Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 00.45, tirsdag den 27. december 2016
Egentlig skulle vi først være taget afsted mod Berlin med en færge fra Gedser kl. 7 om morgenen her tirsdag. Men da vi mandag omkring middagstid fik besked om, at alle færgeafgange fra Gedser som minimum frem til tirsdag kl. 11 var aflyst på grund af vind, begyndte vi at tænke alternativer. Vi fik ringet til ejeren af lejligheden og sikret os, at den ikke var lejet ud mellem mandag og tirsdag og fik lov at ankomme noget før. Så pakkede vi bilen, så vi kunne køre sydpå allerede mandag aften efter julefrokosten.
Kl. 19.30 nåede vi til færgelejet ved Rødby, og uden problemer blev vores billet vekslet til en billet til Rødby-Puttgarden – og fem minutter senere var vi ombord på færgen. Perfekt timing!
Overfarten var noget gyngende, og på køreturen videre ruskede den kraftige vind også godt i bilen. Et sted gjorde en meget lokal snebyge vejen helt hvid! Vi havde et meget kort stop, da Valdemar begyndte at tale om køresyge og om at kaste op, men det var heldigvis falsk alarm. Vi fortsatte på den til tider hele øde motorvej, og uden yderligere stop nåede vi lidt over midnat frem til lejligheden efter næsten 4 timers kørsel.
Alle tingene er nu båret op (der var meget!), og sengene er redt. Ja, Valdemar sover allerede i sin, og snart gør vi det samme…
Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 20.30, tirsdag den 27. december 2016
Kl. 7.30 var vi alle oppe efter alt for lidt søvn. Mens Casper smuttede ned for at købe mælk til morgenmaden, blev der samlet kuglebane og leget med ’kastestjerner’.
Det blæste stadig godt udenfor, da vi efter morgenmaden gik hen til sporvognen. På Alexanderplatz kunne vi noget skuffede konstatere, at julemarkedet stort set var helt lukket ned – noget tidligere end tidligere år. Vi gik en tur igennem shoppingcenteret, Alexa, hvor vi selvfølgelig købte lidt tøj til Valdemar. Derefter besøgte vi trampolinerne ved foden af fjernsynstårnet. Altid et hit hos Valdemar!
Da det blev frokosttid, delte vi en pizza i Galeria, inden vi shoppede lidt videre. Vi tilbragte en del tid i legetøjsafdelingen, hvor Valdemar både fik leget med Lego og prøvet en mange meter lang racerbane. Lidt mere tøj til Valdemar fik vi købt i C&A, inden vi tog sporvognen tilbage.
Vi provianterede i vores lokale supermarked, inden vi tog tilbage til lejligheden for at hygge og lege lidt. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur til en nærliggende legeplads, og selvom Valdemar faktisk faldt i søvn i klapvognen på vej dertil, livede han op igen og hyggede sig gevaldigt på den storelegeplads. Vi lavede selv aftensmad i lejligheden: pulled pork med tomatsalat og fritter. Nemt og lækkert!
Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 19.15, onsdag den 28. december 2016
Da vi i går eftermiddags gik i den billige tøjbutik, Primark, var der så mange mennesker, at vi hurtigt gik ud igen. Derfor tog vi i morges igen sporvognen til Alexanderplatz og gik i Primark omkring kl. 9, hvor de åbnede. Der var ikke så mange mennesker, så vi fik ro til at shoppe løs.
Fra Primark gik vi igen til trampolinerne ved fjernsynstårnet og derefter videre til Unter de Linden, hvor vi spiste frokost. Vi fandt ud af, at vi faktisk havde spist samme sted med Kim, Pia og Daniel for et par år siden – og også denne gang skulle Casper have curry wurst.
Efter frokost rundede vi DRIVE – VWs showroom, hvor vi bl.a. så spændende konceptbiler, inden vi nåede frem til Ritter Sport. Valdemar kreerede sin egen chokolade, og vi shoppede i chokoladebutikken. Valdemar legede på legepladsen i børnetøjsafdelingen i Galeries Lafayette, inden vi gik tilbage mod Alexanderplatz. Britt fik endelig set det tomme bibliotek under jorden på Bebelsplatz, og bagefter var Britt og Valdemar et smut inde i Humboldt-Box, hvor der var bygget en model af Berlin anno 1900 samt en model af slottet, som er ved at blive genopbygget. Vi sprang resten af udstillingen over.
Bag fjernsynstårnet besøgte vi et stort, hyggeligt julemarked. Der var bl.a. opstillet et stort pariserhjul, som Britt og Valdemar prøvede. Trods gråvejret, og våde, duggede ruder i ’gondolen’, var der en flot udsigt over Berlin. I gondolen var også en dansk far og datter. Pigen var meget snaksaglig, da hun hørte, at vi var danskere, hvilket var meget hyggeligt.
Vi prøvede at friste Valdemar med en æble-kanel-donut, men han foretrak utroligt nok en almindelig pære fra rygsækken. Lidt efter købte vi jordbær med chokoladeovertræk på en pind – og de blev dog spist med stor glæde. Når vi nu var ved fjernsynstårnet, blev det lige til endnu en tur på trampolinerne, inden vi gik videre til Hackesche Höfe. Vi gik igennem alle otte, hyggelige baggårde, inden vi sidst på eftermiddagen tog sporvognen tilbage til lejligheden.
I supermarkedet købte vi ind til aftensmad: burger. Valdemar render nu rundt i nattøj og leger med kuglebane – og om ikke så længe er det sengetid.
Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 8.15, fredag den 30. december 2016
De seneste par år, hvor vi har været i Berlin, har Britt ønsket at besøge den jødiske kirkegård, men da Britt kom forbi sidste år 1. januar, var der lukket. Derfor var morgenens mission torsdag at besøge den. Efter morgenmaden tog vi derfor sporvognen dertil. Casper skulle iføre sig en kalot, inden vi måtte komme derind. Kirkegården var noget anderledes end vores velfriserede kirkegårde i Danmark, idet mange gravstene var ødelagte og væltede, og overalt groede efeuen vildt på gravene.
Vi gik efterfølgende til en legeplads i nærheden, inden vi gik tilbage til lejligheden omkring kl. 11. Vi skulle jo være tilbage, når Kim, Pia & Daniel kom. Da Kim, Pia & Daniel var kommet og havde slæbt deres ting op, gik der ikke mange minutter, førend vi var afsted igen.
Ved Alexanderplatz spiste vi frokost på den restaurant, hvor vi spiste sidste år nytårsaften. Drengene skulle nemlig smage deres curry wurst-pizza. Efterfølgende tog vi U-bahnen til Wittenbergplatz. Der besøgte vi julemarkedet, hvor 12 blev dræbt i et terrorangreb for få uger siden. Der lå mange blomster, lys og hilsener flere steder, og det var umuligt ikke at blive berørt. Julemarkedet lignede dog ellers sig selv, og fra en bod fik Valdemar et æble med chokoladeovertræk.
Næste stop var KaDeWe, hvor vi shoppede på delikatesseetagen, inden vi igen tog U-bahn og sporvogn tilbage til Rewe og lejligheden. Daniel, Kim og Casper gik en tur i MediaMarkt, og bagefter spiste vi noget af alt den lækre mad, som vi havde købt i KaDeWe.
Aftenen gik med hygge: PlayStation, irsk kaffe, varm chokolade og flødeboller. Valdemar vågnede tidligt efter en lidt urolig nat med hoste, og selv uden et termometer, er vi ikke i tvivl om, at han har feber. Vi venter nu på, at Kim, Pia og Daniel vågner…
Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 21.45, fredag den 30. december 2016
Kim, Pia & Daniel ville også gerne en tur i tøjbutikken, Primark, så der startede vi vores dag. Det tog sin tid at shoppe (vi fik også købt lidt ekstra), så efter Primark og en tur i Saturn, hvor Daniel og Kim testede VR-spil, var det blevet tid til frokost.
Efter en hurtig frokost på Burger King, tog vi op til udsigtsterrassen på Park Inn-hotellet. Valdemar havde været noget mat i det, men livede op, da vi kom op i højden. Derfra fra en flot udsigt over byen. Vi har haft gråvejr på feriens første tre dage, så det var skønt, at solen i dag skinnede fra en blå himmel. Vinden havde også lagt sig, og så gjorde det ikke noget, at temperaturen var faldet til under frysepunktet.
En tur i legetøjsafdelingen i Galeria blev det også til igen i dag. Kim og Casper ville gerne besøge en butik med specialøl, der ligger i bydelen, Wedding. I mens ville Pia, Daniel, Britt og Valdemar så gå en tur på det store julemarked bag fjernsynstårnet, som vi besøgte forleden. Det viste sig dog at være lukket, så det blev i stedet til en tur på café, hvor vi spiste isdesserter. På trampolinerne fik Valdemar både hoppet og skøjtet. I det kolde vejr var den specielle gummibelægning nemlig blevet spejlglat.
Casper og Kim fik købt et par poser specialøl, så vi kommer ikke til at mangle her resten af ferien. Med øl og tøjkøb tog vi sporvognen tilbage til lejligheden. Kim & Daniel smuttede lige i Aldi og købte en masse fyrværkeri til i morgen. Her i Tyskland er det jo ingen restriktioner, så selv kanonslag kan købte alle steder til ingen penge. Vi bliver overraskede over det hvert år.
Vi gik til en nærliggende indisk restaurant for at spise aftensmad. Indisk mad er blevet en del af vores Berlin-ture. Også denne gang fik vi lækker mad: fem forskellige retter, som vi alle delte.
Vi sidder nu i stuen og hygger, og drengene spiller som sædvanligt PlayStation
Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 2.15, søndag den 1. januar 2017
Igen tog vi efter morgenmaden sporvognen til Alexanderplatz som alle de andre dage. Pia og Britt var lige et smut igennem Primark, inden vi alle efterfølgende gik over i Alexa. Heller ikke i dag var Valdemar på toppen, og han faldt i søvn i klapvognen før kl. 11. I Alexa var Casper, Kim og Daniel Media Markt rundt, mens Pia og Britt – med den sovende Valdemar – shoppede lidt tøj.
Hele formålet med turen til Alexanderplatz var ikke shopping, men donuts-indkøb, så efter Alexa var det tid til at besøge Dunkin’ Donuts. Valdemar hoppede et par gange på trampolinen, men var ikke frisk til mere.
Vi indtog frokosten tilbage i lejligheden – rester af diverse KaDeWe-delikatesser fra forleden. Britt og Valdemar tog en lur, mens Kim, Pia og Daniel spillede Stratego – og efterfølgende spillede drengene FIFA. Kl. 17.40 var det tid til at se ’90 års fødselsdag’.
Vi måtte desværre indse, at Valdemar ikke var frisk til en tur i byen. Britt var heller ikke på toppen, så vi blev hjemme. Casper, Kim, Pia og Daniel tog tilbage til centrum. Nytårsmenuen blev wienerschnitzel på et hyggeligt bryghus – og Britt spiste rester. Valdemar, hvis vejrtrækning lød værre end Darth Vader, kastede op tre gange, selvom han intet havde fået at spise i løbet af dagen. Han nåede lige at holde sig vågen, til de andre kom hjem fra restauranten.
Der blev tid til lidt kortspil (Røvhul), inden vi igen grinede ad 90 års fødselsdag kort før midnat. Vi skålede i champagne og spiste lidt donuts, inden vi – med undtagelse af Casper & Valdemar – gik ned for at fyre lidt fyrværkeri af sammen med alle de andre. Fyrværkeriet har knaldet siden sidst på eftermiddagen, og før kl. 24 gik det helt amok. Klokken er nu over to, og vi er alle kommet i seng. Vi kan stadig høre lidt fyrværkeri i det fjerne…
Prenzlauer Berg, Berlin, kl. 20.15, søndag den 1. januar 2017
Vi havde ikke en særlig sjov nat! Britt fik feber og havde det rigtigt skidt – og Valdemar begyndte at kaste op sådan ca. hver halvanden time frem til kl. 9 om morgenen. Vi rendte frem og tilbage og tømte brækskåle – og en enkelt gang gik det ud over Valdemars lagen og dyne, så han måtte op i vores seng og sove videre.
Både Britt og Valdemar var derfor ret ynkelige til morgen og blev derfor også hjemme, mens Casper, Pia, Kim og Daniel lidt over middag begav sig afsted til centrum. Målet var at besøge curry wurst-museet, som Kim har talt om i flere år.
Efter museumsbesøget blev frokosten meget passende curry wurst på samme bierhalle, som vi spiste 1. januar sidste år. Imens lå Valdemar og Britt derhjemme og sov – først i sengen og efterfølgende på hver sin sofa. Ind i mellem blev der dog lidt vasket og tørret sengetøj og dyner, så det hele nu er brugbart igen…
Sent på eftermiddagen stod den igen på hygge med kaffe og spil, og aftensmaden hentede Casper og Kim på en nærliggende indisk restaurant. Valdemar havde i går glædet sig til at se fyrværkeri, men nåede at falde i søvn og gik derfor glip af det meste. Derfor havde Kim gemt et par batterier, som vi gik ned og fyrede af efter aftensmaden. Britt er nu gået i seng igen, mens Valdemar endelig er ved at være frisk igen og begyndt at spise igen efter to døgn uden mad.
I morgen tidligt skal de sidste ting pakkes i kufferterne, bilerne skal fyldes, og vi skal lægge Berlin bag os. Vi har fejret nytår i Berlin i nu fire år sammen med Kim, Pia og Daniel, men regner med, at dette var sidste gang. Nye regler for udlejning af lejligheder gør nemlig, at denne og mange andre lejligheder ikke længere lejes ud.