Australiens historie
Australien har været beboet af aboriginere i mindst 40.000 år og måske helt op til 120.000 år. Man mener, at aboriginerne kom fra Sydøstasien. Aboriginerne var ikke dengang et folk, men derimod mange forskellige folkegrupper med mere end 300 forskellige sprog og mere end 800 dialekter. I dag er der dog kun et sprog med 80 – 90 dialekter.
I 1200- og 1300-tallet kom kinesiske og arabiske handelsfolk til Australien, og i begyndelsen af 1600-tallet kom der søfolk fra både Holland, Spanien og Portugal til Australiens vest- og nordkyster. De fandt dog landet så ugæstfrit, at de ikke ønskede at udforske det nærmere. Først i 1770 kom den britiske opdagelsesrejsende James Cook til Australien. Det var hans beretninger, som betød, at England senere begyndte at sende straffefanger til kontinentet, hvilket dannede grundlaget for nutidens australske byer
Areal og indbyggertal
Australien har i dag ca. 19,7 millioner indbyggerne og har et samlet areal på 7.682.400 kvadratkilometer. Til sammenligning har Danmark ca. 5,4 millioner indbyggere, men kun et areal på 43.098 kvadratkilometer. Altså er Australien næsten 180 gange så stor som Danmark, men har mindre end fire gange så mange indbyggere.
Darwin
Darwin var det første sted, som vi kom til i Australien.
Darwin er hovedstaden i Northern Territory. Byen er opkaldt efter den britiske videnskabsmand Charles Darwin, der i 1839 opdagede en lille havn i den nordlige del af Northern Territory. Darwin er også Australiens nordligste by. Byen er dermed tættest på resten af verden, og derfor var det også der, at eksempelvis kinesere på jagt efter guld bosatte sig tilbage i 1870-erne. De første europæere bosatte sig dog lidt tidligere i 1869. I de seneste år har Darwin haft en større indvandring fra Sydøstasien, blandt andet bådflygtninge fra Vietnam.
To gange er Darwin mere eller mindre blevet jævnet med jorden. Første gang var under 2. verdenskrig, hvor japanerne foretog 64 bombetogter mod byen, og kun ca. 3.000 mennesker blev tilbage. Juleaften 1974 ramte orkanen Tracey byen og lod kun ca. 500 huse stå uskadte tilbage. Derfor er byen en forholdsvis nybygget by, som i dag har ca. 85.000 indbyggere
Omkring 200 km. fra Darwin ligger nationalparken Kakadu, der har et areal ca. halvt så stort som Danmark. Kakadu er stadig ejet af aboriginere, og Kakadu er også navnet på den stamme, som tidligere boede i parken. I parken bor stadig ca. 300 aboriginere. Parken er især kendt for sit imponerende fugleliv, klippemalerier, flotte vandfald og floder med krokodiller, som vi også fik set på vores tur i området.
Alice Springs
På vores rejses 8. dag ankom vi til Alice Springs med fly fra Darwin i nord. Alice Springs ligger midt i Australien – 3700 km. nordøst for Perth, 3000 km. nordvest for Sydney, 1700 km. nord for Adelaide og 1500 km. syd for Darwin.
Alice Springs blev grundlagt i 1870’erne og hed i starten slet ikke Alice Springs, men Stuart. Først i begyndelsen af 1930’erne fik byen officielt sit nuværende navn.
Den opdagelsesrejsende John McDouall Stuart passerede gennem området i 1862 i sit forsøg på at kortlægge Australien. I begyndelsen af 1870’erne færdiggjorde man en telegraf-linie, som gik tværs igennem Australien fra Adelaide til Darwin, og stedet Stuart blev det naturlige midtpunkt for telegraf-linien, blandt andet fordi der fandtes et vandhul, som tilsyneladende ikke tørrede ud.
Selve telegrafstationen blev kaldt Alice Springs, som var det vandhul, der blev ved med at levere vand. Vandhullet var opkaldt efter telegraf-inspektørens kone, Alice Todd. Telegrafinspektøren hed selv Charles Todd og fik floden i byen opkaldt efter sig. Flod er måske så meget sagt, for den er for det meste udtørret.
I 1933 boede der et par hundrede mennesker i Alice Springs. I dag bor der omkring 23.000 indbyggere i byen, som hovedsageligt lever af turisme. Alice Springs er nemlig det naturlige udgangspunkt for et besøg til Uluru (Ayers Rock), Kata Tjuta (The Olgas), Kings Canyon og Royal Flying Doctor Service Base – og alle disse steder nåede vi også at besøge på vores fire dage i Alice Springs.
Adelaide
Hovedstaden i staten South Australia hedder Adelaide. Der nåede vi til på vores rejses 12. dag med fly fra Alice Springs.
Adelaide blev grundlagt i 1836 af nybyggerne fra Amerika. Adelaide blev i modsætning til de fleste andre byer lavet ud fra en byplan, som var skitseret af officeren William Light. Hans grundtanke var, at uanset hvor man befandt sig i byen, måtte man aldrig være langt fra en park. William Lights byplan har betydet, at byens centrum er præget af lige gader vinkelrette på hinanden og så selvfølgelig en masse parker. I dag bor godt og vel en million indbyggere i byen.
Adelaide og områderne omkring byen er især kendt for sine vindistrikter, hvoraf Barossa Valley nok er et af de mest kendte.
Næsten 150 km. ud for Adelaides kyst ligger også Australiens 3. største ø, Kangaroo Island. Øen er, som navnet næsten siger i sig selv, kendt for sit fantastiske dyreliv. På øen findes blandt andet kolonier af sæler, næbdyr og koalaer og selvfølgelig kænguruer. Ca. en tredjedel af øen er udlagt som nationalpark.
Øen blev ligesom Adelaide oprindeligt beboet af nybyggerne, men de fleste valgte dog at flytte tilbage til fastlandet på grund af øens dårlige jord og mangel på ferskvand. Kangaroo Island er i dag meget tyndt befolket. Øens største by, Kingscote, har ca. 2000 indbyggere.
Great Ocean Road
Dag 16 til 20 af vores rejse kørte vi i bil fra Adelaide til Melbourne. På turen kørte vi blandt andet langs et stykke af Great Ocean Road.
Great Ocean Road er navnet på en flere hundrede kilometer lang strækning ved staten Victorias sydkyst, der starter ca. 30 km. fra Warranambool i byen Port Fairy og slutter i Torquay lige før Geelong. Great Ocean Road blev bygget i årene 1918 til 1932 til minde om ofrene for 1. Verdenskrig, og da byggeriet startede i 1918 var arbejderne tusindvis af soldater, der var vendt hjem fra krigen. Redskaberne var hakker, skovle og dynamit samt heste til transport. Dengang kostede det 2 shilling og 6 pence for en chauffør at køre langs vejen, mens eventuelle passagerer skulle betale 1 shilling og 6 pence.
Kystvejen bliver ofte kaldt den smukkeste kyststrækning i Australien. På vejen kom vi blandt andet forbi klippeformationerne De Tolv Apostle og London Bridge.
Foruden Great Ocean Road bragte vores køretur os i gennem Grampians National Park, til guldgraverbyen Ballerat og til Phillip Island på den anden side af Melbourne. Phillip Island er især kendt for sin koloni af dværgpingviner, som hver aften kommer op på stranden til deres huler. På øens findes også en stor koloni af koalaer, der oprindeligt blev indført på øen i 1870-ernefor deres pels skyld.
Vores samlede rute fra Adelaide til Melbourne var på 1.509 km.
Sydney
Australiens ældste by, Sydney, nåede vi efter 21 dages rejse.
Man mener, at Sydney blev grundlagt den 26. januar 1788, da kaptajn Arthur Phillip ankom fra England, satte det britiske flag i jorden og erklærede landet for engelsk. Stedet, han satte flaget, var Port Jackson, som i dag er en del af Sydneys centrum. Med sig havde Arthur Phillips 11 skibe med i alt 772 engelske straffefanger, som alle havde fået en dom fra syv år og opefter for blandt andet mord og bedrageri.
Hvis straffefangerne opførte sig ordentligt, kunne de blive løsladt før tid. De måtte dog ikke vende tilbage til England, før deres oprindelige fængselstid var udløbet. Derefter kunne de rejse tilbage til England – dog for egen regning. Derfor valgte mange af dem at bosætte sig i Australien, og op til starten af 1800-tallet kunne de da også få tildelt et stykke jord gratis.
Den 26. januar kaldes i dag Australia Day og betragtes som landets nationaldag.
Sydney er i dag med sine mere end fire millioner indbyggere Australiens største by og hovedstaden i staten New South Wales. To af Sydneys største attraktioner er Sydney Harbour Bridge og Operahuset.
Allerede i 1850-erne begyndte man i Sydney at tale om en bro over havnen, men først i 1923 blev et byggeri godkendt, og i 1932 stod Sydney Harbour Bridge færdigbygget. Broen var dengang med sine 502 meter verdens længste bro. Broen er 134 meter høj, og buen på mere end en kilometer i længden er i dag et populært udflugtsmål, da der bliver arrangeret klatreture henover. Det måtte vi selvfølgelig også prøve.
I 1957 vandt den danske arkitekt Jørn Utzon den internationale konkurrence om, hvordan Sydneys kulturhus skulle udformes. I 1973 stod Operahuset færdigt. Det tog 14 år at bygge mod de planlagte fem år, og kostede 102 millioner dollars, hvilket var en del mere end de budgetterede syv millioner. Operahuset er dog efterfølgende blevet ikke kun Sydneys, men hele Australiens vartegn.
Brisbane
Efter 26 dages rejsen med fly, bil og tog ankom vi til Brisbane. Brisbane er Australiens 3. største by og er samtidig hovedstaden i staten Queensland på østkysten.
Brisbane blev oprindeligt grundlagt i 1824 af straffefanger fra Sydney, der blev sat i land ved Moreton Bay længere nede af Brisbane River. Efter kort tid flyttede de til det, som i dag er Brisbane, da vandforsyningerne var bedre der. Samtidig betød beliggenheden mellem flodens bredder, at det var sværere for fangerne at flygte. Byen fik navn efter New South Wales daværende guvernør, Sir. Thomas Brisbane. Kun de værste fanger fra Sydney blev transporteret til Brisbane, og det var ikke tilladt for andre at nærme sig området. Først i 1842 blev det tilladt for andre at bosætte sig i Brisbane. Fra 829 indbyggere i 1846 til 6.000 i 1859 – og til mere end 1,6 millioner indbyggere i dag.
Fraser Island
På den 32. dag kom vi til Fraser Island, der ligger 11 km. fra Queenslands kyst ca. 200 km. nord for Brisbane.
I 1836 forliste et skib ud for Rockhampton, og søfolkene gik i land på Fraser Island. Der blev de overfaldet af aboriginaler, og kun kaptajnens hustru Eliza Fraser overlevede længere tids fangenskab. Øen blev derfor opkaldt efter hende. Dengang boede der flere end 3.000 aboriginaler på øen, men i 1930-erne blev de sidste flyttet til fastlandet.
Fraser Island er med sin længde på 123 km. og bredde på ca. 20 km. verdens største sandø. I 1993 blev hele øen erklæret for nationalpark. På øen findes sandklitter mere end 240 meter høje, dybe ferskvandssøer, et rigt dyreliv (blandt andet vilde heste) og en sandstrand med det fineste hvide sand langs hele øens kyst. Men der er ikke noget med at bade fra stranden på grund af tigerhajerne i havet omkring øen. Ud for Fraser Islands kyst er der også stor mulighed for at se pukkelhvaler, når de fra august til oktober svømmer mod Antarktis, og det oplevede vi selvfølgelig også.
Cairns
Efter 36 dages rejse kom vi til Cairns, som ligger i den nordligste del af Queensland.
Cairns blev grundlagt i 1876, hvor havnen blev brugt til transport af hovedsageligt tin og guld fra minerne ved Mount Isa og forsyningerne dertil. Senere blev byen centrum for sukkeravl, og en af verdens største sukkerfabrikker ligger da også ikke langt fra Cairns den dag i dag. Men ellers er det turismen, som har gjort Cairns til en af Australiens størst voksende byer. Cairns har i dag ca. 123.000 indbyggere.
Great Barrier Reef, som er en af Australiens største turistattraktioner, er et ca. 2000 km. langt koralrev, der består af blandt andet 300 øer, undervandgrotter og selvfølgelig selve koralrevet med det fantastiske dyreliv. Cairns er det sted på Australiens østkyst, hvor revet ligger tættest på kysten – ca. 10 km. Derfor er Cairns ofte udgangspunktet, når man vil besøge Great Barrier Reef.