Dagbog – Japan

Cross Hotel, Sapporo, Hokkaido, kl. 22.15, søndag den 24. oktober 2010
Vi kan lige så godt starte med at sige, at vores første feriedag har været lidt hektisk. Dagen startede ellers stille og roligt. I lufthavnen havde vi tid til brunch på vores stamsted og tid til at ose i butikkerne. Først da vi var klar til at boarde, fik vi at vide, at vores fly ikke havde tilladelse til at lette, da det på grund af tæt tåge ikke kunne lande i Frankfurt. Og så var det, at det begyndte at blive lidt hektisk…

Undervejs på flyvningen til Frankfurt sagde de, at alle fly ud af Frankfurt var forsinkede, så vi kunne sikkert alle nå vores videre flyvninger. Da vi ankom til Frankfurt mere end en time forsinket, var flypersonalet ombord dog knap så optimistiske.

Da vi kom ind i lufthavnsbygningen, kunne vi se, at vores videre fly mod Tokyo var forsinket, men blot 15 minutter, så det skulle lette 20 minutter senere – fra en anden terminal vel at mærke! Vi løb bare af sted, kom med toget til næste terminal og fortsætte så i løb ud ad rullebåndene i håb om, at andre flyttede sig. Det gjorde de ikke hver gang. Godt forpustede (læs: mere døde end levende!) nåede vi frem til gaten og kom ombord på flyet – og hvilket fly! En Airbus A380 – verdens største passagerfly!

Kaptajnen fortalte, at der endnu manglede ca. 100 passager, der skulle komme fra andre fly, så vi ville lige vente en ½ time på dem. Kort tid efter skiftede han dog mening, og gaten lukkede. Vi var lykkelige for, at vi nåede med ombord som nogle af de sidste og kunne så slappe de næste knap 11 timer. Lidt urolige var vi dog, for vi var nu igen forsinkede, og i Tokyo havde vi heller ikke meget tid tilovers.

Med en lille times forsinkelse ankom vi til Tokyo, og netop som vi var steget ud af flyet, fik vi en kedelig besked af Lufthansas personale. Vores hurtigløb havde fået os ombord på flyet fra Frankfurt, men vores bagage var ikke nået med! Altså skulle vi bruge tid på at få registreret den manglende bagage og aftale, hvordan vi igen kunne blive genforenet. Da vi jo ikke skulle blive i Tokyo, var det ikke så nemt. Personalet fik kopi af vores rejseplan og hotelophold, og hvis alt går vel, bliver vi forenet med vores bagage, når vi ankommer til Utoro tirsdag aften, hvilket vil sige om ca. 2½ dag!

Med en kvittering på den forsinkede bagage var det videre med bus mod indenrigslufthavnen på den anden side af Tokyo, hvorfra vi skulle flyve videre nordpå. Heldigvis tog busturen ikke så lang tid som forventet, så vi havde god tid, da vi ankom til lufthavnen. Og til tiden landede vi efterfølgende i lufthavnen i Sapporo, hvor en bus bragte os det sidste stykke til vores udlejningsbil – en fin lille Toyota Vitz 4WD.

Det kunne godt være, at navigationen guidede på engelsk, men da menuen var på japansk, var det svært overhovedet at få den til at guide! Med lidt hjælp fra personalet hos Toyota Rent-a-car kom vi endelig af sted mod vores hotel i centrum af Sapporo. Hotellet havde heldigvis parkeringsmulighed: vi kørte blot vores lille bil ind i en kæmpe elevator, og så forsvandt den ellers ned i dybet. På vores utroligt stilede hotelværelse – udstyret med telefon i dansk Jacob Jensen-design – var ligesom i lufthavnen et af disse superavancerede toiletter – med varme i brættet, og både indbygget bidet og bruser (ja, to slags undervognsskyl med justerbart vandtryk). Toilettet i lufthavnen havde dog også indbygget lyd (lyden af et skyllende toilet)!

Egentlig skulle vi havde brugt den sene eftermiddag til at kigge lidt nærmere på byen, men i stedet blev det til shopping. Hotellet kunne heldigvis levere tandbørster og lignende toiletartikler, men et par rene bluser, undertøj og sokker samt lidt duft til under armene måtte vi bare købe – sammen med en lille kuffert at have det hele i. Vi satser på, at rejseforsikringen dækker udgifterne. Aftensmaden blev hakkebøf med ris og salat, og Britt indtog det hele med pinde. Overalt har vi oplevet en utrolig høflighed. Vi synes nu, at det er lidt overdrevet, når butiksekspedienten eksempelvis bukker for os fire gange, inden vi er nået ud af butikken igen.

Hvis vi ser bort fra et par powernaps på flyveturene, har vi nu været oppe i 34 timer! Vi er sikre på, at vi sover godt i nat!

Choyo Resort Hotel, Sounkyo Onsen, Hokkaido, kl. 19.45, mandag den 25. oktober 2010
Selvfølgelig var der sushi i hotellets morgenmadsbuffet sammen med en masse andet spændende – og der var naturligvis også spisepinde til at spise med. Casper valgte dog igen at benytte sig af det almindelige bestik.

Efter at have fået vores lille bil ud af elevatoren, lagde vi Sapporo bag os og kørte til Asahi-dake i Daisetsu Nationalpark. Vores plan var egentligt at tage bjergkabelbanen op til toppen af Mt. Asahi, men sigtbarheden var simpelthen stort set ikke eksisterende, så det droppede vi. Faktisk havde vi svært ved overhovedet at finde kabelbanen, selvom vi stod lige ved siden af. Det var bare så tåget.

Derfor kørte vi ud af parken igen for at finde et sted at spise frokost. Der dukkede bare ikke nogle spisesteder op på vejen, så frokosten (pølse på pind) blev købt hos 7-Eleven og indtaget i bilen på deres parkeringsplads. Også resten af vejen til vores hotel her i Sounkyo Onsen småregnede det.

Vi blev noget overraskede, da vi kom ind på vores hotelværelse. Det var et værelse i japansk stil som forventet, men hvor skulle vi sove?! Ved vinduet, hvorfra der er udsigt til en brusende flod og en klippevæg på den anden side, stod to stole med et lille sofabord imellem. Og midt på gulvet i værelset stod 4 stole – uden ben vel at mærke – samt et stort, meget lavt bord og overalt på gulvet lå tatami-måtter (måtter lavet af risstrå). I skabet fandt vi dog madrasser, dyner og puder og spekulerede over, om det betød, at vi selv skulle rede senge.

Trods det blæsende regnvejr gik vi en tur i byen, hvor mest dog havde lukket, ligesom vi var rundt og kigge på nogle af de vandfald, der løber ved mellem de høje klipper, som omgiver byen. Vi savnede vores bagage, for deri ligger både vores regnbukser og handsker, som vi godt kunne have brugt.

Tilbage på hotellet var det tid til aftensmad. I skabet på vores værelse hang tøj og sutsko, som det var meningen, at vi skulle iklæde os. Vi valgte dog at gå i restauranten i vores eget tøj. Og det var vi nogle af de eneste, der gjorde. Alle var bare klædt i det samme mønstrede tøj med lysegrøn vest og grå skindsutsko. Tjeneren, der førte os til bords, blev bare ved med at ævle til os på japansk velvidende, at vi intet fattede. Dette sammen med alle de ensklædte mennesker var simpelthen så komisk, at vi var færdige af grin.

Til aften var der ikke bestik som alternativ til spisepindene, og alle skilte på maden i buffeten stod kun på japansk, så vi anede ikke, hvad vi puttede i munden med vores pinde. Noget smagte bedre end andet – og noget var væsentligt mere besværligt at spise end andet. Eftersom en kniv ikke var til at opdrive, valgte vi ikke at smage de store bøffer, som kokken stegte på bestilling. Til desserterne i buffeten var der heldigvis teskeer.

Da vi kom tilbage til vores værelse, var sengene blevet redt. Det store lave bord og de fire stole var rykket til siden, så der var blevet plads til nogle madrasser midt på gulvet. Så der ligger vi nu og ser et eller andet mærkeligt japansk quizshow – ingen engelsksprogede kanaler på fjernsynet.

Iruka Hotel, Utoro, Hokkaido, kl. 20.00, tirsdag den 26. oktober 2010
Da vi kiggede ud af vinduet i morges, blev vi noget overrasket over at se, at der var hvidt over det hele, og at det sneede kraftigt. Og da vi efter morgenmaden (det er lidt svært at spise pølser og bacon med pinde!!) stod og skrabede en dyne af sne af bilen med hænderne, savnede vi virkelig vores handsker, der jo stadig ligger i en af de forsvundne kufferter. Inden vi forlod hotellet, nåede vi dog lige at prøve de fine dragter, som vi burde have haft på i går til aftensmaden. De japanske størrelser passede os ikke helt.

Vejen var godt hvid og på ingen måde ryddet, og det sneede stadig, da vi kørte igennem Daisetsu Nationalpark. Som vi kom ned fra bjergene, lå det mindre og mindre sne på vej, og efter et lille stykke, blev det rigtigt flot vejr: solskin og blå himmel. På vores vej så vi flere rævefarme, og på en af dem, stod flere ræve bundet, så vi kunne se de forskellige slags. Selvom det så lidt sølle ud med deres korte lænker, blev vi enige om, at de sikkert havde væsentlig bedre forhold end de fleste danske burgrise.

Næste stop var i en lille by, hvor vi besøgte et træmarked og en lille park. Og i byen, Bihoro, kunne vi i en markedshal prøvesmage diverse japanske specialiteter i form af kager og chokolade. Der blev vi igen bekræftet i, at japanerne er helt vilde med automater: hele 14 automater med drikkevarer stod ved siden af hinanden. Andre steder har vi endda set automater, hvor man kan trække en varm hot dog og lignende spiseligt!

Da vi nåede til byen, Shari, var det blevet tid til frokost. Menukortet på hvad, der vist var byens eneste restaurant, var kun på japansk. Der var billeder af enkelte retter, så vi pegede os frem. Tjeneren havde lidt svært ved at forstå vores ene bestilling, og da maden kom på bordet, fandt vi ud af hvorfor. Vi havde åbenbart peget på en børneret, så Casper fik sin mad serveret i en fin plasttallerken formet som en lyserød elefant.

Fra Shari var der små 40 km. til Utoro, hvor vi måtte i turistinformationen for at spørge om vej til vores hotel. Det lå lige i starten af byen – direkte til vandet. Og fra vores værelse kan vi høre havets bølger. Denne gang var vi forberedte, så vi blev ikke så overraskede, da vi fik et værelse uden senge. Ligesom på det forrige hotel, blev vi udstyret med dragter til at rende rundt i (her en slags kimono med vest til). Hotelejeren byttede vores ud til lidt større størrelser, da hun så os. Med skindsutskoene havde vi intet valg. Vi blev pænt bedt om at stille vore sko med hotellets indgangsdør og i stedet gå rundt i sutsko på hotellet.

Solnedgang var kl. 16.22, men vi valgte alligevel at tage til Shirektoro Nationalpark for at gå en tur. Fra vejen så vi mange store sikahjorte. Vi gik en tur rundt om de fem søer – et utroligt flot område med (pudsigt nok) fem små søer med havet på den ene side og bjergene på den anden. Vi gik og spejdede efter hjorte (og bjørne!), men alligevel så vi dem først (hjortene altså), når de nærmest stod lige foran os. Det var næsten mørkt, da vi var færdige med gåturen på godt 4 km., og det nåede at blive helt mørkt, førend vi kom tilbage til byen. På tankstationen fik vi fuld service, hvilket betyder, at vi ikke engang skulle forlade bilen. En medarbejder tankede op, mens en anden vaskede alle bilens vinduer. Dette var med i prisen på ca. 9 kr. pr. liter benzin.

Aftensmaden er med i værelsesprisen, så vi havde ikke rigtigt nogen valgmuligheder, men måtte spise, hvad der blev serveret. Ikke mindre end 10 skåle med forskelligt mad blev stillet foran os – foruden skål til ris samt skåle til to slags soja. Med undtagelse af kartofler med sukkerskal, var der tale om alt godt fra havet: flere slags blæksprutte, krabbe og diverse fisk – det meste i rå version. Casper spiste sig mæt i ris, mens Britt gik ombord i alt det mærkelige – naturligvis med spisepinde, for der var intet alternativ.

Da vi kom tilbage til værelset, var der redt op til os på gulvet. Vi håber, at bølgerne lægger sig til i morgen, da planen er, at vi skal sejle op langs kysten i håb om at kunne se nogle bjørne på laksejagt.

Iruka Hotel, Utoro, kl. 20.45, Hokkaido, onsdag den 27. oktober 2010
Efter aftensmaden i går, hvor Casper måtte spise sig mæt i ris, havde vi valgt morgenmad western style. Derfor undrede det os lidt, at vi fik serveret mange små skåle med ugenkendelige madvarer. Det viste sig at være en fejl – og så fik vi serveret brød, marmelade og lidt varmt – sidstnævnte dog serveret med misodressing.

Desværre var bølgerne stadig for høje til at sejle op langs kysten, så vi måtte finde noget andet at bruge dagen på og kørte derfor igen til nationalparken. Både en vej til et vandfald et stykke inde i parken samt vejen, der fører til kysten på den anden siden af den halvø, som nationalparken ligger på, var desværre lukkede. Førstnævnte var lukket permanent for vinteren, mens den anden vej blot var lukket i dag på grund af lave temperaturer, der gjorde vejen for glat til kørsel. På vores vej igennem parken så vi nogle biler, der var parkeret i vejkanten, mens ejerne spejdede ud over en lille flod. Og der på den anden side af floden fik vi øje på en stor brun bjørn – og efterfølgende også en mindre bjørn. Selvom afstanden var stor, var vi utroligt glade for at have set bjørne. Vi troede ellers, at sejlturen langs kysten var vores eneste mulighed.

Vi købte lidt frokost i et supermarked, og spiste det hjemme på værelset. Efter at have slappet lidt, kørte vi tilbage til parken, men bjørnene var væk. Derefter slog vi tiden ihjel ved at se forskellige ting i byen: et tempel, en kirkegård og nationalparkens informationscenter, ligesom vi besteg den store klippe ved havnen. Derfra var en flot udsigt over byen trods det overskyede vejr (det sneede faktisk et kort øjeblik midt på dagen!)

At finde et sted at spise aftensmad (vi havde valgt ikke at spise på hotellet igen), hvor vi kunne få andet end alt godt fra havet i rå udgave var lidt svært. Der er nemlig stort set ingen spisesteder her i Utoro. Vi fandt et lille sted, der ifølge billederne på døren så ud til at servere grillet laks. Klokken var dog ikke så mange, så vi ville lige sætte os et sted og få lidt at drikke først. Bestillingen på kaffe gik fint, men derudover troede vi, at vi bestilte en smoothie, men fik softice i vaffel.

Da vi derefter kom tilbage til restauranten for at spise, havde den lukket. Vi endte derfor med at spise på en lille nudelrestaurant på et hotel. Dessert gør de sig ikke i på restauranterne, så vi købte lidt med hjem fra et supermarked.

Planen i morgen er egentlig at forlade Utoro så tidligt som muligt, men måske bliver vi lidt længere. Vejrudsigten ser lidt mere lovende ud (sol!) i morgen, så vi håber måske alligevel at kunne komme ud at sejle. Vi vil jo gerne se, om det er muligt at komme lidt tættere på bjørnene, end vi var i dag.

ANA Hotel, Kushiro, Hokkaido, kl. 19.45, torsdag den 28. oktober 2010
Da vi vågnede i morges, kunne vi se, at bølgerne var langt mindre end de to forrige dage. Derfor var vores skuffelse og undren stor, da vi fik at vide, at skibene ikke sejlede på grund af høje bølger. Har japanerne aldrig hørt om søsygepiller?! Altså ville vi ikke få mulighed for at komme tættere på de brune bjørne, end vi var i går. Hvilken skuffelse!

Inden vi lagde Utoro bag os, kørte vi en sidste tur igennem nationalparken, hvor vi udover utallige hjorte, var så heldige at se en ræv, der lå og slappede under er træ.

Uden for Utoro gjorde vi stop ved en stenmomunent fra 400 – 14.000 år f.kr., ligesom vi stoppede og beundrede udsigten på vejen, hvis japanske navn betyder ‘Vejen, der fører op i himlen’. Og sådan så det næsten ud.

Dagens mål var Kushiro, hvor vi i Kushiro Nationalpark håbede at komme til at se de store japanske traner. Uden for nationalparken så vi nogle traner på en mark, men vi fortsatte, da vi jo regnede med at se flere af dem i selve nationalparken. Men der blev vi klogere. Ved første stop i parken gik vi en tur igennem marsklandet, hvor dyrelivet ikke var synligt. Og ved næste stop var stien lukket. Vi kunne konstatere, at ville vi se traner, måtte vi tilbage til markerne. I stedet for at køre tilbage af samme vej, valgte vi en omvej igennem nationalparken – en flot tur igennem det store vådområde. Halvvejs stoppede vi, og fra toppen af en klippe havde vi en fantastisk udsigt over landskabet. Da vi kom til området med marker og bondegårde, begyndte tranerne at dukke op, så vi stoppede et par steder for at beundre dem. De store flotte fugle gik rundt på de nypløjede marker.

Derefter fortsatte vi til vores hotel i centrum af Kushiro. Efter at have checket ind, begav vi os ud i byens gader. Vi besøgte et stort fiskemarked og et kedeligt shoppingcenter. Der stoppede vi for at få lidt sødt. Som så mange andre steder, har spisestederne udenfor udstilling med plastikudgaver af de retter, som de serverer. Da ingen i restauranten kunne engelsk, måtte vi gå udenfor og pege på plastikudgaven af den isdessert, som vi gerne ville dele.

Da vi kom til downtown Kushiro, var intet andet end spisesteder åbent. Vi gik rundt og kiggede billeder i vinduerne for at finde et sted at spise aftensmad. Efter et pitstop på hotellet udvalgte vi os et sted. Restauranten lå på 1. sal, men havde i stueetagen et vindue med plastikmad udstillet. Restauranten var utrolig smagfuldt indrettet, og servitricerne var klædt som geishaer – og så skulle vi smide skoene ved indgangen. Da vi kom ind ved et bord, kunne vi konstatere, at der ikke var billeder af maden på menukortet (det er ellers almindeligt), og ikke en eneste kunne engelsk. Vi var lidt fortabte. Løsningen var at pege på forskellige ord i den japanske ordbog, som Casper havde hentet ned til sin mobiltelefon. Vi valgte det sikre: laks, som vi kunne spise råt, og kylling, som vi med sikkerhed ikke ville få serveret råt. Som en starter fik vi serveret en lille skål med tang, en reje samt en snegl. Rejen smagte ikke af noget, tangen var ikke særlig velsmagende, og sneglen, der så meget uappetitlig ud, var som at tygge på et stykke viskelæder. Ikke anbefalelsesværdigt! Vores laks (rå anrettet i små blomster) og kylling (dybstegt) smagte dog fortrinligt. Med hensyn til dessert bestilte vi – igen ved hjælp af mobiltelefonens ordbog – to forskellige desserter – og fik hver en kugle is. Vi blev mætte og en sjov oplevelse rigere. Og vi er sikre på, at servitricerne sikkert har fået sig et billigt grin efterfølgende.

Nu nyder vi udsigten over Kushiro fra vores værelse på 16. etage.

Shinjuku Washington Hotel, Tokyo, kl. 22.00, fredag den 29. oktober 2010
Der lå rimfrost i græsset på nogle strækninger på vores køretur ud til Kushiro lufthavn, hvor vi skulle aflevere vores udlejningsbil. Vi var i god tid og kunne derfor i ro og mag kigge på de få butikker (souvenirs) i lufthavnen, ligesom vi brugte tid på at spise morgenmad – eller rettere sagt frokost, for vi fik serveret tempura med ris, salat, kartoffelsalat, suppe og te.

Da vi efter små to timers flyvning ankom til Tokyo, fandt vi hurtigt skranken, hvor vi kunne købe billetter til bussen til centrum. Der var blot 10 minutter til bussen, der kørte til den store togstation tæt ved vores hotel. Da vi stod og ventede på bussen, opdagede Casper, at hans pung var væk. Han måtte have glemt den ved skranken, hvor vi købte busbilletter, så tilbage dertil. Men forgæves – pungen var væk og dermed også 4 – 5.000 kr. i yen, et visakort og vores sygesikringsbeviser. Møg! Derfor var vi godt ærgerlige, da vi tog bussen som centrum. På busturen fik vi et indtryk af, hvor stor Tokyo er. Flere steder løber trafikken i flere plan.

Fra stationen fandt vi forholdsvis hurtigt vores hotel. Efter at have checket ind på vores minimale værelse på 21. etage og fået spærret Caspers visakort, var vi igen ude i gaderne. Første stop blev Goverment Building tæt ved vores hotel, hvor der var gratis adgang til observationsdækket på 45. etage. Derfra var naturligvis en flot udsigt over den enorme by.

På en fransk café fik vi en sen frokost, og derefter brugte vi de næste 3 – 4 timer på blot at gå rundt i byen. Vi kiggede lidt på butikker – og meget på mennesker. Mange af de unge japanere går altså i noget meget specielt tøj!

Især var vi imponerede af de mange lysende reklameskilte, som var alle steder, og så var vi forundret over menneskemylderet – der er bare proppet med mennesker alle vegne! Udover flere andre butikker, var vi inde i et par boghandler. Der kunne vi se, hvor udbredte tegneserier (til voksne vel at mærke) er – herunder også pornografiske tegneserier.

Det var ikke helt nemt at finde rundt. Nogle steder er der nemlig to gadeplan – altså flere etager at navigere rundt i. Heldigvis rager Goverment Building lidt i vejret, så bygningens to tårne kunne vi navigere efter nogle steder. Selvom vi brugte flere timer på at gå rundt, forlod vi slet ikke det kvarter, som vores hotel ligger i. Vi har altså kun set en brøkdel af Tokyo!

Vores hotel er enormt! De tre nederste etager er restauranter og butikker, og det var fra et af disse spisesteder, at vi købte en pizza til aftensmad, som vi så spiste på vores værelse.

Byen, Nikko, havde vi egentlig tænkt os at tage til i morgen, men lige nu virker togturen dertil lidt uoverskuelig. De mange toglinjer passer simpelthen ikke sammen på nogen nem måde. Måske kan vi bedre finde ud af det, når vi i morgen er friske efter en god nats søvn.

Shinjuku Washington Hotel, Tokyo, kl. 21.15, lørdag den 30. oktober 2010
De nætter, som vi har tilbragt på værelser i japansk stil, har vi sovet meget hårdt: en tynd madras på gulvets sisalmåtter. Men de nætter, hvor vi har sovet i rigtige senge, har vi ikke sovet meget blødere. Madrasserne her i Japan er simpelthen så hårde, og madrasserne her på hotellet er desværre ingen undtagelse.

Allerede kl. 6.30 forlod vi hotellet og begav os mod den nærmeste metro. Vi havde udtænkt en rute for vores tur til Nikko, der ligger nogle timers rejse fra Tokyo. Det styrtede ned, så vi nød godt af den underjordiske verden, som eksisterer her i byen. Under gadeplan er et imponerede net af gange, så vi kunne gå tørskoet til den nærmeste metrostation. Byens hjemløse benyttede sig også af læ i disse gange. De var endnu ikke stået op.

Vi havde frygtet, at det ville være umuligt at orientere sig på stationerne og finde de rigtige toglinjer, men det havde vi ikke behøvet. Alle skilte står også på engelsk – og selv den automatiske billetautomat havde en engelsk version. Derfor fandt vi uden problemer den rigtige linje og fik købt billetter. Vi fik endda også skiftet de rigtige steder. Ved skiftene måtte vi nogle steder gå op til 450 meter på gaderne for at komme fra den ene del af stationen til den anden – lidt mærkeligt.

Efter sammenlagt 2½ times togrejse ankom vi til Nikko. Det styrtede stadig ned, så vi iførte os vores regnbukser og begav os på gåben de få kilometre til helligdommene og templerne, som Nikko er kendt for. Da vi nåede til selve tempelområdet, var vores første følelse skuffelse. Et af de største templer var nemlig under renovering og derfor pakket ind i stillads. Vi troede derfor et kort øjeblik, at vores lange rejse var forgæves. Denne bygning vidste sig heldigvis kun at være en lille del af det, som Nikko har at byde på. Trods stilladset, regnen og vores manglende evne til at læse historien bag det, som vi kiggede på (stod kun på japansk), var området fascinerende. Forståeligt nok, at de ældgamle bygninger er blevet World Herritage. Efter at have kigget på templer og andre hellige bygninger i mere end to timer, fandt vi et sted at spise frokost. Suppe, salat, brød, pastaret og kaffe kostede ca. 70 danske kroner pr. person. Hvem siger, at det er dyrt i Japan?

Turen tilbage til Tokyo foregik lige så nemt som udturen. Hjemturen foregik dog ikke med et gennemkørende tog som på udturen, så turen i regionaltoget alene kom op på 2½ time. Fordelen var, at vi, vores rygsæk og indholdet deri, nåede at tørre undervejs. Undervejs oplevede vi japanernes overdrevne høflighed: en ung fyr nåede akkurat ind, inden dørene i metroen lukkede – hvorefter han vendte sig om og bukkede til dørene som tak.

Da vi nåede Tokyo, var det blevet tid til aftensmad. Inden vi tog til Japan, havde vi besluttet at skulle prøve running sushi – altså sushi på samlebånd. Da vi i går aftes gik rundt, opdagede vi, at det ikke er som almindeligt som forventet. Det lykkedes os (læs: stifinderen Casper) dog i dag at finde et af de få steder, som vi så i går. Og det var en oplevelse! Ingen sprogproblemer, for vi tog selv maden, mens vi sad der rundt om ’køkkenet’ og rullebåndet med tallerkener. Og ingen bestillinger på mad, som vi ikke kunne lide, for vi kunne se det, før vi tog det. Farven på tallerkenen fortalte prisen, og da vi var færdige, talte en servitricen vores tallerkener. To stykker nigiri-sushi kostede ca. 9 kr. Vi gentager: hvem siger, at der er dyrt i Japan?! Trods rigeligt med lækker sushi havde vi plads til lidt dessert. Dette blev nogle lækre bagels med fyld, som vi netop har spist her på værelset.

Efter en dag med heldagsregn (og vi mener ikke små dråber!), håber vi virkelig, at vejrguderne er med os i morgen. Ellers burde vi måske havde købt en af de mange slags lykkeamuletter, som var til salg i Nikko?

Shinjuku Washington Hotel, kl. 22.15, Tokyo, søndag den 31. oktober 2010
I dag var der rigtig sightseeing på programmet. Vi havde krydset nogle steder af på et kort og lagt en rute. Tokyo er så stor, at vi simpelthen må droppe at gå mellem alt, som vi plejer på storbysferier. Derfor startede vi også dagen med en tur i metroen.

Vores tur bragte os igennem Ueno Park og videre til et gammelt tempel. Der var et brudepar netop blevet gift, og vi fik set dem i deres flotte, traditionelle japanske klæder. Derfra gik vi til Akihabara–elektronikbyen. Det var imponerende med så mange elektronikbutikker på et sted! Aldrig har vi set så stort et udvalg i eksempelvis mobiltelefoner, kameraer og bærbare computere! Elgiganten, go home!

Vi fortsatte vores sightseeing med en tur igennem den smukke have omkring kejserpaladset. Eller vi tror da, at paladset ligger der et eller andet sted bag de tykke mure, men vi så det faktisk ikke. Det blev en større gåtur rundt om haven efterfølgende, da vi ikke lige kunne finde en metrostation. Da vi endelig fandt en, fandt vi ud af, at vi mere eller mindre var gået forbi to andre.

Metroen førte os til Shibuya – pladsen, hvor statuen af hunden, Haichi-ko, til evig tid vil vente på sin ejer. Shibuya-krydset må være et af Tokyos mest befærdede. Der var mennesker alle vegne!

Fra menneskemylderet gik vi til Yoyogiparken. Ved indgangen samles en masse unge om søndagen – udklædte som de skal til fastelavn. Goth-kostumer blandet med rottehaler og Hello Kitty-kjoler. Det var specielt! De var der jo for at blive set, så de poserede velvilligt for kameraerne. I selve parken var en større event i gang. Vi fandt ikke ud af anledningen.

Efter frokost gik vi igen ind i parken for at se Meiji Jingu-helligdommen. Endnu et tempel med sidebygninger og porte. Resten af den sene eftermiddag og aften var der dømt shopping. Flere gange i løbet af dagen havde vi forsøgt at hæve kontanter (mange butikker tager ikke imod plastikkort) på vores nu eneste visakort, men hver gang var det blevet afvist. Derfor var vi glade, da en transaktion i en bank endelig gik igennem. Vi frygtede ellers, at vores bank ved en fejl var kommet til at spærre det forkerte visakort.

Til aften havde vi besluttet at ville spise sticks, og i en restaurant i en kælder var der plads til os. Det viste sig, at vi fra en touchskærm på vores bord selv skulle bestille maden og sende bestillingen til køkkenet. Menukortet på skærmen var heldigvis på engelsk, men det lykkedes os alligevel at bestille noget kylling, som ikke smagte godt – måske en slags indvolde? Vi fik dog også prøvet andet end sticks og fik spist os godt mætte.

Da vores gps løb tør for strøm et stykke tid før aftensmaden, viste den, at vi havde gået ca. 23 km., så det er forståeligt nok, at vi har ømme fødder og enkelte vabler.

I morgen skal vi på vores turs eneste arrangerede guidede tur. Vi skal nemlig til Mt. Fuji, hvorfor vi håber på klart vejr, så det rent faktisk også bliver muligt at se selve Mt. Fuji.

Shinjuku Washington Hotel, Tokyo, kl. 22.45, mandag den 1. november 2010
Det var meget overskyet og småregnede, da vi i morges tog af sted på bustur til Mt. Fuji, der ligger et stykke udenfor Tokyo. Derfor havde vi ikke høje forventninger til, hvor meget af den store vulkan, som vi ville få at se. Vores guide gav os forklaringen på de seneste dages dårlige vejr. En tyfon har hærget over Tokyo og den sydligere del af Japan, og det var tyfonens sidste krampetrækninger, der blandt andet var årsagen til heldagsregnen forleden, hvor vi var i Nikko.

Første stop på turen var ved Mt. Fuji-visitor center. Der havde det klaret en smule op. Derefter fortsatte vi – med lidt højere forventninger til udsigten – mod bjergets 5. station. 5. station i godt 2.300 meters højde på bjergbestigernes rute er det højeste sted på bjerget, hvor det er muligt at køre til. Det stormede godt, og skyer dækkede toppen af bjerget. Vi kiggede lidt i souvenirbutikkerne på stedet, ligesom vi besøgte det lille tempel. Hele tiden spejdede vi mod toppen, og endelig skete det: i et kort øjeblik var skyerne væk, og vi kunne se toppen, der var dækket af sne.

Efter en lækker traditionel japansk frokost (ikke noget med rå blæksprutte, men kun rå rejer og tun) kørte vi til Lake Ashi. En kort sejltur på søen førte os til bunden af en kabelbane, men på grund af den kraftige vind, var kabelbanen lukket. Bjergene omkring Mt. Fuji kan dog byde på flere kabelbaner, så vi fortsatte til en, der kørte.

Som vi sad der i den lille gondol, kunne vi godt mærke, at det blæste godt. Men det var nu alligevel en smuk tur, der blandt andet førte os over et stort område med vulkansk aktivitet, termiske kilder og den karakteristiske lugt af rådne æg, som vi kan huske fra Island. Også på turen hjem fik vi mellem træerne ind i mellem et fantastisk kig til Mt. Fuji. På en rasteplads på vejen hjem kunne vi konstatere, at japanerne åbenbart kan komme i tvivl om, hvordan man sidder på et toilet… Og hvad laver et pissoir på dametoilettet?!

Velankommet tilbage i Tokyo centrum til aften skulle vi nå at få udstedt vores rail pass, for disse skal vi jo bruge i morgen. Vi fik vores pas, der giver os mere eller mindre fri transport med de japanske jernbaner de næste 14 dage, og samtidig fik vi reserveret pladser på en afgang til Nagano i morgen.

Endelig lykkedes det os at finde en butik med flere etager med elektronisk legetøj. Legebarnet kom virkelig op i Casper, så det ender sikkert med en fjernstyret helikopter eller en bil (eller begge dele?!) i kufferten. Som afslutning på dagen tog vi op i Goverment Buildings observationstårn (ikke det samme som forleden), hvor vi havde en flot udsigt over Tokyos lys.

Vi har nu provianteret til morgendagens togtur og har pakket kufferterne, så vi kan efterlade den ene her i Tokyo, til vi vender tilbage om små 3 uger. Forleden sendte vi en mail til det firma, hos hvem vi forleden glemte Caspers pung. Dette har nu afstedkommet ikke mindre end tre telefonopringninger – en fra firmaet og to fra lufthavnens hittegodskontor. Men desværre alle tre beskeder om, at de endnu ikke har fundet pungen. Det er nok også lidt naivt at tro, at den dukker op. Men nu leder de da i hvert fald efter den…

Hotel Shirogane, Yudanaka, kl. 20.30, tirsdag den 2. november 2010
Solen skinnede næsten fra en skyfri himmel, da vi forlod Tokyo i morges. Først med metroen og derefter med Shinkansen (det space-agtige lyntog) nordpå til Nagano. På metrostationen oplevede vi, at de her i Tokyo virkelig har personer (iført hvide handsker!) ansat til at skuffe folk ind i metroen, når den er proppet. Heldigvis blev der ikke behov for det på den tur, som vi skulle på. På en stor del af turen fra Tokyo til Nagano havde vi udsigt til det majestætiske Mt. Fuji.

Da vi ankom til Nagano, var der en time til vores næste togs afgang, så vi nåede at få reserveret pladser i toget til vores videre rejse i morgen. Fra Nagana til Yudanaka foregik turen med bumletog, men dog et med panoramaudsigt til de mange æbleplantager og vinmarker, som vi passerede.

Efter ganske kort tid på vores hotel her i Yudanaka tog vi en taxa til Jigokudani Yaen-Koen – parken, hvor de vilde makakaber bader i de varme kilder. Vi havde ikke gået mange meter fra parkeringspladsen, før vi mødte den første abe, der blev lidt for nærgående. Den skubbede først til Caspers ben, hvorefter nogle andre turister fortalte os, at den ville have vores plasticpose. Plastikposen med den sushi-box, som vi havde tænkt os at sidde og spise på en bænk i parken som frokost, blev derfor hurtigt pakket ned i rygsækken. Den ret aggressive abe nåede dog også lige at skuffe til Britt, som var ved at miste balancen. Så snart posen var væk, mistede aben interessen for os, og vi kunne gå videre i fred.

Det varede ikke længe, før det vrimlede med aber – både på klipperne, på jorden, på bænkene (så der skulle vi ikke spise frokost) og så selvfølgelig i det varme vand. De var totalt ligeglade med os turister og løb blot rundt imellem os.

Turen til parken var på godt 6 km. – op ad bakke hele vejen. Derfor besluttede vi at gå tilbage til hotellet – altså 6 km. ned ad bakke. Ude af skoven var det ikke mange veje at vælge imellem. Shibu og Yudanaka – de to byer, der ligger i forlængelse af parken – har ikke mange veje, så hvor svært kunne det være at finde tilbage? Vi gik blot derudaf… Efter et godt stykke tid syntes vi dog, at vi burde have mødt vores hotel. Forude kunne vi ikke se den lille bakke, hvorpå vores hotel lå. Det viste sig, at vi havde glemt at dreje af et sted og derfor var kommet et par kilometre for langt. Tilbage i byen (hvis man kan kalde det en by) kiggede vi efter et sted at spise aftensmad, men alt så ud til at være lukket. Bortset fra enkelte butikker, lå vejene øde, og alt så lukket ud.

Tilbage på hotellet nød vi udsigten over Yudanaka fra vores værelse, spiste vores sushi (ca. 22 kr. for 8 små stykker sushi) og brugte noget tid på at flytte og kigge billeder fra feriens første dage. Derefter gik vi igen ud og kiggede efter et sted at spise aftensmad. Vi fandt en restaurant, hvor plastikudgaverne af deres sushibokse så appetitlige ud. Ejeren, som samtidig var kokken, kunne ikke engelsk, så han tog os med det samme udenfor, så vi kunne pege på plastikmaden og dermed vise, hvad vi godt kunne tænke os.

Det var et meget lille sted – blot fire borde samt 7 pladser ved disken. Vi nød vores sushi siddende på gulvet ved et lille bord. Til fisken fik vi suppe, grøn te og en lille flaske sake. Imens kiggede vi på kokkens arbejde, som stod iført pandebånd og tilberedte den friske fisk. En fisk blev fanget i akvariet, skåret til sashimi og serveret med hoved, hvor fisken stadig lå og åndede. Det må da kaldes frisk fisk!

Nu er vi klar til at lægge os til at sove – igen på tynde madrasser på gulvets sisalmåtter.

Hotel Mont Blanc, Nagoya, kl. 22.00, onsdag den 3. november 2010
Vi stod tidligt op i morges med en plan om at forlade Yudanaka med toget kl. 7.45. Pludselig fandt vi ud af, at hvis vi skyndte os lidt, kunne vi måske nå toget allerede kl. 7.12. Casper fik betalt for hotellet, mens Britt købte lidt morgenmad i det døgnåbne supermarked, så vi havde lidt at spise i toget. Vi nåede toget og var dermed tilbage i Nagano allerede kl. 8.30. Vi havde reserveret billetter med toget videre kl. 12, men eftersom vi ikke lige havde fundet noget i nærheden af Nagano St., som vi kunne bruge ventetiden på, fik vi lavet billetterne om til toget kl. 9.

Togturen fra Nagano til Nagoya var feriens længste – en tur på 3 timer. Det var ikke Shinkansen, men alligevel et helt fint tog med rigeligt med benplads – og selvom det så lidt faretruende ud, kunne vores kuffert og tasker ligge på bagagehylden. Selvom vi nu har været vidne til det mange steder, bliver vi fortsat forundrede over, hvor meget japanerne bukker. Hver gang togpersonalet kom igennem vognen, vendte de sig mod os passagerer (der sad helt nede i den anden ende af vognen!) og bukkede, når de forlod togvognen. En medarbejder tog endda sin uniformskasket af, når han bukkede.

Undervejs kørte vi igennem et flot landskab – skov, floder, terrasser med rismarker og områder med kæmpe bambus. Vi kørte igennem små byer med forfaldne huse og grimt industri, men også igennem mere idylliske byer med flotte huse – heraf flere med blåt glaseret tegltag.

I Nagoya fandt vi næsten uden problemer vores hotel. På toilettet opdagede Casper en fjernbetjening og prøvede at trykke på en knap. Den var altså til det automatiske toilet, så en stråle af vand stod op af toilettet med et sådan tryk, at vandet ramte loftet. Utroligt komisk, men toiletpapiret blev lidt vådt.

Resten af eftermiddagen var der dømt shopping i nogle af byens mange indkøbscentre. Vi startede dog med at gå forbi tv-tårnet i Central Park og ned til den meget futuristiske busterminal med sø på toppen. I kælderen var en større turnering i japansk skak i gang. Derefter besøgte vi et mindre designmuseum, hvor Danmark også var repræsenteret med blandt andet telefoner. Museet var ikke særligt stort, men havde en del ting udstillet i flere meter høje tårne, hvor mekanik rykkede kasser med tingene rundt, så vi kunne se det hele.

Vi besøgte et fancy shoppingcenter fyldt med dyre mærkevarer – i stuen havde Lexus en udstilling, og på 2. sal var de store Toyota-modeller udstillet. I et andet center fandt vi alt det tøj, som de japanske piger går i: lyserøde kjoler med sløjfer og pelsede støvler for blot at nævne noget. I den største boghandel vi nogensinde har set, købte vi et par bøger.

Til aften vovede vi os op på en restaurant på 4. sal, der i stueetagen havde udstillet et menukort med billeder. Teksten var på japansk, men det lykkedes os at pege os frem til noget lækkert mad. Igen blev vi bekræftet i, at japanerne synes, at cornflakes er geniale til isdesserter. Og det smager faktisk ret godt.

Efter en nat på gulvet, er vi glade for at være kommet tilbage til rigtige senge – og disse endda med lækre fjerdyner og -puder! Næsten som at være hjemme…

Karasuma Kyoto Hotel, Kyoto, kl. 20.00, torsdag den 4. november 2010
Vi forlod hotellet tidligt for igen at prøve kræfter med de japanske jernbaner. Målet var Toyota-fabrikken en times togkørsel fra Nagoya. Vi havde læst, at det kunne være svært at finde det rigtige tog, når vi skulle skifte undervejs. Det var dog ikke set store problem, så vi nåede frem til byen Toyota (ja, byen hedder faktisk Toyota – opkaldt efter bilfabrikanten).

Da vi kom til stationen Mikawa-Toyota, fulgte vi bare strømmen. 90 % af passagererne havde kurs mod Toyota. Men de gik mod en indgang, der krævede personalekort, og så vidste vi ikke lige, hvilken vej vi skulle. En kvinde kom os til undsætning. Hun var ansat som engelsk-japansk tolk for Toyota, men da hun var freelancer, havde hun heller ikke personalekort. Så hun fulgte os pænt resten af vejen igennem Toyota-junglen.

Ved Toyotas udstillingshal kunne vi se deres største bilmodeller, hybrid-biler og racerbiler samt lære mere om Toyotas forskning i trafiksikkerhed og miljørigtig transport. Og så gav deres robot et nummer på trompet.

Derefter begyndte det, som vi var kommet efter – nemlig turen til selve fabrikken. I bus blev vi kørt til en af Toyotas fabrikker i byen, hvor de producerede personbiler. Vi fik lov at se den del af fabrikken, hvor de enkelte karosseridele bliver svejset sammen af ikke mindre end 400 robotter. 96 % af arbejdet bliver udført af robotter! Bagefter fik vi adgang til den hal, hvor det færdigmalede karosseri bliver til den færdige bil. Det er der, hvor motor, hjulophæng og alt det andet (sæder, ruder m.m.) bliver sat sammen på samlebånd. Vi var dybt imponerede over effektiviteten! Og så ærgrede vi os over ikke at kunne få lov at tage billeder af det hele. Især robotterne var fascinerende at se på. Et sted var lavet en lille ’legeplads’, hvor man kunne afprøve sine egne evner til at samle og montere på tid. Casper kunne godt få et job med sin hurtighed.

Tilbage i Nagoya hentede vi vores bagage på hotellet og tog Shinkansen til Kyoto – en tur på blot 35 minutter. Fra Kyoto St. var der ca. 1½ km. til vores hotel – bare lige ud af en stor gade. På et sted må vi åbenbart have set lidt fortabte ud, for en mand kom for at hjælpe. Selvom vi ikke havde behov for hjælp, fulgte han os på vej og snakkede løs og spurgte om vores tur rundt i Japan. Han fortalte også, at han selv havde været i Danmark for ca. 10 år siden. På et tidspunkt hev han adskillige bykort op af sin taske og forærede os. Bykort over Kyoto havde vi ikke en gang kunne få på turistkontoret på stationen. Han havde virkelig ingen bagtanker, men var blot venlig – og havde så tilfældigt en masse kort i sin taske. Vi undrede os, men takkede naturligvis mange gange.

Efter få minutter på hoteller gik vi mod Kejserpaladset. Da vi nåede frem, var kontoret desværre lukket. Vi havde ellers håbet at kunne booke en (gratis) guidet tur i haven lige omkring paladset, da det er eneste mulighed for at komme derind. Vi må prøve igen i morgen tidligt.

I Japan findes umiddelbart ingen cykelstier, men i stedet skal man cykle på fortovet. Det har ikke været problem i andre byer, men her i Kyoto er det åbenbart meget mere populært at cykle. Med det resultat, at vi efter blot få timer i byen allerede er godt trætte af cyklister, der zigzagger rundt mellem fodgængere på fortovet – og flittigt bruger cykelklokken, når de vil forbi.

Kyoto har store flotte, moderne glasbygninger i mange etager – og ind i mellem disse ligger små ældgamle træhuse. Pudsig blanding.

Aftensmaden blev indtaget på et lille sted, hvor et måltid mad kostede 22 kr. og så små 7 kr. ekstra fik man suppe og salat til. På bordet stod en lille plastikdims, som vi ikke lige kunne finde ud af, hvad var – måske en holder til tandstikker?! Casper trykkede på den og fandt ud af, at det var til at tilkalde en tjener, for en klokke lød ud i hele restauranten. Så ved vi det til næste gang, vi møder en sådan dims på en restaurant.

Karasuma Kyoto Hotel, Kyoto, kl. 22.30, fredag den 5. november 2010
Vi startede dagen tidligt med morgenmad på et japansk fastfoodsted i nærheden af vores hotel. Der var blandt andet japansk kartoffelsalat i deres morgenmadsburger.

Der var mange ting på dagens program, så vi besluttede at købe et endagspas til metroen. Dette kostede kun 35 kr. Vi fandt dog ud af, at Kyoto kun har to metrolinjer, hvilket forklarer den lave pris.

Efter det forgæves forsøg i går hos Kyoto Palace Household Agengy, gjorde vi et nyt forsøg i dag. Efter at have udfyldt ansøgning med pasnummer m.m., fik vi vores tilladelse til at deltage på en guidet tur i kejserpaladset. Kyoto har i mere end 1000 år været Japans hovedstad, men da Tokyo nu har den ære, bor der ikke længere nogen kejser i paladset. Paladset, de mange sidebygninger og området omkring paladset med japanske have var utroligt flotte.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, så vi besluttede at tage fra paladset til guldtemplet, Kinkajuki. Vi var sikre på, at det ville være flottest i solskin. Og flot var det! Den berømte stenhave, Ryoanji, gik vi efterfølgende til, og frokosten spiste vi der i nærheden. Vores fødder var ved at være godt ømme, men desværre var der hverken metro eller andet tog i nærheden, så det blev en længere tur til den nærmeste station. Dette førte os igennem et område, hvor der ligger ikke mindre end 46 templer. Vi var ikke forbi dem alle, men en stor del. Vi har efterhånden set mange templer (de ligger alle vegne her i Kyoto!), men vi bliver lige imponerede hver gang.

Den sidste af Kyotos must seeseværdigheder, er den 55 meter store pagode, så der måtte vi også til. Igen en god tur på gåben. Ved pagoden var naturligvis flere templer, og i to store templer stod meterhøje Buddha-statuer i guld sammen med andre religiøse figurer. Ligesom på Toyota-fabrikken i går, ærgrede vi os over, at fotografering var forbudt, så vi ikke visuelt kunne dele disse oplevelser med andre.

Metroen førte os tilbage til hotellet omkring kl. 17. Der kunne vi fra vores værelse nyde solnedgangen flotte lys over bjergene uden for Kyoto. Der opdagede vi også, at vores skridttæller var gået kold. Der skulle et reset til, før den igen virkede, så vi kunne desværre ikke se, hvor meget vi havde tilbagelagt i løbet af dagen.

Vi havde læst, at Kyotos ældste running sushi skulle ligge ikke langt fra vores hotel, men trods et ihærdigt forsøg, lykkedes det os ikke at finde den. Aftensmaden blev derfor indtaget på den første restaurant med engelsk menukort (men japansk mad). Efter maden gik vi på geisha-jagt. I Kyoto findes mange geishaer, og i kvarteret, hvor de ofte arbejder, besluttede vi at se, om vi kunne se nogle. Det lykkedes os at se tre rigtige geishaer – i fuldt udstyr og med ansigterne hvidpudret med røde kinder og læber. Hvilket syn!

I de fleste andre byer har postkort ikke været til at opdrive – medmindre vi ville købe et sæt på 8 – 10 stykker. Men her i Kyoto kan vi købe postkort enkeltvis. Så nu er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at skrive nogle postkort hjem til.

Tilbage på hotellet kan vi aflæse, at vi alene her til aften har tilbagelagt mere end 11.000 skridt! Hvis skridttælleren havde virket hele dagen, er vi sikre på, at vi havde slået rekorden (over 35.000 skridt!) fra vores sightseeing i Tokyo.

Karasuma Kyoto Hotel, Kyoto, kl. 20.30, lørdag den 6. november 2010
Allerede inden morgenmaden besøgte vi det første tempel – nemlig det enorme Higashi Honganji-tempel. Der var dog en messe (går buddhister til messe?!) i gang, så vi nøjedes med at kigge på bygningen udefra. Første stop på togturen ud af Kyoto var ved Fushimi, hvor hundredvis af orange porte førte forbi flere helligdomme. Vi gik blot igennem en lille del af de mange porte, inden vi tilbage på stationen tog toget videre mod Nara.

Selve byen i Nara er ikke noget særligt, men Nara-parken var klart den times lange togtur værd. De hellige hjorte gik frit omkring og var totalt ligeglade med biler og mennesker. Butiksejerne havde nogle steder svært ved at holde de sultne hjorte ude og væk fra hylderne med kager og slik. Flere steder kunne man købe specielle hjortekiks til at fodre dem med, og dem var hjortene meget ivrige for at få fat i. Britt blev både bidt i benet og stanget af en hjort, der ville have mere end en enkelt kiks. Det var underholdende – også at se, hvordan andre nærmest gik i panik og smed alle deres kiks, når flere hjorte blev for nærgående. Udover hjorte, lever der også mange skildpadder i søen tæt ved parken.

I parken var vi også lidt hellige – forstået på den måde, at vi igen besøgte templer og andre hellige steder. Både den femetagers store pagode, de 3000 tusind stenlanterner og det enorme Todaiji-tempel, hvor den 16 meter høje Buddha-figur hilste os velkommen. Vi bliver ved med at blive imponerede!

Tilbage i Kyoto brugte vi lang tid på stationen. Stationen har to etager i kælderplan med delikatessebutikker, der primært sælger chokolade og kager. Derover har stationen 10 etager over jorden med butikker og spisesteder. Vi var en stor del igennem, ligesom vi osede rundt i en elektronisk butik på 7 etager. Udover de mange etager med butikker, er stationen også i grundplan stor og noget mere forvirrende at finde rundt på i modsætning til gaderne, så det var lidt svært at komme ud på den rigtige side.

Gentagne gange er vi her i Kyoto blevet overraskede over, hvor ofte bilisterne kører over for rødt. Selv de mindste gader er lysregulerede, og vi kan konstatere, at Kyoto-borgere ikke kender til vigepligtsregler. Hver gang, der er en vej eller udkørsel – eksempelvis fra et parkeringsanlæg, der ikke er lysreguleret – står der mindst to betjente til at dirigere trafikken. Selv i lysregulerede kryds står nogle steder betjente og spærrer vejen med røde ’lyssværd’ for dem med rødt lys for at sikre, at de holder tilbage. Dette hænger ikke helt sammen med japanernes forkærlighed for lige køer og rækker til alt andet.

Tilbage ved hotellet slappede vi på Starbucks (de ligger alle steder her i Kyoto!) og fik skrevet nogle flere postkort. Vi må snart til at få købt nogle frimærker, så de kan blive sendt.

Cross Hotel, Osaka, kl. 21.30, mandag den 8. november 2010
Vi startede dagen med morgenmad på hotellet. Selvom hotellet her kan prale med at være med i den nye Michelin-guide for Kobe, Osaka og Kyoto, så kan deres morgenmadsbuffet altså ikke hamle op med den på deres søsterhotel i Sapporo, hvor vi startede vores ferie.

Inden vi forlod hotellet, bad vi en hotelmedarbejder om at hjælpe os med at booke bord på en restaurant i Kobe, hvor vi kan få lov at smage det berømte Kobe-kød (det, der kommer fra køer, der får massage og drikker øl). Vi havde et navn på en restaurant, men medarbejderen, der havde boet i Kobe, kunne også anbefale en restaurant. Da han havde slået den restaurant op, som vi havde nævnt, hev han dog sin anbefaling tilbage. ’Vores’ restaurant var ifølge ham 4-stjernet, og senere fandt vi ud, at den faktisk har fået en stjerne i den nye Michelin-guide.

Namba Parks var dagens første stop. Vi fandt ud af, at stedet var mere et shoppingcenter end en park. Parken var placeret på centerets tag, og der kunne vi ikke få adgang til, da butikkerne endnu ikke havde åbent. Rulletrapper og elevatorer var spærrede. En enkelt elevator var tilgængelig, men en vagt stoppede os, da vi prøvede at smutte ind sammen med en flok børn. Elevatoren kørte op til biografen, og vagten kunne nok gætte, at vi ikke skulle se en japansk film, men blot prøve at snige os med op.

Fra Namba Parks gik vi til Den Den Town, som er Osakas svar på Tokyos elektronikkvarter. Butikkerne var først ved at åbne, da vi ankom. Vi gik en tur igennem Doguya-suji-arkaden, hvor man blandt andet kan købe den plastikmad, som restauranterne har i deres udstillingsvinduer. Derefter brugte vi nogle timer i diverse elektronikbutikker og de mange manga-butikker (de japanske tegneserier), som også ligger der. Blandt andet besøgte vi en butik i 7-etager, der udelukkende sælger manga-produkter, herunder manga-pornofilm! Ja, i Japan tænder nogen åbenbart på tegnefilmsfigurer, for i kiosker er pornotegneserier også rigt repræsenteret.

Til frokost var vi tilbage i Namba Parks, hvor butikkerne nu var åbne. Og så fik vi lov til at komme op i parken på taget. Et spændende byggeri i mange niveauer!

Fra Namba Parks og tilbage til vores hotel et par kilometre væk, var det faktisk muligt at gå hele vejen i verdenen under jorden. Her er lige så mange butikker i de underjordiske indkøbscentre som i gadeplan. Både i Namba Parks og her tæt ved vores hotel findes butikker, der udelukkede sælger tøj og andet udstyr til hunde og katte – også barnevogne til at køre dem rundt i!. Her har nemlig stort set alle hunde (store som små) tøj på, og i anledning af julen, kan man nu klæde sin hund ud som julemand, rensdyr eller juletræ! Efter at have oset i lidt flere butikker, tog vi en slapper på hotellet.

Vi har fundet vores favorit blandt det japanske restaurantudvalg, så aftensmaden blev igen i dag running sushi – dog på et mindre sted. Lidt uopfindsomt måske, men lækkert! Vi fandt ud af, at vi to tilsammen spiser den samme mængde sushi som en enkelt japaner! De spiser meget og spiser hurtigt! Efter at have fyldt os med sushi, mødte vi et koncept, som vi gerne til have til Danmark. Et issted, som bestod af selvbetjenings-softice-maskiner med 16 forskellige slags yoghurtis og 30 slags toppings. Prisen var ca. 15 kr. pr. 100 gram.

Tilbage på hotellet fortalte vores fjernsyn os, at receptionen havde en besked til os. Det var naturligvis blot svar på vores forespørgsel om hjælp til at booke et bord. Vores bordreservation var lavet, så nu kan vi se frem til at smage, hvad der bliver kaldt verdens bedste (og dyreste?) oksekød.

Cross Hotel, Osaka, kl. 21.30, tirsdag den 9. november 2010
Igen i morges undrede vi os over den japanske rygepolitik. På de fleste gader må man ikke ryge – der er så specielle pladser, hvor man må ryge. Men på restauranterne er der ingen regler. Og da vi spiste morgenmad, måtte der ryges overalt, hvilket også blev gjort. Desværre er bænke (og skraldespande!) en mangelvare her i Japan. Ellers havde vi taget vores mad med ud i det fri, hvor der var rygeforbud.

Uden problemer fandt vi igennem byen med toget og fandt frem til Osaka-borgen – et imponerende bygningsværk med mere end 400 år på bagen. Fra toppen var der en flot udsigt over byen, men denne udsigt blev noget forstyrret af masser af (meget skrigende!) japanske børn på udflugt med deres daginstitution. Indenfor var intet tilbage af borgens oprindelige tilbage, men i stedet var der oprettet museum om borgens historie. I en af bygningerne tilknyttet til borgen var en udstilling med moderne kunst. Vi smed skoene og fik lov at komme inden for. Det var flot og anderledes.

Fra Osaka-borgen gik vi ud til Umeda Sky Building, hvor der fra observationsdækket på 39. etage var udsigt hele vejen rundt på en gang. En anderledes og spændende bygning! Til frokost vovede vi os ind på en restaurant uden engelsk menu, men hvor de servede okonomiyaki, som er en Osaka-specialitet. Det mindede nok mest om en æggekage, som kokken tilberedte på en kæmpe plade. På hvert bord var så en mindre varmeplade indbygget i bordet, hvor ’æggekagerne’ efterfølgende blev placeret, så vi kunne tage derfra.

Derefter stod den på shopping i området omkring Osaka Station. Derfra gik vi turen tilbage til vores hotel – blandt andet via shoppinggaden, Shinsaibashi. Vi fik shoppet en smule tøj og et par souvenirs. Britt faldt for et par støvler, men de japanske størrelser er altså ikke så store. Der var nok alligevel heller ikke plads til dem i vores kufferter.

Behøver vi at nævne, hvad vi fik til aftensmad?! Det samme igen igen…

Piena Hotel, Kobe, kl. 21.30, onsdag den 10. november 2010
Dagens første mission var at købe frimærker – efter at have fundet et sted at spise morgenmad. Sidstnævnte var faktisk lidt svært, da vi ikke var interesserede i nudler til morgenmad. Men både mission morgenmad og mission frimærker lykkedes, så nu er de første postkort endelig på vej mod Danmark.

Vi syntes, at vi havde fået set Osaka, så vi valgte at tage tidligt af sted mod Kobe. Med det gennemkørende speciel rapid-tog tog turen mindre end ½ time. Og fra stationen i Kobe tog det os ikke lang tid at gå det sidste stykke til vores hotel.

Vi kunne ikke tjekke ind så tidligt, men efterlod vores bagage på hotellet og begav os ud i Kobe-by. Vi havde intet bykort, så vi gik lidt på må og få. Vi forsøgte at finde ned til vandet, men fandt blot en masse industri. En tidlig frokost blev indtaget på en bænk i en tarvelig park. Bænke (og skraldespande!) er også sjældne i bybilledet her i Kobe. Umiddelbart virkede Kobe som en noget kedelig by, så da vi fik øje på en bjergkabelbane, gik vi mod den. Vi tog kabelbanen op og nød udsigten over byen og kunne derfra se den enorme industrihavn. Vi gik lidt af turen ned igennem en urtehave og nogle drivhuse, der mest mindede om dem i botanisk have.

Efter at have tjekket ind på hotellet, fik vi et kort over byen – og så, at der faktisk var liv ved havnefronten – bare ikke der, hvor vi havde begivet os ned. Vi besluttede derfor at finde restauranten, hvor vi skulle spise aftensmad og derefter gå ned til havnefronten, inden vi skulle spise. At finde restauranten var dog lettere sagt end gjort, selvom vi havde den nøjagtige adresse. Vi prøvede stædigt at regne ud, hvordan en japansk adresse er bygget op (nej, der indgår ikke et gadenavn!), men måtte til sidst spørge et bud om vej. Vi fulgte hans (japanske!) instruktioner, men fandt ingen restaurant. Vi spurgte så en butiksmedarbejder om vej. Først da et postbud tegnede et lille kort til os (han kunne heller ikke engelsk), fandt vi restauranten. Vi var faktisk gået forbi den tidligere, men havde slet ikke forestillet os, at en Michelin-restaurant havde til huse i en så trist beboelsesejendom.

Da vi havde brugt ret lang tid på at finde restauranten, kunne vi ikke nå ned til vandet inden maden. Til gengæld nåede vi at finde den del af Kobe, hvor der skete noget. Butikscentre, restauranter og menneskemylder. Hvordan havde vi kunne undgå at se det?!

Tilbage på restauranten vidste ejeren med det samme, hvem vi var, da vi kom ind af døren. Vi havde frygtet igen at skulle kæmpe os igennem et japansk menukort og en tjener, der ikke kunne engelsk. Men ejeren talte perfekt engelsk, og menukortet var på engelsk! Skønt! Vi bestilte naturligvis Kobe-bøf.

Eftersom restauranten har en Michelin-stjerne havde vi nok forventet noget lidt mere avanceret mad end det, som vi fik serveret. Forret, suppe, salat, tilbehør til bøffen og desserten var jævnt simpelt, men velsmagende. Men bøffen alene var selvfølgelig en Michelin-stjerne værdig. Aldrig var vi smagt så lækker og mør en bøf! Den var fantastisk! Det hjælper altså at give køer massage og øl.

Ejeren serverede, og vi er sikre på, at det var hans far, der hang ud i køkkenet i kokkeudstyr (vi så ham skære bøffer ud en enkelt gang – ellers hang han blot og kiggede på gæsterne), og så er vi sikre på, at det var mor, der stod ved kasseapparatet. Da vi gik, fik vi lidt af en overraskelse, da gamle mor (mellem 80 og skindød) talte til os på ærkeamerikansk. Her, hvor kun få taler andet end japansk, var hun en af de sidste, som vi havde troet, beherskede engelsk.

Igen vil vi pointere, at det altså ikke er dyrt i Japan. 5 retter mad (heraf verdens bedste oksekød til hovedret!) kostede 600 kr. – og dette på restaurant med Michelin-stjerne! Og en flaske japansk vin kostede ca. 200 kr.

Efter maden gik vi igen igennem den livlige del af Kobe og ned til havnefronten. På turen tilbage til vores hotel kom vi igennem Chinatown. Vi kan godt se, at Kobe ikke er helt så stor en by som eksempelvis Osaka. I Osaka var der tusindvis af mennesker på gaden om aftenen, ligesom de fleste butikker havde åbent. Her omkring 20.30 var det lidt dødt de fleste steder i Kobe, ligesom butikkerne var lukkede.

Kobe-bøf i Kobe var eneste formål med vores besøg i Kobe, så allerede i morgen tager vi videre sydpå.

Chisun Hotel, Hiroshima, kl. 21.30, torsdag den 11. november 2010
Morgenmaden blev indtaget i lyntoget Shinkansen på vores tur fra Kobe til Hiroshima – en køretur på 1½ time. Shinkansen er et fantastisk tog. Ikke nok med, at dets hastighed får de danske IC-toge til at ligne sporvogne, men benpladsen er fænomenal! Der er plads til at strække benene helt ud!

Fremme i Hiroshima kl. 10 blev bagagen parkeret på hotellet, og så af sted igen. Memorial Park var målet. På stedet, hvor verdens første, men desværre ikke sidste atombombe ramte i 1945, findes i dag utallige mindesmærker – blandt andet et for børnene, der mistede livet eller fik misdannelser i årene efter, et for de mange koreanske tvangsarbejdere, der var i Japan i 1945, og et for de studerende, der ofrede deres uddannelse, og i stedet hjalp med at genopbygge byen efter den totale ødelæggelse. På stedet kunne vi også se den bygning, A-dome, der stod i centrum for nedslaget, og hvis sørgelige rester er blevet til World Herritage som evigt minde om en forfærdelig dag.

Et museum fortalte sagligt i ord og gribende billeder om Hiroshimas historie som militærby, om selve nedslaget og om årene, der fulgte med genopbygning og følgesygdomme. Hver gang et land foretager en atomprøvesprængning, sender Hiroshimas borgmester et protestbrev, og kopi af disse protester var udstillet. Seneste brev blev sendt til Barack Obama for mindre end en måned siden. Det gav virkelig stof til eftertanke!

Efter at have tilbragt et par timer på stedet skulle der noget mere letfordøjeligt til. Et hurtigt kig på afstand til Hiroshimas store borg (som vi har valgt ikke at kigge nærmere på) og så en rigtig japansk frokost med ris, misosuppe, syltede grøntsager og grøn te. Derefter osede vi lidt i butikker og slappede et par timer på hotellet.

Det danske konsulent ligger her i Hiroshima, og konsulatet huser blandt andet en café og delikatessebutik med navnet Andersen. Eneste danske islæt var dog deres eget marmelademærke ’Hygge’ og en kage, der med lidt god vilje godt kunne minde om en kanelsnegl. Ellers var det vist kun konsulatets PH-lamper, der var danske.

Aftensmaden blev italiensk. Men med alle de italienske restauranter her i Japan, må det næsten kunne betragtes som lokal mad. Stick Sweets Factory sørgede for skøn dessert – og sticks, selvom de er i kageform, må da også være japansk?!

Julen er kommet til Hiroshima. Ved floden var et lysorgie af lyskæder formet som rensdyr, huse, et skib, en hval og meget meget andet. Det var lige i overkanten, men meget festligt at se på.

Efter længe søgen er det lykkedes os at finde vores hotelværelses netstik, så det kan vist lige blive tid til lidt nyheder hjemmefra.

Chisun Hotel, Hiroshima, kl. 20.00, fredag den 12. november 2010
Efter morgenmad på hotellet satte vi kurs mod stationen og tog toget til Miyajimagushi St.. Derfra tog vi færgen til den lille ø, Miyajima – en sejltur på blot 10 minutter.

Øen er kendt for sit shinto-tempel bygget på pæle og den tilhørende store orange port, der ved højvande ser ud til at flyde i vandet. Da vi kom frem, var det lavvande, så det var næsten muligt at gå ud til porten.

Fra templet ved vandet gik vi gennem byen og op til Daishoin-templet. De mange efterårsrøde træer var et smykt syn sammen med de flotte tempelbygninger. 500 små Buddha-figurer stod tæt ved templet, ligesom 900 bederuller udgjorde et trappegelænder. Det siges, at man bliver rig, hvis man rører alle 900 ruller. Vi tog en side hver på vej ned ad trappen, så måske får vi en formue tilsammen?!

Fra templet fortsatte vi op ad trapperne. Og trapperne ville ingen ende tage. De førte nemlig til toppen af Mt. Misen. Bjerget er kun 535 meter højt, men det bliver altså til en ret lang trappe! Da vi gjorde hold et sted, fordi vi ikke kunne få luft, var det ikke særligt opmuntrende at se et skilt, der viste, at vi kun var gået 1/3 af vejen til toppen. Med vores stædighed nåede vi dog endelig toppen. Desværre blev vi ikke belønnet med nogen superflot udsigt – det var simpelthen for diset i vejret. Fra toppen af bjerget var der ca. ½ times vandring (både op og ned ad flere trapper!) til den bjergkabelbane, som alle de fornuftige turister havde taget op. To kabelbaner senere, og så var vi tilbage ved vandet.

Da vi nåede tilbage til Torii-porten, var tidevandet på sit højeste, og porten så nu endnu mere imponerende ud. Porten var også tænkt som baggrund for et brudepar, som med fotograf, stylist og hele familien skulle sættes op til de helt perfekte billeder. Ligesom andre turister legede vi paparazzier og tog vores egne billeder af det pyntede brudepar. Lidt traditionelt friturestegt japansk mad til frokost, og så var det tilbage til fastlandet igen. Ved vandet lå en bane for race i små speedbåde, og et løb var lige gået i gang. Vi kunne lige snige os til at kigge med over et rækværk.

Tilbage i Hiroshima kiggede vi lidt i butikker, selvom vores ben og fødder var lidt mærkede efter dagens bjergbestigning. Et enkelt stykke julepynt var det eneste, som vi købte.

I går havde vi set et sted med en skøn kagebuffet, og den havde vi besluttet at prøve i dag i stedet for aftensmad. 100 kr. for 70 minutters fri adgang til et vælg af kager og is. Der var også lidt pasta, ris og sandwich, men det var altså ikke det, som folk (eller vi) kom for. Det lykkedes os at smage ikke mindre end 30 forskellige desserter – flere dog kun en enkelt bid hver.

Lidt mere kiggen på butikker blev det til, inden vi vendte tilbage til hotellet til vores sidste nat i Hiroshima. I en 3-etagers bamsebutik blev Britt helt nostalgisk. På en etage var kun Monchhichi-bamser. Monchhichi er i Danmark nok bedre kendt som Bølle – og hvem, der er født i 70’erne har ikke haft en Bølle?!

Castle Hotel, Kumamoto, kl. 20.45, lørdag den 13. november 2010
Efter morgenmaden var det tid til at forlade Hiroshima og sætte kurs mod Kumamoto. Det blev vores sidste køretur med Shinkansen – de fantastiske lyntoge. Shinkansen kørte os til Hakata, og så var det et andet nyt tog derfra det sidste stykke til Kumamoto.

Fra stationen var der en kort køretur med sporvogn til vores hotel. På de andre hoteller har vi boet på op til 21. etage, men alligevel er det her i Kumamoto, at vi har den flotteste udsigt. Vi har nemlig udsigt til Kumamoto-borgen, så den var selvfølgelig det første, som vi besøgte her i Kumamoto. Ligesom borgen i Osaka var det et imponerende bygningsværk, og fra de to tårne var der en fin udsigt over byen – og selvfølgelig til vores hotel. På vej op af trapperne til tårnene, kunne vi godt mærke i vores ben, at vi var på bjergbestigning i går. De er lidt ømme.

Efter borgen besøgte vi et hus tæt ved, der tidligere har været bopæl for en af de ledende herremænd her i Kumamoto. Ligesom på borgen var stort set al information kun på japansk, så vi fik ikke så meget historie ud af det. Det er nu interessant nok at se, hvor spartansk husene var indrettet. Og vi kan jo genkende det fra indretningen på de steder, hvor vi har haft hotelværelser i japansk stil. Tatami-måtterne på gulvet går igen alle steder. Ligesom vi har oplevet det andre steder her i Japan, skulle vi også her smide skoene, inden vi fik lov at komme indenfor. Det er svært at forestille sig et museum i Danmark, hvor man skal rende rundt på strømpesokker.

Efter at have været lidt kulturelle på borgen, kiggede vi igen på butikker. Når vi går i de overdækkede butiksarkader, er det altså ikke til at se forskel på de forskellige byer. Butiksarkaderne ligner hinanden, og det er stort set de samme butikker. På Starbucks, hvor Casper fik en kaffedrik, der mest af alt mindede om flydende brunkage (’gingerbread latte’) fik vi skrevet lidt flere postkort. Vi har efterfølgende fundet ud af, at vi har skrevet forkert dag på dem alle. Vi troede virkelig, at det var fredag i dag. Men sådan er det at have ferie – det er jo underordnet, om det er søndag eller mandag.

Til aften havde vi fundet en italiensk restaurant, som vi gerne ville prøve. Men da de ikke havde ledige borde, endte vi på en japansk burgerbar. Vi har bare ikke i humør til japansk mad, som vi ikke vidste, hvad var. Vi har efterhånden mange gange sat tænderne i noget uden at vide, hvad det var. Og uden at være blevet klogere efter at have smagt det.

Også her til aften har vi en flot udsigt fra vores værelse. Ud over den oplyste borg kan vi kigge ned på hotellets juleudsmykning: lysende rensdyr, der bevæger sig, blinkende stjerner og store ’snebolde’, der skifter farve. Meget festligt.

Castle Hotel, Kumamoto, kl. 20.45, søndag den 14. november 2010
Det var ikke ligefrem den nyeste sporvogn, der kørte os til stationen i morges. Vi tænkte, om den måske engang havde kørt i Københavns gader?

Fra Kumamoto tog vi toget mod Mt. Aso, for i dag skulle vi ud og kigge på vulkaner. Mt. Aso er fællesbetegnelsen for det store vulkankrater (verdens største) og de deri fem vulkaner, der faktisk ligger inde i det gamle krater. En af vulkanerne, Mt. Naka-Dake, er stadig aktiv, og at kigge ned i det krater, var selvfølgelig det, vi skulle.

Det var bumletoget, som vi har kommet med, så turen til Aso St. tog 1½ time. Da vi ankom til togstationen, fik vi at vide, at det pt. var lukket omkring Mt. Naka-Dake. Vi blev rådet til at tage bussen noget af vejen, til vulkan-museet og så håbe på, at vindretningen ændrede sig. Mt. Naka-Dake puster nemlig konstant giftige dampe op og afhængigt af vindretningen, bliver det så indimellem nødvendigt at lukke området omkring krateret.

Vi tog bussen til museet og kiggede lidt der. Desværre var det meste information kun på japansk, så det var meget begrænset, hvad vi fik ud af det. Da vi var kommet igennem, fik vi at vide, at området omkring vulkanen var åbent igen, så vi tog bussen det sidste stykke til kabelbanen. Vi nåede dog lige at købe en vaffel med soft ice inden. I Kyoto smagte vi soft ice med grøn te, og da de her havde softice lavet på sorte sesamfrø, måtte vi selvfølgelig smage.

Netop som vi skulle til at købe billetter til kabelbanen, blev området tættest på kraterkanten lukket igen, og som vi steg ud af kabelbanen på toppen af krateret, blev det sidste område, hvorfra der var lidt udsigt ned i krateret, lukket. Vi havde jo hele dagen og besluttede derfor at vente lidt på toppen i håb om, at vinden igen vendte. Det gjorde den, men ikke til vores fordel. Pludselig blev vi alle genet ind i bygningen til kabelbanen, og selvom vi forsøgte at forklare, at vi gerne ville vente, blev vi sendt med kabelbanen ned igen. Dampene var nu så kraftige, at hele området blev evakueret.

Ved foden af kabelbanen overvejede vi igen at vente på skift i vindretningen, men syntes på den anden side også, at det ville være lidt surt igen at betale for turen op, hvis der igen igen blev lukket. Fra bussen på vejen dertil havde vi set, at der fløj en helikopter over området, så på gåben ned af bjerget begav vi os mod helikopterlandepladsen. Der var vi mere heldige. For mindre end 700 kr. i alt fik vi en tur i helikopter over den aktive vulkan og fik dermed mulighed for at kigge direkte ned i det rygende krater og det dampende vand i bunden. At der i mellemtiden igen var åbent i området, ærgrede os dog ikke. Helikopterturen var så meget bedre end at skulle stå og forsøge at kigge ud over kraterkanten. Derefter gik turen tilbage til Kumamoto; først med bus og så med bumletoget.

Tilbage i Kumamoto havde vi sat os for, at vi gerne ville have steaks til aftensmad. Området omkring Mt. Aso bliver nemlig brugt til græssende køer, som skulle levere noget lækkert kød. Men uden engelske menukort var vi igen lidt fortabte. Da vi til sidst fandt et sted, hvor der på menukortet var et billede af en lækker bøf, gik vi derind. Ingen engelsk menu og ingen engelsktalende tjenere! Men vi fik bestilt et par øl og noget kød. Det viste sig, at på den restaurant skulle man selv grille maden ved bordet. Så vi fik en grill og en masse kød samt et par skåle ris. At få tjeneren til at forstå, at vi også gerne ville have nogle grøntsager til – som salat eller til at putte på grillen – var det sværeste, men det lykkedes (dog kun ved hjælp af ordbogen i Caspers mobiltelefon!). Og så kunne vi ellers selv grille vores kød, løg, kål, peberfrugt og græskar, som var de grøntsager, som vi fik til grillen. Det smagte utroligt lækkert! Da der kom andre gæster ved nabobordet, kunne vi også se, at vi havde fået noget ekstra lækkert kød, hvilket vi selvfølgelig også måtte betale for. Trods dette blev det kun ca. 350 kr. i alt for mad og drikke.

Her i Japan har vi flere gange oplevet lotterier, som det er gratis at deltage i. Britt har tidligere vundet et glas druemarmelade, og i 7-Eleven, hvor vi provianterede lidt morgenmad, vandt Britt en drik på dåse. Selv efter at have smagt den her tilbage på hotellet, har vi stadig ikke fundet ud af, hvad det er. Vores bedste bud er whisky med soda…?

Okinawa Nahana Spa & Resort, Naha, Okinawa, kl. 21.30, mandag den 15. november 2010
Efter en smule morgenmad på hotelværelset, gik vi med vores bagage den lille vej til byens busterminal for at tage bussen til lufthavnen. I bussen fandt vi ud af, at den travetur havde været helt unødvendig. Første stop efter busterminalen var nemlig lige ud for vores hotel.

Kumamoto-lufthavn var ikke den største, men vi fik tiden til at gå i de enkelte forskellige butikker. De fleste solgte primært de sædvanlige japanske kager og slik, og der var rig mulighed for smagsprøver. Efter at have sat tænderne i meget ikke særligt lækkert gummislik, smager vi dog ikke på hvad som helst.

Flyveturen til Okinawa forløb fint, og monorailen bragte os hurtigt fra lufthavnen til vores hotel. Sædvanen tro var vi kun på værelset 5 – 10 minutter, og så var vi ude igen. Øens shoppinggade nr. 1 ligger tæt på vores hotel, så selvfølgelig tog vi en tur op og ned ad den. Med afstikkere fra hovedgaden kom vi blandt andet igennem et fiskemarked, hvor de farvestrålende fisk fascinerede os. Naha har umiddelbart det hele – herunder et Yogurtland! Lækkert! Vi blev nødt til at smage nogle af de specielle is lavet på frugter, som vi aldrig har hørt om tidligere.

Til aften fandt vi en pub, hvor vi bestilte et ’tasting set’. Dermed fik vi mulighed for at smage fire forskellige af de øl, som de selv brygger andetsteds her på øen. Casper fik en gryderet lavet på deres porter.

Vi kan godt mærke, at vi er kommet langt væk fra resten af Japan. Udover det noget varmere vejr, ligner de lokale heller ikke helt de almindelige japanere, og blandt andet udvalget i butikker og deres drikkeautomater er også anderledes. Restauranterne har menukort på engelsk, og i butikkerne virker det også til, at flere kan tale engelsk.

Okinawa har været under amerikansk militærstyre fra 2. verdenskrig og frem til 1972, og her er stadig amerikanske baser på øen. Dette er også årsagen til, at vi for første gang på ferien, har kunnet finde en engelsksproget tv-kanal på fjernsynet. Det er nemlig AFN Prime Pacific, der er en kanal til udstationerede amerikanske soldater. AFN = American Forces Network. Så vi har blandt andet set reklamer for psykologhjælp til soldater. Anderledes, men de sender umiddelbart nogle gode serier – lige nu kører CSI.

Okinawa Nahana Spa & Resort, Naha, Okinawa, kl.22.00, tirsdag den 16. november 2010
Her på Okinawa er to fødevarer, der går igen i mange madvarer: ananas og sød lilla kartoffel. Og ved hotellets morgenmad var begge dele da også repræsenteret, blandt som smørepålæg til brødet, og så var der brød med lilla kartofler, hvilket gav det en flot lilla farve og sød smag.

For ikke at skulle være afhængige af langsomme lokale busser, besluttede vi at leje en bil til dagens sightseeing, så efter morgenmaden var det af sted til nærmeste biludlejning. Ca. 250 kr. for en dags leje af en lille Madza Demio. Og så var det ellers bare at køre derud af…

Vi startede med at køre mod syd, hvor sukkerrørsmarker dominerende landskabet. Vi stoppede ved Seif-Utaki – et helligt sted, der tidligere har været brugt af øens kongelige. Nu er kun rester af altre m.m. tilbage i et flot naturområde. Ligesom mange andre steder på øen, er dette sted også blev erklæret World Herritage af Unesco. Derfra kørte vi videre til Okinawa Peace Memoriel Park – en større park med gravpladser og mindesmærker for alle de faldne i slaget om Okinawa under 2. verdenskrig. Listen med navne vokser stadig, og på nuværende tidspunkt er mere end 240.000 navne skrevet op på de mange stentavler, der stod på rad og række. Et sørgeligt, men alligevel fascinerende syn.

Fra mindesparken kørte vi igen mod nord og stoppede blandt andet ved øens største glasværk. Udover at se, hvordan de farvestrålende glas, der kan købes overalt, laves, var der også en stor butik med et kæmpe udvalg af primært glasvarer. Vi faldt begge for et lille stykke glaskunst med japansk tekst og skulle lige til at købe det, da vi så klistermærket i bunden: Made in Vietnam. Vi nægtede simpelthen at købe glaskunst lavet i Vietnam, når vi nu befandt os på et glasværk på en ø, hvis primære souvenirs er glasvarer.

Fra glasværket kørte vi forbi den amerikanske militærbase op langs østkysten, og stoppede for at nyde den flotte klippekyst med hvide sandstrande ind i mellem. Selvom vi havde pakket badetøjet, var det ikke lige vejr til en svømmetur. Og ved nogle af de flotte strande så vi da også et svømning forbudt-skilt. Lidt af vandet fik vi dog at se. En vindeltrappe førte os ned under vandet og fra små koøjer 5 meter under havoverfladen, kunne vi se de mange farvestrålende fisk, som lever her.

Det var efterhånden ved at blive sen eftermiddag, så de næste steder på øens nordlige del, som vi nåede til, havde lukket – herunder blandt andet en ananas-forlystelsespark. Ja, sådan en har de også her på Okinawa. Aftentrafikken omkring hovedbyen Naha var værre, end vi forventede, så det var ikke mange minutter for tidligt, at vi fik afleveret vores udlejningsbil, inden kontoret lukkede kl. 20.

Da vi i går gik op ad hovedgaden, havde vi set et steakhouse, som vi gerne ville prøve. Det viste sig dog ikke at være et helt almindeligt steakhouse. Maden – herunder dejligt mange grøntsager – blev stegt på en kæmpe grillplade i vores bord, og bøfferne blev stegt i mindre stykker, så vi fik ikke grillbestik at spise med – blot spisepinde! Vi har nu spist med pinde så mange gange, at vi tydeligt kan mærke, at der er forskel, og selvom dette var en restaurant i klart dyrere ende, så var det nogle dårlige, billige spisepinde. Der er altså forskel også på engangsspisepinde!

Eftersom Okinawa er vores sidste stop inden de afsluttende dage i Tokyo, havde vi håbet at kunne få blot en smule sol her på palmeøerne. Temperaturen har da også været behageligt på den rigtige side af 20 grader, men det har været overskyet og blæsende hele dagen – og en smule let regn er der da også kommet. Vi håber på blot lidt blå himmel i morgen, så vi ikke kommer hjem fra sommerferie totalt vinterblege.

Okinawa Nahana Spa & Resort, Naha, Okinawa, kl. 18.45, onsdag den 17. november 2010
Udstyret med et endagskort til Nahas monorail var vi parate til at udforske seværdighederne i Naha og omegn. Vi startede med at tage monorailen til endestationen, hvorfra der var en kort gåtur til borgen, hvor Okinawas konger har boet igennem flere hundrede år. Borgen har siden 1972 været under renovering, og var på nuværende tidspunkt delvist pakket ind i stillads og plastik.

Det var tydeligt at se på borgen, at Okinawa har været under større indflydelse fra Kina end fra Japan igennem mange hundrede år. Drager var brugt som udsmykning både udenfor og indenfor. Især kongetronen, der også var udsmykket med drager, var et flot syn. Overalt på Okinawa ses på tage og ved indgangspartier en slags fabeldyr (blanding mellem løve og drage, synes vi mest, at det ligner), og disse dyr var også at finde ved borgen sammen med de mere traditionelle kinesiske drager.

Fra borgen tog vi monorailen til den anden ende af byen, og efter et par kilometers gåtur op af bakke, kom vi til stedet, hvor den japanske hær havde sit underjordiske hovedkvarter under 2. verdenskrig i slaget om Okinawa. Under slaget om Okinawa blev flere hundrede tusinde dræbt, ligesom mange begik selvmord for ikke at blive tage til fange af amerikanerne, da japanerne tabte slaget. Der var ikke ligefrem højt til loftet i de underjordiske gange, så Casper skulle virkelig passe på – og Britt ligeså nogle steder også.

Hele formiddagen havde solen skinnet fra en næsten helt blå himmel, så vi besluttede at prøve at finde byens eneste strand . Øens strande ligger nemlig udenfor hovedbyen, der derimod har en stor industrihavn. Tilbage på hotellet for at hente badetøjet og så af sted igen mod stranden. Da vi fandt stranden, droppede vi dog at tage en svømmetur. Ja, der var flot fint sand og rent turkisblåt vand, men stranden lå klemt inde i industrihavnen nærmest under en bro og ved et større byggeri. Ikke særligt hyggeligt!

I stedet for en svømmetur (det var alligevel også blevet overskyet) gik vi rundt og kiggede i byen. Vi fik bevæget os et godt stykke væk fra hovedgaden og valgte at tage monorailen tilbage til det kendte kvarter. Vores endagskort til monorailen har virkelig tjent sig hjem, for udover ubegrænset kørsel med monorailen, gav de os nemlig også rabat på indgangen til både borgen og det militære hovedkvarter.

Som alternativ til at gå på jagt efter et sted at spise aftensmad, har vi valgt at købe mad i en delikatessebutik samt supermarkedet. Så nu vil vi spise lidt sushi, salat og japansk kartoffelsalat og så ellers se amerikansk militær-tv resten af aftenen.

Shinjuku Washington Hotel, Tokyo, kl. 20.45, torsdag den 18. november 2010
Monorailen bragte os på ingen tid ud til Naha lufthavn, hvor vi slog tiden ihjel med at kigge på de mange butikker. Kager er altså den mest almindelige souvenir at have med hjem fra Japan, hvis vi skal tro på udvalget i butikkerne.

Til vores glæde opdagede vi, at vi skulle med et Pokemon-fly til Tokyo. Flyselskabet ANA har (mindst) to fly, der er dekoreret med figurerne fra Pokemon, og vi skulle flyve med det blå fly, hvor Pikachu pryder halen. Det er det mest farvestrålende fly, vi nogensinde har set! Selv forhængene i flyet var mønstret med Pokemon-figurer. Totalt gennemført – og lige til at blive i godt humør af.

På turen med lufthavnsbussen til hotellet blev vi endnu engang imponerede over Tokyos størrelse og byens utrolige vejnet i flere etager. Hotelværelserne i de japanske storbyer er ret små, men selv på vores meget lille værelse her i Tokyo, er det alligevel lykkes at få plads til en massagestol på værelset. Underlig prioritering af den sparsomme plads!

De sidste dage her i Tokyo har vi blandt andet planlagt at skulle shoppe souvenirs – både til andre og til os selv. I en elektronik-/legetøjsbutik blev vi denne gang nødt til at prøve et par af de mange automater, hvori man kan trække kapsler med forskelligt legetøj og mangafigurer. Det er underligt, at vi slet ikke har set nogle børn i de butikker, men mange voksne, der trækker, hvad vi vil kalde legetøj, i automater.

Især omkring elektronikbutikker og inde i butikkerne er der en gevaldig larm. Overalt står medarbejdere og råber – sandsynligvis om gode tilbud. Ved en butik talte vi ikke mindre end 10 medarbejdere udenfor butikken, der stod og råbte i munden på hinanden for at fange forbipasserendes opmærksomhed.

Vi havde sprunget frokosten over. Det vil sige, vi troede faktisk, at vi ville få serveret bare en lille sandwich på den mere end to timer lange flyvetur, men grøn te var det eneste, som vi fik tilbudt. Så i stedet blev det til tidlig aftensmad. Det blev running sushi for 5. gang på ferien. Og vi har to aftener tilbage, så vi kan vel nå det endnu en gang…?

Shinjuku Washington Hotel, Tokyo, kl. 22.30, fredag den 19. november 2010
Vi var tidligt oppe og ude ad døren kl. 7.15, for vi skulle besøge det store fiskemarked, og der begynder det hele at lukke allerede fra kl. 9 – og kl. 11 er det meste lukket. Dog er dele af markedet lukket for uvedkommende (læs: nysgerrige turister) før kl. 9 af sikkerhedsmæssige grunde. Før kl. 9 nøjedes vi derfor med at gå og kigge på de mange små fiskebutikker, der ligger i området. Også der skulle vi passe på, at vi ikke blev kørt ned af en af deres små transportvogne – en slags truck. Lidt i ni bevægede vi os ind på selve fiskemarkedet, hvor de mange boder havde anrettet de fisk, som de havde købt på morgenens aktion. Der var både mikroskopiske fisk og kæmpe tun samt muslinger og blæksprutter i alle størrelser. Igen skulle vi passe på, at vi ikke stod i vejen for arbejderne i de smalle passager.

Fra larmen og den hektiske aktivitet på fiskemarkedet var der langt mere stille på børsen (Tokyo Stock Exchange), selvom dagens handel var godt i gang. Fra en glasgang over handelsområdet kunne vi følge børsmæglernes arbejde. Også på børsens museum havde Hello Kitty sneget sig ind.

Fra børsen gik vi til Sony Building, hvor Sony i showrooms over 5 etager præsenterede en stor del af deres varer. Vi var lidt skuffede over den manglende stil. Fra Sony til en anden japansk institution, nemlig Hello Kitty. I et stormagasin i samme kvarter fandt vi nemlig Sanios flagship store, hvor vi fik købt et par souvenirs til venner og familie.

Til frokost fandt vi ud af, at japanere er lige så handicappede med kniv og gaffel, som vi er med et sæt spisepinde. Det var lidt underholdende at følge med i.

Ligesom da vi var i Tokyo for nogle uger siden, tog vi en tur forbi kejserpaladsets have. Denne gang fandt vi den del af haven, hvor kejseren faktisk bor. At nærme sig bygningen – endsige bare se den – var dog umuligt. Der var spærret godt og grundigt af, så kejserfamilien kan gemme sig bag de tykke mure.

Flere souvenirs (mest legetøj til Casper) fik vi købt i elektronikkvarteret, inden vi fandt (ved kun at skulle spørge om vej en enkelt gang!) restauranten, hvor vi med hjælp fra vores hotel havde bestilt bord. Restauranten havde vi fundet i Michelin-guiden. Vi var glade for, at de kun tilbød en fast menu, for ellers havde vi nok haft vores problemer med personalets manglende engelskkundskaber og vores manglende japanskkundskaber. Den japanske vin, som vi forsøgte at bestille, blev til sake, som jo selvfølgelig også er japansk vin. Og umiddelbart det mest almindelige at drikke til maden at dømme efter de andre gæsters valg.

Menuen bestod af ikke mindre end ni små retter, hvoraf fisk eller skaldyr umiddelbart indgik i de otte. Undtagen var frugten til dessert. Noget smagte klart bedre end andet, men alt blev smagt og det meste også spist op. Mest skeptiske var vi, da vi hver fik fem hele friturestegte fisk. Skulle vi spise dem med hoved og ben eller hvad? Det gjorde vi, og de smagte fint. Og da vi til vores ris fik den tørrede udgave af de mikroskopiske fisk, som vi i morges så på markedet, smagte vi også. Mærkeligt at spise mad, der stirrer på en med hundrede øjne. Ja, der var mange små fisk.

Efter maden spurgte vi, om de havde menuen på skrift, så vi kunne finde ud af, hvad vi havde spist. Vi fik den japanske udgave nedskrevet af kokken, og et japansk ægtepar på restauranten var så søde at oversætte det hele til os. Først der fandt vi ud af, at vi havde spist den giftige fisk, fugu! Og vi er stadig i live!

Shinjuku Washington Hotel, Tokyo, kl. 20.15, lørdag den 20. november 2010
Da vi syntes, at vi havde fået set det i Tokyo, som vi gerne ville se (selvom vi kun har set en brøkdel af millionbyen!), havde vi besluttet at bruge vores sidste hele feriedag her i Japan på en udflugt ud af byen. Morgenmaden blev derfor endnu en gang indtaget i et tog.

Med toget kørte vi til Kamakura og gik fra stationen det sidste stykke til den imponerende Buddha-bronzestatue. 11,4 meter i højden – og bygget i 1252! Fra Buddha gik vi videre til Tsurugaoka Hachimangu helligdommen. Igen fik vi set mange små festklædte børn samt hele to brudepar. Det ene brudepar var med deres gæster på vej til et åbent tempel, hvor vi kunne overvære deres velsignelse. Om det var den faktiske vielse, ved vi ikke. Så anderledes end et dansk bryllup.

Efter at have tilbragt nogle timer i Kamakura, tog vi tilbage til Tokyo. Vi havde besluttet at købe nogle japanske øl med hjem (vi havde købt nogle specialøl brygget i Kamakura), en flaske japansk rødvin samt lidt sake med hjem til os selv og familien. Derfor gik vi på jagt efter et stort supermarked. Et supermarked fandt vi ikke. Faktisk har vi ikke på noget tidspunkt her i Tokyo set et egentlig supermarked, men kun store døgnkiosker. Så selvfølgelig fandt vi heller ikke et i dag. Til gengæld fandt vi en af de utroligt appetitlige delikatesseetager i et stormagasin. Der fandt vi en hel afdeling kun med japansk sake og japanske specieløl. Og ekspedienten viste os efterfølgende vej til vinafdelingen, der havde et rimeligt udvalg af japansk vin. Der var stil over stedet, og vinen blev pakket ind med æske, gavepapir og bånd. Faktisk fik vi et nummer og besked om at komme tilbage efter 5 minutter, hvor indpakningen så ville være færdig. Alle øl i glasflasker blev individuelt pakket ind i bobleplast.

Vores sidste aften i Tokyo skulle vi selvfølgelig spise vores japanske yndlingsmad: running sushi. Vi har dermed spist running sushi seks gange den sidste måned – naturligvis på seks forskellige restauranter.

Efter mange gange på vores ferie at have hørt den overdøvende larm, der har lydt, når en dør til en spillehal gik op, vovede vi os her til aften ind i en spillehal. Dem ligger der nemlig en hel af rundt omkring i Japan, og de har alle set ud til at være godt besøgte på alle tider af dagen. Larmen indenfor var helt ekstrem. Det virkede som om, at hver spillemaskine har udstyret med sin egen radio, så hver spiller kunne høre den musik, som de ønskede – uden høretelefoner vel at mærke. Dertil kom så larmen fra de mange spillemaskiner. Vi stod et stykke tid og studerede nogle, der spillede, men det lykkes os ikke at finde ud af, hvordan det foregik. Men her i Japan spiller man ikke med spillemønter, men med små metalkugler.

Nu er der kun tilbage at forsøge at få plads til alle vores nyindkøb, og alt det, som vi havde med hjemmefra, i vores kufferter. Selvom vi på ferien er blevet en kuffert rigere (den, vi købte til vores nye tøj, da vores bagage blev forsinket), ser det ud til at knibe lidt. Men med lidt god vilje og lidt vold skal det nok lade sig gøre at få lukket alle tre tasker.

Frankfurt lufthavn, Frankfurt, Tyskland, kl. 16.00, søndag den 21. november 2010
Vores feries sidste dag blev også den dag, hvor vi stod tidligst op. Allerede kl. 5.30 var vi ude af sengen, og kl. 6.30 var vi ude af hotellet. To timer senere var vi i lufthavnen, hvor vi fik en lille grim oplevelse. Lufthansa mente, at vi havde alt for mange kilo med i vores kufferter, hvorfor vi skulle af med et pænt beløb i overvægt. Ved at melde os ind i Lufthansas frequent flyer program (hvilket var gratis) fik vi lov at have flere kilo med, og prisen for vores overvægt blev reduceret med ca. 40 %. Ja, det blev altså nogle dyre øl og sake, som vi har købt med hjem.

De knap 12 timers flyvning fra Tokyo til Frankfurt skulle igen foregå med verdens største passagerfly, Airbus A380–800. Om det var den samme som sidst, ved vi ikke, men kaptajnen oplyste, at det var det nyeste fly i flåden – så nyt, at det endnu ikke var blevet døbt endnu. Kaptajnen stod også for flyveturens humoristiske indslag. Han var åbenbart fodboldinteresseret, så vi blev alle lige opdateret med resultaterne i de seneste Bundesliga-kampe – naturligvis både på tysk og engelsk. Det er humor! Ellers gik flyveturen primært med at se film og tv-serier – og nyde et par måltider flymad, der naturligvis også bød på lidt sushi.

Her i Frankfurt-lufthavn er det rart, at vi for en gangs skyld har rigeligt med tid til vores flyafgange. Vi har jo ikke ligefrem de bedste erfaringer med lufthavnen. Første gang vi havde en mellemlanding her, missede vi vores fly hjem, og for en lille måned siden, nåede vi jo kun med nød og næppe vores fly, hvilket var mere, end hvad man kunne sige om vores bagage.

Nu sidder vi så lige og slapper og venter på at få overstået den sidste del af vores rejse. Vi glæder os til at komme helt hjem!