Pan Pacific Hotel, Perth, Western Australia, kl. 21.30, lørdag den 6. juli 2024
Mange er på vej på sommerferie, hvilket tydeligt kunne ses på mængden af mennesker i lufthavnen. Vi slap dog hurtigt gennem sikkerhedskontrollen, og efter frokost på et – i hvert fald for os – nyt spisested, tog det heller ikke lang tid at komme igennem den ekstra paskontrol.

Britt har en app, der de seneste dage har guidet os til bl.a. sengetider for at undgå jetlag, men selvom app’en foreslog en lur på rejsens første flyvetur, var vi dog alle vågne på stort set hele den seks timer lange flyvetur. På mellemlandingen i Dubai var første stop transfercenteret for at få tryllet lidt med vores siddepladser på flyveturen til Perth. Vi var nemlig placeret på tre forskellige rækker – Valdemar faktisk 40 rækker bag os andre. Især Valdemar var derfor glad, da vi gik derfra med tre pladser ved siden af hinanden. Vi fik cola og vandflasker lovligt igennem to sikkerhedskontroller i Dubai – blot for at få dem konfiskeret ved gaten.

En Pepsi float (Pepsi med vaniljeis), og så var vi klar til den 10 timer lange flyvetur med verdens største passagerfly. Vi kunne se op ad trappen til baren på 1. sal i flyet, men selvom vi spurgte pænt, fik vi ikke lov til bare at gå op ad trappen. Ingen adgang for os på monkey class!

Jetlagsappen rådede os til at holde os vågne på den sidste flyvning, men da vi jo ikke havde fulgt rådet om at sove på første flyvning, kunne vi ikke holde os vågne og fik alle sovet et par timer eller tre. Valdemar havde intet spist på hverken første eller anden flyvning, så da han blev dårlig og kastede op på den sidste del af flyvningen, kom der heldigvis ikke meget op. Et par brækposer senere var han helt frisk igen.

Allerede i flyet og igen ved ankomst til Perth blev vi bombarderet med advarsler om bøde, nægtet indrejse og retsforfølgelse, hvis vi tog madvarer ind i landet. Vi deklarerede vores cookies og kiks (leftovers fra flyveturene) og fik efter en hurtig kontrol lov til at tage det med ind i Australien.

Vi ankom til et koldt og blæsende Perth i regnvejr, men vi fastholdt dog beslutningen om at tage toget til hotellet. Renovering af hotellet betød, at den værelsestype, som vi havde booket, ikke længere fandtes = gratis opgradering.

Vi gik en kort tur i det nu heldigvis kun blæsende vejr og købte i et minimarked en sandwich, kiks og ost. Vi har nu fået lidt at spise på værelset, været en tur forbi conciergen for at låne en adapter (vores medbragte havde ikke det rigtige stik) og er nu klar til at sove. Forhåbentlig vågner vi ikke alt for tidligt, men otte timers tidsforskel kan nok mærkes…

Pan Pacific Hotel, Perth, Western Australia, kl. 21.00, søndag den 7. juli 2024
Når vi er på ferie steder med større tidsforskel, plejer vi at vågne tidligt – uanset om vi rejser mod øst eller vest. Men i dag måtte vi ligefrem vække Valdemar, da vi gerne ville tidligt af sted.

Morgenmadsbuffeten var mere end godkendt, så vi fik lagt en god bund. Netop som vi var klar til at tage af sted, åbnede himlen for sluserne. Vi ventede derfor lige 10 minutter med at tage af sted, så regnen var stilnet lidt af. Da vi nåede Elisabeth Quay i støvregn, tog regnen til igen. Vi besluttede os derfor for at lave lidt om på dagens planer. I stedet for at fortsætte til Kings Park, tog vi på sightseeing i de gratis CAT-busser. Vi fik set en stor del af byen med en del af en rute og hele rundturen på en anden.

Da klokken blev 11, og butikkerne åbnede, stod vi klar ved den elektronikbutik, som Britt i går havde fået anbefalet – og vi fik købt en adapter, så vi er sikre på at kunne oplade diverse enheder på hele turen. Vi er jo ikke sikre på, at alle hoteller har adaptere til udlån som dette.

Tilbage ved Elisabeth Quay var der nu liv – bl.a. i form af marshmallow roasting, som Valdemar selvfølgelig skulle prøve. Også ved Elisabeth Quay delte vi et par pizzaer på en rooftop-restaurant med udsigt over området, inden vi endelig begav os mod Kings Park. Det store baobab-træ, DNA Tower og det blå bådhus samt et utal af krigsmonumenter var blot nogle af de mange steder, som vi kom forbi på vores tur igennem parken.

Da vi et sted satte os ned for at spise en Tim Tam hver (ja, dem har vi naturligvis allerede købt), blev vi overfaldet af 4-5 store fugle. Vi måtte nærmest sparke ud efter dem for at holde dem på afstand. I et uopmærksomt øjeblik lykkedes det dog alligevel en af fuglene at snuppe resterne af en Tim Tam ud af hånden på Britt – med mindre rifter på hånden til følge. Vi er inden vores tur hertil blevet advaret mod edderkopper, slanger og krokodiller, men ender med at blive overfaldet af fugle!

Vi havde stillet Valdemar i udsigt, at vi var tilbage på hotellet senest kl. 16. Men på gåben hjem fra parken inklusiv et besøg i et supermarked nåede vi det ikke helt til tiden. Hotellet reklamerede med en opvarmet pool, så selvom solen var ved at gå ned, og det blæste og var køligt, begav vi os alligevel ned til swimmingpoolen. Og til vores store overraskelse var vandet virkeligt varmt! Skønt! Det var dog en kold fornøjelse at komme op igen. Valdemar var klar til endnu en svømmetur – denne gang i badekarret, der dog tog evigheder at få fyldt. Men Valdemar måtte bare prøve at ligge i badekarret og kigge ind i resten af hotelværelset gennem det store vindue mellem de to rum.

Aftensmaden skulle bare være noget nemt og hurtigt, så vi fik lokket Valdemar med på Hungry Jack’s, som jo hedder Burger King i resten af verdenen. Det tog os lidt tid at vælge og efterfølgende tilpasse de enkelte burgere. Stor var irritationen, da vi først ved betalingen fik oplyst, at de burgere, som Valdemar og Casper havde valgt, var udsolgt. Vi gad ikke at starte forfra og gik derfor til konkurrenten ved siden af. McD har vi styr på!

Faktisk kom vi på to forskellige McD, da Britt bare måtte smage en banana caramel pie med vaniljeis (som take away) – og vaniljeisen var udsolgt på den første. Valdemar fik en frozen Fanta.

Eftersom vi jo kørte i bus det meste af eftermiddagen, er vi noget overraskede over, at vi faktisk er nået op på omkring 34.000 skridt!

Vi har lige tjekket vejrudsigten for i morgen. Her i Perth ser det helt fornuftigt ud, men vi skal en tur til Rottnest Island – og der ser det ud til at regne hele dagen. Vi krydser fingre for, at vejrudsigten er lidt galt afmarcheret!

Pan Pacific Hotel, Perth, Western Australia, kl. 21.00, tirsdag den 9. juli 2024
Vi startede dagen med et besøg i den imponerende St. Mary’s Cathedral, hvor en ny udvidelse af den gamle katedral gjorde den unik. Vi fortsatte turen med jagt på street art i den lille gade, Wolf Lane, der mest mindede om en baggård med utallige skraldespande, men blev hyggelig med små caféer og street art.

Dagens primære udflugt var til Fremantle – en god halv times togtur fra centrum af Perth. I dag forudsagde vejrudsigten igen byger, så selvom vi startede ud med blå himmel, vidste vi, at tiden var knap.

Det gamle fængsel, de flotte bygninger, fiskerihavnen og stranden nåede vi at se, inden der blev åbnet for sluserne, og regnen væltede ned. Vi søgte ly i en gammel tunnel brugt i forbindelse med byens tidligere hvalfangst. Heldigvis var det en kort byge, og i tørvejr fik vi gået tilbage til havnen, hvor vi delte en omgang fish’n’chips, mens mange gæster på spisestedet andre købte overdrevne seafood platters.

I byens turistinformation samlede vi lidt inspiration til de kommende dages køretur nordpå, og en energisk ældre frivillig hjalp os. Vi blev ekstra glade for vores besøg på Rottnest Island i går, da vi så, at i dag var alle både dertil aflyst på grund af høje bølger.

Valdemar havde lyst til en slurpee, mens Britt havde set et sted, hvor man kunne få cookie dough, som var det en kugle is. Casper nøjedes med en iskaffe fra 7-Eleven. Alt sammen nød vi i toget på vejen tilbage til centrum af Perth.

Tilbage i centrum kom endnu en kraftig byge – og denne gang kunne vi ikke holde os tørre. Vi var derfor – trods regnjakker – godt våde, da vi kom tilbage til hotellet. Men vi skulle alligevel ud af tøjet for at komme en tur i poolen. Forleden var det varme vand i poolen nødvendigt for ikke at fryse i blæsevejret. I dag var temperaturen i luften højere, og uden vind føltes vandet i poolen næsten for varmt. En mikroskopisk byge passerede, mens vi var i poolen.

Til aften valgte vi et burgersted ved vandet. Det var de vildeste burgere! Store og fyldt med alt muligt lækkert! Godt, at vi fravalgte pomfritter! Valdemar og Britt kastede sig ud i dessert. Britts dessert var så fantastisk, at hun forspiste sig og næsten blev dårlig.

I morgen er det tid til at lægge storbyen bag os…

Jurien Bay Tourist Park, Jurien Bay, Western Australia, kl. 19.45, onsdag den 10. juli 2024
Mellem et par regnbyger tog vi den i morges fra hotellet til AVIS’ udleveringssted på gåben, og før kl. 9 var vi klar til at køre afsted i en stor, ny Mitsubishi Outlander. Der opstod lidt panik, da Casper først i tilkørslen til motorvejen opdagede, at det ene sidespejl ikke var slået ud. Bilen var dog ikke mere teknisk, end at det skulle slås ud manuelt og ikke elektronisk som på vores egen, så panikken over ikke at kunne finde den rigtige knap var unødvendig. På motorvejen, i modsatte retning af morgenmyldretiden, lagde vi Perth bag os.

Vi var dårligt nok kørt af motorvejen, før vi så feriens første kænguru – desværre som et roadkill i rabatten. Kort efter så vi en emu – heldigvis spankulerende i siden af vejen.

Vi gjorde et par meget korte stop inden dagens første rigtige stop ved Lancelin Sand Dunes. Vi gik en tur i de enorme sandklitter – hårdt, men sjovt. Næste stop var i Nambung National Park ved Pinnacle Desert. Vi kørte rundt mellem stenstøtter og gjorde hold flere steder for også at gå imellem dem. De var endnu mere imponerende end forventet! Ind imellem kom en regnbyge forbi, men de varede heldigvis sjældent mere end højst et par minutter.

Dagens tredje planlagte stop var ved de mærkelige stromatolitter i Lake Thetis – nogle ’levende sten’ under vandet. Desværre var det ikke lavvande, så de var ikke så synlige.

Vi havde holdt os gående på frugt og Tim Tams frem til en sen frokost på hummerfabrikken Lobster Shack i byen Cervantes. Det var desværre ikke muligt at komme på rundvisning på fabrikken, så vi nøjedes med at spise i deres ’cafeteria’. Vi konstaterede, at stedet er meget populært blandt asiater – vi fik nemlig fat i menukort på mandarin. Britt kan godt lide hummer, men mens mange andre kastede sig ud i halve og hele hummere, nøjedes Britt med en lobster roll – altså en hummer ’hotdog’ med rucola, avocado og smeltet ost.

Fra Cervantes var der ikke langt til Jurien Bay, hvor vi midt på eftermiddagen tjekkede ind i vores hytte på campingpladsen. Vi blev positivt overraskede over at finde en stor, ny to-værelses hytte med terrasse på begge sider. Da vi satte os på terrassen, kom endnu en let byge forbi, som blæsevejret gjorde til støvregn på terrassen.

Vi nåede vist det meste af byen rundt på vores korte gåtur. Vi sikrede os, at bageren har åbent i morgen tidligt, når vi skal afsted, og fandt endelig også supermarkedet. Slik, gulerødder, miniagurker og kæmpebananer, så vi kan klare de kommende dages køreture.

Byen bugner ikke ligefrem af spisesteder – faktisk findes der vist kun en café (som måske har lukket til aften?), en asiatisk restaurant og så en taverne, der også er pizzeria. Vi valgte sidstnævnte. Belært af fejlen i går, hvor Valdemar levnede størstedelen af sin dessert, og Britt blev dårlig af at spise hele sin, valgte Valdemar og Britt at springe hovedretten over og gå direkte til desserten. Vi skulle jo ikke risikere, at der ikke var plads i maven til de lækre dessertpizzaer. Britt og Valdemar valgte hver sin (der var fem forskellige!), mens Casper tog en mere traditionel pizza. Vi har dog nu alligevel størstedelen af Valdemars pizza liggende i køleskabet. På turen hjem fra restauranten var det mørkt og klart i vejret, så også Valdemar kunne opleve månen, der vender den forkerte vej.

Vi har nu forberedt os på morgendagens udflugt. Vi har taget søsygeplastre bag ørerne, men håber alligevel på meget små eller ingen bølger, når vi i morgen forhåbentlig skal ud at møde søløver.

Valdemar nyder at have fået sit eget værelse, om end det kun er for en enkelt nat, og sidder nu og hygger i sin seng med skærm og høretelefoner. Det eneste kritiske er campingpladsens meget ringe – eller vel nærmere ikke-eksisterende – Wi-Fi.

Kalbarri Edge Resort, Kalbarri, Western Australia, kl. 20,15, torsdag den 11. juli 2024
Det var stadig mørkt, da vi i morges forlod vores lille hytte. Første stop var bageren og derefter videre til havnen, hvorfra vi skulle sejle. I mørket var det ikke helt nemt at se, hvor vi kunne parkere.

Våddragterne tog vi på allerede, inden vi sejlede – primært for at teste størrelsen. “Tight is good,” sagde instruktøren til os, da vi følte os som indsnørede rullepølser.

Solen var netop ved at stå op, da vi sejlede ud af havnen, og da vi kom ud på vandet, blev vi mødt af den vildeste, dobbelte regnbue. Vi kastede anker ud for en lille ø, hvor søløverne lå og sov på stranden. Forhåbningen var, at de ville få lyst til at lege med os, når vi kom i vandet – iført snorkeludstyr og svømmefødder. Luften var omkring 16 grader, så det omkring 20 grader varme havvand føltes slet ikke så koldt som forventet.

Valdemar, der ellers er en habil svømmer, kunne dog slet ikke lide at været i havet, så Casper og Valdemar svømmede hurtigt tilbage til båden. Britt, der ellers absolut ikke er nogen vandhund, fortsatte dog ud sammen med de andre: to instruktører og fire andre turister. Det blev til en fin snorkeltur med udsigt til lidt fisk, en blæksprutte og en hummer, men ingen søløver. De blev simpelthen liggende på stranden, hvilket umiddelbart var lidt usædvanligt. Det positive ved de manglende søløver i vandet var, at Valdemar og Casper ikke gik glip af så meget.

Tilbage på land satte vi navigationen til med kurs mod Kalbarri. Et vejarbejde spærrede en del af kystvejen, hvilket betød en større omkørsel med ½ – 1 times ekstra køretur.

Efter et par timers kørsel stoppede vi i Geraldton, hvor vi efter frokost på Hungry Jack’s, gik en tur omkring lystbådehavnen. Og så var det tilbage i bilen. Næste stop var Hutt Lake. Hvor Pink Lake på Rottnest Island slet ikke levede op til sit navn og blot lignede en hvilken som helst anden sø, var der væsentlig mere farve i Hutt Lake. Ja, vandet i søen var faktisk lyserødt – men måske ikke ligefrem shocking pink som set på billeder. Men vi var imponerede nok.

Casper var efterhånden blevet noget træt, så det blev til et par hurtige strække-ben-stop på det sidste træk til Kalbarri. Poolen på resortet var ikke opvarmet, men det lykkedes faktisk Valdemar og Britt at komme en tur i det kolde vand og svømme nogle baner. Det var dog hurtigt op igen, så vi også kunne nå en gåtur på stranden og i byen, inden solen gik ned.

Selvom Kalbarri by er noget større end Jurien Bay, var der ikke ligefrem et væld af spisesteder at vælge imellem. Efter at have kigget på menukort på både den fancy seafood-restaurant og det mere tarvelige cafeteria/bar og noget derimellem, endte vi hjemme på resortets restaurant, hvor vi var heldige at få et bord. Casper var stadig ikke frisk, så Valdemar og Britt spiste middag alene. For en gangs skyld et spisested med en lækker salat som hovedret – og en børneret, der blot består af pasta med ost og grøntsagerne ved siden af. We like!

Vi overvejer nu, om vi skal stå tidligt op for at komme til nogle af de mest besøgte steder i Kalbarri National Park før alt for mange andre mennesker. At dømme efter antallet af mennesker på spisestederne i byen, er her godt besøgt – måske fordi skolerne her i Western Australia har vinterferie nu.

Kalbarri Edge Resort, Kalbarri, Western Australia, kl. 20.45, fredag den 12. juli 2024
Vi er jo A-mennesker, så hvorfor ikke udnytte det? Omkring kl. 7 var vi forbi den lokale bager (der åbner kl. 4 om morgenen!) for at købe lidt morgenmad – og så kørte vi mod de første seværdigheder i Kalbarri National Park.

Vi startede ved Nature’s Window, hvor vi havde den smukke klippeformation helt for os selv. Derfra kørte vi videre til Skywalk, hvor vi stort set også var de eneste. Endnu en fantastisk udsigt over floden og området.

Næste stop var Z Bend – stedet, hvor Murchison-floden bugter sig i et Z. Fra udsigtspunktet var det dog ikke hele Z’et, der var synligt, så lidt skuffende. Vi havde ikke fået tjekket bilens brændstofniveau i morges, så mellem stoppene måtte vi lige tilbage til byen for at fylde tanken, hvilket betød 20 km ekstra køretur. Når nu tankstationen samtidig er byens eneste supermarked, valgte vi at købe frokost der: ost og kiks, som vi sad og spiste ved dagens fjerde stop.

Fjerde og femte udsigtspunkt kunne ikke måle sig med de første, hvis det da ikke lige var for de små rock wallabies, som Casper fik spottet på klipperne ved floden ved et af udsigtspunkterne.

Efter fem stop inde i landet kørte vi ud til kysten for at se den anden del af nationalparken. Flot udsigt over den vilde klippekyst, men mest interessant var stoppet, hvor vi kunne se en flok store hvaler et stykke fra kysten. For langt væk til flotte billeder, men tæt nok på til at være imponerende. Om det var pukkelhvaler eller sydlige rethvaler, aner vi ikke, men store var de.

I går mente Casper, at han så en flok kænguruer lige uden for byen, mens Valdemar og Britt mente, at det måtte være får i forklædning – måske af misundelse over ikke selv at have set dem i forbifarten. Da vi i dag kørte forbi samme sted, spejdede vi derfor efter kænguruer. To steder spottede vi kænguruer, stoppede bilen og gik på jagt. Der, hvor der var flest, var i et parcelhuskvarter, hvor kænguruerne græssede på tomme grunde.

Tilbage i byen blev det til en slapper på værelset efterfulgt af en gåtur igennem byen, hvor vi blandt andet fik bestilt bord på en restaurant, som var fuldt booket i går. Vi bestilte bord til kl. 18 og fik at vide, at vi skulle komme før, for kl. 18 skulle vi være klar til at bestille. Ikke noget med at sidde og kigge for længe på menukortet. 17.45 var vi på spisestedet, og 1 minut i 6 stod vi klar i baren til at bestille. Lækker mad til os alle!

Britt har nu benyttet sig af, at dette hotel har et nogenlunde stabilt Wi-Fi og har fået lagt nogle enkelte billeder på Facebook. Britts Facebook-konto blev ellers deaktiveret forleden på grund af overtrædelse af fællesskabsreglerne. Britts appel fik den heldigvis åbnet igen efter et lille døgns tid – uden forklaring på, hvad det var, der havde givet anledning til deaktiveringen.

Selvom dette ikke skulle være en køredag, blev det det alligevel… De vandreruter, der var relevante for os i forhold til længde og niveau, var alle lukkede på grund af oversvømmelser. Derfor endte vi med blot at køre fra det ene udsigtspunkt til det næste – og fra parkeringspladserne var der maksimalt 1 km at gå hvert sted. Okay, vi har da alligevel fået gået 20.000 skridt.

RAC Monkey Mia Dolphin Resort, Monkey Mia, Western Australia, kl. 20.15, lørdag den 13. juli 2024
Da vi her til morgen parkerede bilen ved vandet, fik vi øje på flere kænguruer, der græssede lige ved siden af legepladsen – og derefter hoppede over vejen og ind på campingpladsen. Sjovt at se dyr midt på hovedgaden.

Vi startede i byen for at spise morgenmad på Pelican Café. Udover at caféen havde lækre morgenmadsretter, lå den også placeret lige overfor dagens første ’aktivitet’: pelikanfodring.

Hver morgen kommer der en frivillig fra byen og fordrer områdets vilde pelikaner – en tradition, der har stået på i næsten 50 år. Men ja, pelikanerne er vilde og derfor uforudsigelige. Det betød, at trods mange kastede fisk af både den frivillige og mange af de børn, der også var mødt op for at se fodringen, var det kun måger, der fik fisk. Pelikanerne kunne vi se i det fjerne på den anden side af vandet, men de var åbenbart ikke sultne nok.

Bilen var allerede pakket, så efter den mislykkede pelikanfodring forlod vi Kalbarri med kurs mod Monkey Mia – en køretur på lige over fire timer. Første stop var ved Billabong Roadhouse, der dukkede op efter næsten to timers kørsel uden at have set et hus. Et pudsigt sted som taget ud af en film: to tankstationer og to ’spisesteder’, et motel, og en gratis mulighed for at parkere natten over. På turen dertil havde måske 80 % af de andre bilister, som vi mødte på vejen, været pick up-trucks med campingvogn bagpå – og ved Billabong Roadhouse holdt de i en lang kø for at få diesel på.

Efter Billabong var næste stop Hamelin Pool, hvor der findes en af verdens to steder med stromatolitter. Ved Lake Thetis forleden kunne vi ikke rigtigt se dem på grund af højvande. Ved Hamelin Pool var vi tættere på lavvande, men det gav ikke bedre udsigt. En cyklon i 2021 havde ødelagt broen ud over vandet, hvorfra man kunne komme helt tæt på, og i stedet for blot at afspærre den ødelagte bro, var det meste af stranden spærret af.

Ved dagens tredje stop var der ingen svigtende vilde dyr, højvande eller afspærring til at ødelægge oplevelsen. Shell Beach levede op til sit navn: en strand bestående udelukkende af små muslingeskaller. Meget fascinerende at gå i de tusindvis af små knasende skaller.

Vi gjorde endnu et stop ved Eagle Bluff, hvorfra der var en smuk udsigt over det krystalklare vand. Alle håbede at få øje på måske en rokke, en delfin eller en skildpadde i det klare vand, men intet så vi.

Da vi alligevel passerede den lille by Denham, stoppede vi også der. Vi gik op og ned ad hovedgaden langs vandet og et smut ind i supermarkedet for at proviantere lidt. Og derfra var der små 20 minutters kørsel til Monkey Mia.

Monkey Mia er ikke en by, men egentlig blot et stort resort med campingpladser, hytter og hotelværelser. Vi fandt hurtigt vores lille studiolejlighed – og kunne konstatere, at den lå i en af de Wi-Fi-black spots, som resortet beskrev. Så meget for gratis Wi-Fi!

Vi nåede lige en tur i poolen, inden den lukkede kl. 18, hvorefter vi kiggede efter aftensmad. Der er to muligheder her: den fine restaurant eller baren med mere enkel mad. Vi købte mad fra sidstnævnte og tog det med tilbage til lejligheden. Når vi nu har spisebord, var det hyggeligere at sidde ’hjemme’.

Efter maden gik vi en tur rundt på resortet i mørket – primært for at finde et sted med Wi-Fi. Wi-Fi hjalp os dog ikke til at finde en udflugt til Francois National Park i morgen – alt er simpelthen booket. Så vi må improvisere i morgen.

Noget positivt er der ved manglende Wi-Fi. Vi har her til aften nemlig endelig fået spillet vores nye Uno No Mercy!, som vi købte i Jurien Bay for nogle dage siden.

Vi kan mærke, at vi er kommet lidt nordpå, og her skinner solen en del mere. Vi skal derfor huske solcremen i morgen! Vi er nemlig alle tre blevet lidt røde på arme og nakke – nok lige på grænsen til, at det gør ondt.

RAC Monkey Mia Dolphin Resort, Monkey Mia, Western Australia, kl. 20.00, søndag den 14. juli 2024
Kl. 7.30 stod vi klar ved jetty’en for at se de vilde delfiner komme ind for at blive fodret. Valdemar ville ikke i vandet sammen med delfinerne, men det var der rigtig mange andre, der gerne ville. Måske 200 mennesker stod i vandkanten sammen med en park ranger, der fortalte om delfinerne. Mens vi ventede, svømmede et par store skildpadder og en pelikan forbi.

Langt ude i vandet kunne vi se flere delfiner boltre sig, men det tog evigheder, før en hun-delfin med en unge kom tæt på land. Vi følte, at vi stod i første parket, da de svømmede ind under broen lige der, hvor vi stod. For 20 år siden prøvede vi at være med til at fodre vilde delfiner på Moreton Island på Australiens østkyst, og vi troede, at dette var noget i samme stil. Men her var der ingen turister, der fik lov at fodre delfinerne. De måtte pænt stå på land, mens nogle frivillige fodrede den ene delfin, der var kommet ind. Ungen måtte ikke fodres.

Efter delfinfodringen spiste vi morgenmad på resortets restaurant, inden vi kørte afsted mod Francois Peron National Park. Det havde ikke været muligt for os at booke en tur, og parken var kun tilgængelig med 4WD, hvilket vores fine Outlander altså ikke har. Vi måtte derfor nøjes med at køre 5–7 km ind i parken ad en meget ujævn vej. Der gik vi en tur ved rester af områdets gamle fårestation, ligesom vi så, hvor alle dem med 4WD tog luft ud af dækkene for at kunne fortsætte længere ind i parken. Vi kørte derefter til Denham, hvor vi i supermarkedet købte is, som vi spiste på en bænk ved vandet.

På vej tilbage stoppede vi ved Little Lagoon for en kort gåtur på stranden. På turen hjem opdagede vi et mindre dyr, der langsomt krydsede vejen. Det viste sig at være en echidna! Dem havde vi ellers ikke troet, vi ville få mulighed for at se.

En gåtur langs stranden med fødderne i det kolde vand, hvor flere delfiner svømmede længere ude – videre gennem campingpladsen og så en dukkert i poolen. Det blev derfor først midt på eftermiddagen, at vi fik lidt frokost: kiks og ost indtaget på vores lille terrasse. Resten af eftermiddagen gik blandt andet med endnu et spil Uno, hvor vi nu er ved at lære reglerne at kende.

Med udsigt til en flot solnedgang gik vi endnu en tur rundt på resortet, inden vi spiste aftensmad i restauranten. Siden vi ankom til Kalbarri forleden, har en bus fyldt med pensionister ’fulgt efter os’. De boede på samme resort i to nætter i Kalbarri og nu også to nætter her i Monkey Mia, ligesom vi har mødt dem på flere stop på ruten mellem disse to steder – bl.a. Billabong Roadhouse. Vi har nu googlet og fundet deres rejseplan på rejsebureauets hjemmeside og kan konstatere, at vi møder dem igen i Exmouth onsdag, hvor de skal overnatte på det samme resort som os. De tager dog turen fra Monkey Mia til Exmouth, hvor vi overnatter i Coral Bay på vejen.

Ningaloo Bay Bayview, Ningaloo Bay, Western Australia, kl. 19.30, mandag den 15. juli 2024
Også i dag startede vi med morgenmad i resortets restaurant. Planen var egentlig at tage af sted direkte derefter, men da flere delfiner ’gav et show’ i vandkanten forud for delfinfodringen, fik vi alligevel lyst til at blive og kigge lidt. Lidt ud af stranden lå en enkelt delfin og boltrede sig på lavt vand, så der fik vi den på tæt hold med kun ganske få andre. De mindst 100 andre mennesker stod jo der, hvor delfinfodringen skulle foregå. Dog kom ikke mindre end seks delfiner kommet ind til stranden her til morgen, så der var lidt at kigge på.

Vi kom dog afsted fra resortet før kl. 9, hvilket også var nødvendigt. Selv uden stop ville dagens køretur tage 6 timer, og selvfølgelig skulle vi stoppe undervejs.

Første stop blev ved tankstationen i Denham, så vi ikke skulle bekymre os om benzin før bilen skal fyldes op inden aflevering. Ligesom forleden stoppede vi ved Eagle Bluff for at kigge efter dyr i vandet. Endnu en gang var der intet at se i det klare vand, men flot var det alligevel.

Udenfor Gladstone stoppede vi ved et mere pudsigt lookout med ’mindesmærker’ for flere afdøde – pyntet med havenisser, tøj og diverse tingeltangel, så det mest lignede en bunke affald. Lidt frokost fik vi på Wooramel Roadhouse, der lå cirka halvvejs på køreturen.

Ved byen Carnevon stoppede vi tre steder. Første stop var ved supermarkedet Woolworth, hvor vi blev imponeret over vægten til frugt og grønt. Med et indbygget kamera kunne den simpelthen selv identificere hvilke grøntsager, som man vejede. Vi købte både lidt grøntsager til de kommende dage, men fik også købt et par pakker Tim Tams. Vi har jo besluttet, at vi skal nå at smage alle vistnok ni varianter på denne ferie. Tim Tams er blevet vores indikator for, hvor dyrt eller billigt et supermarked, kiosk eller lignende er. Her var en pakke på tilbud til 4 dollars, mens vi har set dem op til 11 dollars for en pakke!

Næste stop i Carnavon var ved rum-museet. Vi nøjedes med at kigge på den udendørs del af udstillingen, der primært er ’ruiner’ af den tidligere NASA-sporingsstation, der har ligget i byen.

Sidste stop ved byen var ved en økologisk frugtplantage. Carnavon er kendt som Australiens frugtskål, da der langs floden ligger utallige grøntsags- og frugtplantager. Vi havde ikke lige brugt for f.eks. butternut squash, der åbenbart er i sæson lige nu, så vi købte blot et par ’is’: frossen banan og frossen mango med chokoladeovertræk. Vi kiggede på appelsintræerne og bananpalmerne, inden vi kørte videre.

Undervejs langs vejen er vi kørt forbi utallige advarselsskilte, der advarer om dyr på vejen – primært kænguruer, køer og får. Kænguruer, der er blevet kørt over, har vi set utallige af – og i dag kom vi også forbi tre geder, der umiddelbart alle var kørt ned samtidig. Eneste levende dyr, som har krydset vores vej i dag, var en sort kat. Godt, at vi ikke er overtroiske!

Endnu et roadhouse blev dagens sidste stop, inden vi kl. 17 endelig nåede frem til vores overnatningssted her i Ningaloo. Vi gik en tur i ’byen’ – hvis man kan kalde den det – inden vi delte et par pizzaer på et spisested ved vores resort. ’Resort’ er måske ikke det rette ord at bruge om vores overnatningsmuligheder. Siden hotellet i Perth har vi boet på steder, der omfatter hotelværelser, studiolejligheder med køkken, hytter i forskellige størrelser og mange campingpladser.

Endnu en gang har vi fået et værelse i en del af resortet, der åbenbart er et black spot, når det gælder Wi-Fi. Vi brugte derfor spisestedets Wi-Fi til at booke en udflugt til i morgen formiddag.

Potshot Hotel Resort, Exmouth, Western Australia, kl. 19, tirsdag den 16. juli 2024
Vi spiste morgenmad samme sted, som vi spiste aftensmad, og så alligevel ikke helt. Vi købte nemlig lidt hos bageren og satte os ved de udendørs borde ved caféen, som nu var lukket.

Efter at have tjekket ud og bekræftet mødestedet for vores sejltur, gik vi ned til stranden, hvor båden sejlede fra. Da vi så, at vi ikke kunne komme ombord uden at få våde fødder, gik vi tilbage til bilen for at skifte til badesko. I den lille båd med glasbund sejlede vi ud i Coral Bay over de forskellige koralrev. En del var ’dødt’ på grund af en cyklon tilbage i 2021, mens andre koralrev stadig havde lidt farve. Vi så en del fisk, og børnene ombord – inkl. Valdemar – fik også lov at fodre fiskene. Det var en rigtig hyggelig tur.

Fra Coral Bay til Exmouth var det kun godt 1½ times køretur – en dejlig forandring fra den seks timer lange køretur i går. Vi stoppede et par steder undervejs for at se nærmere på nogle af de mange store termitboer, der stod spredt ud over landskabet. Vi ankom til vores hotel i Exmouth kl. 12. Da vores værelse ikke var klart, gik vi en tur. Vi syntes, at hotellet lå lidt i udkanten af byen, hvilket undrede os. Da vi kiggede på et kort, fandt vi dog ud af, at byens centrum lå stort set lige bag hotellet. Vi havde bare gået i den forkerte retning.

Frokosten kunne nok mere betegnes som morgenmad eller brunch: granola bowl til Casper og spejlæg til Valdemar. Britt kastede sig over en bowl, der bl.a. indeholdt ’pink kraut’.

I går ankom vi så sent til resortet i Coral Bay, at vi ikke nåede en tur i poolen. Derfor var skuffelsen ekstra stor, da det viste sig, at vandet i begge pooler på dette hotel simpelthen var for koldt til at komme i. På dette resort var de i det mindste åbne om manglende Wi-Fi og havde gjort os opmærksomme på, at der nu var netværk omkring hovedpoolen og receptionen. Når nu poolen var for kold, kunne vi så sidde der og bruge Wi-Fi’en – troede vi. Intet problem med Britts telefon, men hverken Caspers mobil eller Valdemars tablet kunne komme på. Endnu en skuffelse. Vi har forberedt Valdemar på, at han måske først kan forvente ordentligt Wi-Fi på hotelværelset, når vi når til Sydney om mere end en uge.

I stedet for pool og skærmtid brugte vi den sene eftermiddag på en gåtur. Valdemar gad ikke gå så langt, men da vi endelig fandt stranden, havde han ingen problemer med at gå derud. Det blev derfor alligevel til en tur på 6 km.

Selvom vi til frokost havde kigget på menukortet på alle spisestederne ved byens centrum, gik vi alligevel forbi dem alle igen. Casper var ikke så sulten og valgte en børnemenu, Valdemar spiste noget, der vel kunne betegnes som en morgenmadsburger, og Britt spiste fiskekebab. Og så måtte vi selvfølgelig også smage en dybstegt Mars-bar! Den var stadig lun, da vi kom tilbage til vores værelse – og den var lækker!

Valdemar nyder, at han også her har sit eget værelse, og er smuttet ind til sig selv. Vi ser lidt fjernsyn for første gang i flere dage.

Potshot Hotel Resort, Exmouth, Western Australia, kl. 19, onsdag den 17. juli 2024
Det lokale bageri i Ross Street Mall bag vores hotel var der, hvor vi startede vores dag. Lidt morgenmad, inklusiv en marengsorm, og så tilbage til hotelreceptionen for at vente på vores afhentning.

Præcis klokken otte blev vi hentet af en lille bus, der skulle bringe os til dagens udflugt. På køreturen kom vi forbi den amerikanske militærbase, som er en af grundene til, at byen Exmouth er blevet så stor. Okay, stor er måske så meget sagt, men før militærbasen, der ligger strategisk i forhold til Stillehavet og Det Indiske Ocean, var der vist ikke meget by.

I en zodiac blev vi sejlet ud til den lidt større båd, som skulle være dagens base for snorkling. En humoristisk forklaring af sikkerheden, og så var vi klar til at sejle ud. Vi fandt våddragter og svømmefødder, der passede, samt maske og snorkel, og da båden kastede anker ved et koralrev, var vi klar til at komme i vandet. Valdemar var helt på lige indtil det blev vores tur til at hoppe i vandet. Selvom han er en dygtig svømmer, kan han ikke lide at svømme i havet sammen med fisk og andre dyr. Han gik derfor helt i baglås, og Casper og Valdemar blev derfor om bord.

Britt overvandt endnu en gang sit ubehag for at få hovedet under vand og snorklede sammen med de andre ud over revet. Heller ikke her var et farvestrålende koralrev, men farvestrålende fisk var der masser af. Selvom svømmeturen tilbage til båden mod strømmen var hård, var det alligevel en fed tur.

Efter den korte snorkeltur, der primært havde til formål at få testet udstyret (utætte masker eller for store svømmefødder) var det nu bare tid til at vente på hvalhajerne. Flere spotter-fly var i luften og cirklede rundt for at få øje på de store dyr. Imens kiggede vi efter pukkelhvaler.

Der gik ikke længe, før de første pukkelhvaler dukkede op. Vi spiste snacks, mens vi ventede på, at nogen fandt hvalhajerne – og vi spiste frokost, mens flyene stadig ledte efter dem. Hvalhajerne var bare ikke til at finde. Men pukkelhvalerne skuffede ikke! De dukkede op konstant – også helt tæt på båden. Selv ikke på en decideret whale watching har vi set så mange hvaler. Det var fantastisk! I flere timer var der kontant pukkelhvaler omkring båden.

Midt på eftermiddagen måtte vi desværre konstatere, at det ikke blev til en snorkeltur sammen med hvalhajer. De var simpelthen ikke til at finde for flyene, der ledte efter dem. På sejlturen tilbage i bølgerne nåede Casper grænsen for virkningen af søsygeplasteret bag øret. Han derfor halvt lå halvt sad med hovedet ud over rælingen just in case. Selvom han fik det rigtigt skidt, forurenede han dog heldigvis ikke havet.

Tilbage på land efter endnu en kort zodiac-tur var vi enige om, at det havde været en god tur trods de manglende hvalhajer. De mere end 20 pukkelhvaler, som vi så, havde reddet dagen. At flere havskildpadder også svømmede forbi os, var bare ekstra bonus.

Vi var lige forbi værelset for at læsse af, inden vi gik til shoppingcenteret. Vi havde set en isbiks i går, som vi gerne ville prøve. Vi nåede dertil et minut efter deres lukketid, men da der var andre kunder i butikken, nåede vi ind og fik købt noget lækkert is.

Efter mere end syv timer på havet var vi ikke lige i humør til at spise ude.  Vi sad derfor i stedet på vores terrasse og spiste kiks og ost igen igen sammen med lidt rester fra morgenmaden i dag og pizza fra forleden.

Atura Adelaide Airport, Adelaide, South Australia, kl. 23, torsdag den 18. juli 2024
Efter at have tjekket ud fra resortet, tog vi bilen til det lille shopping mall, hvor vi spiste morgenmad på en café. Lækker mad til os alle sammen, men Valdemars vaffelburger med æg, ost og bacon vandt for mest appetitlige udseende.

Vi startede med at køre til en nyere bydel lidt uden for centrum af Exmouth. Ved vandet var der bygget en række store, flotte villaer, de fleste med direkte adgang til kanaler mellem dem. Der var også mange ledige byggegrunde. Hos en ejendomsmægler havde vi set priser på mellem 400.000 og 900.000 AUD. I havnen lå en blanding af store private motorbåde, turbåde og rejefiskerbåde.

Vores udlejningsbil skulle jo afleveres med fuld tank, så vi fortsatte til en tankstation i et industrikvarter, der reklamerede med byens billigste benzin. Køen var dog lang, så vi valgte i stedet at køre tilbage til byen for at tanke på en af byens to andre tankstationer. På den første kunne vi og flere andre konstatere, at alle pumper var offline, så først på tredje tankstation fik vi benzin på.

Som vi igen kørte ud af byen, så vi i en mail, at vores flyafgang var blevet rykket en time og ti minutter, så vi nu havde endnu længere tid at slå ihjel. Udover et stop ved et mindesmærke for nogle – set med australske briller – vigtige operationer under 2. verdenskrig, blev der derfor også tid til en tur ind i Cape Range National Park, hvor vi fra forskellige udsigtspunkter havde en utrolig udsigt over George Knife Gorge.

Tre timer før planlagt flyafgang parkerede vi i Learmont-lufthavn, smed bilnøglen i Avis’ postkasse og fik tjekket ind. Som vi snart er vant til, virkede lufthavnens netværk ikke, så det var godt, at vi havde både almindelige spillekort og UNO-kort i håndbagagen.

I mailen lå endnu en ærgerlig besked – nemlig, at alle færger til Kangaroo Island i morgen er aflyst på grund af vejret. Det betyder, at vi desværre ikke kommer til Kangaroo Island som ellers planlagt. Vi fik aflyst vores overnatning på øen og i stedet booket en ekstra overnatning på lufthavnshotellet i Adelaide, så vi nu har tre overnatninger i træk der. Det må så blive vores udgangspunkt til naturområderne omkring Adelaide, hvor vi måske kan være så heldige at se en koala. At se koalaer var ellers et af vores primære formål med at tage til Kangaroo Island.

Først en knap to timer lang flyvetur til Perth. Næste fly var også lidt forsinket, så vi havde lige over en time i transit – nu med Wi-Fi! Faktisk var der også Wi-Fi på flyveturen fra Perth til Adelaide, så Valdemar fik endelig set lidt YouTube, hvilket han vist har savnet nogle dage. Britt startede på en dokumentarfilm om journalister, der dækkede krigen i Ukraine, men den var simpelthen for barsk! Så hellere lidt Facebook og nyheder hjemmefra.

Vi er nu tjekket ind på lufthavnshotellet og er smuttet i seng med det samme. Vi har lige mistet 1½ time, som er tidsforskellen mellem Western Australia og South Australia.

Atura Adelaide Airport, Adelaide, South Australia, kl. 20, fredag den 19. juli 2024
Klokken var ikke mange minutter over otte, førend vi stod klar ved Avis for at hente vores bil. Vi fik tre bilmærker at vælge mellem – og Valdemar, der fik lov at vælge – valgte en bil, som han aldrig har kørt i før. Så det blev en Subaru Forester – en stor, hvid SUV, som den forrige.

Vi benytter os af at være i en storby og valgte derfor McD til morgenmad. Og stod den ellers på koalajagt i en af de store nationalparker lige uden for centrum af Adelaide. Da vi i informationen fortalte, at vores mål var at se en koala, da nu vores tur til Kangaroo Island var aflyst, fortalte den lokale ranger os om en nærliggende wildlife park. Men nej, vi er ikke interesserede i at se en koala i en indhegning. Rangeren fortalte os, at koalaerne jo netop kunne bevæge sig frit, men at de bestemt var der. Spørgsmålet var bare, hvor gode vi var til at få øje på dem. Vi var i forvejen bagud på point, da koalaerne på grund af regnvejret nok havde gemt sig endnu mere.

Vi trodsede regnen og med blikkene konstant oppe i træerne, fulgte vi et par vandreruter i parken – og i modsætning til søløverne, pelikanerne og hvalhajerne tidligere på ferien, skuffede koalaerne os ikke. Det lykkedes os faktisk at spotte to koalaer. Da vi jo konstant gik og kiggede op, var vi lige ved ikke at få øje på en kænguru-flok, der sad på hver side af stien ganske få meter fra os.

To koalaer og utallige kænguruer ’rigere’, besluttede vi at finde en indendørsaktivitet, da regnen nu ikke længere blot var kraftig støvregn.

I det indbydende Adelaide Central Market kiggede vi på mad og købte lidt lækkert med hjem. Frokosten blev mexicansk tæt på markedet. Det regnede stadig, så vi kørte videre til Rundle Mall, hvor vi kiggede på butikker på gågaden (i læ under markiser og udhæng) og i de små butiksarkader, inden vi sidst på eftermiddagen tog tilbage til hotellet.

Det globale it-nedbrud, der har ramt verden over, har også ramt hotellet her, hvilket bl.a. kunne se ved lang kø i receptionen. Vi havde besluttet at spise i restauranten, men da ingen kasseapparater virkede, foregik bestillingen i baren ved siden af: håndskrevne bestillinger, der løbende blev båret til køkkenet.

Vores bestilling blev også lidt kaotisk. Kreditkort-betaling virkede heldigvis – endda lidt for godt. Kortterminalen fik nemlig i første omgang scannet kortet på medarbejderens mobil, som hun holdt i hånden, som betaling for vores mad. Da vi efterfølgende ved en fejl fik is i vores sodavand, fik samme medarbejder smadret et glas over beholderen med isterninger, så alt is måtte kasseres – og da vi endelig fik vores colaer, var automaten vist løbet tør, så vi fik lysebrune drinks uden smag. Det var endnu en ommer! Maden var til gengæld superlækker! Valdemar fik laks, mens vi begge valgte kængurusteak. Til Valdemar bad vi om, at der ikke kom sovs på laksen, og at den ikke blev lagt oven på tilbehøret. Om de troede, at Valdemar måske var allergisk, ved vi ikke, men da laksen kom, lå den på en tallerken for sig. På en anden tallerken lå grillede, grønne asparges, og på en tredje tallerken lå lækker mos med hvidløg. 

Atura Adelaide Airport, Adelaide, South Australia, kl. 19.45, lørdag den 20. juli 2024
Vejrudsigten i dag lignede også heldagsregn, så vi var forberedt på det værste, da vi efter endnu en fastfood-morgenmad (i dag Hungry Jack’s), kørte til Morialta Conservation Park i udkanten af Adelaide. Vi var derfor glade, da det var i tørvejr, at vi startede vores koalajagt på en af områdets kortere vandrestier.

Vi havde ikke gået langt, før vi så de to første koalaer, der sad og spiste i det samme træ – den ene dog ret langt oppe. Med en lille afstikker op i en klippehule, fortsatte vi ud af stien til en af parkens tre vandfald. Et sted på stien sad to kænguruer og spiste – totalt upåvirkede af os, der stoppede ved siden af dem. På turen frem og tilbage til vandfaldet lykkedes det os at få øje på fem koalaer i alt – de fleste sovende. Vi besluttede derfor ikke at give os i kast med en af parkens mere krævende vandreruter, for nu havde vi jo set det, som vi kom for, nemlig koalaer.

Vi kørte igen til parkeringshuset ved det lækre madmarked. På vejen kom en regnbyge så kraftig, at bilens vinduesvisker havde svært ved at følge med. Heldigvis stoppede regnen hurtigt igen, så i tørvejr gik vi gennem Chinatown til den store Victoria Square. Da vi var inde i St. Francis Xavier’s Cathedral, kunne vi pludselig høre regnen tromme på taget. Vi blev derfor lige nogle minutter længere i kirken, til regnen var stilnet af, inden vi fortsat. De næste timer gik vi rundt i centrum af Adelaide, inden vi kom tilbage til madmarkedet. Det var ikke lykkedes os at finde et sted at spise frokost, så i stedet købte vi lidt af hvert med hjem fra forskellige boder.

Selvom vi egentlig havde vores udlejningsbil til kl. 22, valgte vi at aflevere den allerede kl.14, da vi kom tilbage til hotellet. Eftermiddagen slappede vi derfor bare på værelset, inden vi først på aftenen gik ud igen.

I lufthavnen ligger et lille museum lavet til ære for flyet og mandskabet, der som de første nogensinde fløj fra London til Australien som del af en konkurrence. Dette skete tilbage i 1919/1920, så turen var med 24 stop undervejs. Flyet var udstillet. Vi læste om de fem andre fly, der deltog i konkurrencen, hvoraf kun et andet nåede frem til Australien, mens to andre styrtede, og mandskabet døde. Vi fik også svaret på, hvorfor Qantas hedder Qantas (Queensland And Northern Territory Aerial Services), noget, som Valdemar faktisk havde spurgt om forleden. Museet var i det hele taget et interessant besøg.

Aftensmaden blev sandwich fra Subway, som ligger på pladsen foran lufthavnen. Vi har nu spist vores sandwich og lækkerier fra markedet (Snickers-cannoli og jordbærroulade) og vil nu lægge os til at sove. Vækkeuret ringer kl. 3.30, for allerede kl. 6 afgår vores fly.

Desert Gardens Hotel, Yulara, Northern Territory, kl. 19.45, søndag den 21. juli 2024
Kvart over tre var vi alle tre oppe. Det sidste blev pakket, og før kl. 4 tjekkede vi ud af hotellet. Som et ægte lufthavnshotel var det slet ikke nødvendigt at gå udenfor, da hotellet ligger i direkte forlængelse af lufthavnsbygningen. Da check-in åbnede kl. 4 var vi derfor klar til at komme af med vores kufferter. Ligesom frugt- og grøntsagsvægten i supermarkedet, var vi lidt imponerede over bagage-drop med fuld automatisk scanning, som vi ikke har set før.

Selvom der var flere fly, der afgik kl. 6 som vores, var vi alligevel nogle af de første i lufthavnen. Vi gik lidt frem og tilbage i den stort set tomme lufthavn, kiggede på lukkede butikker og købte lidt morgenmad med fra McD til at spise i flyet.

Dagens første flyvning var blot på 1½ time til Sydney. Der var desværre ingen direkte fly fra Adelaide til Yulara, så efter blot godt en times transit i Sydney fløj vi ’tilbage’ til Yulara – godt 3 timers flyvning.

Mens vi ventede på, at vores bagage dukkede op på bagagebåndet, fik vi hentet nøglen til vores nye bil: en Toyota RAV4 Hybrid. Avis-medarbejderen advarede os om, at der tidligere på dagen havde været en større flok kameler tæt på vejen fra lufthavnen, og i lufthavnen hang advarsler om dingoer og vilde hunde.

Fra lufthavnen var blot 10 minutters kørsel til vores hotel. Mens vi ventede på, at vores værelse var klart, gik vi en tur rundt på det store resort, tjekkede spisestederne og supermarkedet. Da vi havde været forbi vores værelse, besluttede vi at køre til Kata Tjuta for at gå igennem Walpa-kløften – en utrolig smuk vandretur mellem et par af de 32 store klipper, som Kata Tjuta består af. På vejen tilbage stoppede vi ved både sunset og sunrise viewpoint, selvom der var lidt tid til solnedgang. Udsigten var flot, men kors, hvor var der mange fluer!!

Da vi jo godt kan lide at starte tidligt, kunne vi konstatere, at vi ville få et problem med morgenmad – medmindre vi ville spise i hotellets buffet. Steder, hvor vi kunne købe lidt bagværk til at tage med, åbner først kl. 7. Vi valgte derfor at købe wraps, skinke og ost samt yoghurt, frugt og grønt i supermarkedet, så vi har noget at tage med.

Vi spiste middag på en af hotellets restauranter. Britt fik kænguru-kebab!

Efter at have været alt for tidligt oppe, sidder vi nu i vores senge og ser det ikoniske program Border Security. Det varer nok ikke længe, før vi lægger os til at sove…

Desert Gardens Hotel, Yulara, Northern Territory, kl. 21, mandag den 22. juli 2024
Det bliver koldt i ørkenen om natten – og denne ørken er ingen undtagelse. Det var kun 3 grader, da vi lidt over seks i morges kørte ind i nationalparken for – sammen med måske 100 andre – at se solopgangen over Uluru fra den særlige udsigtsplatform. Valdemar var ved at dø af kedsomhed, og vi småfrøs alle en smule, da vi stod der og så stenen og himlen skifte farve, som solen stod op.

Lidt medbragt morgenmad spiste vi i bilen på parkeringspladsen ved Uluru, inden vi kl. 8 startede på Uluru Base Walk – vandreturen rundt om stenen. Selvom ruten var nem og flad, fik vi heldigvis hurtigt varmen. Vi gik også i et raskt tempo som altid, om end Britt ret ofte stoppede for at tage billeder af den fascinerende sten. Britt var derfor også ret udfordret, da vi kom til den del af stenen, der af aboriginerne betragtes som meget hellig, og hvor fotografering derfor er forbudt. Forhåbentlig krænkede vi ikke nogle, da vi alligevel tog nogle enkelte billeder, når inden så det. Selvom andre også var på ruten – enten på gåben som os eller på cykel eller segway – oplevede vi ofte, at vi gik alene. Med et par afstikkere fra ruten for at se et vigtigt vandhul og en kløft, blev turen i alt på godt 11 km. En fed tur! Utroligt, at en sten kan være så fascinerende! Heldigvis var antallet af fluer meget begrænset.

Eftersom vi ikke fik set flokken af vilde kameler på køreturen fra lufthavnen i går, kørte vi forbi kamelfarmen på vej tilbage til hotellet. Der var et lille museum om de australske kamelers historie som arbejdsdyr, og så var der selvfølgelig mulighed for en tur på kamelryg. Nej, vi var ikke ude at ride på kameler, men nøjedes med at kigge på kamelerne, der ikke var ude på tur. Nogle geder, en ko og en kænguru gik også i indhegninger på farmen.

Tilbage på hotellet spiste vi frokost i en af restauranterne. Betjeningen var noget sløv, men maden smagte godt, da vi endelig fik den. Flere af medarbejderne var ifølge teksten på deres T-shirts med i et særligt træningsprogram, så de var måske undskyldt den ikke helt så professionelle betjening.

Eftermiddag tog vi et par timer på værelset – dog først efter lige at have besteget et lille udsigtspunkt her ved hotellet.

I supermarkedet købte vi en pakke vaffelis, som vi delte. En pakke med fire is koster stort set det samme som en enkelt is, hvis man køber dem i løssalg, så heldigvis kunne vi godt blive enige om smag. Og det var heller ikke et problem at dele den ekstra is.

Til aften skulle vi på udflugt – Field of Light. I bus blev vi kørt til en lille høj, hvorfra vi kunne se solnedgangen over Uluru, imens vi fik serveret lækre kanapéer og noget at drikke. Okay, det var vist kun Britt, der syntes, at kanapéerne var lækre, så Britt fik rigelig at spise. Da solen var gået ned, begyndte ikke mindre end 50.000 solopladte LED-lyskugler at lyse på jorden foran os. Da det var blevet næsten helt mørkt, fik vi lov at gå ned gennem området med lamperne. Ikke særligt naturligt, men virkelig smukt! Installationen er skabt af den britiske kunstner Bruce Munro og er umiddelbart en af de største af sin slags i verden. Mens vi gik rundt blandt lysene, stod månen op – den flottere fuldmåne!

I morgen går turen videre til feriens sidste stop, Sydney. Vi satser dog på, at vi lige kan nå en lille vandretur i morgen inden flyafgang midt på eftermiddagen.

Pullman Quay Grand Sydney Harbour, Sydney, New South Wales, kl. 20.45, tirsdag den 23. juli 2024
Ingen solopgang til os i dag, så vi sov helt til kl. 7, hvilket er ved at være sent for os på denne ferie. Med nogle hjemmelavede wraps i tasken, tjekkede vi ud af hotellet og kørte mod Kata Tjuta før kl. 8.

Vi havde besluttet at gå en del af vandreturen Valley of the Winds ved Kata Tjuta. Den fulde rute var klassificeret som ’difficult’, så den ville vi ikke vove os ud på. Det tog os dog ikke lang tid at gå det første stykke af ruten, så vi fortsatte lidt længere. Umiddelbart virkede det ikke så teknisk svært, men tiden gjorde, at vi alligevel ikke begav os ud på hele rundstrækningen. Valdemar var ellers godt tilfreds med en mere udfordrende vandretur, der krævede lidt klatring til modsætning til Uluru Base Walk i går. Men vi skulle jo også nå et fly.

Med en kort vandretur havde vi lidt tid til overs. Vi kørte derfor lige forbi resortet for at komme til den del af Yulara, hvor de lokale bor. Vi gik en kort tur bl.a. forbi skolen.

Vi kom i god tid i lufthavnen og tjekkede ind som de første. Dette var vores eneste flyvning med lavprisselskabet Jetstar. I flyet kunne vi konstatere, at selv en sodavand kostede penge – troede vi. Da serveringsvognen kom til os, fik vi nemlig at vide, at der i vores billet var inkluderet voucher på 15 dollars pr. person – sandsynligvis, fordi billetten er købt sammen med en international billet. Vi endte derfor med både mad og drikkevarer samt snacks og slik. Men ellers var det et lowbudget-fly: mindre benplads, ingen skærme og betaling selv for at bruge deres entertainment system på egen enhed. Flyvetiden på kun 2 timer og 3 kvarter var dog et plus, da samme flyvetur tog ½ time længere forleden med Qantas.

Da vi ankom til Sydney, fik vi hurtigt vores kufferter, og det var heller ikke noget problem at tjekke ind til toget med vores betalingskort på telefonen. Vores hotel lå få minutters gang fra Circular Quay Station – supercentralt! Ved tjek ind lod vi os ’overtale’ til at betale for en opgradering til et nyrenoveret værelse. Vi havde i forvejen betalt for havneudsigt, og fik nu et værelse på 9. sal. Kæmpe værelse med fuldt køkken, stue, soveværelse og badeværelse med jacuzzi – og så selvfølgelig panoramavinduer og terrasse med det mest fantastiske udsigt over Circular Quay og Sydney Harbour Bridge fra både stuen og soveværelset. En skøn måde at slutte ferien!

Før og efter aftensmad på den lokale McD gik vi en tur langs vandet og nød stemningen og området. Selvfølgelig var vi lige forbi Operahuset, der ligger tæt på vores hotel.

Selvom stuens sofa er blevet redt op til en dobbeltseng til Valdemar, kan vi stadig sidde i lækre lænestole og nyde udsigten over den livlige havn, hvor der selv her om aftenen sejler utallige havnebusser frem og tilbage konstant. Vi kunne ikke have valgt et hotel med bedre beliggenhed!

Pullman Quay Grand Sydney Harbour, Sydney, New South Wales, kl. 20.30, onsdag den 24. juli 2024
Ingen planer her til morgen – og så vågnede Valdemar kl. 6. Okay, Britt var allerede vågen.

Siden den store morgenmadsbuffet i Perth, har vi drømt om morgenmaden her i Sydney. Derfor var skuffelsen stor, da vi i morges konstaterede, at det ikke var buffet, men a la carte. Selvom der var masser af lækre ting på menukortet, var det ligesom ikke det samme som en buffet med egg station. Men Valdemar fik spejlæg med bacon og var tilfreds.

Selvom det er vinter, kan man godt tage på stranden – i hvert fald, hvis stranden hedder Bondi Beach. Vi tog bussen til Bondi Beach og gik en tur. Vi gik langs klipperne og forbi den berømte Bondi Iceberg-swimming pool, hvor bølgerne slog ind over den yderste bane. Valdemar ville gerne prøve at svømme der.

Selvfølgelig gik vi også en tur på stranden, hvor op til 50 surfere lå og ventede på en bølge. Da vi også havde gået en tur mellem husene med udsigt til vandet, tog vi bussen tilbage til centrum. Vi stod af ved Hyde Park, gik igennem den smukke Victoria Building og så videre til Royal Botanisk Garden. Vi vidste ikke lige, hvor det helt præcist var, at vi blev viet for 20 år siden, men vi kom da forbi et par af de steder, hvor vi fik taget bryllupsbilleder. Valdemar hjalp os med at lave en ny version af bryllupsbillederne.

Vi fulgte vandet og gik forbi Operahuset. Frokost spiste vi på en restaurant, der faktisk lå under vores hotel. Når nu vi var ved vores hotel, var vi lige oppe og vende på værelset for at lægge jakker/trøjer, som vi ikke længere havde brug for. Derfra gik vi videre til The Rocks og fandt stedet, hvorfra vi i morgen skal på bridge climb.

Da vi nærmede os hotellet, købte Valdemar og Britt en is hver, som blev spist på vores terrasse i solen. Det var varmt! Selvfølgelig skulle vi også en tur i hotellets pool på 2. sal. Både fra poolen og jacuzzien var der udsigt til Circular Quay og færgerne.

Vi har også jacuzzi på værelset, men da vi endelig havde fået fyldt vand i den, kunne Valdemar desværre konstatere, at den ikke virkede. Den brummede bare, men der kom ingen bobler. Det blev derfor bare et kort karbad for Valdemars vedkommende.

Vi har så mange muligheder tæt på vores hotel, så heller ikke til aftensmaden bevægede vi os særligt langt. Det hed Winghaüs of Bavarian, men der var ikke meget tysk over steder, hvis specialitet var hot wings. Øllene var australske, men havde en størrelse, der matcher en tysk biergarten. ½ liter var den mindste fadøl.

Valdemar overvejede kraftigt endnu en is efter aftensmaden, da vi er omringet af lækre issteder, men kunne alligevel ikke rumme det. I en bottle shop købte vi en øl og en melon-lemonade – og selvfølgelig kom øllen i en brun papirspose. Med fantastisk udsigt over havnefronten, hvor der konstant er flere færger på vej ud og ind, sad vi i mørket på terrassen og delte øllen. Vi har på intet tidspunkt fortrudt, at vi brugte lidt ekstra på et hotel med udsigt til havnen.

Pullman Quay Grand Sydney Harbour, Sydney, New South Wales, kl. 21.15, torsdag den 25. juli 2024
Pandekager med banan og bacon – så er a la carte-morgenmaden endeligt godkendt. Selvom dagens første aktivitet først var kl. 10, og vi derfor trak morgenmaden lidt, var vi alligevel på gaden før kl. 9.

Vi gik en tur igennem The Rocks og nød udsigten fra parken omkring Sydney Observatory – ligesom H.C. Andersen. Ja, der er en buste af H.C. Andersen her i Sydney, selvom han vist umiddelbart ikke har nogen tilknytning hertil. Frederik & Mary var med til at indvie busten i sin tid.

Apropos Mary, så var hun også nævnt ved dagens næste stop: Sydney Harbour Bridge Climb. Vi kiggede i souvenirbutikken og så billeder af de mange kendte, der også har besteget Sydney Harbour Bridge – f.eks. Bill Gates. Ingen billeder af Mary, men hun havde fået en stjerne på gulvet.

Alkoholtest og en masse anden sikkerhed er obligatorisk, førend nogen bliver lukket ud på Sydney Harbour Bridge Climb. Kedeldragter, hvor selv briller og kasket blev fastgjort til – og selv blev vi også fastgjort til en wire på broen. Inden havde vi øvet, hvordan man bevæger sig op og ned af broens stiger.

Turen på broen startede da også med at kravle op af flere stiger med direkte udsigt ned på begge sider. Valdemar var noget bleg om næbet, da vi endelig kom op, men han gav ikke op og godt for det! Selve turen op og over broen var fed, selvom lidt mindre vind på toppen var ønskværdigt. Vi ved ikke, om broen virkelig svajede i vinden, men det føltes sådan. Fantastisk udsigt over byen på begge sider!

Turen ned af stigerne var næsten værre end opstigningen, for nu kom flere tog forbi på broen lige ved siden af, så det rystede i broen! Både Britt og Valdemars ben dirrede, da vi efter to timer på broen endelig var nede igen. Men vi følte os seje!! Efter sådan en bedrift, havde vi fortjent pandekager til frokost på Pancakes on the Rocks tæt ved.

Fra The Rocks fortsatte vi med sporvognen til Paddys Market, hvor en stor del dog var lukket på grund af renovering. Men som vi husker fra vores besøg for 20 år siden, var det alligevel muligt at købe souvenirs som magneter til væsentlig færre penge end andre steder. Der var dog også meget Kina-skrammel imellem. Fra kinesiske kopivarer (selvom Fjällräven-taskerne til 130 kr. faktisk så ret ægte ud) til Chinatown. Vi kom også igennem gaden, Angel Place, hvor der over vores hoveder hang måske hundrede tomme fuglebure, mens vi kunne høre lyden af fuglekvidder. Installationen er til minde om, at der faktisk engang levede mere end 50 forskellige fuglearter netop her, hvor Sydneys CBD ligger i dag – arter, hvis navne var nedfældet i skilte i asfalten på vejen.

Med et smut ind i flere supermarkeder gik vi tilbage til hotellet. Nu har vi fået købt flere pakker Tim Tams til at tage med hjem. Vi overvejer kraftigt at købe en ekstra kuffert, da vi efterhånden var fået købt en del – primært slik og Prime.

Klokken blev halv seks, før vi endelig nåede i poolen. Aftensmaden havde vi heldigvis styr på. Valdemar og Britt var nemlig gået amok i en sushi-biks: ”En af dem, en af dem og en af dem…” Vi spiste vores aftensmad på terrassen. Æggebæger fungerer fint som soja-skåle. Vi bliver ikke trætte af at følge med i færgerne, der sejler frem og tilbage.

Vi var lige en tur på gaden igen efter aftensmaden – primært for at købe is. Skuffelsen var stor hos Valdemar, da Baskin & Robbins ikke havde Nerds som topping, som vist på skiltet. Det var faktisk den primære grund til, at Valdemar gerne ville have en is derfra. Casper tænkte dog hurtigt, og i kiosken lige inde ved siden af, købte vi en pakke Nerds, og tilbage på vores terrasse kunne Valdemar så selv putte topping på sin is.

Pullman Quay Grand Sydney Harbour, Sydney, New South Wales, kl. 21.15, fredag den 26. juli 2024
Her på feriens sidste hele dag i Sydney havde vi faktisk ingen planer udover en tur med en af havnebusserne. I morgen har vi en frokostbooking i Sydney Tower og med øje på vejrudsigten (regn!), overvejede vi kraftigt at se, om vi kunne rykke bookingen til i dag. Til sidst faldt valget dog på en tur i Taronga Zoo, som ifølge ChatpGPT var en af 10 must-see-steder i Sydney.

Turen til Taronga Zoo foregår med færge fra Circular Quay. Da der var lidt tid til zoo’en åbnede, valgte vi dog først at tage en tur med en af de andre havnebusser. Det blev en lille hyggelig tur til Neutral Bay med flere stop undervejs. Færgen til Taronga Zoo sejlede fra samme kaj, så turen til Neutral Bay var en gratis omgang på ’rejsekortet’. Her i Sydney kan man bruge kreditkort og telefon som rejsekort – så nemt bare at tappe on og off. Okay, ved ikke at få et Opal Card, betaler vi voksenpris for Valdemar, men det overlever vi nok.

At finde rundt i Taronga Zoo var ikke helt nemt – heller ikke med et kort. Vi endte derfor med at gå en del frem og tilbage for at få set det hele. Valdemar var mest interesseret i at se echidnaerne og quakkaerne, og så selvfølgelig de røde pandaer, der altid er et hit. De havde to echidnaer, men lidt skuffende kun en enkelt quakka – eller vi kunne i hvert fald kun se en enkelt, der sad og sov halv gemt under en busk.

Maden i cafeteriaet var både dyr og tarvelig, så vi delte i stedet den halve pakke Tim Tams, som vi havde med, inden vi fortsatte rundt i parken. Vi kunne komme ret tæt på mange koalaer, men selv Valdemar syntes, at der ikke var lige så fedt som at se de vilde koalaer i træerne ved Adelaide. Kun i en zoo kan man ordentlig se et næbdyr udfolde sig, og det var en oplevelse. Den søde trækænguru så vi kun, da en dyrepasser var rundt i anlægget for at finde den og få den ind. Han fortalte, at den havde tandproblemer, så den skulle spise indenfor, ellers ville fugle nå at spise dens aftensmad før den selv. Pygmæ-flodhestens unge var virkelig nuttet!

Da vi var på vej mod udgangen, hørte vi en alarm efterfulgt af en stemme, der sagde Emergency! Evacuate now! Alarmen blev gentaget flere gange, men da ingen så ud til at tage notits af den, gjorde vi heller ikke. For et par år siden undslap fem løver i parken, så vi tænkte, om det var noget i den retning…?

Alene parkens beliggenhed er et kapitel for sig. Flere steder i parken er der den smukkeste udsigt over Sydney. Mon giraffer og zebraer sætter pris på deres boligs 1. klasses udsigt?

Da vi jo ikke havde fået frokost, valgte vi at spise tidlig aftensmad. Fra færgen gik vi derfor direkte til en restaurant, som vi havde nøje udvalgt til vores sidste aftensmad i byen. Der var vi sikre på, at der var kænguru-steak på menuen + noget Valdemar også kunne lide. Restauranten lå ved Cockle Bay Wharf, så vi fik set en ny del af Sydney.

Også i dag skulle der være tid til en tur i poolen, da vi kom tilbage til hotellet først på aftenen. Pool + jacuzzi og så tilbage på værelset. Vi gik en tur langs vandet forbi Operahuset og trods en stor, sen frokost eller tidlig aftensmad, endte vi alligevel med at tage lidt mad med op efter gåturen. Så skønt at sidde på terrassen!

I morgen er det tid til at tjekke ud…

Dubai International Airport, Dubai, UAE, kl. 7.00, søndag den 28. juli 2024
Det var en lidt anden udsigt, som vi vågnede op til i morges. Udover, at det var gråvejr og regnede, havde et cruiseskib lagt til i løbet af morgenen og dækkede for udsigten til The Rocks. Selvom det kun var et cruiseskib af middelstørrelse, fyldte det godt! Vi er glade for, at der ikke har været så store skibe i havnen de andre dage.

Vores planer var afstemt med vejret. Efter morgenmaden tog vi nemlig en sidste tur i poolen og i jacuzzien, mens vi kunne se folk skynde sig afsted i den silende regn udenfor. Tilbage på værelset, et bad, det sidste i taskerne – og lidt i tolv tjekkede vi ud fra hotellet. Perfekt timet, for på det tidspunkt var det netop holdt op med at regne.

På vores tur mod Sydney Tower gik vi igennem botanisk have og var også et smut inde på State Library of New South Wales. Vi kiggede ind i den imponerende læsesal, hvor der var godt fyldt – og i kælderen besøgte vi en fotoudstilling. ‘Besøgte’ er måske lidt overdrevet. Valdemar og Casper er ikke lige så interesserede i fotos som Britt, så vi hastede nok nærmere udstillingen igennem.

Vi havde ikke de store problemer med at finde Sydney Tower, så før kl. 13 sad vi ved vores bord ved vinduet, hvorfra vi kunne se byen passere forbi under os. Selvom det stadig var lidt gråt i vejret, var udsigten imponerende. Den store frokostbuffet bød ikke på så meget til Casper og Valdemar, men det gjorde dessert- og ostebuffetten! En mindre diskussion med en medarbejder om, hvor lang tid vi havde bordet, var det eneste negative ved vores besøg. Vi var stædige, og da vi viste vores kvittering som bevis for vores ankomsttidspunkt, opgav hun, selvom hun forinden lige havde konsulteret sin manager.

Et opalmuseum med gratis adgang fik vi også besøgt. Det var nok mere en opalbutik med en permanent udstilling af opal-fossiler, men der var heldigvis ingen ivrige sælgere.

I The Rocks så vi, at der var et stort marked med boder med både mad og kunsthåndværk. Vi var det hele rundt og endte med at købe et maleri med hjem til samlingen af feriemalerier. Valdemar købte også et lille maleri. Vi havde ellers overvejet at købe et maleri med et af de originale aboriginer-motiver, men da vi allerede har tre af sådanne ’prik-malerier’ fra vores første tur til Australien, blev det nu et mere moderne motiv af byen.

Vi havde i formiddags googlet cruiseskibet og set, at det skulle sejle kl. 16. Så der stod vi – sammen med mange andre – klar på kajen til at se det sejle ud på et 3-dages disco glam-cruise. Vi kunne høre, at der allerede var gang i festen og musikken ombord, da skibet forlod Circular Quay.

Vi havde også googlet, at der kl. 17.39 skulle være ’lysshow’ på Operahuset, og planen var at se det fra togperronen som det sidste, inden vi tog toget til lufthavnen. Desværre var der togproblemer, så perronen var lukket, og togturen bød på forsinkelser og togskift undervejs. Vi prioriterede at se lysshowet og satte os derfor på en bænk overfor Operahuset. Men øv, der kom intet lysshow – heller ikke kl. 18, som også stod i Operahusets hjemmeside. Uden at have set lysshow tog vi derfor en taxi til lufthavnen.

Vi har virkelig nydt Sydney, så vi var lidt triste, da vi tog afsked med byen. Det blev ikke et Farvel, men et På gensyn. Selv Valdemar har tabt sit hjerte til Sydney. Mon ikke det lækre hotel med den fede beliggenhed har været bevirkende årsag?

Det gik glat med check-in og sikkerhedskontrol, så vi havde tid til lidt at spise i lufthavnen inden afgang. Vi gruede for den mere end 14 timer lange flyvetur, men vi overlevede.

Valdemar spiser bare ikke flymad og fik derfor kun lidt frugt på den lange flyvetur, så da vi ankom her til Dubai, var han lidt sulten. Og i en lufthavn er klokken jo sat lidt ud af spil, så selvom det var før kl. 6 om morgenen lokaltid, var det jo frokosttid i Sydney. Og med en Five Guys i lufthavnen skulle Valdemar naturligvis have en burger – og så to shakes til deling.

Her ved gaten har vi netop overværet en dansk families desperate søgen efter teenagesønnens pas. Han måtte have glemt det i flyet, som de netop var steget af. Det lykkedes faktisk en lufthavnsmedarbejder at finde et glemt pas, men det viste sig desværre at være spansk, og dermed ikke det rigtige. Hvornår søn og far kommer hjem, ved vi ikke, men mor og to mindre drenge må umiddelbart tage flyet hjem til København alene. Uden pas eller andet officielt ID er der ikke adgang til flyet, selvom de jo allerede er blevet tjekket af Emirates ved adgang til forrige fly.

Forude venter os nu de sidste godt seks timers flyvning her fra Dubai til København.