Hotel Trocadero, Rio de Janeiro, Brasilien, kl. 20.55, søndag den 29. oktober 2006
Kl. 5 i går morges startede vi vores ferie – der kørte vi nemlig mod Kastrup Lufthavn. Med 1½ times forsinkelse kom vi endelig af sted mod Paris. Størstedelen af forsinkelsen blev tilbragt siddende i flyet på landingsbanen! Selvom vi oprindelig havde ca. fire timers ’connection time’ i Paris, betød forsinkelsen og en noget uorganiseret og omstændig check-in- og sikkerhedskontrol hos Delta i Paris, at vi kun akkurat nåede frem til gaten inden boarding. Derefter fulgte ni timers flyvning til Atlanta, hvoraf der under den sidste time var en utrolig flot udsigt over et imponerende bjerglandskab. Resten af turen føltes forfærdelig lang! I Atlanta havde vi lidt bedre tid til at kigge os omkring i lufthavnen, inden den sidste flyvning på ni timer til Rio de Janeiro. Da vi sov under en del af flyveturen, var den ikke lige så slem som forrige ni timers tur og med den ekstra benplads, var det heller ikke så ulideligt at sidde mere eller mindre fastlåst i så lang tid.

Vi ankom til Rio omkring kl. 8 i morges. Heldigvis kunne vi tjekke ind på vores værelse med det samme, da vi ankom. Efter et hurtigt bad (det trængte vi til!) begav vi os ud på en gåtur langs Copacabana-stranden og gaderne bagved, hvor vi blandt andet kom forbi et marked med fisk, kød, grøntsager, frugt og blomster. Alt var bare præsenteret så indbydende. Ja, selv kød og fisk, som ikke var på køl, så lækkert ud! Efter frokost tog vi en tur på stranden. Vi kan jo ikke bo på hotel på Copacabana uden at have badet fra den berømte strand. Men bølgerne var høje, og vandet var småkoldt, så det blev kun til et hurtigt dyp. Bagefter delte vi en kokosnød-drik, inden vi igen gik os en lang tur.

Her til aften har vi spist brasiliansk mad på brasiliansk manér: en buffet, hvor prisen for maden afhænger af vægten. Vi spiste os mætte for ca. 25 kr. hver! Da vi efterfølgende satte os på en bænk på stranden, fik vi i længere tid ’selskab’ af en pige på 6 – 7 år, der tiggede penge af os. Selvom vi gentagne gange forsøgte at få hende til at forstå, at hun intet fik, og bagefter totalt ignorerede hende, blev hun stående foran os i lang tid tiggende på et sprog, som vi intet forstod af. Vi kan ikke portugisisk, og brasilianerne kan ikke engelsk, så vi har måttet forsøge os med tegnsprog flere gange i dag!

Da vi ankom i morges, var der godt overskyet over Rio. Men skyerne forsvandt i løbet af dagen, og temperaturen kom op på ca. 26 grader. Endnu en gang er det lykkedes Britt at få lidt for meget sol på især skuldrene, ligesom Casper også har fået ’lidt’ rød farve i især nakken.

Efter ikke at have fået meget søvn de seneste to døgn, går vi nu i seng!

Hotel Trocadero, Rio de Janeiro, Brasilien, kl. 21.45, mandag den 30.oktober 2006
En ½ time senere end planlagt blev vi endelig hentet på hotellet i morges for at tage på tur til Rios favelaer. Med en lokal guide besøgte vi to favelaer, hvoraf den ene, Rocinha, er Sydamerikas største. Favelaerne er Rios slum – tarveligt byggeri på bjergsiderne, der omgiver Rio. Favelaerne styres af de lokale narkohandlere, der blandt andet har børn udstationeret rundt omkring i favelaen for at holde udkig. Når vi gik igennem med vores guide, hjalp disse børn os med kun at gå de sikre steder. At se disse samfund var helt utroligt! Nok mest fordi vi i Danmark på ingen måde har noget lignende. Og de to favelaer, som vi besøgte, var endda nogen af de bedre, da de både havde vand og elektricitet.

Efter denne tankevækkende tur og frokost, tog vi metroen til Rios centrum. Centrum af Rio er noget helt andet end de meget turistprægede omgivelser her på Copacabana. Her ligger flotte, men desværre misligholdte huse side om side med moderne højhuse i glas. Vi besøgte blandt andet den meget udskældte katedral, der blev bygget i 1979. Ligesom så lidt charmerede som denne beton pyramide var udefra, ligeså fantastisk var den indenfor med fire enorme glasmosaikker (20×60 meter)! Bagefter brugte vi lang tid på at finde Kejserpaladset for til sidst at konstatere, at vi faktisk var gået lige forbi det. Vi kunne da ikke vide, at paladset, der har spillet en større rolle i landets historie, nu rummer billetkontorer for både til den anden side af bugten samt diverse små butikker?!

Her til aften prøvede vi endnu engang ægte brasiliansk middag. Vi tog nemlig på churrasco. Der var en kæmpe buffet med al slags tilbehør som pastasalater, grøntsager, kartofler i flere versioner og meget, meget mere! Samtidig gik der så mange tjenere rundt med hvert deres spyd med grillet kød. Og så skar de bare en luns kød til os, hvis vi ikke fik sagt nej tak. De tilbød mange slags kød fra det lækreste møre oksekød til kyllingehjerter. Kun Britt havde mod på at smage sidstnævnte, som faktisk smagte helt okay. Vi spiste så meget, at vi ikke havde plads til dessert!!!

Med vabler på tæerne og tyndslidte inderlår er vi nu tilbage på hotellet godt trætte af dagens oplevelser og mange kilometers vandring.

Hotel Trocadero, Rio de Janeiro, Brasilien, kl. 21.30, tirsdag den 31.oktober 2006
Igen havde vores rejsebureau fortalt os et forkert afhentningstidspunkt for dagens udflugt. Men heldigvis slap vi for at vente udenfor hotellet i varmen, da vores guide næsten kom en halv time for tidligt. Vi var de eneste, der havde booket udflugten i dag, så vi fik en guide og en chauffør for os selv. Ren luksus! Vi startede med at tage til Sukkertoppen – den 400 meter høje klippe for enden af Copacabana. Vi tog de to kabelbaner derop, og selvom det var lidt diset, var udsigten flot. Vi fik også set flere små firben og en enkelt, stor leguan på omkring en meter, der desværre havde kameraskræk.

Næste stop var Cordovado-bjerget med Kristus-figuren på toppen. Der var først plads i toget, der kørte derop, mere end en time senere. Derfor kørte vi i ventetiden forbi det store Maracanã-stadium, der i hvert fald før dets ombygning var verdens største med plads til 200.000 tilskuere. Desværre var det lukket for publikum i dag, så vi måtte nøjes med en køretur rundt om det. Tilbage til Cordovado i gennem flere tunneler i bjergene i tæt trafik kom vi endelig med toget. Turen til toppen igennem Tijuca-skoven tager ca. 25 minutter. På det sidste stykke til toppen valgte vi at tage trappen med de mere 200 trin frem for at stå i kø til elevatoren. Udsigten over hele Rio fra det 700 meter høje Cordovado-bjerg var endnu flottere end fra Sukkertoppen, ligesom den 30 meter høje Kristus-figur også var et imponerende syn.

I stedet for at blive sat af ved vores hotel, blev vi sat af ved H. Stern, der er en stor juveler-virksomhed. Der fik vi mulighed for at komme ind og se, hvordan de sliber og sætter de mange ædelstene. Og selvfølgelig fik vi efterfølgende fremvist mange af deres flotte smykker – og Britt forelskede sig (ligesom sidste år på Skt. Thomas!) i en af deres guldringe med diamant. Ringen skulle lige gøres et nummer mindre, så mens en juveler arbejdede på den, brugte vi tiden på frokost på Bob´s samt på at kigge på de mange butikker tæt ved Ipanema-stranden. Standarden der er lidt højere end på Copacabana, hvor vi bor.

H. Stern tilbyder deres gæster gratis transport tilbage til hotellet – også selvom man ikke køber noget. Efter et kort stop på vores værelse, tog vi på aftenmarked på Copacabana, hvor endnu et par souvenirs blev købt.

Da vi fik sen frokost, har vi valgt at bytte aftensmaden ud med kager! På konditoriet måtte vi endnu en gang konstatere, at brasilianerne ikke kan engelsk. Vi vidste altså ikke lige, hvad tre stykker kager hedder på portugisisk (men vi har lært at sige et bæger med to kugler!), så vi fik lidt hjælp af en anden kunde, der kunne engelsk. Så nu skal vi til at sætte tænderne i kager…

Hotel Trocadero, Rio de Janeiro, Brasilien, kl. 22.30, onsdag den 1. november 2006
Efter at have travet Rios gader tynde de sidste dage, tog vi en slappedag i dag. Vi blev hentet på hotellet i formiddags, og efter ca. 1½ times kørsel i Rios tætte trafik og syd for byen, nåede vi til den lille by, Itacuruçá. Derfra sejlede vi med en mindre to masters båd ud i mellem nogle af de mange tropiske øer, der ligger tæt på kysten. Ankeret blev kastet ud for en lille strand, og Casper fik sig en dukkert, inden vi sejlede videre til en privat ø. Der tilbragte vi et par timer med at slappe, spise frokost og gå en lille tur langs vandet. Både fra båden og fra øen fik vi set flere delfiner!

I formiddags var det lidt skyet, og i løbet af eftermiddagen blev det mørkere. Netop som vi gik fra borde, begyndte det at regne. Det regnede kun få dråber i et par minutter – til gengæld var det nogle store dråber.

Lidt i seks blev vi igen sat af ved hotellet. Chaufføren kom først til at køre forbi vores hotel og med den tætte myldretidstrafik og de mange ensrettede gader betød det en halv times ekstra køretur for at komme tilbage til vores hotel.

Inden aftensmaden gik vi en tur langs Copacabana – blandt andet forbi det lille ”stadion”, der er bygget på stranden til VM i strandfodbold, der begynder i morgen. Vi kunne høre, at de øvede sig på nationalmelodierne.

Aftenmenuen bød på tournedos! På en af de finere restauranter ved stranden måtte vi af med mindre end 80 kr. pr. person for tournedos – og så fik vi altså to hver af den møreste slags!

Ligesom i går gik vi bagefter en tur i gennem aftenmarkedet ved standen, hvor vi pruttede om priserne på fodboldtrøjer. Også her til aften småregnede det en smule. Men det gjorde det blot mere hyggeligt at sidde ved en bod ved stranden og nyde et par kolde, brasilianske øl på denne meget lune aften.

Inden vi for sidste gang ligger os til at sove her i Rio, vil vi lige nyde det sidste af kagerne, som vi købte i går.

En øde, mørk landevej godt 100 km. fra Campo Grande, Brasilien, kl. 21.30, torsdag den 2. november 2006
I morges tog vi den sidste gåtur i gaderne ved Copacabana i gennem et marked med frugt, grønt, kød og fisk og forbi stadion på stranden, hvor den første kamp i VM i strandfodbold skulle til at begynde. Vi er sikre på, at vi så det amerikanske landshold! Det regnede en smule, men ikke så meget, at vi blev våde. Vi tog en taxa til indenrigslufthavnen og kom faktisk med et tidligere fly til São Paulo end planlagt. Der var nemlig forsinkelser på alle afgange, så de satte os bare på første afgang for at være sikre på, at vi nåede frem i tide til vores fly videre mod Campo Grande.

Lufthavnen i São Paulo var ikke særlig stor og ret kedelig, selvom det var den internationale. Til gengæld var der rigeligt med mennesker! Vi kiggede forgæves på afgangstavlen for at få bekræftet gaten til vores fly. Pludselig stod der bare, at vi skulle kontakte vores flyselskab, som dog ikke lige havde en skranke i lufthavnen. En anden lufthavnsmedarbejder rådede os til at afvente yderlige oplysninger ved den forventede gate, hvilket vi så gjorde, mens vi forgæves forsøgte at komme på internettet.

Pludselig hørte vi i højtaleren, at de boardede til vores fly fra en anden gate, så vi skyndte os derhen. Ombord på flyet fandt vi ud af, at det alligevel IKKE var vores flyafgang til Campo Grande, men derimod en tidligere, men forsinket afgang dertil med stop i Londrina. Fortrøstningsfulde tog vi dog alligevel flyet velvidende, at vores bagage med stor sandsynlighed ikke ville være med flyet sammen med os. Trods tanken om, at vores bagage først kom med en senere afgang og en meget turbulent og ubehagelig flyvetur, fik vi da alligevel spillet lidt kort ombord under de to gange 45 minutters flyvning.

Vores jubel var stor, da vi mod forventning på bagagebåndet i Campo Grande fik øje på den første af vores tasker og lidt tid efter også den anden. Og da der så også i lufthavnens forhal stod en medarbejder fra lodgen for at hente os, var vi totalt ovenpå! Ikke en gang oplysningen om, at der ventede os en fire timers køretur til lodgen, kunne få vores humør til at falde i graderne.

Her er vi så i bilen på vej til lodgen. Vi har kørt mere end halvdelen af turen og har netop gjort et lille hold på en rasteplads for at få lidt at spise i selskab med diverse små og større kryb med og uden vinger. Når vi ankommer til lodgen, vil det nemlig ikke være muligt at få noget at spise, og vi vil sikkert også bare allerhelst på hovedet i seng.

Vi er netop drejet ind på en lille, hullet grusvej og har passeret et skilt, som viser, at der er 36 km. vores lodge…

Caiman Lodge, Pantanal, Brasilien, kl. 22.15, fredag den 3. november 2006
Vi ankom til lodgen omkring kl. 23 i går aftes efter en lang køretur. På det sidste stykke løb der tre dyr over vejen, som vi endnu ikke har fået identificeret. Da vi ankom, fandt vi ud af, at vi et eller andet sted på vores vej fra Rio havde krydset en tidszone, så vi fik lige en times ferie forærende.

Vækkeuret ringede kl. 6 i morges, så vi kl. 7 var klar til dagens første udflugt. På gåben med en guide kom vi rundt i området omkring lodgen. Vi var inde og se et lysbilledshow om et projekt i området, hvor man forsøger at redde den udrydningstruede blå ara-papegøje. Flere gange i løbet af dagen har vi faktisk set flere par af disse kæmpe papegøjer flyve over os.

Selvfølgelig fik vi set rigeligt med caimaner – den alligator-art, som området her er så kendt for. Derudover fik vi set flere forskellige små og større gnavere, mange fugle – blandt andet små grønne papegøjer – en lille hjort, et bæltedyr samt Brasiliens nationalfugl, tukanen.

Inden frokost nåede vi lige en tur i poolen. Efter frokost gik vi selv en lille tur, hvor vi igen så et bæltedyr samt flere store papegøjer – denne gang af den røde slags. Efter eftermiddagskagen kørte vi ud og så en større del af området fra ladet af en pick-up. Der fik vi set flere dyr, blandt andet krabbeædende ræve (det hedder racen altså!), flotte fugle, både forskellige falke og høge, vildsvin, brøleaber, to slags hjorte, hvor af den ene ikke ses så ofte, samt nogle sjove små dyr med lange haler, som vi bare ikke kan huske, hvad hedder. Solen var gået ned på den sidste del af turen, så vores guide måtte have gang i en lille projektør, så vi bedre kunne se dyrene.

Aftensmaden var ligesom frokosten buffet. Efter aftensmaden gik vi igen ombord i pick-up’en for med en projektør i mørket at kunne se refleksionen fra dyrenes øjne. Igen så vi flere ræve og caimaner, men vi var også så heldige at se to af de lidt sjældne tapirer, ligesom vi så to slags myreslugere.

Igen i morgen ringer vækkeuret kl. 6, så det er vist på tide, at vi lægger os til at sove!

Caiman Lodge, Pantanal, Brasilien, kl. 23.00, lørdag den 4. november 2006
Morgenens aktivitet var igen en tur rundt i området omkring lodgen – denne gang på hesteryg! Hver fik vi tildelt en hest og fik vist, hvordan vi skulle få den til at gå, stoppe og dreje. De lystrede ikke helt, hvilket dog ikke gjorde så meget. Hestene var nemlig trænet i den slags ture med uerfarne ryttere (læs: dumme turister), så de fulgte simpelthen bare hesten foran uanset hvad. Britts hest var en af de største, men bestemt også en af de sløveste! Guiden oplyste dog, at det ikke var den sløveste, men det føltes sådan. Flere gange eller rettere sagt konstant på vores 1½ times lange ridetur, fik den skabt et hul op til den forrige hest. Og hverken spark i siden eller kysselyde kunne få den til at sætte tempoet op. Vi fik ikke set mange dyr på rideturen udover en masse fugle, et par kapivarer (flodsvin) og en enkelt skildpadde, men vi fik set en flot natur.

Inden frokost nåede vi lige en tur i poolen – det var for varmt til andet, selvom det faktisk begyndte at smådryppe lidt.

Efter frokost begav vi os selv ud på en gåtur i området. Der fik vi blandt andet set ræve, strudse, kapivarer, de flotte, store papegøjer samt to bæltedyr, hvoraf det ved muligt at komme helt tæt på og røre ved det ene. Det var mere interesseret i at spise den frugt, som det havde fundet. Vi nåede ikke langt på turen, for det var for varmt til at gå særligt stærkt. Temperaturen har klart været godt over de 30 grader. Derfor tilbragte vi den efterfølgende tid i vores dejlige kølige værelse.

I eftermiddags var vi igen ude og se flot natur, flere fugle samt en en enkelt kaiman – denne gang i kano. Faktisk var vi ret tæt på at sejle over halen på caimanen, der var godt skjult.

Vores sidste aftenmåltid her på lodgen var en rigtig BBQ eller som det hedder på brasiliansk: churrasco. Der var et stort ta´-selv-bord med tilbehør, og så kom tjenerne rundt med kødet på spyd og skar stykker af det. Samtidig var der live musik: to, som spillede både brasiliansk og international musik – sidstnævnte blev dog sunget på portugisisk.

På en restaurant på en græsk ferieø finder man altid mindst en kat, der render rundt mellem bordene og tigger. Det er ikke meget anderledes her i Brasilien og dog: en enkelt kat rendte rundt mellem bordene og tiggede mad – og det samme gjorde et bæltedyr! Efter sigende det eneste kødædende bæltedyr her.

Efter maden stod den på edderkoppejagt! Ja, vi skulle på jagt efter fugleedderkopper, som lever her. Da ingen lige umiddelbart ville ud af deres huller, måtte vi bruge lokkemad: et stykke råt kød på en snor. Heller ikke det lykkedes, men vi fik alligevel set en pæn stor en og senere en mindre unge. Med vores guide udstyret med en kraftig lygte, fik vi også set en ræv, flagermus, der sov i et hult træ, kapivarer samt flere caimaner.

Brasilien er netop gået over til sommertid, så den ekstra time, som vi fik foræret forleden, har vi netop mistet.

Vækkeuret ringer derfor om mindre end fem timer – vi skal tidligt af sted og skal inden afrejsen kl. 6 lige nå at få morgenmad samt lige havde nogle papirer fra receptionen, da der er lidt problemer med betalingen af vores transport hertil.

Vi er begge godt ømme i bagdelen efter rideturen – og Britt har også ondt i knæene efter turen. Casper har samtidig fået lidt for meget sol og udslæt på armene. Og Britt er som altid på ferier blevet godt rødprikket af mygstik. Et eller andet insekt har også bidt godt til, hvilket har medført en stor, rød, hævet, hård plamage på det ene lår. Og så er vores solskoldning fra den første dag i Rio begyndt at skalle af på os begge. Kønne er vi ikke!

Novotel, Manaus, Brasilien, kl. 2.15, mandag den 6. november 2006
I dag har været en rigtig rejsedag. Kl. 6 i morges kørte vi fra Caiman Lodge til lufthavnen i Campo Grande – en tur på små fire timer. Der var fire timer til, vores fly skulle afgå. Heldigvis fløj det til tiden, så efter yderligere en time var vi fremme ved næste stop. Derefter fulgte to timers ventetid i lufthavnen i Cuiaba, og efter det en flyvetur på 1½ times tid. Så igen to timers venten i Brasilia, inden dagens sidste flyvetur til Manaus.

I taxaen fra lufthavnen fandt vi ud af, at det med at holde sin vejbane og holde for rødt lys ikke lige er noget, som bilisterne gør sig i her i Manaus. Ja, faktisk dyttede vores taxachauffør af en bilist, der pænt holdt tilbage for rødt lys. Det gik lidt stærkt, og det var da også ved at gå galt, da en motorcykel skiftede bane ind foran vores taxa. Men vi er kommet helskindet frem.

Her er vi så nu på vores hotel i Manaus, hvor vi bare lige skal have lidt søvn, inden vi i morgen tidlig skal videre mod en lodge i Amazonas.

Vi er faktisk en smule i tvivl om, hvad klokken er. I nat gik Brasilien over til sommertid. Samtidig har vi i dag to gange krydset en tidszone – frem og tilbage. Enten havde taxachaufføren ikke sat uret i sin bil, eller så er vi en time forud. Det finder vi ud af i morgen tidlig.

Acajatuba Jungle Lodge, Amazonas, Brasilien, kl. 20.45, mandag den 6. november 2006
Da vi stod op i morges, fandt vi ud af, at vi var en time forud – uret i taxaen sent i går aftes viste rigtigt, så vi var oppe kl. 6 og ikke kl. 7, som vi troede. Efter et overdådigt morgenmåltid på Novotel, var det tid til at komme videre. Hotelreceptionen havde nemlig fundet ud af, at vi ville blive hentet allerede kl. 7.30. Så det var godt, at vi var en time forud – ellers ville vi have fået travlt!

Omkring kl. 8 var vi ved vandet i Manaus, hvor vi gik ombord på den lille båd, der skulle sejle os de fem timer op ad floden til vores lodge i selve Amazonas-junglen. Først sejlede vi dog lidt den anden vej for at se ”the meeting of the waters” der, hvor Rio Negro og Rio Solimoes løber sammen i Amazonaz-floden. På grund af vandenes forskellige temperaturer og strømforhold, er de ca. seks kilometre om at blive til én flod. Og på den strækning kan man tydeligt se de to floder, da vandet i dem har hver sin farve. Utroligt fænomen!

Vi havde taget et par søsygetabletter i morges, og måske var det dem, der gjorde os lidt sløve. I hvert fald døsede vi begge hængende hen over bordet på skibet. Efter ca. 1½ times sejlads udstødte skibets motor et knald, hvorefter den døde. Kaptajnen fik fat i sin mobiltelefon og fik efterfølgende forklaret os på en blanding af portugisisk og tegnsprog, at der ville komme en anden båd og hente os sammen med den brasilianske turist og sejle os det sidste stykke til lodgen. Mens vi lå der og gyngede, fik vi set noget i vandet, som vi først troede, var en delfin. Men vi er ikke helt sikre, så vi må lige huske at spørge her på lodgen, om det måske var en eller anden lille hval, som vi så et par stykker af i floden.

1½ time flød vi ud for Manaus´ industrikvarter, før den anden båd kom. Da vores tasker var kommet ombord, var det så vores tur til at kravle over rælingen og ned i den anden båd. Vi blev noget overraskede, da båden satte kurs mod land, men da ingen om bord kunne engelsk, kunne vi ikke rigtigt spørge, hvorfor vi ikke sejlede videre ad floden mod lodgen. Forklaringen var dog enkel: vi skulle lige tanke benzin fra den flydende benzintank, før vi fortsatte turen op af floden.

Fra skibet fik vi set industribyen Manaus fra vandsiden – ikke noget særligt kønt syn. Største del af turen sad vi øverst og nød vejret. Det var lidt overskyet og blæste lidt, så varmen var ikke så slem. I det fjerne så vi mørke skyer og mange lyn. Uvejret nærmede sig, og den sidste times sejlads foregik i kraftig blæst (gudskelov for søsygetabletterne!), styrtende regn samt lyn og torden. Vandet løb ind over dækket, så vores tasker måtte op og stå på en bænk, ligesom der blev slået plastik ned på den ene side af skibet for at forhindre os i at blive våde. På sejlturen fik vi smagt kaffe, som brasilianerne drikker den: med rigeligt med sukker eller sødemiddel – det var vist halvt kaffe og halvt sødemiddel!

Mere end otte timer efter vi forlod hotellet i Manaus, ankom vi endelig her til lodgen og fik vores lille hytte og lidt frokost, som pænt stod og ventede på os, trods den sene ankomst.

Lodgen her reklamerer med, at de har et udsigtstårn, hvorfra man kan se over junglen. Men det er lukket af sikkerhedsmæssige grunde; trappen er spærret med to fasttømrede brædder. Vores guide sagde dog, at vi godt måtte kravle over og gå op, hvis bare vi var forsigtige – der manglede nemlig nogle trin på trappen. Hele konstruktionen virkede noget vakkelvorn, og træet råddent. Men selvom hele tårnet gyngede, nød vi udsigten fra toppen.

Fra restaurantens terrasse så vi flere flagermus, mens vi sad og nød en kold øl inden aftensmaden. Her til aften har vi spist mad med de andre gæster på lodgen: et norsk samt et tysk ægtepar i 50´erne. Samtalen foregik på både dansk, norsk, tysk og engelsk godt blandet sammen. Udover os seks personer, er eneste anden gæst her på lodgen brasilianeren, som vi sejlede herud med.

Vi har allerede fået hilst på lodgens faste ”jungledyr”: to aber, der piller ved eller smager på alt, hvad de kan komme i nærheden af, samt to papegøjer.

Acajatuba Jungle Lodge, Amazonas, Brasilien, kl. 20.30, tirsdag den 7. november 2006
Det er et primitivt sted, som vi er havnet: her er ikke aircondition på værelset, der er kun elektricitet mellem kl. 18 – 22, der er intet varmt vand (heller ikke i bruseren!), og i morges havde vi en frø i håndvasken!

Efter det kolde bad og morgenmaden sejlede vi i en kano med motor en lille halv times tid, hvorefter vi gik i land. Der gik vi så med vores guide og den brasilianske turist i 1½ times tid i Brasiliens eget medicinskab: den tætte jungle. Vores guide forklarede os om de mange planter, som kan helbrede diverse sygdomme, og vi fik da også smagt på et træ, hvoraf man laver antibiotika. Derudover fik vi set blandt andet gummi-, mahogni-, teak- og balsatræer samt træet, hvorfra man får nelliker (altså dem vi putter i appelsiner til jul).

På grund af flodens surhedsgrad kan insektæg ikke rigtigt udklækkes. Få insekter betyder få fugle, men heldigvis også få eller rettere sagt ingen myg, hvilket ikke ligefrem var, hvad vi havde forventet i dette fugtige område. Dyr så vi ingen af, bortset fra en lille fugleedderkop! Et sted i junglen måtte vi dog løbe hurtigt nogle meter, da der lige der var ekstremt mange myrer!

Efter den varme vandretur (vi skulle have lange bukser på!), sejlede vi videre til landsbyen, der bærer samme navn, som vores lodge, Acajatuba. Der bor ca. 200 personer, der hovedsageligt lever af at dyrke frugt og kaffe.

Efter frokost var det simpelthen for varmt til at foretage sig noget som helst, så vi holdt siesta. Der savnede vi virkelig aircondition på værelset!

Kl. 16 var det meningen, at vi skulle have været sejlet ud på den store flod. Men da der her til eftermiddag igen var uvejr, blev det droppet, da der ifølge guiden var risiko for, at den lille båd ville kæntre på grund af bølgerne fra stormen. I stedet sejlede vi den anden vej på de mindre floder for at fiske piranhaer (piratfisk) – dog først, da en kraftig regnbyge havde passeret. Med oksekød på krogen lykkedes det os faktisk at fange flere piratfisk, som guiden efterfølgende ville forære til de lokale. Vi ville ellers gerne selv have spist vores fangst.

På grund af stormen var dagens nye hold turister blevet forsinket, så efter at have konstateret dette tilbage ved lodgen, sejlede vi ud igen – denne gang på jagt efter kaimamer. Her i Amazonas er de noget sværere at finde end i Pantanal – blandt andet på grund af det meget uklare vand. Med en kraftig lygte fik vi dog set refleksionen fra flere par øjne, ligesom det med møje og besvær lykkedes vores guide og kanofører at fange et mindre eksemplar af slagsen. Solen var efterhånden gået helt ned, så sejlturen hjem foregik i mørke.

Både på sejlturen i formiddags og i eftermiddags fik vi set flere delfiner, som det altså også var, at vi så i går. I hvert fald en af dem, som vi så i går, har bare været en pink delfin (det kalder guiden racen, men den var nu bare svag lyserød), hvilket forklarer, at vi ikke helt troede, at det var en delfin.

Også i dag har vi fået hilst på lodgens to faste aber, der rigtigt har charmeret sig ind på os ved selv at komme og lægge sig på skødet. Derudover har vi igen set flere store mangefarvede ara-papegøjer. Det er virkelig et imponerende syn, når de flyver hen over en med deres enorme vingefang og kraftige farver!

Acajatuba Jungle Lodge, Amazonas, Brasilien, kl. 20.45, onsdag den 8. november 2006
I nat har vi oplevet rigtig regnskovsvejr. Det har nemlig regnet, lynet og tordnet i flere timer i løbet af natten, og i morges fik Britt ud af vinduet set en kæmpe tudse på den drivvåde jord.

Efter morgenmaden sejlede vi med en guide til en familie med seksten børn (vi så kun syv af børnene), der bor ikke langt fra lodgen. Familien lever af at lave maniokmel af den giftige maniokrod, og vi fik forklaret processen, ligesom vi fik en smagsprøve på en slags pandekager, som man også kan lave af en del af roden. Samme type pandekager havde vi smagt ved morgenmaden her på lodgen; heldigvis smagte dem hos familien langt bedre, så vi spiste dem ikke bare af høflighed! Derudover viste de os en masse planter i deres have, som de lokale bruger til mad, medicin og meget mere. Blandt andet viste de os citronmelisse og grinede lidt af og troede ikke helt på, at vi brugte det til kartofler på grillen. Familien havde flere husdyr: en hund, en høne, en siameserkat og de to sødeste små killinger.

Efter besøget hos familien, sejlede vi ned af bifloderne og med motoren slukket (og en padlende guide som erstatning) kunne vi rigtigt nyde naturen. Til sidst gjorde vi holdt ved en lille strand, hvor Britt soppede, mens Casper tog sig en dukkert. Han var ikke meget for det, da stranden kun lå få hundrede meter fra det sted, hvor vi i går fiskede piratfisk. Vi så da også et par små fisk, der sprang op af vandet ved stranden…

Efter frokost sejlede vi en lang tur ud for at se et stort træ. Ja, det var stort og imponerede, men måske ikke helt en times sejlads værd. Alle udflugter fra lodgen foregår med kano i kortere eller længere tid – og vi er efterhånden ved at være godt ømme i bagdelen af at sidde i flere timer på et hårdt bræt i en kano!

På tilbagevejen gjorde vi igen holdt ved en anden strand, hvor vi begge badede. Vandet var forbavsende varmt (ikke kun lunt!) – dog med køligere strømme. På sejlturen fik vi rigtigt set de lyserøde delfiner og fra stranden fik vi set en manatee (søko), hvilket var hele turen værd – trods ømme bagdele!

Ligesom de forrige aftener har vi set flagermus her på lodgen. I dag havde en dog fået forvildet sig ind i restauranten, der ellers er buret inde med hønsenet for, at især lodgens aber ikke skal forsyne sig fra buffeten.

Ligesom lodgen har dens to aber, har vi også fået vores eget jungledyr på værelset, nemlig vores frø fra håndvasken den første morgen. I går aftes faldt eller hoppede den ned på en sovende, men pludselig meget vågen, Casper, Casper var bange for, at det ligefrem regnede med frøer i hans side af sengen, eller så var det fordi, at han faktisk ikke var helt sikker på, at han havde fået frøen vippet helt ud af sengen i mørket (der var jo ikke elektricitet til at tænde lyset og kigge efter!) – i hvert fald sov han i midten af sengen hele natten. Her til aften har vi set frøen siddende på væggen. Den er dog ikke lige til at se nu, så vi er spændt på, hvor den eventuelt dukker op i løbet af natten.

Nu vil vi for sidste gang lægge os til at sove til lyden af junglens mange dyr, da vi i morgen drager mod et forhåbentlig lidt mindre primitivt sted med som minimum varmt vand i hanerne.

Hotel Colonial Iguaçu & Spa, Foz do Iguaçu, Brasilien, kl. 2.45, fredag den 10. november 2006
Kl. 7 i morges forlod vi junglen – med vores frø siddende i brusebadet. Hvor sejlturen til lodgen forleden tog næsten otte timer, kunne den i morges gøres på tre timer. Det skyldes selvfølgelig, at vi ikke havde motorstop – og så blev vi sat i land på en strand på den nærmeste side af Manaus, hvilket jo også sparede os for sejlturen forbi Manaus by.

Da vi kom til lufthavnen i Manaus, var der fire timer til vores flyafgang – og det var ikke muligt at checke bagagen ind! Derfor kunne vi blot gå frem og tilbage i den noget kedelige lufthavn med vores tasker samt bruge ventetiden på at få skrevet lidt mails og opdateret vores hjemmeside. Da vi endelig kunne tjekke ind, stod vi i kø i 1½ time og kunne så gå direkte ombord. I lufthavnen i São Paulo fordrev vi igen ventetiden med at skrive et par mails og opdatere hjemmeside. Der er intet at se på i den lufthavn.

Efter otte indenrigsflyvninger med det brasilianske flyselskab, TAM, synes vi, at vi efterhånden kender selskabet. Vi er overbeviste om, at det er opkaldt efter deres flymad! De forstår virkelig at variere: lyst, mørkt eller grovbrød, croissant eller bolle, med eller uden salat og varm eller kold. På alle flyvninger (bortset fra en, hvor vi kun fik peanuts!) har maden bestået af en sandwich med en eller anden form for skinke og ost i nævnte variationer. Meget opfindsomt!

Nu er vi så endelig kommet til vores hotel her midt om natten. Heldigvis har vi ingen planer i morgen, så måske vil vi for første gang på ferien sove længe. Selvom sengen her kun er halvt så bred som den på lodgen i Amazonas og i Pantanal, ser vi frem til en nat, hvor der på ingen måde er risiko for kryb af nogen art. Og airconditionanlægget kører allerede, ligesom fjernsynet!

Hotel Colonial Iguaçu & Spa, Foz do Iguaçu, Brasilien, kl. 21.45, fredag den 10. november 2006
Fjernsynet blev hurtigt slukket i går, da vi ikke kunne finde en engelsktalende kanal. Og airconditionanlægget blev også slukket, for med en temperatur under 25 grader var vi begyndt at fryse – vi er blevet vant til væsentlig højere temperaturer.

I dag har vi for første gang i vores ferie sovet længe. Okay, vi kom først i seng efter kl. 3 i nat, så måske er det lidt forkert at kalde det at sove længe at sove til kl. 9.

Planen for i dag var at komme ud og sejle ved vandfaldene. En taxachauffør her på hotellet tilbød at køre os til nationalparken, hvor verdens største vandfald ligger. Men da han fortalte, at der kun var 2 km. dertil, besluttede vi os for at gå, selvom det var ud af en kedelig landevej. Da vi først fandt ud af, om vi skulle gå til højre eller venstre ad landevejen, fandt vi ud af, at det faktisk kun var omkring 1200 meter til indgangen til nationalparken – det var lige på den anden side af bakken.

Med i prisen for adgang til Parque Foz do Iguaça er bustransport i parken. Vi tog derfor bussen helt til den anden ende og begyndte at få tilbage mod udgangen. Udsigten vil vandfaldene (der er 275 i alt) var fantastisk! Vi valgte dog ikke at gå op og ned ad alle stierne langs vandfaldene, da vi skal dertil igen i morgen på en guidet tur. Ved vandfaldene lever en del næsebjørne, og dem mødte vi da også flere af på vores gåtur. Det er nogle sjove små dyr, der går i skraldespandene efter disse madrester. Udover næsebjørnene, var der også utroligt mange flotte sommerfugle!

Efter flere kilometres gåtur på landevejen igennem nationalparken nåede vi til det sted, hvorfra man kan komme ud og sejle. Taxachaufføren på hotellet havde fortalt, at det kostede 100 reals, men her var prisen 150 reals pr. person. Efter at flere medarbejdere havde talt sammen, fik vi dog uden nogen forhandling turen til de 100 reals efter at have gjort opmærksom på den pris, som vi havde hørt.

Først kørte vi tre kilometer igennem skoven, hvor en guide kort fortalte om planterne. Derefter var der en kort gåtur ned forbi et lille vandfald, inden vi endelig kom til turens højdepunkt: sejlturen!

I en kraftigt forstærket gummibåd med to enorme påhængsmotorer sejlede vi mod strømmen mod vandfaldene. Turen var helt fantastisk! På grund af den stærke strøm og de mange klipper, gjaldt det om at holde fast en gang i mellem. Ved et af vandfaldene blev vi vandfaldsdøbt. Det betyder, at vi sejlede ind under vandfaldet! Det var skideskægt, selvom vi kunne vrides bagefter. Vi var blevet advaret, så taske og sko var efterladt på land, og vores ikke vandtætte kamera var pakket ind i to lukkede plastikposer.

Mens vi stod i solen og tørrede lidt bagefter, kom et hold amerikanere med en gennemsnitsalder på 60, som også skulle på en tur med speedbåden. De virkede på ingen måde forberedte på, hvad der ventede dem, hvorfor vi gerne ville have set deres ansigtsudtryk, når de fræsede af sted i speedbåden med kurs direkte mod vandfaldet! I vores båd var kun os og et jævnaldrende tysk par, så vi blev enige om, at de amerikanske pensionister nok ikke ville få en lige så vild tur som os.

Derefter vendte vi tilbage til vores hotel, og det var efterhånden blevet sen eftermiddag. Inden aftensmaden, som vi spiste her på hotellet, tog vi os en dukkert i poolen, skrev feriens første postkort og gik en lille tur i haven, som omgiver hotellet.

Hotel Colonial Iguaçu & Spa, Foz do Iguaçu, Brasilien, kl. 21.45, lørdag den 11. november 2006
Vi stod op kl. 7 i morges, da vi ikke vidste, hvad tid vi ville blive hentet. Hotellet ringede til den argentinske turoperatør og fik oplyst kl. 8.45. Kl. 9.20 ringede de igen og fik så at vide, at vi ville blive hentet kl. 9.30 argentinsk tid – altså kl. 10.30 brasiliansk tid. Da Casper efterfølgende talte med dem, sagde de kl. 10 – og det blev også på det tidspunkt, at vi blev hentet. Ventetiden brugte vi blandt andet på ’tukan-jagt’ på hotellets parkeringsplads.

Ligesom i går gik turen til Parque Nacional do Iguaçu – den brasilianske side af nationalparken. Denne gang gik vi sammen med guiden på stierne med panoramaudsigten til de mange vandfald. Det var stadig lige imponerende!! Igen mødte vi de små næsebjørne, hvor en var meget interesseret i at vide, om vi havde noget spiseligt i vores taske.

Fra stien fik vi se bådene, som vi i går sejlede med ind under vandfaldene. Det var bestemt ikke alle, der kom lige så langt og lige så mange gange ind under vandfaldet, som vi gjorde i går. Vi fik noget for pengene!

Efter at have set vandfaldene både oppe og nede fra, kørte vi videre til Itaipu dæmningen på Parana-floden – verdens største hydroelektriske værk. Et fantastisk bygningsværk, der fortjent nok er blevet udråbt til et af den moderne verdens syv vidundere. Efter en kort film om værket, gik turen videre i bus ud på det store lukkede naturområde, som værket ligger på. Fra et udsigtspunkt kunne vi rigtigt se den imponerende konstruktion, og bagefter kørte vi over dæmningen – skarpt bevogtet af områdets eget politi. Værket producerer 25 % af Brasiliens elforbrug – og 90 % af Paraguays. Værket er ejet ligeligt af de to lande og ligger da også lige på grænsen – så teknisk set har vi faktisk været et smut i Paraguay i dag.

Efter turen blev vi efter eget ønske sat af i selve byen Foz do Iguaçu. Selvom stort set alle butikker havde lukket her lørdag eftermiddag, fik vi da brugt lidt tid der alligevel. Blandt andet fik Casper købt endnu et par fodboldtrøjer på et lille marked. Her kunne vi i modsætning til i Rio ikke forhandle om prisen.

Aftensmaden bestod af pizza rodizo. Det er buffet med salat, grøntsager, ris, kartofler og meget mere. Dertil kommer så, at tjeneren konstant kommer og tilbyder frisklavede pizzastykker. Vi fik smagt otte slags pizza og var ved at revne bagefter. Vi kunne ikke spise dessert (som ellers var med i prisen!), hvilket vist siger alt! Prisen for dette ædegilde var seks reals (ca. 17 kr.) pr. person!

I stedet for en taxa tog vi en af de lokale busser tilbage til hotellet. Det var lidt svært at se, hvor langt vi var, da det efterhånden var blevet mørkt, men efter en halv times kørsel nåede vi endelig de ca. 16 km. uden for byen, hvor vores hotel ligger.

I går var vi så glade for, at temperaturen endelig var kommet ned under de 30 grader. I morges fik vi nærmest et kuldechok, da vi kom uden for hotellet! Vi måtte lige tilbage og hente nogle trøjer. I løbet af dagen steg temperaturen – og sen eftermiddag nåede den op på 38 grader! Så det var altså kun en enkelt dag, at vi kunne glæde os over en behagelig temperatur.

Hotel Colonial Iguaçu & Spa, Foz do Iguaçu, Brasilien, kl. 21.00, fredag den 12. november 2006
I dag var der heldigvis ingen tvivl om tidspunktet for vores afhentning. Vi skulle nemlig af sted med samme guide, som i går – og fik spurgt ham om tidspunktet i går. Vi blev hentet til tiden kl. 8.30 og kørte så til Argentina. Vi fandt ud af, at vores hotel faktisk ligger tættere på den argentinske grænse end på byen. Guiden sørgede for at få de nødvendige stempler i vores pas ved grænseovergangen, og efter at have hentet flere turister på hoteller i Argentina, kom vi til Parque Nacional do Iguazu – nationalparken på den argentinske side af vandfaldene.

I nationalparken kørte vi i tog og gik på stier, gangbroer og trapper langs vandfaldene og i gennem regnskoven, som de ligger i. Til fods tilbagelagde vi omkring otte kilometre for at komme til de forskellige udsigtsplatforme helt tæt på vandfaldene. Behøver vi at skrive, at vandfaldene også er imponerende fra den argentinske side?

I løbet af dagen har vi igen set mange flotte fugle, herunder blandt andet kolibrier, ligesom det igen vrimlede med sommerfugle i mange farver samt et par enkelte næsebjørne, der tiggede mad hos parkens gæster. Firben så vi også mange af i alle størrelser – mon ikke de store hedder leguaner? Til sidst så vi flere skildpadder, der nød solen på sten i floden.

På vejen tilbage til vores hotel stoppede vi på broen over floden, der skiller Brasilien og Argentina. Få hundrede meter nede, mødes Paraná-floden og Iguazu-floden – og lige der grænser de tre lande, Brasilien, Argentina og Paraguay, op til hinanden.

Tilbage på hotellet tog vi her til aften en kølig dukkert i poolen – efterfulgt af en noget varmere svømmetur i den opvarmede indendørs pool. Desværre kunne vi ikke få gang i spabadet.

Forleden fandt vi ud af, at der var en lækker buffet i hotellets restaurant. Så i stedet for at skulle bekymre os om at skulle frem og tilbage til selve Foz do Iguaçu-by, spiste vi også i dag på hotellet. Udover flere slags kød og diverse tilbehør, var der også flere desserter at vælge i mellem: to slags frugt i sirup og ikke mindre end fem forskellige buddinger og fromager den ene i mere hidsig farve end den anden! Til morgenmaden var der faktisk også 4 – 5 forskellige kager at vælge i mellem; mest sandkager.

En hel dag ude i solen uden solcreme har sat sine (røde) spor på os – temperaturen har igen nærmet sig de 40 grader. Caspers arme brænder en smule, ligesom Britt mere og mere kan vikariere for Rudolf.

Apropos Rudolf, så er julen også kommet her til hotellet. Udover et par enkelte julemænd, er der i forhallen opstillet et stort kunstigt juletræ pyntet med blandt andet røde hawaii-blomster.

En sovebus et sted mellem Puerto Iguazu og Buenos Aires, Argentina, kl. 21.30, mandag den 13. november 2006
I dag var der ikke noget vækkeur, som vækkede os – vi havde jo ikke travlt; tværtimod. Efter morgenmaden brugte vi formiddagen på at pakke og slappe på vores værelse, inden vi tjekkede ud kl. 11.30. Derefter begav vi os til fods ud ad landevejen de ca. 1200 meter til indgangen til nationalparken. I deres souvenirbutik kunne vi nemlig købe frimærker til vores postkort. Vi delte en sandwich og skrev et par postkort der, inden vi gik tilbage til hotellet.

Efterfølgende købte vi os til internetadgang på en af hotellets computere, hvorefter vi satte os ud ved poolen og spillede lidt kort. Bedst som vi sad der og slappede og spiste is, kom en af hotellets piccoloer. Han ville fortælle, at vores chauffør var kommet og ledte efter os – en time tidligere end vi havde fået oplyst. Rigtigt nok, chaufføren ventede på os og fortalte, at vi skulle med en bus kl. 15.10 argentinsk tid og ikke kl. 16, som vi havde fået oplyst. Derfor blev vi hentet tidligere.

Inden grænsen til Argentina påstod vores chauffør, at vi burde have kopier af nogle papirer, som vi efter sigende skulle have fået, da vi indrejste i Brasilien. Vi fik dog ingen papirer ved indrejsen. Han fortalte, at vi godt kunne komme ud af Brasilien, men de manglende papirer ville betyde, at næste gang vi ville ind i Brasilien, skulle vi betale en bøde. Dette ville komme til at fremgå af et stempel i vores pas. Altså ingen planer om at vende tilbage til Brasilien førend om ni år, hvor vores pas udløber. Vi fik dog ingen stempler i passet på den brasilianske side af grænsen, men kørte blot igennem. I Argentina fik vi hurtigt et par stempler, og så fortsatte vi til busterminalen i Puerto Iguazu – byen på den argentinske side af vandfaldene.

På busterminalen opstod der igen problemer. Der var nemlig ingen billetter til os! Busselskabet kunne ikke finde hverken vores, vores argentinske rejseagents eller vores danske rejsebureaus navn i bookingsystemet – altså ingen billetter! Efter ca. et kvarters snakken frem og tilbage med vores chauffør som tolk fandt medarbejderen i busselskabet dog alligevel pludselig vores billetter – de lå parat i en kuvert på i en hylde. Britt Lisa var blevet til Brito Luisa, men det var uden tvivl vores billetter.

Kl. 15 gik vi ombord i bussen og fandt vores pladser på 1. sal. Aldrig har vi oplevet en bus med så meget plads! Vores sæder er ekstra brede (der er kun tre sæder i hver række), og der er så langt mellem sæderne, at vi kan komme til at ligge helt ned som i en seng. Ren luksus!

Efter kort tids kørsel kom vi til en grænseovergang. Den nemmeste vej fra Iguazu til Buenos Aires viste sig at gå igennem Paraguay, og der kom derfor to argentinske grænsevagter ombord for at kontrollere vores pas. Efter ca. en times kørsel gentog det sig, da vi så igen kørte ind i Argentina. Endnu et sted blev vi stoppet og fik kontrolleret vores pas, dog umiddelbart ikke ved nogen grænse.

De første par timers kørsel var igennem et landskab med skovindustri og savværker. Umiddelbart så det meget fattigt ud, og bilparken i især Paraguay lignede da også et levn fra 60’erne og 70’erne.

Vi har nu tilbagelagt snart syv timer af busturen og har fået set et par film – desværre kun den første på engelsk, mens den anden var spansksynkroniseret som alt i tv. Med jævne mellemrum kommer en medarbejder rundt med kaffe, småkager og bolcher.

Vi er stillet i udsigt, at vi ville få serveret aftensmad. Og der har faktisk også stået en masse bakker med noget, der ligner flymad, på bordet i bussens ‘køkken’. Vi håber da, at det snart bliver serveret. Vores maver kører jo på brasiliansk tid, hvorfor klokken nu snart nærmer sig kl. 23!! Vi er sultne!!!! Mon man kan sove med knurrende mave?!

YES, maden bliver serveret nu!!

Waldorf Hotel, Buenos Aires, Argentina, kl. 22.45, tirsdag den 14. november 2006
Tænk, at en 17 timers bustur kunne være så komfortabel! Efter en god nats søvn, vågnede vi i bussen i morges og fik serveret morgenmad ’på sengen’. Med en lille halv times forsinkelse ankom vi til busterminalen, hvor en chauffør ventede på os og kørte os til hotellet.

Selvfølgelig var det ikke muligt at få vores værelse så tidligt, så vi begav os med det samme ud for at se nærmere på byen. Vi travede op og ned af de to primære shopping-gågader, Florida og Lavalle. Gaderne skulle efter sigende være nogle af de dyreste, men vi syntes nu, at priserne på især tøj og sko var utroligt lave! Desværre vil alt, hvad vi køber her i Buenos Aires, betyde overvægt på vores næste flyvning, da hver af vores to tasker vejer præcis de 15 kg., som vi må medbringe.

Vi kom forbi præsidentpaladset Casa Rosada – den lyserøde bygning, hvis balkon er kendt, fordi det var fra den, at Eva Peron (Evita) talte til befolkningen. Flere gange passede vi Avenida 9 de Julio – verdens bredeste boulevard, hvor der var meget tæt trafik trods ti vejbaner i hver retning.

Bagefter gik vi i gennem Recoleta – den store kirkegård, hvor byens rige og Evita er begravet. Hvert gravsted er en lille bygning – nogle flot dekorerede med engle – andre med glasdøre, der mere mindede om indgangen til en bank.

Vi ledte længe efter en isbar, hvor vi kunne køle lidt ned. Da vi endelig fandt en, var al isen gemt væk i bøtter – og selvfølgelig stod det kun på spansk, hvilket is de havde. Vi tog chancen og bestilte halvt i blinde. Ikke alt var, hvad vi forventede, men det hele smagte godt.

Blandt andet gik vi en runde i katedralen Metropolitan, forbi Teatro Colon og en tur langs floden ved Puerto Madero, hvor de eksklusive restauranter ligger på stribe. Det var også der, at vi valgte at vende tilbage til for at spise aftensmad, og det blev bestemt det dyreste måltid, som vi har fået på denne ferie. Ca. 240 kr. for to meget møre bøffer, to desserter, ½ flaske vin og vand.

Flere steder i byen så vi udstillede, individuelt dekorerede hjerter. Meget flotte! Kan ikke beskrives – skal ses!

På turen rundt i byen fik vi et indtryk af den argentinske køkultur, der minder om den, som vi så i Rio. Et sted stod mindst hundrede mennesker pænt i kø i en lang række hen ad fortovet. De stod i kø for at komme med bussen!

Vores første indtryk af Buenos Aires er meget positivt! Byen har klart mere charme end Rio og har mange flotte bygninger, der dog ofte trænger til en kærlig hånd. Der er flere, der tigger, og hvor end der er smidt sorte sække ud med affald, er der nogen, der systematisk leder dem igennem for brugbare ting. Men alligevel virker det som en meget behagelig by – trods de 35 graders varme!

Waldorf Hotel, Buenos Aires, Argentina, kl. 23.15, onsdag den 15. november 2006
Vi startede dagen med en lang gåtur igennem kunstnerkvarteret San Telmo. Ligesom i andre dele af Buenos Aires var der også der mange gamle bygninger, som desværre havde fået lov at forfalde.

Målet for den lange gåtur var La Boca – det fattige arbejdskvarter, der er blevet en stor turistattraktion på grund af de mange farvestrålende huse. Heldigvis kom vi dertil så tidligt, at vi nåede at se kvarteret, inden de første turistbusser ankom.

Husene i en del af La Boca er malet i alle tænkelige farver – dog er blå og gul dominerende i især den del, der ligger op af kvarterets store stadion. Blå og gul er netop farverne på det lokale fodboldholds trøjer: Boca Juniors.

Casper måtte selvfølgelig have en Boca Juniors-trøje med hjem som souvenir. Det tog os lidt tid at finde ud af, hvordan vi kunne se forskel på de ægte trøjer og kopierne. Derefter brugte vi tid på at finde den billigste, men bedste kopi. Det lykkedes!

Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i et kødland. Hvor kan man ellers få en stor, mør T-bone steak serveret på en restaurant til 16 kr.?! Det var Caspers frokost. Britt valgte en lidt dyrere ret: kylling med hvidløg (så meget hvidløg, at Casper næsten fik tårer i øjnene!).

Hele dagen har det været overskyet, og netop som vi var længst muligt væk fra vores hotel, blev der åbnet for sluserne. Det første stykke tid gik det fint med at gå fra butiksmarkise til den næste uden at blive alt for våd. Men efterhånden blev der længere og længere mellem markiserne, og vi havde passeret så mange gader uden læ for regnen, at vi var blevet godt våde.

Efter en times tid med skiftevis hurtig gang og småløb i gennem regnen nåede vi endelig tilbage til vores hotel med vores indkøb – godt gennemblødte! Efter en times tørring på værelset og førstehjælp til ømme fødder, begav vi os ud for at lede efter en restaurant til aftensmaden. En lille times tid senere besluttede vi os for en restaurant blot 50 meter fra vores hotel. Igen i aften var der bøf på menuen. Utroligt lækkert kød til få penge!

Overvægt på næste flyvning eller ej; dagen i dag har været en shoppedag! Udover en fodboldtrøje til Casper, har Britt fået fire toppe/bluser (+ en i går), ligesom vi købte fem cd’ er. De nyeste cd’er koster ca. 60 kr. I morgen er der også dømt shopping! Vi satser på, at prisen for overvægt på flyveturen er lige så billigt som stort set alt andet.

Fra receptionen har vi her til aften fået en besked om, at vi bliver hentet og kørt til lufthavnen i morgen kl. 9. Vi måtte lige tjekke vores papirer. Heldigvis huskede vi rigtigt; vi har altså en dag ekstra her i byen, så vi vil ikke til lufthavnen før i overmorgen. Det må vi fortælle til chaufføren, når han kommer efter os i morgen.

Waldorf Hotel, Buenos Aires, Argentina, kl. 23.00, torsdag den 16. november 2006
Kl. 9 var vi nødt til at være på hotellet for at fortælle chaufføren, der kom for at hente os, at han altså var en dag for tidligt på den. Vi aftalte, at han henter os i morgen kl. 7.20, da vores fly afgår kl. 9.20. Altså var både tidspunkt og dato forkert i dag.

Derefter gik vi til kongres-palæet, der minder om Det Hvide Hus i Washington i mindre format. Vi havde egentlig besluttet at tage undergrundsbanen tilbage, men det droppede vi. Togene var så overfyldte, at dørene ikke kunne lukke, og vi ønskede ikke at være nogle af dem, der hang halvt ude af toget, når det forlod perronen med åbne døre. Derfor valgte vi at gå tilbage til shoppegaden Florida.

Resten af dagen gik med at kigge på butikker. Først kiggede vi efter en bestemt fodboldtrøje til Casper. Da vi måtte konstatere, at den ikke var til at få til en acceptabel pris i den korrekte størrelse, gik jagten ind på en anden fodboldtrøje – i de samme butikker!! Nogle butikker var vi i mindst tre gange alene i dag!

Casper havde taget sin nye Boca Juniors fodboldtrøje på, hvilket afstedkom mange smil og positive tilråb fra lokale. Ind i mellem kom en negativ tilkendegivelse – dog hver gang serveret med et smil. Det er trods alt et af byens hold – og her i Argentina har alle en mening om fodbold.

Casper fik endnu et par fodboldtrøjer – og Britt fik en poncho af lamauld i Argentina-lyseblå, ligesom vi fik købt et par souvenir-gaver.

De sidste dage har der været røde oksekødsbøffer på menuen. I dag ville vi prøve noget andet og valgte derfor en spansk tapas-restaurant til aftensmad. Menukortet var kun på spansk, og vi forstod så lidt, at vi ikke havde nogen som helst idé om, hvad de serverede. Vi var i tvivl om, hvorvidt vi kunne blive mætte, da vi kun bestilte en enkelt ret fra menukortet: kokkens udvalgte tapas. Godt, vi ikke bestilte to portioner eller noget andet ved siden af. Der var rigeligt til os begge til blot 60 kr. Maden så yderst indbydende ud og smagte også lækkert. Efter maden fandt vi ud af, at restauranten faktisk kun havde eksisteret i tre uger, da ejeren kom hen for at spørge, hvad vi syntes om maden og om konceptet; tapas er åbenbart ikke særligt kendt i Argentina trods de spanske rødder.

Vi er ved at være godt medtagede af tre dage med mange kilometres vandring rundt i byen. Vores vabler har fået vabler trods gode travesko. Vi er ynkelige, når vi småhumper af sted, men det har endnu ikke afholdt os fra at gå videre.

Her til eftermiddag fik vi endnu en telefonbesked i receptionen. Denne gang en besked om, at vi vil blive hentet og kørt til lufthavnen i morgen kl. 8. Vi har dog alligevel en klar forventning om, at vi bliver hentet kl. 7.20, som vi aftalte med chaufføren i morges.

Det er vist på tide at få lidt søvn, da vi skal tidligt op i morgen blandt andet for at pakke alle vores indkøb.

Hotel Picos de Sur, El Calafate, Argentina, kl. 21.45, fredag den 17. november 2006
Vi blev først hentet kl. 7.50 af en anden chauffør end ham, som vi i går aftalte kl. 7.20 med. Vores flyadgang var dog rykket til kl. 10.05, så vi havde ikke travlt.

Med trætte ben og ømme fødder så vi ligefrem frem til ventetiden i lufthavnen og den godt tre timer lange flyvetur her til det sydlige Argentina.

Nyt land, nyt flyselskab, men samme flymad: sandwich med skinke og ost. Da vi ankom til El Calafate, troede vi, at vi var landet i ingenmandsland. Ud over lufthavnens lille bygning var der ingen civilisation at se nogen steder. Kun slette og med Lago Argentino – den turkisblå sø – og sneklædte bjerge længere ude i horisonten. Meget imponerende! Vi fandt hurtigt ud af, at det nu var slut med korte ærmer og shorts! Temperaturen sagde 9 grader, da vi landede kl. 13, og der blæste en stiv vind!

Ca. 25 km. fra lufthavnen lå de første bygninger – El Calafate by. Efter hurtigt at have sat vores tasker på vores værelse, begav vi os ud for at se nærmere på byen – iklædt trøjer, fleecejakker, halstørklæder og handsker!

El Calafate var hurtig at overskue, da byen ikke er særlig stor – ca. 6000 indbyggere. Vi gik op og ned af den hyggelige hovedgade, fik lidt frokost et sted og delte et bæger is et andet sted. Tænkt, at vi i denne lille kolde by på mindre end en time fandt flere isbarer, end vi fandt på tre dage i varme Buenos Aires!

Vi nød udsigten over byen, over søen og over bjergene, der omgiver byen. På vej tilbage til hotellet provianterede vi i det lokale supermarked. Da vi på vores sidste flyvninger godt må have mere end 15 kg. med (vores tasker havde taget to kg. på efter Buenos Aires), måtte det være tid til at købe den argentinske vin, som vi vil have med hjem. Vi købte blandt andet en af de billigste vine for at se, hvor meget vin, man kan få for 5 kr.. Samtidig købte vi en af supermarkedets dyreste vine til ca. 66 kr. Der var alarm på den!

Efter en slapper på hotellet gik vi en kort tur for at se det flotte lys, som solnedgangen skabte over byen. Vi kan tydeligt mærke, at vi er kommet langt sydpå. Solen går ned ca. en times tid senere end i Buenos Aires og ca. tre timer senere end i Amazonas. Gåturen blev ikke så lang; vi havde ikke lige fået tøj nok på.

Efter sen frokost og derefter is var vi ikke rigtigt sultne her til aften. Derfor har vi droppet aftensmaden og vil nu i stedet nyde en kold argentinsk øl (den har stået uden for vores vindue). Her måler de indholdet i en dåse i cm3 i stedet for cl., så vi vil nu dele 47,3 cm3 Quilmes.

Hotel Picos de Sur, El Calafate, Argentina, kl. 22.45, lørdag den 18. november 2006
Varmt klædt på blev vi hentet i morges for dagens udflugt til Perito Moreno-gletscheren i Parque Nacional Los Glaciers.

Turen dertil tog ca. 1½ time igennem et flot landskab: bakker med store marker med får og kun ganske lidt vegetation. Og så var der selvfølgelig de sneklædte bjerge, som vi har kunnet se her fra hotellet, og som vi nu kom tættere og tættere på. Vi kørte langs Lago Argentino, hvori der flød isblokke fra en af gletschere, der støder op til søen.

Første stop i nationalparken var for at gå ombord på en båd, der bragte os helt tæt på gletscherens bagside. Fantastisk syn med gletscheren i forgrunden og de sneklædte bjerge i baggrunden! I vandet flød flere store isblokke, der var brækket af gletscheren.

Efter en time på vandet kørte vi videre for at se gletscheren fra en anden vinkel. Fra balkoner i forskellige højder og positioner kunne vi igen nyde det imponerende syn af den enorme, lyseblå isterning. Hele tiden kunne vi høre, hvordan isen knirkede og gav sig. Ind i mellem brækkede større og mindre stykker af og styrtede i vandet med et bulder, der mest mindede om tordenvejr.

Apropos vejret, så var vi glade for, at vi havde taget de langærmede undertrøjer på, for det var pænt koldt at stå og kigge på gletscheren. Det blev overskyet og støvregnede en smule. Uden solen til at give lidt varme, var det bare koldt og blæsende.

Heldigvis klarede det op, så da vi tidligt på aftenen tilbage i El Calafate gik op og ned ad den hyggelige hovedgade, blev det godt lunt. Vi fandt en restaurant, som vi ville spise på. Desværre var det ikke muligt at få et bord før kl. 22 uden reservation. Klokken var da halv otte, og vores maver var begyndt at knurre. I stedet valgte vi at prøve hotellets restaurant, og det var bestemt ikke noget dårligt valg. Her på vores sidste aften i Argentina måtte vi selvfølgelig have bøffer igen igen.

I morgen venter der os endnu en rejsedag længere sydpå over grænsen til Chile…

Hotel Los Navegantes, Punta Arenas, Chile, kl. 22.45, søndag den 19. november 2006
Klokken 8.30 afgik vores bus fra El Calafate. Det var bestemt ikke den samme slags luksusbus som fra Iguazu til Buenos Aires, men vi skulle selvfølgelig heller ikke overnatte i bussen. Der var heller ingen servering, men heldigvis var der lidt ekstra benplads.

Efter ca. en times kørsel uden at have set en bygning eller et træ (eller nogen som helst vegetation højere end ½ meter) siden vi forlod El Calafate, drejede bussen ud på en bred grusvej. Af den fortsatte vi den næste 1½ time med mellem 30 og 70 km. i timen. På strækningen så vi kun et par huse, stadig ingen træer, men til gengæld græsstepper og bakker med spredte får, nogle få køer og heste, en enkelt hare og endda et par strudse.

Tilbage på en asfalteret vej kørte vi kun igennem en enkelt by – Rio Turbio, en lille by med både tømmer- og kulindustri. Kort tid derefter kom vi til den argentinske grænse. Alle skulle vi ud og have stemplet i vores pas, at vi nu forlod Argentina. Da vi kun regnede med at skulle forlade bus for at gå ind i bygningen, tog vi ikke jakker på. Derfor var det noget køligt, da vi vendte tilbage til bussen, men ikke måtte gå ind. Bussen var nemlig ved at blive gennemgået af grænsevagter.

Ca. tre km. senere kom vi til den chilenske side af grænsen. Igen skulle vi en tur ud af bussen, have stemplet vores pas og tjekket vores håndbagage. Imens var en lille frugthund i gang med at snuse rundt i bussens bagagerum for at se, om der skulle findes madvarer i vores tasker der. Da vi udfyldte toldpapirerne, blev vi noget i tvivl om, hvorvidt vi skulle deklarere den vin og marmelade, som vi havde købt i El Calafate. Der stod nemlig, at alt af biologisk oprindelse skulle deklareres. Vi oplyste om varerne og fik heldigvis lov at beholde det. Andre fik konfiskeret frugt, som ikke må indføres i Chile.

Kort efter sidste grænsestop nåede vi til Puerto Natales godt fem timer efter, at vi havde forladt El Calafate. Vi blev ikke som forventet sat af ved en busterminal, men derimod midt på hovedgaden, hvor busselskabet havde kontor. Der stod ingen for at bringe os videre til næste bus, men ved at spørge os frem, fandt vi frem til det busselskab, som skulle fragte os det sidste stykke til Punta Arenas.

Oprindeligt skulle vi først med en bus kl. 17, men det fik vi lavet om til en bus allerede kl. 14.30. Altså nåede vi ikke at få noget frokost, som ellers var planen i Puerto Natales. Til gengæld slap vi for at tilbringe tre timer i byen, der umiddelbart så dødssyg ud. Den smule butikker, som fandtes i byen, var nemlig lukkede.

Landskabet på den sidste bustur forandrede sig ikke meget. Ud over mange marker med får og køer, så vi dog en enkelt, hvor der græssede lamaer! På stort set hele køreturen fra El Calafate havde vi udsigt til de sneklædte bjerge i det fjerne.

Da vi ankom til Punto Arenas kl. 17.30 havde vi ingen chilenske pesos, hvorfor vi ikke bare kunne tage en taxa til vores hotel fra busselskabets garage, hvor vi blev sat af. Vi fik instruktioner til den nærmeste ATM, men fandt ud af, at vores hotel lå næsten lige om hjørnet. Det tog os mindre end 10 minutter at gå dertil.

Efter at have fået vores værelse, begav vi os ud for at kigge nærmere på byen. Vi fik provianteret lidt i et supermarked, men ellers havde stort set alt lukket her søndag eftermiddag. Vi kunne heller ikke finde nogen ordentlige spisesteder, så vi valgte hotellets meget indbydende restaurant. Vores forret var yderst lækker, men hovedretten var nok det mest smagsløse (men meget møre) kød, som vi har smagt på denne ferie.

Nu smager vi på den lokale øl, inden vi snart lægger os til at sove…

Hotel Eurotel, Santiago, Chile, kl. 22.30, mandag den 20. november 2006
Formiddagens aktivitet var vores nok sidste dyreoplevelse på vores ferie. Alene med en chauffør og en guide kørte vi mod Magellan-strædet, hvor en stor koloni af Magellan-pingviner holder til.

Vores guide kunne engelsk, men hendes chilenske accent var meget kraftig, så ind i mellem var der lige nogle ting, som vi simpelthen opgav at fatte. Turen til vandet tog en lille times tid – og de sidste tre kvarter var på ujævn grusvej med op til 70 km. i timen. Sandsynligvis en kombination af varmt tøj, bagende sol (det var koldt og blæsende udenfor bilen, men hedt indeni!) og den meget ujævne køretur gjorde, at vi begge blev godt køresyge. Casper fik det hurtigt fint, da vi igen var ude af bilen, men Britt har været lidt småsløj det meste af dagen.

Småsløj eller ej: vi fik set pingviner i massevis! Hele kolonien er på omkring små 11.000 (sidste optælling i 2002); vi så dog ikke mere end 100 – 200 pingviner – til gengæld kunne vi komme helt tæt på dem. Pingviner, der valter af sted i røven på hinanden eller boltrer sig i vandet, er altså søde og sjove at se på!

Udover en masse pingviner fik vi også set strudse – eller nanduer, som den sydamerikanske udgave hedder – harer, en enkelt ræv samt flere store kondorer (de enorme fugle!), der fløj over os.

Efter turen blev vi sat af i lufthavnen for at begynde vores lange tur til Santiago. Samme fly, men med to stop undervejs. Den første flyvning var utrolig flot. Vi havde en fantastisk udsigt til bjergene og de mange isgletschere i området. Flot! Vi havde bedt om en plads til højre i flyet for på den måde at have det bedste udsyn til Andesbjergene. Desværre var det noget diset, men i sær på det allersidste del af flyvningen til Santiago fik vi set bjergkæden, som vi i morgen skal ud og vandre i.

Efter tre flyvninger og i alt fem timer i flyet, ankom vi endelig til Santiago og tog hurtigt en taxa til hotellet. Efter lige at have smidt taskerne gik vi ud for at kigge lidt på området. Klokken var efterhånden blevet 21, så desværre var butikkerne lukket eller ved at lukke.

Aftensmaden bestod af en pizza fra Pizza Hut, som vi netop har nydt her på vores lækre værelse. Her er gratis trådløst internet her på hotellet, så vi vil lige se, hvor meget hjemmeside vi gider at lave og uploade. Vi skal trods alt tidligt op i morgen.

Hotel Eurotel, Santiago, Chile, kl. 21.30, tirsdag den 21. november 2006
Britt havde været dårlig det meste af natten, og Casper var heller ikke på toppen. Alligevel var vi ved godt mod, da vi sammen med en chauffør og to guider kørte igennem byen mod Andesbjergene.

Turen tog to timer. Vores guider var meget interesseret i at høre om Danmark og forskellene mellem Danmark og Chile, så vi fik snakket en del og fik derfor ikke set meget af byen og det landskab, som vi kørte igennem. Dog fik vi udpeget Pinochets sommerhus samt stedet, hvor han blev forsøgt myrdet. Han overlevede, men alle hans livvagter blev dræbt på vejen.

Det var oprindeligt planen, at vi skulle gå ca. syv km. fra El Morado til San Francisco-gletscheren, men på grund af for meget sne, var det for farligt uden det rigtige udstyr. I stedet skulle vi til en lagune i bjergene.

Vi nåede dog ikke særligt langt, før Britt igen blev dårlig. Og da selv ikke en lang pause hjalp, besluttede vi os for at vende om og gå tilbage efter blot nogle hundrede meter (op ad bakke!). Det var en rigtig god idé, for vi havde ikke gået længe, før Britt fik sin morgenmad at se igen. Guiderne mente, at det måtte være højdesyge, da vi startede vores gåtur i 1850 meters højde . Men eftersom Britt havde været dårlig før højderne, er vi overbeviste om, at det sikkert bare er noget forkert mad.

Derfor blev vores møde med Andesbjergene noget kortere end planlagt. Men det gjorde dem nu ikke mindre imponerende – især ikke toppen af San Fransisco, der med sine 5000 meter ragede godt op i landskabet.

Tilbage på hotellet allerede kl. 14 spiste vi lidt af den enorme frokostpakke, som vi havde fået til vandreturen. Derefter slappede vi de næste timer på hotellet, så en masse serier i fjernsynet og benyttede os af hotellets trådløse internet til at opdatere vores dagbog på hjemmesiden.

Her til aften gik vi en lille tur i området og kiggede på lidt butikker. Heller ikke i aften var vi friske til at indtage aftensmad ude i byen, så vi har igen taget mad med hjem til værelset.

Kl. 5.45 i morgen tidlig kommer vores taxa, så selvom vi har slappet det meste af eftermiddagen, varer det nok ikke længe, før vi igen sover.

Hotel Monarca, Cuzco, Peru, kl. 19.45, onsdag den 22. november 2006
Tidligt i morges kørte vi i gennem Santiagos næsten mennesketomme gader. Uden for centrum passerede vi lige som forleden bydelen Petersen – ja, det hedder den faktisk. Endelig kom vi til en stor og flot lufthavn med mange spændende butikker – og så skulle vi boarde næsten med det samme for blot at sidde og vente i flyet indtil afgang.

Vi sov igennem den godt tre timers lange flyvetur – ingen af os er helt på toppen. I Lima, hvor vi skulle skifte fly, havde vi lidt tid til at kigge på butikker, men vi var lidt matte i det.

Den sidste times flyvetur fra Lima til Cusco var forfærdelig! Turen var så turbulent, at vi ikke troede, at vi skulle overleve! Hvis man kan klemme livet ud af armlænet på et flysæde, så gjorde Britt det! Indflyvningen til Cusco over byen mellem bjergene var faktisk meget imponerende, men det var lidt svært at nyde det. Da vi endelig landede sikkert i Cusco, sad vi begge med hver vores brækpose parat. Heldigvis fik vi ikke brug for dem.

Da vi ankom til lufthavnen, var der ingen for at hente os, men vi ventede tålmodigt, da flyet faktisk var lidt tidligt på det. Da vi endelig blev hentet, var det i den mindste bilmodel, som Daewoo laver! Den mindste af vores tasker kunne kun akkurat klemmes ned i bagagerummet og ikke uden at rive ledningerne til bilens ene baghøjtaler af. Den store taske på nu 18 kg. insisterede vores guide i at have på skødet på forsædet. Den måtte dog lige flyttes lidt, da chaufføren det første stykke kørte meget langsomt – der var simpelthen ikke plads til, at han kunne skifte til 2. gear.

På hotellet blev vi modtaget af te med coca-blade, som skulle være godt mod højdesyge. Det smagte ikke synderligt godt, men vi drak det. Vi var på forhånd blevet advaret mod højdesyge her i Cusco, som ligger i 3400 meters højde. Men alligevel havde vi ikke regnet med, at det ville tage så hårdt på os. Især Britt var meget hårdt ramt – sikkert i kombination med de sidste dages maveinfluenza og mangel på føde de sidste tre dage.

Vi gik rundt og kiggede lidt i Cusco by, men i et tempo, der var væsentligt lavere end vores sædvanlige vandretempo. Tror, at gamle mænd med stok overhalede os, og alligevel måtte vi holde pause for hver få hundrede meter på grund af åndenød. Højdesyge er altså ikke noget, som man skal kimse af!

Kl. 18.30 skulle vi lige briefes på turarrangørens kontor inden vores tur til Machu Picchu i morgen. Det hjalp at sidde stille der en halv times tid. Alligevel begav vi os efterfølgende tilbage til hotellet, hvor vi nu er noget kvæstede. Ja, godt nok er klokken nu kun otte lokal tid, men ifølge Santiago-tid, som vi forlod meget tidligt i morges, så er kl. 22.

Hotel Continental, Aguas Calientes, Peru, kl. 20.15, torsdag den 23. november 2006
Igen startede vi dagen tidligt, for kl. 6.15 afgik vores tog fra stationen i Cusco. Vi havde fået at vide, at toget afgik kl. 6, så vi var noget nervøse, da vi kl. 5.45 endnu ikke var blevet hentet på hotellet.

Togturen til Aguas Calientes, der er byen tættest ved Machu Picchu, tog godt fire timer – i alt ca. 110 km. Det første stykke af turen var zigzag frem og tilbage op og bagefter ned ad bjergene omkring Cusco. Fra toget fik vi set vel nok det værste slum i Cusco, og senere fik vi et flot panoramaudsigt over byen. Derefter fortsatte vi i et mere imponerende landskab med marker mellem bjerge og langs floden.

Da vi ankom til vores hotel, var der ikke booket noget værelse til os. Og da ham i receptionen ikke talte engelsk, var det noget svært at få ham til at ringe til vores turoperatør for at få afklaret fejlen. Med hjælp fra nabohotellet lykkes det, og vi fik et værelse. Og senere fik vi heldigvis også bekræftet, at vi ikke skulle betale.

Hele dagen har vi brugt for at gå rundt i denne lille hyggelige by. Den er ikke særlig stor (ca. 700 indbyggere), og vi har været alle gader igennem mindst en gang. Vi har pruttet om priserne på det lokale marked, og synes da også selv, at vi har fået gjort et par gode køb.

Det er kun muligt at komme til Aguas Calientes med tog – og det er tydeligt, at toget, der ankommer 6 – 7 gange om dagen med turister, er hele byens omdrejningspunkt. Ja, hovedgaden er faktisk togsporet. Vi håber ikke, at der kører tog om natten, for sporet ligger mindre end 10 meter fra hotellets indgang! Lige nu er det eneste, som vi kan høre, den kraftige brusen fra floden, der løber igennem byen. Den ligger nemlig lige bag ved hotellet.

Efter flere dage med maveinfluenza og højdesyge, var det skønt, at vi i dag begge har været nogenlunde friske. I dag har Britt nok spist mere end de sidste tre dage tilsammen – men alligevel levnede hun mere end halvdelen af både frokost og aftensmad. Begge dele har vi indtaget på en nærliggende restaurant sammen med vores guide Washington, der i morgen skal guide os igennem Machu Picchu. Vi har aftalt at mødes med ham kl. 5.20, så vi kan tage den første bus derop kl. 5.30. Vi kan lige så godt blive i vanen med at stå op før kl. 5.

Hotel Monarca, Cuzco, Peru, kl. 21.30, fredag den 24. november 2006
Med en af de første busser kørte vi ad hårnålesvingene op ad bjerget til Machu Picchu. Da vi ankom der før kl. 6, lå disen over hele området. Da først den værste dis var væk, fik vi et fantastisk blik over ruinerne – helt uden andre turister til at forstyrre billedet. Dog var bjerget Wanka Picchu ikke helt synligt.

Selv uden en guide ville stedet have været imponerende, men vores guides fortælling om stedet, de mange teorier om brugen af det, arkitekturen, de forskellige templer og alt det andet, gjorde det endnu mere spændende! Efter mere end en times vandring op og ned af stedets mange trin, kunne vi udforske det på egen hånd. Vi valgte at følge stien til Inti Punka – solporten. Turen derop var hård. Det gik bare jævnt opad af skæve og ujævne trin. Efter flere pauser nåede vi porten efter mere end en times vandring. Åndenød til trods var det bestemt turen hver! Både fra stien og helt fra toppen, var der en flot udsigt over selve Machu Picchu, byen, Aguas Calientes, nede mellem bjergene og vejen i mellem.

På Machu Picchu så vi endelig de lamaer, som vi havde regnet med at se mange flere af her i Sydamerika. Utroligt, som de store dyr med lethed bevægede sig op og ned af de mange terrasser og trin. Ja, selv på toppen ved Inti Punka mødte vi en enkelt lama!

Efter at have vandret på og omkring Machu Picchu i næsten seks timer, tog vi bussen tilbage til Aguas Calientes igen. Der spiste vi frokost på en restaurants 1. sals terrasse med udsigt over byens lille plads, og derefter gik vi igen rundt i byen og på markedet.

Lidt i fire afgik toget tilbage til Cusco – den første del af turen med udsigt til sneklædte bjergtoppe. Det kan vi stadig blive betaget af! Vi var trætte efter dagens vandring, men kunne ikke falde i søvn. Og da det efterhånden var blevet mørkt udenfor og dermed umuligt at se noget ud af vinduet, blev den 4½ time lange togtur bare endnu længere. Eneste lyspunkt var, da dem overfor steg af halvvejs. Det gjorde underværker for den noget trænge benplads!

Fra togstationen valgte vi at blive kørt direkte til hotellet. Vi var for trætte til at gå ud og spise og ville bare i seng. Efter vækkeuret har ringet kl. 4.45 de sidste tre dage, er det ikke sat til at ringe i morgen tidligt!

Det var lidt skyet det meste af formiddagen og småregnede faktisk en stor del af eftermiddagen. Alligevel kan vi både se og mærke, at vi har fået en smule sol i ansigtet. Vi var ellers bange for, at alt den brune (eller røde?) farve, som vi fik på feriens første par uger, skulle nå helt at forsvinde, inden vi kom hjem. Men nu er vi blevet lidt røde igen.

Hotel Monarca, Cuzco, Peru, kl. 21.15, lørdag den 25. november 2006
Vanens magt er stærk. Selv uden vækkeuret vågnede vi begge kl. 5!

Som om, at vi ikke havde gået nok op og ned ad trapper og bakker i går ved Machu Picchu, begav vi os i morges opad for at kunne få en flot panoramaudsigt over Cusco-by. Samtidig havde vi fået at vide, at der ville være et marked deroppe i udkanten af byen. På vej dertil kom vi forbi den berømte 12-kantede sten fra inka-ruinerne.

Vi fik den flotte udsigt over byen, men fordi vi var så tidligt på den, var de først lige begyndt at pakke varerne ud til markedet. Derfor fortsatte vi vores shopping andre steder i byen. Dagen var nemlig afsat til at købe feriens sidste souvenirs til os og familien. Vi nåede dog også at være lidt kulturelle med et besøg i den store katedral i centrum. Den var imponerende med dens mange guldbesatte altre og religiøse statuer og dukker. Tilbage op ad trapper og bakker for at se markedet – blot for at konstatere, at der ikke var noget, der faldt i vores smag.

Til frokost kastede vi os ud et par rigtige peruvianske retter: alpaca (en slags lama) og marsvin. Der er altså ikke meget kød på et marsvin! Men det gjorde nu heller ikke så meget, for det smagte ikke ligefrem godt. Alpacaen var mere spiselig, men vil bestemt ikke blive en ny livret for nogen af os.

I løbet af dagen har mindst 20 skopudsere tilbudt deres service til Britts engang sorte vandresko. Samtidig har mindst lige så mange andre gadesælgere forsøgt at sælge os trøjer, postkort og meget andet. Nogle var bedre til at acceptere et nej end andre – og vi blev bedre og bedre til at afvise pænt, men kraftigt, så de fattede det efter første ’No grazias!’

Den smule plads, som vi havde i vores tasker, vil bestemt blive udnyttet til fulde, når vi i morgen pakker for sidste gang. Vores mange timers og mange kilometers vandring op og ned og frem og tilbage af trapper, gader og smøger i dag har nemlig resulteret i en masse varer – hovedsageligt strikvarer som trøjer og sokker i alpacauld. Heldigvis har vi på intet tidspunkt haft problemer med højdesyge – til gengæld kan vi igen mærke vores fødder.

Jorge Chaves Airport, Lima, Peru, kl. 23.45, søndag den 26. november 2006
Klokken halv otte tog vi den sidste gåtur igennem gaderne i Cusco, inden vi skulle begynde vores lange rejse hjemad.

Endnu engang blev vi bekræftet i, at det selskab, som har arrangeret vores ophold her i Peru, ikke helt har styr på tingene. Som aftalt på deres kontor i går eftermiddags, kom en medarbejder og hentede os på hotellet for at bringe os til lufthavnen. Han var dog ikke i bil, men havde tænkt, at vi bare skulle praje en taxa. Da vi oplyste, at vores tasker altså ikke kunne være i de små Daewoo Tico’er, som udgør 90 % af Cuscos taxaer, måtte vi vente på et større vogn, som hotellet bestilte.

Da vi kom til lufthavnen, forventede medarbejderen, at vi betalte taxaen. Han var meget uforstående overfor, at vi nægtede at betale, da vi jo allerede havde betalt for transfer. Hvis vi selv skulle betale for taxaen, var det jo ikke nødvendigt, at han kom og hentede os. Han betalte modvilligt, og vi forlod ham for at tjekke ind til vores fly til Lima – den første ud af de fem flyvninger, som udgør vores samlede rejse til Kastrup Lufthavn.

For at slå nogle af de mange timer ihjel, som vi havde til næste fly fra Lima, tog vi en taxa til centrum. Limas forstæder ud mod lufthavnen så ikke særligt hyggelige ud, og vi havde det derfor helt fint med kun at se dem igennem taxaens vinduer. Da vi kom i tanke om, at det jo er søndag, frygtede vi, at alt i byen måske var lukket. Heldigvis tog vi fejl!

I centrum blev vi sat af på Plaza Mayor – en utrolig flot plads, der ligesom den centrale plads i Cusco summede af liv. Derefter gik vi igennem menneskemylderet ned ad gågaden, hvor stort set alle butikker havde åbnet.

På gågaden var utroligt mange spisesteder, men udvalget af mad var meget begrænset. Næsten alle steder serverede de en eller anden variant af kylling med pommes frites og salat. På Limas svar på Kentucky Fried Chicken fik vi en kyllingeburger, fritter, salat og sodavand for mindre end 10 kr.! Ja, det var ikke ligefrem dyrt i Lima.

Derefter var vi blandt andet forbi en masse indendørsboder, hvor der blev solgt alt mellem himmel og jord. Vi var meget imponerede over udvalget i krybespil!

Da Casper var for sløj til at spise en is, valgte vi at tage tilbage til lufthavnen, hvor støjniveauet nok var lidt lavere end i byen. I taxaen kunne vi igen more os over peruvianernes brug af bilens horn. En bil uden horn duer ikke her i Peru! Vi er sikre på, at der ikke findes regler for vigepligt her i landet. Her gælder det bare om at dytte først og så køre i håb om, at de andre holder tilbage – eller når at blokere bremsen, inden det er for sent.

Her i lufthavnen har vi netop omsat vores allersidste soles (møntfoden her i Peru) i Britt-chokolade. Ja, det hedder det faktisk ’Britt’! ’Britt’ er et peruviansk kaffemærke, der altså også laver chokolader.

Casper er stadig ikke helt på toppen, så det er godt, at han lige passer i længden til tre stolesæder her ved gaten. Så kan han lige få en lur inden den første af de lange flyveture. Måske lider han af ’lavdesyge’?