Ramee Guestline Hotel, Muscat, kl. 23.00, Oman, torsdag den 29. januar 2009
Med dagens allerførste afgang fra Kastrup Lufthavn fløj vi sydpå efter at have gået lidt rundt i en næsten lukket lufthavn. Første stop var Amsterdam. Selvom klokken kun var 8.30, havde vi været oppe i syv timer, så frokost måtte være passende. Det blev en burger på McD til minde om vores første rejse sammen, der også startede med en burger på McD under en mellemlanding i Amsterdam. Inden vi kunne lette fra Amsterdam, skulle flyet – ligesom i København – havde afiset vingerne.

Knap 5½ times flyvning senere landede vi i Kuwait, hvor vi til vores store skuffelse desværre ikke måtte forlade flyet under vores en times ophold. Der steg de fleste turister af flyet, og ind kom sorte burkaklædte kvinder og hvidklædte sheiker. Videre mod Muscat kunne vi se de brændende olieboringer, ligesom vi passerede Dubai, hvor vi fik takket været klart vejr trods mørket havde udsigt til en af palmeøerne.

I Muscat lufthavn fik vi lidt problemer, da hæveautomaten ikke virkede, og visa-automaten i skranken, hvor vi skulle købe visum, heller ikke fungerede. Heldigvis havde vi nogle dollars med, så de kontanter reddede os. Gennem taxaens vinduer fik vi det første indtryk af, hvad der umiddelbart ligner en flot, rig og ren by med en byggestil så fremmed fra alt, hvad vi har oplevet på tidligere ferier.

Et klistermærke på hotelværelsets skrivebord viser i hvilken retning, vi skal vende os, hvis vi skal bede mod Mekka.

Nu er det vist tid til at sove – vi har trods alt været oppe siden kl. 1.30 i nat dansk tid!

Ramee Guestline Hotel, Muscat, Oman, kl. 22.30, fredag den 30. januar 2009
Vi havde lidt svært ved at komme op i morges, så det var ikke så meget af den spændende morgenmadsbuffet, som vi nåede at prøve. Kl. 8.30 blev vi hentet af vores chauffør, der skulle vise os Muscat.

Første stop var den store moske. På grund af fredagsbønnen var der ikke adgang til moskeen for turister, men at se den udefra var også utrolig overvældende. Vi glæder til at besøge den i morgen. Derefter gik turen til det lokale fiskemarked. Vores guides far er fisker, så han havde styr på fiskene. Når man havde købt de hele fisk, kunne man på markedet også få den skåret ud. Vi så imponerede på de rutinerede og hurtige mænd – og Britt fik lige et sprøjt af fiskeblod på sig i farten. Mens vores guide lige tilså sin fars lille fiskerbåd, kiggede vi på friskfangede hajer på broen – blandt andet en stor hammerhaj.

Tæt på fiskemarkedet besøgte vi Muscats største souk – et indendørs marked, hvor det er muligt at købe alt muligt tingeltangel. Vi holdt os i skindet, men vi besøger souken igen i morgen. Sultanens palads var næste stop – igen et imponerende bygningsværk, som bestemt ikke lignede noget, der er bygget for 200 år siden. Da fredag jo er helligdag, var det meste lukket, så turens sidste stop blev et udsigtspunkt over byens marina, inden vi blev sat af ved en restaurant i byens forretningskvarter.

Vores guide havde fortalt, at indisk mad betragtes som lokalt, og da der i gadebilledet da også er flere indere end arabere, virker det meget naturligt. Så frokosten blev lækker lokal indisk mad.

På egen hånd gik vi rundt i forretningskvarteret og beundrede de flotte bygninger – og ikke mindst moskeerne. Trods en del kilometre besluttede vi os for at gå tilbage til vores hotel, men da vi skulle udenom motorvejen, endte vi i et kvarter, som vi ikke havde et detaljeret kort over. Og efter en times vandring i et beboelseskvarter, måtte vi give op og praje en taxa. Normalt dytter taxaerne af os konstant for at tilbyde deres service, men da vi endelig skulle bruge en, måtte vi gå lidt for at få en. På grund af manglende byttepenge, slap vi med at betale 2 rials – svarende til ca. 30 kroner – for turen til vores hotel.

Efter en slapper på værelset begav vi os mod Qurum Natural Park, som vores guide havde anbefalet os at besøge. På grund af Muscat Festival samles de fleste lokale (det føltes sådan) i parken, så der var masser af mennesker at kigge på. Især de sorte burka- og tørklædeklædte kvinder fangede vores opmærksomhed, og vi var overraskede over, hvor individuelle deres klæder er. En tur på toilettet, hvor køen til herretoilettet var længere end til dametoilettet, var en speciel oplevelse.

Efter at have fået vores aftensmad fra forskellige små madboder, gik vi igennem forlystelsesparken, der mest minder om Bakken, hvorefter vi gik tilbage til vores hotel. Hvad Muscat Festival egentlig handler om, blev vi ikke meget klogere på.

Residence Deira by Le Meridian, Dubai, UAE, kl. 00.30, søndag den 1. februar 2009
Vi havde to ting, som vi skulle nå i dag, inden vi skulle forlade Oman. Det første var at besøge den store moske, så dertil tog vi i taxa lige efter morgenmaden. Taxachaufføren havde svært ved at forstå, at vi ikke skulle bruge en taxa efter besøget, så trods klar besked fra os, ville han alligevel vente udenfor en time.

Da vi i går så moskeen udefra, var vi overvældede. Og da vi kom indenfor murene (Britt med tørklæde om hovedet), var vi ved at falde bagover. Især mændenes store bedesal tog pusten fra os. På strømpesokker fik vi lov at gå rundt i den store sal. Dog var der lagt en sti af blå tæppe, som vi skulle holde os på, så vi ikke sled på det, der indtil for blot tre måneder siden, var verdens største ægte iranske tæppe. Da vi havde været rundt om hele moskeen og også besøgt kvindernes mere beskedne bedesal, begav vi os på gåben mod byen. Langs motorvejen (der er fortov!) kom vi til Omans mange ministerier, der ligger på stribe – og derefter igennem det meget velhavende kvarter, der husede alverdens ambassader. Da væskebalancen var hel gal, maven tom, og blæren fuld, dukkede en McD op som redning, hvor Britt måtte smage en McArabia.

Derfra tog vi en taxa til den store souk ved vandet, hvor vi også var i går. Desværre havde vi glemt alt som siesta, så boderne var ved at lukke, da vi nåede frem. En enkelt souvenir fra Oman måtte vi jo have, så vi brugte et par timer på at se kvarteret (stort set alle butikker var lukkede). Et sted fik vi reddet os gratis melon efter at have siddet og grinet lidt af nogen, der tømte en bil fyldt med vandmeloner.

Kl. 16 åbnede boderne, så vi fik købt en lille kande i ’sølv’ i stil med Aladdins lampe, inden vi fik forhandlet en fornuftig pris på en taxa til hotellet og derefter videre til lufthavnen.

Vores fly var desværre forsinket, så vi sad længe og gloede i Muscats lufthavn. Der fandt vi ud af, at vi ikke skulle flyve til Dubai lufthavn, men derimod lufthavnen i naboemiratet Sharjah – dog kun ca. 20 km. længere væk. Men den ikke lokalkendte taxachauffør kunne ikke finde ud af systemets i Dubais gader, og da vi havde kørt rundt om de samme blokke mindst tre gange (efter han havde ringet til vores hotel for at få oplysning om placering) gav vi op og bad om at blive sat af. Vores hotel viste sig at ligge lige på den anden side af gaden!

Her er vi blevet opgraderet til en suite med et soveværelse, så vi har – udover køkken med spiseplads – både sofa, lænestole, spisestol og stole samt to toiletter, hvor der er vaskemaskine på det ene. Aftensmaden (eller rettere sagt natmaden, da klokken var over midnat) blev hjemmelavede sandwich: arabiske fladbrød med skinke og ost fra et nærliggende supermarked, hvor afdelingen med svinekød var tydeligt afmærket med, at det ikke var til muslimer.

Airconditionanlægget er sat på kølig, da vi takket være en bagende sol har fået varmen i form af røde arme og ansigter. Så nu vil vi slutte dagen i denne store kolde lejlighed med at spise den lille bøtte is, som vi også fandt i supermarkedet: is med jordnøddesmør og saltstænger! Kun Ben & Jerrys kan finde på at lave noget så mærkeligt.

Ørkenen ved Al-Awir udenfor Dubai, UAE, kl. 21.15, søndag den 1. februar 2009
I morges hyggede vi os i vores lejlighed – spiste fladbrød med nutella og smør (vi havde købt det indiske saltede smør i stedet for Lurpark). Først omkring kl. 11.30 fik vi begivet os ud i Dubais gader. Noget af tiden i formiddags havde vi dog også brugt i telefonen for at få endelig styr på dagens ørkensafari.

Selvom Muscat også var en storby, føltes den slet ikke sådan, men det gør Dubai! Tæt ved vores hotel ligger nogle af de største souker, så dem besøgte vi. I krydderisouken syntes de handlende, at det var sjovt at få os til at prøve at gætte et krydderi, men da de fleste valgte hibiscus, kunne vi jo svaret til sidst. De mange fyldte sække med alverdens krydderier og nødder så meget indbydende ud. I guldsouken lå den ene guldbutik efter den anden. Der må have været mindst et par hundrede! Et grøntmarked kom vi også igennem, inden vi vendte næsen tilbage mod hotellet for at vente på vores chauffør.

Med næsten en times forsinkelse blev vi hentet, og så gik turen mod ørkenen. Efter først at have lukket lidt luft ud af firhjulstrækkerens dæk, begyndte ræset i sanddyngerne. Casper blev simpelthen køresyg af den vilde tur, men Britt morede sig, indtil en svag køresyge også kom snigende. Flere gange hældte bilen så meget til siden, at vi virkeligt troede, at den ville tippe.

Efterfølgende kørte vi til lejren, hvor vi blev bænket på puder ved lave borde. Inden den store aftenbuffet, benyttede Britt ventetiden til både en tur på kamelryg samt til at få en hennatatovering på hånden. Til aftensmaden måtte vi ligesom i Muscat indtage vores mad ved hjælp af gaffel og ske – knive bruger man bare ikke. Vi er ved at være gode til det.

Underholdningen efter maden var mavedans, hvorefter der var afgang for alle dem, som ikke skulle overnatte. Faktisk er vi de eneste ud af de måske hundrede gæster, der skal overnatte her i ørkenlejren! Mens personalet ryddede af og redte op til os, nød vi den stjerneklare himmel. Nu er det meste lys slukket, og næsten al personalet kørt mod byen, men en irriterende generator kører stadig. Forhåbentlig bliver den også slukket, så vi snart i ro og mag kan lægge os til at sove i vores soveposer her i teltet. Når det sidste lys er slukket, skal vi dog lige ud igen og kigge på stjernerne.

Residence Deira by Le Meridian, Dubai, UAE, kl. 22.00, mandag den 2. februar 2009
Vi nåede at falde i søvn i går aftes, inden al lyset blev slukket, men vågnede efter 1½ time og gik så ud i mørket for at kigge på stjerner. Faktisk var der slet ikke så mørkt som forventet, men stjerner var der masser af.

Lige ved siden af lejren gik kamelerne i en indhegning, så dem var vi lige en tur forbi, da vi vågnede i morges. Efter morgenmaden i et telt, hvor Casper lige fik et glimt af en ørkenrotte, kørte vi mod byen, så vi var tilbage på hotellet før kl. 10. Vi fik vores værelse med det samme (denne gang ikke en suite, men en pæn et værelses lejlighed med køkken med spiseplads og standard Mekka-klistermærke), så efter at have læsset bagagen af, var vi ude i Dubais gader igen. Denne gang købte vi lidt i en af butikkerne i krydderisouken.

Dubai er jo kendt for alle sine store bygninger, så dem ville vi gå til. Igennem en tunnel under Dubai Creek, der deler byen, kom vi til Shindagha – Dubais ældste bydel, hvor gamle huse er blevet restaureret. Der besøgte vi blandt andet et museum helliget araberhesten. Vi nænnede ikke andet end at gå det meste rundt, da museet mere eller mindre blev åbnet for vores skyld, da vi uvidende om, hvad det var, stak hovederne indenfor. Museet ved siden af om kameler sprang vi over. Selvom Dubai er en kæmpe by, mødte vi ved hestemuseet den indiske familie, som vi i går kørte sammen med til ørkenen. Ja, byen er alligevel ikke så stor.

Langs vandet så vi de mange små vandtaxaer og de store træfragtskibe (dhows) på den anden side – masser af liv; primært indiske arbejdere. Længere fremme ved den store moske efter tekstilsouken nåede vi til Bastakiya, hvor mange små bygninger fortalte om Dubais arkitektur igennem tiderne. Det meste så lukket ud, så vi gik videre til Dubai Museum. Der fik vi meget interessant hele Dubais historie – fra de allerførste bosættelser til oliefund og nuværende overflod af vilde projekter. Entreprisen til museet var beskedne 3 dirham svarende til knap 5 kr.

Efter lidt frokost var vi klar til den videre travetur igennem forretningskvarteret, hvor det ene vilde bygningsværk skulle overgå det ved siden af. Glas, stål og guld i mange etagers højde. Her så vi også Burj Dubai, der vil blive verdens højeste bygning, når det snart er færdigt.

Det nyåbnede Dubai Mall lå tæt ved, men det var lidt af en tur at komme dertil. For at krydse en større vej måtte vi gå mere eller mindre på kørebanen på noget, der minder om motorring 3! Vejarbejdere guidede os og forsikrede os om, at det var helt okay at gå der. Efter den livsfarlige leg på motorvejen nåede vi det enorme Dubai Mall, der med sine mere end 1200 butikker er Dubais største og et af verdens største indkøbscentre. Selvom en stor del af butikkerne endnu ikke var åbnede, var der rigeligt at se på. Vi tilbragte et par timer der, og efter aftensmad i den enorme food court tog vi en taxa her tilbage til hotellet. Da vi tog taxa fra lufthavnen forleden, var startgebyret på 20 dirham – i dag var det kun på 3.

Ømme fødder og benmuskler fik det bedre efter et karbad. Nu er vi bare trætte og ser frem til, at i morgen vil vi blive kørt rundt det meste af tiden, når vi skal en tur til hovedstaden Abu Dhabi.

Residence Deira by Le Meridian, Dubai, UAE, kl. 22.30, tirsdag den 3. februar 2009
Dagens mål var hovedstaden Abu Dhabi, og allerede kl. 8.45 blev vi hentet af vores pakistanske chauffør. I Dubais myldretids trafik var der rigeligt med tid til at kigge på omgivelserne. Udenfor byen passerede vi den enorme Jebel Ali havn og de mange byggeprojekter omkring Jumeirah Beach.

I Abu Dhabi kørte vi igennem kvarteret med alle ambassaderne, ligesom vi besøgte det luksuøse hotel, Palaces of the Emirates. Ved præsidentpaladset var det først et problem, at vi havde kameraet med, og selv da det var lagt i bilen, blev der råbt og fløjtet af os, da vi nærmede os indgangen for at kigge ind. At være 10 meter fra den lukkede bevogtede port var åbenbart heller ikke tilladt.

Frokosten blev indtaget i det store Marina Mall ved stranden, inden vi kørte videre til et tæppemarked, hvor vi følte os som jaget vildt. I det nærliggende fåremarked var der heldigvis ingen, der prøvede at sælge os noget. Turens sidste stop var den nye moske, hvor vi desværre ikke kunne få lov at komme indenfor. Men ligesom ved moskeen i Muscat blev vi overvældede af moskeen selv udefra.

Tilbage i Dubai blev vi sat af ved Deira City Centre – et stort indkøbscenter, hvor vi købte en bog til os selv. Derfra gik vi langs Dubai Creek og kom blandt andet forbi, hvor dhow-bådene bliver læsset og lastet – hårdt manuelt arbejde. Vi tiltrak os noget opmærksom med vores kamera, men heldigvis af den positive slags.

Efter at have læsset vores proviant fra supermarkedet af på hotellet, gik vi ud for at få aftensmad. Selvom vi ikke havde bestilt bord, besluttede vi at gå til Gordon Ramseys restaurant, Verre, på det nærliggende Hilton Hotel. Der fik vi os en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige. Vi bestilte blot hovedret og dessert, men fik flere små retter ind i mellem – den ene mere lækker end den anden. Dertil havde vi bestilt en libanesisk vin (hvor får man ellers mulighed for at smage en sådan?), som viste sig at være virkelig god. Servicen var i top – tjenerne overlod intet til tilfældighederne. Så oplevelsen var helt i top på alle fronter og bestemt alle pengene værd. Eneste minus var, at vi følte os lidt for simpelt klædt i vores vandresko – og Casper i en fodboldtrøje.

Residence Deira by Le Meridian, Dubai, UAE, kl. 22.00, onsdag den 4. februar 2009
De sidste dage har vi gået og håbet på klart vejr i dag, for i dag skulle vi nemlig se Dubai lidt fra oven – mere præcist fra en helikopter. Der var lidt langt til Dubai Festival City, hvorfra turen begyndte, så vi gik det første stykke og tog så en taxa resten af vejen. Taxapriserne er nok noget af det billigste her i Dubai, så vi kom af med mindre end 14 dirham. Vi kom i god tid og fik så lige tid til at kigge lidt i Festival Center – indkøbscenteret ved siden af.

Helikopterturen på små 30 minutter var helt fantastisk. Først fløj vi over World Islands, hvor ’Island’ er den eneste ø med beplantning og hus på; det hele så meget luksuøst ud. Øen var en fødselsdagsgave til præsidentens kone. Vi havde dog lidt svært ved at se hele verdenen for os, da eksempelvis Australien består af tre øer.

Efterfølgende kom vi over Jumeirah Palm, som er den mest udbyggede af de tre palmeøer – og den, hvor det store hotel Atlantis netop er åbnet. Tæt derved så vi hotellet Burj Al Arab ude for kysten. Udsigten over forretningskvarteret med alle de høje bygninger var utrolig. Mest imponerende var det dog at flyve rundt om Burj Dubai, der med sine mere end 800 meter i højden er verdens højeste bygning.

Da helikopterturen var overstået, gik vi igen i indkøbscenteret, hvor vi blandt andet fik hot dogs i Ikea til frokost. Ja, der ligger en Ikea med alle de kendte varer til priser lige lidt højere end derhjemme.

Fra centeret tog vi en taxa tilbage til vores lejlighed og derefter ud i gaderne igen. I flere timer gik vi rundt i omegnen af hotellet – blandt igennem soukerne, hvor vi for 117. gang blev tilbudt at købe kopi ure og falske mærkevarer-tasker, og forbi Hyatt Hotel, hvor der udfor stranden bygges en af palmeøerne. Et par meget farvestrålende frugt-is-drinks gav os lidt ekstra energi.

Da vores fødder var godt trætte, tog vi en vandbus over på den anden side af Dubai Creek. En underholdende tur til 1 dirham pr. næse. På den anden side shoppede vi lidt souvenirs i tekstilsouken, inden vi gik videre til Herritage Village. I modsætning til forleden, var der nu her til aften noget mere liv og mange små udstillinger med blandt andet traditionelle håndværk og erhverv. Tilbage igennem gangtunnelen under Dubai Creek, hvorefter vi fandt en iransk restaurant tæt ved vores hotel, hvor vi spiste aftensmad: kebab og shawarma, som der serveres alle steder.

Nu vil vi nyde vores dessert her i lejligheden: endnu en mærkelig Ben & Jerry-is; denne gang is med kanelsnegledej!

Residence Deira by Le Meridian, Dubai, UAE, kl. 21.45, torsdag den 5. februar 2009
Aldrig har vi kørt så meget i taxa som på denne ferie. I morges startede vi også med at tage en taxa til Mall of the Emirates – ikke for at kigge på butikker, men for at stå på ski. I Mall of the Emirates ligger nemlig Ski Dubai, som er et stort indendørs skiområde.

Vi meldte os til en undervisningstime for begyndere og fik udleveret vores udstyr: skibukser og –jakke, engangssokker, skistøvler og selve skiene. Der var ikke andre på holdet, så vi fik en instruktør for os selv på et lukket område forbeholdt skiskolen.

Britt fandt hurtigt ud af, at det ikke var sjovt at stå på ski, mens Casper blev bekræftet i det modsatte, så Casper fik lov at få instruktøren for sig selv for at få mest ud af det. Udover et par ture på den lille træningsbane blev der også tid til flere ture med liften op for at tage den ned af en lidt større løjpe – i adstadigt tempo. Casper var smart nok til kun at styre uden for Britts og dermed kameraets synsfelt. Efter en time var Casper godt øm i læggene, mens Britts knæ stadig havde mén efter den ivrige instruktør. Så i stedet for at forlænge tiden i det minus 3 grader kolde skiområde, valgte vi at få lidt frokost i stedet.

En tur rundt i det store indkøbscenter blev der selvfølgelig også tid til. Jumeirah Beach lå kun ca. 500 meter fra centeret, så der ville vi lige gå ned. Men på de 500 meter skulle vi krydse en motorvej samt utallige byggeprojekter, så det var ikke så let. Da vi et sted faktisk endte på motorvejen, måtte vi trods vores stædighed efter et par kilometers omvej opgive og praje en taxa for at køre dertil.

Ved vandet besøgte vi det utroligt flotte Madinat Jumeirah Souk, der nok nærmest kan beskrives som en blanding mellem et marked og et indkøbscenter. Der fik vi købt en souvenir til os selv: en vandpibe. Nej, vi ryger ikke, men en vandpibe måtte vi bare have med hjem. Og med lidt tobak til, hvis nogle gæster skulle få lyst til at prøve.

Lige ved siden af Madinat Jumeirah Souk ligger Burj Al Arab – Dubais berømte hotel. Så vi gik ned til stranden, hvorfra der var frit udsyn til det specielle hotel. Tilbage i souken fandt vi en restaurant, hvor vi kunne nyde lækker aftensmad med udsyn til hotellet. Dermed sad vi også næsten på første parket, da hotellets farvestrålende ’lysshow’ begyndte kl. 19. I alle regnbuens farver og med blinkende spots blev Burj Al Arab endnu flottere. Da vi efter maden igen gik ned på stranden, kunne vi se, hvordan hotellet skiftede farve hvert 10. minut.

Endnu en taxatur – denne gang tilbage her til hotellet. Det er rart at få hvilet vores ømme ben. Især Casper piver stadig over ømme lægge efter formiddagens ski-eventyr.

Residence Deira by Le Meridian, Dubai, UAE, kl. 23.00 fredag den 6. februar 2009
Endnu en gang startede vi vores dag med at praje en taxa på gaden – denne gang for at blive kørt til luksushotellet Burj Al Arab, hvor vi havde bestilt bord til brunch. Kun ved at vise vores bekræftelse på bordbestillingen lukkede en vagt vores taxa ind på hotellets område.

Udefra er hotellet helt hvidt, men indenfor er det væsentlig mere farvestrålende og forgyldt. Total luksus at se på. Vi havde fået bord i restauranten på 27. etage, og den brunchbuffet, som ventede os, var mindst lige så luksuriøs som hotellets interiør. Der var alt fra sushi, østers og kaviar til indiske og arabiske retter. Og så var det naturligvis et overdådigt dessertbord, hvor det lykkedes os at smage omkring 20 forskellige desserter. Det var utroligt lækkert og kombineret med de lækre omgivelser og den flotte udsigt, var det en helt speciel oplevelse.

Efter at have fyldt os med mad i mere end tre timer, var det kun passede at få rørt os lidt. Okay, det var nok mest vores lattermuskler (og musklerne i ballerne!), som vi havde i brug, da vi i de efterfølgende små fire timer morede os i Wild Wadi – et stort vandland lige ved siden af hotellet. Især de dobbelte kæmpe baderinge, der susede op og ned, var underholdende, så vi tog en del ture på de forskellige baner. Casper havde dog også modet til at prøve den høje vand rutsjebane, hvor Casper på vej ned kom op på vel omkring 80 km/t!

Fra vandlandet tog vi til det store indkøbscenter, Deira City Centre, der ligger i samme kvarter som vores hotel. På gaderne i dag har vi tydeligt kunne se, at det er helligdag – der er meget lidt trafik. Men da vi kom ind i centeret, fandt vi ud af, hvor alle folk var henne. Der var nemlig proppet med mennesker! I centeret fik vi shoppet de sidste souvenirs, ligesom vi fik lidt aftensmad. Heldigvis havde vi besluttet at gå hjem fra centeret, for der stod mindst 100 mennesker i kø i centeret for at få en taxa. Nej, vi overdriver ikke; det er bare meget almindeligt at køre i taxa her i Dubai.

Nu vil vi for sidste gang ligge os til at sove her i vores hotellejlighed, for i morgen går turen hjemad.

Charles de Gaulles Airport, Paris, Frankrig, kl. 18.45, lørdag den 7. februar 2009
I morges tog vi det stille og roligt og brugte lidt tid på at pakke al vores bagage. Heldigvis havde vores tasker ikke været helt fyldt, da vi rejste hjemmefra, så uden de store problemer fik vi plads til vores indkøb: nogle t-shirts, en vandpibe, en bog, en bamse, en lille taske, to tørklæder og et par andre småting. Primært souvenirs til familie og venner.

Under hele vores ferie har vi haft højt solskin og mellem 23 – 26 grader varmt, men da vi forlod hotellet i morges, småregnede det. Så det var helt klart på tide at komme hjem.

Vi kom ud i Dubais lufthavn i god tid, og heldigvis var der rigeligt med spændende butikker at kigge på – en stor flot lufthavn. I en tax free-shop fandt vi den libanesiske rødvin, som vi smagte på Verre forleden, så den måtte vi selvfølgelig havde et par flasker med hjem af. De var dog ikke meget for at sælge os dem, og noterede på bonen, at vi var blevet informeret om reglerne, ligesom de kraftigt understregede, at det var på eget ansvar. Problemet var de strenge sikkerhedsforanstaltninger i de europæiske lufthavne, så de mente ikke, at vi kunne få lov at medbringe flaskerne i håndbagagen (vores øvrige bagage var checket ind) fra Paris til København. Ligesom i lufthavnen i Muscat var vi imponerede over lufthavnsbutikkernes store udvalg af pulvermælk. For mærkeligt!

Den knap syv timer lange flyvetur fra Dubai til Paris forløb glat, selvom udvalget af film var lidt begrænset. En sjov feature var derimod et kamera på flyets snude, så under hele turen kunne vi på vores lille skærm følge med fra kaptajnens synsvinkel.

Vi har flere gange tidligere stiftet bekendtskab med Charles de Gaulles lufthavnen her i Paris, og den er bestemt ikke en af vores favoritter for at sige det pænt. Lufthavnen er stor og uoverskuelig – og møgkedelig! Efter en lang vandretur igennem et par terminaler, kom vi dog til den rette terminal. Der havde vi heldigvis muligvis for at checke vores ene styks håndbagage ind, så vi uden problemer kan få vores libanesiske vin med hjem.

Nu sidder vi så her og venter på at boarde til feriens sidste flyvetur. Det bliver dejligt at komme hjem! Men desværre har vi lige erfaret, at vores fly er en lille time forsinket på grund af vejrmæssige problemer. Om det er den smule sne, der falder her i Paris, der er problemet, eller der venter os endnu værre vejr i København, ved vi ikke.