Caesar Park Hotel, Buenos Aires, kl. 19.45, søndag den 18. december 2011
Vores ferie startede i går med frokost i Kastrup Lufthavn – og efter en kort flyvetur til Frankfurt, fik vi der lidt aftensmad inden vores lange flyvning. Ved gaten blev vi mødt af en medarbejder fra Hapag-Lloyd. Vi tilbragte lang tid ved gaten med at finde og tjekke vores medpassagerer ud – de fleste på vores forældres alder, men også enkelte med børn helt ned til 6 år.
14 timers flyvning! Selvfølgelig var vi udstyret med diverse læsestof, ligesom udvalget af film, tv-serier m.m. kunne dække mange lange flyvninger. Det lykkedes Casper at nå at se tre film – og sove et par timer, mens Britt fik set knap to film (faldt i søvn til den ene) og fik fire timers søvn.
Klokken var 8 i morges lokal tid, da vi landede i Buenos Aires til tiden. Immigrationsmyndigheder var hurtigt overstået, men ved bagagebåndet begyndte vi at blive lidt nervøse. Langt om længe kom vores kufferter, og som nogle af de sidste kunne vi forlade ankomsthallen. Udenfor stod flere medarbejdere fra Hapag-Lloyd til at tage imod os og alle de andre, som vi skal på cruise med.
Ved ankomsten til vores hotel fik vi serveret en stor morgenmad – og så kunne vi tjekke ind. Af med kufferterne og så ud i Buenos Aires’ gader. Rederiet havde arrangeret en guidet bustur i Buenos Aires, men da vi allerede havde besøgt alle seværdighederne, som turen kom forbi, valgte vi at springe over.
Vi havde i stedet planlagt at bruge dagen på at kigge på butikker, men vi havde ikke lige tænkt på, at mange butikker havde lukket om søndagen. Caspers planer om at købe fodboldtrøjer blev derfor udsat, til vi kommer tilbage her til byen om tre uger. I Casa Rosada – det lyserøde palæ med balkonen, hvorfra Evita talte til befolkningen – tog vi med på en gratis guidet tur. Turen var på spansk, så vi fattede intet, men det var eneste mulighed for at se bygningen indefra.
Frokosten blev indtaget i en restaurant på den flotte havnepromenade, og derfra gik vi mod hotellet og kiggede lidt i shoppingcenteret lige overfor. En slapper på hotellet – og så tilbage i shoppingcenteret for at købe lidt til aftensmad. Vi fik en stor, sen frokost, så vi har blot købt 10 stykker sushi, som vi nu vil spise.
Vækkeuret ringer allerede kl. 3, da vi skal tidligt af sted mod lufthavnen i morgen. Efter høj sol og over 30 grader i dag, glæder vi os til at komme sydpå til noget køligere vejr i morgen! Vores næser har allerede fået for meget sol!
M/S Bremen, Beagle Kanalen, kl. 22.00, mandag den 19. december 2011
Klokken 3 i morges blev vi vækket – og kl. 3.45 blev morgenmaden serveret og boardingkort til dagens flyvetur udleveret. Derefter var afgang med indenrigslufthavn.
En flyvetur på ca. 3 ½ time, og så var vi nået til verdens ende, Ushuaia – verdens sydligst beliggende by (medmindre du spørger beboerne i Puerto Williams i Chile lidt syd herfor). Fra lufthavnen var der planlagt en bustur i området. Vi kørte nordpå ud af den eneste vej, der forbinder Ushuaia med resten af Argentina. Vi kørte langs den sydligste del af Andesbjergene i Ildlandet (Tiego el Fuego). Undervejs gjorde vi holdt med et par udsigtspunkter, ligesom vi stoppede for at spise frokost. Kaptajnen havde givet ordre til, at vi skulle være lidt tidligere ved skibet end oprindeligt planlagt. Det betød, at vi ikke fik mulighed for at se selve byen Ushuaia, men kørte direkte til skibet.
Efter kort inspektion af vores kahyt, var vi ude på skibet igen. Selvfølgelig skulle vi rundt og se det hele. Der er ikke så meget at se på, så det var hurtigt overstået. Men vi fandt da både swimmingpoolen (der ikke var opvarmet!), fitnessrummet og saunaen samt skibets helipad.
Vi havde hjemmefra læst, at vejret var meget afgørende for, hvor vi ville lægge til undervejs. Og efter præsentation af blandt andet de kunstnere, der er specielt med på denne tur i anledning af jul og nytår samt de biologer og geologer, der skal holde foredrag undervejs, kunne kaptajnen fortælle sidste nyt om vejrets indflydelse på vores tur.
Omkring Falklandsøerne er åbenbart så meget blæst i øjeblikket, at vores kaptajn helt har oplagt ruten. Så vi starter med at sejle direkte mod Antarktis. I slutningen af ferien får vi en dag mindre på Falklandsøerne, men derimod en dag ekstra ved Antarktis. Hvis alt går vel, kommer vi til at sejle til Weddellshavet på den anden side af den antarktiske halvø. Hvis vi er rigtigt heldige, får vi måske mulighed for at se kejserpingviner??! Vi krydser fingre for dette!
Ved aftensmaden er vi blevet placeret ved et 4-mandsbord, men alligevel gik der næsten 1½ time, førend vi fik selskab af et russisk par. Vi fik i mellemtiden at vide, at vi kun er 6 ikke tysktalende passagerer ombord – og vi fik at vide, at vi på resten af ferien skal spise sammen med et midaldrende par fra Luxembourg. Det russiske par – der vist taler begrænset engelsk – har fået eget bord, så der var blot sket en fejl her til aften. Vi havde ikke helt styr på madbestillingen, så vi fik ”kun” 3 retter. Men til gengæld 3 lækre retter! I morgen satser vi på alle 5 retter!
Nu vil vi snart lægge os til at sove – og vi er forberedte på en urolig nat! Om ganske kort tid kommer vi nemlig ud i Drakestrædet! Kaptajnen har sagt, at der er forholdsvis roligt, men det betyder alligevel 4 meter høje bølger! Så han sagde, at vi helt sikkert ville kunne mærke det – og komme til at rulle lidt rundt i vores senge i nat. Vi er glade for, at vi allerede har ’iklædt’ os hvert vores plaster bag øret mod søsyge – vi får brug for det!
M/S Bremen, Drakestrædet, kl. 22.15, tirsdag den 20. december 2011
Efter en stor morgenmadsbuffet begyndte dagens program.
Første punkt på dagsordenen var obligatorisk orientering om, hvordan vi skal gebærde os, når vi stiger af og på zodiacs (gummibådene, der skal bringes os til land). Derefter var der orienteret om IAATO – regler, der gældende for besøgende på Antarktis. Derpå fulgte et foredrag om Antarktis. Foredraget blev holdt af en geolog, så fokus lå naturligvis på skabelsen af Antarktis. Der var mange tyske ord, som vi ikke forstod, men hovedbudskaberne fattede vi da.
Efter en stor frokostbuffet, hvor der i dag blandt andet var et stort udvalg af røget fisk (laks, tun, ål, hellefisk m.fl.) var det tid til at prøve gummistøvler og tykke jakker. Efter at være blevet udstyret med varmt tøj, skulle vi igennem Bio Security. Her blev blandt andet vores regnbukser og kamerataske støvsuget for at sikre, at vi ikke bringer fremmede bakterier til Antarktis.
Til aften blev der serveret cocktails og pindemadder – og alle skulle vi hilse på kaptajnen. Det viste sig, at han faktisk taler dansk, da han har boet i Danmark. Derefter præsenterede kaptajnen flere besætningsmedlemmer. Køkkenchefen fortalte, at det altså var lidt af en streg i regningen, at vores rute er omlagt. Han havde nemlig bestilt mad til levering på Falklandsøerne. Nu går der næsten to uger, hvor vi kommer til et sted, hvor han skal proviantere til måltiderne. Han forsikrede os dog om, at der nok skulle være mad nok alligevel.
Det er tydeligt, at vi skiller os lidt ud fra de fleste andre passagerer, da vi ikke er tysktalende. Personalet har helt styr på dette og er flinke til at spørge, om der er noget, som vi ikke forstår – ligesom de husker at give os menukort på engelsk til måltiderne. I modsætning til i går havde vi i dag helt styr på de 5 retter i restauranten, men valgte kun hovedret og dessert – igen lækker mad!
Vi har haft rigtigt flot vejr i dag – så flot, at vi til eftermiddag sad udenfor på terrassen, hvorfra vi kunne se de store albatrosser, der følger skibet. Bølgerne har ikke været mere end 3 meter høje. Det er højt nok til, at skibet gynger en del, og det kan være svært at holde balancen, når man går. Men ifølge kaptajnen er det noget af det mest stille, som han har oplevet her i Drakestrædet.
Om få timer skulle de første isbjerge begyndte at dukke op, og i morgen ved middagstid skulle vi gerne nå til Deception Island. Nu har vi fået morgendagens program og kan se, at vi kommer i land to forskellige steder på øen.
M/S Bremen, Bransfieldstrædet, kl. 22.15, onsdag den 21. december 2011
Vi er kommet lidt længere syd på – og de første miniisbjerge er begyndt at dukke op. Det samme gælder pingviner, som vi fik at se mange gange, når de sprang op af vandet. Og temperaturen er nu nede på 1 – 2 grader.
Også i dag var der et tæt program. Inden frokost var der tre foredrag om henholdsvis dyr, der kan leve under de mest ekstreme forhold, et om de mange opdagelsesrejsendes forsøg på at nå Antarktis – og til sidst orientering om de steder, som vi skal besøge i morgen. To pukkelhvaler dukkede op tæt ved båden, så et foredrag blev udskudt lidt. Alle passagerer stod jo udenfor og kiggede på pukkelhvaler.
Efter frokost var vi nået frem til Deception Island, hvor vi skulle i land for første gang. Deception Island, der er en del af South Shetlands Islands, er faktisk et oversvømmet vulkankrater, så øen er næsten som en ring med vand i midten – kun brudt et enkelt sted, Neptuns Bellow. Første stop på Deception Island var ved Whalers Bay, hvor ruinerne af en gammel hvalfangerstation stadig var at se. I de store gummibåde (zodiacs) blev vi transporteret ind til stranden. Gummistøvlerne kom til deres ret, da vi skulle gå i vandet de sidste par meter ind på land. Vi gik en god tur op for at nyde udsigten over bugten. Det gik stejlt op ad! Turen ned var dog den værste, da man nemt skred i den løse jord.
Fra Whalers Bay sejlede vi videre til Telephone Bay – også i det store vulkankrater. På stranden lå en enkelt weddellsæl og sov – da vi nærmede os, orkede den lige at løfte hovedet for så at sove videre igen. Også her gik vi en god tur – op ad bakke naturligvis. Fra toppen havde vi en flot udsigt over bugten og krateret.
Tilbage på båden kunne vi stå og nyde udsejlingen gennem det smalle Neptuns Bellow, inden det blev tid til frokost. Også i dag spiste vi aftensmad med det ældre par fra Holland (de var altså ikke fra Luxembourg, som vi først havde fået oplyst). Igen fik vi super lækker mad! Desserten blev en lækket cheesecake, som vores bordherre fik serveret, da han havde fødselsdag i dag (76 år). Det er åbenbart kutyme, at passagerer med fødselsdag får en fødselsdagskage.
I morgen eftermiddag regner vi med at besøge Port Lockroy – en tidligere britisk forskningsstation, der nu fungerer som museum og souvenirshop. Derfra vil vi få mulighed for at sende postkort, så vi skal skynde os at få skrevet nogle stykker. Vi har dog hørt, at postkortene kan være 3 måneder om at komme hjem, men det er vores eneste mulighed for at sende postkort fra selve Antarktis. Alternativt kan vi sende postkort fra South Georgia eller Falklandsøerne, men det er jo ikke rigtigt Antarktis.
M/S Bremen, Gerlachestrædet, kl. 22.00, torsdag den 22. december 2011
Vi startede dagen aktivt med en halv times træning i skibets fitnessrum. Der havde vi den flotteste udsigt til isdækkede øer, isflager (enkelte med pingviner eller en sæl på) – og på et tidspunkt passerede et par pukkelhvaler endda også udenfor.
Kort tid efter morgenmaden var det blevet tid til dagens første landgang – dette i Neko Harbour i Andvord Bay. Ja, det hedder godt nok en havn, men landgangen foregik alligevel ved at hoppe ud af båden og gå den sidste meter ind på land i vandet fyldt med isklumper. Ved Neko Harbour fik vi set de første pingviner – hundrede af gentoo-pingviner (på dansk: æselpingviner). Vi er gentagne gange blevet orienteret om at holde en afstand på fem meter til pingvinerne, men når pingviner nu er totalt ligeglade med os – og bare vander forbi os, er det lidt svært. Vi sad i sneen et stykke tid og betragtede de sjove dyr. Især morede vi os over at se, hvordan enkelte pingviner gik rundt og stjal sten fra andre pingviners reder for at kunne bygge deres egne reder.
Tilbage ombord på skibet skulle der skrives postkort, for disse skulle postes på dagens andet stop. Vi havde desværre ikke nok postkort, så det er altså ikke alle postkort, der bliver sendt fra Antarktis. Efter frokost og en slapper i kahytten, var det tid til landgang igen. Denne gang var det lidt mere bølgegang og masser af is i vandet. Zodiacen måtte zigzagge mellem større og mindre isflager – og flere gange kunne vi både høre og mærke det i gummibåden, når vi sejlede over isklumper.
Ved Port Lockroy havde vi turens første tørre landgang. Til gengæld blev vi sat af på nogle lidt ujævne klipper. En ældre mand faldt, men så umiddelbart ud til ikke at være kommet synderligt til skade. Men ubehageligt og voldsomt så det ud. Port Lockroy er en gammel britisk forskningsstation. I dag er der ingen forskning, men stedet er stadig bemandet i sommermånederne. Den gamle forskningsstation står nu som et museum med souvenirshop (vi købte en bog og enkelte postkort). Det vigtigste var dog muligheden for at købe frimærker og muligheden for at poste de postkort, som vi allerede har skrevet – i verdens sydligste postkasse. Omkring stationen vrimlede det med gentoo-pingviner. Også her var de helt ligeglade med os turister.
Ifølge planen skal vi endnu mere sydpå, men sådan som skibet ligger og drejer rundt lige nu, er vi ret spændte på, hvor vi ender. Lige nu sejler vi i hvert fald i den forkerte retning. Mon kaptajnen har fået for meget rødvin til maden?!
På hele dagens sejlads har vi haft den smukkeste udsigt: isbjerge og isdækkede klipper – helt som vi havde forestillet os, at der så ud på Antarktis. Der har været nogle mørke skyer ind i mellem, og under aftensmaden begyndte det ligefrem at sne. Nu har vi dog igen lidt blå himmel og flot sol. Temperaturen i dag har været tæt på frysepunktet – og vores store huer, der dækker både ører, pande og kinder har virkelig været guld værd!
Allerede kl. 7.30 skal vi i gummibådene i morgen tidligt. Så der bliver ikke tid til at træne.
M/S Bremen, Gerlachestrædet, fredag den 23. december 2011, kl. 21.15
Klokken 7 i morges kastede skibet anker i Paradise Bay, og kl. 7.30 var vi med en af de første zodiacs på vej mod land. Vi gik i land ved den nu lukkede argentinske forskningsstation Almirante Brown (Base Brown), hvor en koloni af gentoo-pingviner har slået sig ned omkring de tomme bygninger.
Det var muligt at kravle et stykke op og nyde udsigten ud over bugten. Stien var dog stejl og ret glat nogle steder, så vi kravlede ikke hele vejen til toppen. Det så ellers sjovt ud, når nogle af de andre, der havde nået toppen, rutsjede ned ad bakken igen. Det gik dog lidt for stærkt for en kvinde – og skibets læge måtte tilkaldes. Hun blev transporteret tilbage på skibet på en båre. Dramatisk så det ud, men heldigvis slap hun med en forstrakt muskel i foden, fandt vi senere ud af. Men på krykker bliver der ikke meget sjov for hende på resten af turen.
Fra Almirante Brown-basen var vi på en times sejltur rundt i den smukke Paradise Bay i gummibåden, hvor vi fik mulighed for at komme helt tæt på isbjergene. På et tidspunkt ville vores zodiacfører demonstrere, hvordan det kunne også være at sejle i isfyldt farvand. Vi blev bedt om at holde fast – og så sejlede han ellers bare af sted uden at styre uden om de mange isklumper, som lå i vandet. Det føltes og lød voldsomt, når vi sejlede hen over isklumperne, men båden holdt, som han havde lovet.
Efter frokost (4 retter i restauranten!) var det planen, at vi skulle besøge den chilenske forskningsstation Base Gabriel Gonzalez Videla, men det lykkedes ikke vores kaptajn at komme i kontakt med mandskabet på basen (via e-mail). Uden forudgående tilladelse til at besøge basen, kunne vi ikke gå i land. Kaptajnen mente, at medarbejderne måske udnyttede det flotte vejr og var ude at arbejde, så selve basen var ubemandet.
Derfor fortsatte vi direkte mod den smalle Lemaire Kanal, som skulle være meget smuk at sejle igennem. Men heller ikke der holdt planen. Vores kaptajn havde fået besked fra et andet skib om, at der var meget pakis, hvorfor det andet skib havde opgivet at komme igennem kanalen. Det var National Geographic Explorer, der passerede os kort efter. Vores kaptajn valgte dog at gøre et forsøg alligevel. Voldsomt lød det, når vi ramte de små isbjerge, som så skurede hele vejen langs skibssiden – tankede gled nemt hen på Titanic! Åbningen til kanalen var simpelthen fyldt med små isbjerge, isflager og isklumper, så også vores kaptajn valgte af sikkerhedsmæssige grunde at vende om. Det betød, at indsejlingen til Lemaire Kanalen vil blive det sydligste, som vi kommer på denne ferie. For meget pakis forhindrer os simpelthen i at komme helt til Peterman Island, som ellers planlagt. Men i næsten to timer stod vi på dækket og beundrede det dramatiske landskab omkring os (vi fik endda spottet enkelte sæler, der solbadede på isflager), så turen dertil var bestemt ikke forgæves. Selvom solen skinnede, var det ret koldt udenfor. Temperaturen var blot lige over frysepunktet, så igen var vi lykkelige for de tykke jakker, som vi har lånt her på skibet, og vores pelshuer, der dækker både pande og kinder. Uden dem og vores handsker ville vi være forfrosne ret hurtigt.
Da eftermiddagens landgang ikke blev til noget – og det også glippede med sejladsen gennem Lemaire Kanalen – blev der hurtigst arrangeret et foredrag; denne gang om pingviner. Derefter var det kaffetid i ’klubben’ – og i anledning af julen blev der også serveret et større kagebord med, hvad vi tror, var typiske tyske julekager. Lige efter kaffebordet var der endnu et foredrag. Fire af turens ekspeditionsledere fortalte lidt om det, som vi havde oplevet indtil nu, og hvad vi kunne forvente af dagen i morgen.
Til aftensmaden i restauranten gik vi ’all in’ og spiste en lækker fem retters menu. Morgendagens program – som altid ligger som en lille overraskelse i vores kahyt efter middagen – viser, at første punkt på programmet først er kl. 10. Så forhåbentlig er vi friske på lidt træning i fitnessrummet i morgen tidligt. Vi kan også se på programmet, at de tre kunstnere, som er med på turen, i morgen endelig får lov at optræde. De har kahyt ved siden af os – og violinisten har været flittig med at øve! Det skulle ikke undre os, hvis vi også i aften skal falde i søvn til en lille violinkoncert!
M/S Bremen, Antarctic Sound, kl. 22.45, lørdag den 24. december 2011
Da vi vågnede i morges, var vi nået til Antarctic Sound – strædet, hvor de store isbjerge fra Weddellhavet når til. Det ene store isbjerg flød forbi efter det andet. Vi startede dagen i fitnessrummet. Britt gav dog hurtigt op og gik ud for at fotografere de enorme isbjerge, mens Casper cyklede videre.
Efter morgenmaden var det planlagt et foredrag om oceanforskning. Det viste sig at være ret kedeligt og svært at forstå. Da foredraget var færdigt, og forskningslederen var i gang med at besvare spørgsmål, annoncerede kaptajnen, at vi havde en flok spækhuggere foran skibet. På ingen tid var alle foredragstilhørere udenfor for at kigge efter spækhuggere. Omkring skibet svømmende en flok på mindst 20 spækhuggere – nogle svømmede endda under skibet, så vi fik set dem helt tæt på.
Frokosten i dag bød blandt andet på sild, fiskefileter med remouladesovs samt risengrød med kanelsukker – det snerpede da lidt af julefrokost. Efter frokost havde vi tid til en slapper i kahytten, inden vi skulle på dagens eneste landgang. Skibet kastede anker, og vi blev sejlet ind til Brown Bluff. Meget passende for juleaftensdag begyndte det at sne.
Ved Brown Bluff holder en mindre koloni af gentoo-pingviner til – samt mange tusinde af adelie-pingviner. En enkelt weddellsæl lå på stranden… Vi tilbragte mere end en time på stranden med at kigge på pingvinerne, der var mere eller mindre ligeglade med os. Mange havde små unger, som de fodrede – andre sloges om nogle sten til redebygningen. Lidt af naturens knapt så hyggeligt side fik vi også set, da en stor fugl dykkede ned og snuppede en pingvinunge fra reden. Blot få meter væk landede den og begyndte at fortære sit bytte.
Tilbage på skibet nåede vi lige lidt julekager, og i vores kahyt fandt vi en flaske champagne (Den Gule Enke) samt et julekort fra den medarbejder fra Hapag-Lloyd, som vi har mailet med i forbindelse med bestillingen af rejsen.
Kl. 17.45 var der julearrangement i ’klubben’. Skibets personale sang julesange (både på engelsk og tysk) – og julemanden (en af forskningslederne) og en engel delte julegaver ud til børnene ombord. Lige derefter var det tid til aftensmad. I restauranten var blevet lidt julepyntet på bordene, lagt små julechokolader på hver en plads, og fra menukortet var det muligt at vælge, hvad der åbenbart er en typisk tysk spise den 24. december: frankfurtere med kartoffelsalat. Det måtte Casper selvfølgelig prøve. Efter middagen var vi lige forbi kahytten, og der kunne vi se, at det altså ikke kun var børnene, der havde fået en gave. På hver af vores hovedpuder må en stor chokoladeklokke samt et halstørklæde i kashmir med skibets navn på. Dertil fulgte et julekort fra kaptajnen.
Tilbage i ’klubben’ fortsatte julen. En violinist (ham vi har hørt øve hver dag!), en tenor og en pianist gav en klassisk julekoncert, og skibets kaptajn holdt en tale og læste en historie op – meget komisk at dømme efter reaktionerne fra tyskerne, der forstod den. Vi synes stadig ikke, at vi har problemer med at forstå det tyske, men kaptajnen taler simpelthen for hurtigt til, vi kan følge med. En tysker har dog fortalt os, at han faktisk taler korrekt rigstysk.
I morgen bevæger vi os lidt længere ind i Weddellhavet – desværre ikke til Snow Hill Island, som vi havde drømt om. Så vidt vi kan se på morgendagens program, bliver der serveret julemiddag i morgen aften.
M/S Bremen, Bransfieldstrædet, kl. 22.00, søndag den 25. december 2011
Vi havde ikke sat vækkeuret til at ringe, men det var heller ikke nødvendigt. Vi blev nemlig vækket af et stort dump forårsaget af et isbjerg, som skibet ramte. Det lød voldsomt, men skibet kan heldigvis holde til meget. Det er tydeligt, at isbjergene er væsentlig større (og der er flere af dem) her i Weddellhavet i forhold til på den anden side af den antarktiske halvø.
I morges kunne vi igen konstatere, at Plan A ikke altid lykkes. Vi skulle have haft en tidlig landgang på Paulet Island, men vi blev noget forsinkede – dels på grund af mange isbjerge og dels på grund af et andet skib, der havde kastet anker det eneste sted, hvor det var lavt nok at kaste anker. I land på Paulet Island kom vi dog. Og der var der pingviner for alle pengene! Ikke mindre end ca. 100.000 par af adelie-pingviner havde deres reder på den lille ø. De var bare overalt!! Vi havde som sædvanlig fået ordre om at holde en afstand på fem meter, men det vidste pingvinerne jo ikke. Så når vi sad eller stod stille, komme de helt tæt på os på deres vandring mellem havet og deres redepladser.
Sen eftermiddag var det meningen, at vi skulle i land på Devil Island, men dette kunne alligevel ikke lave sig gøre på grund af for mange isbjerge i vandet omkring. Som et alternativ sejlede vi til Kinnes Bay på Joinville Island og kom på en sejltur i bugten i de små gummibåde. Landskabet er jo smukt, men det mest underholdende var dog, at vi så pingvinerne, der hoppede i vandet eller kom op af vandet på de ujævne klipper. På turen fik vi igen set enkelte sæler, der lå på isflager, som vi sejlede forbi.
I Tyskland er det almindeligt med den store julemiddag den 25. december. I restauranten kunne vi derfor blandt andet vælge julegås. Selvfølgelig skulle vi smage det!
Kaptajnen ombord har ønsket os ’god jul’, og tenoren, der optrådte i går, har ønsket os ’glædelig jul’. Han har studeret i Flensborg og har haft en dansk kæreste, så han kan også nogle danske gloser – blandt andet ordet ’julefrokost’. Det morer ham vist også at sige ’hej’ til os, hver gang vi møder ham.
Vi har nu lagt Antarktis bag os og sat kurs mod Elephant Island. Hvorvidt vejret tillader, at vi kommer i land der, finder vi først ud af i morgen. Vi kan tydeligt mærke, at vi er ude i lidt mere åbent hav og, at vinden har tiltaget. Skibet gynger igen en del, så vi bliver helt klart vugget i søvn – samtidig med, at vi kan høre og mærke, når skibet rammer nogle små isbjerge eller store isflager.
M/S Bremen, Scotia Sea, kl. 23.00, mandag den 26. december 2011
I morges nåede vi frem til Point Wild på Elephant Island, og efter morgenmaden var det tid til at komme i gummibådene. På grund af klipper, bølger og strøm var det simpelthen ikke muligt at komme i land, så her var planlagt et zodiaccruise.
Der var ikke meget læ, hvor skibet havde kastet anker, så der var rigeligt med bølgegang, da vi skulle ned i gummibådene. Vi var i hvert fald glade for, at ikke mindre end tre besætningsmedlemmer havde godt fat i os! Men i bådene kom vi – og så var der mulighed for at komme helt tæt på Elephant Island. Point Wild var stedet, hvor Ernest Shackleton efterlod størstedelen af sin besætning for at sejle efter hjælp – og på klipperne ved havet var rejst en buste af den chilenske kaptajn, der senere reddede de 22 besætningsmedlemmer efter deres 4½ måned lange ophold. Omkring denne buste holdt hundredvis af chinstrap-pingviner (på dansk: rempingviner) til. Vi sejlede tæt på klipperne og på isbjergene omkring. Udover de mange pingviner fik vi også set et par sæler og et par søelefanter. Vi kunne ikke selv se, at der var tale om søelefanter (de lignede de andre sæler), men vi stoler på vores zodiacfører.
Tilbage på skibet nåede vi en slapper inden frokosten: fish’n’chips! Ja, indimellem kommer der også noget helt almindeligt på menukortet. Efter frokost nåede vi på værelset at se resten af den film, som vi var begyndt på før frokost. Derefter var det tid til dagens første foredrag, som handlede om Nordenskjöld-ekspeditionen. Efter kagetid i ’klubben’, var der endnu et foredrag – denne gang om isen på Antarktis. Meget interessant.
Og så var det tid til at spise igen… Ja, vi spiser konstant her på skibet! Kl. 21.30 var der film i ’klubben’: Shackleton’s Antarctic Adventure. Endelig noget, der foregik på engelsk. Det var en interessant dokumentarfilm – og det gjorde det blot ekstra interessant, at vi netop havde været ved Point Wild, hvorfra der i filmen var originale fotos og filmoptagelser fra ekspeditionen i 1915. Efter filmen var der natmad: pølser og kartoffelsalat. Vi sprang dog over, selvom det var fristende…
I morgen når vi til South Orkney Islands og dermed en ny tidszone. Det betyder, at vi får en time mindre at sove i.
M/S Bremen, et sted i Scotia Sea, kl. 22.45, tirsdag den 27. december 2011
Dagens program startede med et foredrag kl. 10 omkring forskning i Antarktis. Vi fik blandt andet en meget videnskabelig forklaring på hullet i ozonlaget (bed os venligst ikke om at gentage den!). Det var lidt for teoretisk. Kl. 11.30 var der foredrag igen om gashydrater. Det lød endnu mere teoretisk, så det sprang vi simpelthen over og brugte i stedet tiden på at se lidt fjernsyn i kahytten.
Omkring frokost kastede skibet anker med Laurie Island, som er en del af South Orkney Islands. Eftermiddagen bød på et besøg på den argentinske forskningsstation Orcadas Station. Vi var blot deres andet besøg i denne sæson, så vi blev varmt modtaget. Vi fandt ud af, at de første besætningsmedlemmer fra vores skib, havde haft mad med til dem på basen, hvilket de bad os takke vores kaptajn for.
Vi fik en guidet tur rundt på basen, hvor både geologer, biologer, seismologer og metrologer arbejder. Det var et utroligt spændende besøg, hvor vi også fik set deres mere private gemakker som deres tv-stue og køkken. Det var også spændende at høre om deres sikkerhedsforanstaltninger – at de har et sikkerhedshus, som de kan flytte ind i, hvis det andet brænder ned, og at de altså har proviant til to år i tilfælde af, at det ikke er muligt at bringe dem forsyninger. Der bor i alt 17 personer på basen – og de er der i op til et år ad gangen, hvor kontakten til omverdenen er begrænset. Pt. virker deres internetforbindelse ikke – og der går flere uger, før der kommer en tekniker for at reparere den. Vi talte med en medarbejder, der havde været der i præcist et år (årsdag i går faktisk). Han skulle hjem til Argentina om en måned, og der glædede han sig til helt simple ting som eksempelvis at se et træ.
Tilbage på skibet så vi, at der på stranden tæt ved basen lå en stor flok søelefanter. Vi var godt skuffede over, at vores zodiac ikke lige havde sejlet et smut der forbi. Nu var det kun en zodiac med kaptajnen og hans kone, samt en med et par børn, som er med på cruiset, der fik en sejltur tæt på stranden og dermed muligheden for at se søelefanterne. Vi andre måtte nøjes med at kigge på dem med en kikkert.
Før aftensmaden holdt fire af skibets ekspeditionsledere et kort oplæg om nogle af de steder, som vi har besøgt, og dyr, som vi har set indtil nu. Dette bød blandt andet på oplæsning fra Ernest Shackletons dagbog, lidt fakta om et par fuglearter samt lidt om pingviner og vegetationen på Antarktis. Udenfor flød en række af store isbjerge forbi. Da vi nu er på vej længere mod nord, bliver det måske de sidste isbjerge, som vi ser.
Aftensmaden bød som sædvanlig på utrolig lækker mad. De er kreative i køkkenet – eksempelvis var Britts forret i dag tomatsorbet og mozzarellamousse. Her kl. 21.30 er der koncert i ’klubben’. Vi er dog ret sikre på, at der er tale om lidt for klassisk musik til vores smag, så i stedet ser vi nu Happy Feet her i kahytten (på tysk naturligvis, men med engelske undertekster).
Morgendagens program byder ikke på nogen landgang. Det tager simpelthen næsten to dage at sejle fra South Orkney Islands til South Georgia. Til gengæld har vi sammen med morgendagens program fået en mappe med en masse materiale om South Georgia, som vi kan bruge dagen på at læse.
Vores kaptajn har også i dag fortalt, at han ikke kan mindes, at han nogensinde har haft så godt vejr, som vi har haft på denne tur. Det var altså et rigtigt godt træk af ham at omlægge vores rute totalt, så vi slap for stormvejr. Ja, skibet gynger en smule nu, hvor vi er ude i helt åbent hav, men det er vist ingenting i forhold til, hvad man kan risikere at opleve.
M/S Bremen, et sted i Scotia Sea, kl. 21.30, onsdag den 28. december 2011
I dag har nok været feriens mest sløve dag. Kl. 10 var vi til dagens første foredrag, der handlede om hvaler. Kort derefter var der orientering om South Georgia, som vi kommer til i morgen. Orienteringen var obligatorisk for alle, der skal besøge øen. Vi blev orienteret om de særlige vindforhold på øen, der kan gøre det farligt at færdes der, ligesom vi fik gennemgået Plan A for de næste dage – altså de steder, hvor vi vil komme i land, hvis vejret tillader det. Hvis alt går som planlagt, venter der os nogle fantastiske dyreoplevelser de næste dage på South Georgia. Derudover fik vi vist en officiel orienteringsvideo lavet af South Georgias regering. Det er lidt underligt, at øen har en regering, for udover dem, der arbejder på forskningsstationer på øen, er der ingen beboere. Regeringen har hovedsæde på Falklandsøerne.
I morges havde vi fået invitation til besøg i maskinrummet, som vi havde ønsket. Så efter frokost fulgte vi – og otte andre passagerer med chefingeniøren ned til maskinrummet. I kontrolrummet brugte han næsten en time på at gennemgå alle dele i motorrummet. Vi fattede stort set intet af, hvad han sagde, så det var ret kedeligt. Derefter fik vi – iklædt høreværn – endelig lov at kommet helt ind i maskinrummet. Nu kunne vi hverken forstå eller høre, hvad han forklarede! Men det var nu alligevel meget interessant at gå rundt ad snørklede stier mellem store kedler, generatorer og hundredvis af rør i alle tykkelser! Om det var bølgerne eller lugten og luften i maskinrummet, ved vi ikke, men i hvert fald fik vi det begge smådårligt. Så efterfølgende måtte vi ud og trække frisk luft – og kunne så samtidig beundre de store albatrosser og stormfugle, der fulgte båden.
Foredraget kl. 15 lød lidt for teknisk til os (handlede om opfindelse af ekkoloddet), så vi smuttede efter små 10 minutter. I stedet tog vi en lur i kahytten – med det resultat, at vi heller ikke kom til næste foredrag.
I morgen tidligt ankommer vi endelig til South Georgia. Umiddelbart skulle solopgangen være flot ved Gold Harbour, hvor vi skal kaste anker. Men eftersom det lige nu er snevejr udenfor, er det nok begrænset, hvor meget, der er at se. I hvert fald har vi besluttet ikke at sætte vækkeuret til at ringe kl. 3.30!
Skibet gynger kraftigt, så igen i aften bliver vi vugget i søvn…
M/S Bremen, Cumberland Bay, kl. 21.30, torsdag den 29. december 2011
Britt var oppe og kigge ud ad vinduet kl. 3.45: det var overskyet, så vi gik ikke glip af en flot solopgang.
Kl. 5.30 i morges kastede skibet anker ved Gold Harbour, og kl. 7.30 var det vores tur til at komme i land. Det gyngede godt, da vi skulle ned i gummibåden, så det gjaldt om at benytte alle hjælpende hænder.
I land mødte der os et fantastisk syn: tusindvis af flotte kongepingviner, kæmpe søelefanter og pelssæler (eller søbjørne, som tyskerne kalder sidstnævnte). De store han-søelefanter var godt aggressive og voldsomt så det ud, når de sloges, pustede deres store næser op og brølede. De mindre hunner lå blot og så nuttede ud med deres kæmpe mørke øjne – og snottede konstant, mens de små pelssælunger løb rundt og drillede alt, hvad de kunne komme i nærheden os. En enkelt søelefant var meget kærlig overfor alle, der kom tæt på. Britt var på et tidspunkt bange for, at den ville bide i kameraet, men den nøjedes med at tygge lidt på Britts bukseben. Ellers var stort set alle dyrene på stranden var mere eller mindre ligeglade med vores tilstedeværelse. Desværre begyndte det at regne, som vi gik rundt på stranden, så vi var godt våde, da vi kom tilbage på båden.
Så snart skibet var ude af bugten, gyngede det værre, end det har gjort på noget andet tidspunkt på turen. Vi blev derfor i kahytten indtil frokost og slappede. Til frokost havde vi kastet anker i St. Andrews Bay. På med det varme tøj – og så var vi ude i zodiacen igen.
Ved St. Andrews Bay findes South Georgias største koloni af kongepingviner – op mod 300.000 styks! Vi sejlede først en tur langs kysten, så vi rigtigt kunne se de mange pingviner. Og der var virkelig mange!! På land fik vi igen mulighed for at komme tæt på kongepingviner, søelefanter og pelssæler. Her var tusindvis af pingvinunger (små brune fjerkugler!) og utallige pelssælunger. Enkelte af de små pelssælunger var lige lidt for nærgående – de gik simpelthen efter haserne på os, så en ekspeditionsleder havde fast arbejde med at jage dem væk, når de kom for tæt på. De har nemlig tænder og kan bide til! De små sæler jagtede også de store kongepingviner; de kedede sig sikkert. Rensdyr fik vi også se. Ja, her er rensdyr på South Georgia! Disse blev bragt hertil af norske hvalfangere for mere end 100 år siden og er nu vokset gevaldigt i antal.
Endnu en gang kommenterede vores kaptajn, hvor heldige vi har været med vejret – og vi begynder at tro på, at det ikke bare er noget, han siger (flere gange dagligt). Han fortalte, at det var første gang i to år og blot 3. gang i skibets historie, at vejret havde tilladt en landgang ved St. Andrews Bay.
Da vi igen var ude af bugten, gyngede skibet endnu mere end tidligere, og vi kunne konstatere, at vores søsygeplaster trængte til en udskiftning. Heldigvis var der ikke så langt til dagens tredje stop ved Ocean Harbour. Der kom vi ikke i land, men tog i stedet en sejltur i gummibådene i bugten. Der kunne vi se det gamle 3-mastede skib, der gik på grund i bugten i 1911 – og nu var hjem for mange blåøjede skarver. Derudover kunne vi se resterne af den gamle hvalfangerstation, ligesom vi så mange rensdyr. På stranden kunne vi igen se utallige søelefanter og pelssæler. Umiddelbart synes vi, at pelssælungerne blev mindre og mindre for hver bugt, som vi kommer til. Små og nuttede var de i hvert fald, som de lå der og hylede efter deres mor – eller jagtede hinanden.
Ude i Atlanterhavet igen gyngede skibet en del. Vi var forud for tidsplanen, så vi sejlede meget stille og roligt – eller havde skibet gynget en del mere.
Aftensmaden stod i Ernest Shackletons navn – og ved indgangen til restauranten blev vi da også modtaget af Mr. Shackleton alias en af ekspeditionslederne i fuld udklædning. Der stod hverken pingvin eller sæl på menukortet, men retterne havde fået navne, der beskrev hans bedrifter, og alle tjenere var klædt ud som sømatroser.
Selvom vi sejlede langsomt, kunne vi mærke de enorme bølger udenfor – og til sidst måtte Casper overgive sig. Hovedretten gik næsten urørt tilbage til køkkenet, og desserten blev afbestilt. Udover de enorme bølger begyndte også små isbjerge at kunne op. Vandet er koldt nok til isbjerge, men lufttemperaturen har i dag sneget sig op på ca. 5 grader, hvilket vist er varmerekord her på ferien.
Vi ligger nu i læ i Cumberland Bay og bliver her sikkert natten over, så forhåbentlig får vi en rolig nattesøvn.
M/S Bremen, Cumberland Bay, kl. 21.30, fredag den 30. december 2011
Vi fik ikke en helt rolig nat, for skibet blev ikke liggende i Cumberland Bay, men sejlede mod Salisbury Plain.
Allerede lidt i otte i morges var det vores tur til at komme ned i en zodiac og sejle i land ved Salisbury Plain, hvor South Georgias næststørste koloni af kongepingviner findes. Også en stor gruppe af pelssæler holdt til på stranden, og de var ikke så glade for vores besøg. Derfor skulle vi holde os i en gruppe for at forstyrre dem mindst muligt. Samtidig var det nødvendigt for en ekspeditionsleder at holde dem på afstand for at forhindre, at vi blev bidt. Der var pingviner over alt – og de kunne både høres og lugtes! Desværre begyndte det at regne, så vi blev ikke i land så længe.
Tilbage på båden lavede vi absolut ingenting frem til frokosttid. ’Klubben’ var hurtigt fyldt, så igen spiste vi i restauranten. Britt smagte dagens dessert (nougatcreme)– og den smagte godt! Så på vej tilbage til vores kahyt, måtte vi lige stikke hovedet ind i ’klubben’ og snuppe to ekstra desserter med tilbage til kahytten.
Omkring kl. 14 var vi nået tilbage til Cumberland Bay og var klar til at besøge Grytviken. Først kom en medarbejder fra South Georgia Heritage Trust dog ombord og fortalte lidt om øen. Primært fortalte hun om deres rottebekæmpelsesprojekt. Gennem tiderne er rotter kommet til øen ombord på skibe, og de lever nu i så stort antal på South Georgia, at de udgør en trussel for øens fugleliv. Derfor har man igangsat et projekt, der går ud på totalt at udrydde rotterne på øen. Et meget ambitiøst projekt – og også et meget dyrt projekt, så vi blev selvfølgelig opfordret til at støtte det økonomisk.
Endelig fik vi lov til at komme i land ved Grytviken, hvor resterne af øens længst fungerede hvalfangerstation ligger. Overalt lå der pelssæler og søelefanter – og enkelte kongepingviner mødte vi også.
Vi startede med at besøge Ernest Shackletons grav. Når man besøger hans grav er det åbenbart en tradition for en lille ceremoni. Vores kaptajn holdt en tale, tog to glas snaps – drak det ene selv og hældte det andet over Shackletons grav. Og så var der ellers et lille glas snaps til alle os andre også.
Fra Grytvikens posthus, der altid har åbent, når cruiseskibe kommer til, fik vi sendt de sidste postkort. Vi nåede også et smut i den lille souvenirshop, hvor vi blev mødt med Poul Krebs-musik. Det viste sig, at en af medarbejderne var dansker, så ham fik vi en kort sludder med. Derefter var der planlagt en fælles vandretur op for at nyde udsigten over bugten. Vandreturen var ikke svær, men til tider lidt stejl og andre steder godt mudret – og da vi var klædt på til antarktisk kulde, kom vi hurtigt til at svede. Temperaturen var nemlig helt oppe på 7 grader! Efter flere dagens med meget begrænset aktivitet, var det skønt at bruge benmusklerne lidt – og udsigten var toppen var turen værd. Tilbage i Grytviken kiggede vi lidt i museet, der fortæller om Grytvikens historie som hvalfangerstation, og så var det tid til at komme tilbage til skibet og få aftensmad.
Her efter aftensmaden har vi fået morgendagens program. Der kan vi se, at vi stadig får mulighed for at holde i hvert fald en af vores nytårstraditioner i hævd: Kl. 18.30 viser de nemlig ’Dinner for One’ – altså ’90 års fødselsdag’!
Vækkeuret er sat til at ringe kl. 5.30, for vi skal have en tidlig landgang – den sidste her på South Georgia, inden vi sejler videre mod Falklandsøerne.
M/S Bremen, Atlanterhavet, kl. 18.00, søndag den 1. januar 2012
Årets sidste dag startede helt fint. Allerede kl. 7 sad vi i en zodiac på vej mod land i Fortuna Bay. Det gjaldt – ligesom ved andre landgange – om at holde øje med bølgerne, da vi skulle i land, for at undgå at få vand i gummistøvlerne.
På land blev vi modtaget af hundredvis af pelssæler samt pingviner og enkelte søelefanter. Heller ikke her var pelssælerne særligt glade for os, så mens vi begav os længere ind på land i en samlet gruppe, havde vores ekspeditionsleder travlt med at holde angrebslystne pelssæler på afstand. Hanner var meget aggressive og forsvarede deres territorium. Som vi kom nogle hundrede meter ind på land mod den store gletsjer, dukkede flere og flere pingviner op – og ved gletsjeren var en koloni på måske hundredtusind kongepingviner. Selvom vi allerede havde set hundredtusinde af kongepingviner, var vi ikke blevet trætte af dem. Enkelte rensdyr gik også og græssede på det flade åbne område. I modsætning til de sidste landgange, skinnede solen flot – og temperaturen sneg sig da også op på 5 – 7 grader, så vi svedte godt i vores mange lag tøj.
Tilbage på skibet nåede vi lige at forsyne os med lidt fra morgenmadsbuffeten. Det viste sig at skulle vores sidste faste føde i 24 timer! Lige så snart at vi havde forladt Fortuna Bay, kom vi nemlig ud i høj søgang. Casper blev hurtigt dårligt, mens Britt havde det okay de første par timer. Om eftermiddagen lå vi begge og var dårlige og havde ikke energi til noget som helst. I et forsøg på at gøre sig klar til at deltage i blot lidt af nytårsarrangementet, fik Britt taget et brusebad sen eftermiddag. Det var ikke en helt nem eller ufarlig opgave ombord på et skib i høj søgang. Skibet gyngede så meget, at det var nødvendigt at holde fast i noget bare man sad på toilettet! Skibets nytårsarrangement blev derfor uden vores deltagelse.
Efter 24 timer uden fast føde begav Britt sig i morges ud på en ekspedition: til restauranten efter lidt morgenmad. En tallerken (skulle jo have en hånd fri til at holde fast med!) blev fyldt med et par stykker brød, pålæg og frugt – og så var det ellers bare tilbage i seng. Og her ligger vi så endnu! Vi er stadig begge godt dårlige, så bare tanken om at begive sig til restauranten for at få noget aftensmad, virker som en totalt umulig opgave. Og de mails med nytårshilsner, som vi ville have skrevet allerede i går, bliver også lige lidt forsinkede.
Desværre har vi stadig 1½ døgn sejlads tilbage, førend vi når Falklandsøerne. Lige nu virker det til, at også de 1½ døgn bliver tilbragt på langs i kahytten med en forfærdelig kvalme! Vi er glade for, at det først er her sidst på turen, at vi oplever sådan en bølgegang – ellers havde vi nok insisteret på at blive fløjet hjem igen med det samme!
M/S Bremen, Atlanterhavet, kl. 21.30, mandag den 2. januar 2012
Det lykkedes faktisk Britt at få energi til at gå en tur til receptionen i går aftes – dels for at aflevere papirerne til de chilenske myndigheder i tilfælde af, at vejret tillader en landgang på Kap Horn, og dels for at få lidt mad sendt til vores kahyt. Frugt, kiks og sandwich blev det til.
Skibet vippede knapt så meget i morges, men vi følte os begge dårlige alligevel. Vi fik sendt lidt morgenmad til vores kahyt og fortsatte så ellers med at lave ingenting. På fjernsynet forsøgte vi at følge med i et par af dagens foredrag. Sen eftermiddag fik vi taget os sammen til at tage et brusebad, komme i tøjet og komme ned til skibets computere for at få sendt nogle nytårshilsner hjem til. Bedre sent end aldrig…
Efter at have været udenfor og trække lidt frisk luft og tage et par billeder af albatrosserne og stormfuglene, der fulgte båden, følte Britt sig frisk nok til at få lidt aftensmad i restauranten. Ikke noget med fem retter – blot lidt suppe og en let hovedret. Det viste sig, at vi langt fra er de eneste ombord, der har været plaget af søsyge. På nytårsaftensdag var ikke mindre end 40 passagerer (altså 1/4 af passagererne!) blevet behandlet af skibets læge for søsyge (indsprøjtning og plaster). Samtidig fik Britt bekræftet, at vindstyrken på et tidspunkt havde svaret til storm.
Tilbage i kahytten – med frugt og kiks til Casper – kunne Britts konstatere, at vi havde valgt en dårlig kahyt. Det vipper simpelthen væsentlig mere her i stævnen af skibet, så kvalmen kom tilbage til Britt med det samme – med fornyet styrke. Vi ser frem til i morgen at kunne tilbringe 7 – 8 timer i land på Falklandsøerne.
M/S Bremen, Atlanterhavet, kl. 21.15, tirsdag den 3. januar 2012
Efter at have hilst på aftensmaden igen i går aftes, var ingen af os meget værd i morges. Vi var nogenlunde friske, da vi stod op og spiste morgenmad. Og vi nød turen med den allerførste zodiac i land i morges. Men den første times tid i land, havde Britt det rigtigt skidt – og Casper fik det først helt okay igen sen eftermiddag.
Sløjhed til trods fik vi dog en masse ud af dagen i land i Stanley – hovedstaden på Falklandsøerne. Det blev første landgang uden gummistøvler og vintertøjet, for vi blev sat af på en bådebro, og temperaturen var helt oppe på 12 grader fra morgenstunden – en flot sommerdag på Falklandsøerne. Det smådryppede dog lidt, men det blev aldrig til andet end få dråber regn.
Da vi kom i land omkring kl. 8.30 gik vi lidt rundt i byen. Kl. 10 tog vi den lokale shuttlebus (sammen med en masse andre fra skibet samt en af vores ekspeditionsledere) til Yorke Bay og Gipsy Cove lidt uden for byen. Ligesom på South Georgia fik vi pointeret vigtigheden af at blive på de afmærkede stier – også her kan man nemlig risikere at støde på ueksploderede miner fra Falklandskrigen. Vi gik en god tur i det flotte, men lidt barske landskab – og så fik vi set lidt flere pingviner. Ikke en kæmpe koloni, men blot nogle enkelte magellanpingviner. Det var lidt underligt at se pingviner på en hvid sandstrand. Ryggen af et par delfiner i bugten fik vi også set.
Tilbage i den lille by gik vi ud til det lokale museum. Der var udstillet alt fra testel og galionsfigurer fra gamle skibe, udstoppede pingviner, fugle og skeletter fra nu uddøde dyrearter til en interessant udstilling om Falklandskrigen – og meget mere! Alt sammen på et meget lille museum. Vi var blevet anbefalet at spise fish’n’chips på en lokal pub, men da vi kom derind, serverede de ikke mad i dag. De beklagede og fortalte, at dette skyldtes, at de ikke vidste, at vores skib kom til havnen. I Stanley er der åbenbart meget, der afhænger af, hvorvidt der er et cruiseskib på besøg. Vi fandt dog en anden pub, hvor vi kunne få lidt frokost. Der delte vi bord med en af pubbens katte – den lå og sov i en af de bløde stole.
Vi slentrede lidt mere rundt i byen – var inde i et par kirker og så blandt andet nogle af de oprindelige gamle huse bygget til de britiske marinesoldater, der kom hertil i 1800-tallet. Derefter var det tid til at købe souvenirs. I det lokale supermarked kiggede vi efter den lokale marmelade, ligesom vi kiggede efter lokal øl eller vin. Vi fandt ingen af delene (har dog senere fået at vide, at der faktisk var lokal vin). I et par souvenirbutikker fik vi dog købt lidt med hjem til venner og familie – og naturligvis til os selv. Sidste zodiac tilbage til skibet afgik fra kajen kl. 16.30 – og vi prøvede at trække tiden så meget som muligt. Vi fik blandt andet tid til at se sidde på en café og nyde en milkshake, mens vi læste lidt i den lokale avis, ’Penguin News’.
Da vi kl. 16.15 sejlede tilbage til skibet sammen med en del af mandskabet (inkl. kaptajnen), skinnede solen fra en blå himmel. Det gode vejr skulle nydes, så vi stod på dækket og nyd udsigten, da vi lagde Falklandsøerne bag os. Der kunne vi blandt andet se, hvordan de store gæs i vandet foran skibet padlede sindssygt med fødderne for at komme væk fra skibet.
Caspers ’tilbagevenden’ efter tre dages fravær er blevet bemærket flere gange i løbet af dagen – både af skibets besætning og andre passagerer. Også i restauranten til aftensmaden faldt et par bemærkninger om, at de troede, at Casper havde forladt skibet. De samme bemærkninger måtte Britt også høre et par gange til aftensmaden i går. På et så lille skib, hvor vi skiller os lidt ud både aldersmæssigt og sprogligt (ikke tysk som modersmål), bliver der lagt mærke til alt!
Kaptajnen har forudset, at vi ikke får stærkere vind end en frisk brise på vores sidste del af turen, så vi håber, at morgendagen på havet forløber uden søsyge. Plasteret mod søsyge er dog blevet skiftet i dag for en sikkerheds skyld.
M/S Bremen, Drakestrædet, kl. 21.30, onsdag den 4. januar 2012
Kaptajnens forudsigelse med, at vi ikke ville få så meget vind, holdt ikke helt stik – eller så lavede den friske brise bare meget høje bølger! I hvert fald har skibet gynget en del i dag, så vi har ikke været helt på toppen. Vi indtog både morgenmad og frokost sammen i restauranten, men ellers har vi tilbragt det meste af dagen i kahytten. Kaptajnen ændrede lidt på kurset for at undgå det værste vind, men vi har ikke kunne mærke en bedring.
Til aften stod den på kaptajnens afskedsmiddag i restauranten. Det startede med cocktails i ’klubben’. Vi kom begge i det pæne tøj og fandt en plads i ’klubben’, men inden det hele rigtigt begyndte, smuttede Casper tilbage til kahytten. Britt blev dog og fik heldigvis selskab af det ægtepar, som vi spiser middag sammen med.
Kaptajnen holdt en lang tale. Han fortalte igen igen, hvor heldige vi havde været med vejret – især omkring South Georgia. Han fortalte, at han havde sejlet denne tur 25 gange – og ikke tidligere havde det været muligt at lave alle de landgange, som vi har haft. Umiddelbart ser det ikke ud til, at vi er lige så heldige med den sidste landgang – nemlig Kap Horn. Vi ankommer til Kap Horn i morgen tidligt og først der, kan kaptajnen se, om det vil være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at sætte zodiacs i vandet og sejle i land. Udsigterne er ikke for gode. Hvis det ikke er muligt at komme i land på Kap Horn, kan det være, at vi kan komme et smut i land i den chilenske by, Puerto Williams. Ellers bliver vores næste landgang, når vores cruise ender i Ushuaia fredag morgen.
Lige nu er vi helt sikre på, at vi ikke skal ud at sejle i meget lang tid!
M/S Bremen, Ushuaia, kl. 23.30, torsdag den 5. januar 2012
Allerede kl. 5.15 ringede vækkeuret. Hvis det ikke var muligt at komme i land på Kap Horn, skulle vi i det mindste se den så berømte ø, og ifølge vores kaptajn ville vi ’runde’ Kap Horn kl. 5.45 – 6.00.
Vi var en del passagerer, der var tidligt oppe for at se Kap Horn. Vi fik lov at komme ind på broen, hvor vi prøvede at følge lidt med: ville vi komme i land eller ej?! Mens vi stod og ventede, kunne vi se en flok delfiner, der fulgte vores skib tæt. Den chilenske lods kom ombord (med noget besvær!), og skibet vendte for at komme helt tæt på Kap Horn. På hele vores tur har vi jo været rigtigt heldige med mulige landgange – og det var vi også i dag! Kap Horn viste sig fra sin flotteste side og leverede vejr og bølger, der gjorde det forsvarligt at komme i land.
For første gang på ferien måtte vi dele vores landgang med passagerer fra et andet skib. Det var et stort skib på endagsudflugt fra Punta Arenas. Vi har jo på hele ferien været vant til primitive og ofte våde landgange, så det var ren luksus, at det andet skib havde lagt en bro ud, så vi kunne stige direkte op på den fra vores zodiac. På Kap Horn var flere monumenter, et fyrtårn, en lille kapel – og så en bolig, hvor der tydeligvis også boede et par børn! Tænk at bo der!
Tilbage på skibet nød vi, at vi nu var nået til Beagle Kanalen, hvilket betød: ikke flere bølger!
Frokosten ombord bød i dag på helstegt pattegris, kogte og stegte pølser, kartoffelsalat og pommes frites – og dertil blev serveret øl og Linje Akvavit. Sen eftermiddag kom vi til Puerto Williams, hvor papirarbejdet omkring vores landgang på Kap Horn skulle ordnes. Mens vi lå for anker, kom fire chilenske embedsmænd ombord, og først to timer senere kunne vi sejle videre. Vi fik ikke mulighed for at komme i land.
En passager ombord havde nået at redigere sine videooptagelser fra turen og havde fået lov til at vise den i panoramaloungen. Mange timers optagelser var blevet kogt ned til en time. Det var en super god film, hvor han også havde lagt passende musik til de forskellige optagelser. Flere andre passagerer gav efterfølgende udtryk for, at de gerne ville have en kopi, hvilket medførte, at til middagen modtog han bestillinger på filmen – 50 euro pr. stk.! Ja, det er selvfølgelig lidt billigere end skibets officielle video, der er til salg til 69 euro, men alligevel!
Lige inden aftensmaden var det tid til det sidste indslag fra vores ekspeditionsledere. I modsætning til tidligere, var der ikke meget seriøsitet i disse oplæg. De forsøgte at overbevise os om, at der findes flyvende pingviner, og at vi desværre ikke havde fået set en meget speciel fugl, der meget lignede en uddød flyveøgle. Meget underholdende – selv på tysk. Efter et sidste lækkert måltid i restauranten fik vi en lille gave fra vores tjenere: menukortene fra hver dag i restauranten, og da vi kom tilbage til vores værelse, lå et hæfte med beskrivelse af alle de steder, som vi har besøgt på vores tur – med angivelse af længde- og breddegrader, luft- og vandtemperatur og vanddybde.
Efter planen skulle vi først være nået til Ushuaia i morgen tidligt, men vi var lidt forud for planen. Derfor ankom vi allerede kl. 21. Omkring kl. 22 var landgangsbroen lagt ud, og papirarbejdet med de argentinske toldere var i orden, så vi fik lov at komme i land. Så den tid i Ushuaia, som vi gik glip af, inden afgangen for små tre uger siden, fik vi så her til aften. Stort set alle butikker havde naturligvis lukket, men selvom vi blot var i land en god times tid, fik vi en god fornemmelse af denne lille by, der tydeligt er præget af Antarktis-turismen. På havnen stod et skilt, som vi ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet af. Det var et officielt skilt, hvorpå der stod, at Falklandsøerne naturligvis var en del af Argentina, men blot siden 1833 havde været ulovligt besat af Storbritannien. Striden om Falklandsøerne er langt fra slut!
Kufferterne er nu pakket færdigt og stillet uden for kahyttens dør. Så nu vil vi lægge os til at sove her på skibet – i havnen uden bølger!
Caesar Park Hotel, Buenos Aires, kl. 22.45, fredag den 6. januar 2012
Det var skønt med en nat uden bølger! Da vi først skulle af sted fra båden mod lufthavnen kl. 9.15, havde vi ikke travlt i morges. Vi spiste morgenmad i restauranten og fik sagt pænt farvel til de tjenerne, der har ydet en perfekt service overfor de sidste uge. I de sidste tre uger har vi spist aftensmad med et ældre par fra Holland, og dem skulle vi selvfølgelig også sige pænt farvel til.
Da vi fik vores pas tilbage, måtte vi lige se de mange stempler, som er kommet i løbet af vores tur. Der var både stempel fra den britiske base Port Lockroy, fra South Georgia og Falklandsøerne og naturligvis fra Chile, da vi jo kom i land på Kap Horn. Formalia er overholdt, og alle myndigheder på vores tur har sat deres stempel. Derefter slog vi over en time ihjel med at stå og følge med i livet på havnen. Den store fiskerbåd, der allerede havde pakket og frosset den fangede fisk (tror vi, at det var…), så den nu skulle fordeles i containerne. Og så selvfølgelig vores eget skib, der fik nye forsyninger… Køkkenchefen stod på kajen og inspicerede madvarerne, der blev leveret – smagte endda på noget af det, før det blev læsset ombord. Vi så også et nyt hold personale, der gik ombord, inden vi tog pænt afsked med skibet og personalet. Kaptajnen fik et ’tak for en fantastisk tur’ – på dansk naturligvis.
Flyveturen fra Ushuaia forløb helt uden turbulens (i modsætning til turen derned!). Undervejs fik vi lige vejrudsigten for Buenos Aires: sol og 35 – 37 grader! Så måske var det helt ok, at vores fly var forsinket – og kufferterne samtidig var en time om at nå frem til bagagebåndet. Det betød nemlig, at klokken nåede at blive 18, inden vi kom frem til hotellet, hvor der var sørget for lidt sandwichs til os. Det var dog stadig møgvarmt, men det blæste heldigvis kraftigt, så det var lige til at holde ud. Ja nu, hvor vi ikke skal sejle mere, er det ok med vind. Kl. 21 var temperaturen faldet til ’blot’ 24 grader.
I Buenos Aires skulle de sidste souvenirs købes: argentinske øl og fodboldtrøjer! Da vi stod og skulle betale for en trøje til Casper, opdagede vi, at Casper manglede sit Visakort – det må ligge i lommen på et par bukser, der nu ligger i hotellets storage. Så et par trøjer blev betalt med de sidste pesos – og så dollars for resten af beløbet. Tilbage på hotellet for at hente Britts Visakort, for vi skulle jo også have noget aftensmad. Visakortet var blevet noget bøjet på turen, så vi krydsede fingre for, at det stadig virkede.
Vi havde besluttet, at aftensmaden skulle være en stor argentinsk bøf. Tæt ved hotellet lå flere pæne restauranter. Den ene serverede primært fisk og pasta, så da vi sagde, at vi kiggede efter bøf, anbefalede han restauranten på den modsatte side – fortalte, at det var Argentinas bedste bøfsted. Da vi havde fået et bord på den restaurant og sad og studerede menukortet, spurgte en ved bordet ved siden af pænt, om vi havde behov for hjælp til menukortet. Han fortalte også, at det bestemt var Buenos Aires bedste bøfrestaurant, så alt kød på menuen var godt. Han fortalte samtidig, at han og hustruen var kommet på restauranten igennem 20 år. Vi bestilte oksemørbrad: ca. 150 kr. for et stykke på 350 gram! Okay, så skulle vi bestille tilbehør ved siden af, men alligevel! Med en forret, to stykker yderst lækkert oksemørbrad, tilbehør, ½ flaske rødvin og vand løb regningen op i ca. 600 kr.
Selvom vi sad på, hvad der helt klart var en af byens finere restauranter, var der en meget afslappet stemning. Og her er det helt ok blot at bestille en bøf – helt uden så meget som et salatblad som tilbehør. Sådan noget går kun i kødlandet Argentina! Da parret ved siden af fik deres dessert, kiggede vi en smule. Det var et isdessertglas fyldt med en cappuccinofarvet tyk creme, der væltede ud over kanten. Da vi spurgte, hvad det var, tog han straks en ske og gav os en stor smagsprøve på den varme creme. Han havde lidt svært ved at forklare, hvad det var, men det var i hvert fald æg pisket med noget alkohol. Det smagte rigtigt godt! Men efter vores store stykker kød, var der ikke plads til dessert.
Vi er nu tilbage på hotellet – feries sidste overnatning, hvis man da lige ser bort fra den, som vi har på flyveturen i morgen fra Buenos Aires til Frankfurt.
Frankfurt Lufthavn, Frankfurt am Main, kl. 13.30, søndag den 8. januar 2012
Først kl. 14.45 skulle vi med bussen fra hotellet til lufthavnen, så vi skulle finde noget at bruge dagen i går på. Og eftersom vi ikke havde flere argentinske pesos, var det ikke shopping…
Vi besluttede at gå en tur til bydelen La Boca – bydelen, hvor der danses tango i gaderne (til ære for de mange turister, der kommer i busfulde!) og stedet, hvor det lokale fodboldhold, Boca Juniors, har deres stadium. Iført vores nyindkøbte fodboldtrøjer – Casper i den argentinske landsholdstrøje og Britt i Boca Juniors – begav vi os af sted. Fra hotellets dørmand fik vi den første positive kommentar til vores trøjevalg. Vi talte i løbet af dagen – og ikke mindre end 10 personer kom med positive bemærkninger eller tilråb til vores trøjer. Ja, i Argentina er de glade for fodbold.
Vi forudså hurtigt, at vi ville få en meget varm dag, for kl. 10 var temperaturen allerede oppe på 25 grader i skyggen!
Da vi ankom til La Boca, fandt vi en pung på gaden. Ifølge kørekortet deri, tilhørte den en ung australsk fyr. Vi spurgte ved de nærmeste turistbusser, om de havde nogen australiere med i håb om at finde pungens ejermand. Efter at have forsøgt at kommunikere med flere betjente – der ikke kunne engelsk – besluttede vi os for selv at sørge for, at pungen kom retur til ejermanden. Ja, han må så vente nogle dage på den, men der nok større sandsynlighed for, at den kommer frem til ham, hvis vi finder hans adresse, end hvis vi havde afleveret den til politiet til Buenos Aires.
På vej tilbage mod hotellet kom en ung fyr og meget aggressiv bad os om nogle pesos. Da vi nægtede at give ham penge, blev han meget aggressiv og fysisk i sit kropsprog. Han skubbede til Casper og forsøgte at få fat i Caspers pung i lommen. Da Britt kom tæt på, fik han øje på halskæden og hev så bare til. Stadig råbende og skrigende og med halskæden løftet hoverende over hovedet, løb han af sted. Vi besluttede at gå videre, mens Britt lige fik sig en tudetur over at have mistet halskæden – et ferieminde fra Skt. Thomas. Da vi var kommet et stykke derud af, blev vi stoppet af en ung fyr på scooter. Han talte ikke engelsk, men ringede med det samme til sin kæreste fra sin iPhone og gav telefonen til Casper. Det viste sig, at kæresten (eller dem begge?) havde overværet røveriet. De ville nu have, at vi skulle komme hen til en politistation i nærheden. Vi forstod ikke helt, om de havde fået fat i fyren eller ej, men begav os til politistationen.
Betjentene talte ikke engelsk, men fandt hurtigt Google Translate på computeren, så vi kunne ”skrive til hinanden”. De ønskede, at vi gik til en anden politistation for at anmelde røveriet. Vi spurgte, om de havde fået fat i fyren eller halskæden, hvilket de dog benægtede. Da vi jo skulle tilbage til hotellet og af sted til lufthavnen, valgte vi ikke at bruge tid på at anmelde tyveriet. Vores forsikring dækker så ikke, men det var nu også halskædens affektionsværdi, der var størst for os. Inden vi gik fra politistation, fik Britt lige mulighed for lidt vand i hovedet og samt mulighed for at skylle de mindre rifter, som fyren havde fået lavet på halsen, da han flåede halskæden af.
Tilbage ved hotellet var vi ved at omkomme af varme. I indkøbscenteret overfor fik vi lidt at spise og rigeligt koldt at drikke, og så var der afgang til lufthavnen – gennem Buenos Aires’ knap så kønne forstæder.
Hapag-Lloyd havde sagt, at de ville sørge for at tjekke vores bagage ind hele vejen til København, men da vi sad ved gaten og ventede, opdagede vi, at der på vores bagagemærker kun stod Frankfurt. Og rigtigt nok… Vores bagage var kun tjekket ind til Frankfurt, men ved gaten i Buenos Aires fik de fundet vores bagage og sat nye bagagemærkater på, så taskerne burde komme hele vejen. Det var i hvert fald, hvad de sagde til os, da de gav os nye kuffertkvitteringer.
I lufthavnen nåede vi lige forbi juvelerbutikken H. Stern. Vi ville lige tjekke, om de måske stadig havde samme halskæde, som Britt netop havde mistet. De havde den ikke i butikken, men mente, at de muligvis kunne skaffe den fra ’fabrikken’ i Brasilien, hvis vi kunne skaffe dens modelnummer. Vi har stadig kvitteringen derhjemme, så det vil vi forsøge.
Den godt 12½ times flyvning var hård at komme igennem. Vi havde svært ved at sove – og udvalget af film var det samme som på udturen. Dog fik vi os nogle gode grin over den nye DreamWorks-film ’Puss in Boots’ (Den Bestøvlede Kat). Tegnefilm er også for voksne!
Da vi skulle have vores boardingkort i Frankfurt, spurgte vi for en sikkerheds skyld til vores bagage. Og det var heldigt. Umiddelbart kunne de ikke rigtigt se, at vores bagage var tjekket ind til København, selvom vi havde kvittering på dette. Faktisk blev de helt i tvivl om, hvorvidt vores bagage overhovedet var kommet til Frankfurt. En del telefonopringninger senere blev vores kufferter lokaliseret – de kørte rundt på bagagebåndet i Frankfurt og var altså ikke blevet tjekket korrekt ind. Heldigvis var der nøjagtigt tid til, at en Lufthansa-medarbejder fik dem puttet på vores sidste fly.
Vi glæder os nu virkelig til at komme helt hjem!!!