Hotel voco Seoul Myeongdong, Seoul, kl. 22.15, lørdag den 10. oktober 2026
Ligesom årets sommerferie startede efterårsferien også efter en arbejdsdag. Faktisk skulle vi med fredagens sidste afgang fra Kastrup Lufthavn – nemlig kl. 23.55. Vi var som altid i lufthavnen i god tid og oplevede på grund af det sene tidspunkt en lidt halvtom lufthavn, hvor butikkerne begyndte at lukke omkring os, da vi havde spist aftensmad.
11½ times flyvetur var tough! Selvom det var sent, burde vi faktisk ikke sove ret meget, hvis vi skulle vænne os til tidsforskellen. Valdemar sov dog allerede, inden flyet var lettet – og sov så de næste syv timer! SAS insisterede på at følge dansk tid, så flyet var mørklagt det meste af tiden, og vi fik serveret morgenmad, kort før vi landede kl. 18.15 lokal tid.
Lidt kø, men ingen problemer i immigrationskontrollen, og præcis en time efter, at flyet havde sat hjulene på landjorden, gik vi ind i et tog mod Seoul Station.
Valdemar, der stadig nægter at spise flymad, var selvfølgelig blevet sulten. På Seoul Station købte vi derfor lidt brød i et fransk bageri, inden vi ganske nemt fandt vores hotel blot et kvarters gang fra stationen. Valdemar konstaterede ret hurtigt, at alt her bare er større end derhjemme.
Selvom vi egentlig burde gå i seng for at komme ind i den nye døgnrytme, tog vi alligevel et hurtigt smut ud på gaden. Vi var dog blot inde i en slikbutik og en convenience store tæt på hotellet. Minibaren på værelset er complimentary, men alligevel købte vi lidt drikkevarer og snacks.
Valdemar vil gerne se Formel 1-kvalifikationen kl. 22.30, men det ser ikke ud til, at det er muligt her i Sydkorea. Vi må se, om vi kan finde en sportsbar eller lignende, hvor vi kan se selve løbet i morgen aften. Nu må vi hellere prøve at sove. Vi skal jo gerne op og have noget ud af dagen i morgen.
7 timers tidsforskel kræver lidt tilvænning, og vi var da også alle vågne i længere tid i løbet af natten. Valdemar var derfor glad, da klokken blev seks, og han fik lov at stå op, mens Casper endelig sov tungt.
Hotellets morgenmadsbuffet var stor, men samtidig fyldt med en masse, som ikke lige havde vores interesse. Britt smager dog altid den lokale morgenmad, så der kom også stegte ris med rejer, nudler med oksekød og sur-sød-svinekød på tallerkenen – om end i meget små portioner. Der er dog også visse madvarer, der skal smages her i Sydkorea, og både Britt og Valdemar fik krydset hotteok af til morgenmaden – her i en version med honning.
Da vi var tidligt oppe, startede vi dagen med at gå hele ruten på Seoullo 7017, der faktisk starter ved vores hotel. Seoullo 7017 er en gammel motorvejsbro fra 1970, der i 2017 (heraf navnet) blev lavet om til en grøn ’park’ midt i byen. Fra Seoul Station fortsatte vi gåturen mod formiddagens reelle mål, nemlig toppen af Namsan-bjerget, som vi har udsigt til fra vores hotelværelse. De fleste kører eller tager kabelbanen op, men selvfølgelig skulle vi forcere de mere end 900 trin til toppen. Britts kondition blev godt udfordret, men op kom vi – faktisk 40 minutter før selve observationstårnet N Seoul Tower åbnede. Vi havde derfor masser af tid til især at blive imponerede over de mange tusinde hængelåse (love locks), der hang på rækværk flere steder på bjergets top.
Vi nåede også at få købt nogle fine T-money-kort, så vi var klar til at benytte offentlig transport.
Udsigten fra toppen af tårnet var selvfølgelig fænomenal, om end Seouls højeste bygning ikke var så tydelig i disen.
Vi valgte at tage kabelbanen ned og fik også prøvet en trappeelevator det sidste stykke ned. Køen til at tage den op til kabelbanen var lang!
De moderne huse i Digital Media City var dagens næste stop. ChatGPT ledte os mere end én gang i den forkerte retning, men til sidst fandt vi da området, der primært husede film- og tv-selskaber. På et lille lokalt spisested blev vi udfordrede, da menuen på bestillingsskærmen kun var på koreansk, og Google Lens’ oversættelse gjorde os kun lidt klogere. Vi bestilte derfor to retter mere eller mindre i blinde. De stegte ris var ret krydrede, mens nudelretten var vildt stærk! Det var simpelthen for stærkt for Casper. Valdemar gav op på nudlerne, da læberne brændte for meget.
Fra Digital Media City gik vi videre til Oil Tank Culture Park, hvor gamle olietanke var omdannet til udstillingshaller. Det var dog kun den, der husede en café, der var åben. Efter kaffe, smoothie og kage var vi klar til at tage videre.
Meerkat Café blev næste stop. Valdemar syntes dog ikke, at det var sjovt at komme tæt på dyr som kænguruer og ræve, mens Britt kom i nærkontakt med både nysgerrige surikater og en desmerkat.
Tilbage på hotellet var det tid til en tur i poolen. I dag var der Formel 1-løb i Singapore, og vi havde allerede konstateret, at ingen af hotellets 60 tv-kanaler viste løbet. Med lidt research fik vi dog bekræftelse fra en irsk pub på, at de viste løbet, og at Valdemar gerne måtte komme med. En anden bar havde afvist Valdemar på grund af hans alder.
I bydelen Itaewon fandt vi en restaurant, der serverede korean BBQ. Det bestilte okse- og svinekød smagte lækkert, men Britt var den eneste, der kastede sig ud i at smage på de mere end 10 forskellige side dishes, der fulgte med.
Mens Britt og Casper selvfølgelig drak irsk øl, nød Valdemar en virgin mango margarita med chilisukker på kanten, mens vi så Formel 1. Vi valgte dog at smutte kl. 22 og fandt heldigvis en bus, der havde stop lige uden for vores hotel.
Trods flere ture med bus og en enkelt tur med metroen er det alligevel blevet til mere end 26.000 skridt i dag. Forhåbentlig kan vi alle sove godt i nat, så vi er friske på endnu en tidlig start i morgen.
Det var lidt sværere at komme op i morges, men vi var dog alligevel på gaden før halv ni.
Gennem de små, smalle gader nåede vi frem til Seoul Rådhus, hvis arkitektur gør bygningen et besøg værd – plantevæg, observatorium på 9. sal med fin udsigt og en robotbetjent café i stueetagen, som vi selvfølgelig også lige måtte prøve.
Fra rådhuset gik vi lidt langs Cheonggyecheon – det fritlagte vandløb omgivet af byens høje bygninger. Ved Gyeongbokgung-paladset tog vi opstilling på pladsen foran paladset for at se vagtskiftet kl. 10. Vi blev kogt i solen, og da vagtskiftet heller ikke var det mest sindsoprivende, blev vi ikke til hele det 20 minutter lange ’show’. Vi gik i stedet ind på paladsets område og kiggede på de mange gamle og nyere bygninger. Det var imponerende så mange, der havde valgt at iklæde sig den traditionelle koreanske klædedragt hanbok. De så alle flotte ud og gav vores billeder en ekstra dimension. Flere så ud til at have deres almindelige tøj på indenunder, så vi gættede på, at det var en varm fornøjelse! Også i dag kom temperaturen nemlig hurtigt op på 27 grader, og i formiddags var der ikke mange skyer på himlen.
Et stop på Starbucks, og så var vi videre til Jogyesa-templet. Frokosten blev en portion BBQ-kylling og en lille pizza til deling, så vi havde energi til at gå igennem alle 12 etager i Daisos flagship store. Ja, vi fik købt lidt snacks og et par sjove småting, selvom butikken var lidt skuffende.
Midt på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet til en slapper og en tur i poolen. Vi kunne se, at det styrtede ned i løbet af eftermiddagen, men det var heldigvis holdt op med at regne, da vi kom på gaden igen først på aftenen.
Vi havde besluttet at spise aftensmad på Sushiro, den japanske sushi-kæde, som vi tidligere har prøvet i Singapore, men Britt var ved at fortryde, da vi kom forbi de mange madboder på vejen. Sushiro var dog lige så stor en succes som første gang. Både traditionel sushi og mere utraditionelle varianter som hamburger-sushi og sausage hand roll med ketchup. Kun Britts kandiserede søde kartofler til dessert blev ikke spist, men så var der heldigvis plads til dessert fra en af madboderne: flammegrillet skumfidus omkring et stykke cheesecake.
Det var nu også en oplevelse bare at se, hvad der blev serveret fra de mange boder – f.eks. friturestegte miniblæksprutter eller minikrabber.
Vejrudsigten ser virkelig skidt ud for i morgen formiddag – styrtregn frem til middag. Vi prøver dog at holde fast i vores planer, selvom de foregår udenfor. Men lad os se, hvad vi mener i morgen tidligt…
Som forventet vågnede vi op til regnvejr. Mens vi spiste morgenmad, holdt vi konstant øje med, om folk gik med paraplyer, og om bilerne havde vinduesviskerne tændt. Vi undersøgte derfor også lige busruten i stedet for gåturen. Da vi kom ud på gaden kl. 9, regnede det dog ikke, så vi valgte at gå til dagens første stop, Bukchon Hanok Village. Bukchon er et af de få steder i Seoul, hvor det stadig er muligt at se traditionelle hanok-huse, som bruges til almindelig beboelse. Faktisk er stedet blevet så populært blandt turister, at der af hensyn til bydelens beboere er adgangsforbud for uvedkommende før kl. 10 om morgenen. Vi kom dog nok til at træde over den gule streg lidt før kl. 10…
Trods småregnen fik vi et fint indtryk af bydelen. Selvom tiden var knap, fik vi lige tid til at besøge en café, hvor vi delte en dyr, men meget lækker mangodessert: shaved milk. Caféen var så smuk, og udsigten over bydelens tage var også virkelig fin, selvom en blå himmel havde gjort underværker.
Vi havde en booket tur i Secret Garden ved Changdeokgung-paladset, så vi måtte til sidst skynde os lidt for at nå frem i tide. Britt havde trods alt været oppe kl. 3 om natten for at booke billetter, som bliver udsolgt på under fem minutter. Da vi gik gennem bydelen igen, myldrede det nu ind med turister i store grupper, mens vi havde haft gaderne næsten for os selv mindre end en time tidligere.
Vi nåede frem til vores guidede tur. Det er kun muligt at komme ind i haven med en billet til et bestemt tidspunkt, men når først man er inde, behøver man faktisk ikke at følge guiden. Selvom det måske havde været rart at vide lidt mere om havens forskellige bygninger, smuttede vi hurtigt fra turen og gik rundt på egen hånd. Bagefter gik vi ind på selve paladsområdet ved Changdeokgung. Vi havde dog svært ved at se forskel på de mange bygninger – også sammenlignet med paladset, som vi besøgte i går, så vi forlod hurtigt stedet igen – selvom vi egentlig var lidt i tvivl om, hvorvidt vi havde set selve paladset eller kun nogle af områdets andre bygninger. Vi blev dog enige om, at vi ikke gik glip af noget unikt.
På grund af den lidt hurtige tur gennem Secret Garden og paladsområdet besluttede vi at gå ud til Dongdaemun Design Plaza (DDP), hvor vi spiste frokost.
Valdemar ville egentlig bare gerne tilbage til hotellet, men valgte selv en lidt længere vej hjem på jagt efter en bestemt vandmelondrink hos en specifik café-kæde. Vi tog derfor metroen til Seoul Station blot for at konstatere, at stationens filial selvfølgelig ikke havde vandmelondrinks. På en nærliggende café fik vi i stedet noget andet at drikke og delte et par stykker kage.
De andre dage har vi haft hotelpoolen for os selv, men i dag kom der også en anden dansk familie.
Sidst på eftermiddagen var det tid til lidt shopping. Det lykkedes os desværre ikke at finde en lille Heichi-figur, men inden besøget i Olive Young havde Britt lavet lidt research, så der kunne komme lidt K-beauty med hjem.
Casper er slet ikke til streetfood, men Valdemar og Britt spiste sig mætte ved de mange madboder, som vi gik forbi i går: bulgogi (marineret oksekød på spyd), æggebrød med ost, hvidløgsbrød, vaffel med vaniljecreme og ost(!), Dubai-vaffel og flammegrillet skumfidus med brownie. Der var så meget mere, som vi (mest Britt) gerne ville smage, men der var simpelthen ikke plads til mere. Måske bliver der en mulighed senere på ferien, selvom vi ikke planlægger at komme tilbage til denne bydel.
Vi syntes, at det var ret varmt i går, og her til aften fandt vi ud af, hvorfor. Der blev simpelthen tangeret en mere end 100 år gammel oktober-varmerekord i Seoul med over 30 grader!
I dag var det tid til at forlade Seoul. Efter morgenmad og pakning af taskerne gik vi til Seoul Station, hvor vi selvfølgelig ankom i rigtig god tid. I Paris Croissant, som vi også besøgte, da vi ankom til Seoul, købte vi lidt at spise til den godt to timer lange togrejse. Casper stod vagt ved taskerne, mens Valdemar og Britt udforskede resten af den store station.
Perron og spor for KTX-togene vises på en stor skærm 15 minutter før afgang, så i hallen står flere hundrede mennesker og holder øje med skærmen. Da sporet for vores tog endelig kom på skærmen, stimlede den store menneskemængde mod perronen og det udsolgte tog.
To timers togtur gik rimelig smertefrit, om end der ikke var meget benplads. Godt, at vi har bestilt førsteklassesbilletter til næste lange togtur! Vi havde reserveret plads omkring et bord, og Valdemar benyttede noget af tiden til at lave lidt lektier. Ja, det er efterårsferie i denne uge, men næste uge, hvor vi stadig er i Seoul, skal Valdemar sørge for ikke at komme bagud.
KTX-stationen i Gyeongju ligger et godt stykke uden for byen, så ligesom mange andre togpassagerer tog vi bussen det sidste stykke. På gåben det sidste stykke nåede vi frem til vores overnatningssted, hvor der dog hverken var en reception eller nogen til at tage imod os. Mens Valdemar og Britt gik lidt rundt for at finde en alternativ indgang, kom ejeren – en gammel mand. Han insisterede på, at det var Valdemar, der skulle have styr på det hele og forklarede længe om byens seværdigheder, og hvor han synes, at vi skulle spise frokost og aftensmad. Han ville også have, at Valdemar skulle sidde på gulvet ved siden af ham, da han forklarede meget detaljeret om, hvordan man regulerede gulvvarmen.
Dette er nemlig en traditionel hanok, så vi skal sove på madrasser på gulvet. Papirvægge samt borde og stole uden egentlige ben er også en del af oplevelsen.
Vi fulgte hans anbefaling til frokosten og kastede os ud i et par traditionelle koreanske retter, inden vi gik videre rundt i den hyggelige by, hvor selv Burger King, Starbucks og 7-Eleven ligger i traditionelle hanokhuse.
Til aften gik vi på jagt efter et spisested, men det var svært at vælge. Diverse oversættelsesfunktioner hjalp os lidt, da mange menukort kun var på koreansk. Ligesom til frokost faldt valget på traditionel koreansk mad, hvilket igen betød, at Casper ikke fik meget at spise. Valdemar og Britt spiste dog de to forskellige retter med velbehag. Begge blev serveret med et hav af små skåle med tilbehør.
Vi er nu tilbage i vores hanok. Her er morgenmad inkluderet, men koreansk morgenmad! Må ærligt indrømme, at vi ikke lige er til nudler og ris til morgenmad, så vi er lidt spændte på, om vi skal forbi en bager efterfølgende…
Vi havde fået at vide, at morgenmaden blev serveret kl. 8 – og at den smagte bedst varm! Altså ikke noget med at komme for sent. Så kl. 8 sad vi klar på gulvet i huset med køkkenet og fik serveret traditionel koreansk morgenmad. Der var både ris med æg, glasnudler med oksekød, stegte grøntsager, tofu og dumplings med svinekød. Selvfølgelig skulle vi spise med pinde.
Især Casper var lidt udfordret, og det blev også bemærket af hotelmutter. Hun spurgte derfor, om Casper i morgen gerne ville have western style morgenmad – altså kaffe og brød. Det afslog Casper dog. Hun insisterede så på at komme med frugt til Casper senere, for han måtte jo være sulten.
Efter morgenmaden tog vi bussen ud af byen til Bulguksa-templet, der ligger i en skov. For os lignede bygningerne til forveksling paladserne fra Seoul, men her var lidt variation med store buddhastatuer indenfor og farvestrålende lamper med bønner på.
Fra templet tog vi bussen tilbage mod byen, men stoppede halvvejs, hvor der lå et tårn, som vi gerne ville se. Det viste sig at ligge inde i Gyeongju EXPO Grand Park, som vi derfor måtte købe billetter til. Der var flere udstillingsbygninger, men vi var dog kun inde i en enkelt, der udstillede fossiler, sten og dinosaurskeletter. Al information var dog kun på koreansk, så vi fik ikke meget ud af det.
Gyeongju-tårnet var en nyfortolkning af en gammel pagode på den flotte måde. Vi nåede at nyde udsigten i tre retninger fra toppen, da der pludselig rullede skærme ned foran alle vinduer. Der skulle vises en informativ film – kun på koreansk og i 3D-format, men uden 3D-briller. Fra caféen på etagen under fik vi set udsigten til den sidste side: ud over Gyeongju World, der er en forlystelsespark med flere store rutsjebaner.
Helt tilbage i byen startede vi med at gå til paladset – eller rettere, det troede vi. Da først vi havde betalt entré og var kommet ind på området, fandt vi ud af, at paladset slet ikke eksisterede. Der var enkelte pavilloner, der alle var forholdsvis nybyggede. Planen var egentlig at komme tilbage om aftenen og se det hele med lys på, som vi var blevet anbefalet, men det besluttede vi os for at droppe. Fra paladset gik vi gennem parken, hvor bl.a. en mark med solsikker stod flot.
Efter koreansk mad til både frokost og aftensmad i går og morgenmad i dag søgte vi på pizza på KakaoMaps. Det førte os til en lækker café, hvor vi delte en pastaret og en pizza med burrata og pistaciepesto. Virkelig lækkert! Vi havde dog ikke spist mere, end at Valdemar lidt efter fik plads til vandmelonjuice og Britt til et traditionelt saltbrød (læs: croissant møder tebolle).
Da vi kom tilbage til vores hanok, kom hotelmutter med frugt som lovet: en stor klase af de største, sprødeste vindruer! Dem fik Valdemar også fortæret på kort tid.
Valdemar blev forleden udpeget som stifinder, og vi må bare erkende, at han er den bedste til at finde vej – både med og uden hjælp fra det ellers uundværlige KakaoMaps. Hans stedsans er fænomenal, så det er helt klart hans opgave resten af ferien.
Netop som solen var ved at gå ned, gik vi til Woljeonggyo-broen, som også skulle være flot oplyst om aftenen. Vi gik en tur i området, mens vi ventede på, at det blev helt mørkt.
Der er mange dagsturister i Gyeongju. Tidligere på dagen talte vi ikke mindre end 22 turistbusser ved parken, men her til aften var kun fem tilbage. Mens der i går aftes var næsten mennesketomt på gaderne, var der her til aften lidt flere mennesker i hovedgaden.
Da vi kom forbi en restaurant, der serverede oksebøffer, havde vi fundet vores aftensmadssted. Casper og Valdemar delte en bøfret, mens Britt kastede sig ud i koreansk tatar-bibimbap, der også kom med mange små skåle med tilbehør. Valdemar fik efterfølgende også plads til en is forklædt som gris til dessert fra et lille issted på hovedgaden.
I morgen står den koreanske morgenmad igen klar kl. 8, hvorefter det er tid til at forlade Gyeongju.
Også i dag gik hotelmutter lidt for meget op i, hvad vi spiste – eller rettere, hvad Casper ikke spiste af morgenmaden. Hun spurgte ligefrem, om vi aldrig havde spist ris før. Og da Casper så alligevel havde spist godt af maden, roste hun ham med ”Good job, good job” som en anden lille hund. Må indrømme, at vi syntes, at det var lidt irriterende, selvom hun sikkert mente det i bedste mening.
Da vi skulle afsted, kom hotelfar for at forære Valdemar et spil – et traditionelt koreansk spil. Valdemar måtte derfor lige spille et par omgange med ham for at lære reglerne.
På vej til bussen provianterede Valdemar og Britt endnu en gang saltbrød. Hvor vi de sidste par dage blot har købt et enkelt til deling, købte vi en pose med fire. De er virkelig lækre!
Busturen til stationen og den efterfølgende togtur til Busan forløb uden problemer. Ved stationen i Busan fandt vi hurtigt den bus, der kunne køre til hotellet. Da den kom, blev vi dog afvist. Store tasker var åbenbart ikke tilladt i bybusserne. Så vi måtte tilbage og tage to forskellige metroer i stedet.
Det var hyggeligt at overnatte i hanok i Gyeongju, men vi må ærligt indrømme, at et femstjernet hotel er mere vores stil. Og en havudsigt fra 13. etage er heller ikke sådan at kimse af. Vi gik en kort tur tæt ved hotellet og vendte så tilbage for at tage en tur i poolen. Hotellet har faktisk både en stor indendørs og en mindre udendørs pool med udsigt over stranden – for slet ikke at tale om både en indendørs og en udendørs børnepool og en jacuzzi. Vi sprang de to børnepools over, men prøvede resten. Totalt godkendt!
Antallet af medarbejdere på dette hotel er virkelig imponerende! Ved ankomst stod flere klar til at tage bagage, tjekke os ind og vise vej til elevatoren, og ved poolen var der også flere til at tjekke os ind (ja, man tjekker ind ved poolen) og til at følge os på vej til omklædningsrummet – for slet ikke at tale om antallet af livreddere på vagt!
Først på aftenen var vi på gaden igen for at finde et sted at spise aftensmad. Det vrimler med spisesteder, men som sædvanlig havde vi svært ved at beslutte os – og da vi endelig havde besluttet os, blev det korean BBQ.
Vi var lidt skuffede over det kød, vi havde bestilt, da det viste sig at være skåret i ultratynde skiver. Det smagte nu godt alligevel. Casper og Valdemar spiste ris til, mens Britt smagte på det meste af tilbehøret. Nej, kimchien og de sindssygt stærke små krabber kom urørte tilbage til køkkenet. Vi kan godt mærke, at vi bliver bedre og bedre til at spise med pinde, men bruger nok saksen lidt mere end de lokale, når vi spiser kød.
Vi fandt en lille gade fyldt med madboder, hvor Britt og Valdemar forsynede sig med dessert: bungeoppang med nutella og hotteok med nødder. Den frisklavede hotteok var så meget bedre end den tørre variant, som vi forsøgte at tygge os igennem ved morgenmaden i Seoul. Det er tydeligt, at Busan ligger ud til vandet. Seafood er virkelig dominerende, og det virker til, at især babyblæksprutter er en populær spise. En BBQ-restaurant reklamerede endda med, at man fik den serveret levende. Velbekomme, siger vi bare! Vi holder os stadig til okse- og svinekød på grillen.
I morgen er det tid til seriøs sightseeing i Busan.
Dagens første opgaver var at finde et sted at spise morgenmad og en ATM, da vi var ved at løbe tør for kontanter. Vores eneste kontanter var nogle, som Casper havde fået fra en kollega, og de havde holdt os gående indtil nu. Det er faktisk muligt at betale med kort de allerfleste steder (nogle madboder dog undtaget), men af uforklarlige grunde kan vores T-Money Cards (rejsekort) kun fyldes op med kontanter.
Da opgaverne var fuldtført, fandt vi en bus, der kunne bringe os til Gamcheon Culture Village. Det blev en køretur på næsten en time gennem Busan, over den lange Gwangan Bridge, der har vejbaner i to etager, og gennem Busans enorme industrihavn. Det gav os en god fornemmelse for Busans størrelse.
Vi opgav på forhånd at få en plads i den lille bybus, der kørte det sidste stykke op til Gamcheon Culture Village, og tog i stedet turen på gåben. KakaoMaps sagde, at den blot 1,4 km lange rute ville tage 27 minutter, hvilket helt klart skyldtes den kraftige stigning på ruten. Det gik bare opad!
I Gamcheon Culture Village gik vi rundt og kiggede på de farvestrålende huse, der var bygget på skråningen. Overalt optræder Den Lille Prins fra det franske eventyr, og figuren er blevet et vartegn for den tidligere meget fattige bydel.
Fra Gamcheon tog vi bussen til Jagalchi-fiskemarkedet. Vi gik op og ned mellem flere rækker af boder på markedet, da det bare var så fascinerende at se alle de forskellige fisk, skaldyr og ukendte vanddyr. Prøv lige at google pølseorm! De fleste steder var det muligt at købe fisk eller skaldyr og få det købte tilberedt og serveret på etagen ovenpå. Nej, en pølseorm så absolut ikke appetitlig ud!
Frokosten blev Sydkoreas svar på McDonald’s, Lotteria.
Vi fortsatte gennem Gukje-markedet, inden vi besteg bakketoppen i Yongdusan Park, hvor Busan Tower står. Vi valgte dog ikke at tage op i tårnet. Efter et kaffestop tog vi bussen tilbage til hotellet – igen en times kørsel, dog ad en anden vej gennem Busan.
Også i dag blev vores daglige bad klaret i forbindelse med en tur i poolen. Vi har på andre ferier grinet lidt af amerikaneres manglende evne til at svømme (ja, vi generaliserer helt vildt), hvor de i stedet står i poolen eller sidder på kanten. Asiater (ja, vi skelner ikke mellem de forskellige nationaliteter, da vi ikke kan) svømmer derimod, men de er virkelig ikke gode til det.
I dag havde vi også planer for aftenen, da vi skulle se droneshow. KakaoMaps sagde, at den mindre end fem kilometer lange gåtur ville tage en time og et kvarter, hvilket undrede os en del. Vi var da også noget hurtigere, men når man ofte skal vente på grønt lys i 1½-2 minutter ved alle lyskryds, tager turen altså lidt længere, end vi er vant til.
På stranden ved Gwangalli tog vi plads sammen med tusindvis af andre for at se lasershowet over Gwangan-broen og droneshowet over vandet. Vi havde aldrig tidligere set et droneshow og var virkelig imponerede. Vildt, hvad de 1.100 droner kunne danne af mønstre under temaet ’Station Between Dimensions’.
På en stor del af gåturen til stranden i Gwangalli var der ikke meget at se på, og i mørket ville turen være endnu kedeligere. Vi gad derfor ikke den godt en time lange gåtur og gik i stedet mod metroen. Det gjorde mange andre også – og dette i et tempo, der virkelig satte vores tålmodighed på prøve.
Tilbage ved vores hotel valgte vi endnu en gang sydkoreansk fastfood – denne gang Mom’s Touch, hvor vi delte et par pizzaer, selvom stedet nok mest er kendt for deres burgere.
Da vi ankom fra Gyeongju forleden, så vi et sted, som vi udså os til morgenmad en dag. I går var der lang kø, så vi gik videre. I dag var køen endnu længere, men denne gang stillede vi os i kø. Da vi sammenholdt antallet af personer, der allerede havde bestilt mad og ventede, med antallet af personer, der stod i kø foran os, skiftede vi dog mening og fandt et andet sted.
I går aftes forudsagde vejrudsigten for mandag 38 mm regn, og i morges var det steget til 51 mm. Derfor besluttede vi at rykke en del af mandagens planer til i dag, hvor vi ikke havde noget på programmet. Vi startede med at tage bussen lidt ud af byen til Haedong Yonggungsa-templet. Da vi nærmede os, kørte ikke mindre end fem turistbusser ind på parkeringspladsen, så vi satte det lange ben foran for at komme turisterne i forkøbet. Der var dog allerede mange ved templet, der ligger flot ud til kysten og klipperne. Da vi forlod templet igen, holdt der mindst 15 busser, og på vejen dertil var der totalt kaos med taxier og turistbusser. Vi tror, at de ville komme til at holde i kø i laaang tid for at nå det sidste stykke til templet, der måske også er en af Busans største seværdigheder. Som vi gik rundt ved templet, havde vi lidt svært ved at forstå, at temperaturen ikke burde være højere end 22-23 grader, for vi var ved at blive stegt af solen.
Fra templet tog vi bussen videre til Cheongsapo Daritdol Skywalk – en lang gangbro ud over klipperne og havet. Det specielle ved gangbroen er, at en del af den har glasbund – altså fri udsigt til bølgerne langt under. Langs kysten ved siden af strandtogets spor og under banen for Sky Capsule-vognene gik vi videre til Haewol Observatory – endnu en bro ud over havet med delvist glasgulv. For enden af Sky Capsule-banen besøgte vi caféen, der lever stort på at ligge lige ud til sporene, hvor de små sjove vogne kører forbi. Ja, det er herfra, mange af videoerne og billederne på sociale medier stammer. De holdt dog også godt øje med, at ingen besøgte deres tagterrasse uden at have købt mindst én drik pr. person.
Efter to morgener med lang kø til morgenmadsstedet Egg Drop valgte vi at spise frokost der. Selv uden kø ventede vi lang tid på vores lækre toasts. Vores estimat på en times ventetid på morgenmad var nok ikke helt forkert.
Vi fortsatte langs stranden, hvor store bølger slog ind mod kysten. Politiet stoppede da også en mand i våddragt og svømmefødder, der havde planer om en svømmetur. Op og ned ad trapper rundt om den lille halvø Dongbaekseom og tilbage langs stranden.
Da vi sidst på eftermiddagen var en tur i poolen, blev den udendørs pool lukket på grund af kraftig vind, og der var da også god styrke i vinden, da vi gik ud for at spise aftensmad.
Hot pot er måske ikke det mest koreanske, og stedet til aftensmad var vist også kinesisk. Men konceptet lød så sjovt, at det bare måtte prøves. Med hver vores lille gryde med kogende bouillon (der blev leveret til os med et lille tog) sad vi langs et rullebånd, hvor utallige skåle med fyld til gryden kørte forbi: nudler, kød, grøntsager og alt muligt, som vi absolut slet ikke aner, hvad var. Indimellem kom også noget til dessert, ligesom der var softice. Både mad og drikke var ad libitum, så vi fik rigeligt at spise. Konceptet var simpelthen så sjovt, at vi overvejer at besøge deres filial i Seoul, inden vi skal hjem.
Her i Sydkorea benytter de sig i stor stil af at sende advarsler ud på mobiltelefoner, og vi har flere gange modtaget efterlysninger af forsvundne personer. Her til aften fik vi advarsel om voldsomt vejr i nat med op til 30 mm regn i timen med risiko for oversvømmelser i flere dele af byen. Selvom det har været overskyet fra middagstid og ret blæsende, er vi glade for, at vi tog den lange gåtur langs kysten i dag og ikke først i morgen som planlagt. Vi er nu spændte på, om vejret kan få betydning for vores bookede tur med Sky Capsule…
Den forventede heldagsregn for i dag var umiddelbart faldet i løbet af natten, men det var stadig ret overskyet udenfor – og meget lummert!
Morgenmaden blev brød fra et nærliggende bageri. Vi skulle egentlig blot have et enkelt stykke brød hver, men der var bare så meget, der så lækkert ud. Vi endte derfor med at komme ud fra bageriet med syv forskellige stykker brød og kager. Det blev bl.a. til en kæmpe kaffebolle og et saltbrød farvet sort af blæksprutteblæk. Sammen med et par kolde kaffedrikke spiste vi noget af brødet siddende ved stranden.
Eftersom vi havde lavet om på vores planer, havde vi nu en dag, der var lidt svær at få til at hænge sammen. Kl. 13.30 havde vi nemlig en booking til Sky Capsule, men vi havde jo allerede gået den lange tur langs kysten dagen før, som ellers gav god mening sammen med den booking. Der var flere andre steder i Busan, som vi egentlig gerne ville se, men de lå alle mindst 1½ times transport væk. Derfor valgte vi i stedet at tilbringe formiddagen med en tur i poolen.
Sidst på formiddagen tog vi bussen mod Sky Capsule. Det blev en af de små grønne lokalbusser, der snor sig op og ned ad de mindre gader, hvor de almindelige busser ikke kører. Ved vandet ved Cheongsapo Station gik vi en tur, og i stedet for frokost fik vi kaffe og kage på en café.
Selvom det var lidt gråt i vejret, nød vi virkelig den 2 km lange køretur i de små Sky Capsule-vogne. Det var utroligt hyggeligt, og trods vejret var der en fin udsigt over kysten, havet og senere Busans skyline.
Verdens største stormagasin, Shinsegae Centum City, havde til Valdemars glæde sin månedlige lukkedag, men så besøgte vi i stedet Lotte Department Store, der bedst kan sammenlignes med Magasin. Vi kiggede lidt på tøj, men som forventet passede de koreanske størrelser ikke lige til os. Derfor blev det bare til kig og ingen køb.
Vi syntes ikke, at vi havde så mange skridt i fødderne, så vi besluttede at gå den ca. 5 km lange tur tilbage til hotellet. Flere gange troede vi, at det ville begynde at regne, men hver gang blev det kun til enkelte dråber.
I Berlin har Valdemar og Britt en leg, der involverer biler af mærket Smart. Allerede fra første dag i Seoul var denne leg blevet konverteret til at handle om Kia Ray. Derfor blev der også på denne gåtur holdt godt øje med bilerne. Vi er ret imponerede over Busans bilpark – f.eks. har vi aldrig set så mange Maybach-biler!
Til aftensmad blev det Korean BBQ chicken hos den koreanske kæde bb.q. Selvom vi alle tre var ret sultne, bestilte vi blot en enkelt portion half & half – og alligevel kunne vi ikke spise op. Vi kunne igen konstatere, at man ikke skal tro en koreaner, der siger, at maden ikke er stærk.
Til dessert har vi nu lidt rester af brødet fra morgenmaden.
Det småregnede, da vi gik mod metroen i morges for at tage til Busan Station. På turen kunne vi mærke på egen krop, hvor fysisk anlagte koreanerne ofte er. Nogle gange virker det, som om de hellere vil skubbe og hive i en end at sige noget. Som da Britt åbenbart stod forkert i kø ved elevatoren, blev hun skubbet på plads af en medarbejder. Eller da en kvinde i metroen syntes, at Britt skulle sætte sig på et af de reserverede sæder til gravide, blev der hevet i armen. Ved ikke helt, om det skal tages som en fornærmelse, at Britt ser gravid ud? Eller som en kompliment at se så ung ud, at en graviditet faktisk er en mulighed?
På Busan Station spiste vi lidt morgenmad på en café – Valdemar valgte endnu en gang sit nye yndlingsbrød: saltbrød.
Til denne mere end 2½ time lange togtur havde vi købt billetter til 1. klasse, så vi havde rigeligt med plads. Valdemar fik lavet lidt dansk, men han er vist noget bagud på skolearbejdet, taget i betragtning, at han slipper for en uges skole…
I Seoul tog vi metroen videre til vores hotel. Vi vidste jo godt, hvad vi havde booket, men blev alligevel positivt overrasket over vores toetagers hotelværelse. Alt var bare så lækkert. I det lille køkken stod en velkomstpakke med bl.a. en lille whiskey, tøffelchips, blækspruttesnacks og tørret wagyu-kød. De to Heineken-øl i køleskabet virkede lidt for ordinære i forhold til resten, men måske er Heineken lidt eksotisk her…?
Vi blev ikke længe på værelset, men gik ud for at kigge nærmere på denne del af Seoul – og så få en sen frokost. Vi gik langs K-Star Road, hvor alle de store luksusmærker holder til i imponerende bygninger, ligesom vi besøgte HAUS NOWHERE Seoul, der rummer nogle spektakulære butikker med vilde udstillinger. Vi var dog lidt skuffede over, at den kæmpe gravhund, som vi havde set på billeder, nu var blevet erstattet af en kæmpe sovende broccoli.
I Ttukseom Hangang Park fik vi lidt at drikke på den flydende Starbucks med udsigt til en del af Seouls skyline, mens mørket faldt på efter solnedgang.
På hjemturen valgte vi at tage metroen. I et supermarked shoppede vi kopnudler og et par trekantssandwich til en let aftensmad, ligesom vi købte lidt frugt og yoghurt til morgenmaden. Vi bliver hentet på hotellet allerede kl. 6.30 i morgen tidligt, så vi skal virkelig tidligt op.
Aftensmaden er ikke blevet spist…
Allerede kl. 6.20 var vi i en bil på vej ud af Seoul med kurs nordpå. Vi var blevet hentet på hotellet af en chauffør og vores guide, Won.
Selv så tidligt var der tæt trafik gennem Seoul, men en god time senere nåede vi frem til Imjingak Peace Park – i regnvejr. På vejen dertil fik vi lige den basale viden om Koreas historie og selvfølgelig især Koreakrigen. Vores guide havde forinden fortalt, hvordan det i de seneste år var blevet sværere for nordkoreanere at flygte. Den nemmeste flugt var over grænsen til Kina, men under corona blev mange mindre grænseovergange lukket, og efterfølgende har den omfattende videoovervågning med ansigtsgenkendelse i Kina gjort det stort set umuligt for de nordkoreanske afhoppere at komme igennem Kina til sikkerhed i et af nabolandene.
På stedet fik vi mulighed for at høre en nordkoreansk afhopper fortælle sin historie, ligesom vi fik mulighed for at stille spørgsmål til hende. For 20 år siden flygtede hun med sin mand og deres 14-årige søn i båd fra Nordkorea til Sydkorea. Det var virkelig interessant at høre, hvordan K-drama via et ulovligt tv-signal havde givet familien indblik i de bedre muligheder i syd, og hvorfor de besluttede sig for at flygte, da staten ville fratage dem deres lille fiskerbåd, der samtidig var deres levebrød.
Efter den gribende historie kørte vi videre ind i DMZ (Den Demilitariserede Zone), der er den 4 km brede bufferzone mellem Nord- og Sydkorea. Der besøgte vi først den 3. tunnel – en af de tunneller, som Nordkorea har gravet ind under Sydkorea med henblik på et angreb. Efter opdagelsen havde Sydkorea blokeret tunnelen med flere betonvægge, så vi stod ca. 170 meter fra grænsen til Nordkorea, da vi nåede så langt, som vi kunne gå. Tunnelen var ret lav, så vi måtte gå foroverbøjede det meste af vejen. Vi var glade for, at sikkerhedshjelme var obligatoriske. Vi stødte hovederne mod loftet flere gange, og konstant kunne man høre lyden af andre, der også stødte deres hjelme mod loftet. Desværre var det ikke tilladt at medbringe f.eks. mobiltelefoner, så ingen billeder.
Ved næste stop var det også forbudt at tage billeder. Fra Dora-observatoriet kunne vi kigge ind over grænsen til Nordkorea. Det var muligt både at se den nordkoreanske by Gaeseong og den tomme propagandaby Kijong-dong. Det blev også til et kort stop i Unification Village. Byen er en af de få, der faktisk ligger inden for CCZ (Civilian Control Zone), hvortil der også er begrænset adgang for civile.
Området er især kendt for dets produktion af ris, ginseng og sojabønner – og selvfølgelig skulle Valdemar og Britt smage sojabønne-is. Byens beliggenhed tæt på grænsen gør den ikke ligefrem til et attraktivt sted at bo. Byen har f.eks. flere beskyttelsesrum, og den lokale skole har skudsikre vinduer, ligesom der er natligt udgangsforbud og kun adgang via kontrolposter. Det er dog vist kun byerne inde i selve DMZ, hvor beboerne som kompensation for ulemperne ved at bo så tæt på Nordkoreas grænse har skattefrihed og er ikke omfattet af obligatorisk værnepligt.
Dagens sidste stop var i Aegibong Peace Ecopark længere mod vest. Fra parken, der ligger blot 1,4 km fra grænsen til Nordkorea, er det muligt at kigge ind i landet – og her var det faktisk tilladt at tage billeder! Gennem de opstillede kikkerter kunne vi se både nordkoreanske soldater og bønder, der arbejdede på markerne. I parken ligger også en Starbucks, hvorfra vi kunne sidde og kigge ind i Nordkorea.
Turen tilbage til vores hotel tog desværre 1½ time på grund af den tætte trafik. Selvom vi var godt trætte efter den gribende, lærerige og virkelig spændende dag, måtte vi lige prøve hotellets pool. Og den var lige så smuk som resten af hotellet (fik vi nævnt den vildt flotte parkeringskælder?!). Britt og Valdemar testede også lige den udendørspool, hvor vandet var dejligt varmt, men luften udenfor gjorde det til en lidt kold fornøjelse at komme op.
Aftensmad blev i dag kopnudler, sandwich og samgak-gimbap indtaget på værelset. Valdemar er nu rykket ovenpå, hvor han føler lidt, at han har sit eget værelse – hvis vi lige ser bort fra, at vi kommer op og sover i sengen ved siden af.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel i morges. Til gengæld var temperaturen nede på måske 4 grader, så for første gang på ferien var vi iført både lange ærmer og jakke. Lidt af en kontrast til varmerekorden i byen, da vi ankom for godt 1½ uge siden.
Vi havde gjort vores research på KakaoMaps for at finde en åben bager i nærheden. Men det blev alligevel en sværere opgave, da to steder var lukkede, og et par stykker havde stort set intet udvalg. Vi fik da lidt morgenmad.
Vejret var ideelt til den planlagte tur op i Lotte World Tower – Sydkoreas højeste og verdens 6. højeste bygning på 555 meter. Sigtbarheden var perfekt, og fra 122. etage havde vi en vild udsigt over Han-floden og hele Seoul. På 118. etage var der et par steder med glasgulv, så vi kunne se jorden næsten ½ km under os.
På vores tur videre fandt vi et lille spisested, hvor vi delte et par lækre sandwich, inden den sidste gåtur til Olympic Park. Vi gik en tur gennem parken, hvor de første efterårsfarver var begyndt at dukke op. Vi er dog lige et par uger for tidligt på den til rigtigt at opleve træerne i deres efterårspragt. Da vi havde taget metroen til Lotte World Tower, valgte vi også at tage den tilbage til en station et lille stykke fra vores hotel. Først da vi skulle af, kunne vi konstatere, at vi var kommet med en ekspresmetro, der sprang flere stationer over – bl.a. den, som vi skulle af på. Vi endte derfor lidt længere væk, men var så til gengæld tættere på en Baskin Robbins. Så var eftermiddagssnacken reddet, ligesom vi købte lidt is med hjem til fryseren.
Sidst på eftermiddagen nåede vi en tur i først den indendørs pool og derefter den udendørs, inden vi gik ud for at spise aftensmad. Hotpotrestauranten, som vi besøgte i Busan, har også en filial her i Seoul, så den gik vi til. Da vi – efter et par butiksbesøg for bl.a. at købe en bog om Korea med hjem – fandt frem til stedet, fik vi at vide, at vi måtte forvente to timers ventetid. Vi valgte derfor ikke at blive skrevet på ventelisten. Heldigvis fandt vi hurtigt et andet spisested i nærheden: Korean BBQ. Lydniveauet i restauranten var enormt, men stemningen var god, og oksekødet, som vi havde valgt, smagte virkelig lækkert.
Vi er sikre på, at Valdemar havde fået KakaoMaps til at vælge ruten med flest op- og nedstigninger! På nogle veje var stigningen så stor, at fortovet ligefrem var erstattet af trin! Seoul er virkelig en bakket by.
Vi har nu lige spist lidt af den is, som vi købte tidligere i dag. Resten må vi spise i morgen…
I går købte Valdemar en pose med Formel 1-samlekort, og her til morgen åbnede han pakken. Nej, Valdemar samler ikke på sådan nogle kort, men er vild med Formel 1, så købet var egentlig lidt for sjov. Alligevel var glæden stor, da ”glimmerkortet” i pakken var med Valdemars yndlingskører.
Selvom der er meget mere i Seoul, som vi sagtens kunne bruge vores tid på, havde vi i dag planlagt en tur ud af byen. Med bus, metro og bus igen nåede vi frem til Suwon, der ligger ca. 30 km syd for Seoul.
Byen er især kendt for den mere end 200 år gamle fæstning, Hwaseong, hvoraf flere af portene stadig er de originale, mens andre blev ødelagt under Koreakrigen. Vi besøgte to markeder og fik da endelig smagt den traditionelle snoede donut kkwabaegi – og da vi lidt efter besøgte et bageri, blev en pat-donut også krydset af på listen. Fyld af azukibønner lyder måske ikke så lækkert, men den smagte overraskende godt.
Vi har set rigeligt med paladser, men besøgte alligevel også Hwaseong Haenggung Palace. Vi må ærligt indrømme, at paladset ikke adskilte sig synderligt fra de andre, men her var i det mindste nogle forklaringer på, hvad nogle af de mange huse havde været brugt til. Der var ikke mange andre turister, men til gengæld vrimlede det med skoleklasser i alle aldre.
Fra den gamle bydel fortsatte vi gennem Suwon til det store Starfield Mall. Ja, selvfølgelig skulle vi besøge det meget Insta-venlige Starfield Library. Der er vist mindst lige så mange, der kommer for at tage billeder, som der er personer, der kommer for reelt at læse. Selvom det hedder et bibliotek, er det dog ikke muligt at låne bøger – kun læse dem på stedet. Her i Sydkorea har vi set rigtig mange hunde i barnevogne – ja, faktisk har vi nok set flere hunde end babyer i barnevogne. I Starfield Mall fandt vi også en butik, der solgte udstyr til kæledyr, og udvalget af hundeklapvogne kunne godt ligne udvalget i Babysam. Og selvfølgelig skal de små hunde i barnevognene også have tøj på.
Vi spiste frokost i centerets foodcourt, inden vi tog bussen tilbage til Seoul. Vi droppede poolen i dag og slappede i stedet bare på værelset. Samtidig begyndte vi at pakke, da vi jo desværre skal hjem i morgen.
I går gik vi forgæves til hotpotrestauranten, så i dag gik vi hjemmefra tidligt og skrev os samtidig på restaurantens virtuelle venteliste. Vi var overraskede over, at vi faktisk kun skulle vente et kvarter på et bord og derfor fik tildelt en plads, inden vi nåede frem til restauranten. Da vi kom frem, fandt vi ud af, hvorfor. Vi havde fået skrevet os på ventelisten til deres filial i en anden bydel, og den er åbenbart ikke så populær. Da vi kom forbi i går, var der 34 selskaber på 3 eller flere personer i kø foran os, og vi fik at vide, at ventetiden ville være ca. to timer. Nu var der 63 (!) i kø foran os! Dertil kom mere end hundrede par, der ventede i den virtuelle kø! Men tjeneren forbarmede sig åbenbart over os dumme turister og bad os vente en halv time – og da vi sagde ja til at få en barplads i stedet for et bord, fik vi plads med det samme. Altså sprang vi virkelig mange over i køen. Nu kendte vi konceptet, men det var stadig sjovt, så vi var enige om, at det var en fin afslutning på vores Sydkorea-ferie.
Da vi var færdige med at spise, hastede vi til en bus og nåede frem til Banpo-broen over Han-floden i tide til at se det store vand- og lysshow. Ligesom da vi var i parken forleden, var der fyldt med familier, kærestepar og venner, der holdt picnic på græsset. Flere havde endda små borde og lamper med. Vi slog os ned på græsset imellem alle de andre og så det flotte regnbueshow.
Efter endnu en bustur er vi nu tilbage på hotellet. Isen i fryseren er blevet spist, og vi er klar til sidste nat her på vores lækre værelse…
Lidt frugt og yoghurt, og så var vi klar til en allersidste tur i poolen. Kl. 10 tjekkede vi ud.
Der var stadig lige et par enkelte steder, som vi manglede at besøge. Efter lidt ekstra morgenmad hos Isaac Toast gik vi til Bongeunsa-templet. Der skete en masse på tempelområdet: en tefestival skulle til at gå i gang med teceremonier, og samtidig blev der afholdt ’Seoul Wellness Travel Week 2026’. Derudover kom der en masse mennesker for at bede, holde Buddha på maven og i hænderne eller forsøge at kaste en mønt i en skål – umiddelbart for at få held eller få et ønske opfyldt.
Vi har de sidste fire nætter boet i bydelen Gangnam, så selvfølgelig skulle vi forbi det store Gangnam Style-monument rejst til ære for sangen, der gjorde bydelen kendt i hele verden. I Starfield COEX Mall skulle vi selvfølgelig også se Starfield Library. Hvis vi syntes, at der var mange, der tog billeder ved biblioteket i Suwon, var det ingenting i forhold til menneskemængden her. Men helt ærligt – efter at have set biblioteket i Suwon i går, var dette i Seouls centrum lidt skuffende. Men det ligger centralt, så for mange er det nok det eneste af de to biblioteker, de har mulighed for at besøge. Vi så da også flere turistgrupper, der besøgte biblioteket.
Vi manglede stadig at købe lidt slik med hjem til bl.a. kolleger, så vi satte navigationen til at guide til et rigtigt supermarked. Og så fik vi ellers handlet ind – både til kolleger, klassekammerater og svømmeholdet. Og da vi på etagen ovenover fandt mere koreansk slik, kom der endnu mere i kurven. Selv med nogle små flasker soju blev det dog alligevel under 200 kr.
Vi havde jo rigeligt med tid, så vi tog den også på gåben tilbage til hotellet – med et stop på Starbucks på vejen. Vi havde overvejet flere muligheder for at komme til lufthavnen, men netop på grund af den gode tid valgte vi den billigste løsning: tre forskellige metroer. Uanset om vi valgte taxi, lufthavnsbus, gennemkørende tog eller denne billigere løsning, ville turen tage mindst en time.
Kl. 19 ankom vi til lufthavnen – i god tid til vores fly kl. 23.35. Vi havde derfor rigeligt med tid til at gå lufthavnen rundt, bruge lidt af vores tilbageværende kontanter og spise aftensmad i en af lufthavnens fire foodcourts.
Da vi var færdige med at spise, kunne vi konstatere, at lufthavnen mere eller mindre lukkede ned kl. 21.30, og vi måtte derfor lede lidt for at finde et sted at bruge vores sidste won. Et af de steder, der stadig havde åbent, ville ikke tage imod kontanter, så nu ligger der i stedet et par små kager fra Starbucks i tasken, og så må de sidste 3.000-4.000 won komme med hjem som souvenir.
Da vi for flere måneder siden bestilte flybilletter, lød det perfekt med direkte fly. Nu, hvor vi sidder ved gaten og kan se frem til en mere end 13½ time lang flyvning, synes idéen mindre god. Planen er dog at få en god nats søvn på flyet, da vi forventer at lande i Kastrup Lufthavn kl. 5 søndag morgen dansk tid.

































































































































































































































































































































































