Dagbog – Irland

Eliza Lodge, Dublin, kl. 21.00, mandag den 5. september 2011
Menu og koncept var ændret lidt, men vi holdt traditionen og startede vores ferie på Eyecon i lufthavnen, inden flyveturen til Dublin.

I Dublin lufthavn fandt vi nemt skranken for biludlejningsfirmaet, men personalet var ikke at se. En telefon på disken skulle ringe til deres kontor, men ingen svarede i den anden ende. Vi var ved at miste tålmodigheden, da de endelig svarede og bad os gå ud til shuttlebussen. Vores udlejningsbil var en stor guldfarvet Renault Fluence – en fin bil. Da det lykkedes Casper at finde ud af, hvordan man startede den nøgleløse bil, og vi havde fået programmeret navigationen, var det af sted mod centrum af Dublin.

Hotellet var hurtigt fundet, og bilen blev placeret i et parkeringshus i nærheden. Vores hotel er placeret i Temple Bar-kvarteret, der bugner af barer, pubber og spisesteder. Efter lidt frokost var det tid til sightseeing. Den flotte Bank of Ireland, der tidligere har huset parlamentet, var vi lige igennem – sammen med alle bankkunderne, der stod i kø.

Næste stop var Trinity College. Vi bookede en guidet tur af en af de studerende, hvilket kun kostede os 1 euro ekstra pr. person i forhold til prisen for adgang til biblioteket alene, som var vores primære mål. Og det var alle pengene værd! Vi hørte om universitets historie – fortid som nutid, om områdets bygninger og aktiviteterne på stedet – studieretningerne, debatklubben m.m. Meget interessant og utroligt underholdende og humoristisk. Derefter besøgte vi det store bibliotek, hvor Book of Kells er udstillet. Meget fascinerende var dog også at gå igennem selve biblioteket med de meterhøje bogreoler proppet med gamle bøger.

Via shoppinggaden Graft Street kom vi til Sct. Patrick´s Cathedral, og derefter gik vi igennem Dublins middelalderkvarter. De næste timer slentrede vi rundt, kiggede lidt i butikkerne, købte et par cd’er til de næste mange dages køreture, holdt en kaffe/kagepause og kiggede så i lidt flere butikker.

At aftensmaden skulle være irsk var der ingen tvivl om, så vi var glade, da vi fandt en restaurant med ’irsk tapas’ – de traditionelle irske retter i små portioner. Dermed fik vi mulighed for at smage ikke mindre end fem forskellige retter – blandt andet cottage pie, steak- & Guinness pie, fish’n’chips med Guinness i fiskepaneringen – serveret med brød bagt med Guinness. Ja, irerne er glade for Guinness i alle afskygninger.

Nu er vi så tilbage på hotellet – parate til en god nats søvn, hvis ikke der er for meget støj fra områdets mange barer. Vores værelse vender heldigvis ud mod floden.

Eliza Lodge, Dublin, kl. 21.15 tirsdag den 6. september 2011
Breakfast roll med æg, bacon og pølse til morgenmad på en nærliggende café, og så var vi klar til dagens dont. Kilmainham Goal, der har fungeret som fængsel fra 1796 til 1924, var dagens første mål. Vi vidste, at det lå lidt fra centrum, men på et tidspunkt troede vi alligevel, at vi var kommet for langt. En bilist syntes åbenbart, at vi så lidt fortabte ud, så hun stoppede og spurgte, om vi var på vej til fængslet (åbenbart den eneste grund til, at turister færdes i den del af byen) – og viste os vej. Vi ankom en halv time, før det åbnede, så vi nåede en gåtur i området – blandt andet i War Memorial Garden.

I fængslet fik vi en interessant guidet tur, inden vi gik videre til Guinness-bryggeriet, der dækker et stor område i den del af byen. Selve produktionen kan man ikke få lov at se, men et stort museum forklarer hele processen. Undervejs var der rig mulighed for at smage på varen. Et sted var der mindre smagsprøver, et andet sted kunne man selv skænke sin egen store fadøl – og i baren med udsigt over Dublin, var en stor fadøl med i entreprisen. Vi nøjedes med en lille smagsprøve.

Efter frokost var vi forbi Powerscourt Shopping – et lille shoppingcenter i en flot gammel bygning -, igennem Market Arcade, forbi Spire of Dublin (et 120 meter højt spyd), i Stephen Green Shopping Centre, der er bygget som et kæmpe drivhus, forbi det gamle Custom House – og meget mere. Under en pause på McD blev en gammel dame noget nærgående og skubbede Britt i ryggen, da hun troede, at hun blev sprunget over i køen. Irere har ellers virket meget flinke indtil nu.

En kop kaffe og kakao på en café og et par skrevne postkort blev der også tid til ind i mellem, inden vi, efter et hurtigt stop på hotellet, var i Temple Bar og spise lækker irsk mad til aftensmad med live musik som underholdning.

The Pillar House B&B, Ballinasloe, kl. 20.30, onsdag den 7. september 2011
Da supermarkedet åbnede kl. 7 i morges, var vi parate til at proviantere til vores køretur, og kl. 7.30 lagde vi Dublin bag os.

De ca. 5.000 år gamle gravhøje, Newgrange og Knowth, var vores første stop – dog med en lille omvej for at finde Hill of Tara. Hill of Tara fandt vi ikke, men det gjorde nu ikke så meget. Da vi efterfølgende så billeder fra stedet, så det ikke ud til, at vi var gået glip af andet end et par bakker.

Da vi nåede til Newgrange, blev vi positivt overraskede over at opdage, at der i dag var gratis adgang. Med bus fra besøgscenteret kom vi til guidede ture ved de imponerede bygningsværker, hvor sol, måne og planeter har spillet en stor rolle i placeringen. Efter en hjemmelavet sandwich fortsatte vi vores køretur til Trim Castle, hvor en guide fik sat lidt liv i den gamle borgs ruiner. Endnu en gang var vi lidt heldige med vejret – bygerne kom primært, når vi sad i bilen, mens det holdt tørt, når vi var ude.

Ruinerne af det gamle munkekloster, Clonmacnoise, med de mange kors var dagens sidste kulturelle stop. Her var vi mindre heldige med vejret: det bare regnede! Første onsdag i måneden er det Free Wednedsday, hvilket betyder, at der er gratis adgang til en lang række kulturelle steder, blandt andet de tre steder, som vi besøgte. Det vidste vi ikke, så det var meget godt (tilfældigt) timet.

Vi besluttede at køre til byen, Ballinasloe, for at finde et sted at overnatte. Efter en gåtur op og ned ad hovedgaden valgte vi et Bed & Breakfast tilknyttet en pub/restaurant. Da vi gik op ad trappen til værelset, blev vi lidt bekymrede, for det så lidt snusket ud. Så vi blev positivt overrasket at finde et fint, nymalet og rent værelse med udsigt til hovedgaden. Aftensmaden indtog vi i restauranten – lækker kalkun med stuffing, sovs, kartofler og grøntsager.

Imperial Hotel, Galway, kl. 22.00, torsdag den 8. september 2011
En hjemmesmurt sandwich blev indtaget ved Ballinasloes beskedne marina, og så startede vi dagens lange køretur. Første stop for at strække ben var i den lille, hyggelige by, Cong, hvor vi gik en lille tur, blandt andet igennem ruinerne af et gammelt kloster. Vi havde forventet at møde får på vejen, men i dag var det nu ænder, som vi første gang måske stoppe for.

Det storslåede Kylemore Abbey og den tilhørende have var næste stop, hvor vi fik en længere gåtur ud af det. Videre ad smalle, snoede landeveje – med en hastighedsbegrænsning på 100 km/t! Fra Kylemore var der kun få kilometre til indgangen til Connemana National Park. I parken var tre vandreture – og selvfølgelig valgte vi den længste på mere end 6 km. – med de første ca. 2½ km. op ad bakke til toppen af Diamond Hill. Det var en anstrengende tur med mange klippetrin – og flere gange følte vi, at vi var tæt på at dø af iltmangel. Men vi nåede toppen og kunne nyde den flotte udsigt, inden den også ret hårde tur ned igen i det flotte terræn. En ting var den fysisk hårde tur, noget andet var de tusinde af små tordenfluer, der konstant angreb os – og fløj i øjne, ører og mund (vi har klart slugt nogle stykker!). De bed simpelthen! Da vi nåede ned, lignede vi nogle med mæslinger. Vi havde simpelthen fået små røde mærker på hænder, ansigt og hals.

5 km. videre ad landevejen nåede vi den idylliske by, Clifden, hvor vi spiste sen frokost. Vores shampoo glemte vi i Dublin, og i morges kunne Britt konstatere, at bodyshampoo på ingen måde duer som hårshampoo. Så vi skulle lige en tur i det lokale supermarked. Britts glæde var stor over at opdage det lækre shampoomærke, Aussie, på hylderne – til ½ pris i forhold til derhjemme! Så nu er vores toilettaske udstyret med både shampoo, balsam og hårkur.

Fra Clifden kørte vi langs kysten til Roundstone – en smuk tur langs strand, klipper, stendiger og får i massevis – også på vejen. Et sted så vi også nogle sæler, der lå og hvilede sig på nogle klipper i vandet.

Fra Roundstone forlod vi kystvejen, men vejen blev ikke mindre flot af den grund. Langs floder og barsk klippelandskab nåede vi til Irlands 4. største by, Galway. Gps’en guidede os til bymidten, og der midt på torvet lå et hotel, hvor vi fik et værelse – en mindre balsal med udsigt over torvet. Bilen parkerede vi i et parkeringshus, og så gik vi en tur igennem byen, mens butikkerne var ved at lukke. Turen langs floden var hyggelig. Mange steder havde de virkelig forstået at forene resterne af gamle bygninger og murværk med nyt. Den enorme Sct. Nicholas-katedral var lukket, så vi måtte nøjes med en tur rundt om den. Efter tre dage med regnbyger og hård blæst kunne vi i dag nyde en dag i tørvejr og uden nævneværdig vind.

Aftensmaden blev blot en burger på Irlands svar på McDonalds: Supermacs. Og så var det op på hotelværelset for at få et bad. Der opdagede vi, at de små tordenfluer virkelig havde været ihærdige. Selv i Britts bh var de nået ned og havde lavet ’mæslinger’!

Leens Hotel, Abbeyfeale, kl. 22.00, fredag den 9. september 2011
Efter morgenmaden på hotellet – hvor Casper fik lavet en bagel om til et lille bål i toasteren – kørte vi fra Galway mod Aillwee Cave.

På grund af vejarbejde var en del af vores planlagte rute spærret, så vi lod gps’en finde et alternativ – og det blev til 15 km. ekstra (den officielle omvej havde nok også været på mindst 10 km.). Vi blev imponerede over, at gps’en kendte så små veje! Landeveje så smalle, at der ikke var plads til at passere en modkørende uden, at mindst en af bilerne skulle godt ud i buskene i vejkanten. Vi mødte heldigvis kun to modkørende. Derimod kom vi igennem et anderledes landskab, The Burren, og flere steder havde vi en flot udsigt over området.

Vi nåede frem til Aillwee Cave, hvor vi med en guide kom ca. ½ km. ind i den naturlige hule med stalagmitter i Aillwee Mountain, inden vi fortsatte vores køretur. Ligesom i går kørte vi igennem små hyggelige landsbyer. I Doolin gik vi en lille tur for at se Atlanterhavet slå ind over klipperne. Cliffs of Moher var næste stop. Ja, de høje klipper ved vandet var flotte, men vi er nok lidt svære at imponere. Området mindede meget om Latrabjarg på Island, men her manglende (på grund af sæsonen) de mange fugle – herunder søpapegøjerne. Faktisk var det kun en kort strækning, som var officielt tilgængeligt, men ligesom mange andre trodsede vi et hegn og flere skilte om ’adgang forbudt’ og ’privat område’ for at kunne gå lidt længere langs klipperne.

Fra Cliffs of Moher kørte vi til Limerick. Endnu en borg blev besøgt, hvorefter vi shoppede lidt i centrum. Limerick virkede ikke særlig tiltrækkende, så efter milkshakes blendet med henholdsvis Bounty og Ferrero Rocher kørte vi videre. Adare bliver flere steder nævnt som Irlands pæneste landsby, så vi planlagde at overnatte der. Byen var virkelig pæn – som taget ud af Barnebys Midsommer. Ved det første B&B vi fandt, skulle man henvende sig i fish’n’chips-butikken ved siden af – ingen ledige værelser. Ved det næste B&B blev vi mødt af en gammel dame, der sødt ringede til et par andre B&Bs i byen for at kunne konstatere, at alt var booket. Vi fik gået det meste af byen igennem, suppleret vores lager af brød, ost og pålæg og kørte så videre sydpå.

Abbeyfeale så ud til at være en lidt større by. Prikken på kortet var nok lidt fortegnet, men der fandt vi da et hotel lige i centrum. Til 89 euro (samme pris som gårdagens pæne balsal af et værelse i Galway) for en overnatning havde vi dog forventet noget bare lidt større end dette lille hummer med udsigt til en mur i en baggård.

Efter at have været vist hele centrum igennem (byen er meget lille) efter et spisested, valgte vi en lille bar, der reklamerede med hjemmelavede pies. Kylling- og champignon-pie til Casper og oksekød- og Guinness-pie til Britt – serveret med pommes frites, løgringe og bananfritter! Bananfritter var identisk med dybstegt banan som serveres på kinesiske restauranter som dessert! Maden smagte fantastisk – og så var der underholdning til. Med udsigt til baren og et stort lokale bagved, kunne vi følge de lokale i baren og se, hvordan gæster ankom til fest på stedet: 45 års bryllupsdag. Godt nok er det fredag, men at starte en fest kl. 21.30 synes vi nu alligevel var lidt mærkeligt.

Hele dagen har vi haft godt vejr – lunt, kun lidt vind og ingen regn, trods lidt skyer. Men her til aften er regnen kommet – og lige nu regner det godt! Ja, en hel dag uden regn ville nok også være for mærkeligt.

The Ferry Boat B&B, Portmagee, kl. 21.00, lørdag den 10. september 2011
Fra Abbeyfeale kørte vi mod Dingle-halvøen. Som vi begyndte at køre, begyndte det at regne. Det styrtede simpelthen ned – så kraftigt, at vinduesviskerne havde svært ved at følge med. Det havde taget lidt af, men det blev alligevel kun til et kort stop i Blennerville for et hurtigt kig på den gamle mølle, der stadig fungerer.

Da vi fortsatte tværs over halvøen, var det holdt op med at regne. Heldigt, for vi gjorde mange stop undervejs for at beundre udsigten. Vi kørte igennem Conor Pass – Irlands højeste bjergpas. På et stykke af vejen var der absolut ikke plads til at passere modkørende biler. Vejen var blot 1,8 meter bred mellem klippevæggen, der hang ud over vejen, og stengærdet mod skrænten ned.

Efter bjergpasset kørte vi en smuk tur langs kysten, og igen stoppede vi ofte for at nyde udsigten. Selvom det ikke længere regnede, gjorde vejret os det alligevel lidt besværligt for os. Både i bjergene og langs kysten stormede det så meget, at det flere steder var svært at holde balancen. Et sted måtte Britt opgive at åbne bildøren, før bilen var blevet vendt i forhold til vinden. Og et andet sted fandt Casper ud af, at hvis man vil tisse ud over en skrænt, at det ikke tilstrækkeligt at have tjekket vindretningen.

Frokosten indtog vi i den lille fiskerby, Dingle. Dingle er siden 1983 blevet besøgt af en delfin, der holder til i bugten, og delfinen er blevet byens største turistattraktion. Men i det stormvejr ville vi ikke engang overveje at sejle med en af turbådene ud for at se delfinen.

En lille gåtur i byen, Killorglin, og så startede vores køretur på den berømte vej, Ring of Kerry. Trods den kraftige blæst valgte vi at tage den lille færge, der sejler i pendulfart til øen, Valentia. På Valentia gik vi en tur i byen, Knightstown, langs klipperne ved fyrtårnet, samt nød udsigten fra øens højeste punkt og over klipperne Fogher. I Cahersiveen overværende vi starten af en lokal rokonkurrence. Ved alle steder blev det kun til korte gåture, så vi har på ingen måde overanstrengt vores ben i dag.

På den anden side af broen mellem fastlandet og Valentia, fandt vi et lille B&B i byen, Portmagee. Og på den lokale pub nød vi vores aftensmad – med blandt andet whiskeykage til dessert.

Tilbage på vores værelse ser vi nu lidt irsk tv – vi har set hurling med kommentatorlyd på gælisk ( – og nej, vi har ikke stavet forkert: det hedder hurling!), rugby – og nu er der hundevæddeløb i fjernsynet. Måske ikke lige de mest almindelige sportsgrene efter danske forhold, men nok det mest populære her – sammen med fodbold naturligvis.

Forleden havde vi begge røde knopper efter bid af små fluer. Om det er en anden slags fluer eller måske myg, er ikke til at vide, men i hvert fald har Britt nu fået en ny slags røde knopper på skuldre, hals og nakke. Eller så er det fluebiddene, der har udviklet sig?!

Clarion Hotel, Cork, kl. 21.00, søndag den 11. september 2011
I morges fik vi for første gang på ferien Full Irish Breakfast med blandt andet white pudding og black pudding (blodpølse!). Mens vi spiste, fik vi set første halvleg af rugbykampen mellem USA og Irland (VM). Vores morgenmad blev lavet og serveret af 72-årige Mary, der ejer det lille B&B med sin mand, Mike. Hun var meget snaksaglig – og på ganske kort tid nåede vi at høre om hendes børn og børnebørn i London og Spanien (og et barnebarns død af en nyresygdom) og om deres home camper i Portugal, som de tilbringer hver vinter i. Og så fik vi hilst på hunden, Rosie, som ifølge Mary, glædede sig til at bade i vandet i Portugal. Og så var Mary også stor rugbyfan, så hun sad og så kampen i køkkenet, mens vi spiste. Vi kunne høre hende juble, da Irland scorede.

På vores køretur på den sidste del på Ring of Kerry, blev vi forfulgt af en regnbyge, så det blev kun til korte stop for at nyde udsigten – blandt andet ved Inish Beach. Heldigvis holdt det tørt, da vi gik en tur i byen, Kenmare. Kenmare er nok en af de hyggeligste byer, som vi har besøgt indtil nu, med dens mange farvestrålende butiksfacader. Der havde vi planer om en sejltur i bugten for at kigge efter sæler, men sejlturene var aflyste på grund af blæsevejret. Vi hørte fra Mary i morges, at der forventedes storm i Kerry-området til aften – resten af den amerikanske orkan, Katia.

Fra Kenmare kørte vi mod Killarney. Det besøgte vi Killarney National Park. På det tidspunkt regnede det, så vi nøjedes med en kort gåtur i nationalparken til Torc-vandfaldet, og fra vejen fik vi set lidt af parkens dyreliv: et lille dådyr. Derefter besøgte vi Muckross House, som står næsten intakt som, da huset blev bygget for mere end 200 år siden. Vi besøgte soveværelser, badeværelser, børneværelser, herreværelse, køkken og naturligvis de flotte stuer på en interessant guidet tur. Dronning Victoria besøgte Muckross House i 1861, og værelserne, som blev indrettet specielt til hendes besøg, stod nøjagtigt som dengang med de oprindelige møbler.

Fra Muckross House kørte vi det sidste stykke til centrum af Killarney, hvor vi også gik en tur i byen – i tørvejr heldigvis. På en café fik vi lidt varmt at drikke, mens vi delte en kage og skrev nogle enkelte postkort.

Sent på eftermiddagen nåede vi frem til Cork, hvor vi tjekkede ind på det første hotel i centrum, som vi mødte. Til 110 euro for en overnatning (uden morgenmad) bliver det vist feriens dyreste, men så har vi også et værelse med balkon. Men hvad skal vi med en balkon, når det stormer udenfor?!

Fish’n’chips og Guinness til Casper og Cottage Pie og Murphy’s til Britt – mere irsk kunne aftensmaden vist ikke blive.

Tilbage på hotellet har vi benyttet os af det trådløse netværk og har blandt andet tjekket mulighederne for at se hundevæddeløb.

Club House Hotel, Kilkenny, kl. 19.30, mandag den 12. september 2011
Vi fandt noget at bruge vores balkon til: til at opbevare vores madvarer koldt, for minibaren var låst. Og så kunne vi spise hjemmelavet wraps til morgenmad på værelset, inden vi tjekkede ud.

Vi havde i går fundet en fin parkeringsplads, men fra mandag kl. 8.30 var der 2 timers parkering, og eftersom vores ellers udmærkede udlejningsbil ikke er udstyret med en p-skive, måtte vi finde en anden parkeringsplads. Vi parkerede et andet sted i Corks centrum og gik så lidt rundt og kiggede på butikker og besøgte det lækre English Market – over 100 små boder med friske madvarer.

Fra Cork mod Kilkenny kørte vi en lille omvej omkring byen, Cashel. Der ville vi nemlig gerne se byens gamle borg. Men på grund af stormvejret, var det meste af borgen lukket. En del af borgen var under restaurering, så vi tænker, at de var bange for, at det store stillads væltede i den kraftige vind. Derfor nøjedes vi med en gåtur igennem den lille by, inden vi kørte det sidste stykke til Kilkenny. Vi opgav at finde et picnicområde at spise lidt frokost – det stormede simpelthen for meget til at sidde udenfor nogle steder. Så frokosten blev en wrap til deling i bilen.

I Kilkenny besøgte vi først det store Kilkenny Castle, der var indrettet som det havde set ud i 1800-tallet. På den anden side af vejen lå Kilkenny Design Craft Center, som vi også havde planlagt at besøge. Det var dog lidt af en skuffelse. De fleste små butikker og værksteder var tomme, så det besøg var hurtigt overstået. De næste par timer gik vi rundt og kiggede i byen samt besøgte den gamle St. Canice katedral. I centrum fandt vi et hotel at overnatte på, inden vi kørte ud forbi det flotte college, som vi havde passeret på vores tur ind i byen. Der fik vi set lidt hurling.

Eftersom vi kun havde fået en let frokost, blev det til tidlig aftensmad. Aftensmaden blev skyllet ned med øl fra to af byens bryggerier: Kilkenny (naturligvis!) og Smithwick’s. Nu er vi så tilbage på hotelværelset, hvor vi nu skal til at nyde lidt dessert: en bøtte Ben Jerry’s fra supermarkedet.

Trods den kraftige blæst har vi faktisk haft flot vejr i dag: vi har set blå himmel, og kun en enkelt gang kom der nogle få dråber regn på bilruden, og temperaturen har været oppe omkring de 18 grader.

Bugler Doyles Guesthouse, Wexford, kl. 21.45, tirsdag den 13. september 2011
Morgenmaden blev indtaget i vel et af hotellets flotteste rum med utrolig stuk og jagttrofæer på væggene. Hotellet er mere end 200 år gammelt; har oprindeligt været en rigtig ’herreklub’ med overnatningsmulighed. Meget charmerende.

Inden vi forlod byen, gik vi lidt rundt – blandt andet op forbi den store St. Mary’s katedral, som vi besøgte i går, men glemte at tage et billede af udefra. I et supermarked forsøgte vi at købe et par lokale øl, men vi blev afvist af kasseapparatet i selvbetjeningskassen. Alkohol må ikke sælges før kl. 9.30, så vi var lidt over en halv time for tidligt på den.

Næste stop var Waterford – en af Irlands større byer. Der besøgte vi Waterford Crystal Factory, og på en guidet rundtur kom vi helt tæt på produktionen af glaskunsten. Efter sådan et besøg er det lidt nemmere at forstå, hvorfor en slebet krystalskål skal koste så meget. Selvom Waterford er en stor by, var der ikke meget at se på – og vi kunne ikke lige finde et interessant sted at få lidt frokost. Så vi besluttede at køre videre igen.

På vej til Wexford endte vi i en lang kø (vejarbejde) udenfor den lille by, New Ross. Mens vi holdt i kø, blev vi passeret af en kort regnbyge, men solen var hurtigt tilbage. I New Ross fik vi lidt frokost og gik en tur rundt i byen, inden vi kørte videre mod Wexford. Klokken var ikke så mange, så vi besluttede at køre direkte til Irish National Herritage Park – et slags frilandsmuseum over Irlands historie fra 5.000 år f.kr. til ca. år 1.200 f.kr. med primært de forskellige perioders bygningsværker. Vi kom lige i tid til en guidet tur, hvilket var heldigt. Som vi gik igennem de forskellige tidsaldre, fandt vi ud af, at på egen hånd ville vi maksimalt have brugt en ½ time på stedet. Nu fik vi en to timer lang, spændende og humoristisk guidet tur af meget engageret guide. Og som resten af dagen (med undtagelse af den korte byge) skinnede solen fra en næsten helt blå himmel, og temperaturen har igen i dag været oppe på omkring 18 grader.

I centrum af Wexford parkerede vi bilen og gik så på jagt efter overnatningsmulighed og et sted at spise aftensmad. Overnatning blev et B&B tilknyttet en pub – feriens billigste overnatning til blot 39 euro for et værelse. Her er lidt gammelt og slidt, men hyggeligt og rent. Aftensmaden blev italiensk – med chokoladepizza til dessert.

Også her til aften er vejret godt, så vi gik igen en tur i byen – blandt andet ved havnepromenaden, hvor store fiskekuttere ligger til kaj. Og så sluttede vi turen med lidt at drikke på pubben nedenunder. Der fik vi for første gang smagt den cider, som vi har set, at de fleste pubber har på fad: Bulmer’s. Den kan anbefales. Mens vi spiste, kunne vi på pubbens mange fladskærme følge ikke mindre end tre forskellige Champions League-fodboldkampe!

Powerscourt Arms Country House, kl. 22.00, Enniskerry, onsdag den 14. september 2011
På parkeringspladsen i morges smurte vi wraps med vores sidste pålæg – den ene blev spist med det samme til morgenmad, mens de to andre blev gemt til senere.

Mærket, Avoca, har vi set mange steder på vores tur igennem landet på flotte plaider, halstørklæder og andre uldvarer. Så da vi opdagede på vores vej, at vi næsten kom forbi byen, Avoca, i morges, slog vi et smut ind forbi den lille by. Der fandt vi Irlands ældste væv, der stadig er i gang. Vi fik lov at gå rundt blandt de store moderne væve samt den gamle, der alle var godt i gang med farvestrålende garn i flotte mønstre. Det var imponerede at se, hvordan de flotte uldvarer bliver til – og så skulle Britt lige have et halstørklæde med hjem.

Udover Avoca gjorde vi kun et par korte stop på vejen fra Wexford til Wicklow Mountains. Vores gps påstod, at den kendte vejen til Wicklow Mountains National Park Visitor Center, men guidede os til et meget øde sted. Ved at køre tilbage til nærmeste civilisation fandt vi indgangen til nationalparken, hvor vi for 50 cent købte et kort over parkens vandreruter.

Vi valgte en rute, der i alt var på 12 km. med en del bjergvandring. Britt overvejede kraftigt at vælge en anden rute, da flere advarselsskilte viste, at ruten – udover naturligvis vandresko og regntøj – krævede kompas samt erfaring med navigering, ligesom der blev advaret om stejle klippeskrænter på ruten. Vi fortsatte dog – til at starte med op af mere end 600 trin lavet af gamle jernbanesveller. Trods iltmangel kunne vi nyde udsigten, og efter en kort frokostpause var vi parate til at fortsætte – mere opad! Det var en fantastisk flot tur med udsigt over skov, åbne vidder, klipper og søen i bunden af dalen.

På de åbne vidder fik vi set en del dådyr (og får selvfølgelig!), og på turen ned opdagede Casper adskillige langhårede bjerggeder på skrænterne over os. Størstedelen af turen gik vi på gamle jernbanesveller, men på turen ned var det over ujævne klipper, hvor der et par gange skulle klatres lidt. Vi fandt efterfølgende ud af, at det skyldtes en oversvømmelse i området sidste år, som havde forårsaget, at hele stisystemet lavet af klipper, var kollapset. Trods anstrengelser både på op- og nedturen, var det en skøn vandretur.

Efter vandreturen kørte vi videre mod Powerscourt Gardens, som vi gerne vil besøge i morgen. I den nærliggende lille by, Enniskerry, forsøgte vi først at få et værelse på byens eneste B&B, men alt optaget. Byens eneste hotel med i alt 12 værelser, havde dog et ledigt dobbeltværelse.

Trods de mange kilometre i bjergene, valgte vi alligevel også at gå Enniskerry rundt – flere gange. Byen er meget lille, så vi valgte at gå lidt ud af de i alt fire veje, der fører til byens torv (hvor alt ligger omkring). Enniskerry er bogstaveligt talt et hul i jorden, så det gik op ad bakke uanset, hvilken vej vi gik. Byen har hele to kirker på hver sin bakketop lige udenfor centrum, og dem var vi naturligvis forbi.

Aftensmaden blev indtaget i hotellets restaurant, da det umiddelbart er byens eneste restaurant. Maden var god, men betjeningen var elendig. De havde simpelthen for travlt, så vi blev glemt et par gange! Da vi var i gang med vores dessert (en Marsbar-cheesecake til deling) begyndte aftenens underholdning: en fyr på banjo og en på violin, der spillede traditionel irsk musik. Ikke lige vores stil…

Grand Canal Hotel, Dublin, kl. 23.00, torsdag den 15. september 2011
I går aftes var betjeningen elendig i hotellets restaurant, og i morges måtte vi også vente i evigheder på vores morgenmad. Hvor lang tid kan det tage at koge et æg?!

Powerscourt House & Gardens var dagens første stop. Vi gik rundt i den store, smukke have og hørte om husets historie. Desværre brændte hele den enorme bygning i 1974, og indvendigt var kun de rå mure tilbage som rammen om et par små butikker. Tæt ved Powerscourt House ligger Powerscourt-vandfaldet, der med sine 121 meter i højden er Irlands største. Vi havde forventet at skulle ud på en god vandretur for at komme til vandfaldet, men parkeringspladsen lå lige ved. Det kostede 5 euro pr. person at komme til vandfaldet. Vi følte os lidt snydt. Ja, vandfaldet var flot, men alligevel…

Uden at have brugt nogle timer på en god vandretur havde vi pludselig nogle ekstra timer til rådighed. Derfor kørte vi de sidste 20 km. til Dublins centrum, parkerede bilen i et parkeringshus (må have været byens højeste timepris for parkering!) og brugte så nogle timer på at kigge i butikker. Undervejs på ferien havde Britt flere gange stødt på Banoffee Pie på dessertmenukortene – og efter at have fundet ud af, hvad den bestod af (banan og karamel), blev målet at finde et sted i Dublin, hvor de serverede den. Det tog sin tid, men det lykkedes. Og den smagte fantastisk!

Eftersom benzinmåleren havde lyst i mere end 50 km., insisterede Britt på, at der kom mindst et par liter i tanken, inden vi kørte videre. Det var heller ikke nemt at finde en tankstation i Dublins centrum, og navigationen kunne ikke engang finde vej til en.

Et besøg på hundevæddeløbsbanen havde vi besluttet skulle være feriens sidste gøremål, så vi kørte til området og ledte efter et hotel. Vi fandt et stort hotel, parkerede i deres parkeringskælder, men fik i receptionen at vide, at alt var optaget. De henviste til et nærliggende hotel i afstand, men da vi kom dertil, var alt også booket – dette på grund af en konference i byen. Tilbage på første hotel var heldet dog med os. Netop, som vi stod i receptionen for at betale for parkeringen, fik de et afbud – og så var der alligevel et ledigt dobbeltværelse til os.

På hundevæddeløbsbanen fik vi et godt bord i restauranten med udsigt direkte til målstregen. Og mens vi sad der og nød en lækker 3-retters menu, kunne vi spille på løbene uden at forlade vores plads. Ren luksus! Desværre havde vi ikke det store held med at vælge vinderne i løbene – kun tre mindre præmier i 11 løb. Greyhoundhunde er ikke så forudsigelige.

Fra væddeløbsbanen og tilbage på hotellet duede vores stedsans ikke helt, så vi kom ud på lidt af en omvej på turen tilbage til hotellet. Nu er kufferten blevet pakket og klar til vores hjemrejse i morgen tidlig.