Dagbog – Sri Lanka

Kingsbury Hotel, Colombo, Sri Lanka, kl. 19.45, lørdag den 14. juli 2018
Ferien startede i går eftermiddags, hvor vi tog hjemmefra og med tog og metro til lufthavnen. Første flyvning var op godt 5½ time til Doha i Qatar – i et helt nyt fly med ’digitale’ rullegardiner for vinduerne, hvilket vi aldrig havde set før. Vi så lidt film og spillede Uno. Det lykkedes heldigvis Valdemar at sove de sidste par timer af flyvningen, og da vi omkring midnat landede i Doha, var han frisk.

Vi havde kun en time og 20 minutter til transfer, hvilket i mange andre lufthavne ville være for lidt til et flyskift. I Doha er dog størstedelen af passagererne transfer-passagerer, og halvdelen af flyets passagerer fik lige som os et ’rapid transfer’ på kufferterne på grund af kort tid til flyskifte. Det eneste, vi fik set i lufthavnen, var en lille, fin legeplads lige ved siden af gaten. Næste flyvning var på små seks timer, og det lykkedes Valdemar at falde i søvn med det samme og sove hele turen. Vi fik også sovet lidt, men ikke meget.

I lufthavnen i Colombo kom vi forholdsvis hurtigt igennem immigrationen, da vi i modsætning til flere andre havde fået søgt og godkendt visa på forhånd. Med kufferterne i hånden fandt vi udenfor vores chauffør, Mahinda, der skal følge os de næste tre uger.

Vores hotelværelse var heldigvis klart, så vi fik lige skiftet til shorts, fik lidt vand i hovedet og pakket en smule ud, inden vi først på eftermiddagen forlod hotellet. Vi startede med at gå bagom hotellet, hvilket blot endte i en blindgyde ved havnen. Vi gik kun lidt rundt, købte en masse vand i et lille supermarked og delte kage og milkshake på en café. Derefter var det tilbage til hotellet og en tur i poolen. Det blæste en del, hvilket kun var rart med en fugtig varme omkring 30 grader.

Vi valgte at blive på hotellet til aftensmad. Da Valdemar jo var den eneste, der havde fået noget, der mindede om nattesøvn, ville vi spise tidligt – og hotellets sportsbar var det eneste sted, der serverede mad før kl. 18.30.
Desserten blev tre flotte stykker kage fra hotellets konditori. Kagerne spiste vi på værelset, inden det var tid til godnathistorie. Valdemar sover nu, og vi ser fodbold, VM-bronzekamp.

Kingsbury Hotel, Colombo, Sri Lanka, kl. 21.15, søndag den 15. juli 2018
Vi sov længe, så klokken blev 9, førend vi kom ned til morgenmadsbuffeten. Det var en kæmpe buffet med en masse mærkeligt mad, men heldigvis også noget velkendt. Chocopops, franskbrød med smør og vandmelonjuice, så var Valdemar tilfreds.

Det var overskyet igen i dag, og temperaturen var til at holde ud, da vi begav os ud i gaderne. Igen holdt vi os i området øst for vores hotel, hvor vi startede med et besøg på byens hovedbanegård. Vi gik ind for at se et tog ankomme. Da vi gik ud, fandt vi ud af, at der faktisk ikke var adgang uden billet – og ved udgangen skulle vi vise billet. Men vi turister kan slippe afsted med meget og blev også lukket ud trods de manglende billetter.

Vi gik gennem mange små butiksgader, hvor der primært blev solgt en masse elektronisk. Vi besøgte først et mindre hindutempel og tæt derved Jami Al-Jafar-moskeen, der var imponerede, selvom vi kun måtte komme ind i gården.

Derfra gik vi igennem et stort marked, hvor der var flere grøntsager og frugter, som vi ikke kendte, end nogen, som vi kendte hjemmefra. Vi købte noget så eksotisk som fem æbler for fem kroner. Vi kom også forbi det flydende Pettah-marked, hvor der dog ikke rigtigt var noget åbent. Tilbage forbi togstationen til Dutch Hospital, hvor vi spiste frokost sammen med andre turister.
Først på eftermiddagen var vi tilbage på hotelværelset, og der tilbragte vi et par timer. Imens kom en regnbyge forbi…

Kl. 16 gik vi igen en tur – denne gang langt vandet mod byens centrum. Det første stykke langs plankeværket, der skærmer mod det store område, hvor en ny bydel er ved at blive bygget. Derefter langs havnepromenaden, hvor der på en ene side var den store græsplæne, Galle Face Green, og derefter det ene byggeprojekt efter det andet – og på den anden side bølgerne, der flere steder slog ind over stien. På græsplænen var mange lokale på søndagstur. Der var utallige boder og sælgere med fodbolde, oppustelige badedyr og drager. Og i luften var mange drager, som familierne havde sat op i blæsevejret.

Vi fortsatte videre og blev rådet til at dreje af mod søen og parken tæt ved. Flydende i vandet lå et lille buddhisttempel, hvor vi for små 15 kroner værd fik adgang. Tæt derved lå det store Gangaramaya-tempel, hvor det viste sig, at vores billetter også gjaldt til. Lige som ved de andre templer og moskeen, skulle vi tage skoene af. Omkring templet lå en utallige ’græstæpper’, der var godt våde af eftermiddagens regnbyge, så vi gik rundt på våde strømpesokker. Templet bestod af mange ’rum’ og flere etager med buddha-figurer i alle størrelser. Mange rum var fyldt med ofringer til templet – herunder hundrede af ure, smykker og en mindre bilpark, hvoraf nogle var nyere biler.

Vi gik tilbage til søen og gik resten af vejen rundt. Et sted stod et faldefærdigt parkeringshus, hvor de eneste biler deri lignede, at de var blevet efterladt for flere årtier siden.

Mange skal lige nusse Valdemar i håret, hvilket han tager fint, men han brød sig bestemt ikke om, da en kvinde nev ham i kinden, for det gjorde ondt – og det sad stadig i ham, da han igen nåede at undvige for at blev nevet i kinden igen.

Som vi gik rundt som søen, begyndte det at småregne, og på turen tilbage mod hotellet, tog regnen lidt til. Casper insisterede på, at vi gik i stedet for at tage en tuk-tuk… Trods regnen var der stadig mange mennesker på græsset langs vandet, men dragerne var dog ikke længere i luften.

Solen var gået ned, da vi nåede tilbage til hotellet, men en tur i poolen havde vi lovet Valdemar. Så Casper og Valdemar var en tur i vandet i mørket – eller rettere badet i lys i skiftende farver fra poolbaren. Også i dag var der mange festklædte mennesker på hotellet, da der blev holdt mindst et bryllup. Brudeparret kom da også forbi poolen med deres fotograf for at blive foreviget.

Aftensmaden spiste vi også i poolbaren til den dunkende bas fra DJ’ens musik. Britt måtte vente i evigheder på maden, men så havde køkkenet også var god tid til at total gennemstege tunbøffen.

Valdemar sover nu endelig, mens vi ser Frankrig slå Kroatien i VM-finalen.

Kingsbury Hotel, Colombo, Sri Lanka, kl. 21.45, mandag den 16. juli 2018
Det var overskyet, da vi forlod hotellet efter morgenmaden. Igen gik vi langs vandet, hvor Galle Face Green i dag var tom for familier og drager. I stedet trænede flere hold af politibetjente.

Klokken 10 nåede vi et shoppingcenter, der dog ikke bød på noget spændende. Vi fortsatte derud af til Viharamahadevi-parken, hvor Valdemar legede lidt på en faldefærdig legeplads. Tæt derved fandt vi endelig en tankstation, hvor Valdemar fik feriens første is.

Vores vandretur fortsatte til Sri Sambodhi Maha-templet, hvor vi på strømpesokker var rundt at kigge. Videre til Uafhængighedspladsen, hvor en gammel regeringsbygning var omdannet til et shoppingcenter. Det virkede tomt, og butikkerne indbød ikke til at komme indenfor. Der var ellers alle de kendte mærker. Frokosten blev det lette løsning: Burger King.

Fra Independence Memorial Hall på Uafhængighedspladen gik vi et stykke videre, inden vi til Valdemars store glæde endelig fangede en tuk-tuk, der kørte os tilbage til hotellet. 12 kr. for godt 5 kilometers køretur i tæt trafik.
En slapper på værelset, en tur i poolen og så ud at gå igen. Denne gang blev det blot til Cargills-supermarked i en gammel kolonibygning.

Igen i aften spiste vi aftensmad på hotellet, men selvfølgelig ikke det samme sted. Vi måtte bare prøve hotellets buffetrestaurant, hvor vi også spiser morgenmad. De reklamerer med at have byens længste buffet. Udvalget var enormt – og alt sammen delikat præsenteret. Vi fik bl.a. smagt en masse srilankanske og indiske retter – de fleste meget krydrede. Dessertbuffeten var et kapitel for sig. Den var enorm!! Vi fik til sammen smagt på mere end 25 forskellige desserter! Et flok militærklædte mænd var rundt og inspicere bufferen. De løftede alle låg og tog billeder af eller filmede al maden. Vi fandt ikke helt ud af, hvad det gik ud på… Okay, vi blev også nødt til at tage billeder af den enorme dessertbuffet.

Vi skulle have været tidligt afsted i morgen tidligt, men vores flyafgang er aflyst eller forsinket. I hvert fald blev vi ringet op på hotelværelset og fik at vide, at vi først skal flyve i morgen kl. 12.30 i stedet for kl. 10. Vi kan se på flybilletten, at vi skal flyve med en Cessna 208. En Google-søgning viser, at det er et lille fly med plads til 8 personer!

JKAB Beach Resort, Trincomalee, Sri Lanka, kl. 20.45, tirsdag 17. juli 2018
Kl. 10 blev vi hentet og kørt til lufthavnen. Hvis vi syntes, at der var mange biler, busser og tuk-tuks, da vi ankom lørdag, var det ingenting i forhold tilt trafikken her til formiddag. En køretur gennem centrum og Colombos forstæder er en udflugt i sig selv. Og konkurrencen fra de forrige dage fortsatte: en lilla tuk-tuk giver en Jelly Bean og en lyserød giver to.

Ved lufthavnen blev vi blot sat af ved afgangshallen, men da vi ville gå ind, blev vi stoppet. Cinnaman Air, som vi skulle flyve med, afgik nemlig ikke derfra, fik vi at vide af vagten ved indgangen. Efter at have rendt imellem Passenger Service, Ticket Office og Information, fik vi øje på en van fra Cinnamon Air. Det var vores videre transport til den del af lufthavnen, hvor det lille flyselskab afgår fra. Det kunne vores chauffør godt have fortalt!

”Afgangshallen” bestod af et par sofaer og fire kurvestole om et bord. Som ventet skulle vi ud at flyve med et meget lille fly – vi var otte passagerer, og der var fyldt. Både pilot og co-pilot var i shorts – og co-pilot endda i klip-klapper!

Vi fløj først 45 minutter til Batticaloa, hvor tre passagerer skulle af. Derfra var ca. 25 minutter flyvning til vores destination: Trincomalee. Casper, der i forvejen ikke er vild med at flyve og har tendens til transportsyge, havde lidt svært ved at nyde den flotte tur med udsigt til landskabet under os. Og da flyet ”slingrede” lidt under sidste flyvning, var han godt dårlig, da vi endelig kom ned på landjorden igen.

Vores chauffør, Mahinda, ventede i ”lufthavnen” og kørte os til vores hotel. Han var kørt fra Colombo tidligt i morgen for at kunne nå frem til at hente os på den anden side af Sri Lanka – en køretur på 6 – 7 timer.

Vi startede med frokost i hotellets restaurant, hvorefter vi hurtigt skiftede til badetøj og gik en tur på stranden, som vi bor ud til. Vi soppede lidt i de store bølger og fortsatte i stedet til hotellets pool, hvor vi tilbragte lidt tid.

En kort gåtur omkring hotellet og langs stranden, og så var det tid til aftensmad. Efter at have bestilt vores drikkevarer, blev vi glemt af tjeneren – og først da Britt to gange havde være og spørge efter en tjener til at tage imod vores bestilling, skete der noget. Endelig fik vi vores mad og mange, mange undskyldninger for, at vi havde måtte vente. Bestillingen til Valdemar havde de ikke helt forstået, så vi fik lidt rigeligt mad.

Efter tre nætter på 5-stjernet hotel i Colombo, er vi nu under lidt mere beskedne kår i en lille hytte, hvor vi dårligt nok kan passere hinanden, da sengen og vores tasker fylder det hele. Også her skal vi alle tre ligge i samme seng – den er bare ikke 2+ meter bred som i Colombo. Sover vi ikke godt, går det nok. Vi skal nemlig op allerede kl. 5 i morgen tidligt!

I restauranten bestilte vi nogle sandwichs (til levering senere, når køkkenet har mindre travlt), men eftersom de lige har ringet fra receptionen for at tage imod vores sandwich-bestilling til i morgen tidligt, er vi i tvivl om, hvorvidt restauranten igen har klokket i det…

JKAB Beach Resort, Trincomalee, Sri Lanka, kl. 20.45, onsdag 18. juli 2018
Vi var oppe lidt over fem i morges, for vi skulle tidligt afsted på sejltur. Vores chauffør kørte os til et nærliggende resort, hvorfra vi iført redningsveste kravlede op i en lille båd med fire sæder. Og så gik det ellers derudaf over bølgerne! Bølgerne var ikke helt små, så båden dunkede ned på vandet, hvilket ingen af os brød os om. Vi holdt godt fast!

Ude på vandet sammen med en bunke andre små både med turister så vi flere flokke af delfiner, der hoppede op ad vandet. Meningen var også, at vi skulle på udkig efter hvaler, men det valgte vi altså at droppe. Britt og Valdemar brød sig ikke om bølgerne – og Casper var blevet søsyg, så vi bad om at blive sejlet tilbage.

Vores sandwichs, som vi havde fået leveret kl. 22 i går aftes, blev ikke spist (de havde i øvrigt også klokket i bestillingen, så der var godt med mayo i dem, hvilket vi havde frabedt os). Vi nåede i stedet tilbage til hotellet til morgenmadsbuffeten. Den var bestemt ikke noget at råbe hurra for – faktisk var der meget lidt, som vi havde lyst til at spise (rice’n’curry var der rigeligt af). Igen en stor kontrast til det lækre Kingsbury Hotel i Colombo.

Efter morgenmaden gik vi en tur på stranden, hvor en flok lokale fiskere var ved at hive et stor net i land. Teamwork og hårdt arbejde! Bunken af fisk blev sorteret. I fangsten var bl.a. en kuglefisk, der forsigtigt blev båret ud i vandet igen. Blæksprutte, en mærkelig fisk med hård skal og noget, der lignede en meter lang ål var også i nettet. Meget spændende at se!

Fra stranden gik vi mod centrum af Trinco og byens fort – en tur på ca. 4 km. Vi var en tur igennem fiskemarkedet og efterfølgende grøntsagsmarkeret, inden vi gik videre mod fortet. Vi havde lovet Valdemar en is, hvilket ikke var nemt at finde. I en lille kiosk lykkedes det at finde is: en helt simpel skub-op-is, som dem man fryser selv derhjemme. Både ved indgangen til grøntsagsmarkedet og andre steder mod fortet så vi en del dådyr, der ligesom køerne rendte frit rundt blandt huse og trafik.

Ved fortet var en flok aber noget af det første, som vi mødte. Vi fortsatte op ad bakken til det store hindutempel på spidsen af klippen. Valdemar og Britt var glade for deres strømper med gummibund, der gjorde det mere udholdeligt at gå på strømpesokker på den varme asfalt og gruset ved templet. I templet overværede vi en ceremoni, og udenfor så vi bl.a. træet, hvor mange havde hængt små trævugger som en del af deres bøn for et barn.

På vejen ned igen fandt vi en lille isbil – og så var det ispause igen. Inden udgangen fra fortet besøgte vi et buddhistisk tempel, hvorfra der var en fin udsigt langs kysten. Tilbage i centrum besøgte vi et endnu hindutempel – eller rettere sagt: vi gik blot rundt om det. Det var utroligt flot, og vi kunne hele tiden finde nye detaljer: lyserøde elefanter og lilla køer. Hindutemplerne er virkelig farvestrålende.

På Caspers kort på mobilen stod KFC, men vi fandt den ikke. Forstået på den måde, at det nok nærmere var en eller anden lille lokalbiks, der hed noget med KFC. Vi ledte med lys og lygte efter et spisested (dem er der ikke mange af i centrum af Trinco!), og fandt til sidst en Kings Burger (nej, ikke Burger King), hvor vi alle kunne lide maden.

Den første tuk-tuk-chauffør, som vi henvendte os til, kendte ikke vores hotel – selvom han først påstod det modsatte – og vi valgte derfor, at vi ikke ville køre med ham. Det blev han vist noget sur over, for da vi efterfølgende stoppede en anden tuk-tuk, der kendte hotellet, kom han og bad chaufføren om at køre, så han i stedet kunne køre os. Det nægtede vi – og det lykkedes os at praje en tredje tuk-tuk, inden han nåede at blande sig igen.

Tilbage på hotellet var det tid til en tur i poolen, lidt Uno-spil i hytten og en slapper på solsengene uden for hytten. Aftensmaden bestilte vi på nabohotellets restaurant. Vi måtte vente en time på maden, men da den endelig kom, fik vi heldigvis alle tre noget, som vi kunne lide, og de havde ikke klokket i vores specielbestillinger til Valdemar.

Sidste nat i hytten her ved stranden, inden vi i morgen kører ind i landet… Britt blev angrebet af myg i nat, så nu stinker hele hytten af myggespray for en sikkerheds skyld.

Palm Garden Village, Anudhurapura, Sri Lanka, kl. 20.15, torsdag den 19. juli 2018
I morges var der havregryn med rosiner i morgenmadsbuffeten, så det tvang vi Valdemar til at spise, så han ikke igen skulle nøjes med pandekager til morgenmad. Selvom det er det, som han spiser hver dag til morgenmad derhjemme, nægtede han at spise det. Vi vandt dog stædighedskrigen lige nøjagtigt tidsnok til at holde vores aftale med vores chauffør kl. 8.30.

Vi lagde Trinco bag os og kørte ind i landet. Her blandt rismarkerne havde mange huse elektrisk hegn omkring grunden for at holde elefanter ude – og der var vejskilte, der advarede mod elefanter på vejen. Vores chauffør fortalte, at der hvert år dør ca. 200 mennesker på grund af elefantangreb og slangebid. Sidstnævnte er dog den største dræber – primært fordi bønderne render rundt med bare fødder på markerne, hvor slangerne bor.

På turen hørte vi mere omkring de primære religioner her på Sri Lanka: buddhismen blandt srilankanerne og hinduismen blandt tamilerne. Vi fik naturligvis også fortalt om krigen mellem singaleserne, som srilankanerne rettelig hedder, og tamilerne med terrorgruppen, De Tamilske Tigre. Krigen var betydet, at der ingen turister omkring til den nordlige del af Sri Lanka – herunder Trinco, da det var der, at de tamilske tigre holdt til. Først da krigen endte i 2009 begyndte turismen også der.

Mihintale siges at være stedet, hvor buddhismen startede på Sri Lanka. Der besøgte vi den store stupa og fik forklaret betydningen af de mange ruiner. Næste stop var Anudhurapura – den tidligere kongeby og hovedstad. Også her besøgte vi flere ruiner fra ca. år 300 f.v.t. og fik forklaret, hvad de oprindeligt havde været. Stedet havde været et religiøst centrum med måske 3.000 munke. Igen besøgte vi en stor stupa, og hvad der siges at være verdens ældste træ (ca. 3000 år gammelt) – og igen var Valdemar og Britt rigtigt glade for sokkerne med gummibund, når vi skulle aflevere vores sko ved de hellige steder. Casper og Mahinda pev lidt over at skulle gå med bare tæer på det glovarme sand i området.

På vej ind i et af tempelområderne gav en lille pige – godt hjulpet af sin storebror – Valdemar en af de blomster, som de havde fået velsignet ved templet. Valdemar blev rigtig glad for den store, lilla blomst og fik med lidt hjælp sagt tak på singalesisk. I stedet for, at blomsten endte i en skraldespand på vores hotel, valgte vi at ligge den sammen med de andre ofrede blomster ved den store stupa. Valdemar er ved at forstå konceptet med at tro på en gud og kunne godt lide idéen om, at vi gav blomsten til guden, selvom vi ikke troede på den.

Et hurtigt stop i et supermarked og så det sidste stykke til hotellet. Hotellet er et stor område, der egentlig minder lidt om de mange ruiner, som vi har set i dag. Det er et fint hotel, der er bygget i gammel stil med værelserne placeret i små huse fordelt over et stor område. For enden af hotellets grund er et vandhul, hvor der ind i mellem kommer elefanter om morgenen. Af den grund er der et elektrisk hegn der ud imod.

Selvfølgelig skulle vi en tur i poolen. Hvad poolen ikke havde i skønhed, havde den i størrelse. En slapper på værelset og så til restauranten til aftensmad. Da vi ankom kl. 18.45, fik vi at vide, at der først var mad kl. 19.30. Det viste sig heldigvis at være for de af hotellets gæster, der rejser med en gruppe, hvor aftenbuffet er inkluderet – og vi kunne bestille a la carte. På menukortet stod, hvor lang tid det tog at lave de forskellige retter. Næsten på minuttet kom vores pastaretter efter 30 minutter som skrevet. Valdemars mad tog ifølge menukortet kun 20 minutter at lave – og at dømme efter temperaturen havde det sikkert også stået i køkkenet i 10 minutter.

Britt havde bestilt en simpel pastaret med blot hvidløg og ost – de havde bare glemt osten! Og da Britt efterlyste den, vidste de ikke helt, hvilken slags ost, som de skulle komme med. Det blev en lille skål, revet parmesan og to skiver ost.

Da vi kom tilbage til værelset, slap et lille firben med ind ad døren – og efterfølgende opdagede vi yderligere tre små firben på badeværelset. Heldigvis har ingen af os noget imod den slags husdyr på værelset. Vi håber blot, at myggene bliver væk.

Vi er begyndt hver aften at nævne tre gode ting, der er sket i løbet af dagen. Valdemar startede med at sige, at det var lidt svært, for vi havde jo ikke kørt i tuk-tuk i dag, men selvom han næsten var for træt, nævnte han alligevel blomsten fra pigen – og det, at vi gav blomsten til guden, selvom vi ikke troede på den. Og så faldt han i søvn…

Water Garden, Sigiriya, Sri Lanka, kl. 19.45, fredag den 20. juli 2018
Det vrimlede med aber omkring restauranten til morgenmaden. Der var dog ingen, der var så frække at snuppe noget fra bordene… Efter to dage med en tarvelig morgenmadsbuffet var det dejligt at se en velassorteret buffet, hvor der til Valdemars glæde var både chokopops, pandekager og donuts med krymmel – og så den stak agurkeskriver, som vi bad ham spise til.

Utroligt nok spurgte Valdemar ikke efter sin tablet på køreturen, men i stedet sad han også og ”kiggede ud på Sri Lanka”, som han sagde. Og der fik han øje på både en lilla og en lyserød tuk-tuk, så der var tre Jelly Beans til gode.

Efter godt en times kørsel nåede vi til Ritigala, hvor vi skiftede køretøj. En ældre jeep kørte os det sidste stykke ind til bjerget, hvorfra vi skulle gå igennem junglen mellem de gamle ruiner. Elefantefterladenskaber på vejen vidnede om, at der var vilde elefanter i området. Det var en god tur op af mange trin: jævne som ujævne – og nogle ikke-eksisterende. Inden vi vendte op og gik ned, fik Casper og Valdemar gynget og klatret i de store lianer.

Fra Ritigala var tre kvarters køretur til vores næste hotel – det sidste del af turen langs rismarker, hvor påfugle rendte rundt. Vi vidste, at vores ’hotel’ ville være lækkert, men vi blev alligevel positivt overraskede over vores villa med egen pool. Hele området er så flot med villaerne liggende mellem rismarker – og selve villaen er bare så stilfuld.

Vi forventer at skulle indtage en del måltider i hotellets restaurant her de næste fire dage, så vi var glade for at se et stort og indbydende menukort, da vi kom til frokost. Selvfølgelig skulle vi en tur i vores egen pool, der faktisk var større, end vi havde forventet. Valdemar ville først ikke i, men da vi andre skiftede til badetøj, skiftede han mening – og kom først op 1½ time senere.

Vi skal afsted allerede kl. 6.15 i morgen, så da vi hørte, at restauranten først serverede aftensmad fra kl. 19, valgte vi at bestille roomservice til en lidt tidligere aftensmad: to pizzaer. Britt smuttede efterfølgende i restauranten for at bestille et par milkshakes til dessert og mødte på stien flere påfugle.

Water Garden, Sigiriya, Sri Lanka, kl. 20.30, lørdag den 21. juli 2018
Kl. 6.15 var vi afsted. Vi skulle nå frem til løveklippen før åbningstiden kl. 7 for at undgå kø. Vi blev belønnet for at komme tidligt og kom ind på området som nogle af de første. I køen ved billetsalget kunne vi konstatere, at vi danskere er gode til at stå tidligt op. Danskere udgjorde måske en tredjedel af de ventede i køen, da billetlugen åbnede.

Vores chauffør, Mahinda, har dårlig ryg og ville derfor ikke gå med til toppen. Han forklarede os om området og overlod os så til trapperne. Der var mange trapper – ca. 1.200 trin! De første op til plateauet med løvefødderne var små, lidt ujævne trin. Derfra gik det bare op ad trappen, der sad fast på klippevæggen. Fra trappen så vi de store hvepseboer, der bebos af nogle aggressive kæmpehveps. For ikke at vægge dem, var der flere skilte om at være stille.

Lidt forpustede nåede vi toppen af den 200 meter høje klippe. Utroligt, at en konge engang byggede et palads med swimmingpool på toppen! Udsigten var flot, selvom det ikke var helt klart i vejret. Vi var blot glade for skyer og vind, der gjorde temperaturen til at holde ud. Flere kommenterede, at Valdemar også var nået toppen – og han gjorde det uden det mindste piv! Nogle gav op undervejs på grund af højdeskræk, mens Valdemar blot løb på broer og trin på klippesiden.

Da vi kom tilbage til hotellet omkring kl. 9, spiste vi morgenmad. Britt bestilte srilankansk-morgenmad og fik bl.a. chicken curry med alt tænkeligt tilbehør. Valdemar valgte chokopops, bacon og brød med smør.

Kl. 10.30 kørte vi afsted igen, da vi skulle på ’landsby-tur’. Turen bestod af en tur i tuk-tuk til en oksetrukken vogn, der kørte os til en lille båd. Vi sejlede på en å og ud på en sø, hvor vores ’kaptajn’ lavede en hat til os hver af åkandeblade – og plukkede et par blomster til os til Valdemars store fornøjelse. Derefter var det tid til at smage ægte srilankansk mad, som vi spiste med fingrene af bananblade som tallerkener. Efter den store, sene morgenmad var vi ikke synderligt sultne, så det blev mest til smagsprøver. Britt var lidt mere moden end Casper og smagte det hele… En kort sejltur tilbage til tuk-tuk’en, der kørte os det sidste stykke tilbage til vores chauffør.

Den smule srilankanske frokost, som vi havde spist på turen, blev suppleret af en gang dessert i restauranten. Resten af eftermiddagen stod den på ren afslapning i villaen – selvfølgelig med en tur i poolen.

Der er ikke rigtigt andre muligheder, så aftensmaden spiste vi i hotellets restaurant. Valdemar har fundet sin favorit på børnemenukortet og bestilte ligesom i går til frokost dybstegte rejer. Maden var lækker – både Caspers indiske butter chicken og Britts fisk med kokosrisotto.

Valdemar er nu langt inde i drømmeland – han bad selv om at komme i seng. Vi skal også lidt tidligt op i morgen…

Water Garden, Sigiriya, Sri Lanka, kl. 21.15, søndag den 22. juli 2018
I dag skulle vi først afsted kl. 8.15, så der var tid til morgenmad før afgang.
Dagens første stop var Polonnaruwa, som ligesom Anudhurapura har været en hovedstad. På vejen kom vi forbi Minneriya Nationalpark, og på afstand fik vi fra landevejen set et par vilde elefanter.

I Polonnaruwa startede vi på museet, der bl.a. havde en model over hele området. Udover modellerne fra områdets bygninger, blev Valdemar mest underholdt af et lille jordegern, der blev jagtet på museet af en vagt. 1-0 til jordegernet i denne omgang.

Fra museet kørte vi videre til hele det store område med ruinerne (endnu et nyt ord i Valdemars ordforråd) bl.a. fra det gamle 7-etagers kongepalads med 1000 værelser og det kongelige ’badekar’ på størrelse med en swimmingpool. Valdemar og Casper gik glip af det første, da Valdemar blev stædig og nægtede at få solcreme på, hvilket tog lidt tid. Vi kom forbi flere steder i kongebyen. Mest imponerede var de tre store Buddha-figurer – alle udskåret af den samme enorme granitsten.

Efter frokost på en restaurant kørte vi tilbage til Minneriya Nationalpark, hvor en jeep ventede os. I parken fik vi set en lille kamæleon (samme slags så vi også i går), en masse aber, en stor flok vandbøfler – og så selvfølgelig områdets hovedattraktion: elefanter. Vi så en flok med 30+ elefanter – heraf mange unger. Elefanterne var helt ligeglade med os og de andre 4 – 5 jeeps og gik tæt forbi. Valdemar syntes også, at det var spændende, men måske ikke helt så længe som os andre.

Vores guide havde sørget for, at vi kom til parken allerede kl. 13, da de fleste andre kom kl. 15 efter hans erfaring. Det betød, at da vi kørte ud af parken, væltede det ind med andre jeeps! Der var ligefrem kø ved indgangen for at komme ind. Valdemar havde helt ret, da han sagde, at det var godt, at vi kom så tidligt, for ellers havde vi ikke kunne se elefanterne for bare jeeps.

Vi var tilbage i vores villa omkring kl. 15.30, og så stod den på afslapning resten af eftermiddagen, hvilket selvfølgelig også betød en tur i poolen. Ligesom i går blev poolturen for Valdemars vedkommende efterfulgt af skumbad i badekarret.

Restauranten var tom, da vi kom kl. 18.30, så vi fulgte Valdemars ønske og tog en drink på terrassen ved baren, inden vi gik tilbage til restauranten. Også i dag fik vi lækker aftensmad. Restauranten blev godt fyldt, og flere havde valgt at ringe efter en golfvogn for at blive kørt til restauranten. Så stort er resortet altså ikke, at det vil tage mere end maksimalt fem minutter at gå til restauranten. Men nogle er måske bare mere dovne end os…

Valdemar var godt træt og ville med egne ord bare hjem og på hovedet i seng. Desserten valgte vi derfor at tage med os, og den har vi nu spist, efter Valdemar kom i seng. Han var helt tilfreds med et par vingummier til dessert – også efter at have set vores flot anrettede desserter.

Water Garden, Sigiriya, Sri Lanka, kl. 20.30, mandag den 23. juli 2018
Til morgenmaden kastede Britt sig igen ud i en srilankansk specialitet: coconut cream hopper – og Valdemar valgte igen en gang bacon – nu med spejlæg.

Vores chauffør havde egentlig foreslået, at vi ikke tog nogen steder hen i dag. Vi blev dog enige om, at en hel dag her på resortet ville blive for kedeligt – eller blive for meget skærm. Vi valgte derfor at holde fast i den oprindelige plan med en tur til Dambulla, så efter morgenmaden tog vi afsted. På vejen begyndte vi alle tre at tælle røde tuk-tuks, men stoppede, da vi nåede over 100…

I byen kørte vi forbi et tempel med en imponerede stor guld Buddha, hvor vi lige stoppede. Ellers var turens eneste stop klippetemplerne i Dambulla. De fem klippehuler med utallige Buddha-figurer i forskellige udformninger og materialer var bestemt et besøg værd. På køreturen kunne vi igen konstatere, at de private rutebusser er livsfarlige! De kører simpelthen så sindssygt hurtigt og overhaler helt hasarderet – og det endda efter srilankanske forhold, hvilket ikke siger så lidt. Mahinda fortalte, at chauffører på de private busser – i modsætning til de offentlige – er kommisionslønnede, så jo hurtigere de kan nå frem med passagererne, jo hurtigere kan de komme videre med nye passagerer.

Før kl. 11 var vi tilbage i villaen igen og havde så resten af dagen til ren afslapning. Det blev selvfølgelig til en tur i poolen både før og efter frokosten. Og det lykkedes (endelig) Britt at få for meget sol. Vi havde også talt om, at vi nu havde været på ferie i mere end en uge – og ingen af os var blevet skoldede. Britt har nu i hvert fald fået den røde farve, der kommer lige før en smertefuld solskoldning.

Til frokost fik vi øje på skildpadder i søen lige ved restauranten, og en tjener fortalte, at i morges havde der også været en krokodille i en af ’vandhaverne’ mellem villaerne.

Uno, fisk og kabaler (og lidt skærmtid) var der rigelig tid til inden aftensmaden. Også i dag tog vi en drink i baren inden maden, og de havde nu fået den manglende ingrediens til den drink, som Valdemar også gerne ville smage i går. Chokolade, mandelsirup, kanel, dadler og mælk bliver faktisk en lækker drink, hvor de små daddelstykker i bunden skulle spises med ske.
Vi må konstatere, at det er for sent for Valdemar først at spise kl. 19.30. Da maden endelig kom, var han så træt, at han stort set ikke fik spist noget, men blot blev ked. Behøver vi at nævne, at det ikke tog han mange minutter at falde i søvn?
Efter fire dage i ren luksus her i villaen er det i morgen tid til at køre videre sydpå. Vi glæder os til at opleve nye steder, men kommer bestemt til at savne vores private pool og den meget plads i villaen!

Grand Kandyan Hotel, Kandy, kl. 21.00, tirsdag den 24. juli 2018
Til morgenmaden spurgte vi efter en golfvogn til at fragte vores bagage (og os) fra vores villa til receptionen, hvor vi skulle mødes med Mahinda. Selvom de forsikrede os om, at den ville komme med det samme, måtte vi tilbage i villaen alligevel ringe efter den efter en halv times tid. Vi kom alligevel afsted fra det lækre Water Garden blot et par minutter senere end planlagt. I fire dage har vi spist 1 – 2 lækre måltider hver på hotellet hver dag, og alligevel endte vi med en regning på blot ca. 1.400 kr.

Vi havde en næsten tre timer lang køretur foran os til Kandy, der ligger i bjergene. Ved 83 gad vi ikke længere at tælle grønne tuk-tuks… På vejen gjorde vi holdt ved en af de utallige krydderi- og urtehaver. Der fik vi en grundig instruktion til alle krydderierne og urterne fortræffeligheder set med ayurveda-synspunkt. Vi fik demonstreret – på egen hud – diverse cremer. Ja, selv en helt naturlig hårfjerningscreme blev demonstreret på en diskret sted på Caspers ben. Vi endte med begge at få en massage af hovedbund, nakke, ryg og ben med diverse olier. Vi følte os godt fedtede efterfølgende. Valdemar kedede sig lidt imens, men fandt lidt underholdning i et firben og en række myrer.

Fra krydderihaven kørte vi det sidste stykke til Kandy. Det var tæt trafik, så det tog sin tid. Men der var jo rigeligt at se på på vejen. En by, som vi kørte igennem, var udelukkende beboet af muslimer, mens der i en anden by lå både moske, hindutempel og buddhistisk tempel side om side helt problemfrit ifølge Mahinda.

Hvor Water Garden i Sigiriya var luksus på den enkle måde, var vores hotel her i Kandy luksus på den overdådige møde. Alt i lobbyen var guld, bling og glimmer! Der var bl.a. pink-plysstole med ’diamantknapper’ og en guld-kuppel i loftet. Det var fantastisk på den kitschede måde. Vores værelse er da også udstyret med rigeligt med stuk, blomstret ’guldtapet’ og en voluminøs plyssofa.

Hotellet ligger på en bakketop og har til alle sider en flot udsigt over Kandy. Da vi skulle ned til centrum, gik det derfor også stejlt ned ad bakke. Vi var sultne og valgte den lette, hurtige løsning: KFC. Først for sent opdagede vi, at de ikke solgte pommes fritter, så en menu bestod af burger/kylling, drikkevare og et paneret kyllingelår! Valdemar nægtede kylling og spiste et stykke medbragt pizza (rester fra aftensmaden forleden).

Bagefter gik vi til Kandy City Center, som er et flot indkøbscenter i vestlig standard. Der burde vi have spist frokost. For første gang på ferien fik vi endelig shoppet – bl.a. en Sri Lanka-cricket-t-shirt til Valdemar og en kæmpe lyserød plys-tuk-tuk. Sidstnævnte kostede mindre end 35 kr., så den kunne vi simpelthen ikke stå for.

Vi sluttede shoppingturen med en is og tog så en tuk-tuk tilbage til hotellet. For en gangs skyld ville Valdemar ikke en tur i poolen. Der er ellers en stor en på hotellets tag. I stedet legede vi med nyindkøbte biler, spillede kort og kastede med en ballon, som Valdemar havde fået i en butik.

Kl. 18 gik vi op til en af hotellets restauranter blot for at konstatere, at de først åbnede kl. 19. I stedet fik vi derfor de 15 minutter til centrum og valgte igen en velkendt fastfood-løsning, og denne gang med større succes end frokostens KFC, nemlig Pizza Hut. Restauranten lå i 1. sals højde med udsigt til en af de travleste gader, så Valdemar fulgte med i især de mange tuk-tuks på vejen. Vi tog da også en tuk-tuk tilbage til hotellet. Valdemar synes, at det er en vældig fornøjelse at køre i tuk-tuk, og til 10 kr. for en tur er det ikke ligefrem det, der vælter feriebudgettet.

Blandt guld og glimmer vil vi nu lægge os til at sove, så vi i morgen er friske til rigtig sightseeing i Kandy.

Grand Kandyan Hotel, Kandy, kl. 20.15, onsdag den 25. juli 2018
Vi måtte konstatere, at hotellet måske er 5-stjernet, men det er vores værelse ikke helt. Køleskabet virkede ikke, så vi måtte kassere en del mad, og afløbet i brusebadet var stoppet, så vi fik oversvømmet hele badeværelset. Morgenmadsbuffeten var dog heldigvis helt fin, selvom der – ifølge Valdemar – manglede pandekager.

Kl. 9 hentede Mahinda os og kørte os til Templet for Buddhas Hellige Tand – templet, hvor Buddhas ene hjørnetand siges at blive opbevaret. Der var mange mennesker ved templet. Udover en af de tre almindelige daglige ceremonier, var der også uddeling af hellig vand. Det betød, at flere hundrede mennesker stod i kø rundt i templet med deres glas og små flasker. Vi fik dog kantet os igennem og fik set templet. Vi fik fortalt om den årlige ceremoni med procession gennem byen med udklædte elefanter, hvor Buddhas tand (i adskillige små kister inden i hinanden, så ingen kan se den) bliver båret på en af elefanterne. En elefant, der havde gjort tjeneste som ’tandbærer’ i 35 år, var efter sin død blevet udstoppet og var nu udstillet ved templet.

Ved templet blev vi stoppet af en gruppe, der viste sig at være politibetjente, der deltog i et obligatorisk engelskkursus. De var af deres lærer blevet opfordret til at tale med turisterne for at træne deres engelsk på den måde. Det var meget underholdende.

Det er sjovt at høre, hvad singaleserne forbinder med Danmark. En af betjentene kendte til H.C. Andersen (skulle dog have lidt tid til at komme på navnet), en tuk-tuk-chauffør nævnte smør og komælk – og vores egen chauffør, Mahinda, nævnte sin fætter, der bor i Greve.

Fra templet kørte Mahinda os til en legeplads i en anden ende af Kandy-søen. Det kostede knap 1 kr. pr. voksen at komme ind, og vi måtte af med knap 2,50 kr., da Valdemar ville prøve hoppeborgen. Fra legepladsen gik vi langs søen tilbage til centrum og spiste frokost på en café.

En af de T-shirts, som vi havde købt i går, havde desværre en fejl, så vi var tilbage i butikken for at få den byttet. Igen fik Valdemar en ballon i butikken. Da den udenfor fløj (da den ikke var bundet godt nok fast til rygsækken) og sprang, da Valdemar ville fange den, brød han ud i den vildeste gråd. Tidligere på dagen var gårsdagens ballon fra Pizza Hut sprunget på hotelværelset uden drama, men denne ballons ’forsvinden’ var åbenbart mere traumatisk.

Vi gik igennem det lokale marked, hvor slagterbutikkerne næsten kunne gøre os til vegetarer, da fugle tog for sig af kødet. En tuk-tuk-tur tilbage til hotellet og så en tur i poolen. Da vi ville gå til centrum for at spise tidligt aftensmad, tog Valdemar ikke mindre end to styrt ned ad bakken tæt ved hotellet. Det sidste styrt medførte større hudafskrabninger på hænder, knæ og albue – og faktisk også på hoften og skulderen opdagede vi efterfølgende. Så efter sårrensningen og påsætning af plastre på de steder med mest blod var Valdemar absolut ikke til at gå nogle steder. Han kunne ikke bøje benet og armen og gik som en robot med piv på.

Eneste spiselige, der var til at få på hotellet, før restauranternes åbning kl. 19, var fra kageboden i stueetagen. Så det blev til donut, red velvet-kage, mangomoussekage og kokoskage til aftensmad. Så blev det også tid til mere kortspil efter ’aftensmaden’.

98 Acres Resort, Ella, Sri Lanka, kl. 21.00, torsdag den 26. juli 2018
I dag var en ren transportdag, og kl. 8 kørte vi fra Kandy. Vi havde en tre timer lang køretur i bilen foran os, men med rigeligt at se på udenfor bilens vinduer føltes turen ikke så lang.

Som vi kom op i højderne (vi startede i 500 meters højde i Kandy), var landskabet præget af teplantager. Den ene plantage efter den anden – alle med britiske navne efter de oprindelige ejere. Der var rigeligt med hårnålesving på turen. Om det var køresyge eller andet, ved vi ikke, men Valdemar klagede over mavepine og blev udstyret med en pose – just in case.

Vi stoppede ved en tidligere skotskejet plantage, Glenloch, efter ca. 1½ times kørsel. Der fik vi en hurtig rundvisning på fabrikken, hvilket var meget spændende. Måske lidt uhøfligt sagde vi nej tak til smagsprøver, men købte da lidt te i butikken som gave til tedrikkere derhjemme. Fra teplantagen fortsatte vi til Nuwara Eliya, hvor vi i et supermarked købte lidt forsyninger til den forestående togtur. Frugt, nødder og nogle teboller – og så var vi klar. 

Først i dag var vi blevet sikre på, at vi skulle en tur med toget. På grund af fuldmåne er det national helligdag i morgen og dermed forlænget weekend. Det betød, at toget, som vi skulle med, var fulgt booket. Mahinda havde derfor måtte skaffe vores togbilletter ”på det sorte marked”. Det betød, at han via en bekendt havde fået kontakt til en togkonduktør, som ville skaffe os pladser ombord på toget. Mahinda havde fået tilsendt et billede af togkonduktøren og omvendt, så de kunne genkende hinanden på stationen.

På stationen mødtes vi med to andre danske familier (den ene havde vi mødt i Sigiriya), som Mahinda også havde skullet skaffe billetter til. Vi gik ombord på toget og måtte så vente, til togkonduktøren kom og anviste os nogle pladser. De andre blev lidt nervøse, da vi fortalte dem om aftalen… Vi fik pladser sammen alle tre – omend pladser mellem to vinduer, så udsynet var ikke så godt. En anden familie blev placeret i hver sin togvogn, mens nogle fra den sidste familie måtte klare sig med pladser mere eller mindre ude hos lokoføreren.

Serveringen ombord på toget bestod af en, der gik gennem toget med en stor 30 liters plastikbeholder med grøntsagssamosaer. Britt turde godt smage, og selv Valdemar var frisk på et par bidder – dog kun hjørnerne, hvor der ikke var stærkt krydret fyld.

Togturen tog i alt 2½ time, og undervejs var der flere steder en flot udsigt over bjergene. Vi kom op i knap 1.900 meters højde, inden vi endte i Ella i ca. 1.000 meters højde, hvor Mahinda ventede på os og kørte os til vores resort. Også her er rigtigt lækkert! Vi har fået et stort værelse med terrasse med udsigt over bjerge og teplantager. Selv fra badeværelset er en fantastisk udsigt.

Det styrtede ned, da vi ankom, men holdt heldigvis op kort tid efter, så vi kunne gå en runde på resortet, inden vi prøvede poolen. Verden er lille, og på resortet mødte vi en, som Britt træner sammen med.

Efter kage til aftensmad i går – og snacks til frokost i dag – var det rart med en god pastaret til aftensmad. Så har vi forhåbentlig energi til en vandretur i morgen.

Sengen er knap 2½ meter bred – og vi skal ikke engang dele den med Valdemar, der har sin egen 1 meter-brede seng. Men stadig kun en dyne!

Jetwing Kaduruketha, Wellawaya, Sri Lanka, kl. 21.00, fredag den 27. juli 2018
Skal vi bedømme et hotel efter dets morgenmad, var 98 Acres bestemt et af de bedste. Vi blev især glade for at se rigtig ost (med smag), så der blev spist ostemadder.

Så var vi klar til at vandre. Det viste sig, at det blev en kort vandretur. Vi skulle til Little Adams Peak og havde egentlig regnet med nogle timers vandretur. Vi havde ikke lige tænkt på, at vores resort lå lige ved, så vi sparede en stor det af den beskrevne vandretur. Vi boede nemlig blot 10 minutters gang fra, hvor trappen til det sidste stejle stykke op, startede. Selvom turen var kort, var det en flot tur med udsigt til marker med te, bjerge og så selvfølgelig til vores resort. Valdemar klarede trapperne uden brok – måske hjulpet lidt af en konkurrence om, hvem, der først nåede toppen, med Jelly Beans som præmie.

Vi skulle først afsted fra resortet kl. 12, så Britt og Valdemar nåede også en tur i poolen, mens Casper pakkede det sidste. Og så fik vi tid til at sidde og nyde udsigten fra vores terrasse.

Køreturen til næste hotel var heldigvis ikke så lang – kun godt 45 minutter. På vejen stoppede vi ved Ravana Falls. Der myldrede det med mennesker – primært singalesere. I dag er det fuldmåne og dermed helligdag (ja, de har en månedlig helligdag ved fuldmåne). Og mange var på vej til en procession ved kysten, og vejen bragte dem forbi vandfaldet, som så var et naturligt sted at tage en pause og en dukkert.

Vi kom frem til frokosttid til vores næste resort. Her har vi en helt enkelt hytte med vægge af bambus og et udendørs badeværelse. Brusebadet er ikke engang overdækket. Fra terrassen har vi udsigt over marker og lidt skov, som små jordegern hoppede rundt.

Efter frokost gik vi en kort tur på grunden, som blandt andet bragte os igennem en sommerfuglehave. Buskene så lidt tørre ud, men det vrimlede alligevel med sommerfugle. Vi fik også set en varan, der kravlede rundt mellem hytterne. Selvfølgelig skulle vi bagefter en tur i poolen, der var ret stor. Fra den var der også en flot udsigt over markerne og de bagvedliggende bjerge.

Da vi kom til baren før aftensmaden, fik vi at vide, at på grund af helligdagen måtte de ikke servere alkohol. Men jordbær-banan-milkshake var heldigvis ikke noget problem. Til aftensmaden kastede Britt sig igen ud i mærkelige og lækre retter, mens Casper og Valdemar holdt sig til det mere velkendte.

Vi ligger nu alle tre i dobbeltsengen indhyllet i myggenet. Hele dagen har vi kunne høre sang og ’messen’ fra et nærliggende tempel. Med undtagelse af en pause på godt tre kvarter fra kl. 17, har vi kunnet høre dem konstant. Og de er stadig i gang! Da ceremonien jo er på grund af fuldmånen, frygter vi, at de fortsætter hele natten. Men lyden er nu bare blevet konstant baggrundsstøj ligesom lyden fra ventilatoren i loftet, der her har erstattet et airconditionanlæg.

Cinnamon Wild Yala, Kirinda, Sri Lanka, kl. 19.30, lørdag den 28. juli 2018
I dag kunne vi sove længe, men allerede kl. 6 sad Britt udenfor på terrassen og nød det stabile internet og stilheden – altså lydene fra alle dyrene, der puslede og pippede. Valdemar brokkede sig over morgenmaden, da det ikke var buffet. Men det hjalp, da de havde cocoa rice krispies på menukortet… Vi kunne endda få havregryn med mælk – selvom de først serverede havregrød for os.

I bestræbelserne på at være så klimavenligt som muligt, har stedet her ladcykler (og ikke golfvogne) til at transportere bagagen mellem receptionen og hytterne. Al maden er da også økologisk – og ja, airconditionen var udskiftet med en vifte i loftet.

Kl. 9.30 kørte vi videre sydpå – en 2½ times køretur til næste hotel. Eneste stop var ved et supermarked for lige at proviantere til de næste tre dage, hvor vi befinder langt væk fra butikker. På vejen kunne vi se på advarselsskiltene, at vi igen er i elefantland. Det første wildlife, som vi så, var dog vandbøfler og en kæmpe krokodille i søen, der ligger ved hotellet.

Vi spiste frokost som det første, da vi ankom til hotellet, mens vores hytte blev gjort klart. Vi fik udleveret en længere liste med advarsler og fik også at vide, at efter mørkets frembrud (hvilket vil sige kl. 18.30) må vi ikke gå alene rundt på grunden, men skal i stedet ringe efter en vagt til at følge os fra hytten til restauranten. Risikoen for at møde vilde dyr er simpelthen for stor.

Efter frokosten og et kort stop i vores hyggelige hytte, var vi parat til jeepsafari. Yala National Parks hovedattraktion er leoparder. Området har nemlig en af verdens største koncentrationer af leoparder, så vi krydsede fingre for at se en. Vi fik set adskillige påfugle, dådyr og bøfler – og så fik vores chauffør besked om en leopard i nærheden. Leoparden lå oppe i et træ et stykke væk, så Valdemar kunne desværre ikke få øje på den. Det varede dog ikke længe, førend vi var heldige igen, da vi så endnu en leopard, og denne gang så tæt på, at Valdemar også fik den set tydeligt. Samme leopard så vi kort tid efter igen, da den krydsede vejen foran vores jeep. Og på vejen ud fik vi set en tredje leopard, der lå og slappede på jorden. At vi også fik set flere elefanter, aber, krokodiller og vildsvin var næsten mindre interessant, for leoparden var jo målet for dagens safari.

På turen gennem nationalparken gjorde vi holdt ved stranden, hvor Valdemar legede lidt i de store bølger. På stranden var et mindesmærke for ofrene for tsunamien i 2004. 47 mennesker døde på stranden den dag.

Tilbage på resortet skiftede vi til badetøj, så vi direkte efter aftensmaden var klar til en hurtig dukkert i poolen. Da vi sad i restauranten kom et vildsvin pludselig luntende forbi restauranten og poolen lige så stille og roligt. Det var blevet mørkt, da Valdemar og Britt tog en svømmetur. Alligevel vovede vi os dog til at gå alene tilbage til hytten bagefter. Vi kunne dog se, at andre blev fulgt af vagter, så i morgen må vi nok hellere gøre det samme.

Vækkeuret er sat til at ringe kl. 4.30 i morgen, så vi kan komme tidligt afsted på endnu en safari…

Cinnamon Wild Yala, Kirinda, Sri Lanka, kl. 20.45, søndag den 29. juli 2018
Også i morges løb vi risikoen og gik alene fra vores hytte og til receptionen for at møde Mahinda. Det var stadig helt mørkt, for klokken var kun 5.15! Det eneste vilde dyr, som vi mødte, var dog en hare.

I restauranten serverede de kaffe og sandkage(!) til dem, der skulle på tidlig safari. Vi havde dog også en pose med frugt og snacks med til turen, når vi nu ikke fik morgenmad inden.

Der var kø ved indgangen til parken, da vi kom frem lidt i seks. Vi har dagens jeep nr. 58, hvilket fremgik af den token, som vores chauffør fik. Der bliver maksimalt lukket 700 jeeps ind.

Eftersom vi i går var så heldige at se tre forskellige leoparder, var dagens første prioritet at se en bjørn. Måske var det grunden til, at vores chauffør kørte til en anden del af parken, hvor der ikke var så mange andre. De fleste ledte jo efter leoparder. Det betød, at vi en stor del af turen kørte alene, så vi mærkede ikke til de mange jeeps i parken.

Vi var desværre ikke så heldige at se en bjørn – og heller ikke nogen leoparder eller elefanter. I stedet fik vi igen set vildsvin, krokodiller, dådyr samt en masse flotte fugle – bl.a. en ørn. Derudover fik vi set det utrolige landskab med store klipper, der ragede op i landskabet, grønne vandhuller og halvtørre vandhuller med døde træer og udtørret græs. Vores chauffør talte undervejs med flere andre chauffører, og i dag havde ingen set leoparder eller bjørne. Mahinda fortalte også, at han ikke havde set leoparder de sidste tre måneder, hvilket blot bekræftede, at vi var heldige at have set hele tre på gårsdagens safari.

Efter 3½ times safari kom vi tilbage på resortet til morgenmadsbuffet – en lækker buffet. Når bare Valdemar får chokopops og pandekager, er han tilfreds. Det bliver hårdt at komme hjem til hverdagen og havregryn! Da vi kort efter var tilbage i hytten, stod der pludselig et stort vildsvin lige udenfor vores hytte og græssede. Vi blev indenfor!

Vi tog selvfølgelig en tur i poolen inden frokosten. Mens vi var ved poolen, dukkede en stor elefant op ved bredden på den anden side af søen. Bagefter gik vi en tur på resortets område og et smut ned på stranden, hvor store bølger slog ind over de store sten. Badning var forbudt på grund af bølger og strøm, så vi nøjedes med en gå tur langs vandet. Da vi efterfølgende kom forbi receptionen, kom fire store vildsvineunger løbende gennem resortet lige ved siden af os.

Derefter tog vi en slapper i hytten igen – og så endnu en tur i poolen. En stor flok bøfler kom tæt forbi poolen, og en flok vildsvin var ved at komme i konflikt med tre hunde. De skiftedes til at jage hinanden, og på et tidspunkt var Valdemar ved at stå i vejen for jagten.

Tilbage i hytten opdagede vi en masse aber udenfor. Der kom en helt flok, der åbenbart havde besluttet at skulle hen over vores hytte. Som vi stod på terrassen, kom flere aber løbende imod os, satte af på en udendørslampe ved vores dør og hoppede så op på taget lige over vores hoveder.

Trods vi havde været alt for tidligt oppe, holdt vi ud til sen aftensmad. Efter en drink på tagbaren, gik vi i buffetrestauranten kl. 19.30. Britt fik bl.a. smagt tre slags curry (anede ikke, at der fandtes agurkecurry!), mens Casper heller ikke denne gang var så eventyrlysten. Valdemar spiste en god portion grøntsager, og så gik vi alle ombord i den enorme dessertbuffet.

Valdemar er nu langt inde i drømmeland, hvilket er forståeligt nok, så tidligt vi har været oppe. I morgen skal vi heldigvis ikke på morgensafari, så der er ikke noget vækkeur, der ringer.

Cinnamon Wild Yala, Kirinda, Sri Lanka, kl. 21.00, mandag den 30. juli 2018
Før kl. 4 i morges blev vi vækket: en flok aber hoppede rundt på taget af vores hytte, hvilket larmede en del. Det lykkedes os dog at falde i søvn i dag, og uden et vækkeur vågnede vi alle lidt over syv. Klokken blev dog alligevel næsten ni, førend vi indtog den store morgenbuffet. Efter morgenmaden hyggede vi igen i hytten og fik skrevet en del postkort inden en tur i poolen. Også i dag kom en elefant til søen ved poolen for at drikke.

Efter frokost var det tid til vores sidste safari her i Yala National Park. Det var desværre ikke den samme chauffør som de forrige to dage, og af forskellige grunde kunne vi ikke rigtigt lide dagens chauffør. At vi så heller ikke så hverken leoparder eller bjørne og kørte på de mest ujævne veje, så vi bumpede godt rundt i jeepen, hjalp heller ikke på det. Vi fik dog alligevel noget ud af turen. Vi fik set flere mangustere, de store næsehornsfugle, elefanter, krokodiller, dådyr og en del flotte fugle. Og så selvfølgelig en masse bøfler – de svigter aldrig. Den fire timer lange safari var en støvet fornøjelse, så vi trængte alle til et bad efterfølgende.

Også i dag nåede vi lige op og vende på restaurantens tagterrasse inden middagen. Derfra kunne vi igen se tusinder af stjerner samt mange lyn i det fjerne. Til vores overraskelse var der nye retter i aftenens buffet, og en masse nye desserter. Valdemar holdt sig igen til en portion grøntsager, inden desserten blev indtaget.

Vi håber, at vi i nat ikke bliver vækket af vilde aber!

Grand Udawalawe Safari Resort, Udawalawe, kl. 20.00, tirsdag den 31. juli 2018
Vi fik ikke meget søvn i nat. Lidt før midnat vågnede vi med et sæt, da Valdemar næsten skreg ”Av, det gør ondt”. Vi troede først, at han havde ondt i maven. Men da han klagede over ondt under armen, måtte vi undersøge det nærmere. På hans skulderblad fandt vi to små bidmærker og tænkte straks slange.

Mens Britt googlede ”snake Sri Lanka”, ledte Casper efter synderen. Den fandt han under Valdemars hovedpude. Det var ikke en slange, men derimod en ca. 6-7 cm. lang skolopender. Ny Google-søgning, og vi fandt forklaringen på Valdemars konstante gråd og ”Av av av, det gør ondt!” Skolopendre på Sri Lanka har et giftigt bid, der giver meget kraftige smerter – et sted beskrevet som 10 x bistik, et andet sted som 10 på en smerteskala fra 1 – 10, og til sidst en, der skrev, at han havde troet, at han fik et hjerteanfald. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at Valdemar havde meget ondt. Alle steder stod der dog, at biddet ikke var farligt, medmindre man var allergisk, og at de værste smerter ville aftage indenfor 24 timer.

Vi fik renset biddet, givet Valdemar noget smertestillende og smurt kølende aloe vera på. Det hjalp bare ikke rigtigt. Efter 1½ time faldt Valdemar i søvn for blot at vågne en halv times tid senere med lige så mange smerter. Da han efter godt fem timer begyndte at klage over brystsmerter, søgte Britt hjælp i hotellets reception. De ringede og vækkede en naturguide. Han bekræftede, at biddet ikke var farligt, medmindre man var allergisk. Brystsmerter var dog ikke almindelige. Da Britt kom tilbage, var Valdemar imidlertid faldet i søvn, så vi valgte ikke at få fat i en læge. Da vi vækkede Valdemar tre timer senere, da vi skulle afsted, var han helt på toppen igen. Smerterne var væk, og tilbage var kun lidt ømhed i skulderen og et stort rødt mærke omkring biddet. En grim oplevelse! At Britt samtidig i løbet af natten er blevet ædt af myg og som følge deraf har en ret hævet hånd er småting i forhold til Valdemars ’insekt-encounter’

Vi fik spist morgenmad og var så klar til den videre køretur. Vi var alle godt trætte, og Valdemar var da også – utroligt nok – den eneste af os, der ikke lukkede øjnene bare et kort øjeblik på den 2½ time lange køretur.

Det vrimler med påfugle her, og mange lokale samler tabte fjer og sælger dem. Selvom vi egentlig ikke ved, om det er lovligt at tage fuglefjer med hjem til Danmark, gjorde vi et stop for at købe nogle påfuglefjer. Til mindre end 5 kr. for to fjer, gad vi ikke prutte om prisen – og Valdemar fik så også to helt små fjer med. På vores videre køretur så vi en elefanttransport – altså en lastbil med en levende elefant på ladet!

I Udawalawe besøgte vi et elefantbørnehjem, hvor vi så de ca. 40 elefantunger blive fodret med modermælkserstatning. Når ungerne er ca. 7 år gamle, bliver de sat ud i naturen igen. En ældre elefant boede dog fast på børnehjemmet – med en benprotese ville den nemlig ikke kunne klare sig i naturen.

Fra børnehjemmet kørte vi til hotellet, hvor vi var så heldige at blive opgraderet til deres royal suite – sikkert fordi der ikke var plads til Valdemars ekstraseng på deres almindelige værelser. Vi spiste frokost på hotellets restaurant, og så var det tid til eftermiddagens elefantsafari i Udawalawe National Park.

På turen i åben jeep til nationalparken passerede vi igen broen, hvor en stor hanelefant stod og tiggede mad. Mahinda fortalte, at den var svømmet over den store sø fra nationalparken og nu stod hver dag på skråningen mellem broen og søen og levede af det mad, som forbipasserende bilister fodrede den med. Den bevægede sig ikke og var derfor blevet overvægtig og havde fået sukkersyge af forkert kost. Et sørgeligt syn og et trist liv for en ellers vild elefant.

I nationalparken kom vi helt tæt på de store elefanter, ligesom vi så mange andre dyr. Det småregnede lidt, hvilket blot gjorde temperaturen til at holde ud. Vi blev dog noget støvede og ret vindblæste – især på køreturen tilbage til hotellet. Så det var dejligt med en dukkert i poolen. Vi benyttede os af at have fået en suite med spisebord og bestilte aftensmaden til værelset. Mens vi ventede, prøvede Valdemar boblebadet.

Valdemar ligger nu og sover. Vi er så glade for, at han er helt på toppen efter nattens grimme hændelse. Eneste synlige tegn er kun de to røde mærker fra biddet og et rødt plet på måske 10 centimeter i diameter.

Fortaleza Hotel, Galle, Sri Lanka, kl. 20.30, onsdag den 1. august 2018
En friskbagt vaffel til morgenmad, og så var Valdemar tilfreds. Forude ventede næsten tre timers køretur til Sri Lankas tredje største by, Galle.

Udsigten fra bilen var underholdende – små veje gennem forskelligt landskab og små byer med kaotisk trafik. Vi holdt en kort pause for at strække ben og trække frisk luft ved et tempel, der desværre var lukket.

Små 40 kilometer fra Galle ramte vi endelig Sri Lankas eneste motorvej, der stadig bliver længere mod syd. På vores køreture på tværs af Sri Lanka har vi set advarsler om både køer, varaner og elefanter på vejen. På motorvejen så vi et nyt advarselsskilt: Påfugle på veje. Ja, der er rigtigt mange påfugle her på Sri Lanka.

I Galle var vores værelse ikke helt klar, så vi gik straks ud og kiggede nærmere på byen. Vi havde lovet Valdemar en is, men de to første is-tuk-tuks havde ikke en af de is, som Valdemar gerne ville have. Det havde den tredje, men dette til en pris, der lå måske 70 % højere end hos de forrige. Smart ikke at have priser på skiltet, så prisen kan sættes efter kunden. Vi nægtede at betale overpris og endte i stedet på en isbar, hvor isen kostede det mangedobbelte. Til gengæld var der også tale om 1. klasses gelato.

Undervejs i vores jagt på is havde vi besøgt flere butikker og bl.a. fået købt nogle souvenirs, ligesom vi også havde gået på fortets ydermur. Her indenfor fortets mure er både butikker og spisesteder meget turistprægede. Det betød også, at vi fandt mange gode spisesteder.

Til frokost fik vi de lækreste pizzaer, vi har smagt på Sri Lanka. Selv Valdemar var godt tilfreds, og han har ellers været god til at brokke sig over maden på denne ferie. De næste par timer fortsatte vi med at gå rundt og kigge på byen og butikkerne. Hele tiden holdt vi os dog inden for fortets mure, så vi har jo egentlig kun set en lille del af storbyen, Galle.

Dette hotel er feriens eneste uden pool. Sidst på eftermiddagen tilbragte vi på vores hyggeligt hotelværelse med at spille Uno. Da solen var ved at gå ned, gik vi igen op på ydermuren, men solnedgangen var dog skjult bag en masse skyer. Det var nok alligevel også mere underholdende at kigge på alle de lokale, der også gik tur på volden, eller familierne, der satte drager op.
Også til aftensmad valgte vi italiensk – et lækkert lille pastasted, hvor vi for en gangs skyld ikke skulle vente evigheder på vores mad. Det er ellers normen her på Sri Lanka at vente ½ – 1 time på mad i en restaurant. Hurtig betjening og superlækker mad!

På vej hjem i mørket nåede vi ind i endnu et par butikker, og vi er næsten sikre på, at vi har været igennem alle gader her i Galle Fort. På det hotelværelse, som vi skulle have overnattet på, virkede a/c-anlægget ikke, så vi fik i stedet deres masterbedroom – et stor værelse indrettet i en stil, der matcher denne gamle kolonibygning. Valdemar er glad for, at han her også har myggenet ned over sin seng.

I morgen går turen videre til feriens sidste stop, nemlig tilbage til Colombo, hvor vi startede ferien for næsten tre uger siden.

Galle Face Hotel, Colombo, Sri Lanka, kl. 20.45, torsdag den 2. august 2018
Da vi tjekkede ud i morges, nåede vi lige at få hilst på hotelkatten, Trevor – en lille hunkat. Så var det tid til feriens sidste lange køretur tilbage til Colombo.

Der var 117 km., hvoraf langt de fleste foregik på en halvtom motorvej. Turen ud til motorvejen og ikke mindst fra motorvejen igennem Colombos kaotiske trafik betød dog, at turen samlet set tog mere end to timer.

På turen så vi måske 50 arbejdere, der var i gang med at slå græs og lignende langs motorvejen. De går meget op i, at der er pænt, hvilket måske er årsagen til, at det ikke er så stor arbejdsløshed blandt ufaglærte. Blandt højtuddannede er arbejdsløsheden dog høj, hvorfor mange rejser til udlandet for at arbejde. En af Sri Lankas største indkomstkilder er derfor personer i udlandet, der sender penge hjem til herboende familiemedlemmer. Mahinda har også tidligere fortalt, at størstedelen af hans familie arbejder i udlandet – hans søn eksempelvis i Bangladesh.

Vores værelse var ikke helt klar, da vi ankom. Vi fik dog at vide, at der i stedet var en suite ledig, som vi kunne blive opgraderet til. Vi skulle dog bare være forberedt på, at vi nok ville kunne høre lidt musik fra et bryllup, der blev holdt på hotellet. Brylluppet ville dog slutte senest 23.30, så vi tog chancen og sagde ja til suiten.

Efter et kort ophold på værelset, som egentlig er to værelser, gik vi ud. Vi fik til Viharmahadevi-parken, hvor legepladsen i plast dog var for varm til, at Valdemar havde lyst til at lege på den. Vi fortsatte derfor til et nærliggende shoppingcenter, hvor vi shoppede lidt og spiste frokost. Utroligt nok var de løbet tør for oksekød på burgerstedet. De havde dog heldigvis også andet lækkert mad på menukortet. Derefter tog vi en tuk-tuk tilbage til hotellet. En tilbød os at køre os for 500 rupee – en anden chauffør var villig til at køre på taxameter, og så blev det kun 277 rupee.

Galle Face Hotel er et af Sri Lankas ældste hoteller (hvis ikke det ældste?) og har derfor masser af historie. Derfor arrangerer hotellet to gange om ugen en guidet rundvisning på hotellet. Den havde vi tilmeldt os, så kl. 15 var vi tilbage på hotellet til rundvisningen. Det var rigtigt interessant at høre hele historien fra begyndelsen i 1864. På hotellet er endda et lille museum, hvor de mest berømte gæster er nævnt – eksempelvis Mark Twain, Dronning Ingrid, Dronning Elisabeth, Richard Nixon, J. D. Rockefeller, Harrison Ford, Robbie Williams samt flere indiske premierministre og japanske kejsere.

Vi besøgte også hotellets festsale, hvor der i det ene netop var afsluttet et bryllup – og en time efter startede det næste bryllup. Vi fik derfor også set brudeparrene, der var på vej rundt på hotellet for at få taget billeder. Det medførte en længere, men interessant snak om landets bryllupstraditioner, der selvfølgelig er forskellige afhængigt af religionen.

Efter godt en times rundvisning var det pooltid! Vi nåede at få tørt tøj på, inden vi igen var ved vandet på den berømte skakbræt-terrasse. Hver aften hives flaget ned ved solnedgang, mens der spilles på sækkepibe. Meget højtideligt. Det overværede vi, mens vi drak et par drinks.

Vi havde egentlig tænkt at finde en restaurant i nærheden, men endte med at spise i hotellets bar, da klokken var blevet mange.

Vi skal først hjem i overmorgen, men vi er allerede så småt begyndt at få pakket taskerne korrekt, så der er plads til det hele. Valdemar sover allerede, og vi håber også, at vi kan falde i søvn til musikken fra bryllupsfesten…

Galle Face Hotel, Colombo, Sri Lanka, kl. 20.45, fredag den 3. august 2018
Vi sov længe i morges, for vi havde ikke de vilde planer for i dag. Vi gav os derfor også god til ved den store morgenmadsbuffet, der nemt kunne tilfredsstille os alle tre.

Efter morgenmaden gik vi afsted. Målet var et shoppingcenter godt 3 km. væk. På vejen dertil var vi inde i en del andre butikker, som vi kom forbi. Shoppingcenteret havde mange butikker, men ikke rigtigt nogen, som vi kendte. Der var tale om butikker med billige, nok kinesiske varer. Casper fik en crickettrøje og Valdemar et sæt fodboldstøj.

Frokosten blev indtaget på Pizza Hut på den anden side af vejen. Der lå også et mall, men det viste sig udelukkende at have butikker, der solgte computere og andet elektronik. Supermarkedet i kælderen havde desværre ikke den øl, som vi gerne ville købe med hjem. Derfor tog vi en tuk-tuk til et andet butikscenter med et supermarked. Vi gik gennem supermarkedet, men kunne ikke se, at de solgte alkohol. Da vi udenfor satte os for at spise en is, opdagede vi dog alkoholafdelingen – en lille butik i et fjernt hjørne af supermarkedet. Der fik vi købt rigeligt med souvenirs med hjem i form af srilankansk øl og spiritus.

Fra supermarkedet var der heldigvis ikke langt til vores hotel. En sidste tur i poolen skulle vi selvfølgelig også, og bagefter blev der tid til at spille lidt Uno på værelset.

Før solnedgang sad vi igen på skakbrætterrassen med hver vores drink, så solen gå ned og se flaget blive hivet ned til sækkepibens musik. Fra terrassen gik vi til hotellets buffetrestaurant, der havde indisk aften. Casper var lidt skuffet, da der manglede alle de lækre indiske retter, som vi plejer at spise, når vi er på indisk restaurant. Britt kastede sig ud i en masse mærkeligt, mens Valdemar spiste en masse grøntsager, inden vi gik ombord i desserterne.

Vækkeuret er nu sat til at ringe kl. 6 i morgen tidligt, for kl. 8 i morgen er der afgang mod lufthavnen – vores sidste køretur med Mahinda.