Hotel Lombardy, Washington, DC, kl. 20.15, lørdag den 24. juni 2023
Taskerne var stort set færdigpakkede i går aftes, så efter morgenmaden var det næsten blot at putte tandbørsterne i – og så afsted mod lufthavnen. Køerne til bag drop og sikkerhedskontrollen tog samlet ½ time at komme igennem. På den anden side af sikkerhedskontrollen havde vi forventet en proppet lufthavn her på en af sommerferiens første store rejsedage, men der var forbavsende få mennesker sommerferien taget i betragtning.

Vi spiste en tidlig frokost på Cocks & Cows, der i hvert fald ikke har styr på pocherede æg. Heller ikke en ommer gav et ordentligt resultat til Britts avokadotoast.

Aldrig har vi været så langt ude i Kastrup Lufthavn! Gate E135 ligger virkelig helt ude i enden af en af lufthavnens fjerneste arme.
Næsten ni timers flyvetur føles rigtigt lange, når tidsforskellen gør, at søvn ikke er hensigtsmæssigt. Vi fik alle tre set flere film, selvom udvalget var lidt skuffende. Maden var til gengæld noget af det bedste flymad vi længe har fået: frikadeller med brun sovs, kartoffelmos og kogte ærter.

Fra den lille lufthavnsbygning, hvor gaten lå, skulle vi med ”bus” til den rigtige terminal. ”Bussen” viste sig at være et køretøj, der mindede om et forvokset månefartøj eller en tundrabuggy – en sjov start. Den efterfølgende time i kø til immigrationsmyndighederne kunne vi til gengæld godt have været foruden.

På grund af sporarbejde var vi forberedt på shuttlebus i stedet for metro det meste af vejen til centrum. Bussen var dog faktisk hurtigere end metroen, da der kun var et stop undervejs, og med siddepladser på første række havde vi en storslået udsigt gennem Washingtons forstæder. Valdemar havde klaret flyveturen helt fantastisk, og selv den timelange kø tog han i stiv arm. Men da vi først sad i bussen, måtte han overgive sig til søvnen, og han nåede derfor et kvarters powernap. Han var derfor helt frisk igen, da vi efter shuttlebussen skulle et enkelt stop med metroen og derfra en kort gåtur til vores hotel. Dansk tid var klokken trods alt blevet et om natten.

Dette er ikke et stort, moderne kædehotel, som vi ofte foretrækker, men et lille hotel i en bygning fra 1926, hvilket klart er i den ældre ende, når det gælder amerikanske bygninger. Indretningen er derfor heller ikke moderne, men det har også sin charme.
Aftensmaden blev fra et fastfoodsted, der lå ganske tæt på hotellet. Vi orkede ikke at gå på jagt efter andet. Det blev til to portioner chicken & waffles – den ene som sandwich. Ny, lækker smagskombination.

Vi har nu snart været oppe i 20 timer, så vi vil lægge os til at sove og håbe på, at vi ikke vågner alt for tidligt. Seks timers tidsforskel skal hurtigt hentes.

Hotel Lombardy, Washington, DC, kl. 19.45, søndag den 25. juni 2023
Kl.3 i morges – eller rettere sagt i nat – var vi begge vågne. Valdemar havde fået ædt sig ind på størstedelen af de seks timers tidsforskel og sov faktisk helt til kl. 5. Lidt over halv syv var vi på gaden. Det nærliggende Whole Food Market, som vi havde udset til morgenmad, åbnede først kl. 7, så vi gik en kort tur i området.

Scones og muffin samt en hamrede dyr bøtte skåret frugt, og så var vi afsted igen. Vi gik den korte tur til Lincoln Memorial, hvor vi satte os på trappen med udsigt til Washington Monument og Capitol og spiste vores morgenmad. En enlig and var meget fristet og blev derfor mere og mere nærgående, mens ellers havde vi området for os selv.

Vi havde næsten også Abraham Lincoln for os selv, inden vi gik videre over Arlington Memorial Bridge. Næsten stop var nemlig Arlington National Cementery. Kirkegården er enorm, så vi skulle ikke det hele igennem. De tusinder små, hvide gravsten var et tankevækkende syn. Ved den ukendte soldats grav, der egentlig indeholder ukendte soldater fra både 1. og 2. verdenskrig samt Korea-krigen, så vi vagtskiftet. Det var lidt af en teaterforestilling med soldater med de vildeste stonefaces. Amfiteatret, Arlington House og selvfølgelig John F. Kennedys grav med den evige flamme besøgte vi også, inden vi igen forlod kirkegården.
Vi tog metroen videre til Union Station, der var lige så flot og imponerende som forventet. Derfra gik vi videre til Capitol og en hurtig tur igennem en del af Botanisk Have. Frokosten spiste vi i cafeteriet i National Art Gallery – dog uden at se noget af udstillingerne. Kort derefter mødte vi utallige foodtrucks, hvor vi sikkert havde kunne få en både bedre og billigere frokost. I stedet fik Valdemar en enorm snowball, der kølede godt i det varme vejr.

Vi fortsatte fordi Washington Monument og videre til Det Hvide Hus, som det dog slet ikke var muligt at komme tæt på. Det måtte ses igennem hegnet. I Whole Foods i morges var det ikke muligt at købe almindelig sodavand, så på vej tilbage på hotellet lykkedes det os med en lille omvej at finde en 7-Eleven med en stort udvalg. Tilbage på hotellet en times tid, hvor Valdemar fik en længere snak med en klassekammerat om dagens oplevelser – og midt på eftermiddagen var vi på gaden igen. Hos Captain Cookie & the Milkman prøvede vi en ice cream cookie sandwich, der dog ikke var helt så god, som den ellers så ud. I mint-isen havde de vist ved en fejl puttet basilikumblade i og ikke mintblade…

Efter at have været på vej ind på to ’falske’ museer fandt vi endelig Smithsonian National Museum of Natural History. Der var kun lidt over en time til lukketid, men vi er ikke gode til at læse en masse på museer, så vi havde tid nok. Vi nåede igennem det mest interessante, hvilket bl.a. var krystaller og ædelsten samt de udstoppede pattedyr fra hele verden.

Fra museet gik vi igen forbi Washington Monument til World War II Memorial og videre langs Lincoln Memorial Reflecting Pool til Vietnam Veterans Memorial. Så kan vi vist roligt sige, at vi i dag har set de største seværdigheder i Washington!

Vi spiste aftensmad på en restaurant lige over for vores hotel i Western Market. Både vand og sodavand smagte af klor, men maden var fin. Det bedste var dog, at vi efterfølgende kun havde få meter til vores hotel. Vi har tilbagelagt mere end 32 km. – og Valdemar har slået sin rekord i daglige skridt. Ny rekord er 44.157!

Hotel Lombardy, Washington, DC, kl. 19.30, mandag den 26. juni 2023
Vi er ved at vænne os til tidsforskellen, så i dag var klokken seks, førend vi alle tre var vågne. Kl. 7.30 var vi klar på en nærliggende restaurant, der havde et kæmpe morgenmadsmenukort. Fyldte french toasts, toast med peanutbutter, marshmallow fluff og banan samt en gang pandekager. Det smagte fantastisk! Vi fik dog kun spist en halv pandekage, så resten kom med til senere…

Totalt proppede satte vi kurs mod den gamle, hyggelige bydel, Georgetown. Vi gik ad hovedgaden bl.a. forbi Washingtons ældste bygning, op ad Exorcist Steps til imponerende Healy Hall. Der gik vi på opdagelse i gangene i den store universitetsbygning, hvor især radiatorerne imponerede os. Turen tilbage til downtown tog vi langs Chesapeake And Ohio Canal. Vi fortsatte direkte til Sculpture Garden ved National Gallery of Art.

I dag var det tid til at prøve en af de mange food trucks. Morgenmaden fyldte dog stadig, så Valdemar tog bare en hot dog, mens vi delte en steak & cheese-sandwich. Efter frokosten fandt vi ud af, at vi ville besøge Smithsonian National Air and Space Museum, men uden bookede billetter, var køen simpelthen for lang. Vi gik derfor i stedet igennem Smithsonian Pollinator Garden til Smithsonian National Museum of American History. Valdemar syntes egentlig, at vi også skulle springe det museum over. Underetagens udstilling om transport var imponerende med toge, lastbiler og biler, men størstedelen af de andre udstillinger gik vi virkelig hurtigt igennem eller helt sprang over.

Vi var i går lidt skuffede over, at det ikke rigtigt var muligt at se Det Hvide Hus, men på bagsiden, som vi kom forbi i dag, var det lidt nemmere at se bygningen igennem hegnet. Temperaturen havde sneget sig op på et stykke over 30 grader – en lummer, fugtig varme. Vi bad derfor Google guide os til en Starbucks. Google plejer ikke at svigte, men det gjorde den i dag. Da vi så i trods besluttede at tage direkte til hotellet, fandt vi dog en Starbucks på vejen. Iskold frappuccino og en mango-dragefrugt-lemonade var lige, hvad vi havde brug for!

Tilbage på hotelværelset hørte vi i nyhederne, at vi skulle forvente storm, regn, lyn og torden fra kl. 17. Vi besluttede os derfor for en lidt kortere pause på hotelværelset. Vi gik igen mod Lincoln Memorial for at se Korean War Veterans Memorial og videre til Martin Luther King, Jr. Memorial. Derfra kunne vi over Tidal Bassin se Thomas Jefferson Memorial. Så kan vi vist godt krydse de væsentligste memorials af på listen. På tilbagevejen hilste vi på Albert Einstein.

Det var lige tidligt nok til aftensmad. Vi fandt derfor Avis, hvor vi skal hente vores udlejningsbil i morgen og fandt en butik, der sælger proteinpulver, energidrikke og lignende. Valdemar blev meget glad, da han så, at de havde alle de Prime-varianter, der ikke har kunne fås i Danmark. Med fem flasker Prime og en pakke pulver og rigeligt med vand og sodavand fra 7-Eleven måtte vi lige runde hotelværelset inden aftensmaden.

Britt kastede sig ud i en lobster BLT-roll, mens Casper og Valdemar valgte sandwich i Western Market. Vi er nu i gang med desserten her på hotelværelset: helt fantastiske, men møgdyre cookies købt tidligere i dag. 7 dollars for en cookie!
Vi har lige kigget på Google Maps og opdaget de steder her i Washington, som vi glemte at se. Med også 30 km. i fødderne i dag, synes vi nu, at vi har travet byen tyndt og set en masse…

Big Meadow Lodge, Shenandoah National Park, Virginia, kl. 20.45, tirsdag den 27. juli 2023
Egentlig havde vi besluttet bare at blive på hotelværelset, til vi skulle tjekke ud og efterfølgende hente vores udlejningsbil. Vi vågnede dog tidligt og blev lidt rastløse efter en times tid, hvorfor vi valgte at gå en tur til Dunkin’ Donuts efter morgenmad. Nej, vi købte ikke donuts.

Selvom Avis først åbnede kl. 9, stod vi – sammen med flere andre – klar foran kontoret kl. 8.45. Da de endelig åbnede, tog papirarbejdet dog lidt tid. De havde nemlig registreret to forskellige reservationer i vores navn – med forskellige afleveringssted og -dag. Endelig fik vi vores bil: et kæmpe skrummel af en Toyota 4Runner. Vi havde booket en mindre sedan, men sådan en havde de ikke lige på lager.

Vi skulle heldigvis ikke dreje mange gange, førend vi var på expressway’en og lagde storbyen bag os. Vi holdt os lige omkring fartgrænsen, og alligevel blev vi flere gange overhalet af store lastbiler. Der var virkelig mange lastbiler, og de havde virkelig fart på!

Første stop var ved en Wallmart et stykke ude af byen. At gå i Wallmart er en seværdighed i sig selv, og vi var der da også mere end en time! Så havde vi også fået fyldt vognen med drikkevarer, snacks og lidt gnavegrønt til de kommende dages køreture.
Da vi kom ud af butikken, havde himlen åbnet for sluserne. Det stod ned i lårtykke stråler, og vi nåede at blive gennemblødte på turen hen til bilen. Vi havde tænkt os at gå til en nærliggende restaurant, men i det regnvejr, blev det i stedet til en køretur. Fra bilen og ind til restauranten fandt en bi også regnvejret lidt for voldsomt og søgte tilflugt i Britts øre. Det gør altså virkelig ondt at blive stukket i øret af en bi!

Vi havde af venner fået anbefalet spisestedet Cracker Barrel til rigtig amerikansk mad. Britt måtte bare vælge bagt sød kartoffel med skumfidus, sirup og ristede pecannødder som tilbehør til hovedretten. Det lød for mærkeligt, men smagte skønt. Eneste negative ved frokosten var, at vi småfrøs lidt, da vi stadig var gennemblødte.

Vi fortsatte køreturen – nu i tørvejr – til indgangen til Skyline Drive og Shenandoah National Park. På Skyline Drive ligger det ene udsigtspunkt efter den andet. Vi havde dog udvalgt nogle få, som vi stoppede ved for at nyde udsigten over det grønne område. Et sted havde vi udset os en nem vandretur, der var angivet til at vare en time. Trods et langt stop ved et udsigtspunkt på turen, tog turen os dog ikke mere end knap 40 minutter. Alligevel nåede vi først frem til vores overnatningssted omkring kl. 18.

Vi fik båret alle vores ting ind på vores værelse, og så var vi tilbage i hovedbygningen for at få aftensmad. Der var ventetid på et bord i restauranten – og i mellemtiden opdagede vi baren i kælderen, der også serverede mad. Efter den store frokost, passede det os fint med barmad i stedet for turkey roast dinner og lignende tunge retter i restauranten.

The Liberty Trust, Roanoke, Virginia, kl. 20.30, onsdag den 28. juni 2023
Endnu engang var vi tidligt oppe, så da morgenmadsrestauranten først åbnede kl. 7.30, nåede vi en lille gåtur inden. Vi var ikke gået mange meter ud af stien, før et par dådyr og en lille Bambi stod foran os. Kun den lille virkede en smule bange for os, da vi gik forbi.

Efter morgenmaden fortsatte vi vores køretur ad Skyline Drive og efterfølgende på Blue Ridge Parkway med flere små stop. Nogle steder var vi bare hurtigt ude af bilen og så ind igen. Andre steder gik vi en kort tur på en af de mange vandreruter og fik set mere flot udsigt og vandfald. Undervejs mødte vi flere vejarbejder – og steder betød dette flere minutters stop, hvorefter vi blev eskorteret forbi vejarbejdet af en følgebil.

Lidt væk fra Blue Ridge Parkway besøgte vi Natural Bridge – en naturlig bro dannet gennem tusinder år. Vi havde set billeder af broen, men var alligevel overraskede over størrelsen. I Natural Bridge State Park fortsætte vi under broen og længere ud af stien, der endte ved et vandfald. På turen fik vi set lidt mere dyreliv: et par slanger og en lille gnaver. Måske vandslanger og en nuttet rotte?

Selvom vi i går shoppede i rigelige mængder i Wallmart, gjorde vi lige et hurtigt stop ved en igen i dag. Vi manglende nemlig en holder i bilen til mobilen, der fungerer som navigation – og i Wallmart kan man jo købe næsten alt. Da både Casper og Britt følte sig lidt sløve på køreturen, blev vi også enige om, at det måtte være vores tur til at prøve Prime – altså den variant med rigeligt koffein. Så nu er der to dåser klar til morgendagens køretur.

Sidst på eftermiddagen nåede vi endelig frem til vores hotel her i Roanoke. Hotellet i Big Meadows var en mørk træhytte, der lugtede lidt fugtigt og trængte til en rengøring. Dette hotel er stort, lyst og stilet indrettet i en gammel bank. Vi har et stort værelse med et badeværelse næsten så stort som hele værelset i Big Meadow. Da kufferterne og de mange løse poser med drikkevarer og snacks var kommet op på værelset, og vores store Toyota parkeret i et nærliggende parkeringshus, gik vi en tur i centrum. Det blev bl.a. til et besøg i en lækker bland-selv-slikbutik.

Vi havde sprunget frokosten over og i stedet klaret os igennem dagen med gulerødder, agurk, peberfrugt og et udvalg af kiks og snacks. Derfor blev det til tidlig aftensmad på det lokale bryghus, der udover god øl, også lavede lækre sandwich. Skønt med nye smagsvarianter som Britts sandwich med kylling, gedeost og fersken-chili-marmelade.

Efter et døgn med meget begrænset netadgang nyder vi alle at være online igen. Eneste minus ved dette hotelværelse er, at vi skal dele en seng. Okay, det er en rigtig king size, så det bør ikke blive et problem. Vi har fået bragt nogle ekstra lagner og tæpper op, for det ville ikke være sjovt, hvis vi alle tre skulle dele den samme dyne. Det er rigeligt, at vi også skal dele sengen med Valdemars to medbragte samt en nyindkøbt bamse.

Vi har besluttet at spise morgenmad på IHOP i morgen. De har åbent 24/7, så for en gangs skyld vil vi ikke skulle vente til morgenmadsstederne åbner. Det skal så lige passe, at vi for første gang på ferien lykkedes med at sove til længere end klokken seks.

Comfort Inn & Suites, Hillsville, Virginia, kl. 20.00, torsdag den 29. juni 2023
Allerede før morgenmaden havde vi dagens første stop – nemlig ved Morning Star, der er Roanokes vartegn, og som – selv uden lys – var imponerende. Stjernen er verdens største menneskeskabte stjerne – eller det var den i hvert fald i 1949, da den blev bygget.

Fra stjernen kørte vi til IHOP for at spise morgenmad. Valdemar havde svært ved at vælge og endte med både spejlæg, bacon, pandekager og french toast. Vi fik alle rigeligt at spise – og pandekagerne blev taget med.

Så var det tilbage på Blue Ridge Parkway for at fortsætte køreturen på den smukke vej. Flere steder kørte vi med kæmpe rododendronbuske – eller nærmere træer – på hver side af vejen. Vi stoppede ved flere udsigtspunkter, en vingård og endda også ved en lille kirkegård. Et par steder gik vi en mindre tur – primært gennem skov. Gåturene havde den rette mængde af rødder, sten og vandløb, der skulle forceres, til, at Valdemar syntes, at det var sjovt.

Vi stoppede også ved Mabry Mill, som er det mest fotograferede motiv på Blue Ridge Parkway, samt ved Puckett’s cabin, hvor vi læste historien om jordemoderen, der havde bragt mere end 1000 børn til verden (senest som 101-årig), men selv mistede ikke mindre end 24 spædbørn. Et rygte siger, at hun slog sine egne børn ihjel og rådede bod ved at bringe andres børn til verden.

På turen fik vi også set en del af områdets dyreliv – alt sammen dog fra bilen, mens vi kørte, og ikke på vores gåture. Et par gange krydsede dådyr vejen (nej, vi ved reelt ikke, om det er dådyr eller en anden slags hjort), ligesom vi så et par murmeldyr og naturligvis en masse egern. Selv en ugle fløj over vejen over os. Bjørne så vi ingen af – kun advarslerne om, at de findes i området.

Midt på eftermiddagen nåede vi frem til vores hotel – et jævnt, kedeligt hotel, der ligger lige ved motorvejen, kun omgivet af andre kedelige hoteller, fast food-steder og tankstationer. Men det er helt lige meget, for hotellet har en pool! Okay, poolen er bestemt heller ikke prangende, men det forhindrede os ikke i at hoppe i poolen ganske kort efter, at vi havde tjekket ind på hotellet.

Vi er som nævnt omgivet af fastfood-steder og ville derfor også spise på et af dem – nemlig Wendy’s. Der er ikke mange hundrede meter derhen, men vi endte alligevel med at tage bilen. Området er nemlig ikke bygget til fodgængere, og gåturen dertil ville betyde, at vi kunne gå i rabatten til highway’en. Der var naturligvis free refill på sodavand, så Valdemar fik smagt flere forskellige af det enorme udvalg. Utroligt, at der findes f.eks. så mange forskellige Sprites!

På vej tilbage til hotellet måtte vi lige fylde tanken på bilen. Der er lidt langt mellem tankstationerne på Blue Ridge Parkway, så vi må benytte os af muligheden.

Linnville Falls Lodge & Cottages, Linnville Falls, North Carolina, kl. 19.30, fredag den 30. juni 2023
For første gang på ferien havde vi morgenmad inkluderet. Det var ikke en kæmpe buffet, og der var kun plastikbestik og paptallerkener, men der var et vaffeljern til selvbetjening, og så kan man ikke forlange mere.

Vi var forberedte på, at en del af Blue Ridge Parkway var lukket, så første planlagte stop var ved nærmeste visitor center for at få oplysninger om, hvilken del af dagens rute, der var lukket. Men da vi lidt i ni nåede frem, konstaterede vi, at centeret først åbnede kl. 10. Altså var der ikke andet at gøre end at køre derudaf…

Vi har hver dag oplevet forskellige dyr løbe over vejen foran bilen. Vi havde dog ikke lige regnet med, at dagens første dyr på vejen var en skildpadde. Løb gjorde den ikke ligefrem, så vi nåede at vende bilen og køre tilbage for at se nærmere på den, inden den nåede helt over vejen. Få hundrede meter efter var det en ko, der krydsede vores vej. Den var tydeligvis sluppet ud af en nærliggende indhegning.

Navigationen var sat til første planlagte stop, men blot få hundrede meter inden, var vejen lukket. Længere kom vi altså ikke ad Blue Ridge Parkway. En hel times kørsel skulle der til på detour, førend vi igen kunne komme ind på vejen. Det betød, at fleste planlagte stop og vandreture ikke blev til noget.

Ved Manor House så vi numsen af en lille kanin, og kort efter pilede et lille jordegern afsted på stien foran os. På himlen over os passerede fire jægerfly med fuld fart og larm.

Efter et par korte udsigtsstop, nåede vi Simms Pond, som vi havde besluttet at gå rundt om. Selvom vi faktisk gik langs bredden af søen, gik vi det meste af turen pakket ind i rododendronbuske med enkelte huller, der gav kig til søen – en fin, nem tur. Turen var estimeret til 1 – 1½ time, men blot knap 50 minutter efter var vi tilbage ved bilen på parkeringspladsen og klar til at gøre videre.
Ved Linnville Diaduct, der afbilledes på mange postkort for Blue Ridge Parkway, gik vi også en lille tur for at få et view til viadukten, inden vi passerede den. Og ved Flat Rock gik vi en tur til toppen af – ja, Flat Rock. Imponerede syn! Også på den gåtur mødte vi et dådyr, der hoppede over stien foran os.

Eftersom vi jo havde måtte springe en del af Blue Ridge Parkway over på grund af vejarbejde, der lukkede vejen, havde vi også god tid til en lille vandretur ved Linnville Falls. Turen var kategoriseret som ’difficult’. Der var – som på de fleste vandreruter – en del rødder at holde øje med for ikke at falde, og enkelte sten, der skal balanceres på. Vi blev dog enige om, at ruten nok blev betegnet som svær på grund af de både naturlige og menneskeskabte trin på vej til vandfaldet, der fik pulsen i vejret. Det var dog ikke værre end, at vi efterfølgende tog en kort tur over vandløbet tæt ved, der også gik lidt op og ned.

Midt på eftermiddagen nåede vi frem til vores overnatning og kunne tjekke ind på et hyggeligt værelse. Vi havde nok forventet noget mere slidt og kedeligt og blev derfor positivt overrasket. Eneste minus er dog, at der kun er wi-fi lige ved receptionen. Ikke engang mobilnetværk er tilgængeligt, så vi sad lidt uden for receptionen – Valdemar for at opdatere et spil, og Britt for at få styr på morgendagens rute videre sydpå.

For tredje dag i træk har vi ikke spist frokost udover snacks og gnavegrønt på køreturen. Igen i dag tog vi derfor tidlig aftensmad – i dag på Louises Famous Rock House, der at dømme efter mængden af gæster i denne lille flække, er utrolig populær. Pot roast og meat loaf med gravy – og en burger til Valdemar. Britt måtte bare have et stykke af deres hjemmelavede apple pie to go – og denne blev nydt med cremefraichen, der egentlig hørte til de bagte kartofler til maden. Det var virkelig lækkert! Casper og Valdemar er mere til slik og chips som dessert.

Four Points by Sheraton, Asheville, North Carolina, kl. 21.00, lørdag den 1. juli 2023
Morgenmaden i morges var høflig selvbetjening forstået på den måde, at vi havde fået nøgle til The Breakfast Nook – et lille rum, hvori der lå toast, bagels og muffins med diverse tilbehør samt et køleskab med yoghurt og juice. Morgenmaden sad vi så og spiste på terrassen foran vores værelse.

Vi fortsatte vores køretur sydpå ad Blue Ridge Parkway med mange stop ved udsigtspunkter samt et stop i den lille flække, Little Switzerland. Kun et enkelt sted var vi ude på en kort vandretur. Selvom turen ikke var lang, var den hård, da det var op ad Craggy Dome. Fra toppen var trods dis en smuk udsigt hele vejen rundt, og vi kunne se vores bil som en lille prik på parkeringspladsen under os. Utroligt nok så vi ingen dådyr i dag – hverken på køreturen eller gåturen – men et egern, der løb over vejen faretruende tæt på bilen, og endnu et murmeldyr fik vi da set.

Når vi har kørt ad Skyline Drive og efterfølgende Blue Ridge Parkway, var vi ofte haft vejen og de forskellige stop for os selv. Men her ved Craggy Dome var der utroligt mange mennesker – og som vi kørte videre, lignede det nærmest et færgetræk, der kørte imod os. Måske alle byboerne fra Asheville tager i skoven i weekenden?!

Vi kørte dog ud af skoven til Asheville Outlets, hvor vi ankom ved middagstid. Vi shoppede i nogle enkelte butikker, spiste frokost på Taco Bell og fortsatte så med shopping. Lidt skuffende faldt vi ikke for så meget. Seks polo’er til Casper samt et par shorts, tre t-shirts, en hoodie og et par sko til Valdemar var, hvad det kunne blive til.

Sidst på eftermiddagen tjekkede vi endelig ind på hotellet, og 10 minutter senere var vi i poolen. Vandet var overraskende koldt, men eftersom temperaturen i luften havde rundet de 30 grader, var det egentlig ok.

Vi nåede en lynhurtig sightseeing i Asheville Downtown, der emmede af liv. Der var live musik på hvert andet hjørne og mange mennesker på gaden. Asheville er en rigtig ølby med et utal af bryggerier. Aftensmaden blev derfor også meget passende indtaget på et taphouse, der også lavede virkelig gode pizzaer. Selvom vi blot delte to pizzaer, har vi alligevel rester med hjem.

Efter vi i går overnattede på en lodge uden wifi og uden almindelig mobildækning, er især Valdemar glad for at være online igen.

Country Inn & Suites by Radisson, Helen, Georgia, kl. 21.00, søndag den 2. juli 2023
Planen var egentlig at køre tilbage til Blue Ridge Parkway og fortsætte sydpå. Vi syntes dog, at vi egentlig havde set masser af flotte udsigter, så vi besluttede i stedet at tage den mere direkte og noget hurtigere vej til næste overnatning i Helen.

Valdemar fik lov at bestemme morgenmaden, og dagens første stop blev derfor IHOP igen. Vi nøjedes denne gang med at bestille to retter – og endte alligevel med tre pandekager i overskud, som vi tog med.

Fra motorvejen havde vi udsigt til Great Smokey Mountains, der levede op til sit navn. Vi nød, da vi endelig forlod motorvejen og fulgte landevejen gennem små byer, hvor der var masser at kigge på – alt fra store flotte mansions til slidte trailerparks. Ved Timpson Cove Beach stoppede vi ved den lille sandstrand ved søen; dog uden at gå i vandet. Vi forsøgte også at se dæmningen ved Burton Hydroelectric Plant, men blev mødt af et hegn og en lukket låge. Vi har ikke set meget dyreliv på dagens køretur, men den lille omkørsel til dæmningen betød, at vi fik set et bæltedyr hele to gange – okay, det var det samme roadkill, men det tæller vel også lidt. Ved den overdækkede bro ved Stovall Mill (hvor der ikke længere er en mølle) kom vi igen ud af bilen, mens sidste planlagte stop ved Old Gold Mine Trail fandt vi ikke.

Hvis vi syntes, at der var mange mennesker i Asheville i går, var det ingenting i forhold til i Helen i dag! Allerede et par kilometer uden for byen holdt vi i kø, og vi troede i første omgang, at der var sket en ulykke. Men nej, det var bare trafikken til Helen – og nok primært til Helen Tubing. Her i Helen er det åbenbart en stor ting at leje en kæmpe badering og så blive kørt et godt stykke op ad floden – og tage den i baderingen tilbage til byen via floden. Altså en helt naturlig lazy river. Køen var enorm til de to steder, der i skolebusser transporterede folk afsted – med en vogn med baderinge bagefter. Til sidst nåede vi dog endelig frem til vores hotel og kunne heldigvis tjekke ind allerede kl. 13.

Med masser af solcreme på og koldt vand i rygsækken gik vi ud for at kigge nærmere på byen, der vidste sig at være ”tysk”. Oktoberfest, Hofbrauhaus, Heidi Motel og Bavarian Inn – og vores hotel ligger på Edelweiss Strasse for blot at nævne noget. Vi gik langs floden, hvor hundreder flød forbi i baderinge, mens mange familier holdt picnic på bredden med store griller og havemøbler.

Temperaturen var 32 grader – og med en ”chillfaktor” på 37 grader! Valdemar nød derfor en anderledes snow cone. I en skøn butik, der udelukkende solgte kukure, faldt vi for et moderne kukur, men en pris på 5.000 kr. afholdt os dog alligevel fra at købe det. Vi var dog fristede og skal lige undersøge, om det fås billigere hjemme i Europa, da det faktisk var lavet i Italien.

Vi besøgte en øksekastningshal, hvor vi fik en demonstration og en hyggelig snak med stedets eneste medarbejder. Vi afslog dog selv at prøve at kaste med økser. Vi fik anbefalet en glasbutik på hovedgaden, og i den købte vi et ”navneskilt” til Valdemar. Vi fortsatte gennem den totalt tyskinspirerede by mellem tusind andre turister. Da vi kom tilbage til glasbutikken for at hente det færdige ”navneskilt”, havde de fået skrevet Valdeman i stedet for Valdemar. Det betød ekstra ventetid, mens de lavede et nyt. Til gengæld fik vi set, hvordan skiltet blev lavet.

Klokken endte derfor med at blive 16.30, førend vi var tilbage på hotellet, så vi skyndte os i poolen. Faktisk håbede vi lidt på en kølig pool, men blev slemt skuffede. Vandet i spaen var iskoldt, mens vandet i poolen var spa-temperatur. Det føltes som om, at de havde fået byttet om på termostaterne. Vandet i poolen var simpelthen for varmt til at være behageligt, så det blev en kort svømmetur.

Vi havde udset os en restaurant tæt på hotellet til aftensmad, men da vi kom derhen, stod og sad der mindst 40 mennesker i kø! Vi blev skrevet på listen og fik oplyst en forventet ventetid på 30 – 45 minutter, så vi gik en lille tur.
Caspers pastaret lod vente på sig, men da den endelig kom, var den lige så lækker som de andre retter. Da vi for femte dag i træk havde sprunget frokosten over, var der heldigvis plads til rigeligt mad. Kun Valdemar efterlod lidt mad.

Hilton Garden Inn, Atlanta, Georgia, kl. 21.00, mandag den 3. juli 2023
Valdemar er for længst kommet ind i en god døgnrytme, mens vi andre stadig vågner ved 3 – 4-tiden og ligger vågne… Britt får derfor hver nat på mobilen planlagt dagens stop på køreturen.

Også i morges stod den på hotelmorgenmad, hvilket stort set var kopi fra forleden: plastikbestik og paptallerkener og et lille, kedeligt udvalg – og så det vigtige vaffeljern.

Med undtagelse af et tankstop kørte vi direkte til Consonlidated Gold Mine, hvor vi kom på en guidet tur i en gammel guldmine. Det var både interessant og sjovt – også at se og høre den store frø, der boede i minen og sagde den vildeste brummende lyd. Efter den guidede tur fik vi mulighed for at vaske guld. Vi startede med en enkelt pande, men at finde to små guldklumper, gav Valdemar lyst til at prøve en pande mere. Der var en enkelt, lille klump. Fra guldminen kørte vi videre til Target, hvor Valdemar fik købt endnu en stor bamse – og i en tøjbutik ved siden af, fik vi købt lidt tøj.

Vi havde brugt lidt længere tid i guldminen og i butikkerne end forventet og var derfor i tvivl om, hvorvidt vi skulle køre direkte til hotellet, eller tage et par planlagte stop. Vi valgte en kombi og droppede et enkelt stop, der ellers ville give en halv times ekstra kørsel.

Det gjaldt om at holde koncentrationen, da vi var ude at lege i tæt trafik på motorvejen med op til syv vejbaner i hver retning. Kun en enkelt gang fik vi misset en afkørsel, og vi nåede frem til hindutemplet Bochasanwasi Shri Akshar Purushottam Swaminarayan Sanstha – også kaldet BAPS Shri Swaminarayan Mandir. Dette tempel var slet ikke så farvestrålende som andre hindutempler, som vi har set andre steder i verden, men det blev det bestemt ikke mindre fantastisk af. Valdemar og Casper var i short og fik derfor ikke lov at gå ind, medmindre de iførte sig et skørt. Britt var derfor den eneste, der så templets flotte indre. Det var forbudt at fotografere oppe ved templet og indeni, men Britt sneg sig alligevel til et par enkelte billeder med mobilen i det hvide marmor-indre, hvor hvidt lys gav det kridhvide marmor et helt specielt skær.

Fra templet kørte vi direkte til hotellet, hvor vi lige måtte en ekstra tur rundt om blokken for at finde indkørslen til parkeringen. Bilen blev parkeret på 5. sal med fin udsigt, og fra vores værelse på 10. etage havde vi en endnu finere udsigt. Vi skyndte os dog til poolområdet, hvor vi valgte den udendørspool frem for den indendørs.

Vi gik en tur rundt om Centennial Olympic Park, der af uforklarlige årsager var lukket. Kræsne Valdemar kunne ikke finde noget mad i CNNs foodcourt, men på en nærliggende sportsbar fik vi alle lækker med. Da Britt blev spurgt, om hun ville have kanelsukker på sine sweet potato fries og marshmallow-dip til, var det bare at svare ”Ja tak!”

Himlen var mørk, da vi gik tilbage mod hotellet, og da vi var tilbage på værelset, kunne vi høre torden og se lyn samtidig med, at de mørke skyer kom nærmere. Det var helt fantastisk at se uvejret fra vores værelse på 10. etage – og samtidig følge med i, hvordan menneskerne på gaden forsøgte at søge ly for den kraftige regn, der kom. Torden, lyn og regn er nu væk igen, og vi har udsigt til byens lys.

Hilton Garden Inn, Atlanta, Georgia, kl. 20.30, Independence Day, tirsdag den 4. juli 2023
Da vi kom på gaden i morgen, var Centennial Olympic Park åben, så vi gik en tur igennem på vej til morgenmaden. Waffle House, som faktisk er grundlagt i en forstad til Atlanta, var dagens amerikanske kæde, som skulle prøves. Det var ikke de vilde retter som på IHOP, men mere enkel morgenmad. Vi delte to retter og fik vaffel, spejlæg, hash brown, bacon og toast med bacon, æg og skinke.

Vi nåede også en tur rundt ved Pemberton Place, inden vi kl. 10 blev lukket ind i World of Coca Cola. Museet er jo egentlig bare en stor reklame for Coco Cola. Det sjoveste er smagsbaren og butikken. Vi havde sat os for at smage alle Coca Colas produkter fra verden rundt, og vi nåede da også igennem alle ’tastingsstations’ med knap 50 forskellige drikke. Valdemar måtte lige have en pause undervejs…

Den italienske Beverly smagte lige så grimt, som vi husker fra vores besøg for 15 år siden, men den fik skarp konkurrence af den kinesiske Fanta med smag af sur sveske. Da vi efter de små 50 smagsprøver opdagede, at vi jo manglede alle de ”almindelige” varianter af Cola, Sprite, Fanta m.fl. opgav vi. Der var nok mindst 100 varianter! F.eks. findes der alene otte forskellige slags Diet Cola.

Med maverne fulde af Cola-produkter tog vi en tur med den lokale sporvogn – her kaldet streetcar. Billetautomaten ved stoppestedet var i stykker, og da betalingen i vognen faktisk bare var en kasse, hvor man puttede kontanter i uden mulighed for at få en reel billet eller byttepenge, besluttede vi os at køre på røven. Sporvognen kørte i loop igennem det historiske kvarter, og kvarteret, hvor Martin Luther King blev født. Vi fik også et kig til den flotte kuppel på Georgia State Capital, men udover den bygning, syntes vi umiddelbart ikke, at vi var fristede til at kigge nærmere på byen. I en park stod hjemløse i kø for at få udleveret mad, og generelt har vi set mange hjemløse i byen.

Vi har de seneste mange dage sprunget frokosten over, og det gjorde vi egentlig også i dag. Eller rettere sagt, så vi fik de vildeste is til frokost. Valdemar var mæt næsten allerede, inden han kom ned til selve isen, som var pyntet med vaffel med chokolade, candyfloss og slik. På Britts is lå et stykke cheesecake, og Caspers indeholdt en banan.

Midt på eftermiddagen var vi tilbage i den udendørspool på hotellet. Det var godt fugtigt i vejret, og temperaturen havde igen sneget sig noget over de 30 grader, så en kølig dukkert – med overdrevet brug af solcreme inden – var dejlig.

Det er jo 4th of July – også kaldet Independence Day – i dag, hvilket er en helligdag med fejringer rundt omkring. Mange parader i Atlantas forstæder foregik i formiddags, hvor vi havde billetter til Coca Cola, men vi havde fundet en forstad, hvor al fejring foregik om aftenen. Derfor tog vi sidst på eftermiddagen metroen til forstaden Decatur. På det lokale torv var live musik, og de lokale havde medbragt tæpper og picnicstole til begivenheden. Vi havde fundet de røde t-shirts frem, og i en bod fik vi et amerikansk flag, der blev sat i rygsækken. En bod solgte friturestegte Oreos, hvilket Britt bare måtte smage. En portion viste sig at indeholde ikke mindre end seks Oreos. Valdemar fik en snow cone.

Vi gik ned til kirken, hvor paraden skulle starte. Det viste sig at være en meget lille parade med enkelte biler, men ellers primært børn på cykel og familier med pyntede klapvogne. Netop som paraden skulle til at starte, faldt de første regndråber, og regnen tog bare til. Vi stod lidt i læ og skyndte os derefter tilbage til metroen og tog den tilbage til downtown.

Da vi kom op fra metroen, regnede det stadig kraftigt. Vi havde jo ikke fået aftensmad, så vi løb fra læ til læ i jagt på et sted, der havde åbent, og hvor vi kunne få noget let. De fleste spisesteder havde dog lukket, og godt våde nåede vi derfor helt tilbage til hotellet. I lobbyen købte vi en frossen croissant med skinke og ost, som vi varmede i mikroen – og sammen med et rest pizza fra forleden, fik Valdemar på den måde aftensmad. Vi andre nøjedes med snacks.

Først tilbage på hotellet kom vi i tanke om, at vi jo havde vores regnjakker i bunden af rygsækken. Det ville nok have været et smart træk at have taget dem på allerede under paraden, men regnjakkerne havde vi altså glemt alt om, mens vi løb gennem regnen.

4th of July byder jo også på fyrværkeri, og her fra kl. 21 har vi i det fjerne kunne se meget fyrværkeri fra Atlantas forskellige bydele – en del dog delvist skjult bag bygninger eller som genspejlinger i de mange omkringliggende glasbygninger. Eneste blink, der kom fra Centennial Olympic Park, var dog fra den politibil, der patruljerer i parken. Parken afholdt nemlig et større arrangement i lørdags og havde desværre valgt at holde fyrværkeriet samtidig med. Vi har ellers udsigt over parken her fra 10. etage. Med den lille parade og fyrværkerier i det fjerne har vi dog også fået oplevet den amerikanske helligdag.

Hyatt Regency, Savannah, Georgia, kl. 21.00, onsdag den 5. juli 2023
Der var dømt ren køredag i dag. Alligevel startede vi dog med et hurtig stop ved Georgia State Capitol, inden vi fortsatte ud af byen. Efter en halv times kørsel stoppede vi ved en Cracker Barrel for at spise morgenmad. Da Britt gerne vil smage så meget forskelligt som muligt, bliver sammensætningerne måske lidt specielle ind i mellem. I dag betød dette stegte æbler og grits som sides – sidstnævnte kan ikke anbefales, men nu er det smagt.

Tæt ved Cracker Barrel rundede vi først en Walmart og efterfølgende en Five Below, og begge steder blev der købt bamser. Denne gang dog nogle lidt mindre end de to store, som Valdemar allerede har fået.

Vi havde stadig langt igen, så vi kørte derudaf. Der var langt mellem afkørslerne, og rastepladser eksisterer ikke rigtigt, så på et tidspunkt måtte Valdemar fylde en tom plastik bøtte. Udover et reelt tissestop kørte vi helt til udkanten af Savannah, hvor vi stoppede ved et outlet mall. Vi kom til at bruge noget længere tid der end planlagt (og købt både tøj og sko), så klokken var over fem, førend vi fandt vores hotel i centrum af Savannah.

Mens Casper afleverede bilnøglerne til valet parking, fandt Valdemar og Britt badetøjet frem. Vi nåede en del rundt på det store hotel, førend det endelig lykkedes os at finde poolen i kælderen. Vi har lige ved at tro, at der slet ikke var pool på hotellet. Mens vi var i poolen, kunne vi se, at det udenfor styrtede ned!

Vi havde på forhånd besluttet at spise aftensmad på Five Guys, som Valdemar havde hørt om. Selvom det lå tæt på, var vi glade for, at det var holdt op med at regne. Vi troede, at Five Guys var stort set det samme som McD, og lige umiddelbart så det lidt kedeligt ud. Det viste sig at være rigtig gode burgere! På væggen stod fra hvilken gård, at kartoflerne til dagens pommes frites kom fra, og fra en stor papkasse var der jordnødder ad libitum.

På hotellet i Atlanta havde vi fra 10. sal en fantastik udsigt over byen. Her har vi fra blot 3. sal en fantastisk udsigt over Savannah River.

Hyatt Regency, Savannah, Georgia, kl. 20.15, torsdag den 6. juli 2023
Vi sov alle længe, og det blev derfor en sen morgenmad. Vi havde fundet morgenmadsstedet Maple Street Biscuit Company, hvis specialitet pudsigt nok er biscuit. Vi syntes, at der var lang kø til bestillingen, men mens vi ventede på vores mad, blev køen blot længere og længere. Populært sted! Vi havde fået stedets bedste bord – syntes vi i hvert fald. Vi sad på 1. sal med udsigt ned i køkkenet. For første gang spurgte Valdemar ikke om lov til at spille på sin telefon, mens vi ventede på maden, da vi var optaget af at følge med i køkkenets aktiviteter.

Efter morgenmaden gik vi rundt og kiggede nærmere på Savannahs historiske kvarter, ind i The Cathedral Basilica of St. John the Baptist og efterfølgende en tur gennem Forsyth Park, hvor det vrimlede med egern. Da vi trods indtagelse af rigeligt med vand var ved at smelte, hjalp en frossen cola. Det var dog stadig en hed affære, da vi gik langs havnefronten ved Savannah River, hvor souvenirbutikkerne og spisestederne lå på stribe. Først på eftermiddagen gik vi derfor tilbage på hotellet og tog en tur i poolen.

Sidst på eftermiddagen begav vi os ud i heden igen. Vi havde set, at der i byen kører en gratis shuttle bus, som vi besluttede at tage en tur med. Vi stod i evigheder og ventede – noget længere end de 10 minutter, der burde være mellem busserne. Vi tog chancen og gik til næste stop. Ja, Valdemar nåede endda også en tur på toilettet på en café, før bussen endelig dukkede op. Da bussen nåede ved endestationen og skulle køre tilbage, mistede Valdemar tålmodigheden, mens vi ventede på, at bussen kørte videre. Vi steg derfor af og gik tilbage mod centrum forbi statuen af den vinkede pige – en sød historie.

Vi er jo i The Peach State, så Valdemar og Britt måtte lige smage en peach cobbler. Valdemar kunne bedst lide isen. Til aftensmad havde Britt et ønske om seafood, men efter den sene peach cobbler, der fyldte godt i maven, blev dette i stedet til et pizzasted, som faldt mere i Casper og Valdemars smag. Casper var dog ikke helt på toppen, så Valdemar og Britt bestilte blot en lille – eller rettere sagt mini! – pizza hver. Begge pizzaer med fersken, selvfølgelig. Valdemar mener bestemt, at pizzaer hellere skal serveres med fersken i stedet for ananas.
Da vi kom tilbage på hotelværelset, fik vi fuld valuta for den flotte udsigt over floden, da et stort containerskib sejlede forbi. Imponerende syn! Den ’falske’ hjuldamper, der sejler med turister, passerer også forbi løbende. Og lige nu kan vi se endnu et containerskib komme sejlende under Talmadge Memorial Bridge…

Comfort Inn & Suites, Daytona Beach, Florida, kl. 21.15, fredag den 7. juli 2023
I dag var feriens længste køredag med næsten fire timers kørsel uden omveje. Da det endelig lykkedes at finde en fra valet parking, der kunne køre vores bil frem, planlagde vi dog alligevel en omvej. Vi kørte derfor til Bonaventure Cemetery og gik på jagt efter de kendte gravsteder.

Efter to uger i USA med besøg på flere fastfoodkæder, var det på tide at besøge McD. Selvfølgelig bestilte vi morgenmad, som ikke fås derhjemme. Udenfor McD var Britt ved at stige ind i en forkert bil; den havde samme størrelse og farve – og så var den ikke låst. Her kører alle i store, grå firhjulstrækkere. På køreturen havde vi fra motorvejen enkelte steder udsigt over flotte vådområder – ikke mere skov.

Britt er vild med cheesecake, så vi lagde igen en mindre omvej ind for at kunne spise frokost på The Cheesecake Factory. Ventetiden på et bord var dog 20 minutter, så det blev i stedet for et par stykker cheeesecake to go. Vi nåede dog lige i et par butikker, når vi nu alligevel var i Jacksonville Town Center. I stedet for frokost tog vi den sidste lille 1½ times køretur til Daytona Beach uden stop og uden frokost. Vi havde dog både grøntsager, snacks og en cinnamon roll fra morgenmaden på McD, så vi sultede ikke.

Vi blev positivt overraskede, da vi så vores værelse på hotellet her i Daytona. Det er samme kæde som hotellet i Hillsville, så vi forventede samme kedelige værelse med mørke træsenge, men i stedet fik vi lyst værelse med farver, altan og skøn udsigt til to sider til strand og by.

For en gangs skyld var poolen ikke første stop efter check-in. Vi gik i stedet langs stranden og ud af strandpromenaden og tilbage ad vejen, hvor souvenirbutikker, hoteller og spisesteder lå på stribe. Da vi fandt en burgerrestaurant, hvor man kunne sidde i en gammel Nascar-bil og spise, bookede vi straks et bord til aftensmaden.

Derefter var det endelig tid til en tur i poolen, som her var udendørs med udsigt til stranden. For en gangs skyld var både vandtemperaturen og lufttemperaturen perfekt til en svømmetur. Mens vi svømmede i poolen, kunne vi ligesom på vores gåtur se store pelikaner flyve over os. Sorte skyer kom dog også snigende, og da det begyndte at regne og tordne, var det tid til at komme op. Der blev derfor lige tid til lidt skærm på værelset, inden vi skulle ud at spise.

Spisestedet var et pudsigt sted med Nascar-tema som bilerne, der var bygget om til sofaer. Og burgerne var gode! Britt levnede dog for at være sikker på at have plads til cheesecake, mens Valdemars dessert kom fra en lækker bland-selv-slik-butik, som vi besøgte på vej tilbage til hotellet. Nej, det lykkedes ikke Britt at spise to stykker cheesecake, så nu ligger der to halve stykker i fryseren, så de i morgen forhåbentlig kan holde sig kolde, til vi når frem til næste køleskab.

Casper har forsøgt at pakke vores nu tre tasker, så vi ikke har alt for mange løse poser med indkøb, når vi i morgen skal aflevere vores bil i Orlando.

Disney’s All-Star Movies Resort, Kissimmee, Florida, kl. 20.45, lørdag den 8. juli 2023
En flot solopgang over stranden efterfulgt af endnu en simpel hotelmorgenmad med engangsservice og vaffelmaskine.

Dette var dagens sidste køretur i vores store Toyota 4Runner, og samtidig også den korteste køretur på ferien. Som vi lagde Daytona bag os, kørte vi forbi Daytona International Speedway – banen, hvor Nascar-løbene køres. Vi var imponerede over størrelsen.

Undervejs mødte vi nogle regnbyger, og på et tidspunkt regnede det så kraftigt, at viskerne ikke kunne følge med, og udsynet blev lidt begrænset. Nogle biler valgte endda at køre med katastrofeblink på. Vi tog en sidste tur i Wallmart for at købe lidt slik med hjem, og allerede kl. 11 nåede vi frem til dette skønne hotel her i Disney World. Heldigvis var der et værelse klar til os, så vi kunne indlogere os med det samme.

På vejen til Avis for at aflevere bilen ville vi finde et sted at spise frokost. IHOP havde 25 minutters ventetid, så vi tog en anden kæde, som vi endnu ikke havde besøgt – nemlig Denny’s. Valdemar er vild med konceptet ’breakfast all day’ og bestilte hans yndlingsmorgenmad: spejlæg, bacon og pandekager. Vi andre bestilte sandwich.

Det var nemt at komme af med bilen, da det endelig lykkedes os at finde Avis. Sværere var det dog at få en taxi til at køre os tilbage. Receptionen kunne ikke bestille en taxi til os, medmindre vi havde et telefonnummer. Vi endte derfor med at installere Lyft-app’en og booke en vogn derigennem. Den første chauffør fik åbenbart en mere attraktiv tur, men den chauffør, der dukkede op, var snaksaglig og gav os en guidet tur undervejs gennem Disneys enorme område på turen tilbage til resortet.

Selvfølgelig skulle vi en tur i poolen. Vi måtte lige vente 10 minutter ved poolkanten, da poolen skulle tjekkes. Selvom mange væltede i poolen, da den blev åbnet igen, følte det ikke trangt i den enorme pool. De fleste holdt sig omkring kanten og undgik området i midten, hvor der var dybest og sprøjtende vand fra Mickey Mouse-figuren. Så vi havde rigeligt plads til at kaste med ’bold’. Da det begyndte at tordne, gik vi op – og blot et par minutter efter, valgte livredderne også at lukke poolen for en sikkerheds skyld.

Det regnede, da vi tog bussen til Disney Springs – det store butiks- og restaurantområde. I tørvejr fik vi kigget i en masse butikker, og da en byge ramte igen, fandt vi et sted til aftensmad. Selvom Britt og Valdemar delte en ret, måtte de levne. Efter besøg i lidt flere butikker, hvor Disney-produkter selvfølgelig er i overtal, tog vi den gratis bus tilbage til resortet.

Det er faktisk muligt for os at komme ind i Animal Kingdom allerede kl. 7.30 i morgen, så vi er lidt i tvivl om, hvorvidt vi skal sætte vækkeuret til at ringe for første gang på ferien…

Disney’s All-Star Movies Resort, Kissimmee, Florida, kl. 21.00, søndag den 9. juli 2023
Også uden brug af vækkeur var vi oppe og klar ved bussen lidt over syv i morges, og lidt i halv otte gik vi ind i Animal Kingdom. Vi fulgte de fleste andre til parkens mest populære forlystelse: Avatar Flight of Passage. Disney tager lige 3D til et nyt niveau, og på ryggen af en banshee red vi gennem et fantastisk landskab.

Morgenmaden derefter blev en morgenmadssandwich og en chocolate twist, inden vi fortsatte til den næste forlystelse: safari. I riverrafting-forlystelsen stod ”You’ll get wet. You’ll will get soaked!” Og det var ingen overdrivelse! Vi var alle tre gennemblødte, da vi kom ud – en fantastisk tur! Rutsjebanen på jagt efter yetien var lige lidt vildere end vi forventede, men igen en fed oplevelse.

Naturligvis gik vi rundt i den grønne park, kiggede på dyr og så endnu et 3D-show, der ikke lige faldt i Valdemars smag. Vi andre var imponerede over effekterne, der også inkluderede lugt. Vi besluttede at tage bussen tilbage til resortet for at spise frokost. Vi købte en drikkedunk til refill under resten af vores ophold for ca. 150 kr. og fik hurtigt valuta for pengene. Et godt køb, når man godt må dele, og eneste begrænsning umiddelbart er, at der blot skal gå mindst 1 minut mellem hver opfyldning.

Der var masser af mennesker i poolen, men igen kunne vi få lidt luft omkring os ved at holde os på det dybeste vand, som dog ikke er dybere end, at selv Valdemar kan bunde.

Vi havde besluttet at tage til Epcot for at spise aftensmad, og blev derfor positivt overrasket over, at det nu var muligt at booke bord på en restaurant, hvor vi for flere uger siden ikke kunne få bord. Inden aftensmaden nåede vi at prøve et par forlystelser i parken. Faktisk nåede vi den samme forlystelse to gange, da Valdemar rigtigt godt kunne lide den. Det var en køretur igennem tiden med mulighed for at skabe sin egen fremtid som tegnefilm til sidst. Den anden forlystelse var træning til en tur i rummet. Også en gennemført forlystelse.

Vi havde booket bord på Space 220 – en total oplevelse, hvor maden blev indtaget på en rumstation med udsigt til Jorden. Vi var imponerede allerede ved check ind, og maden viste sig også at være yderst lækkert. Britt gik all in på fisk med tuntatar til forret og sværdfisk til hovedret. Lyste man i øllen, kunne man se kosmos = glimmer. Okay, middagen endte også med at blive feriens absolut dyreste måltid til ca. 250 dollars.

Morgendagens forlystelsespark åbner først kl. 8.30, så vi kan sove lidt længere.

Disney’s All-Star Movies Resort, Kissimmee, Florida, kl. 21.00, mandag den 10. juli 2023
Med en bøtte skåret frugt fra resortets food court var vi med en af de første busser til Magic Kingdom – det rigtige Disney efter vores mening. Vi havde udset os en forlystelse i Fantasyland at starte med, men flere gange blev vi stoppet af medarbejdere med besked om, at den del af parken var lukket. Endelig lykkedes det os at finde et hul, hvor os, der bor på et Disney Resort, fik lov at komme videre ind i parken.

De næste par timer tilbragte vi i Fantasyland med at prøve forskellige forlystelser, hvoraf flere var rutsjebaner lige, som Valdemar kunne lige dem: fart, men ingen loop. Ja, det lykkedes også Britt at lokke Valdemar med op i flyvende Dumbo. Man bliver aldrig for gammel til Dumbo og Peter Plys!

Klassikeren It’s a Small World nåede vi også inden frokost. Disney har lavet en app med spil til at fordrive ventetiden med, når man står i kø. I den første kø var Valdemar lidt af et brokkehoved, men da han først fik lov at spille på mobilen, var de til tider lange køer ikke det store problem. Til gengæld var vi enkelte steder ved at blive stegt, så solcremen måtte fornyes. Nogle steder var heldigvis blæsere eller aircondition ved køen. Vi nåede at fortryde flere gange, da vi fik stillet os i køb til Jungle Cruise, da køen bare sneglede sig afsted. Vi nåede at stå i kø i 55 minutter, og var derfor glade for, at selve forlystelsen var en positiv overraskelse fyldt med humor.

Da temperaturen var højest omkring kl. 14, var Valdemar ved at smelte. Vi kørte derfor lige en tur med toget hele vejen rundt og tog så bussen tilbage til resortet.

Vi nåede kun 20 minutter i poolen, førend livredderne lukkede den på grund af ’incoming weather’. Der kom en del regn, men i modsætning til i går, blev det kun til enkelte tordenskrald. Vi besluttede os for at tage tilbage til Magic Kingdom for at spise aftensmad og kom lige ind i endnu en regnbyge. Denne gang huskede vi dog, at vi faktisk havde regnjakker med.

I Magic Kingdom ledte vi forgæves efter et sted at spise, hvor vi alle tre havde lyst til at spise. Undervejs fik vi set Monsters Inc. Floor Show, da vi søgte tilflugt for endnu en byge. Vi opgav at spise et spisested, selvom Valdemar gerne ville have samme pizza som til frokost. I bussen på vej tilbage til resortet bestilte vi en pizza og en pastaret til afhentning i food courten, og så sad vi ellers i vores senge og spise aftensmad. Pizzaen viste sig at være family size, så vi blev rigeligt mætte.

I morgen er det tid til at flytte videre til næste Disney-resort.

Disney’s Art of Animation Resort, Kissimmee, Florida, kl. 20.45, tirsdag den 11. juli 2023
Allerede kl. 8.15 fik vi notifikation om, at vores værelse på næste resort var klar til os. En Lyft til resortet, og kl. 9 sad vi på vores nye værelse og spiste morgenmad, som vi havde købt i food courten, inden vi forlod All Star Movies.

All Star Movies-resortet var fantastisk, og det samme er dette resort! Find Nemo, Biler, Løvernes Konge og Den Lille Havfrue er temaerne for hotellets forskellige afdelinger – og ved hver fløj er de skønneste udsmykninger.

Selvfølgelig skulle vi ikke blive på resortet. Vi tog derfor bussen til Typhoon Lagoon – Disney’s vandland. Bølgebassinet var første stop. Lalandia, go home! Valdemar og Casper nåede derefter lige en enkelt vandrutsjebane – og så blev vi alle genet op af vandet. Et uvejr med lyn og torden lukkede simpelthen alle vandaktiviteter. Reglen er, at alt med vand lukker, når der er lyn inden for en radius af 6 miles, og eftersom vi har oplevet det med hotellets pool de seneste par dage, var vi forberedte på, at det også kunne ske her. Vi havde dog bare håbet, at uvejret først kom sidst på eftermiddagen som de forrige dage, og ikke allerede om formiddagen.

Ligesom alle andre søgte vi ly, mens lyn, torden og styrtregn var lige over os. Da regnen stilnede af, brugte vi ventetiden på at gå hele vandlandet rundt, og da regnen var stoppet, spiste vi lidt frokost. Efter knap 1½ time vurderedes det endeligt sikkert igen, og alle vandaktiviteter åbnende igen. Vandrutsjebane, bølgebassin og to omgange i den mere end 600 meter lange lazy river (25 minutter pr. omgang) blev det til, førend vi tog bussen tilbage til resortet. Vi stod dog af ved resortet ved siden af og gik det sidste stykke.

Dette resort ligger lige ved Disney’s Skyliner. Sidst på eftermiddagen tog vi derfor Skylineren til Hollywood Studios for at spise aftensmad. Vi fandt dog hurtigt ud af, at temaparkerne ikke er det bedste sted til aftensmad, hvis man ikke har bestilt bord på forhånd på en af restauranterne. Til sidst fandt vi dog en quick service, der havde borde indenfor i aircondition, hvor der var mad, som vi alle kunne lide. 35 minutter i kø til en enkelt forlystelse, igennem flere souvenirbutikker, og så tog vi skylineren tilbage til resortet.

I food courten købte Britt en lille cheesecake med hjem til dessert – selvfølgelig matchende et af resortets temaer: Find Nemo.

Disney’s Art of Animation Resort, Kissimmee, Florida, kl. 21.30, onsdag den 12. juli 2023
Yoghurt og croissant blev indtaget i Skylineren i morges på vej til Epcot, så vi – ligesom mange andre – var klar ved indgangen, når parken åbnede. Når en Disney-park åbner, har alle en forlystelse, som de gerne vil til hurtigst muligt for at undgå kø. I Epcot er to indgange, og derfor opstod der nogle pudsige strømme af mennesker alle på vej mod en af de samme 2 – 3 forskellige forlystelser.

Vi havde besluttet at starte i Test Track – en forlystelse, hvor man først designer sin egen Chervolet-konceptbil og efterfølgende kommer ud og testkører en bil. Der var høj acceleration, udskridninger på ’våd’ vej, hårde opbremsninger – og til sidst hastighedstest på en bane. Vi var alle tre enige om, at det var den fedeste forlystelse! Og så slap vi med mindre end 30 minutters kø.

Vi prøvede efterfølgende flere andre forlystelser, der nok var hyggelige, flotte eller interessante, men ingen slog Test Track. Soarin’ the Land var en flot flyvetur jorden rundt, og Living with the Land var en interessant bådtur gennem bl.a. drivhuse, hvor vi hørte om bæredygtig udnyttelse af jorden.

Vi besluttede, at vi lige kunne nå Remy’s Ratatouille Adventure inden frokost, selvom der var en times ventetid. Da vi havde stået i kø i 25 minutter, fik vi at vide, at forlystelsen var lukket på grund af tekniske problemer. Som kompensation fik vi dog i Disney-app’en en voucher til Lightening Lane, som er Disneys fasttrack-ordning. Vi prøvede derfor forlystelsen senere, og den var lige så god, som vi husker den fra Disneyland Paris. Valdemar var også vild med den – mens han for fem år siden i Paris blev virkelig skræmt af effekterne.

Vi nåede bl.a. også Disney & Pixar Short Film Festival, der var en visning af tre kortfilm. Den første var en ældgammel Disney-tegnefilm, der var lavet up-date med 3D og ny teknik, så figurerne kom ud af lærredet i farver. Vildt imponerende! De sidste to var to skønne Pixar-film, hvoraf den ene i forvejen var en af vores yndlings, Piper.

Vi spiste frokost i Mexico: empanadas og nachos. Vi nøjedes med en enkelt portion nachos og en børneportion empanadas og blev rigeligt mætte.

Epcot er en slags permanent verdensudstilling med mange lande repræsenteret. Valdemar mente, at vi måtte have slået verdensrekord i besøg i flest lande på en dag. Vi fik – udover USA – besøgt både Canada, Japan, Frankrig, Marokko, Norge, Storbritannien, Tyskland og så Mexico.

Midt på eftermiddagen besluttede vi at tage tilbage til resortet. Sorte skyer var begyndt at trække ind over parken, så vi blev derfor ikke overraskede over at få at vide, at Skylineren var lukket på grund af lyn. Det betød en kedelig bustur tilbage til resortet – lidt på bagsiden af det hele. Vi nåede derfor også en slapper på værelset, inden resortets pools igen var åbne. En lille time i poolen, og så tilbage til Epcot for at spise aftensmad.

Vi regnede ud, at vi lige kunne nå Mission Earth (som vi prøvede to gange forleden) inden vores restaurantbooking kl. 18.30. Hvad vi ikke lige havde regnet med, var, at forlystelsen fik tekniske problemer, så vi sad stille under en mørk stjernehimmel i 10 minutter, og kom derfor lidt for sent til bookingen.

Restauranten var med udsigt til hvad, der skulle være USA’s næststørste akvarium – kun overgået af Georgia Aquarium i Atlanta. Udsigten var flot, og maden var virkelig lækker. Selv Valdemar guffede løs af sin mahi-mahi, for selvfølgelig var det en seafood-restaurant.

Vi besluttede at tage hjem fra Epcot før det store fyrværkeri, og nøjedes med at høre det her fra værelset. Fra Skylineren hjem så vi det flotte lys på Ecpots ikoniske kuppel og ærgrede os lidt over, at vi ikke lige var blevet fem minutter længere for at have set det tæt på.

Disney’s Art of Animation Resort, Kissimmee, Florida, kl. 22.45, torsdag den 13. juli 2023
Også i dag blev morgenmaden indtaget i Skylineren – denne gang på vejen til Hollywood Studios. Vi havde i dag investeret i Genie+, hvilket gav os mulighed for at booke Lightning Lane til nogle forlystelser, så allerede kl. 7, hvor tiderne blev frigivet, sad vi klar i app’en. Der skulle ikke tænkes mange sekunder, førend tiderne forsvandt!

Med første Lightning Lane booket til kl. 9.20, var der tid til andre forlystelser inden – og igen var det et strategisk spil at vælge en forlystelse, som senere forventedes at have lang kø. Med mindre end 20 minutter i kø fik vi som det første prøvet rutsjebanen Slingy Dog, som vi alle fandt fantastisk! Vi tog bagefter en anden Toy Story-forlystelse med kun 5 minutters ventetid. Da vi kom ud og egentlig gerne ville prøve den igen med det samme, var ventetiden 35 minutter! Faktisk nåede vi tre forlystelser inden den bookede kl. 9.20, som er en af Disneys nyeste. Masser af fed teknik!

Sidst på formiddagen havde vi booket plads i den spændende Star Wars-bar, Oga’s Cantina, hvor vi fik serveret spændende, boblende drinks og sprøde chips af bl.a. ananas, mango, rødbeder og bønner. Flere fede forlystelser med og uden kø og en sen enkel frokost, inden vi kørte tilbage til resortet. Selvfølgelig skulle vi også nå en tur i poolen. I modsætning til de seneste mange dage, kom der ingen regn og dermed heller ingen skyer i løbet af eftermiddagen. Så skuldrene blev lidt røde efter turen i poolen sidst på eftermiddagen.

Når vi nu havde betalt for at kunne springe køen over nogle gange, bookede vi plads på Valdemars yndlingsforlystelse, Test Track, i Epcot om aftenen. Vi spiste efter Valdemars ønske aftensmad i resortets food court, inden vi tog Skylineren – nu til Epcot.

Da Britt i formiddags for tredje gang i træk blev udtaget til ekstra sikkerhedskontrol, kom kontrolløren med et tip: hold kameraet ud i strakt arm gennem metaldetektoren, så de nemt kan se, at det er det, som metaldetektoren reagerer på. Britt fulgte det gode råd – og blev ikke udtaget til kontrol ved indgangen til Epcot.

Flere forlystelser (bl.a. Remy’s Ratatouille Adventure og Sorin’ around the World igen) – og så fandt vi ud af, at Test Track var blevet lukket pgs. tekniske problemer. Valdemars skuffelse var enorm, og det hjalp andre forlystelser ikke på. Da tørsten var størst, fandt vi en Coca-Cola-smagsbar – om end langt fra lige så stor som den i Coca Cola World i Atlanta, men stor nok til at slukke vores tørst. Vi gik uden om de forfærdelige varianter fra Italien og Kina!

Det var med udsigt til sort himmel og lyn i det fjerne, at vi tog Skylineren tilbage. Vi frygtede, at Skylineren ville blive lukket pga. vejret, så vi kun nåede halvvejs, men det skete heldigvis ikke.

I morgen er sidste dag med forlystelsesparker. Magic Kingdom er booket, og så må vi se, hvad vi eventuelt finder på efterfølgende…

Disney’s Art of Animation Resort, Kissimmee, Florida, kl. 22.00, fredag den 14. juli 2023
Selvfølgelig skulle sidste hele dag i Disney World også bruges i en forlystelsespark. Vi forventede kø ved bussen (skylineren kører desværre ikke til Magic Kingdom), men vi kom med første bus og var derfor fremme en halv time før officiel åbningstid. Heldigvis kan man få lov at komme ret langt ind i parken før åbningstiden.

Vi havde besluttet ikke at betale for mulighed for Lightning Lane i dag, selvom vi fik rimeligt meget for pengene i går. Så igen gjaldt det om at være strategisk, når første forlystelse skulle vælge. Vi valgte Peter Pan’s Flight, men da vi kom frem, fik vi at vide, at forlystelsen havde lidt problemer, og at de ikke vidste, hvornår den åbnede. Vi tog chancen og stillede os i kø – og små 10 minutter efter kom vi ind blandt de første. Da vi kort tid efter kom ud af forlystelsen, var køen allerede oppe på 45 minutter. De næste forlystelser blev også valgt strategisk, inden parken blev åbnet for besøgende, der ikke bor på et Disney Resort.

Da vi ikke skal prøve de store, vilde rutsjebaner, var der heldigvis ikke de lange køer, og vi nåede derfor en del forlystelser inden frokost. To 1-fods-lange hot dogs til frokost, og så var vi mere end mætte.

I dag ville vi se paraden, og en medarbejder fortalte, at ved stationen for enden af Main Street nok var eneste sted på ruten med mulighed for skygge. Alle pladserne i skygge var dog optaget, da vi kom derop, men vi havde en fantastisk udsigt til alle vognene i paraden. Vi var bare ved at blive kogt samtidig!

En enkelt forlystelse mere (endnu et 3D-show), og så var det farvel til Magic Kingdom. Disney forstår at holde deres gæster glade. Da vores bookede Lightning Lane til Test Track i går blev aflyst, da forlystelsen var gået i stykker, fik vi helt automatisk en mulighed for en ny Lightning Lane – park og forlystelse efter eget valg. Efter Valdemars skuffelse i går, var vi ikke i tvivl om, at den selvfølgelig skulle bruge på samme forlystelse, Test Track. Det betød en tur til Epcot, men det gav os samtidig mulighed for at prøve Disneys Monorail.

Test Track var lige så fed en forlystelse anden gang! Vi var alle enige om, at det var den perfekte forlystelse at afslutte en uges Disney-ferie med.

Da vi tæt på kl. 17 endelig nåede i poolen hjemme på hotellet, kom der endelig lidt skyer og meget få dråber vand. Det var dog en kort fornøjelse – og så kogte vi igen!

Vi sluttede hele Disney-eventyret med en tur til Disney Springs for at spise aftensmad. Vi har ikke købt mange souvenirs på denne ferie – og slet ikke nogen til venner og familie. Men i Disney Springs blev der på kort tid brugt små 2.000 kr. på bl.a. julepynt og et par små bamser – en til Valdemar og en til Britt. Nej, stadig ingen souvenirs til familie og venner.

Vi har besluttet, at det må vente til i morgen tidligt med at få plads til alt i vores tasker. I morgen starter den lange tur hjem.

O’Hare International Airport, Chicago, Illinois, kl. 21.15, lørdag den 15. juli 2023
Vi var godt i gang med at få fyldt det sidste i kufferne i morges og sikre os, at ingen af dem vejede mere end de tilladte 23 kg. Vi havde to tasker og i alt knap 40 kg. med ud og havde nu ca. 60 kg. fordelt i tre tasker! Vi synes ellers ikke, at vi har shoppet særligt meget – slet ikke så meget som forventet, men så alligevel…

Britt skulle lige igen tjekke, hvilken terminal, at vi skulle flyve fra og loggede derfor ind på SAS. Der stod nu pludselig en hjemrejse over Chicago med afgang fra Orlando tre timer senere end oprindeligt planlagt. Kort tid efter fik Casper sms fra United, der står for første del af hjemturen, om, at vores fly til New York var aflyst. En opringning til SAS gav bekræftelse på, at vores hjemrejse var ændret. Udover en senere afgang fra Orlando betyder det en lille times længere flyvetid, længere ventetid og i alt seks timers senere ankomst til Kastrup end oprindeligt.

Nu havde vi pludselig masser af tid. Vi fik udskudt vores udtjekning fra resortet og spiste så morgenmad i resortets food court. Valdemar nåede dermed lige en sidste gang pandekager og bacon – dog uden spejlæg.

Vi gik en tur rundt på resortet og naboresortet, Pop Century. Begge ressort er altså virkelig gennemført udsmykket og farvestrålende! Selvom vi gik et godt stykke langs søen imellem de to resorts, fik vi ikke set nogle af de alligatorer og slanger, der er flere advarselsskilte om – blot en lille kanin og flere små lizards. Mens Casper efterfølgende tog en slapper på værelset med en Disney-film, tog Britt og Valdemar en allersidste svømmetur i poolen.

Da den bestilte Lyft kom, måtte chaufføren lige sikre sig, at vi skulle til den valgte lufthavn – og godt for det! Vi havde simpelthen fået valgt en forkert lufthavn som destination i Lyft-app’en. En ændring betød en halvering af pris og transporttid.

I lufthavnen fortalte selv-tjek-ind-automaten, at den ikke havde nogen reservation i vores navn og spyttede i stedet en seddel ud, hvor der stod ”There is an issue with your ticket”. Det betød en time i kø – for blot at få udstedt vores boardingkort uden problemer til den ombookede hjemrejse.

Ca. 3 timers flyvning, og så var vi her i Chicago. Et lille undseligt skilt fortalte, at passagerer med afgange fra visse gates i den anden terminal med fordel kunne tage en shuttlebus, der gjorde, at man slap for at skulle ud af lufthavnen og igennem sikkerhedskontrollen igen. Lige så lille og usynligt, som skiltet var, lige så svært var det at finde afgangsstedet for den bus. Men det lykkedes, og vi fik en anderledes køretur ”bagom” lufthavnen og over landingsbanerne, hvor vi lige måtte holde tilbage for et par fly. Og vi slap for hele sikkerhedscirkusset!

Vi vidste ikke, at Chicago ligger i en anden tidszone end Orlando, men opdagede det tilfældigt efter næsten et par timer her i lufthavnen. Derfor har vi lige en ekstra times ventetid her i lufthavnen. Godt, at tidsforskellen gik den vej! Ellers havde vi misset vores fly, mens vi trissede rundt og kiggede på butikker og ledte efter et sted at få lidt aftensmad!

Forude venter nu de sidste godt otte timers flyvetur hjem…