Dagbog – Ecuador & Galapagos

Hotel Cultura, Quito, kl. 23.45, lørdag den 28. juni 2008
Så startede vores ferie endelig! Vi nåede lige at spise lidt brunch i lufthavnen, inden dagens første flyvetur – ca. 9½ time til Atlanta. Den lange flyvetur føltes faktisk slet ikke så lang – nok fordi vi havde rigelig med underholdning i form af diverse film, komedie-serier og endda ’inflight’ poker, som Casper selvfølgelig lige skulle prøve.

Vi havde godt to timer i Atlanta, hvor vi lige shoppede lidt. De havde det helt rigtige make up-mærke til under halv pris! Fra Atlanta til Quito var en flyvetur på kun ca. 4½ time, men det føltes til gengæld som 9½ time! Underholdningen bestod af film på fælles skærm og selvfølgelig en film, som vi selv havde valgt at se på den anden flyvning. Turen var samtidig lidt turbulent, og vi var trætte, så selvom vi brugte lidt tid på at sove, sneglede tiden sig af sted.

Vel ankommet i Quito blev vi mødt af en enorm kø til immigrationsmyndighederne, så det tog ca. en time, før vi var ude af lufthavnen. Der ventede heldigvis guide og chauffør, så turen til hotellet her foregik hurtigt og smertefrit.

Yoghurt-hotellet, som vi har døbt det, er utroligt hyggeligt! Det er meget specielt, men virkelig charmerende. Men da vækkeuret ringer om godt 5½ time, vil vi nu bare ligge os til at sove. Det er trods alt mere end 24 timer siden, at vi stod op.

M/V Eric, Galapagos, kl. 21.30, søndag den 29. juni 2008
Som om de i alt 14 timers flyvning i går ikke var nok, skulle vi ud og flyve mere i dag. Vi stod tidligt op, blev hentet på hotellet og kørt til Quitos indenrigslufthavn, hvorfra vores fly til Galapagos afgik. Efter ca. tre timer, og med en mellemlanding i havnebyen, Guayaquil, landede vi på Galapagos – nærmere betegnet øen, San Cristóbel. Især flyvningen fra Quito til Guayaquil var flot – det meste af tiden kunne vi nemlig se den sneklædte top af vulkanen Cotopaxi stikke op mellem skyerne.

På San Cristóbel blev vi med det samme kørt til båden sammen med de 18 andre passager, som vi skal tilbringe de næste otte dage sammen med. Heldigvis er der et jævnaldrende amerikansk par (Matt & Jill) ombord – udover dem, så ligner dette mere et senior-cruise. Det skal bemærkes, at der er tale om ret aktive seniorer. Som eksempel kan nævnes et par, der mindst må være i 70’erne, der er aktive dykkere!

Da vi ankom til havnen, så vi de første dyr: søløver lå dovent og solede sig på sten og på trappen til bådebroen. I to mindre gummibåde blev vi fragtet ud til båden Eric. Fra gummibåden så vi flere søløver – denne gang nogle, der ligesom flere pelikaner, havde indtaget nogle tomme fiskerbåde, der lå for anker.

Efter emergency drill, frokost på båden og uddeling af snorkeludstyr og våddragt, var det tid til den første udflugt. Igen i gummibådene sejlede vi til en lille strand, hvorfra vi badede og snorklede sammen med flere nysgerrige søløver. I vandet fik vi set nogle store farvestrålende fisk, inden vi igen sejlede tilbage til båden, hvor tjeneren, Hugo, ventede med snacks. Inden aftensmaden stod den på ren afslapning, mens vi blandt andet sejlede rundt om den fantastiske klippe, Kicker Rock.

Før maden fik vi præsenteret bådens 11 mands store besætning (rimelig mange på et skib med kun 20 passagerer!), og vi fik sammen med to gamle damer æren af at være de første udvalgte til at spise ved kaptajnens bord, hvor han underholdt med historier fra sin tid som kaptajn på store militærmarinefartøjer. Vi er stadig i søvnunderskud, så straks efter guidens orientering om morgendagens aktiviteter, begav vi os til køjs. Her kan vi så blive vugget i søvn alt imens, at vi på et eller andet tidspunkt under nattens sejlads krydser ækvator.

M/V Eric, Galapagos, kl. 21.00, mandag den 30. juni 2008
Tidligt i morges lagde båden til i Darwin Bay ved øen, Genovesa. Genovesa er ligesom de andre øer opstået af vulkaner, og Darwin Bay er faktisk et oversvømmet vulkankrater, så bugten er helt rund. Øen kaldes også fugleøen, og hvorfor fandt vi ud af på dagens første udflugt. I gummibådene sejlede vi ind til en strand, hvor vi havde en wet landing, hvilket betyder, at vi blev sat af i vandet og så gik i vandet det sidste stykke ind til land.

Ligesom på stranden i går lå der også her søløver og slappede af – totalt upåvirkede af os turister. Fuglene på øen var også helt ligeglade med os. Vi havde godt nok læst, at dyrene her på Galapagos for de flestes vedkommende ikke har nogen naturlige fjender og derfor heller ikke har udviklet et frygtinstinkt. Alligevel var det underligt at se, at de store fugle på ingen måde var påvirkede af, at vi gik lige forbi dem. Ja, på et tidspunkt fik Britt endda en vinge i hovedet af en stor fregatfugl, der fløj forbi.

Der var simpelthen fugle overalt, og faktisk fik vi i løbet af dagen set alle de fugle, som vi havde håbet at se her på Galapagos. Blandt andet fregatfuglene med deres røde oppustede halse og de rødfodede suler. På engelsk hedder de boobies. Det er næsten for sødt til at oversætte til suler. De store fugle flyver flot, men deres landinger ser lidt halsbrækkende ud. En booby landede lige ved siden af os og med den crash landing på hovedet og maven, var vi overraskede over, at den så forholdsvis upåvirket ud bagefter.

Udover fugle fik vi på den korte gåtur også set nogle enkelt små havleguaner samt de meget farvestrålende Sally Lightfoot krabber. Efter gåturen var der tid til en snorkeltur ved stranden, inden vi sejlede tilbage til båden. Ombord på båden ventede vores tjener Hugo igen med kolde drikke og snacks.

Efter frokost sejlede vi til et andet sted på øen, Prince Philips Steps, hvor vi igen kunne beundre det fantastiske fugleliv. Vi fik set et lille ugle, ligesom et par af de enorme albatrosser svævede over vores hoveder. Derudover så vi fra gummibåden pelssæler, som egentlig er langhårede søløver.

Tilbage på båden fik Britt en sludder med en af bådens alders præsidenter. Han er faktisk 80 og hans kone 82. Udover at være aktive dykkere, har de begge også været bjergbestigere, og her taler vi altså Kilimanjaro og lignende tinder! Et imponerede, livsbekræftende ægtepar! Derefter slog vi tiden ihjel med at se en BBC-film om Galapagos, hvorefter vi tog en lur i kahytten. Det blev dog en varm lur, da airconditionen i vores kahyt var gået i stå.

Kl. 19 var der briefing om morgendagens aktiviteter inden aftensmaden. Inden maden måtte Casper dog overgive sig til sandsynligvis søsyge og vendte tilbage til kahytten, hvor airconditionen i mellemtiden var blevet fikset. Britt måtte derfor indtage aftensmaden alene sammen med Matt, hvis kone også var blevet slået ud af søsyge. Vi håber på en lidt mere rolig nat, så vi ikke begge bliver helt slået ud af søsyge – trods indtagelse af søsygetabletter.

M/V Eric, Galapagos, kl. 21.15, tirsdag den 1. juli 2008
Vi havde fået at vide, at vi kunne være heldige at se hvaler tidligt i morges, så inden morgenmaden sad vi lidt på soldækket og spejdede forgæves ud over havet. Vores aircondition var gået i stå igen i løbet af natten, så det var næsten for varmt til at sove længere.

Dagens første stop var Punta Espinoza på øen, Fernandina. Vores guide havde sagt, at vi skulle passe på ikke at træde på havleguanerne. Og den advarsel var ingen joke! Efter blot at have gået få meter på den sorte lava, dukkede hundrede af havleguaner op foran os. De lå og solede sig og faldt helt i med den sorte bund. Derfor opdagede vi dem først, da vi var helt tæt på dem. Og vi taler altså om dyr på op til en meter i længden! De flyttede sig ikke for os, men lå blot helt rolige.

På Fernandina fik vi også set de store havskildpadder (op til en meter). Allerede fra båden under morgenmaden havde vi set flere stikke hovedet op af vandet, og på øen fik vi set en på land. Den var blevet fanget af tidevandet og lå nu et sted, hvor den ikke kunne komme tilbage i vandet igen før højvande. Igen så vi flere af dem i vandet, og en stor unge (omkring 25 år gammel) fik bevæget sig helt tæt på os. Derudover så vi også flere af de skønne, men larmende søløver, ligesom vi i vandet blandt andet så enkelte pingviner samt en pelikans fantastiske dyk i vandet efter fisk.

Efter frokost var det tid til feriens første rigtige vandretur – de andre ture har kun været korte gåture. Men nu gjaldt det en af vulkantoppene på øen, San Isabela – nemlig vulkanen, Darwin, ved Tagus Cove. Det var godt varmt, men vi nåede toppen, hvorfra vi havde en god udsigt over San Isabela, der er den største ø i Galapagos-øgruppen.

I stedet for at sejle direkte tilbage til Eric, tog vi i gummibåden på jagt efter pingviner på klippesiderne (som jo egentlig er størknet lava). Og heldet var med os. Vi så mange pingviner, pelssæler, havleguaner, blåfodede suler og flere havskildpadder. Vi så endda en hejre, der havde fanget en baby-havleguan og nu med stor kamp prøvede at slå den ihjel, så den kunne sluge den. Lige til National Geographic!

Aftensmaden indtog vi i dag sammen med et af bådens amerikanske par, som vi ikke har siddet sammen med tidligere. Vi har vist nu spist sammen med de fleste, så nu kender vi snart alle.

M/V Eric, Galapagos, kl. 22.15, onsdag den 2. juli 2008
Med udstyr til både vandretur og snorkeltur gik vi i gummibådene tidligt i morges og blev sejlet til Puerto Egas på øen, Santiago. Der blev vi sat af på stranden med det sorte sand bestående af knust lava. Temperaturen var højere end de tidligere dage, men så var det til gengæld skyet, hvilket kun var rart.

Øen er en af de få, der tidligere har været beboet, da der har været en saltmine på øen. Rester af huset, hvor arbejderne boede, ses stadig. Mens vi gik, fortalte vores guide blandt andet om det store projekt med at udrydde de mange geder, som mere eller mindre havde overtaget øen efter at være blevet bragt dertil i forbindelse med minearbejdet. Nationalparken har brugt millioner på projektet med at skyde gederne, der ødelagde det for de oprindelige dyrearter som eksempelvis landleguanerne.

Mens vi gik på den tørrede lava langs vandet, så vi igen flere havleguaner – denne gang også nogle i en mere rød-brun variant. Også pelssæler så vi; blandt andet også små unger på blot 2 – 3 uger. Efter den lille vandretur fik vi igen tid til at snorkle fra stranden, og udstyret med våddragt begav vi os ud på lidt dybere vand. Britt fik et mindre chok, da en søløve svømmede forbi tæt på dykkermasken. Vi fik set mange farvestrålende fisk – også nogle sorte, som efter sigende skulle være babyhajer.

Frokosten tilbage på Eric var i dag helt igennem ecuadoriansk. Det smagte utroligt godt! Efter frokost var båden nået til Sombrero Chino, og tæt derved fik vi fra bådens soldæk mulighed for at se flamingoer. Vi blev dog lidt skuffede over kun at se syv flamingoer i alt i søen, men til gengæld var søen, og den vulkan, som den var en del af, et flot syn.

Sen eftermiddag var vi blevet lidt mere modige på det med at snokle, så vi tog med på en deep water-snorkeltur. I stedet for at snorkle fra stranden, sprang vi i fra gummibåden på dybere vand. Vi svømmede dog stadig langs klipperne, da der er flest fisk der. Også nogle søløver kom tæt på os her. Vi så igen mange farvestrålende fisk i alle størrelser samt en stor rokke. Et sted fik Britt endda – efter en dyb indånding – trukket hovedet så langt ned i vandet under en klippe, at hun kunne se en haj i øjnene. Meget fascinerende! Hajen var en hvidtippet revhaj, som ikke regnes for at være farlig. Men derfor var det alligevel lidt af et adrenalinkick at være omkring en meter fra en haj! Hvor lang den var, var ikke til at se, men hovedet var i hvert fald ca. 40 cm. bredt. Da strømmen blev for kraftig, og det derfor blev næsten umuligt at svømme imod den, var det tid til at komme tilbage i gummibåden og tilbage til Eric.

Endnu et afsnit af BBC’s serie om Galapagos nåede vi at se, inden briefingen om aktiviteterne i morgen og aftensmaden. Desserten i dag stod på lagkage, da turens yngste passager fylder 19 i dag. Vores guide sang fødselsdagssang og spillede guitar til, da de dukkede op med kagen med lys i. Besætningen havde endda pyntet flot op med balloner og serpentiner. Meget festligt!

Morgendagens program starter tidligt, så det er vist tid til at sove….

M/V Eric, Galapagos, kl. 6.45,  fredag den 4. juli 2008
I går morges var det godt overskyet, og da vi gik i gummibådene for at sejle til øen, Bartolomé, støvregnede det også lidt. Dagens første aktivitet var at nå en vulkantop på øen, og turen dertil indeholdt blandt andet 365 trin. Derfor var det nu meget rart, at solen ikke bagte, for selvom klokken kun var 7.30, da vi begyndte gåturen, var det allerede ret varmt. Vi nåede toppen uden problemer ogkunne derfra nyde den mest fotograferede udsigt på Galapagos-øerne.

Efterfølgende blev vi sejlet til en lille strand (denne gang med flot gyldent brunt sand), hvorfra vi havde mulighed for at snorkle. Casper ville forsøge sig med ny maske og snorkel, men sidstnævnte viste sig at være i stykker, så det blev ikke til noget. Alene begav Britt sig derfor ud langs klipperne for at se flere farvestrålende fisk på det dybe vand. Der var både hajer, pingviner og søløver i vandet, men desværre ingen, der besluttede sig for at svømme i nærheden af Britt.

Eric skulle have tanken fyldt op, hvilken foregik ved øen, Baltra. Imens besætningen arbejdede, kunne vi nyde frokosten og derefter bare slappe af og lade op til eftermiddagens vandretur.

Det blæste godt, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden, da vi gik i land på de våde klipper på North Seymour. Fra gummibåden så vi en haj – den klassiske trekantede rygfinne stak op af vandet og afslørede den. Det første syn, der mødte os på øen var da også en søløveunge, der lå hårdt såret efter et angreb fra en haj. Ikke noget behageligt syn!

På North Seymour havde vi turens eneste chance for at se landleguaner, og vi blev ikke skuffede. Vi så flere af de store dyr, ligesom vi så de sjove blåfodede suler, som vi havde glædet os til. Første del af turen foregik på røde klippesten, mens resten var i lidt nemmere terræn på stranden, hvor vi igen så havleguaner, søløver og endda en enkelt lille Galapagos-slange.

Da Eric kom ud i mere åbent vand, blev bølgerne større, og det var lidt svært at gå rundt på båden uden også at bruge hænderne til at holde fast med. Under aftenens briefing måtte Casper igen overgive sig til søsygen, og da der blev serveret aftensmad, var flere andre også smuttet til deres kahytter. En passager var meget bange og bekymret for, om båden havde prøvet lignende hårde vejr, hvortil svaret blot var: hver uge! Lidt ristet brød og en smule af asparges-suppen til forretten fik Britt klemt ned sammen med to andre passagerer, der også var blevet forladt af deres søsyge ægtefæller, inden søsygen blev for slem. Så kl. 20.30 lå vi begge smådårlige i sengen, hvilket er forklaringen på, at dagbogen først er skrevet her næste morgen.

Morgenmaden venter – og det dufter godt!

M/V Eric, Galapagos, kl. 21.00, fredag den 4. juli 2008
Efter endnu en lækker morgenmad var vi klar til dagens første udflugt, der bestemt var en af cruisets højdepunkter. Vi skulle nemlig ud og lede efter de kæmpe landskildpadder, der har givet øernes deres navn og efterfølgende deres berømmelse. Fra havnen i Puerto Ayora på Santa Cruz blev vi i bus kørt til øens højland, hvor skildpadderne bor.

Heller ikke skildpadderne skuffede os. Vi så hele fire eksemplarer og var meget overraskede over størrelsen. De er jo enorme! Vi var advaret om regnvejr, men oplevede dog kun, at det var overskyet og støvregnede ganske let ligesom i går. Heldigvis havde vi dog alligevel taget imod tilbudet om at låne gummistøvler, for ’jagten’ på skildpadderne foregik i ret mudret føre.

Efter frokost og en kort slapper tilbage på Eric, blev vi igen i gummibådene sejlet ind til Puerto Ayora – denne gang dog til bådebroen med Darwin Research Center. Vores guider gav os en rundvisning på stedet, der blandt andet arbejder for at vedligeholde bestanden af landskildpadder på øerne. Så vi så skildpadder i alle størrelser. Her fik vi lov at komme helt tæt på de enorme dyr, da disse – i modsætning til de vilde, som vi så i formiddags – var vant til at omgås mennesker.

Efter besøget i Darwin Research Center havde vi nogle timer på egen hånd i byen, der med sine 16.000 indbyggere, er den største på Galapagos. Der var dog ikke meget andet end souvenirbutikker at kigge på.

På grund af vinden og de høje bølger var det i dag lidt mere krævende at komme fra gummibåden og over på Eric, men med rigeligt med hænder til at holde, lykkedes det uden problemer. Efter de mange søsyge passagerer i går og dermed det lave antal til aftensmaden, kunne kaptajnen glæde os med, at vi først efter aftensmaden ville begynde vores 10 timer sejlads til næste ø. Selvom vi lå for anker, vippede båden dog stadig en del, så Casper smuttede op efter hovedretten. Et ægtepar har simpelthen valgt at blive her på Santa Cruz og flyve hjem herfra i stedet for at fortsætte de næste dage. Efter den hårde sejlads i går og med udsigt til endnu højere bølger i nat, turde hustruen simpelthen ikke at sejle videre.

Vi er nu begyndt vores sejlads, så foran venter 10 timers gyngetur. Håber ikke aftensmaden kommer på igen! Det gælder vist om at nå at falde i søvn, inden søsygen bliver for kraftig!

M/V Eric, Galapagos, kl. 21.15, lørdag den 5. juli 2008
Først omkring kl. 6.30 i morges kastede vi anker, så båden vippede stadig en del, da vi stod op og gjorde det til lidt af en udfordring at tage et brusebad. Det var svært at holde balancen!

Øen Española var mål for dagens udflugter. Tidligt i morges gik vi i land ved Puerto Suarez for at undgå at være der samtidig med passagererne fra cruiseskibet med plads til 100 passagerer, der også havde kastet anker i nærheden.

Øen var det eneste sted, hvor vi havde mulighed for at se de enorme albatrosser på tæt hold. Udover deres imponerende parringsdans, så vi deres landingsbane. Vi så, hvordan de sprang ud over klippen for at lette – og hvordan de meget lidt elegant landede på maven med et bump. Ud over albatrosserne genså vi mange andre fuglearter, og fik blandt andet mulighed for at se de blåfodede suler danse deres parringsdans, hvor det gælder om at løfte de store blå fødder så højt som muligt. En juleleguan fik vi også set. Det er en havleguan, der både er rød og grøn. Derudover fik vi et kort glimt af et slags tusindben – et underligt dyr på tykkelse med ca. to fingre og en længde på omkring 20 – 30 centimeter.

Vi nåede en lur både før og efter frokost, inden det var tid til cruisets sidste svømmetur. Vi blev sat af i vandet ved stranden ved Gardner Bay, hvor en stor koloni af søløver (måske et par hundrede i alle størrelser) lå og solede sig. Der gik vi en tur og svømmede langs stranden sammen med de store dyr. På grund af blæsevejret var sigtbarheden i vandet ikke rigtigt til at snokle. Selvom søløverne kun var få meter fra os, kunne vi ikke se dem gennem dykkermasken. Mens vi sad på stranden kom flere mockingbirds og tiggede vand af os. De dukkede op, så snart vandflasken kom op af tasken.

Tilbage på båden lå vi igen og slappede og læste i vores kahyt, da kaptajnen fortalte i højttalerne, at vi havde fået følgeskab af delfiner. Det lykkedes Casper fra vinduet i kahytten at fange et glimt af en, som den forsvandt under båden, før de alle var væk igen. Selvom vi spejdede efter dem fra bådens soldæk, kom de ikke tilbage.

Før aftensmaden blev vi igen præsenteret for bådens besætning, og kaptajnen og besætningen uddelte vores beviser på, at vi ved at have krydset Ækvator til søs (fire gange i alt på dette cruise) nu officielt er en del af Kong Neptuns Rige. Vi fik overrakt diplomer med vores Galapagos-navne. Vi fik navnene havleguan og landleguan. Derefter fik vi vist et lille slideshow med de billeder, som vore guider har taget i løbet af ugen, og vores guide Ivan kom med sine sædvanlige humoristiske bemærkninger undervejs.

Efter at have tilbagelagt 425 sømil er vi nu tilbage ved San Cristóbel, hvor vi startede sidste søndag. Bådens kastede nemlig anker i bugten, mens vi spiste aftensmad, og da bugten her er væsentlig mere rolig end den, hvori vi overnattede forleden, kan vi se frem til en rolig nat uden alt for meget vippen.

Hotel Café Cultura, Quito, kl. 20.00, søndag den 6. juli 2008
Vi gik i gummibådene for sidste gang efter morgenmaden, og på havnen ved starten af hovedgaden fik vi taget de sidste billeder af søløver. En bus kørte os til Galapagos National Park Interpretation Center, hvor vi fik et indblik i Galapagos´ historie og fremtid, hvad angår turisme og miljø. Derefter havde vi en god times tid på egen hånd i den lille by. Selvfølgelig besøgte vi nogle souvenirshops; der var ikke meget andet at lave. Faktisk fik vi købt en del souvenirs.

Så var det tid til flyveturen tilbage til fastlandet. Først 1½ times flyvning til havnebyen Guayaquil, hvor vi lige havde ½ times ophold. Der nåede vi lige at benytte det gratis internet i lufthavnen til at sende et par mails hjem. Vi glemte at tjekke nyhederne, så vi er stadig uvidende om hvem, der vandt EM sidste søndag. Til gengæld ved vi, at det var et Quito-hold, der her forleden vandt den amerikanske pendant til Champions League. Den sidste ½ times flyvetur til Quito var hurtigt overstået, og i lufthavnen stod vores chauffør parat til at køre os til hotellet.

Der er en times tidsforskel på Galapagos og fastlandet, men vi har hele ugen kørt på mainland time. Det betød, at vi ikke vandt en time, da vi kom til Galapagos sidste søndag. Til gengæld mistede vi heller ikke en time, da vi i dag kom tilbage til fastlandet.

Der skulle lige skiftes til lange bukser, inden vi smuttede ud i Quitos gader for at finde et sted at spise aftensmad. Til at starte med virkede alt lukket – bortset fra nogle enkelte spisesteder, men pludselig kom vi til et torv, hvor der var godt gang i den. Levende musik, dansende mennesker og mange barer at vælge imellem. Lidt derfra fandt vi et lille hyggeligt spisested, hvor vi kunne få noget lidt andet end al den suppe, fisk og kylling, som vi har spist den sidste uge.

Da vi var godt sultne, bestilte vi både forret og hovedret. Forretterne var dog så store, at Britt ikke engang kunne spise halvdelen af hovedretten, så der var slet ikke plads til noget fra det ellers meget lækre dessertkort. To forretter, to hovedretter og to sodavand kostede blot 130 kr.

Nu er vi tilbage på det samme hyggelige hotelværelse, som vi overnattede på inden vores cruise. Ligesom første gang står der her på værelset to store buketter af friske kallaer samt en buket med mindst 20 røde roser!

Efter otte dage til havs, sejler vi stadig, når vi går. Der går nok et par dage, før vi helt har vænnet os til at have fast grund under fødderne. Så kommer vi sikkert i stedet for at skulle døje med den tynde luft heroppe i højderne, som gør os forpustede ved blot den mindste fysiske anstrengelse. Allerede i morgen forlader vi nemlig Quito igen for at begive os sydpå og endnu højere op i højderne ved vulkanerne.

Black Sheep Inn, Chugchilán, kl. 23.30, mandag den 7. juli 2008
Netop som vi var faldet i søvn i går, ringede telefonen på værelset. Det var vores turoperatør for at fortælle, at vi først ville blive hentet kl. 8 i stedet for kl. 6.30. Så kunne vi lige sove 1½ time længere. Det betød også, at hotellets køkken var åbent, så vi ikke lige som sidste søndag skulle nøjes med ristet brød, ost og marmelade. Så stor morgenmad med jordbærjuice i stedet!

Vores guide kom til tiden og forklarede det senere tidspunkt med ny procedure for billetterne til Cotopaxi National Park. De kunne først hentes kl. 9, så det passede med den times kørsel fra Quito og dertil.

Køreturen foregik ad Pan-American Highway, der også kaldes Avenue of the Volcanoes. I stedet for at nyde udsigten til vulkanerne langs vejen, havde vi travlt med at følge med i livet langs vejen. Geder, høns og køer græssede i rabatten – og et sted spærrede en ko yderbanen på hovedvejen, da den havde fået smag for græsset i midterrabatten. Vores guide kørte uden om koen, som var det det mest naturlige i verden, mens han dog kommenterede, at sådan noget kun foregik i Ecuador.

Vi nåede frem til Cotopaxi og købte billetterne som planlagt. Men da vi nåede yderligere ½ times kørsel af en meget hullet landevej og kom frem til den rigtige indgang, kunne vi ikke komme ind. Det var de forkerte billetter – eller så manglede de et stempel. Trods heftig diskussion kom vi ikke ind på billetterne. I stedet måtte vi vente til ham, som vi havde købt billetterne af, kom og gav vores guide pengene tilbage, så han kunne købe nye billetter. Dette tog det meste af en time! Efter yderligere ½ times kørsel i parken af mere ujævn grusvej gjorde vi holdt og tog en lille vandretur på 20 – 25 minutter igennem en skov. På turen igennem parken fik vi både set vilde heste og alpakaer samt en del fugle.

Med et par stop undervejs fortsætte vi til selve Cotopaxi, hvor vores hike skulle begynde. Da vi kom frem, fandt guiden ud af, at bilen var gået i stykker – den lækkede i hvert fald kølervæske. Så i stedet for at hike med os, blev han på parkeringspladsen for at reparere bilen (han var også uddannet mekaniker).

Foran os lå en strækning på ca. 1 km. Det lyder måske ikke af meget, men på den strækning skulle vi også bevæge os 300 højdemeter i løst grus! Da vi jo først ankom til Quito i går, havde vi endnu ikke nået at vænne os til den tynde luft, så vi blev forpustede efter få meter – og sejlede fortsat en smule efter en uge til søs. Halvvejs oppe havde vi været ved at dø af iltmangel flere gange og havde mest lyst til at vende om. Men vi nåede endelig den lille bygning i 4800 meters højde, hvor bjergbestigerne hviler, inden den sidste klatretur til toppen. Det sidste stykke til snegrænsen havde vi simpelthen ikke energi til, så vi begyndte nedstigningen. Det var heller ikke helt nemt, da vi gled i det løse grus. Men 2 timer efter, vi var begyndt opstigningen, nåede vi bilen og vores guide igen.

Vores guide havde i mellem tiden nødtørftigt lappet bilen ved hjælp af en gummislange og noget stålwire. Mens vi spiste (eller rettere sagt Britt gjorde, da Casper stadig var utilpas efter den anstrengende hike) en meget sen frokost på den mere end 300 år gamle La Cienega Hacienda, kørte vores guide til en mekaniker med bilen. Da han hentede os, troede han, at bilen var fikset, men opdagede så, at den igen lækkede, så tilbage til mekanikeren. Efter en del tid der måtte han konstatere, at den ikke ville kunne klare den lange køretur videre til vores hotel. Løsningen blev, at vi mødtes med en anden guide, og sammen kørte vi alle fire videre i hans bil.

Turen skulle ifølge guiden tage to timer, men efter mere end tre timer nåede vi lidt før kl. 23 frem til vores overnatningssted. Størstedelen af turen hertil foregik gennem bjergene – den sidste næsten 1½ time på meget ujævn grusvej! Hårnålesving på en mørk bjergvej er ikke særligt hyggeligt. Og slet ikke, når der ikke er sikkerhedsseler på bagsædet. Ikke, at de ville have hjulpet os meget på vej ud over en bjergskråning.

Men vi er nu fremme på dette hyggelige sted, hvor hensynet til naturen har første prioritet. Det er første gang, at vi overnatter et sted, hvor vi efter toiletbesøg ikke skal trække ud, men i stedet putte en håndfuld spåner ned i tønden! Opvarmningen på værelset er en lille brændeovn, som Casper netop kæmper for at få gang i, så vi kan sove uden at fryse. Der er altså småkøligt her i højderne.

Chalet Suisse Hotel, Quito, kl. 21.15, tirsdag den 8. juli 2008
Vores guide skulle hele den lange vej tilbage til Quito for at hente en ny bil. Så for at spare ham for den sidste times køretur på den elendige grusvej, fik vi lavet en aftale om, at vi her til morgen tog med en lastbil, som andre alligevel havde hyret, til byen ,Quilotoa.

Da vi stod op, nåede vi lige en lille gåtur rundt på Black Sheep Inn. Vi nåede at hilse på stedets grise, marsvin, hunde og katten inden morgenmaden. Lastvognen kom kl. 9, og sammen med i alt 10 andre fik vi os placeret på de hårde træbænke, der var blevet placeret bag førerhuset, mens vores tasker røg på ladet. Det gjaldt om at holde godt fast, for det bumpede godt! Langs vejen løb alle slags husdyr: køer, geder, får, hunde og endda lamaer. Det hårde tur på 1 time og 10 minutter gik alligevel forholdsvis hurtigt, for der var hele tiden noget at se på – i modsætning til, da vi kørte turen i går aftes.

Aftalen var, at vores guide skulle mødes med os i Quilotoa kl. 10, men først kl. 11.20 dukkede han op (han var trods alt også først kommet hjem kl. 4 om morgenen). Inden da havde vi besluttet, at vi ikke havde energien til at hike ned til søen i bunden af vulkankrateret. Vi nøjedes med at nyde udsigten fra kraterets kant og gå en tur mellem husene. Så da guiden endelig dukkede op, var vi parate til at begynde køreturen tilbage til Quito. Undervejs stoppede vi flere steder for at nyde udsigten og livet langs vejen, hvor de lokale – børn som voksne – arbejdede på markerne eller drev deres husdyr af sted.

I byen, Latacunga, parkerede vi og spiste lidt frokost. Derefter gik vi gennem byen til det lokale marked, hvor der hovedsageligt blev solgt fødevarer. Det var rart at have en lokal med, der kunne fortælle os om alle de mærkelige frugter, korn og meget andet, som vi aldrig havde set før.

Derefter fulgte det sidste lange stræk til Quito, hvor det det meste af vejen styrtede ned. Så heller ikke den vej fik vi set udsigten til vulkanerne. Ved hotellet sagde vi pænt farvel til vores guide og lovede, at vi gerne vil vise ham Danmark, hvis han en dag kommer dertil. I går fortalte han, at han lige siden, at han var barn, havde haft en drøm om at komme til Danmark. Han ville (og vil stadig) nemlig gerne se byen bygget af Lego: Legoland.

Hotellet, som vi skal være på de næste fire nætter, er godt slidt – og ikke på den charmerende måde, som Cultura. Til gengæld har det en perfekt beliggenhed lige ved torvet med spisesteder, barer og liv døgnet rundt. Og fra vores værelse på 7. sal har vi en god udsigt over byen. Selvom temperaturen udenfor kun er 12 grader, sad vi på en terrasse på en restaurant og spiste aftensmad. Med en terrassevarmer lige ved bordet, havde vi det faktisk lidt varmt.

Selvom der er langt ned til barerne omkring hotellet, kan vi tydeligt høre larmen derfra. Men det må være prisen for en god beliggenhed; håber vi kan sove alligevel.

Chalet Suisse Hotel, Quito, kl. 20.45, onsdag den 9. juli 2008
Der var godt gang i barerne i går aftes – og et par gange i løbet af aftenen kørte der endda en lastvogn forbi med et orkester på ladet. Oveni kom lyden fra hornene på de mange forbikørende biler. Her i Ecuador bytter man hver gang, man passerer en sidevej! Så trods lukkede vinduer havde vi bestemt ikke nattero før efter klokken tre eller deromkring.

Kl. 8.30 var vi på gaden – ude for at kigge nærmere på byen, som vi jo faktisk på nuværende tidspunkt har overnattet i tre gange. Vi gik igennem den nye bydel og til den gamle bydel. Der var vi blandt andet inde i La Compañia kirken, som er beklædt med ikke mindre end syv tons guld. Den var utrolig imponerende! Et par andre kirker fik vi da også lige kigget ind i.

Selvom det ikke var helt klart i vejret, besluttede vi at gå op til La Virgen de Quito-statuen. På trapperne derop mødte vi flere lokale, der på spansk vistnok forsøgte at forklare os, at vi burde tage en taxa, da der var langt derop – eller så var det fordi, at vi ville blive overfaldet på vejen derop? Godt forpustede nåede vi dog toppen, hvorfra der – trods skyerne – var en flot udsigt over Quitos gamle bydel. På vejen tilbage til den gamle bydel talte vi trinene, som vi også var gået op af. 682 i alt + stigninger uden trin!

Til frokost gik vi ind på en lille restaurant, hvor de reklamerede med en tre retters menu til 2 dollars! Som de eneste i restauranten valgte vi noget andet end den menu. Vi var vist også de eneste turister på stedet. I stedet kom vi af med under 9 dollars i alt for to lækre sandwich med fritter og cola. Derefter var der dømt shopping. Okay, vi kiggede nok mere, end vi købte. Men en fodboldtrøje (hvad ellers?!) til Casper med det lokale Quito-hold og en flot bog med billeder fra Galapagos fik vi da med os tilbage til hotellet.

Aftensmaden indtog vi på en mexicansk lige her i nærheden. Og desserten er en brownie fra et andet sted, som vi netop er ved at spise her på hotelværelset.

Chalet Suisse Hotel, Quito, kl. 20.30, torsdag den 10. juli 2008
Dagens plan var at besøge et marked ikke langt herfra. Men da vi kom dertil lidt over ni, var kun enkelte af boderne åbne. Derfor besluttede vi at tage til monumentet ved ækvator – Mitud del Mundo. Vi havde set nogle af de lokaler busser, der kørte dertil, så vi besluttede at fange sådan en.

Da de første mange busser var kørt forbi os, fandt vi ud af, at vi nok skulle over på den anden side af gaden. Endelig kom der en med den rette destination, og den stoppede, da vi rakte armen ud. Chaufføren bekræftede, at bussen kørte dertil, så vi satte os ind. Efter en god tur rundt i byen, kørte bussen endelig ud af byen. Da alle andre var steget af, gjorde chaufføren tegn til os om, at det altså var her, at vi skulle af.

Vi vidste ikke lige, hvor monumentet lå, så vi begyndte at gå i den retning, hvor et skilt viste, at det lå. Da vi så et par flag et stykke derud af, regnede vi med, at det var stedet. Flagene viste sig at tilhøre en militærskole – og efter et par kilometers vandring ud af en trafikeret landevej uden fortov, besluttede vi at fange en ny bus. Det var en god idé, for monumentet viste sig at ligge en del kilometre længere ude. Så først efter endnu en halv time i bus, nåede vi frem.

På hvad der faktisk er 200 meter fra ækvator er et stort flot monument. Og rundt om dette var der små udstillinger samt et hav af souvenirbutikker. Dem skulle vi selvfølgelig besøge – og vi fik da også købt lidt. I butikken blev en af vores 20 dollar-sedler afvist. Butiksindehaveren var simpelthen ikke sikker på, at den var ægte, så hun ville helst ikke tage imod den. Frokosten blev burger med cola og fritter til 1,80 dollars.

Busturen hjem blev lidt mere vellykket. Chaufføren gjorde os pænt opmærksom på, at vi skulle af, for nu kørte bussen altså tilbage igen til. Det har sine fordele at være de eneste turister i bussen. Og gåturen fra stoppestedet til vores hotel blev også uden de store omveje – vi gik efter et par kirkespir, som vi kunne genkende. Udturen kom til at koste os i alt 1,20 dollars, mens vi slap med 0,80 dollars på hjemturen.

Da vi kom tilbage til Quito om eftermiddagen, var der godt gang i markedet. Så vi kiggede lige på lidt flere tingeltangel uden at købe noget trods mange tilbud fra de handlende.

Mexicansk til middag i går – og ecuadoriansk i dag. Efter kun en enkelt gang at have hørt nogen tale dansk, siden vi ankom til Ecuador, var vi noget overraskede, da vi hørte ikke mindre end to danske familier på samme restaurant. Også i dag blev desserten noget vi købte med hjem.

Lastvognen med orkesteret fra forleden nat – eller rettet sagt to af slagsen – holder allerede klar nede på gaden, så vi forbereder os på en larmende nat igen!

Chalet Suisse Hotel, Quito, kl. 20.15, fredag den 11. juli 2008
Eftersom vi allerede havde set alle de steder i Quito, som vi gerne ville, havde vi ikke rigtigt nogen planer i dag. Derfor besluttede vi at gå til den nye bydel, hvor vi i går var kørt forbi et butikscenter på vej til ækvator. Gåturen var ikke helt så lang som ventet, så vi kom frem, før butikscenteret åbnede. Derfor vi brugte lidt tid i parken ved siden af centeret. Butikkerne i centeret var en stærk kontrast til de butikker, som vi har set andre steder her i Quito. Her var alle de kendte mærkevarer i originaludgaver til priser, der blot var lidt lavere end derhjemme. Eneste, som vi faldt for, var endnu en bog. Hos boghandleren fik vi afsat vores ’falske’ 20 dollar-seddel.

Tjeneren på hotellet snød os for æggene til vores morgenmad (og vi gad ikke spørge efter dem), så vi spiste et større mellemmåltid sent på formiddagen: pandekager! Efter pandekagerne fortsatte vi videre ud i den nye bydel og fandt et par andre butikscentre, som vi brugte lidt tid på. Tilbage igennem den store Park Carolina. Det er et utroligt rekreativt område med kanaler, hvor man kan leje vandcykler, utallige baner til fodbold, basketball, volleyball, BMX-cykler samt en ret stor skateboard-bane.

Stort set overalt, hvor vi kom i byen, så vi, hvordan især børn prøvede at tjene lidt penge på gaderne. Når bilerne holdt for rødt, var der en del, der rendte rundt imellem bilerne og prøvede at sælge alt muligt – fra plakater med det lokale fodboldhold til slik og frugt. Andre vaskede bilruder, mens andre underholdte med at jonglere. Og vi synes, at det er skræmmende nok bare at krydse vejen – også i et lysreguleret kryds!

Et sted ikke langt fra vores hotel så vi en hel masse (mere end 100) mennesker stå i kø, hvor vi også havde set lang kø forleden dag. Vi blev noget overraskede, da vi fandt ud af, at det var køen til at søge visum til Spanien. Vores guide fra turen til Cotopaxi havde godt nok fortalt, at mange søgte lykken i Spanien, men at der ligefrem var så lang kø hver dag uden for det spanske konsulat, at politiet måtte afspærre vejen, overraskede os alligevel.

Tilbage i centrum, hvor vores hotel ligger, fortsatte vi med at kigge på butikker og boder. På grund af formiddagsmåltidet blev det til en sen frokost. Vi måtte bare prøve Pizza Hut, hvor de reklamerede med en pizza med kant af pølsehorn! Den smagte lige så godt, som den så ud! Vi fik resten af pizzaen med hjem, så til aftensmad blev den blot suppleret med en bøtte is fra supermarkedet. Da vi gerne vil tidligt af sted med bussen til Otavalo-markedet i morgen, har vi sat vækkeuret til at ringe kl. 6. De sidste dage har vi ellers sovet lidt længere, end vi normalt gør på ferier. På grund af larmen fra gaden sover vi nemlig bedst efter kl. 3 om natten.

Chalet Suisse Hotel, Quito, kl. 7.00, søndag den 13. juli 2008
På ferien har Casper været småsløj flere gange – de seneste dage med snotnæse. I går var det så Britts tur til at være syg, så vi sov alligevel lidt længere end til kl. 6.

Småsløj eller ej, havde vi besluttet at tage til markedet i Otavalo, og på grund af vores ikke helt vellykkede bustur til Mitad del Mundo forleden, havde vi overvejet at booke en tur dertil, i stedet for at prøve os frem med de lokale busser igen. Otavalo ligger trods noget længere væk fra Quito end de 20 km. udenfor byen som Mitud del Mundo. Men vi besluttede os til sidst for at prøve kræfter med de lokale busser igen. Så vi begav os af sted mod busstationen i den gamle bydel.

Vi fik gået lidt i den forkerte retning og endte nede ved en anden stor busstation. Desværre kørte der kun bybusser derfra, så vi måtte gå videre til den rigtige. Lidt efter kl. 9 sad vi dog endelig i den rigtige bus med kurs mod Otavalo ca. 80 km. fra Quito.

Undervejs fik Britt det godt dårligt – og hætten fra et engangsregnslag måtte udgøre det for brækpose. Fremme i Otavalo efter mere end 2½ times kørsel senere begav vi os mod det store marked, som byen er så kendt for. Her blev solgt tøj, sko, kød, grønt og meget andet. Små levende daggamle kyllinger kunne man også købe – og man fik dem da med i en brun papirspose. Markedet var ret stort, så vi fik langt fra set det hele. Da Britt havde gødet en blomsterkumme og efterfølgende kastet op i rendestenen, var det tid til den lange køretur hjem.

Tilbage på busstationen i Quito tog vi en taxa tilbage til hotellet. Og der følte vi os for første gang på ferien snydt! Vi kunne ikke se noget taxameter, der kørte, og da vi kom frem, blev vi da også opkrævet det dobbelte af, hvad vi havde fået at vide, at sådan en køretur gennem byen sikkert ville koste. Okay, turen kostede stadig kun 4 dollars, så vi betalte bare uden at brokke os.

Klokken var efterhånden blevet næsten 17.30, da vi var tilbage på hotellet. Vi havde set en souvenir i en butik, som vi gerne ville nå at købe. Britt tog en slapper og tog sig derefter sammen til at begive sig på gaden igen. Det gik lidt langsomt – og det hjalp ikke ligefrem på det, at vi ikke kunne finde butikken, som vi vidste lukkede kl. 19.

Da det endelig lykkedes os at finde butikken, havde den selvfølgelig lukket. Men der var stadig medarbejdere i butikken, så da vi tog i døren, blev vi lukket ind og kunne købe vores lille havleguan. Det var jo vores sidste chance, da vi forlader Quito her til morgen.

Aftensmaden blev lidt brød fra den nærmeste bager indtaget på hotelværelset. Ingen energi til at skrive dagbog, så det måtte vente til nu her til morgen. Vi skal lige have pakket vores ting ned, spist morgenmad og så er der afgang fra Quito mod Bellavista to timers kørsel herfra, hvor vi skal tilbringe feriens sidste overnatning.

Bellavista Cloud Forest Logde, Tandayapa Valley, kl. 20.30, mandag den 13. juli 2008
Vi fik pakket færdig, spist morgenmad, checket ud og satte os så og ventede i receptionen, men ingen kom. Vi skulle være blevet hentet kl. 8.30, men da klokken nærmere sig ni, begyndte vi at blive nervøse.

I receptionen kunne vi få adgang til internettet via en nærliggende café trådløse netværk, så vi checkede lige mailen (og så, at Spanien vandt EM i forrige uge). Der var en mail fra lodgen, der spurgte os på hvilket hotel, de skulle hente os. Er sikker på, at vi mailede hotellets navn til dem for flere måneder siden, men uanset hvad, så havde de ikke fået det. Og så kunne vi jo sidde længe og vente på dem. Efter flere forgæves forsøg, lykkedes det os endelig at komme igennem til dem på telefonen. De var faktisk i gang med at ringe rundt til flere hoteller i Quito, da de jo ikke havde hørt fra os. Lodgens ejer var nemlig blevet i Quito natten over, så han kunne køre os hertil. Så efter blot yderligere 10 minutter blev vi hentet – kun en god time senere end oprindelig planlagt. Efter små to timers kørsel nåede vi så frem her til tågeskoven, som det rigtigt hedder. Stedet er kendt for sine mange kolibrier, og vi fandt hurtigt ud af hvorfor. Det vrimlede simpelthen hen med dem ved de små foderautomater!

Inden frokost nåede vi lige at få vores værelse. Vi har ingen balkon som vi vist skulle have haft, men til gengæld et ekstra værelse med en flot udsigt – når det altså ikke er skyet. Det er umiddelbart det værelse på lodgen med den bedste udsigt, så vi brokkede os ikke over den manglende balkon. Efter frokost gik vi selv en tur på nogle af stierne her på området. Første del af turen var hård, da det bare gik op ad! Og resten af turen var hård, fordi det bare gik ned af – og samtidig var glat og mudret! Kl. 15.30 gik vi så en lidt længere tur med en guide og et andet par. Guiden gjorde meget ud af at vise os de forskellige fugle, men helt ærligt: den, der blot ligner forvoksede gråspurve er vi ikke så interesserede i. Men vi fik set en meget farverig tukan og en flot natur.

Tilbage på lodgen (faktisk hører hele området til lodgen: 700 hektarer) satte vi os ned for at studere de fantastiske kolibrier. De flyver bare så utroligt hurtigt, at det stort set er muligt at tage et ordentligt billede af dem! Samtidig var vi meget overraskede over deres ’larm’: de små af dem lyder som brumbasser, når de flyver.

Lige som til frokost var der også til aftensmaden tre retter mad – og igen var det suppe og seafood til forret og hovedret. Ikke ligefrem Caspers favoritspise, for at sige det mildt.

Efter fem nætter i Quito med larmen fra barer, fulde mennesker og dyttende biler, glæder vi os til en nat her i skoven i 2200 meters højde, hvor de eneste lyde kommer fra varmeapparatet (som vi sikkert slukker, når vi lægger os til at sove), cikaderne og regnen. Skønt! Vi har lavet aftale med vores guide om en hike før morgenmaden, så vi skal mødes kl. 6.30.

Quito Lufthavn, Quito, kl. 21.00, tirsdag den 14. juli 2008
Netop som vi skulle til at gå i seng i går, opdagede Casper, at døren til vores badeværelse var gået i baglås. Lodgeejeren, Richard, der kendte problemet med netop den lås, prøvede forgæves flere nøgler, men ingen passede. Så blev en yngre medarbejder tilkaldt, så han kunne åbne døren ’the monkey way’. Det betød, at han skulle kravle ud af vores soveværelsevindue og ind af det lille vindue på badeværelset. Det lykkedes heldigvis!

Allerede kl. 3 var Casper oppe – ude af stand til at sove til larmen af varmeblæseren, som det desværre havde været nødvendigt at tænde igen. Igen i dag var Britt sløj, så Casper måtte tage alene ud på morning walk med guiden. Efter morgenmaden droppede vi så også den tre timer lange hike med guiden og gik bare lidt rundt selv. I stedet for de små stier, holdt vi os til vejen, hvor der ikke var vilde stigninger eller glatte trin. Vi fik alligevel set hele syv tukaner og et egern – hvem behøver så en guide?! Han kunne alligevel kun finde alle de små, kedelige, brune fugle.

Ellers gik det meste af dagen med at beundre de små kolibrier. Casper må have taget hundreder af billeder – de fleste billeder dog slørede eller helt eller delvist uden en kolibri i billedet. De små fugle flytter sig simpelthen for hurtigt til, at man kan nå at indstille kameraet og tage et godt billede.

Kl. 15.30 var det tid til at tage afsked med Bellavista, kolibrier og regnskoven for at køre den mere end to timer lange tur til lufthavnen. Ja, egentlig skal vi nu tage endelig afsked med Ecuador, da vi begynder vores hjemrejse nu.

Her i lufthavnen har vi så på nuværende tidspunkt tilbragt 3½ time. Nyhederne er blevet tjekket på internettet; der er blevet sendt et par mails hjem, og det sidste postkort er blevet skrevet – en security-medarbejder var så flink at putte det i postkassen for os, da den var på den anden siden af sikkerhedskontrollen. Vores fly er lidt forsinket, så det varer nok endnu mindst 1½ times tid, førend vi slipper herfra.

I 10.670 meters højde, kl. 6.15 dansk tid, 5597 km. fra Atlanta, onsdag den 16. juli 2008
Vi havde lige fortrængt, at vi havde en mellemlanding i Guayaquil på vej til Atlanta, men vi kom igennem de to flyvninger på henholdsvis 35 minutter samt fem timer og 15 minutter uden problemer. Trods blot tre timers søvn i flyet følte vi os alligevel ret friske, da vi omkring kl. 7 i morges lokal tid landede i Atlanta og tog ud for at udforske byen.

Vi tog toget direkte til Five Point Station og gik det sidste stykke til CNN Center. Der tog vi på en guidet tur rundt i nyhedskanalens hovedkvarter, der blandt andet bragte os op ad verdens længste fritstående rulletrappe og forbi flere studier, hvorfra de sendte direkte. Vi fik forklaret nogle teknikker og set, hvilket stort mandskab, der skal til for at lave 24 timers nyhedsudsendelser. Det var utroligt spændende!

Derefter gik turen blot få hundrede meter ned ad vejen til Georgia Aquarium, hvor vi sammen med alt for mange andre mennesker, så på fisk og andre vanddyr. Det er jo altid fascinerende – og især, når vi allerede havde mødt flere af dem på vores tur til Galapagos.

Hvad vi først fandt ud af i toget, var, at lige ved siden af akvariet, lå The World of Coca-Cola – et stort museum om colaens oprindelse. Vi anede ikke, at den faktisk blev opfundet i Atlanta, men det ved vi nu. Museet bød blandt andet på en humoristisk 3D-historie om jagten på colaens hemmelige ingrediens og en sød ’dokumentar’-tegnefilm om en colas tilblivelse i en colaautomat. Turens højdepunkt var dog smagsbaren, hvor det var muligt at smage ikke mindre end 60 forskellige coca-cola-produkter fra hele verdenen. Vi tog udfordringen op og smagte alle 60! Nogle smagte bedre end andre! Behøver vi at sige, at vores maver ikke havde det helt godt efter alt det sodavand?!

Tilbage med toget til lufthavnen, hvor vi lige nået lidt mere amerikansk: McD-mad inden sidste flyvning. Vi har talt sammen, at siden vi kom til Quito lufthavn i går aftes, er vores håndbagage blevet inspiceret ikke mindre end ni gange, da der var flere tjek både før og efter vores flyvninger samt ved hvert museum!

Om det er alt for meget sodavand, lidt turbulens eller noget helt tredje, er ikke til at sige, men i hvert fald har Britt været smådårlig på det meste af flyveturen hjem. Så det er skønt, at der på nuværende tidspunkt kun er godt to timer til, vi lander i Kastrup Lufthavn. Vi glæder os til at komme hjem til et varmt bad og vores egne dyner og puder!