Hotel Marriott, Los Angeles, Californien, kl. 23, fredag den 29. marts 2013
Morgenmad i lufthavnen, og så var ferien begyndt. Vi konstaterede hurtigt, at vores fly – som det eneste – var forsinket, så ca. 45 minutter senere end planlagt lettede vi fra Kastrup med kurs mod dagens første stop, Toronto.

Vi havde fået siddepladser med ekstra benplads, men der var ikke beslag til at hænge en lift til Valdemar. En stewardesse spurgte derfor to andre passagerer, som de ville bytte plads, så vi begge kunne sidde ved en liftplads. Den ene ville ikke flytte sig, da han havde forudbestilt og betalt for den vinduesplads. Så Britt blev rykket til liftpladsen. Medpassagereren brokkede sig kraftigt, og da den ledende steward efterfølgende igen spurgte om, han ville flytte plads – eller i det mindste tage sine fødder ned, så der kunne blive plads til liften, nægtede han. Tanken om godt 8 timer med Valdemar på skødet var ikke sjov, men heldigvis havde personalet en løsning. Vi blev simplethen tilbudt at få to ledige pladser på 1. klasse. Og i dette fly var der virkelig tale om 1. klasse: hver sin egen lille bås, hvor der var muligt at lægge helt ned at sove. Ren luksus! De fire lækre retter mad spiste vi på skift, så vi kunne underholde Valdemar, der var vågen og glad.

En passagerer i båsen foran fik lidt rigeligt whisky. Først var det meget sjovt, da han i fuldskab tog skjorten af og smed den på skødet af Britt – og stewarden måtte han hjælpe med at få den på, da han ikke kunne finde ud af det. Men så begyndte han at blive meget urolig og sige underlige lyde, og hans bror måtte flere gange mere eller mindre sidde på ham for at holde ham i ro. Han virkede mere psykisk syg end fuld. Heldigvis holdt den mandlige steward sig hele tiden i nærheden og var også meget opmærksom på, om vi nu følte os trygge der lige ved siden af. Selv uden søvn – og for Valdemars vedkommende et par lure – gik flyveturen forholdsvis hurtigt.

Vi ankom til Toronto godt 20 minutter forsinket og havde dermed ca. to timer til næste flyafgang mod Los Angeles. Men amerikanerne havde valgt, at immigrationskontrol, told og sikkerhedskontrol skulle foregå, inden vi forlod Canada – og så var de to timer simpelthen ikke nok! Der var problemer med vores indcheckede klapvogn: den kunne de ikke lige finde, og dermed kunne vi og vores bagage ikke godkendes til at komme ind i USA. Den blev dog heldigvis fundet, og vi kunne fortsætte til flere køer i sikkerhedskontrollen. Til sidst blev vi hevet ud af køen og ledt hurtigere igennem sikkerhedskontrollen, for ellers havde vi misset vores fly.

Amerikaerne har åbenbart aldrig set et barn i en voksipose, så vi fik flere bemærkninger om vores ekstra taske med levende indhold. Valdemar faldt i søvn, da vi landede i Toronto og vågnede ikke i lufthavnen – heller ikke, da han blev hevet op af voksiposen, så den kunne gennemlyses. Men i flyet vågnede han, da han jo ikke måtte blive liggende i voksiposen. Det var han ikke tilfreds med – og det kostede lige 20 – 30 minutters vild skrigeri. En stewardesse sagde sødt, at det var godt, at han græd, da det ville hjælpe ham med at udligne tryk i ørerne, når vi lettede. Som flyet lettede overgav han sig dog til søvnen – og sov så resten af flyveturen på godt fem timer. Vi havde ikke liftplads, men på grund af Valdemars skrigeri, var en passagerer ved siden af os, blevet flyttet inden afgang. Så da først vi kom op i luften, kunne han sove i sin voksipose på sædet ved siden af os.

Da al kontrol jo var klaret i Toronto, tog det ikke lang tid at komme ud af lufthavnen i Los Angeles og så med shuttlebussen til vores hotel. Vi har nu lige fået en skyller under bruseren, givet Valdemar lidt mad – og håber, at han nu vil sove lidt mere, selvom han jo mener, at det er morgen nu.

Walnut RV Park, Los Angeles, Californien, kl. 23.30, lørdag den 30. marts 2013
Allerede kl. 4 i morges stod vi op, da vi ikke kunne sove mere, og kort tid efter vågnede Valdemar. Vi gik en tur rundt på hotellet og indtog så morgenmadsrestauranten, da den åbnede kl. 6. Vi spiste os mere end rigeligt mætte i den store, lækre buffet. Inden vi kl. 9 blev hentet af camperudlejningsfirmaet, sad vi i lobbyen og talte med to amerikanske ægtepar. Den ene hustru var sundhedsplejerske og var derfor meget interesseret i, hvordan blandt andet barsel og sundhedspleje foregik i Danmark.

Omkring kl. 11 var vi klar til at trille afsted med homecamperen med kurs mod den nærmeste Walmart for at proviantere. Casper kom på lidt af en prøve i camperen, da det pludselig vrimlede med udrykningskøretøjer omkring os. Da vi endelig fandt Walmart efter at være kørt noget for langt, shoppede vi rundt i meget lang tid. I mere end en time gik vi op og ned ad gangene i det kæmpestore supermarked, mens Valdemar bare lå og hyggede sig i klapvognen. Desværre fik vi ikke købt det allervigtigste: en autostol til Valdemar. Der var simpelthen udsolgt af alle modeller i de små størrelser, så vi satte kurs mod den næste Walmart, hvor vi heldigvis var mere heldige. Så var Valdemar spændt fast, og vognen fyldt med madvarer og andre nødvendigheder som eksempelvis toiletpapir. Vi må dog indrømme, at autostolen virker ikke til at være den bedste kvalitet, men det er trods alt mere væsentligt mere sikkert end at have ham på skødet, som vi har haft på de få køreture indtil da.

Camperen var noget ubehagelig at køre i: et kæmpe skummel, der simpelthen raslede helt vildt. At vi kørte rundt med åbne tagvinduer på en motorvej med elendig belægning, gjorde det ikke bestemt ikke bedre. Derfor gik det noget langsommere end forventet, så klokken var blevet lidt i otte, da vi nåede frem til vores campingplads. Kontoret var lukket, men vi fandt en ledig plads, og ved hjælp af en lommelygte lykkedes det os i mørket at få tilsluttet strøm og vand.

Det var godt, at vi havde fået kæmpe morgenmad, for aftensmaden (hjemmelavede sandwich) blev dagens andet og sidste måltid. Lige nu synes den lange køretur, som vi har foran os på ferien, ikke særlig tiltrækkende, men forhåbentlig kan vi se lidt mere positivt på det efter en nats søvn.

Walnut RV Park, Los Angeles, Californien, kl. 20.15, søndag den 31. marts 2013
Valdemar er endnu ikke helt tunet ind på LA-tid, så kl. 4 i morges var han vågen og frisk. I går købte vi flere små pakker morgenmadsprodukter, så i morges kunne vi vælge mellem de mange mærkelige æsker – blandt andet Apple Jacks, Lucky Charms, Trix og Cinnamon Toast Crunch.

Efter morgenmaden gik vi en tur rundt på campingpladsen, der ikke er særlig stor. Men selvom campingpladsen er lille, er vognene det bestemt ikke! De fleste vogne er af den slags, som man sætter på en bil – og vognene er på størrelse med turistbusser! Umiddelbart ser de fleste ud til at være fastlæggere med flisebelægninger, blomsterkrukker og anden pynt udenfor. Vi har fået hilst på vores nabo – en ældre dame, der bor med sin kat, Ticker (som hun taler med en del). I morges i halvmærket så vi, at hun bag vognen fodrede noget, der lignede lemurer, men dem har vi ikke set noget til resten af dagen.

Derefter gik vi en tur til et lille butikscenter tæt her ved campingpladsen. Om det var fordi, at det i dag er påskesøndag, eller fordi klokken var før 9, var ikke til at vide, men i hvert fald havde de fleste butikker lukket. I Dollar Tree (hvor alt pudsigt nok koster en dollar) fik vi dog købt nogle bøjler, så vi måske kan få lidt styr på vores tøj her i vognen. Vi fortsatte gåturen igennem et slags finere industrikvarter med mindre virksomheder og gik så på jagt efter en Target (vi fulgte et spor af efterladte indkøbsvogne). Vi overvejer nemlig at se, om vi kan finde en autostol i en lidt bedre kvalitet end den, som vi købte i Walmart, der virker lidt plastikagtig. Vi fandt Target, der dog havde lukket i anledning af påsken.

Efter lidt at spise tilbage i camperen, besluttede vi at tage toget til Down Town LA. Umiddelbart skulle der være en togstation tæt herpå, men den var bare ikke til at finde. I stedet kom vi ud på en god gåtur igennem blandt andet et villakvarter. Vi var tæt på at opgive, men blev alligevel stædige, selvom vi havde fundet ud af, at det nu var blevet for sent at tage toget til centrum. Men stationen skulle findes alligevel! Og det lykkedes os da også at finde den. Det viste sig, at der kun var adgang til stationen fra den ene side af banen – modsatte side af, hvor vores campingplads ligger. Så der er alligevel ca. ½ times gang til stationen herfra. Ved stationen var der racerløb i gang med fjernstyrede biler. Voksne mænd og deres legetøj…

På vej tilbage tilbage til campingpladsen fik vi købt et par ekstra viskestykker, og så var vi en tur i Total Wine – en kæmpe vinhandel, der også havde en enorm ølafdeling. Aldrig har vi set så mange forskellige øl fra hele verden (Danmark var repræsenteret ved Mikkeller)! Det var et slaraffenland for Casper!

Det meste af eftermiddagen blev tilbragt i camperen med bare at slappe. Aftensmaden blev amerikanernes svar på Knors Lasagnette: Sloppy Joe’s. En færdigret, hvor vi blot skulle tilsætte kød, mælk og vand. Vi valgte dog også at supplere med en bagt kartoffel.

Valdemar blev puttet i bæreselen efter maden, og så gik vi lige en runde på campingpladsen. Han er nu lagt i seng til normaltid, så vi er lidt spændte på, hvor længe han sover…

Walnut RV Park, Los Angeles, Californien, kl. 22.45, mandag den 1. april 2013
Kl. 5 i morges var det ikke længere muligt at få Valdemar til at sove videre ved at putte sutten i munden på ham, så endnu engang var vi meget tidligt oppe. Britt fandt ud af, at den ellers velsmagende kanelpasta ikke er supergod. Britt slog simpelthen ud af den og endte med at ligne en klovn: helt rød rundt om munden. Så det må være tilbage til vores kedelige. medbragte Colgate.

Da klokken var lidt over otte, var vi i Target for at supplere vores proviant som vand, mælk, pålæg og salat (Target er altså så meget mere lækker end Walmart). Også et par”skulderpuder” til Valdemars autostol blev det til, så selerne ikke skærer ind i siden af halsen på ham. Med dem – og en bedre fastspænding i vognen op ad bordet – føles autostolen både mere sikker og behagelig for Valdemar.

Fra Target satte vi kurs mod Hollywood – nærmere betegnet observatoriet i Griffith Park. Ikke for at se observatoriet, men for at se udsigten over LA og til Hollywood-skiltet. At komme ind og ud af en almindelig parkeringsplads med vores camperskrummel var ikke helt nemt. Fra observatoriet kørte vi til Hollywood Drive, hvor vi med næsen nedad kiggede på stjerner på fortovet – nogle mere kendte end andre. Vi kom blandt andet forbi Graumann Chinese Theatre, inden vi fandt en café, hvor vi alle tre fik frokost. Fra bæreselen på maven af Casper fulgte Valdemar med i alt omkring ham på gåturen.

Efter Hollywood kørte vi til bydelen, Beverly Hills, hvor vi parkerede i et villakvarter. Den første parkeringsplads viste sig at være ulovlig (vi måtte kun parkere mellem kl. 2.30 om natten og kl. 8 om morgenen!), så tilbage igen og flytte camperen… Vi stak hovederne ind på Beverly Whilshire Hotel (kendt fra Pretty Woman) og gik en tur op ad Rodeo Drive. Nej, vi shoppede ikke!

Santa Monica blev dagens sidste stop. Vi parkede camperen tæt ved stranden og gik så langs vandet til Santa Monica Pier og derefter op og ned ad gågaden, Third Street Promenade. Solen var netop gået ned, da vi forlod Santa Monica – og endelig fandt vi ud af, hvordan vi får lys på camperen.

Tilbage på campingpladsen var det tid til sen aftensmad. Da Valdemar var lagt til at sove, fik vi vasket en vask på campingpladsens vaskeri. Desværre havde vi ikke mønter nok til mere end en enkelt vask og dermed heller ikke til tørretumbleren. Det betyder, at vi nu har tre tørresnore hængende på kryds og tværs her i vognen – fyldt med rent vasketøj.

Walnut RV Park, Los Angeles, Californien, kl. 21.15, tirsdag den 2. april 2013
I morges var det så tid til at prøve Los Angeles’ offentlige transportsystem, så kl. 8.30 tog vi toget mod Union Station, downtown LA – en tur på små tre kvarter. Vi troede, at toget ville være fyldt med folk, der skulle på arbejde i centrum, men toget var næsten tomt – og dette til trods for blot to afgange i timen.

Downtown var første stop en bænk i Grand Park foran City Hall for at give Valdemar lidt mad. Derfra gik turen videre til den flotte katolske katedral, Cathedral of Our Lady of the Angels, og derefter til Walt Disney Concert Hall, hvor vi tog en ’audio tour’ i den imponerende bygning.

Lige ved koncerthallen passerede vi Højesteret, hvor et hav af medier havde taget opstilling. Vi spurgte en fotograf, hvad der foregik, og fik svaret ”The Jacksons”. Da vi stadig lignede spørgsmålstegn, pegede han på manden ved siden af for yderligere forklaring. Det viste sig at være familiens Jacksons advokat, der pænt forklarede os, at der var tale om retssagen, som Michael Jacksons familie har anlagt mod lægen, som gav Michael Jackson sovemedicinen, som han døde af.

Fra Højesteret og koncerthallen fortsatte vi igennem det flotte forretningskvarter til den historiske del af downtown LA. Der var nogle flotte, gamle bygninger, men det var vist ikke tilfældigt, at politiet netop der havde placeret sin mobile politistation. Det vrimlede simpelthen med skumle personer, så vi synes bestemt ikke, at der var særligt hyggeligt. Vi skyndte os derfor videre til Toy District, hvor butikker med billigt plastiklegetøj, piñataer, gadgets og andet tingeltangel lå side om side. Der lykkedes det os endelig at finde et nyt batteri til vores skridttæller, så vi også på denne ferie kan registrere, hvor lange strækninger vi får tilbagelagt – nu med Valdemar i klapvogn eller bæresele.

Downtown ligger også Little Tokyo – et kvarter præget af japanske butikker og spisesteder. Der spiste vi frokost (dog ikke japansk), inden vi satte kursen mod Union Station. På vejen nåede vi lige at smage en snasket hot dog fra en gadebod.

Oprindeligt havde vi regnet med at tage et tog tilbage kl. 13, men vi brugte lidt længere tid i byen og måtte tage det næste tog, som først afgik kl. 15.15. Med lidt forsinkelse på toget og pit stop i et supermarked på vej hjem, var vi tilbage her på campingpladsen sent på eftermiddagen. Endnu en gang tog vi en gåtur rundt på campingpladsen, og endnu en gang blev vi imponerede over de store vogne – og forundrede over, at nogen har lyst til at bo sådan permanent!

Efter aftensmaden fik vi besøg af vores nabo – en enlig dame i 50’erne, der bor i sin camper her på pladsen på 18. år. Hun ville blot fortælle os om et stort ’farmers market’ i morgen tæt herved. Vi fik dog også hørt om hendes katte, der reagerer på Valdemars klynken, og om vaskebjørne, som kommer her, fordi hun har opfostret dem, da de blev forladt af deres mor. Det var så dem, vi faktisk så forleden morgen i mørket, men, som vi troede, var lemurer. Hun fortalte også om, hvor meget hun hadede campingpladsens nye manager, der det sidste halve år havde prøvet at få hende fjernet fra pladsen ikke mindre end 52 gange. Meget underholdende.

De sidste par dage har det været lidt overskyet og vel omkring 18 grader varmt, men i dag har solen kigget noget mere frem, og temperaturen været noget over de 20 grader. Selvfølgelig huskede vi at smøre Valdemar godt ind i solcreme, men vi glemte os selv. Men det har vel ikke været rigtig ferie, før en af os har fået en flot, rød kulør? Denne gang er det Casper, hvis nakke gerne ville have set lidt faktor 50+.

Nu sidder vi og venter på, at tørretumbleren bliver færdig med at tørre vores vasketøj, så vi kan komme i seng

Flying Flags RV Park, Buellton, Californien, kl. 21.00, onsdag den 3. april 2013
Til morgenmaden havde vi vores nu daglige konkurrence om, hvilke af vores morgenmadsprodukter, der havde det højeste sukkerindhold. Derefter var det tid til at forlade Los Angeles, så da Valdemar var klar til første lur efter morgenmaden, rullede vi derudad.

Dagens første stop var Santa Barbara, hvor vi med lidt besvær fandt en parkeringsplads til vores camper tæt ved Stearn’s Wharf. Vi gik en tur ud på molen, hvorfra vi lige spottede en enkelt søløve (eller sæl?) i vandet. Derfra gik vi op ad hovedgaden og til byens flotte retsbygning. Fra bygningens tårn var der en flot udsigt over byen og vandet trods det lidt disede vejr. Valdemar fik oplevet byen fra bæreselen på maven af Casper.

Tilbage ved camperen ved stranden fik vi alle lidt at spise, inden vi fortsatte til Solvang. Underligt at gå i en by, hvor alt hedder noget dansk uden at være det. Der var Tivoli Garden (lejlighedskompleks), Rundetårn, som husede et pizzeria, og butikker med navne som Ingeborgs Danish Chocolate og Rasmussens Antique. Det var en utrolig hyggelig by, hvor bygningerne meget gennemført alle var opført, så de lignede gamle danske bygninger med bindingsværk – nogle originale fra byens grundlæggelse i 1911. Æbleskiverne smagte helt ægte, men størrelsen var amerikansk: meget store.

Da Valdemar havde fået aftensmad, fandt vi en restaurant (The Red Viking), hvor de serverede dansk smørrebrødsbuffet. Vi smagte leverpostej, skinke med hønsesalat og medisterpølse med rødkål. Det smagte næsten rigtigt, men pumpernickelbrød har altså intet med rugbrød at gøre, selvom det måske ligner!

Da vi havde travet op og ned ad hovedgaden, Copenhagen Drive, flere gange, fortsatte vi vores køretur til den nærmeste campingplads – nemlig i nabobyen, Buellton, hvor vi er nu. Dette er en campingplads i helt anden stil end den forrige. Der er umiddelbart ingen fastliggere med hegn, fliser eller redskabsskur, og vognene er noget nyere. Fælles er dog campernes størrelse. De er enorme, så vores 25 fods camper svarer jo til en Fiat 500.

Washburn Campground, San Simeon State Park, Californien, kl. 20.15, torsdag den 4. april 2013
Ligesom vi den første dag købte en masse små 1-portions morgenmadsprodukter, har vi hver dag også prøvet en ny yoghurt. Vi har indtil nu blandt andet smagt Key Lime Pie, Banana Creme Pie, honning/mandel samt jordbær med hvid chokolade – alt sammen altså i yoghurtform.

Omkring kl. 9 forlod vi Buellton – med en pose med to cookies, som vi fik i receptionen, da vi checkede ud. Dem supplerede vi vores morgenmad med.

Navigationen havde Heart Castle som destination, og efter tankning og et par stop undervejs, nåede vi frem først på eftermiddagen. Køreturen dertil gik først igennem et flot bakket landskab fyldt med vinmarker, og efterfølgende nåede vi kysten med bølger og klipper ved Highway 1.

Casper er nu blevet fortrolig med camperen, så gennemsnitshastigheden er blevet lidt højere – og det blev da også til flere overhalinger i løbet af i dag.

Vi havde håbet at nå at se Heart Castle idag, men da vi kom til besøgscenteret, fik vi at vide, at der desværre var fuldt booket på de guidede ture resten af dagen. Vi valgte derfor at reservere billetter til den første tur i morgen tidligt. Inden vi forlod stedet, tog vi os dog tid til at se filmen om William Randolph Hearst og hans drøm om slottet på klippetoppen. Valdemar var meget fascineret af de flotte billeder på det kæmpe lærred, men blev noget utålmodig, da der blev vist gamle stilbilleder. Han holdt dog filmen ud, inden han gik død.

Da vi nu skulle tilbage til Hearst Castle i morgen, valgte vi at køre til den nærmeste campingplads i San Simeon State Park. En primitiv plads uden facilitter udover tørklosetter (Godt, vi har vores eget toilet!). Vi brugte den sene eftermiddag på at sidde og slappe udenfor camperen og på at gå en kort tur rundt på campingpladsen. Der fik vi set lidt wildlife: en hareunge og et jordegern. En kæmpe hønsefugl af en art passerede også forbi os, da vi sad udenfor. Der hører en slags grill med til vores campingplads, men vi valgte nu alligevel at lave vores hot dogs indenfor på komfuret. Vi manglede nemlig både rist og brænde til grilltønden.

Valdemars døgnrytme følger nu helt tidszonen her. Vi håber derfor, at han ligesom den forgangne nat igen vil sove 10 – 10 ½ time.

Carmel By the River RV Park, Carmel, Californien, kl. 20.45, fredag den 5. april 2013
Valdemar valgte at sove mere end 11 timer i nat og fungerede derfor ikke som vores naturlige vækkeur i morges. Så pludselig havde vi travlt, for vi skulle jo nå vores rundvisning på Hearts Castle. Vi nåede dog frem i tide, omend vores morgenmad blev indtaget på parkeringspladsen uden for besøgscenteret.

Det var ikke tilladt selv at køre op til Hearst Castle. I stedet blev vi transportet i bus dertil. En fantastisk flot tur op ad bjerget, hvor vi egentlig var glade for, at vi ikke selv skulle køre i camperen af de meget snoede, smalle veje. Hearst Castle var noget for sig selv! Vi så flere af de store rum indenfor, der alle var overdekoerede med mørke trælofter med udskæringer, kæmpe gobeliner på væggene og fyldt med kunst. Udenfor var den lækreste swimmingpool, og under tennisbanerne var det smukkeste romerske bad med mosaikker overalt. Vi var på den guidede tur sammen med en gruppe asiater, der jo som bekendt tager billeder af alt – inkl. Valdemar, der sad og sov i bæreselen.

På kystsiden tæt ved Hearst Castle stoppede vi et par gange for at se på de mange store søelefanter, der lå og sov på stranden. Vi fortsatte kørslen på Highway 1’s smalle, snoede vej. Nogle steder var hastigheden helt nede på 30 km/t, da pladsen var træng (og camperen stor!) på bjergvejen. Der var hele tiden en skøn udsigt over klipperne og vandet, og flere gange stoppede vi da også. Planen var at overnatte et sted i nærheden af byen, Big Sur, men det viste sig, at der slet ikke var en egentlig by, men blot nogle spredte hoteller, caféer og butikker. Vi valgte derfor at fortsætte køreturen videre til Carmel.

I et supermarked fik vi fyldt køleskabet op og købt noget nemt aftensmad. Udover morgenmad og en lille sandwich havde vi intet fået at spise hele dagen, så vi var godt sultne. Vi bad navigationen finde den nærmeste campingsplads, og det er så der, vi er nu. En lille, hyggelig campingplads lige ned til floden (floden løber ca. 3 meter fra vores plads). Indtil solen gik ned, var det dejligt lunt, så vi sad udenfor og spiste vores aftensmad.

Efter de sidste to dage at have overnattet på campingpladser, hvor vi ikke har haft strøm, nyder vi, at vi her kan få strøm på bærbar computer og mikrobølgeovn. Sidstnævnte har lige været i brug til at lave popcorn med karamel. Lækkert, selvom vi fik smeltet nogle skåle, der ikke kunne tåle den varme karamel! Det er nu også lidt nemmere at skrive dagbog på computeren end på den lille tablet (eller i hånden, fordi tablet’en gik død forleden aften!).

Marina Dunes RV Park, Marina, Californien, kl. 20.45, lørdag den 6. april 2013
Inden morgenmaden nåede vi lige at skype lidt med familien derhjemme, og derefter kørte vi den korte tur til Point Lobos State Reserve.

Der var ikke adgang i parken for campere, så vi måtte parkere langs landevejen og gå det sidste stykke. Udover den sunde, ekstra gåtur sparede vi så også de 10 dollars, som det kostede at komme ind i bil. Med Valdemar i bæreselen gik vi en skøn tur på klipperne ved vandet. Udover søløver var vi også så heldige at se flere havoddere, der boltrede sig i tangskoven i vandet.

Fra Point Lobos var der blot en kort køretur til byen, Carmel-By-The-Sea. Vi startede med at gå mod den spanske mission, San Carlos Borromeo. Trods et kort tog det lidt tid at finde den, men det lykkedes. Fra missionen gik vi til centrum af Carmel. Carmel er en utrolig hyggelig by med huse som taget ud af et eventyr. Alle havde de navne som Treasure Island, Happily Ever After og Moongate.

Ved frokosten var et amerikansk ægtepar interesserede i at høre, hvor vi kom fra. Det viste sig, at manden havde været i Danmark flere gange i forbindelse med sit arbejde, og han fortalte begejstret om sine besøg og vores dejlige land. Efter frokost gik vi ned til stranden i Carmel, hvor der trods den kølige vind var mange mennesker. Turen tilbage til vores parkerede camper var hård: op ad bakke med Valdemar i klapvognen! Så der kunne vi godt have brugt den kølige vind, som var ved stranden.

Ad den private vej, 17 Mile Drive (hvor det kostede 10 dollars at komme ind i det private område) fik vi set de flotteste, store villaer, ligesom vi stoppede flere steder for at nyde udsigten over klipperne, bølgerne og de vindblæste cypresstræer – en meget smuk rute. I Monterey gik vi en tur ud på Fishermann’s Wharf, og fra spidsen af molen fik vi set endnu en havodder, der svømmede mellem lystbådene. Søløverne lå også og gøede på stenmolerne.

Egentlig var det vores plan at nå helt til Santa Cruz i dag, men vi havde brugt lidt længere tid i Carmel end planlagt. Så efter gåturen på molen i Monterey, fandt vi den nærmeste campingplads, hvilket var her i Marina. Her var det muligt at købe brænde til den grill, der hører til vores campingplads. Men nu havde vi ingen pølser eller andet, som vi kunne grille, så det droppede vi. Der duftede ellers godt fra grillene fra de andre campister.

Efter aftensmaden (tilberedt i mikrobølgeovnen) gik vi en tur rundt på pladsen og til de store sandklitter, som campingpladsen ligger ved. Vi kunne have tænkt os, at det ikke var det smarteste at tage en klapvogn med til stranden… Men med Caspers stædighed lykkedes det os at komme næsten ned til vandet, som solen var ved at gå ned.

Candlestick RV Park, San Francisco, Californien, kl. 20.00, søndag den 7. april 2013
’Mystery Sport’ ved Santa Cruz var dagens eneste aktivitet, så der kørte vi til efter morgenmaden. Der i skoven påståes det, at tyngdekraften ikke helt fungerer, hvorfor alting ser ud til at have en anden størrelse eller vinkle anderledes. Synbedrag eller ej, så var det underholdende at høre på vores guides dårlige jokes, og uanset, hvordan de har lavet det, så var det meget imponerende.

Vi valgte ikke at stoppe i selve Santa Cruz, men fortsatte i stedet det sidste stykke ad vejen til San Francisco, så vi ankom først på eftermiddagen. Køreturen til ’Mystery Spot’ gik igennem et landskab præget af marker og boder med frugt og grønt som jordbær, avokado og artiskok. Pris: 10 artistokker for 1 dollar eller 7 avokadoer for 1 dollar! Fra Santa Cruz var det mere kedelig kørsel på motorvej med op til seks spor i hver retning. Her lige op ad Candlestick Stadium (hjemmebane for San Francisco 49ers) skal vi så være de næste fire nætter.

Vi brugte eftermiddagen på en gåtur i området for at lede efter et nærliggende supermarked, men fandt intet. På gåturen fik vi en forsmag på, hvad der venter os de næste dage her i San Francisco: bakkede gader, der virkelig sætter benmusklerne på prøve – især, når man også skal skubbe en klapvogn foran sig!

Vasketøjsbunken var efterhånden blev stor, så vi besøgte også campingspladsens vaskeri. Deres tørretumbler er en ren pengemaskine! Vores tøj blev i hvert fald på ingen måde tørt efter en time i maskinen – og der er vel at mærke tale om en stor industrimaskine. Så endnu en gang har vi vasketøj hængende overalt i vognen! Belastende, men jo desværre nødvendigt… Nu vil vi dele en lille bøtte Ben & Jerry’s-is. Skønt med nye smagsvarianter til den halve pris!

Candlestick RV Park, San Francisco, Californien, kl. 20.00, mandag den 8. april 2013
I går aftes regnede det en smule, og det meste af natten blæste det så kraftigt, at det rustede godt i camperen. Derfor var vi glade for at se en klar, blå himmel i morges. Okay, det blæste stadig køligt, men ikke skyggen af en grå sky på himlen.

20 minutters gang, og så var vi ved togstationen sammen med pendlerne, der skulle på arbejde. Da vi ankom til centrum af San Francisco, startede vi med at gå ned til færgeterminalen, der i dag huser en masse små lækre specielbutikker. Derfra fortsatte vi langs vandet forbi de mange moler og gamle pakhuse. Selvfølgelig skulle vi ud på Pier 39 med de mange små butikker og spisesteder. Valdemar fik lidt at spise på en bænk med udsigt til vandet, Alcatraz og Golden Gate Bridge – og med de mange gøende søløver tæt ved. Vi fik lidt at spise på et af molens mange spisesteder: clam powder serveret i brødskål og fish’n’chips. Resten af Fishermann’s Wharf gik vi også forbi, inden vi tog en lille pause i The Cannery. De første souvenirs til vennerne derhjemme blev også købt.

Fra San Francisco Maritime National Historical Park gik det så op ad bakke – stejt op ad bakken! Vi kan godt forstå, at mange turister valgte at tage de flotte gamle sporvogne i stedet for at gå. Underligt nok var der ikke mange andre, der gik op ad vejen. Vi kiggede ned af Lombard St. med de mange hårnålesving, men mest imponerede var dog at kigge ned af byens mest stejle gade, Filbert, der har en stigning på 31 %. Vi droppede at gå ned ad den med Valdemar i klapvognen og valgte en lidt blidere nedstigning.

Da det var tid til endnu en spisepause for Valdemar, fandt vi en café på Union Square, hvor vi fik lidt kaffe og kakao samt lidt kage. Først for sent opdagede vi, at The Cheese Factory lå lige på den anden side af gaden. Et sted, der har måske 30 forskellige slags cheesecakes, kunne vi ikke ignore. Vi måtte bare købe et par stykker med hjem.

Vi kan godt forstå, at mange mener, at San Francisco er USA’s flotteste by, for flot det er den bestemt! Sent på eftermiddagen fandt vi toget hjem igen, så vi var hjemme i vores camper til aftensmaden. Valdemar skulle fodres først, og for første gang fik vi serveret noget mad for ham, som han ikke kunne lide. I et forsøg på hurtigt at lave noget grød til ham, gik det lidt for hurtigt, og Britt fik tabt en skål grød på gulvet – og på bordet, komfuret, persiennerne og oppe i emhætten! Ja, grød alle vegne!

Aftensmaden stod også i dag på en amerikansk klassiker: tuna melt. Det smagte ikke fantastisk, men kunne da spises. Endnu en gang måtte vi pille batteriet ud af røgalarmen ,da vi gik i gang med madlavningen. Røgalarmen sidder nemlig blot en meter fra komfuret, så den er indtil nu gået i gang hver gang, vi har lavet mad.

Nu skal vi så smage cheese cakes: en med Snickers og en med peanutbutter! Uhmm!

Candlestick RV Park, San Francisco, Californien, kl. 21.00, tirsdag den 9. april 2013
Hjemmefra havde vi booket en tur til Alcatraz, og vi havde valgt Early Bird – altså dagens første tur. Det betød, at vi allerede kl. 8.15 skulle være klar til afgang fra Pier 33 i centrum. Vi var derfor meget tidligt oppe og kørte mod centrum af San Francisco sammen med dem, der skulle på arbejde.

I går havde vi spottet en parkeringsplads ikke så langt fra Pier 33, hvor der var plads til vores camper. Parkeringspladsen så noget lukket ud, men selvom et par indkørsler var spærret af skilte og kegler, kørte vi derind. Billetautomaten virkede ikke, så vi var lidt nervøse for, hvad vi så skulle klare betalingen senere. Heldigvis kom en reparatør af automaterne os til undsætning, så vi uden bekymring kunne forlade camperen.

Igen i dag skinnede solen fra en skyfri himmel og heldigvis blæste det ikke nær så meget som i går, så det blev en rolig sejltur til Alcatraz. På Alcatraz tog vi en ’audio tour’ rundt i cellebygningen – indtalt af tidligere fængselsbetjente og indsatte. Det var utroligt interessant og gav liv til de nu forladte celler. Vi valgte ikke at gå hele øen rundt, men så dog en kort film om øens historie fra gammel militæranlæg til fængsel og nu nationalpark.

Tilbage i centrum begav vi os – efter en pause i camperen – afsted igen med Valdemar i bæreselen. Vi så Lombard St. (vejen med alle hårnålesvingene) nedefra, inden vi tog en tur med en af de gamle kabeltrukne sporvogne. Casper og Valdemar tog pladsen med at hænge på siden af vognen, som den kørte op og ned ad de stejle gader. Ved kabelbanemuseet hoppede vi af, så vi kunne se hele maskineriet bag, inden vi fortsatte mod Chinatown. Et sted stak vi hovederne ind på en lille lykkekagefabrik.

På vej tilbage mod camperen lykkedes det os endelig at finde et rigtig supermarked i centrum; så kunne vi få fyldt op af primært mad til Valdemar. Vi lavede igen en pause i vognen, hvor Valdemar fik aftensmad, inden vi gik en tur på Pier 39. Der valgte vi at spise aftensmad på Bubba Gump. Selvfølgelig stod der rejer på menuen. Mens vi ventede på maden, testede tjeneren vores viden om filmen Forrest Gump. Kun med rigeligt med hjælp lykkedes det os at svare på nogle af spørgsmålene. Fra vores bord havde vi en fantastisk udsigt over vandet til både Golden Gate Bridge og Alcatraz, hvor solen var ved at gå ned. Da vi forlod centrum, var solen væk, så vi kunne rigtigt se det flotte lysshow på Bay Bridge.

Vi vil nu igen spise cheesecake. Nej, vi har ikke købt mere, men i går kunne vi simpelthen ikke spise det hele af de to stykker, som vi havde købt

Candlestick RV Park, San Francisco, Californien, kl. 20.00, onsdag den 10. april 2013
Efter at have sovet længe og skypet kort med familien, gik vi i gang med ’Projekt Vandslange’. Da vi kom tilbage til campingspladsen i går aftes, opdagede vi nemlig, at vores vandslange var væk. I receptionen opfordrede de os til at spørge dem, der rydder op på campingspladsen. Det var dog lettere sagt end gjort!

Casper prøvede at spørge en medarbejder, der kom forbi vores plads, men han forstod ikke engelsk. Derefter gik Britt på jagt efter en anden medarbejder… En medarbejder så umiddelbart ud til at forstå problemstillingen, men ak… Han gik med hen til vores plads – og viste os, hvordan man tændte for vandet på vandhanen. Da det gik op for ham, at det altså ikke var det, der var vores problem, blev han ved med at gentage: ”I’m Chineese; I’m sorry” – og så fortsatte han på kinesisk. Britt fik ”talt med” ikke mindre end tre ikke-engelsktalende medarbejdere. Medarbejderen i receptionen, der umiddelbart virkede til at være campingspladsens manager, kunne heller ikke tale kinesisk, men mente, at det måske hjalp at råbe lidt ad dem. Vi kom frem til, at de ikke mente, at de havde set vores vandslange, men for at få fred for os og den nu vist lidt sure manager, gav de os en af deres vandslanger.

Klokken blev derfor omkring 10, førend vi forlod campingpladsen og gik til det nærmeste bustopsted. Derfra tog vi bussen til dens endestation: Presidio of San Francisco på den vestlige side af San Francisco, ikke langt fra Golden Gate Bridge – en tur på ca. fem kvarter med et busstopsted på næsten hvert et gadehjørne. Og så startede vi på en længere gåtur langs vandet til Golden Gate Bridge og Fort Point og videre derfra langs stranden ved Crissy Fields og marinaen for at ende ved Fisherman’s Wharf nogle timer senere.

Endnu engang havde vi husket at medbringe både mad og vand til Valdemar, men ikke så meget som en vingummi eller et stykke frugt til os selv. I et supermarked købte vi et par sandwich og lidt at drikke, som vi så sad og nød med udsigt over vandet. Vi gik stort set hele vejen langs alle molerne til AT&T-park, hvor The Giants lige var blevet færdig med at spille en kamp. At dømme efter ansigtsudtrykkene på de mange fans, tabte de vist… Tæt ved stadion tog vi toget, så vi var tilbage på campingpladsen omkring kl. 17.30.

Av, hvor gør det nu ondt på os begge. Solen har også i dag stået højt på en skyfri himmel, og der var ikke meget skygge på vores lange gåtur, så vi er begge blevet skoldede på arme og hals. Ja, endnu engang var det kun Valdemar, der var blevet smurt godt ind i faktor 50+!

Yosemite Pines RV Resort, Groveland, Californien, kl. 20.00, torsdag den 11. april 2013
I dag var der dømt transportdag, så kl. 9 lagde vi campingpladsen i San Francisco bag os. Planen var at komme et godt stykke mod Yosemite National Park, og vi havde ingen planer om at skulle opleve noget særligt på vejen. Så vores stop skulle udelukkende være for at få Valdemar ud af autostolen.

Den første del af køreturen foregik sammen med San Franciscos morgentrafik ud over Bay Bridge. Vi havde overvejet at køre over Golden Gate Bridge, men det ville simpelthen være for stor en omvej. Første stop et godt stykke uden for San Francisco var ved en Target, hvor vi igen sørgede for, at camperen var fyldt med mad og drikke til os alle – og alle de andre ting, som vi ikke lige kunne undvære (som en kølende aftersunlotion!). Næste stop var i den lille by, Escalon, hvor vi gik en kort tur og spiste en is. På vejen passerede vi store plantager, hvor der blandt andet blev dyrket vindruer, jordbær og mandler.

Som vi nærmede os Yosemite, begyndte det at gå op ad bakke med godt snoede veje. I modsætning til, da vi kørte på den snoede Highway 1, var der her tale om lækker, ny asfalt, så det var en noget mere behagelig køretur. Casper havde dermed også overskud til at nyde udsigten over bjergene. Vi nåede op i ca. 3000 fods højde, hvor vi havde en flot udsigt over området.

Omkring kl. 17 nåede vi så frem til denne campingplads. Nej, vi har ikke kørt i otte timer, men vel omkring tre timer sammenlagt. Resten har været de lange pauser. Vejret var så dejligt, så vi spiste vores aftensmad udenfor, og bagefter gik vi en tur på campingpladsen. Den er meget stor, men det ser man ikke lige, da dele af den ligger godt gemt mellem træer og bakker. I morgen tager vi så den sidste bid af køreturen til Yosemite National Park – forhåbentlig ikke mere end godt en times kørsel.

Upper Pines Campground, Yosemite Valley, Californien, kl. 20.30, fredag den 12. april 2013
I formiddags var det vores plan at tage det sidste stykke af køreturen til Yosemite National Park i et stræk. Men som vi nærmerede os parken, blev udsigten fra vejen flottere og flottere, så vi holdt ind flere steder for lige at nyde udsigten. Vi startede med at køre godt op i bjergene og nåede op i en højde af ca. 6.200 fod,førend det begyndte at gå ned af igen. Da vi var højest oppe, lå der sne på jorden flere steder. Derefter begyndte ‘nedstigningen’ til Yosemite Valley. Der med høje klipper på begge sider lå vores campingplads nemlig. Vi nåede frem til pladsen kl. 11.

Ved indgangen til pladsen blev vi orienteret om de madopbevaringsregler, som skal forhindre bjørne i at invadere pladsen efter mad. Casper måtte skrive under på, at han havde forstået reglerne. På alle pladser er en aflåst boks til opbevaring af mad, men vi fik dog lov at opbevare det inde i camperen, når blot det ikke lå på forsæderne, men derimod blev opbevaret i køleskabet og højtsiddende skabe. Bjørnene har lært at bryde ind i biler, men endnu ikke i store campere. Et skilt viste, at der sidste år var besøg af bjørne 152 gange – og de ødelagde for mere end 40.000 dollars.

Da vi havde fået installeret os på pladsen mellem træerne (her er ingen tilslutning til hverken vand eller el) og spist lidt frokost, gik vi en tur i området. Vi gik igennem Curry Village og videre til Yosemite Valley Village. I besøgscenteret fik vi oplyst et par korte vandreture, som vi faktisk kunne tage med klapvognen, som vi havde med. Det var en lille tur til bunden af Yosemite Lower Falls og over engområdet, hvorfra der var en flot udsigt til den imponerende klippe, Half Dome. Ved Yosemite Upper Falls, som vi kunne se op på, kunne vi se en vovehals, der gik på line over det enorme vandfald (USAs højeste og vist verdens 6. højeste!). Han havde heldigvis en sikkerhedsline på, som kom i brug. Han opgav vist at komme hele vejen over, så da han havde fået hevet sig op på linen igen, vendte han om og gik tilbage. Det sidste stykke ind kravlede han nærmest på linen. Det skal siges, at alt dette skete så højt oppe, da vi måtte tage kikkerten til hjælp for at se noget.

Efter de små vandreture provianterede vi i byens supermarked. I dag ville vi være sikre på at kunne grille, så vi købte kul, inden vi gik tilbage til campingpladsen. Da vi kom tilbage, var det blevet tid til aftensmad: hot dogs og majskolber på grillen, der står her på vores plads. Vi sad ude og spiste, selvom det nåede at blive helt mørkt, inden vi blev færdige.

Vi har nu lige siddet og kigget på nogle af områdets andre vandreruter for at finde ud af, hvad vi skal bruge dagen i morgen på.

Upper Pines Campground, Yosemite Valley, Californien, kl. 20.00, lørdag den 13. april 2013
I dag skulle camperen stå stille, og vi skulle istedet ud at gå. Med Valdemar siddende i bæreselen på maven, havde vi bevidst udvalgt nogle ruter, der ikke gik stejlt op eller ned.

Vi startede efter morgenmaden med til god vandretur til Mirror Lake og videre langs floden. Søen bliver kaldt Mirror Lake, da de omkringliggende klipper flot spejler sig i det stille vand. Det var en flot tur på godt 9 km., der både gik gennem skov, over en lille eng og igennem store granitklippeblokke. Den del af ruten forbi klipperne bliver nogen gange lukket af på grund af stenskred, og der var da også advarsler om faldende sten. Vi havde læst, at ruten var et godt sted at se dyreliv. Vi fik dog kun set nogle enkelte hjorte – og så selvfølgelig egern, som jo er alle vegne her. På turen holdt vi pit stop et sted. Det var lidt af et projekt at skifte ble på Valdemar uden at lægge ham ned på den kolde granitsted, som vi sad på.

Eftermiddag havde vi planlagt at tage til El Capitan; en kæmpe klippe (vist verdens 3. største), der er godt besøgt af bjergklatrere. Om sommeren kører der shuttlebus til picnicområdet ikke langt fra klippens fod. Men her uden for højsæsonen, kørte shuttlebussen desværre ikke dertil. Derfor tog vi bussen så tæt på som muligt og ville så gå det sidste stykke af vejen til picnicområdet. Istedet for at følge vejen gik vi på en vandresti, der løb langs floden i bunden af Yosemite Valley. Der havde vi lidt svært ved at se, hvor langt vi var gået. Da vi besluttede os for at gå igennem skovbunden til vejen, fandt vi ud af, at vi selvfølgelig var gået forbi picnicområdet. Vi havde dog en fin udsigt op af El Capitan, hvor vi kunne se flere bjergklatere på klippevæggen. Vi valgte istedet at gå forbi klippen og over en bro lidt længere ude. Ved et picnicområde på den anden side af floden, fik vi så lidt at spise, inden vi gik tilbage mod Yosemite Valley Village. Valdemar hyggede sig, da han lå på bordet og kiggede op i træerne.

Da vi nåede tilbage til shuttlebussen, havde vi fået gået omkring 9 km. – altså 9 km. udover de 9 km., som vi gik i formiddags. Vi tog derfor shuttlebussen til det gamle, flotte hotel Ahwahnee, hvor vi lige gik en tur igennem den store lounge, inden vi tog shuttlebussen tilbage til vores campingplads.

Igen i dag grillede vi til aftensmad: hot dogs og burgere.

Imorgen forlader vi igen Yosemite National Park. Vi har kun set en lille del af parken, men da vi er her så tidligt på året, er flere veje her omkring stadig lukkede på grund af sne, så det begrænser os lidt.

Viking RV Park, Kingsburg, Californien, kl. 20.30, søndag den 14. april 2013
Allerede kl. 8 i morges trillede vi ud fra campingpladsen for at forlade Yosemite National Park. Et par steder stoppede vi kort for at nyde den fantastiske udsigt igennem dalen og over klipperne, inden vi gjorde et længere holdt ved Mariposa Grove for at gå en tur igennem skoven med de enorme Redwoods. Det er svært at forestille sig, at disse træer faktisk ikke er de største, der findes.

Da vi holdt på parkeringspladsen ved skoven, skete det, som ikke måtte ske: Valdemar trillede ned fra sengen og landede på gulvet med et dunk. Han skreg i vilden sky og fik hurtigt en kæmpe bule i baghovedet. Han var dog til at trøste, og der gik heldigvis ikke lang tid, før han smilede igen. Resten af dagen holdt vi dog ekstra øje med hans opførsel for at sikre os, at han ikke har fået en hjernerystelse.

Efter Mariposa Grove og forskrækkelsen med Valdemars styrt kørte vi med kurs mod en campingplads i Kingsburg et stykke efter Fresno. På vejen så vi mange marker med vinduer. Disse er dog ikke til vin, men til rosiner. På vores vej passerede vi nemlig byen, Selma, der kalder sig ’Raisin Capital of the World’. Sunmaids hovedkontor ligger faktisk også kun et par miles herfra.

Vi ankom til campingpladsen midt på eftermiddagen. Campingpladsen gik vi rundt på under 5 minutter, og der er intet her i nærheden at kigge på. Marker og motorvejen er nærmeste nabo. Derfor havde vi rigeligt med tid til at få vasket en masse tøj inden aftensmaden. Vi har nu siddet og lavet lidt på vores hjemmeside, så vi forhåbentlig kan få lagt vores dagbog op næste gang, vi har internetadgang.

Vi er glade for, at Valdemars store bule i hovedet nu er blevet væsentlig mindre, og at han på ingen måde har virket til at være påvirket af sit stunt tidligere på dagen.

Lake Isabella/Kern River KOA, Weldon, Californien, kl. 20.15, mandag den 15. april 2013
Lidt i 6 i morges opdagede vi, at Valdemar var vågen. Han er jo ikke den, der vågner med et hyl, så vi vidste ikke, hvor længe han havde ligget og kigget rundt i den mørke camper. Men så kom vi da tidligt op…

Endnu et stykke af vejen mod Death Valley skulle tilbagelægges, og kl. 8 kørte vi afsted. I den lille by, McFarland, lavede vi dagens første pit stop, og igen nød Valdemar at sidde og kigge ud på de forbikørende biler. Næste stop var Target tæt ved Bakersfield. Utroligt, som vi fylder en indkøbsvogn hver gang, vi besøger den butik!

Som vi kørte forbi en tankstation, kom vi i tanke om, at vi da havde glemt at fylde benzin på camperen. Der var umiddelbart stadig 50 miles tilbage i tanken, men da vi fandt ud af, at næste tankstation var 50 km. længere ude på vores rute, og Sierra Mountains lå foran os, turde vi ikke andet end at vende om og køre tilbage til den sidste tankstation. Camperen sluger masser af benzin – og op ad bakke skulle man tro, at der var hul i tanken.

Turen igennem Sierra Mountains langs Kern River var utrolig smuk, om end det ikke var så sjovt at køre langs klipperne, der virkede til at være faretruende tæt på camperens udhæng og sidespejl.

Ikke langt fra Lake Isabella fandt vi en campingplads at overnatte på. Den ligger midt i ingenting med bjergene omkring os, og som i en anden cowboyfilm blæser vindheksene hen over det åbne landskab. Det nærmest stormer her, så selvom vi ankom midt på eftermiddagen, følte vi os ikke fristede til at gå en længere tur end campingpladsen rundt. Og selvom vi her har en grill, og også har kul, droppede vi at grille. Blæst og masser af pollen og sand i luften gør det knapt så behageligt at sidde udenfor trods en dejlig temperatur. Sen eftermiddag og aften har vi derfor i stedet brugt tiden her i camperen på at slappe og være online for første gang i flere dage. Vores dagbog for første del af ferien er nu klar til at blive lagt op på hjemmesiden.

Olancha RV Park & Motel, Olancha, Californien, kl. 20.15, tirsdag den 16. april 2013
Vi startede dagen med at skype med familien og få lagt vores dagbog på hjemmesiden, så dem derhjemme kan følge lidt med, hvis de gider. Og så opdagede vi, at Valdemar er ved at få to tænder i undermunden, så nu kan han snart bide fra sig…

Derefter kørte vi afsted igennem et tørt, men fascinerende landskab. Klipper blev afløst af større flade områder med store kaktuslignende planter – hele tiden med bjergene i baggrunden. Vi skulle bare lige ud ad vejen med undtagelse af et enkelt venstresving – og dette på en strækning på omkring 120 km. Det første stykke af vejen snoede den sig dog.

På turen tog vi blot et enkelt stop for at give Valdemar lidt at spise, så vi var fremme på campingpladsen allerede ved middagstid. Og hvilken campingplads! Hvis vi syntes, at den forrige campingplads lå øde, så var det kun, fordi vi ikke havde set denne. Vi er omgivet af øde sletter med næsten ingen planter, og så bjergene længere ude. Kraftig blæst har væltet og ødelagt en del, gammelt byggeaffald ligger og flyder, og slidte, ødelagte campingvogne står og ser grimme ud ved siden af nogle endnu grimmere huse, der mest ligner store skurvogne uden hjul. Vandet i poolen er helt brunt, og stikdåsen på vores campingplads virker ikke, så vi tager strøm fra nabopladsen. Alt sammen bidrager til, at denne her campingplads virkelig ser slidt og ynkelig ud.

Selvom vi nu befinder os i ørkenområde tæt ved Death Valley er her godt koldt og blæsende, og for første gang på ferien oplever vi helt overskyet vejr. Tidligere i dag så det faktisk ud til, at det sneede i bjergene, som vi har udsigt til. Med undtagelse af den obligatoriske gåtur rundt på campingpladsen, tilbragte vi derfor dagen i camperen med at slappe og benytte os af det trådløse netværk, som der trods alt er her. Helt ligesom i går…

For første gang på ferien har vi nu gang i varmeblæseren her om aftenen. Vi bliver simpelthen nødt til at have varmet vognen op, hvis vi ikke skal fryse alt for meget i nat. Varmeblæseren larmer dog en del, så vi vil helst undgå at have den kørende i løbet af natten.

Valdemar er lagt til at sove pakket ekstra godt ind med et ekstra lag tøj, så han i hvert fald ikke kommer til at fryse i løbet af i nat.

Stovepipe Wells Village, Stovepipe Wells, Deatch Valley, Californien, kl. 20.00, onsdag den 17. april 2013
Varmeblæseren måtte i gang et par gange i løbet af natten for, at vi ikke skulle fryse helt til is. Valdemar var jo heldigvis blevet klædt godt på, så han sov godt hele natten. Da vi stod op, var det blevet helt klart i vejret, så nu kunne vi rigtig se bjergene omkring os. Et flot syn!

Efter morgenmaden kørte vi afsted mod Death Valley – en køretur på under 1½ time. Undervejs gjorde vi dog flere hold for at nyde den utrolige udsigt over bjergene og det golde landskab. I ”byen” (tre bygninger kan vist ikke kaldes en by) Panamint Springs fik Valdemar lidt mad og vi andre en is. Som vi kørte ind i Death Valley National Park luntede en kid fox (på dansk?? – en lille ræv med meget store ører) dovent over vejen foran os.

Da vi havde fået tjekket ind på campingpladsen i Stovepipe Wells, besøgte vi ”byens” saloon for at få frokost, inden vi kørte ud for at kigge lidt nærmere på området. Vi kan blive ved med at blive imponerede over landskabet omkring os – hvad enten det er bølger og klipper, floder og skove eller som her: flade, øde strækninger omkranset af bjerge. Ved Mesquite Flat Sand Dunes gik vi en tur i de enorme sandklitter. Det blæste stadig en del, så det varede ikke længe, førend det knaste, når man bed tænderne sammen. Tilbage i camperen trængte vi alle til et bad for at få vasket alt sandet af kroppen, så vi følte os helt rene, da vi gik ud for at spise aftensmad – ikke i saloonen, men i den tilstødende restaurant. Vi fik dog samme servitrice som til frokost.

Valdemar har vågen og nysgerrig, da vi fik vores forretter, og en ældre dame syntes åbenbart, at vi fortjente madro. Så hun tilbød at gå rundt med Valdemar, mens vi spiste. Hun fortalte, at hun havde tre døtre og ikke mindre end 13 børnebørn, så hun var erfaren babysitter. Vi takkede dog pænt nej tak til tilbuddet, hvorefter hun sagde, at hvis vi fortrød, skulle vi blot række en arm i vejret. Så kunne hun se os fra sit bord i restauranten.

Kort tid efter kom et jævnaldrende dansk par med to børn og satte sig ved bordet ved siden af. Den mindste dreng var meget interesseret i Valdemar, og det var gengældt. Da de to knægte, der var fire og syv år gamle, hørte, at vi også var danskere, begyndte de at fortælle på livet løs. De havde vist savnet nogen at kunne fortælle om de mange spændende oplevelser, som de havde haft de sidste 2 – 3 uger her i USA. Familien rejser ligesom os rundt i en camper og har været eller skal til nogle af de samme steder. Det var meget hyggeligt at tale med dem, selvom det betød, at vi ikke var blevet færdige med vores forretter, da vores hovedretter blev sat på bordet.

Efter at have haft det lidt småkoldt de sidste par dage, har vi faktisk nydt, at temperaturen her har været noget over de 20 grader. Det har blæst en del, så camperen har allerede fået et tyndt lag sand over det hele indvendigt. I morgen skulle vejret også blive flot, og vinden knap så kraftig, så det glæder vi os til.

Sunset Campground, Furnance Creek, Death Valley, Californien, kl. 20.30, torsdag den 18. april 2013
Vi vågnende kl. 6.30, og små 20 minutter senere trillede vi ud fra campingpladsen. Vi kørte de ca. 40 km. til Zabrieskie Point, hvor vi spiste morgenmad. Derefter gik vi det sidste stykke op til udsigtspunktet og kiggede ud over de flotte klipper. Fra det ene udsigtspunkt til det næste. Vi fortsatte nemlig til Dante’s View. De sidste få hundrede meter havde den smalle vej en stigning på 15 %, så camperen måtte arbejde godt. Fra toppen i mere end 5.600 fods højde var det faktisk muligt at se USA’s højeste og laveste punkt samtidig – henholdsvis Mt. Whitney og Badwater.

Selvom vi faktisk havde forudbetalt for endnu en nat på campingpladsen i Stovepipe Wells, besluttede vi i stedet at finde en plads i Furnance Creek. Derved sparede vi køreturen tilbage til Stovepipe Wells i dag og skærer samtidig et stykke af morgendagens køretur til Las Vegas. Derfor kørte vi til Furnance Creek, og ad en lidt alternativ vej fandt vi ind på campingpladsen. Fra campingpladsen gik vi over vejen til Furnance Creek, spiste lidt frokost på caféen, og gik en tur forbi golfbanen, hvor en prærieulv gik rundt og spiste nedfaldsfrugt fra dadelpalmerne omkring golfbanen og det store solcelleanlæg.

Efter frokost kørte vi til Badwater – den store nu udtørrede saltsø, der ligger 282 fod under havets overflade (campingpladsen ligger blot 190 fod under). Der gik vi en tur ud på saltet, hvor solen bagte fra en skyfri himmel. Denne gang havde vi alle tre fået solcreme på! Fra Badwater kørte vi til Artists Drive – en 9 miles lang ’omvej’ forbi klipperne, Artists Palette, med de mange flotte farver. Vejen gik op og ned, og et par steder skulle man næsten tro, at camperen ikke kunne klemme sig igennem de smalle passager. Vejen var ensrettet, og ligesom vejen til Dante’s View, måtte køretøjer over 25 fod ikke køre der. Vores camper lå altså lige på grænsen.

Efter Artist’s Drive kørte vi til Golden Canyon, hvor vi med Valdemar i bæreselen fik en tur igennem kløften. Derfra gik turen tilbage til campingpladsen, hvor det var tid til aftensmad. Efter maden nåede vi lige ud og se solen forsvinde bag bjergene ude fra golfbanen. En medarbejder i sin lille golfvogn kunne se, at vi var ude at gå en aftenstur, så han anbefalede os at gå ned bag golfbanen, hvor der var en flot udsigt og en mulighed for at se kondorer. De store fulge så vi desværre ikke, men ved en lille sø var mange andre fugle.

At finde ud fra golfbanen igen af det snørklede stisystem var ikke nemt. Flere steder måtte vi småløbe for at undgå de mange sprinklere, der sikrede de grønne plæner på dette tørre sted. Ud fandt vi dog endelig, og så fik vi mulighed for at se det fine resort og den udendørs del af museet om områdets oprindelige minedrift. Et smut igennem ’generel store’ efter lidt is og så tilbage til camperen.

Det er bælgmørkt udenfor (ingen belysning på campingpladsen) og flot stjerneklart. Der er ikke en vind, der rører sig, så vi har svært ved at få lidt kølig luft ind i camperen. Det bliver en varm nat!

Las Vegas KOA at Circus Circus, Las Vegas, Nevada, kl. 22.00, fredag den 19. april 2013
Så var det blevet tid til at forlade Death Valley – og staten Californien for den sags skyld – så efter morgenmaden trillede vi afsted. Ikke langt fra Death Valley National Park passerede vi grænsen til Nevada. Vejen var ikke særlig spændende, men vi kunne da more os lidt over advarselsskiltene på vejen. Vi blev blandt andet advaret om skildpadder, bjerggeder (…syntes vi, at skiltet lignende) og æsler på vejen. Vi så dog ikke andet end et jordegern, og en mus, der piskede over vejen foran os.

Det eneste stop på dagens køretur var i byen Pahrump ved en Super Walmart. At gå i et kæmpe supermarked er som at besøge en seværdighed; vi kan bruge lang tid på det! Endnu engang er camperen blevet fyldt op med de vigtigste ting som vand, bleer – og Ben & Jerry’s. Næste stop var vores campingplads her i centrum af Las Vegas. Campingpladsen ligger lige bag ved Circus Circus ved Las Vegas Boulevard – også kendt som The Strip. Første aktivitet var dog at få vasket tøj, da bunken af snavset tøj efterhånden var blevet noget stor.

Efter et bad til os alle tre begav vi os tidligt på aftenen ud for at gå en tur lidt længere end campingpladsen rundt. Campingpladsen ligger som nævnt lige bag Circus Circus, og gangbro og indendørs rullende fortov fører nærmest lige fra campingpladsens indgang til det store “cirkustelt”. Deri er forlystelser, der er Tivoli værdig. Som vi kom indenfor i larmen, faldt Valdemar utroligt nok i søvn.

Vi troede, at det ville være nemt at finde ud på The Strip igennem Circus Circus, men dette var ikke tilfældet. Det virkede som om, at alt var tilrettelagt på, at man ankom i bil, og vi endte derfor med at komme ud bag hotellet et sted. The Strip fandt vi dog, og så var det jo bare at gå lidt derudaf.

I det store shoppingcenter, Fashion Mall, fik vi alle aftensmad i deres store food court (vi venter stadig på, at danske indkøbscentre skal adoptere dette koncept!), inden vi igen gik ud på The Strip. Ved Treasure Island-hotel så vi det store piratshow. Imponerende nok lavet, men ellers ikke særligt spændende. Hverken fyrværkeriet eller de bragende kanoner påvirkede Valdemar, der lå og hyggede i klapvognen.

Ved Venetians kanaler vendte vi om og gik tilbage mod campingpladsen – imponerede af al Las Vegas’ lys og lyd. Det virkede som om, at der var gemt en højttaler i hver en busk eller lygtepæl. For ikke at skulle tilbage af den lidt skumle vej bag Circus Circus prøvede vi igen at finde vej igennem hotellet. Vi gik igennem kasinoet og meget andet – lidt af en labyrint, men det lykkedes os dog at finde det rullende fortov til vores campingplads.

Vist første gang på ferien, at vi går i seng efter kl. 22. Måske er det lidt om, at ”Las Vegas never sleeps”…?

Las Vegas KOA at Circus Circus, Las Vegas, Nevada, kl. 23.00, lørdag den 20. april 2013
I morges efter morgenmaden forskrækkede Valdemar os igen, da han pludselig lød som om, at han var ved at blive kvalt i noget af sit legetøj. Dette var heldigvis ikke tilfældet, men han havde fået en ”vinge” godt ind i munden og havde så gylpet uden at kunne komme af med på på grund af bamsen.

Da vi i formiddags igen skulle ud og vandre på Las Vegas Boulevard, lykkedes det os at finde igennem Circus Circus uden at være ved at fare vild. Det var dog mere end, hvad man kunne sige om flere af dagens andre hotel/casino/shoppingcenterbesøg! Især shoppingcenteret ved hotellet Venetian bygget om med Venedig som tema var ikke så nemt at finde rundt i, når man skulle finde elevatorer (til klapvognen) og ikke bare kunne benytte trapper og rulletrapper.

På vores tur ned ad The Strip kom vi igennem utallige hoteller, casinoer og shoppingcentre, at vi på nuværende tidspunkt slet ikke kan huske dem alle sammen. Vi så blandt andet kanalerne med gondolerne i Venetian samt nogle af de andre temahoteller som Caesars Palace, Excalibur og Luxor med sfinx og pyramide. Ved Bellagio så vi i den store sø det flotte show med vandkanoner, der sprøjtede vand i takt til melodien ”All That Jazz”, og mens vi spiste mexicansk frokost så vi en noget mindre fontæne ”danse” til forskelligt musik.

De fleste steder er der gangbroer over vejen på The Strip, og det kunne være lidt besværligt at komme op og ned ad disse. Nogle steder blev vi ledt ind i casinoer, hvor det ikke lige var til at finde ud af igen. Vi har set tusindvis af spillemaskiner af enhver art – med indsatser fra 1 cent til 500 dollars. Et besøg i The M&M’s World blev det også til.

Sen eftermiddag gik vi tilbage til camperen og tilbragte et par timer. Derefter var vi klar til dagens 2. omgang af The Strip. Der fik vi set vandfaldet ud for hotel Mirage forvandle sig til en spruttende vulkan, ligesom gadens mange lysende og blinkende skilte rigtigt kom til deres ret.

Valdemar havde været vågen det meste af dagen, så til aften tog han en så lang lur, at vi troede, at han havde lagt sig til at sove for natten. Det betød, at vi helt uden forstyrrelse kunne nyde vores aftensmad på en italiensk restaurant. Vi fik de lækreste pizzaer. Valdemar vågnede dog efter små tre timer, så her næsten fire timer efter hans sædvanlige sovetid, er han nu lysvågen. Vi er dog godt trætte og ømme i fødder og ben efter at have tilbagelagt mere end 20 km. i dag, og vi håber derfor, at vi kan overtale ham til at sove meget snart.

Las Vegas KOA at Circus Circus, Las Vegas, Nevada, kl. 21.00, søndag den 21. april 2013
I dag var der dømt shoppingdag, så efter morgenmad og skype med familien tog vi afsted. Vi havde besluttet at gå til Las Vegas Premium Outlet North, hvilket ifølge Google Maps lå ca. 45 minutters gang herfra. Med en håndskreven rutebeskrivelse var det ikke så svært at finde, men turen dertil var lidt kedelig igennem et slags industrikvarter.

Vi kom frem til shoppingcenteret omkring kl. 10.30 og først kl. 16 tog vi derfra – adskellige tusinde kroner fattigere. Casper fik bukser og flere poloshirts, og Valdemar fik en del poloshirts, flere par bukser – og et par pilotsolbriller ikke at forglemme. Faktisk kan Valdemar og Casper komme til at matche rimeligt godt, da de begge fik poloer fra både Polo Ralph Lauren (samme farve!) og Tommy Hilfinger, mens kun Valdemar fik en Lacoste-poloshirt. Sådan en lille krokodille kunne vi bare ikke stå for! I Disney-shoppen fik vi blandt andet købt et par souvenirs med hjem til familien.

Med en udendørstemperatur i skyggen på ca. 32 grader var det skønt med de nedkølede butikker! Den sidste butik, som vi shoppede i, var Samsonite. Der købte vi en stor duffelbag! Forhåbentlig kan den rumme en af vores nuværende tasker – og stadig havde plads til alle vores indkøb. Med alle vores indkøb og en bagende varme besluttede vi at tage bussen tilbage til vores campingplads. Det betød, at vi faktisk også fik set lidt af Las Vegas Downtown, da bussen kørte derigennem, inden den kom til Las Vegas Boulevard.

Tilbage på campingpladsen tænkte vi, at det ville være lækkert med en dukkert i poolen inden aftensmaden. Det endte dog med, at kun Britt tog en svømmetur i det iskolde vand. Fatter ikke, at vandet kan være så koldt, når det har været så hedt i dag (og de forrige dage!)

Det er nu et par timer siden, at solen gik ned, og temperaturen udenfor er stadig tæt på 30 grader. Det bliver en meget varm nat!

Meadview RV Park, Meadview, Arizona, kl. 20.45, mandag den 22. april 2013
Det var ikke så meget søvn, at vi fik i nat. Det var simpelthen for varmt til at sove! Som vi lagde Las Vegas bag os efter at have fået fyldt og tømt alle camperens tanke, ønskede vi os derfor køligere vejr…

En lille times kørsel fra Las Vegas gjorde vi holdt på Hoover Dam. Inden vi fik lov at køre ud på dæmningen, skulle vi dog lige igennem sikkerhedskontrollen. Vores camper blev inspiceret – både ud- og indvendigt. Ja, selv på toilettet stak de lige hovedet ind for at se, hvad vi gemte der. Solen bagte, så det var ikke særligt behageligt at gå over den store, gamle dæmning. Efter en let frokost i camperen kørte vi videre i håb om at finde lidt skyer og skygge.

Ved Hoover Dam krydsede vi grænsen til staten, Arizona – The Grand Canyon State – og sagde dermed også farvel til Nevada. Navigationen var sat til at guide til en campingplads uden for byen Meadview, men da navigationen fortalte, at vi var fremme ved destinationen, var der ikke så meget som et skur i miles omkreds. Vi fortsatte ud af den øde vej, og ca. 10 miles længere fremme fandt vi campingpladsen. Igen en plads midt i ødemarken med udsigt til bjerge. Da vi checkede ind, blev vi advaret om, at der var mange prærieulve på campingpladsen på natten samt mange agressive slanger. På grund af slangerne blev vi derfor rådet til ikke at gå i græsset. I løbet af dagen holdt slangerne sig væk fra grusset, så der var vi ”sikre”. Hyggeligt!

Det var stadig ulideligt varmt, så vi valgte at tilbringe eftermiddagen i skyggen i camperen. Først tidligt på aftenen havde vi lidt energi til at bevæge os. Vi kørte derfor små 5 miles til byen, Meadview, hvorfra der var en smuk udsigt over Lake Mead og bjergene. Egentlig var det vores plan at gå en tur i byen. Det viste sig, at der ikke rigtigt var noget at se på, så vi nøjedes med at købe en sixpack med lokal øl på tanken (som vi kun kom til at betale ca. 10 kroner for, da ekspedienten slog forkert på kasseapperatet) og køre tilbage til campingpladsen. Vi gik en ganske kort tur rundt på campingpladsen og lavede så lidt aftensmad.

Vi vil nu dele en lille bøtte is og glæde os over, at temperaturen her til aften er væsentlig lavere, end den var i går aftes. Forhåbentlig kan vi få lidt nattesøvn…

Zuni RV Park, Kingman, Arizona, kl. 20.30, tirsdag den 23. april 2013
Heldigvis var det ikke så varmt i nat, så det var ikke helt umuligt at sove.

Sædvanen tro forlod vi campingpladsen efter morgenmaden – denne gang med kurs mod Grand Canyon West, hvor vi ville ud og gå på Skywalk’en over Grand Canyon. Da vejen ca. 21 miles før indgangen blev til den mest elendige grusvej, var vi dog tæt på at vende om. Det føltes som om, at camperen ville falde fra hinanden, så meget raslede og rystede det hele, da vi med meget lav hastighed kørte på grusvejen. Efter mere end en halv times kørsel i sneglefart (og alligevel en rysten og raslen!) var glæden stor, da vejen igen blev asfalteret det sidste stykke.

Hele området ejes af Hualapai-indianerne, og de forstod virkelig at lave penge på den fantastiske natur! Bare for at kommeind på området (hvor man ikke selv måtte køre, men blev transportet rundt i busser) kostede det 45 dollars pr. person. Deroveni kom så betaling for at komme ud på Skywalk’en. Skywalk’en er en slags glasterasse med glasgulv, der hænger ud over klippen i 1200 meters højde!

Vi startede med at køre til Eagle Point, hvor Skywalk’en var. Vi var heldigvis tidligt på færde, så der var ikke så mange på Skywalk’en. Det var en smule ubehageligt at træde ud på glasgulvet, men samtidig meget fascinerende at kigge ned igennem glasset. Det var ikke tilladt at medbringe eget kamera (eller andre løse genstande) – til gengæld blev vi fulgt af en fotograf, der tog billeder af os. Dem kunne vi selvfølgelig købe efterfølgende.

Efterfølgende kørte vi videre til Guano Point, hvorfra der var en storslået udsigt over Grand Canyon og Colorado-floden i bunden. Med en fantastisk udsigt fik vi der lidt frokost, inden vi gik en tur ud på spidsen og kiggede ud over kanten. Nej, intet hegn eller rækværk – blot mange hundrede meter lodret ned! Smukt!

På busturen tilbage til vores camper fik Valdemar sig en lille sludder med et ægtepar. Han er blevet et rigtigt lille sludrechartol! Ved frokosten kommenterede en ældre dame (der sad et godt stykke fra os), at hun havde nydt at høre hans lyde under frokosten – og senere fik vi i et supermarked en bemærkning om, at han da godt nok var snaksaglig, som han lå der og hyggede i klapvognen. Indtil nu har de fleste bemærkninger til Valdemar (udover ’cute’) ellers været, at han da er godt nok er stor (når de hører hans alder) samt bemærkninger om hans blå øjne.

Efter besøget i Hualapai-reservatet satte vi kurs mod byen, Kingman, for at finde en campingplads at overnatte på. Vi valgte pladsen tættest på Route 66, som skal være morgendagens udflugt – altså en lille bid af Route 66.

Grand Canyon KOA, Williams, Arizona, kl. 19.30, onsdag den 24. april 2013
I dag skulle vi ud og cruise på den legendariske Route 66 sammen med alle bikerne. Route 66, som jo var den allerførste vej på tværs af USA, er mere end 2.400 miles lang, men vi havde nu kun planlagt at køre turen mellem Kingman og Seligman – en tur på omkring 90 miles.

Første stop på ruten var ved Hackberry General Store. En skøn butik, hvor der både udenfor og indenfor var fyldt med alverdens ragelse som gamle biler, nummerplader, tankstandere, hjulkapsler og meget, meget andet. Toiletterne var en oplevelse for sig!

I den lille by, Peach Springs, gik vi en lille tur, inden vi fortsatte det sidste stykke til Seligman. Der gik vi også en lille tur og kiggede på butikker og spisesteder, der alle havde en eller anden reference til Route 66. På A&W delte vi en milkshake, der var så lækker tyk, at den blev serveret både med sugerør og ske. Vores oprindelige plan var egentlig at overnatte på en campingplads i Seligman, men vi valgte at fortsætte lidt længere. Som vi kørte videre, opdagede vi, at byen faktisk fortsatte længere ude, og der var endnu mere gejl og ragelse – lidt i stil med Hackberry General Store.

Ca. 40 minutters kørsel senere nåede vi til byen, Williams, som vi dog nøjedes med at køre langsomt igennem. Det lignede en rigtig hyggelig by, men vi havde mest lyst til bare at komme til en campingplads og slå lejr. Det har vi så gjort her – lidt uden for byen.

Vejret var skønt, og vores plads udstyret med en grill, så selvfølgelig skulle vi sidde ude og grille og spise aftenmad. På den forrige campingplads fik vi ikke gået den obligatoriske tur rundt på pladsen, men det fik vi gjort her efter aftensmaden, inden solen gik ned. Nu lyser fuldmånen flot derude

Trailer Village, Grand Canyon, Arizona, kl. 21.00, torsdag den 25. april 2013
Allerede før vi havde fået morgenmad, kørte vi afsted fra campingpladsen. Vi havde nemlig besluttet at spise morgenmad ude i dag, så lidt uden for indgangen til Grand Canyon National Park stoppede vi ved Wendy’s og fik ’morgenmadsburger’. Derfra var der ikke langt til vores campingplads ved Grand Canyon South Rim.

Vi var ved campingpladsen allerede kl. 10, så vores plads var desværre ikke klar endnu. ’Check-in’ var også først efter kl. 12, så det var forståeligt nok. Derfor kørte vi til Market Plaza og kiggede i de to eneste butikker, ligesom vi besøgte besøgscenteret for at få lidt info om mulige vandreture. Kl. 12 kørte vi tilbage til campingpladsen og tjekkede ind. Kort tid efter kom medarbejderen fra campingpladsen hen til os på pladsen og takkede os. Hun satte stor pris på, at vi havde taget det så pænt, at vi ikke kunne tjekke ind tidligere. Hun var vant til, at folk blev sure, hvorfor hun var meget taknemmelig for vores opførsel.

Det var ikke her i Grand Canyon, at vi havde forventet at komme tæt på dyrelivet, men det gjorde vi. På campingpladsen gik store hjorte (eller elks?) rundt og spiste græs. Det er ikke til at vide, hvem, – Casper eller hjorten – der blev mest forskrækket, da de mødtes lige bag vores camper.

Da vi jo var kommet tidligt, tænkte vi, at vi ville bruge eftermiddagen på at komme tæt på kløften. Planen var at tage den gratis shuttlebus til nogle af udsigtspunkter lidt langt væk. Men da nr. 2 shuttlebus havde afvist at tage os med samme nmed klapvognen, medmindre den blev slået sammen (selvom der var rigeligt plads!), besluttede vi at gå en tur i stedet for. Vi startede med endnu et besøg i besøgscenteret, da vi tidligere havde set noget info om, at vejen til vores næste stop, Page, var lukket. Ja, vejen er lukket og forventes at være det resten af året. For nogle uger siden ’forsvandt’ vejen simpelthen – sandsynligvis på grund af jordskælv. Det betyder, at vi i overmorgen må påregne mindst en times ekstra kørsel.

Efterfølgende gik vi til Mather Point – et af de mange udsigtspunkter langs Grand Canyon. Fantastisk udsigt, selvom det var godt overskyet. Da det begyndte at hagle og derefter regne samt blæste godt op, søgte vi ly i en boghandel og gik derefter tilbage til campingpladsen.

Efter at have slået lidt tid ihjel i camperen ved blandt andet at skrive et par postkort (feriens første!) havde det klaret op i vejret. Sent på eftermiddagen begav vi os derfor igen afsted på gåben til kanten af kløften. Som solen var ved at gå ned, gik vi en god tur langs kløften og stoppede naturligvis adskellige steder for at nyde det utrolige syn. Klipperne var så fantastisk flotte, som solen sidste stråler ramte. Imponerende! Da solen var gået ned, gik vi tilbage og lavede en lidt sen aftensmad: Sloppy Joe’s – denne gang i en mere klassisk version uden pasta, men serveret i en burgerbolle. Lækkert!

Vi forbereder os nu på en meget kold nat. Temperaturen kommer nok ned på omkring frysepunktet udenfor (vi er blevet advaret om frosne vandslanger), så Valdemar er pakket ekstra ind og har byttet plads med Casper. Vi tror nemlig, at der er blot en smule varmere i vores ende af camperen – eller der bliver i hvert fald hurtigere varmt, når varmeblæseren er i gang. Så Casper må krølle sig sammen på den mindre soveplads, hvor Valdemar ellers sover. Casper kan nok lidt bedre klare lidt kulde.

Trailer Village, Grand Canyon, Arizona, kl. 19.30, fredag den 26. april 2013
Det blev som ventet en møgkold nat, så varmeblæseren måtte igang trods larmen. Valdemar lå dog lunt i sin voksipose og sov som en sten.

I dag skulle kanten af Grand Canyon South Rim udforskes, så kl. 8.30 var vi klar ved shuttlebussen med Valdemar i bæreselen. Vi havde droppet at gå de ca. 21 km. langs kanten (one way) og tog stedet den gratis shuttlebus mellem de mange udsigtspunkter.

Første stop var Yaki Point, hvor det i jordbunden vrimlede med jordegern, store egern og firben, ligesom flere store elks stod ved vandposten. Vi blev lige imponerende, hver gang vi kom ud til kanten. Udsigten var fantastisk alle steder – på hver sin måde. Et sted var det muligt at se, hvordan nogle af vandreruterne til kløftens bund zig-zaggede ned, og et andet sted kunne stadig ses spor af en uranmine fra 2. verdenskrig. Flere steder kunne vi se, hvordan Colorado-floden snoede sig i bunden. Hvad der lignede lidt krus på vandet, var faktisk tre meter høje bølger, hvor strømmen var stærkest. I mellem et par af udsigtspunkterne valgte vi at gå. Selvom der var tale om fine, asfaltede stier de fleste steder, var det alligevel nogen steder lidt skræmmende at gå så tæt på kanten uden rækværk. Andre turister var dog ikke så kyllingagtige som os og kravlede gerne helt ud på kanten for at få nogle flotte billeder.

Når vi har været på farten, har det ikke været så svært at have mad med til Valdemar. Det sværeste har været at holde hans koncentration om maden. I dag til frokost var en mand med en chipspose ved siden af så spændende, at Valdemar stort set ikke spiste noget. Han er en rigtig dreng, der på ingen måde kan koncentere sig om to ting på en gang! Især på busturene i dag nød han sædvanen tro den opmærksomhed, som han fik fra medpassagerer, og snakkede løs. Hans første engelske ord vil helt klart blive ’cute’ eller ’cutiepie’, for det er han blevet kaldt en del gange.

Udover at nyde den flotte udsigt ud over kløften, gik vi også en tur igennem Grand Canyon Village, hvor vi blandt andet lige kiggende indenfor på det mere end hundrede år gamle hotel, El Tovar, inden vi tog bussen tilbage til campingpladsen.

Da Valdemar havde fået aftensmad, gik vi en kort tur rundt på campingpladsen, inden vi selv spiste aftensmad: country-style pork chops – opskrift fundet på bagsiden af et glas med ’gravy’ (= brun sovs?). Vi sidder nu og spise baconpopcorn.

Page – Lake Powell Campground, Page, Arizona, kl. 20.15, lørdag den 27. april 2013
I dag var på forhånd planlagt til at være en køredag, og med den ødelagte vej til Page og omvej som følge deraf, var det kun blevet værre. 3½ times kørsel!

Som vi forlod Grand Canyon National Park (med stop ved udsigtspunkterne undervejs for lige at få det sidste med…) så vi endnu et af disse fantastiske advarselsskilte, som de har herovre. Denne gang blev vi advaret om pumaer på vejen! Ligesom ved advarselsskiltene om æsler, bjerggeder og skildpadder på vejen, som vi har set tidligere, så vi desværre heller ingen pumaer.

Ude af nationalparken forandrede landskabet sig, og et godt stykkead vejen kørte vi igennem et flot rødt landskab stort set uden vegetation. Imponerende på sin egen golde måde. I den lille flække, Cameron, stoppede vi ved Cameron Trading Post, sammen med alle bikerne og turistbusserne, og efterfølgende stoppede vi i byen, Tuba, hvor både vi og Valdemar fik lidt at spise i camperen. Som vi nærmede os byen, Page, så vi flere, men igen anderledes klipper omkring os. Et flot landskab, der dog blev noget skæmmet af en vældig grim fabrik med tre rygende skorstene. Ikke særligt charmerende.

I Page parkerede vi ved hovedgaden og gik en kort tur, hvorefter vi kørte til en campingplads lige uden for byen. Da vi havde fået en plads og givet Valdemar aftensmad, tog vi tilbage til centrum af Page. Vi shoppede i supermarkedet (synes, at vi køber væsentlig mere ind her end derhjemme!) og spiste derefter aftensmad på Taco Bell. Rigtig fastfood, men lækkert smagte det!

Vi er nu tilbage på campingpladsen. Valdemar er lagt i seng, og vi er gået i gang med at få vasket lidt tøj. Valdemar er endnu en gang ved at løbe tør for rent tøj og hagesmække, og da vi ved, at vi det meste af tiden den næste uges tid skal bo i nationalparker, hvor vi ikke engang kan få vand og strøm på bilen, gælder det om at ordne det praktiske nu, inden campingpladserne bliver alt for primitive.

Efter de sidste to nætter at have haft det ret koldt på grund af nattefrost udenfor, kommer vi bestemt ikke til at fryse i nat. Her et par timer efter solnedgang er temperaturen udenfor nemlig stadig over 20 grader

Hitch’n’Post RV Park, Kanab, Utah, kl. 21.00, søndag den 28. april 2013
Efter morgenmaden trillede vi igen til centrum af Page for at komme på tur til Antelope Canyon. Sammen med en guide og tre andre turister kørte vi turen ud til kløften uden for byen – de sidste to miles i sandet, hvor alt andet end en firhjulstrækker ville være dødsdømt på forhånd. Det var en lidt rystende tur!

Vi havde booket deres Prime Time Tour – det vil sige den tur på dagen, hvor lyset er flottest i kløften, og dermed også det tidspunkt, hvor der er flest mennesker i den smalle kløft. Men upåagtet de mange mennesker var det et utroligt flot syn at gå i kløften, hvor klipperne næsten lukkede sig sammen over vores hoveder. Enkelte steder var kløften så smal, at to personer ikke kunne passere hinanden. Kun enkelte steder kom en stråle sollys ned. Så flot! Vores guide gjorde meget for at hjælpe os til at tage nogle gode billeder, men det var lidt svært i den mørke kløft. Igen tiltræk Valdemar sig opmærksomhed, nok mest fordi han blot faldt i søvn i bæreselen midt i menneskemylderet.

Fra Antelope Canyon kørte vi til Horseshoe Bend; stedet, hvor Colorado-floden laver en u-vending. Det var en varm tur at gå den godt 1 km. lange tur op til udsigtspunktet, men udsigten var det værd. Som vi forlod Page, forlod vi også staten, Arizona, for at køre ind i Utah. Det betyder samtidig, at vi har mistet en times ferie på grund af tidsforskellen mellem de to stater. Den time får vi dog snart igen, for vi vender tilbage til Arizona om få dage.

Efter de to flotte naturoplevelser kørte vi en times tid til den lille by, Kanab, hvor vi tjekkede ind på den mest centrale campingplads. Det er virkelig et sted med humør, og hvor kvægkranier ”pynter” rundt omkring. Vi gik en tur i den lille by, der er meget stolt af de mange westernfilm og tv-serier, der er omtaget i området igennem tiderne. Lassie-serien og begge versioner af Planet of the Apes er også optaget her. Der var mange små finurlige butikker og spisesteder; mange dog lukkede i dag søndag.

Igen i dag blev aftensmaden fastfood, nemlig på Pizza Hut, der ligger ganske tæt her på campingpladsen. Vi har fået resterne med hjem, så frokosten i morgen er også klaret.

Vi er vist lidt svære at gøre tilfredse med hensyn til temperaturen. Efter at have frosset nogle nætter i Grand Canyon, har vi det her godt varmt. Temperaturen har vist igen i dag været oppe tæt på de 30 grader – lidt for varmt til os.

Watchman Campground, Zion National Park, Utah, kl. 21.30, mandag den 29. april 2013
Det blev ulideligt varmt i nat, så på et tidspunkt søgte Casper tilflugt på de lidt køligere sovepladser over forsæderne i et forsøg på bare at få en smule søvn.

Efter morgenmaden blev navigationen sat til Zion National Park, og mindre end en time senere var vi fremme ved indgangen. At køre ind i parken var som at køre ind i en anden verden. Kombinationen af asfaltens røde farve og klipperne omkring vejen var så flot. Vejen ind i parken går igennem to bjergtunneler – den ene så smal og lav, at vores camper var for høj til at køre i vognbanen. Det betød, at den modkørende trafik skulle stoppes, så vi og andre høje køretøjer kunne køre gennem tunnelen på midten af vejen, hvor der var højest. Tunnelen, der slet ikke var belyst, var mere end 1½ km. lang, og undervejs var der udkig til klipperne, som vi kørte igennem.

Vi fandt vores campingplads og blev positivt overraskede over, at vi faktisk havde strøm på pladsen. Den var ikke helt så primitiv, som vi troede. Til gengæld var pladsen levende! Der løb et par egern rundt efter hinanden, ligesom flere firben hoppede over vores plads. En kæmpe bille og nogle lige så store larver kravlede også rundt. Da Britt havde siddet ved bordet udenfor i under 10 minutter, var fem larver på vej op af buksebenene – en var nået op på maven (heldigvis uden på blusen!).

Da vi jo var kommet tidligt, besluttede vi, at vi lige så godt kunne få noget ud af dagen og nå at se lidt af området. Med Valdemar i klapvognen startede vi i besøgscenteret, og derfra tog vi med shuttlebussen til sidste stop. Derfra skulle gå en flot vandresti langs floden, som var kørestolsvenlig – og dermed også klapvognsvenlig. Det viste sig desværre, at stien var under renovering, så efter blot et par hundrede meter ophørte den klapvognsvenlige sti. Det betød, at vi måtte vende om igen. Vi tog shuttlebussen et par stop tilbage og prøvede en anden vandresti. Den viste sig heller ikke at være særlig klapvognsvenlig, så endnu en gang vendte vi om.

Solen bagte, og temperaturen var over 30 grader, så vi havde egentlig ikke lyst til at forsøge flere vandrestier. Vi tog derfor tilbage til camperen og lavede ingenting – udover at skrive en bunke postkort. Valdemar kunne simpelthen ikke sove i varmen, og først da han fik en kold, våd vaskeklud på hovedet, faldt han i søvn. Da han senere igen var ved at smelte, fik han et køligt brusebad, som ifølge kontrolpanelet tømte vores vandtank, der ellers var fuld i morges – og gerne skulle holde til, vi kan få vand på i overmorgen!

Vi orkede ikke engang at sidde uden for og grille til aftensmad, da både bord og grill var lige i solen. Først da solen var gået ned efter aftensmaden, havde vi igen overskud til at bevæge os lidt, og vi gik derfor en god tur langs floden. Få meter fra vores plads gik et par hjorte rundt og spiste græs, men derudover så vi ikke andet dyreliv end masser af kæmpe biller og egern. Da vi nåede enden af vandrestien en times tid senere, overvejede vi et kort øjeblik at tage shuttlebussen, men valgte alligevel at gå samme vej tilbage. Det skulle dog gå lidt stærkt, for det var ved at blive mørkt, og her er ingen belysning på stierne. Vi fandt hjem, selvom det var blevet næsten mørkt.

Vækkeuret er nu sat til at ringe tidligt i morgen. Vi har nemlig reserveret plads på en bustur i morgen tidligt med en parkranger, der skal guide os igennem kløften. Vejrudsigten lover 32 grader i morgen, så det bliver en varm dag med Valdemar i bæreselen! Vi sveder allerede bare ved tanken.

Watchman Campground, Zion National Park, Utah, kl. 20.45, tirsdag den 30. april 2013
Kl. 8.45 startede vi dagen med en bustur sammen med en parkranger og ca. 20 andre turister. I godt 1½ time blev vi kørt til flere forskellige steder i nationalparken, hvor vi gjorde holdt og fik fortalt lidt om parkens historie – både geologisk, men mest historisk. Det var både underholdende og interessant. Bussen stoppede flere steder, hvor det ellers ikke er muligt at komme til uden en længere vandretur, så vi fik mulighed for at se andre steder af parken, end vi ville kunne normalt.

Vi valgte at slutte turen længst ude på ruten – nemlig ved starten af den vandrerute, som vi måtte opgive i går, da vi ikke kunne køre der med klapvognen. Nu var Valdemar i bæreselen, så uden problemer gik vi den flotte tur langs floden, hvor kløften omkring os langsomt snævrede ind. Det var omkring middagstid, da vi var færdige.

Da vi gik i kløften, hvor solen ikke rigtigt kom ned så tidligt på dagen, var der en helt behagelig temperatur. Men så snart vi kom ud af kløften, bagte solen. Det betød, at vi simpelthen ikke havde lyst til at vandre mere, og vi tog derfor tilbage til camperen med shuttlebussen. På turen tilbage stoppede vi dog et sted, da vi fra bussen kunne se et par store kondorer svæve over klipperne. De var desværre for langt oppe til, at vi rigtigt kunne se dem. Vi stak også hovedet indenfor i besøgscenteret, hvor vi kunne se på vejrudsigten, at temperaturen i går nåede op på 34 grader – og i dag ville være 32 grader.

Tilbage i camperen tilbragte vi resten af eftermiddagen med at lave så lidt som muligt. Vi kunne ikke andet end at svede! Igen nød Valdemar en kølig, våd vaskeklud på kroppen. Britt brugte dog noget tid på at gøre dagbogen klar på vores hjemmeside, så den er klar til at blive lagt op, næste gang vi har en fornuftig internetforbindelse. Først da solen var gået ned, lavede vi aftensmad, og heller ikke i dag havde vi lyst til at grille uden for. Det var det for varmt til. Da temperaturen udenfor var faldet nogle grader, gik vi en tur rundt på campingpladsen og lige et smut uden for nationalparken, hvor byen, Springdale, begynder.

Nu er vi tilbage i den varme camper. Hurra for Ben & Jerry’s!

Ruby’s Inn RV Park and Campground, Bryce Canyon, Utah, kl. 21.15, onsdag den 1. maj 2013
Igen i nat har det været næsten umuligt at sove for varmen. Så egentlig glædede vi os til at komme til koldere Bryce, som vi satte kurs mod efter morgenmaden. På vej ud af Zion National Park stoppede vi flere gange for en sidste gang at nyde den flotte udsigt i kløften.

Uden for parken stoppede vi kun en enkelt gang undervejs for at give Valdemar lidt at spise. Efter at have kørt igennem to meget små ’byer’, endte vi med at stoppe på en kedelig rasteplads. På turen oplevede vi endnu engang, hvordan de her forsøger at stoppe fartsyndere på vejene. Ligesom i Kanab kørte vi også i dag forbi en meget synligt parkeret politibil med en mannequindukke siddende bag rattet. Ja, i farten ligner det jo en rigtig betjent med kasket og solbriller.

Inden vi var helt fremme ved Bryce Canyon, kom vi til Red Canyon – et smukt rødt landskab med klipper i en form ikke set tidligere. Endnu en gang er vi overraskede over, at vi kan blive ved med at blive imponerede over landskaberne, som vi møder. De bliver ved med at være forskellige. Da vi steg ud af camperen for at tage et par billeder, blev vi mødt af en kold vind.

Selvom navigationen ikke havde helt styr på det, fandt vi heldigvis hurtigt vores campingplads her lige uden for Bryce National Park. At vi nu var kommet til meget koldere klima, fik vi bekræftet i receptionen på campingpladsen. På disken stod et stort skilt med advarsel om at koble vandledning fra i nat, da temperaturen kommer under frysepunktet. Vi fandt ud af, at vejrudsigten har lovet -7 grader i nat – og blot 12 grader i morgen. Lidt af en forandring fra de 34 grader i Zion!

Endnu en gang besluttede vi os for at tilbringe det meste af eftermiddagen i camperen og underholde Valdemar. Han er vist ved at få flere tænder, for der bliver kløet godt i gummerne med diverse legetøj. Lidt vasketøj fik vi også klaret, og i den forbindelse gik det op for os, hvor meget tøj, vi åbenbart har mistet – enten glemt eller fået stjålet på et vaskeri på en af de forrige campingpladser. Casper troede blot, at stort set alle hans bukser var til vask, men det var de ikke. Casper har mistet ikke mindre end fire par bukser, et par joggingbukser og en t-shirt, og Britt har mistet et par bukser. Og det er kun det tøj, som vi kan huske at have haft med, men nu ikke kan finde. Endnu en god undskyldning for at shoppe, når vi kommer til Salt Lake City

Udover turene frem og tilbage mellem camper og vaskeri, gik vi en tur på campingpladsen og var et smut i ’generel store’, der er tilknyttet lodgen ved siden af. Der købte vi blandt andet rugbrød, som smager næsten helt rigtigt. Vi kan konstatere, at vi lige er her nogle få dage for tidligt. Sæsonen for nationalparken er ikke helt startet op endnu, så de små butikker i Bryce Old Town er stadig lukkede, og den gratis shuttlebus i parken begynder først at køre på søndag. Det betyder, at vi selv må køre ind i parken, når vi i morgen skal udforske den nærmere.

Efter aftensmaden gik vi endnu en kort tur, og der kunne vi også mærke, at det bliver koldt i nat! Det blæste bidende koldt, mens himlen var flot blå og skyfri. Der er internet her på campingpladsen, så vi havde også regnet med at få lagt vores dagbog op på hjemmesiden, men nu er det så programmet til hjemmesiden, der konstant fryser. Dem derhjemme må blot væbne sig lidt med tålmodighed…

Endnu en gang er Valdemar pakket ind til at klare en polarnat, selvom vi har indset, at med så lav en nattemperatur udenfor, bliver varmeblæseren nødt til at køre det meste af natten.

Ruby’s Inn RV Park and Campground, Bryce Canyon, Utah, kl. 21.15, torsdag den 2. maj 2013
Temperaturen udenfor sagde -8 grader, da vi stod op i morges. Vi havde det dog rigeligt varmt i camperen, da varmeblæseren havde larmet stort set hele natten. Før kl. 9 kørte vi ind i Bryce National Park – forberedte på en kølig dag. Der mødte vi endnu et anderledes advarselsskilt – denne gang var det bævere på vejen, som vi blev advaret imod.

Parken har kun en vej ned igennem, hvorpå alle udsigtspunkter ligger på venstre side, når man kører ind i parken. Vi startede derfor med at køre til den anden ende af parken, hvor vejen endte – en tur på 18 miles. Ved første udsigtspunkt tog vi en af de korte vandreruter, der gik igennem en nåleskov og selvfølgelig med udsigt til kløften med de imponerende hoodoos. Aner ikke, hvad den slags ’klippespyd’ hedder på dansk… Vi er sikre på, at det var den tynde luft heroppe (9.115 fods højde!) der gjorde, at vi blev forpustede på den lidt bakkede vandretur. Efter i Zion at have rendt rundt i shorts og t-shirts (og stadig haft det for varmt!), var det noget af en forskel her. Valdemar fik for første gang på ferien elefanthue og vanter på, selv om han sad varmt i bæreselen hos Casper, for det var stadig frostgrader og blæste kraftigt.

Efter den friske vandretur tog vi ellers udsigtspunkterne på vejen, som vi kom forbi dem på vores vej igennem nationalparken. Enkelte steder gik vi en kort tur (som regel op ad bakke!!). Et sted gik vi eksempelvis et lille stykke ned af en af de stejle vandreruter for at kunnee opleve de store hoodoos lidt mere ’nedefra’. Ved et udsigtspunkt sad Casper på et rækværk med Valdemar i bæreselen, da en del kinesere kom forbi. De syntes, at Valdemar var så nuttet og ville gerne tage et billede. Det endte med, at en del forskellige kinesere skulle hen og have taget deres billede sammen med Valdemar (og Casper) – en med sin hund i armene. Det var meget underholdende for os alle, og igen nød Valdemar opmærksomheden og de mange mennesker, der snakkede og lavede ansigter til ham. Alle kineserne fik derfor billeder af en meget smilende baby. Igen igen måtte vi høre, at han er en stor dreng, men hvad… Hans forældre er jo heller ikke små.

At tage udsigtspunkterne fra syd mod nord gjorde, at udsigterne blot blev flottere og flottere. De første steder var der mere panoramaudsigt over et større område, hvor ved de sidste udsigtspunkter stod hoodoo’erne tæt, og der var mange af dem. Vi ved godt, at vi gentager os selv fra tidligere dage, men igen var vi imponerede over landskabet. Vi er glade for, at vi – trods de mange forskellige steder vi har besøgt i verden – stadig kan være ved at falde bagover af en flot udsigt over et anderledes landskab.

Efter næsten otte timer syntes vi, at vi havde fået set nok. Valdemar kom ind og ud af autostolen og bæreselen nogle gange. En af gangene vågnede han slet ikke af sin lur… Da havde vi også stoppet ved vist samtlige udsigtspunkter og gået flere ture langs kanten. Derfor besluttede vi at køre ud af parken og tilbage til camperen. Da Valdemar havde fået aftensmad – og kastet det hele op igen stadig med et smil på læben – besluttede vi at spise aftensmad på det steakhouse, der hører til lodgen ved siden af. Vi bestilte forretter og fik nogle kæmpeportioner, som vi kun var halvt igennem, da hovedretten kom. Så hovedretten måtte tilbage i køkkenet, og utroligt nok blev det efterfølgende noget af det varmeste mad, som vi har fået serveret her på ferien. De er ikke gode til at servere varm mad på restauranterne, men her havde det ekstra kvarter måske under en varmelampe hjulpet lidt til – og maden smagte stadig godt. Dog havde vi forspist os i de lækre forretter, så vi spiste ikke engang halvdelen af vores hovedretter.

Igen i dag har vi sat stor pris på, hvor dejlig nem en lille baby, vi har. Ved udsigtspunkterne hyggede Valdemar sig enten i bæreselen eller lå blot på Caspers arm, når vi gik rundt. Et sted tog vi ham ud af autostolen, bar ham rundt på armen og så tilbage i autostolen igen – uden at han vågnede fra sin lur. Og på restauranten til aften sad han hele tiden på skødet og fulgte med i, hvad der skete omkring sig – uden at brokke sig en enkelt gang.

Wahweap Campground, Page, Arizona, kl. 21.15, fredag den 3. maj 2013
Endnu et langt stræk i camperen skulle tilbagelægges – og dette faktisk samme strækning, som vi havde kørt tidligere. Alligevel var der dog lidt at kigge på.

Strækningen fra Bryce Canyon til Kanab tog vi uden pauser. Vi var også i Kanab i søndags, men der havde alt lukket. Nu var butikkerne åbne, så vi gik en tur på hovedgaden. I en butik faldt vi for et par Converse All Star-støvler til Valdemar. Vi har købt dem små nok til, at de var supernuttede – og forhåbentlig store nok til, at de passer ham, når han begynder at gå. I butkken var en hel busfuld franske turister blevet sat af – alle udstyret med rabatkuponer, der gav 10 % på ikke-udsalgsvarer. Men fordi vi ikke var med bussen, fik vi 20 % – også på udsalgsvarer. Franskmændene fattede jo ikke engelsk, så de forstod ikke, at de blev godt snydt med deres “rabatkuponer”.

Fra Kanab tog vi igen et langt stræk til Page, hvor vi også har været tidligere. Da vi krydsede statsgrænsen fik vi lige den time forærende, som vi mistede forleden på grund af tidsforskellen mellem Utah og Arizona. Efter en tur i Walmart kørte vi til byens anden campingplads ved Lake Powell. Vi syntes alligevel, at det ville være for kedeligt at overnatte på den samme campingplads som for mindre end en uge siden. Da vi kørte mod søen og campingpladsen, fandt vi ud af, at området omkring havnen, og dermed også campingpladsen, var en del af Glen Canyon National Recreation Area, hvilket betyder, at det koster penge at komme ind ligesom i nationalparkerne. Vores årskort til nationalparkerne, som vi har købt tidligere på ferien, gjaldt heldigvis også hertil. Vi har givet 80 dollars for et årskort, og det har bestemt tjent sig hjem allerede – og vi har stadig en del nationalparker forude.

Vi blev ikke på campingpladsen længe, men kørte ned til marinaen, hvor vi gik en god tur. Vi gik en tur ud i lystbådehavnen, hvor hundrede af store husbåde lå side om side. Der på en bænk på en af broerne fik Valdemar aftensmad. Vi har for første gang købt babymos på tube/pose med skruelåg, og det var supernemt at give direkte fra tuben til en ske. Som sædvanligt spiser Valdemar alt, hvad vi tilbyder ham – og det har virkelig været varieret, da udvalget herovre jo er enormt. Ikke langt fra lystbådehavnen fandt vi en bænk, hvor vi kunne sidde og se den flotte solnedgang over søen og klipperne på den anden side. Valdemar fik igen charmeret et par ældre damer, der glemte alt om solnedgangen.

Tilbage på campingpladsen var det tid til en sen aftensmad, og endelig var vejret til at grille – hverken for koldt eller varmt. Dog var det blevet mørkt, så Casper måtte have gang i lommelygten for at kunne se, om pølserne på grillen var færdige eller ej.

Inden vi går i seng, vil vi lige endnu en gang se, om det kan lykkes at oploade vores dagbog til hjemmesiden.

Goulding Monument Valley Campground, Monument Valley, Utah, kl. 22.00, lørdag den 4. maj 2013
Endelig en nat med en behagelig temperatur – hverken for koldt eller varmt. Rart!

Vi forsøgte at skype med familien, men campingpladsens netværk var for dårligt, så vi måtte opgive. Men nu havde de jo så til gengæld fået vores dagbog at læse, for i går aftes lykkedes det endelig at få den uploadet.

Dagens køretur var ikke en af de mest spændende. Halvdelen af vejen var nemlig på en småkedelig vej, som vi faktisk også kørte på forleden. Halvvejs lavede vi et stop på en grusplads, hvor to hovedveje mødtes. Der ’in the middle of nowhere’ holdt en mobil dyrlæge konsultation. Alt hendes udstyr var i en veludstyret pick up, og så kom folk kørende med deres heste for at få dem tilset. Efter at have holdt 1½ times pause, fortsatte vi vores køretur.

En del af vejen kørte vi igennem områder med mange små olieboringer. Som vi nærmede os Monument Valley, blev udsigten lidt mere spændende. Fra vejen af var det muligt at se mange af de store sten, der blot stikker op af jorden som monumenter. Tæt ved Monument Valley National Park fandt vi denne lille campingplads, der ligger med udsigt til klipper tæt på begge sider. Meget flot! Vi havde ingen planer om at tage på tur i Monument Valley National Park og kunne ikke køre ind i parken selv, da vejen igennem parken kræver 4WD. I stedet brugte vi lidt af eftermiddagen på en tur i den indendørs pool. Her var vandet varmt nok til, at også Valdemar kunne få en svømmetur, hvilket han nød.

Til aften sad vi igen udenfor og grillede og spiste vores aftensmad, og i dag nåede vi lige at blive færdige, inden det blev helt mørkt.

Grænsen mellem Arizona og Utah krydsede vi ganske tæt herpå, og det betyder, at vi nu igen er på Mountain Time. Altså har vi igen mistet den times ferie, som vi lige fik tilbage i går. Resten af ferien bør vi være på Mountain Time, så ikke flere tidsforskelle.

Morefield Campground, Mesa Verde National Park, Colorado, kl. 20.30, søndag den 5. maj 2013
Vi vågnede op til lidt halvkedeligt vejr – blæsende og overskyet. Så de flotte klipper i Monument Valley var lidt disede at se på, som vi kørte ud af området.

På vores vej kørte vi igennem små flækker med navne som Bluff og Mexican Hat – sidstnævnte havde fået sit navn fra en lille pudsig klippe. Især området omkring Bluff var rigtigt flot. Floden, San Juan, gjorde området frodigt, ligesom der var nogle flotte klipper langs vejen. Ved en tankstation i Aneth holdt vi en lang pause. Der var intet at se på, så vi tilbragte blot et par timer i camperen med at tumle med Valdemar og høre børnesange.

Vi tog en lille omvej og krydsede grænsen til staten, New Mexico. Vi besøgte nemlig Four Corners – det eneste sted i USA, hvor fire starter støder op til hinanden. Der var det muligt på en gang at stå i både Arizona, Utah, Colorado og New Mexico. Vores besøg i New Mexico blev derfor ganske kort. Vi nåede blot nogle få hundrede meter ind over statsgrænsen og var ude af staten igen efter måske en halv time. Derfra fortsatte vi til Cortex, hvor vi fik friske forsyninger af især frugt og grønt i Walmart, inden vi sent på eftermiddagen kom til besøgscenteret for Mesa Verde National Park. Mesa Verde er kendt for sine fund af gamle indianerboliger, der er bygget ind i sprækker i klipperne. Nogle af klippebebyggelserne i nationalparken kan kun besøges med en guide, og vi bookede derfor plads på en af disse ture til i morgen formiddag. Vi valgteden lidt anstrengende tur, hvor vi blandt andet skal kravle på flere stiger, op igennem en skorsten og et sted skal kravle på alle fire igennem en lille, smal tunnel.

I besøgscenteret havde de en kopi af tunnelen, så man kunne prøve, om man turde kravle igennem eller fandt det for klaustrofobisk. Britt testede den: der var lige nøjagtigt plads til bagdelen, men så heller ikke mere. En parkranger forsikrede os om, at det ikke var noget problem at få en baby igennem, når blot man skubbede babyen foran sig – ogder var en i den anden ende til at tage imod. Han havde set det gjort mange gange, og så kan vi vel også. Parkrangeren viste sig at have svenske aner (hed Paul Brostrom), og havde engang i 1966 haft en kæreste fra Århus, så han brillierede lidt med alle de svenske og danske gloser, som han stadig kunne huske. For ham var der vist ikke nogen forskel på Sverige og Danmark.

Vi havde egentlig udset os en campingplads lidt udenfor nationalparken, men fandt ud af, at der faktisk var en campingplads inde i selve parken. Så der kørte vi til og fik en plads. Desværre var der kun non-hook up-pladser tilbage – altså uden hverken el eller vand. Vi håber derfor ikke, at her bliver alt for koldt i nat, for varmeblæseren i bilen kan kun køre maksimalt to timer, førend den helt har drænet bilens batteri for strøm.

Efter aftensmaden stod den igen på børnesange – denne gang de gamle som “Der sad to katte på et bord” og “Langt oppe bag Norges kyster”. Vi syntes vist, at det var noget sjovere, end Valdemar syntes… Vi sluttede af med lidt godnat-sange som “Pjerrot skrev til månen” og “Elefantens vuggevise” i håb om, at det kunne få Valdemar til at falde til ro. Det havde ingen synderlig effekt, men i søvn faldt han da.

Mountain View RV Park, Monticello, Utah, kl. 21.15, mandag den 6. maj 2013
Da vi vågnede i morges, oplevede vi for første gang på ferien rigtigt dårligt vejr. Det var nemlig helt overskyet og regnede kraftigt. Udsigten fra den snoede bjergvej igennem Mesa Verde National Park bød derfor ikke på den flotteste udsigt – det var bare gråt og diset.

Vi var taget tidligt afsted for at nå noget, inden vores guidede tur til en af klippebebyggelserne i parken. Før kl. 9 var vi derfor ved stien til en af de klippebegyggelser, som ikke krævede en guidet tur. Men så meget for at være tidligt oppe. Vi blev mødt af en låst låge, da det hele først åbnede kl. 9. I småregn måtte vi derfor vente på en parkranger med en nøgle til lågen – og så måtte vi pænt gå bag hende til klipperne, da en parkranger skulle være den første på stedet.

Derefter fik vi set en af de gamle indianerboliger i klippevæggen, og efterfølgende så vi på museet en kort film om de ca. 1.000 år gamle klippebeboelsers oprindelse. Meget interessant. Som tiden nærmede sig for vores rangerguidede tur, tog regnen til. Vi besluttede tilsidst, at vi altså ikke havde lyst til at kravle på alle fire igennem en tunnel og op af flere stiger på op til 10 meter i højden – i øsende regnvejr. Vi droppede derfor turen og tog istedet en ‘auto tour’ rundt i parken i camperen. Vi fik set udgravninger på tæt hold samt flere bebyggelser på afstand i klippevæggene fra et udsigtspunkt.

Da vi havde droppet den guidede tur, og vejret heller ikke var til andre vandreture i parken, var vi parate til at forlade parken allerede omkring middagstid. Vores plan om at blive i området endnu en nat, blev derfor lavet om, og vi satte kurs nordpå. Navigationen viste, at der skulle ligge en rv-park ca. 50 km. væk, men der var intet i den lille flække. Vi var derfor lidt skeptiske, da navigationen påstod, at der lå en rv-park i den næste by, ca. 40 km. væk. Da vi kom til byen, tog vi derfor ind på det lokale turistkontor og spurgte efter en campingplads. Den, som vores navigation kendte, eksisterende, men ham på kontoret ville ikke anbefale den. Vi kørte derfor i stedet til en anden rv-park tæt derpå, som han varmt anbefalede.

Som vi kom frem til campingpladsen, klarede det endelig op i vejret – efter mange timers uafbrudt regn. Det betød, at vi kunne gå i tørvejr mellem camper og pladsens vaskeri. Da Valdemar havde fået en gang aftensmad, besluttede vi os for at tage ud at spise. Ifølge vores kort over byen, skulle der ligge to caféer/restauranter tæt ved campingpladsen. Den første viste sig at være lukket, og den anden så aldrig ud til at have været en café, men lignende mere en halvfærdig lagerbygning. Vi endte derfor på det lokale pizzeria.

Mens vi spiste, begyndte det at småregne igen, men det nåede også at holde op, inden vi kom ud. Det var nu klaret lidt op over byen, så bjergene, Blue Mountains, tæt på nu ikke var indhyllet i grå skyer. I det fjerne så vi dog helt sort himmel og flere lyn. Vi håber, at uvejret har fart på, så det passerer Arches National Park, inden vi ankommer.

Devils Garden Campground, Arches National Park, Utah, kl. 21.00, tirsdag den 7. maj 2013
Det så ud til at have klaret lidt op, da vi vågnede i morges, men vi kunne stadig se mørke skyer forude, som vi kørte mod Arches National Park. På vejen så vi igen flere flotte klipper – bl.a. Church Rock, der som en kæmpe kolos ragede op på en ellers flad mark.

Der var ikke længere til nationalparken end, at vi tog turen uden at holde pause. Vi ankom derfor til parken allerede omkring kl. 10.30 – åbenbart myldretid, for vi måtte holde i en god kø ved indgangen. Da vi var kommet ind, parkerede vi ved besøgscenteret og gav Valdemar lidt mad. Som vi holdt der, begyndte det at regne og tordne, og i besøgscenteret så vi, at vejrudsigten så lige så skidt ud for i morgen. Efter gårsdagen i Mesa Verde i regnvejr var det ikke lige det, som vi havde behov for. Som vi kørte igennem parken, holdt det dog op med at regne, så vi stoppede ved flere udsigtspunkter. Billederne, som vi tog, bliver nok ikke de bedste, for det var stadig ret mørkt i det.

Vi var glade for, at vi også i denne nationalpark havde booket plads på campingpladsen i forvejen. Den primitive naturcampingplads var nemlig helt booket, og det kan vi nu godt forstå. Det er nok den flotteste beliggenhed, vi har oplevet på ferien indtil nu – lige midt mellem klipperne.

Da det var klaret op i vejret igen, besluttede vi os for at tage ud at vandre en lille tur. Fra vores campingplads startede en vandrerute, der ifølge ‘visitorguiden’ skulle være rimelig nem. Vi ved ikke helt, hvordan de kategoriserer deres vandreruter, men helt nem ville vi nu ikke kalde den. Flere steder måtte vi da tage hænderne til hjælp for at støtte samt holde fast i diverse grene og sten. Et sted valgte Britt ligefrem at sætte sig ned, da der var et meget stort “trin” på klipperne under en stor bue.

Da vi var ca. halvvejs, (læs: længst væk fra campingpladsen!) blæste det op, og kort tid efter begyndte det at regne, lyne og tordne. Vi var dog så fascinerede af landskabet, at en smule regn ikke gjorde så meget. Og vi fik jo varmen af den til tider lidt besværlige rute over klipperne, mens Valdemar sad varmt i bæreselen iført elefanthue for at skærme for vinden. Stien var ikke markeret med skilte. De steder, hvor vandreruten gik hen over klipper, og man derfor ikke blot kunne se, hvor alle andre havde gået, markerede små bunker af sten, hvor ruten gik.

På grund af vejret valgte vi at tilbringe et par timer i camperen, men tidligt på aftenen begav vi os afsted igen, da solen var kommet lidt frem. Inden solen nåede at gå ned, nåede vi faktisk at gå tre kortere vandreruter i det flotte landskab. En af ruterne var blot 800 meter lang, men det var 800 meter op ad bakke hen over klipper! En flot tur, der endte ved en skrænt med en utrolig udsigt. Og helt ok med 800 meter tilbage igen ned ad bakke, selvom det også var lidt hårdt for benene.

Som solen var ved at gå ned, blæste det igen op, og da vi kom tilbage til campingpladsen, begyndte det at småregne. Vi havde heldigvis droppet at grille til aftensmad og fik istedet en god, tyk kyllingesuppe.

Devils Garden Campground, Arches National Park, Utah, kl. 19.30, onsdag den 8. maj 2013
Det regnede, da vi stod op i morges – ligesom det havde gjort det meste af natten. Derfor overvejede vi kraftigt at lægge Arches National Park bag os og sætte kurs mod Salt Lake City en dag tidligere end planlagt. At vandre i regnvejr var der jo ikke meget ved, for det ville blive alt for vådt og koldt for især Valdemar. Da vi fandt ud af, at regnen var aftagende, gjorde vi os dog alligevel klar til en vandretur, og da vi kom ud af døren, var regnen holdt op.

Vi gik derfor en god tur på en af de vandreruter, der lå i nærheden af campingpladsen. Ruten var ikke så teknisk svær som den igår – det gik blot meget op og ned, hvilket var hårdt for benene. Men vi fik set mere af det flotte landskab, blandt andet den store Landscape Arch, der er længere end en fodboldbane. Efter en spisepause i camperen, kørte vi til en anden del af parken for at gå lidt mere. Der valgte vi at tage med en parkranger ud på en vandretur, som vi faktisk i første omgang havde valgt fra. På beskrivelsen af ruten lød den nemlig til at være lidt besværlig. Med undtagelse af en smule klatren over nogle klipper, var det dog ikke så slemt. Vi fik dermed nogle flere vandrekilometre i benene, fik set flere flotte buer og fik samtidig lidt viden om landskabet og områdets dyreliv. Eftefølgende gik vi selv lidt mere i området.

Da vi kom tilbage til campingpladsen hen på eftermiddagen, begyndte det igen at regne. Super timing, da det faktisk havde holdt tørt hele dagen. Dermed nåede vi alle de vandreture her i nationalparken, som vi gerne ville – og dette med kun en smule regnvejr i går.

Vi må indrømme, at vi var godt trætte; nok mest fordi vi savner en god nats søvn i en ordentlig seng. Selv Valdemar var lidt ekstra pylret her til aften. Selvom klokken nu ikke engang er otte, har vi faktisk mest lyst til bare at gå i seng.

Pam’s RV Park, Helper, Utah, kl. 20.15, torsdag den 9. maj 2013
Endnu en gang vågnede vi op til regnvejr, men som vi kørte ud af Arches National Park efter morgenmaden, klarede det op i vejret.

Med kun meget korte stop for at tilfredstille en lidt utilfreds Valdemar på bagsædet, kørte vi til den lille flække, Green River. Der gjorde vi holdt på en tankstation sammen med alle truckerne. Igen nød Valdemar at sidde og kigge ud på bilerne – eller som her: lastbilerne. Det kan være svært at få mad i ham,når der er noget, der distraherer udenfor… Lidt ekstra sen morgenmad eller tidlig frokost på Arby’s blev det også til. Når man bestiller en stor sodavand, får man 1,2 liter! Vi havde heldigvis kun bestilt en til deling. Næste stop var en Walmart i byen, Price, hvor vi shoppede lidt, og igen fik vi købt nogle små legeting til Valdemar. Håber der bliver plads i kufferten hjem til alt det, som vi har købt til ham her på ferien!

Vi havde planer om at overnatte i Price, men igen drillede navigationen lidt og guidede os til noget, der absolut ikke lignede en campingplads. Ved næste rv-park i navigationen var vi dog mere heldige. Der var faktisk en lille rv-park med blot otte pladser, hvoraf de seks er optagede af fastboende. Men der var en plads til os – og dette til sølle 20 dollars for ’full hookup’ (altså både el, vand og kloak). Og så er der wifi og kabeltv (hvis vi altså havde tv) med i prisen. Så kan det vist ikke gøres meget billigere. Campingpladsens ’kontor’ var ejernes private hjem, så kvitteringen for den kontante betaling blev skrevet på køkkenbordet, mens vi prøvede at se så meget som muligt af dagligstuen.

Efter at have været i camperen det meste af dagen, gik vi en lille tur her i området (læs: op og ned ad vejen), og på turen fik vi et par gange følgeskab af nogle små pudsige hunde. Her er det åbenbart meget almideligt bare at lade sin hund rende løs. Campingpladsens ejer har også to kæmpe (overvægtige) hunde luntende rundt – den ene er på størrelse med en lille hest.

Vi prøver at spise lidt amerikansk her i camperen, så til aften stod der ’pulled pork’ på menuen – og dette i en version med Jack Daniels BBQ-sovs! Nej, vi lavede det ikke selv, men godt det smagte det!

Pladsen her ligger lige ved en trafikeret landevej og mellem to jernbaner. Vi har dog ikke hørt nogle toge endnu, så det er vist ikke en meget brugt strækning. På tidligere campingpladser har vi kunne høre godstoges horn flere gange om natten, men det skal vi vist ikke frygte her.

Salt Lake City KOA, Salt Lake City, Utah, kl. 20.45, fredag den 10. maj 2013
Som sædvanlig forlod vi campingpladsen kort efter morgenmaden – denne gang med Salt Lake City som mål. Det var en flot køretur igennem et flot landskab med grønne bjerge. Nej, ikke grønt græs eller grønne træer, men grønne klipper. I byen, Orem, holdt vi en længere pause ved en Target. Vi shoppede lidt og købte igen en masse småting til Valdemar. Frokosten købte vi i delikatessen og spiste i camperen, mens vi holdt på parkeringspladsen.

Fra Orem var der ikke langt til Salt Lake City, hvor vi midt på eftermiddagen tjekkede ind på campingpladsen. I det flotte solskinsvejr gik vi en tur rundt på denne store campingplads. Her er rigtigt mange fastliggere i kæmpe campere. Vi undrer os stadig over, at nogle vil bo fast i en camper eller campingvogn – uanset, hvor stor den er. For første gang i en del dage kom Valdemar i korte ærmer, shorts og solcreme. Dejligt!

Aftensmaden spiste vi på Denny’s, der i stilen minder meget om Jensens Bøfhus. Til dessert blev Britt simpelthen nødt til at smage deres brownie med bacon. Brownien var super lækker, og det smagte faktisk ikke helt slemt med bacon på. Valdemar holdt ud under alle tre retter mad. Vi måtte dog tage ham op af klapvognen, da han larmede lidt rigeligt. Han var på ingen måde utilfreds, men lå blot og hyggede sig. Det gik dog ikke helt stille for sig. Når han sad på skødet af en af os, var han mere stille, for så var der jo så meget rundt omkring at kigge på.

Det er nu ca. to uger siden, at vi skrev det første postkort, men først i dag har vi fået købt frimærker. Nu er der så blevet sat frimærker på 18 postkort. Så mangler vi bare at putte dem i en postkasse, så de forhåbentlig når hjem, før vi gør…

Salt Lake City KOA, Salt Lake City, Utah, kl. 20.30, lørdag den 11. maj 2013
Kort før kl. 5 i morges var Valdemar vågen og lå glad og pludrede i sengen. Han mente åbenbart ikke, at vi skulle sove længere. Casper var dog allerede stået op, og vi havde begge haft svært ved at sove i nat. Togbanen ligger et stykke herfra, så vi kan ikke høre togene. Men natten igennem har vi hørt togenes horn konstant (eller sådan føles det i hvert fald…). Meget belastende!

Efter godt en times tid fandt Valdemar dog ud af, at han havde været for tidligt oppe, og tog derfor dagens første lur. Da vi jo havde været tidligt oppe, var klokken kun lidt i syv, da vi med Valdemar i klapvognen trillede mod Salt Lake City downtown – en tur på godt 3 km.

Vi startede med at gå rundt på Temple Square – mormonernes hovedkvarter, hvor der blandt andet både er flere kirker, koncerthal og en 26. etagers administrationsbygning. Da vi jo var der så tidligt, var alt lukket, men vi kunne da gå rundt og se de flotte bygninger og den meget flotte have, der var proppet med blomster. Vi var dog ikke alene så længe, da hvad, der mindede om en hel high school, kom. Eleverne skulle åbenbart rundt og gøre nytte på området, så de blev udstyret med river, koste og lignende. Området så ellers meget velholdt ud.

Dagen var sat af til shopping, men vi opdagede hurtigt, at vi ikke kunne shoppe. Vores penge lå nemlig stadig i camperen. Så allerede kl. 9 vendte vi snuden mod campingpladsen igen – og med en lidt utilfreds Valdemar i klapvognen var turen lidt lang. Tilbage i camperen holdt vi kun et kort pit stop, inden vi gik tilbage til downtown. På vejen fik vi endelig puttet alle vores postkort i en postkasse! Vi startede i Gateway Mall og fortsatte derfra til City Creek Mall – begge to meget flotte og nye shoppingcentre (City Creek med lidt mere eksklusive butikker). Generelt er centrum af Salt Lake City meget flot og nyt at se på. Byen fik vist også en ordentlig omgang, inden værtsskabet for vinter-OL i 2002. Vi fik shoppet en del tøj til Valdemar, inden vi gik tilbage til Temple Square.

På Temple Square tog vi med på en guidet tur i The Beehive House – huset, hvor Bingham Young (tidligere leder af mormonbevægelsen, profet, grundlægger af Salt Lake City og guvenør i Utah) engang boede. Vi blev vist rundt af to unge, lidt lalleglade, missionerende søstre fra mormonbevægelsen. Selvom de selvfølgelig gerne ville fortælle om deres religion (hvilket vi også havde forventet på en gratis guidet tur), var det ikke så slemt. De var meget benovede over, at Britt faktisk har besøgt Thorvaldsens museum i København, da en af Thorvaldsens Kristus’ figurer er et brugt symbol for mormonerne. En kopi af Thorvaldsens statue står i et af besøgscentrene. Inden vi forlod området, stak Britt hovedet ind i The Assembly Hall , hvor et kor øvede, ligesom vi besøgte et af deres meget flotte besøgscentre. Ja, der var rig mulighed for at læse om samt høre mere om religionen af de mange missionærer, der gerne tilbød at fortælle løs.

Da vi efterhånden havde gået rundt i mange timer, satte vi – med en kold smoothie i hånden – kurs mod campingpladsen igen. Uden meget skygge var det en varm fornøjelse, og vi var glade for, at vi alle var smurt ind i solcreme! Også til aften var det tydeligt, at Valdemar ikke er så glad for de høje temperaturer, og et lunkent bad hjalp kun i kort tid. En våd vaskeklud på panden fik han dog til at slappe lidt af, men sove var han ikke parat til. Først efter at have ligget og pludret i sengen ret længe, overgav han sig endelig…

Med larmende toge og en lidt for høj temperatur tvivler vi på, at vi får den bedste nattesøvn.

Salt Lake City KOA, Salt Lake City, Utah, kl. 20.45, søndag den 12. maj 2013
Også dagen i dag var afsat til shopping. Da vejrudsigten lovede 31 grader, skulle vi ikke lave alt for meget. Det ville være for varmt! Dog havde Britt i morges energi til at prøve at lave en opskrift fundet på en pose marshmallows: smeltede marshmallows blandet med rice krispies. Så kunne det stå og køle i køleskabet i løbet af dagen. Vi havde ikke lige forestillet os, at en marshmallow ville svumle så meget op, når den kom i mikrobølgeovnen!

Omkring kl. 10 kørte vi til et outlet-shoppingcenter lidt uden for byen for at kunne gå fra den ene nedkølede butik til den næste. Shoppingcenteret lå i et flot skiområde, og vi kunne fra parkeringspladsen se flere skihopbaner – sandsynligvis brugt under vinter-OL i 2002. Vi shoppede jo en del i Las Vegas, men alligevel fik vi også købt en smule i dag. Casper fik endnu et par cowboybukser og en polo, og Valdemar – ja, han fik en hel masse tøj igen. Vi tilbragte omkring fire timer ved centeret – dette inklusiv et par spisepauser i camperen.

Derefter kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor der så blev vasket tøj. Og så fik vi lige pakket alle vores indkøb ned i en kuffert. Vi blev lidt overraskede, da det gik op for os, hvor meget tøj vi egentlig har købt til Valdemar. Dette er alt fra billige bodyer til 20 kr. fra Target eller Walmart til dyrere poloshirts fra Lacoste og Tommy Hilfinger – og så alt der i mellem. Vi er glade for, at hans klædeskab derhjemme er helt tomt, for vi har købt tøj nok til ham her på ferien til at fylde det mere end en gang.

I løbet af eftermiddagen blev der også tid til at lave endnu en opskrift fundet på posen med marshmallows: s’mores. Mums!

Da Valdemar var blevet fodret, gik vi til kombi-A&W og KFC og spiste aftensmad. Sikkert på grund af varmen havde Valdemar ikke sovet meget i løbet af dagen, men da han fik ’natmad’, gik han endelig ud som et lys efter at have været vågen i seks timer. Vi regnede med, at han så havde lagt sig til at sove for natten, da det var hans sædvanlige sengetid. Men efter de klassiske 37 minutter (hans powernap-tid) vågnede han igen, og det tog lidt tid at få ham til at sove videre. Han lå bare og kartede rundt i sengen, selvom en kold, våd vaskeklud hjalp en smule.

Valdemar sover nu – og dette forhåbentlig til i morgen tidligt, hvor vi forlader Salt Lake City. Vejrudsigten siger 33 grader i morgen, så vi skynder os til et (forhåbentlig!) køligere sted lidt nordpå.

KOA Bear Lake, Garden City, Utah, kl. 20.30, mandag den 13. maj 2013
I dag havde vi besluttet at droppe vores sædvanlige yoghurter og morgenmadsprodukter (vi har efterhånden smagt meget mærkeligt morgenmad – eller skal vi kalde det slik?!) og i stedet tage på IHOP og spise morgenmad. IHOP står for International House Of Pancakes.

Vi lagde derfor Salt Lake City bag os før morgenmaden og kørte til IHOP i en forstad til Salt Lake City. På IHOP er der primært to slags mad på menukortet: omeletter og pandekager. Fra vi sidst var på IHOP for en del år siden, kunne vi huske, at selv hvis man bestilte omelet, fulgte der pandekager med. Vi fik derfor både omelet og pandekager til morgenmad. Britt skulle selvfølgelig smage New York Cheesecake-pandekager. Vi var begge ved at revne efter det store, lækre morgenmåltid.

IHOP lå lige ved siden af en Walmart, så der handlede vi lidt bagefter. De næste mange dage kommer vi ikke rigtigt til nogle større byer, så vi ville sørge for, at køleskabet var fyldt op. Og så købte vi lige nogle t-shirts til Valdemar… Dagens næste stop blev faktisk ved en Target lidt uden for byen, Logan. Der fik vi købt et par shorts mere til Valdemar, da dem, som vi købte i starten af ferien, er ved at være for små. Egentlig havde vi talt om at overnatte i nærheden af Logan, men da klokken ikke var så mange, besluttede vi at køre videre nordpå til Bear Lake efter en god lang pause. Især turen fra Logan til Bear Lake var utrolig flot. Vi kørte langs Logan River med klipper på den anden siden af vejen. Da Valdemar på et tidspunkt var ved at koge over af varme, måtte vi holde ind til siden, og det viste sig at være ved Ricks Spring, hvor vand fra floden strømmer op fra en underjordisk hule.

Vi ønskede os jo køligere vejr end de 33 grader i Salt Lake City, men blev alligevel lidt nervøse, da der flere steder lå sne udenfor, som vi nærmede os Bear Lake. Ved Bear Lake fandt vi hurtigt en campingplads, og selvom vi befinder os i næsten 6.000 fods højde ved flere skiresorts (selvfølgelig lukket på denne årstid), var her dejligt varmt. Så varmt, at vi grillede til aftensmad (pølser, burgere og majskolber) – og så varmt, at vi faktisk spiste den grillede mad inde i camperen, da vi ikke havde skygge udenfor ved grillen og ikke havde lyst til at sidde og smelte i solen.

Egentlig ville vi gå en tur til den nærliggende marina efter aftensmaden, men vi er simpelthen for dovne nu…

Wolf Den, Thayne, Wyoming, kl. 21.00, tirsdag den 14. maj 2013
Vi startede dagen med en flot køretur langs den blå Bear Lake, hvor vi kom igennem flere små flækker, bl.a. Paris, inden vi krydsede statsgrænsen til Idaho. I byen, Montpelier, holdt vi en lang pause og gik en tur op og ned ad hovedgaden. Der var ikke meget at se på… Dog var det sjovt at se de mange danske navne på butikkerne (eksempelvis Hennings Auto Repair og en ejendomsmælger, der hed Jensen). Der er vist en del med danske aner her omkring. Efter Montpelier kørte vi igennem Montpelier Canyon – igen en smuk køretur med fantastisk udsigt. Vi fik set lidt af dyrelivet med hjorte i vejkanten, ligesom vi fik lavet et road kill, da en fugl fløj ind i taget på vores camper.

Som vi kørte over bjergene, måtte vi for 3. eller 4. gang på ferien konstatere, at vi ikke havde fået lukket køleskabet ordentligt. Det opdager man, når lågen åbner i et vejsving, og køleskabets indhold tømmes ud på gulvet i camperen! Kort tid derefter forlod vi igen Idaho og kørte ind i staten, Wyoming, hvor det flotte landskab blot fortsatte.

Vi har lavet lidt om på vores rute og har droppet at køre til Crater of the Moon National Monument. Umiddelbart virkede det til at ligne Islands vulkanlandskab utroligt meget, så vi syntes ikke, at der var en omvej værd. Jo, Islands landskab er utroligt smukt, men vi har ligesom set størknet lava og vulkankratere. Det har så skåret knap 3 timers kørsel ud af vores program, så vi i dag og de næste dage ikke behøver at køre så langt om dagen for at nå til Yellowstone National Park.

Først på eftermiddagen fandt vi derfor en campingplads lidt uden for byen, Thayne, i Star Valley. Campingpladsen ligger – ligesom andre, vi har overnattet på – midt i ingenting, men med en fantastisk udsigt til sneklædte bjerge. Udover en meget kort gåtur rundt på området, tilbragte vi derfor blot eftermiddagen i camperen. Casper fik bl.a. skrevet lidt jobansøgning, mens Britt gik i gang med at sortere feriebilleder. Der er mange!

Valdemar er begyndt at være lidt svær at få til at sove – måske fordi vi nu er kommet så langt nordpå, at solen ikke er gået ned, når han kommer i seng om aftenen. Bedst, som man tror, at han er træt og ved at falde i søvn, vågner han op og virker frisk. Igen til aften lå han derfor et stykke tid og kartede rundt i sengen, før han endelig overgav sig og faldt i søvn i, hvad der ligner en noget ubehagelig stilling.

The Virginian Lodge RV Park, Jackson, Wyoming, kl. 20.30, onsdag den 15. maj 2013
Med blot en times kørsel til dagens mål, blev det en køretur uden længere pauser. Dog måtte vi lige holde ind til siden et par gange undervejs for rigtigt at nyde den smukke udsigt. Igen var vejen omgivet af flod og bjerge. Så imponerede!

Vi ankom til byen, Jackson, midt på formiddagen og fandt med det samme en campingplads. Vi blev dog ikke længe på pladsen, men begav os efter kort tid på gåben mod byens centrum – en tur på ca. 2 km. forbi byens rodeo-anlæg og langs Snow King Mountain Ski Area. Skiliftene holdt dog stille, selvom der faktisk lå en smule sne på løjperne nogle steder.

I Jackson er der rigtig wild west-stemning. I hvert fald ligner byen noget, som man har set i en gammel comwboyfilm. Dog var der næppe så mange dyre gallerier og kunstbutikker, som der ligger her i Jackson. Der er virkelig mange af dem! På byens torv så vi et skilt med, at der hver aften kl. 18 bliver opført et ’shootout’ – et wild west-show. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt det også var på denne årstid (her er skisæsonen jo slut, og sommersæsonen er ikke begyndt), men valgte alligevel at blive i byen indtil da. Vi travede op og ned af de mange små hyggelige gader, fik købt lidt mere til Valdemar, selvom vi beherskede os et par steder og bl.a. undlod at købe et ”elgskind” (bamsemateriale) til at lægge på gulvet på hans værelse Til frokost delte vi en pizza (rester til frokost i morgen). Vejret var skønt, så vi sad udenfor og spiste – i skyggen for ikke at blive kogt.

Valdemar fik igen mos til aftensmad direkte fra en pose – serveret på en bænk i byens måske kommende ”Welcome Center”. Det skulle vist have været færdigt sidste sommer, men indeholder stadig blot toiletter og en tom hal med bænke. Valdemar spiser alt, hvad han får serveret, så selvfølgelig gled maden også ned i dag. Endnu en gang er vi taknemmelige for den dejlige, lille, nemme baby, som vi har fået. Det er sjældent, at han brokker sig mere end, at han kan distraheres ved at komme op på armen, at Casper fløjter (melodi totalt underordnet!), eller Britt synger ’Mariehønen Eviglad, som er en af de eneste børnesange, hvor Britt faktisk kan hele teksten.

Kl. 18 var vi klar på byens torv – blot for at konstatere, at der ikke var skyggen af ’shootout’. I stedet tog vi på en mexicansk restaurant og spiste aftensmad, inden vi gik tilbage til campingpladsen. Perfekt timet tog Valdemar en lur, mens vi spiste.

Igen til aften lå Valdemar og kartede rundt, da han blev lagt i seng. Men selvom han ikke lige ville sove, kan man jo ikke blive irriteret på en lille baby, der blot ligger og pludrer og hygger sig… Vores skridttæller har kun talt knap 20.000 skridt i dag. Vi synes virkelig, at vi har gået langt mere end det. Den må være gået i stykker!

Igen i dag har vi været heldige med vejret. Solen har skinnet, og temperaturen har været omkring de 25 grader – omend der har været nogle skyer på himlen. Men nu her til aften er det begyndt at regne. Vejrudsigten ser dog ikke for lovende ud for de næste par dage, hvor vi nok desværre risikerer at skulle ud og vandre i regnvejr. Vi håber, at det regner af i løbet af i nat i stedet for.

Fishing Bridge RV Park, Yellowstone National Park, Wyoming, kl. 21.45, torsdag den 16. maj 2013
Det har regnet i nat, men vejret så faktisk nogenlunde fornuftigt ud, da vi forlod campingpladsen i morges. Fra Jackson, hvor vi overnattede, var der ikke langt til indgangen til Grand Teton National Park, så før kl. 10 i morges ankom vi til parken. Desværre var det begyndt at regne godt, så det var på med regnjakker, og Valdemar i fleecedragt, da vi gik ind i besøgscenteret. I besøgscenteret, hvor vi bl.a. fik kort med vandreruter, fandt vi ud af, at den campingplads, som vi havde planer om at overnatte på, desværre ikke var åbnet endnu. Sæsonen er ikke rigtigt begyndt, så det meste åbner først senere på måneden.

Vi havde et stort ønske om at se en elg, for sådan en har vi faktisk aldrig set. Selvfølgelig ville vi også gerne se en bjørn, men det var elgen, som vi ville gå efter. En ranger anbefalede os derfor en vandrerute omkring Moose Pond i midten af nationalparken. Så der satte vi kurs mod – nu i lidt mere moderat regnvejr. Trods det meget overskyede vejr, var det en flot køretur igennem parken. De sneklædte bjerge var stadig imponerende selvindhyllet i dis og skyer. Et sted holdt flere biler parkeret i vejsiden, og vi stoppede selvfølgelig også for at finde ud af, hvad de havde fået øje på. Det viste sig at være en flok fugleinteressede, der havde set en ‘blue bird’, og så lå der også et ‘pronghorn’ et stykke derfra mellem træerne. Fuglen var væk, men det store hjortelignende dyr lå der stadig.

Som vi nåede frem til Jenny Lake, hvorfra vandreruten startede, var det faktisk holdt op med at regne. Vi havde spurgt rangeren om en let vandrerute… Men ruten viste sig at have sine forhindringer. Det første stykke langs søbredden var intet problem. Derefter var vi lidt i tvivl om, hvorvidt det nu også var den officielle sti, som vi gik på. Da vi var blevet overbevist om, at vi var på rette vej, begyndte forhindringerne.

Det startede blidt med, at stien var oversvømmet, hvorfor vi må gå lidt udenfor stien, og så kom nogle væltede træer over stien, der skulle forceres. Rimeligt nemt. Kort efter begyndte små og store snebunker at dukke op – en enkelt så dyb, at vi opgav at gå over (vi sank i til knæene!), og vi måtte i stedet kravle igennem nogle buske langs et vandløb for at komme uden om sneen. Et par steder skulle vi over kraftige vandløb. Nogle af stederne var der lagt et par planker at gå på – andre steder var der intet! Et sted måtte vi finde det smalleste sted, hvor vi kunne hoppe over, og et andet sted halvt kravlede vi på nogle væltede træstammer over vandet. Planen var jo at kigge efter elge på turen, men efterhånden som forhindringerne blev sværere og sværere, var det begrænset, hvor meget vi fik kigget efter de store dyr. Det eneste dyreliv, som vi fik set, var derfor nogle egern (både almindelige og jordegern) samt et par flotte fugle.

Fra den noget anstregende tur (ihvert fald i forhold til, hvad vi havde regnet med) kørte vi videre nordpå igennem parken, mens vi spejdede efter dyr. Et andet sted, hvor vi havde planer om at vandre lidt, viste stierne at være lukkede på grund af bjørneaktivitet. De eneste store dyr, som vi kunne se der, var derfor store flokke af elks (som vist på dansk stadig hedder wapitihjorte).

Frokosten spiste vi på en restaurant på et af de eneste steder i parken, der var åbent. Derfra var en flot udsigt over Jackson Lake. Der lå også en campingplads, der faktisk havde åbent. Vi syntes dog, at det var for tidligt at slutte dagen og valgte derfor at køre videre nordpå. Et andet sted ved Jackson Lake gik vi en tur langs søbredden – denne gang uden forhindringer ud over en noget ujævn sti. Vi besluttede os for at forlade Grand Teton, og i stedet sætte kurs mod en campingplads i Yellowstone National Park, hvor vi ellers først havde reserveret en plads fra i morgen. Kort før vi kom ud af Grand Teton, fik vi endeligt vores ønske opfyldt: en stor elg gik midt på vejen! Da vi nærmede os i camperen, valgte den heldigvis at forlade vejen, så vi kunne komme forbi.

Da vi kom ind i Yellowstone National Park, fandt vi ud af, hvorfor vejen først blev åbnet i fredags efter at have været lukket hele vinteren (vi har løbende fulgt med på parkens hjemmeside, om vejen nu også nåede at åbne). Der lå mindst en meter sne – og der var ikke tale om bunker, der var skrabet væk fra vejen, men reelt over en meters snefald, der endnu ikke var smeltet! Mest overraskede var vi over at se al isen på Yellowstone Lake. Der var et tykt lag grødis!

Det var igen begyndt at regne kraftigt, så vi nøjedes med at nyde parken fra bilen. Ved Lewis Fall og ved West Thumb Geyer Basin stoppede vi dog kort. En dag før planlagt kom vi frem til Fishing Bridge RV Park lidt før kl. 19 og fik en plads. Campingpladsen her tillader ikke telte, campletter og lignende, men kun ’hårde’ køretøjer på grund af så mange bjørne i området. Indtil det blev mørkt udenfor, håbede vi derfor at se en gå forbi udenfor vores camper… Nej, der kom ikke nogen bjørn.

Da vi kom til pladsen, kunne vi umiddelbart ikke se, at vi havde strøm på pladsen. Det betød altså ingen varme i nat (max. 2 timer på bilens batteri), så Valdemar blev pakket godt ind til natten. Vi havde dog bare ikke kigget godt nok, så da vi lige tjekkede vores plads igen, fandt vi ’stikkontakten’. Så nu skal vi ikke frygte at komme til at fryse i nat – og Valdemar kommer nok til at svede, da han lige nu ligger og sover pakket ind til polarkulde!

Madison Campground, Yellowstone National Park, Wyoming, kl. 20.30, fredag den 18. maj 2013
Vi havde læst, at der ville være størst mulighed for at se parkens dyreliv tidligt på dagen, så vækkeuret ringede allerede kl. 5. Før kl. 7 kørte vi derfor ud fra campingpladsen mod Hayden Valley. Derfra trillede vi langsomt igennem Hayden Valley, mens vi begge spejdede efter dyr. Der var meget tomt i dalen, men pludselig fik vi øje på nogle bisonokser mellem træerne. Første stop derefter var ved Mud Vulcano – et område med geotermiskaktivitet (kogende kilder fra undergrunden), hvor Britt gik en kort tur, mens Casper blev i camperen med Valdemar. Videre igennem dalen så vi flere bisonokser, men desværre ingen af de andre store dyr, som vi håbede at se.

Igen kunne vi konstatere, at det nogle gange er nemmere at få øje på andre med et kamera end selv at opdage dyrene. To mænd med meget store kameraer fik os til at kigge en ekstra gang, og der i floden boltrede tre oddere sig.

Grand Canyon of Yellowstone var næste stop. Der tidligt om morgenen følte vi, at vi havde parken for os selv, men netop som vi begav os afsted mod et udsigtspunkt, kom ikke mindre end to busser fyldt med asiatiske turister. Efter en kort gåtur med Valdemar i klapvognen, kom han i bæreselen på maven af Casper, og så begav vi os ud på en kortere vandretur langs kløftens kant mod Yellowstone Upper og Lower Falls. Selvom turen ikke var så lang, var det dog ikke nogen nem tur. Udover, at det både gik stejlt op og ned, skulle vi både forcere væltede træer og store snebunker. Da vi kom til den sidste del af ruten, mødte vi et skilt, der advarede om, at den sidste del ikke var for folk med hjerte- og åndedrætsproblemer. Turen bestod nemlig af 328 stejle trin ned til vandfaldet. Efter den anstrengende tur langs kanten, var selv turen ned ad alle trinene hård. Og op måtte vi holde nogle pauser. Vi besluttede os at tage den nemme vej tilbage til camperen, nemlig langs den asfalterede vej. Fra den anden side af kløften var der en flot udsigt ned igennem kløften. Der nøjedes vi dog med at kigge fra udsigtspunkterne ved vejen.

Desværre var det begyndt at regne kraftigt, så vi holdt en god pause i camperen og ventede på ophold i regnen. Da regnen tog en pause, tog vi ud på dagens næste vandretur ved Porcelain og Back Basin – en tur på nogle få kilometre. Der var et kæmpe område med geotermiske kilder og gejsere. Selvom vi har set noget i samme stil på Island, var det alligevel flot, omend lugten af svovlbrinte (=rådne æg!) ikke var så behagelig. Endnu en lille vandretur blandt boblende mudderhuller og kogende søer blev det til ved Artist’s Mud Pots, inden vi tjekkede ind på campingpladsen. Igen er vi en dag forud for vores plan, men heller ikke her var det noget problem at fremrykke vores reservation.

Efter aftensmaden tog vi dagens sidste vandretur – som om, vores ben ikke var brugte nok i forvejen! Vi gik igennem campingpladsen og til et stort åbent område tæt ved. Igen stod store bisonokser og græssede. Selvom Valdemars klapvogn kan klare hårdt terræn (en rigtig ATV!), syntes vi alligevel, at turen havde været lidt hård, så vi valgte at tage landevejen tilbage. Den var så bare et godt stykke længere!

Selvom Valdemar var oppe kl. 5.30, var han ikke nem at få til at sove til aften. Han lå og snakkede løs! Som en anden Duracel-kanin kørte han med fuld energi, og gik så pludselig ud som et lys. På denne campingplads har vi ikke strøm, så varmen kan ikke køre hele natten. Vi vil derfor nu iklæde os et par lag tøj, så vi kan klare os igennem en kold nat. Temperaturen udenfor kommer nemlig under frysepunktet – og så føles det næsten lige så koldt indenfor!

Fishing Bridge RV Park, Yellowstone National Park, Wyoming, kl. 20.00, lørdag den 18. maj 2013
Trods en møgkold camper, havde Valdemar det dejligt varmt, mens vi andre frøs noget i nat. Temperaturen udenfor kom vist også lige under frysepunktet. For et par uger siden fandt vi ud af, at vi nok fik den bedste nattesøvn alle sammen, hvis Casper tog sovepladsen over førersæderne, mens Valdemar og Britt delte dobbeltsengen i camperens bagende. Dobbeltsengen bagerst var simpelthen ikke bred nok til os to voksne mennesker, men i nat måtte Britt indse, at en lille baby sagtens kan fylde mere end en voksen. Valdemar lagde sig nemlig på tværs i sengen – ud over kanten på sin voksipose.

Efter morgenmaden kørte vi afsted til Midway Bassin (et område med geotermisk aktivitet), hvor hovedseværdigheden er Grand Prismatic Spring – en meget farvestrålende varm kilde. Vandet i kilden er vist omkring 70 grader varmt, hvilket betød, at på denne kolde morgen, var hele søen indhyllet i damp. Altså var det slet ikke muligt at se alle de flotte farver, hvilket vi ellers havde glædet os til.

Fra Grand Prismatic Spring fortsatte vi til gejserområdet ved Old Faithful, og på vejen dertil så vi adskillige bisonokser. Old Faithful er en gejser, der springer ca. hvert 90. minut, så vi startede med at undersøge, hvornår den forventedes at springe næste gang. Derefter gik vi en tur i området og vendte så tilbage til Old Faithful, så det passerede med et udbrud. Der stod vi så sammen med hundrede af andre og ventede på, at gejseren skulle begynde at sprøjte vand op. Det varme vand skabte dog så meget damp, at det var svært at se andet end damp, da først den begyndte.

Vi besluttede derefter at gå en lidt længere tur i området for at se flere gejsere og kogende kilder. Netop som vi var startet på den lange gåtur, begyndte det at hagle og derefter regne. Vi overvejede kraftigt at vende om, men fortsatte alligevel stædigt. Selvom Valdemar ikke havde regntøj på (vi havde trods alt regnjakker på), sad han godt beskyttet i bæreselen iklædt flere lag tøj, elefanthue og vanter. Trods regnen, der heldigvis stilnede af, var vi glade for, at vi fortsatte. Den flotteste kilde var nemlig den længst ude på den rute, som vi havde valgt. På vej tilbage til camperen passerede vi igen Old Faithful, og dette netop som den gik i udbrud. Denne gang var vandsøjlen mere tydelig, da der ikke var så meget damp.

Mætte af gejsere og boblende ’vandpytter’ besluttede vi at springe de andre gejserområder over. Da det kun var først på eftermiddagen besluttede vi os for at lave om på vores plan. Selvom vi havde betalt for to nætter på campingpladsen i Madison, besluttede vi, at vi hellere ville overnatte i Fishing Bridge, og samtidig lavede vi lidt om på planerne for de kommende dage. Ved Grand Prismatic Spring stoppede vi lige igen for at tjekke, om kilden stadig var indhyllet i damp (dvs. Britt gik op og kiggede), hvilket desværre var tilfældet. Et sted på vejen til campingpladsen var lidt trafikkaos, da to store bisonokser havde besluttet at krydse vejen i helt adstadigt tempo uden at tænke på de mange biler, der måtte stoppe for dem.

Vi fortsatte derefter til Hayden Valley. Det skulle være et af de bedste steder at se dyrelivet i parken, så vi ville benytte os af, at vi jo havde vores hus med os og spise aftensmad der på en ’turnout’. Det regnede dog stadig (og sneede faktisk også et kort øjeblik!), og det var derfor noget svært at se så meget ud af vinduerne på camperen. Alligevel lykkedes det Casper at få øje på et dyr, der ikke var en bisonokse (de er overalt!). Med kikkerten fandt Britt ud af, at det faktisk var en ulv! Vi besluttede derfor at køre lidt længere ud ad vejen og kom på den måde rimeligt tæt på ulven, der luntede rundt og ledte efter mad. Der er blot ca. 80 ulve i Yellowstone. Parken er en del større end Sjælland, så vi syntes selv, at vi var ret heldige at se en – og så så tæt på.

Da aftensmaden var spist i Hayden Valley, kørte vi det sidste stykke til campingpladsen i Fishing Brigde. Det regner stadig udenfor og har faktisk gjort det i en del timer nu. Egentlig havde vi troet, at vi skulle ud og vandre noget mere her i parken, men der, hvor vi helst vil vandre, er det ikke tilladt på grund af bjørne. Derfor har regnen faktisk ikke generet os så meget trods de mange timer med vand.

Ponderosa Campground, Cody, Wyoming, kl. 21.00, søndag den 19. maj 2013
Inden vi forlod Yellowstone National Park, ville vi lige besøge Hayden Valley en sidste gang for at kigge efter dyr. Vækkeuret ringede tidligt, og i snevejr kørte vi afsted.

Som vi nærmede os Hayden Valley, tog snevejret til, og det var faktisk lidt svært at se særligt meget ud af vinduerne. Alligevel fandt vi et sted at holde og spise vores morgenmad, mens vi forgæves kiggede efter dyr. Endnu en gang var bisonokser og ’elks’ det eneste, som vi så i det nu helt hvide landskab. Der lå nu også en del sne på vejbanen. På vejen gennem parken mødte vi en enkelt camper, der lige var kørt galt i det glatte føre og nu ventede på hjælp til at komme fri af sneen i rabatten. Som vi kørte ud af Yellowstone, tog snevejret heldigvis af, og tilbage var kun regnbyger.

Da vi kørte igennem Wapita Valley, fik vi set flere bisonokser, ligesom vi også fik set en masse bighorn sheep (kan ikke huske, hvad de hedder på dansk). En større flok dukkede op i vejsiden, netop som en politibil – eller rettere sagt ’highway patrol’ – havde besluttet at følge efter os, så vi kunne jo ikke bare stoppe. Det var dog fristende, for på bagsædet brokkede Valdemar sig også højlydt.

I byen, Cody (opkaldt efter byens grundlægger William Cody a.k.a. Buffalo Bill), handlede vi lidt ind, inden vi tog ind på besøgscenteret og fik anvist den mest centralt beliggende campingplads. Efter at have fået en plads på campingpladsen, blev Valdemar lagt i klapvognen, og så gik vi i regnvejr til byens centrum. Valdemar fik sin aftensmad på en bænk på hovedgaden. Vi fandt ud af, at det faktisk var muligt at fodre ham direkte fra tuben med mad. Meget underholdende og nemt – og han syntes umiddelbart, at det var noget sjovere end skeen. Derefter spiste vi bisonburgere på en lokal restaurant, der virkelig mente det, når de skrev ”adult dining” på vinduet. Fordi vi havde Valdemar med, kunne vi vælge mellem at sidde i et lille baglokale eller på terrassen. Baglokalet var dog hyggeligt nok udsmykket med billeder af vindere af Miss Cody Stampede (den årlige rodeofestival) igennem flere år.

Tilbage i camperen har vi nu lige nået at få vasket en smule tøj, så vi har en masse tøj hængede om ørerne. Efter efter dage under internet, er det rart at være lidt online igen – om end det ikke ligefrem er den hurtigste forbindelse.

Worland Campground, Worland, Wyoming, kl. 21.45, mandag den 20. maj 2013
Efter vi alle tre havde fået morgenmad og været i bad (sidstnævnte er ikke en daglig begivenhed), lagde vi Buffalo Bill og Cody bag os.

For en gangs skyld var landskabet omkring os ikke særligt spændende. Ud over de åbne vidder så vi til gengæld både ’pronghorns’ og hjorte, hvilket kompenserede lidt for den ellers kedelige udsigt. Det blæste meget kraftigt, og det ruskede godt i camperen. Ret ubehageligt! Et par gange måtte vi lige holde ind til siden for at prøve at lokalisere, hvad det var, der larmede. Et ”brag” fik vi ikke fundet forklaringen på (måske et loftvindue, der åbnede og smækkede i igen?!), men en anden lyd fandt vi ud af, var spjældet til emhætten, der klaprede i stormvejret.

I den lille flække, Manderson, holdt vi en pause med udsigt til et hus med to små arrige hunde, der ikke brød sig om vores parkering på den anden side af vejen. Vi holdt der i mere end en time, og de gøede af os næsten konstant. Da vi kom til den lidt større by, Worland, fandt vi en rv-park, hvor vi fik en plads – med vinden i den rigtige side af camperen, så det faktisk var muligt at komme ud ad døren.

Frokosten blev indtaget på den lokale McDonalds, hvor vi morede os lidt over, at herovre er McDonalds’ målgruppe seniorer på 60+. Vi trak virkelig gennemsnitsalderen ned blandt kunderne. Med vinden i ryggen blæste vi med klapvognen tilbage til camperen, hvor vi fik tumlet godt med Valdemar. Han er stadig noget af en tumling, men begynder nu endelig at kunne sidde selv – i nogle få sekunder i hvert fald. Efter at Valdemar har været noget småtspisende i en del dage, var vi i dag glade for, at han indtog pæne mængder af både mælk og grød/mos. Førstnævnte er ellers ikke en favorit for tiden.

Aftenen er blandt andet gået med at pudse vores skriftlige engelskkundskaber af, da Casper har skrevet jobansøgning på engelsk. Og så er vores hjemmeside blevet opdateret til forhåbentlig glæde for vores få, men trofaste læsere derhjemme.

Indian Campground, Buffalo, Wyoming, kl. 22.00, tirsdag den 21. maj 2013
Efter nogle dage med noget kedeligt vejr, var det skønt at se solen skinne i morges. Så i solskin forlod vi Worland og kørte mod Buffalo. Nogle steder på køreturen var vinden dog så kraftig, at Casper måtte holde godt fast i camperens rat.

Mens turen til Worland i går var ret kedelig, blev vi i dag noget overraskede over den smukke rute. Især køreturen fra flækken, Ten Sleep, til Buffalo var virkelig smuk. Vi kørte langs Cloud Peak Skyway Scenic Byway igennem det flotteste bjerglandskab. På turen fik vi igen i dag set både ’pronghorns’ og hjorte, ligesom Britt også så et par elge tæt ved vejen. Der er lige så meget ’wildlife’ uden for nationalparkerne som indenfor. Ved bjergpasset, Cloud Peak, i mere end 9.600 fods højde holdt vi pause. Der lå sne udenfor, og det var noget koldt og blæsende, men solen skinnede i det mindste, og udsigten var fantastisk.

Da vi ankom til Buffalo, startede vi på besøgscenteret i centrum. Derefter tog vi en gåtur op og ned ad hovedgaden med en lille brochure, der fortalte mange af de gamle huses historie. Bagefter kørte vi til en campingplads lige udenfor centrum. En sen frokost blev igen i dag fast food – denne gang på Hardee’s, hvor vi fik nogle lækre burgere. Vi fik spist så meget, at vi her til aften sprang aftensmaden over – og gik direkte til desserten.

Vi overvejer lige nu, om vi skal have den larmende varmeblæser kørende i nat. Vejrudsigten lover ned til 4 grader i nat, så her bliver nok lidt køligt indenfor uden varme på.

Devils Tower KOA, Devils Tower, Wyoming, kl. 21.15, onsdag den 22. maj 2013
Den sædvanlige morgenrutine var hurtigt overstået, så klokken var kun lidt over otte, da vi lagde Buffalo bag os. På motorvejen tog det ikke lang tid at komme til næste by, Gilette, hvor vi stoppede ved en Super Walmart. Vi havde egentlig talt om at overnatte i Gillette, men da Valdemar havde været ude af autostolen et par timer, valgte vi alligevel at køre et lille stræk mere.

Udenfor Gillette passerede vi en kæmpe kulmine, ligesom vi på vejen kom forbi flere olieboringer. Gillette kaldes vist energihovedstaden (eller er det Wyoming, der kaldes energistaten?!) på grund af flere miner, og der arrangeres faktisk ture til disse fungerende kulminer. Desværre begynder disse først i juni, så vi måtte nøjes med kikket fra motorvejen, som vi kørte forbi mod en campingplads. Den enorme klippe, Devils Tower, kan ses langt fra. Vi har dog valgt en campingplads, der ligger helt tæt på – lige ved siden af indgangen til Devils Tower National Monument.

Da vi kom tilbage til camperen efter en lille tur rundt på campingpladsens område, fandt vi nok forklaringen på det ’brag’, som vi hørte i det kraftige blæsevejr forleden. På taget af vores camper sidder et airconditionanlæg, og vi kunne nu se, at ’låget’ på anlægget mangler. Altså har lyden sikkert været den store plastikkasse, der fløj af. Håber anlægget kan tåle at være blottet, indtil vi skal aflevere camperen om ca. 1½ uges tid. Vi må i hvert fald håbe, at det ikke regner mere på vores ferie, da vi ellers kan frygte, at der kommer vand ned i anlægget og ind i camperen.

Da Valdemar gylpede på Caspers eneste par rene bukser, måtte lidt af den sene eftermiddag bruges på at vaske et par vaske på campingpladsens vaskeri. Ellers er Britt nået et lille stykke længere med at sortere feriebilleder – er nået knap en tredjedel af ferien igennem. Så der er stadig langt igen – og endnu længere til, at de nogensinde kommer på vores hjemmeside, da teknikken stadig ikke helt fungerer.

Lazy J RV Park & Campground, Rapid City, South Dakota, kl. 21.00, torsdag den 23. maj 2013
Dagens første køretur har ikke særlig lang, da vores campingplads jo lå lige ved indgangen til Devils Tower National Monument. Og blot få hundrede meter inde i parken stoppede vi første gang. På et stort græsareal holdt flokke af præriehunde til – så mange, at området var døbt Praire Dog Town.

Vi holdt lidt og kiggede på de små dyr, inden vi fortsatte det sidste stykke til den store klippe (som egentlig er størknet magma). Tårnet, der rager 386 meter op, blev brugt i Steven Spielbergs film ’Nærkontakt af 3. grad’, og hele sommeren igennem bliver filmen faktisk vist hver aften på campingpladsen, som vi overnattede på. Nej, vi så ikke filmen i går aftes, da sommersæsonen ikke er begyndt endnu.

Ved Devils Tower tog vi den korte vandrerute rundt om tårnet – en nem tur på ca. 2 km. Enkelte steder gik det dog tilstrækkeligt op ad bakke til at få pulsen en smule op. På tårnet kunne vi se bjergbestigere, der var på vej op af de lodrette sider, og i træerne omkring foden af tårnet hang flere steder stofstykker. Tårnet betragtes som helligt af mange indianerstammer, og disse tøjstykker er en del af deres bønner.

Fra Devils Tower kørte vi til byen, Spearfish, og på vejen dertil krydsede vi grænsen til South Dakota og lagde dermed staten, Wyoming, bag os. I Spearfish gik vi en tur op og ned ad hovedgaden, og for 3. dag i træk (dårlig vane!) indtog vi vores frokost på et fast food-sted (denne gang på Taco Bell), inden vi tog en rundtur i et stort supermarked. Fra Spearfish kørte vi videre ad motorvejen til Rapid City. Det blæste kraftigt, og Casper måtte holde godt fast i rattet. Igen ikke særligt behageligt, men denne gang mistede vi ikke noget undervejs. I hvert fald har vi ikke opdaget det endnu.

Da vi kørte igennem Rapid City, syntes vi ikke, at byen så særlig interessant ud, så vi kørte blot igennem og fandt en campingplads på den anden side af byen. Campingpladsen ligger oppe på en bakke, så vi har en flot udsigt over byen fra vores plads. Faktisk behøver vi blot at kigge ud af forruden på camperen, så kan vi lige nu se hele byens lys.

Da Valdemar var træt allerede kl. 18.30 og gik ud, da han fik lidt at spise, troede vi, at han havde lagt sig til at sove for natten. Vi frygtede derfor, at han så ville vågne kl. 5 i morgen tidligt. Men efter tre kvarter vågnende han op og var frisk – og dette blot mindre end en time før hans sædvanlige sengetid. Da vi lagde ham i seng igen kort efter, endte han med at ligge og pludre og lave alverdens lyde (hans repertoire er stort!) i næsten en time. Nu sover han egentlig – og forhåbentlig til mere end kl. 5. Han plejer jo at sove mindst 9 timer hver nat – og nogle gange tager han mere end 11 timer i træk.

Vejrudsigten siger ned til 9 grader i nat, hvilket betyder, at her for en gangs skyld vil være en behagelig, men kølig temperatur herinde i nat. Til gengæld blæser det stadig kraftigt, så det rusker lidt i camperen her på bakketoppen.