Hotel Tivoli Palácio de Seteais, Sintra, kl. 19.30, søndag den 10. oktober 2021
Før kl. 4 i morges sad vi i S-toget på vej mod lufthavnen. Planen var at spise morgenmad derude, men spisestederne var lukkede. Det endte derfor med nogle poser fra Lagkagehuset, hvis indhold vi sad og spiste ved gaten.
Vi landede i Lissabon 20 minutter før tid, men gaten var ikke ledig, så vi holdt blot og ventede. Og ventetid blev der bare mere af…

Fra vi landede, til de første kufferter begyndte at køre på båndet, gik næsten to timer! Flere brød ud i klapsalver, da bagagebåndet endelig gik i gang. Ved Avis-skranken tog ekspeditionen også evigheder, selvom bilen jo var booket og betalt på forhånd. Da vi endelig fandt stedet i parkeringshuset, hvor vi skulle have bilen udleveret, ventede vi igen i evigheder, da en bil først lige skulle vasket og renses til os – selvom den jo egentlig skulle have været klar to timer tidligere. Derfor endte der med at gå næsten tre timer, fra flyet satte hjulene på landjorden, til vi forlod lufthavnen. Vores indrejseformular til sundhedsmyndighederne og vores vaccinationsbevis var der ingen, der spurgte efter.

På motorvejen fandt Casper en søndagsbilist at køre bag ved, så han lige kunne lære den store Citroën C5 SUV at kende. Vi havde besluttet at prøve at undgå betalingsveje, hvilket bragte os ud på nogle små veje. Et sted guidede Google os ind over gårdspladsen ved en gård. Det virkede i hvert fald sådan.

Caspers chaufførevner blev også testet i de små smalle gader gennem Sintra, hvor vi dog nemt fandt vores hotel – en gammelt slotlignende bygning. Hotellet havde simpelthen et ’skattekort’ over nogle af hotellets kunstgenstande som vægmaleri, gobelin og piano. Indtil vi kunne tjekke, besøgte vi paladset, Quinta da Regaleira, der ligger ganske tæt på hotellet. Den uendelige brønd med den underjordiske gang under haven var en oplevelse, mens resten af haven og paladset også var flot.

Tilbage på hotellet midt på eftermiddagen tog vi skattejagten og fandt alle kunstgenstandene og nød den fantastiske udsigt over dalen. Da vi endelig kunne komme ind på vores værelse, blev vi ikke længere end tid end det tog at spise de lækre kager, som stod klar til os og så komme i badetøjet.

Vandet i poolen var bestemt i den kølige ende, men vi kom alle i og var der lidt tid. Inden aftensmaden nåede vi lige at slappe foran fjernsynet på vores fine værelse. Her er lysekrone selv på badeværelset, og fra værelset er også den flotteste udsigt over dalen.

Hotellets restaurant åbnede først kl. 19.30 – og eftersom vi både var trætte og sultne efter ikke rigtigt at have fået frokost, kunne vi ikke vente så længe. Aftensmaden blev derfor indtaget på hotellets terrasse, hvor baren serverede helt enkelt mad: sandwichs og snacks.

Her tilbage på hotelværelset var vi lige smagt på den portvin, som også stod til os sammen med kagerne, som vi spiste i eftermiddag – og så var vi spist de små chokolader, som er lagt på vores hovedpuder, mens vi spiste aftensmad. Skodderne for vinduerne er blevet lukket, og der er sat sutsko frem til os alle ved siden af sengene. Vi har fået en ekstra opredning til Valdemar, men da dobbeltsengen er mindst 2½ meter bred, får han lov at sove i midten. Vi har stadig rigeligt med plads.

Hotel Batata, Nazaré, kl. 20.15, mandag den 11. oktober 2021
Morgenmaden på hotellet blev normalt serveret fra kl. 8, men heldigvis skulle en gruppe tidligt afsted, så vi fik i går at vide, at vi kunne spise morgenmad allerede fra kl. 7. Det betød, at kl. 8 var vi ude af døren.

Vi gik den korte vej til centrum af Sintra – den gamle bydel med det hvide palads og så videre til den nyere del med stationen. Vores plan var at tage en tuktuk op til Pena-pladset. Vi var dog lidt for tidligt på den, så der var kun et par enkelte tuktukker, men ingen chauffører. Da der kom en elektrisk tuktukker, der tilbød at køre os – og han samtidig var hurtigt til at acceptere, at vi ikke skulle betale for Valdemar, slog vi til. På vejen forklarede han om paladsets historie – alt imens han aggressivt overhalede turister og fortalte dem, at det ikke var tilladt at køre op til paladset i egen bil.

Vi havde egentlig besluttet kun at se paladset udefra, men skiftede mening på vej op – og godt for det. For det var slet ikke muligt at se paladset uden at betale for adgang til haven, og så kunne vi lige så godt også betale for at komme ind på selve paladset. Og det var et godt valg! Paladsets indre var virkelig imponerende med forskellige udsmykning i hvert rum. Selve paladset er bygget med inspiration fra Big Ben, Taj Mahal, Neuschwanstein og Peterskirken – et mix af stilarter.

Vores plan var at gå tilbage ned til byen og hotellet, men vi besluttede at spare lidt tid og fik en tuktuk til at køre os næsten tilbage til hotellet. Turen ned kostede kun det halve som turen op, da alle tuktukker bare er glade for ikke at skulle køre tomme med, når de har sat turister af oppe på bjerget ved paladset.

Sidst på formiddagen tjekkede vi ud af hotellet og satte kurs nordpå. Fortsat uden om betalingsveje kom vi igennem flere små hyggelige byer og kun ganske få kilometrer på motorvej. Da vi blev sultne og tørstige, fyldte vi et net i Aldi med snacks.

Google guidede os til borgen i Obidos, men da vi kom ind på de smalle, stejle brostensbelagte gader, besluttede vi at stille bilen lige uden for bymuren og gå det sidste stykke. Efter masser af snacks på køreturen, droppede vi frokost og delte i stedet to vaffelis, mens vi gik igennem de hyggelige smalle gader i Obidos.

Næste stop på vejen var stranden i Sao Martinho, hvor vi ville soppe lidt ved stranden i lagunen. Trods planerne om kun at soppe, endte Valdemar alligevel med at blive gennemblødt, så det måtte skiftes inden den sidste del af køreturen her til Nazaré.

Vi fandt hurtigt hotellets adresse – troede vi. Da vi ringede, sendte de en fra receptionen til at hente os, så vi kunne tjekke ind i lejligheden: en lille fin 3-værelses lejlighed med altan ud mod vandet. Farvekoordineret i mønstrede pasteller – stærk kontrast til hotellet i Sintra.

Vi havde lovet Valdemar, at han måtte få pasta til aftensmad, hvilket viste sig at blive en besværlig opgave. Mange spisesteder havde lukket – måske fordi vi var tidligt ude. Da vi endelig fandt en fiskerestaurant, der bekræftede, at de kunne servere en simpel gang pasta, satte vi os ind. Da vi skulle bestille, kunne de alligevel ikke servere pasta, og vi gik med uforrettet sag, mens to tjenere stod og småskændtes om, hvorvidt de havde pasta eller ej. I mellemtiden var et pizza/pastasted lige ved vores lejlighed til gengæld åbnet. Britt havde sat næsen op efter en lækker fiskeret – det blev i stedet en pizza med ansjoser.

Vi har nu lige delt en take away-boks fra isbaren på hjørnet: is i samme pasteller som puderne i sofaen – og om lidt, når Valdemar er kommet i seng, er der lige tid til en øl på altanen…

Canto de Luz, Porto, kl. 20.15, tirsdag den 12. oktober 2021
Der var tomt på stranden og strandpromenaden, da vi i morges begav os afsted mod kabelbanen, der forbinder Nazarés to bydele. Morgenmaden var blevet lidt kiks og sandkage, som lå til os i lejligheden.

Fra den øvre bydel var en storslået udsigt over Nazaré og stranden – og længere ude en flot udsigt over den nordlige strand, der er kendt for nogle af verdens største surferbølger. Vandet viste sig dog fra sin stille side i dag. Kirken åbnede desværre først kl. 10, så vi tog blot kabelbanen ned igen for at tage en tur på stranden – Casper og især Valdemar soppede i de kolde bølger. Valdemar nåede lige at få skyllet sandet af kroppen under bruseren, inden vi før kl. 11 tjekkede ud af lejligheden for at køre videre mod feriens næste stop.

I byen Aveiro parkede vi bilen og gik en tur i centrum, hvor der findes mange flotte art nouveau bygninger. Mange turister tager en tur med de farvestrålende ”gondoler” i byens mange kanaler, men vi nøjedes med at spise frokost i food courten i det store shoppingcenter, hvor vi også købte en del tøj til Valdemar. Efter et par timer var vi klar til den sidste del af køreturen. I dag havde vi ikke bedt navigationen om at guide os uden om betalingsveje, da dette ville have forlænget køreturen med 50 % – altså en time og et kvarter. Det blev derfor en kedelig og dyr køretur: motorvej til mere end 11 euro i vejafgift + de afgifter, som vi først kan betale på posthuset om nogle dage!

Vi nåede frem til Porto sidst på eftermiddagen, hvor vi hurtigt fandt vores bookede parkeringsplads ved vores hotel. Også her har vi booket en lejlighed – denne med egen gårdhave med en lille pool. Lejligheden er også udstyret med Xbox, Netflix, popcornmaskine og en avanceret espressomaskine med hele kaffebønner og kværn. Ren luksus!

Vi handlede lidt i et nærliggende supermarked og bestilte aftensmad på et lille tapassted på den anden side af gaden. Vi må tilbage i morgen og aflevere tallerkener og fad fra den lækre mad, som vi sad og spiste i gården.

Efter aftensmaden var det tid til en tur i poolen. Den havde et lag af små plastikbolde, der havde til formål at holde lidt på varmen – lidt underligt at bevæge sig rundt i. Vandet var dog alligevel i den kølige ende af skalaen, så det lykkedes ikke Britt at komme helt i. Fra pool til Xbox og chips, slik samt ovos moles købt i Aveiro tidligere i dag. Sidstnævnte er en lækker lille specialitet, som byen er kendt for, lavet af æggeblomme og sukker.

I morgen tager vi fat på Portos seværdigheder, mens bilen får en pause de næste par dage.

Canto de Luz, Porto, Portugal, kl. 20.00, onsdag den 13. oktober 2021
Kl. 3.45 stod Valdemar i soveværelset: ”Mor, kan vi ikke stå op nu?” Svaret var naturligvis nej, og det lykkedes heldigvis også Valdemar at sove nogle timer mere. Morgenmaden serveres først kl. 8.30, hvilket jo er meget sent for os. Morgenmaden var enkel, men lækker – bl.a. frugtsalat, lune croissanter og hjemmelavet wienerbrød.

Vi besluttede at starte dagen med en tur i sporvogn – en tur med line 22, der bragte os en tur igennem centrum og tilbage til udgangspunktet. Derefter indtog vi Porto på gåben op og ned ad bakkerne. Vi besøgte Sé Catedral do Porto, Iglesia de los Clérigos og São Bento Station, der ligesom de to kirker også har et flot indre.

Da vi nåede til Douro-floden, spiste vi frokost ved vandet med udsigt til Luis I-broen og de mange portvinshuse på den anden side af floden. Britt fik smagt den klassiske portugisiske ret, francesinha, mens Valdemar og Casper delte en pizza. Efter frokosten var det tid til endnu et kirkebesøg, nemlig Igreja Monumento de São Francisco, der er på Unescos verdensarvsliste. Vi gik op af helt smalle stræder og over store pladser. Overalt ses en blanding af flotte bygninger, faldefærdige bygninger – nogle tomme og forladte – og det midt imellem: byggepladser og stillads-indpakkede huse under renovering.

Allerede kl. 14 var vi tilbage i lejligheden, så der var tid til en tur i poolen. I dag lykkedes det os alle tre at komme helt i vandet, om end det stadig var alt for koldt. Vi fik besøg af en af hotellets katte, der adræt kom hoppende ned fra muren rundt om haven.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur på jagt efter et par butikker, der solgte Pokemon. Gåturen bragte os også forbi Mercado do Bolhão, der midlertidigt holder til i en stor hal i en kælder under et shoppingcenter, mens der bygges en ny hal. Markedet havde desværre ikke helt den rigtige stemning og havde heller ikke helt det forventede udvalg af fristende delikatesser.

Da vi jo har en lejlighed med køkken, havde vi tidligere i dag købt ind til selv at lave aftensmad: pasta med baconflødesovs. Det var ikke helt nemt at finde fløde i supermarkedet, når man ikke ved, hvad det hedder på portugisisk. Vi måtte da også spørge, om den lille pose, som vi havde fundet, nu også var fløde. Det var det, og maden kom til at smage lige så lækkert og cremet som planlagt. Vi sad naturligvis igen udenfor i gården og spiste – og Valdemar smuttede i poolen lige, da han var færdig, mens vi spiste færdigt. Bagefter blev popcornmaskinen afprøvet, og så var der tegnefilm og YouTube-videoer på fjernsynet.

Canto de Luz, Porto, kl. 19.30, torsdag den 14. oktober 2021
Også i dag fik vi en lækker morgenmad, inden vi begav os mod vandet – op og ned. Vi gik langs floden til Luis I-broen, hvor vi tog kabelbanen op, så vi kunne gå over broen i øverste niveau. Udsigten var fantastisk!

På den anden side tog vi svævebanen til den anden ende af promenaden, hvor alle portvinshusene holder til – og så tog vi næsten alle portvinshusene fra en ende af. Og så alligevel ikke helt, for mange af dem havde kun åbnet for guidede ture med portvinssmagning. Kun et enkelt sted var det muligt at komme ind og se de store tønder, hvor portvinene lagres, uden at betale for en rundtur.

I forskellige butikker fik vi købt flere mini-flasker portvin. Med billetten til svævebanen fulgte en gratis portvinssmagning hos et af portvinshusene, så vi delte et par smagsprøver allerede inden frokost. Efter frokost fortsatte vi vores jagt på små flasker, og et sted fik vi gratis fire smagsprøver på portvin, så vi kunne lære om forskellen på de forskellige hvide portvine.

Valdemar var til sidst godt træt af at besøge portvinsbutikker, men for at gøre besøgene lidt underholdende, var sporten at finde den dyreste flaske. Rekorden blev på 1000 euro for en flaske portvin. Vi tog midt på eftermiddagen endelig svævebanen tilbage til broen med alle vores indkøb og gik så den direkte vej tilbage til lejligheden.

Vi havde besluttet endnu en gang at lave aftensmad selv, så i supermarkedet supplerede vi med lidt ingredienser til endnu en pastaret. Nu havde vi jo både pasta og ost. Det blev også lige til et stop i en øl-butik ganske tæt på hotellet, førend vi midt på eftermiddagen nåede tilbage igen.

Selvfølgelig blev det til en kold dukkert i poolen for os alle tre før aftensmaden. Valdemar gjorde også et forsøg efter aftensmaden, men syntes da, at det var for koldt til at komme i. Her til aften har popcornmaskine igen været i brug, og vi hygger nu med tegnefilm.

Både i går og i morges var der lidt knas med kaffemaskinen til morgenmaden, og her til aften kom en fra hotellet for at låne vores avancerede kaffemaskine for at sikre, at der kan blive serveret kaffe til alle gæster i morgen tidligt. Vi har dog stadig en lille Nespresso-maskine på Valdemars værelse, hvis Casper skulle blive kaffetørstig.

Abrigo da Montanha Hotel Rural, Sabugueiro, kl. 20.45, fredag den 15. oktober 2021
Efter endnu en lækker morgenmad var det tid til at forlade Porto. Lidt kørsel i centrum, hvor det var en smule svært at følge navigationen, og så var det ellers derudaf på motorvejen. Det er virkelig kedeligt at køre på motorvej, men som regel den hurtigste løsning.

Da vi efter en times tid forlod motorvejen, var der endelig noget at kigge på udenfor: små og større byer samt vinmarker og skov. Det sidste stykke var ad snoede bjergveje i et goldt landskab i nationalparken Serra da Estrela. Vi kørte næsten uden stop til hotellet; Valdemar blev lidt køresyg, så vi måtte dog lige stoppe for at få lidt frisk luft et par gange.

Efter et tidligt tjek ind – og med beskeden om, at den indendørs pool desværre var lukket på grund af tekniske problemer – gik vi en tur i den lille by på jagt efter et sted at spise frokost. Eneste muligheder viste sig at være souvenirshops, hvor de serverede ost og skinke – siddende ved borde mellem alle varerne, der primært var skind og uldvarer som jakker og sutsko. Om det var alt skindet eller de mange skinker, der lugtede, ved vi ikke, men appetitligt var det ikke. Vi valgte derfor at forlade byen og køre til det højeste punkt på Portugals fastland, Torre.

Der i næsten 2000 meters højde var heldigvis en restaurant. Menukortet var kun på portugisisk, og oversættelsen fra servitricen lød blot: oksekød, svinekød, kylling osv. Maden, som vi fik bestilt, smagte dog helt fint – med bl.a. sherry-ris og kastanjer som tilbehør.

Efter maden gik vi en tur på det store plateau, som det højeste punkt faktisk er. Om vinteren er området Portugals eneste skiområde, hvilket de mange skilifte var synligt bevis på. byggede en stenskulptur Vi (læs: Casper byggede af de sten, som Valdemar fandt) på et sted, hvor der var en flot udsigt over området. De slidte bygninger, der engang har rummet en radarstation, var nu også et imponerende syn, der på toppen i solen.

Næste stop var ved en 7-meter høj skulptur hugget i klippen forestillende hyrdernes beskytter, Senhora da Boa Estrela. Udover flere stop for at beundre den storslåede udsigt, stoppede vi ved vandkraftværket, hvor vi gik en tur på dæmningen.

Området Serra de Estrala er kendt for hunderacen af samme navn. Ved kioskerne ved dæmningen stod flere hundehvalpe til salg i små bure og papkasser – ikke noget kønt syn. I byen ved hotellet mødte vi heldigvis nogle frie bjerghunde, der rendte rundt i byen. Det er nogle ordentlige bamser!

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet igen – alt for sent efter Valdemars mening. Vi havde faktisk ikke gået særligt meget i dag, så han havde ingen grund til at pive. Vi lokkede med, at der kun var dessert til dem, der nåede 15.000 skridt i dag. Trods en tur rundt på byens kirkegård, nåede ingen af os dog op på 15.000 skridt.

Hotellets restaurant, som nok var byens eneste ordentlige spisested, åbnede først kl. 19 – og selv da, var personalet stadig i gang med selv at spise mad. Det blev derfor en noget senere aftensmad, end vi er vant til. Valdemar var godt træt, så isen, der hørte til Valdemars menu, blev taget med op på hotelværelset.

Hotel Oslo, Coimbra, kl. 20.30, lørdag den 16. oktober 2021
At have styr på tiden er umiddelbart ikke blandt spidskompetencerne på hotellet: i går aftes var personalet stadig i gang med at spise aftensmad, da restauranten skulle åbne, og her til morgen var brødet ikke klar, da morgenmadsbuffeten skulle åbne kl. 8. Buffeten var corona-venlig: alt i portionsanretninger. Selv mysli var pakket i små poser.

Umiddelbart efter morgenmaden fortsatte vi vores køretur sydpå med Coimbra som næste stop. Allerede lidt over ti nåede vi frem til vores hotel, og vores værelse var heldigvis klar. Så kufferterne blev læsset af, og bilen kørt i et nærliggende parkeringsanlæg, og så var vi klar til sightseeing.

Coimbra er en universitetsby, og universitet er også byens største seværdighed. For at komme til universitetet er det bare at gå opad – dels af hovedstrøget og dels af små stejle smøger. På vejen var vi et smut inde i den gamle katedral.

En billet til universitetets seværdigheder indeholdt flere indgange, så vi startede med ’kemilaboratoriet’. Der var bl.a. en interaktiv udstilling om fysiske forhold som f.eks. vores sanser. Vi skulle nå et timeslot til næste indgang, så vi brugte nok ikke helt så lang tid på museet, som vi kunne have gjort.

Adgang til universitetets gamle bibliotek blev stramt styret med begrænset adgang på bestemte tidspunkter. Stor var skuffelsen, da vi fik at vide, at vi ikke måtte fotografere i den flotte bibliotekssal. Spejlreflekskameraet forblev slukket, men ligesom andre sneg Britt sig til enkelte, diskrete billeder med mobilen. Vinkel og fokus var måske ikke det bedste, men billederne kan give en idé om rummets storslåenhed.

Efter besøget på biblioteket var det tid til frokost, som vi indtog nede ved vandet – og derefter var det tilbage op ad til universitet. Vi gik dog rundt om centrum, igennem et marked og fandt så kabelbanen, der bragte os lidt af vejen op. St. Michel-kapellet var lukket pga. bryllup, da vi besøgte biblioteket ved siden af før frokost, og da vi kom tilbage, fik vi set brudeparret og de mange festklædte gæster. Vi besøgte paladset og derefter kapellet, førend vi gik ned til centrum igen.

Også i kirken ved det gamle kloster afløste det ene bryllup det andet, så vi kom ikke indenfor. I stedet så vi også her de mange gæster, hvoraf flere kom, mens bruden og hendes far stod uden for klar til at gå ind. Heller ikke her var punktlighed en spidskompetence.

Vi prøvede forgæves at finde den nedre indgang til botanisk have, men missede den og kom for langt. Vi valgte derfor i stedet at gå ned til vandet og tilbage til hotellet langs den anden side af floden. Selvom Valdemar gerne ville tilbage, gik han dog med til en mindre omvej og et stop, da vi kom forbi en racerbane for fjernstyrede biler.

Sidst på eftermiddagen var vi hjemme og vende hotellet, inden vi gik ud for at spise aftensmad. Vi havde læst, at der kunne være støj på hotellet, da det ligger på en ret trafikeret vej. Alligevel havde vi nok ikke regnet med larmen fra måske 1000 motorcykler mere eller mindre med hornene i bund. Den store flok af motorcykler kørte forbi med politieskorte, netop som vi kom tilbage til hotellet.

Til aftensmad havde vi fundet en italiensk restaurant tæt på hotellet – og heldigvis var der åbnet, da vi kom forbi kl. 18. Mange spisestedet åbner først kl. 18.30 eller senere. Efter store hovedretter og endnu større desserter gik vi en lille omvej på vej tilbage til hotellet. Dagens sidste stop blev på hotellets tagterrasse på 6. sal, hvorfra der var en flot udsigt over byen.

Hotel Iberostar Selection, Lissabon, kl. 22.00, søndag den 17. oktober 2021
Det havde regnet og tordnet hele natten, og vi vågnede også op til regn. Oprindeligt havde vi planlagt et stop i byen, Tomar, men i morges besluttede vi at køre turen til Lissabon i et stræk. Størstedelen af køreturen foregik også i regn, men det var kun gråvejr uden regn, da vi nåede hovedstaden.

Trafikken i centrum var heldigvis ikke så slem – det er trods alt søndag. Ved hotellet kom vi af med bagagen, og så kørte vi til Avis. Vi fandt nemt kontoret, men det var ikke muligt at parkere. Vejen udenfor var nemlig forbeholdt taxier. Efter at have kørt rundt om bygningen, trodsede vi til sidst indkørsel-forbudt-skiltet med en dyttende taxi efter os og parkerede foran Avis – blot for at finde et lukket kontor. Efter nogle minutter dukkede en medarbejder op med beskeden om, at han lige havde været en tur i parken…

Da bilen var afleveret, besøgte vi det store shoppingcenter, Vasco da Gama, købte lidt tøj til Valdemar og spiste frokost i foodcourten. Efterfølgende gik vi en tur i Parque das Nações – bydelen bygget til verdensudstillingen i 1998. Vi tog svævebanen tilbage og gik derefter endnu længere ud langs vandet. Et sted mødte vi en legeplads med et stort klatrestativ, der appellerede til både små og store drenge. På et tidspunkt var der tre voksne mænd (inkl. Casper) og så Valdemar på klatrestativet.

Vi fandt en station, men havde lidt udfordringer med at finde ud af at købe den rigtige billet. Vi fik dog købt billet, inden toget kom, og kørte så til den station nærmest vores hotel. Vi besluttede at gå derfra i stedet for at finde en metro det sidste stykke. Fra toget havde vi set en flot bygning, som Britt først troede var en moske. Da vi så bygningen nede af en sidevej, gik vi en lille omvej for at se nærmere på den. Vi kunne godt se, at det alligevel ikke var en moske, men først senere fandt vi ud af, at det faktisk var en tyrefægterarena.

Tilbage på hotellet fik vi vores værelse og fik samtidig booket den indendørs pool. På grund af corona-restriktioner, skal man booke tid til den mindre indendørs pool, og så har man den i en time helt for sig selv. Også omklædningsrummet var vores alene. Skønt!

Efter at have leget i poolen en lille time, gik vi ud for at spise aftensmad. Britt havde fundet et spisested tæt på, der mere mindede om et museum for superhelte. Rigtigt hyggeligt at sidde og spise ved siden af Hulk og andre superhelte.

I morgen er vi klar til at se nærmere på Lissabons centrum…

Hotel Iberostar Selection, Lissabon, kl. 20.00, mandag den 18. oktober 2021
Med både pandekager, mini-donuts og diverse wienerbrød blev dette hotels morgenmad også godkendt. Alt var portionsanrettet – selv agurk i skiver lå i små separate glas. Meget indbydende.

Efter den lækre morgenmad gik vi til den nærmeste metrostation og købte en 24-timersbillet, og så gik vi på jagt efter den nærmeste sporvogn. Linje 28 er den klassiske rute for turister, og ved endestationen kom vi derfor til at stå i en pæn kø. Med lidt tålmodighed kom vi med sporvognen med siddepladser i første række.

Vi havde besluttet at tage sporvognen til endestationen, hvilket viste sig at være en tur på ca. 50 minutter igennem den gamle bydel og helt ud til bydelen, Prazeres. Ved endestation lå, hvad der viste sig at være Lissabons største kirkegård. Britt har et eller andet med kirkegårde, så den skulle selvfølgelig besøges. Vi gik blot i et lille hjørne af kirkegården og så de mange gravkamre. Et enkelt var gået i stykker – og kisterne deri var også ødelagte. Lidt makabert at tænke sig, at vi sikkert kunne kigge ned på et skelet, hvis vi blot stillede os på tæer…

Vi gik en tur i kvarteret og derefter tilbage til centrum, hvor vi bl.a. fik set vagtskifte ved parlamentet. Vi fandt en café til frokost, hvor Britt endelig fik mulighed for at smage grillede sardiner. De kunne spises, men ingen større kulinarisk oplevelse, men nu er det prøvet. Vi har trods alt købt flere små souvenirs, hvor sardiner indgår i en eller anden form (magnet, øreringe og porcelænsfigur).

Når vi nu havde en billet til bus, metro og sporvogn, besluttede vi at tage til Belém. Det blev med bussen, hvor vi igen tog helt til endestationen. Ligesom tidligere i dag gik vi efter en spilbutik, hvor man kunne købe Pokemon-kort, som igen er det store hit hos Valdemar. Det blev dog kun til en enkelt pakke boosterpack, men denne gang hverken fake eller på portugisisk som tidligere på ferien.

Selvfølgelig skulle vi forbi Belém-tårnet, monumentet for opdagelsesrejsende, klosteret og katedralen. Da vi i løbet af dagen allerede havde været inde i tre andre kirker, nøjedes vi med at se klosteret og katedralen udefra. Klokken var også blevet mange, så vi besluttede at tage en bus direkte tilbage til hotellet.

Da vi kom tilbage sidst på eftermiddagen, var den indendørs pool optaget. Vi havde desværre glemt at booke den, inden vi forlod hotellet i morges. Vi bookede den til i morgen og tilbød Valdemar en tur i den udendørs pool. Det blev i stedet til en meget kort slapper på værelset, inden vi gik over gaden til den italienske restaurant lige over for hotellet.

I morgen bliver det nok mere på gåben – op og ned i den gamle bydel.

Hotel Iberostar Selection, Lissabon, kl. 20.30, tirsdag den 19. oktober 2021
Vi skulle have mest muligt ud af vores 24-timers-billet til offentlig transport. Efter endnu en lækker morgenmad gik vi derfor først til ’bjergbanen’, Lavra. Tæt ved øverste station var en flot udsigt over byen – og så var der en legeplads, som Valdemar lige testede. Derefter tog vi Lavra ned igen og gik over til Gloria – ’bjergbanen’ på den anden side af gaden. Vi tog sporvognen op til Bairro Alto, hvor der selvfølgelig også var en flot udsigt. Så nåede vi ikke mere transport, inden vores billetter udløb kl. 10.

På gåben zigzaggede vi os ned ad de stejle gader i den gamle bydel. Flere steder var de i gang med at vaske gaden, og brostenene var spejlglatte! Vi gik ned til vandet ved Praça do Comércio, der er en af mange store flotte pladser i Lissabon. Det lykkedes os endelig at finde et posthus, hvor vi kunne betale vores vejafgift. De havde dog endnu ikke data fra i søndags, så vi må nok en tur forbi igen i morgen for at være sikker på ikke at have noget udestående med de portugisiske trafikmyndigheder.

I Braxia spiste vi frokost, inden vi igen på kryds og tværs bevægede os gennem byen – denne gang mest op ad bakke i retning af vores hotel. Vi gik bl.a. en tur rundt om Parque Eduardo VII, inden vi midt på eftermiddagen var tilbage i vores lille suite på hotellet.

Vi nåede derfor at slappe lidt, inden vi kl. 17 var klar til vores bookede tid i den indendørs pool – eller spa, som hotellet kalder den. Der er da også massagedyser i den ene ende af poolen, som dog ikke helt har spa-temperatur. Vi har allerede booket en tid til i morgen også og har besluttet, at vi ikke kommer til at teste den udendørs pool.
For bestemt ikke første gang på ferien, indtog vi et måltid på McD. Der ligger nemlig en ret tæt på hotellet, og vi gad ikke at gå så langt for at spise aftensmad.

Inden vi tog hjemmefra, havde vi regnet med, at vi på denne ferie ville have temperaturer mellem 20 – 23 grader. 23 grader er dog nok det laveste, som vi har oplevet, og igen i dag har vi haft mest sol og op til 26 grader. Vi har pakket for varmt tøj!

Hotel Iberostar Selection, Lissabon, kl. 19.30, onsdag den 20. oktober 2021
I dag var vores sidste dag i Lissabon, så de sidste seværdigheder skulle lige nås. Endnu en gang købte vi derfor en 24-timers-billet, som så også kan bruges til turen til lufthavnen i morgen tidligt.

Forleden tog vi sporvogn nr. 28, som er den obligatoriske rute for alle turister. I dag startede vi i stedet med en tur med linje 12 – en loop-linje også igennem den gamle bydel. Det er altså bare meget hyggeligt at se byen fra en gammel sporvogn. Vi havde fravalgt nogle af de klassiske seværdigheder og gik i stedet til et parkeringshus. Vi havde lidt svært ved at følge Googles rutevejledning dertil, indtil vi fandt ud af, at vi skulle ind i en bygning og tage en offentlig elevator nogle etager op. I parkeringshuset har forskellige kunstnere fået lov at udsmykke hver deres etage med vægmalerier. Vi gik alle fem etager igennem og så de mange flotte vægge.

Vi stak hovedet ind i Lissabons katedral og besluttede, at den ikke var værd at betale for at se nærmere på. Et besøg i den flottere, men mindre Igreja de Santa Maria Madalena var til gengæld gratis.

Da vi nåede til Pink Street (ja, vejen er virkelig pink), valgte vi at spise en tidlig frokost på et brunchsted under de regnbuefarvede paraplyer. Det blev til egg benedict med laks, pandekager med spejlæg, ost og bacon samt yoghurt bowl med frugt og granola.

Da vi forleden besøgte Belém, sprang vi klosteret og den tilhørende kirke over. Det havde Britt lidt fortrudt, så efter den tidlige frokost, tog vi sporvognen derud. Vi besøgte først den utroligt flotte Igreja Santa Maria de Belém og derefter Jerónimos-klosteret, inden det var tid til at søge tilbage mod hotellet med bus og på gåben. Vi nåede tilbage til hotellet kl. 15.40 – lige i tide til vores bookede tid i poolen.

Vi skal tidligt afsted mod lufthavnen, så vi ønskede ikke først at få på jagt efter en restaurant til aftensmad kl. 19, hvor de fleste steder åbnede. Via Google fandt vi derfor et nærliggende åbent sted, der serverede sliders. Vi bestilte ikke mindre end syv forskellige sliders med bl.a. beef curry, fisk med citrongræs og pulled pork. De smagte virkelig godt, men især pommes fritterne var vi så vilde med, så vi nærmest slikkede tallerkenen. Det viste sig, at stedet var ejet af en ung dansk kvinde, der var glad for at møde andre danskere. Vi fik historien om, hvordan hun var endt i Portugal. Vi hørte også historien om restauranten, der oprindeligt var planlagt til at åbne om mandagen, hvor corona lukkede Portugal ned fredagen før.

Vi har nu fået pakket det meste, så vi er klar til afgang mod lufthavnen i morgen kl. 7.30. Tilbage er blot at spise de pastéis de Belém, som vi købte tidligere i dag. Vi har på ferien smagt pastéis de nata flere gange her på ferien, men dem fra bageriet i Belém skulle være lavet efter den oprindelige skrift.