Mandai Rainforest Resort by Banyan Tree, Singapore, kl. 19.30, lørdag den 26. juli 2025
Det er snart 34 timer siden, at vi stod op derhjemme – lidt tidligere end nødvendigt, men for hurtigere at kunne vænne os til tidsforskellen.

Knap seks timers flyvetur til Abu Dhabi forløb problemfrit. Og transittiden i Abu Dhabis hvide, ’runde’ lufthavn gik med at få lidt at spise. Valdemar havde ellers spist enkelte bidder af flymaden, hvilket er virkelig usædvanligt. Den sidste flyvetur til Singapore lød på knap otte timer. Efter en halv times kamp opgav Britt at få sovet, da der simpelthen var for varmt i flyet, men Valdemar fik sig en lur på over fire timer i en meget akavet stilling – synes vi andre. Heller ikke denne gang undgik vi, at Valdemar kastede op i slutningen af flyvningen, selvom han havde haft det fint hele turen.

Vi har læst meget om, hvor effektiv lufthavnen er i Singapore – og det var helt korrekt. Ingen medarbejdere, men kun automater til at tage billede og fingeraftryk, så vi var igennem immigrationen på ingen tid. Med vores kufferter fandt vi hurtigt vores ventende chauffør.

Førstehåndsindtrykket af Singapore var meget positivt, selvom vi slet ikke kom ind til byen. Første hotel er nemlig et stort nyt resort uden for byen i det grønne område, der bl.a. huser zoologisk have og fugleparken Bird Paradise. Vores værelse var naturligvis ikke klart, da vi ankom sidst på formiddagen, så efter at være kommet af med bagagen, begav vi os til River Wonders – en dyrepark med fokus på livet i og omkring verdens floder.

De enorme manatees var imponerende, mens pandaerne var lidt skuffende. En enkelt rød panda lå og sov, og det samme gjorde den store panda – med bagdelen til publikum, så ingen søde billeder. Bådturen var midlertidigt aflyst på grund af en regnbyge, så den kom vi ikke på. Regnen generede dog ellers ikke, da de fleste dele af parkens ’attraktioner’ er under halvtag, og det samme er gangbroerne, der forbandt de forskellige områder. Da Valdemar ved udgangen besluttede sig for en skub-op-is fra et salgssted i den anden ende af parken, endte vi med at gå det hele igennem igen, og denne gang var det muligt at se begge kæmpepandaer vågne.

Da vi først på eftermiddagen kom tilbage på resortet, var vores værelse klart. Vi kom dog hurtigt i badetøjet og tog en svømmetur i resortets smukke pool, der ligger på taget med udsigt over Mandai Wildlife Reserve, som omgiver det hele.

Vi havde ikke fået morgenmad på flyet som forventet, så med undtagen nogle kiks og småkager havde vi intet fået siden aftensmaden ombord. Derfor gik vi ud for at spise tidlig aftensmad – eller var det en sen frokost? Valget faldt på en sushirestaurant, hvor vi bestilte maden på en kæmpe skærm for enden af vores bord, og så kom det bestilte kørende på rullebåndet. Efter meget mærkeligt, men lækkert sushi, bestilte vi også dessert. Undervejs i bestillingerne havde vi accepteret at deltage i et spil, og det lykkedes os at vinde en sød lille pin med en af sushikædens maskotter. Vi var virkelig underholdt!

Vi havde svært ved at holde os vågne, så vi gik op på resortets tag, hvor der udover den flotte pool også ligger en ’have’, hvorfra det var muligt at se solnedgangen. Skyer forhindrede os i at se en flot solnedgang, men vi fik i stedet set 12 jægerfly og fem militærhelikoptere i formation, der var i gang med at øve til det store show til Singapores 60. nationaldag om to uger.

Klokken nærmer sig nu otte, og Valdemar har allerede lagt sig til at sove. Vi kæmper også med at holde øjnene åbne. Casper har en ambition om at holde sig vågen til kl. 21 – og har taget en kop kaffe, da det ellers absolut ikke kan lade sig gøre. At springe en nats søvn over og samtidig vænne sig til seks timers tidsforskel er hårdt!

Mandai Rainforest Resort by Banyan Tree, Singapore, kl. 22.45, søndag den 27. juli 2025
For at vænne os hurtigst muligt til den nye døgnrytme, stod vi op kl. 7, selvom vi godt kunne have sovet længere. Vi ville dog også gerne nå morgenmadsbuffeten før myldretiden, da vi var blevet advaret om et fyldt resort. Morgenmadsbuffeten var enorm! Britt kastede sig over lidt asiatiske indslag – dog ikke f.eks. nudler og kammuslinger, som også var i buffeten. Vi sprang også champagne og bloody mary over, men prøvede gladelig den sjove mini-pandekagemaskine. Der var hele seks slags mælk at vælge imellem – og skumfiduser og chokoladefondue var der også. 

Lidt i ni nåede vi frem til Singapore Zoo, hvor vi de næste tre timer gik det hele igennem efter Valdemars kyndige guidning. Flere steder var det som at gå i en skov i den frodige zoologiske have. De mange træer og planter betød dog også, at flere dyr var svære at finde på grund af de mange gemmesteder. Et sted kom vi helt tæt på store flagermus og et dovendyr, der kravlede forbi med sin unge på maven – til flere flagermus’ irritation, da de hang på grenen, hvor dovendyret kom kravlende. Et andet sted i haven svingede de store orangutanger sig frit i træerne over stierne – de var ikke hegnet inde. Da vi havde gået det hele igennem, sluttede vi af med at tage toget, der også kører gennem haven med flere stoppesteder undervejs.

To pizzaer til deling på en italiensk restaurant uden for haven, og så tilbage til resortet. Om eftermiddagen, hvor UV-indekset var højest, ’iklædte’ vi os rigeligt med solcreme og tog en tur i resortets pool. Der var heldigvis lidt skyer på himlen, og der kom da også enkelte dråber regn. På et tidspunkt havde vi den kæmpe pool helt for os selv, og på intet tidspunkt var der mere end højst to andre familier i vandet.

Valgmuligheder for aftensmad var lige begrænsede, da flere steder i foodcourten var lukkede. Vi havde nok i går taget det sjoveste spisested, så her til aften blev det det sikre valg: KFC. I larmen fra en del håndværkere lige ved siden af, samtidig med skramlen fra flere medarbejdere, der stablede foodcourtens borde og stole, fik vi fastfood. Dessert havde de ikke, så det blev i stedet nogle lækre drikke og en cookie til deling på den nærliggende Starbucks.

Lidt før kl. 19 var vi fremme ved Night Safari. Mens hundrede gæster valgte at stille sig i kø til havens togtur, valgte vi at stille os i kø til en af havens vandrestier, der åbnede kl. 19. Sammen med kun et tysk par begav vi os ud på en af stierne i modsat retning af andre. Det betød, at vi havde stien for os selv et godt stykke tid, førend vi begyndte at møde dem, der var gået den anden vej rundt – og dem, der var startet med togturen, og nu var ude på vandrestierne.

Ligesom zoologisk have var Night Safari meget frodig, og sammen med tusmørket, var dyrene svære at finde, og flere steder opgav vi simpelthen at finde nogen. Vi fik dog set flere nataktive dyr, som vi aldrig tidligere har set – eller endsige hørt om. Oplevelsen var dog mere at kigge og lytte efter dyr – også små firben, frøer og endda flere rotter, som krydsede vores sti i halvmørket.

Også ligesom i formiddags tog vi her en tur med toget rundt i haven, hvor vi fik set dyr, som ikke var synlige fra vandrestierne. Togturen sluttede netop som et show var gået i gang, så det missede vi det. Vi havde ikke modet til at vente til kl. 22.15 til aftenens næste og sidste show så det måtte vi undvære.

Tilbage til resortet, hvor vi forsøgte os med en alternativ vej. Resortet er en labyrint af gangbroer i forskellige niveauer, og vi kan ikke forstå, at vi ikke kan finde en smartere vej fra vores værelse til stien til parkerne. Vi bliver nødt til at tage en elevator en etage ned for derefter at gå en etage op til stien, selvom vores værelsesgang og stien løber parallelt med få meters mellemrum.

Hvor flere hoteller nu ikke længere tilbyder daglig housekeeping, kan vi konstatere, at her kommer housekeeping både om formiddagen og igen om aftenen for at tæppe af og rulle for.

Vi har endnu ikke vænnet os til tidsforskellen, så selvom det er noget over vores sædvanlige sengetid, har vi ikke haft problemer med at være vågne til kl. 23.

Legoland Malaysia Resort, Iskandar Puteri, Malaysia, kl. 20.45, mandag den 28. juli 2025
Breakfast stew med kokosris, kokoschutney og en slags fladbrød var Britts asiatiske bidrag til morgenmaden i dag fra den enorme buffet. Intet eksotisk til Casper og Valdemar – udover pandekager fra den sjove pandekagemaskine.

Hverken Britt eller Casper var helt på toppen, så vi tog en slapper på værelset efter morgenmaden, inden vi midt på formiddagen tog i poolen. Vi havde egentlig tænkt, at vi skulle en tur ud på Mandai Boardwalk, men energien var der ikke helt. Britt og Valdemar nåede lige ud på starten af ruten langs vandet, hvorfra vi kunne se resortet og ‘fiskeren’, som vi har set fra poolen hver dag. Tæt på fandt vi ud af, at det var en eller anden målerstation på en lille pram.

Fem minutter efter aftalt pickup time, ringede vores bookede chauffør og spurgte meget surt, hvor vi var henne. Hans engelskkundskaber var vist ikke de bedste, så han forstod åbenbart ikke, at det var ham, der var det forkerte sted. Da han efter yderligere 10 minutter stadig ikke var dukket op, fik vi en af resortets medarbejdere til at ringe til ham og fortælle, hvor han skulle køre hen. Resortet er så nyt, at mange chauffører ikke kender stedet. Dette var også tilfældet med chaufføren fra lufthavnen, ligesom en chauffør, der skulle hente andre gæster, også ringede for at spørge om vej, mens vi ventede.

Kontrolpunktet ved grænsen ud af Singapore og på den anden side af Second Link Bridge ved ankomsten til Malaysia forløb uden problemer. Vi havde læst nogle skrækhistorier om turister, der blev forladt ved grænsen, mens deres chauffører er blevet anklaget for menneskesmugling, da de faktisk ikke har tilladelse til at fragte turister over grænsen. Vi slap dog igennem begge kontrolpunkter og kom frem til Legoland Resort lidt over to.

Selvom Valdemar hjemmefra i forbindelse med bookingen syntes, at det var lidt barnligt, synes vi ved ankomsten alligevel, at vores piratværelse var fint. Fra værelset er udsigt over Legoland og vandland ved siden af. Værelset bød på en skattejagt, hvor Valdemar ved f.eks. at tælle søstjernerne på gulvtæppet, skulle finde koden til et pengeskab på værelset. I pengeskabet lå to små poser Lego.

Resortet ligger lige ved siden af et mindre mall. Ved et spisested ved et lækkert supermarked bestilte vi et par sandwich til en sen frokost, inden vi tilbragte en del tid i selve supermarkedet. Vi fik købt rigeligt med snacks – og så lige et par flasker Prime, som Valdemar ikke havde i forvejen. I centret ligger bl.a. et sted, hvor man kan opleve sne. Man kan virkelig betale for at komme ind i en kæmpe fryser med kunstig sne! Lån af vinterstøvler, hus, vanter og dynejakker er med i prisen. Hvis man bor i et område, hvor det aldrig sner, kan det selvfølgelig være en ting. Men vi finder det alligevel lidt komisk.

Selvfølgelig skulle vi også nå en tur i poolen, der ligger på 5. sal ligesom vores hotelværelse. Efter forrige resorts smukke, kæmpe pool, var denne pool noget kedelig – og lidt fyldt. Men Lego-farver livede den lidt op, ligesom udsigten også var helt fin.

Vi spiste aftensmad på en af hotellets tre restauranter – den italienske. Valdemar går i Caspers fodspor og skal spise pasta carbonara i alle lande. Den nærliggende 7-Eleven var leveringsdygtig i en mindre Slurpee (ikke amerikanske forhold) til dessert til Valdemar.

Ved check-in blev vi bedt om at vælge et tidspunkt for morgenmad, og morgenmennesker, som vi er, har vi valgt kl. 7.30. Det kan godt være, at vi fortryder det i morgen tidligt…

Legoland Malaysia Resort, Iskandar Puteri, Malaysia, kl. 20.30, tirsdag den 29. juli 2025
Ja, vi fortrød i morges, at vi havde valgt det tidligere tidspunkt til morgenmad, men var der alligevel stort set til tiden. Morgenmadsrestauranten her på hotellet er under renovering, så morgenmaden blev serveret i restauranten i selve Legoland. Inde i den ellers lukkede park kørte en golfvogn med plads til otte personer os til restauranten. Det var en stor buffet, men alligevel var der ikke meget, der fristede. Britt plejer at være mest eventyrlysten, når det gælder lokale retter, men på grund af lidt problemer med maven, blev det kun til ris og hvidt brød. Og Casper stak til en gang yoghurt. På tilbageturen fandt vi ud af, at vi godt måtte gå selv igennem den lukkede park i stedet for at blive kørt tilbage, så vi det gjorde vi selvfølgelig.

Vi tog en slapper på hotellet, og lidt i 10 var vi igen ved indgangen til Legoland. Der var næsten ingen kø, men alligevel blev vi som resortgæster ledt uden om de andre i kø. Vi startede i Miniland, der her udelukkende består af steder i Asien – selvfølgelig primært Malaysia. Deres Singapore bliver først indviet om tre dage, så vi måtte nøjes med at kigge gennem huller i hegnet, hvor flere medarbejdere bag ved var ved at bygge de sidste små detaljer. Marina Bay Sands og Singapore Flyer stod dog flot med lys og bevægelse. For at skærme for sol og regn var hele Miniland overdækket, og det samme var flere andre forlystelser.

Vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at sammenligne med Legoland Billund, som vi jo kender så godt. Flere forlystelser var næsten helt ens, om end der er en del flere i Billund. Vi havde egentlig stillet os i kø til vandrutsjebanen, men hoppede ud af køen igen, da vi så, hvor våde folk blev. De kom ud gennemblødte! Godt nok er det varmt, men det havde vi alligevel ikke lyst til. De fleste steder var der stort set ingen kø, men nøj, hvor er medarbejderne ineffektive, når det gælder at få folk ind og ud af forlystelser. De kunne godt bruge en studietur til Billund, for med tempoet og metoderne her må køerne være ulidelige i højsæsonen. At vi helt klart er uden for højsæsonen kunne også ses ved, at enkelte forlystelser netop i disse uger er under renovering – dog heldigvis ingen, som vi havde planer om at prøve.

Pizza til frokost i parken og churros til dessert fra en foodtruck lige uden for parken. Midt på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet. Britt blev på værelset, mens Casper og Valdemar tog en tur i poolen sidst på eftermiddagen.

Aftensmaden blev lidt fastfood i det nærliggende Mall of Medini efterfulgt af is fra en foodtruck. Britt skal altid vælge det mest mærkelige, så det blev til sød kartoffel-is samt durian-is. Valdemar og Casper smagte durian-isen, men kunne ikke abstrahere fra den skrækkelige lugt. Durian-frugten har så kraftig en lugt, at frugten er forbudt mange steder – bl.a. på vores hotel. Hvor de andre isvarianter lå i store åbne beholdere, hvoraf der blev lavet kugler, var durian-isen i små, portionsanrettede, lukkede bøtter.

Her på resortet har Valdemar sit eget lille ’værelse’ med en køjeseng. Ved hjælp af et par sengetæpper lavede han i går en hule i underkøjen, hvor han nu igen her til aften hygger med lidt slik, sodavand og en skærm.

Legoland Malaysia Resort, Iskandar Puteri, Malaysia, kl. 20.45, onsdag den 30. juli 2025
Uden vækkeur var vi oppe og klar til morgenmad kl. 8. Nej, morgenmaden var heller ikke særlig inspirerende i morges, men vi fik lidt at spise. Igen tog vi ’golfvognen’ til restauranten og gik gennem det lukkede Legoland tilbage til hotelværelset.

Lidt over 10 gik vi ind i Legoland Water Park, der ligesom Legoland ligger lige ved siden af hotellet. Vi havde nok ikke de store forventninger og blev derfor positivt overrasket over vandlandet, der minder en del om Lalandia i både størrelse og antal vandrutsjebaner – bare udendørs. Vi startede med en tur i den lidt længere lazy river, hvor Britt dog endte med at gå en del af vejen. En lidt for lille badering resulterede nemlig i en kæntring, da balancen ikke lige var der.

Britt er ikke til vandrutsjebaner, men her er en tilforladelig og stadig sjov vandrutsjebane, hvor vi alle tre kunne sidde i den samme badering. Den blev prøvet nogle gange, ligesom Valdemar og Casper prøvede flere andre. Bølgebassinet var stort, men bølgerne ikke særligt store. Vi havde nok regnet med minimum Lalandia-højde og håbet på højden på bølgerne i Disney’s vandland, som vi besøgte for et par år siden.

På endnu en tur i Lazy River følte vi, at vi blev stegt af solen, så vi var glade for, at det faktisk var skyet det meste af dagen. Heldigvis ingen solskoldning, så solcremen havde virket, som den skulle trods vandet.

Vi spiste også frokost i parken og var først tilbage på hotellet midt på eftermiddagen. Vi var alle så trætte, så vi blev på værelset, indtil vi gik ud tidligt for at finde et sted at spise aftensmad. Valdemar var for træt til en tur i poolen sidst på eftermiddagen, men han fik tilbuddet.

Endnu engang gik vi til Mall of Medini for aftensmad. Denne gang prøvede vi malaysiske The Chicken Rice Shop – en malaysisk familierestaurant med traditionel, lokal mad, som bestilles på telefonen. Kylling og ris og kylling i nudelsuppe gled ned uden problemer. Prisen for en forret, to hovedretter og to sodavand var ca. 90 kr. Dessert blev et par drikke fra Starbucks og en Mango Iced Blend fra et andet drinksted. 42 kr. for to store Starbucks-drikke – vi kommer nok til at savne malaysiske priser i Singapore.

Vi glemte at betale med vores sidste malaysiske ringgit, så vi gik igen i vores yndlingssupermarked, BIG, og købte slik for de sidste kontanter. Vi er ret sikre på, at BIG ikke ligner et sædvanligt malaysisk supermarked, men er luksusudgaven.

I morgen er det tid til at forlade Malaysia. Nej, vi kan ikke sige, at vi har set noget af Malaysia, da vi jo faktisk kun har besøgt Legoland Resort og Mall of Medini. Men det var heller ikke formålet med vores tur over grænsen, så besøget har klart levet op til vores forventninger.

Ligesom de malaysiske priser, kommer vi sikkert også til at savne elevatoren her på resortet: Der er blinkende, roterende discolys og spilles konstant Lego-sangen ‘Everything is awesome!’ Det kan man kun blive i godt humør af, selvom Valdemar græmmes over Caspers forsøg på at danse disco. Vi er sikre på, at hvis nogen tjekker kameraovervågningen, så har de noget at grine af.

Andaz Singapore by Hyatt, Singapore, kl. 21.45, torsdag den 31. juli 2025
I morges fik Britt endelig en ordentlig kaya-toast, som er klassisk morgenmad her i regionen. Ristet toastbrød med smør og kaya – en kokosmarmelade. Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang på denne ferie.

Kl. 10 blev vi hentet af vores chauffør, og så gik turen tilbage til Singapore. Ved grænsen ind i Singapore måtte Britt lige dokumentere vores hotelovernatninger, førend vi blev lukket ind i landet igen.

Selvom vi var fremme før kl. 12, var vores værelse heldigvis klar til os. Hotellets reception ligger på 25. etage i Duo Towers, så lidt skuffende, at vi fik et værelse på 26. etage, når nu der er op til 39. etage. Da vi kom ind på værelset, var vi dog ikke skuffede. Meget fancy rullede gardinerne fra og solafskærmen automatisk op, da vi låste os ind. Og selvom der er et par bygninger i vejen, har vi en flot udsigt over Kampong Glam og Sultan-moskeen. Der er også indbygget solafskærm i vinduesglasset i form af nogle små prikker, som irriterende nok gør det svært at tage flotte billeder af udsigten. Vi er nok mest imponerede over værelset, da det faktisk var et af vores billigere alternativer, da vi skulle booke hotel i Singapore.

Vi var ved at være sultne, så vi startede jagten på et sted at spise frokost. Det blev i det nærliggende Bugis Junction, hvor Casper og Britt prøvede bagt ris med henholdsvis kylling og laks. Valdemar fik pandekager med bacon og spejlæg, og det var naturligvis de vildt fluffy asiatiske pandekager, som vi ser alle steder. Amerikanske pandekager er papirtynde i forhold til disse.

Med henblik på at komme forbi de fleste must-see-steder i bydelene Kampong Glam og Little India havde Britt lavet en rute på Google Maps. Vi var lidt forkert på den i forhold til åbningstider, så vi kunne desværre ikke komme ind i f.eks. Sultan-moskeen. Vi fik set de mange små, farvestrålende huse, og enkelte store flotte, som Valdemar bedre kunne lide. I det døgnåbne Mustafa-center købte vi i elektronikafdelingen en håndholdt blæser, som vi har set så mange gå rundt med. En etage i centeret var udelukkende negleteknikere. Der var måske 30 neglesaloner! Derudover var vi igennem helseafdelingen med bl.a. medicin og stokke, samt igennem tøjafdelingen, hvor tøjet hang i lange rækker med meget smalle passager imellem.

Valdemar syntes, at det var lidt misvisende, at det hedder Little India. Han mente, at vi havde gået hele Indien rundt. Med rigeligt med drikkevarer undervejs – og endnu et par nye Prime-flasker i rygsækken – holdt han dog ud. Det hjalp måske også lidt, at rutens endestation var en Five Guys og et løfte om at tage metroen tilbage til hotellet. Sidst på eftermiddagen nåede vi faktisk Five Guys, som altid leverer fantastiske milkshakes. I stedet for at tage metroen blev det bussen, som dog kun var 10 minutter hurtigere end at gå. Men et løfte er et løfte.

Da vi kom tilbage til værelset, oplevede vi igen gardinerne rulle fra og solafskærmen rulle op – vel at mærke uden, at vi havde rullet for og ned, da vi gik. På grund af den sene milkshake var vi ikke supersultne. Vi valgte derfor at spise aftensmad på en running sushi, også i Bugis Junction. Der rullede en del tallerkener forbi på båndet at vælge imellem, og vi bestilte lidt på telefonen. Sidstnævnte kom kørende på et lille Shinkansen-tog på et bånd over hovedbåndet. Vi var underholdt, selvom vi ikke spiste så meget.

Vi fandt ud af, at vores hotel har en elevator, der går direkte ned i den underjordiske verden. Det betyder, at vi kan komme fra hotellet til metroen og til f.eks. shoppingcenteret Bugis Junction uden at komme udenfor – og altså blive i en behagelig temperatur.

Ingen dag uden en tur i poolen. Så i halvmørket efter solnedgang var vi en tur i poolen på 25. etage med udsigt mod vandet. Vi kan lige se lidt af Singapore Flyer og Marina Bay Sands.

Vi har valgt ikke at bestille morgenmad her på hotellet, så i morgen skal vi på jagt, inden turen går til Universal Studios.

Andaz Singapore by Hyatt, Singapore, kl. 21.00, fredag den 1. august 2025
Med tre forskellige stykker brød fra et par forskellige bagere i den underjordiske verden på vej til metroen, kørte vi til Harbourfront. Der sad vi med udsigt til vandet og spiste morgenmad, inden vi gik over broen til Sentosa Island. Det var lidt af en byggeplads, og det var da heller ikke helt nemt at finde frem til Universal Studios på grund af diverse afspærringer. Vi var en lille flok turister, der fulgte efter hinanden i den kæmpe parkeringskælder.

Der var virkelig mange mennesker ved Universal Studios, og det gik ikke ligefrem hurtigt at komme ind, da der var meget få billetscannere. Vi havde været i tvivl om, hvorvidt vi skulle købe Express Passes, som betød, at vi kunne springe en stor del af køen over en enkelt gang ved de fleste forlystelser. Da vi i morges købte billetter, viste Express Passes sig at være udsolgt. Det kunne måske have givet os et hint om antallet af mennesker i parken.

De to første forlystelser kom vi dog i med mindre end 5 minutters kø, men allerede da vi gik ud af den første forlystelse, var køen til den vokset til 40 minutter. En forlystelse stod vi i kø til i 50 minutter – blot for at finde ud af, at den absolut ikke var ventetiden værd. Til de store rutsjebaner kom ventetiden i løbet af dagen op på 200 minutter! Heldigvis havde vi ingen planer om at prøve dem, da Valdemar ikke er til så vilde forlystelser. Ligesom i Legoland var de heller ikke her særlig effektive, når det gjaldt om at få folk ind og ud af forlystelserne: alt for meget spildtid. Ved dagens tredje forlystelse opdagede Britt en kæmpe revne i bukserne, og som dagen gik, gik bukserne mere og mere i stykker. Hurra for tørklædet i tasken, der normalt er tænkt til at kunne være tækkeligt klædt ved religiøse steder. Bundet om livet fungerede det nu som skjuler for balle og trusser.

Parkens foodcourts var ikke særligt spændende, men vi fik da lidt at spise – eller rettere sagt Valdemar og Britt gjorde. Casper blev ikke fristet. Vi fik prøvet fem forlystelser og set et enkelt show, inden vi midt på eftermiddagen forlod parken. Der var et par forlystelser mere, som vi nok gerne ville have prøvet, men vi gad ikke at stå i kø i en time for dem. Vi var dog alligevel godt tilfredse med besøget, da parken i sig selv er værd at gå rundt og kigge i. Minions, Sesame Street, Transformers og Jurassic Park var ’stjernerne’ i parken, og vi købte da også en Cookie Monster-bamse som souvenir. Valdemar ville ikke købe den for sine egne penge, men var helt med på, at Britt købte den. 

For at få mere end et enkelt stop i monorailen Sentosa Express, tog vi monorailen ’den forkerte’ vej og kørte så tilbage igen til Harbourfront. Med lidt besvær lykkedes det os at finde en bestemt kiosk, hvor vi fandt endnu en Prime, som Valdemar ikke allerede havde i sin samling.

I dag kom vi i poolen, inden solen var gået ned inden aftensmaden.

Vi havde i går set en grillrestaurant, der både serverede bøffer og laks. I går var vi ikke sultne nok til store måltider, men det var vi i dag. Vi har læst så meget om, hvor dyrt det er i Singapore. Måske er vi bare vant til de høje danske priser – i hvert fald er prisniveauet slet ikke så højt som forventet. To steaks og en gang grillet laks med tilbehør og drikkevarer kostede mindre end 500 kr.

Tilbage under jorden købte vi nogle kager med hjem som dessert. Vi ville egentlig kun have købt et par stykker, men kunne ikke vælge, og med rabat på seks stykker – ja, så kom der seks stykker med hjem til hotelværelset. Vi har nu spist de fire og håber, at de sidste to kan holde sig til i morgen i køleskabet – eller rettere sagt køleskuffen.

Andaz Singapore by Hyatt, Singapore, kl. 22.00, lørdag den 2. august 2025
En hurtig morgenmad på McD og så afsted til Haji Lane og Arab Street for at opleve stederne uden alt for mange turister. Moskeen åbnede først kl. 10, så vi gik lige en tur rundt i området og kom tilbage lige, som de åbnede for ikke-muslimer. Britt havde sit tørklæde, som det kun var nødvendigt at dække skuldrene med. Valdemar og Casper i knælange shorts måtte dog lige låne en ’nederdel’ hver, førend de var tækkeligt klædt til at komme ind. Desværre var moskeens indre slet ikke så imponerende som dens ydre, så vi var hurtigt ude igen.

Vi satte kurs mod Chinatown, og på vejen kom vi bl.a. forbi det tidligere kloster, Chijmes, det futuristiske shoppingcenter, Funan, den farvestrålende gamle politistation og den flotte bygning, Pickering.

Selvom Valdemar bliver ved med at pointere, at vi ikke er kommet til Singapore for at kigge på gamle bygninger, blev han alligevel ’tvunget’ med ind i både hindutemplet Sri Mariamman og de to kinesiske templer: Buddha Tooth Relic Temple og Thian Hock Keng Temple. Alle tre bygninger var imponerende på hver deres måde.

Vi tog metroen tilbage til hotellet midt på eftermiddagen og tog straks en tur i poolen. Oppe fra poolen på 25. etage kunne vi se de mange militærkøretøjer gøre klar til aftenens parade og holde parat på en afspærret vej. Efter at have set de utallige tankvogne og andre køretøjer store som små køre forbi, blev vi enige om, at dem behøvede vi ikke at forsøge at se til aftenens parade. Om end det kun var på afstand fra poolen, havde vi nu set dem.

Aftensmaden blev provianteret fra et supermarked og en bager, og så begav vi os afsted mod Marina Bay for at finde et sted at se aftenens show: generalprøven på showet, der afholdes næste lørdag, hvor Singapore fejrer sin 60. nationaldag. Det var ikke nemt at komme frem, da meget var spærret af på grund af paraden og for dem med billet til paradepladsen. Vi måtte derfor ud på lidt af en omvej, men vi fandt til sidst frem til vandet og fandt en plads med fin udsigt. Ligesom mange andre holdt vi picnic på fliserne, mens vi ventede på showet.

Det var lidt af et show, der varede mere end 2½ time. Mest imponerende var, da seks jagerfly fløj lige over vores hoveder gentagne gange. Hvilken larm – på den imponerende måde, om end en del børn blev bange og begyndte at græde. Der var kanonsalut, helikoptere, militærbåde, faldskærmsudspringere, lysshow på bygninger og både på vandet med dansere og lysende figurer. En stor oplevelse, der sluttede med det vildeste fyrværkeri. Tivoli, go home!

Da det hele var slut omkring kl. 20.30, kunne vi ikke gøre meget andet end at følge strømmen og instrukserne fra dem, der dirigerede os med lyssværd – og selvom det betød, at vi gik i modsat retning af vores hotel. Under jorden var det svært at orientere sig, men vi kom i den rigtige retning og tilbage til hotellet. Vi rundede lige hotellets observationsdæk på 39. etage, før vi var tilbage på værelset. Valdemar var blevet lidt sulten igen, så han spiste en gang sushi, som vi ikke havde fået spist til aftensmad.

I morgen står den igen på byvandring. Valdemar vil gerne have, at vi dropper flere gamle, lave bygninger og bevæger os mere rundt blandt de nye skyskrabere. Så han får nok lov at styre retningen.

Andaz Singapore by Hyatt, Singapore, kl. 20.15, søndag den 3. august 2025
Her til morgen var der regn i luften, men der var så langt mellem dråberne, at vi ikke blev rigtigt våde. Da vi nåede frem til Merlion – Singapores vartegn – vrimlede det dog med paraplyer. Hvor det i går var en fordel at være højere end de fleste, var det nu en ulempe, da paraplyspidserne var lige i øjenhøjde. Efter at have taget de obligatoriske billeder af løven med Marina Bay Sands (og gråvejr) i baggrunden, søgte vi væk fra vandet og menneskerne.

Ved Raffles Place fik Valdemar endelig oplevelsen af at stå omringet af skyskrabere. Et imponerende syn at kigge op. Britt mangler stadig at få et kaya-sæt til morgenmad, men det blev heller ikke i dag, men vi fik da lidt at spise mellem højhusene, inden vi gik videre. Næste stop var Marina One, som var endnu en spektakulær bygning. Bygningens midte – eller hjerte, som de kaldte det – var en frodig have inspireret af regnskov med vandfald. Så flot!

Med metroen forlod vi centrum for at kigge på biler hos en McLaren-forhandler. Selvom det var inden for deres åbningstid, var ingen sælgere mødt på arbejde. Vagten lukkede os ind, men forbød os at tage billeder af bilerne. Heldigvis var de ikke så strikse hos Lamborghini ved siden af. Faktisk lå bilforhandlerne på stribe, så vi besøgte bl.a. også Jaguar, Ferrari, BMW og Bentley. Vi kiggede os ind hos et par ukendte kinesiske bilmærker som AION og GAC. Hos sidstnævnte hørte vi om, hvordan man i Singapore skal købe en tilladelse til at køre bil. En 10-årlig tilladelse koster 100.000 Singapore-dollars svarende til mere end en halv million danske kroner. Og så kommer prisen for bilen oven i!

Fastfood til frokost – i dag dog hos japanske burgerkæde MOS Burger. Casper og Valdemar fandt noget, der lignede noget velkendt, mens Britt selvfølgelig skulle smage en rejeburger med stegt æg.

Det småregnede stadig, da vi lidt på eftermiddagen var en tur i poolen. Så havde vi den til gengæld stort set for os selv.
Vi tog en tur i det enorme shoppingcenter Suntec City til aften. I centret lå en Sushiro, som vi spiste på den første aften i Singapore. Desværre var det slet ikke samme koncept med kæmpeskærm, men en helt traditionel running sushi, så vi havde heldigvis en plan B. Plan A og Plan B lå i hver sin ende af centeret, så vi fik set ret meget af centeret. Vi var f.eks. en tur igennem Don Don Donki, der er en japansk specialbutik med primært japansk mad, drikkevarer og slik. Butikken har en meget karakteristisk kendingsmelodi, der spiller konstant, og man kan næsten ikke lade være med at synge med på omkvædet, som man hurtigt lærer. Butikken var ligesom resten af Suntec City godt besøgt at unge mennesker i cosplay-kostumer.  Et hurtigt kig til Fountain of Wealth blev det også til, inden vi forlod centeret.

Forleden så vi en smoothie-automat, som vi her til aften gik forbi igen for at prøve. Man vælger, hvilken frossen frugt man gerne vil have i, og så kan man se maskinen fylde et bæger med frugten, tilsætte vand (eller mælk – eget valg), hvorefter det hele blendes. Smart!

Vi har planer allerede kl. 8.30 i morgen et stykke vej fra hotellet og overvejer, om vi skal tjekke ud af hotellet inden, eller være bundet af at skulle nå tilbage inden kl. 12 for at tjekke ud for at flytte videre til næste hotel. Vi må vist hellere få pakket her til aften…

Marina Bay Sands, Singapore, kl. 21.15, mandag den 4. august 2025
Vi var tidligt oppe for at pakke det sidste, og kl. 7.30 tjekkede vi ud af hotellet, men efterlod dog vores bagage.

I undergrunden købte Britt traditionel Singapore-morgenmad: toast med peanutspread, og efter et par stop med metroen blev dette suppleret med kaffe til Casper og en donut til Valdemar. Så var morgenmaden klaret.

Dette regnede, som vi kom op på 51. etage for at se Sky Garden i CapitaSpring. Trods gråvejret var udsigten alligevel fantastisk, og da regnen heldigvis hurtigt holdt op, kunne vi gå hele haven rundt. Regnen havde fået de kæmpe snegle til at komme frem, så det gjaldt om at se, hvor man satte fødderne.

På gåben i småregn fortsatte vi til Emerald Hill, hvor smukke, gamle byhuse ligger på stribe. Shoppingcenteret Orchard One var vi hurtigt igennem, inden vi fortsatte til det historiske madmarked Lau Pa Sat for frokost. Vi var tidligt på den, så de klassiske satay, som stedet er kendt for, var ikke klar. I stedet delte vi et par andre retter: laks med ris og and med nudler. Førstnævnte smagte fantastisk, mens anderetten var noget kedelig, men hvad kan man forvente, når man kun betaler 30 kr. for et måltid mad? At drikke fik vi bl.a. sukkerrørsjuice. Da vi gik, var der kommet væsentlig flere mennesker til. Der var kamp om pladserne, og ved nogle madboder var der virkelig lang kø. Umiddelbart er det normalt for kontorarbejderne i området at spise frokost der.

Efter frokost gik vi tilbage til hotellet, fik vores bagage og tog så en Grab (Singapores svar på Uber) til næste hotel. Der var kun godt 2 km., så det var en kort tur. Desværre var vores værelse ikke klar, men vi fik udleveret midlertidige nøgler, der gav os adgang til hotellets faciliteter. Vi startede derfor med en tur op på Sky Observation Deck, hvortil vi som hotelgæster har fri adgang – og endda kommer foran i køen foran dem, der har betalt 35 Singapore-dollars for at komme derop. Også derfra var udsigten flot trods gråvejr.

Vi gik derefter en tur i det nærliggende shoppingcenter, som var spækket med butikker fra alle de dyre mærkevarer, og kl. 15 var vi tilbage i receptionen igen. Vi havde tidligere pænt og smilende spurgt om at få et værelse på en høj etage og med flot udsigt, velvidende, at vi absolut ikke havde betalt for det. Vi fik nu valget med at få vores værelse med det samme: 11. etage med udsigt til Garden of the Bay – eller vente og få et værelse, der mindst lå på 15. etage. Vi valgte at vente, og efter en times tid fik vi endelig mail om, at vores værelse var klar. Og det var værd at vente på! Vi var blevet opgraderet og havde fået et værelse på 33. etage med udsigt over byen.

Værelset oversteg vores forventninger, som ellers var høje værelsesprisen taget i betragtning. Udsigten over byen var fænomenal, og alt i værelset var bare luksus. Små luksusdetaljer som minibar med forskellige cocktails, og kaffemaskine og fjernbetjening pakket ind i læder for et eksklusivt look. Selv de klassiske hvide engangsslippers har fået en opgradering. Toilettet ligner dem, som vi mødte i Japan for mange år siden. Brættet slår automatisk op, når man nærmer sig – og det slår selvfølgelig også ned, når det automatisk har skyllet ud. Betjeningspanelet havde utallige muligheder for ’undervognsvask’, men det er ikke lykkedes os at finde knappen, der slukker for varmen i sædet.

Aftensmaden blev feriens dyreste måltid, selvom det kun var burgere. Men da vi spiste hos en af byens bryghuse, skulle der selvfølgelig lokal øl til maden.

Ingen feriedag uden poolbesøg, så tilbage på hotellet efter aftensmaden måtte vi op i den 150 meter lange infinity-pool på 57. etage. Ligesom fra vores hotelværelse, er der udsigt over byen. I det fjerne kunne vi se konstante lyn, men uvejret bevægede sig heldigvis uden om byen. Det var mange i poolen, men de fleste hang jo ud over kanten, ligesom vi også gjorde en del af tiden. Derfor var der plads til, at Valdemar svømmede lidt frem og tilbage. En fjerdedel af poolen er ’adults only’, så der blev vi – eller rettere Valdemar – bestemt smidt ud af en livredder. Men poolen var nu imponerende nok alligevel.

Tilbage på værelset kunne vi konstatere, at her lægger de ikke en lille chokolade på puden om aftenen. Der lå i stedet en fugtighedscreme, og så havde de ’stripset’ vores ledninger til diverse ladere op med små ’strip’ med hotellets logo. Så gennemført det hele.

Vi var netop set aftenens lys- og lasershow her fra værelset og vil nu lægge os til at sove i værelsets eneste seng. Det er en ægte kingsize, så vi bør ikke få problemer med pladsen.

Marina Bay Sands, Singapore, kl. 22.00, tirsdag den 5. august 2025
Morgenmadsbuffetten her på hotellet var lige så omfattende som forventet. Britt kastede sig ud i mindre portioner fra det asiatiske køkken – bl.a. chicken curry med blå ris. Og så selvfølgelig en kaya-toast med tandsmør. Nej, Britt smurte den ikke selv – sådan lavede kokken dem.

Formiddagen var sat af til at besøge Garden of the Bay, som ligger lige op ad hotellet. Vi startede i Flower Dome, der mest mindede om en botanisk have med bl.a. en australsk have og en sydafrikansk have. Der var derudover en stor udstilling med og om orkidéer, der vist er Singapores nationsblomst.

Flower Dome var flot, men Cloud Forest var en større oplevelse. En frodig regnskov med Jurassic Park-tema, hvilket også betød ’levende’ dinosaurer. Skywalken i højderne var imponerende. Supertræerne i parken nøjedes vi med at se fra landjorden, og Disney-udstillingen i Floral Fantasy sprang vi over. I stedet tog vi tilbage til hotellet, hvor vi ved poolen delte en sandwich som en let frokost.

Gennem Apple og Louis Vuitton, der begge har butikker ude i bugten, og så videre på gåben over Helix-broen, forbi Singapore Flyer og til Formel 1-banen. Der blev vi stegt af solen på den brede bane mellem tilskuerpladserne og pit-shoppene. Der var en del byggeri i gang, og pludselig var vi fanget mellem en byggeplads og noget, der mindede om en motorvej. I stedet for at gå hele vejen tilbage ad Formel 1-banen, endte vi med en meget lang omvej. Vi var derfor lidt kvæstede, da vi kom frem til Suntec City. Vi fik shoppet i supermarkedet, men selvom vi alle var sultne, kunne Casper og Valdemar – til Britts frustration – ikke finde noget, der fristede blandt de mange spisesteder.

Et hurtigt smut op på hotellets observationsdæk for at se udsigten uden grå skyer, og så tilbage på værelset for et kort øjeblik. Vi gik tilbage til Garden of the Bay for at spise aftensmad. Planen var egentlig at spise i Shake Shack, men køen var enorm. Vi delte i stedet et par retter fra et af parkens hawkercentre. Madboden Hawker Chan havde fra 2016 til 2021 en Michelin-stjerne for deres soyakylling. Selvom stjernen blev tildelt deres madbod i Chinatown, smagte det da lidt af Michelin, da vi delte en soya sauce chicken rice.

Vi var i tvivl om, hvorvidt lysshowet ved Supertree Groves startede kl. 19.45 eller 20.00. Da vi efter uendelig lang ventetid endelig fik vores dessert (milkshakes) fra Shake Shack, kunne vi konstatere, at det havde været kl. 19.45. Vi missede derfor showet og opnåede kun at stå i kø for at komme ud af parken. Næste lysshow var kl. 20.45, og det fik vi set – om end lidt på afstand, da det blev fra poolen på 57. etage. Det blev også til en kort svømmetur i poolen. Poolen er trods alt en af de tungvejende grunde til, at vi ville prøve dette hotel, så vi regner med at nå en sidste tur i morgen formiddag inden check-ud.

Vi har hele ferien smurt os ind i faktor 50 flere gange om dagen. I dag fik vi ikke lige genopfrisket morgenens solcreme med det samme, da vi spiste frokost ved poolen – og vi har nu alle tre godt røde skuldre. Heldigvis gør det ikke ondt, men det var tæt på.

Crowne Plaza, Changi Airport, Singapore, kl. 21.30, onsdag den 6. august 2025
Efter endnu en stor morgenmad skulle vi lige nå en sidste tur i hotellets enorme pool. Den er så stor, at selvom der var en del andre, følte vi alligevel, at vi stort set havde poolen for os selv. Officielt er poolen 150 meter lang, og vi kom frem til, at den midterste del, hvor vi primært har været, må være ca. 60 meter lang, mens de to andre dele er en smule kortere. Det er desværre ikke muligt at svømme en bane på 150 meter på grund af opdelingen i tre.

Inden vi forlod værelset, skulle vi lige se, hvilke amenities vi bare måtte have med. Manicuresættet indeholdt f.eks. en 3-i-1’er, ligesom der også var en fin børste. De lækre slippers fik også lov at komme med til næste hotel, ligesom complimentary vand også røg med.

Både i går og i dag havde vi udfordringer ved morgenmaden, da de påstod, at morgenmad til Valdemar ikke er inkluderet – selvom det tydeligt fremgår af vores booking. Ved check ud kunne vi så også konstatere, at vi var blevet charget mere end 200 kr. pr. nat for morgenmad til Valdemar. Selvfølgelig fjernede de det, men irriterende, at de ikke har styr på tingene.

Vi valgte at tage metroen til Sentosa Island, hvor vi i sidste uge besøgte Universal Studios. Nu gik vi i stedet fra VivoCity over broen og videre ned over øen gennem Sensory Garden, der også var fin, selvom det ikke var mørkt. Ved stranden fandt vi ud af, at der findes ikke mindre end fire Thomas Dambo-trolde, så dem gik vi på jagt efter. Et sted mødte vi flere vilde påfugle, og et andet sted skulle vi over en lang, smal hængebro. Britt hader hængebroer, men overlevede turen frem og tilbage. Hængebroen førte ud på en lille ø, der åbenbart betragtes som det sydligste punkt på det asiatiske fastland. Efter at have spist frokost, tog vi monorailen og efterfølgende metroen tilbage til Marina Bay Sands for at hente vores bagage – og så videre til feriens sidste hotelovernatning på lufthavnshotel med en Grab.

Valdemar er vild med fly, så værelset med garanteret udsigt til landingsbanen var en succes. Fra værelset på 7. etage er der udsigt til banen, hvor alle fly lander, mens de letter på den anden side af lufthavnen. Valdemar havde straks gang i Flight Radar-app’en, så han kunne se, hvor de forskellige fly kom fra.

Hotellet er via en gangbro forbundet med Jewel – lufthavnens enorme shoppingcenter. Med lidt besvær lykkedes det os at finde et supermarked for at købe sodavand (og endnu en ny Prime til Valdemars samling), og med endnu mere besvær fandt vi tilbage til hotellet. Centeret er stort og i mange etager, og vi havde ikke helt styr på, hvor forbindelsen til hotellet var.

Badetøjet var ikke nået at blive tørt fra morgenens pooltur, men i poolen skulle vi. Vi var derfor først tilbage i Jewel kl. 19 for at spise aftensmad. Det blev en kedelig gang pasta på en restaurant med udsigt til Vortex – det store indendørs vandfald. Mens vi spiste, blev alt lyset pludselig slukket, for da begyndte Jewels lysshow, så det fik vi kun set delvist fra restauranten.

Selvom vi i dag har været noget rundt i Jewel, har vi også hele dagen i morgen til at se resten. Britt og Valdemar har allerede set flere snacks, som de gerne vil smage i morgen…

Der er vinduer fra gulv til loft på stort set hele den ene væg på værelset her, så det føles lidt akvarie-agtigt. Vi er dog i tvivl om, hvor mange der kan kigge ind. Måske dem i flyene, der taxier forbi og passagerer i lufthavnens SkyTrain?

Changi Airport, Singapore, kl. 20.00, torsdag den 7. august 2025
Vi besluttede, at der nok ikke var nogen, der kunne se os på hotelværelset, så vi trak ikke gardinerne for. Dermed kunne vi hele aftenen se de mange fly lande på landingsbanen. Vi kunne også høre flyene, men ruderne var alligevel så lydisolerede, at flyene i løbet af natten ikke ødelagde nattesøvnen.

Vi havde i går set et sted, der serverede lækker morgenmad, så den café begav vi os til i morges – med lidt omveje. Desværre viste det sig, at de ikke havde alle retter på det udstillede menukort, og netop den ret, som Valdemar havde udset sig, serverede de ikke, selvom rettens enkelte dele alle indgik i andre retter. Vi endte derfor i stedet med morgenmad fra KFC, da der ikke var meget andet, der havde åbnet. Vi var nemlig ikke friske på nudler eller lignende til morgenmad.

Selvfølgelig skulle vi have en sidste tur i poolen, inden vi omkring middag tjekkede ud fra hotellet og begav os afsted til Jewel for fjerde gang siden vores ankomst i går eftermiddag. Øverst i centeret findes Canopy Park, som vi selvfølgelig besøgte. Casper og Valdemar tog en tur på ’bouncing net’, hvilket var en anstrengende omgang. De dryppede begge af sved, da de kom ud. Så meget for bad og rent tøj lige inden vi forlod hotellet.

Vi havde nogle timer at slå ihjel, så der var tid til at tage Skytrain til lufthavnens forskellige terminaler for at se ’seværdighederne’ på landsiden. I stedet for en reel frokost, blev det til lækre cookies og anderledes pandekager med fyld. Britts pandekage var naturligvis med kaya-fyld. Ja, der er et par glas Kaya med hjem i bagagen.

Da Valdemar alligevel blev sulten sidst på eftermiddagen, fandt vi en bland-selv-nudelbar, hvor man selv tog de ingredienser, som man ønskede i retten, og så fik det hele tilberedt. Man betalte efter vægt (forskellig pris på ingredienserne), og det var lidt af en udfordring, at Valdemar havde ingredienser for mindre end mindstebeløbet på 10 dollars. Det var ikke muligt blot at betale 10 dollars for retten. Medarbejderen insisterede på, at vi købte flere ingredienser og tog en ekstra babymajs – og så kom prisen pludselig over 10 dollars. Hun rodede så meget rundt i det, at hun vist til sidst opgav at få vægt og pris på ingredienserne til at passe med 10 dollars, og gav os penge tilbage på en 10 dollar-seddel.

Med vores bagage hentet på hotellet, kom vi frem til check-in få minutter, før skrankerne åbnede. Det betød, at vi havde næsten fire timer til at udforske airside i lufthavnens terminaler. Vi tog Skytrain gennem Jewel forbi Vortex-vandfaldet frem og tilbage mellem terminalerne. En sommerfuglehave og en solsikkehave samt flere flotte grønne arealer og vilde akvarierne var blot lidt af det, som lufthavnens terminaler havde at byde på.

Vi sidder nu ved gaten og har godt en time til afgang. Godt 7 timers flyvning til Abu Dhabi og derfra små 7 timer videre til København. Vi er godt trætte, så forhåbentlig får vi sovet på flyvningerne.