Hotel Chalet des Roses, Antananarivo, kl. 1.00, torsdag den 3. september 2009
Som sædvanlig kom vi af sted hjemmefra i god tid, hvilket var godt, da der var problemer med metroen. Vi nåede dog i lufthavnen tidsnok til, at vi kunne spise morgenmad på vores stamsted, Eyecon. Vi har jo til vane at skulle flyve tidligt om morgenen, når vi skal på ferie.

Flyveturen til Paris var hurtigt overstået, og så gik turen ellers fra den ene terminal til den næste i vores ’yndlingslufthavn’ Charles de Gaulle. Passagerer, der skulle nå et fly med afgang 10 minutter før vores, fik særlig transport til deres gate på grund af tidsnød, men selvom vi måtte klare os selv, nåede vi frem til gaten i tide.

Boarding var en langsommelig affære, så vi blev godt forsinket. På den næsten 11 timer lange (og noget turbulente) flyvetur nåede vi hver i sær at se henholdsvis tre og fire film, se lidt tv-serier og læse lidt. Noget søvn blev det heldigvis også til, for vi fik jo kun omkring tre timer i nat.

I lufthavnen i Antananarivo måtte vi stå i kø i evigheder ved paskontrol på trods af, at vi havde skaffet visa hjemmefra. Faktisk havde det nok været hurtigere at købe det i lufthavnen, for der var væsentlig flere til at ekspedere ved de skranker. Men efter halvanden times venten ved først paskontrol, så bagagebåndet og til sidst tolden, var det rart, da vi uden for med det samme fik øje på den chauffør, der skulle bringe os til vores hotel. Okay, vi tog lige endnu en kø for at veksle vores penge til lokal valuta, da vores chauffør sagde, at kursen i lufthavnen var bedre. Så nu er vi blevet millionærer for vores 1000 euro! Vores chauffør, Jimmy, er faktisk ham, der skal køre os rundt på øen på rejsens første del, hvilket er de første 10 dage.

Vores hotel ligger åbenbart i kvarteret ved den amerikanske ambassade. Derfor skulle vi lige igennem et sikkerhedstjek: tre vagter kontrollerede, at der ikke var bomber i bagagerummet, under kølerhjelmen eller under bilen.

Efter alt for lidt og for dårlig søvn det sidste døgns tid, er vi nu godt trætte. Caspers influenza-symptomer fra i går er nu blevet til ’kun’ hovedpine og ondt i halsen. Vi glæder os derfor til nu at kunne lægge os til at sove – og for første gang på en ferie, bliver det med vores egne hovedpuder!

Hotel Chalet des Roses, Antananarivo, kl. 20.30, torsdag den 3. september 2009
Casper er stadig ikke helt på toppen, så i dag besluttede vi at tage den lidt med ro. Da vi kom udenfor vores hotel, så vi, at den amerikanske ambassade ligger stort set lige ved siden af. Det betyder, at alle tilkørsler til vejen, hvor hotellet og ambassaden ligger, er bevogtede med vagter og bomme.

Vi lagde ikke helt så blidt ud, da vi tog trapperne op til Place de l’Indepence, der ligger tæt ved vores hotel. Derfra gik vi ned igennem et større marked. Der blev solgt madvarer som kød, ris, frugt, grøntsager og meget andet. På markedet kunne man blandt andet også købe flåede frøer. Der var tæt pakket med mennesker, men der skulle alligevel gå flere timer, før vi så andre hvide mennesker – et jævnaldrende turistpar. Så Antananarivo er altså ikke et særligt populært sted for turister.

Derfra gik vi blot lidt rundt i gaderne og sugede alle indtrykkene til os. Frokosten indtog vi på en pænere italiensk restaurant, hvor en stor pizza kostede omkring 40 kr.

Da vi lidt senere kom forbi en af kontrolposterne her ved ambassaden, fik vi meget bestemt at vide, at vi ikke måtte fotografere. Da vi måske 200 meter længere nede af en vej, tog et billede, blev det observeret, og en vagt kom efter os. Vi måtte en tur med hen til kontrolposten, hvor vi skulle vise alle vores billeder på kameraet. På den lille skærm på kameraet, kunne de ikke se kontrolposten i baggrunden af billedet, som vi næsten lige havde taget. Dog skulle der en opringning til ambassaden og en godkendelse til derfra, før vi fik lov at gå videre. Da vi senere ville tage et billede af en bil tæt ved en anden kontrolpost, var vi igen ved at få problemer. Heller ikke selvom vi stod med ryggen til kontrolposten for at tage billedet, fik vi tilladelse. Derfor måtte vi efterfølgende skjule os bag en bil, da vi gerne ville have et billede af vores hotel.

I eftermiddags slappede vi et par timer på hotellet, inden vi begav os ud for at finde et supermarked og et sted at spise aftensmad. Supermarkedet lå tæt ved byens hovedgade, hvor man ifølge vores guidebog ikke bør færdes efter mørkets frembrud. Det bliver altså mørkt kl. 18, så det er lidt svært. For at være på den sikre side blev det store kamera så bare på hotellet, og pungen med pengene lå godt gemt i mavebæltet under jakken. I supermarkedet provianterede vi lidt til, når vi i morgen forlader storbyen.

Til aftensmad på en pænere restaurant på hovedgaden kom vi af med ca. 200 kr. for to retter mad til os hver med vand og sodavand til – og det var med rigeligt med drikkepenge. Vores hotel ligger i et forholdsvis pænt kvarter – alligevel var der rigeligt med prostituerede på gaderne – nogle med meget lidt tøj på. Der er lidt skummelt, når det er mørkt.

Nu er vi så tilbage på hotellet, hvor vi læse lidt og så sove tidligt. Den sidste sygdom skal lige ud af kroppen.

Hotel Feon’ny Ala, Andasibe, kl. 20.45, fredag den 4. september 2009
I morges var det tid til at forlade storbyen Antananarivo for at komme tættere på naturen. Inden vi helt forlod byen, kørte vores chauffør os dog lidt rundt for at se de forskellige bydele. Blandt andet kom vi op på en af byens højeste punkter, hvorfra der var en utrolig udsigt.

Så kørte vi ellers ud af byen igennem de fattige forstæder, hvor rismarker og zebu-trukne vogne var et almindeligt syn. Første stop var planlagt til at være en sommerfuglepark i Marozevo, men de snoede veje havde givet os lidt køresyge, så vi måtte lige gøre et kort hold forinden.

Madagascar Exotic hed godt nok en sommerfuglepark, men sommerfugle så vi ingen af. Til gengæld fik vi set flere forskellige kamæleoner, firben, frøer og andre mærkelige dyr. De fleste fik vi lov at holde. Enkelte firben lod ikke til at være tilfredse med at sidde på hånden, men viste os, at de også kunne springe. Så pludselig havde Britt mærkelige dyr siddende på halsen og i nakken. Andre spillede bare døde. Selvom vi helst vil se dyrere i naturen, var det nu sjovt at få lov at se dem helt tæt på.

Ca. 30 km. derfra gjorde vi holdt i byen Moramanga for at spise frokost. Vores chauffør kørte os til efter sigende byens bedste restaurant. Med vores meget begrænsede ordforråd på fransk, er det ikke altid nemt at tyde et menukort. Men nogle ord er til at forstå, så dem holdt vi os til. Det blev derfor til kylling med henholdsvis kokos-sovs og cola-sovs. Begge dele meget velsmagende.

Omkring kl. 14 kom vi frem til vores hotel her på grænsen til nationalparken. Efter at have indlogeret os i vores lille primitive, men meget hyggelige hytte, gik vi en lille tur. Vi nåede ikke langt, før vi fik set de første lemurer i træerne (common brown-lemurer). Tilbage ved vores hytte, der har udsigt til regnskoven, kunne vi i træerne i skoven se flere af de store sorthvide indri-indri-lemurer. Så derfor sad vi et stykke tid på vores terrasse og studerede dem.

Kl. 18 var det tid til en aftengåtur i mørket. Desværre begyndte det at småregne, lige inden vi kørte af sted. Og netop som vi steg ud af bilen for at møde vores guide ved en nærliggende skov, tog regnen til. Trods iklædt nogenlunde vandtætte jakker og regnbukser, følte vi os hurtigt gennemblødte. Det er altså ikke muligt både at lyse med lommelygten i træer for at se efter genskær fra de nataktive dyrs øjne og samtidig lyse på stien for at undgå de største vandpytter. Så selvom vores guide fortrøstningsfuldt havde planer om en times vandretur, bad vi hende om at lede os tilbage til bilen efter måske et kvarters tid. Det var simpelthen bare for vådt. På den korte tur nåede vi dog at se en enkelt stor nataktiv frø samt to små kamæleoner.

Tilbage i hytten var det skønt at få lidt tørt tøj på, inden vi spiste lidt aftensmad. Kylling ved vi, hvad er, så aftensmaden stod på kylling i ananas og kylling i vanilje. Begge dele smagte utroligt godt! Kokostærten til dessert smagte også godt, men kan vist nemmest beskrives som en kæmpe, flad kokosmakron.

Her i hytten har vi ikke mindre end to tykke tæpper at putte os under i nat. Termometeret i vores rejsevækkeur siger 17,8 grader, så det tegner til at blive en kold nat, så vi har iklædt os lange ærmer og sokker. Det kan måske også holde myggene væk, så vi slipper for at kæmpe med myggenettet, der lige nu er bundet op over vores seng.

Hotel Feon’ny Ala, Andasibe, kl. 21.00, lørdag den 5. september 2009
I dag skulle vi for første gang rigtigt ind i regnskoven, så kl. 8 mødtes vi med samme guide som i går aftes ved indgangen til nationalparken. Denne gang heldigvis i tørvejr! Det havde dog regnet hele natten, så vi iklædte os for en sikkerheds skyld også regnbukserne, og det var heldigt.

Det begyndte ikke at regne, men alt var vådt. Vores guide var ikke mere end halvanden meter høj, så ind i mellem guidede hun os af ikke-eksisterende stier under lavt hængende grene. På vores mere end fire timer lange tur igennem nationalparken var vi så heldige at se flere indri-indri-lemurer, flere common browns samt en enkelt sifaka. Selv en uld-lemur (? – wooly) fik vi set. Den hører til de nataktive, så den sad blot og sov, mens de andre hoppede fra gren til gren i træerne over hovederne på os. Vi kunne flere gange høre indri-indri’ernes specielle kald (kan høres 2 km. væk), og da vi stod lige under dem, fik vi et mindre chok, da de pludselig begyndte at brøle højt – sandsynligvis fordi de havde set en rovfugl. Man skulle dog ikke tro, at de en meter høje dyr skulle være bange for rovfugle.

Udover lemurer var vi også så heldige at se flere små frøer, to slags firben, store edderkopper og endda to slanger – den ene en boa. Selv nogle igler var vi ved at få med os hjem, da flere forsøgte at suge sig godt fast på vores hænder og fingre! Det var en rigtig spændende vandretur!

Efter dyreoplevelserne gik vi ned i en orkide-have tæt ved. Det er dog ikke årstid for blomstrende orkideer, så vi så kun ganske få. Faktisk så vi flere vildtvoksende orkideer under vores tur i nationalparken.

Efter frokost på hotellet kørte vores chauffør os til landsbyen Andasibe, hvor vi gik rundt og studerede det hele. De skæve, faldefærdige huse, de små butikker, rismarkerne – og så alle børnene, der var meget interesserede i os. Vi fik også set et par små drengebørn, der netop var blevet omskåret. De lød ikke helt tilfredse. Spørgsmålet var nok lidt, om det var os, der så på folkene i landsbyen eller omvendt, men uanset hvad, så var det spændende at komme så tæt på livet i sådan en lille landsby.

Efter besøget i landsbyen havde vi lidt tid inden aftensmaden, som vi ville bruge til at ordne lidt billeder. Desværre kunne vi konstatere, at der var noget galt med billedfilerne på vores sd-kort, så medmindre en eller anden genial mand kan udrette mirakler, har vi mistet vores billeder for i dag. Sådan noget l…!! Lidt kortspil blev det også til for at glemme ærgrelsen. Nationalparken her er nemlig det eneste sted på Madagaskar, hvor man kan se de store indri-indri-lemurer, så de billeder kan vi i hvert fald ikke ’tage om’ et senere sted på ferien. Og mon vi er heldige at se endnu en boa?!

Netop som vi havde tænkt os at tage en aftengåtur alene, begyndte det igen at regne, så gåturen rykkede vi til efter aftensmaden. Udstyret med hver vores lille lommelygte begav vi os så ud i mørket langs landevejen for at lede efter nataktive dyr. Utroligt nok lykkedes det os at finde tre kamæleoner samt et mærkeligt insekt. Lemurerne skal man nok være professionel (eller have kraftigere lygter) for at kunne finde. Men vi kunne da høre deres kysselyde, så de var der et eller andet sted i mørket.

Hotel Les Chambers du Voyageur, Antsirabe, kl. 20.15, søndag den 6. september 2009
I dag var store køredag, da vi skulle fra Andasibe til Antsirabe – en tur på ca. 320 km., hvilket vores chauffør forventede, ville tage ca. syv timer. Undervejs kørte vi igen igennem små landsbyer, hvor mange af husene lignede noget, der var ved at falde sammen. Vi kom forbi flere rismarker og endda også ananasmarker, ligesom vi så de lokale i deres fineste puds på vej til kirke. Undervejs stoppede vi for at strække ben og tage et par billeder – blandt andet ved det hvide palads – præsidentpaladset, og tæt ved et kongeligt gravsted. På et tidspunkt har de 18 forskellige stammer på Madagaskar haft hver deres konge – nu har kun enkelte stammer stadig en konge.

Undervejs lærte vi en masse om landet – blandt skolesystemet, ligesom vi hørte mere om de politiske uroligheder, der har præget landet siden januar. Det var tydeligt at høre på hvilken side, vores chauffør var. Han fortalte også, hvor stor betydning urolighederne har haft på turismen. De ellers fyldte ordrebøger blev pludselig til en masse aflysninger. Vi hørte også lidt om landets traditioner, der for os kan virke mærkelige. Her på Madagaskar er det almindeligt, at man hvert 2. – 3. år (hvis man har råd) tager ens døde familiemedlemmer fra deres gravkammer og kører dem til landsbyen. Efter så at have festet i tre dage, giver man liget (skelettet) nyt tøj på, og kører det så tilbage til gravkammeret. Den tradition hørte vi om, da vi spurgte til bilen foran os med en kiste på taget. De var altså på vej hjem til landsbyen for at feste.

I byen Ambatolampy gjorde vi hold for at spise frokost, inden de sidste 100 km. til Antsirabe. Efter at have indlogeret os her på hotellet, var det meningen, at vores chauffør skulle have kørt os lidt rundt i byen, men bilens batteri var gået i stykker. Så mens vores chauffør prøvede at finde en, der kunne lave det, begav vi os på gåben til centrum. Antsirabe er faktisk en flot by sammenlignet med andre, som vi har set her i landet. Byens centrum var fyldt med familier på søndagstur, så selvom butikkerne havde lukket, var der masser af liv. Efterfølgende slappede vi lidt på vores terrasse med udsigt til hotellets hyggelige have. Ejeren viste os også hotellets kamæleoner, der sad rundt omkring i træerne.

Her til aften tog vi sammen med vores guide til en restaurant i centrum. Stadig på gåben, da bilen ikke kører videre, før den får et nyt batteri. Og det må vente, til butikkerne åbner i morgen. På restauranten fik vi feriens hidtil næstdyreste måltid: zebu-tournedos. Det var utroligt lækkert – og kan man egentlig kalde ca. 35 kr. for en tournedos for dyrt?!

I stedet for i mørket at gå hjem fra centrum, kom hotellets ejer og hentede os på restauranten. Vi fik dog at vide, at det ville være helt sikkert at gå (ingen fare for at blive røvet!), men blot svært at finde vej i mørket. Vores chauffør kører utroligt fornuftigt og sikkert, men hotellets ejer havde en helt anden kørestil på de hullede grusveje!

’Vores’ kamæleoner (de to, der sidder i træerne på hver siden af vores terrasse) har nu skiftet farve og er blevet helt lyse – det forklarer, hvorfor det er så meget nemmere at se dem om aftenen frem for om dagen, hvor de har samme farve, som de blade eller grene, som de sidder på.

Hotel Centrest Sejour, Ranomafana, kl. 20.00, mandag den 7. september 2009
Da vores chaufførs bil jo lige skulle have nyt batteri, kom vi først af sted fra hotellet omkring kl. 9.30. Vi slog tiden ihjel ved at sidde på vores terrasse – og så var vi lige rundt og tjekke, om kamæleonerne havde flyttet sig eller skiftet farve igen.

Inden vi forlod Antsirabe, kørte vi først forbi det lokale bryggeri – Three Horses Beer (THB), som stort set er den eneste øl, som serveres her på Madagaskar. Derefter besøgte vi en produktion af varer med de halvædelstene, som findes her på øen. Vi fik små gaver forærende og kunne få lov at lave vores egen samling af de flotte, ubehandlede sten. Vi nøjedes dog med tre mindre sten. Selvfølgelig forventede de, at vi så købte noget, så det blev til et par små ørestikker med lyseblå sten, som vi lige nu ikke kan huske, hvad hedder.

Så fortsatte vi ellers køreturen sydpå med Ambositra som første stop. Byen er i sær kendt for sine træudskæringer, som selvfølgelig kunne købes i mange butikker. Vi gik en runde i byen for at kigge på udvalget og havde nær ikke fundet tilbage til vores chauffør igen. Byens centrum var ikke lige så overskueligt, som vi troede. Selvfølgelig købte vi nogle træfigurer. Vi overvejede et kort øjeblik ikke at forhandle om prisen, som det forventes, da prisen var så lav. Vi endte med fire træfigurer til en samlet pris på 26 kr.! Frokosten blev indtaget på et af byens finere hoteller, hvor turister vist normalt spiser, når de kører igennem byen. Igen var menukortet på fransk – og tjeneren kunne intet engelsk, så vi var ikke helt klar over, hvad vi bestilte. Da Casper endte med en portion fisk, blev den byttet med Britts kylling.

Fra Ambositra var en tre timer lang køretur af små bjergveje. Udsigten var utrolig, så selvfølgelig stoppede vi lige et par gange. Igen var det spændende at se på de mange små landsbyer, som vi kørte igennem. Mange steder så vi, hvordan de lokale graver ler, former dem til klodser, brænder dem til mursten og sælger dem – alt sammen på samme sted, så der på et stykke vej kan være 20 – 30 murstenssælgere – en på hver mark.

På turen mødte vi igen en af de mange politikontroller, som vi ser på landevejene her. De forrige dage er vi blot blevet vinket igennem (et sted i går, fordi de blot tjekkede, om dem på forsædet havde sele på). Men i dag måtte vores chauffør lige vise alle papirer på bilen og vist også hans kontrakt, der gav ham lov til at køre selskabets bil, før vi kunne køre videre.

Det var blevet mørkt og småregnede, da vi omkring kl. 18 nåede frem til hotellet, hvor vi skal tilbringe de næste tre nætter. Ligesom på det forrige hotel er vi umiddelbart de eneste gæster, så vi har igen fået et af de værelser med bedst beliggenhed. Når det bliver lyst i morgen, glæder vi os til at se udsigten over rismarkerne fra vores altan.

Til aftensmaden her på hotellet opdagede vi en ny variant af THB, så den måtte vi selvfølgelig smage. Det viste sig at være deres letøl – som næppe kan kaldes øl. Med både appelsin- og citronessens blandt ingredienserne, smagte den nu mest som cider. Som kompensation sidder vi nu på vores værelse og nyder den ene af de to små flasker rødvin, som vi havde med fra vores flyvetur fra Paris. For naturligvis var rødvin til maden en selvfølge på et Air France-fly og ikke noget, som man skulle bede om; der lå bare en lille flaske på hver bakke med mad.

Hotel Centrest Sejour, Ranomafana, kl. 19.30, tirsdag den 8. september 2009
Det har regnet hele natten, og selv gennem de dobbelte altandøre, har vi kunnet høre de tusinde af frøer i rismarkerne.

Planen for i dag var en lang vandretur i Ranomafana, så vi havde i går bestilt en picniclunch her på hotellet, som vi kunne tage med os.

Kl. 8 begyndte vores vandretur med en lokal guide og hans spejder. Spejderens formål var udelukkende at gå i forvejen og se, om han kunne finde nogle dyr. Primært var det selvfølgelig lemurer, som vi kiggede efter, og vi blev ikke skuffede. Vi fik se en Milne-Edwards-sifaka, redfronted brown lemur, golden bamboo lemur og greater bamboo lemur. Selv en nataktiv sportive lemur fik vi set. Sidstnævnte sad og sov med åbne øjne ved dens hule træstamme. Da den hørte vores guide ruske lidt i de omkringstående træer, kravlede den næsten helt ind i hullet, men kom hurtigt ud igen. Ved flokken af greater bamboo lemurerne opfordrede vores guide os til at blive stående, til de var færdige med at spise, for så ville de komme ned. Og rigtigt nok – vores tålmodighed blev belønnet, og vi fik set dem helt tæt på, da de kom ned for at drikke vand.

Udover de nuttede pelsede lemurer fik vi set utallige små grønne firben, en vandrende pind, et par kamæleoner (en af dem var meget lille!) – og der, hvor vi spiste frokost, havde vi selskab af nogle enorme langbenede edderkopper. Vores frokost bestod af sandwich med ost (og der var ikke andet end ost og smør i brødet!), ananas og hårdkogt æg.

Hele turen igennem skoven gik op og ned ad smalle stier og over vandløb, hvor vi måtte hoppe fra sten til sten. Til tider var det noget anstrengende at gå (og til tider næsten kravle) på de naturlige trin af sten og rødder, som var godt glatte – for ind i mellem var mudder, som var endnu glattere. Især turen ned til det store vandfald var ved at tage livet af os. Det gik stejlt ned ad bakke, så vi måtte holde fat i diverse træer for ikke at falde. Britt fik hjælpende hænder af den ene guide og Casper, mens Casper, der måtte klare sig selv, lige måtte en tur på røven et sted. Vi var gennemblødte af sved på grund af anstrengelsen, så da det begyndte at småregne, var det kun rart. Resten af turen langs floden var mindre anstrengende. Der kom vi forbi små beboede lerhytter, og på markerne omkring voksede både ris, majs, kaffe, peber, bønner, fersken, bananer, figner, sukkerrør og ananas.

På turens sidste del kom vi forbi præsidentens feriebolig med helikopterlandeplads og de varme kilder, som har givet byens dens navn (Ranomafana betyder varmt vand). For at komme til landsbyen skulle vi krydse floden – jernbroen over var mere eller mindre skyllet i stykker, så vi benyttede den noget primitive træ-gangbro under den.

Efter at have sundet vores ømme ben efter den hårde seks timer lange vandretur, var det holdt op med at regne, så vi gik en tur ned i landsbyen. Indtil nu har vi indtaget vores måltider på pænere restauranter – flere helt klart med aftaler med turarrangørerne, så der kommer en del turister. Så derfor besluttede vi at prøve en af de meget lokale spisesteder, som vore chauffør anbefalede. Det er der, han hænger ud, når han ikke kører os rundt. Heldigvis var vores chauffør der også, da vi kom, så han kunne oversætte menukortet for os. Ejeren kunne ikke engelsk, og menukortet var kun på madagaskisk. Britt fik kyllingesuppe, og Casper fik zebu i grøntsager – begge retter med ris til. Det bliver sikkert feriens absolut billigste måltid: under 18 kr. (6300 ariary) for begge retter inkl. en liter cola!

Hotel Centrest Sejour, Ranomafana, kl. 20.00, onsdag den 9. september 2009
Noget af det første, som vores chauffør spurgte om i morges, var, hvordan vores maver havde det efter aftenmåltidet på den lokale restaurant. Maden der er vist ikke egnet til turistmaver, men heldigvis havde vi ikke fået problemer.

Vi startede dagen med en tre timer lang gåtur igennem den del af Ranomafana Nationalpark, hvor de fleste fugle holder til. Vi var dog på forhånd blevet advaret om, at der ikke var mange fugle på denne årstid, og det var ingen overdrivelse. Vi så stort set ingen fugle på turen, Til gengæld fik vi set flere forskellige frøer og mærkelige insekter og edderkopper. Casper var mindst lige så god til at få øje på dem, som vores guide var.

Turen igennem skoven bød på en mere jævn sti end i går, om end det gik en del op og ned. Ømheden i benene og resten af kroppen fra den lange vandretur i går kunne stadig mærkes, så det var alligevel hårdt nok. Mens vi forgæves havde spejdet efter pelsede dyr, havde vores chauffør, der ventede udenfor parken, set en flok lemurer over parkeringspladsen.

På vej tilbage til vores hotel efter vandreturen fik vi set en boaslange, der lå og sov mellem nogle sten, ligesom vi igen fik set det underlige insekt – girafhals (eller hvad det nu hedder på dansk).

Frokosten spiste vi på en af de små lokale restauranter i landsbyen. Britt bestilte fisk, og fik lidt af et halestykke! Maden (især fisken) smagte godt, og inkl. en liter cola kostede de to retter ca. 21 kr. (7.500 ariary) På vej tilbage til hotellet købte vi en ½ liter af Madagaskars egen rom. Om prisen i den lille bod blev skruet lidt op, fordi vi var turister, var ikke til at vide, men den kostede i hvert fald knap 9 kr. (3000 ariary)

Da vi ikke havde været så heldige med at se dyr på morgendagens vandretur, tog vi om eftermiddagen igen med vores guide en tur ind i nationalparken. Vi troede, at det skulle blive en lille nem tur på to timer, men der blev vi snydt. Turen tog ikke meget mere end to timer, men nem var den ikke. Det gik op og ned ad stejle skråninger med glatte rødder og mudder. Et par gange skulle vi endda krydse floden via nogle meget glatte sten. Udover at turen var anstrengende, var den også ret skuffende: ingen dyr! Lige som vi var ved at være ved parkens indgang, blev vi dog belønnet med to golden bamboo-lemurer – den ene kun en stor unge.

På vores gåtur igennem landsbyen for at få aftensmad opdagede vi et træ fyldt med edderkopper. Der var mindst 1000 edderkopper, hvoraf de største vel havde en krop større end en to-krone og ca. fire cm. lange ben. De var frastødende og fascinerende på samme tid.

Efter at have spist ris som tilbehør til de fleste måltider, trængte vi til noget andet il aftensmad. Derfor valgte vi at spise på en restaurant på et hotel på den anden side af landsbyen, hvor der var noget at vælge imellem. Maden var dog ikke noget at råbe hurra for, mens priserne var godt høje – altså efter Madagaskar-standard. To hovedretter, en salat, en stor sodavand, en stor øl og en lille flaske vand: ca. 90 kr. (31.500 ariary) Det, som maden manglede i kvalitet, havde underholdningen til gengæld: tre små kattekillinger, der hyggede sig med at kravle op og ned af et træ. Efter de to gode vandreture i dag og masser af frisk luft, får vi vist ingen problemer med at sove. I morgen forlader vi Ranomafana for at køre længere sydpå. Vi håber, at sengen det næste sted er lige som god som denne!

Hotel Isalo Ranch, Ranohira, kl. 20.30, torsdag den 10. september 2009
I dag skulle vi tilbagelægge mere end 350 km. fra Ranomafana til Ranohira, så vi kørte allerede kl. 7.30. Når vi undervejs gjorde holdt ved tankstationer, var de små børn vilde med at posere for Britts kamera og morede sig højlydt over at se billedet efterfølgende på kameraets lille skærm. I Fianarantsoa oplevede vi børn, der tiggede på en mere avanceret måde end i andre byer. De virkede meget interesserede i at høre om, hvor vi kom fra og diskede så op (på perfekt engelsk!) med en historie om, at de skulle bruge penge til skolebøger – pudsigt nok nøjagtigt som beskrevet i vores engelske guidebog.

I og ved byen Ambalavao havde vi dagens tre længerevarende stop. Første sted var vingården Soavita (der har eksisteret siden 1970), hvor vi fik lov at smage vinen direkte fra tanken, hvor den blev opbevaret. Der var ikke noget med egetræstønder eller lignende, men blot store metalbeholderen støbt ind i beton. Vi smagte en rødvin og en rosévin og måtte konstatere, at Madagaskar ikke er et stort vinland. Alligevel måtte vi da købe nogle flasker med hjem. De kostede knap 17 kr. pr. flaske (6000 ariary).

Næste stop var papirfabrikken i selve byen Ambalavao, hvor vi trin for trin fik vist, hvordan de laver deres berømte papir med friske blomster i – umiddelbart udelukkende for turisternes skyld.

Derefter gjorde vi hold ved Anja Park – et privatejet reservat. Sammen med en guide og hans spejder gik vi igennem skoven mellem klipperne og igennem klippehulerne – sidstnævnte var ikke bygget til mennesker over 150 cm. i højden! Ved hullerne bor flere grupper af ringtailed lemurer, og vi fik mulighed for at komme helt tæt på de søde og sociale dyr. Vandreturen var til tider noget krævende og krævede en del klatreren på klipperne. Britt fik som sædvanlig hjælpende hænder. Men Casper (”kan selv, vil selv”) gled et sted og slog benet mod et stykke klippe, hvilket resulterede i et sår og en ordentlig bule på skinnebenet og flere mindre skrammer. Såret blødte kraftigt, men da først det var blevet vasket, så det ikke så slemt ud. Efter den lidt anstrengende tur gjorde det godt med en ordentlig portion spaghetti bolognese!

Fra Anja Park var der knap 300 km. til Ranohira ud af en næsten lige landevej. Vores meget fornuftige chauffør fik sneget hastigheden op på næsten 80 km. i timen en sjælden gang i mellem – og naturligvis væsentlig mindre, når der var andre bilister, cyklister eller fodgængere på vejen.

Imellem et par af landsbyerne så vi noget, der mindede om en mindre folkevandring. Det viste sig at være folk på vej til marked i nabolandsbyen. Ved Ambalavao findes et af Madagaskars største zebu-markeder, så enkelte steder var vejen spærret af zebuer, som skulle drives hjem til deres nye ejer. Hele tre gange i dag blev vi også stoppet i de utallige politikontroller, der står ved indkørslen til de større landsbyer.

På den lange køretur lagde vi rigtigt mærke til, hvordan landskabet ændrede sig. Indtil Ambalavao var der grønt og frodigt med masser af rismarker. Derefter kom vi op i højlandet, hvor klipper og bjerge prægede udsigten. Her var for tørt til ris, men maniok og endda lidt mangotræer kunne da vokse der. Det sidste stykke mod Ranohira var meget ufrugtbart. På de flade sletter kan ikke vokse andet end græs, så zebuer er den eneste mulige ’afgrøde’. For at få frisk græs til zebuerne, bliver det tørre græs brændt af, så flere steder kørte vi forbi flammende marker. Et par af de steder, som vi passerede på dagens køretur, er landskaber, der er blevet afbildet på de madagaskiske pengesedler. Det var meget sjovt at se på landskabet, når man stod med pengesedlen i hånden og kiggede på nøjagtigt de samme huse afbildet på den.

Nu har vi netop nydt en tre retters menu med madagaskisk rødvin til her på Isalo Ranch. Morgendagens program starter tidligt for at undgå at skulle gå for længe i den værste middagshede, så vi skal tidligt op.

Hotel Isalo Ranch, Ranohira, kl. 20.00, fredag den 11. september 2009
Vores chaufførs bil har ikke firhjulstræk, så hans første opgave i dag, var at finde en taxa, der ville køre os til nationalparkens indgang. Det lykkedes ikke, så han måtte køre os selv, hvilket foregik meget forsigtigt – vejen kunne nogle steder vel dårligt kaldes en vej. Da vi kom til en mindre flod, der krydsede vejen – uden en bro vel at mærke – måtte vi dog stige ud og gå resten af vejen.

Dagens vandretur foregik det første lange stykke af vejen i fladt terræn på stier på enten klippe eller sand, så længden på 12 km. lød overkommelig. På vejen kom vi blandt andet forbi flere gravsteder i klippesprækker, hvorfor vi så fik forklaret traditionerne omkring begravelser for stammen her i området. Når liget har ligget et par år i et midlertidigt gravsted, renser familiemedlemmerne knoglerne for eventuelle rester af hud, holder en stor fest og placerer derefter skelettet i dets endelige gravsted i en kiste – oftest under en klippe begravet i mindre sten.

Selvom vi var startet tidligt, blev det hurtigt varmt på klipperne, så da vi kom til Piscine Naturelle (den naturlige swimmingpool), der med dens lille vandfald lå som en oase med palmetræer i et hul i klipperne, skulle vi have en dukkert. Problemet var bare, at vandet var møgkoldt! I kom vi dog (selvom det tog Casper lang tid at tage mod til sig), og det var nu dejligt at blive kølet ned.

Derefter blev vandreturen lidt mere krævende, og på det sidste stykke ned til vandfaldet Cascade de Nymphees var varmen ved at tage livet af Britt. I skyggerne under klipperne ved vandfaldet kom vi til hægterne igen under frokosten, så vi kunne klare den sidste vandretur. I starten af turen havde vi set enkelte ringtailed-lemurer, men på det allersidste stykke af vores 12 km. vandretur fik vi mulighed for at komme helt tæt på både ringtailed og redfronted brown-lemurer samt verreauxs sifakaer. Udover de nuttede pelsdyr, fik vi også set en vandrede pind, en knæler, en lille giftig skolopender, et firben med pigge på halen samt et par store græshopper – den ene i blå, orange og rød.

Da vi kom ud af nationalparken på den anden side, holdt der et lig af en taxa og ventede på os. Der var intet firhjulstræk, men alligevel lykkedes det chaufføren at få os ud af området. Vi kunne dog høre sten, der stødte på både bundkaret og siden af bilen på køreturen, men bilen var så ramponeret i forvejen, at den sikkert ikke kunne få flere skader.

Tilbage på ranchen her, sad vi udenfor og læste lidt, inden vi tog os sammen til en dukkert i poolen. Casper nåede dog ikke længere end at sidde med fødderne i det noget kolde vand.

I vores guidebog er dette sted beskrevet som ’upper range’. Vores hytte er helt okay, men vist ikke til kategorien ’upper range’. Til gengæld er maden utrolig lækker – og vi har nydt tre retter igen i dag (det er inkluderet i værelsesprisen).

Vores rejsevækkeur har vi vist glemt i Ambosistra (eller så ligger det i bunden af en af vores tasker), og vores mobiltelefon er løbet tør for strøm. Selvfølgelig har vi lader med til mobilen, men der er ingen stikkontakt i vores hytte! Derfor er vi heldige, at der faktisk er alarm i vores lille kamera, så vi er sikre på at komme op til tiden i morgen, hvor vi skal køre yderligere 250 km. sydvest på – en tur, der sikkert nok vil tage omkring fire timer.

Hotel Vovotelo, Ifaty, kl. 21.00, lørdag den 12. september 2009
Tidligt i morges forlod vi Ranohira med kurs sydpå. På turen kørte vi blandt andet forbi mange gravsteder fra forskellige stammer. Vi kom også igennem minebyen Ilakaka, hvor vi havde håbet at kunne gøre et stop. Vores chauffør havde dog forhørt sig forinden og havde fået at vide, at det ikke var sikkert at stoppe der. På grund af de politiske uroligheder i landet, var der mange spændinger i byen, hvor der i forvejen er lidt af en wild west-stemning. Så vi måtte nøjes med at se de mange safir-butikker, som vores chauffør dyttede sig i gennem menneskemylderet i byen. Da der var lørdag, var stort set ingen ude og arbejde i minerne, så der var ikke meget at se der, men så var der til gengæld masser af mennesker på vejen.

Som vi kørte længere sydpå, blev landskabet om muligt endnu mere bart og tørt at se på, men vi fik dog endelig de berømte baobabtræer at se, som Madagaskar er så kendt for. Igen kørte vi igennem et utal af små fattige landsbyer, og vi kan fortsat blive overraskede over, at folk kan leve under de primitive forhold.

Da vores chaufførs bil jo ikke har firhjulstræk, skulle vi sige farvel til ham i byen Tulear, da hans bil ikke kunne klare de sidste små 30 km. til Ifaty. Lige udenfor Tulear viste hovedvejen sig at være spærret. To lastbiler havde kollideret kort forinden, og den enes hænger lå simpelthen på tværs af vejen, mens den anden lastbil lå godt sammenkrøllet i rabatten. Den ene lastbil var lastet med THB, så der duftede godt af øl, ligesom der lå smadrede flasker og kasser i vejkanten. En anden lastbil var allerede kommet for at overtage den del af lasten, som stod til at redde. Ulykken så grim ud, og vores chauffør fik da også at vide, at føreren af den krøllede lastbil havde mistet en arm og et ben i ulykken. Det lykkedes vores chauffør at komme forbi den forulykkede lastbil, så vi kunne fortsætte vores tur med kun en mindre forsinkelse.

Lige uden for Tulear ventede så vores transport videre. Selv vores chauffør måtte trække på smilebåndet, da han så bilen. Ingen firhjulstrækker, men derimod en mindst 20 år gammel ramponeret Peugeot! I den fortsatte vi så det sidste stykke. Turen tog lige over en time – og der var altså ikke mere end 30 km.! Men asfalten er endnu ikke kommet til Tulear (det stoppede udenfor byen).

Efter at være blevet indlogeret i vores lille hytte på stranden og havde spist frokost, gik vi en tur op og ned ad stranden, hvor meget vedholdende børn og voksne prøvede at sælge os perlekæder, massage og fletning af Britts hår. Trods det, at vi ignorerede dem efter at have sagt nej tak et par gange, blev de bare ved og ved!

Resten af dagen stod på total afslapning i hver vores liggestol på stranden. Der sad vi så og så solen gå ned, og ventede på, at det var tid til aftensmad. Her er vist ikke meget andet at lave. Indhyllet i myggenet vil vi nu lægge os til at sove. Ja, myggenettet er klart nødvendigt, da Britt allerede har formået at forøge sin samling med en hel del stik.

Hotel Vovotelo, Ifaty, kl. 20.30, søndag den 13. september 2009
Programmet for i dag var ren afslapning. Efter morgenmaden gik vi dog en tur på 1½ times tid i området omkring hotellet. Hvor vi i går gik på strandsiden, tog vi nu den anden side. Turen bragte os forbi utallige strandhoteller i stil med vores, og så bragte den os igennem Ifaty, som er den lille landsby, som vores hotel ligger i.

Det er jo søndag, så mange var på vej i kirke. Ellers rettere sagt skole, for gudstjenesten blev åbenbart holdt i skolen, hvor vi kunne se folk stå på bænkene og synge højt. Andre steder i landsbyen blev der afholdt hanekamp!

Vi tog chancen (trods frygt for vores mavers reaktion) og købte noget af en af de utallige små boder, som var stillet op langs vejen. Vi var lidt i tvivl om prisen og gav derfor 200 ariary (godt og vel 50 ører!) og fik til gengæld hele to stykker peanut-snacks pakket ind i en side fra et brugt kladdehæfte.

Efterfølgende tilbragte vi nogle timer i hver vores liggestol på stranden udenfor vores hytte. En tur i vandet skulle vi da også have. Det var dejligt forfriskende! Frokosten indtog vi på snackbaren ved siden af vores hotel. Det var rart til en forandring at kunne få koldt mad til frokost: sandwich! Der så vi igen de utallige midaldrende (og ofte lidt fedladne) franskmænd med deres unge madagaskiske koner!

Derefter var det tilbage til strandstolene og en svømmetur i havet. Igen var Casper en krig om at komme helt ned under det kølige vand. Det blæste godt, så det var lidt køligt at ligge i skyggen, men på den anden side kunne vi ikke udholde mere end 10 minutter i den bagende sol! Flere gange, mens vi lå i liggestolene, så vi, hvad vi senere fandt ud af, var Madagaskars største sommerfugl.

Sen eftermiddag gik vi igen en tur igennem landsbyen, hvor lokalbefolkningen igen stirrede lige så meget på os, som vi stirrede på dem. De små børn tiggede slik eller ville have, at vi tog et billede af dem. Så meget fransk kan vi forstå.

Vi havde egentlig planer om at spise aftensmad et andet sted end vores hotel, men endte alligevel her. Så slap vi for at skulle rende rundt med lommelygte for at finde tilbage til vores strandhytte i mørket bagefter. Og de laver altså noget utroligt lækkert mad her på hotellet, selvom de ikke kunne finde ud af, at en chokoladefondant skal serveres varm. Inden maden nåede Britt lige at smage en kokos punch, hvor der bestemt ikke var sparet på rommen og fik samtidig skrevet et par postkort, som vi har købt her på hotellet i dyre domme. Der er ingen butikker her i landsbyen, der sælger postkort.

I morgen skal vi flyve videre nordpå til Morondava – hvis flyet altså ikke er aflyst. Et jævnaldrende hollandsk par, som vi har talt en del med her på hotellet, skal med samme fly, og de fik i fredags at vide af Air Madagaskar, at afgangen måske ville blive aflyst, da der ikke var booket så mange pladser. Det bliver spændende at se i morgen, om vi kommer videre eller strander i Tulear.

Hotel Renala Sable d’Or, Morondava, kl. 20.45, mandag den 14. september 2009
Vi kan lige så godt starte med at skrive, at i dag ikke lige har været den heldigste dag. Så er det sagt.

Dagen startede ellers fint med, at vi efter morgenmaden gik en tur igennem Ifaty. Kl. 11 skulle vi hentes for at køre til lufthavnen, og vores chauffør var lidt tidligt på den. Så gik det ellers derud af over stok og sten – bogstaveligt talt. Igen talte skridttælleren, når vi kørte over nogle store bump. Flere gange kunne vi mærke sten hamre mod bundkaret, og pludselig gik det helt galt. Støddæmperen (eller var det hjulophænget?) hamrede simpelthen op igennem hattehylden lige bag Britts hoved. Vores chauffør indså ret hurtigt, at bilen ikke var i stand til at køre videre, så han ringede efter en anden taxa til os. Dækket var hamret godt op i skærmen – og et andet dæk var i øvrigt helt fladt! Vi søgte ly for den bagende sol tæt op af en busk, men måtte flytte os, hver gang en zebu-trukken vogn kom forbi.

Heldigvis havde vi kørt størstedelen af turen fra Ifaty til den større by, Tulear, så det varede ikke længe, før den nye taxa dukkede op. Som sædvanligt fristes vi næsten til at sige, blev vi stoppet i en politikontrol, og vores chauffør havde åbenbart ikke papirerne i orden. I hvert fald fik han en bøde på 1800 ariary (håndskrevet på en lap hvidt papir). Ved næsten politikontrol slap han hurtigere igennem, da han viste den første bøde. Undervejs skulle chaufføren også lige have benzin på, da tanken var tom. Han fyldte 2,2 liter på tanken! Vi tænker, at han simpelthen ikke havde råd til mere, men det var heldigvis nok til at få os til lufthavnen. Så kun med ganske kort forsinkelse nåede vi frem til lufthavnen. Fra Tulear var kun to flyafgange (den anden til Antananarivo) på hele dagen, men de fløj med blot 10 minutters mellemrum. Så kunne de selvfølgelig også bare lukke lufthavnen resten af dagen.

Flyveturen fra Tulear til Morondava varede ca. 45 minutter med et mindre propelfly – med plads til kun 48 passagerer er det nok det mindste rutefly, som vi har fløjet med. Da vi ankom til Morondava, fortsatte uheldene. Med kun omkring 25 passagerer ombord og kun en enkelt vogn med bagage, kunne vi hurtigt se, at vores ene kuffert ikke var på vognen. Og rigtigt nok: da al bagage fra flyet var delt ud, manglede vi en kuffert! Heldigt for os var der jo kun to flyafgange fra Tulear, så vores forsvundne kuffert blev hurtigt sporet. Den var naturligvis endt i Antananarivo, så den vil ankomme med flyet i morgen tidligt.

Da kuffertefterlysningen var overstået, spejdede vi fortsat efter den chauffør, der skulle hente os. En taxachauffør påstod, at der havde stået en med et skilt med vores hotels navn på, men vi mistænkte ham lidt for at bilde os en historie på ærmet. Da ingen chauffør dukkede op, overgav vi os, og aftalte, at han skulle køre os til hotellet. Da først den gamle Renault var blevet skuffet i gang, kunne vi nyde turen til hotellet – blandt andet igennem hullerne i gulvet i bilen!

Igen er vi blevet indlogeret i en hytte lige ud til stranden. Her er simpelthen ikke flere turister end, at det kun er de bedst placerede hytter, der er i brug.

I det lokale supermarked provianterede vi lidt vand og kiks, så vi ikke går sukkerkolde de næste dage. På vores tur tilbage til hotellet, blev vi stoppet af en mand. Han viste sig at være fra den turarrangør her på Madagaskar, der står for vores arrangement, og han ville blot fortælle, hvornår vi ville blive hentet i morgen tidlig. Her er simpelthen så få turister, at han ikke har været i tvivl om, hvem han skulle standse, når han nu havde fået at vide, at vi var gået til byen. Tilbage på hotellet fik vi uden at spørge efter dem, refunderet vores udgift på 15.000 ariary til taxaen, da deres chauffør bare ikke havde været særlig tålmodig i lufthavnen og derfor var kørt igen med det samme, da vi ikke lige dukkede op.

Aftensmaden blev italiensk, men Britts dessert – flamberet banan med vanilje – var dog meget typisk for Madagaskar.

Toiletpapir må være ret dyr her på Madagaskar – eller så bruger vi bare mere end gennemsnittet. I hvert fald er dette hotel det tredje sted, hvor vi må i receptionen for at få en ekstra rulle.

Vi skal tidligt op i morgen. Vi bliver nemlig hentet i morgen kl. 8, og inden da skal vi lige have fundet ud af, hvilket af vores tøj i tasken, der er mindst beskidt. Vores manglende kuffert (med alt vores rene tøj!) når nemlig ikke frem til hotellet, førend vi er taget af sted, så den må vi undvære de næste par dage, hvor vi skal en tur til Kirindy Reservatet.

Gite de Kirindy, Kirindy, kl. 21.00, tirsdag den 15. september 2009
Vi startede dagen med at surfe lidt på internettet og tjekke e-mails. Der var trådløst internet på hotellet, men ikke kraftigt nok til at nå til vores hytte, hvorfor vi måtte sidde i restauranten. Vores forsvundne kuffert fra i går nåede desværre ikke frem til vores hotel, inden vi skulle af sted. Og vi er lidt bekymrede for, om ham på hotellet overhovedet fattede det, da vi fortalte, at de skulle modtage og opbevare en kuffert for os, til vi kommer tilbage i morgen.

På slaget 8 blev vi hentet af vores guide og vores chauffør – og efter at have købt rigeligt med vand, startede vi køreturen til Kirindy Forest. En tur på ca. 60 km., men som ville tage ca. 2 timer. Vejene var næsten bedst der, hvor der ikke havde været forsøgt lagt asfalt!

Turen dertil gik igennem den berømte Avenue de Baobab. Baobab-træerne er virkelig specielle og meget imponerende!

Sen formiddag nåede vi vores lodge, hvor vi blev indlogeret i en lille hytte. Vi var på forhånd blevet advaret om, at dette var en meget simpel lodge, men at det fælles toilet var et af dem, der krævede stærke benmuskler, havde vi ikke lige regnet med. Vi har dog eget brusebad i hytten – et hjørne er blevet forret med voksdug og fået fliser på gulvet!

Efter en noget simpel frokost (til turistpriser!) lavede vi bare ingenting et par timer. Det var simpelthen for varmt til at foretage sig noget! Hen på eftermiddagen var vi med vores guide en tur ude i den tørre tropiske skov, som vi er omgivet af. Vi fik set flere grupper af både verreux-sifakaer og red-fronted brown-lemurer – begge arter er nogen, som vi har set tidligere. Derudover fik vi set et par narrow striped mongooses med deres flotte florlette haler. Faktisk var det Casper, der hørte de små dyr komme trippende i de tørre blade.

Tilbage på lodgen savnede vi virkelig vores spillekort eller yatzy-spil, som desværre ligger i den førnævnte kuffert. Det lykkedes os dog alligevel at slå tiden ihjel frem til vores night walk. Blandt andet fik vi set en fossa (Madagaskars største rovdyr), som åbenbart holder til, her ved lodgen. Den var på jagt efter nogle sifakaer i træerne. Mange af dyrere her i skoven er en del af forskning og undervisning, så både fossaen og en del af de lemurer, som vi så, bar halsbånd. Især fossaen mindede mest som et kæledyr, som den luntede rundt omkring os, men helt tæt på den, fik vi dog ikke lov at komme.

På vores night walk var vi blevet stillet i udsigt at komme til at se mindste tre forskellige nataktive lemurer. Derfor blev vi noget skuffede, da vi bare ingen så. Jo, et glimt af en pallescens lemur, fik vi da. Helt forgæves var turen dog ikke, for pludselig sad en giant jumping rat på stien foran os! Den frøs i lyset fra lommelygten, men vores guide var desværre så dum at fjerne lyset – og så hoppede den hurtigt væk. Vi havde ellers læst, at det bare gjaldt om at lyse på den hele tiden, for så ville den blive siddende. Men den guidebog havde vores guide åbenbart ikke læst. Ærgerligt!

Vores aftensmad var også meget simpel, men selvom zebu-steaken var gennemstegt, var den velsmagende og mør.

Nu er vi så tilbage i vores simple hytte. Selvom her er både pære i loftet og stikkontakt, så er her ingen strøm. Men de ansatte på lodge var været rundt med ekstra stearinlys. Vi vil nu pakke os ind i vores myggenet og lægge os til at sove i hver vores seng. For i hytten er kun to enkeltsenge.

Hotel Renala Sable d’Or, Morondava, kl. 21.30, onsdag den 16. september 2009
Vi har haft en underholdende nat i vores lille hytte. Flere gange syntes Britt at kunne høre noget pusle, og på et tidspunkt lykkedes det at se et dyr søge ly for lommelygtens skær – umiddelbart i vores rygsæk, som vi derfor besluttede at tjekke til morgen. Kort tid efter puslede det igen, og så fik vi endelig set, hvad det var. Et stort muselignende dyr forsøgte simpelthen at komme igennem posen til vores kiks og en lille pose chips, der lå på stolen, som Casper brugte som sengebord.

Vi forsøgte at hænge posen på stoleryggen, så en krog midt på døren og til sidst på et søm i voksdugen i brusekabinen, men hver gang vi fik lagt os i vores senge og slukket lommelygten igen, var musen igen i gang med at komme ind i posen. Missionen blev derfor at få et billede af dyret, hvilket dog ikke var nemt. Kameraets blitz ’for-blinkede’, hvilket skræmte musen, så vi skiftede til den store blitz. Hver gang måtte vi vente i mørket, til musen igen kom frem. Og endelig lykkedes det at få et noget uskarpt billede af dyret, der så efterfølgende blev så skræmt, at vi ikke hørte den igen. Billedet gjorde, da vi inden morgenmaden kunne få den identificeret. Det var ingen mus, men derimod en western tuft-tailed rat, hvilket forklarede dens buskede halespids. Selvom temperaturen i går var godt oppe over de 30 grader, blev det i løbet af natten alligevel så koldt, at vi måtte bruge de tykke tæpper for at kunne holde varmen.

Udover nogle sovende lemurer i træerne (sifakaer og en enkelt brun lemur) fik vi til morgenmaden på lodgen også besøg af en fossa (den samme som i går), der blot luskede rundt og så ud til at være næsten helt ligeglad med os turister, der jagtede den med vores kameraer.

Efter morgenmaden var det tid til en tur i skoven. Efter aftenens noget skuffede tur i mørket, var vores guide fast besluttet på at finde nogle dyr til os. Selvfølgelig så vi rigeligt med sifakaer og brune lemurer – ja, på et tidspunkt følte vi os næsten omringet af brune lemurer. Men andre lemurer og andre dyr i det hele taget så vi ingen af. Efterhånden som skuffelsen blev større, blev vores guides ihærdighed også lidt irriterende. Som når han får 117. gang bankede på det samme hule træ for at se, om der dukkede en lille søvnig nataktiv lemur op af hullet.

Efter mere end to timers vandring lykkedes det endelig, og vi fik set et par søvnige lemurer – en dwarf lemur og en tailed sportive lemur. Vores zoomlinse var desværre begyndt at gøre knuder (måske for meget støv, eller så har det alligevel taget lidt skade, da det fik et slag, da Casper kom til skade i Anja Park?), så det blev ikke til så mange billeder.

Planen var at nå Avenue des Baobob på hjemvejen lige før solnedgang, så frem til afgangen fra lodgen hen af eftermiddagen havde vi lidt tid at slå ihjel. Igen var det for varmt til at foretage sig noget fornuftigt! Til frokost var vi ikke til varm mad, men eneste ingrediens til en salat, som køkkenet havde tilbage, var squash. Så i stedet blev det til lidt frisk ananas og nogle af de kiks, som vores natlige gæst ikke havde fået fat i.

Turen tilbage til Morondava var dedikeret til baobab-træerne. Først stoppede vi i landsbyen Kirindy for at beundre det enormt store, hellige baobab-træ, og derefter stoppede vi ved ‘Baobab-loving’; et baobab-træ med to stammer, der har snoet sig kærligt om hinanden. Sidste stop var Avenue des Baobab, hvor lyset fra solnedgangen gjorde de fascinerede træer endnu mere utrolige og kunstneriske at se på. En del andre turister gjorde hold det samme sted, men det blev udsigten jo ikke mindre imponerende af.

Tilbage i Morondava på vores hotel var skuffelsen stor, da medarbejderne i receptionen nægtede alt kendskab til vores kuffert, som Air Madagaskar skulle have afleveret. Og da kufferten heller ikke stod i vores hytte som aftalt med en anden hotelmedarbejder i går, forudså vi, at vi i endnu flere dage måtte rende rundt i vores beskidte tøj. Da vi senere stædigt spurgte efter kufferten i receptionen, fik de den så endelig sporet til hotellets kontor! Så nu er vi igen blevet forenet med vores rene tøj, vores puder og vores souvenirs, hvilket er en rar følelse. Ligeså rart er det også at være kommet tilbage til et rigtigt toilet!

Hotel Au Bois Vert, Antananarivo, kl. 22.00, onsdag den 17. september 2009
Efter morgenmaden besluttede vi at gå en tur på posthuset i håb om at kunne købe nogle frimærker til de postkort, som vi har fået skrevet. Selvom der kun var ca. 800 m. til posthuset – og klokken kun var ni om morgenen – nåede vi at blive gennemblødte af sved. Solen bagte bare allerede så ekstremt, at det ikke var til at holde ud. Terrassen ved vores hotel vendte dog ud mod vandet, og når man sad der i vinden, var det lige til at holde ud. Så indtil vi skulle køre mod lufthavnen lidt over 11, tilbragte vi tiden der med at surfe lidt på nettet.

Flyvningen fra Morondava til Antananarivo foregik lige som sidste flyvning med en lille propelmaskine. Der var ingen servering ombord, men lige da vi skulle til at gå op i maskinen, fik vi hver stukket en sandwich i hånden. Vi kendte maskinen, og da der heller ikke denne gang var nummererede sæder, nåede vi at snuppe de bedste pladser forrest i maskinen. Der var plads til at strække benene helt ud – og mere til.

Da vi ankom til Tana, var der ingen chauffør til at hente os. Til gengæld var der rigeligt med taxa-chauffører, der tilbød deres service. Vi ventede lidt og valgte så at tage en taxa. På vores oprindelige rejseplan skulle vi først være ankommet til Tana tre timer senere, så vi regnede med, at der var gået noget galt der i chaufførens tidsplan.

Trods mange hjælpende hænder insisterede vi på selv at køre vores kufferter hen til taxaen. En ’bærer’ i lufthavnen nåede dog at tage vores ene kuffert og lægge den i bagagerummet, da vi slap den – og så ville han have penge. Da vi blot ignorerede ham og steg ind i taxaen, blev han godt sur. Han bankede på ruden og krævede småpenge – og prøvede at få chaufføren til ikke at køre, før vi havde betalt. Men vi betalte ikke for noget, som vi tydeligt havde frabedt os.

Taxaen kørte igennem nogle fattige forstæder til Tana, så vi var spændte på at se vores hotel. Og hvor blev vi positivt overrasket. Gemt bag en stor mur i en flot have, lå et lækkert hotel. Vores værelse er nok det mest stilfulde hotelværelse, som vi nogensinde har oplevet. Især trappen med frithængende rå granittrin og de store granitbjælker på gulvet i bruseren er simpelthen så minimalistiske og elegante!

Med sådan en smagfuld indretning havde vi store forventninger til maden i hotellets restaurant, og den skuffede ikke. Vores hovedretter var til fem kokkehuer: det møreste kød (andebryst og zebufilet) og lækkert tilbehør. Tilbehør her på Madagaskar består ellers af ris – og nogle steder kan man i stedet for ris vælge grøntsager eller pommes frites. Aldrig en kombination med lidt grønt tilbehør. Tjenerne i restauranten trængte dog til et tjenerkursus! Sjældent har vi set så forvirret og uorganiseret (men høflig) betjening. Og hvor svært kan det være med gæster ved fire borde – og tre til at ekspedere?!

Allerede kl. 7 i morgen tidlig skal vi flyve videre nordpå, så vi skal tidligt op. Så det er vist på tide at sove nu. Toiletpapir må altså være møgdyrt, så der er ikke noget med at placere en ekstra rulle på værelserne, så vi er igen løbet tør!

Nature Lodge, Joffreville, kl. 20.45, torsdag den 18. september 2009
Vores vækkeur ringede kl. 4.45, og kl. 6 sad vi i lufthavnen i Antananarivo og ventede på vores fly til Diego Suarez i det nordlige Madagaskar.

Det var tydeligt, at lufthavnen i Tana er lidt større og noget mere professionel. I modsætning til tidligere, så var rygning forbudt i lufthavnsbygningen, bookingkortene var ikke håndskrevne, der var nummererede pladser i flyet, og flyet havde en størrelse, der betød, at det kom op i højere luftlag og derfor var udstyret med iltmasker til nødstilfælde. Det var de små propelfly ikke.

Først da vi var kommet i luften, fandt vi ud af, at vi skulle have en mellemlanding på vejen. Først en times flyvning til Nosy Be og derefter et kvarters flyvning videre til Diego Suarez!

Denne gang blev vi heldigvis hentet i lufthavnen af vores guide og vores chauffør, men mens vi stod og ventede på vores kufferter, nåede vi at blive antastet af adskillige anmassende taxachauffører, der rendte rundt om bagagebåndet og prøvede at kapre kunder.

Efter at have sat vores tasker af her på lodgen (hvor vi har en 35 m2 stor hytte!) , kørte vi det sidste stykke til Montagne d’Ambre Nationalpark. Vi fandt hurtigt ud af, at det ikke ville blive i dag, at vi fik set en masse lemurer, hvilket skuffede os lidt. Til gengæld fik vi set en flot natur og hørt om mange af planterne og træerne i den tropiske regnskov. Her vokser blandt andet eukalyptustræer, rosentræer, ibenholt og teaktræer.

Før frokost gik vi ned til en lille kratersø og derefter videre til et lille helligt vandfald, hvor de lokale søgte råd og havde ønsker til deres forfædre og derfor efterlod offergaver som småpenge, øl og honning. Vi fik i dag set tre utrolige kamæleoner: en elephant-eared, en blue-nosed (der dog kun har blå næse, når den er vred, hvilket den ikke var) og så verdens mindste kamæleon. Sidstnævnte var ca. 1½ cm. lang inkl. halen, så det var utroligt, at vores guide kunne finde den i en stor bunke grannåle. Udover verdens mindste kamæleon, fik vi også set verdens mindste frø – den var på størrelse med en lillefingernegl fuldt udvokset!

Frokosten, som vores chauffør og guide havde lavet, indtog vi på en picnicplads i parken: wonton’er til forret, kylling med ris og sovs til hovedret og lækker frisk mango til dessert. Efter den lækre frokost (væsentlig bedre end de madpakker, som vi et par gange tidligere har fået med fra vores hoteller) gik vi gennem skoven for at nyde udsigten over et næsten 90 meter højt vandfald. På vejen fik vi set adskillige sanfords brown-lemurer, der sprang rundt i trækronerne højt oppe over os. Ellers var det bare en nem og ikke særligt anstrengende, men lang vandretur igennem regnskoven.

Vores guide gjorde et ihærdigt forsøg på at finde en leaf-tailed-gekko , men det lykkedes ikke. Ved parkens indgang havde vores chauffør dog fundet et eksemplar af denne verdensmester i forklædning, der sad og sov på et træ. Vi var glade for at have set dette utrolige dyr, men kunne ikke lade være med at få den fornemmelse, at den var blevet placeret der til ære for os, da den ellers er stort set umuligt at finde. Vores guide benægtede dog dette, da vi spurgte ham.

Her på lodgen kan de også lave god mad, men dog ikke på højde med gårdagens aftensmåltid. Til gengæld er deres betjening lige så uprofessionel som den i går. Tjenerskolen eksisterer åbenbart ikke her på Madagaskar!

Le Relais de l’Ankanara, Ankanara, kl. 20.45, lørdag den 19. september 2009
Vi startede dagen med køreturen fra nationalparken Montagne d’Ambre til nationalparken Ankanara. Undervejs stoppede vi i et par landsbyer, hvor der var lørdagsmarked. Vi gik lidt rundt og kiggede og blev samtidig kigget på af de lokale! På turen kom vi et sted til at køre bag en taxi-brousse (de lokale taxi-busser), som på taget var godt læsset med sække fyldt med khat. Vi kan se, at det er meget almindeligt blandt mændene at tygge khat. Nogle ligner hamstre med kinderne fyldte, mens andre bare render rundt med en gren med blade, som de så jævnligt tager af.

Da vi kom til Ankanara, læssede vi tasker af på vores værelse, og så begav vi os ud i nationalparken. Vi startede med en gåtur først til parkens største baobabtræ, der menes at være næsten 600 år gammelt, og derefter gik vi videre til den forsvundne flod. I regntiden løber flere floder her sammen i en kæmpe tragt. Fra denne tragt løber en underjordisk kanal ud til Mozambique-kanalen. På denne årstid er hullet tomt og afslører dermed en utrolig klippeformation – blandt andet med gamle fossiler. På turen fik vi også set flere nataktive northern sportive lemurer, der sad i hvert deres hule træ og sov. Sjove små dyr! Turen var noget krævende – mest fordi temperaturen var oppe over 30 grader i skyggen – og vi altså gik mest i solen! Da det simpelthen var for hårdt, besluttede vi sammen med vores guide at lave om på eftermiddagens program, som ellers havde stået på en længere vandretur delvist i solen.

Efter frokost og en times afslapning tog vi igen ind i nationalparken og startede med at besøge en af parkens mange grotter. Tæt ved grotten sad et par crowned lemurer og betragtede os og omvendt.

Grotten er parkens mindste, men vi var alligevel overvældet af dens størrelse! Først var der en del trin ned til grotten – og så stod den ellers på klatring inde i selve grotten. Hvis det ikke havde været for lyset fra lommelygterne, havde vi ikke kunne se en hånd for os. Nogle steder var der meget lidt plads – også i højden – så vi måtte kravle lidt. Men indenfor ventede et flot syn. Over vores hoveder sad og fløj hundredvis af flagermus! Der var en konstant støj fra flagermusenes skrig, og stanken fra deres afføring var kraftigt. Vi har sikkert sat vores hænder i noget, når vi støttede på stenene, så der var det en fordel, at vi ikke kunne se det – for støtte med hænderne var nødvendigt. Samtidig var der i hulen de flotteste formationer med stalagmitter. Stenene indeholder blandt andet kvarts og andre krystaller, så de glimtede flot. I den anden del af grotten, var der ikke så flot, men til gengæld var flagermusene over vores hoveder store. Nogle havde et vingefang på op til en meter! I grotten boede også nogle store giftige edderkopper.

Efter det imponerende besøg i grotten, besøgte vi den lille tsingy-skov – en tur på omkring fire km. over og igennem klipperne. Igen var naturen utrolig smuk og anderledes – og lidt småfarlig. Det gjaldt om at kigge, hvor man ville støtte med hænderne, for klipperne var spidse! På turen mødte vi en lille sovende Ankanara-sportive lemur og en farvestrålende panter-kamæleon.

Da vi kom tilbage til lodgen, gik vi en tur på grunden, mens solen gik ned. En af ejerne (dette er et familieforetagende) viste os deres lille ananas-bed og fortalte, hvordan de på grunden havde plantet citron, appelsin, banan, kokos, mango, papaya og cashew-træer i håb om at blive selvforsynende med frugt om et par år. Stedet ligger så øde, at der er langt til markeder, hvor det er muligt at købe ordentlig frugt.

I vores rejseplan stod denne lodge beskrevet som en simpel lodge, så vi blev positivt overrasket. Okay, måske er det lidt simpelt, at her kun er strøm mellem kl. 18 – 22 (og i den tid kan vi så høre den larmende generator), og at vandet i bruseren ikke kan blive andet end smålunkent.

For at undgå den værste hede i morgen, har vi aftalt med vores guide, at vi starter dagens vandretur allerede kl. 6. Derfor er det vist på tide at sove – hvis det ellers er muligt for lyden af generatoren og varmen. Temperaturen udenfor er stadig tæt på de 30 grader – og her er ingen A/C! Det er selvfølgelig også lidt simpelt.

Le Baobab Hotel, Ankify, kl. 20.15, søndag den 20. september 2009
Da vi sad på terrassen i morges kl. 5.30 og spiste morgenmad, mens solen stod op, sagde termometeret allerede 25 grader – så kan vi bedre forstå, at vi har haft det varmt i nat. Samtidig var vi også glade for, at vi havde valgt at starte vores vandretur så tidligt, da der sikkert ville blive stegende hedt igen i løbet af dagen.

Målet for dagens vandretur var den store tsingy-skov i nationalparken. Første del af turen gik over åben slette og derefter igennem skoven. I skoven fik vi igen set flere sovende nataktive lemurer og de større Sanfords brown-lemurer, der hoppede rundt i træerne højt oppe over vores hoveder.

Derefter gik vores tur hen over selve tsingy’en, der mest minder om et landskab fra en anden planet. Vores vandretur i går i den lille tsingy-skov havde været den teknisk mest vanskelige i hele nationalparken, så vi havde lært teknikken med at gå på de skarpe klipper. Enkelte steder skulle vi igennem passager så smalle, at vi måtte gå sidelæns – og så skulle vi over en lang gyngende hængebro. En ad gangen gik vi forsigtigt over kløften – og efterfølgende tilbage igen. Det var utroligt imponerede at se de crowned lemurer, der hoppede hen over de spidse sten så let som ingenting.

Tilbage igennem skoven fik vi set flere flotte fugle – blandt andet den store crested ibis, ligesom et forvokset tusindben (millipede) krydsede stien. Fordi vi jo var startet så tidligt, var vi færdige med vandreturen allerede lidt over 10. Der havde vi tilbagelagt ca. 10 km.

Vi er jo tæt på havet, så frokosten stod på stegte rejer til forret og krabber til hovedret. Casper sprang stort set maden over, mens Britt prøvede at give sig i kast med krabberne. Men der var simpelthen for meget arbejde i det i forhold til den lille mængde mad, som kom ud af det! Mens vi spiste, begyndte det at småregne.

Så kørte vi ellers videre og gjorde blandt andet hold i en lille landsby, hvor vi gik igennem hovedgaden på jagt efter lokale cigaretter. Vi kom af med under 5 kr. for en pakke. Senere gjorde vi holdt og gik en tur i en privat plantage, hvor der både voksede kaffe, kakao, bananer, cashew, peber og vanilje – og boede flere kamæleoner.

Omkring kl. 14 ankom vi her til Ankify, hvor vi sagde pænt farvel til vores guide og vores chauffør. Så læssede vi vores tasker af i vores hytte, der ligger lige ned til stranden med egen trappe derned. Derefter gav vi også ud på en lille gåtur igennem byen og ned til havnen, hvor båden til Nosy Be afgår. Fra vejen gik Casper øje på en grøn kamæleon i et træ; så hvad skal vi egentlig bruger naturguider til, når vi selv kan finde dem?!

Da vi var ca. 3 km. fra vores hotel, begyndte det at regne, så da vi nåede tilbage, var vi blevet godt våde. Tilbage i hytten kunne vi konstatere, at taget ikke var helt tæt, så det havde regnet ned et par steder. Samtidig var tidevandet var nu steget, så vandet ramte de nederste trin. Så selvfølgelig måtte vi lige en tur i vandet, for selvom det regnede, var det jo mindst 27 grader. Og vandet var dejligt lunt.

Aftensmaden her på hotellet var ikke værd at skrive hjem om, men den lille kat, der sad og tiggede ved vores bord, nød at få lidt kyllingeskind. Inden aftensmaden måtte vi skifte til lange bukser og trøjer, da vi var ved at blive ædt af myg. Vi har derfor nu lige foldet myggenettet ned over vores kæmpe seng (den er vist bredere, end den er lang!) og har sprayet hele vores hytte med insektspray. Hvis varmen gør det svært for os at sove, så bliver vi i det mindste bedøvet af lugten fra insektsprayen!

Hotel Les Boucaniers, Ambatoloaka, Nosy Be, kl. 20.00, mandag den 21. september 2009
Kort tid efter vi havde lagt os til at sove i går aftes, begyndte det at styrtregne, så vi måtte lige op og flytte rundt på vores ting for at sikre, at intet blev vådt. For det regnede virkelig ned igennem taget flere steder i vores hytte, så i morges var der små søer rundt omkring.

Vi var meget spændte på, hvordan vores transport ud til vores hotel på øen, Nosy Be, skulle foregå. Vi havde nemlig fået at vide, at Hotel Baobabs båd ville sejle os der ud, men hvad så med transporten fra havnen i hovedbyen og til vores hotel? Det hele forløb dog uden problemer, for omkring kl. 8.30 lagde en lille båd til på stranden ved hotellet for at hente os. Vi måtte lige smide sko og sokker, da båden ikke kunne komme helt op på stranden.

Efter ca. 20 minutters sejlads nåede vi Hell-Ville, der er hovedbyen her på Nosy Be. Der stod en chauffør parat til at tage imod os og køre os til hotellet ca. 10 km. derfra. Igen var det en kamp at undgå, at andre skulle snuppe vores bagage for så efterfølgende at kræve betaling for deres service.

Det første vi gjorde efter at have placeret vores bagage på værelset, var at gå en tur langs stranden. Selvom klokken ikke en gang var blevet 11, var det så varmt, at vi følte os noget overophedet. Lige uden for vores hotelværelse er hotellets lille pool (6 x 4 m.), og den var perfekt til at få vores kropstemperatur ned igen.

Efter at have spist frokost på et dyrt strandhotel på den anden side af byen, måtte vi igen have en dukkert! Vi kan godt forstå, at de fleste butikker her holder lukket 3 – 4 timer i løbet af eftermiddagen, for det er bare for varmt at foretage sig noget som helst! Da vi i løbet af eftermiddagen gik igennem byen, var der flere steder, hvor de lokale bare sad på fortovet og op ad parkerede biler for at søge lidt skygge. Og når vi hvide mennesker så kom forbi, havde de også noget at glo på. Vi følte os lidt ligesom dyrene i zoo!

Da vi skulle til at forlade hotellet for at gå ud at spise aftensmad, røg strømmen i hele byen. Vores hotel har generator, så vi var kun overladt til mørket i få minutter. Men som vi gik ned i gennem byen, kunne vi se, hvilke spisesteder, der ikke havde en generator, for der var mørkt. Det betyder jo så, at de heller ikke har strøm til deres køleskabe, hvilket er knapt så smart et sted som her, hvor elektriciteten er noget ustabil.

Efter at have spist ris med kylling eller zebu ved langt størstedelen af vores måltider på denne ferie, var det rart med noget pasta til aftensmad! På vejen tilbage til vores hotel, måtte vi lige bruge lommelygten lidt, for strømmen er stadig ikke noget tilbage. Et strømsvigt her er altså af flere timers varighed.

At solen er stærk her, har vi måttet konstatere på den ubehagelige måde. Vi har begge fået for meget sol – Britt på den ene arm (dog mærkeligt nok den arm, der skulle have fået mindst sol?!), og Casper på begge arme. Og så har vi selvfølgelig begge fået en flot rød kulør i ansigtet.

Hotel Les Boucaniers, Ambatoloaka, Nosy Be, kl. 21.45, tirsdag den 22. september 2009
Skal vi bedømme hotellerne udelukkende efter morgenmaden, så er dette klart det bedste på Madagaskar, som vi har boet på. Friske boller, croissanter, chokoladecroissanter, frugtsalat og creme brulée!

Vi er jo ikke til bare at dase på stranden hver dag, så vi havde booket en tur rundt på øen. Taxachaufføren kunne ikke engelsk, så han havde hyret en, der kunne bare lidt engelsk til at guide os undervejs. Første stop var det hellige træ på øen. Medicin lavet af blade fra træet siges engang at have helbredt en konge, hvorfor træet nu er helligt, og de lokale ofrer til det. Bukser og sko var forbudt ved træet, så vi måtte smide skoene og dække vores bukser med lamba’er – de traditionelle tørklæder, som mange render rundt med her. Ved det hellige træ var desværre også et par små krokodiller i et alt for lille bur og flere lemurer i bur.

Næste stop var hovedbyen Hell-Ville, hvor vi udover et besøg på posthuset (endelig kom vi af med vores postkort), så et mindesmærke for dem, der kæmpede for Madagaskar under koloniseringen. Derefter var vi forbi en masse boder med kvinder, der broderede duge og tæpper og selvfølgelig var ivrige for at sælge os noget.

Derfra gik turen til destilleriet, hvor de laver essens af blomsten ylang ylang, der er bruges til parfume. Netop parfume af ylang ylang er Madagaskar meget kendt for. Vi synes dog ikke, at det duftede så godt, så vi købte blot et stykke sæbe og ingen parfume. Der i nærheden så vi det første hus på Nosy Be – eller rettere sagt resterne af det.

Tilbage i Hell-Ville besøgte vi det lokale marked. Da dem på markedet så os turister, var de alle vilde for at sælge os vanilje. De ved godt, hvad turisterne køber her.

Derefter spurgte vi vores chauffør og vores guide, om vi ikke kunne mødes med dem en time senere, så vi kunne spise frokost i byen frem for der, hvor de ville køre os hen. Det kunne ikke lade sig gøre. De havde allerede lavet en aftale med et sted (det bedste strandhotel, sagde de) og kunne derfor ikke forstå, at eftersom vi selv skulle betale vores frokost, ville vi også gerne bestemme, hvor den skulle indtages. Til sidst opgav vi at få dem til at forstå og kørte derfor nordpå til Nosy Be’s bedste strand. Det, som skulle være det bedste strandhotel, var en lokal restaurant (måske ejet af chaufførens fætter?) i et forvokset træskur – og det lå ikke ud til stranden. Da menukortet viste, at de kun serverede seafood til skyhøje priser, valgte vi at gå; aftalte, hvornår vi skulle køre igen fra stranden og fandt så selv et sted at spise på stranden.

Efter frokosten var vi lige en tur i vandet. Det var lavvande, så vi måtte vade langt ud, før vi nåede vandet og så igen længere ud for, at vandet skulle gå os bare til livet. Til gengæld var vandet utroligt lunt!

Efter svømmeturen købte vi et par souvenirs fra nogle boder langs stranden. Selvom det vist forventes, at man handler om prisen, havde vi lidt svært ved det, da det var ret billigt. Ca. 33 kr. for en stor, flot flettet taske.

Sidste stop på vores ø-rundtur var planlagt til at være på øens højeste bjerg, Mont Pissot, omkring solnedgang. Vores chauffør og guide havde dog regnet med, at vi skulle være der allerede kl. 15, men vi havde fået den trukket noget. Alligevel var der mere end en time til solnedgang, og da vores chauffør og guide begge virkede meget utålmodige, endte vi med at køre derfra inden solnedgangen. Udsigten derfra var dog stadig flot.

Tilbage på hotellet faldt vi i snak med et britisk par fra Sydafrika, der var her på forretningsrejse: de ejer et rejsebureau og arbejder samtidig for et andet og var nu rundt for at besøge en masse hoteller på Madagaskar. Sådan jobs vil vi også have! Det endte med, at vi stod og sludrede med dem i to timer!

Vi burde lære ordet gennemstegt på madagaskisk eller fransk, for igen i dag måtte Caspers bøf lige en tur tilbage på grillen, da de troede, at Casper ville have bøffen mere eller mindre rå. Men derefter smagte maden utroligt lækkert – zebu igen igen.

Hotel Les Boucaniers, Ambatoloaka, Nosy Be, kl. 20.30, onsdag den 23. september 2009
Uhmm, chokolademouse til morgenmad! De desserter, som vi ikke spiser om aftenen, da restauranterne har et lidt ringe dessertudvalg (vi har prøvet ananas og banan både naturel, flamberet og i karamel!), får vi om morgenen på dette hotel.

Igen i dag havde vi planlagt en heldagsudflugt, og denne blev feriens første ekskursion med andre turister. På standen ventede vi sammen med måske 30 andre for at blive sendt af sted i mindre både (seks turister i vores båd) med kurs mod øen Nosy Komba. På turen mod øen sejlede vi tæt forbi en flok delfiner, der legede i bølgerne fra båden.

På Nosy Komba besøgte vi lemurparken. Lemurerne kan frit færdes i træerne – også uden for parken – men når turister nærmer sig, holder de sig til for at få bananer. De kommer gerne helt ned på skulderen for at gå en godbid. Parkens andre dyr som slanger, skildpadder og kamæleoner var dog hegnet inde. Fra parken snoede vi os igennem souvenirbutikker og børn, der ville sælge os halskæder og vanilje, for at komme tilbage til båden.

Næste stop var stranden på øen Nosy Tani Kely. Vi valgte ikke at snorkle, men plaskede bare lidt rundt i vandet tæt ved stranden. Også der var der koralrev (desværre alt sammen dødt), og farvestrålende fisk svømmede mellem benene på os. Frokosten – som i dag var en del af turen – stod naturligvis på seafood som kreds, krabbe og barracuda, men heldigvis var der også lidt zebu, som Casper spiste. Vi var dog mest vilde med kartoffelsalaten. Skønt at få kogte kartofler!

Efter at have siddet og spist på stranden og igen slappet lidt, gik vi en tur ind i skoven. Igen mødte vi en flok lemurer, der også var vant til at blive fodret af turisterne. Dette var dog en vild flok, så de kom ikke ned og sidde på skulderen, men var alligevel meget nærgående. Vores guide påstod, at det var Sanfords brown-lemurer, men vi kunne ikke lige genkende racen (der var i så fald ingen hanner, som guiden ellers påstod), som vi har set tidligere. I skoven så vi også mange store flagermus (fruit bats), der sad og hang i træerne. En tur op i øens gamle fyrtårn med nogle ubehagelige trin lavet af jernrør, blev det også til, inden vi igen skulle sejle retur til Nosy Be. Bølgerne er noget højere om eftermiddagen, så sejlturen var knapt så behagelig.

Tilbage på hotellet blev det lige til et par baner i poolen, inden vi nød solnedgangen (kl. 17.45!) fra hotellets tagterrasse, og så var det ellers ud for at finde et sted at spise aftensmad. Priserne på Nosy Be er klart noget højere end på resten af Madagaskar, så vi måtte af med ca. 90 kr. (32.000 ariary) for to lækre pizzaer, en lille flaske vand og to store øl (65 cl. pr. stk.). Igen valgte vi at spise på en restaurant tæt ved vores hotel. Selv uden strømsvigt, er der så mørkt i byen efter solnedgang, at det er nødvendigt at have lommelygte med, hvis vi går for langt væk fra hotel-enden af hovedgaden. De mange små boder langs vejen, der primært sælger mad, har nemlig intet elektricitet.

Vores plan i morgen er at gå de ca. 10 km. til hovedbyen Hell-Ville, som vi jo ikke rigtigt fik set så meget af på vores tur i går. For at undgå at blive totalt overophedet, har vi planer om at gå her fra hotellet senere kl. 7.30. Vi skal jo lige nå at have morgenmad og smage dagens dessert.

Hotel Les Boucaniers, Ambatoloaka, Nosy Be, kl. 21.30, torsdag den 24. september 2009
De andre morgener har det været overskyet indtil efter kl. 9, men i morges bagte solen fra en skyfri himmel lige fra morgenstunden. Og det selvom det også i nat – ligesom de andre nætter – havde regnet. Så da vi efter morgenmaden (med frisk sandkage og chokolademousse igen) begav os mod Hell-Ville, var det med udsigten til en varm tur på ca. 10 km. til byen.

Som vejen snoede sig, zig-zaggede vi fra den ene side af vejen til den anden for at kunne udnytte den smule skygge, som træer og buske i vejkanten trods alt gav ind i mellem. De lokale gloede på os, og alle taxaer, der kørte forbi (her på øen er stort set alle biler taxaer) dyttede og spurgte, om vi ikke ville køre med.

Et par kilometer udenfor byen lå 6 – 7 souvenirbutikker på stribe, så inde i skyggen i dem, kom vores legemes temperatur lidt ned igen, så vi kunne udholde det sidste stykke. Hovedformålet med vores besøg i byen var – udover at se lidt mere af den end forleden dag – at få købt det, som er et must at købe med hjem fra Madagaskar, nemlig peber og vanilje. Så derfor besøgte vi igen det store indendørs marked, hvor sælgerne tydeligt vidste, hvad vi var interesseret i. Og vi fik da også købt rigeligt med peber og ikke mindst vanilje, som sælges i store bundter.

Efter frokost i byen begav vi os ud ad landevejen igen og tog så en taxa, da vi var kommet lidt derudad. At sådan en gammel spand overhovedet er i stand til at køre, er utroligt. Og i den obligatoriske politikontrol lige udenfor byen var der da heller ikke problemer, da chaufføren havde sine og bilens papirer i orden.

Tilbage på hotellet var det ikke andet for end at køle ned i poolen og slappe med et spil kort på terrassen. Inden aftensmaden nåede vi da også både en gåtur på stranden samt cocktail og øl på et par forskellige barer. Umiddelbart var vi dog ikke så meget for at gå på bar, da der var lidt for meget bordel over det. Utallige letpåklædte kvinder hang bare ud og ventede på, at de enlige mandlige turister skulle dukke op. I restauranten blev vi da også spurgt, om vi var et par, da de kun serverede for par. Der er en del sexturisme her på Nosy Be, og vi har fundet ud af, at i hvert fald hotellerne kan få store bøder, hvis de ser i gennem fingre med det.

Især Britt er glad for, at dette bliver vores sidste nat på Nosy Be – i morgen flyver vi tilbage til hovedstaden. Den ellers i forvejen imponerende samling af myggestik er nemlig blot blevet større dag for dag. På hotellerne i Tana er nemlig de eneste steder, hvor værelserne ikke har været udstyret med myggenet – og det bliver altså rart igen at kunne sove uden at skulle være pakket ind i et telt!

Hotel Charlet de Roses, Antananarivo, kl. 20.45, fredag den 25. september 2009
I formiddags skulle tiden bare slås ihjel, inden vi skulle af sted mod lufthavnen. Så tiden kunne passende bruges til at få det sidste sol og måske lidt brun (i stedet for rød!) farve. Derfor var det noget skuffende, at det var overskyet. Ja, faktisk kom der et par enkelte minimale dråber, da vi sad på terrassen og spiste morgenmad (med chokolademousse og pandekager til!).

Vi gik en tur op og ned langs stranden og så livet der: de lokale, der fordelte fangsten fra en af fiskerbådene, og nogle arbejdsmænd, der af (for os) uforklarlige årsager var ude i vandet og hente betonblokke! Solen kiggede da ud i mellem skyerne, så vi nåede at komme til at svede godt. Og så er det bedste sted altså i hotellets kølige pool! Der nåede vi et par baner, inden vi fandt et sted at spise frokost, hvorefter der var afgang til lufthavnen. Selvfølgelig med samme chauffør, som kørte os øen rundt forleden. Han har også hilst venligt på os lige siden, når vi har mødt ham i byen. Efter fire dage i den lille by på Nosy Be er der flere, som hilser på os, fordi vi kender hinanden – og ikke bare fordi man hilser på alle hvide mennesker.

Sen eftermiddag landede vi så i lufthavnen i Antananarivo – faktisk 10 minutter før planlagt, da vi har fløjet før tid. Med kun to afgange fra Nosy Be i dag er der sikkert ikke problemer med flyveplaner, hvis et fly letter før tid. Denne gang blev vi heldigvis hentet i lufthavnen af en chauffør. Turen fra lufthavnen tog en time på grund af myldretid, så klokken blev næsten 19, inden vi nåede vores hotel. Chaufføren vidste heller ikke helt, hvor det lå og havde derfor lidt svært ved at finde ud af det med de mange kontrolposter på vejene omkring på grund af den amerikanske ambassade.

Vi kan mærke på restaurantregningen, at vi er tilbage i Tana og ikke længere er på dyre Nosy Be. Vi kom nemlig af med mindre end 100 kr. for to pastaretter og to desserter (vores tiramisu var til 14 kr. den dyreste dessert på menukortet) + vand og sodavand.

Overalt på Madagaskar har vi set de store flasker med rom tilsat alt muligt mærkeligt som ananas, kanel og ingefær (på baren, som vi besøgte i går, kunne rommen endda fås med khat, som er meget populært på Nosy Be!), og i dag var vi friske på at smage på rommen. Vi valgte en med banan og en med vanilje – mere madagaskisk kan det ikke blive. Til under 6 kr. for et glas, regnede vi bestemt ikke med at få et godt fyldt cognacglas med rom! Og da regningen kom, viste det sig, at vi slet ikke skulle betale for dem (de var slået ind på bonen til 0 ariary).

Nu er vi så tilbage på samme hotel, som vi også boede på de første dage af vores ferie for mere end tre uger siden. Det betyder, at der er mulighed for at opdatere mailen og tjekke lidt nyheder hjemmefra…

Hotel Charlet de Roses, Antananarivo, kl. 21.00, lørdag den 26. september 2009
Naivt troede vi, at der ikke var myg her i Tana, så vi sov med åbent vindue – med det resultat, at Britt nu har forøget sin samling med mindst 10 myggestik primært på hænderne og i ansigtet.

Da vi ankom på hotellet i går, havde vi fået at vide, at der i dag kl. 8.30 ville komme en fra vores rejsearrangør her på hotellet, og vi regnede selvfølgelig med, at det var en, der skulle give os en guidet tur her i Tana som beskrevet i vores rejseplan. Men i stedet viste det sig at være en medarbejder, der blot ville høre vores mening om vores arrangement og ville have os til at udfylde et evalueringsskema. Da vi fortalte hende om den så manglende byrundtur, fik hun hurtigt arrangeret en chauffør, så mindre end en ½ time senere var vi på guidet tur i byen.

Vi havde jo set noget, da vi var i Tana i starten af ferien, så noget var en gentagelse, men vi fik også set og lært en masse nyt. Blandt andet fik vi hørt lidt mere om de voldsomme uroligheder i februar, hvor 200 demonstranter blev dræbt med premierministerens hus. Allerede i maj blev der faktisk rejst et mindesmærke på stedet.

Ved stadion var et større politiopbud, og vores guide fortalte, at man frygtede lidt ballade i dag, da en anmeldt demonstration ved stadion af sikkerhedsmæssige årsager var blevet flyttet udenfor byen – til demonstranternes store utilfredshed. Derfor rådede han os til at holde os væk fra det område senere i dag.

Da vi ikke var interesserede i at blive kørt til et større marked med kunsthåndværk udenfor byen, sluttede vores byrundtur hurtigt, men vi var tilfredse. Blandt andet havde vi fået nogle idéer til steder af byen, som vi endnu ikke har set og derfor kan besøge i morgen på vores sidste dag.

Resten af dagen blev afsat til at gå rundt i byen og shoppe de sidste souvenirs til venner og familie: lokal øl, chokolade og T-shirts. Selvom vi jo allerede tidligt på ferien købte fire træfigurer til os selv, købte vi i dag endnu en. Faktisk så vi den i en kunsthåndværksbutik på vores første dag i Tana for mere end tre uger siden, og eftersom vi stadig syntes, at den var flot og speciel, besluttede vi at købe den – også selvom den faktisk kostede næsten 10 gange så meget som de fire andre træfigurer til sammen!

Til aftensmad blev vi noget overrasket, da der var zebu med bearnaise på menukortet. Det måtte smages! Kødet blev dog serveret uden sovs, så vi måtte lige spørge efter vores bearnaise. At vi ville dele den bestilte øl på 65 cl. og den 1 liters kildevand, havde tjeneren svært ved at fatte. Og da vi spurgte efter et ekstra ølglas, fik vi et lille fedtet vandglas. I stedet for grillknive, fik vi til vores bøffer, hvad vi vil betegne som grøntsagsknive. Meget mærkeligt, men de små knive havde ingen problemer med at skære igennem det møre kød, og vi kunne godt drikke af samme glas. Til dessert blev Casper helt nostalgisk og bestilte pære belle Helene – en sand 80’er klassiker, der smagte fortrinligt.

Dette er vores sidste overnatning på Madagaskar, da vi skal flyve hjem i morgen nat. Vi er også ved at være godt mætte efter næsten fire uger fyldt med spændende og anderledes oplevelser. Og så må vi nu også indrømme, at vi glæder vi os til at komme hjem til vores katte og til at se vores badeværelse, som håndværkere har totalrenoveret, mens vi har været væk.

Ivato Lufthavn, Antananarivo, kl. 22.45, søndag den 27. september 2009
Som de fleste rejsedage er det noget, der bare skal overstås. Vores mission i dag var derfor bare at slå tiden ihjel.

Hele formiddagen brugte vi på bare at gå rundt i byen – primært steder, som vi ikke havde været tidligere. Vi var en tur forbi stadion, hvor der i dag ikke var samme massive politiopbud som i går, ligesom vi besøgte blomstermarkedet. Derfra gik vi et godt stykke ud af en vej, hvor der på begge sider var utallige af små boder, hvorfra der primært blev solgt brugt tøj. Både området og befolkningen der så mere fattig ud end det, som vi ellers har set i Tana.

En tur på det store marked tæt ved vores hotel skulle vi også. Da vi et sted spurgte om prisen på en lille bil lavet af øldåser, lød den på 10.000 ariary. Da vi blot rystede på hovedet af den pris, kom den straks ned på 3.000 – og da vi foreslog, at han solgte os to biler for 3.000, slog han til med det samme. Det tog ikke lang tid at forhandle prisen ned til en 1/6 – og sælgeren havde sikkert stadig gjort en god handel. På markedet var en knægt meget ivrig for at sælge Casper en plasticpose. Bagfra kunne Britt dog se, at hans fremvisning af plasticposen blot var for at dække over, at han med den anden hånd forgæves forsøgte at lyne Caspers bukselomme op!

Selvom markedet var væsentlig mindre, end da vi besøgte det en torsdag for mere end tre uger siden, lykkedes det os alligevel at finde og købe frisk grøn peber. Vi betalte 500 ariary (mindre end 3 kr.), hvorefter sælgeren var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle give os mere peber, end det hun allerede havde puttet i posen, eller måske give os penge tilbage. Hun besluttede til sidst, at 500 så bare var prisen.

Et andet sted ville vi smage nogle friturestegte grøntsagsboller. Vi bad om en og betalte 500 ariary. Hun kunne åbenbart ikke give tilbage og besluttede derfor i stedet blot at give os 5 stk. boller. Efter at have spist de tre, havde vi fået rigeligt friture, hvorfor vi besluttede at give de sidste to til en meget taknemmelig tigger på gaden. Bollerne blev spist med det samme.

Selvom de fleste butikker havde lukket, lykkedes det os også at finde en bestemt souvenir-T-shirt til Casper. Så kunne han også have rent tøj på hjem.

Vi sprang frokosten over og delte i stedet et par kager på et konditori, hvorefter vi tog tilbage og slappede på hotellet. Der blev der også tid til at få smurt til aftersunlotion på. Efter at have smurt os ind i solfaktor hele ferien, er det lykkedes os at blive skoldede i dag. Værst er det gået ud over Britts arme, der nu er brændende røde.

Efter et par timer begav vi os igen ud på en vandring i byen, og valgte et sted at spise et par hot dogs skyllet ned med en øl. Efter aftensmaden på en indisk restaurant tæt på hotellet, vendte vi tilbage til vores værelse for at fordrive tiden til kl. 22, hvor vi skulle hentes. Allerede lidt i ni ringede de dog fra receptionen: vores chauffør var der allerede, og det var nødvendigt at køre med det samme, da lufthavnen lukkede kl. 22. Vores fly afgår først kl. 1.05, så det havde vi svært ved at tro, men der var jo ikke andet at gøre end at følge med.

Her i lufthavnen havde vi planer om at bruge vores sidste ariary, som det trods massivt indkøb af diverse souvenirs de sidste par dage, ikke var lykkedes os at slippe af med. Men her i lufthavnen kan man kun betale med euro – og ikke med den lokale valuta! I en lille souvenirbutik var hun dog villig til at tage imod vores ariary, hvis vi betalte diskret. Taknemmelige for at ikke at brænde inde med vores sidste penge, købte vi et par fyrfadsstager og en lille magnet og betalte frivilligt lidt ekstra for dem.

Nu sidder vi så her i lufthavnen. Der er stadig lige over to timer til vores flyafgang! Og vi har netop fundet ud af, at vi ikke engang kan købe en sodavand eller en flaske vand. Butikken vil simpelthen ikke acceptere visakort på så lille et beløb, så uden euro på lommen må vi tørste.