Hotel Palissandre, Antananarivo, kl. 20.30, lørdag den 11. juli 2026
Midt på eftermiddagen i går var vi alle klar til sommerferien og tog afsted mod lufthavnen. Trods, hvad der må forventes at være en stor rejsedag i sommerferien, var ventetiden minimal ved både sikkerhedskontrollen og paskontrollen på vejen ud til gaten. Inden vi kom så langt, havde vi dog spist aftensmad på Carlsbergs sportscafé, som bød på gode burgere. Ved gaten nåede vi at spille vores nye Uno-spil: Liar, hvilket var underholdende. Reglerne var lidt svære at holde styr på.

Tekniske problemer på flyet betød, at vi sad i flyet og ventede på, at en tekniker meldte flyet klar til afgang, hvilket medførte en times forsinkelse. I Wien havde vi en såkaldt teknisk mellemlanding, hvor vi var nogle, der blev siddende, mens andre passagerer steg af og på flyet inden det lange stræk til Addis Ababa. Britt og Valdemar så en film sammen og forsøgte så at få sovet, hvilket kun lykkedes i mindre bidder.

Trods forsinkelsen fra København og Wien landede vi i Addis Ababa i Etiopien til tiden. Det betød, at vi havde tre timer til næste afgang i en ret kedelig lufthavn med vilde priser på alt. Mere end 50 kr. for en chokoladecroissant!

Den sidste flyvning var overraskende nok kun på knap 4 timer, så den var ikke så slem. Casper og Britt så film, mens Valdemar fik slappet og sovet lidt mere.

I lufthavnen i Antananarivo virkede visum-proceduren som rent kaos! Først i køen fik alle udleveret de formularer, der skulle udfyldes – og så stod vi ellers i kø: først til at få udstedt visum til den nette pris af 35 euro pr. næse – derefter i kø for at få et klistermærke i passet – og så i kø for at få et stempel på dette klistermærke! Og ja, så skulle passene da også lige tjekkes igen, inden vi fik lov at komme ud til vores bagage, der kørte rundt og ventede på os.

På den anden side af tolden fandt vi hurtigt vores chauffør – og en lufthavnsportier gjorde et ihærdigt forsøg på at hjælpe os med vores bagage. Han fulgte endda med os ud til bilen, og selvom han heller ikke der fik lov at tage vores bagage, mente han alligevel, at han fortjente drikkepenge. Lige uden for lufthavnen stoppede vi ved, hvad vores chauffør kaldte en bank, så vi kunne veksle. Vi var hjemmefra blevet anbefalet netop dette vekselsted. Der var stor forskel i kursen på, hvorvidt man vekslede 50 eurosedler eller mindre sedler, så vi beholdt derfor vores 20’ere, men vekslede også lidt dollars. Mindre end 250 euro gjorde os til millionærer i ariary!

Der var rigeligt at se på på køreturen til byen. Vi blev overvældet af indtryk af blikskure og faldefærdige bygninger, tøjvask i floden og meget andet. Det er alligevel nogle år siden, at vi var besøgt et så fattigt land – og en enorm kontrast til sidste års sommerferie til rige Singapore. Der var tæt trafik i centrum, og vi følte, at vores chauffør kørte rundt i ring. Vi kom dog frem til vores hotel og blev positivt overraskede. Trods vores værelse kun lå på 3. sal, var der den vildeste udsigt over centrum med Analakely-markedet ligefor.

Det småregnede og var kun 16 grader, så selvom vandet i hotellets pool faktisk var lunt, droppede vi en svømmetur. Menukortet på hotellets restaurant så ret kedeligt ud, så på Google Maps fandt vi en nærliggende italiensk restaurant, som vi gik efter.

Antananarivo er ikke lige en by, hvor man flasher sin telefon konstant, så selvom vi har investeret i ’sikkerhedsliner’ til vores telefoner, gik vi ikke med en i hånden konstant – og vi fik da derfor også gået forkert et par gange. I et minimarked fyldte vi rygsækken med sodavand, vand og snacks, så vi kan klare os nogle dage.

Vi fandt den italienske restaurant, der klart var en af byens finere restauranter. Alligevel kostede tre store pizzaer, en sodavand og to øl mindre end 300 kr. inkl. drikkepenge.

Det var blevet helt mørkt, da vi skulle tilbage, og selvom vi virkelig havde studeret Google Maps, inden vi forlod restauranten, formåede vi alligevel at gå forkert. Vi fandt dog tilbage og hygger nu bare på værelset. Okay, Casper sover allerede… Vi andre kan høre enkelte af byens lyde: en masse hunde, der gør.

Hotel Palissandre, Antananarivo, kl. 20.30, søndag den 12. juli 2026
Hotellets morgenmadsbuffet var ikke overvældende, og som en lokal erstatning for æg og bacon var der ris og kødboller.

Kl. 9 skulle vi afsted på sightseeing – eller det troede vi. I receptionen mødte vi nemlig en repræsentant fra vores lokale turoperatør, der gerne ville gennemgå hele vores tur med os. Som vi også har læst mange steder, advarede hun os mod landets hotelstandard. Selvom vi skal overnatte på de bedste hoteller, som de har kunnet finde, må vi ikke forvente samme standard, som vi er vant til andre steder i verden. Valdemar grinte også, da hun advarede os mod manglende wi-fi og varmt vand på selv de bedste hoteller, for det har vi også fortalt ham om flere gange som forberedelse til denne ferie. Selvom det er 17 år siden, at vi sidst var på Madagaskar, er mange ting uforandrede.

Endelig kunne vi komme afsted på sightseeing med en frisk, ung fyr som chauffør. Vi startede med at køre til byens højeste punkt, hvor Dronningens Palads ligger. På gaden omkring paladset kæmpede flere om vores chaufførs opmærksomhed for at få ham til at parkere på netop ’deres’ parkeringsplads. De vil så vogte over ens bil, mens man er væk, så man ikke risikerer indbrud i bilen eller kommer tilbage til en bil uden fælge. Vores chauffør betalte 2.000 ariary for denne service – svarende til 3 kr.

Ved paladset fik vi en guidet rundvisning, hvor vi lærte en masse om landets historie og traditioner. Vi glemte dog konstant, at det er fady (tabu) at pege på dette hellige sted, hvor f.eks. også svin, ged og løg er forbudt. Det er ikke altid, at deres fadyer giver mening. Udsigten fra det nybyggede palads var fantastisk. Vi kunne bl.a. se ned på det nationale stadion, der her på en søndag blev brugt til gudstjeneste. På grunden voksede både julestjerner som træer og lavendel som store buske. Også edderkopperne var lidt større, end vi er vant til hjemmefra.

Fra paladset kørte vi gennem byen, mens vores chauffør fortalte om stederne, som vi passerede, og om byen generelt – om de daglige planlagte strømafbrydelser, der nu er nede på to timer om dagen, og om den nybyggede svævebane, der har været lukket siden sidste års uroligheder, der endte med et statskup. Selvfølgelig skulle han køre os et sted hen, hvor souvenirsboderne lå på stribe. Ja, vi købte lidt souvenirs i en butik til den samlede pris af 20 kr.

På hovedgaden gik vi en tur gennem markedet, hvor vi var fascinerede af udvalget. Levende krabber, flåede frøer, ukendt frugt og grønt – og et enormt udvalg af f.eks. peber. Vi stoppede også ved byens universitet, inden vi efter vores ønske blev sat af ved en madagaskisk fastfoodkæde, hvor vi spiste frokost.

Midt på eftermiddagen tog vi en tur i poolen – eller rettere sagt kom Britt og Valdemar i poolen, mens Casper opgav på grund af vandets temperatur. Valdemar og Britt blev også kun kort tid i det ret kolde vand i, hvad der skulle have været en opvarmet pool. Det manglende varme vand i bruserne i omklædningsrummene burde have givet os et clue… Det blev i stedet til et varmt bad tilbage på hotelværelset.

Vi havde allerede i går udset os rammen om vores aftensmad – nemlig en fiskerestaurant mindre end 100 meter fra vores hotel. Tre retter mad, 1 liter cola og ½ liter øl løb op i knap 200 kr. i alt. Desserten blev roomservice fra hotellets restaurant: crème brûlée og hibiscus-is med mørk chokolade og banancrumble.

Mantadia Lodge, Andasibe, kl. 20.45, mandag den 13. juli 2026
I morges tog Britt en smagsprøve på den madagaskiske morgenmad og fandt ud af, hvad vores chauffør mente, da han i går talte om ‘våde’ og ‘tørre’ ris. Halvkolde, våde ris kan ikke anbefales (og slet ikke til morgenmad), mens de tilhørende fiskekødboller faktisk smagte helt fint.

Kl. 9 blev vi hentet af Tama, der skal være vores chauffør de kommende 12 dage. Efter 45 minutter var vi blot kommet 2 km i fugleflugt fra vores hotel. Det tog os næsten en time at komme ud af Tana gennem myldretidstrafikken, men tiden gik hurtigt, da der var rigeligt at følge med i. På vejen blev vi først passeret af premiereministeren med en større politieskorte, og lidt efter var det præsidenten med en endnu større eskorte, der bl.a. inkluderede en vogn med en mindre kanon på.

Turen videre foregik ad Madagaskars travleste hovedvej – nemlig RN2, der går mellem Tana og øens største havn på østkysten. Og da havnen havde haft lukket i går søndag, var der i dag ekstra trafik. Det betød utallige store lastbiler på en vej, hvor der ikke altid var plads til, at to lastbiler passerede hinanden. Et enkelt sted holdt vi stille i måske 10 minutter, fordi en forankørende lastbil holdt tilbage for alle modkørende lastbiler. Sjovest var det, når vi kørte igennem mindre byer, hvoraf det var markedsdag i flere af dem.

Et sted var der lang kø ved vandposten for alle indbyggerne, der ikke selv havde rindende vand, og ved siden af var det muligt at købe benzin i 1½ liters sodavandsflasker. Efter små fire timers kørsel stoppede vi ved en restaurant for at spise frokost – samme sted, som alle andre chauffører stopper med turister. Det var godt travlt, men til sidst fik også Valdemar sin mad. Fra restauranten var en times kørsel til vores lodge, der ligger langt oppe ad en stejl bakke. Vi kan ikke mindes, at vi nogensinde har kørt i bil i så mange timer uden, at Valdemar har spurgt om lov til at se noget på en skærm. Dejligt, at Valdemar også fandt alt det, som vi passerede, interessant.

Vi blev positivt overraskede, da vi så lodgen og vores værelse. Stedet er kun seks år gammelt, så alt virker lækkert og nyt. Poolen så indbydende ud, så efter en gåtur rundt på lodgen og velkomstdrinks i restauranten hoppede vi i badetøjet. Vandet var dog – denne gang som forventet – ret koldt, men for en gangs skyld var Casper i som den første, og Valdemar som den sidste. Det blev ikke til mange baner svømning, før vi i stedet stod under den varme bruser på værelset. Tilbage på værelset havde vi lige tid til at nyde den gode wi-fi-forbindelse. Når det gjaldt kanaler på fjernsynet, var der dog ingen forskel fra hotellet i Tana: Eneste engelsksprogede kanal er BBC World News.

Kl. 17.45 blev vi hentet af vores chauffør og kørt ned til VOIMMA Private Reserve til en night walk med en lokal guide. Vores guide var en lille mand, der sikkert kendte regnskoven som sin egen baglomme og derfor nemt kunne løbe gennem skoven i mørke på jagt efter dyr. Han tænkte ikke lige over, at vi var lidt højere og bredere og ikke kendte skoven – og slet ikke i mørke! De fleste gange var han derfor ved at smutte fra os. Han talte en del, men det må have været med sig selv eller andre guider, for alt foregik på madagaskisk. Han fandt os dog både en større og en lille kamæleon (hvordan han så end fik øje på dem i mørket?!), ligesom vi fik set et par uldlemurer og en muselemur. Sidstnævnte var hele turen værd, som den sad der helt stille med sine store øjne. Så nuttet! Efter en times tid var vi tilbage ved bilen.

Tilbage på lodgen gik vi direkte i restauranten. Britt bestilte menukortets absolut dyreste ret: helstegt andebryst til mindre end 100 kr. 

I morgen står den på heldagstur rundt i området, og vi skal være klar til afgang allerede kl. 8.

Mantadia Lodge, Andasibe, kl. 21.15, tirsdag den 14. juli 2026
Selvom dette hotel er en del mere fancy end hotellet i Tana, havde morgenmadsbuffeten ikke et større udvalg – men kvaliteten havde måske lige fået et hak op. Stadig ingen æg og bacon, men her var der to slags malagassisk morgenmad, så der også var tørre ris – og juicen var f.eks. ægte juice og ikke vand med smag.

Lidt før kl. 8 var vi klar ved indgangen til Andasibe-Mantadia National Park for at mødes med den samme guide som i går aftes. Han lugtede stadig lidt af værtshus, men Tama fortalte ham, at han gerne måtte tage det lidt roligt, så vi også kunne følge med: ”Mora Mora” er et lokalt udtryk, som vi har lært for længst – bedst oversat til ”Ta’ det roligt”.

I dagslys havde vi noget nemmere ved at bevæge os rundt i regnskoven, og i det meget adstadige tempo kunne vi både holde øje med, at vi ikke snublede over rødder eller lavthængende lianer, samtidig med, at vi kunne kigge på landskabet omkring os. Vores guide var umiddelbart ret interesseret i fugle, men vi må ærligt indrømme, at medmindre de er virkelig farvestrålende – ja, så har de ikke vores interesse. Vi foretrækker pelsdyr. Vi var ikke kommet mange meter ind i nationalparken, før vi så de første lemurer, der lå og sov i træerne langt over os. Lige op ad parken ligger et dambrug, der dog ikke har nogen fisk her om vinteren. Til gengæld lå en lille boaslange og sov i græsset mellem bassinerne.

Området er levested for den største lemurart, indri indri, og vi kunne da også tydeligt høre deres karakteristiske kald. De første lemurer, som vi så, var dog de mindre common brown lemurer og den næststørste sifaka, der vist også kun lever i denne del af landet. Derefter gik vi på jagt efter indrien, og det krævede god balance, da vi ’kravlede’ ned ad en skrænt for at komme tæt på. Vi brugte træstammer som støtte for ikke at falde eller glide.

Et sted sad en sifaka og poserede, mens utallige turister stod rundt om den og forevigede den med alt fra mobiler til kæmpe telelinser. Efter flere lemurer, enkelte edderkopper og mange små grønne firben forlod vi parken. Vi havde spurgt guiden, om han kunne finde en kamæleon. Han fortalte, at bestanden var dalet gevaldigt, men langs landevejen uden for parken lykkedes det ham alligevel at finde en flot Parsons-kamæleon til os.

Kylling i vaniljesovs til Britt til frokost, mens Casper og Valdemar valgte pizzaer. Valdemar måtte konstatere, at en Margherita ikke er helt det samme alle steder: masser af grøn peber, majs og løg!

Vi gik op og kiggede på lodgen, hvor vi overnattede for 17 år siden, inden vi fortsatte køreturen til en nærliggende krokodillefarm. Der endte krokodillerne næsten med at være det kedeligste på vores guidede tur rundt på grunden. Højdepunktet var klart den lille longhorn-kamæleon, som det utroligt nok lykkedes vores guide at finde i et træ. Valdemar var også glad for skildpadderne, mens Britt kunne lide isfuglene.

Vi kan bedst lide at se dyr i deres helt naturlige element, men næste stop var alligevel godkendt. Ved Lemur Island blev vi sejlet ud til øen i en kano, og på øen kom vi så helt tæt på flere arter af lemurer: black-white ruffed, brown og bamboo. Sifakaerne havde deres egen ø uden adgang for mennesker, da de er en beskyttet art, så dem måtte vi nøjes med at se på afstand. Vi måtte ikke røre lemurerne, men halen af en lemur strejfede lige Valdemar i et spring, og i det hele taget sprang de tæt omkring os, når guiden lokkede dem tæt på med banan. De små bamboo-lemurer var lidt skræmte, mens de sort-hvide forstod at lave et show hængende i diverse positioner.

Sidste punkt på dagens program var en tur rundt i byen Andasibe. Her ses det tydeligt, at Madagaskar er et af verdens fattigste lande. Vi gik gennem enkelte gader med små butikker og boliger og langs med og på skinnerne hen til stationen. Der kører kun et godstog på strækningen fra Tana, forbi Andasibe og ud til kysten to gange om ugen (lørdag og onsdag), så vi håber at se et tog i morgen.

Sidst på eftermiddagen var vi endelig tilbage på lodgen – godt mætte af indtryk af forskellig art. Vi havde svært ved at vente, til restauranten åbnede for middag kl. 19, så vi satte os i de bløde stole omkring brændeovnen lidt tidligere og fik en drink hver. Også i dag fik vi lækker aftensmad – Valdemar måtte igen have nudler med zebu, mens Britt nøjedes med en zebu-carpaccio. Så var der også plads til dessert, som vi undtagelsesvis fik lov at tage med tilbage til værelset: trio af crème brûlée og flamberede bananer.

I morgen går turen tilbage til hovedstaden, så der venter en lang køretur…

Hotel Palissandre, Antananarivo, kl. 21.00, onsdag den 15. juli 2026
Lidt før kl. 9 begyndte vi køreturen tilbage mod Tana. Vi lagde dog først vejen forbi togstationen i Andasibe, hvor toget – som vi har talt en del om – holdt. Vi blev lidt overraskede over at se det oldgamle lokomotiv med blot fire rustne vogne med brændstofbeholdere. Vi havde fået at vide, at der var tale om et gammelt tog, der ofte brød sammen, men vi havde trods alt forventet mere end blot fire vogne, når det nu kun kører to gange om ugen.

Der var heldigvis lidt færre lastbiler end forleden, men med den elendige vej og alligevel godt med trafik, tog det to timer at køre til vores første stop mindre end 70 km væk. Der besøgte vi Réserve Peyrieras Madagascar Exotic, som vi faktisk også besøgte for 17 år siden. Ja, at se dyr i fri natur er altid at foretrække, men igen var det sjovt at komme helt tæt på forskellige gekkoer, kamæleoner, et par slanger, mini-frøer og enkelte andre mindre dyr. Valdemar havde lidt ondt i maven og måtte lige tage en pause, men ved næste stop på en tankstation var han frisk igen.

Som tidligere nævnt er hovedvejen Madagaskars travleste på grund af havnen. Et kinesisk selskab var ved at renovere vejen, så en del havde lækker, ny asfalt – og den anden del var mere huller end asfalt. Kinesiske virksomheder har faktisk gang i meget her på Madagaskar, og et sted på dagens køretur kørte vi forbi et kæmpe kinesisk tempel, der både skulle indeholde børnehjem, kloster og træning i martial art.

Endnu engang var der dog rigeligt at følge med i ud ad bilens vinduer. Stenbruddet, hvor alt foregik ved håndkraft med hakker, floden, hvor der blev vasket tøj, der efterfølgende blev lagt til tørre på jorden, eller de mange tuk-tuk’er og pousse-pousser, som cykeltaxierne hedder. Tama fortalte, at kun de rige har en vaskemaskine. Og dem, der bor i centrum af Tana – som ham selv, hans kone og deres fire børn – og derfor ikke har en flod i nærheden, hyrer en vaskekone, der tager deres tøj med til en flod for at blive vasket.

I Tana endte vi på samme hotelværelse, som vi forlod mandag morgen. Vi besøgte samme minimarked som forleden for at købe flere af nogle lækre mango-‘vingummier’ og spiste sen frokost eller tidlig aftensmad på vejen tilbage til hotellet. Casper var ikke helt på toppen, så der gled ikke meget ned. Britt burde måske ikke have spist så meget, da det viste sig, at kyllingen nogle steder var helt rå.

Da vi havde forladt caféen, kom en servitrice løbende efter os, fordi vi havde lagt for få penge. Hun viste en regning, hvorpå der stod 58.000 ariary og ikke 53.500, som Britt havde set. Vi undskyldte og betalte det manglende. Vi tjekkede dog alligevel kvitteringen, som vi havde fået i første omgang, og der stod rigtigt nok 53.500 ariary. Selvom det var småpenge, syntes vi alligevel, at vi ville gøre opmærksom på, at vi altså havde lagt nok penge + lidt ekstra. Som vi gik tilbage mod caféen, kom samme servitrice løbende imod os igen – denne gang med Caspers briller, som han havde glemt. Vi viste kvitteringen som bevis for, at vi altså ikke havde prøvet at snyde. Hun skyndte sig tilbage, og da vi nåede frem til caféen, stod en manager klar med penge retur til os. En del af disse små sedler gav vi dog til servitricen som tak for, at hun kom med brillerne, så nu blev det kun til drikkepenge direkte til hende.

Tilbage på hotellet tog Casper en slapper, mens Valdemar og Britt besluttede at tage en tur i poolen. Vandet føltes lidt køligt, men på med badetøjet alligevel – bare for at fortryde det, da først fødderne skulle ned i vandet. Det var altså for koldt. Mens Casper blev på værelset, gik Valdemar og Britt i hotellets restaurant og bestilte en drink og et par desserter – Valdemar den samme dessert, som vi forleden fik bragt til værelset.

Efter både Valdemar og Casper havde været lidt småsløje i løbet af dagen, var det nu Britts tur til at blive dårlig… Tilbage på værelset kom desserten op igen og lidt senere frokosten. Vi krydser nu fingre for, at vi alle tre er friske i morgen, hvor den står på endnu en lang køretur: 175 km til Antsirabe, hvilket Tama forventer vil tage fem timer ligesom dagens køretur på knap 150 km.

Royal Palace Hotel, Antsirabe, kl. 20.00, torsdag den 16. juli 2026
Britt havde tømt maven helt flere gange i løbet af natten og morgenen, så det blev kun til en lille yoghurt til morgenmad. Med en pose i nærheden just in case startede vi vores lange køretur.

Endnu engang var trafikken tæt ud af Tana, så det tog sin tid. Vores første stop var ved Leader Price, hvilket ifølge Tama skulle være Tanas største supermarked. Størrelsen var ikke meget større end vores lille Kvickly derhjemme, og udvalget var ikke prangende, men vi fik da købt det obligatoriske lokalproducerede slik med hjem til kollegerne. 

Tama fortalte, hvordan byerne på ruten havde hvert deres speciale, og næste stop på turen var i byen Ambatolampy, der er kendt for sine aluminiumsarbejder. Vi besøgte en lille familiedrevet virksomhed, der bl.a. lavede gryder ud af genbrugsaluminium. Vi så bl.a. fælgen fra en scooter, der røg i smeltediglen, ligesom vi så hele produktionen af en gryde med låg. Hårdt, fysisk arbejde!

Selvfølgelig havde de også lavet en kollektion til turister med fine figurer. Faktisk havde vi købt en lignende aluminiumsfigur på hotellet forleden, hvilket vi ærgrede os lidt over. Det havde jo været sjovere at købe den her direkte på fabrikken.

Som vi kørte videre, ændrede landskabet sig en smule. Regionen har meget frugtbar jord og er derfor storproducent af ris og grøntsager. På denne årstid står de mange risterrasser tomme eller fyldt med grøntsager. Da vi stoppede for at tage et billede af nogle af de mange grøntsagsboder, blev bilen omringet af sælgerne. For 2,50 kr. købte vi to flotte klementiner, som vi spiste, mens vi kørte videre. Vi har helt sikkert betalt turistpris.

Da vi ankom til Antsirabe, havde vi lige endnu et par turiststop – først ved et sted, der lavede miniaturecykler, biler m.m. ud af genbrugsmateriale. Vi fik vist, hvordan nevøen til ejeren lavede et hjul til en cykel ud af en tom insektspraydåse, gamle ledninger og gummislanger fra udløbet medicinsk udstyr. Vi var ret imponerede over opfindsomheden med materialerne. Ved siden af besøgte vi et sted, der lavede ting af zebuhorn. Valdemar valgte at købe nogle terninger, som han vil tage med til Farmor & Farfar til deres spil. Vi måtte lige tilkøbe en ekstra terning, da der kun var fem i et sæt.

Vi gjorde også et kort stop ved det specielle Hotel Thermes, hvor Tama påstår, at chaufførværelserne er hjemsøgte, så han vælger altid at bo et andet sted, når hans gæster skal overnatte på hotellet. Efter en rundtur i byen i bil kørte vi til hotellet.

Vi var godt trætte, så vi valgte at blive på hotellet i stedet for at se nærmere på byen. Vi har fået en lejlighed og fortryder måske lidt, at vi ikke bare har fået et hotelværelse. Det havde nok været hyggeligere end denne treværelseslejlighed med havemøbler i stuen og i det hele taget et ret slidt udseende. Håndklædestangen røg ned med det samme, og senere var det gardinerne i soveværelset, der røg ned, da Casper ville trække dem for. De ligger nu på gulvet.

I hotellets restaurant gik det ikke meget bedre. Af uforklarlige årsager missede de Caspers bestilling på en burger, så vi fik kun serveret to retter. I stedet for at vente på, at de lavede en burger, delte vi de to retter, som vi havde fået. Britts butter chicken var vist mere kylling i karry end butter chicken, men det smagte udmærket. Vi har ikke de store forventninger til morgenmaden.

Vi har kørt sammenlagt fem timer i dag (175 km), og i morgen skal vi køre endnu længere. Vi glæder os over, at disse umiddelbart er rejsens længste køredage.

Vi har siden vores ankomst til hotellet oplevet fire strømafbrydelser. Hotellet har dog en generator, så lyset er kommet igen efter få minutter, men Britt har lige måttet lyse for Valdemar med telefonen, da han pludselig stod i badet i bælgravende mørke.

Hotel Centrest Seunjeur, Ranomafana, kl. 20.45, fredag den 17. juli 2026
Morgenmadsbuffeterne på de første hoteller har ikke været prangende, men de har alligevel været flere klasser bedre end dagens morgenmad: en hvid bolle med smør og appelsinmarmelade, to små ‘croissanter’ (nej, ikke den lækre, krummende slags), et bæger yoghurt og et glas ananasjuice – og selvfølgelig var det kokosyoghurt, som hverken Casper eller Valdemar kan lide.

Valdemar kan ikke sluge piller, så hver morgen får han en malariapille knust ned i juice, som han så tyller. Valdemar kan fortælle, at ananasjuice ikke skjuler den meget grimme pillesmag!

Endnu en lang køredag, men endnu en gang med en masse at se ud ad vinduerne: de faldefærdige små landsbyer, risterrasser, grøntsagsmarker og stenbrud. Et sted mødte vi et bryllupsoptog. Det unge brudepar gik med deres familier fra brudens hus til gommens hus inden brylluppet en af de kommende dage.

Den større by Ambositra er kendt for håndværk som udskåret træ. Vi fik en demonstration af færdighederne et sted, men undlod at øge vores i forvejen store samling af træfigurer i den tilhørende butik.

Frokosten blev indtaget på den samme restaurant som alle de andre turister, hvor et lokalt orkester optrådte med sang og dans med et støjniveau, der gjorde det lidt svært at tale sammen. De holdt heldigvis hyppige pauser.

I byen lå et hospital, færdigbygget for blot to år siden, modtaget som en gave fra De Forenede Arabiske Emirater. Hospitalet er dog aldrig blevet taget i brug, da der mangler læger til at bemande det. Et andet sted passerede vi en bro, som for år siden var blevet sprængt i luften af demonstranter i en præsidentvalgkamp.

Med enkelte fotostop fortsatte vi den lange køretur. Utallige lastbiler fyldt med zebuer kørte imod os på vej til et større zebumarked. Enkelte flokke blev drevet afsted på vejen. Tama fortalte, at nogle går med deres zebuflokke helt til slagterierne omkring Tana – en tur på ca. 300 km til fods.

På vores køretur så vi for tredje gang en smadret, forulykket lastbil. Små, smalle veje i elendig forfatning kombineret med høj fart kan altså få en tonstung lastvogn til at vælte. Voldsomt ser det ud.

Ved et udsigtspunkt fandt nogle drenge små kamæleoner i træerne og ville have os til at tage billeder af kamæleonerne – mod betaling naturligvis. Vi tog ingen billeder. Bananpalmerne voksede rundt omkring, og for mindre end 3 kroner købte Tama 18 små bananer af en sælger.

Et vandfald var dagens sidste fotostop, inden vi skulle mødes med en guide for en nightwalk i Ranomafana National Park. Tillokket af lidt bananmos på en træstamme fik vi set den lille brune muselemur, inden vi langs landevejen gik på jagt efter kamæleoner og lemurer. Muselemurer fik vi efterfølgende kun set som noget, der bevægede sig i grenene. Til gengæld var vores guide fænomenal til at finde kamæleoner i mørket. Både helt små og lidt større, som hurtigt skiftede farve, når vi lyste på dem med lommelygten.

Lidt i syv nåede vi endelig frem til vores hotel. Da vi boede på samme hotel for 17 år siden, havde vi et værelse med balkon og udsigt over rismarker. Vores skuffelse var derfor stor, da vores værelse denne gang hverken havde balkon eller udsigt.

Vi gik straks til restauranten, men valgte at forlade den igen. Der var kun tre hovedretter at vælge imellem, og ingen af dem var noget, som vi havde lyst til at spise. I mørket gik vi lidt gennem landsbyen for at finde et andet spisested, men forgæves. Britt købte et par friturestegte snacks med hjem fra en bod, mens Casper og Valdemar klarede sig med kiks og chips til aftensmad. Vi håber, at vi i morgen kan finde et alternativt spisested, ellers må vi i løbet af dagen få provianteret noget.

Der er virkelig lydt på hotellet, og samtidig har vi haft glæde af musikken fra en nærliggende bar. Den lukkede heldigvis kl. 21, og de skrigende børn i et andet værelse er enten kommet i seng eller gået i restauranten, så nu er her stille. Vi lægger os også til at sove om lidt.

Okay, baren lukkede så ikke kl. 21 – dj’en holdt nok bare pause, men er nu igang igen…

Hotel Centrest Seunjeur, Ranomafana, kl. 20.15, lørdag den 18. juli 2026
Endnu en enkel morgenmad: ingen yoghurt, men til gengæld frisk frugt, avokado og guavajuice i stedet for ananas.

Musikken, som vi hørte i går aftes, fortsatte til kl. 4 i morges – og startede så igen kl. 6.30! Da vi efter morgenmaden mødtes med Tama og vores guide, fortalte de, at det ikke var en bar, men derimod en omskæringsceremoni. Det er normalt at feste hele natten og først stoppe musikken tidligt om morgenen, hvor selve omskæringen foregår – og så feste videre bagefter. Madagaskiske drengebørn bliver omskåret, når de er senest fem år, og først efter omskæringen betragtes de som fuldgyldige familiemedlemmer. Dør drengen, før han er blevet omskåret, bliver han f.eks. ikke begravet i familiegravstedet. Ved selve omskæringen er det en tradition, at det ældste mandlige familiemedlem (oftest bedstefar) spiser den afskårede forhud i et stykke banan.

Lidt over otte startede vi vores tur ind i Ranomafana National Park med en lokal guide og hans spotter – altså en, der løber i forvejen for at finde dyrene. Det var en hård tur først stejlt ned, over floden og så stejlt op. Hele turen foregik i ujævnt terræn med ujævne trin og mindre klatreture, hvor vi måtte tage træerne til hjælp. Der lever 14 lemurarter i nationalparken – heraf syv nataktive. Det lykkedes os på turen at se fem forskellige dagaktive arter, nemlig golden bamboo lemur, gray bamboo lemur, greater bamboo lemur, red-bellied lemur samt Milne Edward’s sifaka. I den tætte skov kunne de dog være svære at se og endnu sværere at fotografere, men både Valdemar og Britt håber at have fået nogle gode billeder af nogle af dem. I tre timer gik vi rundt i parken, hvilket var lidt hårdt for benene efter flere dage uden den store aktivitet.

Lige uden for nationalparken blev vi selvfølgelig mødt af mange lokale, der ville sælge deres souvenirs, krydderier og vaniljestænger til os. Valdemar valgte dog i stedet at købe et lille billede af en kunstner, der havde sit atelier ved parken. Selv hans signatur var smuk. Den lignede et perfekt tryk, men eftersom han skrev den på billedet, mens vi kiggede, ved vi, at det var den ikke.

Til frokost kørte Tama os til et sted, som han havde en aftale med. Vi købte frokost, og han fik et gratis måltid mad. Sådan tror vi, at det er alle steder, hvor vi spiser, når vi er på farten. Mens vi ventede på maden, viste Tama os et træ tæt ved, hvor der boede ikke mindre end syv store kamæleoner. En lokal kravlede op i træet for at hente enkelte af dem ned til os på en pind og satte dem tilbage i træet bagefter – klar til de næste turister.

Vi havde overvejet at prøve det lokale svømmebad, hvor vandet kommer fra de varme kilder, der har givet byen dens navn. Da Valdemar hørte, at det var obligatorisk at bære badehætte, sprang vi dog fra. Tama satte os i stedet af tæt på, og så gik vi blot over og kiggede på bassinet, som også viste sig at holde eftermiddagslukket. For at komme til svømmebadet skulle vi over floden via en primitiv træbro, der kunne virke lidt skrøbelig.

Bagefter gik vi en god tur i byen – som de eneste hvide mennesker. Turister bevæger sig åbenbart normalt ikke rundt i byen på egen hånd, så vi ved ikke helt, om det var os, der kiggede mest på de lokale, eller dem, der kiggede mest på os. Endelig overgav vi os og købte en pakke vaniljestænger af en sælger, som vi vidste, kendte Tama. Prisen var ikke til forhandling, og vi var egentlig godt tilfredse med at give 20.000 ariary for mere end 20 vaniljestænger. Det svarer til en pris på ca. 1,50 kr. pr. stang. Okay, for 17 år siden købte vi 140 vaniljestænger for 27 kr., så prisen er steget lidt siden da.

Midt på eftermiddagen tilbragte vi et par timer på hotelværelset, inden vi igen gik en tur ind til byen, som vi bor lige i udkanten af. Denne gang holdt vi os ikke kun til hovedvejen gennem byen, men kom ned ad nogle små stier mellem de private hjem. De primitive hjem bliver ved med at overraske os. Selvfølgelig forsøgte enkelte at sælge os smykker, krydderier og flere vaniljestænger, men trods den tydelige fattigdom, er der ingen, der tigger.

Vi havde tidligere på dagen fundet en restaurant, hvor vi ville spise aftensmad. Deres menukort viste sig dog at være noget mere begrænset end det, som vi havde fået oplyst tidligere på dagen, men da de to pastaretter, som Casper og Valdemar havde udset sig, var på menuen, spiste vi der alligevel. Vi endte med at dele de tre retter, så vi alle fik smagt lidt af hvert.

Vi er nu tilbage på hotelværelset – her til aften heldigvis uden musik.

Betsilo Country Lodge, Ambalavao, kl. 20.30, søndag den 19. juli 2026
Også i dag var der afgang kl. 9 efter morgenmaden. Og også i dag havde Tama planlagt flere stop for os.

Det første stop var i en nærliggende landsby, hvor vi skulle besøge en smed. Da vi kom, vrimlede det med børn i forskellige aldre, der fulgte efter os. Vi var lige så meget en attraktion for dem, som landsbyen var for os. Der var ikke så meget smedens produktion af skovle (med håndkraft naturligvis), der havde vores interesse. Vi mistænkte også kraftigt, at der kun blev tændt op i bålet på en søndag, da vi kom.

Vi var mere interesserede i at komme ind og se huset, hvor familien boede. 22 familiemedlemmer klemt sammen i et meget lille hus. Det var godt nok i tre etager, men grundplan var måske 3×6 meter, og overalt blev der opbevaret kæmpe sække med ris – sandsynligvis fordi familien har en rismark. Vi talte i alt fem dobbeltsenge i huset, men glemte at spørge, om vi måtte se deres toilet. De havde naturligvis hverken elektricitet eller rindende vand. På husets øverste etage, som vi nåede via en meget smal trappe med små, skæve trin, var køkkenet. Vores øjne sved helt vildt, for der var ingen skorsten, så vi måtte flere gange have hovedet hen til vinduet for frisk luft på grund af røgen fra bålstedet. Midt i det hele var en mand ved at skære halsen over på en kylling.

Da vi kom ud af huset, havde de på gårdspladsen gjort klar til omskæring af en lille dreng. En stålskål med diverse instrumenter lå klar, og den lille dreng fik bukserne af. Vi blev tilbudt at overvære omskæringen, men takkede pænt nej tak og skyndte os afsted. Tama var også glad for, at vi sagde nej.

Vi fortsatte køreturen videre til Fianarantsoa, der er en by med ca. 900.000 indbyggere. Vi kørte en tur rundt i centrum, men stoppede kun ved byens store katolske katedral. Der var dog en gudstjeneste i gang, så vi blev udenfor. Området er kendt for sin vinproduktion, og der var masser af vinbutikker. Af erfaring fra vores sidste besøg ved vi, at Madagaskar ikke har arvet Frankrigs evne til at dyrke vin, hvilket Tama også indrømmede. Så nej, denne gang kommer der ikke et par flasker rødvin med hjem i kufferten.

I byen Ambalavao spiste vi frokost på en hotelrestaurant. Vi håber og er ret sikre på, at Tama får gratis mad for at bringe os disse steder hen. Endnu en gang nøjedes vi med at dele to hovedretter, bl.a. zebu-entrecôte, som også Valdemar er blevet ret vild med. Bagefter besøgte vi en silkeproduktion. Vi havde i forvejen sagt nej tak til at besøge en papirproduktion, da vi kunne huske dette fra vores sidste besøg, og overvejede også at sige nej til at besøge en silkeproduktion. Det virker lidt opstillet til ære for turister og ikke så autentisk. Vi sagde dog ja, og det fortrød vi ikke. Ja, selvfølgelig håbede de, at vi købte noget (hvilket vi ikke gjorde), men det var interessant at se, hvordan silken blev produceret af silkelarvernes pupper fra henholdsvis vilde larver fra skoven og fra de “dyrkede” silkelarver.

Fra silkeproduktionen var der ikke langt til vores lodge. Vi ved ikke helt hvorfor, men vi havde troet, at dette ville være et af turens mest primitive overnatningssteder. Vi blev derfor positivt overraskede, da vi blev vist ned til en helt ny bungalow med den fantastiske udsigt til de omkringliggende bjerge. Vi var helt bjergtagede!! Vi satte os derfor straks på terrassen og nød det hele. Valdemar slog sig straks ned i terrassens hængestol.

En lille gåtur nogle få hundrede meter ud ad landevejen blev det også til sidst på eftermiddagen. Vi bliver aldrig trætte af at se, hvordan de lokale bor og lever. Tilbage på terrassen sad vi og spillede Uno, mens solen gik ned. Selvom her hverken er fjernsyn, a/c eller wifi, ærgrer vi os næsten over, at vi kun skal være her en enkelt nat.

Zebu til frokost og zebu igen til aftensmad. Vi delte igen to hovedretter, da vi har fundet ud af, at det er rigeligt til at gøre os alle tre mætte. Men måske skulle vi have spist noget mere?! Vi fandt nemlig ud af, at vi kun kunne betale med kreditkort, hvis vi købte for mindst 200.000 ariary – og vores aftensmad løb trods høje hotelpriser kun op i 83.000 ariary svarende til 125 kr. Det betyder, at vores ariary-beholdning måske ikke er stor nok til frokost i morgen…

Lige så flot, som bungalowens udsigt er, lige så lækker er bungalowen indvendig. Derfor var der dømt badedag under den lækre bruser. Flere hoteller indbyder ellers kun til etagevask, så et brusebad var tiltrængt.

Dobbeltsengen her er udstyret med myggenet, mens Valdemar må klare sig uden. Vi håber dog, at der her om vinteren, hvor der er koldt og tørt, ikke er så mange myg. Det største problem bliver nok at finde ud af myggenettet for at komme på toilettet i nat.

Santrana Lodge, Ranohira, kl. 20.45, mandag den 20. juli 2026
Nogle gange kommer dyrelivet liiidt for tæt på, og det gjorde det i morges efter morgenmaden. Britt fik et chok, da hun skulle på toilettet og fandt en frø siddende på indersiden af kummen – endnu et chok, da den hoppede op på brættet og igen videre ud. Valdemar må nærmest have tisset på frøen. Sjovt så det ud, da den klatrede op ad væggen med dens sugekoppefødder..

Dagens første stop lå blot få kilometer væk, nemlig Anja Park, der er et privat reservat. Sammen med en guide og en spotter havde vi ikke gået langt, før vi så parkens hovedattraktion: ringhalede lemurer. To grupper på i alt ca. 60 lemurer forsynede sig i et stort tomatbed og drak vand fra fiskesøen ved siden af. Lemurerne i parken er vant til mennesker, da de lokale færdes der, ligesom mange turister kommer dertil. Vi kunne derfor komme helt tæt på de nuttede dyr. Vi kunne sagtens bare være blevet der, men fortsatte alligevel efter nogen tid vores videre tur gennem parken. Vi havde nu to spottere, der flere steder fandt kamæleoner i træerne, som de fodrede med græshopper på en pind for at vise kamæleonens teknik med at ’skyde’ dens lange tunge ud og fange byttet.

Vores guide førte os derefter op mod et udsigtspunkt, og det viste sig at være noget af en klatretur. Vi tog turen derop for 17 år siden, men havde Britt husket, hvor svær turen var, var der nedlagt veto! Det blev noget af en klatretur på klipperne, og det var godt, at vi nu havde to spottere, der nu – sammen med Casper og Valdemar – agerede hjælpende hænder. Ellers var Britt aldrig kommet op til toppen på de stejle klipper. Turen ned på den anden side var ikke meget nemmere. Et sted var det mere eller mindre rappelling – altså baglæns ned ad en klippe holdende i et reb. Især Valdemar havde dog en fest på det meste af turen og opførte sig som en abe – eller måske rettere en lemur – på de stejle klipper.

Fra Anja Park startede dagens mere end 200 km køretur sydpå. Heldigvis er denne del af RN7 i væsentlig bedre stand og uden så mange sving, så enkelte steder kom hastigheden faktisk op på 70 km i timen, hvilket ikke er sket mange gange på de madagaskiske landeveje. I byen Ihosy spiste vi frokost på en nyåbnet restaurant/hotel. En hovedret med kylling og zebu på spyd med en frisk salat til kostede hele 30 kr. På turen passerede vi over Madagaskars næsthøjeste bjergkæde. På det enorme bjergplateau var meget øde – og pludselig dukkede et nyt, topsikret fængsel op. Andre steder så vi mangoplantager og store flokke af zebuer, der nogle steder spærrede vejen.

Konstant bliver vi overhalet af de lokale busser, der egentlig er varevogne som VW Transporter eller Mercedes Sprinter, og hver gang bliver vi overraskede over, hvor mange mennesker der kan presses ind i sådan en vogn. Passagererne sidder bogstaveligt talt i flere lag og står krumbøjet imellem sæderne. Indimellem hænger nogen på siden af vognen, og i dag var der endda en bus med flere passagerer oven på bagagen oven på vognen. Og så taler vi ikke mængden af bagage på taget af vognene…

I en by tømte vi en ATM. Sådan føltes det i hvert fald, da vi hævede en million for at være sikker på at have kontanter nok til resten af ferien. Cash is king!

Sidst på eftermiddagen kom vi frem til vores lodge, og dette var måske den primitive overnatning, som vi havde forventet i går. Vi har et overdimensioneret safaritelt med fast gulv og nyt badeværelse og terrasse, hvorfra der er udsigt til bjergene. Der er kun strøm til kl. 22, for efter solnedgang kører al elektricitet på generator. Vi har allerede mødt en kakerlakunge på gulvet… Der er kun wi-fi ved hovedbygningen, så efter solnedgang satte vi os på barens terrasse, fik et par drinks og blev opdaterede på nyheder m.m.

Der var ikke det store udvalg i hotellets restaurant, men her er ingen andre muligheder i nærheden. Casper og Valdemar fik pasta, hvortil der bl.a. blev serveret taro. Britt prøvede Madagaskars nationalret, Romazava, der her var lavet med både zebu og fisk – og måske også lidt lammekød…? Intet smagte helt fantastisk, så vi levnede lidt og fik plads til lækre desserter. Vi syntes, at maden her var ret dyr – og grinte så, for kan man kalde en stor hovedret til 52 kr. eller en lækker dessert til 27 kr. for dyr? Men det er altså dyrt i forhold til Madagaskar-priser.

I morgen er der afgang allerede kl. 7.30, så vækkeuret er sat til at ringe kl. 6.30.

Santrana Lodge, Ranohira, kl. 20.45, tirsdag den 21. juli 2026
Vi var tidligt oppe i morges, for der var afgang fra lodgen allerede kl. 7.30. Ikke fordi vi skulle køre langt, men fordi vi skulle starte vores vandretur så tidligt, at vi kunne undgå den værste eftermiddagshede.

Der var buffet til morgenmad, men igen en lidt sølle udgave. Vi havde fået lov til at lave os et par madder til vores vandretur, og det endte med at blive syltetøjsmadder.

Isalo National Park var rammen om dagens vandretur. Endnu engang begav vi os afsted med en guide på en tur, som vi på forhånd var stillet i udsigt, var ret nem. Vi startede med at gå op ad, men heldigvis ad trin. Ikke langt inde i parken så vi på afstand ringhalede lemurer, som klatrede på klipperne. Omgivet af klipper gik vi gennem en lille del af parken, mens vores guide fortalte os om træer, dyr og meget andet.

Parken bruges til begravelse af den lokale stamme, og vi så enkelte gravsteder i klippehuler. Et enkelt sted lå en kiste, der nu var tømt for indhold, og vores guide forklarede, hvad kistens udsmykning symboliserede. Hjulene på kisten symboliserede bl.a., at den afdøde kvinde var død i en trafikulykke. Traditionen hos den lokale stamme er, at den dødes lig 2–5 år efter døden hentes hjem. I flere dage fester man med kisten i hjemmet, hvorefter knoglerne renses og placeres i en kiste på et permanent gravsted – som f.eks. en revne i klipperne. Andre stammer henter ligene hjem med 2–3 år mellemrum, men her er det altså kun en enkelt gang.

Første rigtige stop på vores vandretur var et udsigtspunkt på en klippetop. Turen derop var heldigvis væsentlig nemmere end gårsdagens viewpoint. Vi holdt en lille pause ved den naturlige pool mellem klipperne. Idyllisk så det ud med sand og palmer omgivet af klipper, men vi havde valgt at lade badetøjet blive hjemme. Vi husker, hvor koldt vandet var, da vi besøgte stedet sidst, og fravalgte derfor badeturen. Som vi gik videre, steg temperaturen, og at gå på det åbne klippeplateau var derfor en varm fornøjelse. Vi stoppede flere steder, da vores guide fandt vandrende pinde i buskene. De er godt kamufleret! Et sted fandt han endda en lille skorpion under en sten, som han brugte meeeeget lang tid på at fortælle om – om dens kropsopbygning og dens parringsritual.

Tæt ved picnicområdet kom vi lige i rette tid til, at en gruppe på seks Verreaux’s sifakaer bevægede sig langs stien, som vi gik på. Vores guide havde spottet lederhunnen i flokken og bad os vente tålmodigt. Og kort efter kom hele gruppen dansende langs stien lige, hvor vi sad. De var så skønne at se på! Længe sad de i træerne over os, så vi havde næsten ikke lyst til at gå videre.

Ved picnicområdet spiste vi vores syltetøjsmadder og spejdede efter lemurer i træerne. Vores guide havde fortalt, at en af parkens seks grupper af ringhalede lemurer havde deres tricks til at narre mad fra turisterne. Nogle lemurer lavede et show, mens andre stjal mad fra bordene. Nogle gange tissede de ned fra træerne over picnicbordene for at få turisterne til at forlade bordene og deres mad. I gruppen af ringhalede lemurer lever også en enkelt brun lemur, der af uforklarlige årsager ikke fulgte med sin gruppe, da den flyttede. Heldigvis er ringhalede lemurer meget sociale, så de har accepteret den i flokken trods dens art. Det var også den brune lemur, som vi først spottede i picnicområdet, mens vi efterfølgende så flere af de ringhalede, der rigtigt nok var meget nærgående over for spisende turister. Turen ned til picnicområdet havde været lang med mange trin ned, så efterfølgende valgte vi at gå til en parkeringsplads, hvor Tama ventede på os, i stedet for at fortsætte vandreturen nogle flere timer. Det betød, at vi var tilbage på lodgen omkring kl. 13.30.

Med kun en syltetøjsmad til frokost valgte vi at bestille frokost på lodgen, og efterfølgende blev det til en tur i poolen for Valdemar og Britt. Casper opgav simpelthen at komme i det kolde vand. Det kan godt være, at temperaturen i dag kom op på næsten 25 grader, men det er blot 11 grader om natten, så poolen uden opvarmning var kold.

Kl. 16.30 kørte vi afsted til Isalo’s Window – en klippeformation, der danner en ramme, som giver det flotteste solnedgangsbillede – eller det burde den. En kombination af en del skyer og en gruppe unge mennesker, der slet ikke havde respekt for stedet og andre mennesker, gjorde, at det måske ikke lige blev til de perfekte billeder. Men flot var det nu alligevel.

Også i dag nåede vi pre-dinner drinks i mørket på terrassen inden middagen. Endnu en aftensmad i restauranten, hvor Casper og Valdemar måtte konstatere, at vegetarisk pasta carbonara ikke har noget at gøre med carbonara. Champignon, gulerod og squash bliver altså ikke til carbonara, bare fordi det blev serveret med en rå æggeblomme til spaghettien.

I morgen følger endnu en lang køretur med flere stop, så der er igen afgang kl. 7.30.

Baduka Lodge, Toliara, kl. 21.00, onsdag den 22. juli 2026
I morgenmadsbuffeten var de samme to slags juice at vælge imellem: papaya og kaktus. Vi må bare konstatere, at vi ikke lige kan lide smagen af papayajuice, og vi kan slet ikke lide den geleagtige konsistens på kaktusjuice. Og ifølge Valdemar duer kaktusjuice absolut heller ikke som pillejuice.

Vi havde endnu en lang køretur foran os, så vi var afsted lidt i halv otte. Første stop var mindre end en time væk – nemlig i minebyen Ilakaka. Da vi besøgte Madagaskar sidst, ville vi gerne se minerne i byen, men vores chauffør vurderede dengang, at det ville være for farligt at stoppe i byen. Nu er der lidt mindre wild west-stemning i byen, og vi fik derfor mulighed for at komme ud og se safirminerne. Et par unge fyre viste os, hvordan en blev hejst ned i det 15 meter dybe og mindre end en meter brede hul for at hente jord op, der så efterfølgende gennemgås for sten. Enhver kan begynde at grave, og overalt var huller i jorden. Vi så også en lidt større mine, hvor otte mand synkront skovlede jord op. De fleste var nok sendt på arbejde for vores skyld, men det var interessant at se alligevel.

Som vi gik rundt ved minerne, blev vi forfulgt af en større gruppe børn, der naturligvis tiggede lidt penge og slik af os vazahaer, som betyder hvide mennesker. Børnene havde samtidig en fest med at posere for Britts kamera. Selvfølgelig skulle vi lige forbi et smykkeshowroom efterfølgende, men vi undlod at købe nogle safirer. På fortovet i byen sad kvinder på jorden med bakker med safirer og solgte stenene. De efterfølgende byer, som vi kørte igennem, var også præget af minedrift. Et sted stod de lokale i floden og søgte efter safir med vaskepander i stedet for at grave.

Næste stop på turen var ved Zombitse-Vohibasia National Park, hvor vi gik en tur rundt med en guide. Han havde også en spotter med, som dog gik bag os det meste af tiden, så vi ved ikke helt, hvilket formål han tjente. Vi brød os ikke rigtigt om vores guide, der åbenbart mente, at han var bedre til at tage billeder med vores kameraer, end vi selv var. Til sidst fattede han, at vi gerne selv ville tage vores billeder. Han fortalte om en masse træer, men vi fik da heldigvis også mulighed for at se flere dyr. Vi så to nataktive ugler, flere gekkoer, to nataktive sportive lemurer og flere Verreaux-sifakaer, der dog ikke dansede for os som dem, vi så i går. De eneste træer, der interesserede os, var de store baobabtræer.

Vi spiste frokost på en pænere restaurant, som havde et større menukort, men alligevel endte med kun at kunne servere kylling og zebu til mindre end 25 kr. pr. ret.

Vejen til nationalparken havde været i ok stand, men derefter var der flere huller end asfalt. Igen var et kinesisk selskab i gang med at gøre klar til renoveringen af vejen, men selvom alt udstyr til asfaltproduktion var bygget, var de desværre ikke gået i gang endnu. Det betød, at en tur på 125 km tog næsten fire timer i reel køretid. Som på alle andre køreture var der rigeligt at se på ud af vinduet, som vi kørte igennem de små byer. I en by var en større, primitiv produktion af illegal rom, mens en anden by gjorde sig i møbelproduktion. Hver lille landsby har deres speciale. Flere steder stod børn og tiggede i vejkanten, mens andre ‘optrådte’ med lidt akrobatik i håb om at få lidt penge.

Flere gange har vi oplevet, at lokale forsøger at lappe nogle af de mange huller i vejene i håb om, at en af de forbipasserende chauffører vil give dem en skilling. Her på ruten var det flere steder små børn, der – lige inden vi kørte forbi – smed en spand jord på et hul i vejen som om, at de var igang med at reparere det – og så rakte de hånden ud efter lidt penge.

Lidt efter kl. 16 nåede vi endelig frem til vores lodge lige før Toliara. Ved ankomst fik vi mulighed for at vælge mellem to forskellige værelser. Det første var i flere niveauer og meget specielt med udelukkende runde vægge. Det næste viste sig at være en 200 kvm. villa med den vildeste indretning! Alt var bare anderledes som f.eks. badekaret udskåret af en stor træstamme. Den valgte vi naturligvis. Valdemar var også godt tilfreds med sin kæmpe himmelseng og eget badeværelse.

Inden solen gik ned, gik vi en tur til stranden, der dog består af mangroveskov. Vi havde ingen planer om at bade, så det gjorde ikke os noget – tværtimod. Poolen var som alle andre steder alt for kold, men flot så den ud. Inden aftensmaden fik vi også her tid til pre-dinner drinks – her indtaget på hotellets tagterrasse, hvorfra vi så solen gå ned.

Udvalget af hovedretter var meget begrænset – til gengæld lød det meste lækkert – og det smagte også lækkert. Britt fik pokebowl med frisk tun, Valdemar pasta og Casper det møreste zebukød. I dag blev det også til desserter til os alle. Der stod ikke priser på menukortet, så vi tør ikke tænke på, hvad vi kommer af med for det hele, når vi skal tjekke ud i morgen. Men hey, selv de dyreste retter her på Madagaskar koster væsentligt mindre end en caféburger derhjemme.

Vi har nu testet udebruseren og flere gange bandet over de mange trin og niveauforskelle her i villaen. Vi har derfor simpelthen valgt at lade en af de mange lamper på badeværelset være tændt for ikke at komme galt afsted, hvis (læs: når) vi skal op at tisse i nat.

Les Dunes d’Ifaty, Mangily, kl. 20.45, torsdag den 23. juli 2026
Valdemar skulle en tur i bad i morges, og vi insisterede på, at han tog udebruseren. Da villaen flere steder ikke har glas i vinduerne, var der konstant gennemtræk, så det var en lidt kølig fornøjelse.

Vi nåede at vende stranden inden morgenmaden på tagterrassen. Også her var morgenmaden en enkel morgenmadstallerken, men til gengæld var den lækker! Ristet brød, multifrugtjuice (velegnet til malariapillen), frisk frugt og små french toasts. Især sidstnævnte var virkelig velsmagende.

Efter morgenmaden gik vi igen en tur på stranden – denne gang lidt længere, så vi nåede til landsbyen, hvor fiskerne var ved at sejle ud. Der var masser af liv på stranden – især legende børn. Vi nåede lige at konstatere, at vi skulle passe på ikke at træde i en hundelort, før vi fandt ud af, at det ikke var hundelort, der lå overalt i sandet. De små børn sad simpelthen og sked i sandet og i det lave vand flere steder! Virkelig ulækkert! Det virkede bare så primitivt og uhygiejnisk.

Kl. 10 kørte vi fra lodgen for at begive os længere op ad kysten – med en lille omvej for at stoppe ved stedet, hvor Stenbukkens Vendekreds skærer gennem Madagaskar. Næste stop var i Toliara, hvor vi kørte en tur rundt i centrum, var på posthuset for at købe et par frimærker til Britts frimærkesamlende kollega og en tur i supermarkedet for at fylde op på snacks. Vi har kun tre nætter tilbage, men har nu snacks til lidt flere dage…

Vi har på hele ferien været meget imponerede over, hvor meget de lokale kan transportere på eksempelvis en cykel, i en tuk-tuk, balancerende på hovedet – for slet ikke at tale om, hvor mange mennesker, der kan klemmes ind i en lokal bus. I området omkring Toliara ligger mange bomuldsmarker, og her så vi, hvor meget bomuld, der kan læsses på en lastvogn. Ti lastvogne, alle lastet til randen med bomuld. Vi har set så meget på vores køreture, som vi ærgrer os over, at vi ikke lige har fået taget et billede af. Vi forsøgte dog i dag at tage et billede i forbifarten, da vi overhalede en cykelrickshaw, hvorpå der blev transporteret tre levende geder. To hang i benene bagpå, mens passageren nærmest sad på den sidste. Mon ordet ’dyrevelfærd’ findes i den madagaskiske ordbog?!

Da vi kom til Mankily her i Ifaty en lille times kørsel fra Toliara, startede vi med at checke ind på hotellet. Lidt tilfældigt opdagede vi, at nogen havde taget penge fra Britts rygsæk. Der manglede simpelthen 180.000 ariary (knap 300 kr.) i et pengebundt, som vi havde taget fra til drikkepenge til vores chauffør. Det forklarer måske, hvorfor inderdøren til vores villa stod åben, da vi kom tilbage fra morgenmaden i morges. Pengene var der i hvert fald i går… Det betyder, at vi nu har meget lav kontantbeholdning, hvis vores chauffør skal have alle sine drikkepenge i lokalvaluta – og der er ingen ATM her i byen.

Frokosten spiste vi på en restaurant i byen, og da de heller ikke tog kreditkort, har vi nu dårligt nok penge til frokost i morgen. Heldigvis har vi aftensmad med her på hotellet, og i Tana kan vi forhåbentlig betale med kreditkort.

Efter frokost var det tid til feriens allersidste planlagte aktivitet, nemlig en guidet tur i Renale Reserve – et privat reservat, der blev oprettet for at bevare den naturlige spiny forest. Vi er normalt ikke så interesserede i træer, men de fascinerende baobabtræer er en undtagelse, og dem voksede der en del af i skoven. Vores guide fortalte om de forskellige træarter – herunder de forskellige arter, der bruges til de traditionelle fiskerbåde, som vi så på stranden i morges. Og så så vi baobabtræer i mange former. Hvor ville vi gerne have et i miniatureudgave hjem til stuen.

Midt på eftermiddagen var vi tilbage på lodgen, hvor vi har fået en hytte med lidt havudsigt fra terrassen. Vi satte os dog i sofaerne i hovedbygningen, da det er eneste sted med internet. Især vores dagbog fra de seneste mange dage skulle lige gemmes online i tilfælde af, at vi mister den bærbare. I dag fandt vi jo ud af, at tyveri godt kan ske fra et aflåst hotelværelse, og selvom den bærbare plejer at være låst nede i og oftest låst fast med vores ene PacSafe-rygsæk, ved man jo aldrig…

Endnu en hotelpool med koldt vand, så det blev heller ikke i dag, at vi kom i vandet. Temperaturen har ellers i dag været oppe på 30 grader, men da det på denne årstid stadig er koldt om natten, når vandet ikke at blive varmet op.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur på stranden for at se solnedgangen. Her var også masser af lokale på stranden, men heldigvis ingen skidende børn. Vi gik et stykke længere ud ad stranden og gik bl.a. ind for at kigge på det resort, som vi boede på for 17 år siden, men kunne ikke genkende det. På stranden var der flere, der forsøgte at sælge os træfigurer, sharonger og lignende, men de fleste af dem forstod heldigvis et nej – altså efter tredje eller fjerde gang. Vores chauffør har fortalt, at der er en del sexturisme i byen, men på stranden var der dog primært lokale.

På flere hoteller, hvor vi har spist aftensmad, er vi alle steder blevet bedt om at bestille maden nogle timer før spisetid, og dette var også tilfældet her. Som nævnt har vi aftensmad inkluderet i prisen, men der var ikke så meget på dagens menukort, der fristede os. Vi bestilte dog et par forretter og et par hovedretter og bad om at få det hele serveret samtidig, så vi kunne dele. Selvom vi havde bestilt et par timer i forvejen og havde aftalt tidspunkt, måtte vi alligevel vente mere end en halv time på maden. Sådan har det været alle steder, så vi tør slet ikke tænke på, hvad ventetiden ville have været, hvis vi ikke havde bestilt på forhånd.

I morgen er første og eneste feriedag, der hverken står på køreture eller andre aktiviteter. Vi har altså en hel dag til at se nærmere på byen og stranden. Vi ved ikke helt, hvad vi skal lægge i, at dette er det første sted, hvor vores chauffør har advaret os om ikke at gå i byen efter mørkets frembrud. Det bliver mørkt kl. 18, så nok meget godt, at vi forventer at spise aftensmad på hotellet igen. Vi har ikke kontanter til andet.

Les Dunes d’Ifaty, Mangily, kl. 20.45, fredag den 24. juli 2026
Ingen planer og intet vækkeur. Alligevel var vi ved morgenmaden lidt over otte. Også her er for få gæster til buffet, så vi fik igen en enkel morgenmadstallerken – denne gang med æg efter eget valg til.

Først omkring kl. 10 forlod vi hotellet for at begive os langs stranden. Der var ikke så mange mennesker som i går – og heldigvis kun få sælgere, der tilbød massage, træfigurer og lignende. En hel friskfanget hummer i størrelse XL blev vi også tilbudt. Enkelte fiskere var umiddelbart lige kommet ind, så nogle steder var de i gang med at gennemgå nettet for dagens fangst, og andre steder skyllede de fisk i vandkanten.

Et godt stykke ude ad stranden begav vi os ind mod hovedvejen – det første stykke gennem noget beboelse. På hovedvejen var lidt mere liv, men heldigvis ikke så mange sælgere. ’Butikkerne’, der tydeligt henvender sig til de lokale, vidste jo godt, at de ikke kunne sælge os en zebuhov, et bundt salat eller fire mål ris. De eneste, der tilbød os assistance, var nogle af de mange pousse-pousse-chauffører – altså cykeltaxierne.

Selv efter to uger i Madagaskar er det stadig fascinerende at se deres levemåde – og måske ikke altid fascinerende på den positive måde. Der er affald overalt, slagteren har intet på køl, og levestandarden er utrolig lav og noget primitiv. Reklamen for plastiklåg til lokummet, der blot er et hul i jorden, siger alt.

Igen kan vi være i tvivl om hvem, der kiggede mest – os på de lokale eller de lokale på os? Ja, som de eneste hvide mennesker på hovedgaden skilte vi os naturligvis gevaldigt ud fra mængden.

De bløde sofagrupper ved receptionen var et godt sted at hænge ud for wifi frem til frokost. Vi havde fundet et sted i byen, som vi godt kunne spise frokost på, men vores kontantbeholdning er jo ret lav. Derfor foretrak vi at spise på hotellet, hvor det er muligt at betale med kort. Deres frokostmenu så faktisk også væsentlig mere spiselig ud end gårsdagens middagsmenu. Spaghetti Bolognese og en Margherita går man sjældent galt i byen med. Frokosten blev efterfulgt af et spil Uno tilbage i hytten.

Mankily er klart feriens varmeste sted, så hvis vi skulle have en tur i en ikke-opvarmet pool, var her det bedste bud. Vi startede dog med en tur i havet. Okay, måske kun ud i vandet til midt på låret, men det var faktisk ikke så koldt. Faktisk føltes poolen efterfølgende lidt køligere – og det lykkedes da heller ikke Casper at komme i. Valdemar og Britt svømmede lidt, inden det var tilbage på værelset til et langt bad.

Sidst på eftermiddagen gik vi igen en tur – faktisk næsten den samme rute som i formiddags, bare i omvendt retning. Vi startede med gåturen gennem byen og så tilbage langs stranden. Vi blev tilbudt en stegt fisk på hovedgaden, men var ellers blot genstand for en del stirren. Det er sjovt at se, hvordan især børn og unge kigger på Valdemar, der jo rager et hoved op over de fleste lokale.

Mere Uno i hytten og wifi i receptionen nåede vi også inden aftensmaden. Selvom aftensmaden er med i prisen, fravalgte vi igen i dag at spise både forret, hovedret og dessert. Vi havde denne gang bare bestilt tre hovedretter: en gang fisk og to gange oksemørbrad. Valdemar er blevet vild med zebu, og så var der jo ikke langt til almindeligt oksekød.

Vi kan godt mærke, at vi er godt mættede af de sidste to ugers mange indtryk. Derfor har det været rart med en slappedag, hvor turen gennem byen selvfølgelig alligevel har givet os en på opleveren.

Vi skulle egentlig først have forladt hotellet i morgen omkring middagstid, men vores kl. 14.55-fly er blevet ændret til kl. 8.20. Det betyder afgang fra hotellet senest kl. 5.30! Taskerne er næsten pakkede, og vi har betalt vores regning i receptionen – og nu er vi på vej i seng…

Relais des Plateaux Hotel & Spa, Ivato, kl. 20.45, lørdag den 25. juli 2026
Der stod to medarbejdere klar i mørket uden for vores hytte, da vi åbnede døren kl. 5 i morges. Som oftest insisterede vi dog på at tage vores kufferter selv.

Vi kunne hurtigt konstatere, at hotellet ikke engang havde tændt lyset på stierne. Lyset blev også først tændt i receptionen, da vi kom ind. Godt, at vi betalte i går, for der var ingen bag skranken til at tjekke os ud. I restauranten forstod de heller ikke vores forespørgsel efter take-away-morgenmad, som vores chauffør havde aftalt med dem ved frokosten i går, og som vi havde talt med restauranten om igen ved middagen. Efter vi var gået i seng i går, havde de forsøgt sandsynligvis at aflevere  vores morgenmad til os i hytten, men vi havde bedt dem vente til her til morgen. Men nej, der stod ikke en pose morgenmad klar til os. Da hende i køkkenet så først skulle ringe efter ham, der skulle lave morgenmad, bad vi bare om tre bananer, så vi kunne komme afsted mod lufthavnen.

En lille times køretur primært i mørke. Reflekser og cykellygter er ikke-eksisterende her på Madagaskar, så det var ikke nemt at se dem, der også var ude at gå eller cykel på landevejen.

Fremme ved lufthavnen var det tid til at sige pænt farvel til vores chauffør, Tama. Han har virkelig ydet en god service og fået os til at føle os trygge hele vejen igennem. Vi har flere gange undervejs talt om, hvorfor vi til enhver tid vil betale ekstra for en privat chauffør fremfor en grupperejse. Vi har nydt fleksibiliteten, og Tama har været helt med på den, når vi f.eks. ikke ønskede at besøge den planlagte papirfabrik, men i stedet gerne ville se minerne i Ilakaka – og så fik han arrangeret det.

I den lille lufthavn delte Valdemar og Britt en panini med chokolade som supplement til morgenmadsbananen, mens Casper først fik noget at spise på den en time og 45 minutter lange flyvetur tilbage til hovedstaden.

Hotellet lå blot få minutters kørsel fra lufthavnen, så vi var der før kl. 11. Da vi efter lidt ventetid fik vores værelse, var vi der dog kun kort tid. Vi skulle ud at spise frokost. Hotellet ligger umiddelbart i et kinesisk kvarter, for der var masser af kinesiske restauranter, hoteller og virksomheder.

På jagt efter et spisested, som Valdemar og Britt havde set på køreturen fra lufthavnen, kom vi et par kilometer ud ad den store vej. Endelig fandt vi Takeb – et taco-kebabsted, hvor vi kunne sidde i ’baghaven’ og dele et par lækre retter. Jagten fortsatte på et supermarked, som Casper havde set på vejen. På dagens indenrigsflyvning var kuffertbegrænsningen på 20 kg, så vi havde ventet med at købe lokale øl, som vi gerne vil have med hjem. Med henholdsvis 20,2 og 19,6 kg og lidt ekstra i Valdemars håndbagage holdt vi os lige inden for grænsen – sådan da. Et stykke længere ude fandt vi endelig supermarkedet blot for at konstatere, at det desværre ikke solgte alkohol, så ingen øl.

Da vi var kommet afsted uden solcreme, gik vi efterfølgende tilbage til hotellet. Sidst på eftermiddagen gik vi afsted igen, og denne gang havde Google Maps hjulpet os med at finde et rigtigt supermarked tæt på. Der kunne vi købe de flasker, der skal med hjem til os selv og andre.

Vi nåede tilbage i tide til at se dagens Formel 1-kvalifikation, inden vi gik i hotellets fine restaurant for at spise aftensmad. Vi fik alle lækker mad i den dyre ende efter Madagaskar-standard, men nok stadig til blot en fjerdedel eller mindre af, hvad prisen ville have været derhjemme. Valdemar og Britt fik bestilt en dessert til at tage med tilbage på hotelværelset til deling.

I morgen går turen rigtigt hjem. Vi har aftalt at blive hentet kl. 11.30, så vi satser på, at den i morgen blot står på pakning og en tur i poolen – uanset vandets temperatur.

Addis Ababa Airport, Addis Ababa, Etiopien, kl. 23.00, søndag den 26. juli 2026
Meget passende sluttede vi af med feriens mest omfattende morgenmadsbuffet. Nej, den er stadig et stykke fra mange andre, som vi har prøvet – og der var virkelig meget kage – men der var både bacon og egg station.

Vi gad ikke rigtigt igen at gå en tur i området omkring hotellet, så vi havde nogle timer at slå ihjel inden afgangen fra hotellet. På dette hotel var poolen faktisk opvarmet, om end måske ikke helt til den temperatur, som vi kunne ønske. Men den var varm nok til, at det faktisk lykkedes Casper at komme i vandet. Denne gang var det Valdemar, der ikke gad at komme i det kølige vand.

Ved ankomst til lufthavnen lykkedes det os at holde fast på vores kufferter, selvom flere tilbød deres hjælp. Både check-in, paskontrol og sikkerhedskontrollen gik ret hurtigt, da der ikke var mange i lufthavnen. Okay, Casper måtte lige igennem tjek for stoffer eller sprængstoffer og måtte vente noget tid, da sikkerhedsmedarbejderen efterfølgende glemte at ’frigive’ Casper. Medarbejderen undskyldte mange gange, da det gik op for ham, at Casper stadig ventede på besked om, at han måtte gå videre.

Tanas internationale lufthavn har ikke mange daglige afgange – højst 10. Dette er måske forklaringen på, at lufthavnen også kun byder på en enkelt taxfree-butik og et enkelt spisested. Deres menukort havde dog et fint udvalg, så vi savnede ikke noget til frokost.

Små fem timers flyvetur her til Addis Ababa gik hurtigt med underholdning og lidt søvn. Til gengæld syntes udsigten til næsten seks timer i Addis Ababa at være meget lang. Her er faktisk mange taxfree-butikker og andre små butikker, men alligevel. Vi har været igennem dem alle mindst to gange, delt en pizza fra Pizza Hut og efterfølgende chickpop fra ChickKing til aftensmad – og har siddet og spillet Uno flere steder i lufthavnen. Der er stadig tre timer til afgang og den mere end otte timer lange flyvetur hjem. Dybt suk! Næste gang holder vi sommerferie i Danmark – og så måske ikke alligevel…