilbage til Granada, hvor vi spiste frokost. Der var is til dessert, men eftersom isen ikke lignede det, som Valdemar kendte, nægtede han end bare at smage på den ellers gode passionsfrugt-is.

Eftermiddagen bød på en guidet tur igennem centrum af Granada. Vi besøgte bl.a. det gamle kloster, der nu er museum, ligesom vi hørte om de forskellige bygninger på byens torv. Den flotte kirke er faktisk slet ikke så gammel, som vi troede, da den oprindelige kirke blev sprængt i luften. Men flot er den nu alligevel.

Britt har et eller andet med kirkegårde, så vi fik også et stop ved byens kirkegård. Ligesom på Ometepe Island var en begravelse i gang. Vi fik derfor set begravelsesoptoget, hvor kisten blev kørt i en flot hestevogn. Vi blev mere eller mindre en del af det lille optog, da de kom forbi, hvor vi stod og kiggede. Derefter var vi forbi et gammelt fort og et par kirker, hvor vi fra klokketårnet i det ene havde en flot udsigt over byen.

Undervejs på turen fortalte vores guide naturligvis en masse om Nicaragua. Vi spurgte lidt ind til grænsekonflikten med Costa Rica og fik en helt anden historie, end vi fik i Costa Rica. I Costa Rica fik vi at vide, at Nicaragua med militæret havde prøvet at tage en stykke land fra Costa Rica, men hvor en international domstols afgørelse var klar og til Costa Ricas fordel. Og at nicaraguanske indvandrede i Costa Rica var mere voldelige, militære og kriminelle på grund af landets lange historie med diktatur og guerillakrig. Her i Nicaragua fik vi at vide, at Costa Rica og Nicaraguas strid havde været omkring retten til vandet i floden, San Juan – og at rettens dom var faldet ud til Nicaraguas fordel. At Nicaragua havde så meget militær ved grænsen, skyldes ifølge vores guide Costa Ricas lemfældige indvandrerpolitik – og at Nicaragua ikke ønskede indvandring via Costa Rica af kriminelle fra andre latinamerikanske lande eller ISIS-krigere fra Somalia. Der er altid to sider af en sag, men det er tydeligt, at de to lande ikke er de bedste venner…

Efter otte timers guidet tur blev vi sat af ved vores hotel, hvor vi selvfølgelig nåede en tur i poolen inden aftensmaden. I dag blev det til pizza og pasta – og is til dessert. Vi har nu endelig fået sendt nogle postkort afsted til venner og familie, og håber, at de når at komme hjem før os.

Vi er jo vant til at gå rundt, når vi er på ferie. Derfor var det lidt underligt, at vi det meste af dagen blev kørt imellem de mange seværdigheder. Det betyder også, at vores skridttællere ikke nåede op over 10.000 skridt – selvfølgelig med undtagelse af Valdemars.

Hotel Patio del Malinche, Granada, Nicaragua, kl. 19.30, torsdag den 23. november 2017
Til vores morgenmad her på hotellet hører en frugttallerken. Ikke mindre end 10 forskellige slags frugt var der på vores tallerkener i morges – heraf flere, som vi aldrig havde smagt før, og et par stykker, som vi ikke kunne huske navnene på. Valdemar er til gengæld begyndt at savne almindelig æblejuice, som ikke er til at opdrive.

Vi havde ingen planer i dag ud over at se det sidste af Granada. Vi startede med at gå til markedet, hvor de lokale handler tøj, fødevarer og alt muligt andet. Vi kom nemt til at stå i vejen, når mænd kom slæbende med store sække ris og lignende, eller når de gamle damer hastede igennem for at købe ind.

Fra markedet gik vi til katedralen på Centralpladsen. For en dollar pr. voksen fik vi lov til at gå op i kirketårnet, hvorfra der var en flot udsigt over centrum. Vi gik derefter til den gamle togstation, som vi kørte forbi i går med vores guide. Der har ikke kørt toge i Nicaragua siden 1989, og der er ingen planer om at genetablere togdriften. Opdatering af skinner og tog efter mange års manglende vedligeholdelse er simpelthen for kostbart, hvilket også var årsagen til, at togdriften blev stoppet. Hele stationen er nu omdannet til en teknisk skole, og togvognene blev også brugt – den ene eksempelvis som vaskeri.

Valdemar legede lidt på en legeplads ved stationen. Alle legeredskaber var dog lavet af metal, så det var kun de dele, der stod i skyggen, som ikke var for varme til at klatre på. Da Valdemar skulle på toilettet, endte vi på en cigarfabrik. Efter lån af toilettet takkede vi nej tak til en times guidet rundvisning og nøjedes med at købe en enkelt cigar med hjem til Farfar. I modsætning til andre cigarfabrikker her i Granada, lavede de her cigarer 100 % af nicaraguanske materialer, hvor andre ruller cigarerne med eksempelvis blade fra Cuba.

Her i varmen var det helt nødvendigt med en ispind inden frokosten på et taco-sted. Vi troede, at det var et fastfoodsted, men måtte vente 20 minutter på maden. Først på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet igen. I poolen mødte vi et amerikansk ægtepar, som vi talte med et stykke tid. De boede i Los Angeles og fortalte bl.a. en del om de mange sociale problemer, som hele staten, Californien, har.

Efter poolen hyggede vi på hotelværelse et par timer, inden vi igen gik på gaden. Vi havde i en butik i forgårs set et maleri, som vi gerne ville have med hjem. I forgårs fik vi at vide, at det kostede 40 dollars. I dag var det galleriejeren selv, der viste os rundt og fortalte lidt om de lokale kunstnere, der leverede billeder dertil – og nu kostede maleriet kun 25 dollars. Så gad vi altså ikke forsøge at forhandle prisen ned – vi havde jo været villige til at betale 40 dollars – og så fik Valdemar endda også en nøglering med en lille læderhat, som han nu leger med på en af hans bamser.

Til aftensmad fik Valdemar en af de retter, som han har fået en del gange her på ferien: sandwich med skinke og ost. Han er altså kræsen, så menuen har været noget ensformig for hans vedkommende. Vi føler lidt, at dette er vores sidste feriedag. I morgen kører vi nemlig tilbage til Managua til et lufthavnshotel – og i overmorgen starter den lange tur hjem.

Hotel Camino Real, Managua, Nicaragua, kl. 20.30, fredag den 24. november 2017
Selv med en seng på tre meters bredde, må vi konstatere, at en af os kommer til at lægge på kanten – for jo mere plads Valdemar har, jo mere fylder han – og i morges lå han på tværs af sengen.

Vi plejer at købe lidt slik med hjem til vores kolleger, så vi startede dagen med at gå til markedet og supermarkedet ved siden af. Det var umuligt at finde slik, der var produceret i Nicaragua. Det meste kom fra El Salvador eller Mexico. Det lykkedes os dog at finde noget fra Costa Rica, så det købte vi.

Vi gik en omvej tilbage til hotellet – og på vejen fik Valdemar taget endnu flere billeder af farvestrålende ting: et juletræ i en butik, nogle udlejningscykler og nogle af de mange farvede bygninger. Vi holdt en pause ved et lækkert bageri, hvor vi købte et par ”wienerbrød”. Det var ikke meget, som vi fik spist, så vi fik det meste med i en pose. Klokken lidt i 11 blev vi hentet af en chauffør og en guide. En guide var ikke ligefrem nødvendig, og han sagde da heller ikke meget på den en time lange køretur til lufthavnshotellet her i Managua.

Hotellet havde et stort fuglevoliere med papegøjer og tukaner, som vi kiggede på. Tæt ved hotellet fandt vi et kyllingefastfoodsted på en tankstation på den anden side af vejen. Hotellet ligger lige ud til en highway, og det var lidt med livet som indsat, at vi løb over vejen. Valdemar havde næsten lige spist resten af sin kanelsnegl fra besøget på bageriet i morges, så han var ikke sulten. I stedet brugte han al tiden i fastfoodrestaurantens i legeland. Han havde dog plads til en is på en isbar på vejen tilbage til hotellet. Vi fandt en lille legeplads på hotellets store grund, som Valdemar selvfølgelig skulle prøve, inden vi smuttede en tur i poolen. Aftensmaden spiste vi i hotellets restaurant.

Casper har nu fået pakket vores to tasker, og trods diverse indkøb (heraf en del øl), vejer vores tasker faktisk det samme som på udturen. Så nu er vi klar til at begynde hjemrejsen i morgen: først en flyvetur til Panama, derefter til Amsterdam og så det sidste stykke hjem til København.