Traveller’s Inn, Victoria, Vancouver Island, kl. 23.30, lørdag den 22. september 2007
Morgenmad i Kastrup Lufthavn og et par sandwichs i Heathrow efter en kort flyvetur. Derefter fulgte en dræbende lang flyvetur til Vancouver! For mere end fem måneder siden valgte vi sæder i flyet. Dem fik vi ikke, og da vi så ikke en gang kom til at sidde ved siden af hinanden, brokkede vi os. Heldigvis fik stewardessen en enlig kvinde til at flytte sæde, så vi i det mindste kunne lide sammen på den 9½ time lange, kedelige flyvetur. Eneste skærm var over vores hoveder, så vi så kun en enkelt film – ellers havde vi sikkert fået mere permanent hold i nakken.

Vi ankom til Vancouver en halv time før planlagt, så trods kø ved immigrationskontrollen i lufthavnen og lidt langsom betjening hos Hertz, hvor vi fik vores Mazda 6, nåede vi frem til færgen i Tsawwassen i tid til færgeafgangen kl. 19. Men desværre var den fuldt booket, og på chancen var vi 18 biler fra at komme med. Så tæt på…!

To timer til næste færge blev slået ihjel – blandt med en slapper i bilen. Vi fik hævet canadiske dollars, men kiosken kunne ikke give tilbage på en 20’er, så vi kunne ikke købe en sodavand. Selvom både vejrudsigten og et par fra Vancouver, som vi mødte i Heathrow Lufthavn, talte om regn, skinnede solen på livet løs, så det var en flot solnedgang.

På færgen fik vi lidt aftensmad og slappede så igen i bilen, til vi ankom til Vancouver Island efter 1½ times sejlads. En lille halv times kørsel kom vi her til hotellet, hvor vi nu er parate til en god nats søvn. Vi har nu været oppe i 27 timer, så vi er trætte!

McNeill’s Restaurant & Inn, Port McNeill, Vancouver Island, kl. 21.00, søndag den 23. september 2007
Vi var trætte i går. Alligevel vågnede Casper allerede kl. 4 – ramt af jetlag, der gjorde det umuligt for ham at sove mere. Lidt over syv begav vi os ud for at kigge på byen, Victoria. En utrolig charmerende engelsk by – med et mindre Chinatown. Efter en del søgen fandt vi et perfekt sted at få morgenmad.

Vi var en tur i Miniature World – en verden bygget op i miniformat. Meget imponerende med de mange små detaljer. Efterfølgende kom vi forbi et mindre søndagsmarked med diverse håndværk, inden vi hentede bilen på hotellet for at begive os mod nord.

I Mill Bay provianterede vi drikkevarer og ingredienser til sandwich m.m. På vejen ad strandvejen langs øens østkyst gjorde vi holdt flere steder for at nyde udsigten og få lidt mad – blandt andet i Qualicum Beach og Campell River. I byen, Duncan, gik vi en lille tur og så nogle af de mange totempæle, der står rundt omkring i byen. Netop totempælene er byen kendt for. Vi fik nok set omkring 20, men der er vist mange flere.

Køreturen gennem det meste af Vancouver Island var lang (500 km.), men utrolig smuk med vand, skov og bjerge. Flere steder kom vi forbi store savværker, ligesom vi så træstammer, der blev transporteret i floden. En vaskebjørn – desværre som road kill – så vi også. Vi håber at se en levende en af slagsen en af de kommende dage.

Vi er nu i den lille by, Port McNeill, der skal være vores base de næste tre dage. Aftensmaden blev en pizza til deling fra pizzeriaet lige på den anden side af vejen. Den blev indtaget her på værelset – andet havde vi ikke energi til. Nu vil vi lægge os til at sove – og forhåbentlig sover vi længere i morgen!

McNeill’s Restaurant & Inn, Port McNeill, Vancouver Island, kl. 20.15, mandag den 24. september 2007
Hvor solen i går skinnede fra en blå himmel hele dagen, vågnede vi i dag op til noget, der lignende heldagsregn. Iklædt vores regnbukser og -jakker med hætterne oppe begav vi os efter lidt morgenmad ud på en gåtur i Port McNeill. Byen var nem at overskue. Utroligt nok fandt vi en elektronikbutik her i denne lille by, hvor vi kunne købe en kortlæser til erstatning for den, som vi har glemt derhjemme.

Efter den våde gåtur kørte vi til Telegraph Cove – den lille by (hvis man kan kalde den samling huse for en by?!), hvorfra vi i morgen skal ud og se på bjørnene.

Over middag var det tid til whale watching. Selvom vi selv synes, at vi var pakket godt ind, fik vi om bord på sejlbåden udleveret tykke bukser og jakker, som viste sig at have ’indbygget’ redningsveste. Det blæste godt og småregnede lidt, da vi sejlede ud for at se spækhuggere.

Vi var heldige at se en hel familie med i alt ni spækhuggere. Heldigvis kendte spækhuggerne ikke til den sikkerhedsafstand på 100 meter, som båden ville holde, så et par stykker kom ganske tæt på. Flotte dyr! Ombord blev der sørget godt for os i kulden. På udturen fik vi friskbagte muffins direkte fra ovnen, og på tilbageturen fik vi varme scones med syltetøj og flødeskum.

Som en lille bonus så vi et par pukkelhvaler på tilbagevejen. Da vi kom i land, frøs vi trods de mange lag tøj. Især vores fingre var mere eller mindre følelsesløse, for de havde jo været fremme for at betjene kameraet.

Efter at have suppleret vores proviant spiste vi aftensmad på en restaurant her tæt på vores motel. Britt fik serveret sin lasagne, og da Casper efter 10 minutter stadig ikke havde fået sin moussaka, brokkede vi os. Det viste sig, at Britt havde fået en løgsuppe (med ostelåg, hvorfor den lignede en lasagne) – det forklarede også, at portionen var så lille. Så vi måtte vente lidt på vores hovedretter – men suppen smagte nu også udmærket i ventetiden.

I morgen ringer vækkeuret kl. 5, da vi skal tidligt ud for at kigge efter bjørne. Vi er nu også trætte af al den friske luft i dag – eller så er det bare temperaturen på 25 grader her på værelset (vi skuede godt op, da vi kom tilbage fra sejlturen lettere gennemkolde), der sløver os.

McNeill’s Restaurant & Inn, Port McNeill, Vancouver Island, kl. 20.15, tirsdag den 25. september 2007
Om det var vores tidligere sengetid i går eller jetlag er ikke til at vide, men i hvert fald stod vi op kl. 4.15 i morges. Lavede lidt morgenmad og kørte så af sted. Det var mørkt og tåget, da vi kørte til Telegraph Cove – nogle steder var sigtbarheden nede på maksimalt fem meter!

Kl. 7 sejlede vi af sted for at se grizzly bjørne – de store brune. Den første bjørn vi så, var dog en stor sort bjørn, der spiste muslinger i vandkanten. På sejlturen ud mellem de små øer så vi også en enkelt sæl og en søløve, der lige stak hovedet op af vandet – nøjagtigt længe nok til, at vores dygtige guide kunne identificere dem. Vi så også flere delfiner – blandt andet nogle stykker af den sorte slags, der mest minder om en mini-spækhugger.

Et lille stykke oppe af Knigts Inlet gik vi i land på fastlandet og blev så transporteret i bil det sidste stykke til udsigtsplatformene; på grund af de aggressive bjørne var det simpelthen for farligt at gå. Udstyret med peberspray sørgede vores guide for, at vi kom sikkert fra bilen og op på udsigtsplatformen.

I floden omkring os nærmest vrimlede det med de brune bjørne, der forsynede sig med laks i rigelige mængder. 18 styks så vi i alt på de to timer på platformen. Skønt syn! Tilbage på båden spiste vi frokost inden den lange sejltur tilbage. På sejlturen tilbage til Telegraph Cove så vi hele fem pukkelhvaler, ligesom vi sejlede forbi flere tidligere indianer-bosættelser, klippemalerier samt begravelseskasser.

Efter den ni timer lange udflugt kørte vi nordpå til den lille fiskerby, Port Hardy. Vi gik op og ned ad hovedgaden, hvilket var hurtigt overstået. Bagefter gik vi en tur langs havnefronten og på en natursti, som det lokale turistkontor havde anbefalet os. Naturstien gik mere langs industrikvarteret – dog med vandet på den anden side. Et par hundrede meter gik den dog gennem et lille stykke regnskov. En ørn og en masse vilde kaniner på en campingplads, der lå ved stien, var det eneste dyreliv, som vi stødte på. På den 50 km. lange køretur tilbage til Port McNeill så vi endnu en sort bjørn, da den luntede over landevejen foran os!

Aftensmaden blev mexicansk på den lokale her i byen, efter vi i det lokale supermarked havde købt lidt pålæg, så vi også har til sandwich på køreturen sydpå i morgen. Selvom vi har planer om at køre tidligt, er det vist ikke nødvendigt at sætte vækkeuret… Vi vågner sikkert tidligt.

Hotel Patricia, Vancouver, kl. 22.15, onsdag den 26. september 2007
Ja, vi vågnede tidligt – kl. 4.45. Så allerede 6.40 forlod vi Port McNeill og kørte sydpå. I Woss blev tanken fyldt op, og ellers var Campell River det første stop. En kort gåtur rundt i byen for at strække benene, og så var vi videre.

I Nanaimo tilbragte vi et par timer med blandt andet en gåtur langs havnefronten, spiste frokost og kørte derefter til færgen. Der var mere end en time til næste færge. Ventetiden brugte vi på en bænk i solen på at indtage en varm kakao og en Nanaimo Bar – en kage, som byen i hvert fald ifølge turistguiden er berømt for. Næsten to timers sejlads senere ankom vi til Vancouver midt i myldretidstrafikken.

Egentlig havde vi først booket et hotelværelse i Vancouver fra i morgen, men heldigvis var der et værelse ledigt på hotellet fra i dag. Hurtigt læssede vi af og begav os så ud for at kigge nærmere på Vancouver by. Vi kunne hurtigt konstatere, at vores hotel ligger i et af de mere – hvis ikke det mest – skumle kvarterer i byen. Det vrimler med prostituerede, misbrugere, hjemløse og andre skæve eksistenser – og her i nærheden ligger da også flere herberger og et ’detox center’.

Efter at have gået igennem den gamle bydel, Gastown, og en tur langs havnefronten med de mange høje glaskontorbygninger, valgte vi at spise aftensmad på Top of Vancouver – den roterende restaurant, der i 167 meters højde, tilbød en smuk udsigt over byen. Maden var lækker (alle tre retter), og panoramaudsigten var fænomenal!

Efter en skummel tur tilbage til vores hotel er vi nu parate til at sove på det mindste hotelværelse, vi nogensinde har oplevet.

Hotel Patricia, Vancouver, kl. 20.45, torsdag den 27. september 2007
I stedet for at gå igennem vores skumle kvarter i morges, gik vi en blok ud og gik så i stedet i gennem Chinatown. Derefter fortsatte vi igennem det fashionable boligkvarter, Yaletown – sandsynligvis det eneste kvarter i Vancouver, hvor der er et marked for spabad til hunde!

Efter en lang gåtur udover broen nåede vi frem til Granville Island – en lille halvø, hvor der ligger et stort marked med frugt, kager og diverse specialiteter. På øen ligger også mange små kreative butikker – blandt andet glaskunst og keramik, hvor flere butikker havde værkstedet liggende i forbindelse med butikken.

Fra Granville Island gik vi den lange vej igennem byen – blandt andet igennem Davie Village – byens kvarter for homoseksuelle. Udover de mange regnbuebanner i lygtepælene og en enkelt butik, der kun solgte sexlegetøj og spændende undertøj til mænd, var det nu ikke noget specielt. Nord for downtown nåede vi Stanley Park, hvor vi startede i Vancouver Aquarium. Der så vi både beluga-hvaler, store havoddere og hundrede af farvestrålende fisk.

Efter at have iført os vores regnbukser, begav vi os derefter ud på en længere gåtur igennem parken. Vi tvivlede lidt på, om der overhovedet var bævere ved parkens Beaver Lake, indtil vi så en gren, der tydeligvis havde været udsat for bævertænder. Vaskebjørne skulle efter sigende tigge mad hos turisterne ved udsigtspunktet Propect Point, men de havde vist luret, at der ikke kom mange turister på grund af regnvejret. Heller ikke på Racoon Trail var der nogen vaskebjørne at se. Dagens dyreoplevelser uden for akvariet begrænsede sig derfor til en arbejdsom spætte, et par sorte egern, en frø og nogle canadiske gæs.

Med meget ømme fødder efter de mange kilometers vandring valgte vi at spise aftensmad på The Old Spaghetti Factory, inden vi vovede os hjem igennem det skumle kvarter, som vi bor i. En narkoman fixede åbenlyst på gaden, og et andet steds stod mange hjemløse i kø for at få mad fra en mobil maduddeling.

Vejrudsigten for i dag sagde overskyet og 60 % risiko for regn. I morgen forudser den en smule sol og kun 40 % risiko for regn, så vi håber ikke at få brug for vores regnbukser!

Hotel Patricia, Vancouver, kl. 20.15, fredag den 28. september 2007
Solen skinnede i morges, så vi besluttede at tage til Grouse Mountain, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt over Vancouver. Men øv! Svævebanen bragte os op på bjerget i 1100 meters højde, men bragte os samtidig op over skyerne. Sigtbarheden var lig nul, så der var ingen udsigt! Vi håbede, at solen ville få tågen/skyerne til at fordampe, så vi valgte at tilbringe nogle timer på bjerget, der om vinteren er et populært skisportsted.

Vi gik en tur i det naturskønne område og så de to vilde grizzly bjørne, der efter at være blevet forældreløse, fik nyt hjem i et flot anlæg på Grouse Mountain, ligesom vi så en Discovery-udsendelse om dem. Derudover så vi et humoristisk ’lumberjack’-show om skovarbejdernes arbejde. Solen fik ikke fordampet tågen væk, så uden en udsigt tog vi svævebanen ned igen, hvor vi så tre ulve, der også havde fået en ny chance ved Grouse Mountain efter at have været brugt i filmindustrien.

Da vi forleden ville købe brød til sandwich, ledte vi efter noget, der bare mindede om rugbrød. Fandt noget russisk rugbrød, der havde farven som rugbrød, men konsistensen som toastbrød. I dag fandt vi så ud af, hvor ualmindeligt mørkt brød er herovre. En dame spurgte os simpelthen hen, hvad det var for brød, som vi spiste, da hun aldrig havde set den slags før.

’Nede på jorden’ igen skinnede solen, så vi gjorde holdt ved Prospect Point i Stanley Park for at nyde udsigten derfra. Om det var solskinnet og de mange turister ved vi ikke, men i hvert fald fik vi i dag vilde vaskebjørne at se. De var bare søde!

Bilen stillede vi efterfølgende på parkeringspladsen ved hotellet, hvorefter vi igen indtog Vancouver centrum til fods. Igennem Chinatown med de spændende butikker og et smut igennem den kinesiske have, Dr. Sun Yat-Sen Park. Vi gik en tur op og ned ad shoppinggaden, Robson St., hvor vi købte vores første souvenir (en totempæl) samt nogle cd’er – radiosignalet er elendigt i bilen, så snart vi forlader byerne! På Robson St. kom vi også forbi to demonstrationer – en i anledning af urolighederne i Burma og en cykeldemonstration mod et større motorvejsprojekt her i staten.

Efter en sen frokost sprang vi aftensmaden over og kom tidligt tilbage på hotellet. Vi har besluttet at forlade Vancouver allerede i morgen i stedet for søndag som planlagt – vi kom jo også en dag tidligere. I stedet vil vi overnatte i Whistler, så vi vil lige en tur på internettet for at finde et hotel der inden vores sidste overnatning her i byen.

Mountainside Lodge, Whistler, kl. 18.00, lørdag den 29. september 2007
I morges forlod vi det skumle kvarter i Vancouver for sidste gang for at begive os nordpå til Whistler.

Vi startede med at køre en tur langs English Bay, hvor vi så en inuit-figur (inuitter er Canadas oprindelige befolkning) af den slags, der er blevet maskot for vinter OL i 2010. Lige uden for byen gjorde vi hold ved Capilano Suspension Bridge – den 140 meter lange hængebro, der i 70 meters højde førte os over Capilano Canyon. Vi var der, da de åbnede, så vi fik lov at krydse broen alene. Men lige meget, hvor meget vi listede over, satte vores skridt broen i bevægelse. På den anden side af broen førte flere mindre hængebroer os mellem trætoppene i regnskoven. Turen tilbage over hængebroen var det endnu mere bevægelse i, for nu vrimlede det jo med andre turister.

Det er tydeligt, at Vancouver og Whistler forbereder sig på at være OL-vært. Stort set på alle 110 km. mellem de to byer var der vejarbejde – der skal gøres plads til mere trafik. Men selvom turen var slalom mellem orange kegler, var det en smuk tur langs kysten, klipper, skov og flod. Et sted så vi endda en sorthalet hjort i skovkanten. I Squamish omtrent halvvejs købte vi lidt mere brød og pålæg, så vi også kan lave sandwich de næste dage.

Det var ikke helt så simpelt at finde et hotelværelse i Whistler, selvom der stort set ikke er andet end hoteller her i byen. De to første, som vi kom til, lejede simpelthen ikke værelser ud for en enkelt overnatning uden et enormt gebyr. Via en telefonservice i det lokale visitor center fik vi booket, hvad der, ifølge ’agenten’, var det billigste ledige værelse i byen: et lille værelse med seng til at folde ned fra væggen.

Da vi kom til hotellet, var værelset ikke klart, så vi gik os en tur i byen – tror vi nåede det hele rundt. Byen virker utrolig hyggeligt og er fyldt med mennesker, selvom det jo egentlig er et skisportssted og derfor ikke ligefrem højsæson. Vi spiste frokost på en lille café og så, hvordan skilifte og skiløjper kan bruges, når der ikke er sne. Det blev kørt mountain bike på løjperne – og liftene bragte både cykler og ryttere til toppen. Meget smart – og meget mudret!

Da det begyndte at småregne, begav vi tilbage på hotellet for at tjekke ind. Da fik vi at vide, at vi havde fået opgraderet vores lille simple hotelværelse til en suite. Og hvilken opgradering! Vi har fået en suite i to etager med udsigt til bjergene, med køkken med spiseplads, lille sofastue med pejs, og på førstesalen er soveværelset og sauna. Der er naturligvis to badeværelser – den ene med spabad!

Vi skal da benytte os af, at vi har fået sådan et lækkert værelse, så i stedet for at finde en restaurant til aftensmaden, har vi købt lidt mad i det lokale supermarked, som vi nu er i gang med at varme i ovnen. Og så skal vi selvfølgelig smage nogle af de lokale øl. Det var vi endnu ikke fået gjort, for man kan jo ikke købe øl i supermarkedet – og hver gang vi er kommet forbi en liquor store, har den været lukket. Og så skal vi måske en tur i sauna eller spabadet senere…

The Kelowna Motor Inn, Kelowna, kl. 21.30, søndag den 30. september 2007
Ligesom i går aftes nød vi også i morges, at vi havde et dejligt stort hotelværelse. Vi brugte et par timer i morges i sofaen ved pejsen med at spise morgenmad og skrive et par postkort (som dog ikke er blevet sendt endnu). Vejrudsigten nævnte mulighed for op til 5 cm. sne, og vi fandt da også ud af, at det, som vi troede var regn, egentlig var let sne, der lagde sig på tagene og træerne. Bjergene, som vi havde udsigt til, blev flot sneklædte og forblev hvide.

Dagens udflugt var en zipline-tur over Fitzsimmons River. Zipline = at hænge i en sele under en metalwire spændt ud mellem to træer. Iklædt seletøj og hjelm prøvede vi først en kort zipline nede i byen, inden vi blev kørt lidt op i bjergene, hvor fire ziplines ventede – de to af dem over floden. Turen mellem de forskellige ziplines foregik på hængebroer og en masse trin, der var glatte på grund af sneen. Længste zipline-tur var på næsten 400 meter, hvor hastigheden kom op på ca. 60 km. i timen. På sidste tur var free style tilladt, så Casper benyttede chancen til en køretur med hovedet nedad! Det var simpelthen fedt!

Derefter fulgte en køretur på ca. 450 km. østpå til Kelowna, der ligger midt i British Columbias største vindistrikt. Derfor regnede vi med, at vejret ville blive lidt bedre end det regn og slud, som vi forlod Whistler i. Den første del af turen foregik dog også i tørvejr, så vi rigtigt kunne nyde den smukke rute i efterårets farver. Langs vejen var heldigvis flere steder, hvor vi kunne holde ind og nyde udsigten et øjeblik. Men kort før Kelowna blev regn pludselig til sne. Alt omkring os var hvidt, og sigtbarheden var meget lav! Helt utroligt!

Vi ankom til Kelowna i regnvejr lidt i syv, og checkede ind på det første og bedste hotel, som vi mødte her i udkanten af byen. Nu er vi netop kommet hjem efter at have fået aftensmad på et pizzeria i nærheden – resterne har vi fået med hjem, så i morgen er der pizza til frokost frem for hjemmesmurte sandwich.

Inden vi lægger os til at sove, vil vi lige benytte os af, at der er gratis trådløst internet her på hotellet.

Super 8 Motel, Revelstoke, kl. 20.45, mandag den 1. oktober 2007
Hollandske fyldte pandekager til morgenmad, og så var vi klar til dagens oplevelser. Vi var jo midt i British Columbias største vindistrikt under efterårets vin-festival, så vi skulle selvfølgelig besøge en vingård.

Dagens første stop var derfor Gray Monk Estate Winery, hvor vi fik en rundvisning og blandt andet så vinpresserne og de store tanke til lagring af vinen. Derfor var der smagsprøver (ingen til Casper, som jo er chauffør), hvorefter vi købte et par flasker med hjem. Et lille stykke derfra besøgte vi Arrowleaf Winery, inden vi kørte nordpå.

Hvor temperaturen i går var nede og ramme frysepunktet under snebygen, oplevede vi i formiddags høj sol og 18 grader. Skønt! Men som vi kørte nordpå, trak skyerne sig sammen, og så begyndte bygerne. Trods smuk udsigt blev det derfor ikke til så mange stop. I Salmon Arm gjorde vi holdt for at spise frokost – og i jagten på et toilet nåede vi faktisk hele byens centrum igennem – heldigvis i næsten tørvejr.

På vejen gjorde vi også holdt ved et ’farm market’, hvor Britt rigtigt kom i nærkontakt med nogle geder – til stor morskab for også Casper!

Ved Adams River havde vi læst, at det ville vrimle med laks. Måske fordi vi så tusindvis af laks, da vi så brune bjørne ved Knights Inlet, blev vi noget skuffet over antallet i Adams River. Men laksenes størrelse og kraftige røde farve var imponerende!

Det holdt tørt, da vi gik ved Adams River midt på eftermiddagen, men ellers har det bare styrtet ned lige siden. Derfor blev aftensmaden også indtaget på A&W – Canadas svar på McDonalds – lige her ved siden af hotellet. A&W er ifølge deres reklamer kendt for deres root beer, så det skulle vi selvfølgelig have til maden. Root beer smager som flydende tyggegummi eller tandpasta!

Bagefter gik vi på jagt efter dessert, men de to nærliggende tankstationer havde ingen lækker is. Selv et besøg på restauranten Denny’s var der ikke held ved. Den æbledessert, som Britt ville have, var i ovnen og åbenbart ikke færdig foreløbigt, og det var ikke sæson for den peanutbutterkage, som Casper ville have. Hvem har hørt om sæson for peanutbutter?! Men altså ingen dessert til os.

Nu vil vi forsørge om hotellets internet virker bedre end det på hotellet i går aftes. Måske kan det så endelig lykkes at få up loadet lidt dagbog?!

The Rundlestone Lodge, Banff, kl. 22.30, tirsdag den 2. oktober 2007
Dagens første stop efter morgenmaden var den store dæmning ved Revelstoke, inden vi kørte videre østpå. I Revelstoke National Park kørte vi op ad Mount Revelstoke. Udsigten fra 760 meter højde var flot, men derefter blev sigtbarheden dårlig. Det regnede, og efterhånden, som vi nåede toppen, blev regnen til slud. Vi kunne ikke komme hele vejen til toppen, da de sidste 8 km. vej allerede var blevet lukket af for vinteren.

Fra Revelstoke National Park fortsatte vi igennem Glacier National Park, hvor der fra vejen hele tiden var en fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge. Mellem Glacier National Park og Yoho National Park stoppede vi kort i byen Golden.

På vejen igennem Glacier National Park mistede vi en times ferie, da vi passerede grænsen mellem Pacific Standard Time og Mountain Standard Time.

I Yoho stoppede vi først ved Natural Bridge – et sted, hvor det grønne vand i gennem hundrede år havde skåret sig igennem klipperne. En gåtur rundt om Emerald Lake tog vi også, og på det tidspunkt var der et ophold i bygerne. De 2,8 km. rundt om søen følte noget længere; sandsynligvis fordi størstedelen af vejen var ujævn og mudret. Vi fandt senere ud af, at der faktisk var mere end 5 km. rundt om søen – derfor føltes de ’2,8 km.’ lange.

På landevejen ikke langt fra Emerald Lake så vi en mindre flok wapiti-hjorte i vejkanten, og lidt senere på ruten spottede Britt en hvidhalet hjort med dens lille bambi-unge. Vi glæder os til at se mere af områdets dyreliv de næste dage.

Vejen til det store Takkakaw Fall var desværre lukket for vinteren, så vi fortsatte til Lake Louise i Banff National Park. Ligesom Emerald Lake har Lake Louise det flotteste smaragdgrønne vand og er omgivet af bjerge med isgletschere. Da vi nåede søen, sneede det, så vi kunne desværre ikke få det flotte panoramaview over søen og bjergene som set på postkort fra stedet.

Da vi ikke havde fået gået de lange ture i dag som planlagt og dermed har masser af tid, valgte vi at køre det sidste stykke til Banff, hvor vi ellers først har booket hotel fra i morgen af. Hotellet havde et værelse til os, men vi bliver dog nødt til at flytte til andet værelse i morgen. Men så er vi også sikre på, at vi fra i morgen og tre nætter frem får en kingsize seng i stedet for disse små dobbeltsenge, som vi har sovet i de fleste nætter indtil nu.

En gåtur igennem den utroligt hyggelige by i snevejr fik os næsten i julestemning – de fleste huse har nemlig tændte lyskæder i træerne. Aftensmaden blev på græsk restaurant med mavedans, zorba-dans og tallerken-smadring som underholdning. Vi bestilte en menu med forskellige græske retter, og selvom vi fik tre forskellige forretter og fem forskellige hovedretter med tilbehør, var det ikke kun en smagsprøve på hver ret. Det smagte lækkert. Vinen til var – ligesom de andre gange på ferien vi har fået vin – selvfølgelig canadisk vin fra British Columbia. I dag har vi dog passeret statsgrænsen fra British Columbia til Alberta.

I morgen regner vi med at bruge dagen på at kigge mere på denne lille hyggelige by. Derfor håber vi på tørvejr til en forandring – eller så i det mindste sne frem for regn. Det er trods hyggeligere.

The Rundlestone Lodge, Banff, kl. 22.30, onsdag den 3. oktober 2007
I dag viste vejret sig fra sin flotte siden: solen skinnede nemlig i formiddags, så selvom temperaturen var nede omkring frysepunktet fra morgenstunden, blev det rigtigt lunt i solen.

Vi brugte det meste af dagen på at udforske butikkerne i Banff down town, og vi fik da også købt nogle souvenirs. På hovedgaden ligger den ene souvenir-butik efter den anden! I løbet af dagen sneede det det ene øjeblik – og en time efter bagte solen igen. I løbet af eftermiddagen sad vi på en bænk i solen i en park og skrev et par postkort, og der blev det faktisk ret varmt.

Kl. 17.30 skulle vi på en ’aften-safari’. Med guide i en mindre bus kørte vi ud for at se efter noget af områdets dyreliv. Første stop var ved den lokale golfbane. Golfbanens økologiske gødning giver græsset en sød smag, som mange dyr elsker. Og på greenen vrimlede det da også med de store wapiti-hjorte. På engelsk hedder de elks – og de minder da faktisk også en del om elge. Mens vi holdt og kiggede på de mange dyr – blandt andet de store hanner med gevirer, der kæmpede om hunnerne – løb en prærieulv over vejen foran os!

Lidt efter så vi et par æseløre-hjorte, som vi måtte holde tilbage for, da de krydsede vejen. Udover et lille egern blev det desværre ikke til flere dyr, men til gengæld en smuk udsigt over Banff og de omkringliggende bjerge fra Mount Norquay.

Aftensmaden indtog vi på Bill’s Saloon. I går var der jo mavedans og zorba-dans til maden – i dag var det live country-musik og line dance!

Nu er vi tilbage på vores nye hotelværelse med kingsize-seng og endda en altan. Men om vi vil befinde os på værelset i løbet af dagen, hvor solen står på, er næppe sandsynligt – og på andre tider vil det sikkert været lidt for koldt til at sidde på altanen. Vejrudsigten lover ned til minus seks grader i nat!

The Rundlestone Lodge, Banff, kl. 20.30, torsdag den 4. oktober 2007
Den tidligere kulmine, Lower Bankhead, var dagens første stop. En gåtur i mellem ruiner af resterne fra minen, og så videre til Minnewanka Lake. Videre til Two Jack Lake og derefter til Johnson Lake. Ved de første søer nød vi blot udsigten fra et enkelt sted, men ved Johnson Lake gik vi en længere tur rundt om søen. Først igennem skoven og det sidste stykke på skrænten ved bredden. Vi så masser af egern, men ellers intet dyreliv. Tilbage på landevejen så vi dog en prærieulv samt et dådyr.

Inden frokost i byen kørte vi en tur langs Vermilion Lakes, og også der gemte dyrene sig. Efter frokosten gik vi en tur ved The Hoodoos, hvor vi igen så en masse egern. Tæt ved en af byens baseball-baner så vi flere af de store wapiti-hjorte, der ifølge diverse advarselsskilte er ret aggressive. Den længere gåtur igennem et vådområde bød på flot natur fra en mudret ridesti.

Derefter kørte vi til Bow Falls og videre til golfbanen, hvor vi i går så mange wapiti-hjorte. Også nu vrimlede det med dem – og de var totalt ligeglade med golfspillere og dem, der plejede plænen. På banen lå også en prærieulv og slappede. Dagens sidste stop var Mount Norquay. I modsætning til i går med guiden var vi i dag heldige at se to bighorn sheeps og et lille lam. Vi tror, at der var hunner, for deres horn var ikke så store som dem, vi har set billeder af.

Efter den travle dag med et par lange gåture valgte vi den nemme løsning til aftensmaden: hotellets restaurant. Vi har endnu ikke set nogen bison-okser, men nu har Britt da smagt på en.

The Rundlestone Lodge, Banff, kl. 20.30, torsdag den 5. oktober 2007
Egentlig havde vi planlagt at tage gondolerne op på Sulphur Mountain i dag. Men det var simpelthen for overskyet i morges, så vi valgte at udsætte turen. Vi kan stadig huske, hvor skuffende vi blev i Vancouver, da skyer spolerede den efter sigende flotte udsigt fra Grouse Mountain. Faktisk havde det sneet så meget i nat, at der stadig lå en smule på hustagene i morges.

Morgenmad og en gåtur rundt i byen, og så var vi tilbage på hotellet. Vi trængte vist lige til bare at ligge og se lidt fjernsyn.

Over middag besluttede vi os for at tage til Upper Hot Springs. Banff Nationalpark blev oprindelig oprettet for at beskytte områdets varme kilder. Så intet besøg i Banff uden at besøge de varme kilder i bjergene! Vi var noget bekymrede for, hvor koldt det ville være at bade udendørs, når temperaturen lå på 5 – 7 grader. Men det var ikke kulde, der blev et problem. Faktisk blev det ret varmt at ligge og flyde i det 40 grader varme vand (den temperatur har vandet, når det kommer op af jorden), så ind i mellem måtte vi lige op af vandet for at køle lidt ned. Da vi til sidst var ret opkogte, steg vi op af vandet, og kørte derefter tilbage til byen.

Vi havde spist stor morgenmad, så frokosten blev et lille bæger is, som vi indtog på en bænk i down town. På det tidspunkt var vores indre varme fra Upper Hot Springs ved at fortage sig, så det var lidt småkøligt.

The Keg Steakhouse blev stedet, hvor vi spiste aftensmad. Steak med pecannødder og gedeost og brownie med is, flydende chokolade og karamel til dessert!

Vi krydser fingre for klart vejr i morgen tidligt, så vi lige kan få det sidste view over Banff med fra Sulphur Mountain, inden vi kører videre nordpå.

The Crossing Motel, Saskatchewan River Crossing, kl. 20.15, lørdag den 6. oktober 2007
Sulphur Mountain var vores sidste stop i Banff. Heldigvis var det ikke alt for skyet, da vi tog gondolen op til 2281 meters højde. Heldigvis havde vi besluttet for første gang på ferien at tage vores vinterjakker på – der var koldt på toppen! Som om udsigten ikke var flot nok, gik vi den sidste kilometer videre til den øverste top af Sulphur Mountain. Gangbroen dertil var glat af is og sne. Udsigten var fænomenal! Sneklædte bjerge 360 grader rundt!

Fra Sulphur Mountain kørte vi ud af Bow Valley Parkway – en mindre vej parallel med Highway 1. Vi spejdede efter dyr, som vi havde læst, ofte kunne ses fra vejen. Casper spottede et dyr, som vi først troede, var en bjørn. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en stor ulv! Vi blev helt høje af at have set en ulv, for det er nok noget af det sværeste at se i Banff. Man mener nemlig, at der kun er ca. 20 ulve tilbage – og det vel at mærke på et areal, der kun er lidt mindre end Sjælland.

Ved Johnston Canyon havde vi et længere stop, da vi gik de ca. 2½ km. til både Lower og Upper Fall. En del af stien var bogstaveligt talt sat fat på kløftens inderside mod floden. En flot tur op ad bakke. Eneste trøst var, at de 2½ km. tilbage igen gik ned ad bakke.

Da vi var i Lake Louise for fire dage siden, var det totalt overskyet – ja, faktisk sneede det. Da vejret nu var lidt bedre, gjorde vi igen holdt ved Lake Louise, og denne gang kunne vi lidt bedre se søens smukke omgivelser.

Videre ud af Icefield Parkway gjorde vi holdt flere steder for at nyde udsigten. På begge sider af vejen ligger jo bjerge på stribe med sne på toppen og flere med isgletschere ned af siden. Vejen siges at være en af de flotteste i Canada, hvilket vi gerne vil skrive under på.

Ved Bow Pass, som med sine 2.088 meters højde er rutens højeste pas, gik vi ad stien gennem skoven. Stien gik ikke bare op stejlt op ad bakke – den var også de fleste steder belagt med hårdt trampet sne og is! Nogle steder valgte folk på tilbagevejen at glide på rumpen ned af stien. Vi prøvede at gå, men Britt måtte da også lige ned på enden en enkelt gang (ikke planlagt!), mens Casper nåede at gribe et andet sted. Men trods anstrengelserne med is og balance, var det turen værd med den flotteste udsigt over den blå Peyto Lake.

Vi har nok gjort holdt mindst 10 steder i løbet af de ca. 150 km. fra Banff og her til The Crossing, for udsigten var for flot til bare at køre hurtigt forbi.

The Crossing er stedet, hvor to highways og tre floder mødes. Det er jo vores bryllupsdag, så vi blev lidt skuffede, da stedets restaurant havde lukket, så vi kunne vælge mellem cafeteriaet og sportspubben. Men da vi kom tilbage lidt senere, havde restauranten åbent – dog ikke med a la carte, men med buffet. Hovedretterne var helt fine, men dessertbuffeten var virkelig lækker! Blandt andet fik Casper smagt den peanutkage, som det ikke var sæson for på Denny’s i Revelstoke.

Her langt fra alt andet overnatter vi med udsigt til bjergene. Vi er i tvivl, om varmen her på værelset virker, så vi frygter en kold nat…

The Bear Hill Lodge, Jasper, kl. 21.15, søndag den 7. oktober 2007
Vi forlod The Crossing i morges og satte kurs mod Columbia Icefield. Selvfølgelig måtte vi stoppe flere gange undervejs for at nyde udsigten til bjergene. Flere steder fik vi også øje på de hvide, langhårede bjerggeder (et sted viste det sig at være en stor hvid sten, da vi nærmede os!). Utroligt, som de store dyr kan færdes på de stejle bjergsider!

Ved Columbia Icefield iførte vi os vinterjakker, huer og handsker. Det blæste en strid vind, og sneen føg ind fra den enorme isgletscher, så al bar hud blev iskold på ingen tid! Det var planen, at vi skulle ud på en køretur på isen – selvfølgelig ikke i vores Mazda. Men på grund af den kraftige vind havde de simpelthen indstillet udflugterne ud på gletscheren. Først 1½ time efter ville de beslutte, om de ville begynde turene igen – afhængigt af, om vinden havde lagt sig. Vi ventede en time, men da vi så fik at vide, at de havde udskudt beslutningen yderligere to timer, besluttede vi os for at køre de sidste 100 km. til Jasper. Vi må så vende tilbage måske i morgen.

Igen stoppede vi utallige gange. På strækningen fra The Crossing til Jasper stoppede vi blandt andet ved tre vandfald, Weeping Wall (der dog ikke græd særligt meget), Sunwapta Falls og det store Athabasca Falls – og kørte forbi flere andre. Vi så flere store isgletschere og Bubbling Springs – en kilde fra undergrunden, der boblede op i et lille vandhul.

Efter en hurtig frokost i down town Jasper kørte vi mod Maligne Lake. Måske fordi vi de sidste dage allerede har set flere smukke søer, syntes vi ikke, at Maligne Lake var noget specielt. Men turen dertil var også en oplevelse i sig selv. Udover, at vi stoppede ved den 55 meter dybe, men kun få meter brede Maligne Canyon, fik vi endelig set de store bighorn-hanner. Ved et lookout ved den noget vandfattige Medine Lake lå en stor han – totalt upåvirket af de mange turister, der tog billeder af den i sikker afstand. Flere store hanner kom op af skrænten og gik ind mellem de mange parkerede biler. Vi havde vist alle læst eller hørt advarsler mod at komme for tæt på de store får, for vi fik travlt med at komme om på den anden side af eller ind i bilen. Meget underholdende!

På tilbagevejen fra Maligne Lake stoppede vi og gik en lille tur på omkring 4 km. ved Beaver Creek til Beaver Lake. Snydt igen, ingen bævere! Men noget wild life har ikke svigtet os på noget tidspunkt, og selvfølgelig heller ikke her: Egern! Det vrimler simpelthen med egern eller jordegern, hvor end vi er. Lige op af jernbanen havde tre store bighorn sheeps taget opstilling – og det samme havde mindst 20 fotografer – og vi taler altså ikke om amatørfotografer som os, men nogen med rigtigt store kameraer. Vi kunne ikke helt finde ud af, hvad der lige var specielt ved de tre får. Måske var det bare en fotoklub på udflugt?!

Tilbage i Jasper gik vi rundt i den lille by – fik vist set alle butikker på ½ time; større er byen ikke. I morgen er det Thanksgiving, så vi skulle da have en traditionel Thanksgiving dinner til aftensmad. Fyldt kalkun med diverse tilbehør – og naturligvis græskartærte til dessert. Vi må altså få indført Thanksgiving derhjemme, for det smagte bare for lækkert!

På vej tilbage til vores hytte fik vi set lidt mere wildlife. På en villavej stod nemlig tre store, men unge, wapiti-hanner og spiste af græsset i en have og ved vejen!

I går havde vi problemer med varmen på værelset. Her i vores lille skovhytte har vi fundet ud af, hvordan den termostatstyrede pejs virker. Det er altså utroligt hyggeligt, selvom den kører på gas, og træet ikke er ægte – men det ser virkelig ægte ud!

The Bear Hill Lodge, Jasper, kl. 21.15, mandag den 8. oktober 2007
Morgenmaden her på lodgen var over alt forventning: friskbagte muffins og scones direkte fra ovnen! Lækkert!

Solen skinnede her i Jasper, så vi tog turen til Columbia Icefield i håb om, at vi i dag kunne komme ud på gletscheren. På vejen dertil faldt temperaturen adskillige grader, og vi kørte igennem både tæt tåge og snebyger. Ved Icefield Centre skinnede solen, men sigtbarheden på gletscheren så ikke for god ud. Men inden vi nåede derud i det specielbyggede køretøj (der blandt andet kunne klare en 32 % nedstigning på sne) havde det klaret helt op. De blå kegler, der skulle indikere det sikre område på gletscheren, var sneet til. Siden i går var der nemlig kommet 1 meter sne! Temperaturen på isen var vist omkring -6 grader!

Turen tilbage til Jasper var helt anderledes end, da vi kørte der i går. Nu skinnede solen – og der lå en del mere sne på et stykke af vejen. Så igen stoppede vi flere steder for at strække ben og nyde udsigten.

Efter frokost i Jasper kørte vi til Wabasso Lake og gik en tur på ca. 8 km. Stien var fyldt med rødder og sten – og havde mange stejle stigninger! Målet var Wabasso Lake, hvor der skulle være bævere. Vi fandt mange overgnavede træer og endda også en dæmning, men ingen bævere! Vi begynder at undre os over, at der er en bæver i logoet for Canadas nationalparker. Det burde være et egern!!

Nu vi var gået varme, kørte vi nogle få kilometer til Valley of the Five Lakes Valley for at gå endnu en tur. Ruten var beskrevet som en ’family hike’, så vi forventede lidt mere moderate stigninger end på turen ved Wabasso Lake. Men sådan var det altså ikke! På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi havde fået bevæget os væk fra den brede officielle sti, og pludselig var vi tilbage ved vores udgangspunkt. Vi havde planlagt en rute på ca. 4½ km. rundt om fire søer, men vores uofficielle sti havde altså kun ført os rundt om en sø – en tur på måske 2 km. 10 km op og ned af stejle stier måtte så være rigeligt for i dag.

På vej fra vores lodge til en restaurant i centrum fandt vi ud af, hvorfor der er få planter i haverne her – og hvorfor køkkenhaverne er hegnet ind – altså udover hegnet, som er rundt om alle haver. Vi så nemlig to æselørehjorte (mor og unge), der stod i en have og spiste løs af planterne. Vi undrede os lidt over, hvordan de var kommet ind – haven var hegnet ind, og havelågen var lukket!

Thanksgiving-middagen var så lækker i går, at vi også i dag fandt en restaurant, der servede ’turkey dinner’. Det er jo trods alt Thanksgiving i dag. Fra det mobile dessertbord valgte vi dog ikke græskartærte. Hende, der servede, så noget mærkelig ud, da Britt bad om creme fraiche til sin æbletærte. Det syntes hun godt nok lød underligt.

På vej tilbage til vores hytte så vi igen den lille æselørehjort-unge, så vi måtte lige over på den anden side af gaden, da den gik over vejen og ind på fortovet, hvor vi også var på vej til.

The Bear Hill Lodge, Jasper, kl. 19.45, tirsdag den 9. oktober 2007
Også i dag var temperaturen under frysepunktet her til morgen (og langt op af formiddagen!), så der var ligesom i går et tykt lag is på bilen. I mangel af en isskraber fungerede isterningespanden fra vores værelse med varmt vand igen helt fint.

På vej til vores første stop kørte vi forbi en stor flok wapiti-hjorte. De var helt ligeglade med bilerne, der kørte forbi dem. Dagens første vandretur var ved Patricia Lake og Cottonwoo Slough – et sted, der skulle være et godt sted at se bævere. Vi var begyndt at tro, at bæverne var gået i vinterhi sammen med bjørnene, for igen så vi kun dæmningerne og de overgnavede træstammer. Men pludselig fik vi øje på en bæver i vandet! Endelig! Det var alle 5 km. op og ned ad bakker værd.

Dagens næste vandretur var ikke særlig lang – til gengæld var det bare stejlt op ad bakke til Old Fort Point lige under for byen. Hver gang vi troede, at vi var ved at nå toppen, dukkede endnu en bakke op. Halvvejs oppe – halvdøde af mangel på luft – så vi flere store bighornsheep-hanner. For at forstyrre dem mindst muligt gik vi i en bue uden om. Men som vi kom længere op ad bakken, dukkede flere op. Der var mindst 20 får – alle hanner -, så da vi holdt pause på toppen med fantastisk udsigt over byen, floden og bjergene, var det da også sammen med et får.

Frokosten blev kinesisk – tror de havde tabt det røde farvestof i sur-sød-sovsen! Efter frokost kørte vi ad adskillige hårnålesving op af Mount Edith Cavell. Da vi begyndte at køre ned igen på den anden side, var der sne og is på vejen – og ved parkeringspladsen for enden af vejen var alt hvidt.

Vandreturen var kun på 1,6 km – men hvilke 1,6 km.! Stien var belagt med sne og gik både stejlt op og ned. Halvvejs kom vi helt tæt på Angel Glacier. Et fantastisk syn! Da stien, som vi gik på, pludselig blev til en ren skøjtebane af is og endte i et vandløb, der ikke var frosset til, troede vi, at vi var gået forkert. Men efter at have gået lidt tilbage igen, fandt vi ud af, at vi var på den rette sti. Vi skulle altså bare forcere både ren is og et par små vandløb for at komme tilbage til bilen. Noget af en balanceakt, som Casper heldigvis mestrede lidt bedre end Britt.

Tilbage ved vores hytte fandt vi ikke mindre end fem store wapiti-hanner – den ene mindre end 20 meter fra vores dør. Utroligt som vi ser mere wildlife i byen og ved landevejen end på vores hikes igennem mere øde områder.

Sidste gåtur i dag skulle være en lille tur rundt i udkanten af byen. Men da vi først var kommet op på Jasper Discovery Trail, var der ikke lige noget sti væk igen. Så vi kom ud på en længere tur gennem skoven – igen mest stejlt op ad bakke! Til sidst fik vi dog også en gåtur igennem en del af byens beboelseskvarterer, inden vi fandt en restaurant i byen.

Tilbage i vores hytte – nu uden elks udenfor – er vi parate til at forlade Jasper i morgen tidligt for at køre til Edmonton.

Super 8 Motel, Edmonton, kl. 21.15, onsdag den 10. oktober 2007
Med et par varme muffins fra morgenbordet forlod vi Jasper i morges. På det sidste stykke gennem nationalparken nåede vi lige at se en masse ’elks’ og en stor flok bighorn sheeps – en gruppe af hunner og små lam. Ved den tidligere kulmine, Pocahontas, gjorde vi holdt og gik en kort tur, ligesom vi kørte lidt af vejen til Miette Hot Springs. Ikke for at bade i de varme kilder, men for at kigge efter sorte bjørne, som der skulle være mange af. Desværre var vejen blevet lukket af for vinteren.

Ude af nationalparken var det slut med mindre veje med smuk udsigt til floder, sneklædte bjerge og wildlife i vejkanterne. Til gengæld kom vi til kedelig motorvej fyldt med lastbiler. Okay, vi så et par dådyr på en mark (og et som roadkill) – og en mark med bisonokser og en med alpachaer var da også en slags wildlife, men alligevel… Optankning af benzin og lidt sødt i Carrot Creek, og så videre mod Edmonton.

Vi ankom til Edmonton allerede lidt over middag, så vi kørte direkte til West Edmonton Mall. Et af de største indkøbscentre i verden. Beskrivelsen af centret, som vi havde læst, lød overdrevet. Alligevel blev vi overraskede. Ikke nok med, at der var hundrede af butikker (mere end 800!), så havde centret også en skøjtebane, stort vandland (mere end 10 vandrutschebaner) og et tivoli med blandt andet flere rutschebaner (en endda med loop) – og alt dette selvfølgelig indendørs under samme tag. I ca. fem timer gik vi rundt og så på butikker, så et søløveshow (ja, sådan et havde centret da også) og spiste lidt frokost. Vi valgte en af de store food courts, og med de mange spisesteder at vælge i mellem, tog det næsten også længere tid at vælge mad end at spise det.

Efter at have checket ind på hotellet kørte vi til centrum af Edmonton for at finde et sted at spise aftensmad. Det var simpelthen umuligt at finde en åben restaurant, der så hyggelig ud! Der var totalt dødt i centrum, da det mest var kontorbygninger og parkeringspladser i tusindvis. Vi besluttede os derfor for at tage ind på et af de fastfood-steder, som lå ikke langt fra vores hotel.

På vej ud af centrum kørte vi dog forbi nogle gader, hvor der så ud til at være liv, men nu havde vi ligesom besluttet os for at finde noget i nærheden af vores hotel. Det lykkedes heller ikke at finde noget på vej til hotellet, og da restauranten her lige ved siden af viste sig at være et noget tarveligt cafeteria, endte vi på Shell-tanken. Ja, nogle sandwichs og en sodavand kan man jo altid spise på hotelværelset, så det endte det med.

Super 8 Motel, Edmonton, kl. 22.00, torsdag den 11. oktober 2007
Efter en lidt kedelig continental breakfast her på hotellet forlod vi storbyen for at besøge Elk Island Nationalpark ca. 40 km. herfra. På vej dertil fik vi set en del af Edmontons store industri: oliepumper og raffinaderier. Ikke noget kønt syn!

I parken havde vi planlagt at gå en ca. 18 km. lang tur igennem en del af parken, hvor der skulle være stor chance for at se bisonokser og elge. Men vi var dårligt nok kommet ind i parken, før vi var omringet af de enorme bisoner. De var ikke meget for at flytte sig for os, der trillede langsomt forbi i bilen. Når vi nu havde set bisoner i rigelige mængder, valgte vi en gåtur på kun små 11 km. igennem en anden del af parken. Der skulle vi kunne se wapiti-hjorte (elks) og elge. På stien mødte vi nogle salamandere og tre store bisoner, der heldigvis var lige så bange for os, som vi var for dem, så de løb, da vi nærmede os. Men ingen elge eller elks! Turen var heldigvis forholdsvis jævn uden voldsomme stigninger eller sten eller rødder til at falde over. Men da solen bagte, blev de 11 km. alligevel en hård tur.

Efter lidt frokost (medbragte sandwichs) besluttede vi os for at tage på bæverjagt. Ved første sø læste vi, at bæverne havde forladt søen en gang i 80’erne, så der gad vi ikke gå tur. Derfor valgte vi en gåtur på små 4 km., der første os langs Astotin Lake og forbi to ’beaver ponds’. Vi kunne se deres bæverbo, men ellers så også disse søer meget forladte ud. Noget skuffede over dagens dyreoplevelser – udover selvfølgelig de imponerende store bisonokser – kørte vi ud af parken. Mens vi igen kiggede på bisoner fra vejen, løb en prærieulv over vejen, sad lidt i vejkanten for derefter at ligge sig lidt gemt i græsset. Den lignede jo en nuttet hund!

Sen eftermiddag kørte vi igen til Edmonton City Centre, hvor der nu var lidt mere liv. Vi gik en tur blandt andet igennem et mindre indkøbscenter. Det virkede i hvert fald småt i forhold til West Edmonton Mall, hvor vi var i går. Lidt udenfor centrum besøgte vi nogle liqueur stores, da vi gerne ville købe noget ice wine fra British Columbia. Det lykkedes os at finde ice wine fra B.C. i den 4. alkoholbutik. Vi kunne jo også bare have købt det, da vi var i B.C.…

Aftensmaden blev indtaget på et italiensk pizzeria. Til dessert fik vi… pizza! Vi måtte bare prøve deres nutella-pizza!

Super 8 Motel, Edmonton, kl. 22.00, fredag den 12. oktober 2007
I dag havde vi ingen planer. Og godt for det, så vi gad heller ikke rigtigt noget. Klokken var 11, før vi fik taget os sammen til at forlade vores hotelværelse.

Vi startede med at køre en tur til bydelen Old Strathcona, hvor nogle af Edmontons ældste bygninger ligger. Vi parkerede bilen og gik lidt op og ned ad gaden og kiggede på de mange underholdende butikker – flere gift shops og butikker, der solgte halloween-ting. Til frokost valgte vi en café, der lavede store lækre sandwich. Vi var vist heldige at få et bord med det samme. Folk myldrede ind og blev skrevet på venteliste til et bord.

Efter Old Strathcona kørte vi til en mindre center og kiggede lidt på butikker. Sen eftermiddag vendte vi tilbage til hotellet. Slappede lidt og fik opdateret vores hjemmeside med vores dagbog for de sidste dage. Vi har vist ikke internetadgang fra næste hotel.

Til aftensmad fandt vi et sted her i nærheden – og desserten blev en lille bøtte is fra supermarkedet. Vi har netop pakket vores tasker og fået ryddet bilen totalt. Den skal vi jo aflevere i morgen tidlig, inden vi flyver mod Winnipeg. Måske bør vi lige nå at ryste måtterne i bilen, inden vi afleverer den. Det er tydeligt, at vi har været ude og gå i mudder og blade samt også har spist i bilen.

Vækkeuret ringer allerede kl. 5 i morgen tidlig!

The Marlborough Hotel, Winnipeg, kl. 23.15, lørdag den 13. oktober 2007
Rigtigt tidligt i morges lagde vi Edmonton bag os, og kl. 6.40 afleverede vi vores Mazda 6 hos Hertz i Edmonton International Airport. 3912 km. nåede vi at køre i den i de sidste tre uger.

Omkring middag landede vi i Winnipeg lufthavn – en smule forsinket. Igen mistede vi en times ferie, da vi passerede en tidszone fra Edmonton til Winnipeg. Samtidig er vi kommet til staten Manitoba – staten Saskatchewan fløj vi over.

En taxa fra lufthavnen til hotellet, et kort ophold for at læsse af på værelset, og så var vi ude i Winnipegs gader. Vi bor rimeligt centralt – tæt på et stort indkøbscenter, hvor vi fik lidt frokost. Her lørdag eftermiddag havde meget lukket, men alligevel virker Winnipeg væsentlig mere hyggelig end Edmonton. Her er eksempelvis mange gamle, flotte bygninger og sjove figurer på gaderne, der giver lidt liv.

Sen eftermiddag var vi tilbage på hotellet. Egentlige havde vi en plan om at smutte i hotellets pool, men det blev ikke til andet end en slapper på værelset. Klokken ni var vi begyndt at blive lidt sultne og bevægede os derfor på gaden for at finde et sted at spise. Vi regnede med, at vi jo altid kunne finde noget i indkøbscentrets food court, hvis det ikke var muligt at finde en restaurant. Men food court’en havde lukket – og der var ikke ligefrem nemt at finde en restaurant. De få, som vi fandt på vores vej, var enten lukkede eller lignede ikke et sted, hvor vi ville indtage aftensmad. Som klokken nærmere sig ti, indsnævredes vores muligheder, så da vi fandt en Pizza Hut, slog vi til.

The Marlborough Hotel, Winnipeg, kl. 22.30, søndag den 14. oktober 2007
Ligesom de sidste to dage er vi gået lidt ned i gear. Derfor blev klokken også 10, inden vi forlod vores hotelværelse – og det er jo ret sent for os.

Vi startede dagen med at gå igennem byen til The Forks – et område i byen, hvor floderne mødes. På stedet var blandt andet et indendørs marked, hvor det var muligt at købe diverse delikatesser. Både bygningen og butikkerne mindede meget om markedet på Granville Island i Vancouver. På etagen ovenpå og i bygningen ved siden af var forskellige butikker, hvor vi fik købt nogle af de sidste souvenirs.

Efter en solid frokost på et pandekagehus var vi klar til alkohol. Det er nemlig international vinfestival her i Winnipeg i denne weekend. Ikke mindre end otte forskellige canadiske vine fik vi smagt. Vi faldt for en dessertvin lavet på ahorn – ja, ligesom siruppen, som de er så glade for her. Desværre var den udsolgt i vinbutikken, så vi gik tomhændede derfra.

Udenfor havde et politikor og to børnekor taget opstilling, så vi blev og hørte deres første numre. Derefter gik vi en kort tur i parken i The Forks, og heller ikke her svigtede vores tro følgesvende os: egernerne!

På vej tilbage til vores hotel forsøgte vi også lige at få fat på ahorn-vinen i et par liquor stores, men forgæves.

I dag fik vi taget os sammen til at prøve hotellets pool. Vandrutschebanen var slukket, og selvom Casper bad dem i receptionen om at lukke op for vandet i den, skete ikke noget. Først, da Britt efter tre kvarter ringede fra poolområdet, skete der noget. Tre minutter efter kom en og tændte for vandet, så vi kunne prøve den.

Efter i går at have ledt forgæves efter et ordentlig spisested, forberedte vi os lidt i dag. I en Winnipeg Dinner Guide fandt vi faktisk en dansk restaurant her i nærheden. Da vi kom til den, havde den desværre lukket om søndagen. Menukortet rummede både sild, leverpostej og mørbradbøf. Vores 2. prioritet var The Keg Steakhouse. Det havde vi prøvet i Banff, og maden var bare lækker. Det var den også i dag – tror ikke vi har smagt mere møre bøffer, end dem vi fik.

Allerede kl. 5 i morgen tidlig afgår vores transport til lufthavnen, så det er vist på tide, at vi lægger os til at sove.

The Tundra Buggy Lodge, Churchill, kl. 21.00, mandag den 15. oktober 2007 
Vækkeuret ringede kl. 4, og så havde vi tre kvarter til lige at komme i bad og pakke det sidste inden afgang mod lufthavnen i Winnipeg. I lufthavnen mødtes vi med de andre, der ligesom os skulle til Churchill og videre til lodgen her ude på tundraen.

Flyveturen fra Winnipeg til Churchill foregik med chartret fly specielt til os 35 mennesker. Vi kørte rimeligt langt fra terminalen, hvor vi mødtes, så vi blev næsten i tvivl om, hvorvidt vi skulle flyve fra en anden lufthavn.

Flyveturen tog ca. to timer, og bortset fra, at der ikke var nummererede pladser, og personalet ikke var i ens uniformer, var der ikke nogen forskel fra et almindeligt rutefly.

Da vi ankom til Churchill, skulle vi hurtigt ud i bussen og af sted. Fra det nærliggende ’polar bear jail’ skulle de nemlig til at sende en isbjørn af sted nordpå. Når en isbjørn kommer for tæt på byen, kommer den i forvaring i ’fængslet’ og bliver derefter – i bedøvet tilstand – fløjet et godt stykke nord for byen. Vi nåede netop til stedet, som helikopteren lettede med hele to isbjørne hængende under – en mor og dens unge.

I byen fik vi en hurtig rundtur i byen og efter et kort besøg i souvenirbutikken, kørte vi igen til isbjørnefængslet. Vores guide havde nemlig hørt, at endnu en bjørn skulle flyves nordpå. Denne gang kom vi tidligt nok til at se dem komme ud med bjørnene og læsse den af på jorden på nettet. Også denne gang viste det sig at være en hun med unge, der var kommet for tæt på byen.

Tilbage i centrum igen gik vi på egen hånd rundt i byen – det var hurtigt overstået. Nogle steder ved vandet er det ikke tilladt at færdes til fods, da isbjørnene har til vane at sove mellem klipperne. Ved en butik hilste vi på ikke mindre end 10 små slædehundehvalpe – knap seks uger gamle. Vi behøver vel ikke skrive, at vi gerne ville have et par stykker med hjem. De var for nuttede!

Efter et besøg på eskimo-museet og Park Canadas udstilling om området, nåede vi lige en kage og lidt varm kakao på samme café, som vi spiste frokost. Der er ikke så mange spisesteder at vælge imellem i Churchill.

Lidt i fire var der afgang mod vores lodge. Først ca. en ½ times køretur i en gammel skolebus, der var bygget til børn med meget korte ben. Ingen benplads! Derefter var der omstigning til det specielle terrængående køretøj, tundra buggy, hvor vi sikkert skal tilbringe mange timer de næste par dage. Turen til vores lodge her i ’the middle of no were’ tog ca. 1½ time med 10 – 20 km/t i på grund af det meget ujævne terræn. På turen fik vi set flere sneharer, en enlig caribou-unge (rensdyr) og nogle fugle, som mest lignende store hvide duer med fjer på ben og fødder. Faktisk så vi også en hvid klat, som andre bestemt mente var en polarræv.

På lodgen fandt vi vores køjesenge og derefter var der aftensmad. To gange under maden blev der råbt ’bear’, hvilket naturligvis var, fordi en isbjørn var lige udenfor. Også efter maden kom isbjørne tæt forbi – en kravlede endda under vores lodge!

Det er aftalt, at hvis der er nordlys i nat, så vækker den, der ser det, de andre. Vi skulle jo nødigt gå glip af noget. Nu sidder vi så i ’bar-vognen’, men det varer nok ikke så længe, før vi finder vores køjer. Indtil vi falder i søvn, skal vi ligge og kigge ud af vinduet – man kan jo aldrig vide, om endnu en isbjørn kigger forbi.

The Tundra Buggy Lodge, Churchill, kl. 21.15 , tirsdag den 16. oktober 2007
Trods 18 mennesker om et enkelt brusebad var der ikke kø i morges. Imponerende!

Allerede under morgenmaden blev vi forstyrret. En isbjørn havde fået færden af afløbet fra spisevognens køkkenvask og ville smagte lidt på vandet. Da vi jo alligevel skulle af sted i det mere terrængående køretøj, kørte vi ud, så vi bedre kunne se den store bjørn – den sad jo næsten under vognen og var lidt svær at se fra vinduerne for alle. Desværre fik vi ikke frokosten med, og det nemmeste sted at laste den, var netop der, hvor den store bamse sad. Da tålmodigheden slap op, da den ikke så ud til at ville flytte sig foreløbigt, kørte vores guide så tæt på den, at den flyttede sig. Vi skulle jo have vores frokost med til dagen.

Og så var der ellers dømt polar bear watching resten af dagen. Vi så en del isbjørne – flere, der bare lå og dasede. En gjorde sig det rigtige mageligt og rullede sig lidt på ryggen. Skønt syn!

Et par stykker kom helt tæt på vores vogn, så vi kunne rigtigt se, hvor store de egentlig er. Udover isbjørne så vi igen i dag flere sneharer, der i modsætning til de nogle beskidte isbjørne, var kridhvide. En enkelt polarræv, en vandrotte og et par lemminger fik vi også set. Også i dag mødte vi også caribou-ungen. Det legede med en gren og endte med at spurte af sted over tundraen.

Tilbage på lodgen kunne vi ikke langt herfra se en isbjørn, der bare lå og sov. Den lå der stadig, da solen gik ned – og ligger der sikkert endnu.

Til aften var der grillet elk (wapiti-hjort) på menuen. Det smagte lækkert og var dejligt mørt. Under maden sad vi sammen med et midaldrende par fra Alberta – meget underholdende og lærerigt at høre lidt mere om Canada – eksempelvis skole- og skattesystem.

Dagens sidste punkt var vores guides lysbilledshow og foredrag om isbjørne, hvilket også var meget interessant og lærerigt. Det var tydeligt at se på billederne, at vores guide i de 10 måneder af året, hvor han ikke guider om isbjørne her i Churchill, er professionel fotograf.

Desværre vækkede ingen os i nat på grund af nordlys, og da det har været overskyet og meget tåget hele dagen i dag, er det meget usandsynligt, at vi kommer til at opleve det i nat. Nu vil vi lægge os til at sove i hver vores køjeseng.

The Marlborough Hotel, Winnipeg, kl. 22.00, onsdag den 17. oktober 2007
Omkring kl. 23 i går aftes – netop som vi havde lagt os til at sove, men endnu ikke var faldet i søvn – kom en og fortalte, at der var nordlys udenfor. Så det var hurtigt ned i klip-klapperne, på med vinterjakken og så ud på dækket af bagerste vogn. Nordlyset var hverken særligt kraftigt eller farvestrålende, men det var alligevel flot at se. Endnu mere imponerende var dog stjernehimlen over os. Aldrig har vi set så mange stjerner – eller set mælkevejen så tydeligt! Det var så flot, at vi blev stående en lille halv times tid, selvom det var enormt koldt.

Også under morgenmaden i dag blev vi forstyrret. To små polarræve hoppede nemlig rundt og legede omkring lodgen. Det lignede et par legesyge hundehvalpe. På et tidspunkt forsvandt den ene i løb ud over tundraen, mens den anden polarræv blev og underholdt os. Den løb rundt og ledte efter nedgravet mad (polarræve gemmer nemlig mad) og jagtede fugle. Selvom den haltede lidt, når den gik, lykkedes det den at fange en fugl. Sjovt at se!

For resten lå vores lodge-isbjørn fra i går (som nogen senere døbte Barney) stadig på samme plet og sov tæt ved lodgen. I mere end seksten timer havde den ikke flyttet på sig – måske allerhøjst vendt sig en omgang.

De næste otte timer kørte vi rundt i buggyen og kiggede efter isbjørne. På grund af varmen lå de fleste bare og dasede og var derfor svære at få øje på – på afstand lignede de beskidte bjørne jo bare store sten. Et sted så vi dog en isbjørn, der var i gang med at fortære en sæl, som sikkert var blevet fanget af tidevandet. Da den godt blodig om munden havde spist det meste af sælen, tog den en svømmetur med resten af sælen i munden. Vi fulgte den et godt stykke, så den gå over land igen – stadig med resten af sælen i munden – for så at gå i vandet igen og svømme videre.

En anden bjørn skulle lige undersøge den række af buggyer, der holdt for at kigge på den. Desværre syntes den åbenbart ikke, at der var noget spændende ved netop vores buggy, for den sprang den desværre over.

De sidste bjørne vi så i dag, var også ret aktive. Vi havde igen i dag spist frokost ved siden af en sovende isbjørn. Men da en helikopter fik skræmt en større han, satte den i løb, og da den sovende bjørn (en yngre hun) opdagede den store han, satte den i løb – med hannen efter den. Den store han løb på siden af vores buggy og løb under vognen for at komme efter hunnen. Der fik vi set, at selvom isbjørnene, vi havde set indtil da, kun havde slappet, sovet eller luntet af sted, så kan de altså løbe utroligt stærkt!

Okay, den sidste isbjørn vi så, var igen vores lodge-bjørn, der sad og slikkede på afdækningen omkring køkkenafløbet.

I løbet af dagen fik vi også igen set den lille caribou-unge. Den havde fundet en caribou-han (med stort flot gevir) og fulgte efter den. Vores guide mente, at det måske kunne redde dens livs. Hvis den fulgte efter hannen til de egne, hvor caribous normalt er på denne årstid, kunne det måske redde den fra at ende som ulveføde.

Vores guide roste os for at være en meget entusiastisk gruppe. Trods mange bjørne blev vi stadig lige begejstrede, når vi så en – også her på anden dagen, hvilket åbenbart ikke var så normalt. Men hvordan kan man blive træt af at kigge på de store bamser?!

Hvor vejret i går var gråt, diset, fugtigt og blæsende, skinnede solen i dag fra en skyfri himmel – og der var næsten ingen vind. Derfor var det lidt trist, da vi forlod tundraen med kurs mod lufthavnen. For første gang i to døgn satte vi fødderne på jorden. De sidste par dage har vi jo af sikkerhedsmæssige årsager kun måttet opholde os på lodgen eller buggyen og ikke engang, når vi skulle fra den ene til den anden, satte vi fødderne på jorden.

Tilbage i Winnipeg her til aften efter den to timer lange flyvetur fra Churchill var Subway umiddelbart eneste mulighed for lidt aftensmad som supplement til flymaden. Restauranter lukker nemlig kl. 21 – altså bortset fra Pizza Hut.

Mentalt begyndte vores hjemrejse allerede med flyveturen fra Churchill, men først i morgen begynder den rigtige hjemrejse. Næsten fire ugers skøn ferie er desværre ved at være slut.

Frankfurt Lufthavn, Tyskland, kl. 8.30, fredag den 19. oktober 2007
Som på tidligere ferier oplevede vi igen, at det ofte kan være en fordel at ankomme tidligt til lufthavnen. Da vi i går morges lokal tid ankom til lufthavnen i Winnipeg, fik vi nemlig at vide, at vores fly til Toronto var forsinket, hvilket betød, at vi ikke kunne nå vores fly videre derfra. Men fordi vi var så tidligt i lufthavnen, kunne vi nå at komme med en tidligere afgang, så vi nåede frem til Toronto i tide. Det betød, at vi ikke havde tid til at få morgenmad i Winnipeg inden afgangen, men det var til at leve med. Vi skulle skynde os til gaten for at nå flyet. Derfor var det lidt stressende, at de var ved at oplære nye folk i sikkerhedskontrollen. Britt skulle igennem en større scanning – og når medarbejderen så skal have hjælp til at betjene håndscanneren, går det ikke så hurtigt. Men vi nåede flyet.

Desværre var det ikke muligt at købe noget mad på flyet (kun snacks og kager), for der var udsolgt, da de nåede ned til bagerste ende af flyet, hvor vi sad. I Toronto havde vi heldigvis tid til at spise frokost, købe de sidste souvenirer og få postet de allersidste postkort.

Flyveturen fra Toronto til Frankfurt foregik med Air Canadas nyeste og største fly. Et stort og nyt fly betød desværre ikke mere benplads – tværtimod! Alligevel var den syv timer lange flyvetur ikke så lang, da vi denne gang havde vores egen lille skærm med et stort udvalg af film og anden underholdning.

Flyet kom knap en time senere af sted fra Toronto, men nåede at indhente lidt af det forsinkede på vejen. Da vi ankom her til Frankfurt, vidste vi dog alligevel, at vi havde meget travlt med at komme til næste fly. Vi løb igennem lufthavnsterminalen – på lange gange, på rullebånd, på rulletrapper og på trapper (det var hurtigere end at vente på elevatoren). Vi hoppede endda foran alle i køen ved sikkerhedskontrollen, men det var desværre ikke nok. Godt forpustede nåede vi frem til rette gate fem minutter før afgang, men desværre fem minutter efter gaten havde lukket.

Efter en tur igennem det meste af lufthavnen igen (denne gang i mere adstadigt tempo) til en anden gate, sidder vi nu og venter på SAS’s næste fly til København. Hvis vi er heldige, vil vi kun være hjemme godt 1½ time senere end oprindeligt planlagt. Men lad os nu lige se, om dette fly letter til tiden…