Hotel Kangerlussuaq, Kangerlussuaq, kl. 21, søndag den 24. marts 2024
Det er nu mere end 22 timer siden, at vi stod op hjemme i Holte for at begive os mod lufthavnen. Morgenmaden blev nogle morgenmadssandwich og en juice fra Joe & the Juice inden den 4½ time lange flyvetur til Grønland.

Over Island var det kig gennem skyerne til den sneklædte midte, og da vi nåede Grønlands østkyst, var vi igen heldige at kunne det se fantastiske snelandskab under os.

Aldrig har vi mødt så lille en lufthavn – blot et enkelt bagagebånd på maksimalt 10 meter. Vores hotel ligger i lufthavnens bygningen, men vores værelse var ikke klar ved ankomst.

Inden dagens første udflugt nåede vi en gåtur i byen. Britt nåede ikke mange meter udenfor, før det blev med pigsko på skoene, for der var sammenpresset is alle vegne. Byen – hvis man overhovedet kan kalde Kangerlussuaq en by – var til at overskue. Frokosten indtog vi på en bænk på den lokale legeplads. Frokosten bestod af madder smurt hjemmefra af rester fra køleskabet samt madder lavet af den kolde morgenmadsservering i flyet, hvor Valdemar ikke var sulten.

Vi nåede lige nøjagtigt at tjekke ind på vores hotelværelse, inden der kl. 13 var afgang mod indlandsisen – Punkt 660. Vejen dertil er oprindeligt lavet af Volkswagen, der byggede en testbane på indlandsisen. Denne var for dyr og besværlig at vedligeholde på grund af isens bevægelser, så det projekt blev skrinlagt efter ca. 5 år, men vejen til isen består stadig og benyttes i dag nok primært til turistture til ture til indlandsisen. Det var en flot køretur igennem et delvist sneklædt landskab. Ved den bundfrosne Langesø holdt vi en pause, mens bussen fik snekæder på. Valdemar og Casper nåede ligesom flere andre en skøjtetur på den frosne sø.

Ved indlandsisen sendte Britt igen mange taknemmelige tanker til manden, der opfandt pigsko! Uden disse til at sætte under skoene, var Britt ikke nået langt på isen. Casper & Valdemar klarede sig uden, men ikke uden besvær. Men vi nåede helt ud på isen og hvilket syn! Det var en vild oplevelse at stå på isen, der på dette sted er ca. 2 km. tyk. Det var ikke nemt at komme op på de små bakker, og på turen tilbage gjorde vi som rigtigt mange andre: vi satte os ned og tog turen på numsen ned. Det gjaldt også om at passe på, når vi rutsjede ned, for der kom fart på – og det var nemt at komme til at nedlægge en anden turist. Alle tre nåede vi helskinnede tilbage til bussen. En mindre dreng fra bussen havde reddet sig et blåt øje ved et styrt på isen, men ingen brækkede knogler.

Ligesom på udturen så vi på vejen tilbage flere rensdyr og en enkelt snehare, men moskusokserne havde gemt sig. Området omkring Kangerlussuaq var ellers feriens eneste mulighed for at se disse store dyr. Vi gjort holdt ved et gammel flyvrag og havde et varm kakao/kaffe-stop. Klokken blev derfor over seks, førend vi var tilbage på hotellet.

Allerede kl. 19 sad vi i samme bus med samme hyggelige chauffør – denne gang med kurs mod byens mest kendte (og vel eneste?) restaurant, Roklubben. Søndag er der grønlandsk buffet, så vores smagsløg blev udfordrede. Rejer, stenbiderrogn, hellefisk og laks var noget af det kendte, mens moskusokse, rensdyr og hval i flere varianter var det nye. Moskus-carpaccio og rensdyrleverpostej var klart favoritterne, mens Britt efter at have smagt hvalspæk, mattak – også kaldet hvalflæskesvær – rådede Valdemar til ikke at smage. Det var virkelig ikke en rar smagsoplevelse – og konsistensen som brusk gjorde det bare værre. Når Britt, der ellers er eventyrlysten og bestemt ikke kræsen, spytter ud, er det slemt! Der var også hval, rensdyr og moskusokse i flere andre varianter, så nu er det smagt. Valdemar prøvede faktisk at smage på mange forskellige ting, men endte med at spise sig mæt i chokoladekage med citroncreme.

Vi har nu været oppe i rigtigt mange timer og trøster os med, at nordlys måske er lidt svært at se i dag på grund af den flotte fuldmåne. I hvert fald er vi for trætte til at skulle ud og se nordlys.

Vores flyafgang i morgen er ændret, så allerede kl. 8.05 skal vi lette mod Nuuk. Godt, at vi overnatter i lufthavnen, så vi ikke behøver at stå lige så tidligt op i morgen, som vi har været i dag.

Hotel Hans Egede, Nuuk, kl. 21, mandag den 25. marts 2024
Eftersom vi skulle flyve næsten 1½ time tidligere end planlagt, måtte vi tidligt op. Kl. 6.30 checkede vi ud af hotellet og checkede bagagen ind – og så gik vi hotellets lækre morgenmadsbuffet.

Vi var forberedte på at skulle flyve med en mindre flyver. At Britt og Valdemars plads på 7. række ville være bagerste række i den lille propelflyver, havde vi dog ikke forventet. Selv på en kun 50 minutters flyvetur blev der serveret kaffe og te, men der var selvfølgelig heller ikke mere end 20 passagerer…

Med en taxi fra lufthavnen var vi allerede før kl. 10 fremme ved vores hotel i centrum af Nuuk (husk at udtale begge u’er, så det faktisk lyder som Nuuuk), og heldigvis kunne vi checke ind på værelset med det samme. Vi har fået udsigt til parkeringspladsen og baggården – og dermed også til de små farvestrålende huse og sneklædte bjerge.

Næste gang nogen i Danmark brokker sig over, at der ikke bliver saltet og ryddet sne, så send dem en tur til Nuuk! Overalt var det ren skøjtebane, og hvis Britt ikke havde taget pigskoene på med det samme, var vi ikke kommet langt uden styrt!

Vi startede i Brugseni (ja, sæt et i bagpå, og så får du navnet på grønlandsk), hvor det faktisk lykkedes os at finde snacks, der ikke fås derhjemme. De er sikkert islandske. Og Casper fik endelig købt et par billige luffer. Fra Brugseni fortsatte vi rundt i centrum af Nuuk uden et egentlig mål for gåturen. Vi endte til sidst i Grønlands eneste shoppingcenter, hvor vi delte et par pizzaslices til frokost.

Eftersom der ikke findes hoteller med pool her i Grønland, havde vi fundet på et alternativ – nemlig den flotte Malik-svømmehal lidt uden for centrum. Vi havde lavet en særaftale med hotellet om lån af håndklæder til svømmehallen og tog bussen derud. Det var en lækker svømmehal med mange aktiviteter og en flot udsigt til sneklædte bjerge.

Igen ren skøjtebane blandet med sjap udenfor, men vi nåede frem til busstoppestedet. Buslinjen er en ringrute, så vi kom lige endnu længere ud og fik set endnu en Nuuk-bydel, førend vi var tilbage ved shoppingcenteret i centrum. Med lidt lækker, billig kage fra bageren i Brugseni slappede vi sidst på eftermiddagen på hotelværelset.

Vi havde egentlig besluttet at spise på Hereford her på hotellet, men skiftede mening og gik i stedet til en nærliggende tapasrestaurant – og det var et godt valg! Moskustatar, risotto med and, hot dog med moskuspølse, slider med moskuskød og flere andre virkelig lækre, småretter. Eneste negative var, at vi ikke var i stand til at spise nogle af de lækre desserter på menukortet.

Vi kan undre os lidt over priserne i supermarkederne. Nogle varer er meget billigere end derhjemme, mens andre priser stikker helt af – f.eks. 47,50 kr. for 1½ liter Faxe Kondi eller 22,95 kr. for en 33 cl. dåse Tuborg Classic – og dette er vel at mærke priserne i et lavprissupermarked!

Vi er nu alle tre blevet udstyret med et plaster mod søsyge bag øret, så vi er klar til sejl- og fisketur på isfjorden i morgen.

Hotel Hans Egede, Nuuk, kl. 20.15, tirsdag den 26. marts 2024
Endnu en lækker morgenmadsbuffet – her med fin udsigt over byen. Hvis vi syntes, at det var glat i går, så var det ingenting i forhold til i dag. Endnu engang var Britt meget taknemmelig for sine pigsko, mens Valdemar og Casper igen legede skøjtebane. Hvor der i går var overskyet og med sne i luften, var der i dag skruet op for solen og ned for temperaturen. I dag var vi da også alle iklædt tre lag, for dagens udflugt var på vandet.

Vi gik ned til havnen, hvor vi fandt Tidevandstrappen, hvorfra vores tur afgik. Sammen med tre besætningsmedlemmer og syv andre passagerer sejlede vi ud i Nuuks isfjord – bl.a. forbi, hvad der må være fængslet med den smukkeste udsigt.

Udover at se det flotte fjordsystem, der er verdens næststørste (det første ligger i Østgrønland), var formålet at fange fisk. Nej, ikke noget med at stå med en fiskestang i timevis uden at fange noget. Vi smed en line med fire kroge i vandet – og når vi hev den op igen, var der næsten garanti for bid. Vi fik fanget fire torsk. Vi fik lidt hjælp til de første to, men på de sidste to var det Britt, der satte kniven mellem øjnene for at slå dem ihjel og efterfølgende skære halsen over, da kødet åbenbart smager bedst, hvis fisken får lov at bløde lige efter fangst.

Vi sejlede lidt videre i fjordsystemet og kom bl.a. forbi et frossent vandfald, inden vi igen satte kurs mod Nuuk. Britt ærgrede sig over ikke at have taget billeder af f.eks. fængslet og de små farvede huse på udturen, for på hjemturen var vandet ikke lige til at lave fotostop. Bølgerne var blevet lidt større, så det var en ret bumpy ride. Men vores søsygeplastre gjorde, hvad de skulle, og ingen blev dårlige.

Vi regnede ikke med, at vores hotel ville tilberede vores flotte torsk (vores kaptajn havde faktisk spurgt hotellet ved tidligere lejlighed), så vi forærede vores fisk til to unge kvinder, der havde inviteret gæster til fisk i morgen.

Efter fire timer på vandet, havde vi lige brug for en slappe på hotelværelset, men sidst på eftermiddagen gik vi ud igen. I adstadigt tempo – primært på grund af de spejlglatte veje og fortove – gik vi til et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se det, som man ser på postkortbilleder og turistbrochurer fra Nuuk: Myggedalens små, farvede huse, som vi også så fra båden. Da vi gik ned ad den glatte vej igen, åbnede en kvinde et vindue i et af husene. Det viste sig at være en af dem, der fik vores fire torsk. Hun viste os den flotte torskerogn, som en af fiskene havde indeholdt, og så viste hun os den store skål, der bugnede af torskefileter, da hun netop var blevet færdig med fileteringen af dagens fangst.

Vi fortsatte gåturen forbi sneskulpturerne fra Nuuk Snow Fest, som vi også passerede i går, og fortsætte på Nuuk Boardwalk langs vandet. Her kunne vi se, at selv tarveligt socialt boligbyggeri (eller noget, der ligner) havde den vildeste udsigt over fjorden, hvor enkelte små isbjerge – eller måske nærmere isklumper – lå og vuggede i bølgerne.

Vi havde hjemmefra booket bord på restauranten, Killut, der hører til Godthåb Bryghus. Vi fik der smagt den lokale øl, der brygges i samme bygning, og fik dertil lækker mad: rensdyrgryde og pie med moskusokse.

Nu er vi tilbage på hotellet efter endnu en spændende dag i det grønlandske. Vi har ingen planer for i morgen, så Valdemar har et ønske om, at vi tager i svømmehallen igen…

Hotel Hans Egede, Nuuk, kl. 21.30, onsdag den 27. marts 2024
Valdemar kunne som nævnt godt tænke sig, at vi tog i svømmehallen igen, og eftersom vi umiddelbart havde set det i Nuuk, som vi bare skulle se, var der tid til det. Efter hotelmorgenmaden gik vi derfor ned for at tage bussen. To busruter kører til svømmehallen, og vi ville naturligvis gerne en anden vej end forleden for at se mest muligt. Men da vi et stykke tid havde ventet på den bus, der selvfølgelig ikke kører så tit, opgav vi og begav os til et andet stoppested for at vente videre… Endelig kom bussen!

Det var et godt træk at tage i svømmehallen formiddag i stedet for senere på dagen. Da vi kom, havde vi nemlig det store bassin helt for os selv. De 10 andre gæster i svømmehallen var nemlig enten i spabadet eller i børnebassinet. Det var derfor en helt anden oplevelse end forleden, hvor der var godt fyldt med børn.

Da vi kom tilbage til centrum med bussen, fandt vi straks en café til frokost. De havde en kæmpe salatbar, så Casper og Britt spiste sig mætte i hver sin store salat, mens Valdemar tyggede sig igennem en kæmpe bagel. Efter et kort stop på hotellet for at komme af med de våde håndklæder og badetøjet, gik vi på shopping. Vi er nemlig i tvivl om, hvorvidt butikkerne har åbent i påskedagene, og lidt souvenirer skal vi da have med hjem. Det blev bl.a. til et par store postkortbilleder, en iglo-juletræspynt, en fanger-figur i sten og et par sælskindsluffer til Britt – og så fik Valdemar en gratis lille lykkesten i glas i en af butikkerne. Efter shopping rundede vi en anden café til en gang kage og noget lækkert at drikke til.

Endnu engang tilbragte vi lidt tid på hotellet forud for en gåtur forbi hospitalet og igennem et villakvarter inden aftensmaden på et pizzeria. Mens vi spiste, fandt vi ud af, at vores fly til Ilulissat er forsinket næsten 8 timer på grund af vejret. Så nu skal vi i morgen flyve kl. 16.45 i stedet for allerede kl. 9.20. Altså har vi pludselig næsten en hel dag ekstra i Nuuk. Aftenen er derfor gået med at finde ud af, om der mon er noget, som vi mangler at se…?

Hotel Hvide Falk, kl. 23.45, Skærtorsdag den 28. marts 2024
Taxien bestilt til kl. 7.30 var afbestilt, og efter morgenmaden fik vi i stedet udskudt vores check-ud-tidspunkt fra hotellet og bestilt en taxi til kl. 15.

Vi syntes egentlig, at vi havde set alt det af Nuuk, som vi gerne ville. Denne ekstra dag besluttede vi dog på en gåtur til den ældste bydel i Nuuk – nemlig Myggedalen, som vi ellers kun har set ud over. Myggedalen er det Nuuk, som ofte er afbilledet: de små huse i alle mulige farver. For enden af vejen besteg vi en mindre bakke, og derfra havde vi endnu en fantastik udsigt over fjorden og Nuuks højeste fjelde. Så smukt!

Tilbage i centrum besøgte vi den samme café i Nuuk Center som i går – nu for at få nogle varme drikke. Selvom det er Skærtorsdag, var enkelte butikker i centeret åbent – bl.a. supermarkedet og Elgiganten, men ikke Matas.

Efter at have fået varmen besøgte vi Kristi Kirke, hvorfra der var udsigt over stadion – og tæt derved stak vi hovederne ind i Nuuk-hallen, hvor en volleyball-turnering var i gang. Frokosten spiste vi på en café tæt på hotellet, inden vi vendte tilbage til hotellet en sidste gang. Midt på eftermiddagen checkede vi ud og tog den bookede taxi til lufthavnen.

Nuuk Lufthavn er til at overskue: to ’gates’, tre check-ind-skranker, en lukket kiosk og en sodavandsautomat, der var i stykker. Lidt efter kl. 17 lettede vi endelig med kurs mod Ilulissat i nord. Det var en utrolig smuk udsigt under hele flyveturen, men desværre var flyets vinduer så beskidte, at vi kun havde en smal sprække at se ud af. Men alligevel var indflyvningen til Ilulissat fantastik med isbjerge i fjorden.

Hotellet sørgede for transport fra lufthavnen, så vi var hurtigt fremme, stillede taskerne på værelset og gik ud i byen. Udenfor var en kraftig duft af kanelsnegle. Hotellet må ligge tæt på et bageri.

Klokken blev tæt på 8, førend vi fik aftensmad på en café med restaurantpriser. Fadøl på 40 cl. fra det lokale bryggeri i samme bygning kostede 110 kr.! Valdemar fik en gang nachos, mens Casper og Britt kastede sig ud i rensdyr som henholdsvis kebab-version i pitabrød og i burger.

Solen var gået ned, da vi forlod caféen, så der var det flotteste lys over Diskobugten. I supermarkedet købte vi bl.a. en pakke Mars-is, som vi sad og spiste på en bænk ved kirken med udsigt over fjorden. På hotellet i Kangerlussuaq og i Nuuk ærgrede vi os over ikke at have et køleskab, indtil vi i Nuuk fandt på at hænge en pose udenfor vinduet, så vi på den måde kunne have kolde drikkevarer til om aftenen.

Her i Ilulissat har vi terrasse, så da vi kom tilbage fra aftensmaden, havde vi meget kold Cocio. Den skulle nok ikke stå der meget længere, førend den ville være bundfrossen.

Sandsynligheden for nordlys kl. 23 lød på ca. 66 % ifølge en aurora-app, så lidt i elleve iførte vi os det varme tøj for at gå en tur. Det var ikke muligt at komme væk fra byens gadelygter, men alligevel fik vi øje på nordlys på himlen. Det var ikke voldsomt, men alligevel meget fascinerende. Kameraet fangede endnu mere end vores øjne, så på billederne ser det vildt ud. Med skibukserne på kunne Valdemar sætte sig i sneen og nyde synet.

Vi skal afsted på tur i morgen kl. 9, og inden da skal vi have nået at iføre os vores varmeste tøj og se, om dette hotels morgenmad er lige så god som på de forrige, så vi må hellere lægge os til at sove.

Hotel Hvide Falk, kl. 20.45, Langfredag den 29. marts 2024
Vi var oppe allerede kl. 7, og vi kunne konstatere, at kun godt syv timers søvn bare er for lidt for Valdemar. Han var træt, og det betød, at alt ved morgenmaden var forkert. Pandekagerne var kolde, bacon den forkerte slags (engelsk bacon) og Nutella’en smagte ikke godt (den var hjemmelavet).

Da vi først kom udenfor, og Valdemar fik mulighed for at skøjte på isen og lege med sne, hjalp det dog på humøret. Sammen med fire andre danske turister var det tid til en tur på snescooter. Britt blev lettet over at få muligheden for at sidde bag på guidens snescooter i stedet for at skulle køre selv. Valdemar skulle sidde bag på Casper.

Efter en kort bustur gennem byen kom vi til garagen. Selvom vi havde tre varme lag på, anbefalede guiden, at vi lånte kedeldragter for at være sikre på at holde varmen, så det gjorde Valdemar og Britt, mens Casper nøjedes med at skifte skibukserne ud med et tykkere par. Temperaturen var omkring -16 grader med en windchill på -25!

På med styrthjelmene, instruks om betjening og sikkerhed på snescooter, og så var vi klar til afgang. F.eks. skal man altid holde til højre – medmindre man møder en hundeslæde, så skal der holdes til venstre. Dette skyldes, at de fleste fangere er højrehåndede og derfor holder deres pisk i højre hånd, og det vil derfor altid være nemmere for dem at drive slædehundene til venstre. Nej, fangerne pisker ikke slædehundene, men slår pisken i jorden ved siden af hundene for at få dem til at dreje.

Turen gik gennem Ilulissats ’back country’ op og ned ad bakker og flere steder med udsigt til Isfjorden. Vi stoppede et par gange undervejs for at nyde udsigten, drikke varm kakao og spiste friskbagte cookies. På turen tilbage var der en bred, lige strækning, hvor der var mulighed for at komme godt op i fart. 90 km/t på en snescooter! Guiden fortalte endda, at han sagtens kunne få den op på 110 km/t, men begrænsede sig af hensyn til Britt på ’bagsmækken’. Casper og Valdemar kom også op på 90 km/t.

Tilbage ved hotellet var det tid til frokost: simpel cafémad til restaurantpriser, men det er åbenbart niveauet her i Ilulissat. Efter frokost fortsatte vi gåturen gennem byen, ind i de to store supermarkeder og videre til området, hvor alle slædehundene bor. Hundrede slædehunde i hver deres kæde stod grupperet over et stort område. Store flotte hunde og enkelte små nuttede hvalpe, men altså ikke nogen, som man kæler med.

Valdemar er frisk på også i dag at skulle ud og jagte nordlys, når det er blevet mørkt. Derfor valgte vi at tage en slapper på hotelværelset sidst på eftermiddagen. Inden aftensmaden gik vi endnu en tur – denne gang bl.a. forbi byens ældste bygning (et gammelt pakhus) og ned til industrihavnen, hvor de små fiskerbåde ligner nogen, der var kastet ud på det frosne vand ved Royal Greenland-fabrikken.

Ved tankstationen lå et filippinsk spisested, der også lavede nogle gode pizzaer. Endnu et besøg i Brugseni – denne gang for at købe lidt snacks, som vi i morgen kan have med til Iglo Lodge – just in case, at Valdemar ikke kan lide den mad, der bliver serveret.

Vi er nu tilbage på hotelværelset, hvor vi venter på, at det bliver mørkt nok til at se nordlys. Aftenen er bl.a. brugt på et spil Uno og på igen at bande over mobiltelefonens synkronisering af billeder – eller mangel på samme.

Iglo Lodge, Ilulissat, kl. 21.30, lørdag den 30. marts 2024
Vi holdt os vågne i går aftes til efter kl. 22, så vi kunne komme ud og kigge efter nordlys igen. Vi havde ikke gået mange meter, førend vi så det første spæde nordlys, men det forsvandt igen. På jagt efter et sted i byen, hvor der ikke var så meget lys, endte vi på et stort åbent område bag skolen, hvor vi tidligere på dagen havde gået.

Valdemar var virkelig ved at miste tålmodigheden med at stå og spejde efter nordlys, men endelig blev vores tålmodighed belønnet, og nordlyset dukkede op igen.

Vi var dog alle trætte – især Valdemar – så vi begyndte at gå tilbage efter kort tid. Tilfældigt fik Valdemar kigget sig tilbage over skulderen og opdagede et vildt nordlys på himlen over os. Selvom Valdemar gerne ville hjem i seng, gik han alligevel og konstant kiggede tilbage og op efter mere nordlys.

Heller ikke i dag kunne vi sove længe, for kl. 9 var der afgang mod Iglo Lodge. Først få minutter i en minibus og derefter mere end en time med pistemaskine stort set den samme rute, som vi i går kørte på snescooter.

Ved Iglo Lodge fandt vi os et par værelser med køjeseng – vores back up-plan, hvis vi ikke holder ud at sove ude i kulden i igloen hele natten. I den hyggelige og meget varme træhytte blev vi præsenteret for dagens program, før vi fik serveret frokost. Frokosten var boller og rugbrød med røget laks, hellefisk, moskusokse og hval (vågehval).

Efter frokost var det tid til at inspicere igloerne. Vi skulle ned på alle fire for at kravle ind i en iglo. Britt konstaterede, at nogle åbninger var lavere end andre, så vi fandt hurtigt en favoritiglo, der lige var lidt nemmere at komme ind i. Alle igloer var udstyret med madrasser beklædt med rensdyrskind og to soveposer specielt til arktisk kulde.

Sammen med en af guiderne gik vi en tur med snesko – over den frosne sø og ud til samme udsigtspunkt, som vi var ved i går på snescooterturen. Udsigten over fjorden og helt til indlandsisen var stadig smuk.

Vores guide var en ung kvinde fra Esbjerg, der som nyuddannet skolelærer for to år siden var taget til Østgrønland. Efter et års arbejde som skolelærer, valgte hun i stedet at blive guide her i Ilulissat.

Tilbage i lodgen ventede varm kringle og kakao. Vi havde iklædt os rigeligt tøj til vandreturen på snesko og kom virkelig til at svede. Selvom vi flere gange på ferien har grinet i smug af dem, der ved hotellets morgenmadsbuffet eller på caféerne har siddet kun i undertrøje, smed vi simpelthen også trøjerne og sad i vores uldundertrøjer, da vi kom tilbage fra vandreturen. Der var simpelthen for varmt i hytten til andet!

Vores tur med hundeslæde er udskudt til i morgen, da hundene har det bedst om morgenen. Derfor havde vi flere timer at slå ihjel. Det blev til flere spil Uno, kabale og et spil sænke-slagskibe. Til aftensmad blev der serveret en lækker gryderet med moskusokse. Det faldt dog ikke i Valdemars smag, så han spiste en halv bolle med smør fra morgenmaden og en müslibar.

Efter maden gjorde vi os klar til en gåtur, men vi nåede ikke så langt, da Valdemar gerne ville kælke. Det blev til rigtigt mange ture ned og op ad bakken og utallige små styrt. Et voldsomt styrt satte dog en stopper for morskaben. Valdemar slog simpelthen en kolbøtte ud over kælken og landede med hovedet først i sneen. Han slog sig ikke, men fik sne ind alle steder – også bag brillerne.

Inde i varmen igen var der cookies, og Valdemar fortræk til sin overkøje med sin tablet. Her i hytten er hverken elektricitet eller rindende vand. Eneste belysning nu, hvor solen er gået ned, er masser af stearinlys og enkelte små lyskæder på batteri. Her er kun to tørklosetter, og vandet, der serveres, er smeltet sne. Derfor bliver dagens dagbog også skrevet i hånden, da den bærbare er ’opmagasineret’ på hotellet i Ilulissat sammen med vores øvrige bagage.

Det er nu snart så mørkt udenfor, at vi kan håbe på et se nordlys, inden vi skal krybe til køjs i vores iglo – alle tre på to madrasser. Vi er spændt på, hvor mange timer vi holder ude i kulden – monster-soveposer og varmedunke til trods.

Hotel Icefiord, Ilulissat, kl. 21, Påskesøndag den 31. marts 2024
Lidt over halv elleve i går aftes klædte vi os varmt tøj og gik ud for at kigge efter nordlys. Der var jo slet ingen lysforurening og samtidig stjerneklart, så betingelserne var optimale. Vi fik da også set nordlys igen. Det dækkede en stor del af himlen over os, men igen manglede der lidt farve i forhold til forleden dag.

Eftersom Grønland i går aftes gik over til sommertid, blev kl. 23 til kl. 00, og klokken blev derfor over midnat, førend vi kom i seng. Eller kan man kalde det en seng?! Med pandelygte gik vi i mørket til igloen, og på alle fire kravlede vi ind i vores iglo, hvor der var blevet tændt flere fyrfadslys. Med os havde vi en ekstra sovepose, tre linnedposer og tre varmedunke. Det var jo ikke ligefrem plads, at der var mest af, så det var ikke nemt at komme ud af de store kedeldragter og ned i linnedposerne og ned i soveposerne.

Vi var anbefalet at sove i uldundertøj, hue, halsedisse og tynde vanter, men da vi kom ind i igloen og endelig havde fået kæmpet os ned i linnedposerne i soveposerne, kunne vi ikke finde huen, hvori vi havde lagt det ekstra udstyr. Netop som vi havde pakket os helt ind og besluttet at undvære det (da vi konkluderede, at Valdemar måtte have tabt det ude i mørket på vej til igloen), fandt vi det. Alligevel tog vi chancen og lagde os til at sove blot iført det uldne undertøj. Soveposerne omsluttede os helt, så der blot var en lille åbning over mund, næse og øjne. Det var vildt hyggeligt!

Vi frygtede, at vi ville få det koldt i løbet af natten, men det modsatte skete. Det blev simpelthen kogende i soveposen og trods en temperatur udenfor på måske -10 grader, var vi ved at omkomme af varme. Men udenfor soveposen var det iskoldt!

Kl. 5 i morges opgav Casper at sove mere og valgte at smutte ind i hytten for at sove videre på værelset der. Britt og Valdemar fik dog sovet videre og stod først op kl. 7. Det er vist første gang i årevis, at Britt ikke har været oppe at tisse i løbet af natten, men bare tanken om at skulle i støvler og flyverdragt og kravle ud og gå gennem mørket op til hytten for at tisse, gav blæren styrken til at holde sig.

Efter morgenmaden blev det endelig tid til en tur på hundeslæde. Det var tydeligt at høre, da fangeren Jørgen kom kørende på snescooteren. Alle hans hunde, der bor fast ved igloerne i løbet af vinteren, hylede helt vildt, hvilket de slet ikke gjorde, da en guide var kommet på snescooter lidt tidligere.

Vi fik en fantastisk tur på hundeslæden over den frosne sø ud til et sted med smuk udsigt over Isfjorden og tilbage igen. Nogle steder gik det stille og roligt, og andre steder skulle vi lige holde godt sat. Vi fik en fin snak med Jørgen om hans hunde, som han var ret stolte af – 32 hunde i alt, hvoraf de 23 bor ved igloerne, og 13 af dem trak vores slæde. Jørgen har vist lidt stjernestatus i Grønland, da han har vundet det nationale hundeslædeløb fem år i træk.

Efter turen på hundeslæde gik der ikke lang tid, før pistemaskinen kom for at bringe os tilbage til centrum af Ilulissat. På vej op ad en bakke sad pistemaskine fast, og i et forsøg på at komme fri, fik maskinen kilet sig godt fast op af en sten, så en stor del brækkede af maskinen. Vi blev alle ”evakueret” ud af den meget skæve pistemaskine på en skråning. Der måtte kravles lidt og hjælpende hænder skulle der til for at komme ud af maskine og efterfølgende op ad skrænten på stien for at komme på den rigtige side af den skæve pistemaskine. Heldigvis lykkedes det chaufføren at komme fri – så vi måtte ned af den stejle bakke til pistemaskinen, der derefter kørte os til byen af en alternativ rute for at undgå den stejle bakke.

Tilbage på hotellet, hente vores bagage og så med taxi den korte vej gennem byen til feriens sidste hotel – denne gang med et værelse med terrasse med den smukkeste udsigt over Diskobugten. Vi har også ovenlysvindue, men da det er overskyet, er der næppe chance for at ligge i sengen og se nordlys.

Der er ikke vildt mange spisesteder her i byen, så med undtagelse af hotelrestauranterne, er vi snart nået igennem dem alle med dagens frokost. Efter frokost nåede vi lige en slapper på værelset, inden vi gik til mødestedet for eftermiddagens udflugt. Da vi nåede frem, fik vi dog at vide, at dagens sejltur på Isfjorden var aflyst. Sejlturene havde faktisk været aflyst hver dag de seneste tre uger. Dette skyldes simpelthen for meget is i fjorden, der forhindrer båden i at sejle derind. Altså må vi nøjes med at se isbjergene herinde fra land.

Vi kunne igen konstatere, at Grønland faktisk er et meget lille land. Overalt på vores tur har vi gang på gang mødt de samme turister igen og igen – og da vi kom ind i turoperatørens butik, mødte vi dem, der havde fået vores torsk fra fisketuren i Nuuk. Selvom den ene bor i Nuuk, er de nu i Ilulissat og havde netop booket en tur med snescooter.

Selvom vores sejltur ikke blev til noget, var besøget hos turoperatøren ikke helt forgæves. Vi fik nemlig købt lidt flere souvenirer – bl.a. en bog, som vi har kigget på flere steder, og så fik Valdemar endelig sin magnet med det grønlandske flag.

Vi må ærligt indrømme, at det ikke gjorde så meget, at sejlturen var aflyst. Vi var nemlig alle tre lidt matte i det efter at være kommet lidt for sent i seng og lidt for tidligt op de seneste tre dage. Til aftensmad valgte vi derfor at besøge Sunset Boulevard (en af de eneste spisesteder, som vi endnu ikke havde prøvet) og købte nogle sandwich med hjem til hotelværelset.

Kl. 19 var vi alle klar til at gå i seng, men det var måske lige tidligt nok. Vi valgte derfor i stedet at gå en tur. Vi genbesøgte caféen, hvor vi spiste frokost forleden – nu for at spise dessert: is og kage. På gåturen tilbage til hotellet fik vi følgeskab af en flot slædehund, der strejfede rundt. Den fulgte os sjovt nok hele vejen gennem byen.

Vi ligger nu alle tre i sengen under ovenlysvinduet og er meget trætte. Det bliver vist ikke i dag, at Britt renskriver den håndskrevne dagbog fra i går…

Hotel Icefiord, Ilulissat, kl. 21.15, mandag den 31. marts 2024
Klokken blev over halv ni, førend vi kom ned til morgenmaden, hvilket klart er det seneste på denne ferie. Men vi trængte vist alle til at sove.

Valdemar var noget skuffet over morgenmadsbuffeten, da der hverken var bacon, vafler eller pandekager – og ej heller honning eller Nutella (kun hjemmelavet) til at putte på brødet, så Valdemar nøjedes med en halv bolle med smør.

Eftersom vi ikke kom ud og sejle mellem isbjerge i går, besluttede vi i dag at tage en vandretur, der bragte os ud til et sted med udsigt til Isfjordens munding. Vi fik udsigten til isbjerge – hvilket syn! Vi gik også forbi Isfjordscentret, der dog var lukket, og vi måtte nøjedes med en tur op på det skæve tag, hvorfra der også var en fin udsigt. Et par hundrede meter ad en anden vandrerute bragte os til en gammel kirkegård – og vi ved jo, at Britt har et eller andet med kirkegårde, uanset hvilke lande vi besøger…

Efter den flotte vandretur lykkedes det os faktisk at finde et spisested, som vi endnu ikke havde prøvet. Men det var så også det sidste, åbne sted, som vi endnu ikke havde prøvet. Fra caféen gik vi igen en tur til havnen, nød udsigten til fjorden fra den anden side af broen og gik en tur på isen mellem de små, fastfrosne fiskebåde.

Efter en slapper på hotelværelset gik vi sidst på eftermiddagen ud på en gåtur til et andet sted med udsigt til enkelte af de store isbjerge, der kommer flydende fra Isfjorden. Eftersom alle byens caféer er prøvet, besluttet vi at spise på hotellets restaurant på trods af det meget begrænsede udvalg på menukortet. De kunne dog godt lave en gang pasta med ost til Valdemar. Casper valgte en rensdyrburger, mens Britt kastede sig ud i arbejdet med snekrabbe. Meget arbejde for meget lidt mad, men godt smagte det. At isterningerne i vores sodavand var store klumper is hakket af et isbjerg i Isfjorden var en sjov, lille gimmick.

Efter maden besluttede vi igen at gå en tur for at finde et sted at spise dessert. Det var dog ikke en nem opgave, så vi endte med smoothie, varm kakao og cappuccino på den café, hvor vi spiste vores første aften her i Ilulissat.

Vi er nu tilbage på hotelværelset. Vi skal først afsted mod lufthavnen i morgen kl. 10, så vi kan godt vente med at pakke til i morgen tidligt.