Mitte, Berlin, kl. 21.00, tirsdag den 27. december 2022
I går startede vores tur til Berlin, da vi efter julefrokosten kørte mod færgen for at nå afgangen kl. 20.15. Der var blot 12 personbiler og en enkelt lastbil ombord, så vi følte, at vi havde færgen for os selv. Det samme gjaldt på motorvejen gennem Tyskland.
Det var nødvendigt med et ladestop på vejen, hvilket blev halvvejs mellem Rostock og Berlin lige før midnat. Bilen åd godt af batteriet i det kolde blæsevejr, så vi nåede at blive nervøse for, at vi ikke nåede frem til det planlagte stop. Selv efter et år med elbil kan vi stadig få rækkeviddeangst ind i mellem.
Vi kom frem til lejligheden uden problemer, og kl. 1.30 sov Valdemar. Og kl. 2 kom vi også i seng efter at have fået pakket det hele ud. Vi er og bliver A-mennesker, så Valdemar var den, der sov længst: helt til kl. 9.
Da vi op af formiddagen kom frem til julemarkedet ved det røde rådhus, kunne vi konstatere, at det først åbnede kl. 12. Vi havde ellers allerede trukket tiden med et spil poolgolf (en af Valdemars julegaver) hjemme i lejligheden og ved at shoppe lidt tøj til Valdemar på vejen.
Med et smut gennem stationen Museumsinsel med den flotte stjernehimmel fortsatte vi til det næste julemarked ved Bebelplatz, der dog heller ikke åbnede før kl. 12. Vi gik derfor videre til Ritter Sport for at lave en stor plade chokolade og købe nogle enkelte plader i butikken. Butikken lukker på lørdag og åbner så først igen til foråret efter renovering, så butikken var næsten tom. Til gengæld var der 15 % på de i forvejen lave priser.
Fra Ritter Sport gik vi tilbage til julemarkedet ved Bebelplatz (det, der normalt ligger ved Gendarmenmarkt), hvor vi først delte en pølse med brød og derefter et friturestegt brød ved creme fraiche og revet ost. Vi spiste dog ikke mere, end at vi kort efter satte os til bords i cafeen i Rausch Schokoladenhaus, hvor Britt og Valdemar delte en lille chokoladefondue. Derefter gik vi – med et smut ind forbi VWs showroom Drive – tilbage til lejligheden, hvor Valdemar blev og slappede, mens vi gik i supermarkedet for at proviantere til de kommende dage.
Efter en chokoladepause i lejligheden, blev Valdemar igen hjemme, mens vi tog en hurtig tur gennem Alexa og i Primark inden aftensmaden, der – næsten traditionen tro – bød på biksemad lavet af rester af julemaden. Efter maden blev det tid til en halv times gåtur, så vi trods den lidt sene start alligevel har fået gået ca. 17. km. i dag.
Mitte, Berlin, kl. 22.00, onsdag den 28. december 2022
Berlin er lig med shopping! Derfor var dagens første stop Mall of Berlin, som vi gik til efter morgenmaden. Trods besøg i mange butikker købte vi kun en sweatshirt til Valdemar, en skjorte til Britt og et par sko til Casper, inden vi spiste frokost i foodcourten.
Fra Mall of Berlin gik vi tilbage mod lejligheden, men stoppede ved julemarkedet ved det røde rådhus. Hvor vi i går kun gik lige igennem, var vi i dag det hele rundt. De mange lækre madboder fristede, og vi havde bevidst også kun spist en let frokost, så der var også plads til en gang churros.
Valdemar kunne godt tænke sig, at vi har lidt fyrværkeri til nytår, så vi gik en tur i Kaufland, da vi havde se i en reklame, at de havde et pænt udvalg af fyrværkeri. Vi kom hele butikkens to etager igennem og fik puttet en masse i kurven, men fandt aldrig fyrværkeriet. Først da vi kom ud, så vi på et skilt, at fyrværkeri først sælges fra i morgen…
Der er altid plads til ekstra dessert, så vi stoppede også ved Dunkin’ Donuts, hvor vi købte en af hver fra deres julekollektion. Vi delte dog blot et par stykker, da vi var tilbage i lejligheden ved firtiden. Også i dag fik Valdemar lov at slippe for ekstra shopping, så han hyggede i lejligheden, mens vi gik endnu en tur gennem Alexa og en tur i Galeria. Vi er virkelig dårlige til at shoppe på denne Berlin-tur, for vi købte intet!
Til aften besøgte vi den italienske restaurant i Alexa, hvor vi også har spist før. Og både pizzaer og pasta smagte lige så godt som sidst. Efter at have delt endnu en donut og spist lidt slik og chokolade er vores sukkerdepoter fyldt op, så vi kan klare os gennem natten.
Mitte, Berlin, kl. 20.00, torsdag den 29. december 2022
For at ferien ikke kun bliver ren shopping og julemarkeder, havde vi her til morgen planlagt at være lidt kulturelle og få lidt historieundervisning. På gåben begav vi os derfor over museumsøen med de mange flotte bygninger og til Tränenpalast (på dansk: Tårepaladset), der tidligere var grænsestation mellem Østberlin og Vestberlin ved S-Bahnhof Friedrichstrasse. På museet kunne vi bl.a. prøve at gå igennem en af de klaustrofobiske oprindelige paskontrolbåse og læse om nogle af de borgerne, der flygtede fra Øst til Vest. Fra Tårepaladset gik vi langs Spree til Rigsdagsbygningen til de hvide kors, der står til minde om flere af dem, der mistede livet under flugten fra Østberlin.
I går havde Valdemar set en donutbamse i en legetøjsbutik i Mall of Berlin – og den måtte vi selvfølgelig forbi storcenteret for at købe. Derefter var det blevet tid til lidt frokost, som blev en delt hot dog på julemarkedet ved Potsdamer Platz, inden vi gik videre til julemarkedet ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Da det begyndte at regne, søgte vi ly i M&Ms flagship store, hvor vi på 3. etage fandt en café. Der fik Valdemar lavet sin egen is-kreation, der lignede en blå-M&M. Tilbage på julemarkedet ville vi gerne have lidt mere at spise – og det blev igen fra det søde køkken. Denne gang fandt vi en lille hytte at sidde i, mens vi spiste.
Efter julemarkedet blev det igen tid til lidt shopping, og denne gang fik vi købt et par sko til Valdemar og (endnu) et par sko til Casper. Vi havde besluttet at tage undergrunden hjem, men på grund af sporarbejde, blev vi sat af et par stationer for tidligt – og i stedet for at vente til det næste tog, der kørte det sidste stykke af vejen, gik vi hjem.
På vej ud for at spise aftensmad fik Britt i Alexa endelig købt et par lange støvler, som der er blevet ledt efter forgæves i mange skobutikker. Aftensmaden bød bl.a. på curry wurst-nachos og flammkuchen.
Fra i dag er det jo blevet muligt at købe fyrværkeri, så efter aftensmaden smuttede vi igen i Kaufland og kom denne gang ud med et par små batterier. Vi købte også et lille batteri tidligere i dag, så nu har vi tre. Med tanke på restriktioner i Danmark for køb af fyrværkeri, er det underligt at se kæmpe raketter, batterier og kanonslag ligge i supermarkedet, som var det serpentiner og nytårshatte. Og nej, sikkerhedsbriller er ikke til at få i Berlin, så vi har heldigvis taget med hjemmefra.
I morgen står den nok igen på julemarkeder. Vi har i hvert fald ingen andre planer…
Mitte, Berlin, kl. 20.00, fredag den 30. december 2022
Vi startede dagen med et besøg i gården, hvor Otto Weidt før og under 2. verdenskrig drev et værksted, hvor størstedelen af arbejderne var døve og blinde jøder – og hvor han også under krigen skjulte jøder. Museet var lukket, men den farverige gård var et besøg værd i sig selv.
Vi blev tidligt sultne og delte derfor et par burgere og en gang fritter på Burgermeister, inden vi kort rundede lejligheden for at komme af med formiddagens indkøb: lidt tøj og det sidste til nytårsaften. Vi var hurtigt på gaden igen og holdt en lille ’pause’ på en legeplads lige ved lejligheden, inden vi gik videre uden et egentligt mål.
Vi kom fordi en stor bygning, som vi egentlig troede, var en kirke. Vi har på et tidligere besøg i Berlin forsøgt at komme ind i ’kirken’, og da vi nu opdagede, at der var åbent, måtte vi lige kigge ind. Det var dog ikke en kirke, men derimod Märkisches Museum. Så vi var museet igennem, der fortæller Berlins historie. Vi gik det meget hurtigt igennem, men stoppede da bl.a. for at kigge på den store model over Berlin anno 1790, ligesom Valdemar også prøvede kræfter med at skrive med en fyldepen i rummet om kuglepennens historie.
Da vi kom tilbage til julemarkedet ved det røde rådhus, var der lige plads til en hot dog og kanelbrød til deling – og kandiserede vinduer til Valdemar. Igen var vi tilbage i lejligheden, inden vi til aften gik ud for at spise aftensmad. Vi gik en kort tur, inden vi spiste aftensmad i Alexas foodcourt, hvor vi alle tre fik lige, hvad vi havde lyst til, hvilket betød mad fra tre forskellige steder. Og så nåede vi også lige en sidste gang gennem julemarkedet ved rådhuset – denne gang uden at spise noget. Der skulle jo også være plads til fredagsslik til Disney Sjov.
Mitte, Berlin, kl. 23.00, lørdag den 31. december 2022
Vi har på denne Berlin-tur ikke haft særligt mange planer og ting, som vi gerne ville se. Men netop i dag havde vi et helt klart mål. Efter først at have sat bilen til at lade, så vi er sikre på, at den er klar til afgang mandag morgen, tog vi toget lidt uden for centrum.
Efter en kort gåtur nåede vi målet: Classic Remise – en gammel remise, der nu er bygget om til bilgarage. Både biler til salg og private biler til opbevaring, men alle flotte klassiske biler: Porscher, Mercedes MayBech’er, Ferrarier, Bugattier, Rolls Roycer samt mere ’simple’ som gamle folkevogne og Citroëner. For en bilnørd som Valdemar var det helt vildt, og vi andre blev også imponerede i stor stil.
Fra remisen gik vi videre til Mercedes’ store salgsbygning, hvor der desværre var lukket. Ingen tvivl om, at vi kommer tilbage dertil på en senere Berlin-tur. Valdemar peb lidt over ømme ben, men da han fik valget om at tage toget hjem eller gå videre til et julemarked for at spise frokost, valgte han alligevel julemarkedet. En hot dog fristede alligevel mere. Vi gik derfor til julemarkedet ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Vi slog lige et smut ind omkring M&M-butikken for at låne toilettet og endte med at bruge 30 euro på en slikmaskine og en pose bland-selv. Så havde det været billigere at betale for toiletterne på julemarkedet.
En hot dog, et oste-skinkebrød, en banan i chokolade og en gang churros med hvid chokoladesovs senere var det endelig tid til at tage toget tilbage til Alexanderplatz. Vi fik købt donuts som erstatning for kransekage til kl. 12, hentede bilen ved laderen og kom så endelig tilbage til lejligheden. Vi havde alle brug for en slapper, hvis vi skulle gøre os nogen forhåbning om at holde os vågne til midnat.
Med flotte drinks og snacks så vi Dronningens nytårstale, og derefter gik vi alle tre i gang med at lave aftensmad: nachos. Desværre fandt vi ud af, at hvad vi troede var creme fraiche, var piskefløde, og så var gode råd dyre. Det blev til en hurtig gåtur til Alexanderplatz for at se, om der måske var en åben kiosk på stationen. Det var der desværre ikke – og vores lokale kebabshop kunne kun tilbyde hvidløgsdressing eller chilidressing. Vi havde forventet, at Alexanderplatz her til aften ville være en heksekedel af mennesker og fyrværkeri. Men vi kunne konstatere, at pladsen var spærret af. Et skilt viste, at eneste fyrværkeri, der var tilladt på pladsen, var stjernekastere, og ved de få smalle indgange til pladsen, stod politi i hobetal og tjekkede poser og tasker på alle, der ville ind på pladsen.
Ved et flot nytårspyntet bord spiste vi aftensmad, hvorefter vi gik ud for at fyre lidt fyrværkeri af. Da vi efter en flot Minionskage til dessert igen gik ud for at fyre det sidste krudt af, var der godt gang i raketter, batterier og kanonslag overalt! Her i Berlin venter man bestemt ikke til efter midnat med at fyre af! Vi er glade for lejlighedens lydisolerede ruder, for vi kan konstant høre brag udefra.
Valdemar ligger i sengen og holder sig nok ikke vågen til midnat – og vi kan også være i tvivl om, hvorvidt vi gør. De flotte nytårsdonuts kan heldigvis også holde sig til i morgen. Godt nytår!
Mitte, Berlin, kl. 19.30, søndag den 1. januar 2023
Det lykkedes os faktisk alle tre at holde os vågne til midnat. Vi fik derfor både set ’90-års fødselsdag’ og set og hørt rådhusklokkerne. Vi fik dog skålet nytåret ind med godt et minuts forsinkelse, opdagede vi lidt tilfældigt. Det var konsekvensen af at caste udsendelsen fra computeren. Flasken med bobler var skiftet ud med cherry coke, og donuts, som skulle være erstatningen for kransekage, forblev også urørt. Og ’Kong Christian stod ved høje mast’ var dårligt nok slut, førend vi alle tre lå i vores senge til den vildeste lydkulisse: konstante brag fra raketter og kanonslag! Helt til kl. 7.30 i morges hørtes brag.
Med nu hele seks donuts til feriens sidste dag, da ingen blev spist i går, startede Britt og Valdemar det nye år med at spise donuts til morgenmad. Derefter var det tid til en gåtur – dog uden noget mål. På gaderne kunne vi ses de triste efterladenskaber af aftenens og nattens vilde fyrværkeri. Der lå enorme mængder af affald og knuste flasker overalt. På selve Alexanderplatz havde forbuddet mod fyrværkeri dog holdt pladsen lidt pænere end alle andre steder.
Vi forsøgte at gå i en retning, som vi ikke havde gået utallige gange tidligere og gik lidt på må og få. Da Valdemar godt kunne tænke sig fish’n’chips til frokost, vendte vi tilbage til fiskefastfoodstedet Nordsee med udsigt til det nu lukkede julemarked ved det røde rådhus. Der fik vi også set det traditionelle nytårsløb, som vi også tidligere har set, der starter ved Brandenburger Tor kl. 12.
Tilbage i lejligheden var det tid til poolgolf, donuts og så ren afslapning resten af eftermiddagen. Inden aftensmaden gik vi endnu en tur i en ny retning, inden vi sikrede os, at en af de vigtigste Berlin-traditioner ikke blev brudt – nemlig aftensmad på indisk restaurant. I morgen tidligt går turen hjemad. Som altid taler vi allerede om, hvornår vi skal tilbage til Berlin.