Mövenpick Hotel, Amman, kl. 19.45, mandag den 14. oktober 2019
I går eftermiddags startede vores efterårsferie rigtigt med frokost på Cocks & Cows i lufthavnen. Med godt en halv times forsinkelse lettede vi, og ca. 4½ times kedelig flyvetur (ingen underholdning og kedelig mad!) senere landede vi her i Amman.

Før paskontrollen fik vi endelig mødt de andre danskere, som vi skal rejse rundt med den næste uges tid. Til vores positive overraskelse er vi en gruppe på kun 22. Rejsebureauet, Viktors Farmor, der ellers reklamerer med få deltagere på deres rundrejser, var en væsentlig større gruppe, så vi i lufthavnen. Ved paskontrollen blev vi gelejdet ind på en lang række i en bestemt rækkefølge, så vores pas blev afleveret i den helt rigtige orden. Mens vi ventede på vores kufferter, ordnede en lokal guide vores visa. Ude i ankomsthallen mødte vi vores danske guide, Rasmus.

En lille times kørsel til hotellet og så et hurtig check in. Med en madpakke fra hotellet som aftensmad kom vi til vores værelse. Der manglede en seng til Valdemar, så vi gik i receptionen igen. Først efter knap 1½ time og fire besøg i receptionen, fik vi endelig en ekstra opredning til Valdemar, så vi kunne komme i seng godt efter midnat.

I dag havde vi besluttet at melde fra til den arrangerede tur til Jerash og Uhm Qais og i stedet tilbringe dagen på egen hånd i Amman. Efter en lidt kedelig morgenmad begav vi os afsted. Første stop var en ATM, for uden kontanter kunne vi ikke tage en taxa som planlagt.

Det var ikke noget problem at fange en taxi, men sværere var det at fortælle, hvor vi ville hen. Den første chauffør kunne intet engelsk – og det kunne den næste heller ikke. Med lidt hjælp fra nogle andre og ved at vise et billede i vores guidebog, fandt han endelig ud af, hvor vi ville hen. Hotellets taxaservice ville have 10 dinarer for turen, så da han ville have 5, prøvede vi ikke at prutte om prisen eller insistere på at køre på taxameter.

Gennem tæt trafik nåede vi endelig frem til det romerske amfiteater i downtown Amman. Egentlig var der planlagt et besøg der i vores rejseplan for i morgen. Vores guide, Rasmus, fortalte dog i går aftes, at på grund af en planlagt demonstration ved teatret, må vi opgive et besøg der. Derfra kravlede vi selv til toppen af teatret og nød det gamle bygningsværk og udsigten over centrum.

Fra amfiteatret gik vi igennem de smalle gader i centrum. Det var fascinerede at se udvalget i butikker og på markedet – hvad enten det var reparerede køkkenmaskiner, madrasser, legetøj eller grøntsager. Trafikken var tæt, men vi valgte alligevel at tage en taxi til næste stop, Jordans største moske, King Abdullah-moskeen. Taxameteret endte på 1,40 dinarer. Iført sorte abayaer (Valdemar slap) og på strømpesokker fik vi lov at gå ind i den store bedesal. Det var dog næsten tid til middagsbønnen, men vi havde lige tid nok, inden vi blev ”smidt” ud. Udenfor på fortovet kunne vi så høre, at der blev kaldt til bøn fra moskeens minaret.

Planen var egentlig at fange en taxi tilbage til hotellet, men det var ikke så nemt. Vi gik forbi Palace of Justice, hvor flere domstole ligger. Udenfor på fortovet sad en lang række fortrinsvis ældre mænd ved hvert deres bord med en skrivemaskine. Om de renskrev retsdokumenter eller hvad, fandt vi ikke helt ud af, men pudsigt så det ud. Problemet var, at mange medarbejdere fra retten også skulle bruge en taxi, så der var rift om dem.

Som vi gik videre og spejdede efter en ledig taxi, kom vi forbi Abdali Mall, derudefra så noget lukket ud. Indenfor var dog fyldt med fine butikker med kendte mærker. Vi droppede dog at kigge i butikker og begav os direkte til food courten, hvor Valdemar valgte stedet – ja, naturligvis McD.

I centerets store supermarked tilbragte vi lidt tid og forsynede os med rigeligt med snacks til resten af ferien, inden vi endelig fangede en taxi, der bragte os tilbage til hotellet. Havde vi ikke aftalt en fast pris (3 dinarer) ville vi have troet, at han fuppede os. Nu blev vi istedet bare i tvivl om han kørte mod det forkerte hotel, men han forsikrede os om, at de mærkelige omveje var for at undgå den værste trafik.

Midt på eftermiddagen var vi klar til en tur i hotellets pool, men den var spærret af. I receptionen sagde de, at den var lukket for vinteren. Da vi blev ved med at spørge hvorfor, blev vi henvist til hotellets health center, der også fortalte, at den var lukket for vinteren, da der ikke var en livredder. Vi forsikrede hende om, at vi overlevede det ”kolde” vand og ikke behøvede en livredder – og efter en opringning til en manager, fik vi lov at komme i poolen – og afspærringen blev fjernet. Vandet var ikke ligefrem varmt, men det var fint nok for os.

Da vi kom til restauranten kl. 18.30, havde vi den helt for os selv. Buffeten var præget af enkelte arabiske gryderetter, mens dessertbuffeten bugnede af forskellige små kager. Vi fik smagt en del – og Britt fandt en ny yndlingsdessert: Umm Ali.

Vi er nu klar til at komme i seng, da vi skal tidligt op og afsted i morgen…

Hyatt Zaman, Wadi Musa, kl. 21.00, tirsdag den 15. oktober 2019
Det lynede og tordnede i nat, og da vi sad og spiste morgenmad, regnede det stadig. Da vi forlod hotellet kl. 8, var regnen dog stoppet – og den overskyede himmel og lidt vind var velkomment.

I Ammans myldretidstrafik kørte vi med bussen til Citadel – ruiner af et gammelt palads. Det flotteste var dog udsigten over centrum af Ammans kaotiske liv. Fra Citadel lagde vi Amman bag os og kørte til Madaba. Da vi forlod centrum af Amman, fik Valdemar lov at sidde med tabletten – og med wifi stod den bl.a. på YouTube-videoer. Vi andre fulgte med ud ad vinduerne. I udkanten af Amman lå kæmpe villaer i det golde landskab. De bare marker var fyldt med plastik – ikke noget kønt syn.

I Madaba gik vi en kort tur igennem byen til Skt. Georg-kirken, der er kendt for det store mosaikgulv, der forestiller et kort over Mellemøstens vigtige steder for kristne pilgrimme. Fra Madaba var der ikke langt til Mt. Nebo, hvor Moses efter sigende skulle ligge begravet. Trods det overskyede vejr og dermed lave sigtbarhed, var udsigten alligevel fascinerende.

Ikke langt fra Mt. Nebo gjorde vi holdt ved et værksted, hvor fysisk handicappede fremstiller mosaikker i alle afskygninger. Vi blev ”forfulgt” rundt i butikken af en sælger, der dog til sidst fandt ud af, at vi ikke ville købe noget. Det var ret dyrt – og mosaikker er nok ikke lige os.

Vi fortsatte ud på motorvejen igennem et goldt ørkenlandskab – kun brudt af elmaster. Enkelte steder var store fabrikker, og andre steder havde en beduin slået sit telt op, mens han vogtede en flok geder. Mere fascinerede end kønt. Frokosten blev indtaget på en kaotisk restaurant ved en tankstation på motorvejen in the middle of nowhere. Ikke nogen større kulinarisk oplevelse. Lyspunktet var, at der var en butik ved restauranten, hvor vi bl.a. fik købt en fin bog om Jordan.

Efter den sene frokost var der et par timers kørsel til næste stop. På motorvejen var netop lagt fin ny asfalt – i nordgående retning! Mod syd, hvor vi kørte, var asfalten elendig!

Sidst på eftermiddagen nåede vi resterne af den gamle tempelridderborg, Shobak. Selvom det ikke lige var til at se, hvilke ruiner, der var ægte, og hvad der var genskabt for nyligt, fik vi et godt indtryk af, hvor imponerende borgen har været i sin tid. Valdemar løb kækt omkring – og tog så også lige et styrt med nogle mindre skrammer til følge. Han blev heldigvis hurtigt ok igen til at løbe videre. Solen var ved at gå ned, da vi forlod Shobak, hvilket lagde borgen i et flot lys.

Det var næsten mørkt, da vi kørte igennem Wadi Musa, men vi kunne alligevel se byen flotte beliggende på hver side af kløften, hvor Petra ligger. Vores guide havde advaret os om, at hotellet her mindede om en forvirret, arabisk landsby med smalle gader, hvor husnumrene – eller i dette tilfælde værelsesnumrene – ikke helt var fortløbende. Vi kunne derfor ikke andet end grine, da vi alle rendte forvirret rundt og forgæves ledte efter vores værelser.

Aftensmaden indtog vi hele gruppen sammen i hotellets restaurant. Endnu en buffet, men her heldigvis en lækker en af slagsen. Selvom det var hyggeligt at sidde og tale med vores guide og nogle af de andre i gruppen, smuttede vi som de første tilbage til værelset. Så hurtigt, at vi rendte fra vores regning på drikkevarerne, hvilket de lige har ringet og fortalt. Lidt pinligt!

Vækkeuret ringer før kl. 6 i morgen, da der er tidlig afgang til Petra… Der ligger dog ikke mindre end to moskeer ganske tæt på vores hotel, så mon ikke vi bliver vækket endnu tidligere af morgenbønnen?

Hillawi Camp, Wadi Rum, kl. 20.00, onsdag den 16. oktober 2019
Kl. 5.05, kl. 5.20 og igen kl. 5.53 blev der kaldt til bøn. Så var vi vågne! Kl. 7.15 var der afgang mod Petra, så kl. 8 gik vi gennem indgangen.

Der var heldigvis ikke så mange mennesker, som vi gik igennem den 3 km. lange kløft, der fører ind til området. Akustikken skulle være helt speciel der, hvor kløften var smallest, så vores lokale guide, Zala, fik os til at synge Mester Jacob for at bevise det. Underholdende var det i hvert fald. På turen gjaldt det om at lytte efter lyden af hestevogne, for hestevognene havde fart på, så det gjaldt om at gøre plads til dem i den smalle kløft.

Selvfølgelig var højdepunktet, da Skatkammeret endelig kom til syne for enden af kløften. Det var lige så flot som forventet! Med vores guider gik vi længere ind i området, mens vi løbende stoppede og fik fortalt historien om Petra.

Kl. 9.30 blev vi sluppet fri med et kort over det enorme område. Vi valgte at tage den hårde rute op til klosteret, der faktisk er den største konstruktion i Petra. Vores danske guide sagde, at der var 700 trin, mens vores lokale guide sagde 1000. Uanset antallet af trin var det en hård tur, hvor vi dog nød godt af lidt skyer på noget af turen. Flere gange blev vi overhalet af turister, der havde valgt at tage turen derop på æselryg – og ligesom med hestevognene gjaldt det om at flytte sig.

Vi nåede toppen, og det var den hårde tur værd. Enkelte andre i vores gruppe havde også taget turen derop – og de var alle imponerede over, at Valdemar klarede det. Turen ned gik noget hurtigere – og helt tilbage i dalen valgte vi at købe en cola og en slush ice på det første og det dyreste sted, som vi mødte. Det havde vi fortjent.

Vi gik tilbage igennem dalen – bl.a. op ad flere bakker og trin for at komme op til de store kongegrave. Og selvfølgelig var der den 3 km. lange tur igennem kløften tilbage til bussen. Da vi kom tilbage til indgangen, havde vi i alt gået knap 16 km. Allerede hjemmefra fra Petra feriens højdepunkt – og stedet skuffede ikke! Inden vi kørte, nåede vi også lige en hurtig tur igennem det nye museum om Petra. Lidt antiklimaks, når man lige har set den ægte vare.

Få hundrede meter fra indgangen spiste vi sen frokost med resten af gruppen: buffet med nogenlunde samme udvalg, som vi har oplevet alle steder. Vi savner en a la carte menu – måske med en pastaret…

Vi kørte derefter videre mod Wadi Rum. Udover et toiletstop stoppede vi kun ved den gamle togstation på Hejaz-jernbanen. Som vi gik og kiggede på de gamle toge fra Lawrence of the Arabias tid, begyndte det at regne kraftigt. Så vi løb alle hurtigt tilbage til bussen.

Da vi ankom til vores beduinlejr her ude i ørkenen, gik vi næsten med det samme afsted med vores guide ud i sandet. Planen var egentlig at se solnedgangen af et nærliggende højdepunkt. I stedet blev det en hård tur gennem det bløde sand med udsigt til tunge skyer og kæmpe lyn. Imponerende nok. Det var helt mørkt, da vi kom tilbage til lejren – som i helt mørkt, for der var ingen strøm og dermed ingen lys i lejren.

Med lyset fra vores mobiltelefoner fandt vi rundt og satte os samlet ved ”restauranten”. Da det ikke længere kun lynede og tordnede, men også begyndte at regne, rykkede vi ind under teltdugen. Stadig i mørke var vi ude at se, da de gravede maden op (i lyst fra en bils forlygter), som var blevet tilberedt i sandet. De kæmpede for at få en generator til at køre – og i cirka et minut kom der da også lys i lejren igen. Vi endte med at sidde og spise i mørke. Enkelte satte et glas over lommelygten i deres mobiltelefon og skabte på den måde en lille lampe på bordet. Maden havde stort set samme indhold som de øvrige buffeter, som vi er ved at være lidt trætte af.

Valdemar var efterhånden godt træt, så vi smuttede hurtigt tilbage. Vi sidder nu i vores ”telt” i mørket og håber, at der snart kommet strøm. Vi er ligeglade med lys nu, men vi har diverse devices, der trænger til opladning – og så vil vi gerne have gang i aircondition-anlægget, som trods alt er her i vores ”telt”. Det passer ikke, når nogen siger, at det er koldt i ørkenen om natten!

Vi har i alt gået knap 20 km. i dag – og det har været rigtigt meget på trapper, bakker eller i blødt sand. Vi gruer for, hvordan vores ben vil have det i morgen og de kommende dage…

Grand Tala Bay Resort, Aqaba, kl. 20.15, torsdag den 17. oktober 2019
Strømmen kom igen kl. 22 i går aftes – og så kunne vi endelig få gang i aircondition, så temperaturen kunne komme ned på et tåleligt niveau.
Morgenmaden i beduinlejr var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Valdemar var dog rigtig tilfreds med deres blanding mellem spejlæg og omelet.

Efter morgenmaden var det tur til jeepsafari i ørkenen. På ladet af en jeep kørte vi først ud til en klippe, hvor vi i det tunge sand gik det sidste stykke til toppen. Næste stop var en flok kameler (eller rettere sagt dromedarer), hvor vi fik lært lidt om dem. Her i Jordan kan man tage en uddannelse i dromedarer – vist på bachelorniveau – og vores lokale guide har taget halvdelen af denne uddannelse, så han fortalte. Til sidst kørte vi til en beduinlejr – eller rettere sagt en lejr lavet for at kunne tilbyde te og sælge souvenirs til turister. Ikke særligt autentisk.

Især Valdemar og den 11-årige pige i gruppen havde en fest i vores hoppende jeep og var glade for, at vi kørte forrest – trods en anden chaufførs utallige forsøg på at overhale. Ved indkørslen til lejr skød han genvej ud over en sandbakke – og vi tabte kapløbet på målstregen.

Fra ørkenlejren i Wadi Rum kørte vi sydpå til Aqaba. Det viste sig, at der var lidt kludder i hotelbookingerne, så vi forsøgte først at tjekke ind på det forkerte hotel. Vores guide, det danske rejsebureau og alle os gæster havde fået oplyst et hotel, men den jordanske agent havde bare booket et andet.

Eftermiddagen var sat af til snorkeltur i Det Røde Hav. Den havde vi dog meldt fra til, da vi var sikre på, at Valdemar meget hellere ville bade i hotellets pool. Vi skyndte os derfor i badetøjet og tog en tur i den fine børnepool med vandrutsjebaner. Derefter var det blevet tid til frokost, som blev pizzaer i poolbaren.

Vi måtte lige en tur i Det Røde Hav. Valdemar og Casper nåede helt i, mens Britt nøjedes med lige hurtigt at dyppe tæerne. Der var mange sten og efter sigende nogle dyr på havbunden, som man bare ikke skulle træde på. Derfor var badesko et must – og sådanne havde vi ikke. Vi havde dog ikke noget problem med at smutte tilbage i den store pool, inden vi gik tilbage til børnepoolen. Efter en is/smoothie/kaffepause i poolbaren og en kort gåtur langs vandet var vi tilbage i poolen.

Sidst på eftermiddagen kom vi endelig ud af badetøjet og gik så en kort tur til en nærliggende marina. Der lå en masse motorbåde – 39 fod var en af de små både! I marinaen fandt vi også feriens første liquor store, så vi fik købt både jordansk øl og vin til at tage med hjem.

Vi havde overvejet at springe den inkluderede aftensmad over for i stedet at prøve poolbarens burgere. Men da poolbaren havde lukket, blev det til endnu en hotelbuffet til aftensmad. Dessertbuffeten var overvældende – en af de andre i gruppen talte 30 forskellige. Alligevel var der ikke så meget, der fristende. Selv Britts nye yndlingsdessert, Umm Ali, havde de ødelagt ved at putte rosiner i. Vi kom derfor hurtigt tilbage til værelset, hvor Valdemar i stedet har hygget med chips.

Holiday Inn Resort Dead Sea, Sowayma, kl. 20.30, fredag den 18. oktober 2019
Lige efter morgenmaden var det tid til dagens lange bustur mod nord. Flere i gruppen var småsløje, så vi holdt hurtigt et stop for at få luft. Dagens næste stop for at strække ben var virkelig midt i ingenting. Et stykke inde på en bar mark stod en halvfærdig betonbygning, hvor de fleste hankøn ”lettede ben”, mens hunkønnene kneb sammen. Der var heldigvis ikke så langt til frokoststop, som også var midt i ingenting.

Igen igen var der buffet. Måske forbi klokken kun var 11.30, måske fordi flere var dårlige eller måske fordi andre lige som os var godt trætte af den samme slags buffet, betød, at kun 3 – 4 i gruppen valgte at spise frokost. Vi andre købte chips og andre snacks i stedet til resten af busturen. Ved restauranten lå også en stor souvenirshop, hvor vi købte et par ting – og så fik Valdemar et flot jordansk flag foræret.

Det blev midt på eftermiddagen førend vi nåede frem til vores hotel her ved Det Døde Hav. For tredje gang på ferien kunne vi konstatere, at der manglede en opredning til Valdemar. Irriterende, når nu vores guide, Rasmus, har bekræftet, at det skulle være i orden.

Så snart vi havde fået bragt vores kufferter op til værelset, kom vi i badetøjet. Vi skulle selvfølgelig en tur i Det Døde Hav. Måske havde vi advaret Valdemar for meget om, at han ikke måtte få vand i øjne eller ører, og fortalt, at den ville svie, hvis han havde nogle rifter. I hvert fald nægtede Valdemar at sætte sig i vandet for at mærke effekten af det kraftige saltvand. Casper og Valdemar gik derfor hurtigt op igen, mens Britt flød lidt rundt.

En livredder stod i vandkanten klar med en flaske vand til at skylle øjne med og var meget opmærksom på de badende. Britt fik faktisk et par små dråber vand i øjnene, men klarede sig heldigvis uden førstehjælp fra livredderen. Men det sved! Ingen af os prøvede mudderbad. I stedet gik vi fra stranden op til en af hotellets mange pools.

Hotellet har i alt fem pools, men en var lukket, og en anden var forbeholdt voksne. Derfor fik vi kun prøvet tre forskellige, inden vi efter et par timer kom op på værelset. Solnedgangen over de israelske bjerge på den anden side af havet, fik vi kun delvist set fra vores balkon, mens Valdemar svømmede videre i badekarret.

Endnu en hotelbuffet til aftensmad, men denne gang en rigtig lækker en! Selv Valdemar guffede før og kunne slet ikke spise nogle af de mange desserter. Det kunne vi!

Der er afgang allerede kl. 7 i morgen, så vi går i seng nu.

Holiday Inn Resort Dead Sea, Sowayma, kl. 21.30, lørdag den 19. oktober 2019
Ligesom aftenbuffetten i går, var morgenmadsbuffetten også lækker. Vores guide, Rasmus, havde dog sine egne Ota Solgryn med – ligesom han i Wadi Rum medbragte sin egen Bodum-stempelkaffekande. Desværre havde vi ikke god tid til at nyde den lækre morgenmadsbuffet, for allerede kl. 7 var der afgang mod Israel og Jerusalem.

Efter en lille halv times kørsel nåede vi den travle grænseovergang ved Kong Hussein-broen. Det var lidt af et cirkus at krydse grænsen – og med diverse kontroller og betalinger på både den jordanske og den israelske side af den store stykke ingenmandsland tog det 1½ time! Måske mere symbolsk end af praktisk betydning, skulle alle køretøjer køre igennem en vandgrav på den israelske side – for Israel vil ikke have jordansk jord ind i landet, så hjulene skal lige vaskes.

Efter at have samlet vores lokale, israelske guide op i Palæstina, blev vi alle 14 (en del havde valgt at blive på hotellet) sat af på toppen af Olivenbjerget. Derfra var en fantastisk udsigt over det gamle Jerusalem med bl.a. Tempelbjerget med Al-Aqsa-moskeen. Derfra gik vi ned af bakken og igennem Jerusalem, mens vi undervejs besøgte forskellige steder med religiøs betydning, mens vores guide, Rasmus, fortalte. Selv for os ikke-troende var det meget interessant.

Vi gik bl.a. en del af Via Dolorosa – ”Dødsruten”, som Jesus gik med korset. Vi tog en afstikker fra ruten ved Grædemuren, som vi besøgte delt i mænd og kvinder – og alle mændene naturligvis iklædt kalot. Da det i dag er jødisk helligdag, var der mange besøgende, og det var derfor heller ikke tilladt at tage billeder.

Især i det jødiske kvarter så vi mange ortodokse jøder med deres specielle klædedragt. Især deres pelshatte, der mest minder om brede lampeskærme, tiltrak vores opmærksomhed. Vi kom også igennem det muslimske kvarter, det græsk-ortodokse og det armenske. På grænsen til den nyere bydel havde vi lidt tid på egen hånd – bl.a. til at spise frokost.

Efter frokost nåede vi frem til Golgata-klippen, hvor Jesus blev korsfæstet, og hvor hans grav er. Der var flere timers kø til at se hans grav, så vi nøjedes med at se stedet – og lidt af selve klippen – hvor han døde på korset. På stedet ligger nu en fantastisk kirke med imponerende mosaik. Dagens sidste stop var Zion-bjerget, hvor Kong Davids grav findes. Vi sluttede vores fantastiske tur gennem Jerusalem med udsigt til Olivenbjerget, hvor vi var startet gåturen en del timer tidligere.

Da vi kom ind i bussen, fandt vores guide ud af, at vi skulle tilbage til Jordan via en anden og mere fjerntliggende grænseovergang. Dette betød desværre en noget længere køretur. Igen passede vi den forfærdelige grænsemur til Palæstina, ligesom vi havde et kort stop ved en kontrolpost ved den oprindelige grænse fra 1948 mellem Israel og Vestbredden. De mange kontroller, svært bevæbnede politi og udstyret ved eksempelvis Grædemuren til at håndtere efterladte, mistænkelige genstande vidner om et land i konflikt.

Da vi endelig nåede grænseovergangen, var det igen noget af en opgave at komme igennem. For at krydse grænsen skulle vi denne gang med den officielle shuttlebus mellem kontrollerne. Ved den ene kontrol blev vi bedt om at vente, mens Rasmus og vores lokale guide klarede papirarbejdet. Vi ventede i en time! Det viste sig, at de ved grænseovergangen i morges var kommet til at give Rasmus kopi af vores rejsedokumenter i stedet for originalerne. Derfor opkrævede de nu betaling igen igen for at krydse grænsen. Mange ord og nogle dollars (Rasmus ville ikke ud med beløbet, men fortalte, at det svarede til en politibetjents dagsløn) blev udvekslet, førend vi fik lov at krydse grænsen uden at skulle betale igen. Fordelt på fem forskellige betalinger diverse steder, kostede det os næsten 100 dollars pr. person at krydse grænsen til Israel og tilbage til Jordan!

Som vi endelig var kommet ind i vores velkendte bus på den jordanske side, mødte vi endnu en forhindring. I en lille by tæt ved grænsen var en mand kommet til at låse sig ud af sin bil. Den holdt nu og spærrede, så vi ikke kunne komme forbi. Det var nu underholdende nok at se de mange mænd forsøge at åbne bilen for derefter at forsøge at bære bilen væk. Endelig lykkedes det dem at få åbnet døren – og så kunne vi endelig komme videre.

Næsten to timer senere end planlagt, nåede vi kl. 20.30 tilbage til hotellet her. Vi gik direkte i restauranten. Vi ærgrede os noget over, at de lækre retter fra buffeten i går var skiftet ud, men på den anden side kunne vi jo heller ikke tilbage os over at brokke os over nye retter, det heldigvis også viste sig at smage dejligt.

Nu lægger vi os alle til at sove. Kl. 7.30 er der afgang mod lufthavnen i Amman, så sidst på eftermiddagen i morgen lander vi forhåbentlig i Kastrup.