Hotel Hvolsvöllur, Hvolsvöllur, kl. 20.30, tirsdag den 27. juli 2021
Når vi skal på ferie, tager vi altid afsted i god tid, og ofte ender vi med at stå i lufthavnen uden mulighed for at komme af med vores bagage, da check in først åbner to timer før afgang. Derfor var vi glade, da Iceland Air på en sms orienterede os om, at check in åbnede tre timer før afgang.
3½ time før afgang var vi i lufthavnen, og heldigvis fik vi mulighed for at komme af med bagagen med det samme. Check in tog lige lidt længere tid, da de bl.a. skulle tjekke vores negative corona-test samt, at vi havde husket at registrere vores indrejse til Island.
Da vi rejste til Færøerne sidste sommer, blev vi mødt af en stort set lukket og tom lufthavn. Denne sommer var der lidt flere passagerer, og lidt flere butikker havde åbent. Alligevel virkede det halvtomt og halvlukket. Vi fandt dog et sted at spise lidt frokost, selvom der ikke var mange steder at vælge imellem.
Flyveturen var godt en halv time kortere end forventet, så kl. 15 lokal tid landede vi på Island. Der var heldigvis ingen problemer med vores vaccinationsbevis og indrejseregistrering, så vi blev sluppet fri på Island uden test og karantænekrav, mens andre måtte over til gruppen af podere, der stod klar i ankomsthallen.
Vores udlejningsbil var en fin Hyundai Tucson. Ved første supermarked på vores rute mod hotellet stoppede vi og provianterede frugt, snacks og drikkevarer, og så kørte vi mod vores hotel små 150 km. fra lufthavnen. Omkring Reykjavik var lidt trafik, mens trafikken i byen Selfoss gik næsten helt i stå.
Island har med virkning fra i dag genindført krav om mundbind i butikker, men da vi tjekkede ind på hotellet – iført mundbind – fik vi heldigvis at vide, at kravet ikke gælder på f.eks. hoteller og restauranter, hvis blot man kan holde en meters afstand.
Selvom vores hotel havde en fin restaurant, valgte vi alligevel at gå en tur i området for at se, om der var et bedre sted at spise. Efter et stop på en hoppepude, fandt vi en hyggelig café. Valdemar var dødtræt og mente ikke, at han kunne spise noget. Der skulle dog også en del lokken til for at få ham til at tage en bid, men langsomt gled der heldigvis flere bidder ned. Utroligt nok havde han overskud til endnu et besøg på hoppepuden på vej tilbage til hotellet.
Vi er trætte, da vi stadig kører på dansk tid, og vi skal tidligt afsted i morgen, så vi går nu alle i seng.
Guesthouse Hamar, Heimaey, kl. 19.30, onsdag den 28. juli 2021
Vi var tidligt oppe i morges, da vi skulle nå en færge. Vi stod derfor og trippede før kl. 7 og ventede på, at morgenmadsbuffeten åbnede. Da havde vi allerede nået at gå en tur rundt om hotellet. Til morgenmaden smurte vi os blot en bolle hver, som vi hurtigt indtog – og tre mini-muffins blev taget med til køreturen. Senest kl. 7.45 skulle vi nemlig være fremme ved færgen i Landeyjahöfn – og egentlig ville vi gerne være der lidt før, da vi var i tvivl om, hvorvidt vi havde de rigtige billetter. Vi nåede det hele (inkl. at købe de manglende billetter), og kl. 8.15 sejlede færgen afsted mod Heimaey – den eneste beboede ø i øgruppen, Vestmannaeyjabær.
Casper skulle lige klare lidt arbejde ombord, og i mellemtiden gik Valdemar og Britt rundt på skibet og nød det stille vejr. Sejlturen siges ellers at kunne være ret hård i blæsevejr, og der var da også stativer med engangsbrækspande flere steder rundt på færgen.
Vi havde egentlig planlagt at starte med en vandretur, men disen lå tæt i byen, så det ville vi udsætte. Ankommet til Heimaey kørte vi derfor først til foden af Heimaklettur – dog uden at begive os op på den enorme klippe, og derefter parkerede vi ved Eldheimar-museet. Derfra gik vi en tur rundt i byen for at få tiden til at gå til museet åbnede. Kl. 10 vendte vi tilbage blot for at se, at der stod kl. 11 som åbningstid på døren. Vi gik lidt rundt og overvejede, hvad vi så skulle gøre. Da andre turister gik ind, fulgte vi efter – og fandt ud af, at museet faktisk var åbnet kl. 10.
Museet fortæller historien om det seks måneder lange vulkanudbrud i 1973, der ødelagte det meste af Heimaey. Faktisk er museet bygget op omkring resterne af et af de huse, der blev begravet i lava og som først mange år senere blev gravet ud. Utrolig historie med meget ødelæggelse, men uden at et eneste menneske mistede livet. Vulkanudbruddet skete nemlig en sen aften, hvor alle øens fiskerbåde lå i havn, og det var derfor muligt på kort tid at få evakueret øens mere end 5.000 indbyggere.
Efter museet fandt vi en hyggelig café til frokost, og vi nåede heldigvis lige at bestille inden det helst store rykind. Med fyldte maver kørte vi til foden af Eldfell-vulkanen og begav os afsted mod toppen. Det var stadig lidt diset, så på dele af turen følte vi, at vi gik i skyerne. Alligevel oplevede vi dog en fantastisk udsigt over byen og nabo-vulkanen Helgafell. Valdemar peb lidt, som vi nærmede os toppen. Han var vist ikke helt tryg ved den til tider smalle sti med dybe skrænter på siderne. På turen ned igen blev han god igen.
Vi kørte derefter ud til øens sydligste punkt, hvor vi først gik en lille tur på en sort strand. Det var igen ret diset, og det var svært at danne sig et indtryk af området. Derfra kørte vi til verdens største koloni af søpapegøjer. Vi så dem fra et lille udsigtshus, ligesom vi gik en tur i området. I modsætning til, hvad vi f.eks. oplevede på Mykines på Færøerne sidste år, var det ikke her muligt at komme helt tæt på de nuttede fugle. Dels måtte vi ikke gå helt ud til skrænten, hvor de holdt til, men skulle holde os på stierne – og når der endelig sad nogle søpapegøjer tæt på stien, fløj de, når vi nærmede os. De er ikke helt så vant til mennesker som f.eks. ved Latrabjarg mod vest, hvor vi oplevede søpapegøjer, da vi besøgte på Island for mange år siden. Ved det, der skulle være det mest blæsende sted i Europa, sad vi i græsset med den flotteste udsigt over øer indhyllet i dis. Der var stort set ikke en vind, der rørte sig.
Endelig var det tid til at tjekke ind på vores hotel i centrum. Det blev kun et kort ophold, førend vi igen gik en tur i byen. Britt måtte simpelthen prøve skyr-baren, og da den lå sammen med en isbar, var Valdemar også glad. Britts skyr-bowl var et større måltid, og Valdemar måtte levne lidt is (så fik Casper også lidt). Vi gik derfor endnu en tur rundt i byen og forbi havnen for at udsætte aftensmaden lidt. Heimaey har en stor fiskeindustri, og vi må ærligt indrømme, at der virkelig lugter af fisk i byen.
Vi havde for længst udset os det lokale bryggeri til aftensmaden. Valdemar og Britt nøjedes med at dele en gang fish & chips, hvor Valdemar utroligt nok spiste størstedelen af fisken. Britt var stadig mæt efter skyren, så det var rigeligt med nogle pomfritter og enkelte bidder fisk. Vi valgte at smage fire forskellige af bryggeriets egne øl. Ingen af de lyse og syrlige øl faldt rigtigt i vores smag, men det var hyggeligt at prøve dem. På bryggeriet fandt vi ud af, at vi blender rigtigt godt ind i befolkningen (når Britts store kamera ikke er synligt). Servitricen blev nemlig meget overrasket, da vi ikke forstod, hvad hun sagde til os på islandsk, da vi ”så helt islandske ud”. Det skulle vi selvfølgelig tage som en kompliment, sagde hun.
Et kort besøg på byens hoppepude, og så var vi tilbage på hotellet – godt trætte og med røde kinder af alt for meget sol. Vi er slet ikke forberedt på de høje temperaturer, som Island ifølge vejrudsigten har tænkt sig at byde os. I morgen risikerer vi op til 22 grader, hvilket vi ikke just har pakket tøj til. Vores forventninger og forhåbninger til temperaturen lå på max. 15 grader. Men vi er glade for, at det ikke regner – selvom vi faktisk har købt nye, lækre regnjakker til ferien.
Hotel Skaftafell, Skaftafell, kl. 21.15, torsdag den 29. juli 2021
Vi skulle være ved færgen kl. 9, og da vi som altid var tidligt oppe og afsted, nåede vi lige at se endnu et sted på Heimaey. Vi kørte mod et fugleudsigtspunkt for at opdage, at det lå lige ved golfbanen. Fra golfbanen var den flotteste udsigt over klipper, havet, byen og øens to store vulkaner.
På færgen nød Britt og Valdemar udsigten udenfor. Vi kunne bl.a. se den enorme ’indhegning’ i en bugt, hvor to beluga-hvaler lever efter tidligere at have boet i en zoologisk have.
Tilbage på fastlandet satte vi kursen mod næste hotel. Køreturen ville tage knap 3 timer uden stop eller omveje, men netop stop og mindre omveje havde vi planlagt en del af på ruten.
Første stop var ved det imponerende Seljalandsfoss, hvor vi gik den obligatoriske tur bag om vandfaldet – en lidt våd fornøjelse. Fra Seljalandsfoss gik vi videre til Gljufrabui – det skjulte vandfald. Ved parkeringspladsen var en lille foodtruck med nogle fristende kager. Derfor sad vi lige i solen og nød en formiddagskage, inden vi kørte de ca. 20 km. videre til næste stop: vandfaldet Skógafoss. Selvfølgelig skulle vi også se vandfaldet oppefra: en tur op ad ca. 430 trin + det løse. Da vi var kommet op, var Valdemar ikke frisk på at gå videre, så vi nøjedes med at gå nogle få hundrede meter langs floden, førend vi vendte op og gik ned igen.
Da vi hentede bilen forleden, fik vi at vide, at vi havde fået en bil med automatgear, selvom vi kun havde bestilt med manuelt gear. Da vi kørte fra Seljalandsfoss tidligere, fandt vi ud af, at bilen faktisk også var med AWD. Det betød, at vi følte os lidt mere trygge, da vi ved dagens næste stop forlod den asfalterede hovedvej og kørte på en ujævn grusvej. Uden problemer kørte vi helt ned på stranden til Hjörleifshöfði hellir, der af åbenlyse grunde også bliver kaldt Yoda-hulen.
På ringvejen kørte vi igennem lavaområdet, Eldhraun. Vi gik en kort tur i landskabet, der mest minder om noget fra en anden planet. Kløften Fjarðarárgljúfur var næste stop. Vi gik måske en kilometer langs kløftens øverste kant, inden vi vendte om og gik ned igen.
Da vi besøgte Island for 11 år siden, besøgte vi også Kirkjugólf – kirkegulvet. På den korte gåtur dertil var det dog en islandsk familie – eller rettere sagt deres border collie, der sørgede for underholdningen. Først jagtede hunden en fugl hen over det åbne græsareal, indtil den fik øje på tre får: en hun med dens to store lam. Den store hun forsvarede sine lam fra den legesyge hund og stangede ud efter hunden, der var meget tæt på at blive ramt.
Dagens sidste stop var endnu et vandfald, Foss a Sidu, men denne gang ingen trapper eller vandretur, men blot et hurtigt fotostop.
Først omkring kl. 17 nåede vi endelig frem til hotellet. Da vi ikke rigtigt havde fået frokost, men blot spist kage, snacks, frugt og grønt i løbet af dagen, var vi godt sultne. Valdemar havde svært ved at vente til restauranten åbnede kl. 18.30, så han fik lige en hot dog fra tankstationen på den anden side af vejen.
Efter en lækker aftensmad med bl.a. fjeldørred til Britt og plain pasta til Valdemar, da han ikke brød sig om de tre eneste hovedretter på menukortet, valgte vi at gå endnu en tur. Fra hotellet fører nemlig en sti op til Svínafellsjökull-glesjeren. Det blev en fin vandretur på en god times tid med flot udsigt til gletsjeren. Nogle steder blev det lidt teknisk krævende og meget stejlt, da vi kom væk fra den markerede rute.
Efter at have kørt omkring 250 km. og gået små 17 km. i dag, er vi godt flade alle sammen.
Hotel Skaftafell, Skaftafell, kl. 19.45, fredag den 30. juli 2021
Igen til morgen skulle Casper lige ordne lidt arbejde, men alligevel var vi klar til morgenmad kort efter kl. 7. Vi trak efterfølgende tiden lidt og kørte først fra hotellet omkring kl. 8.30.
Vi kørte til gletsjersøen, Jökulsárlón, hvor vi startede med en gåtur på stranden, der kaldes Diamond Beach. Stranden med det sorte sand har fået sit navn efter de mange store isklumper, der ligger i vandkanten som enorme, uslebne diamanter.
I selve gletsjersøen på den anden side af ringvejen ligger de isbjerge, der er brækket af gletsjeren, men er for store til at flyde ud i havet. I en amfibiebåd sejlede vi en tur i søen mellem isbjergene, og vi var da også så heldige at se en enkelt sæl.
Efter sejlturen købte vi en hotdog og et par sandwich, som vi sad og spiste i solen, inden vi kørte tilbage mod Skaftafell. Fra Skaftefell Visitor Centre startede vi gåturen mod Svartifoss. Turen til vandfaldet er knap 2 km. lang, men til gengæld går det (stejlt!) op ad det meste af turen. Derfor tog det os næsten 45 minutter at nå frem – med enkelte fotostop undervejs.
Svartifoss er absolut et af Islands flotteste vandfald, hvilket skyldes basaltsøjlerne omkring det. På et par sten i vandet holdt vi en god pause med udsigt til vandfaldet. Vi fyldte vores drikkedunk med dejligt koldt vand fra floden – drak noget og sprøjtede på hinanden med andet. En skøn pause inden turen tilbage til bilen.
På tilbagevejen til hotellet gjorde vi et kort stop i den lille by Hof for at se byens hyggelige tørvekirke. Tilbage ved hotellet gik vi på tankstationen, og i solen på dens terrasse spiste vi en is, inden vi gik tilbage til hotelværelset. Der stod den på et par timers skærmpause. Vi har vores udfordringer med værelsets fjernsyn, der ikke vil tænde rigtigt. Det virker som om, at det først viser en kanal, når fjernsynet har været tændt i 15 minutter. Da det endelig lykkedes os at få billede frem, turde vi derfor ikke slukke igen og lod det derfor være tændt på BBC News, da vi senere gik tilbage til tankstationen. Vi ønskede ikke at spise på hotellets restaurant igen, hvorfor vi igen vendte tilbage til tankstationen på den anden side af vejen, da der ikke er andre muligheder her. Der lavede de faktisk nogle helt hærdelige burgere. Casper valgte den islandske udgave med lammekødsbøf i.
Vi har igen i dag haft det flotteste vejr med op til 22 grader. Vi har virkelig pakket for få t-shirts og håber næsten på lidt køligere vejr, som egner sig bedre til vandreture. Og så må vi huske at smøre solcreme på! Det er så varmt, at (næsten) alle islandske mænd render rundt i bar overkrop!
Puffin Hotel, Vik, kl. 20.00, lørdag den 31. juli 2021
I disse corona-tider er en buffet ikke det mest tiltalende. Da en italiener så endda stod og hostede og savlede (ja, det gjorde han!) over pålægget i morgenmadsbuffeten, skulle vi absolut ikke have noget. At han og hans kone så samtidig tog ikke mindre end 12 mini-chokoladecroissanter, gjorde blot, at vi syntes, at han var endnu mere usympatisk.
Omkring kl. 8 forlod vi hotellet og begyndte at køre tilbage ad ringvejen mod Vik. Vi havde ikke kørt langt, førend vi stoppede et sted, hvor resterne af en gammel jernbro står som minde om, hvor voldsomme naturens kræfter kan være. Det er simpelthen op til 2000 ton tunge isklumper fra den nærliggende gletsjer, der under et vulkanudbrud i 1996 skyllede broen væk.
Ved Laufskálavarða gjorde vi endnu et lille hold. Der midt i lava-landskabet har det gennem tiderne været en tradition at bygge en varde for at markere ruten og for held på resten af turen gennem det barske landskab. I dag er det stadig normalt for førstegangsbesøgende at bygge en varde – og det lokale vejvæsen sørger for sten, så de oprindelige varder ikke bliver ødelagt. Vi byggede ikke ligefrem en varde, men fik da lavet vores egen lille sten-balance-kunst på stedet.
Da vi nåede Vik, stoppede vi ved supermarkedet og fik shoppet rigeligt med frugt og grønt, som vi var løbet tør for. Og uden sunde snacks, ryger der simpelthen for meget usundt ned.
På den anden side af Vik kørte vi til Reynisfjara – den sorte strand. Flere skilte advarede om farlige såkaldte ’sneaker waves’, der tidligere havde kostet turister på stranden livet, så vi holdt os i behørig afstand fra vandet. Vi beundrede hulen af basaltsøjler og søjlerne andre steder langs stranden. Så vildt flot!
Det var lidt diset i vejret, så vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi ville se en flot udsigt fra det nærliggende Dyrhólaey, men kørte alligevel dertil. Det var trods disen muligt at se de flotte klipper, men det var nu søpapegøjerne, der tiltrak vores opmærksomhed. De fløj lige over vores hovedet og var heldigvis ikke helt så menneskesky som på Heimaey.
Tilbage i Vik parkerede vi ved vores hotel og fandt hurtigt en pub, hvor vi spiste frokost. Derefter gik vi en tur rundt i byen – bl.a op til kirken, der troner over det hele med udsigt over byen, havet og klipperne og forbi en hoppepude, som Valdemar selvfølgelig skulle prøve. Da klokken blev 15, kunne vi tjekke ind på hotellet, og så tilbragte vi et par timer på værelset.
Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ned på stranden. Vi vil gerne have en flot sort sten med hjem til vores akvarie, og på stranden fik vi samlet et par stykker mere. Vi har nu en del sten i bilen, som vi skal vælge fra, inden vi skal hjem. Forbi hoppepuden igen og så til det lokale bryghus, hvor vi gerne ville spise aftensmad. Vi måtte dog vente noget tid, førend der blev et ledigt bord, men det var ventetiden værd: lækre burgere! Igen valgte vi at smage fire forskellige øl til maden. Valdemar fik lov at vælge den ene: milkshake IPA. Britt måtte bare smage deres brownie med peanutbutter og porter, så det blev som take away med hjem til hotelværelset.
Hvor vi de første dage har døjet lidt med varmen på vores vandreture, har vi i dag endelig haft brug for det varme tøj. Temperaturen har været omkring 11 grader, og samtidig har det hele dagen været overskyet og med enkelte regndråber sidst på eftermiddagen. Ved den sorte strand blæste det godt, så Britt tog hue på, mens Valdemar tog handsker på. Vi må dog indrømme, at vi er meget mere til det kølige vejr så længe, at det ikke regner, så vi er tilfredse.
Náttúra Yurtel, Haukadalur, kl. 20.00, søndag den 1. august 2021
Da vi tjekkede ind i går, fik vi at vide, at der var morgenmad fra kl. 8, hvilket vi kommenterede med, at det var lidt sent. Da vi senere kom forbi receptionen, fortalte de, at fra 1. august ville morgenmaden blive serveret fra kl. 7. Og klokken var da heller ikke meget over 7, førend vi indtog morgenmadsbuffeten. Der var heldigvis ingen hostende italienere…
Vi startede dagen med en god vandretur udover lavasletten til vraget af et amerikansk fly, der styrtede ned i 1973. Ingen omkom ved flystyrtet, så det er ikke en makaber seværdighed. Der var ca. 3½ km. hver vej – og intet at se på undervejs. Faktisk gik vi mest og kiggede ned for ikke at falde over de mange store sten på stien. De næste par stop var ved gamle huse og huler i klipperne, som var hurtigt set. Det ene sted skulle vi ind over en mark med heldigvis venligtsindede væddere.
Da vi nåede til ”storbyen” Selfoss, var det tid til brændstof – både til os og bilen. Vi gik en kort tur i centrum af byen og spiste derefter frokost på en lille hyggelig café. Der var stort set tomt, da vi ankom, men kort tid efter var stedet fyldt, og støjniveauet hævet gevaldigt. Vi fik alle lækre pizzaer. Britts pizza var nok den mest specielle med bl.a. andeconfit, cashewnødder, rucola og trøffelmayonnaise.
Fra Selfoss kørte vi videre mod vulkankrateret Kerid. Desværre havde hverken Google Maps eller vores gps styr på placeringen, men efter at have kørt lidt frem og tilbage, fandt vi stedet 10 km. længere ude ad vejen. Vi gik turen rundt på vulkanens kant samt rundt om den lille turkisblå sø i bunden af krateret. En fin tur, der både var meget kort og meget nem i forhold til vores øvrige vandreture.
Næste stop var vores hotel – eller rettere sagt vores yurt, som er en slags telt. Efter udelukkende at have overnattet på halvkedelige middelklassehoteller og guesthouses, er dette en dejlig forandring. Her er atmosfære og virkelig hyggeligt trods den nordiske, minimalistiske stil. Vi har toilet i teltet – kun afskærmet med vægge og dør af klæde.
Sidst på eftermiddagen kørte vi til det enorme vandfald, Gullfoss, der ligger blot 10 km. herfra. Valdemar brokkede sig lidt over, at vi skulle gå mere, da han syntes, at vi havde gået rigeligt i dag. Fair nok: kl. 9.30 i morges havde vi allerede tilbagelagt mere end 7 km., og så gik vi jo yderligere i Selfoss og ved vulkankrateret.
Fra Gullfoss kørte vi til Geysir, da der skulle være nogle enkelte spisesteder at vælge imellem. På Hotel Geysirs fancy restaurant meldte de dog alt booket, selvom der ikke var et øje i restauranten, og i besøgscenterets café var køkkenet allerede lukket kl. 17. Vi endte derfor med at køre næsten tilbage til yurten, hvor der lå en campingplads ved siden af. Der var en helt fin restaurant/pub, men eneste på menukortet var pizza og burger. Altså spiste vi burgere for tredje aften i træk! Okay, fyldet (lam, fisk og oksekød) har været lidt forskelligt, men alligevel. Vi glæder os til at komme til Reykjavik, hvor restaurantudvalget forhåbentlig er væsentlig bedre, og hvor vi samtidig har mulighed for selv at lave mad.
Her på stedet bliver morgenmaden først serveret fra kl. 8.30. Da vi spurgte, om det var muligt at få morgenmad tidligere, blev aftalen i stedet, at vi ville få lidt frugt og yoghurt i køleskabet i vores yurt. Så nu ligger der seks stykker frugt og to store bøtter skyr klar til i morgen, så vi kan komme tidligt afsted. Vi håber nemlig at kunne besøge det geotermiske område ved Geysir tidligt, så vi slipper for at skulle gå i kø.
AVA Apartments, Reykjavik, kl. 19.00, mandag den 2. august 2021
Som planlagt var vi tidligt oppe, og omkring kl. 7 parkerede vi ved det geotermiske område. Og som håbet havde vi stort set området for os selv, da vi gik rundt. Selvom vi stod og ventede på, at gejseren Strokkur skulle springe, fik vi alligevel et chok, da det skete. Vi fik set den springe en del gange, men opgav til sidst at få en godt billedet af det. Det var simpelthen ikke til at forudsige, hvornår den ville springe højt, og hvornår det blot var et lille plask – og hvornår den sprang overhovedet, så kameraet var tændt og klart. Men imponerede naturfænomen uanset hvad!
I går havde Britt læst om et flot vandfald ikke langt fra Geysir. Desværre var vi kommet lidt for langt, førend Britt igen kom i tanke om det – og vi måtte derfor ud på en lille omvej (tilbage igen!) for at se det. Efter at have set så mange andre flotte vandfald, kunne vi nok godt have sprunget dette over.
Trods omvejen nåede vi alligevel frem til Thingvellir National Park førend de mange turistbusser. Også der havde vi derfor området næsten for os selv. Ved vandfaldet Öxarárfoss meldte Valdemar ud, at nu gad han altså ikke se flere vandfald. Vi har heller ikke tal på, hvor mange vandfald, som vi har set på ferien indtil nu. Da vi var på vej ud af parken, kom grupper af andre turister væltende ind.
I dag er det butikslukkedag i Reykjavik (vi kan ikke huske hvorfor), så ikke alle butikker har åbne. I udkanten af Reykjavik lå et åbent supermarked, så der stoppede vi. Vi nåede ikke længere end deres bagerafdeling, hvor vi købte et par kager, som vi sad og spiste i caféen. Da vi sad der, fandt vi ud af, at et supermarked tæt på vores lejlighed i centrum faktisk også havde åbent, så vi kørte videre uden at handle.
Vi ankom til Reykjavik tre timer førend vi kunne tjekke ind. Vi gik derfor rundt i centrum omkring vores lejlighed. Vi besøgte bl.a. den enorme Hallgrimskirke, og mens Valdemar og Casper byggede stenkunst ved vandet, beundrede Britt koncerthallen Harpen ved siden af. Til sidst provianterede vi i supermarkedet og brugte den sidste tid på at dele en gang fish & chips på en café lige over for lejligheden.
Da vi endelig burde kunne komme ind, kunne vi ikke få koden til opgangsdøren til at åbne – og det tog os en halv time at få fat på kontoret, der administrerede lejligheden – og yderligere en lille halv time, førend de fik sendt en medarbejder ud for at hjælpe os. Uden problemer åbnede han opgangsdøren med den kode, som vi havde prøvet igen og igen. Det var meget mærkeligt og så flovt!
Da vi havde hentet vores bagage i bilen, kørte vi efterfølgende bilen til en gratis parkeringsplads i nærheden. Der er ikke parkering lige ved lejligheden, da den ligger på en gågade – og så kunne vi jo lige så godt parkere et gratis sted i stedet for at betale 150 kr. om dagen, hvor vi også skulle gå lidt til.
Aftensmaden blev hjemmelavet! Vores ferie-signaturret er pasta med kødsovs, og det lavede vi selvfølgelig også her. Dejlig forandring efter alt for mange burgere den sidste uges tid!
AVA Apartments, Reykjavik, kl. 19.45, tirsdag den 3. august 2021
Vi var tidligt oppe og afsted i morges – også tidligere end nødvendigt. Vi nåede derfor en gåtur ved den gamle havn, før det var tid til vores hvalsafari kl. 9.
Vandet i bugten var rimeligt stille, så der var ingen bølger. Casper har ellers tradition for (trods søsygepiller) at blive søsyg, når vi er på hvalsafari, men det skete heldigvis ikke i dag. Det var tydeligt, at der ikke er så mange turister på Island, som der plejer at være på denne årstid. Selvom det er højsæson for hvalsafari, var vi kun ca. 25 passagerer på en båd, hvor der helt klart var plads til mindst 100. Så ingen problemer med at stå i første parket ved rællingen.
Valdemar var lidt skuffet over, at vi ikke fik set nogle delfiner på sejlturen. Til gengæld fik vi set flere pukkelhvaler – bl.a. en, der nærmest svømmede under vores båd. Vi fik et lille chok, da den pludselig dukkede op på siden af båden. Sådan en pukkelhval er altså ret stor!
Tilbage i land var det tid til frokost. Vi nåede dog helt hjem til lejligheden uden at finde et sted. I lejligheden pakkede vi vores badetøj, og så begav vi os afsted mod svømmebadet. På vejen fandt vi en hyggelig café, hvor vi spiste lækre sandwich i islandsk stil med laks og lam – altså ikke i samme sandwich. På turen til svømmebadet fik vi set lidt mere af Reykjavik udover centrum, hvor vi bor. Der er virkelig bygget meget, siden vi var her for 11 år siden!
Det var lidt køligt udenfor (15 grader), men heldigvis var vandet i bassinet dejligt lunt, så det gjaldt om at holde sig under vandet. Vi tilbragte en del tid i børnebassinet med at spille basketball, ligesom Valdemar også prøvede de små rutsjebaner. Vi sluttede af med en tur i det varme spabassin, hvor islændingene har tradition for at sætte hinanden stævne for at sludre. En anderledes ferieoplevelse at gå i en offentlig svømmehal eller rettede udendørs svømmebad. Netop som vi forlod svømmebadet, begyndte det at regne. Der var godt 3 km. tilbage til lejligheden, så vi nåede at blive godt våde, for selvfølgelig havde vi ikke vores regnbukser med; kun regnjakkerne.
Da vi havde skiftet til tørt tøj, begav vi os ud for at finde et sted at spise aftensmad. Valdemar er noget kræsen, så det var ikke nemt at finde et sted, hvor menukort kunne tilfredsstille os alle tre, men det lykkedes på en gastropub. Der fik vi igen mulighed for at smage forskellige islandske øl: denne gang alle fire i den mørke ende af skalaen, hvilket falder bedre i vores smag.
Der var desværre udsolgt af en af de desserter, som vi havde udset os på menukortet, så vi plyndrede istedet ismontren i det nærliggende supermarked på vej hjem. Vi har nu is til resten af ferien.
AVA Apartments, Reykjavik, kl. 19.45, onsdag den 4. august 2021
I dag havde vi også en grund til at stå tidligt op. Kl. 9 havde vi nemlig en aftale med en guide i Grindavik – godt 45 minutters kørsel fra Reykjavik. Som altid kom vi i god tid og gik derfor lidt rundt omkring den parkeringsplads i byen, hvor vi skulle møde ham.
Vores guide, Gulli, viste sig at være en hyggelig midaldrende fyr, der faktisk havde boet i Danmark i hans første skoleår. Af hensyn til Valdemar ville han derfor gerne forsøge at tale dansk i stedet for engelsk, hvis vi da blot ville bære over med, hvis der var nogle ord, som han ikke kunne.
Målet for vores guidede tur var vulkanen Fagradalsfjall, der gik i udbrud i marts i år. Vi startede med en gåtur på ca. 5 km., førend vi nåede kanten af lavastrømmen. På turen fortalte Gulli os Islands historie. Da vi kom til at tale om det varme vejr, som det har været, blev vi også bekræftet i, at det ikke er normalt for Island. Gulli fortalte, at normalt bliver det omtalt i fjernsynet, hvis temperaturen når op på 20 grader, men det var de simpelthen holdt op med, da vejret meget usædvanligt har været over 20 grader så mange dage den seneste måned.
Desværre var vulkanen stoppet med at spytte lava ud for et par dage siden, så vi fik ikke mulighed for at se den flydende lava som håbet. Men i sprækkerne i den størknede lava, kunne vi dog skimte den rødglødende lava nedenunder. Vi troede, at det ville blive en kølig tur, men som vi gik der langs lavaen, fik vi virkelig varmen. Da vores guide smed vand på lavaen, fordampede det med det samme, så varmt var det nogle steder. Vi fortsatte langs lavaen og gik så op i terrænet. Der sad vi med den vildeste udsigt over lavastrømmen: det lignede en blanding mellem en krigszone bombet i stykker og et månelandskab. Mens vi sad der, spiste vi en af vores medbragte rugbrødsmadder og en Prince Polo, som vi fik af vores guide. Chokoladebaren Prince Polo er åbenbart ikonisk her på Island, selvom den faktisk er polsk.
En del af turen ned gik stejlt ned ad bakke – virkelig stejlt! Gulli tog Valdemar i hånden, og Casper hjalp Britt, og vi kom alle sikkert ned – Gulli og Valdemar absolut hurtigst. Valdemar, der havde kedet sig lidt på turen ud til lavaen, havde en fest, da først vandreturen blev lidt udfordrende. Der er lidt bjergged i ham, og han klarede den 13 km. lange vandretur uden brok.
Vejrudsigten havde forudset regn hele dagen, så vi havde iført os regnbukserne allerede, da vi forlod bilen. Heldigvis var det dog først, da vi gik fra vulkanen, at det regnede en smule, men det holdt hurtigt op igen. Ved næste stop støvregnede det også svagt, men da det ikke tog så lang tid at gå igennem det geotermiske landskab ved Krýsuvík gjorde det ikke noget. Valdemar var ikke synderligt begejstret over de boblende mudderpøle.
Midt på eftermiddagen var vi tilbage i Reykjavik, og som vi gik fra parkeringspladsen mod lejligheden, var vi inde og kigge i stort set alle souvenirbutikker og gallerier. Mundbind af og på hele tiden. Sidste butik var supermarkedet.
Til aftensmad havde vi besluttet at prøve et lille tacosted, der ligger i kælderen nærmest under vores lejlighed. Da stedet viste sig ikke rigtigt at have siddepladser, valgte vi at tage maden med op. Vi købte simpelthen en af hver af deres tacos, som vi delte: fisk, oksekød, svinekød, kylling og vegansk. Desværre var de overstrøet med koriander, som ingen af os kan lide – og så var de simpelthen lige til den krydrede side. Vi dulmede vores brændte smagsløg med nogle af Valdemars nachos, som det lykkedes os at få lavet med ost i stedet for ostesovs. Det var ikke helt nemt.
I morgen har vi ingen aftaler, så måske kan vi sove længe…
AVA Apartments, Reykjavik, kl. 22.00, torsdag den 5. august 2021
I dag planlagde vi at shoppe, så omkring kl. 9 begav vi os afsted på gåben mod shoppingcenteret Kringlan. Det blev til et par stop på legepladser på vejen, og alligevel nåede vi frem, før butikkerne åbnede. Heldigvis fandt vi en skærm med forskellige spil, som vi kunne underholde os med. Det blev til bl.a. til air hockey og billard.
Selvom vi var inde i mange butikker, købte vi kun nogle sokker til Valdemar – og så fik Valdemar selvfølgelig en bamse, som han vel gør på alle ferier. Denne gang en kuglerund søpapegøje. I supermarkedet købte vi dog også bland-selv-slik: mindst en af hver af alt det slik, som ikke findes derhjemme. Frokosten indtog vi på Hamburgerfabrikken, inden vi endelig fik besøgt en vínbúðin – Islands svar på systembolaget. Vi fyldte kurven med lokale øl.
Vi gik tilbage til bilen, som vi i morges havde pakket til dagens næste stop: endnu et offentligt svømmebad. Vi havde egentlig talt om at besøge Den Blå Lagune, men kom frem til, at Valdemar helt sikkert ville foretrække en svømmehal. Vi besøgte Den Blå Lagune, da vi var her sidst, og må ærligt indrømme, at det ikke lige var os. Så vi tog til et svømmebad lidt udenfor centrum, hvor der findes Islands eneste bølgebassin.
Vi hyggede alle i det lune vejr – og mens Casper og Valdemar og alle andre var i bølgebassinet, havde Britt det store svømmebassin for sig selv til at svømme nogle baner. Vi sluttede med besøg i børnebassinet på 36 grader og så spaen på 36 – 38 grader. Bassinet på 40 – 42 grader var for varmt, og tønden med vandet på 5 – 6 grader nøjedes vi med at stikke hånden i. Valdemar gjorde et forsøg på at komme ind, men nåede kun at få det ene ben i, førend han gav op.
Fra svømmebadet gjorde vi et kort hold ved præsidentens bolig tæt på, hvorefter vi kørte til den kunstige strand, Nauthólsvík, hvor varmt kildevand ledes ud i havet. Vi badede dog ikke som alle de andre, men nøjedes med at gå en tur, ligesom vi sad lidt og nød solen på nogle stole for enden af en af landingsbanerne på Reykjaviks indenrigslufthavn lige ved siden af. Desværre kom der kun to små fly, der begge benyttede en anden bane, så vi måtte nøjes med flere helikoptere, der fløj over os.
Vi nåede tilbage til lejligheden først på aftenen. Da vi kom til opgangen, stod et par og forgæves forsøgte at komme ind. Ligesom os forleden kunne de ikke åbne døren, selvom de havde den rigtige kode. Vi lukkede dem ind og fortalte om vores problemer ved ankomst. Faktisk var vi ret glade for at se, at andre havde de nøjagtigt de samme uforståelige problemer som os. Så var det ikke bare os, der ikke kunne finde ud af at åbne døren! Vi har ikke haft problemer med døren siden og er stadig uforstående overfor, at vi ikke kunne komme ind den første dag.
Aftensmaden blev spist på en nærliggende restaurant, hvor Britt fik smagt den islandske specialitet saltfisk. Ikke nogen større kulinarisk oplevelse. Valdemar og Casper foretrak at få dessert hjemme med en blanding af slik, is og chips, som vi allerede havde. Det er dog ikke lige Britt, så på en café i nærheden fik vi et stykke æbletærte som take away.
Endelig blev der sendt nogle elektroniske postkort afsted til familie og venner. De enkelte postkort, der skal skrives i hånden, må vente til i morgen.
AVA Apartments, Reykjavik, kl. 19.30, fredag den 6. august 2021
Efter morgenmaden startede vi med at gå hen til byens rådhus. Der er Reykjavik Pride i denne uge, og overalt i byen pynter regnbuer. Ved rådhuset flagrede regnbueflag da også fra ikke mindre end syv flagstænger. Meningen med besøget på rådhuset var nu at se det store 3D-kort over Island, som er i forhallen. Også Valdemar syntes, at det var sjovt bl.a. at finde stederne, som vi har besøgt på denne ferie.
Fra rådhuset gik vi gennem parken Hljómskálagarður, videre langs en af byens mest trafikerede veje og helt ud til Perlan. Dørene til terrassen var låste, men andre havde åbnet en nødudgang, så via den fik vi også set udsigten over byen. Vi gik derefter op til den roterende café og købte kage, croissant, kaffe og kakao, som vi indtog til den skiftende udsigt – bl.a. over indenrigslufthavnen.
Da vi sidst besøgte Island, fik Britt et par skindluffer, som desværre efterfølgende er blevet glemt et sted. Overalt indtil nu har vi ledt efter et lignende par – og sidste forsøg var ved pelsvirksomheden Feldurs værksted. Endelig fik Britt købt et par politisk ukorrekte skindluffer.
Vi fortsatte vores gåtur til centrum, hvor vi besøgte pølsevognen, der siges at have Islands bedste hotdogs. Eller så er den bare blevet populær, fordi Bill Clinton engang har spist hotdog der. Valdemar kan godt lide de islandske hotdogs, og vi har ikke turde fortælle ham, at pølserne er lavet på lammekød, for så ville han sikkert ikke spise dem.
Med kun en smule morgenmad, formiddagskage og så en hotdog, var der plads til is om eftermiddagen fra et af byens mest berømte issteder. Derefter var det tilbage til lejligheden for at slappe.
Til aftensmaden havde vi udset os Reykjaviks ældste café, som ligger lige ved lejligheden, men da først vi sad der, fristede menukortet alligevel ikke. Vi gik derfor på jagt efter et nyt spisested, og at finde et sted, hvor vi alle tre kan finde noget lækkert på menukortet, er ikke nemt. Vi bandede lidt over at lave sådan et kræsent barn, men det er jo vores egen skyld.
Til sidst fandt vi en finere restaurant, der kunne tilfredsstille os alle. Britt har hele ferien ønsket at smage traditionel islandsk fiskesuppe. Her var fiskesuppen til forretten måske ikke helt traditionel, men til gengæld var den virkelig velsmagende. Vores hovedretter var nok også feriens bedste retter, og regningen endte da også med at blive feriens største. Men 1.100 kr. for forret, hovedret og øl er altså ikke galt.
Egentlig havde vi ingen planer for i morgen formiddag inden vores hjemrejse sidst på eftermiddagen. Vi har dog lige set, at vulkanen, som vi besøgte forleden, igen er begyndt at spytte lava ud. Vi overvejer derfor kraftigt, om vi kan nå dertil i morgen, inden vi skal til lufthavnen. Men forleden brugte vi i alt fem timer (med pause) på den 13 km. lange gåtur, og det har vi ikke helt mod på i morgen. Vi må træffe en beslutning i morgen tidligt…
Keflavik Airport, Keflavik, kl. 15.45, lørdag den 7. august 2021
Da vi vågnede i morges, tjekkede vi vulkanens live-cam som det første. Da videoen viste, at der stadig var gang i vulkanen, besluttede vi, at vores sidste dag i Island skulle bruge på endnu en gang at kigge nærmere på Fagradalsfjall-vulkanen. Vi skyndte os at pakke og smøre madpakke, og lidt i syv var vi på gaden med alle vores ting.
Vi ankom til parkeringspladsen lidt i otte, og i modsætning til forleden dag, holdt der allerede flere andre biler. Vi besluttede at tage en kortere og lettere rute end den 13 km. lange, som vi gik forleden. Vi skulle gå rimelig langt, førend Valdemar holdt op med at pive og insistere på at komme tilbage til bilen. Vi forklarede, at nogle gange må man gøre noget for andre – og i dag betød det altså, at han skulle vandre, da vi gerne ville se vulkanen.
Det første stykke gik meget stejlt opad i løse sten, men derefter blev stien mere fast og bedre at gå på – om end stadig godt opad. Det tog os en time at gå de ca. 3 km. til toppen, hvorfra der var udsigt over vulkankrateret og lavastrømmen. Hvilken skuffelse at opdage, at udbruddet igen var gået i stå, og der ikke var noget lava at se.
Da vi havde siddet og kigget lidt, blev vi dog endelig belønnet, da vulkanen sprøjtede en del rødglødende lava op i luften. Et imponerende syn, men desværre også meget kortvarigt. Vi væbnede os med tålmodighed og sad sammen med en del andre og kiggede mod vulkanen. Da Valdemar mistede tålmodigheden, fik han lov at spille lidt på Caspers telefon. Ind i mellem kunne vi se rødglødende lava flyde ned ad skrænten et godt stykke væk.
Pludselig kom der en ordentlig mørk røgsky op af vulkanen, og vi håbede, at det var tegn på, at der ville ske noget. Men det var en fuser, og efter to timer begyndte vi at gå ned igen. På det stejleste stykke kom Casper rigtigt på arbejde. Først hjalp han Valdemar ned, og så måtte han op igen for også at kunne give Britt en hånd ned. Det var virkelig udfordrende at gå ned ad skrænten med de løse småsten, og både Casper og Valdemar var da også lige nede på bagenden en enkelt gang – for Casper skyldtes det nok, at Britt fik lov at gå, hvor det var nemmest, så Casper måtte uden for stien.
Vi var efterhånden blevet både sultne og tissetrængende, og begge dele fik vi klaret på en tankstation i Grindavik. Da en busfuld turister uden køkultur invaderede stedet, blev vores tålmodighed sat på prøve. Fra frokosten på tankstationen satte vi kurs mod lufthavnen. Vi blev lidt stressede, da begge vores visakort blev afvist, da vi skulle fylde diesel på bilen. Ved næste tankstation lykkedes det.
Vi har været godt tilfredse med vores udlejningsbil, der heldigvis havde en bedre frihøjde end vores første islandske udlejningsbil. Bilens lane assist, der bippede, når Casper ikke helt holdt sin bane på de smalle veje, og navigationens forsøg på at udtale de islandske vejnavne, morede vi os konstant over. Afleveringen af bilen gik hurtigt, og så på gåben til terminalen, da shuttlebussen var aflyst pga. corona.
Det tog sig tid ved check in og sikkerhedskontrollen – bl.a. da Valdemars tablet blev udsat for ekstra tjek for sprængstoffer og/eller stoffer. Det betød, at det blev en hurtig tur igennem lufthavnen, der dog også var til at overse.
Igen bandede vi lidt over at have et kræsent barn. Muligheder i lufthavnen for at købe lidt mad til flyveturen var meget begrænsede, og der var intet, som Valdemar kunne lide. En cookie i en automat måtte vi opgive at købe, da begge vores visakort igen blev afvist. Vi satser på, at Valdemar bliver så sulten, at han vil spise den simple børnemenu, som han får i flyet.
Vi sidder nu ved gaten og venter på at komme ombord. Som altid glæder vi os helt vildt til at komme hjem og fordøje de mange fantastiske oplevelser, som vi har fået på ferien.
