Lidt om Estland
Kun 1½ times flyvning fra København og på samme højde som Stockholm ligger hovedstaden i Estland, Tallinn. Landet har ca. 1,4 millioner indbyggere, hvoraf ca. 400.000 bor i hovedstaden.
Med sine godt 45.000 km2 er Estland lidt større end Danmark. Frem til 1940 var Estland faktisk ca. 2.000 km2 større, men da landet blev selvstændigt igen, blev Rusland og Estland principielt enige om, at grænsen mellem de to lande skal gå der, hvor diktatoren Stalin lagde den i 1944.
De fleste af os betragter nok mest Estland som en del af det tidligere Sovjetunionen, men faktisk har hele eller dele af landet tidligere også været under både tysk, polsk, svensk og endda dansk herredømme. Navnet, Tallinn, betyder faktisk danskerbyen, og fra 1219 – 1349 hørte byen under den danske krone efter Kong Valdemar Sejrs korstog. I byens byvåben indgår da også det hvide kors på den røde baggrund, som menes at stamme fra tiden under dansk besiddelse. Faktisk var det jo også i Tallinn, at Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen i 1219.
20. August 1991 blev republikken Estland genoprettet efter mange års russisk styre. I 1992 fik landet som det første af de tidligere sovjetstater sin egen valuta, kroon, og i 2004 kom landet med i EU. Landet er i dag i rivende udvikling, og nybyggeri er i gang overalt i hovedstaden. Som eksempel kan nævnes, at huspriserne i Tallinn i 2006 steg med 54 %, hvilket faktisk var den største stigning i verden dette år.
I dag er Tallinn mest kendt for den smukke middelalderbydel, og på vores fem dage i Tallinn tilbragte vi da også det meste af tiden indenfor bymuren med at kigge på de flotte gamle bygninger og kirker.