Island

Lidt om rejserne og Island
Både i 2010 og igen i 2021 gik vores sommerferie mod nordvest – nærmere betegnet Island.

I 2010 kørte vi hele øen rundt. Hovedvej 1 går hele vejen rundt om øen – en strækning på ca. 1.400 km. Vi holdt os dog ikke kun til hovedvejen, men tog afstikkere og fik dermed tilbagelagt mere end 3.000 km. på vores ferie.

Da corona i 2021 igen satte begrænsninger for, hvor i verden vi kunne og havde lyst til at rejse hen, valgte vi at tage til Island igen. Denne gang valgte vi at holde os til den sydvestlige del af øen, og vi fik derfor blot tilbagelagt godt 1.300 km. 

Samme år, som vi besøgte øen første gang, havde en vulkan under gletsjeren Eyjafjallajökull været i udbud. Dette vulkanudbrud skabte en askesky, som forårsagede kaos i lufthavnene i det meste af Europa – og med os hjem havde vi vores egen lille portion af askeskyen. Da vi besøgte øen anden gang, var vulkanen Fagradalsfjall i udbrud, så denne gang havde vi selvfølgelig lavasten med hjem i bagagen. Lavaen havde vi selv brækket af, mens det stadig var lunt.

Island byder ganske enkelt på en fascinerende natur med vulkaner, gletsjere, gejsere, vandfald, klipper og landskab skabt af størknet lava som var man på en fremmed planet. Med vores ture til øen rundt har vi oplevet det hele.

Island er en vulkanø – opstået af vulkansk aktivitet på bunden af Atlanterhavet for ca. 16 millioner år siden. Vulkansk aktivitet er stadig meget almindeligt i området – og så sent som i 1963 dukkede en ny ø, Surtsey op af havet som følge af vulkanudbrud. Den geologiske aktivitet i undergrunden bidrager også til landskabet med springende gejsere med kogende vand og vandhuller boblende af svovlholdigt (og dermed stinkende!) varmt mudder.

Islands historie
Som det sidste europæiske land blev Island bosat i år 874 af Ingólfur Arnarson, en norsk høvding, og allerede i år 930 fik Island sin forfatning. I 1262 blev Island en del af det norske rige, og da Norge kom under dansk styre i 1397, blev Island en del af Danmark. Først 17. juni 1944 blev Island igen en selvstændig stat, efter mere end 97 % af vælgerne valgte at stemme for en løsrivelse fra Danmark.

Med et areal på ca. 103.200 km2 og blot ca. 300.000 indbyggere, hvoraf ca. 60 % bor i Reykjavik, er det tydeligt, at ikke ligefrem er tæt befolket udenfor hovedstaden.