Southern Sun O.R. Tambo Hotel, Johannesburg, Sydafrika, kl. 23.15, lørdag den 6. juli 2019
Vi skulle flyve fra Kastrup allerede kl. 6 i morges og skulle derfor tidligt afsted hjemmefra. Casper valgte helt at droppe nattesøvnen, Britt tog tre timer – og Valdemar nåede 6 timers søvn, inden vi tog S-tog og metro til lufthavnen.

Trods det tidlige tidspunkt var der utroligt mange i lufthavnen – helt klar en stor rejsedag. Vi spiste morgenmad og nåede et spil Uno ved gaten inden afgang mod Amsterdam. I Amsterdam havde vi tre timer at slå ihjel, så der blev det også tid til Uno. Afgangen blev lidt forsinket, så vi endte med at sidde i flyet næsten en time, inden vi endelig lettere. 10½ times flyvning!

Casper, der jo ikke havde sovet, tog en lur, mens både Britt og Valdemar var vågne på hele turen. Vi fik set film, læst i bog, løst opgaver – og så fik Valdemar selvfølgelig spillet en del Minecraft på sin tablet. Valdemar er så sej til lange flyveture! Selvom han var godt træt til sidst, var der ingen brok eller piv. At der blev serveret lækre vaffelis undervejs, hjalp også til en lang, men vellykket tur.

Vi måtte vente lidt på den sidste kuffert og også lidt på shuttlebussen til hotellet, men derefter gik det stærkt. Check-in og så i seng! Valdemar nåede ikke at have hovedet på puden i mere end et par minutter, førend han sov – og om lidt gør vi forhåbentlig det samme.

Southern Sun O.R. Tambo Hotel, Johannesburg, Sydafrika, kl. 20.00, søndag den 7. juli 2019
Hotellet bød på en stor morgenmadsbuffet – og alligevel var der ikke rigtigt noget, der fristede. Valdemar guffede dog spejlæg med velbehag.

Det var småkoldt her til morgen – blot 5 grader, så vi måtte lige have en ekstra trøje på. Kl. 8.30 blev vi hentet på hotellet. Vi startede med at køre til hovedstaden, Pretoria, der ligger ca. 40 km. fra Johannesburg. Der besøgte vi først det enorme Voortrekker-monument, mens vores guide fortalte historien om boerne. Fra monumentet kørte vi videre til huset, hvor den tidligere præsident Kruger har boet. Huset stod med mange af de originale møbler, og i baghaven stod togvognen, som han havde fragtet sig rundt i landet i.

Uden at stoppe kørte vi gennem Pretoria, forbi gamle flotte bygninger og mindre kønne ejendomme, inden vi nåede til Union Building. Bygningen og udsigten over byen var flot, men stedets største attraktion var nu den ni meter høje statue af Nelson Mandela. Ved foden af statuen havde en mindre gruppe af Sydafrikas oprindelige befolkning slået lejr med krav om at få den nuværende præsident i tale. De protesterede mod dårlige forhold for det oprindelige folk.

Fra Union Building kørte vi igennem ambassadekvarteret og et andet rigmandskvarter, hvor der lå den ene flotte villa efter den anden, inden vi kørte ind i det vildtreservat, der ligger lige ved motorvejen mellem Pretoria og Johannesburg. Der fik vi mulighed for at komme helt tæt på en flok zebraer, mens vi på afstand så gnuer og impalaer.

Vi rundede Soccer City-stadium – brugt til VM i fodbold i 2010 – inden vi satte kurs mod Soweto – South West Township, som er den største og første township bygget til den sorte befolkning. Vi talte med vores guide om, hvad der ville være politisk korrekt at kalde mørke afrikanere, men kom ikke frem til noget. Vores guide, der selv var mørk i huden, havde ingen problemer med hverken betegnelsen sort eller farvet og brugte selv disse ord.

Det første, vi så af Soweto, var bydelen Orlando, der ifølge vores guide var Sowetos svar på Beverly Hills. Her lå nogle flotte huse om end på små grunde. De var bygget af nogle af de første sorte, der kom til penge. Egentlig ville de gerne bo andre steder, men loven forbød dem at bo andre steder end Soweto, hvorfor de havde bygget deres huse der. Faktisk så Soweto slet ikke så slumagtig ud, som vi havde forestillet os. Der var faktisk mange pæne – dog meget små – huse, mens andre selvfølgelig også havde set bedre dage.

Frokosten indtog vi på en restaurant i gaden, der kan prale af at have huset hele to modtagere af Nobels Fredspris – nemlig Desmond Tutu og Nelson Mandela. Førstnævntes hus bebos vist af hans søn, mens Mandelas hus er lavet om til et museum, som vi dog ikke besøgte. På caféen havde vi ikke helt styr på, hvad vi bestilte, men det viste sig at være afrikanske hot dogs.

Fra Vilakazi Street kørte vi forbi mindesmærket for den 12-årige Hector Peiterson, der sammen med flere andre skolebørn mistede livet i en demonstration i 1976. I den katolske kirke, Regina Mundi, hørte vi historien om demonstrationerne i 1976, der angiveligt i alt dræbte 600 studerende, der protesterede for bedre forhold for den sorte befolkning. Vi fik vist nogle af de tilbageværende skudhuller i kirken, som politiet havde lavet, og så fik vi fortalt om Bill Clinton og senere Michelle Obamas besøg i kirken.

Som nævnt var Soweto væsentlig flottede, end vi havde forestillet os, indtil vi nåede bydelen, Kliptown. Det var her, hvor Freedom Charter blev underskrevet i 1955, hvilket en fin plads og et monument fortalte os. Det var dog mere bydelens slum, der interesserede os. Utallige blikskure – præcist som vi forestillede os en sydafrikansk township ville se ud.

Tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen ville Valdemar rigtigt gerne en tur i poolen. Trods utallige forsøg, hvor stort set kun tæerne kom i, måtte Valdemar dog til sidst erkende, at vandet simpelthen var for koldt for andre end vinterbadere. Så hellere en tegnefilm på værelset inden aftensmaden i hotellets restaurant. Valdemar og Casper valgte det sikre, mens Britt kastede sig ud i en strudseburger med feta.

I morgen flyver vi mod sydøst. Bagagebegrænsningen lyder vist på 20 kg. pr. taske. Da vores tasker vejede omkring 23 kg., da vi ankom i går, forsøgte vi her til aften at flytte noget til håndbagagen, der jo aldrig bliver vejet. Håber ikke, at de er alt for strenge med vægtkravene…

Simbavati River Lodge, Greater Kruger National Park, Sydafrika, kl. 20.30, mandag den 8. juli 2019
I dag var vi tidligt oppe, og allerede kl. 7 sad vi i shuttlebussen til lufthavnen. Vi havde egentlig først tænkt os at tage af sted kl. 7.30 og synes så stadig, at vi var i god tid, men så opdagede vi, at vores rejsearrangør havde skrevet 6.30 i vores rejseplan…

Det var ikke helt lykkedes os at komme ned under 20 kg. med begge vores kufferter, men det blev ikke bemærket ved check-in. Vi måtte trække lidt på smilebåndet, da vi blev spurgt, om vi havde en brandslukker i bagagen – det kunne vi benægte. Det er tydeligt, at Sydafrika er yndet jagtmål: der var en særlig skranke for våben-check-in!

Vi blev positivt overrasket, da hvad vi troede ville være en 1-times flyvetur kun tog 30 minutter. Vores destination, Hoedspruit-lufthavn, er blot en lille bygning, hvor alle os safariturister kan blive hentet af vores chauffører.

Efter en times køretur var vi fremme ved vores lodge, hvor vi blev budt velkommen af to græssende nyaler. Vi blev indlogeret i en lækker hytte, hvor vi fra vores terrasse har der udsigt til et stort vandhul. Lige uden for gik nogle impalaer – og senere kom nogle store vandbukke forbi. Solstolene ved den lille pool havde fået besøg af to vortesvin, og ved frokosten fik vi øje på en krokodille i vandet.

Sidst på eftermiddagen var det tid til vores første game drive. Vi havde ikke kørt langt, førend vi havde første stop. Der stod simpelthen en bil og et par medarbejdere fra lodgen og lavede vaffelis til os.

Vi ved ikke helt, hvad vi havde forventet, men i hvert fald blev vi lidt skuffede over antallet af dyr, som vi så: Rigeligt med impalaer, flere vandbukke, et par krokodiller og en enkelt giraf. Sidst på turen blev det lidt bedre, da vi i græsset så en leopard, og da vi stoppede ved et vandhul for en sundowner (der blev linet op med vin, øl og snacks) kom et næsehorn. Den turde ikke helt komme hen til vandet, da vi stod der, men vovede sig hele tiden lidt tættere på. Lidt betryggende, at det store dyr faktisk var bange for os, men alligevel kom pænt tæt på, som vi stod der ved siden af jeepen – med flagermus flyvende over vores hoveder. Da vi kørte afsted, kom endnu et næsehorn helt tæt forbi jeepen, og de to næsehorn endte med at jage hinanden et par gange rundt om vores jeep. Det var en fantastisk oplevelse, som Valdemar – der ellers var begyndt at kede sig lidt – også fandt fascinerende.

På vej tilbage til lodgen i mørket, kørte vi forbi et vandhul, hvor en flok flodheste holdt til. I lyset fra vores trackers håndholdte projektør kunne vi se dem i vandet. Over os var en fantastisk stjernehimmel. Tror aldrig, at vi har set så mange stjerner på en gang!

Aftensmaden stod på diverse afrikanske specialiteter – bl.a. ’pap’. Vi må indrømme, at vi måske var lidt misundelige på Valdemars spaghetti med kødsovs. Valdemar fik is til dessert både til frokost og aften, så med eftermiddagens isvaffel, talte han, at han havde spist 6 kugler is – den 7. måtte han levne efter aftensmaden.

Tilbage i hytten opdagede vi, at vores senge er udstyret med varmetæpper under lagnet – og disse var blevet tændt. Valdemar nød det! Eftersom temperaturen ikke kommer under 13 grader udenfor i nat, har vi dog valgt at slukke dem og satser på, at vi kan holde varmen.

Simbavati River Lodge, Greater Kruger National Park, Sydafrika, kl. 20.30, tirsdag den 9. juli 2019
Vækkeuret ringede allerede kl. 4.45, for kl. 5.30 skulle vi på game drive – eller det troede vi, at vi skulle. Men der var meget tomt, da vi kom op til hovedhuset 5.20. Det viste sig, at game driven først var kl. 6, så vi havde kunnet sove en halv time længere!

Da vi satte os i jeepen, blev vi tilbudt varmedunke. Vi takkede nej og tænkte, at vores tre lag var nok sammen med de tæpper, som også lå i jeepen. Vi fandt dog hurtigt ud af, at når først vi sad i den åbne jeep med vinden lige i hovedet, var det faktisk ret koldt. Valdemar havde heldigvis sagt ja til varmedunk, og udstyret med to hætter og vanter på samt pakket ind i et tæppe, havde han det dejligt, mens vi andre småfrøs lidt. Vi nød derfor et stop på turen, hvor der bl.a. blev serveret varm kakao og kaffe.

Vores tre brasilianske medpassagerer var – ligesom i går eftermiddags – pakket ind i vinterjakker, halstørklæder, vanter og tophue. Hvor vi grinede noget af deres påklædning i går eftermiddags, hvor Casper sad i korte ærmer, forstod vi dem lidt bedre her til morgen.

Game driven bød ikke på nogle vilde dyreoplevelser. Faktisk så vi på de tre timer kun impalaer, vandbukke og kuduer, som vi havde set mange af tidligere. Det var ret kedeligt, og Valdemar var da også ved at falde i søvn.
Vi kom tilbage på logden kl. 9 til morgenmad. En lille enkelt buffet og så lidt varmt a la carte. Valdemar holdt sig til bacon og spejlæg, mens Britt naturligvis skulle smage dagens specialitet: french toast med banan og bacon.

Efter morgenmaden gik vi tilbage til hytten for at slappe. Britt fik sig bl.a. en lur, mens Casper og Valdemar hyggede på terrassen. Da vi sad på restaurantens terrasse til frokost, kom der mange dyr forbi – bl.a. impalaer, nyalaer og vandbukke kom fra den anden side af floden og græssede lige ved sammen med et par vortesvin, mens en krokodille lå og slikkede sol.

Efter den skuffede game drive i morges håbede vi at se lidt mere på eftermiddagens tur – og vi blev heldigvis ikke skuffede. Selvfølgelig så vi flere impalaer (vi har ikke længere helt styr på, hvor mange vi har set, men det er vist mere end 150), vandbukke og kuduer, men nu fik vi også set en vandbøffel, en flok giraffer, et hvidt næsehorn (som selvfølgelig var gråt) og endnu en leopard, som vi denne gang fik set helt og i længere tid. Som vi kom kørende, dukkede en stor hanelefant pludselig op foran os. Den var tydeligvis ikke tilfreds med vores tilstedeværelse, så vores chauffør skyndte sig at køre væk, inden den angreb jeepen. Vi var også så heldige at se tre hyænehvalpe. Hyæner er altså nuttede som små, men som vores guide sagde: ”It’s just downhill from here”

Intet is-stop i dag, men selvfølgelig en sundowner med snacks. I dag var udvalget udvidet med diverse spiritus til drinks – sikkert fordi vores brasilianske medpassagerer i går havde efterspurgt gin & tonic. På turen hjem efter solnedgang mødte vi et hulepindsvin, ligesom vi fik set en lille bushbaby hoppe fra gren til gren i et træ. Set og set er måske så meget sagt, men vi fik da set noget i bevægelse, som vores tracker fortalte, var en bushbaby…

I lyset af en enkelt olielampe på bordet spiste vi lækker aftensmad: impala. Valdemar fik klemt lidt is ned, mens vi sprang desserten for at kunne komme lidt tidligere i seng. Med fuld power på varmeapparatet og varmetæpperne i sengene, var der godt lunt i hytten. Vi har dog slukket for det hele – med undtagelse af varmeapparatet på Valdemars værelse.

Simbavati River Lodge, Greater Kruger National Park, Sydafrika, kl. 20.15, onsdag den 10. juli 2019
Vi sov lige en halv time længere i morges – og tog lidt varmere tøj på til morgenens game drive. Britt og Valdemar tog imod en varmedunk og godt pakket ind i tæpper, kunne vi holde varmen – Valdemar både med hue og vanter.

I går morges var en ret kedelig game drive, hvor vi ikke så så meget. Her til morgen var vi lidt heldigere. Vi så en enkelt giraf og en krokodille, og på landevejen legede en flok vilde hunde. Da vi senere kørte forbi deres hule, håbede vi at se de små hvalpe, men de sov åbenbart stadig.

Heller ikke denne gang så vi nogle løver. Faktisk har der ikke været løver i området de seneste fem dage, hvilket er noget usædvanligt. Løverne er ude at inspicere grænserne af deres territorium, men dette varer normalt kun fire dage, fik vi fortalt. Der er flere trackere i området, der holder øje med, hvornår løverne kommer ”hjem”.

Tilbage på logden kl. 9 fik vi spist alt for meget morgenmad. Her er ikke en kæmpe buffet, men til gengæld er det, der er der, bare lækkert og god kvalitet. Eksempelvis ingen skiver af papost, men derimod fem forskellige lækre oste! Mens vi spiste, kom nogle små aber forbi, så en tjener havde gang i slangebøssen for at jage dem væk.

Tiden fra morgenmad til frokost tilbragte vi på vores terrasse. Det vrimlede med dyr udenfor: vandbukke, nyaler, impalaer, bavianer og endda også nogle giraffer kom forbi – sidstnævnte dog på den anden side af floden. Et par nyalaer sloges lige ved vores terrasse.

Mellem frokost og ”high noon the” var vi også på terrassen og i hytten, hvor vi begyndte at pakke lidt. Vi bliver nemlig hentet herfra lige efter morgenens game drive.

Sidst på eftermiddagen var temperaturen kommet op på 28 – 29 grader – noget af en kontrast til morgenens kolde game drive. Valdemar blev glad, da vi i dag også startede turen med et is-stop: vaffelis til alle. Turen bød igen på rigeligt med impalaer og vandbukke samt flere andre små antiloper. Et sted mødte vi en vortesvinsfamilie med flere små, søde unger, og i et vandhul så vi både flodheste og krokodiller. Derudover så vi også nogle giraffer.

Efter vores sundowner, hvor Valdemar brugte jeepen som klatrestativ, sad vores tracker igen og flakkede ud med projektøren. Imponerende nok fik han spottet en lille plettet ”genet” – et lille kattedyr. Når vi igen får netforbindelse, må vi finde det danske navn (som viste sig at være genette). Derudover krydsede flere harer også vores vej ligesom de forrige aftener.

Aftensmaden var BBQ. Vi havde dog spist rigeligt i løbet af dagen, så vi nøjedes med en lille portion og sprang desserten over. Valdemar guffede løs: pasta med parmesan og tre kugler is til dessert.

Vi har nu slukket alle varmetæpperne i sengene og vil for sidste gang lægge os til at sove her i ”vildmarken” til lydene af diverse frøer, cikader og fugle.

Protea Hotel by Marriott, Hazyview, Sydafrika, kl. 20.30, torsdag den 11. juli 2019
I morges var det tid til sidste game drive i Greater Kruger National Park. Vi håbede stadig at se løver, men blev desværre skuffede. De var endnu ikke vendt tilbage til området. Derimod havde vi ikke kørt længe, førend vi så de første elefanter: Først tre styks og tæt derpå resten af flokken på 11 elefanter – heraf en meget lille unge, der blot var en måned gammel. Den havde endnu ikke lært at styre sin snabel og fjollede bare rundt. Efter elefantbabyen fik vi set endnu en baby – nemlig et næsehorn med dens blot en uge gamle unge. Skøn oplevelse med de to babyer!

Da vi kom tilbage til lodgen, var det tid til at tage af sted. Vores chauffør for de næste tre dage – en kæmpe fyr ved navn Elvis – kom for at hente os. Vi bad ham vente lidt, så vi lige kunne nå en sidste, lækker morgenmad, og så var vi klar til at komme afsted. På turen gennem parken var vi så heldige både at se en lille flok giraffer med to små unger samt nogle zebraer. Sidstnævnte havde vi ikke set tidligere.

Dagens første stop var ved Blyde River Canyon, hvor vi nød den imponerende udsigt over området. Næste stop var Bourke’s Luck Potholes – endnu et flot naturfænomen. Endnu en flot udsigt over kløften og bjergene fik vi fra God’s Widow, hvor vi gik til toppen, hvor der faktisk er regnskov på grund af det fugtige klima – bl.a. forårsaget af de varme vinde fra Det Indiske Ocean.

Dagens sidste stop var for at spise frokost i byen Graskop. Vi spiste det sted, hvor alle andre turister (heriblandt en gruppe danskere, som vi havde set både ved Blyde River og Potholes) også spiser: Harriet’s Pancakes. Vi fik serveret lækre madpandekager, men Valdemar påstod dog, at han ikke kunne lide sin pandekage med bacon og ost (what’s not to like?!). Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vores hotel, hvor der for Valdemar blev tid til både en tur på legepladsen og i poolen.

Turen fra Greater Kruger National Park og her til hotellet har været igennem et varieret landskab med en del bjergkørsel. Det første stykke var naturligvis forbi diverse private reservater – herunder nogle, der specialiserede sig i turister, der gerne ville på jagt, og andre steder, hvor de levede af at ”opdrætte” og sælge vilde dyr – og så de klassiske med lodges og game drives. Derefter kørte vi et godt stykke med store områder med skovdrift, hvor der på flere marker blot fra store træstubbe tilbage efter fældning.

Et sted på vejen var netop sket et uheld: En lille lastbil med tykke træstammer havde tabt sin last, så der lå træstammer spredt ud over vejen. En bil var blevet ramt i forruden, og en anden var endt i grøften sikkert i et forsøg på at undvige. Ingen personer så ud til at være kommet til skade.

Den sidste del af turen bød på enorme plantager med appelsiner, avokadoer, mangoer, macadamianødder og bananer, og fra utallige små primitive boder langs vejen blev solgt appelsiner og avokadoer i store net.

Vi havde ikke rigtigt nogle valgmuligheder i forhold til aftensmaden og spiste derfor på restauranten. De ville gerne sælge os deres store buffet, men vi havde mest lyst til noget helt simpelt og endte der med pasta med kødsovs. Efter ikke at have fået frokost, spiste Valdemar godt af sine fiskefingre.

Hotellet ligger smukt med udsigt over bjergene. Desværre ligger der en trafikeret landevej på den anden side, så vi kan konstant køre summen fra bilerne. En kedelig kontrast til de sidste tre nætter, hvor det kun har været diverse dyrelyde, der har ”forstyrret” vores nattesøvn. Vi falder dog nok i søvn alligevel…

Mantenga Lodge, Mantenga, Swaziland, kl. 19.30, fredag den 12. juli 2019
I dag skulle vi ikke tidligt afsted på game drive – og alligevel var vi alle oppe kl. 5.30. Lidt før kl. 8 tog vi afsted sammen med vores chauffør, Elvis.

Igen kørte vi igennem store områder med skov og fældet skov samt store plantager med frugttræer. Andre steder var udsigten præget af marker, primært små landbrug, hvor det var tydeligt, at hvert hus havde mark, kvæg og køkkenhave og dermed forsøgte at være selvforsynende. Da vi passerede et privat dyrereservat, fik vi også set nogle zebraer.

At krydse grænsen til Swaliland tog lidt længere tid end forventet. Først skulle vi i en bygning have stemplet i passene, at vi forlod Sydafrika. Ved en kontrolpost blev det kontrolleret, at vi havde fået stemplet, og et tredje sted skulle vi ind og have vores tilladelse til at komme ind i Swaziland.

Vores første stop i Swaziland var en glasfabrik. Vi fik mulighed for at se, hvordan de mange medarbejdere lavede bl.a. drikkeglas og glasdyr – alt sammen af genbrugsglas. Selvfølgelig købte vi et par små glassouvenirs, selvom vi egentlig ikke har plads til mere vægtmæssigt i vores bagage. Vi har nemlig endnu en indenrigsflyvning om tre dage, hvor vægtbegrænsningen er 20 kg. pr. kuffert.

Fra glasfabrikken kørte vi gennem hovedstaden, Mbabane, til King Sobhuza II Memorial Park – et museum og mindepark for Kong Sobhuza den 2., der døde i 1983. En guide viste os rundt og fortalte om landets og selvfølgelig især kongens historie. De lokale tror stadig, at kongens sjæl (og hans tårer) befinder sig et sted på grunden – og ved stedet står en vagt døgnet rundt, så ingen stjæler den. Vores guide fortalte, at det nærmest var ulovligt at fortælle, hvor mange koner og børn, som kongen havde – og han afslørede det derfor kun, hvis vi lovede ikke at skrive om det på nettet, for han kunne blive fyret for at have fortalt det. Vi regner ikke med, at nogen fra Swaziland læser vores dagbog og tænker derfor, at vi ikke bringer vore guide i fedtefadet ved at fortælle om kongens 70 koner og mere end 200 børn. Vi fik også fortalt, hvorfor det især tidligere var meget slemt at være venstrehåndet, da guiden fandt ud af, at både Casper og Valdemar var ’lefties’. Det var et meget lærerigt besøg!

Vi valgte at springe besøget på Nationalmuseet over og kørte i stedet direkte til et indkøbscenter, hvor vi spiste frokost på en burgerrestaurant. Mange steder var nybyggeri i gang – bl.a. var et stor konferencecenter ved at blive bygget lige uden for Mbabane.

Trods enkelte små, ret beskedne huse, så der generelt pænt ud, og boligerne var gennemsnitlig i bedre kvalitet end i Sydafrika. Vores chauffør fortalte dog, at befolkningen alligevel var ved at være lidt træt af kongen, der sidder på al magt i landet. Selv i landets store virksomheder, som eksempelvis landet største teleselskab, sidder medlemmer af den kongelige familie i ledelsen. Swaziland er umiddelbart det sidste, rigtige kongedømme i Afrika. Her er valg i landet hvert femte år, men eftersom kongen alligevel udpeger de vigtigste ministre, er det vist mere proforma.

Efter frokosten kørte vi direkte til vores hotel, hvor vi ankom midt på eftermiddagen. Selvfølgelig skulle poolen prøves. Men selvom solen skinnede, og temperaturen var omkring 30 grader, var vandet iskoldt! Valdemar kom dog helt i, men ikke så længe. I stedet gik vi en kort tur til nogle nærliggende butikker, der solgte lokalt kunsthåndværk. Selvom flere ting fristede, købte vi kun et flot, håndmalet postkort. På stedets spisested fik vi lidt at drikke, inden vi gik tilbage til hotellet. Der satte vi os på hotellets terrasse med hver vores skærm. Okay, vi fik også nydt den flotte udsigt over bjergene.

Vi har nu spist aftensmad på hotellets restaurant og er klar til at gå i seng.

Lidiko Lodge, St. Lucia, Sydafrika, kl. 20.45, lørdag den 13. juli 2019
Efter morgenmaden kørte vi videre sydpå videre ned igennem Swaziland – vi havde en lang køretur foran os uden planlagte stop. Undervejs fik vi endnu mere at vide om landet – og vi fandt ud af at spotte i hvilke huse, at manden havde flere koner.

Vi kørte igennem landets næststørste by, Manzini, der i modsætning til hovedstaden, ikke havde samme udvikling. Som vi kom længere sydpå, blev husene tydeligvis mindre og mere faldefærdige. Levestanden var her ikke særlig høj.

Appelsinplantagerne og bananpalmerne, som vi havde set de forrige par dage, var nu skiftet ud med ananasmarker, så langs vejen stod de små vakkelvorne boder med sirligt stablede ananas til salg. Senere var det marker med sukkerrør, der prægede landskabet. Utroligt nok foregik høsten med håndkraft. Flere overfyldte lastbiler med sukkerrør kørte forbi, og på vejen og i rabatten flød det med sukkerrør, der var røget af lastbilerne.

For ikke blot at se det hele ud gennem vinduet på bilen, fik vi vores chauffør til at stoppe ved en lille samling huse ved landevejen. Mens han kørte i bilen foran os, gik vi gennem ”byen” til stor undring for indbyggerne. Især børnene var meget interesserede i os.

At krydse grænsen tilbage til Sydafrika var næsten ligesom i går: Først ind i en bygning og blive stemplet ud af Swaziland og så videre til næste bygning for at blive registreret som indrejst i Sydafrika igen. Grænsen er næsten lavet som 100 meter ingenmandsland, hvor kontrollen foregår, med bomme på hver side.

Vi havde kun kørt få hundrede meter i Sydafrika, førend en impala hoppede ud på vejen foran bilen (vi ramte den ikke), og kort derfra stod en giraf og græssede i rabatten. Efter lang kørsel på en 2-sporet landevej med meget lastvognstrafik nåede vi omkring kl. 14 endelig frem til vores lodge her i St. Lucia.

Da vi gik op og ned ad hovedgaden i St. Lucia, var det tydeligt at se, at byen lever af turisme, og her er masser af lækre spisesteder og butikker med souvenirs og safariudstyr. Vi nøjedes med at kigge og gik så tilbage til poolen. For en gangs skyld var vandet ikke iskoldt, men kun koldt, så Valdemar fik svømmet lidt. Efter en kold pool-tur stod den på et varmt karbad, inden vi igen gik ned på hovedgaden.

Til aften valgte vi et spisested, hvor vores hotel havde fortalt, at de lavede byens bedste pizzaer. Britt måtte bare prøve en pizza med banan og bacon, og den smagte virkelig godt! På hotellet havde de fortalt, at det var sikkert at gå i byen efter mørkets frembrud. Det eneste farlige i byen er de mange flodheste, der ind i mellem også går tur på hovedgaden, når det er blevet mørkt. Efter maden gik vi derfor igen en tur op og ned ad hovedgaden, men vi mødte ingen flodheste.

I morgen står den på feriens sidste safari, men utroligt nok bliver vi først hentet kl. 8 – noget sent for en safaritur. Det skulle dog undre os meget, hvis det lykkedes os at sove længere end til kl. 6. Vi har været oppe før kl. 6 også de seneste morgener, hvor vi ellers har kunnet sove længe.

Lidiko Lodge, St. Lucia, Sydafrika, kl. 21.15, søndag den 14. juli 2019
Det lykkedes faktisk Valdemar at sove længe i morges. Inden vi skulle afsted på safari, nåede vi dog lige forbi morgenmadsbuffeten og snuppe et par lækre croissanter til at spise på vejen.

Der var tre kvarters køretur til Hluhluwe-Imfolozi Park,hvor vi skulle på feriens sidste game drive. Vi fik godt med vind i håret i den halvåbne jeep og var da også lidt glade for tæpperne, som vi havde over benene. Der var rigeligt at se på på turen dertil: drenge, der stod i kø for at hente vand ved brønden, køer på vejen og generelt masser af liv langs vejen.

Vi fortalte vores guide, at vi endnu ikke havde set en løve, hvorfor vi håbede, at han kunne finde en til os. Som vi også selv havde tænkt, sagde han, at vi måske var lidt for sent på den, da vores game drive var startet så sent, men han ville gøre et forsøg. Som vi kørte igennem den enorme park, fik vi både set elefanter, næsehorn, giraffer, zebraer, kuduer, vortesvin, bøfler og gnuer. Især de to sidstnævnte var vi glade for at se, da vi i Greater Kruger National Park kun havde set en enkelt bøffel – og ikke en helt flok som her – og gnuer havde vi slet ikke set. Nu stod de og spærrede vejen for os. Vi så naturligvis også et hav af impalaer, så vi nu i alt har set tæt på 600. Ja, vi har faktisk forsøgt at tælle dem, som vi har set.

Desværre var det ikke til at finde løver. Det betyder, at vi kommer til at tage hjem fra Sydafrika uden at have et en eneste løve. Hvilken skuffelse! Okay, vi har haft et hav af andre fantastiske dyreoplevelser, men alligevel… Løver, der ikke var i bur, havde været det, som Valdemar havde glædet sig allermest til at se.

Tilbage i St. Lucia blev vi sat af ved broen, hvorfra vi skulle på flodheste-cruise. Først da vi stod ved bådebroen, fik vi set på mailen fra vores rejsebureau, at hotellet havde skrevet, at vi skulle hente billetter på turarrangørens kontor. Britt skyndte sig til det, der viste sig ikke at være turarrangørens kontor og så tilbage igen med uforrettet sag. Vi fik dog lov at komme med uden billetter – og endte faktisk med ikke at betale, da hun ikke lige kunne give penge tilbage og derfor bad os vente med betalingen. Hun var bare ikke at finde efterfølgende…

Fra den lille båd fik vi mulighed for at komme helt tæt på de enorme flodheste, som bor i floden. Enkelte kæmpe nilkrokodiller mødte vi også, inden vi så solen gå ned.

Vi gik tilbage til hotellet for så at gå lidt sent ud at spise aftensmad. Mens vi spiste, viste restauranten Wimbledon-finalen, og vi blev hængende, til kampen var slut. Det blev en lang affære! Også i aften håbede vi at se flodheste i hovedgaden, men heller ikke i dag var vi heldige.

Courtyard Hotel, Port Elizabeth, Sydafrika, kl. 20.45, mandag den 15. juli 2019
Vi kunne først få morgenmad på hotellet kl. 7.30 og burde derfor sove længe, men vi må bare konstatere, at vores feriedagsrytme starter omkring kl. 6 om morgenen.

Efter morgenmaden stillede vi os klar til at blive hentet af en chauffør, der skulle køre os til lufthavnen i Durban. Vi syntes i forvejen, at der ikke var meget tid til køreturen, så vi blev noget nervøse, da chaufføren ikke lige dukkede op. Små 20 minutter forsinket kom han dog endelig, og vi kunne begynde den næsten 2½ time lange køretur.

Der var ikke meget at se på, så Valdemar ”slap” for at kigge ud ad vinduet og underholdte sig i stedet med sin tablet, mens Britt fik sig en god lur. På vejen blev vi stoppet i en politikontrol – typisk, når vi nu havde travlt og derfor ikke havde tid til en omhyggelig betjent, der skulle tjekke vores chaufførs kørekort og tjekke for ubetalte bøder og lignende.

Vi kan godt lide at ankomme til en lufthavn i god tid inden afgang, så vi var ikke helt tilfredse med blot at ankomme 1½ time før afgang. I modsætning til i Johannesburg havde vi dog ingen problemer med at finde den rigtige check-in-skranke, og – også i modsætning til Jo’burg – var ingen kø til sikkerhedskontrollen. Derfor havde vi alligevel rigelig med tid i lufthavnen inden afgang. Valdemar hyggede sig med at blande slik i en slikbutik.

Flyet lettede til tiden og ankom til Port Elizabeth 20 minutter før planlagt tid efter blot 1 time og 10 minutters flyvning. Flyselskabet (SafAir) pralede med at være det mest punktlige flyselskab i Sydafrika, så vi kan have dem mistænkt for at lægge ekstra tid oven i flyvetiden for altid at kunne ankomme til tiden eller som i dag: tidligere end planlagt.

Fra lufthavnen var der små 10 minutters kørsel til vores hotel. Her har vi fået en lækker suite med to værelser, sofagruppe, ”køkken” og spisebord og terrasse med havudsigt.

Vi gik straks ud for at gå en tur i området. Vi bor lige ved siden af forlystelsesområdet, The Boardwalk, hvor flere spisesteder dog havde lukket. Vi er her trods alt uden for højsæsonen, så der virkede lidt tomt. Vi gik igennem et villakvarter, hvor stort set alle huse var gemt bag høje mure med elektrisk hegn eller pigtråd på toppen. I et supermarked fik vi provianteret en del – bl.a. brød og pålæg, så vi de kommende dage selv kan lave os nogle sandwich.

På turen langs stranden tilbage fandt vi en café, hvor vi spiste tidlig aftensmad. Frokosten havde vi jo sprunget over, og der var ingen servering i flyet (uden betaling). Her til aften har vi slappet på værelset og bl.a. nydt, at vi for første gang i mange dage har en god, stabil internetforbindelse.

Courtyard Hotel, Port Elizabeth, Sydafrika, kl. 20.00, tirsdag den 16. juli 2019
Vi havde talt om, at dette skulle være en ren slappe-dag, men vi syntes alligevel ikke, at vi kunne sige, at vi havde set Port Elizabeth, hvis vi kun havde set dette hvide rigmands- og ferieområde, som vores hotel ligger i. Derfor besluttede vi at gå en tur til byens centrum.

Byen har en ’herritage trail’, der kommer forbi en masse af byens historiske bygninger. Nogle gange ubevidst og andre helt med vilje endte vi med at gå en tur rundt i byen sådan cirka parallelt med den historiske rute. Vi fik måske ikke set alle de historiske bygninger, men vi fik et godt indtryk af byen – både de flotte steder og nogle lidt tarvelige beboelseskvarterer. Vi havde talt om at tage en taxi eller en bus tilbage til vores hotel, men vi følte os mere trygge på gåben og endte med at gå tilbage også. Det blev en god tur på 13 km. Vi spiste frokost på McD på tilbagevejen og var så tilbage på hotellet først på eftermiddagen.

Selvom Valdemar bare ville i poolen, insisterede vi på at tage en tur på stranden først – bare for lige at stikke tæerne i det kolde Indiske Ocean. Det endte med, at vi var på stranden i mere end to timer, hvor Valdemar kastede sig i de store bølger. Vi startede med at have stranden for os se, men sidst på eftermiddagen kom en del lokale unge. Vandet var noget koldt, og det blæste lidt, men vi var da alligevel i shorts og korte ærmer. Derfor morede vi også over livredderen, der stod med tophue, lange bukser og noget, der lignede en lang vinterfrakke. Turen i poolen blev droppet og i stedet erstattet af et bad på hotelværelset. Vandet i poolen var alligevel også møgkoldt og ikke nær så sjovt som bølgerne i havet.

Heller ikke i dag gik vi langt for at spise aftensmad. Faktisk spiste vi på et ølsted, der lå oven på den café, hvor vi spiste i går. Det er generelt billigt at spise ude. Her til aften kom vi af med mindre end 150 kr. for tre hovedretter, juice og to halvliters fadøl.

Vi har hver dag holdt øje med månen, og i dag var det endelig fuldmåne. Den var stor og flot orange.

I morgen satser vi på at stå tidligt op, så vi kan komme tidligt afsted.

Whalesong Hotel & Spa, Plettenburg Bay, Sydafrika, kl. 19.45, onsdag den 17. juli 2019
Mens vi sad og spiste morgenmad, kom AVIS med vores udlejningsbil: en fin, hvid Audi A4. Kl. 8.30 var bilen pakket, og vi kørte afsted fra Port Elizabeth.

Den første lange strækning tog vi uden stop, mens vi nød udsigten undervejs. Det er tydeligt, at her er et helt andet landskab end nord for Durban. Her er meget grønnere, højere bjerge, og i skove og på marker bliver der ikke høstet med håndkraft. Vi har læst meget om, at man skal passe på dyr på vejene og, at man af samme grund helst ikke skal køre efter mørkets frembrud. Vi var da også tæt på at påkøre et dyr. Det var dog en stor rovfugl, der dykkede ned foran bilen, så Casper måtte lave en lidt hård opbremsning for ikke at ramme den.

Ved Tsitsikamma National Park, hvor Garden Route egentlig først starter, drejede vi af hovedvejen og kørte ind i parken. Ved parkeringspladsen mødte vi en masse små søde dyr, som de lokale kaldes dassier. Vi har umiddelbart aldrig set dem før (ifølge Google er det klippegrævlinger).

En af parkens korteste vandreruter fører op til flere udsigtspunkter og ned til en 77 meter lang hængebro over Storms Rivers udmunding – og to mindre hængebroer på henholdsvis 55 og 39 meter. Britt er ikke vild med hængebroer for at sige det mildt – selv en hængebro på en legeplads er slem nok. Vi kom dog alle tre over den store hængebro og tilbage igen og derefter over de to mindre på vejen tilbage til parkeringspladsen.

Fra Tsitsikamma kørte vi til Monkyland. Monkyland er et sanctuary for aber, der tidligere har været kæledyr eller måske er blevet i overskud i zoologiske haver. Alle aber render frit i et kæmpe indhegnet område, og med en guide gik vi igennem området. Vi kom helt tæt på de mange aber og blev da også advaret om at holde fast på især briller, da nogle af aberne havde kleptomaniske tendenser. I parken skulle også lige forceres en hængebro.

Efter Monkyland gik vi til Birds of Eden, der ligger lige ved siden af. Vi blev der lukket ind i et enormt overdækket område, hvor alverdens fugle fløj om ørerne på os. ”Fugleburet” var så stort, at man slet ikke fornemmede nettet over og omkring os. Der var gangebroer – og en enkelt hængebro – rundt i mange højder, så vi kom tæt på både de små fugle, der mest gik på jorden og op til de store fugle som eksempelvis arapapegøjer. Valdemar blev lidt beklemt, da vi skulle forbi flamingoerne. En var højere end ham – og en anden fulgte lige i røven på Casper og Valdemar.

Den sidste del af dagens køretur tog ikke lang tid, og i Plettenburg Bay fandt vi hurtigt vores hotel. Her er også vilde dyr: små sorte kaniner løber rundt, og en sad på parkeringspladsen og rykkede sig ikke, da vi ville parkere. Nej, vi ramte den heldigvis ikke. Valdemar skulle selvfølgelig prøve hotellets pool. I alle de pools, som vi har mødt på denne ferie, har vandet været ret koldt, og denne var ingen undtagelse. Valdemar kom dog helt i og plaskede rundt lidt tid.

Vores hotel ligger på bjergsiden med udsigt over bugten, men vi ville også gerne se centrum af Plettenburg Bay. Selvom der blot var et par kilometer derned, anbefalede hotellets personale dog, at vi kørte. Vejen egnede sig ikke lige til at gå, da den trafikerede vej ikke havde fortov det første stykke. Vi kørte lidt forkert og endte ved en strand et andet sted end planlagt. Her er vagter på parkeringspladserne, og her kom vagten pænt her og præsenterede sig og fortalte, at han ville passe på vores bil. Sådan er det umiddelbart på alle parkeringspladser – og selvfølgelig forventer vagterne så lidt drikkepenge efterfølgende for at have godt på bilen. Vi brugte nogle få minutter på stranden og kørte så videre til en anden parkeringsplads ved en anden strand.

Som vi gik ud langs stranden og nød udsigten til bjerge, hav og høje bølger, fik vi øje på delfiner i havet. Der var masser af delfiner, der legede i de høje bølger ganske tæt på land. På et tidspunkt som en redningsbåd sejlede og fægtede med armene. Vi tænkte ikke, at det var til os og gik blot videre. Men så kom en fra redningsstationen på land hen til os. Redningsbåden havde tænkt sig at sejle op på land, og da Valdemar gik og legede i vandkanten og løb frem og tilbage mellem bølgerne, var de bange for, at han måske kom i vejen. Vi forlod stranden og så så, hvordan den lille zodiac med fuld fart fik sejlet en del meter op i sandet.

Vi kørte tilbage til centrum af Plettenburg Bay. Der gik vi et smut i alkoholafdelingen i Spar-supermarkedet og købte et par lokale øl, inden vi fandt en restaurant at spise aftensmad på. Casper opdagede, at der var curry wurst på menuen, og vi fandt da også ud af, at stedet var ejet af et tysk ægtepar. Den unge afrikanske tjener havde også lært noget tysk og syntes, at det var vældigt underholdende, at vi også kunne noget tysk. Britt fik spist det meste af en kæmpe pizza og fandt utroligt nok også plads til en Nutella-pizza til dessert. Regningen blev nok feriens hidtil dyreste: ca. 350 danske kroner (med gode drikkepenge) for tre hovedretter og tre desserter og drikkevarer.

Også i dag var månen helt orange – så flot!

Vi er nu tilbage på vores fine værelse, hvor vi ærgrer os lidt over, at der ikke er internet. Det virker kun i receptionen og restauranten, så det bliver til morgenmaden i morgen, at vi lidt tjekker, om der nu er et eller andet, som vi absolut må se på vores vej videre – altså ud over alt det, som vi allerede har planlagt.

Hlangana Lodge, Oudtshoorn, Sydafrika, kl. 20.00, torsdag den 18. juli 2019
Vi startede dagen tidligt, men kom lige et minut for sent til at nå elefantbesøg kl. 9 – nok fordi hotellets restaurant var lidt længe om at lave morgenmaden. Efter kun et kvarter kørsel nåede vi lige lidt over ni nemlig frem til Knysna Elephant Park – et slags ”børnehjem” for elefanter, der er blevet forladt af deres mødre, blevet til overs i zoologiske haver eller af andre grunde har behov for en tryg base i en periode.

Udstyret med en spand med elefantmad (frugt og rodfrugter) fik vi lov til at fode de store dyr og efterfølgende følges med dem hen over marken, hvor end de nu ville hen. Valdemar syntes, at de store dyr var lidt for skræmmende og ville ikke fodre eller røre dem – og det blev kun værre, da en guide tog fat i Valdemar for at få ham helt hen til et af de store dyr. Så var han bange for både elefanterne og guiden!

Fra elefanterne kørte vi til feriebyen, Knysna, hvor vi gjorde stop ved The Heads – der, hvor lagunen er smallest. Vi gik på stenene ved vandet og så bl.a. søpindsvin og søstjerner og bagefter satte vi os op i caféen, hvor der var en flot udsigt. Det var for sent til morgenmad og for tidligt til frokost, så vores bestilling endte med kaffe og kage til Casper, havregrød med æble og nødder til Britt og is til Valdemar – en mærkelig kombination.

Den næste køretur blev noget længere end forventet – næsten 2½ time; dog med et par korte stop undervejs. Først kørte vi langs kysten, hvor det var de store, flotte huse med havudsigt, der dominerede. Som vi drejede ind i landet og kørte nordpå, var det først en del bjergkørsel og mange sving og derefter igennem et tørt landskab, der mest mindede om savanne. På den sidste strækning kørte vi forbi enkelte strudsefarme.

Midt på eftermiddagen nåede vi frem til Cango Caves, hvor vi kom på en tur igennem de store drypstenshuler. Sidst på eftermiddagen tjekkede vi endelig ind her på lodgen. Vi troede, at vi kunne spise aftensmad her på hotellet, men det viste sig, at de ikke havde en restaurant. Til gengæld havde de menukort for de fleste af byens restauranter, så vi kunne finde ud af, hvor vi ville hen. Den restaurant, som vi valgte, havde gratis shuttleservice. Det betød, at de kom og hentede os på hotellet og kørte os tilbage igen bagefter. Der var kun et par kilometer, men det var alligevel rart, at Casper slap for at køre mere, ligesom vi ikke skulle bekymre os om at finde parkeringsplads.

Oudtshoorn er strudseland, så selvfølgelig skulle vi have struds. Britt valgte en bøf, mens Casper smagte strudsestroganoff. Nej, Valdemar fik ikke struds til sin pasta.

Vi overvejer stadig, om vi skal besøge en strudsefarm i morgen eller ej. Vi behøver ikke klappe eller fodre en struds og skal heller prøve at ride på en. På den anden side vil vi gerne se nogle flere end dem, som vi kørte forbi på turen i dag. Håber hotellets netværk bliver lidt mere stabilt, så vi lige kan spørge Google til råds.

Harbour House Hotel, Hermanus, Sydafrika, kl. 21.15, fredag den 19. juli 2019
Vi besluttede os for ikke at besøge en strudsefarm. I håb om alligevel at se nogle strudse kørte vi dog ud ad den vej, hvor et par af områdets showfarme lå – altså de farme, som er åbne og laver rundvisninger, væddeløb m.m. til ære for turister. På vejen kom vi forbi en mark med mange strudse, så der holdt vi ind et kort øjeblik. Vi stoppede også ved to showfarme og kiggede i deres butikker. Ved den ene farm var det faktisk muligt at se de mange strudse uden at skulle på en timelang tur. Som vi kørte videre igennem området, kom vi forbi mange flere farme med strudse.

Udover strudsebesøg var dagen i dag en køredag, hvor vi havde 4½ times kørsel fra Oudtshoorn til Hermanus. Undervejs stoppede vi dog mange gange – bl.a. for at tage billeder af landskabet, som vi kørte igennem. Det var ligesom i går et landskab, der bød på alt fra tør savanne, bjergkørsel ad snoede veje, grønne marker og gule rapsmarker samt sø og kyst. Enkelte steder mødte vi bavianer på vejen, mens der ikke var mange andre biler.

Vi kørte igennem den lille by, Calizdorf, der efter sigende skulle lave noget af Sydafrikas bedste portvin, og direkte på vingården købte vi en enkelt flaske med hjem til gave. Sidst på formiddagen stoppede vi ved Ronnie’s Sex Shop, hvor vi spiste frokost. Et mærkeligt sted, hvor bh’er hang i loftet, og hvor man gerne må skrive på væggene, der dog nogle steder var tapetseret med visitkort fra besøgende. Næste stop, Diesel & Creme i Barrydale, var lige så mærkeligt og sjovt med tingeltangel overalt – og de lavede nogle fantastiske milk shakes!

Fra Barrydale var stadig 2½ times kørsel tilbage, så vi skar ned på antallet af stop – udover tissepauser og fotostop. Det styrtede ned det meste af de sidste timers kørsel, så det var alligevel heller ikke værd at være udenfor.

Midt på eftermiddagen nåede vi endelig vores hotel her i Hermanus. Skønt værelse og rigtig god beliggende! Vi fik en tur rundt i byen, der ligesom Knysna og Plettenberg Bay, tydeligvis ikke har højsæson. Enkelte spisesteder og butikker er simpelthen lukkede, men her er alligevel ret hyggeligt. For første gang på ferien fandt vi faktisk tøjbutikker, hvor vi ikke ville have noget imod at købe tøj. Britt nøjedes dog med at købe et sæt med hue, handsker og halstørklæde – bare for at være på den sikre side, hvis morgendagens hvalsafari bliver en blæsende oplevelse.

Vi fik lækker aftensmad på en fiskerestaurant med udsigt til vandet. Vi havde egentlig besluttet at springe desserten over, men da hotellet manglede at redde op til Valdemar, gik vi igen en tur, mens de klarede det. Det blev til dessert i en lækker isbutik i nærheden. Med feriens mest stabile internet har alle skærme været i brug her til aften.

Harbour House Hotel, Hermanus, Sydafrika, kl. 20.00, lørdag den 20. juli 2019
Da vi efter morgenmaden i morges gik en tur, begyndte det at småregne. Vi havde ellers set en nogenlunde lovende vejrudsigt for dagen, men DMI har åbenbart ikke helt styr på Sydafrika. Trods nogle dråber fik vi dog gået en tur rundt i byen. På et tidspunkt hørte vi et horn: det var signalet for, at der var hvaler i bugten. Og rigtigt nok kunne vi et stykke ud i bugten faktisk se et par hvaler.

Sidst på formiddagen kørte vi til Hermanus’ nye havn et par kilometer væk, hvorfra vi skulle på hvalsafari. Det var begyndt at blæse lidt, så vi var pakket godt ind til sejlturen. Vi startede med at sidde oppe på den store katamaran, men det vippede lidt rigeligt, så vi rykkede ned. Da der var hvaler i sigte, rykkede vi naturligvis udenfor.

Endelig kom vi helt tæt på en stor hval – en sydlig rethval. Det blæste og var også begyndt at regne, så det var en kold fornøjelse at stå udenfor, og det gjaldt om at holde godt fast. Trods søsygepiller blev Casper – som sædvanlig fristes vi til at sige – søsyg og trak ned i bunden af båden. Britt og Valdemar trodsede regn og bølger og blev udenfor. Efterfølgende rykkede Valdemar ind til Casper, og han faldt faktisk i søvn (selvom han efterfølgende benægtede det).

Da vi igen kom tæt på nogle hvaler – denne gang tre 16 – 17 meter lange rethvaler – kom Valdemar dog udenfor igen. Det var imponerende at se de store dyr helt tæt på. Hvalerne kom ikke rigtigt op af vandet, og det blev heller ikke til flotte ”halebilleder”, men vi fik alligevel en god fornemmelse af deres enorme størrelse. Tre sæler blandede sig i legen og svømmede også tæt på båden.

På tilbagevejen rykkede Valdemar ned i bunden til Casper og blev faktisk også søsyg og kastede lidt op – fortalte han os efterfølgende. Casper sov ved siden af, og Britt var ovenpå, så vi opdagede det faktisk ikke. Flere andre på båden var også ramt at søsyge – bl.a. tre børn, der under hele turen blot lå i bunden af båden.

Tilbage på land var vi blevet noget kolde efter 2½ time på vandet i regn og blæst. Vi kørte derfor tilbage til hotellet og hyggede under dynen med hver vores skærm det sidste af eftermiddagen.
Vi gik igen en tur rundt i byen til aften og spiste aftensmad på en italiensk restaurant. Vi sidder nu igen alle tre i samme seng og hygger under dynen igen.

Loader A, Cape Town, Sydafrika, kl. 21.00, søndag den 21. juli 2019
Vi satte efter morgenmaden kurs mod feriens sidste stop, Cape Town. Vi havde dog valgt ikke at tage den direkte vej, men startede med at køre til Betty’s Bay for at se pingviner. Et hurtigt stop ved stranden, da vi ikke lige vidste, hvor pingvinerne var – og så videre til det rigtige sted, Stony Point.

Adgangen helt ud på pynten, hvor de fleste pingviner vist var, var lukket, men vi fik set en del pingviner alligevel. Selv på parkeringspladsen løb enkelte pingviner rundt. Det vrimlede også med klippegrævlinger på stedet, og ved stranden krydsede et par mangustere vejen, så vi fik set masser af dyreliv.

Vi fortsatte ad kystvejen – en utrolig flot tur med bjerge på den ene side og kysten med vilde bølger på den anden. Da vi kunne se højhusene på Kaphalvøen, drejede vi ind i landet mod vindistriktet, Stellenbosch. Vi handlede i et supermarked i centrum og stoppede derefter ved den gamle vingård, Neethlingshof. Vi smagte ingen vine, men købte en håndfuld flasker med hjem.

Trods trafik kom vi hurtigt det sidste stykke til Cape Town. Vi var lige ved at glemme det, men fik fyldt benzin på bilen, inden vi nåede frem til vores destination. Ved lejligheden stod en medarbejder fra lejlighedsudlejningen og ventede på os – og det samme gjorde to medarbejdere fra AVIS, der skulle hente vores udlejningsbil. Dem fra AVIS var tidligt på den, så de måtte sidde og vente på en trappesten et stykke tid. Vi skulle nemlig først have en rundvisning i lejligheden og derefter tømme bilen.

Lejligheden er lige så lækker som forventet. En etage med entré med sofa, toilet, køkken og stue, en etage med to soveværelser og to badeværelser og så tagterrassen med egen pool – alt sammen stilfuldt indrettet.

Efter at have pakket lidt ud, gik vi en kort tur til et nærliggende supermarked. Vi havde ikke fået frokost, men i stedet for frokost, købte vi kager med hjem. Eftersom vi nu også have køkken og spisebord, valgte vi også at købe mad med hjem til aftensmad – et par færdigretter og pasta til Valdemar.

Da vi kom tilbage i lejligheden, satte vi os i solen på tagterrassen og spiste kage, inden det var tid til at prøve poolen. Vandet var ikke opvarmet, og eftersom temperaturen i nat kom ned omkring frysepunktet her i Cape Town, var vandet bestemt ikke varmt. Valdemar kom dog hurtigt i, og Britt kom da også helt i et kort øjeblik, mens Casper nøjedes med at dyppe tæerne. Som altid for Valdemar, blev en tur i poolen efterfulgt af et bad – denne gang i det store fritstående badekar i vores soveværelse. Frem til aftensmaden og efter aftensmaden flød vi i de store, bløde møbler i stuen.

Da vi kom ind efter at have været i poolen, hørte vi en bippende lyd, og det tog lidt tid at finde ud af, at det var alarmen, der advarede om en åben dør – døren til terrassen. Her til aften begyndte endnu en bippende lyd. Også denne gang tog det sin tid at få lokaliseret lyden til elskabet. Det bipper og blinker og indikerer, at vi bruger mere end 1000 khW i timen?! Vi prøvede at slukke gulvvarme, men intet hjalp. Vi har nu sendt en sms til vores vært om den bippende lyd og er glade for, at soveværelserne er på etagen nedenunder, hvor vi ikke kan høre lyden.

Loader A, Cape Town, Sydafrika, kl. 20.30, mandag den 22. juli 2019
Da vi ankom i går, fik vi at vide, at der i lejligheden var et par batteridrevne lanterner – til brug, hvis der var strømafbrydelse, hvilket ikke er helt sjældent her i Cape Town. Da vi vågnede i morges, fik vi brug for lanterne. Der var ikke tale om en generel strømafbrydelse, for naboen havde lys. Det var altså kun hos os. Vores vært kom dog hurtigt, da vi ringede, og så fik vi forklaringen.

Her i Cape Town køber man en vis mængde strøm, og hvis man ikke når at købe en ny portion, inden den er brugt – ja, så har man bare ingen strøm. Det var altså derfor, at vores elskab bippede i går. Det gjorde opmærksom på, at vi var ved at løbe tør for strøm – og på et eller andet tidspunkt i løbet af natten, var strømmen – og dermed også varmen – røget. Vores vært havde i onsdags købt 1000 KwH, som så åbenbart var brugt på rekordtid. Det tog ham blot et par minutter via mobilen at købe en ny portion, og så havde vi lys og varme igen.

Eneste punkt på dagens dagsorden var at se området ved havnefronten, V&A Waterfont, så der gik vi til efter vores lidt sene morgenmad. Efter godt to uger med bacon, æg og french toast til morgenmad, stod den i dag på noget mere simpelt.

V&A Waterfront er en industrihavn, der er blevet udbygget med hoteller, butikker, boliger og kontorer. Det er stadig en fungerende havn, så mellem shoppingcenter og legepladser ligger skibsværft, kraner og slæbebåde. Vi kiggede i en masse butikker, men købte ikke andet end et par postkort, en bog og tre meget små pingvinfigurer. Sidstnævnte blev købt i Water Shed, hvor der ikke var andet end små lokale kunsthåndværkere med lækre håndlavede ting.

Frokosten spiste vi på Wimpy, som vi troede var lidt a la McDonalds. Men der var servicering ved bordene, og betjeningen var alt andet end hurtig. Vi ventede i evigheder på at bestille og endnu længere på et få vores mad. Både pris og kvalitet svarede dog til McDonalds.

Valdemar fik prøvet tre legepladser, inden vi sidst på eftermiddagen gik hjemad igen. Da vi kom hjem, satte vi os op på tagterrassen, men rykkede hurtigt ind, da det begyndte at regne. Heldigt nok havde det trods tunge skyer fra morgenstunden holdt tørt hele dagen. Skyerne har dog betydet, at Table Mountain slet ikke har været synlig i dag.

Vi nød virkelig at spise hjemme i går aftes og besluttede derfor at gøre det samme i dag. I dag lavede vi en lækker pastaret, inden vi gik ombord i is og slik. I morgen har vi et hårdt program, og vi bliver allerede hentet kl. 8.30. Vi må huske at pakke regntøjet, for ifølge vejrudsigten bliver det heldagsregn.

Loader A, Cape Town, Sydafrika, kl. 19.30, tirsdag den 23. juli 2019
Også i går aftes begyndte noget pludselig at bippe. Det var igen alarmen, der viste, at en dør stod åben, hvilket dog ikke var tilfældet. Vi fik stoppet bipperiet, og ved at åbne og lukke hoveddøren, blev alarmen helt tilfreds.

Det har regnet hele natten til i dag, og det var også møgvejr, da vi stod op i morges. Vi havde derfor klædt os godt på til dagens udflugt.

Vores guide startede med at køre os igennem District Six, hvor vi hørte historien om området, hvor 66.000 sorte i 60’erne og 70’erne blev tvangsforflyttet, og deres boliger jævnet med jorden, da området blev erklæret for hvidt territorie. Vi besøgte efterfølgende District Six-museet, der er lavet for aldrig at glemme hændelsen, og der hørte vi mere om apartheid. Interessant, men skræmmende.

Fra District Six kørte vi videre til Langa-township, hvor vi så de forskellige boligformer. Fra blikskurene og ’hostel’-værelserne til de små lejligheder og de finere huse. I det fattigste område med blikskure nøjedes vi med at køre igennem området. Der var ingen mennesker ude på grund af vejret, og når alt var tomt og lukket, var det svært at forestille sig, at det virkelig var beboede skure. Vi er sikre på, at fællestoiletterne på Roskilde Festival er væsentlig bedre end de fælles faciliteter, som er eneste mulighed for områdets beboere.

Vi besøgte en daginstitution med børn fra ½ år til skolealder: mange børn på lidt plads, hvilket selvfølgelig også skyldtes, at alle var inde på grund af den kraftige regn. Legepladsen var dog også meget lille og havde blot et enkelt legestativ i den lille asfalterede gård. Der var tydeligvis ingen varme i skurerne, da alle børn havde overtøj og nogle endda også huer på indendørs. Valdemar var lidt genert inde ved de ældste børn, men legede med de mindre til alles store fornøjelse.

Efter børnehaven besøgte vi nogle private hjem: først et hostel, hvor vi dog kun kom ind i fælleslokalet, som de seks beboere delte, og derefter en lille lejlighed, hvor der boede en familie med to børn. Vi så deres stue/køkken. Sidste stop i Langa-township var Guga Sthebe – Culture, Arts & Empowerment, hvor forskellige værksteder skulle lære unge fra 10 år kreative færdigheder, så de kan tjene penge på at sælge deres kunst.

Eftermiddagen skulle være brugt på et besøg på Robben Island, men på grund af den kraftige vind og som følge deraf seks meter høje bølger, var turene dertil aflyst. Alle ture de følgende dage var bookede, men da vores chauffør kendte ham i billetkontoret, ombyttede han alligevel vores billetter til en afgang torsdag formiddag. Vi krydser fingre for, at vinden ikke er så slem torsdag, da vi ellers vil gå glip af et besøg i det berømte fængsel.

Efter at have spist hjemmelavede sandwich i lejligheden, trodsede vi regnvejret og gik en tur til Long Street. Der var rigeligt at se på – både butikker, flotte bygninger og en del liv, selvom regnvejret tydeligvis holder mange indendørs. Vi fik købt et par souvenirs – bl.a. en tromme, som Valdemar – efter at have set en i går – gerne ville have.

Det er utroligt så mange offentlige sikkerhedsvagter, der er på gaderne. På Long Street gik de parvis for hver 200 meter. Selv i vores lille gade i et pænt kvarter, har vi en vagt, der patruljerer døgnet rundt. Vi mødte enkelte standhaftige tiggere og så mange ”skumle” personer, men oplevede intet skræmmende. Vi valgte dog alligevel at gå hjem inden mørkets frembrud. Her i området tør vi dog godt gå ud om aftenen, og vi spiste derfor aftensmad på en italiensk restaurant tæt herpå.

Loader A, Cape Town, Sydafrika, kl. 20.15, onsdag den 24. juli 2019
Valdemar gav et nummer på sin nye tromme efter morgenmaden, og så var vi klar til at tage afsted. Vores guide var heldigvis også lidt tidligere på den, så vi kom afsted før halv ni.

Første stop på vores tur rundt på Kaphalvøen var et sted med udsigt til de 12 Apostle – 12 bjergtoppe. Okay, på grund af skyerne kunne vi ikke se alle 12, men skyerne og de meterhøje bølger gav det blot et dramatisk look.

Næste stop var Hout Bay, hvorfra det var muligt at sejle ud og se pelssæler. Da vi spurgte, fik vi dog at vide, at bølgerne var ret store, hvorfor det ikke var muligt at sejle ud til øen – og en sejltur rundt i bugten var vi ikke interesserede i. Vi nøjedes derfor med en gåtur på havnen, hvor nogle lokale havde store hansæler, som turister kunne posere med mod betaling – hvilket mange desværre gjorde. Sørgeligt syn, og vi nægtede at støtte dem eller tage billeder. Vi glædede os i stedet over, at der svømmede pelssæler rundt i havnen helt tæt på land, ligesom en del også lå ude for enden af en desværre lukket bådebro.

Vi fortsatte turen langs kysten af Clifton Drive, som faktisk havde været lukket de sidste par dage på grund af vejret. Enkelte steder er vejen hugget ind i siden af klippen, og igen var der en flot og dramatisk udsigt. Vi kunne bl.a. se båden, der egentlig skulle sejle ud til pelssælerne. Den kom slet ikke i nærheden af øen med sæler, men måtte blive inde i bugten – og selv der vippede den virkelig meget.

Vi fortsatte helt sydpå til Cape Point, hvor vi tog den lille kabelbane op til det gamle fyrtårn. Behøver vi at nævne, at der var en helt formidabel udsigt? Derfra kørte vi ned til Kap Det Gode Håb – Afrikas sydvestligste punkt. På tilbagevejen ud af nationalparken stoppede vi et sted, hvor et par strudse gik på vejen. Udover flere strudse, fik vi også set en enkelt eland-antilope og en bavian, der rendte rundt på parkeringspladsen for at se, om den kunne stjæle noget fra turisterne.

Dagens næste stop bød også på dyreliv – nemlig pingvinerne ved Boulder’s Beach ved Simon’s Town. Vi fik set masser af pingviner! Mange havde unger, mens andre rugede på æg. I Simon’s Town havde vores chauffør booket bord på en restaurant med udsigt over havnen – samme sted som alle de andre turister. Var vi gået lidt op og ned ad hovedgaden først, havde vi nok nemt fundet et mere interessant sted at spise til færre penge.

Vores sidste stop var på vingården, Groot Constantia, der er fra 1685 og dermed er Sydafrikas ældste vingård. Mens Valdemar spillede på Caspers telefon, smagte vi ikke mindre end 11 forskellige vine. Vi delte smagsprøverne, men fik da alligevel en del vin indenbords på kort tid. Nej, vi spyttede ikke ud. Vi endte med at købe en flaske rødvin og deres møgdyre, men velsmagende dessertvin.

Fra vingården kørte vi hjem til lejligheden, hvor vi blev sat af sidst på eftermiddagen. Hele dagen havde det været overskyet, og på den sidste del af køreturen stod det ned i stænger. Vi havde dog frygtet heldagsregn og var derfor glade for, at vi faktisk havde udsigt til en del blå himmel ved Cape Point og Kap Det Gode Håb.

Vi spiste aftensmad på en nærliggende cubansk restaurant, hvor maden dog var mere mexicansk. Vi har nu lige tjekket vejrudsigten for i morgen og er ret sikre på, at vi heller ikke kommer til Robben Island i morgen. Vinden er stadig kraftig, og alle sejlture dertil har også været aflyst i dag.

Loader A, Cape Town, Sydafrika, kl. 20.15, torsdag den 25. juli 2019
Det bliver ved med at bippe i denne lejlighed! Kl. 2.40 i nat (og til morgen og her til aften!) bippede alarmen igen og gjorde opmærksom på, at en dør stod åben. Nej, det gjorde der ikke!

I morges kunne vi konstatere, at alle ture til Robben Island desværre også blev aflyst i dag – som forventet. Øv! Set fra den positive side betød det, at vi havde fået en ekstra dag foræret, da vi jo ikke skulle bruge fire timer midt på dagen på at besøge fængslet.

Vi startede med at gå til Waterfront, hvor vi endelig fik købt en ekstra taske, som er nødvendig, hvis vi skal have alle vores indkøb (primært flasker) med hjem. Der er plads i vores tasker, men de kommer så bare til at veje langt over de tilladte 23 kg., så vi må fordele vores ting i tre i stedet for to tasker.

Fra Waterfront fortsatte vi langs vandet, hvor de store bølger flere steder slog ind over havnefronten. Valdemar havde en fest i ”regnvejret” – godt, vi havde tørt skiftetøj med i tasken! Ved Green House Lighthouse hyggede Valdemar på den store legeplads, inden vi igennem Green Point Park gik tilbage til Waterfront for at spise frokost.

Da vi midt på eftermiddagen var tilbage i lejligheden, prøvede vi lige, om vi skulle en tur i poolen. Men selv Valdemar syntes, at det var for koldt, så han kom ikke helt i og foretrak i stedet et langt karbad.

Sidst på eftermiddagen begyndte vi at pakke og måtte konstatere, at vi burde have købt en meget større taske! Vores to øvrige tasker er rigeligt store, men med syv flasker vin og næsten lige så mange øl bliver de simpelthen for tunge, hvis vi fylder dem. Det ender nok med, at vores håndbagage også bliver fyldt med snavsetøj på hjemturen i morgen.

Også i dag spiste vi aftensmad i lejligheden. Vi havde købt et par færdigretter, og Valdemar spiste med stor glæde igen igen pasta med skinke.

Også her til eftermiddag har det regnet en smule, men i morgen ser vejrudsigten faktisk ret lovende ud. Vi håber, at det holder, så vi lige kan få set Cape Town i solskin, inden vi i morgen aften tager mod lufthavnen.

Cape Town International Airport, Cape Town, Sydafrika, kl. 20.45, fredag den 26. juli 2019
For første gang her i Cape Town vågnede vi op til solskin, og det var faktisk muligt at se Table Mountain uden skyer. Ærgerligt, at det ikke var muligt at få billetter til Robben Island i dag, for for første gang i denne uge var sejlturene dertil faktisk ikke aflyst.

Vores plan var at besøge den farvestrålende bydel, Bo-Kapp, der lå ganske tæt på vores lejlighed. Da vi nærmede os, var der en lokal, der advarede os: ”Hold fast på jeres ejendele og gå hurtigt forbi det næste stykke vej!” Vi gjorde, som han sagde, og fortsatte så op ad de stejle bakker. Vi gik ikke helt til toppen af Signal Hill, men halvvejs var der også en flot udsigt over byen.

En stor del af husene i Bo-Kapp var lige så farvestrålende som forventet – om end vi jo også havde lige så flotte farver på mange huse i De Waterkant, hvor vi bor. Besøget i Bo-Kapp var hurtigt overstået, og vi fortsatte derfor til centrum.

Byen var ikke til at kende fra forleden dag, hvor det regnede. Der var nu meget mere liv på gaderne – både mennesker og diverse boder. Vi kom bl.a. forbi et stort blomstermarked, inden vi endte i et lidt kedeligt shoppingcenter ved hovedbanegården. Vi fortsatte gåturen ud mod Waterfront, men blev på et tidspunkt ”fanget” på et lukket hotelområde og måtte gå en god bid vej tilbage ad samme vej.

Ved Waterfront spiste vi i shoppingcenterets foodcourt, så vi kunne vælge lidt af hvert. Ved det lækre foodmarked købte vi et par kager, og i Watershed blev det også lige til en enkelt lille souvenir mere. Valdemar havde fået samlet en pæn samling rand sammen – primært i cent – og disse skulle omsættes til karameller i ”vores” supermarked, inden vi nåede tilbage til lejligheden.

Solskinsvejret skulle udnyttes, så vi rykkede ud på terrassen med kaffe, sodavand og kager. Valdemar var en tur i poolen, mens vi andre ikke kom helt ned i det kolde vand.

Da vores chauffør kom lidt i seks, var vi klar. Britt kom dog afsted uden mobilen, men opdagede det heldigvis, da vi kun havde kørt et par hundrede meter. Problemet var bare, at nu duede koden til låsen ikke længere, så det måtte lige en opringning til for at få en brugbar kode, så vi kunne komme ind i lejligheden igen.

Vi kan konstatere, at de her i Cape Town (i modsætning til feriens tidligere indenrigsflyvninger) er meget nøjeregnende med vægten på bagagen. Vi slap for at betale for 1½ kg. overvægt på de to tasker, fordi vores sidste lille nyindkøbte taske kun vejede 7 kg., mens en anden passager blev opkrævet for at have 1,6 kg. for meget. Selv håndbagagen blev vejet, hvilket vi aldrig har oplevet tidligere.

Mens vi ventede her i lufthavnen, fik vi mulighed for at evaluere på hele vores ferien, da vi deltog i en undersøgelse om vores besøg her i Sydafrika. Vi gav vores tur et samlet 8-tal på en skala fra 1 – 10 og konstaterede, at kun vejret her i Cape Town (og de manglende løver) havde været en skuffelse. Vi var jo forberedt på blæst og regn her, men var skuffede over, at det betød, at vi aldrig kom til Robben Island.

Vi sidder nu i lufthavnen med hver vores skærm. Vores fly er indtil videre en lille halv time forsinket, så vi har stadig nogle timer at slå ihjel. Som om den efterfølgende næsten 12 timer lange flyvetur ikke var slem nok.