Keflavik Bed & Breakfast, Keflavik, kl. 00.15, lørdag den 3. juli 2010
I radioen hørte vi, at det var årets travleste rejsedag i Kastrup lufthavn. Alligevel har vi aldrig været så hurtig igennem check in og sikkerhedskontrol. Blot et par minutters ventetid til sidstnævnte – det korteste vi nogensinde har oplevet. Dermed havde vi rigeligt med tid i lufthavnen; også fordi vores fly var lidt forsinket.
Normalt spiser vi brunch på Eyecon i lufthavnen, når vi skal på ferie. Da det jo ikke lige var tidspunktet for brunch, prøvede vi deres tapas-anretninger, hvilket også kan anbefales.
Vores fly nåede at blive næsten en time forsinket, og vi er sikre på, at bagagehåndteringen gav deres bidrag til forsinkelsen. Aldrig har vi set så langsommelig lastning af bagage! De stod og snakkede mere, end de lavede noget! Trods en flyvetur på mindre end 3 timer, føltes turen lang. En meget hysterisk unge gjorde det svært at tage en slapper, men vi overlevede turen og kunne på den sidste del af flyvningen over Island beundre det specielle landskab.
Ved ankomsten skulle vi hentes i lufthavnen af vores hotel. De stod også parat med skilte med deres gæsters navne. Alligevel virkede de totalt uforberedte på, at vi var 12 gæster, og de havde kun plads til 8 i deres minibus. Løsningen blev efter noget tid, at fire af os i stedet blev sendt af sted i en taxa på hotellets regning.
Da vi bookede hotellet, kunne vi se, at det lå klos op af lufthavnen. Så tæt, at vi næsten overvejede at gå. Men det er vi nu glade for, at vi ikke gjorde. Ja, det ligger lige op af lufthavnen i bygningerne fra den tidligere amerikanske militærbase, men det ligger altså på den modsatte side i forhold til ankomstbygningen. Så der var faktisk en længere køretur hertil.
Selvom vi har passeret midnat, er solen endnu ikke gået ned. Så vi er glade for værelsets mørklægningsgardiner, så vi kan få lidt søvn. Der er trods alt ikke længe til, at vi kører tilbage til lufthavnen for at hente vores udlejningsbil.
Radisson BLU 1919 Hotel, Reykjavik, kl. 22.30, lørdag den 3. juli 2010
Allerede kl. 7 i morges var vi tilbage i lufthavnen i Keflavik – denne gang for at hente vores udlejningsbil. Vi fik registreret den eksisterende ridse på skærmen og kørte så sydpå i vores lille fine Suzuki Swift.
Dagens første stop var tæt ved Den Blå Lagune, hvor vi fik set lavatunneler i mindre målestok. Derefter fortsatte vi sydpå til Krysavik, hvor vejen kun var asfalteret ca. 1/3 af vejen. De svovlskinkende, boblende mudderhuller var et imponerende syd, og det samme var de kogende vandhuller. Jordens indre varmer simpelthen grundvandet op!
På kortet var ikke tegnet en vej, men alligevel begav vi os ned af grusvejen mod klipperne ved Krysavikberg. Avis ville helt sikkert ikke billige, at vi kørte derud af i vores lille nye bil. Trods meget forsigtig kørsel så vidt muligt udenom huller og sten på vejen, skete det da også et par gange, at bundkarret fik et lille stød. Nogle kilometre ude af vejen var det dog en kæmpe vandpyt på vejen, der fik os til at lade bilen blive der og så begive os det sidste stykke til fods. Faretruende tæt på klippekanten kunne vi se de mange fugle hænge på klippesiderne, inden vi gik tilbage til bilen igen. På vejen tilbage til den efterladte bil syntes en anden fugl, at vi kom lidt for tæt på, så gentagende gange fløj den angribende tæt hen over vores hoveder, mens den brokkede sig højlydt over vores tilstedeværelse.
Tilbage af grusvejen igennem Grindavik og nordpå igen, tilbragte vi lidt tid i Den Blå Lagune. Med en vandtemperatur på 37 – 39 grader, er overskudsvandet fra det geotermiske kraftværk Islands største turistattraktion! Varmen fra vandet sammen med et alt for stærkt energishot med ingefær fra poolbaren var ved at give Britt hedeslag, og så var det vist tid til at komme op af vandet igen. En hurtig frokost ved lagunen, og så var vi videre… Fra Reykjavik fravalgte vi hovedvejen og kom i stedet igennem et flot landskab, hvor vejen gik op og ned ad bakker med flere 15 % op- og nedstigninger – og hele tiden med rørføring til varmt vand i vejsiden.
Næst efter Den Blå Lagune er det imponerende vandfald Gullfoss og gejseren Strokkur Islands must seeseværdigheder. Ved Gullfoss blev vi lidt våde af både vandstøvet fra det enorme vandfald samt fra oven. Ved gejserne holdt det tørt, og vi kunne igen blive imponeret af de fantastiske naturkræfter.
Efter formiddagens anstrengende kørsel på vejen til Krysavikberg, der vist kun var beregnet til 4WD, var den grusbelagte landevej ingenting, og hastigheden kom op på 70 km/t – hastighedsbegrænsningen på Islands grusveje er 80 km/t! Mange får og deres bedårende små uldtotter af lam græssede overalt, hvor vi kørte. Et sted lå en mor med to lam og slappede halvt ude på vejen, og et andet sted måtte Casper næsten op at stå på bremsen, da igen en mor med to lam besluttede sig for at forcere landevejen.
I nationalparken Thingvellir, hvor Island som republik blev stiftet, iførte vi os både regnjakke og regnbukser, før vi gik en tur i det naturskønne område. Klipperne, søerne og den yndige gamle kirke blev kun flottere flankeret af en regnbue.
Kl. 20 nåede vi Reykjavik og tjekkede ind på vores centralt beliggende hotel. Trods et lækkert hotelværelse, var vi dog ude i byen igen efter få minutter. Den islandske bar blev stedet, hvor vi indtog vores gourmetmiddag med islandske specialiteter som lammetatar, hval, søpapegøje og lakridsmarineret gås! Det smagte utroligt lækkert alt sammen!
På dette hotelværelse er mørklægningsgardinerne helt tætte, så midnatssolen kommer ikke til at forstyrre vores nattesøvn.
Edda Hotel Langur Sælingsdal, Bildudalur, kl. 22.45, søndag den 4. juli 2010
Efter lidt morgenmad købt i supermarkedet i går aftes, forlod vi igen Reykjavik. Kursen blev sat mod Surtshellir, hvor man kan se Islands længste lavatunnel. Ved en lille grusvej fandt vi et skilt, der viste, at vi var på rette vej. Men efter 10 km. ud af en meget stenet grusvej, blev vi i tvivl, om vi var kørt forbi. Det var vi dog ikke. Lavatunnelen var ikke lige egnet til at gå i, ligesom vi ikke havde det rette udstyr til at udforske den nærmere (sikkerhedshjelme anbefales!). Så forsigtigt kravlede vi ned ved en af de mange huller og kiggede ind i tunnelen. På tilbagevejen kom vi forbi Hraunfossar – et ca. 1 km. langt vandfald med flot turkisblåt vand. Vi havde på udturen undret os over den meget øde placering af en pølsevogn, men den var selvfølgelig placeret strategisk lige ved vandfaldet, som tiltrak mange turister.
Dagens hovedmål var området omkring gletsjeren Snæfellsjökull, men inden vi nåede dertil, gjorde vi mange stop. Ved Arnarstapi spiste vi frokost og gik derefter en tur langs kysten, hvor der var flotte og spændende lavaformationer. Den enorme klippe samt endnu en lavatunnel (hvor et hold turister iført sikkerhedshjelme var på vej ned) kom vi også fordi. Ved Djúpalónssandur gik vi en tur ned til stranden med det sorte sand og de blødeste runde sten. Casper prøvede styrkeprøven, der før i tiden var obligatorisk, hvis man ville have hyre på et skib fra havnen i Dritvik: de to mindste sten på ca. 25 og 50 kg. blev løftet, men de to store på ca. 100 og 150 kg. var ikke lige til at løfte. Så nåede vi endelig vejen til Snæfellsjökull. Dog var vi tæt på at køre forbi, for skiltningen var ikke ligefrem tydelig.
Op til selve gletsjeren kom vi dog ikke. Ved frokoststedet hørte vi nemlig, at turene på gletsjeren var blevet aflyst på grund af dårligt vejr og minus sigtbarhed på gletsjeren. Vi gjorde hold tre steder på grusvejen i nationalparken og gik hvert sted en mindre tur ad en afmærket sti. Der var tale om korte vandreture, men i meget ujævnt terræn – op og ned ad bakke! To af turene førte os til imponerende vandfald, mens den sidste første os til toppen af et mindre vulkankrater. På en solskinsdag ville vi sikkert have haft en fantastisk udsigt over området og selve gletsjeren, men nu kiggede vi blot på den tætte tåge, der hele dagen lå over bjergene.
Kursen blev sat mod Stykkisholmur, hvor vi efter et stop ved den nye kirke og en kort gåtur ved havnen, spiste aftensmad. Fra Stykkisholmur til Budardalur var små 90 km., hvilket jo ikke var så slemt – indtil asfalten på landevejen blev erstattet af grus og fortsatte sådan de næste 60 km.! Casper er dog ved at blive en hærdet grusvejschauffør, så hvor vejen var nogenlunde jævn, var det ikke noget problem at køre tæt på de 100 km/t. Ligesom i går gjaldt det dog om at holde øje med fårene, der krydsede vejen ligesom det passede dem.
Da vi nåede Budardalur, fandt vi vores hotelbooking frem – blot for at konstatere, at vores hotel ikke lå i byen, men yderligere 20 km. længere nordpå. Det betød, at klokken blev næsten 22, inden vi nåede frem. Nu er vi så her i Langur, hvorfra turen i morgen går yderligere nordpå.
Hotel Flokalundur, Vatnsfjordur, kl. 20.15, mandag den 5. juli 2010
Med en madpakke hver fra hotellet, fortsatte vi vores rejse. Vi vidste godt, at dagen i dag bød på en lang køretur, men vi regnede ikke med, at ca. halvdelen ville blive på grusveje. Værst var en meget lang strækning med vejarbejde og en grusvej i meget elendig kvalitet. Et sted fik vi lidt mere action end ønsket, da bilens bagende skred ud, og hele bilen kom i svingninger. Efter noget slinger, lykkedes det dog Casper at få kontrol over bilen, og vi holdt os utroligt nok på vejen. Det gjorde den efterfølgende køretur lidt mere spændende, da vejen flere steder var smal og med stejle skrænter ned.
Da vi kørte ud på halvøen, hvor dagens stop lå, så vi et skilt, der fortalte, at der ikke fandtes nogen tankstation på halvøen. Vi undrede os over, hvorfor dette ikke havde stået ved sidste tankstation mange kilometer tidligere?! Med benzinøkonomisk kørsel regnede vi dog med at kunne klare dagen, men hvordan kører man benzinøkonomisk på grusveje med 16 %-stigninger?!
Et sted var vi så heldige at se en havørn, som fløj langs vejen. Et imponerende syn! Og så er vi ved at være vant til får på vejbanen. Ved stranden i Raudisandur, der regnes for en af Islands flotteste strande, håbede vi at se gråsæler, men umiddelbart var der ingen at se. Vi fulgte en vandresti, der mærkeligt startede med at gå igennem en privat gård (vi måtte forcere et elektrisk hegn og igennem lågen til køernes indhegning!) og så over marken, hvor køerne græssede. På tilbagevejen gik vi ved vandet, og det var altså ret hårdt at gå i det løse sand. Længere ude af stranden prøvede vi med kikkerten at afgøre, om sorte pletter på stranden var sæler eller sten. Vi mente, at det måtte være sidstnævnte og gik derfor ikke den lange vej derud.
Fra stranden kørte vi til Latrabjarg, der er Islands og dermed Europas vestligste punkt. Der ligger Islands højeste klipper langs kyster, og på disse yngler tusindvis af fugle. Søpapegøjerne var grunden til, at vi var taget dertil, og vi blev ikke skuffede. Casper, der jo ikke er så glad for højder, havde bestemt ikke nydt køreturen dertil på de smalle grusveje med hårnålesving og stejle kanter. Og de høje klipper var heller ikke lykken. Men at se fuglene gjorde hele turen værd! Det var muligt at komme helt tæt på de nuttede fugle.
Med benzinforbruget i mente kørte vi tilbage af samme vej, som vi var kommet fra og til vores hotel. Vores hotel ligger på hovedvejen med vandet på den ene side og et fjeld på bagsiden. Hotellet har også en købmand og en benzintank, hvilket siger lidt om, hvor langt ude på landet, vi er. På hotellet kan også købes postkort – blandt andet et med gråsæler på stranden Raudisandur. Og billedet er taget netop der, hvor vi konkluderede, at der blot lå nogle store sten!
Til aftensmad prøvede vi igen lokale specialiteter. Rådden haj og tørret fisk – serveret med Islands brændevin – kan ikke anbefales! Nu sidder vi i hotellets fjernsynsstue, nyder to kolde islandske øl og har købt os til internetadgang. Hotellet serverer først morgenmad fra kl. 8, så vi overvejer lige nu, om vi skal droppe morgenmaden for at komme tidligt af sted.
Gigur Hotel, Skutustodum, kl. 22.30, tirsdag den 6. juli 2010
Der var intet personale på hotellet, der var oppe, da vi tog af sted kl. 7.20 i morges. Så det var jo godt, at de i går aftes – efter vi var gået i seng – kom til vores værelse med de madpakker, som vi havde bestilt. Vi havde ikke betalt, men havde heldigvis kontanter, så sammen med en seddel efterlod vi et beløb, som vi regnede med dækkede vores regning for overnatning, øl, internet og madpakker.
Fra køreturen i går var vi forberedt på, hvad der ventede os til morgen. Dagens køretur startede nemlig med ca. 25 km. kørsel på elendig grusvej med vejarbejde. Det tog en time! Derefter fortsatte vejen med grusvej i noget bedre kvalitet.
Vi havde ikke planlagt at skulle se noget særligt i dag, men skulle blot tilbagelægge mange kilometre. For at strække benene stoppede vi dog mindst en gang i timen – også for at nyde den flotte udsigt. På vores kort havde vi fundet den korteste vej til Myvatn. Et godt stykke ud af en grusvej, blev vejen dog pludselig til en vej kun for forhjulstrukne biler! Da vi har oplevet, hvor elendig kvalitet de almindelige veje kan være, turde vi på ingen måde at begive os ud på en vej, hvor loven foreskriver, at man skal have en 4WD. Så vi måtte tilbage af samme vej, hvilket kostede os mindst 40 km. ekstra – men heldigvis af en utrolig flot vej i en dal omgivet af grønne bjerge. På den anden vej mod Myvatn var der vejarbejde, og vi fik der kørt over en sten så stor, at vi frygtede, at den havde smadret bunden af bilen. Men utroligt nok kunne motoren fortsat køre, lydpotten sad stadig, som den skulle, og bilen dryppede ikke noget, så vi slap med skrækken.
Efter skuffelsen i går, hvor vi opdagede, at vi havde taget en flok sæler for at være store sten på stranden, ville vi i dag gøre et nyt forsøg på at se sæler. Derfor tog vi en omvej og kørte til Vatnsnes halvøen. Der havde vi læst, at der skulle være sæler, og på sælforskningscentret i Hvammstangi kunne de fortælle os, nøjagtigt, hvor vi skulle lede. Men vi skulle være hurtige, hvis vi skulle nå frem under lavvande, hvor sælerne slappede på klipperne. Vi nåede frem og fik set en masse sæler! Ved sælerne oplevede vi igen, hvor aggressive de islandske fugle kan være: ligesom både i går og i forgårs oplevede vi, at en fugl forsøgte at skræmme os væk ved at dykke ned tæt på vores hoveder.
Udover stop for at fylde benzin på og købe lidt spiseligt til turen samt flere stop for at strække ben og nyde udsigten, gjorde vi et lidt længere stop i byen Akureyri. En hyggelig lille by med en del butikker og fine gamle huse. Omkring kl. 19 nåede vi frem til vores hotel her ved Myvatn-søen, hvor vi straks bestilte bord i hotellets restaurant. Perlebyg må være meget almindeligt her på Island, hvor i dag lykkedes det Britt for 3. dag i træk at bestille en fiskeret, hvor perlebyg var tilbehøret.
Her ved Myvatn er her stort set midnatssol (der er vist omkring en time imellem solnedgang og solopgang), så vi benyttede os af lyset og det gode vejr til at gå en tur efter aftensmaden. Hotellet ligger nemlig lige ud til søen ved de mange pseudo-kratere, som er en del af den meget specielle natur her i området. På gåturen så vi også mange fugle – især forskellige ænder, der stort set alle sammen havde ællinger.
Foss Hotel, Husavik, kl. 20.30, onsdag den 7. juli 2010
Da vi gik i seng i går aftes, skinnede solen flot, men i morges var det gråt og meget blæsende – ikke lige vejret til vandreture!
Men med et kort i hånden over områdets vandrestier, kørte vi fra vores hotel lidt i halv otte i morges. Første stop var ved Kalfastrond, hvor vi på en tur langs en del af Myvatn kunne se underlige lavaformationer samt flere af områdets mange ænder. Næste stop var Dimmuborgir, hvor vi igen kunne se de utrolige skulpturer og lavatunneler, som lavaen havde dannet. Det var flere vandrestier med udgangspunkt der, og vi nåede vist at gå et stykke af dem alle sammen. Så kørte vi videre til Mt. Namafjell, hvor der ligger et område med geotermiske kilder – altså et område, hvor kogende vand og damp kommer op fra undergrunden. Vandet har dannet skovlbrinte og stinker derfor som rådne æg (det samme gjorde det varme vand i vandhanerne på hotellet, der jo også kom fra varme kilder), men det glemmer man næsten, når man set det utrolige landskab. Det er som at være på en anden planet.
Inden vi forlod det enestående Myvatn-område, stoppede vi ved Kratla – et af Islands mest aktive vulkanområder, hvor geotermiske kilder også dannede kogende vandpytter. Det kraftige blæsevejr gjorde det faktisk svært at holde balancen ind i mellem på de mest åbne områder, men vi nød nu alligevel den ca. 5 km. lange vandretur på den størknede lava. Flere steder var lavaen stadig så varm, at den dampede. Og sidste vulkanudbrud var vel at mærke i 1984!
Efter disse fire små vandreture på mellem 2 – 5 km. hver kørte vi igen nordpå – selvfølgelig af grusveje! Vores mål var Husavik, men vi kørte ikke den korteste vej. Ved at tage en omvej kom vi nemlig forbi Dettifoss. Udover at være Islands største vandfald, regnes det også for at være Europas mest kraftfulde vandfald. Ved Dettifoss var vinden stadig meget kraftig, ligesom det småregnede lidt, så vi nøjedes med at gå turen ned til vandfaldet og tilbage igen. Derefter kørte vi det lille stykke videre til Hafragilsfoss – det næste vandfald på turen igennem Jökulsárgljúfur Nationalpark. Videre ud af grusvejen nåede vi til starten af Jökulsárgljúfur Nationalpark. Der gik vi en tur ved Ásbyrgi, hvor vi følte os små mellem de enorme klipper. Mellem klipperne var der læ, og da solen samtidig kiggede lidt frem, var det en helt behagelig vandretur.
Langs kysten på Tjörnes-halvøen det sidste stykke til Husavik, kunne vi se, hvordan havet viste tænder. Sigtbarheden var meget lav, og bølgerne høje! Da vi kom til Husavik, var første stop efter check in på hotellet, derfor der, hvor vi har bestilt en whale watching-tur til i morgen. De fortalte, at fem af dagens syv sejlture var blevet aflyst på grund af vejret – og på de sidste to ture, havde der ikke været nogen hvaler i sigte. Vejrudsigten ser ikke meget anderledes ud for i morgen, så vi forbereder os på, at vores sejltur bliver aflyst.
Til aftensmad prøvede vi igen nogle islandske specialiteter: rensdyrpate og den klassiske islandske lammekødssuppe. Restauranten havde ingen spændende desserter, så det blev i stedet lidt is fra tankstationen og så tilbage på hotellet og se det sidste af aftenens fodboldsemifinale.
Vi skal passe på, når vi går i bad i morgen tidlig. Det varme vand i hanen kommer også her fra geotermiske kilder (og lugter derfor af rådne æg!) og kan derfor have en temperatur på over 80 grader! Der er advarsel om dette på badeværelset, så man ikke blot skruer godt op for den varme hane.
Hallormsstadur Hotel, Hallormsstadur, kl. 20.45, torsdag den 8. juli 2010
Vejret så ikke meget bedre ud i morges end i går, men vi begav os alligevel mod havnen, hvorfra whale watchingen afgik. Kaptajnen var kørt længere op af kysten for at overskue vejrsituationen, så vi måtte vente lidt. Hans tilbagemelding blev, at det var sikkert at sejle ud, men at det med al sandsynlighed var spild af både vores tid og penge at tage ud på grund af de høje bølger og ringe sigtbarhed. Som guiden sagde, så ville det sikkert blive mere wave watching end whale watching på grund af stormen. Vi havde også planlagt at tage på en ridetur fra Husavik, men dette først kl. 13. Når nu vores whale watching ikke blev til noget, og vejret i øvrigt ikke var særligt godt, valgte vi også at aflyse denne. Det betød, at vi kørte fra Husavik langt tidligere end oprindeligt planlagt.
Igen kørte vi sydpå forbi Myvatn og så videre til Egilsstadir mod Hallormsstadur. I stedet for at tage hovedvej 1 hele tiden, kørte vi fra og tog en afstikker. Der gjorde vi holdt ved nogle huse bygget op af tørv – et hyggeligt sted. På den del af turen spejdede vi også efter rensdyr, der skulle leve i området. Vi så dog ingen – kun masser af får som sædvanligt.
I Egilsstadir gjorde vi hold for at spise frokost. Det blev på Café Nielsen (nej, intet dansk over stedet udover navnet), der ligger i Egilsstadirs ældste hus. Huset er fra 1944. Derfra fortsatte vi syd på langs Lögurinn-søen. Der stoppede vi ved floden Hengifossa for at kigge nærmere på de to vandfald, Litlanesfoss og Hengifoss (ligesom vi også havde stoppet ved et tredje vandfald på vejen). Allerede få hundrede meter oppe af den stejle sti, havde vi åndenød. Alligevel havde vi dog luft til at nyde udsigten over det smukke Litlanesfoss. Så gik vi videre op af skråningen mod Hengifoss. For at komme helt derop, skulle man krydse floden, men der var altså lidt for langt imellem de glatte sten til, at Britt havde lyst til at gøre et forsøg på at komme over på den anden side af vandet. Vi fortsatte et stykke længere op af den stejle skråning langs vandet, men der var ingen steder, hvor det var nemmere at krydse floden.
Efter et par korte stop for at nyde udsigten, en lille kirke og dyrelivet (læs: får på vejen!) nåede vi frem til vores hotel. Inden aftensmaden nåede vi at gå en kort tur i området, ligesom vi fik skrevet nogle enkelte postkort. Hotellets restaurant bød på en stor buffet med blandt andet islandske specialiteter som røget lammekød og marineret hestekød – og selvfølgelig rigeligt med laks. Meget lækkert alt sammen!
Inden vi lægger os til at sove (her er noget lydt, så vi håber ikke, at naboerne larmer for meget!), vil vi benytte os lidt af den trådløse internetadgang.
Hotel Edda, Nesjum, kl. 21.00, fredag den 9. juli 2010
I går havde vi jo allerede fået set det, som vi skulle se omkring Lögurinn-søen, så vi havde masser af tid til rådighed. Alligevel kørte vi tidligt fra hotellet og begav os videre sydpå. Igen blev vi imponerede over de mange vandfald – nogle steder var de med blot få hundrede meters mellemrum.
Vi stoppede i byen Djuprivogur for at tanke op og gå en lille tur. Der var ikke meget at se på i byen. Derefter gjorde vi holdt yderligere to steder, Hvalnes og Stokksnes, hvor vi havde læst os til, at der var mulighed for at se sæler. Vi fik en god lille gåtur ud af begge stop, men kun ved Stokksnes, var vi så heldige at se nogle sæler, der lå og sov på klipper ude i vandet. Ved Stokksnes dominerede et stort Nato-anlæg området med det sorte sand. På turen passerede vi også store flokke af svaner – et imponerende syn.
Ved frokosttid var vi nået frem til byen Höfn, så der fandt vi en sportsbar, der serverede lækre pizzaer, og så gik vi en kort tur i byen. Fra vandet var en flot udsigt til flere af Vatnajökull-gletsjerens tunger.
Blot 10 km. udenfor Höfn lå vores hotel. Efter at have tjekket ind, kørte vi af sted igen i håb om at kunne komme helt tæt på isen på gletsjeren. Den første vej, som vi kørte ned af, passerede en flod – uden en bro vel at mærke. Så der måtte vi vende om, da vores lille Suzuki altså ikke er en amfibie-bil. Ved en næste vej kunne vi komme lidt tættere på en anden af gletsjerens tunger. Vi parkerede bilen der, hvorfra vejen vist krævede et mere terrængående køretøj og begav os så af sted til fods. Det var svært at finde en sti, så flere steder måtte vi lave vores egen sti igennem terrænet. Vi kom højt op og havde en flot udsigt, men gletsjeren blev ved med at være langt væk. Den første hindring var et elektrisk hegn. For at komme tættere på gletsjeren skulle vi krydse flere vandløb med smeltevand fra gletsjeren. Det lykkedes os at komme over tre små vandløb, men den fjerde var for bred. Vi gik et godt stykke langs vandet og overvejede endda at lave vores egen lille overgang med nogle løse sten, men det var ikke lige muligt. Derfor måtte vi køre tilbage til hotellet uden at være kommet helt tæt på noget is.
Vi havde egentlig planlagt at spise aftensmad i hotellets restaurant, men droppede dette, da de kun serverede en buffet. I stedet kørte vi tilbage til Höfn og efter en gå tur ved havnen, hvor enorme fiskekuttere og fiskeindustrien herskede, gik vi ind på byens nok kendteste restaurant, Langusine Höfnin. Byen Höfn er kendt for de hummere, der bliver fanget i havet tæt derpå (der afholdes blandt andet en årlig hummerfestival i byen), så Britt skulle selvfølgelig have hummerhaler, mens Casper holdt sig til lam. Det var et rigtigt lækkert måltid – 300 gram hummerhaler frisk fra havet!
Igen blev desserten købt på den lokale tankstation: ispinde!
Hotel Hofdabrekka, Vik, kl. 22.30, lørdag den 10. juli 2010
Dagens første stop var gletsjersøen, Jökulsárlón. Da det styrtede ned, iførte vi os regntøjet inden vores sejltur. I en amfibie-bil skulle vi nemlig ud at sejle på søen – regnvejr eller ej! Vi var et kønt syn: regntøj, hætten godt op over hovedet – og så orange redningsveste! I søen ligger utallige store og små isbjerge – alle nogle, der er brækket af Vatnajökull-gletsjeren. Der ligger de så i søen i årevis, indtil de er brækket i så små stykker, at de kan komme igennem den lille åbning og flyde ud i havet. Det var et flot syn. Ind i mellem isbjergene stak sæler hovederne op af vandet. Der fik vi også smagt 1500 år gamle isterninger.
Vores regntøj var endnu ikke nået at blive tørt inden vores næste stop. Ved Svinafell var det muligt at komme helt tæt på gletsjertungen efter blot en kort gåtur. Ved Skaftafell Nationalpark havde vi planlagt to vandreture efter først at have fået lidt at spise i cafeteriet. Den første var en tur op ad bakke til Svartifoss – et smukt vandfald med basaltsøljer. Derfra fortsatte vi videre til Skaftafell, hvor endnu en af Vatnajökulls gletsjertunger er til at komme helt tæt på. I alt blev det til ca. 8 km. vandring – en stor del i regnvejr.
Det var efterhånden klaret en smule op i vejret (læs: det styrtede ikke ned hele tiden), så det var i tørvejr, at vi stoppede i den lille flække Kirkjubæjarklaustur. Der fik vi en sen frokost, og derefter fik vi set ’kirkegulvet’: basaltsøjler, der mest af alt ligner et mønstret lagt flisegulv. Naturen kan altså lave nogle utrolige ting.
Med en lysende benzinmåler kørte vi til Vik for at få fyldt tanken op, inden vi kørte de små fem kilometre tilbage til vores hotel og tjekkede ind. Igennem de seneste dage har en bestemt turbus med tyske turister (alle i pensionsalderen) fulgt vores tur; samme hotel i forgårs, på samme restaurant i Höfn i går, ved gletsjersøen i morges, ved Skaftafell senere i dag og nu også på samme hotel som os i dag!
Sent på eftermiddagen klarede det helt op i vejret, og da vores hotel ligger utroligt smukt, skulle vi selvfølgelig lige ud at gå en tur i området. Inden aftensmaden nåede vi også at gå et par ture på stranden uden for Vik, hvor vi fik set flotte lavaformationer, en lang sort strand og en utrolig flot hule i klippen med basaltsøjler.
Efter stort set hver feriedag hver i sær at have fået henholdsvis lam og fisk, nød vi en god bøf til aftensmad med blandt andet hestecarpaccio til forret og kokosis med amagerstænger til dessert på en restaurant i Vik.
Keflavik Bed & Breakfast, Keflavik, kl. 22.45, søndag den 11. juli 2010
Da vi stod op i morges, skinnede solen. En rar forandring efter flere dage med gråvejr! Vi havde egentlig besluttet os for at køre forbi Delayney, da vi syntes, at vi havde set flotte lavaformationer nok. Men da vi så i morges læste, at stedet var et godt sted at se søpapegøjer, valgte vi alligevel at stoppe der. I stedet for at køre ned til stranden, kørte vi op på klippen – en vej, der nok burde være afmærket som en vej kun for firhjulstrækkere. Vores lille bil måtte arbejde noget for at komme op – displayet viste, at den på et tidspunkt kun kørte 1,3 km/l! Der er automatgear i bilen, men med et par ekstra lave gear til bjergkørsel. På klippen så vi flokke af søpapegøjer, der dog ikke lod os komme helt så tæt på, som de mere menneskevante søpapegøjer ved Latrabjarg.
Næste stop var Skogarfoss – et flot, bredt vandfald, hvor det var muligt at køre helt hen til det – i modsætning til de fleste andre, der har krævet noget vandring. Trods vores gåtur ved klipperne ved Delayney, var vi foran vores tyske forfølgergruppe: de ankom til Skogarfoss, netop som vi forlod stedet. Og det blev heldigvis det sidste vi så til dem.
Også ved det 60 meter høje vandfald, Seljalandsfoss var det muligt at kørte meget tæt på. Helt slap vi dog ikke for at vandre og kravle lidt, for selvfølgelig skulle vi en tur om bag ved vandfaldet. Igen kom vores regnjakker til deres ret i vandsprøjtene fra vandfaldet.
Skyerne var igen begyndt at trække sig sammen, men alligevel kunne vi flere steder ser tunger fra først Vatnajökull og efterfølgende Myrdaljökull-glestsjeren. Eyjafjallajökull var dog ikke synlig, men det var følgerne af forårets vulkanudbrud. Ved Katlas udbrud havde smeltevandet fra gletsjeren skyllet hovedvejen og broer væk, hvilket nu var ved at blive repareret. Og ved Eyjafjallajökull kunne vi se et tykt lag aske, der dækkede et stort område. Der gik vi en tur, hvor vi så flere flotte klipper – dækket af aske!
Derefter gik turen det sidste stykke til Reykjavik, hvor vi i det store indkøbscenter, Kringlan, fik frokost og købte lidt chokolade-souvenirs i supermarkedet. Desværre havde vinboden lukket om søndagen, så ekstra øl med hjem bliver det ikke til, medmindre de fås i lufthavnen i morgen tidligt. I høj sol gik vi rundt i centrum af Reykjavik i flere timer – med den store Hallgrímskirkja-kirke som vores udgangspunkt. Der fik vi shoppet lidt souvenirs til os selv.
Efter et stop ved Det Nordiske Hus kørte vi til Perlen – det store vandtårn i udkanten af byen. Efter at have nydt udsigten fra terrassen, spiste vi gourmetmad på den roterende restaurant. Vores tre retter smagte fantastisk, og det samme gjorde de tre små mellemretter, som vi også fik serveret. Eneste kritisk punkt af stedet er, at de ikke havde ølglas, så vi måtte drikke af rødvinsglas – og så kan de ligesom stort set alle andre restauranter på Island ikke finde ud af at servere maden rygende varm.
Det er godt, at vores ferie nu er slut, for vores udlejningsbil kan ikke mere. Da vi forlod Perlen, opdagede vi, at den dryppede olie (bilen er så ny, at den ikke engang har kørt 10.000 km. i alt!), ligesom automatgearet har opført sig underligt hele dagen. Vi håber, at den er i stand til at køre de få kilometre her fra vores hotel i Keflavik til Avis i lufthavnen i morgen.
