Plaza Hotel, Havana, kl. 21.00, torsdag den 27. februar 2014
Dagen startede tidligt. Allerede omkring kl. 1 i nat vågnede Valdemar, og kl. 2 opgav at få ham til at sove mere og stod derfor op. Valdemar havde sikkert hørt, at der var fem timers tidsforskel til Cuba – desværre bare den anden vej.
Kl. 3.15 sad vi i bilen på vej mod lufthavnen, og kl. 4.30 havde vi tjekket ind. Vi skulle med dagens første fly kl. 6. Den godt en time lange flyvetur til Amsterdam var hurtigt overstået, og de mere end tre timer i lufthavnen der, gik også forholdsvis hurtigt.
Valdemar var ikke helt tilfreds med at sidde fastspændt på skødet af Casper, men en pakke rosiner fik hans klynken til at stoppe. Som flyet var på vej ud af landingsbanen, faldt Valdemar pludselig i søvn – stadig med en hånd i rosinæsken. Vi havde fået pladser med ekstra benplads, så der var rigelig plads til, at Valdemar kunne lægge og sove på gulvet. Det gjorde han så de første godt tre timer af den mere end 10 timer lange flyvetur.
Figenstænger, Rasmus Klump-tegnefilm og en del renden igennem flyet – det gik der næsten fem timer med. Så overgav Valdemar sig endelig til søvnen igen og sov de sidste 1 1\2 time af flyvningen.
I flyet sad vi ved siden af en mor, der rejste med sine to døtre på henholdsvis 6 måneder og to år. Selvom hun kun talte spansk, kunne vi alligevel godt forstå hinanden, når hun havde behov for, at vi lige sad med den mindste, mens hun gik på toilettet.
Det regnede kraftigt, da vi landede i Havana. Som om, at vi ikke havde det varmt nok, fik vi godt med sved på panden, da vi ikke kunne finde vores visa. Havde vi overhovedet fået dem tilbage ved check in i Kastrup?! Vi fandt dem og kom smertefrit igennem sikkerhedskontrol, immigration og told. På den anden siden fandt vi vores lift til hotellet – en køretur på ca. 1\2 time. Efter check in på hotellet måtte vi have fat i house keeping. Gulvet på værelset var simpelthen for beskidt til, at vi ville lade Valdemar lege der, så vi ventede på gangen, mens house keeping arbejdede.
Vi var alle godt trætte og valgte derfor ar spise på hotellet (vi havde en middag med i prisen). Valdemar var dog alt for træt og spiste ikke andet end brød, og Britts fisk var uspiseligt på grund af for meget olie. Ikke det mest hyggelige måltid.
Valdemar var blevet overtræt, så Casper gik en tur rundt på hotellets gange for at få ham lullet i søvn. Vi krydser nu fingre for, at Valdemar sover i mange timer. Vi trænger til søvn efter at have været oppe i 24 timer!
Plaza Hotel, Havana, kl. 20.15, fredag den 28. februar 2014
Valdemar kører på en anden tidszone end os, så kl. 2 i nat var han vågen. Godt, at vi har medbragt nogle glas med frugtyoghurt, for morgenmaden blev først serveret kl. 7. Inden da nåede han – og Britt – dog at få sig en god lur.
Da vi vågnede, opdagede vi, at det havde regnet ind på vores værelse. Omkring air condition-anlægget og ved vinduet derover, løb der bare vand ned ad væggen, så gulvet sejlede. Det kan godt være, at hotellet ligger i en flot, gammel bygning – og at lobbyen er utroligt flot – men hele bygningen og værelserne er simpelthen noget gammelt møg!
Trods den silende regn, indtog vi morgenmaden på hotellets tagterrasse – den overdækkede del, vel at mærke… Derfra var en god udsigt over Havana. Efter morgenmaden forlod vi hotellet for at se lidt nærmere på byen. Uden noget bestemt mål og uden et bykort gik vi rundt i især den gamle bydel i nogle timer. De fleste huse er meget faldefærdige og ligner mest noget, der burde være revet ned for længst. Alligevel er det meste dog beboet – trods åbenlys fare for nedstyrtning. Man kan dog godt se, at de fleste huse engang var været utroligt smukke. Enkelte bygninger er blevet renoveret og står flot i gammel stil, mens andre er under renovering. Hele Havanas gamle bydel er på UNESCOs verdensarvsliste. Ud over de nedrivningsmodne bygninger, lagde vi især også mærke til de mange halvtomme butikker. Der er meget få varer på hylderne – faktisk er de fleste hylder helt tomme.
På den gamle bydels gågade – hvor de fleste turistbutikker ligger – spiste vi frokost, inden vi vendte tilbage til et pit stop på hotellet. Først på eftermiddagen gik vi endnu en tur rundt i Havanas gader og sugede indtrykkene til os, mens Valdemar så det hele fra klapvognen. Det var heldigvis holdt helt op med at regne, og temperaturen var steget en del. Det var ellers dejligt behageligt, da det regnede – hverken for varmt eller koldt; kun for vådt.
Tilbage på hotellet midt på eftermiddagen besluttede vi os for at vække Valdemar fra hans lur. Efter dansk tid var det nemlig hans sengetid, så vi frygtede, at han var gået i gang med sin nattesøvn. De næste timer tilbragte vi os på hotelværelset med at underholde Valdemar. Britt nåede dog en tur forbi en turarrangør med fast skrivebord i lobbyen for at booke en guidet tur til i morgen. Faktisk lykkedes det Valdemar at holde sig vågen til kl. 19, og da han var faldet i søvn, gik vi ned på en restaurant på hotellet (ikke den samme som i går!) og spiste aftensmad: pizza.
Selvom klokken ikke er så mange, er vi helt parate til at lægge os til at sove. Og forhåbentlig bliver det i noget længere tid end i nat.
Plaza Hotel, Havana, kl. 19.45, lørdag den 1. marts 2014
Valdemars indre ur er stadig ikke blevet stillet til Cuba-tid, men vi fik da lov at sove lidt længere end i går. Kl. 4 var han vågen, men efter ½ – 1 times tålmodighed lykkedes det Casper at få ham til at sove videre. Ja, faktisk sov han så helt til kl. 7.
I morges blev vi endnu engang bekræftet i, at dette hotel er noget gammelt lort. Et sted på gangen lå det som regnvejr – det var vand, der dryppede voldsomt ned fra loftet. Hele gulvet sejlede, og loftet var tynget ned af vægten af vand på etagen ovenpå. Måske et sprængt vandrør? Senere så vi, at et par loftbrædder faktisk havde løsnet sig, så de nu hang og dinglede ned fra loftet.
Igen blev morgenmaden indtaget på tagterrassen – i dag i noget bedre vejr end i går. Kl. 9 blev vi hentet af en taxachauffør, der skulle være vores guide rundt i Havana.
Vi startede med at køre forbi regeringsbygningen, der pt. er under renovering. Tæt derved holdt vores chauffør ind til siden for at fortælle os lidt om et hotel, som Beyonce havde overnattet på. Kort efter blev han vinket ind til siden af en betjent. Det viste sig, at man ikke måtte holde der, så vores chauffør fik en bøde. Han mente, at betjenten fiskede efter bestikkelse. Vi hørte ikke bøden størrelse, men ifølge chaufføren var den ikke særlig stor – og kunne nedsættes til det halve, hvis man betalte inden tre dage. Det største problem var dog, at man mistede kørekortspoint ved hver bøde. Tre bøder ville betyde, at vores chauffør fik frataget kørekortet i en måned. Det er lang tid, når man lever af at køre taxa.
Derefter fortsatte vi til den nyere del af Havana til Revolutionspladsen, hvor Fidel Castro i sin tid holdt sine timelange taler til befolkningen – samme sted, som også paven talte til folket, da han besøgte Cuba. I området deromkring ligger alle de store ministerier.
En lidt fattigere bydel i Havana var næste stop. Der hørte vi lidt om deres madrationering, og hvordan de må ud og skaffe mad på anden vis, da statens rationer aldrig var nok. Vi besøgte en lille romfabrik. Fabrikken var desværre lukket i dag, så vi måtte nøjes med en model, der viste, hvordan rommen blev lavet på gammeldags vis. Selvfølgelig fik vi også et par smagsprøver. Mens Casper smagte en Fire Cappuccino, hyggede Valdemar sig i butikken blandt rom og cigarer. En datter til en af de ansatte synes, at han var meget spændende – og det var gengældt.
Columbus-kirkegården var efterfølgende stop. En lokal guide førte os igennem en lille del af kirkegården og fortalte meget interessant om udvalgte af de smukke gravsteder. Den bedste historie var den om gravstedet for 30 brandmænd. Tragisk, men interessant at få forklaret al symbolikken i det store gravmonument. Kirkegården er en af verdens største, så vi så kun en brøkdel, inden vi igen mødtes med vores chauffør.
På vej mod den gamle bydel kørte vi blandt andet på Fifth Avenue, hvor staten efter revolutionen havde overtaget de store villaer fra de rige cubanere, der flygtede til USA. I dag bruges mange af disse flotte villaer til ambassader. Langs vandet, forbi Revolutionsmuseet og til den gamle bydel. Der gik vi en tur rundt til de fire store pladser. Selvom vi havde været de fleste steder i går, var det alligevel rart at være der med en guide, der kunne fortælle os om bygningerne og historien.
Til sidst viste vores chauffør os en god, privat restaurant, hvor vi kunne spise frokost. Alle de spisesteder, som vi indtil nu havde mødt, har ikke været særligt spændende. Alle spisesteder er statsejede. Undtagelsen er dog få private spisesteder, som dog ikke er særligt synlige. I en anonym opgang fandt vi på første sal en stor restaurant, der faktisk så indbydende ud. Der var desværre kun plads i rummet med underholdning: cubansk musik. Det lød egentlig helt godt, men musikken var så høj, at det var svært at tale sammen. Lidt ærgerligt, for maden var faktisk rigtig god – indtil Casper fandt noget, der lignede små glasskår i maden.
I går købte vi bananer på et marked, og der kom vi af med ca. 30 kroner for 10 små bananer. Vi vidste godt, at vi virkelig havde betalt overpris, men i dag fandt ud af, hvor meget. I dag kom vi nemlig af med blot ca. 12 kroner for 12 bananer – og så sagde vi faktisk nej tak til den ananas, som de ville give os med i prisen, da de vist mente, at vi havde betalt for meget. Her på Cuba findes to valutaer – en til de lokale og en til udlændinge. Når vi på et lokalt marked derfor betalte med convertible pesos (cucs eller coco-dollars, som de også kaldes), kan de lokale vist ikke altid give os penge tilbage i samme valuta. Og så må de jo bare give os flere varer.
Valdemar havde på de fleste af vores stop siddet i bærestolen på ryggen af Casper. Han så ud til at hygge sig – og fik masser af positiv opmærksomhed, hvor end vi kom hen. Bærestole er vist ikke noget almindeligt syn her på Cuba – og så så han selvfølgelig bare skøn ud, som han sad og tronede med sit kasket på. Engang imellem kvitterede han de positive bemærkninger med et smil.
Først midt på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet igen. Vi valgte at blive der resten af dagen, så Valdemar kunne rende rundt og lege. Vi havde håber på, at han ville tage endnu en lur (han havde fået en skraber i bærestolen tidligere), men det var han ikke i humør til.
Da udvalget af spændende spisesteder omkring hotellet er meget ringe, valgte vi at spise på samme restaurant som i går. Valdemar er dog stadig meget selektiv i sit madindtag, så med undtagelse af morgenmaden, spiser han næsten kun bananer og boller med figenpålæg.
Endnu en gang skal vi falde i søvn til lyden af cubansk musik. Hver aften er der åbenbart levende musik på tagterrassen på etagen ovenpå. Heldigvis stopper de omkring kl. 22.
Plaza Hotel, Havana, kl. 21.00, søndag den 2. marts 2014
Dagen startede kl. 5 med en vågen Valdemar. Vi vinder en time eller to pr. dag…
Planen var, at vi i dag skulle på udflugt til Viñales. Desværre var vi kommet til at skrive søndag den 4. marts i en mail – og det havde turselskabet fået til, at vi ønskede en tur tirsdag den 4. marts – dette selvom vi havde skrevet den rigtige dag og dato i en tidligere mail. Turarrangøren fik en skideballe i telefonen og lovede til sidst at refundere vores penge, men lad os nu se…
I stedet havde vi så endnu en dag til rådighed i centrum af Havana. Vi startede med at købe lidt internetadgang på hotellets meget langsomme computer. Derefter gav vi os igen ud i Havanas gader. Endnu en gang blev vi i den gamle bydel, der ligger tæt ved vores hotel. Det er der, at de fleste turister befinder sig – og dermed også der, at der er mest at kigge på.
Vores guide i går fortalte os om et større marked med souvenirs, så der gik vi til. I en stor hal var der utallige boder med træfigurer, t-shirts, malerier og meget andet. Vi brugte især lang tid på de mange flotte malerier, men kom til sidst frem til, at vores smag var mere til nogle fotografier. Aner ikke, hvor vi skal finde plads til dem derhjemme, men vi endte med at købe tre fotografier.
På en af byens flotte pladser fandt vi et sted at spise frokost. Eftersom stedet faktisk har eget bryggeri og dermed er berømt for deres øl, var vi nok nogen af de eneste, der ikke drak øl til maden. Endnu engang fulgte Valdemar med oppe fra bærestolen på ryggen af Casper, som vi gik igennem byen. Det er utroligt så mange kommentarer, som vi får, når Valdemar sidder og troner deroppe. Casper er ellers overbevist om, at det er ham, som alle de unge piger (og mange andre) kigger efter…
Som altid på ferier – og som de første dage her i Havana – var vi inde og kigge i flere kirker, ligesom vi igen beundrede de gamle bygninger – også dem, der mest ligner nogle, der kan styrte sammen hvert øjeblik. Hen på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet, hvor Britt og Valdemar tog sig en sen middagslur.
Vi har for længst indset, at der ikke er nogen interessante spisesteder tæt på hotellet – og vi gad ikke spise på hotellet igen. Men efter en god gåtur igennem den gamle bydel, fandt vi en lille restaurant, der ikke virkede så turistet som de fleste andre. Der fik vi lækker mad – et stort måltid til blot ca. 50 kr. pr. person. Og så sagde vi endda nej til den velkomstdrink, der også var med i prisen.
Valdemar er fortsat meget selektiv i sit madindtag, så han ville ikke have noget af det; hverken kylling eller ris. Endnu engang bestod hans måltid derfor af banan, en bolle og cornflakes. At give ham en håndfuld cornflakes giver os madro i et godt stykke tid, da han jo spiser en ad gangen.
I morgen er det tid til at checke ud fra dette skodbotel og skifte hotelværelset ud med en suite på skibet. Det glæder vi os til.
M/S Louis Cristal, Havana, kl. 21.30, mandag den 3. marts 2014
Lige så lidt, som Valdemar spiser til frokost og aftensmad, lige så meget spiser han til morgenmad. Og i morges var ingen undtagelse. En hel omelet, yoghurt, müsli og frugt. Han åd!
Efter morgenmaden var det tid til at pakke. Inden vi checkede ud, gik vi dog endnu en tur i byen. Vi startede med at gå til en del af byen, hvor vi ikke har været tidligere, men der var ikke meget at se på, så vi endte igen i den gamle bydel, hvor vi blandt gik en tur ned til vandet og så ”vores” cruiseskib, der havde lagt til kaj i morges.
Endelig kom vi ud at køre i en gammel amerikanerbil! Taxaen, der skulle bringe os fra hotellet til skibet, var nemlig en gammel Oldsmobile cabriolet. Valdemar og Britt sad på bagsædet og fik rigeligt med vind i håret – og øjnene. Da vi ankom til cruiseterminalen, oplevede vi en service ud over det sædvanlige. Indtil nu har vi oplevet, at en taxachauffør lige kan strække sig til at åbne en dør, men absolut ikke er meget for eksempelvis at løfte en taske op i bagagerummet. Så det var rart at blive mødt af en horde af medarbejdere fra skibet, der blot var der for at servicere os. Bære taskerne, åbne døre – ja, selv trykke på knappen til elevatoren. Vi fik lavet adgangskort og kom ombord. Selv Valdemar har fået sit eget id-kort.
Efter fire overnatninger på et elendigt hotel, havde vi virkelig set frem til bare en smule luksus. Derfor var det skønt at åbne døren til vores store suite, hvor vi skal tilbringe de næste otte dage. Masser af plads – og dejligt rent!
Vi startede med frokost i restauranten. Vi ”nøjedes” med tre retter – til hovedret fik vi henholdsvis grillet ostesandwich og chili dog. Valdemar havde dårligt nok tid til at spise, da alt personale (det føltes sådan!) kom hen for at hilse på ham. De næste timer slappede vi bare i kahytten. Valdemar nød at løbe frem og tilbage, lege med gardinerne og fjerne alle puderne i sofaen.
Kl. 16 var der afternoon the på skibet. Normalt er der da vist små sandwichs og lignende til afternoon the. Her var det bare et stort udvalgt af kager – og så selvfølgelig frugt, så Valdemar fik også noget. Før aftensmad var der informationsmøde for nye passagerer. Med undtagelse af lidt om visumreglerne, var der ikke meget nyt.
Til aftensmaden ”nøjedes” vi også med tre retter – og valgte at tage desserten med tilbage til kahytten, da Valdemar altså ikke have så meget tålmodighed. Igen spiste han ikke andet end frugt og lidt hvidt brød. Vi fik gentagne gange at vide, at de i køkkenet naturligvis gerne ville lave specialmad til Valdemar, men hvad hjælper det, når han nægter at spise næsten alt, hvad han får serveret.
Nu sidder vi igen i kahytten og ser lidt fjernsyn, mens Valdemar sover. Vi har indtil videre kun fundet to negative ting ved denne suite. Den er så stor, at der ikke rigtigt at muligt at ligge i sengen og se fjernsyn – og så skal vi dele en dobbeltdyne.
M/S Louis Cristal, på vandet mellem Havana og Antilla, kl. 20.45, tirsdag den 4. marts 2014
Der var ingen grund til at stå tidligt op, for restauranten åbnede først kl. 8. For de morgenfriske blev der dog serveret wienerbrød og croissanter. Vi sov heldigvis alle længe. Morgenmaden i restauranten var lækker! En stor buffet med det hele – blandt andet havregrød, som Valdemar guffede løs af.
Hele dagen skulle vi tilbringe på vandet, så vi skulle bare slappe af. Kl. 10 var der redningsøvelse, så vi måtte iføre os redningsveste og stå ret på dækket til kontrol – kvinder og børn i første række til redningsbådene. Valdemar havde fået en mini-redningsvest, men han ville desværre ikke prøve den.
Efterfølgende var der informationsmøde om skibets udflugter i land. Vi havde dog på forhånd læst om dem – og fravalgt skibets busture, så det var rent tidsfordriv at høre om dem. Mest Casper gik lidt rundt med Valdemar under informationsmødet, fandt han legerummet. Der var simpelthen en medarbejder til at aktivere børn. Vi valgte dog at blive med Valdemar, selvom ”pædagogen” sagde, at vi sagtens kunne gå til den igangværende salsa-undervisning. Valdemar nød at lege med alt det nye legetøj.
Valdemar faldt i søvn før frokost, så vi kunne for en gangs skyld give os god tid til maden i restauranten. Valdemar sov i klapvognen ved siden af bordet. At Valdemar sov, betød på flere måder, at vi fik madro. Når Valdemar sov, blev vi nemlig ikke forstyrret af personalet, der ville hilse på ham. Valdemar vågnede kort tid efter, at restauranten var lukket, så det var kun muligt at få dessert, da Britt var på jagt efter mad til ham. Frugt, ost og en kiks gled dog også fint ned. Vores kahyt er udstyret med en meget dyb vindueskarm, hvor Valdemar kunne sidde og spise med udsigt til vandet. Vindueskarmen er faktisk så stor, at der også er plads til en af os også. Den er bedre end en balkon, som vi sikkert ikke ville have benyttet.
Eftermiddagen blev brugt med leg i kahytten, en tur i tax free-shoppen – og så en tur i poolen efter afternoon the. Heldigvis havde Valdemar ikke noget imod ørepropperne, der skulle forhindre ham i at få vand i ørerne gemme sine dræn. Trods flot vejr og flere på liggestolene på soldækket, havde vi poolen for os selv. Valdemar nød hvert et minut, selvom han bestemt ikke brød sig om smagen af det meget salte vand.
Til aften var der gallamiddag i restauranten. Vi havde derfor regnet med at kunne få taget et godt familiefoto ved restaurantens indgang. Det viste sig dog, at fotografen havde været klar før kaptajnens præsentation af personalet, hvilket foregik en halv time før middagen. Til middagen var der endelig noget på menuen, som Valdemar ville spise lidt af: hummersuppe. Udover lidt suppe, nægtede han dog igen at spise andet end hvidt brød.
Tilbage i kahytten prøvede vi med lidt andet mad, men med undtagelse af få bidder, endte det alle andre steder end i munden på Valdemar. Lidt mælk – og så faldt han i søvn, så vi kunne nyde vores dessert her i kahytten.
I morgen lægger vi til i den lille by, Antilla. Vi håber at kunne komme tidligt i land, så vi kan tage det stille og roligt på den heldagstur, som vi har arrangeret.
M/S Louis Cristal, på vandet mellem Antilla og Santiago de Cuba, kl. 20.15, onsdag den 5. marts 2014
Vandet har været meget stille, men i nat kunne vi pludselig mærke, at vi sejlede. Skibet gyngede kraftigt. Om den var skibets bevægelser eller mavekneb, der vækkede Valdemar kl. 1, ved vi ikke. Det tog en ½ time at få ham til at falde til ro igen. Vi håber, at væggene er godt isolerede, for han var ikke ligefrem stille.
Med lidt frugt fra køleskabet, kunne vi strække den til morgenmaden kl. 7.30, og kl. 9 var det endelig tid til at komme i land. Passagerer, der havde reserveret en udflugt på skibet, havde førsteret til at komme i land. Vi fik dog sneget os med i den anden båd, der skulle sejle fra skibet, der lå for anker i bugten, og det sidste stykke ind til land. Der ventede en guide og en chauffør på os.
Planen var at besøge den lidt større by, Holguin, samt besøge landsbyen Birãn, hvor Fidel Castro er født. Tiden var dog imod os, så vi prioriterede Holguin og kørte der til først. Det var en køretur på 1½ time. Vi kørte igennem små landsbyer og forbi plantager med bananpalmer og sukkerrør. På markerne blev der pløjet med okser, og køretøjerne på vejen var primært heste- eller oksetrukne vogne. Og så en masse lastbiler. På turen fortalte vores guide os en masse om dagligdagen for cubanere – om madrationerne fra staten, om skolesystemet og meget andet.
I Holguin gik vi blot lidt rundt i byen, der er kendt for sine mange parker. Der var ikke meget at se. Endnu engang kunne vi konstatere, at bananerne bliver billigere og billigere. Vi gav en sælger 1 pesos – og fik en kæmpe klase med 15 bananer.
I håb om også at kunne nå til Birãn, forlod vi Holguin igen. Desværre kunne vi hurtigt indse, at tiden ville blive meget knap. Måske kunne vi nå at være i Birãn i 10 – 15 minutter, før vi skulle køre tilbage mod skibet for at være sikker på at nå ombord inden afgangen. Da der var 2 timers kørsel til Birãn, valgte vi at droppe det. Det var ikke køreturen værd. I stedet stoppede vi på vejen i den lille landsby, Trabajo, hvor vi gik en tur. Vores guide kunne ikke forstå, hvad vi ville i landbyen, da han ikke mente, at der var noget at se. Vi syntes dog, at det var spændende at gå rundt og se byen. For de lokale var vi vist dagens seværdighed. Nok især Valdemar i bærestolen på ryggen af Casper fik mange til at glo på os – og ved et bleskift, tog flere børn opstilling for at følge med.
Tilbage ved kajen gav vi de sidste bananer til nogle lokale sælgere, for vi måtte ikke tage dem med ombord. Vi havde dog nået at spise en hel del, da kun Valdemar havde fået andet end bananer i løbet af dagen.
På skibet var restauranten lukket for frokost, så vi bestilte lidt mad i sportsbaren. Mens maden blev lavet, legede Britt og Valdemar lidt i legerummet. Igen tilbragte vi eftermiddagen i kahytten. Trods kun en kortere lur i formiddags var Valdemar den friskeste af os tre. Vi andre er ikke helt på toppen – maverne driller. Og så har Britt sædvanen tro fået for meget sol. Det blev derfor et kort besøg i restauranten. Vi bestilte blot suppe og pasta i håb om, at det gled ned hos os alle tre. Vi nåede tilbage, inden house keeping havde været forbi. Altså ingen håndklædedyr eller chokolade på hovedpuden til os i aften.
Valdemar sover nu i sin seng – og vi andre er også på vej i seng.
M/S Louis Cristal, på vandet mellem Santiago de Cuba og Montego Bay, kl. 21.30, Jamaica, torsdag den 6. marts 2014
Efter morgenmaden var det tid til at forlade skibet, der havde lagt til kaj i Santiago de Cuba. Denne gang skulle vi igennem told, sikkerhedskontrol og immigrationsmyndigheder, inden vi kunne møde vores guide på den anden side. Det var den samme guide som i går, Juan Carlos.
Vores guide fortalte, at vi først ville køre os til et rommuseum. Det, som vi kom til, var dog blot en rombutik, hvor vi dog købte en enkelt flaske, Santiago de Cuba-rom. Butikken var fabrikkens salgslokale. Desværre måtte vi ikke komme ind på selve fabrikken, der lå i bygningen.
Fra butikken kørte vi til Santa Ifigenia-kirkegården, hvor vi fik en guidet tur. Vi kom netop som, der var vagskifte ved José Martins gravmonument. På kirkegården lå mange promente cubanere, som den første præsident, stifteren af Bacardi-destilleriet samt Napoleons sidste læge. Og så selvfølgelig deres største nationalhelt, José Martin, som vi har mødt mange gange. Der er statuer af ham alle vegne! Fra kirkegården kørte vi så til det rigtige rommuseum, hvor vi også betalte en pesos ekstra (ca. 6 kr.) for at få en guidet tur. Vi afslog pænt smagsprøver.
Et termometer på en plads i centrum af Santiago de Cuba sagde, at det var 35 grader! Så tror pokker, at vi syntes, at det var varmt. Vi gik en tur rundt i centrum – primært til byens åbne pladser. En dyrehandel fik vi også set. En rottweilerhvalp kunne købes for ca. 120 dollars. Fra centrum kørte vi til El Morro – et imponerede fæstningsværk, der er på UNESCOs verdensarvsliste. Derefter valgte vi at stoppe vores rundtur for at komme tilbage til skibet. Vi syntes, at vi havde fået set Santiago de Cuba – eller i hvert fald byens højdepunkter – og sagde derfor pænt farvel til Juan Carlos.
Igennem sikkerhed, told og immigration hyggede Valdemar sig ved synet af narkohundene, mens i hvert fald en af dem var lidt bange for ham. Tilbage på skibet var restauranten egentlig lukket, men igen oplevede vi en fantastisk service – nok på grund af Valdemar. Vi mødte vores overtjener med landgangen. Da han hørte, at vi ikke havde fået frokost, tog ham med op i restauranten for at fortælle dem, at han altså havde lovet os at kunne få frokost. Inden overtjenere smuttede igen, viste han lige Valdemar, hvordan han kunne lave en masse larm ved at slå på en metalskål med en ske.
Valdemar tog sig en sen lur på mere end to timer, hvor vi (læs: Britt) fik skrevet en stak postkort. Der mangler stadig en del, men ferien er jo ikke slut endnu.
Inden aftensmaden nåede vi lige at se nogle minutter af aftenens show. Det var en lokal kunstnergruppe fra Santiago de Cuba, der optrådte med cubansk folkore. Skibets show plejer først at være kl. 22 (hvor vi sover!), men de lokale kunstnere skulle jo nå i land, inden skibets sejlede videre. Derfor det tidligere show – og som følge deraf sen aftensmad.
Endnu engang fik Valdemar ekstrem opmærksom fra alt personalet. En foldede et lille dyr af en serviet, mens en anden foldede en svane af papir. Og så er der dem, der lavede dyrelyde, fløjtede eller nev ham i armen, hver gang de gik forbi. Det kan godt være lidt for meget ind i mellem.
Vores faste tjener har nu fattet, at vi gerne vil have vores dessert med tilbage i kahytten. Vi må erkende, at Valdemars tålmodighed kun rækker til to retter mad i restauranten. De første to dage her på skibet, havde vi et hav af kanaler – heraf flere engelsktalende. Nu er alle disse kanaler forsvundet, og de eneste engelsksprogede er to sportskanaler, hvoraf den ene vist viser baseball konstant. Baseball er Cubas nationalsport.
I løbet af i nat forlader vi faktisk Cuba, da vi i morgen lægger til i Montego Bay på Jamaica.
M/S Louis Cristal, på vandet mellem Montego Bay, Jamaica, og Cienfuegos, kl. 21.30, fredag den 7. marts 2014
Da vi stod op, var vi ikke længere i cubansk farvand, men derimod på vej mod Jamaica. Da vi havde spist morgenmad, gjorde vi os klar til at gå i land.
Da vi fik at vide, at der blot var ca. ½ time gang til centrum af Montego Bay, besluttede vi os for at gå dertil i stedet for at tage en taxa. Udover, at vi helst ville gå, havde vi faktisk heller ikke penge til taxaen. Vi var hverken i besiddelse af jamaicanske eller US-dollars. Vi havde kun euro (og cubanske, som dog intet er værd uden for Cuba).
Udstyret med et kort over området gik vi mod byen – og konstant måtte vi afvise taxaer, der ønskede at tage os med. Gående turister var vist ikke så almindelige på den strækning. Der var rigeligt med trafik, og vi skulle lige være ekstra opmærksomme. Som tidligere britisk koloni var der venstrekørsel.
Vi startede med at gå om på den anden side af bugten, Montego Bay. Det var turistområdet, hvor der lå souvenirbutikker på stribe ved hotellerne. Det var muligt end bare at se stranden for slet ikke at tage om at komme ned på den, da hotelbygningerne lå mellem vejen og stranden – og spærrede al adgang. Der var ikke meget at kigge på, så vi vendte om og gik tilbage til centrum. Det var heller ikke et særligt charmerende sted. I et supermarked fik vi lov at betale med euro, så vi kunne købe noget vand og snacks.
På et tidspunkt mødte vi en, der påstod, at han arbejdede i køkkenet på vores skib. Han var meget hjælpsom og viste os vej til en kirke, som vi ledte efter. Han fortalte en masse om historien og ville efterfølgende vise os vej til et marked. Selvfølgelig ville han have noget for hjælpen, og da vi sagde, at vi ville give ham lidt som tak for hjælpen, når vi kom tilbage på skibet, blev han sur. Han ville have penge med det samme og kunne ikke forstå, at vi ikke ville veksle 20 euro (vores mindste seddel) til dollars for at give ham måske 10 dollars. Markedet fik han derfor aldrig vist os vej til.
Vi gik igennem et marked med souvenirboder, men købte intet. Vi kunne sikkert godt forhandle os frem til en pris i euro, men priserne var i forvejen ret høje. Valdemar må derfor undvære en Jamaica-fodboldtrøje eller lignende. Efter nogle timers vandring besluttede vi os for at gå tilbage til skibet. Det blev en varm tur, da de skyer, som havde givet lidt skygge i morges, nu var helt væk. Vi fik alle rigeligt med sol – og fik lidt flere solskoldninger. Selv Valdemar har fået lidt farve på næsen og armere, trods flere påsmøringer af faktor 50!
Vi nåede tilbage på skibet til frokost, og efter frokost tog vi en svømmetur i poolen. Mens Valdemar efterfølgende tog en god lang lur, fik vi skrevet lidt flere postkort samt prøvet skibets wi-fi. Ifølge ”skibsavisen” koster det 15 dollars for en ½ times trådløs netværk. Men alligevel kunne vi komme på nettet uden koder eller andet. Godt, at vi ikke havde købt kort med adgangskoder! Mens vi gik rundt på skibet, opdagede vi, at det var begyndt at regne. Det styrtede simpelthen ned.
Inden aftensmaden nåede vi lidt tid i legerummet. Endnu en gang nød Valdemar alt det spændende legetøj – og med en plastikbarnevogn fik han rullet lidt rundt på skibet. Ved aftensmaden fik Valdemar igen overdrevet opmærksomhed fra skibets personale. Når man prøver at fastholde hans opmærksomhed på spisningen, kan det være lidt belastende. Her til aften opdagede vi, at alle vores tv-kanaler er kommet tilbage. Valdemar er lige faldet i søvn, og vi er nok mest fristende til også at sove i stedet for at sidde foran fjernsynet.
M/S Louis Cristal, på vandet mellem Cienfuegos og Punta Frances, kl. 21.30, lørdag den 8. marts 2014
Ifølge planen skulle vi først lægge til kaj sent på formiddagen, så vi havde god tid i morges. Faktisk havde vi besluttet at tage frokosten med på skibet, inden vi gik i land. Fra vores kæmpe vindueskarm sad vi alle tre og så indsejlingen til Cienfuegos – en flot tur ind i en bugt. I en lille by, som vi sejlede forbi, så vi, hvordan børnene kom løbende ned til vandet for at se skibet sejle forbi.
For en kort stund var vi børnefri. Valdemar legede nemlig gemmeleg med en fra skibets personale. Han hyggede sig gevaldigt, som de kravlede rundt blandt borde og stole i loungen og bag gardinerne. Til frokosten lige efter var han stadig oppe at køre, så alt inden for rækkevidde skulle en tur på gulvet. Igen oplevede vi et personale, der tog det hele helt afslappet og blot så ud til at more sig over vores lille, glade terrorist.
Først på eftermiddagen gik vi i land ved Cienfuegos. Valdemar faldt i søvn i bærestolen med det samme. Heldigvis var sikkerhedskontrollen ikke så emsige, så Casper fik lov at gå igennem metaldetektoren med Valdemar på ryggen. Normalt har bærestolen også skulle igennem scanneren.
Der var ikke langt til centrum af Cienfuegos fra kajen, så selvfølgelig ville vi gå. Igen måtte vi dog afvise mange chauffører, der ville tilbyde os en tur med deres heste- eller cykeltaxa. Cienfuegos er måske en stor by, men centrum af byen var alligevel til at overskue. Nationalhelten José Martin stod også her på pladsen i centrum og skuede ud over de mange flotte, gamle bygninger. I modsætning til Montego Bay i går, var Cienfuegos en charmerende lille by, hvor vi nød at gå rundt – trods en temperatur på omkring de 30 grader.
Efter blot et par timer havde vi set det, som vi ville og vendte tilbage til båden. Trods vores korte besøg i byen, nåede vi der at købe flere ting end på resten af ferien indtil nu. Vi fik blandt andet købt cubansk vin, øl og naturligvis et par cigarer.
Tilbage på skibet forsøgte vi at få Valdemar til at tage endnu en lille lur. De andre dage har det blot taget en omgang rundt på promenadedækket med ham i klapvognen, men efter flere omgange gav vi op. Han var bare for frisk. I stedet tilbragte vi så lidt tid i legerummet med ham, hvor skibets ”pædagog” også kom og introducerede ham til play doh.
Restauranten åbnede først kl. 19.30, men uden en ekstra middagslur var Valdemar for træt og sulten til at vente. Britt kom ind lidt før og fik bestilt en pastaret ’to go’, men da var Valdemar allerede overtræt. Sammen med lidt mavekneb blev det til en del skrigeri, inden han endelig faldt i søvn – uden at have spist noget.
Med Valdemar sovende i klapvognen havde vi god tid til at nyde en stor øl og tre retter mad i restauranten. Efter maden lavede alle tjenerne et lille show med sang og musik. Det meste foregik lige ved vores bord, men trods klappen, piften, sang og musik, sov Valdemar bare fra det hele til stor undren for mange i restauranten. Den knægt har et fantastisk sovehjerte! Ham, der i land i Montego Bay, sagde, at han arbejdede i køkkenet, var ikke blandt det køkkenpersonale, der blev præsenteret. Vi er nu overbevist om, at han var en fusker, der blot prøvede at få nogle penge ud af os…
I morgen er det tid til sidste stop på vores cruise, inden vi ankommer til Havana igen.
M/S Louis Cristal, på vandet mellem Punta Frances og Havana, kl. 21.15, søndag den 9. marts 2014
I morges mistede vi en times ferie. I nat gik Cuba nemlig over til sommertid, så vi har sat urerne en time frem. Allerede kl. 9.30 kastede skibet anker ud for stranden ved Punta Frances, og omkring kl. 10.30 sejlede vi med en af redningsbådene og gik i land på stranden.
Det eneste formål med landgangen var en tur i vandet. Da vi havde badetøjet på, gik der derfor ikke længe, før vi dyppede tæerne i det lidt kølige vand. Valdemar var lidt skeptisk til at starte med, men fik hurtigt smag for det. Han er jo kun vand til svømmehal og pools, men har aldrig fået sand mellem tæerne. Valdemar hyggede sig gevaldigt og havde intet imod, da en medarbejder fra skibet (hende, der legede gemmeleg med ham i går) tog ham. De hyggede i vandet og i vandkanten, mens vi tog en svømmetur. De fleste andre passagerer deltog i aqua-gym, mens enkelte dog blev på land på en strandstol under palmerne.
Efter lang tid i vandet tog vi tilbage til skibet, inden vi fik mere sol. Mens vi ventede på den lille båd, der skulle sejle os tilbage til skibet, blev vi lidt overraskede over, at selv noget af maskinpersonalet kunne huske Valdemars navn. Han er nok den yngste passager, som de har haft med – og han har virkelig charmet sig ind på de fleste.
Frokosten var i dag blevet til BBQ på soldækket. Vi nød maden, mens Valdemar tog en lur i klapvognen. Han vågnende netop, som vi var ved at fylde en tallerken med mad til ham til at tage med tilbage til kahytten.
Resten af eftermiddagen gik med ren afslapning. Vi sad lidt i loungen og fik en kaffe hver – Britt fik banan-is-kaffe. Skibets faste sangerinde optrådte, hvilket Valdemar var meget fascineret af. Som en anden fan stod han tæt ved scenekanten og bare stirrede på hende og pegede, så hun flere gange havde svært ved at holde masken. Igen kunne vi konstatere, at han ikke er bange for fremmede, da han slet ikke protesterede, da en fra personalet ”stak af” med ham på armen.
Som de fleste andre dage nød vi forret og hovedret i restauranten og tog så desserten med tilbage til kahytten for ikke at udfordre Valdemars tålmodighed. Tilbage i kahytten var det tid til at pakke. Det lykkedes med kun en smule vold at lukke begge tasker, som nu står uden for kahytten klar til at blive hentet.
Valdemar sover allerede – og snart vil vi også for sidste gang gå i seng her i vores lækre suite.
Hotel Inglaterra, Havana, kl. 21.00, mandag den 10. marts 2014
I morges var det tid til at forlade skibet. Kl. 9 lagde vi til kaj, men vi måtte først forlade skibet, når vores bagage havde været igennem sikkerhedskontrollen og forbi en narkohund. Eftersom vi havde besøgt Jamaica, var de her på Cuba ekstra grundige. Mens de fleste andre passagerer hang ud i loungen, tilbragte vi ventetiden i legerummet. Skønt, at vi blev gjort opmærksom på legerummet på et af cruisets første dage, for Valdemar har virkelig hygget sig der. Det gjorde han også her til morgen.
Klokken 11 var vi kommet igennem immigration, sikkerhed og told og tilbage i Havana med fast grund under fødderne. Da vi forlod Havana for en uge siden, havde vi ikke kunne få bekræftet, at der var transport til os fra skibet til hotellet, da ingen taxa åbenbart ville bekræfte aftalen. Derfor blev vi positivt overraskede, da vi blev modtaget af en cubansk/svensk rejseguide, der havde sørget for en taxa til os. At få plads til vores to store tasker i bagagerummet på den gamle Lada var en umulig opgave. Trods vold kunne chaufføren simpelthen ikke lukke bagklappen, så den måtte være åben. Vi havde Valdemar og en rygsæk på bagsædet, mens guiden sad med den store bærestol på skødet på forsædet. Heldigvis skulle vi ikke så langt.
Inden vi forlod Havana for en uge siden, havde vi brokket os til vores danske rejsebureau over hotellet, som vi boede på. Det var simpelthen noget gammelt lort, og rengøringen var elendig. Heldigvis var det lykkedes ham at få plads til os på et andet hotel. Vi ankom til hotellet kl. 11.30, og check in var først kl. 16. Men igen opnår man meget, når man har et lille barn på armen. Vi blev opgraderet til et lidt større værelse, og house keeping blev straks sat i gang, så vi kunne få en nøgle kort tid efter.
Fra vores hotelværelse har vi en flot udsigt over Parque Central. Balkonen har vi dog ikke lige lyst til at stille os ud på… Efter et kort pit shop på hotelværelset, var vi ude i Havanas gader igen. Vi startede med frokost. Valdemar nåede at falde i søvn i bærestolen, så vi pakkede lidt mad ind til ham og tog det med. Fra skibet havde vi set kuplen på noget, der lignede en russisk katedral. Den gik vi på jagt efter og fandt den da også. Det var en flot, lille, hvid katedral med den klassiske guldbelagte løgkuppel. I skyggen i katedralens gård holdt vi pause, mens Valdemar spiste frokost.
Fra katedralen gik vi tilbage til hotellet, hvor vi slappede nogle timer. Vi ville gerne have taget en lur, men der var for meget gang i Valdemar. Sent på eftermiddagen kom Valdemar i klapvognen og igen gik vi en tur. Vi startede med at nyde udsigten fra hotellets tagterrasse. Hotellet ligger lige ved siden af den nationale teater, der er under renovering. Fra terrassen kunne vi rigtigt se de mange flotte detaljer på bygningen.
Endelig fik vi postet vores postkort. Vi håber, at der kommer frem på et eller andet tidspunkt…
Vi synes, at vi har set rigtigt meget af Havana – i hvert fald den gamle bydel og området omkring Parque Central. Alligevel fandt vi lige bag hotellet en gågade med en masse butikker. Der var dog tale om statsejede butikker til de lokale, så der var intet værd at købe, men det var interessant at kigge ind i dem.
Aftensmaden indtog vi på en restaurant på Plaza de San Francisco. Valdemar nægtede at spise andet end kiks, müsli og vandmelon. Sidstnævnte var en del af en frugtcocktail, som vi havde bestilt til ham, mens det andet er blevet en del af vores nødløsninger til at få ham til at sidde stille diverse steder.
Vi er nu tilbage på hotellet, og Valdemar ligger og sover i en af værelsets tre senge. På skibet havde ham en barneseng, men her må ham igen ligge i en almindelig seng – omringet af puder, stole og andet, der skal forhindre ham i at falde ud af sengen, når han ligger og roder rundt i løbet af natten.
Dette er vores sidste nat på Cuba. I morgen går turen hjem, hvilket vi egentlig glæder os til.
I flyet mellem Havana og Paris, kl. 20.00 dansk tid, tirsdag den 11. marts 2014
Som altid er sidste feriedag noget, der bare skal overstået – og i dag var ingen undtagelse. Faktisk ærgrede vi os over, at vi havde taget den ekstra overnatning i stedet for bare at flyve hjem direkte efter cruiset.
Vi syntes, at vi havde set rigeligt af Havana, så vi trak tiden på hotellet så længe som muligt og checkede først ud ved middagstid. Derefter gik vi endnu en tur i gaderne i Havana – igen primært i den gamle bydel. I klosterhaven bag San Francisco de Asis-klosteret holdt vi pause, mens Valdemar løb rundt og hyggede sig. Den sidste time inden afgang mod lufthavnen tilbragte vi i hotellets lobby – vi gad bare ikke gå mere.
Chaufføren, der kørte os til lufthavnen, kunne ikke et ord engelsk, og vi fik fortalt ham, at vi altså ikke forstod spansk. Alligevel prøvede han flere gange at fortælle os om ting, som vi kørte forbi på vejen. Meget flinkt af ham, men egentlig lidt irriterende, når vi nu bare intet fattede.
I lufthavnen blev vi mødt af en lang kø til check in. Da vi nåede så langt i køen, at en medarbejder fik øje på os, blev vi dog gelejdet frem til check in uden om køen ligesom første klasse-passagererne. Der er virkelig nogle fordele ved at rejse med et lille barn. Efter køen til check in, stod vi igen i kø – denne gang for at betale lufthavnsskat. En udrejseskat på 25 cucs. Vi havde sparet lidt på pengene i dag for at være sikker på at have nok til at betale lufthavnsskatten, som kun kunne betales kontant. Da vi så fandt ud af, at Valdemar ikke skulle betale, havde vi pludselig 25 cucs, som jo skulle bruges, inden vi forlod landet. De blev omsat til chokolade i tax free-shoppen. Faktisk lykkedes det os at finde (dyr!) chokolade, der var produceret på Cuba.
Som de allerførste kom vi ombord på flyet. Igen åbnede Valdemar døre – eller rettede sagt: eliminerede køer. Her i flyet har vi desværre ikke fået så gode pladser som på udturen, så det bliver mere end otte timer med Valdemar på skødet. Han er næsten lige faldet i søvn for natten, og forhåbentlig sover han nu det meste af flyveturen…