Lidt om rejsen
Den 15. september 2004 startede vores rejse til Australien. En rejse, som vi havde planlagt, ventet på, talt om og glædet os til i mange måneder. Indtil den 24. oktober rejste vi rundt på en stor del af det australske kontinent. Mere end 40.000 km. fik vi tilbagelagt med fly, bil, tog og bus. Dertil kommer over 1000 km., som vi kørte i mindre turbusser samt flere hundrede kilometer, som vi har tilbagelagt til fods i byerne, på strande, gennem regnskove og på broer i forskellige højder. Kort beskrevet var turen rundt i Australien vores livs rejse med vores bryllup i Sydney, som et af feriens højdepunkter!
Planlægning af rejsen
Allerede i sommeren 2003 begyndte vi at planlægge vores tur til Australien. Vi havde læst, undersøgt på nettet og talt med venner og bekendte om Australien, før vi tog til rejsebureauet MyPlanet for at få deres hjælp til at sammensætte den endelige rejse. Vi skulle jo nå så meget som muligt på forholdsvis kort tid, når man tænker på Australiens størrelse. Derfor valgte vi at få MyPlanet til at arrangere turen for os, så vi var sikre på, at det hele passede sammen og kunne lade sig gøre med tog, fly og bus. Vi havde dog forinden lavet en rute, som vi gerne ville følge med de mange steder, som var et must for os at besøge. Efter fire skriftlige tilbud fra MyPlanet var vores drømmerejse klar.
Alle overnatninger og udflugter havde vi bestilt igennem MyPlanet. Undtaget var dog de fire overnatninger på vores biltur fra Adelaide til Melbourne samt overnatningerne i og udflugterne fra Cairns. To af overnatningerne på bilturen samt hotellet og udflugterne i Cairns bestilte vi selv over internettet, inden vi tog af sted.
De to sidste overnatninger var ikke bestilt på forhånd; der fandt vi hotellerne, som vi nåede til byerne på turen.
Prisen for rejsen
Den del af rejsen med fly, overnatninger, udflugter samt mad på de fleste udflugter, som vi bestilte hjemmefra, kom til at koste ca. 80.000 kr. for os begge to. Derudover kom så udgifter til mad de andre dage, drikkevarer, udgifter til benzin på køreturen fra Adelaide til Melbourne, souvenirs og alt det løse. Og så kom selvfølgelig udgiften til vores bryllup i Sydney til blandt andet fotograf og marriage celebrant. Alt i alt kom rejsen til at koste ca. 120.000 kr. alt inklusiv. Rejsen var hver en krone værd!