Campingplatz Wolfratshausen, Wolfratshausen, Tyskland, kl. 21.30, fredag den 24. juni 2016
Kl. 4.45 startede ferien, da vi kørte hjemmefra i en taxi. Taxichaufføren var ikke meget for at køre igennem byen fremfor motorvejen. Han forsøgte flere gange at have en fastprisaftale med os for at få lov til at køre den lange og dermed dyrere vej og tilbød os det til en pris på 500 kr. Vi fastholdt at bruge taxameter og køre igennem byen – og endte med en pris på 357 kr.!

Morgenmad i lufthavnen som sædvanligt og så afsted på den blot 1½ time lange flyvetur til München. Skønt ikke at skulle flyve længere! Netop som flyet lettede, faldt Valdemar i søvn og sov det meste af turen. Fra lufthavnen var en lille ½ time i taxi til camperudlejningen – 100 euro! Først, da vi steg ud af taxien, gik det op for os, hvor varmt det var: 34 grader!

1½ time tog det, førend vi endelig kunne køre afsted i vores camper på grund af ventetid og derefter en meget grundig instruktion. Inden vi kunne trille afsted, havde vi også vores udfordringer med autostolen til Valdemar og overvejede kraftigt at købe en selv fremfor den lejede. Vi forstår ikke, at camperen er helt ny og lækker, mens autostolen er det billigste møg!

Første stop var en stor Kaufland, hvor vi fik fyldt en indkøbsvogn. Vi fik købte rigeligt med mad, drikkevarer og andre uundværlige ting, inden vi efter lidt hurtig frokost på parkeringspladsen kørte videre til en lille campingplads syd for München. Inden vi forlod Kaufland, baksede vi dog mere med Valdemars autostol og fik den til sidst monteret på en tilfredsstillende måde – hvilket faktisk kan være ret svært uden en brugsvejledning!

Fra campingpladsen gik vi en lille tur i den hyggelige by og nåede lige et par butikker, førend de lukkede kl. 18. Primære indkøb var lidt legetøj til Valdemar som strandlegetøj, vandpistol, sæbebobler og endnu en lille bil.

Egentlig havde vi købt ind til aftensmad, men da restauranten her på campingpladsen så hyggelig ud, spiste vi aftensmad der. Vi var lidt udenfor efterfølgende, men rykkede ind, da myggene gik til angreb på især Britt. Tilbage i camperen var det tid til at pakke ud og rede senge. Alt er nyt i camperen – gryderne skal vi selv skrue håndtag på, hvilket vi mangler en skruetrækker til! Selv dynerne er helt nye, og sengetøjet pakkede vi selv ud.

Vi har redt op, så vi sover i bagenden af vognen, mens Valdemar har fået camperens absolut største soveplads, nemlig sengen over førerhuset. Alle vinduer i camperen er åbne (med myggenet for!!) i håb om at få temperaturen ned på et acceptabelt niveau. Der er nemlig kun aircondition i førerkabinen og ikke i resten af camperen!

Camping Hopfensee, Füssen in Allgaü, Tyskland, kl. 21.15, lørdag den 25. juni 2016
Allerede kl. 4.50 i morges proklamerede Valdemar fra sin køje, at han ikke kunne sove mere. Okay, det gjorde nok ikke så meget, for vi var faktisk vågne og kunne heller ikke sove mere. Det betød, at kl. 5 stod Valdemar og Britt og blæste sæbebobler på campingpladsens legeplads. Det blev dog en kort fornøjelse, for myggene var aggressive, så det var hurtigt tilbage i camperen for at spise morgenmad.

Nu vi havde været tidligt oppe, var vi også tidligt afsted, så efter en halv times kørsel nåede vi Garmisch-Partenkirchen før kl. 8. På campingpladsen havde vi opdaget, at vi ikke kunne låse døren til camperen, så da vi forlod camperen, var alle værdigenstande låst nede i Caspers rygsæk, der igen var låst fast til en stang i camperen.

Vi gik igennem den hyggelige bymidte og fandt så Zugspitze-Bahn, der kunne bringe os op på toppen af Tyskland – nemlig op på Tysklands højeste bjerg. Vi blev lidt overraskede over prisen på 53 euro pr. person, men smilede og betalte. Toget bragte os næsten til toppen af bjerget – de sidste 4½ km. kørte vi i en tunnel op igennem bjerget. Ved endestationen var en fantastisk udsigt. Valdemar hyggede sig med sneen, om end det var lidt koldt, og han bad om at få handsker på. Efter at kigget ind i kirken, tog vi den lille kabelbane helt til toppen. Herfra fra udsigten endnu flottere! Da vi på toppen satte os ind i et cafeteria og delte et stykke kage, havde vi faktisk krydset grænsen til Østrig.

Fra toppen af Zugspitze tog vi den længere kabelbane ned. Det gik stejlt nedad, men udsigten var flot. Toget bragte os det sidste stykke vej tilbage til stationen i Garmisch-Partenkirchen. Inden vi lagde byen bag os, gjorde vi et stop ved skihopbanen, hvor det traditionelle nytårsskihop foregår. Som vi kørte ud af byen, begyndte det at regne, og regnen blev kraftigere og kraftigere. Sigtbarheden var elendig, og mange andre bilister kørte ind på rastepladser i stedet for at køre i de enorme vandmængder på vejen. Vi fulgte dog trygt efter en dansk campingvogn. Da Valdemar tog i lur i autostolen, var det bare med at køre så langt som muligt.

Efter 1½ times kørsel tjekkede vi ind her på campingpladsen. Det småregnede stadig, så vi startede med at besøge campingpladsens store indendørslegeplads. Da Valdemar kom lidt til skade med fingeren på en toetagers rutsjebane, var det ikke så sjovt mere. I stedet tog vi i svømmehallen, hvor Valdemar boltrede sig i deres store børnebassin, til vi alle var godt rynkede.

Aftensmaden skulle være nemt, så vi indviede vores nyindkøbte toaster og lavede parisertoasts. Vi har nemlig endnu ikke fået købt en skruetrækker, så gryderne er ikke blevet samlet endnu. Efter maden blev det til en kort gåtur på campingpladsen – bl.a. ned til vandet – inden sengetid.

Gitzenweiler Hof, Lindau, Tyskland, kl. 19.45, søndag den 26. juni 2016
Det var helt overskyet og støvregnede, da vi stod op i morges, så det var i regntøj og gummistøvler, at Valdemar og Britt gik til campingpladsens lille legeplads efter morgenmaden. Valdemar soppede i vandkanten af søen (med gummistøvler) og legede vandpyt-fodbold. Da vi kom tilbage, havde Casper gjort camperen klar til afgang.

Vi kørte blot få kilometer til Hohenschwangau-slottet. Vi tog turen op ad de mange trapper op og fik så rundt og beundrede det flotte slot udefra. Derfra var kig til Neuschwanstein-slottet trods tågen. Derefter gik vi op til Neuschwanstein-slottet – en lille times gåtur opad! Valdemar sad i klapvognen, mens vi andre hev efter vejret. Det var stadig utroligt diset, så selv da vi stod helt oppe ved slottet, var det for tåget til at kunne se toppen af tårnene. I slottets gård legede Britt fotograf for et par japanske turister – og fik som tak en japansk bønnesmåkage til Valdemar. Mens vi stod i gården, klarede det op i vejret og pludselig kunne vi se det fantastiske slot. Vi kan godt forstå, at det siges, at det var slottet, der gav Disney inspirationen til Torneroses slot, der også indgår i Disneys logo. Ligheden med de mange tårne er slående. Nu kunne vi pludselig også se klippen, som slottet lå på – og se udsigten over området. Det var hele den hårde gåtur værd!

Det gik noget hurtigere ned ad bakke, så snart var vi tilbage i camperen og kørte videre. Valdemar faldt ikke i søvn som ventet, så vi måtte tage et par pauser undervejs, når han trængte til at komme ud af autostolen. Det ene stop blev frokost på McD.

Kl. 15 nåede vi frem til campingpladsen her tæt ved Bodensee. Ligesom den forrige campingplads er det en kæmpe campingplads med mange faciliteter. Vi startede selvfølgelig på legepladsen. Pludselig væltede det ind med gamle veteran-sportsvogne. Lindau Klassik (et veteranløb) havde åbenbart et stop her på campingpladsen, så vi gik rundt og beundrede de flotte, gamle biler. Campingpladsen havde en stor opvarmet pool, som vi selvfølgelig måtte i. Okay, det var opvarmet, men jo ikke ligefrem til 31 grader som det indendørs børnebassin på campingpladsen i går. Det gjaldt derfor om at holde sig i bevægelse for ikke at fryse.

Alle butikker i Tyskland holder lukket om søndagen, så heller ikke i dag havde vi fundet et sted, hvor vi kunne købe en skruetrækker. Det betyder, at vi endnu ikke har fået samlet vores gryder og pander. Aftensmaden blev derfor indtaget i en lille restaurant her på campingpladsen: carry wurst og schnitzel, mens vi så starten af EM-fodboldkampen mellem Tyskland og Slovakiet. Familien ved siden af os var også kommet for at se fodbold – og forældrene sang stående højlydt med på nationalsangen (faren endda med hånden på hjertet). Vi nåede at se Tyskland score efter blot 8 minutter og kort efter brænde et straffespark, inden vi gik igen.

Fra restauranten gik vi hen til campingpladsens ’petting zoo’, som dog havde lukket. Vi fik dog både set høns, heste, kaniner og geder, selvom vi ikke kunne kæle med dem. Da Valdemar kom i seng, gik der ikke mange minutter, førend han sov. Så nu vil vi slappe og læse lidt, inden vi også lægger os til at sove…

Camping- und Ferienpark Orsingen, Tyskland, kl. 20.30, mandag den 27. juni 2016
Efter morgenmaden blev der lige tid til en tur på legepladsen, inden vi kørte afsted. Vi kørte blot 15 km. til et butikscenter. Butikkerne var der ikke så meget ved, men i det store supermarked og i det nærliggende byggemarked fik vi endelig købt det, som vi har manglet i flere dage: skruetrækker til at få samlet vores gryde og pander. Vi fik også købt andre uundværlige ting som en engangsgrill, elkedel og en lighter.

Efter indkøbene kørte vi et par kilometer til centrum af Friedrichshafen. Aldrig har vi set en by med så mange parkeringshuse! Men det duer jo ikke, når vores camper er for stor til at køre i et parkeringshus. Derfor kørte vi rundt i centrum i næsten en halv time, førend vi endelig fandt et sted at parkere uden at holde for meget i vejen for andre bilister. Vi gik en tur langs havnepromenaden, hvor der selvfølgelig var tid til legepladsbesøg, og en tur igennem centrum. Derefter satte vi kurs sydpå mod en campingplads. Turen langs Bodensee var utrolig flot – mange steder med store vinmarker og frugtplantager. Et sted så vi endda også tre storke på en mark.

Vi ankom her til campingpladsen midt på eftermiddagen og efter at have siddet udenfor og spist lidt frokost (og samlet pander og gryder!), tog vi til campingpladsens børnebassin. Der boltrede Valdemar sig i lang tid, så da vi kom tilbage til campingpladsen, var det tid til at lave aftensmad. Siddende udenfor i det dejlige vejr, blev vi enige om, at det var feriens hidtil bedste måltid: brændende kærlighed!

Efter aftensmaden fik Valdemar igen mulighed for at lege på en legeplads, inden vi gik rundt og kiggede på resten af campingpladsen. Her er mange fastliggere, der virkelig har lavet deres campingplads om til en sommerhusgrund med blomsterkummer, havenisser og springvand! Vi sluttede gåturen i det nærliggende supermarked, hvor vi købte is.

Da Valdemar var faldt i søvn, og mens Britt tog opvasken, sørgede Casper for at få tømt ’black water’ og pakke bord og stole ned. Så er vi klar til at tage tidligst afsted i morgen tidligt

Camping Mittagspitze, Triesen, Liechtenstein, kl. 21.45, tirsdag den 28. juni 2016
Vores plan var at tage tidligt afsted. Vi havde bare glemt at tage højde for, at campingpladsens reception først åbnede kl. 8. Kl. 7 fik vi dog vækket en medarbejder, der kunne låse elskabet op, så vi kunne få vores elkabel med. Vi sjussede os til prisen og smed en seddel og penge i campingpladsens postkasse, inden vi kørte afsted.

Ved grænsen til Schweiz var en lang kø af lastbiler, men vi kom heldigvis hurtigt afsted. Første stop i Schweiz var Rheinfall – et af Europas største vandfald. Camperparkeringen lå længst væk, så vi fik en god gåtur ud af det. Da klokken blot var otte om morgenen, havde vi det hele for os selv – også legepladsen. Imponerende flot vandfald!

Fra Rheinfall kørte vi til centrum af Zürich, hvor navigationen havde lidt svært ved at holde styr på gaderne i to niveauer. At finde en parkeringsplads med plads til en camper var umuligt! Da vi endelig fandt en udendørs parkeringsplads (i modsætning til de mange P-huse, som camperen er for høj), viste den sig at være spærret af. Vi var desperate og tog den ind ad udkørslen og parkerede lige ved siden af et skilt, hvor der stod, at parkeringspladsen var midlertidigt lukket.

Fra parkeringspladsen var en skøn gåtur til centrum langs Zürich See, hvor de første solbadende havde slået sig ned på græsset. Vi gik en god tur igennem de små, smalle gader i den gamle bydel, inden vi fandt et sted ved søen at spise frokost. Det blev feriens hidtil dyreste måltid: 450 kr. for to sodavand, en æblejuice, en medister med pommes og en salat! Selvfølgelig var der også en legeplads, hvor Valdemar fik leget med vand. Rutsjebanerne var simpelthen for varme.

Ingen parkeringsbøde – og så ud af Zürich igen. Valdemar faldt hurtigt i søvn i autostolen, så vi besluttede at køre helt til en campingplads i Liechtenstein. Køreturen igennem Schweiz var utrolig smuk – udsigt til bjerge med sneklædte toppe flere steder.

Som vi kørte på motorvejen, vågnede Valdemar og skulle tisse, så vi kørte af ved første afkørsel og holdt et tilfældigt sted i en lille flække (efter tisseproblemet var blevet løst på lidt alternativ vis under kørslen). Da vi fem minutter senere skulle køre videre, vil camperen ikke starte! Den var helt død, så vi måtte kontakte Fiats nødhjælp (ja, vi har lejet i Fiat i Tyskland!). Mens Casper ventede på hjælp, gik Britt og Valdemar en tur i den lille by. Det blev til både et besøg på en legeplads, i den store kirke og en tur igennem plejehjemmets flotte have (som ikke var en smutvej tilbage til camperen).

Autohjælpens mekaniker var nået frem og havde konstateret, at batteriet var dødt, og et nyt var nødvendigt. Han fik motoren i gang, og vi kørte til centrum af den lille flække. Efter et par telefonsamtaler mellem mekanikeren og camperudlejningens tekniker fandt de frem til, at det blot var en sikring på batteriet, der var gået. Det var dog en speciel sikring, som autohjælpen ikke lige havde. Som han selv sagde, satte de ”verden på hovedet” for at skaffe den. Efter tre timers ekstra (ufrivilligt!) ophold i Schweiz, kunne vi endelig køre videre til campingpladsen i Liechtenstein.

Aftensmaden blev toasts og tomatsalat – hurtigt, nemt og lækkert. Valdemar fik brændt lidt ekstra krudt af på legepladsen og trampolinen, inden han to timer efter sin normale sengetid endelig kom i seng. Vi er også godt trætte!

Viamala Camping, Thusis, Schweiz, kl. 21.30, onsdag den 29. juni 2016
Efter morgenmaden og en hurtig rengøring indvendigt i camperen kørte vi til Vaduz, hovedstaden i Liechtenstein. Vi gik igennem gågaden og stak hovedet ind i turistinformationen. Der så vi, at der var et lille tog, der kørte rundt i byen. Dagens eneste officielle tur var kl. 13, men vi blev rådet til at spørge ved togets holdeplads, om de ikke havde en privat gruppetur, hvor der måske var plads til os. Det var der kl. 10.30…

Inden togturen nåede vi ind i det lokale supermarked, hvor vi købte lokale øl og vin til at tage med hjem. Togturen tog os bl.a. forbi byens ældste hus i den gamle bydel, hvorfra vi nød udsigten over vinmarker, byen og slottet, hvor fyrstefamilien bor. Tilbage i centrum efter togturen, var det tid til at skrive det første postkort hjem, inden vi igen kørte ud af Liechtenstein. Britt har en kollega, der samler på frimærker – og så må et frimærke fra Liechtenstein være det mest eksotiske, vi møder på denne ferie.

Vi kørte kun en kort tur, nemlig til et nærliggende outlet mall i Schweiz. Prisniveauet i Schweiz er vildt højt, men alligevel fik vi købt lidt – bl.a. et par lækre Salomon-sko til Valdemar til blot 135 kr.! Vi spiste i shoppingcenteret: over 400 kr. for en pizza og en sandwich med drikkevarer! Inden vi kørte videre, fik Valdemar selvfølgelig lov at tilbringe noget tid på stedets legeplads, hvorfra der var udsigt til banelegemet ved den nærliggende station. Til Valdemars store begejstring fik vi set mange toge, der kørte forbi.

Igen blev det kun til en kort køretur til en campingplads, hvor vi ankom midt på eftermiddagen. Vi havde ikke været der længe, førend vi pakkede badetøjet og tog til det lokale friluftsbad, der lå lige ved siden. Vandet var møgkoldt (21 grader), men Valdemar var ligeglad og hyggede gevaldigt. Tilbage på campingpladsen lavede vi aftensmad, men Valdemar havde for travlt til at spise. På legepladsen havde han nemlig mødt en pige, der viste sig at være dansk. Hun var 4½ og var her med sin storebror på 8 og sine forældre – alle fra Sønderborg. Børnene hyggede – og til sidst fik vi også en snak med forældrene. Efter tre timers leg var det langt over sengetid, så lidt triste fik ungerne sagt pænt farvel.

Valdemar gik ud som et lys, da han kom i seng. Nu vil vi også lægge os til at sove, mens flagermusene flyver rundt udenfor…

Camping Lugano, Muzzano, Schweiz, kl. 20.15, torsdag den 30. juni 2016
Det regnede i løbet af natten – og i morges regnede det også, da vi spiste morgenmad. Første køretur efter morgenmaden var ikke så lang – blot 10 minutters kørsel – og så lige 10 minutters venten ved et vejarbejde. Vi stoppede nemlig ved Viamala-kløften og gik en lille tur langs vandet. Udsigten fra vejen og ned i kløften var imponerende nok, så vi betalte ikke for at få lov at gå helt ned i kløften.

Den efterfølgende køretur foregik mest i regnvejr – ind i mellem nogle kraftige byger. Valdemar var blevet udstyret med sin tablet og en lille pose med rugbrødsmadder og gnavegrønt, der var spændt fast til gardinet, så det ikke faldt på gulvet. Da Valdemar alligevel bad om en pause, kørte vi fra ved Bellinzona og gik en tur i centrum. Formålet med pausen var jo primært, at Valdemar fik rørt sig lidt, så selvfølgelig fandt vi en legeplads. Vi fik også set en masse små firben.

Fra Bellinzona kørte vi det sidste stykke her til campingpladsen, der ligger skønt ud til Lugano-søen. Det var siesta, da vi kom, så mens vi ventede på, at receptionen åbnede, gik vi en tur på campingpladsen og fandt en plads, som vi gerne ville have: lige ved swimmingpoolen og legepladsen. Det var selvfølgelig en premium-plads, så i alt kom vi af med over 400 kr. for en enkelt nat.

Efter en hurtig frokost i camperen, skyndte vi os i poolen. Som vi lå og plaskede i børnepoolen, begyndte det at regne, men solen kom igen, og så var det varmt (31 grader). Mens Britt lavede aftensmad, var Valdemar på legepladsen – og det var han igen efter maden. Derefter gik vi alle ned til søen, og Britt og Valdemar soppede i det lune vand og legede med spand, vandkande m.m. Campingpladsen ligger tæt ved lufthavnen, så igen beundrede vi flyene, når de kom flyvende ganske langt nede over søen.

Det har tordnet et stykke tid – og det smådrypper da også meget lidt. Temperaturen er dog nu behagelig, så nu, hvor Valdemar er faldet i søvn, sidder vi lige ude og nyder en kold øl, inden det begynder at styrte rigtigt ned

Camping Village Cittá Di Milano, Milano, Italien, kl. 20.45, fredag den 1. juli 2016
Efter morgenmaden forlod vi den hyggelige campingplads ved Lugano-søen for at køre de få kilometer til centrum af Lugano. Denne gang fandt vi heldigvis hurtigt en parkeringsplads med plads til en stor camper – lige ved Parco Civico – også kaldet Parco Ciani. Første stop var parkens store legeplads. Valdemar prøvede selvfølgelig legestativet, men sjovest var det nu, da vi alle tre legede med vand i en af vandfontænerne. Valdemar var godt gennemblødt, da vi gik videre. Udenfor parken kunne man leje vandcykler. Det måtte prøves! Valdemar og Casper sad foran – og Casper trampede i pedalerne. Det var hårdt! I en lille halv time ’cyklede’ vi rundt og så Lugano fra vandsiden.

Efterfølgende gik vi en tur rundt i centrum af Lugano – bl.a. igennem et lille marked, hvor Valdemar og Britt fik smagsprøver på brød, ost og vaffel. Vi gik selvfølgelig op af de stejle gader til San Lorenzo-katedralen, der dog var lukket på grund af renovering. Ligesom i går i Bellinzona følte vi ikke, at vi var Schweiz mere. Alle vejnavne hedder noget italiensk – og indbyggerne taler også italiensk. Vi har åbenbart ikke hørt godt nok efter i skolen, for ingen af os vidste, at Schweiz også havde en så stor italiensk del.

På vejen tilbage til camperen gjorde vi igen holdt ved legepladsen i parken – og igen blev der leget godt med vand. Casper koncentrerede sig dog mest om at skærme af, så vi ikke sprøjtede for meget vand på dem, der sad på bænken ved siden af.

Fra centrum af Lugano kørte vi til Swissminiatur – en miniby med schweiziske bygningsværker bygget i skala 1:25. Valdemar var helt vild med togene, der kørte rundt.

Fra minibyen kørte vi en lidt længere tur – nemlig her til campingpladsen lige uden for Milano. Det var stegende hedt, da vi gik til et nærliggende supermarked for at proviantere. Tilbage på campingpladsen gik Casper og Valdemar på legepladsen, indtil det var tid til aftensmad. Vi spiste i campingpladsens ’restaurant’ – naturligvis pizza, nu vi er kommet til Italien. Efter maden gik vi en tur rundt på campingpladsen. Ved legepladsen hang et soppebassin til tørre. Vi satsede på, at det tilhørte campingpladsen og tog det med til vores plads. Da det var fyldt med (koldt!) vand, fik Valdemar lov at boltre sig i vandet frem til sengetid.

Hvor campingpladsen ved Lugano var lækker og hyggelig, er denne lidt mere tarvelig. Vi er bogstaveligt talt hegnet inde og kan risikere at skulle vise ’campingpas’ til vagten, når vi skal ind på pladsen. Legepladsen er gammel og slidt, og her lugter lidt af komøg. Naboen holder sikkert grise eller andet, som kan forklare de mange fluer. Og så har naboen påfugle, som vi kan høre hele tiden!

Heldigvis er temperaturen udenfor nu endelig kommet så langt ned, at det er behageligt at sidde udenfor

Camping Village Cittá Di Milano, Milano, Italien, kl. 20.30, lørdag den 2. juli 2016
Allerede lidt over tre i morges begyndte en hanen at gale – og de højrøstede påfuglene vågnede kort tid efter!

Det var godt overskyet i morges, hvilket passede os fint. For at undgå for meget varme, havde vi også besluttet at tage tidligt afsted til centrum af Milano, så lidt før kl. 8 tog vi bussen udenfor campingpladsen, der kørte os til den nærmeste metrostation. Metroen bragte os det sidste stykke til centrum af Milano. Vi stod af på metrostationen lige ved katedralen, så katedralen var selvfølgelig vores første stop. Katedralen var meget imponerende både udefra og indenfor!

Butikkerne var endnu ikke åbnet, da vi gik igennem det smukke Galleria Vittorio Emanuele II, så det var også muligt at se det flotte gulv. Ved Disney-butikken var et større ritual for at åbne butikken. Om det var sådan hver dag eller pigen, der åbnede butikken med en kæmpe nøgle, havde vundet et eller andet, fandt vi ikke ud af. Vi nåede også et smut i Gap og på McD for at få noget køligt at drikke, inden vi begav os mod Sforzesco-borgen. Bag borgen ligger Sempione-parken, som vi travede igennem – bl.a. rundt om Arenaen sammen med alle motionisterne. Længst væk i parken fandt vi endelig legepladsen. Der kørte et lille tog rundt, som Valdemar fik et par ture i, inden han legede på resten af legepladsen.

Klokken var efterhånden blevet 13, og da vi forlod legepladsen, gik Valdemar omkuld i klapvognen. Mens han sov, spiste vi lækre sandwichs på en fortovscafé. Inden vi tog metro og bus tilbage til campingpladsen, var vi et smut i Ferrari-butikken (tøj og andet merchandise – ikke biler), ligesom vi nåede at smage lidt italiensk is på pladsen foran katedralen, mens vi så på en sæbeboble-kunstner. Solen var nu kommet frem, og det var stegende hedt!

Det har været overskyet det meste af dagen, hvilket vi har nydt. Mens Valdemar badede i soppebassinet ved vores camper, begyndte det at regne let. Da vi sad udenfor og spiste aftensmad, var regnen blevet så kraftig, at vi til sidst valgte at flytte indenfor. Selvom vi sad under markisen, blev vi nemlig våde alligevel. Det lynede og tordnede kraftigt – og vi blev gennemblødte af blot at løbe de måske 30 meter over til vaskemaskinerne for at hente vores tøj. En påfugl søgte tilflugt under et stort fællestelt lige overfor vores plads, og sad der hele aftenen.

Det regner stadig en smule, men lyn og torden er drevet forbi, og solen kigger frem. Vi forventer, at vi snart kan lytte med på kvartfinalen mellem Tyskland og Italien, der starter om lidt. Den bliver nemlig vist i restauranten her tæt ved vores plads. Casper har konstateret, at der også er fodboldstemning i pissoiret på herretoilettet

Sirmione, Italien, kl. 22.00, søndag den 3. juli 2016
I går aftes hørte vi udbruddene fra fodboldkampen i restauranten – og vi gættede os til, at det var endt med straffesparkskonkurrence, der faldt ud til Tysklands fordel. Vi hørte i hvert fald ingen vilde jubelscener…

Vi skulle ikke køre så langt, men havde ikke lige forudset, hvor lang tid det tager at komme igennem et betalingsanlæg til motorvejen! Dagens mål var Leolandia; en forlystelsespark, hvor Gurli Gris er en af hovedpersonerne. Vi startede med en sejltur, hvor vi kunne konstatere, at medarbejdere ikke var særligt velorganiserede. Det tog en evighed at få tømt og fyldt bådene! Fra båden så vi Minitalia (Italien i miniature). Efter sejlturen gik vi til Gurli Gris’ hus, hvor vi på vejen mødte Gurli Gris’ lillebror, Gustav. Det var varmt, og køen for at komme ind i huset var lang, men heldigvis var der sprinklere med vandstøv, der konstant oversprøjtede os med kølig vanddamp. Indenfor gik vi rundt i huset, der var en tro kopi af Gurli Gris’ hus i tegnefilmene – og selvfølgelig var Gurli Gris hjemme. En kæmpe oplevelse for Valdemar.

Vi fik efterfølgende lokket Valdemar med op i en par forlystelser. Frokosten blev indtaget i et cafeteria, hvor lydniveauet var forfærdeligt højt! Italienerne virker umiddelbart til at være meget højrøstede, og dette i kombination med mange børn samlet, var næsten uudholdeligt. Men maden var god – især de spiselige skåle med frugtsalat faldt i Valdemars smag. Efterfølgende kørte vi en tur med Thomas Tog, inden vi så et show med Mascha & Bjørnen – på italiensk naturligvis.

Midt på eftermiddagen var vi godt trætte, så vi forlod parken. Vi fandt ud af, at vi på vejen mod en campingplads ved Gardasøen kom forbi et stort indkøbscenter, så der gjorde vi et stop. Inden skulle vi dog lige bruge 20 minutter på at komme igennem et betalingsanlæg. I indkøbscenteret sprang vi butikkerne over og besøgte kun det store supermarked. Deres osteafdeling var enorm, så vi shoppede løs til aftensmad af forskellige oste, pølser og skinker.

Vi satte navigationen til at guide os til den nærmeste campingplads, men der viste det sig, at de eneste ledige pladser var for små til, at vi kunne komme ind og ud med camperen. Derfor fik vi vores penge retur og kørte til den nærmeste offentlige parkeringsplads. Klokken var mange, så vi orkede ikke at køre videre for at finde en anden parkeringsplads.

Ved siden af parkeringspladsen ligger et supermarked, hvor vi lige købt et par småting, som vi havde glemt, inden vi nød lækker ost, skinke og pølse til en sen aftensmad. Supermarkedet lukkede, og kort tid efter begyndte alarmen. Vi frygtede at skulle høre på den hele natten, da den startede hver 5. minut. Heldigvis kom vagten og en butiksmedarbejder, og efter en vandkamp på parkeringspladsen, sad Valdemar og Britt og fulgte med i deres inspektion af stedet. Om der var en tyv, eller det blot var falsk alarm, fandt vi ikke ud af. Men de fik slukket alarmen, hvilket var det vigtigste.

Nu vil vi lægge os til at sove og håbe, at der ikke kommer nogen smider os væk i løbet af natten. Her er hverken larmende naboer, myg, fluer eller lugt af komøg – men også her har naboen larmende påfugle!

Camping Vicenza Sport, Vicenza, Italien, kl. 20.45, mandag den 4. juli 2016
Da vi stod op i morges, forlod vi parkeringspladsen lige så snart, at vi alle var kommet i tøjet. Vi kørte til en parkeringsplads tæt ved den gamle bydel i Sirmione – og der mellem flere andre campere, der havde overnattet på den parkeringsplads, spiste vi vores morgenmad.

Inden butikkerne åbnede – og inden byen blev invaderet af andre turister – gik vi igennem den gamle borg og de små hyggelige gader. En sti endte blindt i en legeplads, så der måtte vi jo holde en pause. Vi fortsætte så langt ud på halvøen, som vi kunne komme uden dog at skulle betale for at se ruinerne på den yderste spids. Tilbage igennem byen var der nu turister i hobetal – og de mange små caféer og souvenirshops var nu åbne. I jagt på et rigtigt toilet (vi er jo kommet så langt sydpå, at toiletterne ofte er et hul i jorden), endte vi på en café, der primært solgte is. Det var måske lige tidligt nok til is, men hvad gør man ikke for at få adgang til et ordentligt toilet?! Valdemar nød en briochebolle med to kugler is, Britt en milkshake og Casper en cappuccino. Noget dyrere end blot at benytte de offentlige toiletter…

Da klokken ikke engang var tolv, besluttede vi os for at lægge Gardasøen bag os i stedet for at blive en ekstra nat som ellers planlagt. Vi syntes, at vi havde set det af Sirmione, som vi gerne ville… På vej ud af Sirmione holdt bilerne i lange køer for at komme til centrum. Godt, vi kørte den modsatte vej! Vi satte kurs mod Verona, og denne gang tog vi landevejene i stedet for motorvejen. Turene igennem betalingsanlæggene har indtil nu for det meste taget næsten 20 minutter, så vi håbede, at vi kunne tage turen på samme tid, selvom det nu var på de lidt langsommere landeveje. Helt slap vi dog ikke for køer, da der var en mindre kø, hver gang vi skulle igennem en lille by.

Vi nåede frem til Verona omkring kl. 12 og fandt rimelig hurtigt en parkeringsplads ikke langt fra den gamle bydel. Første stop blev for at spise frokost på en fortovscafé lige ved Castelvecchio. Parma og bøffelmozzarella til Britt, tomatsalat til Casper og en toast til Valdemar. Det var helt enkelt, men smagte fantastisk! Så travede vi ellers en god tur igennem den gamle bydel. Vi var enige om, at Verona har så meget mere charme end Milano. Der var bare så hyggeligt og smukt. Okay, det virkede måske lidt turistet, da vi nærmest stod i kø for at tage billede af balkonen med Julies hus (Shakespeares ’Romeo & Julie’), men vi kunne da ikke have været i Verona uden at se stedet, som Shakespeare skrev om.

Med Valdemar placeret i autostolen med tablet, gnavegrønt og ostemadder indenfor rækkevidde, kørte vi videre. Dagens slutdestination blev en lille campingplads lige ved motorvejen uden for Vicenza. Vi fik placeret camperen på en plads og tog så en tur i poolen på hotellet ved siden af. Der hyggede vi helt til spisetid. Aftensmaden var hurtigt lavet: rester af brød, ost og skinke fra i går. Da vi efter maden gik en tur på campingpladsen, fandt vi ud af, at ud af ni optagede pladser, er de tre besat af danskere. Udover os er et midaldrende ægtepar i telt og et par piger, der er på interrail. Ægteparrets telt er næsten større end vores camper, mens pigernes telt ikke engang er stort nok til at rumme os. Man kan campere på mange måder.

Indenfor i camperen venter opvasken fra morgen- og aftensmaden…

Camping Venice, Venedig, Italien, kl. 21.00, tirsdag den 5. juli 2016
Sædvanen tro forlod vi campingpladsen kort efter morgenmaden og kørte de ca. 50 km. fra Vicenza til Venedig. Der var for en gangs skyld ikke kø ved betalingsanlæggene på motorvejen, men endnu engang ville selvbetjeningsautomaten ikke acceptere alle vores mønter. Endnu en gang blev vi overraskede over, hvor mange bilister, der lå og sneglede i inderbanen med blot 60 – 70 km/t. på de italienske motorveje. Man må trods alt køre 130 km/t.

Et sted i Venedigs forstæder fik vi lige misset den rigtige afkørsel – og det bragte os på lidt af en rundtur. Navigationen ville nemlig så have os ned af en vej, der var ensrettet i modsat retning – og blev ved med at guide os tilbage dertil. Det er ikke så sjovt at køre rundt i en kæmpe camper i nogle små gader!

Klokken var ikke engang 11, da vi ankom her til campingpladsen og fandt en plads. Vi besluttede os for at tage til centrum af Venedig med det samme, og turen tog ikke lang tid: blot 10 minutters kørsel herfra med bussen, og så stod vi ved Canal Grande ved Venedigs gamle bydel. De næste timer zigzaggede vi os igennem centrum.

Frokosten blev indtaget siddende ved kanten af Canal Grande med udsigt til vandbusser, taxier og gondoler tæt ved Rialto-broen. Vi kom igennem de mindste smøger (og blindgyder), hvor der ingen mennesker var, og vi gik langs Canal Grande sammen med de tusinde af andre turister. Naturligvis krydsede vi en masse broer – og det kunne godt tage lidt tid. Valdemar syntes nemlig, at det var sjovt at se bådene sejle under broen og så løbe over på den anden side og se bådene komme til syne igen under broen. Det gik der en del tid med. Vi kom forbi Sukkenes Bro, inden vi endte ved Markuspladsen i den modsætte ende af den gamle bydel. Der sad vi og spiste en is, inden vi tog vandbussen tilbage til busstationen. Det var en skøn sejltur. Vi fik set skraldebåde, politibåde og ambulancebåde til Valdemars (og dermed også vores) store fornøjelse.

Hvis Britt havde nogen forhåbninger om at få lidt flotte sommerben, røg det sidste håb på vej fra busstoppestedet til camperen. Britt overså en trærod på stien og faldt og fik skrammer på det ene knæ og skinneben. Ikke nogen dybe skrammer, men meget lidt kønne.

Tilbage på campingpladsen var der lige tid til at tilbringe godt en times tid i den indendørs pool. Valdemar legede med en lidt ældre pige og var ikke meget for at gå tilbage til camperen for at få aftensmad. Efter aftensmaden gik vi en tur på legepladsen, og mens Valdemar legede med de andre børn, sad vi og nyd en cappuccino og en spritz. Dejligt at se børn fra fire forskellige nationer lege sammen. Udover Valdemar var der en russisk dreng, to polske piger og en pige, der havde lidt svært ved at finde ud af, om hun skulle sige, at hun var fra Tyskland eller Tyrkiet.

Da vi kom på campingpladsen i formiddags, havde vi masser af pladser at vælge imellem, men her til aften er her ved at være godt fyldt. Det er utroligt så mange forskellige nationaliteter, som er samlet her – selv en camper på asiatiske (kinesiske?) plader! De må være kørt langt!

Camping Village Mare Pineta, Duino, Italien, kl. 21.30, onsdag den 6. juli 2016
I dag var der planlagt shopping, så efter morgenmaden kørte vi til McArthur Designer Outlet. Vi ankom allerede kl. 9.30 – og eftersom butikkerne først åbnede kl. 10, var der tid til at besøge stedets store legeplads.

Alle de store dyre mærker som Versace, Armani, Gucci, Burberry og mange flere havde butikker i centret – og så en masse mærker, som vi ikke kendte. For en gangs skyld var det ikke Valdemar, der scorede mest tøj, men Casper, der fik fem polo’er, to par Levi´s og et par solbriller. Da Valdemar blev lidt utålmodig, bestak vi ham med en ispind, der fik chokoladeovertræk og drys på efter bestilling. Så kunne han lidt igen. Efter mere end to timers shopping satte han sig dog op i klapvognen og faldt i søvn. Inden vi kørte videre, spiste vi et par sandwich på en café.

Fra centeret var der en times tid til den planlagte campingplads – denne gang uden kø eller afvisning af mønter ved motorvejsbetalingsanlægget. På motorvejen kørte lastbilerne som perler på en snor. Antallet var imponerende. Langs vejen så vi bl.a. vinmarker og marker fyldt med solsikker – og i det fjerne bjerge.

Tæt ved campingpladsen gjorde vi holdt ved et supermarked, så nu er køleskabet igen fyldt op. Vi ankom til campingpladsen kl. 16 og så, at campingpladsens tog afgik mod stranden kl. 16.10. Det gik derfor stærkt med at få smidt håndklæder og badetøj i en pose, så vi kunne nå toget. Stranden viste sig at være en overproppet stenstrand. Valdemar havde badesko, men vi andre kunne slet ikke holde ud at gå i stenene, da det simpelthen gjorde for ondt. Britt fik krabbet sig ned og sidde i vandkanten, mens Valdemar soppede lidt. Vi blev dog hurtigt enige om at forlade ”stranden” igen og tage toget tilbage til campingpladsen. Der var dog lige tid til en ispind inden næste togafgang…

Tilbage på campingpladsen gik vi direkte til swimmingpoolen. I børnebassinet mødte vi et dansk ægtepar, der skulle bo på campingpladsen i et mobilhome i 14 dage og havde gjort det samme sidste år. Valdemar og deres søn på 4 fandt det underholdende at sprøjte vand på os andre.

Klokken var efterhånden blev noget over vores sædvanlige spisetid. Eftersom dette er vores sidste aften i Italien, syntes vi, at det var meget passende at gå ud og spise noget pasta (vi har fået rigeligt med pizza!), så vi besøgte campingpladsens restaurant. Det var ikke ligefrem en gourmetoplevelse, men pastaen smagte fint – og det gjorde deres tiramisu bestemt også.

Efter maden rundede vi lige campingpladsens store legeplads. Derefter var det egentlig sengetid, men Britt og Valdemar ville lige gå ned til stien bag campingpladsen, hvorfra der er udsigt over Adriaterhavet. At finde et hul i hegnet for at komme ud på stien var ikke helt nemt – og finde et andet hul længere ud af stien at komme igennem tilbage til campingpladsen igen var umuligt. Hvad der skulle være fem minutters gåtur, blev til en halv time. Men udsigten over klipper, havnen og havet var flot – og på turen fik Valdemar opfundet flere nye sange som eksempelvis ’Hul i hegnet-sangen’.

Temperaturen i camperen er lige nu stegende hed. Alle vinduer er åbne, men det virker ikke som om, at der kommer noget luft ind. Det bliver en meget varm nat!

Ljubljana Resort, Ljubljana, Slovenien, kl. 21.30, torsdag den 7. juli 2016
Det blæste op i nat, så der kom heldigvis lidt luft ind i camperen. Men omkring kl. 2 i nat begyndte det også at regne kraftigt, så vi måtte op og lukke alle loftvinduerne. Netop som vi havde lukket det sidste, holdt regnen selvfølgelig op.

Da vi forlod campingpladsen i morges, kørte vi ikke langt før vi også forlod Italien for at køre ind i Slovenien. I Italien kom vi af med adskillige euros hver gang, vi passede et betalingsanlæg på motorvejen. Da vi kom til det første betalingsanlæg her i Slovenien stort set lige efter grænsen, fik vi købt os en mærkat, der giver os 7 dages fri kørsel på de slovenske motorveje. Så meget nemmere!

Vores første stop i Slovenien var en stor drypstensgrotte i Postojna. Vi ankom kort før kl. 9 og skyndte os afsted, da vi så måske kunne nå en tur kl. 9. Desværre var dagens første tur først kl. 10, så vi havde lidt tid at slå ihjel. Da vi kl. 9.20 kom til billetlugen, var der i mellemtiden blevet udsolgt til turen kl. 10, så vi måtte vente yderligere en halv time. Ret irriterende!

Et lille, men langt tog kørte os de første to kilometer ind i grotten, hvorefter vi i en times tid gik længere ind – op og ned ad stejle stier. Grotten var helt fantastisk! Vi har aldrig tidligere oplevet så stor en grotte. Et sted i grotten havde faktisk tidligere være brugt til koncerter – indtil man fandt ud af, at luftfugtigheden på 100 % ikke var godt for instrumenterne. Efter en times vandring kørte toget os tilbage igen. Valdemar holdt ud hele turen, men var dog ved at falde i søvn på turen tilbage i toget.

Fra grotten var en god halv times kørsel til Ljubljana. Vi havde sat navigationen til at guide os til en centralt beliggende parkeringsplads, der så viste sig at være et parkeringshus. Parkeringshus = ikke plads til en høj camper! Heldigvis kørte vi ikke rundt så længe, førend vi fandt et sted at parkere lige ved stationen. Vi stoppede ved den første og den bedste restaurant for at få noget frokost. På den anden side af vejen lå en lille legeplads, så Valdemar løb frem og tilbage mellem legepladsen og vores bord. Fra restauranten var kun få hundrede meter til den gamle bydel. Der travede vi en del frem og tilbage og så på de flotte bygninger og broer, ligesom vi fandt lidt tøj til Valdemar på udsalg i Benetton-butikken. Vi fandt et sted ved floden, hvor vi bestilte isdessserter. De var enorme! Britt og Valdemar (der dog ’bare’ havde fået et par kugler is) opgav simpelthen at spise op. Efter yderligere lidt traven igennem byen, gik vi tilbage til camperen for at køre de ca. 5 km. til campingpladsen. Valdemar var gået helt omkuld i klapvognen og vågnende ikke en gang, da han blev spændt fast i autostolen.

Ligesom flere gange tidligere på denne ferie nåede vi blot at få placeret camperen på en plads, førend vi bevægede os til swimmingpoolen. Valdemar havde en fest og var bestemt ikke meget for at komme med tilbage til camperen, da klokken nærmere sig 19.

Aftensmaden blev af den lette slags: bøffelmozzarella med tomat og skinke. Simpelt og lækkert! Efter maden gik vi en tur på campingpladsen, hvor det vrimler med mærkelige biler/campere/campingvogne. En del af dem deltager i ’Carbage Run’. Vi aner ikke, hvad det betyder, men køretøjets udseende har helt klart betydning. Selvom klokken var mange, blev der selvfølgelig også tid til, at Valdemar kunne lege lidt på campingpladsen.

Valdemar er nu endelig faldet i søvn, og vi håber snart at gøre det samme. Selvom temperaturen udenfor i dag faktisk har været behagelig, så virker det igen her til aften som om, at luften står stille her i camperen trods mindst fem åbne vinduer!

Camping Zür Mühle, Kaprun, Østrig, kl. 21.30, fredag den 8. juli 2016
I morges forsøgte Valdemar og Britt at gå ned til floden, der løb langs campingpladsen, men måtte konstatere, at der ikke var adgang til stien langs floden. Campingpladsen var totalt hegnet inde, og lågen ud til stien var låst. Utroligt, at det skal være nødvendigt at hegne campingpladsen inde og dermed gøre det umuligt at se den omkringliggende natur uden større omveje. I stedet blev det tid til lidt leg på legepladsen, mens Casper sørgede for at få vand af og på camperen.

Derefter startede en lang køretur mod næste campingplads. Da Valdemar hyggede sig i autostolen med sin tablet, besluttede vi at forsøge at køre et endnu længere stræk end planlagt. Køreturen igennem Slovenien var flot – udsigt til skove, bjerge og små hyggelige byer. Vi kørte forbi en grænseovergang to gange mellem Østrig og Slovenien, nemlig på hver side af den næste 8 km. lange tunnel, der ligger på grænsen. I Østrig kørte vi igennem utallige tunneler og udsynet til omgivelserne var derfor begrænsede fra motorvejen. Enkelte gange fik vi dog set nogle af de skønne, små alpebyer, som vi passerede.

Ved Millstätter See kørte vi af motorvejen og parkerede i den lille by, Millstatt. Vi gik igennem centrum, var et smut inde i kirken og var nede ved vandet. På torvet fandt vi et sted at spise frokost, inden vi gik tilbage til vandet. Vi havde håbet at kunne bade lidt, men det var forholdene ikke rigtigt tid. Vi nøjedes dog med at soppe langs søbredden lige, hvor to åer lå ud i søen. Vandet fra åerne var iskoldt (sikkert smeltevand fra bjergene), mens vandet i søen ellers var helt behageligt der på det lave vand. Efter en halv time med fødderne i vand, fik Valdemar også rørt sig lidt på legepladsen, inden det igen var tid til at køre videre.

Valdemar faldt i søvn med tabletten, så vi valgte at springe en planlagt overnatning over og køre videre til næste campingplads. På de sidste 50 km. fra motorvejen til campingpladsen gik turen igennem alpebyer, der så ud helt, som vi havde forestillet os. Nogle steder blev landevejen til smalle bjergveje, så det tog næsten en time at køre de sidste 50 km.. I alt fik vi tilbagelagt nok mere end 300 km., hvilket er meget, når vi alle de andre feriedage maksimalt har kørt 110 – 130 km. pr. dag.

Vi checkede ind på en lille campingplads 12 km. fra det kendte skisportssted, Zell Am See. Som vi plejer, fik vi fundet en plads til camperen og gik så til swimmingpoolen, der lå på den anden side af floden. Vi havde ikke været der mange minutter, førend det begyndte at tordne og derefter regne. Da regnen blev ret kraftigt, og det samtidig blæste lidt køligt, besluttede vi at løbe tilbage til camperen. Vi havde glemt alt om, at vi havde åbnet to af loftvinduerne i camperen. Gulvet og vores seng sejlede! Heldigvis holdt det op med at regne, og vi sad derfor udenfor for at spise aftensmad (brød og ost igen).

Efter aftensmaden gik vi ind tur til centrum af Kaprun. Dette er også et rigtigt skisportsted, så vi er helt tydeligvis udenfor sæsonen. Der var ikke mange mennesker på de mange spisesteder – og enkelte butikker åbnede først senere på måneden, hvor sommersæsonen starter. Vi kunne dog konstatere, at Kaprun har mange turister (eller indbyggere?) af arabisk oprindelse. Flere butikker har skilte på arabisk, og Valdemar kommenterede da også et par gange de mange sorte niqab-klædte kvinder, som vi så.

På torvet var der små boder med lokale delikatesser, og på caféen var der live-musik. Der blev spillet alt fra Elvis til tyrolermusik. I går proklamerede Valdemar ”vi skal jo spise is hver dag”, så vi satte os på caféen og fik en isdessert hver, inden vi gik tilbage til camperen. Trods protester er Valdemar vist faldet i søvn nu, og vi vil lægge os til at sove i vores seng, hvor lagnet stadig er lidt fugtig efter eftermiddagens regnvejr.

Camping Zür Mühle, Kaprun, Østrig, kl. 20.45, lørdag den 9. juli 2016
For en gangs skyld sov vi alle længe i dag; Valdemar slog rekord og sov helt til 8.30. Vi stod op til gråvejr – ikke det fedeste vejr, når vi jo skulle op i højderne og gerne nyde udsigten. Trods vejret begav vi os alligevel afsted til busstoppestedet efter morgenmaden og tog bussen til kabelbanerne, der kører op til Kitzsteinhorn.

Fra første og anden mellemstation var det stadig muligt at se ned og få lidt udsigt, men til gengæld var det begyndt at styrte ned. Vi havde heldigvis rigeligt med tøj med, mens andre tog ind og lejede støvler og vinterjakker. Vi nøjedes med at købe et par vinterluffer til Valdemar, inden vi tog den tredje kabelbane, der bragte os til helt toppen. Fra toppen i 3.029 meters højde fra udsigten lig nul! Vi kiggede simpelthen bare ud i skyerne, og sigtbarheden var nede på ganske få meter. Altså ingen bjergtagende udsigt over sneklædte bjergtinder.

Vi spiste lidt frokost i restauranten og tog så gletsjershuttlen ned til ’Ice Area’. Det var heldigvis holdt op med at regne, så Valdemar og Casper fik taget en del ture på kælkebakken. Valdemars nye vandresko var desværre ikke vandtætte, så der måtte et skift til gummistøvler til, så han ikke fik frost i fødderne. Temperaturen var trods alt kun 2 grader, og så duer det ikke med våde strømper. I et kort øjeblik klarede det lidt op i vejret, så det faktisk var muligt at se ned af de nærmeste skiløjper. Kitzsteinhorn er et af de få steder i Europa, hvor det er muligt at få på ski året rundt, hvilket en del benyttede sig af. Efter kælkebakken var det tid til at tage de mange kabelbaner helt ned til busstoppestedet, der ligger i 900 meters højde. På vej ned fik vi set et murmeldyr, ligesom vi så, at der var et racerløb i gang ved foden af bjerget.

I stedet for at tage bussen, blev Valdemar sat i bærestolen, og så gik vi på jagt efter racerløbet. Efter at have fundet vejen, hvor de kørte, og set nogle af bilerne, der deltog i rallyløbet ’Race on the Mountain’, køre forbi, besluttede vi at gå lidt længere i stedet for at tage bussen. Vi kom bl.a. forbi Sigmund Thun-kløften. Kort efter Valdemar var kommet ned for at gå selv, begyndte stien at få stejlt nedad. Det krævede lidt at holde balancen på det ujævne, skrå underlag, men Valdemar tog udfordringen op og klarede det perfekt trods de klodsede gummistøvler. Tilbage på jævn vej igen, besluttede vi at gå det sidste stykke til campingpladsen. Der viste sig kun at være få hundrede meter, hvilket betød, at vi havde tilbagelagt hele den 6 kilometer lange strækning fra bjergbanen.

Vi var lige et smut inde og vende camperen, inden vi gik videre på centrum af Kaprun. Forinden havde vi lige spurgt i campingpladsens reception, hvornår butikkerne i byen lukkede. I centrum sidder Intersport tungt på tøjmarkedet: hele fire butikker (ud af otte i alt!), hvoraf den ene butik var i tre etager. Valdemar fik en fleecetrøje og Britt et par sneakers, inden vi gik en tur i supermarkedet. Der købte vi lidt souvenirs fra Østrig: Mozart-kugler.

Tilbage på campingpladsen var det tid til aftensmad, som selvfølgelig blev indtaget udenfor. Det er dog tydeligt, at vi er kommet lidt op i højderne. Temperaturen her er væsentlig lavere, end den har været andre steder på ferien, hvilket faktisk er rart. Det betyder også en nattesøvn i behagelig temperatur…

Panorama Camping Harras, Prien Am Chiemsee, Tyskland, kl. 20.45, søndag den 10. juli 2016
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi stod op i morges, så vi ærgrede os godt over, at det ikke var i dag, at vi skulle op til Kitzsteinhorn. Udsigten ville have været fantastisk! Men i stedet betød det, at vi fik en flot udsigt, da vi lagde Zell Am See bag os. Skønt at køre med udsigt til bjerge, grønne marker og skove samt hyggelige små byer med kirker liggende på toppen. Vi stoppede i den lille idylliske by, Goldegg, og gik en tur Den var så skøn med kirken, borgen, søen og de mange gamle huse – en ægte alpeby.

Fra Goldegg fortsatte vi til Salzburg. Vi kørte ind på en parkeringsplads med Park & Ride – altså et sted lidt udenfor centrum, hvor vi kunne parkere camperen og så tage bussen det sidste stykke, så vi slap for at køre rundt og lede efter en parkeringsplads i centrum. Men ’parkeringsvagten’ på stedet afviste os og henviste os til en parkeringsplads i centrum. Vi fik ham til at taste adressen ind på vores gps, inden vi kørte. Altså slap vi ikke for bykørsel, men heldigvis fandt vi forholdsvis nemt parkeringspladsen – og der var plads til camperen (der dog optog fire pladser). Parkeringspladsen lå lige ved Mirabellgarten – et slot med en flot have, hvori et orkester gav koncert.

Vi gik rundt i centrum af Salzburg, hvor alle butikker dog havde lukkede. Der var rigeligt at se på alligevel – små smøger og store, flotte pladser med smukke bygninger. Vi sad udenfor og spiste på en restaurant med udsigt til domkirken og en stor plads, hvor der var hesteopvisning: store halflinger-heste i fyldt udstyr. Overalt så vi også mænd i lederhosen og kvinder i de traditionelle ’alpekjoler’ (vi aner ikke, hvad de hedder). Vi var inde i den smukke domkirke og besøgte bl.a. også kirkegården ved St. Peters kloster. Det var som taget ud af slutscenen fra Sound of Music, så vi talte om, hvorvidt scenen måske var optaget der? Naturligvis kom vi også forbi Mozaers fødested og huset, hvor han senere boede med sin familie.

Som vi gik videre igennem byen, så vi flere mænd og kvinder i traditionelt tøj, hvoraf nogle dansede på en af byens mange pladser. Valdemar var meget fascineret af mændene, der klaskede lår og støvler. Et sted spurgte vi en mand i lederhosen og resten af udstyret, om der var en særlig anledning til, at så mange gik i de traditionelle dragter netop i dag. Han fortalte, at det var normalt at gå sådan klædt ved festlige lejligheder som festivalen, der er i byen i dag, men også på almindelige søndage går man ofte sådan klædt.

Ingen feriedag uden is! Derfor fandt vi en lille iscafé, hvor vi blev kølet lidt ned i varmen, inden vi begav os tilbage til camperen for at køre videre. Køreturen til campingpladsen skulle egentlig blot have taget maksimalt en time, men en mange kilometerlang kø fra grænsen mellem Østrig og Tyskland, forlængede køreturen med 40 minutter. Det blev derfor sidst på eftermiddagen, inden vi endelig nåede frem her til campingpladsen ved Chiemsee. Der var kø ved receptionen for at tjekke ind, men service var i top. Mens vi ventede, blev der nemlig uddelt fadøl til alle i køen.

Campingpladsen ligger helt ned til søen, så vi havde satset på at bade her. Desværre er også her kun stenstrand, men vi begav os i vandet alligevel. Valdemar havde sine badesko – og Britt ofrede sine ballerinasko, der alligevel var gået i stykker. Så var det muligt at komme ud i vandet uden, at det gjorde alt for meget ondt i fødderne. Derfor fik vi alligevel soppet rundt et godt stykke tid, og Valdemar fik ’svømmet’.

Tilbage i camperen stod aftensmaden igen på brød og ost. Det er så dejligt nemt. Her på campingpladsen ligger alle meget tæt. Vi var heldige at få en plads, hvor vi kun har en nabo til den ene side (vores campere holder med mindre end en meters mellemrum!). Vi sad så til gengæld og spiste aftensmad lige ud til vejen til offentlig skue for alle, der gik og kørte forbi. På et tidspunkt kom et lille trehjulet køretøj med en popcornmaskine bagpå og parkerede få meter fra vores camper. Det betød, at dagens dessert stod på frisklavede popcorn. Vi fandt ud af, at her spiser man ikke saltede popcorn, men derimod popcorn med sukkerskal.

Temperaturen har i været ligget på omkring 30 grader. Det betyder, at der her til aften igen er ulideligt varmt i camperen! Vi savner virkelig aircon!

Kaiser Camping Outdoor Resort, Bad Feilnbach, Tyskland, kl. 20.00, mandag den 11. juli 2016
Vi var dårligt nok faldet i søvn i går aftes, da det pludselig blæste kraftigt op. Vi havde ingen idé om, hvor holdbare camperens vinduer var, så for en sikkerheds skyld stod vi op og lukkede alle vinduer – med undtagelse af dem, der vendte ud mod vores nabo. Det betød, at der bare blev endnu mere ulideligt varmt i camperen!

Egentlig havde vi talt om at blive to dage på campingpladsen ved Chiemsee, men på grund af de ringe bademuligheder valgte vi alligevel at tjekke ud efter morgenmaden og køre videre. Vi kørte i første omgang dog kun de små fem kilometer ind til centrum af Prien Am Chiemsee. Igen var det umuligt at finde en parkeringsplads med plads til en stor camper. Til sidst parkerede vi på Lidls parkeringsplads og ignorerede skiltet med en times kundeparkering (vi havde alligevel ingen p-skrive) og advarslerne om, at ulovligt parkerede køretøjer ville blive slæbt væk.

Da vi kom over på togstationen, fandt vi ud af, at vi – ligesom flere andre – åbenbart ikke kunne finde ud af at læse en køreplan. I hvert fald kørte det gamle veterantog først tre kvarter senere end forventet. I stedet begav vi os på gåben til havnen. Derfra tog vi båden til Herreninsel, hvor Kong Ludvig den 2. havde bygget et slot. Vi tog med på en guidet tur og fik set flere af de overdådige værelser med guld og kæmpe lysekroner overalt – størstedelen var – ligesom selve slottet – en tro kopi af Versailles i Frankrig. Ludvig den 2. døde, inden slottet var færdigbygget, hvorfor slottet aldrig blev færdigbygget. Dele af slottet stod derfor stadig med de rå mursten – en stor kontrast til de færdige overpyntede værelser. Til vores ærgrelse var det ikke tilladt at tage billeder inde på slottet.

Fra Herreninsel sejlede vi videre til Fraueninsel, hvor planen egentlig var at spise frokost. Problemet var blot, at ingen restauranter tog Visa – og da vi heller ikke havde kunnet betale med kort for færgebilletterne og indgangen til slottet, var vores kontantreserver meget begrænsede. Der var dog penge nok til tre sodavandsis, som vi spiste, mens vi stod og svedte i køen for at komme ombord på båden igen. For at komme tilbage til Prien måtte vi først sejle til Gstadt og derfra tilbage til Herreninsel, førend båden endelig nåede havnen i Prien. Efter besøg hos en ATM, spiste vi frokost ved vandet. Der kastede Britt sig ud i en schweizisk pølsesalat, som vi har set på menukort mange steder. Salaten viste sig udelukkende at bestå af løg, ost og pølse i strimler på en bund af hakkede syltede agurker. Turen tilbage til camperen (der ikke var blevet slæbt væk af Lidl) foregik med det gamle veterantog.

Som vi kørte fra Prien, begyndte det at småregne, hvilket det stadig gjorde, da vi tjekkede ind på campingpladsen her. Casper havde dog dårligt nok fået parkeret camperen, førend Valdemar på legepladsen lige overfor vores plads var begyndt at lege med en dansk pige. Det viste sig at være et tvillingepar på måske omkring 8 år.

Da regnen stoppede, var det tid til besøg i poolen – med de to danske piger, hvis forældre sikkert var glade for, at nogle andre gad at gå med dem i poolen. På vores tidligere mere eksotiske rejsemål er det sjældent, at vi møder danskere. Derfor var det lidt underligt for os, da vi ved børnebassinet kunne konstatere, at alle børn var danskere. Valdemar hyggede sig som altid, når der er vand involveret, men da det igen begyndte at regne og tordne – og samtidig var tid til aftensmad – gik vi tilbage til camperen. Surmulende over selv at skulle tage tøj på, lå Valdemar i vores seng – og fem minutter efter var han faldet i søvn med røven bar. Vi lagde ham i seng, og så spiste vi ellers aftensmad alene udenfor, da regn og vind var forsvundet igen.

Vi er nu rykket indenfor, da skyerne igen trak sig sammen, og det blæste op. Meget omskifteligt vejr! Ifølge vejrudsigten ser det ud til, at vi i dag har fået det sidste sol på denne ferie – de næste dage spår vejrudsigten gråvejr og regn.

Kaiser Camping Outdoor Resort, Bad Feilnbach, Tyskland, kl. 19.45, tirsdag den 12. juli 2016
Da Valdemar vågnede i morges – efter mere end 12 timers søvn – klagede han lidt over mavepine. Efter morgenmaden var han dog helt på dupperne og blev iklædt regntøj for at kunne komme en tur på legepladsen. Alt var vådt efter en regnfuld nat. Men netop som han skulle ud, klagede han igen over ondt i maven – og så kastede han op ud over gulvet i camperen! Derefter blev det til en times afslapning i vores seng med hans tablet, mens vi vaskede gulv og begyndte at pakke. Vores ene taske blev hurtigt fyldt med vasketøj og alt vores nyindkøbte tøj. Vi bliver nødt til at købe en ekstra taske i München, for på nuværende tidspunkt er der ikke plads til bærestolen i tasken, og den vil vi helst ikke tjekke ind som bagage særskilt.

Det regnede on and off, så klokken blev 10.30, før vi kom afsted. Vi havde ingen planer i dag udover en gåtur til den nærliggende by, Bad Feilnbach. Turen på små to kilometer gik langs mark og gennem skov. Et langs stykke ad vejen fulgte vi en å, hvor der et sted var en pumpe med ’kanaler’ og andet, der appellerede til leg. I selve byen, der var ret hyggelig, gik vi lidt op og ned ad hovedgaden, inden vi igen gik mod campingpladsen. Selvfølgelig skulle vi lige igen lege med ’vandlegetøjet’, som vi kom til åen i skoven. Langs åen var også ’Gudesporet’. Det var syv små kunstværker lavet af sten og jern, der repræsenterede forskellige passager fra Biblen – eksempelvis De Ti Bud.

Tilbage på legepladsen spiste vi lidt frokost, mens Valdemar det meste af tiden legede på legepladsen med en jævnaldrende tysk dreng. Ingen af dem var helt gamle nok til at forstå, at de talte forskellige sprog, så de talte ivrigt til hinanden. Fra legepladsen gik turen til swimmingpoolen. Det var for koldt til at være i det udendørs soppebassin, så vi holdt os i den overdækkede dybe pool. Som vi svømmede rundt, begyndte det igen at regne, og denne gang ret kraftigt. Da vi kom tilbage til camperen, var det meste af campingpladsen omdannet til en stor sø. Vejret betød, at vi for første gang på ferien måtte sidde indenfor og spise aftensmad. Det er vores sidste aften i camperen, så aftensmaden blev en god blanding af rester fra køleskabet: pølser med tomat og mozzarella, skinke med melon og mini-isvafler til dessert.

Derefter stod den på rengøring i camperen. Skabe er blevet tømt og tørret af, og badeværelset er rengjort. Resten må vente til i morgen tidligt…

Schiller 5 Hotel & Boardinghouse, München, Tyskland, kl. 21.00, onsdag den 13. juli 2016
I gråvejr i morges fik vi ryddet og rengjort det sidste i camperen, inden vi satte kurs mod udlejningsstedet. Gps’en startede med at sige, at vi ville være der kl. 9.10 – altså en køretur på 1 time og 10 minutter. Udlejningsstedet lå nord for München, og først for sent opdagede vi, at gps’en navigerede igennem centrum af München i stedet for at tage ringvejen udenom. Det tog os mere end ½ time at køre blot 4 km. i det trafikerede centrum! Vi bandede gps’en langt væk, men utroligt nok nåede vi til udlejningsstedet præcis kl. 10, som var deadline for aflevering af camperen. Afleveringen var hurtigt overstået. I camperen efterlod vi en kasse pantflasker og diverse rester af vaskemiddel, håndsæbe og toiletpapir samt en elkedel, men det brokkede de sig ikke over.

Fra udlejningsstedet gik turen i taxi til vores hotel i centrum af München. Vi var faktisk kørt stort set lige forbi på vores køretur i camperen gennem centrum. Britts håndflader blev lidt klamme, da taxien nåede op på 200 km./t, men det er jo meget normalt på de tyske motorveje.

Ved første øjekast så vores hotel lidt skummelt ud, da indgangen lå i en lille baggård, der var en byggeplads. Indenfor så det så noget mere luksuriøst ud. Vores hotelsuite var naturligvis ikke klar, da vi kom frem kl. 11, så vi efterlod vores bagage (som nu var vokset fra to tasker til to tasker, to poser og bærestolen ved siden af!) i receptionen og tog så på shopping.

Da der kom en kraftig byge, søgte vi tilflugt i en sportsbutik – og kom ud med fire fodboldtrøjer og en fodbold! To trøjer til Casper, en til Valdemar og en til gave. Den store Tretter-skobutik var dog det største hits hos Valdemar. Der var nemlig en lang rutsjebane ned til børneafdelingen i kælderen. Frokosten blev indtaget på en restaurant med ægte bayersk køkken – meget specielle retter, men sjovt at prøve. Efterfølgende shoppede vi lidt videre. Det sidste, vi købte, var en ny stor Samsonite-duffelbag til at have alle vores indkøb i.

Tilbage på hotellet kl. 16 fik vi adgang til vores suite. Udsigten var til den kedelige baggård, men det var også det eneste negative, der var at sige. Det var en dejlig toværelseslejlighed med køkken. Britt nåede lige lidt ærgerligt at konstatere, at der desværre kun var brus og ikke var badekar, da Casper åbnede døren til det andet – og meget større – badeværelse. Der var både brusekabine og badekar og to håndvaske. Badeværelset alene var næste større end camperen, som vi har tilbragt de sidste små tre uger i.

Først på aftenen gik vi igen ud i regnvejret og ledte efter at sted at spise aftensmad. Vi var inde og kigge i den smukke St. Michael-kirke, der er i to etager. Der var gudstjeneste, da vi tidligere på dagen stak hovedet indenfor. Vi var også inde og kigge i Helligåndskirken. Valdemar var ved at lægge sig til at sove i klapvognen og for at holde ham vågen, foldede vi en gang i mellem klapvognens kaleche tilbage, så han fik lidt regn i hovedet. Efter pizza til aftensmad var han frisk igen, og vi kiggede lidt mere i butikker (og var igen i Tretter med rutsjebanen). I Galeria nåede Valdemar lige at vælge en bil (en tysk taxi), inden butikken lukkede kl. 20.

Her tilbage på hotelværelset var Valdemar og Casper lige været en tur i karbad – og så er det vist ved at være sengetid.

Schiller 5 Hotel & Boardinghouse, München, Tyskland, kl. 21.00, torsdag den 14. juli 2016
Vi nød hotellets lækre morgenmadsbuffet, førend vi i regnvejr gik ud for at kigge lidt mere på München. Denne gang var vi udstyret med et bykort, hvor vi havde sat nogle krydser ved de steder, som vi gerne ville se.

Det var lidt uvant for os her på ferien, at det var nødvendigt med både trøje og jakke, men alligevel også rart, at der ikke var 32 grader. Igen gik vi til den gamle bydel – forbi en masse smukke bygninger. Vi var et smut inde i domkirken, der imponerer med sin størrelse, men ellers ikke er så spændende. Ved viktualiemarkedet ærgrede vi os næsten over, at vi ikke skulle købe ind til selv at lave mad. Der var alverdens lækkerier. Når regnen blev for meget, søgte vi tilflugt i en butik, og i mangel på legepladser, var legetøjsafdelingerne i stormagasinerne et godt alternativ. I Galeria lå legetøjsafdelingen på samme etage som undertøjsafdelingen, så mens Valdemar byggede Lego, fik Britt shoppet.

Lidt før kl. 11 stod vi klar på Marienplatz sammen med hundredvis af andre turister. Alle skulle vi se og høre rådhusets klokkespil. Som vi stod og ventede, tog regnen virkelig til. Klokkespillet spillede (pivfalsk!), og figurerne ’dansede’. Ærligt talt, så var vi lidt skuffede…

Allerede kl. 12 gik Valdemar omkuld i klapvognen. Vi kunne simpelthen ikke holde ham vågen. Vi var dog så længe om at finde et sted at spise frokost, at han nåede at vågne lige inden. På jagt efter et frokoststed, hvor menuen ikke stod på bayerske pølser, endte vi ved et af de underjordiske spisesteder ved undergrundsbanen. Vi fandt et lille, simpelt sted, der serverede nogle lækre burgere. De næste næsten to timer shoppede vi i Karstadt. Valdemar hyggede sig i legetøjsafdelingen med en Brio-bane og en kuglebane, mens vi så skiftedes til at kigge i andre afdelinger. Udbyttet blev et par sko og en jakke til Valdemar, et par bukser til Britt og en striktrøje samt et par badebukser til Casper. Godt, vi i går købte en ekstra taske på 110 liter!

Vi var lige en tur forbi hotelværelset for at læsse af, inden vi gik ud for at lede efter et sted at spise aftensmad. Efter en hel dag med regn det meste af tiden, var det skønt, at solen nu endelig skinnede. Som vi gik igennem den gamle bydel, måtte vi lige tage et par nye billeder af nogle af de flotte bygninger. Alt ser bare pænere ud i solskinsvejr. Igen var vi også inde i den smukke St. Michael-kirke.

Aftensmaden blev et lækkert sted, der serverede traditionelle retter i en lidt moderne udgave. At få Valdemar til at spise noget, var dog en kamp, men da det var prisen for at få dessert, spiste han efter en del overtagelse endelig noget mad. Desserten blev en vaffelis, hvor isen flot blev formet som en blomst. Valdemar nød isen, men til sidst blev det for koldt at sidde på en trappesten. Han var ved at få blå læber, så resten af isen blev spist på vej tilbage til hotellet.

München Lufthavn, München, Tyskland, kl. 16.30, fredag den 15. juli 2016
Efter morgenmaden var det tid til at få det sidste i kufferterne. Utroligt nok fik vi fyldt alle tre tasker helt. Alligevel fortsatte vi med at shoppe efter at have tjekket ud.

Vi gik igen igen igennem den gamle bydel og igennem det indbydende madmarked. Eftersom vi stadig ikke have fundet en legeplads i centrum, besøgte vi for tredje eller fjerde gang skobutikken med den lange rutsjebane, ligesom vi også besøgte legetøjsafdelingen i Galeria, hvor der var masser af Lego. Endnu et par sko til Britt og mere tøj til Valdemar…

Frokosten blev rigtig fastfood (KFC), inden vi hentede kufferterne på hotellet. At købe togbilletter og finde det rigtige tog til lufthavnen var nemt. Sværere var det at finde en elevator, der kunne få os ned på perronen, men det lykkedes, så vi kunne komme med toget.

Både i går og i dag havde Casper forgæves været på jagt efter en par billige Lloyd-sko til arbejdsbrug i utallige skobutikker. I lufthavnen lige efter check-in var der også en Lloyd-butik. Det blev nogle dyre sko, for Britt faldt også for et par. Det bragte feriens samlede sko-køb op på syv par i alt. I butikken lagde Britt Visa-kortet fra sig på disken, og et øjeblik efter var det væk. Sammen med ekspedienten ledte vi i posen med skoene, under disken og i alle lommer. Da vi skulle til at forlade butikken (efter at have betalt med et andet kort), pegede Valdemar lidt forlegent… Det viste sig, at han havde taget kortet og lagt det på en skohylde, da han pludselig skulle ud og kigge på taxier. Mysteriet var løst!

I lufthavnen kiggede vi lidt på butikker, inden vi spiste feriens sidste is. Vi sidder nu ved gaten og venter på at komme hjem. Vores fly skulle efter planen flyve nu, men vi er ikke begyndt at boarde – og kan faktisk slet ikke se flyet, så det er umiddelbart ikke landet endnu. Information ønskes!