Le Méridien, Hamborg, kl. 20.15, onsdag den 5. april 2023
Med en åben færgebillet var det bare at køre, så snart Casper havde fået klaret dagens arbejde. Det havde han allerede kl. 9, så kl. 11.15 sad vi på færgen. Da vi kom tilbage på bildækket efter overfarten, blev vi mødt af en større koncert af tændte bilalarmer – inkl. vores egen. Vi har hørt om problemet, men har ikke tidligere oplevet, at vores alarm går i gang under færgeovergange – altså indtil i dag.
Vi burde kunne nå helt til Hamborg uden at lade, men vi er ikke helt kureret for rækkeviddeangst. Men da vi kom til at køre forbi rastepladsen med det planlagte ladestop, tog vi den uden stop til hotellet – og kom da også frem med 9% batteri tilbage.
Vi fandt utroligt nok en parkeringsplads lige over for hotellet. Elbiler parkerer umiddelbart gratis her i Hamborg, så vi regner ikke med at få en parkeringsbøde. Under alle omstændigheder vil det nok være billigere end hotellets parkering til 35 euro i døgnet.
Som altid var vi blot oppe at vende på hotelværelset, og så ud på gaden. Vi gik bl.a. til den nærliggende hovedbanegård. Undervejs købte vi forskellige snacks som en ’æblering’ og en brezel med ost som kompensation for, at vi ikke rigtigt havde fået frokost.
Vi gik dog ikke længe, for vi skulle selvfølgelig nå en tur i hotellets pool. Da vi var tilbage på værelset, bankede det på døren; det var roomservice med en lille opmærksomhed til Valdemar: en kæmpe donut forklædt som Cookie monster! Børnevenligt hotel!
Det var en fin pool, men der kom efterhånden flere og flere børnefamilier, så til sidst blev der lidt trængt. Efter svømmeturen var vi igen på gaden – denne gang for at finde et sted at spise aftensmad. Valdemar valgte et burgersted og blev noget skuffet, da alt var optaget. Dette sammen med lidt mavepine gjorde, at han egentlig hellere ville spise hjemme på hotelværelset. Tilbage på hovedbanegården købte vi derfor lidt af hvert med hjem: sushi (til Valdemar), sandwich, döner durum og en salat, som vi efterfølgende spiste på værelset – og så cookiemonsteret til dessert.
I morgen er det tid til rigtigt at gå efter byens seværdigheder!
Le Méridien, Hamborg, kl. 20.30, Skærtorsdag, torsdag den 6. april 2023
Vi havde bevidst ikke bestilt morgenmad på hotellet, for til en pris på 750 kr. pr. dag, var vi sikre på, at vi hellere ville finde noget ude i byen. Vi havde lovet Valdemar morgenmad på McD en dag, så der startede vi vores dag kl. 8 i morges.
Efter den knap så sunde morgenmad var der dømt byvandring! Butikkerne var endnu ikke åbne, så vi måtte finde seværdigheder, der kunne ses udefra. Vi startede med at gå forbi det imponerede Chilehaus – en kontorbygning fra 1924, der har fået plads på Unescos verdensarvsliste. Derefter gik vi forbi St. Petri-kirke, der endnu var lukket, og så forbi det storslåede rådhus og det gamle posthus, Alte Post – alle sammen bygningsværker, der skal ses, når man er Hamborg.
Vi fortsatte gåturen til de historiske gamle bygninger, Krameramtsstuben, som vi dog måtte lede lidt efter. De lå lige ved siden af St. Michel-kirken, hvis indre virkelig imponerede. Lidt forårsstemning på en bænk i solen ved bredden af Alster, og så var det tid til vores frokostbooking, hvor den stod på pandekager til Valdemar og Britt. ”Pimp your pancakes” stod der på menukortet – og det gjorde Valdemar med ahornsirup, skumfiduser og krymmel, mens Britt valgte karamelsovs, banan og Raffaello-chokoladekugler. Casper valgte noget så ordinært som brød og ost.
Efter den ’sunde’ frokost gik vi på museum: ’Automuseum Prototyp’, hvor flere flotte og unikke biler var udstillet – fra gamle håndbyggede racerbiler fra 40’erne over den (næsten) ægte Herbie til nyere Formel 1-biler. Bagefter var det endelig tid til at vende tilbage til hotellet for en tur i poolen, hvor der i dag heldigvis ikke var helt så mange.
I dag var der ledige borde på Otto’s Burger, hvor vi i går gik forgæves. Først da vi skulle til at bestille, opdagede vi, at alle burgere på menukortet viste sig at være veganske. Britt kastede sig i en 100 % vegansk burger, og Casper fik da også både chester og baycon – veganske alternativer til cheddar og bacon. Dog valgte både Valdemar og Casper en rigtig oksekødsbøf, som også var en mulighed som tilkøb. Alle burgere smagte rigtigt godt!
Vi har glemt at tage lidt vandlegetøj med til poolturene, så efter aftensmaden var vi en tur i Karstadt, der heldigvis havde underholdning til svømmeturene – og også et par smarte badebukser til Valdemar. Så i morgen er der noget at dykke efter.
Vores forskellige ”triptællere” på ure og telefoner har talt mellem 31.000 og 34.500 skridt. Britts ur siger, at det kun svarer til godt 23 km., mens Britts telefon og Caspers ur mener, at det er mere end 28 km. Vi er også lidt brugte…
Le Méridien, Hamborg, kl. 20.30, Langfredag, fredag den 7. april 2023
Vejrudsigten så lovende ud i dag, så vi havde besluttet at starte dagen med en gåtur rundt om den ydre Alster-sø. Første stop var dog en nærliggende bager, og derefter skulle bilen lige sættes til at lade. Ladestationen var lige ved Alster-søens bred overfor vores hotel, så derfra startede vi turen med hver vores stykke brød/wienerbrød i hånden.
Det føltes lidt som om, at vi bevægende i modsatte retning rundt om søen end de mange morgenfriske motionsløbere. Når stien ikke lige fulgte bredden, var der dog rigeligt med løbere, som vi kunne følge efter. Undervejs morede vi os især over de søde og humoristiske sætninger på skraldespandene – lidt tyskundervisning til Valdemar og genopfriskning af sproget for os andre. Rundt om søen lå især store flotte villaer og fancy lejlighedskomplekser.
Små to timer og godt 10 km. senere var vi nået næsten hele vejen rundt og fortsatte da vores gåtur gennem centrum til Landungsbrücke. I stedet for en af de dyre turisthavnerundfarter, havde vi besluttet at tage havnebussen langs Elben. App’en til billetter nægtede at tage imod vores Visa-kort, men efter at have fundet en billetautomat var vi klar til at stige ombord. Siddende i solen på øverste dæk sejlede vi på floden langs de mange slæbebåde, lastekraner og længere ude et lille stykke strand. På tilbagevejen steg vi først af, hvor vi troede, at vi kunne komme ned i tunnelen under Elben. Vi opgav at finde nedgangen og i stedet brugte Valdemar og Britt stoppet til at dele en portion fish’n’chips siddende med udsigt til stranden og floden.
Vi tog derefter havnebussen endnu et stop til Dockland – en stor kontorbygning, som det var muligt at bestige med en flot udsigt til belønning, mens vi fik pusten tilbage. På den sidste strækning med havnebussen kom et enormt containerskib sejlende forbi os – lastet med tusinde af containere. Vi følte os små!
Ved Landungsbrücke så vi pludselig skiltene til Alte Elbtunnel og konstaterede, at vores tidligere stop havde været, hvor den nye tunnel krydsede floden – og det var jo den gamle, som vi gerne ville se. Så måtte vi selvfølgelig en tur ned i den gamle tunnel, hele vejen igennem og op med en af de kæmpe elevatorer på den anden side – og så tilbage gennem tunnelen igen.
Siden vores ankomst forleden og især på vores gåtur rundt om Alster-søen, har vi haft udsigt til Hamborgs fjernsynstårn. Selvom Google fortalte, at det ikke var muligt at komme op i tårnet, ville Valdemar alligevel gerne tæt på det. Når vi nu havde købt en dagsbillet til offentlig transport, som vi brugte til havnebusserne, var det oplagt at tage U-bahnen ud til tårnet ved Hamborgs store messehaller. Tårnet var også imponerende nedefra.
Fra tårnet gik vi gennem parken Planten un Blomen, der i det flotte solskinsvejr var tæt pakket med mennesker. Derfra var der ca. ½ time på gåben tilbage til bilen, der netop var blevet færdig med at lade. Mens der i morges var tomt for biler langs Alster ved vores hotel, var der nu proppet. Casper måtte derfor køre nogle ture langs søen og endte alligevel med at parkere i en sidegade bag hotellet – lidt nervøs for, om pladsen egentlig krævede en beboertilladelse. Imens ventede Valdemar og Britt ved hotellet, hvor en lille politiaktion var i gang. Tre betjente stod og gemte sig bag et hjørne – den ene med fast greb om maskinpistolen – og da endnu en patruljevogn med udrykning kom kørende, gik tre betjente ind på vores hotel. Da vi senere spurgte i receptionen, hvad der var sket, fik vi en utroværdig forklaring om en alarm, der var gået i bygningen.
Selvfølgelig skulle vi også en tur i poolen denne eftermiddag, inden det var tid til aftensmad. I dag blev det en restaurant på hovedbanegården, hvor vi var heldige at få et bord. Flere, der kom efter os, blev afvist, hvis de ikke havde reserveret. Stedet hed ’Schweinske’, så både Valdemar og Britt fik det oplagte: skinkeschnitzel. Valdemars i en plain-udgave og Britts i en calzone-udgave fyldt med ost, skinke, løg og syltede agurker. Valdemar var dog ikke fan. Fra restauranten havde vi udsigt til Edeka. Alle butikker inkl. supermarkeder har jo lukket i dag, men Edeka her på stationen havde åbent. Det betød en enorm kø! Der var simpelthen en vagt, der lukkede kunderne ind i hold.
Efter maden fik vi flyttet bilen til en mere lovlig plads (tror vi da…) næsten lige udenfor hotellet. Så er den parkeret, til vi skal hjem søndag.
Selvom vi i dag har benyttet både havnebusser og U-bahnen, er vi alligevel kommet over de 30.000 skridt – godt 27 km. Og med flot sol hele dagen, kan vi mærke, at vi nok burde have haft lidt solcreme i ansigtet på vores mange kilometer.
Le Méridien, Hamborg, kl. 19.45, lørdag den 8. april 2023
Morgenmaden i dag blev fra samme bager som i går, og med det i hånden gik vi igennem de tomme gader. Vi besøgte Skt. Nicolai-kirken – eller rettere sagt resterne af den. Kirken blev nemlig bombet under 2. verdenskrig, så kun ydermurene og tårnet står tilbage som et mindesmærke. Fra kirken gik vi gennem Deichstraße, der vist er byens ældste gade med flere gamle huse. Over mange broer gik vi gennem Speicherstadt-kvarteret til Elbphilharmonie – den nye, flotte koncertsal.
På turen tilbage til hotellet var klokken blevet 10, så Lindt-butikken åbnede. Vi måtte liiige have lidt mere chokolade med hjem. Da vi kom tilbage til hovedbanegården, fandt vi hurtigt ud af, at der skulle være fodboldkamp i dag: Hamburger SV mod Hannover 96. Stationen var fyldt med øldrikkende fodboldfans, og politiet forberedte sig på ballade: ikke mindre end 15 mandskabsvogne kom kørende og parkerede ved stationen. Okay, der har også de forrige dage være et stort politiopbud ved stationen, men ikke mere end 5 – 6 mandskabsvogne.
Kl. 11 var vi tilbage på hotellet for at tage en tidlig tur i poolen. På det tidspunkt var der ikke mange andre, så Britt fik svømmet en del baner, mens Valdemar fandt en tysk dreng at lege med.
Først på eftermiddagen var vi ude igen. Som gæster på dette hotel, får man en gratis sejltur på Alster, men da vi kom til kajen, hvorfra kanalrundfartsbådene afgår, og fandt ud af, at båden vist ikke lige sejlede før om en times tid, droppede vi det. Vi gik trods alt søen rundt i går, så vi havde ligesom set den. I parken Große Wallanlagen blev vi underholdt af de mange skatere, der øvede trick på den lukkede skøjtebane, inden vi gik videre til St. Pauli-stadion – hjemmebanen for et af byens lokale fodboldhold.
Ved siden af stadion besøgte vi Hamburger Dom – et kæmpe midlertidigt tivoli, der besøger Hamborg tre gange om året. Hamburger Dom bliver også kaldt Tysklands største og længste folkefest. Selvom vi ikke prøvede nogle forlystelser, blev vi i den grad underholdt af at gå igen tivoliet, der bød på bl.a. både pariserhjul, rutsjebaner, karruseller og utallige boder med salg af især slik og snacks. Der var dømt disco og nostalgi i bedste Bakken-stil – eller måske et forvokset Dahlgårds Tivoli i XXXL.
Vi havde på Hamburger Dom købt og spist lækkerier, men ville alligevel have lidt med hjem til aftensmad. Tilbage på hovedbanegården opgav vi at købe noget, men endte med at tage et par döner durummer med tilbage til hotellet. Valdemar klarede sig med snacks købt i tivoliet: en ’marcipantaske’ og kandiserede vindruer. Når vi kommer hjem i morgen aften, står den vist på havregryn, rugbrød og grøntsager til os alle tre, inden vi allerede på torsdag igen holder ferie – denne gang i Lalandia.
Da vi kom tilbage til vores værelse, blev vi udenfor døren mødt af en lille pose, hvorpå der stod Happy Easter. Deri lå en Lindt-chokoladehare samt fire andre chokolader.
Selvom vi skal hjem i morgen, skal vi lige nå lidt mere, inden vi forlader Hamborg. I morgen kl. 7 var nemlig eneste tidspunkt, hvortil vi kunne bestille billet til Miniature Wunderland, da vi bestilte forrige weekend. Og så bliver der nok også tid til en tur i poolen, inden vi tjekker ud…
E47, Falster, kl. 15.30, 1. påskedag, søndag den 9. april 2023
Vi var oppe kl. 5.45 – og allerede lidt over seks var vi ude af døren for at starte dagen med morgenmad på McD. Derefter gik vi til Miniature Wunderland gennem de meget tomme gader. Vi var dog overraskede over de mange bimlende kirkeklokker så tidligt om morgenen. Måske en påsketing?
Vi var næsten lige kommet ind på museet, da vores mobiler begyndte at larme- og det samme gjorde andre gæsters mobiltelefoner. Det viste sig at være et tysk varslingssystem, der opfordrede os til at holde os indendørs, da en giftig røg fra en brand blæste ind over centrum af Hamborg.
Vi havde egentlig troet, at vi ville bruge en times tid i Miniature Wunderland, men selvom vi blev mættet af de mange små detaljer og derfor gik lidt hurtigt igennem til sidst, brugte vi godt to timer der. Det var derfor med det lange ben foran, at vi gik tilbage mod hotellet. Den giftige røg havde umiddelbart passeret og kunne kun lugtes svagt, men til gengæld havde den overalt på gaden efterladt små brændte papirstykker, der blev til aske, når vi rørte ved dem.
Endnu en gang provianterede vi på hovedbanegården, så vi havde noget at spise til turen hjem. Tilbage på hotelværelset blev vi mødt af endnu en Lindt-chokoladehare, der sad uden for vores dør. Eftersom ingen andre havde en hare, tror vi, at både den og påskechokoladen i går ligesom den store donut den første dag kun er til gæster med børn. Fin service!
Selvfølgelig skulle vi lige nå en tur i poolen inden afrejse. I poolen flød et termometer, der i torsdag sagde 29,3 grader. For hver dag var temperaturen faldet lidt, og i dag var den nede på 26,3 grader! Godt en halv time blev det til i det lidt kølige vand, inden vi på få minutter fik pakket vores ting. Klokken var derfor kun lidt over 11, da vi lagde Hamborg bag os.
Det var vores første færgetur fra Puttgarden og dermed også vores første besøg i den store Border Shop ved færgen. Det tog os ikke mange minutter at ønske os til den lille Border Shop i Rostock, hvor vi er vant til at handle. Det var værre end en tur i Ikea, hvor man mere eller mindre bliver tvunget igennem alle afdelinger på alle etager! Det gør vi ikke en anden gang!
Nu er vi så i gang med den sidste køretur hjem. Vi har blandt andet brugt tiden til at finde ud af lidt mere om branden fra i morges. Det viser sig at være en brand i en lagerbygning – en brand, der betegnes som den værste i Hamborg i mere end 10 år, og som bl.a. var årsag til lukning af flere togstationer – og altså også de advarsler, som vi modtog på vores mobiler.
Vi fandt jo ud af på udturen, at bilen kan klare hele turen uden opladning, så forhåbentlig er vi snart helt hjemme.