Dagbog – Rusland

M/S Lenin, Moskva, kl. 00.30, onsdag den 22. august 2012
Da vi i lufthavnen i morges så de andre, som vi skulle på tur med, fik vi bekræftet det, som vi havde forventet: de andre passagerer på turen var alle på vores forældres alder og ældre – de fleste nok ældre.

Vi spiste lidt morgenmad i lufthavnen, inden flyveturen mod Moskva. Vi blev positivt overraskede, da det gik op for os, at flyveturen kun tog godt to timer. Så den var forholdsvis hurtigt overstået.

Få hundrede meters kørsel fra lufthavnen kom vi til, hvad der vel mest kan betegnes som Ishøj-sammenfletningen i den værste myldretid. Bussen kørte ikke særligt stærkt, så vi kunne nå at se en masse på vejen igennem Moskvas forstæder på turen til flodstationen – stedet ved kanalen, hvor de mange flodkrydstogtskibe lægger til. Her ligger skibene i tre lag uden på hinanden. Ombord fandt vi hurtigt vores kahyt – en meget lille kahyt med et endnu mindre badeværelse – det hele i mørkt træ og karrygult. Båden var hurtigt gået igennem, inden det var tid til informationsmøde. Med spørgsmålene ”Kan man låne en stok?” og ”Hvad gør man, hvis man har glemt sit vækkeur?” er stilen ligesom lagt…

Efter informationsmødet havde vi en god times tid inden aftensmaden, så vi begav os ud for at lede efter et supermarked. Uden større besvær fandt vi et stort indkøbscenter. Da vi ikke havde så meget tid, fik vi kun kigget kort i en enkelt tøjbutik, mens vi brugte lidt længere tid i supermarkedet. Vi fik fyldt to indkøbsposer med frugt, grøntsager, vand, sodavand, slik og chips, så nu har vi forsyninger til de næste dage. Vi har heldigvis køleskab i kahytten, og det er nu blevet rimeligt fyldt.

Vi havde fået at vide, at de pladser, som vi satte os på i restauranten til aften, skulle vi beholde på resten af turen. Derfor gik vi og spekulerede en del over, hvem vi mon kom til at sidde sammen med. Det var bestemt ikke alle, som vi var synderligt interesserede i at være tvangsindlagt til at spise frokost og aftensmad den næste 1½ uges tid!. Da vi ankom til restauranten lige til tiden, var vi faktisk de sidste. Der var allerede gået kuk i rejselederens plan for tildeling af pladser, så vi blev henvist til et tomandsbord. Rejselederen kom pænt hen og fortalte, at han altså godt kunne finde plads til os sammen med nogle andre, men det passer os nu meget fint at have vores eget bord. Middagen var hurtigt overstået – trods fire retter. Retterne blev simpelthen sat foran os, så snart vi var færdige med forrige ret. Og så var det lige meget, om vi begge var færdige eller ej.

Kl. 21.30 var der afgang til udflugten Moscow By Night – en bustur til centrum af byen for at se de mange flotte oplyste bygningsværker. Vi stoppede blandt andet i Sejrsparken med den flotte søjle, ved Nyjomfruklosteret samt på Spurvehøjene tæt ved det flotte universitet, hvor byens unge motorcyklister hænger ud om aftenen. Fra bussen fik vi også set Frelserkirken, hvor Pussy Riot lavede deres happening. Sidste stop var Den Røde Plads. Vi blev sat af på skråningen, hvor Matthias Rust landede med sit lille fly i 1987 – lige bag ved den smukke Vasilijkirke og gik så hen over pladsen. Desværre skal der være en stor militærparade en af de nærmeste dage, så en stor del af pladsen var spærret af, og der var opsat store tribuner. Alligevel kunne man dog godt fornemme pladsens storhed. Indkøbscenteret Gym dominerede med den mange små lys.

Vi vil nu lægge os til at sove i hver vores korte køje (maks. 185 i længden!) – om blot seks timer ringer vækkeuret.

M/S Lenin, Moskva, kl. 20.30, onsdag den 22. august 2012
Mens vi til aftensmaden i går havde vores egen restaurant (altså vores turgruppe), var morgenmaden buffet i den store restaurant sammen med alle de andre – primært italienske passagerer. Der var virkelig trængsel.

På dagens udflugt kom vi forbi et par af de samme steder, som vi også besøgte i går aftes, men i dagslys så det hele helt anderledes ud. Første stop var ved kirkegården ved Nyjomfruklosteret. Man skal være noget særligt for at få tilladelse til at blive begravet der. Der ligger blandt andet en berømt russisk klovn, en flyingeniør og opfinderen af faldskærmen. Af de mere kendte gravsteder så vi Mikael Gorbatjovs hustru, Krustjov samt den tidligere præsident Boris Jelsin. Vi stoppede derefter på den anden side af klosteret og nød nu i dagslys den flotte udsigt over søen til klosteret. Næste stop var endnu en genganger – nemlig ved Spurvehøjene, hvor der nu ikke var nogen motorcykler, men til gengæld en masse souvenirboder. Ved Spurvehøjene, hvor det olympiske stadion (fra 1980) ligger, var der faktisk gang i skihopbanen trods den manglende sne.

På en bænk i Alexanderhaven lige uden for Kreml spiste vi vores madpakker (delte en del brød med parkens fugle), inden vi på egen hånd gik lidt rundt deromkring. Derefter var der rundtur i Kreml – det store område, hvor parlamentet holder til. Derinde på området ligger også flere kirker, hvoraf vi var en tur inde i Maria Himmelfarts Katedralen samt Ærkeenglen Katedralen. Førstnævnte katedral blev i en lang periode brugt til tzarkroninger og kejserlige begravelser, mens sidstnævnte rummer gravene for en stor del af tzarfamilien – samt blandt andet Ivan den Grusomme. Derudover fik vi set tzarkanonen, der på et tidspunkt var verdens største kanon, den enorme tzarklokke (ca. 200 tons), Treenighedsporten, kongrespaladset og meget mere.

Sidste stop inden for Kremls mure var Rustkammeret, hvor vi i de flotte rum så gaver (primært overdådigt gulv- og sølvkunst) fra eksempelvis de europæiske kongehuse, tronstole beklædt med diamanter, rigt udsmykkede hestekareter og kjoler fra det russiske hof. Det var utroligt flot, men en meget fortællelysten lokalguide gjorde, at vi til sidst fik lidt for meget. Vores rejseleder havde simpelthen ikke modet til at fortælle hende, at vi ikke behøvede at høre så mange detaljer om så mange ting, så hun blev bare ved med at fortælle ham om forskellige ting i udstillingen, som hun så forventede, at han oversatte til os.

Efter planen var Rustkammeret sidste stop inden busturen tilbage til vores skib. Som de eneste valgte vi dog i stedet selv at finde tilbage. Da solen bare skinnede fra en næsten skyfri himmel, ville vi sikre os et par flotte billeder (læs: rigtigt mange billeder!) af Vasilijkirken på Den Røde Plads. En tur igennem det flotte butikscenter Gym, som er fyldt med dyre mærkevarerbutikker, blev det også til, inden vi fik lidt at spise i et underjordisk butikscenter tæt ved.

Derefter var det tid til at finde tilbage mod skibet med metroen. Det var faktisk ret nemt både at købe billetter og finde den rigtige metrolinje. Undervejs steg vi af på et par stationer for at beundre deres flotte udsmykninger: marmor, mosaikker i loftet og store hvælvinger med flotte lamper. I det fyldte metrotog måtte Britt erkende, at maven nu er så tydelig, at der faktisk var en, der rejste sig, så Britt kunne sidde ned…

Vi nåede tilbage til skibet lige til middagstid. Også i dag blev middagen serveret hurtigt.

M/S Lenin, Moskva-kanalen, ca. 50 km. fra Moskva, kl. 21.15, torsdag den 23. august 2012
Efter to dage med flot solskinsvejr, vågnede vi i morges op til en overskyet himmel. Og kort tid efter begyndte det at regne kraftigt. Heldigvis var det kun en byge, så da vi skulle af sted på den sidste tur til centrum af Moskva, var regnen væk. I løbet af i går aftes havde vores skib byttet plads. Det betød, at vi nu ikke længere lå ind til kajen, men lå yderst af tre flodkrydstogtskibe. For at komme fra borde, skulle vi derfor igennem de to andre skibe.

Da vi ankom til Moskva, var første stop ved den store Frelserkatedral (den, hvor Pussy Riot ”optrådte”). Katedralen, der er hovedkirken for de ortodokse i Moskva, var imponerende både udefra og indenfor. Britt smuttede en tur i kælderen for at se, om der var et toilet – blot for at opdage endnu flere flot udsmykkede rum. Der fik vi også købt nogle enkelte postkort, så vi har lidt at bruge tiden på, når vi de næste dage skal tilbringe det meste af dagen på skibet.

Fra Frelserkatedralen kørte vi til Den Røde Plads. Der var planen en guidet tur rundt på pladsen. Men da vi jo havde fået den guidede tur på pladsen om natten den første aften, og selv var pladsen rundt i går også, valgte vi at forlade vores turgruppe for at begive os rundt på egen hånd de par timer, der var til afgang tilbage til skibet.

Lenins mausoleum var åbent, så der måtte vi en tur ind. Taske og kamera var det dog ikke tilladt at medbringe, og køen til opbevaringsboksene var væsentligt længere end køen til indgangen, så vi valgte den nemme og hurtige løsning: at gå ind i mausoleet en ad gangen. Skarpt overvåget af soldater for hver få meter gik vi forbi gravene for store russere. Eftersom navnene kun stod på russisk, ved vi ikke helt hvem, men Casper overhørte, at blandt andet Juri Gagarin (den første mand i rummet) lå begravet der. Selve mausoleet var helt i sort marmor indvendigt – og med sparsom belysning var det godt, at der stod vagter til at vise vej i mørket. De sørgede for, at ingen stoppede op, tyssede på dem, der talte – og bad folk om at tage hænderne op af lommerne (hvad meningen var med det, ved vi ikke lige). Der i midten uden yderligere afskærmning lå så den tidligere russiske leder og lignede mest af alt en voksmannequin fra Madam Tussaud. En speciel oplevelse.

Efter besøget hos Lenin valgte vi at bruge vores sidste time i Moskva på endnu en udflugt i metroen. Vi købte billetter og kørte så mellem flere af de flotte stationer – den ene mere overdådig i udsmykningen end den forrige. Der kan metroselskabet i København altså godt lære noget. Vi fik set i alt fire forskellige stationer.

Vi kom tilbage på skibet hen på eftermiddagen til en sen 3-retters frokost. På menukortet stod, at desserten var frugt, men vi kunne alligevel ikke lade være med at grine, da servitricen kom med en tallerken til os hver, hvorpå der blot lå en fersken. Nej, den var ikke skåret ud eller noget…

Kl. 16 begyndte vores sejltur endelig. Der forlod vi nemlig kajpladsen for at sejle af Moskva-kanalen mod Volga-floden. Kl. 17 var der champagne på soldækket, mens kaptajnen bød os velkommen, hvorefter de vigtigste besætningsmedlemmer blev præsenteret. Alle talte de russisk, hvorefter en italiensk rejseleder og vores danske rejseleder efterfølgende oversatte. Udover den store italienske gruppe (måske 150 i alt) og vores gruppe på 55, er her blot en lille gruppe nordmænd ombord. De måtte nøjes med den danske oversættelse. Imens kunne vi se Moskvas forstæder glide forbi – det ene store betonbyggeri efter det andet – nye som gamle.

Kl. 18 var der redningsøvelse. Vi havde til orienteringen tidligere fået at vide, at når alarmen lød, skulle vi tage vores redningsveste på og så stille os på gangen uden for vores kahyt og afvente nærmere instrukser. Der stod vi så og ventede. Efter små 15 minutter kom et russisk besætningsmedlem og en italiensk rejseleder til at oversætte og gav en masse instrukser – vel at mærke kun på russisk og så med den italienske oversættelse. Da vi spurgte om at få det på engelsk, blev vi ignoreret. Han forstod vist ikke engang vores engelske anmodning. Nogle italienske gæster oversatte den sidste sætning, som de havde fået at vide: øvelsen var slut, og vi kunne tage redningsvesten af igen. Tror nu, at vi følte os mere trygge inden øvelsen.

Netop som vi var færdige med vores aftensmad, kom vi til turens første sluse. Frem til i morgen tidligt skal vi igennem ikke mindre end seks sluser, inden vi kommer fra Moskva-kanalen til Volga-floden. Vi kan ikke mærke, at båden bevæger sig, men måske kan vi i løbet af natten mærke de små bump, når skibet sejler ind i kanterne af sluserne…

M/S Lenin, Volga-floden, ca. 30 km. fra Uglitj, kl. 20.45, fredag den 24. august 2012
Det meste af dagen i dag skulle tilbringes på vandet, så der var arrangeret lidt adspredelse. Morgengymnastikken før morgenmaden sprang vi over, men formiddagens foredrag om russiske souvenirs gik vi til.

Ekspedienten fra skibets souvenirshop gennemgik de traditionelle russiske souvenirs – eksempelvis lakæsker, matrjosjka-dukker (som vi i Danmark fejlagtigt tror, hedder babusjka) og porcelæn. Vi hørte, hvor tingene oprindeligt stammede fra, hvordan de blev lavet, og hvordan vi kunne se, hvordan eksempelvis de fine lakækser var ægte. Det var meget interessant og slet ikke den salgstale, som vi havde frygtet. De souvenirs, som kan købes her om bord, koster da også en del mere end, hvad de fås til i land, så det vil være ret dumt at købe souvenirs her.

På vejen passerede vi en oversvømmet kirke – eller rettere sagt en oversvømmet by, hvoraf kun byens kirketårn stadig rager op over vandoverfladen. Da flodkanalsystemet blev udgravet i 30’erne blev hele byer nemlig oversvømmet – og toppen af kirketårnet er det synlige bevis på dette.

Efter frokost nåede vi til slusen udenfor byen Uglitj, og kl. 15 gik vi i land i byen. Stort set hele dagen havde det været godt overskyet og småregnet lidt, men da vi gik i land, klarede det op og endte med at blive flot vejr. Vi startede med en guidet tur igennem byen til et par af de berømte kirker – blandt andet Forklarelseskirken, hvor Ivan den Grusommes søn blev dræbt. Efter en meget kort koncert med et lokalt klassisk kor, havde vi nogle timer på egen hånd i den lille by. Der fik vi set en lidt anden side af Rusland end det rige Moskva.

Fra vores lokale guide havde vi fået lidt at vide om eksempelvis forskellen i lønningerne i Moskva og her ude på landet. Vores guide, der arbejder som engelsklærer, tjener 12.000 rubler om måneden efter skat (ca. 2.400 kr.), mens til sammenligning tjener medarbejder på McDonalds (noget af det lavestlønnede) måske 15.000 – 17.000 rubler i Moskva – altså en del mere. Vores guide supplerer sin lærerindtægt ved at være guide for turister i sommermånederne. Da vi var i Moskva, fik vi at vide, at vores buschauffør tjente 20 – 25.000 rubler om måneden om skolebuschauffør, mens han om sommeren tjente 30 – 40.000 rubler som chauffør for turister. Den store forskel i lønningerne skal selvfølgelig sættes i forhold til, at leveomkostningerne i Moskva er væsentlig højere end ude på landet, men forskellen er alligevel markant.

I Uglitj fik vi købt friske forsyninger af frugt, kiks og drikkevarer, ligesom vi købte russisk rødvin og vodka i den lokale vinhandel. Den sidste time i land brugte vi på at kigge på de mange souvenirboder i parken tæt ved kajen. En enkelt jule-matrjosjka var det eneste, som vi købte.

Tilbage på skibet sad vi udenfor og kiggede på udsejlingen, og så var det tid til aftensmad. I morgen har vi en lang dag foran os, da vi allerede skal i land kl. 8. Så vækkeuret ringer kl. 6.15.

M/S Lenin, Rybinsk-reservoiret, ca. 35 km. fra Rybinsk, kl. 20.45, lørdag den 25. august 2012
Allerede før kl. 8 i morges gik vi i land i byen, Jaroslavl – en mellemstor russisk provinsby med ca. 650.000 indbyggere. Første stop på vores byrundtur var ved Freslerklosteret, der udover at have været kloster, også var byens kreml – altså byens fæstning. Derefter fortsatte vi til Eliaskirken og gik der en kort tur med udsigt over byens flotte flodpromenade og park. Vi blev derefter sat af i byens centrum og havde så lidt tid på egen hånd. Vi nåede en tur igennem byens store marked, hvor det var muligt at købe både tøj, sko og fødevarer, ligesom vi kom forbi resterne af den oprindelige bymur og en tur igennem byens gågade.

Efter besøget i Jaroslavl kørte vi en tur ud på landet – nemlig til landsbyen Dievo-Gorodishe med blot ca. 300 indbyggere. Der stod byen nærmest på den anden ende for vores skyld. Vi blev modtaget af Jaroslavl Kommunes turistchef, hvorefter vi besøgte en 73-årig kvinde i byen. Hun åbnede simpelthen sit hus for os, så vi kunne se, hvordan en almindelig russer bor – med lokum i skuret! I haven serverede hun kogt kartoffel med syltede agurker, persille og purløg – og naturligvis blev det ledsaget af et glas vodka.

Fra det private hjem gik vi til byens skole, hvor en lærer og enkelte elever tog imod os trods sommerferie. Vi blev vist rundt i skolen, hvor der til dagligt går 40 børn fra 5. – 11. klasse (de mindre klasser findes i en skole i nabobyen) og arbejder 10 lærere. Vi fortsatte derefter vores gåtur i den lille by – og i kirken blev vi modtaget af præstens kone, der fortalte os om kirken. Kirken er delt op i to dele – en lavloftet del til vinterbrug (nem at varme op) og en del med højt til loftet til brug om sommeren.

Dievo-Gorodishe ligger lige ud til Volga og var tidligere et sted, hvor mange købmænd lagde til. Ved stedet, hvor de kom i land, blev vi taget i ed som æresborgere i Jaroslavl, inden vores sidste stop: frokost i forsamlingshuset. Vi blev modtaget af et par lokale sangere i traditionelle dragter, der blev akkompagneret af turistchefen, der spillede harmonika. Inde i forsamlingshuset fortsatte endnu flere lokale med at underholde med russiske sange, mens vi fik franskbrødsmadder med ost og pølse, syltede agurker – og naturligvis vodka til. Også Casper blev en del af underholdningen, da seks mænd blev hevet op på scenen for at synge med på en hyldestsang til rigtige mænd: mænd med fuldskæg.

Alt i Dievo-Gorodishe var meget primitivt – blandt andet deres toiletforhold, hvilket vi morede os over. Selv til forsamlingshuset var det blot to lokummer – ja, rigtige små skure med toiletsæde over en dybt hul i jorden!

Fra Dievo-Gorodishe kørte vi videre for at fange vores skib. Skibet var sejlet fra Jaroslavl allerede ved middagstid, så vi måtte ud på en ca. to timers lang køretur på en elendig hoved(!)landevej til byen, Rubinsk, for at indhente skibet. Vi kom frem til byens havnekaj lidt før vores skib. Der lagde skibet til et kort øjeblik, så vi kunne komme ombord – alle de italienske passagerer havde været ombord hele eftermiddagen.

Lidt uden for Rubinsk kom vi til turens 9. sluse – denne gang en, der løftede os 14 meter op i Rubinsk-reservoiret. Faktisk har vi været igennem samme sluse natten til i dag. Denne gang var dog første gang, at vores skib skulle løftes op. Hundredvis af måger sad parat til at dykke ned efter de fisk, der åbenbart blev suget med ind i slusen. Så snart vi var igennem slusen, forsvandt mågerne igen. Rubinsk-reservoiret er enormt – ca. 60 km. i bredden nogle steder. Også her er flere byer (ca. 700 små landsbyer!) blevet oversvømmet i forbindelse med etableringen af vandreservoiret, og området kaldes derfor også det russiske Atlantis. Under overfladen gemmer der sig flere byer, og når vandet er klart, skulle det flere steder være muligt at se toppe af kirketårnet ikke langt under vandoverfladen.

Ligesom dagen har været ægte russisk med besøget i den lille landsby, var aftensmaden i dag også russisk. Dagens salat bestod eksempelvis af sild, kartofler, gulerødder og rødbeder – dertil naturligvis syltede agurker og vodka! Servitricerne var i traditionelle dragter, og da vi ankom til restauranten, blev vi underholdt af russisk musik leveret af skibets lokale musikere: en sangerinde, en på balalajka og en på harmonika.

Hver aften får vi mulighed for at vælge næste dags menu (både frokost og aftensmad), så resten af dagens retter (udover salaten) havde vi selv valgt – dog stadig med et russisk tema.

M/S Lenin, Volga – Østersøkanalen, ca. 35 km. fra Vytegra, kl. 22.30, søndag den 26. august 2012
Efter morgenmaden og lidt tid brugt på at sortere billeder fra feriens første dage var det tid til at blive klogere på Rusland. Vores rejseleder, der har russisk mor, holdt et foredrag om Rusland og landets udvikling siden Sovjetunionens opløsning. Vi hørte blandt andet om leveomkostninger, lønninger og kønsroller, hvilket var meget interessant.

Kl. 11 lagde vi til ved byen, Goritsy, og derfra kørte vi til Kirillov-klosteret, der er Ruslands største kloster. I dag fungerer stedet både som kloster for seks munke (der har tidligere været 200), og som museum. Vi blev først guidet igennem et museum med ikoner. Da vi efterfølgende kom til en bygning med et lille museum om kniplinger – og samtidig kunne se, at der blev linet op til russisk korsang – skyndte vi os ud igen. I stedet brugte vi lidt tid til på egen hånd på at gå rundt på klosterets store grund – et flot område ud til Den Hvide Sø. Også på busturen tilbage til Goritsy, kørte vi igennem områdets nationalpark. Efter sigende skulle der leve både elge, ulve og bjørne der, men vi så desværre ikke så meget som en lille fugl.

Tilbage i Goritsy havde vi lidt tid, inden skibet sejlede igen. Vi nåede at gå rundt i den lille landsby – og selvfølgelig kiggede vi lidt på de mange souvenirboder, der stod tæt på stien ned til kajen, hvor flodkrydstogtskibene lagde til. Efter sen frokost på skibet var det tid til lidt læsning og en slapper i kahytten. Vi havde fået tilbuddet om at deltage i en vodkasmagning, men det sprang vi altså over.

Da vi lige før aftensmaden sad og skrev postkort, blev vi lidt bekymrede for, om kaptajnen havde fået for meget vodka. Vores skib sejlede simpelthen hen ind i en anden båd! Et fragtskib lå mere eller mindre stille midt i den smalle sejlrende, og vores kaptajn troede åbenbart – fejlagtigt – at han kunne sejle forbi, men skrabede så lige på siden af det andet skib. Vi kan se, at der er mange mærker, som skibet skal sejle udenom – sandsynligvis diverse kirketårne m.m., der rager op under vandoverfladen fra de mange landsbyer, der er blevet oversvømmet.

Efter aftensmaden satte vi os op i en af skibets barer og fik først cappuccino og varm chokolade (den bedste chokolade smagt længe!) og tog efterfølgende en drink hver. Casper skulle selvfølgelig have en drink lavet som det russiske flag – stribet i rød, blå og hvid. Utroligt nok kostede de varme drikke mere end vores drinks.

M/S Lenin, Onegasøen, ca. 30 km. fra Kizhi, kl. 22.15, mandag den 27. august 2012
Efter vi siden i går aftes er sejlet igennem ikke mindre end seks sluser og dermed er blevet sænket i alt 79 meter ned, sejlede vi i morges ud i Onegasøen, der er Europas næststørste sø. Med et areal svarende til ca. ¼ af Danmarks samlede areal, er det nærmest som at komme ud i åbent hav. Og vi kan nu for første gang mærke, at skibet faktisk vipper en smule.

I formiddags holdt vores ene rejseleder et foredrag om den russiske kirke og den russiske ortodokse tro. Efterfølgende fik vi mulighed for at komme på besøg på skibets bro, hvor kaptajnen tog imod os. Han var vist ikke helt stolt, da flere spurgte, hvad der skete i går, hvor vores skib kolliderede med et andet skib.

Hele formiddagen havde det været godt overskyet, og da vi et par timer efter frokost ankom til øen Kizhi, var det også begyndt at regne. Kizhi er en ø, der er omdannet til frilandsmuseum, og trods regnvejret gik vi en tur rundt på øen med vores rejseleder og beundrede blandt andet den imponerede katedral med ikke mindre end 22 løgkupler – alt bygget i træ. Da den mere officielle del af den guidede tur var overstået, var vi blot tre gæster (udover os, så turgruppens nok eneste deltager under 60 år), der fulgte med vores rejseleder ud på en lidt længere (højst et par km.) gåtur til øens kirkegård på øens højeste punkt. Vi undrede os en del over de forholdsvis mange yngre mænd, der var begravet der…

Kizhi er i dag kun beboet af 10 fastboende samt ca. 20 tømrere (til at vedligeholde frilandsmuseet bygninger) og ca. 20 brandmænd (alt på øen er lavet af træ og en del af Unescos verdensarv), der er udstationeret på øen i længere perioder. Om sommeren bor her så også ca. 20 guider, der viser os turister rundt. Kizhi er det nordligste, som vi kommer på vores rejse, da vi nu sejler lidt sydvest på mod Skt. Petersborg.

Vi havde fået at vide, at vi ikke kunne komme ombord på skibet mellem kl. 18 – 18.49. Ved kajen lå ikke mindre end fire skibe fortøjret uden på hinanden, og i dette tidspunkt skulle et af de inderste skibe sejle, så de andre skulle bytte plads. Vi kom dog ombord på det skib tættest ved kajen allerede kl. 17 – blot for at konstatere, at et andet skib skulle sejle der, så vi måtte pænt vente til, det var sejlet – og vores skib så rykkede en plads tættere på kajen. Tilbage på skibet var det tid til lidt varmt at drikke – vel at mærke efter, at vi lige havde fået lidt tørt tøj på efter dagens gåtur i regnvejr.

Aftensmaden i dag har været ukrainsk. Ikke, at vi har kunnet se den store forskel fra aftensmaden de andre dage. Ifølge vores halvrussiske rejseleder, er det traditionelt russisk mad, som vi får serveret her ombord. Indtil videre har vi ikke haft noget at klage over – måske lige med undtagelse af, at russerne altså koger deres grøntsager alt alt for længe.

Endnu et par drinks fra barens drinkskort er blevet smagt her til aften… Mens vi nød vores drink i panoramabaren (er ikke helt så fancy, som det kan lyde), kunne vi mærke skibet vippe og ind i mellem se vandet slå ind over skibet op på 4. dæk, hvor vi sad. Efter vores tur til Antarktis er vi dog blevet rimeligt hærdede i forhold til vippende skibe, så dette er jo ingenting, selvom andre passagerer piver en smule

M/S Lenin, Ladogasøen, ca. 200 km. fra Skt. Petersborg, kl. 21.30, tirsdag den 28. august 2012
Kl. 10.30 gik vi i land ved landsbyen, Mandrogi – en lille grøn oase umiddelbart udelukkende lavet til at tage imod turister. Overalt var små værksteder, hvor de lokale producerede og solgte deres kunsthåndværk til turisterne fra de mange flodskibe, der ligger til ved kajen. Priserne var i top, men det var kvaliteten umiddelbart også. Der var gjort lidt mere ud af eksempelvis detaljerne på matrjosjka-dukkerne.

I et par timer gik vi hele byen rundt og besøgte alle værkstederne i de meget specielle træhuse, ligesom vi så de mange private huse på øen. Et sted var det muligt at sejle over på en lille naboø, hvor der blandt andet skulle være en minizoo. Bare tanken om, under hvilke forhold bjørnen, der var i zoo’en, levede under, gjorde, at vi sprang dette over. Inden vi igen skulle ombord på skibet, var der fælles frokost på en af de store overdækkede terrasser – russiske grillspyd. Imens underholdt skibets musikanter. Sidstnævnte kunne vi godt have været foruden.

I modsætning til gårdagens regnvejr var vi noget heldigere i dag. Det var godt overskyet, men lunt i vejret, og hen på eftermiddagen klarede det lidt op. Vil tilbragte dog det meste af eftermiddagen med at slappe i kahytten – efter at have fået skrevet lidt flere postkort. De første postkort puttede vi i en postkasse i Mandrogi. Måske ville de komme hurtigere frem, hvis vi havde ventet med at poste dem til i morgen i Skt. Petersborg – det vil tiden vise.

Til aften var der gallamiddag. Det betød, at skibets kaptajn kom og sagde et par ord og var rundt og skåle med os alle. I den anledning blev der serveret både vodka og russisk champagne til maden. Efterfølgende var det køkkenpersonalet og servitricerne, der blev ’vist frem’. Vores to rejseledere kom også rundt og skålede med alle – og begge var de interesserede i at høre, hvordan vi – med vores lave alder i forhold til resten af turgruppen – havde oplevet turen indtil nu. Den ene rejseleder fortalte, hvordan 65-Ferie prøvede at gøre deres målgruppe bredere rent aldersmæssigt og var derfor interesseret i at høre, om vi havde nogle gode råd.

For et par dage siden fik vi en lille ordleg af vores rejseledere: 102 russiske ord, som vi skulle prøve at oversætte til dansk kun med hjælp fra det russiske alfabet. Det var ikke en hel nem opgave, og rejselederne havde vist kun fået 7 – 8 besvarelser. Vi blev de heldige vindere, og i præmie fik vi en bog om vores sejltur. En helt fin præmie, da vi jo sagtens kunne have fundet på at købe en lignende bog selv. Det viste sig dog, at vores rejseleder havde givet os et point for et forkert ord, så måske var vi alligevel ikke de retmæssige vindere, men det siger vi ikke til nogen (og rejselederen siger det nok heller ikke, da det jo er ham, der lavede fejlen).

Efter maden var det tid til fællessang. Rejselederne uddelte den danske tekst til den russiske sang Katinka, Katinka (luk vinduet op). Italienerne ombord holder talentkonkurrence i aften, og vores rejseleder foreslog, at vi stillede op i denne konkurrence med vores sang. Vi har dog valgt at foretrække til vores kahyt i stedet for at deltage i talentkonkurrencen. En ting er at sidde og synge i et lokale sammen med resten af vores turgruppe og ikke andre. Noget andet er at optræde for resten af skibets gæster, der dog selvfølgelig ikke fatter sangens lidt sjofle tekst.

Vi er netop sejlet ud i Ladogasøen, der med et areal på 1/3 af Danmarks areal gør den til Europas største. Vejret er heldigvis meget stille, så der bliver næppe de store bølger. I morgen tidligt ankommer vi til Skt. Petersborg, og så er det slut på sejlturen – selvom vi dog bliver ombord et par dage endnu.

M/S Lenin, Skt. Petersborg, kl. 20.45, onsdag den 29. august 2012
Kort efter morgenmaden sluttede vores sejltur, da vi lagde til kaj ved Skt. Petersborg, og kl. 7.30 gik vi i land. Vi skulle først af sted på bustur kl. 8.30, men vi tænkte, at vi kunne gå en tur i området indtil da. Men vi blev slemt skuffede. Vi var mere eller mindre buret inde på et lille havneområde lige ud til, hvad der mest mindede om en motorvej. Da vi i bussen kom uden for havneområdet, kunne vi konstatere, at vi lå til kaj i et gammelt, meget ucharmerende industrikvarter med, hvad der mest lignede et par atomkraftværker tæt ved. I den tætte myldretidstrafik kørte vi de 15 – 20 km. til centrum af Skt. Petersborg – en stor det af tiden igennem et forfaldent industrikvarter.

I centrum af Skt. Petersborg stoppede vi første gang ved Smolnyklosteret, og næste stop var ved den farvestrålende Blodskirke. Derefter kørte vi videre til Isaak-katedralen og derefter til Rostrum-søjlerne ved broen. Derfra var udsigt til både Vinterpaladset og Peter-Paul-fæstningen. Alle steder var blot korte stop for at få mulighed for at tage et par billeder. Blandt andet Sommerhaven og Marsmarken måtte vi nøjes med at se fra bussens vinduer. Ved Peter-Paul-fæstningen besøgte vi Peter-Paul-katedralen med dets mere end 120 meter høje spyd. Det er her i katedralen, at danske Kejserinde Dagmar blev begravet ved siden af sin mand i 2006, efter hun tidligere havde ligget i Roskilde Domkirke.

Efterfølgende havde vi lidt tid på egen hånd (til at spise vores madpakker i) i området omkring Isaak-katedralen. Selvom vores rejseleder ikke var meget for det, lod han os til sidst droppe busturen og selv gå de måske 1½ km. fra katedralen til Eremitagen og Vinterpaladset. Alle andre skulle mødes ved bussen og køre dertil, men vi fik ham overbevist om, at vi altså godt selv kunne finde vej. Vi fandt selvfølgelig frem, og på vejen nåede vi at se Dekrabristpladsen med den store rytterstatue, og Højesteret samt andre flotte bygningsværker. Vi nåede da også at sidde og spise vores madpakke på en trappe til Vinterpaladset, inden de andre dukkede op i bussen. Vores tur på egen hånd betød også, at vi fik mulighed for at se paladset fra Slotspladsen, hvilket vi ellers var gået glip af. Indgangen for turistgruppe var nemlig fra Paladsets bagside.

Så var det ellers tid til at kigge på kunst i et par timer. Med vores rejseleder og en lokalguide blev vi ført igennem blot en brøkdel af Eremitagens mange sale. Museet, der er Ruslands svar på Louvre, rummer malerier af mange kendte kunstnere og har hele sale med malerier af bl.a. Matisse, Picasso, Monet og Van Gogh. Da vi blev guidet detaljeret igennem lidt for mange af Rembrandts malerier, blev det dog for meget af det gode. Vi må dog også indrømme, at det ikke var så meget malerierne, men mere selve bygningerne og deres fantastiske udsmykning (især lofterne), der imponerede os.

Både ved Rostrum-søjlerne, ved Vinterpaladset samt Dekabristpladsen så vi brudepar, der kom kørende i deres store limousiner (og alle gæsterne i efterfølgende busser) for at få taget billeder. Vi har nok mindst set 6 – 7 brudepar i løbet af i dag!

Så var det tid til at komme tilbage til skibet – og hvilken tur! På grund af massiv trafik og vejarbejde kom køreturen på de 15 – 20 km. til at tage 2½ time!

M/S Lenin, Skt. Petersborg, kl. 20.45, torsdag den 30. august 2012
Efter en dag med gråvejr i går, var det rart at vågne op til en blå himmel med kun få skyer.

Kl. 9 var der afgang mod først tzarens sommerresidens udenfor for Skt. Petersborg, Peterhof. På vejen dertil kørte vi forbi andre flotte paladser og store, flotte bygninger og hoteller. Peterhof ligger ud til vandet (Finske Bugt), og kvarteret der omkring er umiddelbart et meget velhavende kvarter – selvom det her i Rusland er meget almindeligt at se store palæer ligge side om side med gamle faldefærdige træhuse. Tæt ved Peterhof var også Skt. Petersborgs første goldbane ved at blive anlagt. Golf er en forholdsvis ny sportsgren her i Rusland, så der findes kun et par enkelte golfbaner omkring Moskva.

Ved Peterhof gik vi en tur i en store, flotte have, der er anlagt med Versailles i Paris som forbillede. Da vi kom, kunne vi nyde synet over det flotte springvand stort set uden andre turister – men desværre uden vand i springvandet. Springvandet blev nemlig først tændt kl. 11, og der var haven for længst fyldt med turister. Vi gik en tur rundt i haven, mens vi nøjedes med at se selve paladset udefra.

Dagens næste stop var nemlig Katarinapaladset i byen, Pushkin, som vi kørte til efter at have spist vores madpakker i Peterhof. Katarinapaladset var virkelig en oplevelse! Udefra var bygningen meget imponerende, men indenfor overgik det nu alligevel alt, hvad vi har set indtil nu. Guld, spejle, overdådig stuk – og endda et værelse, hvor væggene var beklædt med ikke mindre end 2½ ton rav – var næsten for meget af det gode. Det ene værelse var flottere end det forrige! Haven var også flot, men noget mere moderat – også i forhold til Peterhof. Heldigvis gik vi igennem paladset i et fornuftigt tempo, så vi nåede ikke at blive fyldt op med alt for mange detaljer, som var tilfældet i Vinterpaladset i går og i Rustkammeret i Kreml i Moskva.

Vi synes jo ikke, at vi har gået særligt meget på denne ferie i forhold til andre ferier. Vores skridttæller har i Moskva, Jaroslavl og Skt. Petersborg kun sneget sig op på 10 – 13.000 skridt pr. dag, mens vi de andre dage ikke har gået mere end 5 – 7.000 skridt pr. dag. Det er jo ingenting! Men vi er jo af sted med en flok pensionister, og vi kan høre, at mange af dem, syntes, at vi har gået utroligt meget på turene de forskellige dage. Der var da også en hel del, der ikke tog med på dagens tur – og nogle af dem forlod slet ikke skibet i dag.

Da vi kom tilbage på kajen ved skibet, besøgte vi en souvenirbutik og fik endelig købt en lille souvenir med hjem til os selv. Trods vi er kommet forbi mange souvenirbutikker på vores ture, har det bare ikke lykkedes os at finde noget, som passede ind i stilen hjemme hos os – og samtidig var traditionelt russisk. Helt tilbage på skibet blev de sidste postkort skrevet. Vi håber, at vores andre postkort kommer hjem. Her på skibet siger de, at postkortene skal frankeres med 33 rubler, men et andet sted fik vi oplyst blot 25 rubler, så det er vores postkort frankeret med. Vi beklager, hvis nogen derhjemme skal betale strafporto for at læse vores postkort – eller hvis postkortene slet ikke kommer frem!

Den sidste 4-retters aftenmenu i restauranten er spist, kufferten er nu blevet pakket, og bar- og restaurantregningen er betalt med de sidste rubler. I morgen tidlig forlader vi Rusland…